X

En Dag henad Fyraften gik Pelle ind til Hofskomageren med noget nyt Arbejde. Lageristen tog det og betalte, gav sig saa til at ekspedere andre og lod ham staa. Pelle ventede taalmodigt, rømmede sig blot nu og da. Dette her var saadan en Fremgangsmaade de havde, man maatte tie og finde sig i det om man vilde have Arbejde. »De glemmer nok mig,« sagde han endelig lidt utaalmodigt.

»De kan godt gaa,« svarede Lageristen. »De er færdig her.«

»Hvad skal det sige?« spurgte Pelle overrasket.

»Det skal sige det De hører. For Dem er der vinket af – hvis De kan forstaa det?«

Pelle forstod godt nok, men det var rart at faa Forfølgelsen fastslaaet i Kammeraternes Paahør. »Er der da noget at udsætte paa mit Arbejde?« spurgte han.

»De giver Dem for meget af med uvedkommende Ting, min gode Mand. Saa kan man aldrig passe det man skal.«

»Jeg vilde dog gærne vide, hvad der er at udsætte paa mit Arbejde,« blev Pelle haardnakket ved.

»For Fanden, det har jeg jo sagt Dem Mand!« brølede Lageristen.

Hofskomageren kom frem oppe i Døren til Bagværelset og saá sig om; da han fik Øje paa Pelle, fór han ned mod ham. »Vil De herut, og det straks!« skreg han opbragt. »Tror De vi giver Brødet til Folk, der gaar og undergraver os? Herut af min Forretning Mosjø Fagforeningslem.«

Pelle blev staaende og saá sin Mester ind i Øj109|nene; han havde mere Lyst til at lange ham en end lade sig smide ud. »Bare rolig,« sagde han til sig selv – »bare rolig.« Han smilede, men Linjerne i Ansigtet dirrede. Hofskomageren kredsede omkring ham i en vis Afstand og raabte uophørlig: »Herut, herut Mosjø! – Aa Lagerist, kald paa Politiet!«

»Der kan I se Kammerater, hvad han dèr regner os for,« sagde Pelle og vendte sin brede Ryg til Meyer. »Vi er Hunde, ikke andet.«

De stod og saá ned i Disken og lignede Døvstumme i deres Angst for at tage Parti. Saa gik han.

Han tog Vejen udefter mod Nørrebro, Brystet arbejdede voldsomt paa ham; Fortørnelsen rasede som et Uvejr i ham og brød sig stødvis Vej gennem hans Mund. Meyers Arbejde var han for saa vidt ligeglad med; det var daarligt, og han havde kun brugt det til Udfyldning. Men det var harmeligt at skulle købe slet Arbejde med sin Overbevisning! Dèr stod de og turde ikke bekende Kulør, skønt det skulde synes tilstrækkeligt, af man holdt saadan en Kumpan oppe med sit Legeme! Meyer stod som en Mur og spærrede for al virkelig Fremgang, men Pelle skulde han ikke komme og slaa til. For saa fik han igen!

Han gik straks ud til Murer Stolpe for at raadføre sig med ham; den gamle Fagforeningsformand havde megen Erfaring.

»Saa han er af dem der driver aabenlys Slavehandel?« udbrød Stolpe. »Dem har vi været ude for før. Færdig her min gode Mand, vi kan ikke bruge Ophidsere! og saa snart man igen havde lusket sig til et lille Nap –: Færdig her! Jeg har selv været som en jaget Hund – og hjemme gik Mutter og græd. Jeg kunde se det paa hende; men naar jeg tog Spørgsmaalet op, sa’e hun: Hold ud Stolpe, du skal ikke give dig over! – Du glemmer Maden Mutter! sa’e jeg saa. – Aa Maden, jeg gaar bare ud og vasker! Det var dengang, nu har Piben allerede en anden Lyd hos os. Nu tar Mestrene pænt 110| Hatten af for gamle Stolpe! – – Han maa nikkes, tag og blokér Raden!«

Pelle havde ikke noget imod det. »Bare det gaar,« sagde han. »Vor Organisation er jo svag endnu!«

»Prøv det allenfals – skade ham kan I altid. Han langer ud efter dit Brød for at ramme din Samvittighed, saa lang til hans Pengepung igen – der har han sin siddende! Gavner det ikke andet, saa viser det i al Fald jer selv, at I ikke er Slavesjæle.«

Pelle sad og snakkede lidt. Han havde saa smaat haabet paa at træffe Ellen igen, men undsaa sig ved at spørge om hun kom hjem. Madam Stolpe vilde have ham til at blive og spise til Aften – de ventede blot paa Sønnerne. Men Pelle havde ikke Tid, han maatte ud og træffe Forholdsregler til Blokaden. »Saa kom paa Søndag da,« sagde hun, »saa er det Ellens Fødselsdag.«

Han vandrede med stærke Skridt ind til Fagforeningens Formand; Indbydelsen til om Søndagen havde forjaget den sidste Rest af hans Harme, Udsigten til en Kamp med Meyer satte ham i løftet Stemning. Formand Petersen var han sikker paa at faa med, hvis han blot var oven Senge; han havde i sin Tid arbejdet hos Hofskomageren og hadede ham som Pest. Man sagde, at Petersen havde gjort en snild lille Opfindelse med en Patentknap til Damestøvler; han forstod sig ikke selv paa at udnytte Opfindelsen og henvendte sig til Meyer. Men Hofskomageren betragtede uden videre Opfindelsen som sin Ejendom, da den var gjort af en af hans Arbejdere; han udtog Patenter og tjente gode Penge paa det, saa ringe en Ting det drejede sig om. Da Petersen forlangte Andel i Udbyttet, blev han afskediget fra sit Arbejde. Han selv snakkede aldrig om det, men sad nede i sin Kælder og rugede over Forurettelsen saa han ingen Vegne kunde komme. Sin meste Tid havde han ofret paa Fagforeningen for gennem den at faa Hævn; men der var ingen rigtig Fremgang i det for ham. Han blussede voldsomt op men manglede Udholdenhed; brystsyg var han ogsaa.

111| Han kom til at ryste af Sindsbevægelse, da Pelle fremsatte sin Plan. »Gud Fader om vi kunde faa Ram paa ham,« hviskede han hæst og knyttede de magre Hænder, hvori Døden allerede havde lagt mørke Skygger. »Jeg gav gærne mit elendige Liv for at se den Skurk ruineret. Se denne her!« han bøjede sig hviskende frem og viste Pelle en Fil, der sad paa et forsvarligt Skaft og var slebet spidst til. »Naar det ikke var for Ungernes Skyld, havde han for længe siden haft den mellem Ribbenene.« Det stak koldt i hans graa hvileløse Øjne der mindede om Gale Ankers.

»Ja ja,« sagde Pelle og lagde sin Haand beroligende paa hans – »det er jo ikke værd at gøre Dumheder. Vi naar kun vort Maal ved at holde fast sammen.«

»Vil du saa organisere Kampen?« sagde Petersen. »Jeg dur saa daarligt til det – og har heller ingen Kræfter. Men blæse Signalet skal jeg nok – og det saa de vaagner. Saa maa du selv sørge for at holde dem til Ilden.«

Dagen blev brugt godt, allerede næste Aften var Medlemmerne trommet sammen til Møde. Petersen holdt sit Ord og lagde flammende for. Han lignede et Lig endnu efter den sidste Blodstyrtning, Øjnene brændte i de mørke Huler, han stod der som et Blodvidne for Kampens Nødvendighed. Blokaden blev enstemmig vedtaget!

Saa kom Pelle frem og ordnede det nødvendige – nu var det hans Tur. Der var ingen Penge i Kassen, men hver Mand maatte forpligte sig til at yde et vist Bidrag til dem der kom til at spasere. Og enhver maatte gøre sit til at spærre Meyer Tilgang. Dette her maatte ikke være en Donner, som man fortrød i Morgen naar man vaagnede – det galdt om at være klar over Vanskelighederne paa Forhaand, og over hvad man gik ind til. Og saa – tre Gange Hurra for et godt Udfald.

Det medførte Løberi, men hvad! Pelle der sad saa meget, havde ingen Skade af at komme i Luf112|ten! Han tog Natten til Hjælp for at indhente det forsømte; Arbejde til at erstatte Hofskomagerens med fik han hos Smaamestre paa Kristianshavn, der sad og havde travlt nu op under Jul.

Allerede Andendagen efter at han var smidt paa Porten stod Meddelelsen om Blokaden i Arbejderens Fagrubrik. »Tilgang frabedes!« det var som en Dagsbefaling udgaaet fra Pelles egen Mund. Han klippede Notitsen ud; nu og da under Arbejdet tog han den frem og betragtede den. Dette var ham – skønt det ikke stod noget Sted – Pelle og saa Byens største Mester der nappedes lidt! Nu kom det saa an paa hvem der var stærkest.

– –

Hos Stolpes kom han ofte – mærkværdig nok traf hans Besøg altid sammen med at Ellen havde fri. Saa fulgtes de hjem og gik og talte alvorligt. Der var ingen Storm over nogen af dem – de færdedes som om de havde et langt Liv foran sig. Sin Hidsighed svalede han i Kampen mod Meyer, Ellens Væsen var han sikker paa, saa utilnærmelig hun var. Noget i ham sagde, at hende skulde det være og hende blev det. Hun var en af de Naturer der har svært ved at sprænge Hylsteret og aabne for Frugten; men han følte at noget groede for ham inde bag hendes lukkede Væsen, og blev ikke utaalmodig.

En Aften havde han fulgt hende til Porten som sædvanlig, de stod og sagde Godnat. Hun gav ham Haanden paa sin kejtede forbeholdne Maade, der i Grunden lige saa godt kunde betyde Uvilje – og vilde saa gaa op.

»Mon vi skal blive ved at gaa saadan hele vort Liv?« sagde Pelle smilende og holdt fast om hendes Fingre. »Du holder jo alligevel af mig.«

Hun stod lidt, stenhaard i Udtrykket; saa rakte hun ham Munden og kyssede ham, mekanisk som et Barn kysser – med tæt lukkede Læber. Hun var allerede paa Vej ind men styrtede pludselig ud, rev ham til sig og kyssede ham hæftigt, tøjlesløst. Der var noget saa voldsomt, næsten fanatisk vildt over 113| hendes Handling, at han blev helt fortumlet; han kendte hende ikke igen. Og da han kom til sig selv, var hun allerede paa Vej op ad Køkkentrappen. Han stod der blændet som efter en Ildregn, og hørte hende løbe som var hun forfulgt.

Fra den Dag var hun en anden. Hendes Kærlighed var som Vaaren der springer ud paa én Nat! hun kunde ikke undvære ham en Dag til Ende; naar hun var ude og gjorde Indkøb, kom hun løbende op i Arken. Hendes Væsen havde sprængt det træge bort, over hendes Handlinger og Bevægelser var der Spænding; de kom som smaa Udbrud indefra. Hun talte ikke meget; naar de mødtes, trykkede hun sig hæftigt ind til ham som for at dulme en Pine, og skjulte sit Ansigt; tvang han det frem, holdt hun standhaftigt Øjnene lukkede. Saa aandede hun dybt ud og satte sig hen, sad smilende og nynnede til hans Tale – og saá paa ham!

Det var som hun fordybede sig i hans indre Væsen; og Pelle der trængte til at finde og føle sit eget, vandt tryg Glæde ved hendes Selskab. Han havde i alt hvad der rejste sig om ham famlet efter sin indre Person for naturlig Støtte, lyttet angst til hvad der steg op derinde fra, og uden at vide det tvivlet og spurgt. Og nu bekræftede hun noget, saa trygt hun hang sig ved hans Arm og tav og blot stirrede – til hendes Stirren vibrerede som et stolt Raab inde i ham selv og han følte sig uendelig rig. Hun talte jo med noget inde i ham, naar hun stirrede saa tankefuld! Men hvad hun sagde, fik han ikke at vide – og hvad Svar hun fik. Naar han rev hende ud af hendes fortryllede Stirren med Spørgsmaal, sukkede hun blot som en vaagnende og kyssede ham.

Ellen var trofast og uegennyttig, og meget afholdt i sin Plads. Nogen egenlig Fremfærd syntes der ikke at være i hende; hun længtes efter at blive hans – det var det hele! Men Fremtiden fødtes paa Pelles egne Læber af hendes drømmende Stirren, som var det hende der indgav ham de lyse Ord. 114| Og saa lyttede hun med et fjærnt Smil – som til noget dejligt; selv lod hun ikke til at skænke den en Tanke. Der var en indre Hengivelse over hende, der virkede som Undervarme paa Pelle, saa han stak Hovedet langt frem i Lyset. Det var denne faste Fromhed i hendes Væsen, der fik Familien til drillende at kalde hende hellig.

Han befandt sig inderlig vel ved at blive optaget i hendes Hjem, hvor der bag det robuste Københavnerhumør skjulte sig helt patriarkalske Tilstande. Alting hvilede paa Orden og Ærbødighed for Forældre, især for Faderen, der havde det afgørende Ord i alle Spørgsmaal og sin egen Plads, hvor ingen anden satte sig. Naar han kom hjem fra Arbejdet, kappedes de voksne Sønner endnu om at bringe ham hans Tøfler, og Hustruen havde altid en ekstra Bid til ham. Den yngste Søn Frederik der snart havde udlært, gik og glædede sig som et Barn til den Dag, han blev Svend og skulde drikke Dus med den Gamle.

De beboede en rummelig ny Treværelsers Lejlighed med Pigekammer; for Pelle der var vant til at se sine Fæller herovre holde til i et Værelse med Køkken, var det ikke saa lidt af en Oplevelse. Sønnerne havde Kost og Bolig hjemme, de sov i Pigekamret. Hjemmet var bygget op og holdtes sammen ved fælles Kræfter. Naar Medlemmerne ubetinget bøjede sig for Husfaderen, var det ikke af Underkuethed – de gjorde blot som alle andre. Stolpe var sit Fags Førstemand, en anset Arbejder og Bevægelsens Veteran. Hans Ord blev af sig selv staaende.

Ellen var den eneste, der ikke respekterede hans Overhøjhed men frejdigt gav sig til at trætte ham af, ofte uden anden Hensigt end den at sige ham imod. Hun var Pigebarnet i Familien og Skrabkagen – det benyttede hun sig af. Undertiden saá det ud, som Stolpe var bragt til det yderste og vilde knuse hende i sin Fortørnelse; men han underkastede sig altid.

115| Pelle var han svært glad for, og beundrede i Smug Datteren endnu mere. »Kan du saa se, der er noget ved Tøsen, Mutter! hun forstaar at vælge sig Mandfolk,« kunde han begejstret udbryde.

»Ja jeg skal ikke have noget imod ham,« svarede Madam Stolpe. »Lidt bondsk er han jo endnu, men det render han vel nok af sig.«

»Bondsk – han? Nej du kan tro, han ved hvad han vil. Dèr har hun sku fundet sin Overmand!« sagde Stolpe triumferende.

I de to Brødre fandt Pelle et Par trofaste Kammerater, der ikke var fri for at se op til ham.