XI

Med Blokaden gik det saa som saa. Hofskomager Meyer svarede med at sammenkalde Mestrene til Møde for at danne en Mesterforening, som skulde nægte at beskæftige Fagforeningens Folk. Saa var den slaaet ihjæl med det samme.

Saa vidt gik det ikke, de mindre Mestre var bange for, at Svendene saa vilde nedsætte sig og paaføre dem Konkurrence. Instinktmæssig frygtede de ogsaa de store Mestre mere end Svendene, og var bange for at gaa i Forening med dem. Bevægelsen inden for Industrien gik i Retning af at samle alt paa faa Hænder og slaa de smaa Forretninger ihjæl. Smaamestrene havde et Horn i Siden paa Meyer, der havde slaaet sin Forretning op paa deres Bekostning.

Pelle var gennem Mester Beck underrettet om, hvad der gik for sig mellem Mestrene. Meyer havde ogsaa rejst det Forlangende, at Beck skulde afskedige Pelle; men det vilde han ikke underkaste sig.

»Jeg har jo ikke noget at klage paa Dem saadan,« sagde han. »Deres Fagforeningsvæsen kan jeg ikke lide – det skulde De hellere lade være med. Men Deres Arbejde er jeg godt fornøjet med. Jeg 116| har altid forsøgt at vise Retfærdighed til alle Sider. Men kan De slaa Fødderne væk under Hofskomageren, skal alle vi Smaamestre være Deres Forening taknemmelig. Han æder os op.«

Slaa Fødderne væk under ham lod sig nu ikke gøre. Han sprængte tvært imod de svagere Medlemmer ud af Fagforeningen og havde stadig Arbejdere – for en Del svenske som han indforskrev og maatte betale en høj Arbejdsløn. Hjemmearbejdet gjorde det umuligt at komme ham rigtig til Livs. Pelle og Formanden skiftedes til at patruljere uden for Lageret ved den Tid Arbejdet afleveredes, for at komme under Vejr med hvem der holdt ham oppe. De huggede ogsaa nogle og talte dem til Fornuft, eller offenliggjorde deres Navne i Arbejderen. Men saa sendte Svendene deres Koner og Børn af Sted med Arbejdet – der var ikke noget rigtigt at stille op. Det kostede Meyer en Del at holde Forretningen gaaende, men Fagforeningen led mest. Den var ikke stærk i Sammenføjningerne endnu, og de store Mestre stod sammen om Meyer og vilde ikke beskæftige Foreningens Folk, saalænge Blokaden stod paa. Saa blev den hævet.

Det var et Nederlag; men noget havde Pelle lært! Den stærkeste gik af med Sejren, og Sammenholdet var ikke godt endnu. Der maatte tales, agiteres, holdes Møder! Driften mod det ny fik dem nok til at søge sammen, men deres Æresbegreber var ikke udviklede. Den mindste Modgang splittede dem ad.

Han tabte ikke Modet; der maatte begyndes næsten forfra, værre var det ikke.

Morgenen efter at Nederlaget var en Kendsgærning var han tidlig oppe. Beslutningen om at tage fat med dobbelt Kraft havde han saa at sige sovet sig til, den sad i Kroppen paa ham og lagde Appel i Hammerslagene.

Han fløjtede mens Arbejdet skred rask fra Haanden. Vinduet stod aabent for at Natdunsterne kunde slippe ud, der var Rim paa Tagene, Stjærnerne tindrede oppe paa den kolde Himmel. Men Pelle frøs 117| ikke! Han havde lige kaldt paa »Familien« og hørte dem rumstere derinde; ude paa Gangen begyndte man at tumle søvndrukkent om. Det var NMarsjen Pelle fløjtede, i Gaar Aftes havde han sendt det sidste Afdrag til Sort, og med det samme skrevet bestemt til Far Lasse om at komme – Nnu dagedes det!

Marie kom og stak hans Kaffe ind til ham. »God Morgen!« raabte hun muntert gennem Dørsprækken – »hvor det bliver kønt Vejr i Dag, Pelle!« Hun var ikke rigtig paaklædt endnu og lod sig ikke se. Drengene nikkede et Godmorgen ind, idet de løb; Karl havde Vest og Trøje over Armen, han trak det altid paa nedad Trappen.

Da det var blevet Dag, kom Marie ind og gjorde i Stand, hun underholdt ham, mens hun skrubbede.

»Hør Marie,« udbrød Pelle pludselig, »Ellen var her jo i Gaar og bad dig give mig en Besked, naar jeg kom hjem. Det har du ikke husket.«

Marie blev haard i Ansigtet men svarede ikke.

»Nu var det et rent Tilfælde jeg mødte hende. Ellers var vi gaaet fejl af hinanden.«

»Jeg har vel glemt det saa,« svarede Marie mut.

»Ja det har du jo. Men det er nu anden Gang i denne Uge. – Du gaar vist i Giftetanker!« tilføjede han leende.

Marie stod med Ryggen til. »Jeg har ikke noget med hende at gøre – jeg skylder hende ikke noget!« udbrød hun pludselig trodsigt. »Og jeg vil ikke gaa her og gøre rent for dig; det kan du faa hende til – den!« hun tog Gulvspand og Skrubbe og løb ind til sig selv. Lidt efter lød hendes Stemme derinde; han troede først hun nynnede, men saa var det Hulken.

Han skyndte sig derind. Hun laa over sin Seng og græd, bed i Puden og slog arrigt efter ham med de ru Hænder. Hendes magre Legeme brændte i Feber.

»Du er jo syg, lille Marie!« sagde Pelle bekymret og lagde Haanden paa hendes Pande. »Du skulde 118| gaa i Seng og tage noget ind at svede paa. Jeg skal varme det til dig.«

Hun var virkelig syg, Øjnene brændte tørt, og hendes Hænder var klamme. Men hun vilde ikke høre tale om noget. »Gaa din Vej!« sagde hun vredt – »og pas dit Arbejde. Lad mig være i Fred!« Hun laa med Ryggen til og stødte trodsigt efter ham med Skulderen. »Gaa du hellere hen og klap Ellen,« udbrød hun pludselig og lo ondt.

»Hvorfor er du saadan, Marie?« sagde Pelle bedrøvet. »Du er jo rigtig ond!«

Hun borede Ansigtet ned i Sengeklæderne og vilde hverken se paa ham eller svare; saa gik han ind til sit Arbejde.

Lidt efter kom hun ind og tog tavs fat paa Rengøringen; hun slog haardt med Tingene. Noget Arbejde han havde stillet til Tørre ved Kakkelovnen, kom hun til at rive ned og saá skadefro hen paa ham fra Siden. Saa faldt der en Kop med Klister ned og gik itu. »Hun gør det med Vilje,« tænkte han bedrøvet og skrabede Klisteret op i en tom Daase. Hun stod og betragtede ham med en ond Stikken i Øjnene.

Han satte sig til Arbejdet igen og lod som ingenting. Med et følte han hendes tynde Arme om sin Hals. »Om Forladelse,« sagde hun grædende og gemte sit Ansigt mod hans Skulder.

»Naa naa, der skete jo ingen Fortræd – skidt med den Smule Kop,« sagde han trøstende og klappede hende paa Hovedet. »Du kunde jo heller ikke gøre ved det.«

Men saa gav hun sig helt over, det saa ud som Graaden vilde tilintetgøre hendes tørre Legeme. »Jo jeg gjorde det med Vilje!« brølede hun. »Og Støvlen rev jeg ned med Vilje! og jeg lod med Vilje være at give dig den Besked. Jeg kunde godt gøre dig meget mere Fortræd endnu, jeg er saa ond! ond! ond! Hvorfor er der ingen til at give mig nogen Prygl? – bare du dog vilde blive rigtig vred paa mig!«

119| Hun var helt ude af sig selv, og vidste ikke hvad hun sagde.

»Hør, nu skal du være ordenlig!« sagde Pelle bestemt – »for dette her er ikke morsomt. Jeg havde gaaet og glædet mig til at arbejde hjemme hos dig i Dag – og saa faar du Anfald lige som de fine Fruentimmer!«

Hun undertrykte Graaden med en voldsom Anstrængelse og gik ind til sig selv, svagt snøftende. Straks efter kom hun igen med en skaaret Kop til Klisteret og en lille Blikdaase med Revne i Laaget – det var hendes Pengeskrin. »Tag den!« sagde hun og stak Æsken i Skødet paa ham. »Saa kan du købe dig NLæster og behøver ikke løbe og tigge Arbejde hos Smaamestrene. Her er Arbejde nok her i Arken.«

»Men Marie – det er jo din Husleje,« sagde Pelle forskrækket.

»Hvad saa? Jeg skal nok faa de Penge samlet sammen inden den første.«

Ja det skulde hun vist! Pelle lo fortvivlet ved at se, hvor letsindigt hun smed med de Penge, som det kostede hende tredve Dages pinlige Sparen og Eftertanke at faa skrabet sammen hver Maaned. »Hvad tror du Peter og Karl siger til, at du gaar saadan og smider med Pengene. Se du og faa den Æske gemt – og det lidt hurtigt!«

»Aa tag dem nu,« sagde hun paastaaeligt og blev ved at skubbe til ham med Æsken. »Ja saa smider jeg den ud af Vinduet!« Hun tog hurtigt Hasperne af. Pelle rejste sig.

»Det er sandt, jeg skylder dig endnu for den sidste Vask,« sagde han og vilde putte en Krone i Æsken. »Det var godt du huskede mig paa det!« Hun stirrede forstenet paa ham og løb saa ind til sig selv.

Hun gik derinde og nynnede igen med sin haarde Stemme; lidt efter gik hun ud for at gøre Indkøb, i graat Sjal og med sin Husmoderkurv paa Armen. Han kunde følge hendes ejendommelige Skridt, der 120| var spinkle som et Barns og dog klang saa gammelt, helt ned gennem Tøndegangen. Saa gik han ind i Børnenes Lejlighed og trak den tredje Komodeskuffe ud; der gemte hun altid sin Pengeæske, indsvøbt i sit Linned. Han ejede to Kroner, dem puttede han i Æsken.

Paa den Maade plejede han altid at betale hende. Naar hun saa talte sine Penge efter og fik for mange ud af det, troede hun det var Vorherre, der havde lagt Pengene i Æsken, og kom jublende og fortalte det. Barnet troede blindt paa Lykken og tog det som en Udvælgelse; disse Penge betød noget helt andet end dem hun selv skrabede sammen.

Ved Middagstid kom hun og bød ham ind. »Det er stegt Sild, Pelle, saa du kan umulig sige nej!« sagde hun overtalende – »for det kan ingen Bornholmer! Saa behøver du ikke købe den dumme NSpækhøkermad og smide 25 Øre i dem!« Hun havde købt en halv Snes, og sat de fem til Side til Drengene kom hjem. »Men der vanker Kaffe ovenpaa,« sagde hun. Hun havde dækket helt nydeligt med rent Stykke over den ene Ende af Bordet.

Fabrikspigens lille Povl kom ind og fik en Mundfuld Mad med. Saa stak han ud paa Gangen og tumlede igen, den lille Trold var ikke rolig et Øjeblik fra Moderen slap ham ud om Morgenen; der var saa meget, han skulde indhente efter sin lange Indespærring. Af den lille Idiot, som Moderen maatte binde til Kakkelovnen, fordi han havde NVand i Hovedet og vilde styrte sig ud af Vinduet, var der blevet en rigtig Gavtyv. Hvert Øjeblik stak han Hovedet ind ad Døren til Pelle; og sommetider kom han helt hen, lagde Haanden paa Pelles Knæ og sagde: »Du er min Far!« Saa styrtede han afsted igen. Marie hjalp ham til Rette med Smaat og Stort – han søgte altid til hende!

Efter Opvasken satte hun sig ind til Pelle med sit Lappearbejde; saa sad hun og snakkede løs om sine husmoderlige Bekymringer: »Jeg maa snart have 121| ny NRendetrøjer til Drengene – farligt saa de løber af sig i den Alder! Jeg kigger hver Dag efter hos Marskandiserne. Du skulde ogsaa have en ny Bluse Pelle; den ene er snart færdig, og saa har du ikke saa du kan skifte. Naar du vil købe Tøjet, skal jeg sy den – jeg kan sy! Jeg har selv syet mit pæne Liv – Hanne hjalp mig. – Hvorfor gaar du aldrig over til Hanne mere?«

»Aa jeg ved ikke?«

»Hanne er blevet saa underlig. Hun gaar aldrig ned i Gaarden mere og danser – det gjorde hun før. Saa passede jeg paa ved Vinduet og løb ned – det var saa Nmorsomt at lege for hende. Vi gik rundt om hende og sang: For Hanne ville vi neje, for Hanne ville vi bukke, for Hanne ville vi vende os om. Og saa nejede vi og bukkede for hende allesammen og vendte os om. Det var flot kan du tro! – Du skulde nu alligevel have taget Hanne.«

»Du kan jo ikke lide at jeg har taget Ellen – hvorfor saa Hanne da?«

»Aa det ved jeg ikke. Hanne det –« Marie tav lyttende, og slog Vinduet op.

Nede i Arken smældede en Dør, og en lang Hvislen kom jagende; det kunde være et hæst Løb fra Gale Vinslevs Fløjte eller Trækken i de lange Gange. Som en latterlig Melodistump flakkede Lyden dernede, slikkede sig op ad Træværket og brød frem i Dagslyset øverst oppe, hæs, med noget af Ekstasen i sig: »Hanne skal ha’e en Lille! Eventyrprinsessen venter sig!«

Marie fløj som en Brand ned ad Trapperne. De halvlange Tøser løb hvinende sammen i Gaarden, Madammerne mumlede til hinanden ude i Træværket – opad og nedad. Ikke fordi det var noget nyt i og for sig; men dette var jo selve NHanne, den ubesmittelige som ingen Tunge havde nænnet at Nbeklikke! Det var knap nok man vovede sig frem med det nu heller, saa overraskende kom det. De havde alle gaaet og levet med i hendes Sværmen paa en Maade, og ventet med hende paa Æventyret; 122| lige fra lille var hun udsét til at bære det ufattelige – og nu skulde hun bare ha’e en Lille. Det var virkelig i første Øjeblik som et Mirakel, saadan kom det bag paa dem!

Marie kom op igen, slæbende og med et Udtryk af Forfærdelse og Undren. Nede i Gaarden gik de smaa snottede Unger og trallede det, mens de travede med hinanden i Hænderne om Kloakens Rist, der var saa dejlig at gaa rundt efter:

De kunde ikke engang snakke rent.

Men det var »Grete med Barnet« – det fjollede Fruentimmer, der smækkede Kældervinduet op, lagde sig ud paa Ryggen med sin Dukke paa Armen og skreg op gennem Gaarden saa det skingrede:

»Æventyrprinsessen skal ha’e en Lille, og Pellemand er Far!«

Pelle dukkede sig over sit Arbejde og tav. Han var lykkeligvis ikke den forklædte Kongesøn her! – men han trættedes ikke med Kvindfolk.

Hannes Mor kom farende ud i Bislaget.

»Det er Løgn!« raabte hun, »Pelles Navn skal ikke rages ind i det. Saa faar det være med Resten som det vil!«

Oven over hendes Hoved kom Ligkusken ravende ud. »Dèr har sku Prinsessen rendt sig en Staver i Livet,« brummede han med sin godmodige Bas. »Skade kun at jeg ikke er blevet Jordemor – man har faaet fat ved den forkerte Ende.«

»Skrub du ind og hold Kæft, din Ligrøver,« svarede Madam Johnsen fraadende. »Altid skal din Brændevinsrøst snakke med.«

Han stod deroppe og hang over Rækværket i sin Halvdonner, og smaasnakkede drillende uden at tage sig af Madam Johnsens Skælden. Men saa smækkede lille Marie sit Vindu op og kom hende til Hjælp, og ovre paa Platformen kom Ferdinands Mor ud: »Hvor mange Skinker har du købt den sidste Maa123|ned? Tag dine Bjørneskinker herud og vis os dem! Han slagter en Bjørn for hvert Lig, den Fyldebøtte!« Fra alle Sider heglede de ham, han kunde ikke hamle op med dem, og nøjedes med at spærre Ansigtet op imod dem og sige bæ–æ–æ! Saa kom hans rødhaarede Fruentimmer ud og trak ham ind.

Pelle sad bøjet over sit Arbejde og lyttede ud i Smug. Hans Skikkelse plejede at virke dæmpende paa Arkens gale Anfald, men dette skulde han ikke have noget af at blive indblandet i. Aldrig havde han tænkt sig, at Hannes Mor kunde blive saadan! Hun var som en NFurie, stod og drejede Hovedet lynsnart fra Side til Side og lyttede efter enhver Lyd, parat til at fare ud! Ak hun værgede sit Barn – nu det var bagefter! En rasende Hunkat lignede hun.

sang Børnene nede i Gaarden, det var Hannes Vise. Madam Johnsen stod som vilde hun flyve lige ned i Hovedet paa dem. Pludselig slog hun Forklædet for Ansigtet og gik hulkende ind.