IX

Det hændte, at en eller anden Kammerat fra de gode gamle Dage faldt ind om og vilde have Pelle med til Møde. Saa vaagnede gamle Kampminder i ham – kanske var det alligevel dér Tampen brændte. Han smed Skødskindet og gik med; Ellens Øjne fulgte ham til Døren, i Forundring over, at han fremdeles vilde give sig af med det dér – efter det han havde haft ud af det.

Men det var heller ikke dér! Han huskede den mægtige Gæring i Sindene under Bevægelsens Kamptid, og syntes Spændingen var gaaet af dem. Kun foran Valgene var Folk oppe, ellers gik de med hver sit, som havde der aldrig været noget der hed en samlende Tanke. Organiserede var de alle, men der var ikke noget nyt og stærkt i den Kendsgærning; de var saa at sige født ind i Organisationen og forbandt ikke noget stort og løftende med det. De gamle Fæller var mærkværdig afsvalede – de havde vel opdaget, at Lykken ikke var hverken saa æventyrlig eller lige til. Det var ikke længer bare at slaa Leddet op til Lykkeland og strømme derind, der laa en lang og brydsom Vej for. Saa indrettede de sig paa deres eget og afhændede den tvivlsomme Fremtid for smaa Fordele – som det bestaaende straks slugte.

Bevægelsen havde ikke grebet til Bunds; der var en Anklage mod ham selv i det, den var ikke lagt bredt nok an. Allerede dengang var den gaaet hen 118| over Hovedet paa Arkens Beboere, og nu sad der et stort Proletariat tilbage med sine egne Forventninger til Fremtiden. Den gode gamle Almue var spaltet i et Smaaborgerskab, der kun syntes optaget af at indrette sig – og saa dette Proletariat.

Men der var ikke noget nyt i det. Et Lag rykkede op og aabenbarede et nyt nedenunder – saadan var det altid gaaet i Historien. Var det da evig bestemt, at der paa Bunden af Tilværelsen skulde sidde en bestandig lige talløs Skare af nedstødte, som bar Byrden af det hele – den store Hungerreserve? Var det kun muligt at have det godt, naar man forstod at skubbe Vanskelighederne nedad? – lige som man kunde forskyde Rynkerne i et Stof, til de tilsidst ophobedes paa ét Sted! Ja det var det gamle Spørgsmaal igen. Tidligere havde han sin lyse Tro at slaa Tvivlen ned med, men nu kunde han ikke nøjes med et blindt Haab – han forlangte en Udvej anvist. Var Bevægelsen løbet ud, fordi den startedes skævt, saa havde man altsaa med haandgribelige Aarsager at gøre, og det hele lod sig gøre om!

Der var ogsaa andre i Færd med at tage det hele op fra Bunden, gennem Peter Drejer traf han sammen med unge Mænd af en helt ny Type. Det var Ungdom, der var dukket neden ud af Bevægelsen – skudt overraskende frem af dens Bundfald – og nu kom og stillede ny fordringsfulde Krav til Tilværelsen. Ad ukendte Veje var de naaet til samme Punkt som han selv, og forlangte først og fremmest at være Mennesker. Jegets Hellighed fyldte dem og fik dem til at oprøres over alle Aag; de begyndte indefra med at afkaste dem, Nrøg og drak ikke – vilde ikke være Slaver af noget. De holdt sig borte fra Bevægelsen og havde deres egne Samlingssteder ude omkring NSønder Boulevard, hvor de læste og drøftede ny Samfundsformer. Det var oplyste, vellønnede Arbejdere, som haardnakket delte Proletariatets Vilkaar; fanatisk troende som gav deres Ugeløn bort, naar de mødte en der var 119| fattigere end de selv; hidsige Hoe’der, der gik og ventede paa Revolutionen. Flere af dem havde siddet i Fængsel for ophidsende Agitation mod Samfundsordenen. Der var ogsaa Folk fra Landet imellem, Sønner af dem, der stod i Grøfterne og Tørvegravene derude. Den lille Mands Børn kaldte Morten dem.

Her var endelig Afkommet efter dem, der havde gjort Bevægelsen med – saadan skulde den forløbe. Ved Nøjsomhed holdt de sig fri af Kapitalismens besnærende Midler, de foragtede den smaaborgerlige Hang til Komfort og var altid parat til Handling. I dem var Opbruddet i al Fald en Kendsgærning!

De vilde gerne have fat i Pelle. – »Kom over til os!« sagde Peter Drejer ofte.

Men Pelle var ikke nem at lokke ud, han havde sit Hjem, dér gemte han sig som en Snegl i sit Hus. Denne lille Verden paa fem Mennesker havde han Ansvaret for – og ikke engang den havde han formaaet at betrygge. Hans Kræfter og Flid forslog ikke engang til at holde ét lille Hjem oven Vande, der maatte en Velgører til! Det var ikke Tiden at gaa og pleje sin egen Ærekærhed, hvor det galdt Kone og Børn, og nu det hele var ordnet, følte han sig inderlig taknemmelig mod den gamle Bibliotekar. Men en beskæmmende Kendsgærning var det ligefuldt, som ikke opfordrede til at give sig af med de tusend Hjems Affærer.

De unges voldsomme Ord skræmte ham ogsaa. Han havde Opbruddet i sig ligesom de, men mødte med andre Erfaringer. Fra han kunde krybe, havde han tumlet med sig selv for at faa sig læmpet ind i den store Sammenhæng; selv Fængselslivet havde ikke sat ham udenfor, men blot føjet ham endnu tættere ind i Helheden. Han havde ingen Anlæg for at Nhugge Knuden over, men forlangte stædigt, at den skulde løses.

»Det er skidt med dig, for du kan ikke hade,« sagde Morten og de andre, naar de prikkede til ham. Nej Kulden i hans Sind var som Nattefrost, den smæltede ved den første Solstraale. Naar han saa til120|bage, var der forsonende Baand, som holdt det hele sammen trods alt ondt; og nu sidst havde jo den gamle Bibliotekar givet ham Føling med det gode paa den anden Side Kløften ogsaa. Han var faldet til Ro paa sin Skomagerstol igen, og lod sig ikke jage op af de andres Utaalmodighed men saa ud, som havde han en hel Evighed at afvikle sit i.

Søster gik gærne nede hos ham og fyldte Værkstedet med sin Pludren. Ved Ottetiden, naar det begyndte at dages, hørte han hendes stolprende Trin i Trappen, og saa blev hun hos ham, til Ellen om Aftenen med Magt tog hende op for at lægge hende i Seng. Hun slæbte alt Værktøjet sammen og stablede det op foran ham paa Disken, saa han ikke kunde røre sig; det kaldte hun at hjælpe til. Bagefter hvilede hun sig og stod med Hænderne paa Kanten af Disken og underholdt ham. »Søster er flink,« sagde hun anerkendende og pegede tilfreds paa sit Værk. »Stor Pige.« Og hvis han ikke svarede, gentog hun det; hun helmede ikke, før han havde rost hende.

»Ja flink er du! men kan du saa sætte Sagerne paa Plads igen,« sagde Pelle.

Barnet rystede paa Hovedet. »Søster er træt,« erklærede hun afgørende. Straks efter kom hun med endnu et Stykke og skubbede det langsomt op paa Bunken, mens hun holdt Øje med hans Ansigt for at se, om det ogsaa gik an. »Søster hjælper til,« gentog hun forklarende – »hun gør!« Pelle lod som han ikke hørte det.

Der var Ro for hende en Stund, men saa kom hun slæbende med Forklædet fuldt af kasseret Fodtøj, som hun havde trukket frem bag Kakkelovnen. Han prøvede at se bister ud, men maatte bøje sig ned over sit Arbejde. Det gjorde den lille usikker, hun tømte Forklædet ud paa Forhøjningen og satte sig ned paa Hug med Hænderne paa de smaa Knæ for at fange hans Udtryk. Det var ikke tilfredsstillende, saa rejste hun sig op og lagde Hænderne paa hans Ben. »Far, du er dygtig,« sagde hun og saa 121| ham indsmigrende op i Ansigtet. »Du kan alting – du er den dygtigste i hele Verden.« Og efter en lille Pavse. »Vi to er lige dygtige – ikke Far?«

»Hov, slap det dér ud?« udbrød Pelle. »Der er nok en af os, der er vigtig!«

»Det er ikke mig,« svarede Ungen afgjort og virrede med Hovedet.

»I har det nok godt sammen,« sagde Ellen, naar hun kom ned med Svend Trøst paa Armen for at hente Anna. Barnet vilde ikke med op, hun pressede sig om i Krogen bag Pelles Stol og gemte sig; og Svend Trøst sparkede for at komme ned paa Gulvet, i Lag med Læsterne. »Ja, saa bliver vi her allesammen,« sagde Ellen og satte sig ned.

Hun saa stille og resigneret ud, Nederlaget havde taget paa hende. Hun talte ikke mere om Fremtiden, men var glad til, at de var sluppet ud af Aagerkarlens Klør; Tanken om det fyldte hende med en stille, lidt forhutlet Lykke. Hun drømte ikke mere om noget bedre, men gik og var taknemmelig; og Pelle syntes, at der døde noget bort i hende sammen med Utilfredsheden. Det var, som om hun endelig havde givet alt sit; Overgivelsen til den graa Hverdag gjorde hende glansløs og almindelig. »Hun trænger til Sol,« tænkte han.

Og saa vandrede Tankerne igen rundt i deres Søgen efter en Vej ud til Fremtiden, rent monomant, i det samme Spor de hundrede Gange havde traadt. Han var ikke engang rigtig med i det, men erkendte blot, at de stadig tærskede Langhalm paa Problemet. Inden for Faget gaves der ingen Udvej; der var kun Plads for Udbyttere og Udbyttede, og han egnede sig ikke til nogen af Delene. Men naar han tog andre Muligheder op, vendte Tankerne af sig selv tilbage til Trebenen – som en strejfende Hund, der bestandig kommer tilbage og oversnuser det samme Spor. Der var noget i ham, der med fatalistisk Stædighed gjorde ham og hans Fag solidariske – trods dets Haabløshed; dér havde han gjort sin Indsats, og dér skulde Spørgsmaalet løses. Bag Almuemandens Fatalisme 122| ligger den Erkendelse, at der er nedlagt Plan og Perspektiv i hans Tilværelse ogsaa – det og det er saadan, fordi det maa være saadan. Og den Erkendelse havde Pelle ingen Grund til at afhænde.

Han gik og blev ør af Tankernes bestandige Masen med det samme og det samme, men det blev ved som en Besættelse, kørte meningsløst med ham naar han sov, og tog ham saasnart han vaagnede. Der var en gammel Drøm som haardnakket besatte ham i denne Tid, en ungdommelig forglemt Ide fra hans aller første Deltagelse i Rejsningen, Udkastet til det Fællesværksted, som skulde gøre Hofskomageren overflødig. Dengang blev Planen lagt til Side som umulig, men nu kastede han sig igen over den og gik den igennem Led for Led. Han kunde sagtens finde nogle dygtige og paalidelige Fagfæller, som vilde staa Last og Brast med ham om Arbejde og Udbytte; og Disciplinen vilde ingen Vanskeligheder volde, Arbejderne havde i de forløbne Aar lært at underordne sig deres egne. Her var en Udvej for Smaamanden til igen at gøre sig gældende inden for Faget og komme med i Udviklingen; hvad én ikke ævnede, kunde de ved at slutte sig flere sammen: udnytte den moderne Teknik og leddele Arbejdet. Han indrettede det hele omhyggeligt, gik det efter forfra og forfra for at sikre sig, at hver Enkelthed holdt. Naar han sov, drømte han om sin Andelsvirksomhed, og saa var den en Kendsgærning. Han stod og arbejdede i et lyst Lokale mellem lutter Kammerater, der var ingen Herre og ingen Tjener, Maskinerne snurrede, og Kammeraterne sang og fløjtede, mens de passede dem. De havde kort Arbejdstid og lykkelige Hjem, der ventede dem allesammen.

Det var drøjt at vaagne op og erkende Virkeligheden. Ak, alle Verdens dygtigste og flittigste Hænder formaaede ingenting i deres eget Fag – ikke saa meget som at sy et Sting – før Kapitalen satte dem i Gang. Hvis den nægtede sit Samtykke, kunde de ikke udrette noget som helst, men var som afhuggede paa et Brædt.

123| Maskinerne kostede Penge. Pelle kunde faa dem hos Brun, den gamle havde ofte nok tilbudt ham Kapital til at starte et eller andet. Men han skyldte ham allerede Penge, og hvis nu Kapitalen rendte hans Foretagende ned. Den var paa sin Post og taalte ikke den Slags Virksomheder ved Siden af sig. Der var kommet Usikkerhed over ham, han turde ikke vove Indsatsen.

Den gamle Filosof kom næsten daglig, Pelle var blevet en Del af hans Tilværelse, han fulgte med Bekymring sin unge Vens Tilstand. Var det Fængslet – eller kanske Bøgerne – som havde forvandlet denne unge Mand, der engang gik hensynsløst paa som et Stormvejr, til en Nøler, der ikke kunde træffe et Valg? Personligheden blev af tvivlsom Værdi, naar den voksede paa Bekostning af Handleævnen! Den gamle havde netop haabet, at den skulde udfolde større Energi ved at plantes over i en ny og uberørt Jordbund, og prikkede til Pelle for at rive ham op af hans Dvaletilstand.

Saa rykkede Pelle utaalmodigt paa sig. Fra alle Sider prikkede de til ham, og vilde, at han skulde træffe et Valg – og han kunde ikke se sin Vej! Ja vist laa han i Døs – han mærkede det godt selv. Han følte sig som en, der er Nhamram, og forlangte Ro – hans Væsen arbejdede for ham derude i det uvisse.

»Jeg ved jo ingenting,« sagde han halv irriteret – »hvad kan det saa nytte? Jeg troede Bøgerne skulde føre mig frem til et Sted, hvorfra jeg kunde samle det hele, men nu er jeg bare vild paa Kareten. Jeg er blevet for klog til at gaa blindt paa, og ikke klog nok til at finde den Tap hvorom det hele drejes. Ligemeget hvad jeg rører ved, saa opløser det sig i noget for og noget imod.« Han lo fortvivlet.

En Dag gav Brun ham en Bog. »Dette Værk har tilfredsstillet mange, der søgte Sandheden!« sagde han med et eget Smil. »Lad os nu se, om det ogsaa kan stille Dem tilfreds.« Det var NDarwins NKampen for Tilværelsen.

124| Pelle læste som i en Taage. Her var Punktet jo, det hele vældigt sammenfattet til én Sætning! Det kogte i hans Hjærne, han kunde ikke lægge Bogen fra sig, men blev ved at læse hele Natten, tryllebunden og forfærdet over dette ubarmhjærtige Udsyn. Da Ellen forundret kom ned med Morgenkaffen, var han ude af Bogen; han svarede ikke paa hendes venlige Bebrejdelser, men skyllede tavs Kaffen i sig. Saa tog han sin Hat og gik ud i de øde morgentriste Gader for at svale sit hede Hoved.

Det var meget tidligt, Arbejderne var ikke begyndt at rykke ud endnu; ved Morgenbeværtningerne var man i Færd med at tage Skodderne fra. Varmtklædte Sporvejsfolk trampede gennem Gaderne i deres træbundede Støvler, sjaskede forkomne Kvinder piskede i snublende Løb afsted til deres tidlige Gerning, smaablafrende af Kulde og Lede ved Tilværelsen. De var trætte, endnu før de fik begyndt Dagen. Her og der asede en forsinket Kvinde over Gaden med en Tøjkurv foran sig – en Moder der slæbte sit Barn paa Vuggestuen, før hun gik paa Arbejde.

Og pludselig kom Oprøret over ham, hæftigt, næsten som et Kvælningsanfald. Denne grufuldt kolde Lære om Nden Stærkeres Ret, der gav ham Valget mellem at blive brutal eller gaa til Grunde – det var altsaa Nøglen til Livets Forstaaelse? Den fældede jo paa Forhaand Dødsdommen over ham og hans Fæller – over hele den endeløst store Fattigmandsverden. Set herfra var den bestaaende Tilstand jo den eneste mulige – den var simpelthen ideel; Udsvederen og Aagerkarlen, som han gik og hadede, var i den mest harmoniske Overensstemmelse med Livets Grundlov! Og det forfærdelige var, at Samfundet laa klart belyst fra dette Synspunkt – han kunde ikke nægte det. Den der bedst forstod at tillæmpe sig efter det bestaaende, han sejrede; ligegyldigt hvor gement det bestaaende saa var.

Bogen kastede paa én Gang blændende Lys ind over Samfundet; men hvor var hans egne henne i denne Lære, alle de smaa? de regnedes nok ikke 125| med! Samfundet var altsaa i Virkeligheden kun de besiddende, og her havde han deres Religion, det moralske Rygstød for den hensynsløse Udbytning. Det havde altid holdt svært at forstaa, hvordan Mennesker kunde misbruge andre; men her var det jo en hellig Pligt at give NStene for Brød. Den største NStrugler var i Grunden Livets hellige Moderhjærte nærmest, han var jo udset til at bære Udviklingen videre.

De fattige havde ingen Andel i denne Lære. Naar der var en daarlig Arbejder i et Sjak, pressede de andre ham ikke, saa han maatte gaa til Bunds – ikke engang naar han selv var Skyld i sin Uformuenhed. De tog ham med, lagde Sten paa hans NSkifte og Nslog den sidste Ende af hans Skaar – de fattige lod ikke den svage falde, men tog ham under Vingen. De satte sig selv uden for Loven – og uden for Chancen! med en saaret Kammerat paa Nakken klarede man sig ikke i Kapløbet. Men der laa heri en Erkendelse af, at de ikke hørte med i det bestaaende, men havde Ret til at kræve deres egen Lykketid. Der maatte komme en ny Tid, hvor alt det, der behøvedes, for at de kunde være med – Hjærtets Godhed, Solidariteten – blev raadende. Selve det store Sammenhold han havde været med til at rejse, varslede altsaa alligevel i den rigtige Retning. Det havde været det modsatte af én mod alle – NGensidighedens Lov havde det bygget paa.

Og Fattigper var nok ikke et stakkels Skrog, der var dømt af Udviklingen til at gaa til Grunde, en Fantast, der gik og drømte Utopien som Følge af en tom Mave. Pelle havde levet sin Barndom ude i Naturen og færdedes med den øvrige Skabning i al Slags Vejr. Han havde set de Nsmaa Sangfugle kaste sig mod Høgen i hele Byger, naar den havde røvet en af dem – og forfølge den til den fortumlet slap sit Bytte. Naar han fangede en Myre i et spaltet Halmstraa, styrtede de andre Myrer løs paa Straaet og gnavede Kammeraten fri; de var ikke til at skræmme bort. Slog han efter dem, stænkede de deres Gift op 126| mod hans Haand og arbejdede videre. Deres Tapperhed morede ham, Giftstænkene varA saa bitte smaa, at han ikke kunde se dem; men ved hurtig at føre Haanden op til Næsen indfangede han en syrlig stikkende Lugt. Hvorfor lod de ikke Kammeraten i Stikken, de som var saa mange og havde saa travlt? De holdt ikke engang Maaltid, før de havde befriet ham.

Fattigper fik holde fast ved Sammenslutningstanken – han havde grebet rigtigt dengang! Og nu med et vidste Pelle, hvor Vejen laa. Stod de uden for det bestaaende og dets Love, hvorfor saa ikke indrette sig deres egen Verden over de Love, der nu engang var deres? Gennem Organisationerne var de opdraget til at kunne styre sig selv, det var snart paa Tiden de overtog deres egen Tilværelse.

De unge Oprørere holdt sig fri af Pengemagten ved at undvære, men det var ikke Vejen; Kapitalen prækede altid Nøjsomhed for de fattige. Han vilde gaa den anden Vej og erobre Frembringelsen ved en stor Nomgaaende Bevægelse.

Nu var han ikke bange for at anvende Bibliotekarens Penge – der fandtes ikke Tvivl skabt i ham. Han var lysende klar og saa i store Træk en verdensomspændende fredelig Revolution, som skulde vende op og ned paa alle bestaaende Værdier. Pelle vidste, at Fattigdommen ikke er begrænset af noget Fædreland; han havde en Gang før baaret en ubetvingelig Ide frem. Hans Andelsvirksomhed maatte blive Udgangspunktet for en Verdenskamp mellem Arbejdet og Kapitalen!