X

To Dage senere gik Pelle og Bibliotekaren ind i NFrederiksborggade og saa paa en Forretning, der var til Afstaaelse. Det var en lille Historie paa en halv Snes Arbejdere, med elektrisk Værksted i Kælderen 127| og Butik oven over. Det hele kunde faas for Overtagelse af Lager og Maskiner efter Vurdering. Huslejen var lidt stor, men ellers var det billige Vilkaar.

»Jeg tænker, vi ordner det saadan, at Anskaffelses- og Driftskapitalen forrentes og Namortiseres ligesom et 4% Kreditforeningslaan,« sagde Brun.

»Det er billige Penge,« svarede Pelle. »Et godt Resultat vil jo ikke sige saa meget om Forholdene, naar vi ikke har lige Vilkaar med andre Virksomheder.«

»Ikke særlig billige! Til den Pris kan man faa lige saa mange det skal være mod god Sikkerhed – og Arbejderen bør vel anses som den fineste Sikkerhed i et Foretagende, der bygger paa Arbejdet,« sagde den gamle smilende – »der vil blive stort Diskontofald, naar De kommer til Magten, Pelle! Forresten koster den nøgne Kapital ikke mere nu heller – naar der da ikke snyltes paa den. Og Snylterne er det jo netop vi skal til Livs.«

Ja, Pelle havde ikke noget imod de billige Penge, der kunde blive nok at slaas med endda. Kom der Gang i det, varede det nok ikke længe, før Privatspekulationen erklærede ham Krig!

De var enige om, at de ikke vilde have noget med NAgenter og NUdsalg at gøre; Virksomheden skulde hvile helt i sig selv og staa i direkte Forbindelse med Forbrugerne. Hvad der lavedes paa Værkstedet, skulde blot dække Omkostningerne til Butiken ovenpaa; Resten af Overskuddet skulde fordeles mellem Arbejderne.

»Efter hvilke Regler?« spurgte Brun og saa forskende paa Pelle.

»Lige!« svarede han uden at betænke sig – »vi vil overhovedet ikke have noget med Akkord at gøre. Det var et stort Fejlgreb, dengang vi rejste Bevægelsen, at vi kælede for Akkordsystemet i Stedet for helt at afskaffe det. Det har fremmet Uligheden. Enhver, der arbejder, har Ret til at leve.«

»Tror De den dygtige Arbejder vil finde sig i at 128| dele lige med den, der er mindre dygtig?« spurgte Brun betænkelig.

»Det skal han lære!« svarede Pelle fast. »Hvordan skal han ellers kunne gøre gældende, at alt Arbejde er lige værdifuldt.«

»Mener De da selv det?«

»Absolut. Jeg ser ingen Grund til at gøre Forskel paa f. Eks. Lægen og Kloakrenseren! Hvem af dem, der gør mest Nytte for Sundheden er umuligt at sige – det afgørende maa blive, at enhver udretter, hvad han kan.«

»Udmærket,« udbrød Brun – »udmærket!« Den gamle Filosof var rigtig i Humør. – Pelle havde anset ham for kejtet og livsfjærn og var forbavset over, saa praktisk et Blik han havde for mange Ting.

»Det er fordi dette her er noget nyt,« sagde den gamle og gned sig i Hænderne. »Det gamle var jeg færdig med, før jeg kom til Verden; der var ikke noget, der æggede mig – jeg var degenereret hed det. Jovist! Nu skal den gamle Bogorm alligevel vise sine Aner, at der flyder handlekraftigt Blod i hans Aarer ogsaa. Nu har vi to fundet Ndet Sted, hvorfra Verden vippes, min kære Pelle – jeg tror, vi har fundet det! Og nu maser vi paa.« – –

Ja, der var nok at tage i. Men nu var det Realiteter, og Pelle havde en behagelig Følelse af igen at have Fødderne paa Jorden. Dette var alligevel noget andet end at ride ensom gennem Rummet paa sin egen Tanke, med bestandig Fare for at falde ned; her brød han sig sin Vej saa at sige med Hænderne.

Det var blevet ordnet saaledes, at Forretningens Ejer drev den en Tid endnu, mens Pelle satte sig ind i det hele, lærte Maskinerne at kende og lærte Bogføring. Han var paa Færde bestandig, brugte sin Dag vel og sov som en Sten om Natten. Hjærnen stod ikke længer og klaprede som en Kedel i bestandigt Kog, Søvnen slukkede under den ogsaa.

Det galdt om at blive et Hold, der fuldt ud kunde stole paa hinanden, og Pelle sagde resolut dem blandt 129| Kammeraterne op, der ikke egnede sig til at arbejde under ny Former, og antog andre.

Den første, han henvendte sig til, var Peter Drejer. Ellen raadede fra. »Du ved jo, han er paa Kant med Politiet,« sagde hun – »du kan saamænd faa nok at slaas med endda.« Men Pelle trængte til at have en ved sin Side, der ævnede at se nyt paa Tingene og havde fuld Forstaaelse af, hvad det drejede sig om; Egoister duede ikke. Og dette maatte netop være noget for én, der var udtilbens med alt det gamle.

Han havde været paa Bogholderikursus og kom hjem for at spise; Ellen og Svend Trøst var i Byen, men hun havde sat Mad af til ham. Han spiste for Nemheds Skyld i Køkkenet, sad oppe paa Køkkenbordet – og læste imens i en Bog om Regnskabsføring.

Inde i Stuen sad Lasse Fredrik og lærte Lektier, med begge Hænder for Ørerne for rigtig at lukke Verden ude. Men det var ikke saa nemt, for Søsteren havde en løs Tand, og hans Fingre kløede efter at komme i Lag med den. Hvert Øjeblik afbrød han Læsningen og tilbød hende et eller andet, hvis han maatte trække den ud; Benene gik paa ham under Bordet, han var helt syg. Men Tøsen svarede hele Tiden: »Nej, Far skal!«

Saa opgav han at gaa hæderligt til Værks og søgte at komme bag paa hende. Og endelig fik han hende saa vidt overlistet, at hun lod ham binde en Traad om Tanden og gøre den fast i Dørgrebet. »Saa, nu skal Traaden bare brændes over,« sagde han og tændte en Lysestump – »ellers kan Far aldrig faa Tanden ud. Det løsner gevaldigt!« Han snakkede løs om alt muligt for at aflede Opmærksomheden ligesom en Taskenspiller – og stak pludselig Lyset op i Næsen paa hende, saa hun i en Fart maatte trække Hovedet til sig. »Se her er Tanden!« raabte 130| han triumferende og viste Søsteren den. Men hun brølede i vilden Sky.

Pelle sad og hørte det hele, men spiste roligt videre, de maatte selv se at affinde sig med hinanden. Lidt efter var Lasse Fredrik i Gang med at plastre paa sin Bedrift, han snakkede godt for Anna og gav hende Legetøj for at faa hende i Humør igen. Da Pelle kom ind, laa de paa Maven med Hovedet inde under Sengen. De havde kastet Tanden helt ind til Væggen og raabte i Kor:

»Skal du noget nu, Far?« spurgte Barnet og kom hen til ham.

Ja Pelle skulde baade det ene og det andet.

»Du har altid saa travlt,« sagde hun fortrydelig. »Bliver du ved med det hele dit Liv?«

Det gav et Stik i Pelle. »Nej jeg har ikke saa travlt,« sagde han hastigt – »jeg kan godt blive lidt hos jer. Naa, og hvad skal vi saa finde paa?«

Lille Anna tog sin store Kludedukke frem og begyndte at stille Stole an.

»Nej, det er der ikke noget ved,« sagde Lasse Fredrik. »Fortæl hellere om dengang du vogtede Kør, Far! – om den store gale Tyr!«

Saa fortalte Pelle løst og fast fra sin Barndom, om Tyren og Lassefar, den store Stengaardsbonde og Farbror Kalle med de tretten Børn og det glade Sind. Den store Gaard, Landlivet, Stenværket og Havet – det var som en Æventyrbog for de to Brostensbørn; Pellepøjkens Kamp med de store Stude om Herredømmet, hans vidunderlige Erobring af 25-Øren – det ene var mere spændende end det andet. Og mest spændende af det hele var Fortællingen om Kæmpen Erik, der blev slaaet til Idiot. »Det var dengang det!« sagdeA Pelle og nikkede. »Nu gaar det nok ikke saadan til.«

»Hvor har du oplevet meget,« sagde Ellen, som 131| imens var kommet hjem og sad og strikkede. »Det er næsten ikke til at forstaa, hvordan du har begaaet dig, saa lille du var. Hvor vilde jeg gærne have set dig!A«

»Far er rigtignok stor!« udbrød Søster anerkendende.

Men Lasse Fredrik var lidt mere forbeholden. Det var saa kedeligt altid at Nstikke op, og han vilde gærne have Plads for en Parentes om egne Bedrifter. »Ved du hvad? der holder et stort Læs Korn nede i Porten hos Vognmandens,« sagde han for at godtgøre, at han ogsaa var med paa Landlivet.

»Det er ikke Korn,« sagde Pelle – »det er Hø – Kløverhø. Kender du ikke engang Korn?«

»Vi kalder det nu Korn,« svarede Drengen selvsikkert. »Og det er ogsaa Korn, for der er saadan nogen Duske paa Enderne.«

»Aksene mener du! Men det er der ogsaa paa det grove Græs – og Kornet stammer for Resten fra Græsset. Har du aldrig været ordenlig paa Landet?«

»Vi skulde jo have været ud og blevet en hel Uge. Men saa var’et, det gik skidt med Mors Arbejde. – Men jeg har været helt ude i Dyrehaven.«

Pelle begreb med ét, hvor meget Børnene maatte gaa Glip af ved at leve deres Liv herinde paa Stenbroen. »Mon vi ikke skulde tænke paa at flytte uden for Byen,« sagde han om Aftenen, da han og Ellen var ene.

»Hvis du synes det,« svarede Ellen. Selv havde hun ingen Trang til at komme paa Landet, hun nærede en instinktmæssig Rædsel for det som Opholdssted. Det med Børnene forstod hun heller ikke; der var dog saa mange Børn, der klarede sig udmærket herinde, og dumme Bønder vilde han vel ikke have de skulde være. Men naar han syntes det, var det vel det rette – han plejede at faa Ret i sit.

Saa var det sandelig ogsaa paa Tiden, de fik sagt op – der var kun en god Maaned til NApril Flyttedag.

Om Søndagen pakkede de Barnevognens Magasin og gjorde Ture ud i Byens Omegn – ligesom i 132| gamle Dage, da Lasse Fredrik var Enesten og sad i Køretøjet som en lille Tronfølger. Nu tog han et godt Tag i Vognen, hvor Svend Trøst sad og bredte sig; naar Søster blev træt, anbragtes hun paa Forsmækken med nedhængende Ben. De tog i en ny Retning hver Gang og kom til Steder, som ikke engang Lasse Fredrik kendte. Lige inde under Byens høje Bagside kunde der ligge hyggelige gamle Frugthaver skjult med en lav straatækt Bygning midt i, som tydelig nok engang havde været Stuehuset til en Bondegaard. Man dumpede tilfældigt midt ind i det fra en eller anden Sidevej og opdagede, at Byen var i Færd med at rejse NKaserner uden for den lille Idyl ogsaa, og spærre den inde. Naar det var Solskin, slog de sig ned paa et Dige og spiste; Pelle og Lasse Fredrik kappedes om at gøre Kraftkunster i det visne Græs, og Ellen ledte efter Vintergrene til at pynte med hjemme.

Paa en af Udflugterne kom de over en sumpet Strækning, hvor der voksede Pilekrat, bagved hævede Agerlandet sig. De fulgte Markvejene paa maa og faa og kom op forbi et ubeboet, noget forfaldent Hus, der laa midt paa det stigende Land med Udsigt ned over København; det var omgivet af en stor tilgroet Have. Paa et gammelt frønnet Brædt stod der: Til Leje! men hvor Huset anvistes fra, stod der ikke.

»Saadan et Hus er det akkurat, du ønsker dig,« sagde Ellen. Pelle var stanset.

»Det kunde være morsomt at se det indvendig,« sagde han. »Nøglen faas jo nok paa Gaarden deroppe.«

Lasse Fredrik løb op til den gamle Bondegaard, der laa lidt længere inde, paa Toppen af Bakken, for at spørge. Lidt efter kom han tilbage i Følge med Gaardmanden selv, en bleg forvaaget yngre Mand, der gik med opstaaende Flip og røg Cigar.

Huset hørte til Bakkegaarden og var bygget til Aftægtsbolig for den nuværende Ejers Forældre. NDe gamle Folk havde haft den pudsige Ide at kalde det Gryet, Navnet stod malet paa den østlige Gavl med store Bogstaver. Huset havde staaet ledigt lige fra 133| de døde for nogle Aar siden, og saa underlig afsjælet ud; Ruderne var slaaet ud og lignede brustne Øjne, Gulvene var helt overgroet med Snavs.

»Nej, det synes jeg ikke om!« sagde Ellen.

Men Pelle viste hende, at Huset var godt nok, Døre og Vinduer lukkede tæt, det hele trængte blot til en Overhaling. Der var fire Værelser og Køkken forneden og nogle Værelser ovenpaa, deraf var det ene et stort Kvistværelse mod Syd. Haven var Nen Td. Land stor, og ude i Gaarden laa et Udhus, hvor der var Indretning til Høns og Kaniner. Lejen var 400 Kroner.

Pelle og Lasse Fredrik havde travlt, de travede det hele igennem Gang paa Gang og gjorde de vidunderligste Opdagelser. Men da Pelle hørte Prisen, blev han nøgtern. »Saa kan vi lige saa godt opgive det,« sagde han.

Ellen svarede ikke paa det, men paa Hjemvejen regnede hun efter for sig selv – hun kunde se paa ham, hvor skuffet han var. »Det bliver 15 Kroner mere om Maaneden, end vi nu sidder for,« udbrød hun pludselig. »Men hvis nu Haven kunde give noget – og vi holdt Høns! Kanske kunde vi ogsaa leje det øverste ud møbleret.«

Pelle saa taknemmeligt paa hende. »Jeg vil tage mig paa at faa for flere Hundrede Kroner ud af Haven,« sagde han.

Ellen var bange for, at der holdt Bøller til derude omkring, saa det var derfor, Huset ikke kunde blive lejet ud.

»Dem smækker vi bare en, saa de triller,« svarede Lasse Fredrik rask. »Eller ogsaa kan vi faa Dronning Therese til at be’ dem passe sig selv – hende har de Respekt for.«

De var dygtig trætte, da de kom hjem, der var alligevel et godt Stykke Vej ud. »Det er langt borte fra alting – du maatte da se at faa dig en brugt Cykle,« sagde Ellen. Pelle forstod pludselig af Klangen i hendes Stemme, at hun selv vilde blive ensom derude.

134| »Det er bedst, vi slaar det ud af Hovedet og finder os en Treværelses Lejlighed herinde,« sagde han. »Det andet er alligevel upraktisk.«

Da han næste Dags Aften kom hjem fra Værkstedet, havde Ellen en Overraskelse til ham. »Jeg har været ude og taget Huset paa Haanden,« sagde hun. »Der er alligevel ikke saa langt ned til Sporvognen, og vi faar det for 300 Kroner det første Aar. Manden lovede at sætte det hele godt i Stand til Flyttedag. Er du saa ikke glad?«

»Jo – hvis du blot kan finde dig tilfreds i det,« sagde Pelle og tog om hende.

Børnene var henrykte. De skulde bo derude i den blændende Verden, som man ellers kun kiggede ind i ved meget festlige Lejligheder, færdes der til Hverdag og spise medbragt Mad i det Grønne altid.

Otte Dage efter flyttede de ud. Pelle syntes ikke, der var Raad til at leje Folk til Flytningen. Han laante en firhjulet Trækkevogn – den samme, som havde ført Ellens Stumper hertil fra Kapelvej – og i Løbet af Lørdag Aften og Søndag Morgen kørte han og Lasse Fredrik Sagerne ud. Dronning Therese gav Ellen en Haand med Indpakningen. Det sidste Læs gik det i en Fart med, man maatte være ude af Byen inden Kirketid. De halv løb med det, Svend Trøst var anbragt i en Balje oppe paa Toppen af Læsset, bagefter det fulgte Ellen med lille Anna, og allersidst den tykke Dronning Therese med nogle Potteplanter, som endelig maatte skaanes – det var et helt Optog.

Dagen gik med et forfærdeligt Rod. Der var gjort elendigt rent, Ellen og Dronning Therese maatte gaa det hele efter igen. Naa, det var jo, hvad man var belavet paa! Naar man flyttede, maatte man altid gøre to Lejligheder rene, den man forlod, og den man rykkede ind i. Reparationerne var der heller ikke gjort meget ved – og det var ogsaa, hvad man var vant til. Husværter var nok ens Jorden over. Gøre Vrøvl skulde lidt nytte, nu var man der en135|gang, og Kontrakten var underskreven. Pelle fik selv se at gøre lidt ved det efterhaanden.

Henad Aften var Huset saa vidt i Orden, at der kunde soves i det. »Nu gør vi ikke mere i Dag,« sagde Ellen – »man skal dog ogsaa vide, det er Søndag.« De flyttede Stole uden for Havestuedøren og spiste ude; Pelle havde lagt en gammel Dør over en Tønde, det var Bordet. Hvergang Dronning Therese lagde sig frem med Albuerne paa Bordet, truede det hele med at vippe; og saa hvinede hun. Hun var fra en Præstegaard og sad og blev helt vemodig til Sinds. »Saadan har jeg ikke siddet og spist uden for en Havedør, siden jeg rendte hjemme fra som femten Aars Tøs,« sagde hun og tørrede Øjnene.

»Det Skind,« sagde Ellen, da de havde fulgt hende paa Vej ned mod Sporvognen – »hun har rigtignok prøvet noget. Der er ingen, der bryder sig om hende andre end vi.«

»Er hun virkelig en Præstedatter?« spurgte Pelle. Kvinder af hendes Slags giver sig altid ud for noget fint – som er kommet i Ulykke.«

»Jamen det er rigtig nok. Hun løb hjemme fra, fordi der ikke var til at være – hun maatte ikke le men skulde altid bede og tænke paa Vorherre. Hendes Forældre har forbandet hende.«

De gik en lille Tur ind bag om Gaarden for at se Aftenhimlen. Ellen snakkede løs, allerede nu havde hun tusind Planer for. Hun vilde plante mange Bærbuske og anlægge Køkkenhave; Høns og Kaniner skulde de have mange af. Og til næste Sommer vilde hun have tidlige Grønsager, som kunde sælges inde i Byen.

Pelle gik og hørte halv efter, mens han stirrede ind i den hvidglødende Aftenhimmel, der med sine løbende Ildlinjer kunde ligne en fjærn Steppebrand. Der var lykkelig tyst om ham og inde i ham selv ogsaa – han var højtidelig stemt, og følte det, som om han efter Aars Fravær igen betraadte Barndommens Land. Mulden trykkede ham blødt og kendt 136| under Fødderne; det var som et Kærtegn, der satte Kræfter op i ham og gjorde Livet nyt. Herude – med Fødderne i Mulden – følte han sig uovervindelig.

»Du er saa tavs,« sagde Ellen og tog hans Arm for at gaa ved Siden af ham paa Diget.

»Jeg er til Mode, som om jeg lige havde faaet dig til Brud,« sagde han og slog Armene stærkt om hende.