[143]|En kvinderevolution

[145]| Himlen over NAndalucía er saa blaa, saa blaa. Deroppe sidder Madonna, Smærtens Moder og græder Velsignelse ned over Menneskene. Og Gud sidder der ogsaa og øver sig i Skaansomhed og har travlt med at kvittere gamle Synderegistre, som Helgenerne sender ind ledsaget af Anbefalinger. Og Helgenerne selv, hvad udretter de ikke, naar blot de faar deres Kvantum Olivenolie. En kurerer brækkede Ben og fjærner Ligtorne; en anden sørger for adstadige Elskere til Enkerne og stormende Tilbedere til de unge Skønheder; en tredie opsøger bortkomne Ting og skaffer Lejere, der kan betale og ikke har skrigende Afkom. Jorden kappes med Himlen og Helgenerne og smiler i det tropiske Sollys. Den har glemt Syndefaldets Forbandelse og foretrækker Himlens Regn for Menneskenes Sved.

Og disse har faaet Livets bedste Elixir, Letsindigheden, til Selvopholdelse, de er nøjsomme i det daglige og ubegrænsede i deres Forventninger til Fremtiden. Hvad gør det, at 146| faa har Raad til at drikke Landets Vin? Blodet er varmt nok, Munden løber, hvorhen den lyster, NTankerne sidder paa Bloksbjærg. Selve Solen og Luften beruser, og man beder kun om et Brød og Tid og Frihed til at drømme. Humøret synker ikke, saa længe Kastanjetterne har Triller, Nlas Coplas gaar gratis og uopslidelige fra Mund til Mund, og NFandango sidder i et Ben, Nla Jota i det andet til éns 70de Aar. Livet er let og herligt at leve i Andalucía for den, der blot har to Skilling til et Brød. Og det har de fleste – i de gode Tider.

Men Tiderne var daarlige. Arbejderne havde intet at gøre og gav sig til at tigge, og Tiggerne, der stod ubønhørte paa Gadehjørnerne, begyndte at tænke paa at arbejde. Det ene var lige saa haabløst som det andet.

Og Brødet steg. Det var allerede oppe ved tyve Øre Pundet. I gode Tider kostede det kun ti, og der var Gamle, der huskede, at det havde været nede ved otte. Den Gang kunde man da faa Brød nok, nu maatte man kvitte det halve og stundom alt. Det sidste endte naturligvis paa Kirkegaarden.

En Dag samledes NGranadas Haandværkere og gik i Procession gennem Gaderne med en Nsort Fane i Spidsen. Uden for NPræfektens Bolig stansede de og bad om Arbejde. Præfekten kom ud paa Verandaen med Hatten i Haanden 147| og erklærede, at det høje Raad allerede havde Forslag inde til at afhjælpe Nøden. Han udbragte et Leve for Kongen og trak sig tilbage, og de loyale Haandværkere gik mismodige hver til sit. Bagerne alene deltog ikke i Sørgetoget men benyttede Tiden til at lægge andre fire Øre paa Brødet.

Haandværkerne samledes ikke mere, men det høje Raad traadte sammen om Aftenen og drøftede Begivenheden. Alle Medlemmer beundrede den Diplomati, hvormed Præfekten havde afværget Opløbet, og man vedtog at sende telegrafisk Beretning om det skete til Regeringen i Madrid og indstille Præfekten til en Orden. Dermed var Raadets Forhandlinger forbi.

Granada ligger i en Krog af NVegaen, saa at sige mellem NSierra Nevadas Tær. Nede paa Sletten bor de bedre stillede. Men Byen forlader dem og Sletten og gaar op over NAlbaicin. Her paa den stejle Skrænt, hvor Husene staar paa Skuldrene af hinanden og ligesom stirrer ud over Vegaen, bor Væverskerne. Og Byen gaar endnu videre og bliver til Barakker, der hænger paa smalle Terrasser, og længst oppe til mange NJordhuler i Bjærgsiden, der alle vender mod Syd. Det er de allerfattigstes og NZigøjnernes By.

Der er foruden Zigøjnerne ikke mange Mænd 148| deroppe i Hulerne og Albaicin og de yderste Barakker. Men der er des flere Kvinder, Enker, der er gledet fra Fattigdom til Armod ved Tabet af deres Forsørgere, og andre Kvinder, der aldrig havde Forsørgere, men kun en flygtig Kærlighed og dens varige Frugter. Dem havde Kærligheden ikke skænket, men gjort til Forsørgere – livsvarige. For i Andalucía lever Børnene af Forældrene, til de sidste dør.

Om Aftenen krøb Rygtet helt op til Jordhulerne under NSacre Monte, at Brødet var steget til 24.

»Vi kan snart ikke veje det op med vort eget Kød!« sagde en mager Kvinde, der stod lænet mod et Stenkors og gav sit Barn Die. Hun lo forpint og tog Barnet fra Brystet, det var rødt om Munden – af Blod fra hendes Bryster. Hun kyssede Blodet af Barnets Læber og lagde sig paa Korsets Fodstykke for at hvile. Siden kom Folk og bar hende ind i en Hule.

Der var Bevægelse paa Bjærget, før det endnu var Dag. Moderen fra i Gaar var død om Natten, og Ligbærerne var der for at tage hende bort. Kvinder løb frem og tilbage mellem hinanden, nogle korsede sig foran Liget, andre paakaldte Madonna. Det var ikke nyt for disse Mennesker at se Døden, de plejede at tage den 149| som alt det andet, Livet bragte, og deres lette Natur hjalp dem hen over alle Skygger. Men den haarde Virkelighed havde paatrykt dem noget nyt, et Stænk af Skæbne, og i Nabokonens Lig, som de fandt det om Natten med det lille Barn kravlende over sig, ledende efter Bryst, søgte de et Varsel om et eller andet. »Nu flygter Hungeren,« sagde en Kone, da Liget blev baaret ned over Højene af de halvt berusede Bærere. »Ja, til Kirkegaarden!« svarede en anden.

Paniken var i dem, rede til at bryde ud. »Til Kirkegaarden, ja!« det var Resultatet. Den fortvivlede Udsigt strøg alle fantastiske Forhaabninger, men blot for at stille Virkeligheden i Skyerne og give den Fantasiens Skær – den Virkelighed at kunne spise sig mæt. Og i Tankernes Virvar og de mange Skrig var det ét, der traf og tændte: N»Pan a ocho«. Det havde formuleret de forvirrede, famlende Tanker og gik fra Mund til Mund.

Pan a ocho! – Brødet ned til otte Øre som i gamle Dage, det var Lykken, det svimlende Ideal, som ingen opgiver. Og hver Hule gav Genklang af Raabet og stillede en tjavset, halvpaaklædt Kvinde i Rækkerne.

Pan a ocho! Tankerne havde fundet deres Udtryk, og Virvaret fik Retning. Skaren bevægede sig nedad langs Stien, der løber i Zigzag 150| og tager alle Hulerne med. Og den voksede hurtigt, for Armodens Børn er talrige.

Hvor var de stygge, disse Kvinder! koparrede, snavsede, med Rynker i Ansigtet af det stærke Sollys, der i Aaringer havde tvunget dem til at knibe Øjnene til; med skorpede Øren og Skæl, der dækkede Tindingerne. Nøden forskønner ikke. Men deres Sikkerhed voksede med deres Antal, de ophidsede hinanden med Skrig og Trusler, greb Knipler og Brændestykker og kradsede skarpe Potteskaar ud af Stiens ene, stejle Væg. Og de rullede Stene ned ad den anden, bratte Side, ned paa Barakkernes Tage og skreg: Pan a ocho!

Feltraabet skingrede i Barakkerne og svarede til deres Drømme, Beboerne vaagnede og gav deres Tribut. Pan a ocho! det gik som kold Blæst over Højene, hele Albaicin hørte det. Kun Byen dernede, de velhavendes By, laa tavs i den sidste Morgenlur.

Der staar en NKirke deroppe paa den yderste Kant. Paa Pladsen foran Kirken stod en gammel Kanon plantet i Jorden. Kvinderne gravede den op med deres Negle og rullede den frem paa Brystværnet. Der laa den og pegede skæbnesvangert ned over Byen – Tiden havde ladet den med Muld. Og Skarerne trængte videre, ned gennem NAlbaicins hundrede Smøger.

Pan a ocho! Albaicin, Væverskernes By, 151| svarede og gav sit Bidrag. Ogsaa Mænd vilde slutte sig til NToget; de blev pebet ud – – –. »Vi trænger ikke til dem! væk med dem!« Og Gyderne spyede en forvildet, rasende Hærskare af Pjalter og Skrig ud paa det store Torv.

Dér indhentede de Mændene, der bar den døde Nabokone til Lighuset. Hun var klædt i sine bedste Klæder og ubedækket, som Skik er i Andalucía, og hun laa med Armene foldet over Brystet, hvilket betød, at hun havde været Moder. Paa en ung Pige folder man kun Hænderne og anbringer en Buket af ikke udsprungne Blomster mellem dem.

Sværmen genkendte hende. »Dér er hun! se, hvor hun smiler til os!« raabte en Kvinde. »Hun er en Helgen, Brødets Helgen!« Et vildt Skrig brød løs, og Horden omringede Ligbærerne og tog den døde fra dem. Hun blev baaret i Procession af de fanatiske Kvinder.

Sulten var sluppet løs, den tøjlesløse, alt overdøvende Hunger med ti Tusende aabne Munde. Der var raa Eder, smudsige Udraab, vild Latter.

Gennem NZacatin drev Strømmen ned mod NVivarrambla med Liget i Spidsen. Ruderne i Zacatins Mønsterbutiker klirrede til Jorden for Stenkast, Skodder blev slaaet ind, Varer ødelagte.

En ung Gensdarmofficer, der stod i Ry for sin Skønhed og elegante Holdning, red frem 152| og vilde stanse Strømmen. Man hujede ad ham og dængede ham med Snavs: »Hu, hvor han er grim!« – »Fy, som han sidder paa Hesten!« – »Dæng ham!« Det kunde han ikke staa for, han vendte sin Hest og red bort, mens Skarn og Potteskaar haglede ned paa hans straalende Uniform.

De trængte ind i det store Konditori til Bagerforeningens Formand. »Sig Pan a ocho!« skreg de og sigtede paa ham med Sten. »Senjoras, Senjoritas!« sagde han skælvende, »her har De Brød, Mel, Kager. Tag hele min Butik, men vov ikke at røre mig!«

»Sig Pan a ocho!« hvinede halvhundrede Kvinder. »Pan a ocho«, mumlede han.

»Her kan han sagtens sige det, men lad ham bekende det lydt paa Gaden!« – og de trak ham ud af Butiken og drog ham bort mellem sig. Med Stød og Slag tvang de ham til at tage Del i Raabet.

– »Hører I, hvor godt Bageren skriger?«

– »Han holder med os, den kære Sjæl!«

– »Hvem skulde tro, at det var ham, der satte Brødet op!«

– »Og hvor han er fed, den Engel!«

– »Og godmodig!«

De kneb ham i Arme og Ben, de tog ham under Hagen og kærtegnede ham, en grinende 153| Zigøjnerske gjorde Mine til at kysse ham. Han segnede om paa Fortovet i Fortvivlelse.

Hovedskaren med Liget svingede allerede ud paa det brede Vivarrambla. De andre skyndte sig efter. Ved Omdrejningen overraskede de en ung Frue, der var paa Vej til Morgenmesse i Katedralen. »Sig Pan a ocho!« skreg de og omringede hende med Latter. Hun stirrede ind i de forrykte Ansigter, der var saa røde under Koparrene, som om det havde regnet Blod. »Jesus, Madonna, Moder af min Sjæl!« jamrede hun og sank i Knæ mellem dem, »hvad har jeg gjort, at jeg kommer i saadant Selskab.«

»Saadant Selskab! hører I, hun spytter paa os!«

»Pil hende op!« skreg nogle. »Tag hende med!«

Men da var Hovedskaren i Bevægelse igen. »Til Præfekten! til Præfekten!« Man fulgte og lod hende ligge.

Præfekten boede i Byens Sydkant med Udsigt over Vegaen og Sierra Nevada. Man var lige staaet op, og alle Paladsets Vinduer var aabne mod Morgensolen.

Inden for et af Stueetagens aabne Vinduer med det behørige Gitter foran dansede og trallede en ung Pige. Hun var i kort Morgendragt 154| og havde Haaret løst over Skuldrene – hendes Øjne var store. Hun øvede sig i Nla Seviljana, og paa Hænderne havde hun Kastanjetter, pyntede med lange, farvede Silkebaand, der faldt ned over de smaa Haandled. Hun stod og trak Vejret en Stund i lange Drag, for hun havde lige danset. Saa med ét slog hun tre kvikke Takter, satte Hænderne i Siden, bøjede sig forover og begyndte Dansens kække Sidekast, mens hun sang:

Og dér stansede hun med et Ryk og slog over i en ny Takt. Armene fløj i Vejret og bevægede sig i bløde Bølgelinier op og ned, til og fra hinanden, mens Hænderne slog Kastanjetterne, Fødderne traadte Dansen, og hendes Læber efterlignede Guitarrens klimprende Mellemspil:

155| Et stærkt Kast til sidst, og hun afsluttede Turen med at snurre rundt som en Top og slaa Kastanjetterne sammen over Hovedet.

Og igen forfra:

Og Fødderne trippede, Kastanjetterne slog, og Læberne plimrede: »Plim plimmelim plim –«

Midt i Dansen stansede hun og lo – hun havde hørt Feltraabet. Pan a ocho – hvad mon det betød? det lød saa morsomt. Hun stod et Øjeblik og lyttede med Hænderne i Siden paa Springet til at danse. Saa gjorde hun nogle smaa Hop for at prøve, om de nye Ord vilde gaa med ind: »Pan a ocho, Pan a ocho, tra, tra – –« men det gik ikke rigtig. Nye Raab og Larm bragte hende til Vinduet, og dér saa hun de første af Revolutionens Furier strømme ind foran Paladset. De havde et Lig imellem sig, og hun hørte dem raabe: »Ud med Præfekten!« Hun flygtede angst ud af Salen.

Portvagten blev skubbet til Side, Paladset oversvømmet. Man førte Præfekten ud i Triumf, og Toget satte sig igen i Bevægelse – mod 156| Raadhuset. Der skulde Byens Overhoved holde Dom over Bagerne og give Folket Brød.

Han var i bart Hoved og gjorde Indvendinger, man skubbede ham fremad med Respekt, men ogsaa med stor Bestemthed.

Paa Raadhuspladsen gjordes der Holdt. Præfekten saa Lejlighed til at smutte ind ad Raadhusets Port. »Giv os Brød!« raabte Mængden og vilde følge ham. Men Porten blev slaaet til.

En Stund hujede man og skreg. Saa dæmpedes Larmen og blev til Mumlen. Mængden stirrede op mod en Balkon og ventede, at Præfekten skulde komme frem og tale til den – det gjorde han altid paa Kongens Fødselsdag. Men Præfekten lod sig ikke se igen.

Man blev truende, skreg paa ham og kaldte ham fejg og Forræder. »Han har sveget os!« – »Han holder med Bødlerne!« Raadhusets Ruder blev slaaet ind, man gjorde Mine til at sprænge Porten. Nogle Fodgensdarmer rykkede frem bag Raadhuset, de blev drevet tilbage med Stenkast. »Præfekten!« skreges der. »Vi vil tale med Præfekten.«A

Der lød Hovslag i Gaderne, ridende Gensdarmer sprængte ind paa Torvet i Geled og gjorde Indhug med deres Sabler. Kvinder blev redet og slaaet til Jorden, de bageste trængte paa for at undgaa Sablerne og Hestehovene, 157| nogle faldt og blev traadt paa af deres skrækslagne Søstre. De splittede Skarer flygtede bort gennem alle Gader med Forbandelser og skærende Skrig og overlod Pladsen til de sejrrige Gensdarmer og nogle saarede Kvinder, der krøb langs Springvandets Rækværk for at slippe bort. Og ude midt paa Pladsen laa Liget af den udhungrede Moder, Sultens Martyr fra i Gaar, dens Helgen fra i Dag.

Regeringen havde endelig besluttet sig til at svare paa Hungerens Krav, og Kvindernes Revolution var forbi.