[159]|La Nconcha

[161]| Det var en ægte andalusisk Gaard med blomstersmykkede Balkoner til Gaden og et lille Taarn, hvor man kunde tørre Barnetøj og havde en stor Udsigt til Bjærgene og Sletten. Det sidste var der for Resten ingen, der satte Pris paa. Gaarden havde tre Stokværk og var foroven ikke bredere end en Brønd; men andet Stokværk hvilede paa Marmorsøjler og dannede en nogenlunde rummelig Gaardsplads. I det fugtige Mørke bag Søjlerne hang sitrende Skyggebregner; midt i Gaarden stod store Myrter i smaa Tønder, hvis Baand og Sider Rødderne havde sprængt; i Baggrunden plaskede Springvandet Dag og Nat – altid.

Under Søjlernes Halvmørke var der et lille Rum. Det havde en Glug til den mørke Port og en Dør til Gaarden og kostede 75 Øre om Maaneden i Leje. Der boede Senjora Concha.

Hendes Mand var død for halvandet Aar siden. Han havde været Fangevogter, og hun ventede paa en Pension, som der slet ingen Udsigt var til at faa. Men hun havde sit Folks 162| Temperament og haabede saa meget desto ivrigere, jo ringere Grund der var til det. Hun levede paa denne Illusion og den Smule Forskud, hun kunde tage paa den hos andre enfoldige. Intet Under, at hun saa ud, som hun gjorde.

Hun var skindmager, havde hule Øjne med mørke Skygger under og tynde Læber. Saa havde hun Skæg ligesom alle andre Andalucierinder, der er over de Tredive, og hendes Næse ragede altfor langt ud – Ansigtet havde ladt den i Stikken, da de daarlige Tider kom. Hun var lang og fladbrystet.

Hun havde været smuk engang, meget smuk. Det kunde man se, skønt hun ikke var det længer. Hendes Skønhed var gaaet Sydens Skønheds – al Skønheds – Kødets Gang.

Men den havde været der, hos hende som hos alle de andre andalusiske Piger; og den var først forsvundet, da den pligtskyldigst havde opfyldt sin store Bestemmelse: at skaffe hende en Forsørger. Og nu sad hun der ved et ondt Skæbnens Træk, uden Forsørger og uden Midlet til at skaffe sig én.

Fra Morgen til Aften sad hun med Hænderne foldet i Skødet, sultede, søgte at opfriske i Erindringen, hvordan det var at spise sig 163| mæt, skænkede Øjeblikket et afmægtigt Suk og fortrøstede sig til Fremtiden.

Hun var lige fyldt femten Aar, da Livet meldte sig – det rigtige Liv. Og det var kommet netop paa den Maade, saadan noget maa komme, naar der skal være Velsignelse i det.

Hun og hendes Moder gik hver Eftermiddag til NMariakirken for at bede, hun foran, Moderen to Skridt bagefter med Øjnene stivt fæstede paa sin Datter. Verden har mange Snarer, og femten Aar er en farlig Alder – den farligste af alle. Hjemvejen lagde de om ad NZacatin med de fine Butiker, og Datteren fik Lov at glæde sig fem Minuter over et Nkunstigt Ur, der hang og var lutter Pendul. Saa gik de hjem.

Det var alle hendes Udflugter, og uden for Granada havde hun aldrig været. Men hun havde den lille Balkon. Dér traadte hun ud og lod, som om hun vandede Blomsterne; men hendes Øjne fulgte de slanke Knøse, der slentrede gennem Gaden med Kappen sirligt slynget om Skuldrene. Hun gjorde en lille Støj for at de skulde se op, og hendes Hjærte bankede, naar det lykkedes. Inde i Stuen laa hendes 164| trivelige Mama bagover i en Lænestol og viftede sig og havde sine Kinder bestrøet med Hvedemel for ikke at svede.

Hvor Mænd dog var indtagende, tænkte Concha. Hun havde naturligvis aldrig talt med nogen, men hvor de saa kække ud. Mon hun aldrig blev gift – –? Hun manglede kun ni Maaneder i seksten, og hendes Kusine var kun femten, da hun blev gift. Og hun var ikke saa smuk – det sagde da alle. Kunde hun ikke selv alt, hvad der hørte til en Husholdning – blande Salaten og tænde Kulbækkenet – lige saa godt som Mor selv?

Saa en Dag hændte det vidunderlige. En ung Mand skrev til Faderen, at han havde set hans Datter paa Vejen til Kirke og fattet en glødende Kærlighed til hende. Og da han vidste, at hun endnu var fri, bad han om at blive indført i Familien. Han skrev sig Fernando Sanchez y Serano.

Hele Huset aandede et Befrielsens Suk, og mens Forældrene løb til Per og Povl for at efterforske den unge Mands Muligheder, Familieforhold, Opførsel etc., sad Concha og grundede over, hvordan han saa ud, og om han havde en Vorte paa Næsen ligesom Papa.

Don Fernando blev indbudt og kom den fastsatte Aften. Han talte meget med Husfaderen, var yderst opmærksom mod Hus165|moderen, lod som om Genstanden for hans brændende Kærlighed slet ikke var til Stede og opførte sig i det hele som et Mønster paa en spansk Frier. Ved Afskeden sagde Husfaderen til ham: »Mit Hus er Deres Hus, naar som helst De vil favorisere det med Deres Nærværelse.« Og det betyder paa Spansk, at man er kvalificeret.

Saa blev de forlovede og kunde tale sammen i Enrum med kun et Jærngitter imellem sig. Og ofte, naar Fernando om Aftenen kom paa Besøg, gik han ikke op, men stansede udenfor de jærngitrede Vinduer i Stueetagen. Indenfor stod hun, og der hviskede de til hinanden gennem Tremmerne saa sagte, at de forbigaaende intet kunde høre, skønt de strøg tæt op ad Fernando. Men det var koldt og trættende for ham at staa paa Fortovet og en alvorlig Risiko for hende at vove et Kys mellem Tremmerne – og meget snart erklærede de unge, at de ønskede at gifte sig. De gamle drog et nyt Befrielsens Suk: Forlovelsestiden er en vanskelig Tid, man skal have et Øje paa hver Finger og synes liberal paa samme Tid.

De giftede sig og skulde være hos de gamle, til de kunde komme i Gang for dem selv. Men de kom ikke i Gang og forsøgte heller ikke paa det, og der gik fem Aar. Saa truede den gamle med at sætte dem paa Gaden, og Følgen 166| blev, at Fernando søgte og fik Embedet som Fangevogter i en lille Naboby.

Concha stod i sin Skønheds Flor, og Fernando lod hende ikke gaa ud alene, men tog en Kone til at gaa paa Torvet og gøre Indkøb. Og om Aftenen spaserede han og Concha ud sammen.

Men siden, da den første Blomstring var ovre, maatte Concha selv gaa ud og købe Salat, søde Kartofler, Bologna-Pølser og Trækul. Og Fernando gik paa Vinstue om Aftenen og lod hende sidde ene hjemme og nikke i en Stol inden for Porten og vente paa ham til hen ad Morgenen.

En Gang, da Senjora Concha kom hjem fra Torvet, saa hun, at Fernando stod og omfavnede og kyssede hendes Søsterdatter, der var i Besøg hos dem. Men det gjorde han kun, fordi Pigen mindede ham saa meget om den Tid, da hans egen, kære Concha var ung.

En anden Gang tog Fernando Concha med til Sevilla, og der var de i syv Dage og saa NOpstandelsesfesten med de store Tyrefægtninger. Men dér paadrog Fernando sig en grim Sygdom, som han overførte paa Concha igen, og som hun aldrig kom over.

Disse Begivenheder var Hovedindholdet af tyve lykkelige Aar. Saa døde Fernando en smærtefuld Død som Følge af hin Sygdom og sin hele Fortid, og Senjora Concha kom til 167| Granada og flyttede ind i Rummet bag Marmorsøjlerne.

Var det underligt, at hun altid talte om Fernando og om Pensionen, hun ventede paa? Det var hendes Fortid og Fremtid. Men ingen gad høre paa det første, og næsten ingen gav Kredit paa det sidste.

Og derfor sultede hun og følte sig forladt.

Af og til solgte hun en Stump Bohave for at friste Livet, undertiden gik hun hen til en Præst og laante 75 Øre til en Maaneds Husleje. For Resten laa hun bagover i en Stol med Armene over Kors ligesom hendes Moder havde gjort før hende.

Hun holdt en Hund og en Kat, og de to var til stor Trøst for hende i hendes Ensomhed, men til Forargelse for alle andre. Katten var fed, for der var baade Rotter og Mus, men Hunden var mager. Hver Morgen blev den lukket ud for sammen med de laveste Tiggere at søge sin Frokost i Gadens Skarnbunke, og der stod den og sled samvittighedsfuldt i afgnavede Kaalstokke og Stumper af Karklude. Men den kunde ikke blive fed og saa lagde den sig langt Haar til for at dække over sine Ribben.

Det var Senjora Conchas eneste Venner.

168| Og saa var hun døv – stokdøv.

Det gjorde ikke hendes Stilling til Livet lysere.

Hun turde næsten ikke gaa ud. Naar hun kom tilbage og dundrede med Porthammeren, spurgte man fra oven: Hvem er det? og hun skulde svare: Fredelige Folk! Det gør man for at undgaa Vagabonder. Men hun hørte intet og var for forskræmt til at raabe. Saa trak man heller ikke i Snoren hverken fra første eller anden Sal, og Porten aabnede sig ikke. Hunden havde hørt hende komme og bjæffede Nfrainden, og dér maatte hun staa og vente, til nogen passerede. Saa smuttede hun med ind. Hun havde ingen Portnøgle saadan som de andre og turde heller ikke bede om en – hun skyldte Leje for to Maaneder, og Værtinden havde allerede ofret Ekstraolie til NSan Antonio, for at han skulde skaffe hende paa Porten. La Concha vidste det, hun havde selv set Lampen brænde foran S. Antonio's Billede. Hun kunde have gjort et Modoffer, men hun havde bare ikke Raad, og saa slog hun sig til Ro og oppebiede, hvad San Antonio vilde foretage sig med hende.

Det sidste Stykke Bohave gik med en Dag, og Pensionen kom ikke. Saa forsøgte hun at vænne sig af med at spise. Der er Millioner, der gør det Forsøg i Spanien mellem Aar og 169| Dag i Kraft af Nødvendigheden; det er ligesom blevet en af Nationens Hjælpekilder. Men det gik kun til et vist Punkt, da maatte hun ty til det andet store Nationalerhverv: at tigge. Hun havde aldrig tigget før, kun bedt om hos enkelte Folk, og det er der Forskel paa.

Hun krøb ud paa Gaden og strakte Haanden ud mod de forbigaaende. »Tilgiv Søster, for Guds Barmhjærtigheds Skyld,« sagde de og gik videre med venlige Nik. Hun fik intet.

»Det er, fordi du intet Barn har,« sagde en professionel Tiggerske. »Gaa hen i Børnehjemmet og lej en Unge, det koster kun 25 Øre om Dagen!«

Concha havde ikke 25 Øre og ikke for 25 Øre verdslig Værdi. Hun havde nu kun Madonna tilbage. Paa den ene Væg var en lille Træhylde, og paa Hylden osede en Olielampe Dag og Nat foran et stort Farvetryk af Madonna. Det var Conchas Alter, og hun havde holdt Lampen vedlige trods al sin Fattigdom. Det var jo Betingelsen for fremtidig Lykke, for alt godt kommer fra Madonna.

Concha saa paa Billedet og gyste ganske lidt over sine egne Tanker, for hun var en god Katolik. Og naar hun ikke havde Madonna længer, hvem skulde saa hjælpe hende. Men Sulten overvældede hende, og hun betragtede igen Billedet, slog Kors for sig tre 170| Gange, tog det saa ned og gik til NMonte Piedad og laante 25 Øre paa det. Om Gud vilde, skulde Madonna straks blive udløst igen.

Næste Morgen sad hun under Posthusets Brevkasse med et forkommet Diebarn i Armene. »Giv mig en Almisse til Brød,« sagde hun, »Gud vil betale Dem!« Men Folk smilede og gik rask forbi – aa, Herre Gud, det var saa saa gammelt, det Kneb!

Det var bitterlig koldt, og hendes sorte, tynde Sjal kunde ikke dække hende. Og saa var hun saa sulten. Ovre paa den anden Side Gaden stod to Tiggere af dem, der kun gaar til Butikerne. De havde røde Lommetørklæder bundet om Panden i Stedet for Hatte og grove, brune Dækkener om Skuldrene. Den ene røg en Cigarstump, han havde fundet, og den anden betragtede ham spændt. Han beholdt Røgen en Stund i Munden for hvert Drag som for rigtig at nyde den, og blæste den saa ind i Svælget paa den anden Tigger, der begærligt slugte den. – Hvem der havde noget at ryge. Concha holdt meget af at ryge, det dulmede Sulten og beroligede. Hun misundte ham, der fik Røgen i anden Omgang.

Lidt efter kom en blind Tigger, som altid havde sin Plads under Brevkassen, og vilde jage hende bort. Men hun vilde ikke gaa. Saa lagde han sig paa Knæ paa Fortovet foran 171| hende, vendte sit Ansigt med de tomme, blodige Øjenhuler opad, saa alle maatte se dem, holdt Armene udstrakt fra Legemet, som var han korsfæstet, og raabte med høj Røst: »Venner, gaa ikke en ulykkelig forbi! I har jert Syn, ser I da ikke, at jeg er blind! Jeg ser ikke Solen, ikke det Brød, jer Gavmildhed skænker mig! Gud har lagt sin Haand over mit Syn, giv mig en Almisse!!« Der var dem, der gav, men hun der bagved med det lejede Barn fik intet.

Op ad Dagen fik Barnet Krampe af Kulde og Sult. Concha forstod sig ikke paa Børn og troede, det skulde dø, og saa løb hun til Børnehjemmet med det saa hurtigt, hun kunde.

Da hun kom hjem, sprang Hunden op ad hende af Glæde og Katten gned sig mod hendes Skørter. Hun gav Hunden den Brødskorpe, hun selv skulde haft til Aften.

Som hun nu sad der i sit tomme Rum og stirrede ud med slappe, hængende Træk, kom Kravet efter Tobak forfærdeligt over hende – hun havde altid røget i gamle Dage, naar hun sad i Stolen og døsede og ventede efter Fernando. Lige over hendes Hoved boede Nen Udlænding; han røg, og han laasede aldrig sin Dør, vidste hun. Hun gik op ad Trappen og bankede paa hans Dør for Sikkerheds Skyld; 172| hvis han var hjemme, vilde hun spørge, hvad Klokken var.

Han var der ikke, og hun gik ind.

Paa Bordet stod en Pakke Tobak mellem Bøger og Skrivemateriale. Synet fik hende til at skælve, hun greb efter Tobaken med rystende Haand og kom til at vælte Blækhuset hen over en opslaaet Bog. I sin Bestyrtelse herover glemte hun Tobakken og skyndte sig ud. I Forværelset fik hun Øje paa Værtindens Kat; hun greb den, satte den ind i den fremmedes Stue og lukkede Døren. Saa gik hun ned.

Da hun var kommet ned, fortrød hun, at hun ikke havde taget Tobak; men hun turde ikke gaa op igen. Og hun blev med ét sulten, saa sulten, som hun aldrig havde været før, syntes hun. Det maatte være Luften, hun havde været ude i.

Ved den Tid, Værtens spiste, laasede hun for Hunden og Katten og gik op. Det plejede hun somme Tider, naar hun ikke kunde døve sin Maves Fordringer længere. De sad ved Bordet, og Concha spurgte frygtsomt, om de trængte til hende.

»Nej, ellers Tak!« raabte de højt, og Konen sænkede Stemmen og tilføjede: »Vi kan godt selv,« og saa lo de til hinanden. Hun var dem besværlig.

Men det er en Skik, ingen Spanier tør 173| bryde med, at indbyde den, der kommer, til at deltageA i Maaltidet.

»Vil De ikke spise med os?« spurgte altsaa Værtinden.

»Jo Tak, for at gøre Selskab!« svarede Concha og satte sig hurtigt til Bords. Hun var bange, Manden skulde tage Konens Indbydelse tilbage.

Værtinden og hendes Mand talte sammen, men Concha kunde ikke følge med, og de henvendte dem ikke til hende. Hun følte sig i Gabestokken og begyndte at kæle for Værtindens Kat og tage Mad ud af Munden og give den. Hun trængte til at gøre sig fortjent. Men Værtinden bad hende stramt om at sørge for sig selv og ikke være »godgørende«.

Da hun var mæt, blev hun dristigere og begyndte at tale, og det varede ikke længe, før hun var i Færd med Fernando og Turen til Sevilla. Naar hun først kom i Gang, kunde ingen anden faa Ørenlyd – hun talte saa højt. Men det vidste hun ikke selv. Efter en Stunds Forløb stoppede Værtinden Fingrene i Ørene, og Manden gav sig til at synge: »Fernando, o Fernando!« saa højt, han kunde. Senjora Concha tav og missede forlegent med Øjnene. Men hun blev ikke vred – hun levede jo paa Naade.

Den næste Dag var hendes NNavnedag, og hun græd, da hun vaagnede. Det var koldt, 174| og hun gik over til Kulhandleren og tiggede en Haandfuld Trækul. Derhjemme i Gaarden laa hun paa Knæ og pustede, til hendes Ben blev iskolde; og da Kullene var halvt i Glød, bar hun Bækkenet ind, skønt det osede stærkt endnu. Hun vilde spare paa Varmen. Hun lukkede Døren og stoppede Papir i de store Revner for at faa det endnu hyggeligere. Vinduesskodderne blev ogsaa lukkede, og der var intet andet Lys i Værelset end den osende Olielampe, der brændte lige under den afblegede Firkant paa Væggen, hvor Madonna havde hængt.

Concha trak Stolen hen til Bækkenet, og med Fødderne paa Kanten af det og bøjet forover sad hun og varmede Hænder og Ansigt. Hun frøs en Smule, men det var ogsaa det eneste. Sulten var hun ikke, hun havde jo spist i Gaar Aftes.

Lampen osede, og Kulbækkenet osede op i hendes Ansigt med tung, sød Lugt. Hun følte sig varm og hyggelig, lukkede Øjnene og tænkte. Hun tænkte paa Fernando, tænke paa ham kunde hun da uden at blive pebet ud. Hvor hun havde haft det godt, mens Fernando levede! Ingen Ting at bryde sig om – bare købe. For han havde jo sin faste Løn, 400 Kroner om Aaret – – –. Han var i Skærsilden nu, stakkels Fernando! Hun følte Trang 175| til at knæle ned for Madonna og bede for ham, saa han maatte slippe hurtigere. Men hun sad saa godt lige nu, og hvis hun rejste sig, vilde hun komme til at fryse igen. Og saa var Madonna der heller slet ikke, hun havde jo selv sat hende i Pant – – bare ikke Madonna hævnede sig paa Fernando for det. Hun maatte have Madonna tilbage, men hvor skulde hun tage de 25 Øre fra? – – – Saa syntes hun pludselig, at hun var paa Gaden og fandt en 25-Øre mellem to Stene, og da hun tog den op, var der en anden under den, og en tredje, og hun kunde blive ved at tage 25-Ører op, til hun fik Forklædet fuldt. Og hun løb og løb til Monte Piedad, men da hun kom der, var alle Pengene blevet til smaa Børn, der havde Krampe og trængte til Bryst. Og hun ledte og var fortvivlet men havde intet at give dem. – – Men saa hang Madonna med ét paa Væggen igen, og hun selv knælede foran Alteret og klagede sin Nød, og Madonna bøjede sig over hende og græd og løste Fernando ud af Skærsilden. Og Fernando gik ikke op i Himlen, men kom tilbage til hende og lovede, at han aldrig skulde være vidtløftig mere. Og hun syntes, at hun var sin egen Søsterdatter og var fri for den ækle Sygdom – – –. Og Fernando holdt af hende – og Pensionen kom 176| – og hun fik Bryster igen – og et lille Barn – og – – – og – – –.

Man saa hende ikke mere den Dag; og da hun heller ikke viste sig næste Formiddag, gik man ind i hendes Værelse. Hun hang forover i Stolen med Næsen pegende ned mod det udslukte Kulbækken. Lampen var udbrændt, og en stram Lugt af kold Røg slog de indtrædende i Møde. Hunden kom pibende hen til dem, krøb saa tilbage og slikkede Senjora Concha i Ansigtet. Men hun rørte sig ikke – hun var død.

En fælles Følelse af ond Samvittighed faldt over Gaardens Beboere. Værtinden meddelte med grædende Stemme, at hun havde haft i Sinde at indbyde Senjora Concha til Aften i Anledning af hendes Navnedag. De andre erindrede sig lignende Kærlighedsplaner, og alle anklagede de den onde Skæbne, der lod dem komme for sent. Nu kunde de ikke gøre andet for den kære Sjæl end hyle ved hendes Lig, og det gjorde de med god Vilje, mens Manden løb til Politiet og anmeldte Sagen. De hylede over hende hele den Dag og Natten med, og den næste Dag kom en Politibetjent og tog Rapport. Hen paa Eftermiddagen kom Distriktslægen og gav Senjora Concha Attest for, at hun var død, og Politiet lagde hende i en 177| tynd Fyrretræsæske og kørte bort med hende til Lighuset.

De to mavriske Slotte NAlhambra og NGeneralife hænger som tomme Ørnereder over Granadinerne. Imellem Slottene er der en Kløft, og gennem den snor Vejen sig opad til NCampo Santo (Kirkegaarden). Ingen Vogn kan befærde NVejen, der er stejl og smal og mest bestaar af Trappetrin. Et Stykke oppe er der et Vinhus, ved Foden af Stien et andet.

Uden for det sidste sad fire Ligbærere og delte en Flaske Naqua ardiente (Brændevin) mellem sig, da Vognen kom med Senjora Concha. De var drukne, det følger med Haandteringen. De strammede sig op paa den stive og besværlige Maade, der er ejendommelig for berusede, som er sig deres Tilstand bevidst, ravede frem og løftede Kisten af Vognen. Laaget blev taget af, saa Liget kom til at ligge bart, to lange Stænger blev stukket ind i tilhørende Stropper, og to af Mændene tog Kisten, der ikke var andet end en Fyrreskal, paa deres Skuldre. De to andre bar Laaget, og man ravede op ad Skraaningen.

Ved Vinhuset satte de den aabne Kiste ned midt paa Vejen og gik ind. De kom ud igen. En af dem stod og sejlede frem og til178|bage over den døde og kom med nogle hikkende Bemærkninger. De andre grinede.

Og de drog videre.

Men med fulde Folks underlige Indskydelser begyndte de to, der bar Laaget, pludselig at løbe. De andre to fulgte Eksemplet, og en Stund gik det op over Stenene og Trinene i fuldt Løb, saa den døde skumpedes fra Side til Side i den lette Kiste og stundom slog Hovedet helt ud over Kanten.

Men de to kunde ikke følge med. Saa smed den forreste pludselig Stængerne fra sine Skuldre, saa Fodenden af Kisten slog mod Jorden, og den døde faldt næsegrus ud. Og han gav sig til at forfølge de to med Laaget. Den sidste gloede en Stund paa Kisten og Liget, saa grinede han idiotisk og krøb op over Skrænterne mod N»Moorens Stol«.

Ad denne Vej passerer kun de døde, deres drukne Bærere og en enkelt rejsende, der forsker Alhambras Udenværker. Og dér laa Liget og stirrede opad – og Kisten et Stykke længere henne – en hel Dag. Saa blev Senjora Concha samlet op og bragt til Kirkegaarden.

Men hun blev ikke muret ind i den underlige NDødningekaserne med de tusende Aabninger, hvori Kisterne bliver skubbet ind ligesom Skuffer i en Disk. Hvem skulde betale det? Og hun blev heller ikke begravet i de fattiges Jord, 179| som intet koster, men som Bispen dog har været saa god at velsigne af sin egen Lomme, og hvor man har Lov at ligge i fire Aar, hvis ikke de vilde Hunde graver én op forinden. Hun døde med en Skygge af Selvmord over sig og kunde ikke komme i Kristenjord. Hun blev begravet paa Protestanternes Kirkegaard.