113|NLangt udi Skoven –!

115| Jeg vilde gærne have et Indtryk af NThüringerwald. Ikke den moderne forstmæssig behandlede Skov med skærvelagte Veje og planmæssig Hugst, men de uryddede Skovdybder, hvor den gamle Thüringer nødigt voved sig ind – fordi alt, hvad der er stærkere end Mennesket, holdt til derinde – NFrau Holles og Nden vilde Jæger og Nde Underjordiskes Skov. Men Folk her rystede paa Hovedet – den Skov vilde de ikke kendes ved. »Vi kommer jo kun i Skoven for at hente Træ – og de gamle Historier tror vi vel knapt paa mere,« svarede man mig. »Men gaa du til Dværgen! NGoryllis kender mere til Skoven end alle vi andre tilsammen!«

Dværgen – der for Resten mere ligner Understykket af en Kæmpe – bor for sig selv i en lille Hytte oppe ved Skovbrynet. Han kan lige naa at lægge Hagen paa Bordet og maaler to Alen over Skuldrene; Hovedet, der ligger nedsænket i den afskaarne Overkrop, stiger og synker igen for hvert Aandedræt – med en lang, advarende Lyd, som minder om en NBlæsebøje.

Hyggelig at se paa er han ikke; men det er dog ikke af den Grund, han er sat udenfor. Men han har 116| ikke Legitimiteten i Orden – som Enhver kan se. Nu er der Ingen saa dum at tro paa de Underjordiske mere; men de har været til en Gang, det er Dværgen selv jo det fornemste Eksempel paa. Der skal saa galt have været Tider, hvor man stod paa en god Fod med dem og behandlede dem med Venlighed! Det har de vel saa ikke kunnet taale og har villet være Mennesket lig! For hvad helt gamle Folk endnu kan huske er, at de blev anmassende og gav sig til at forbytte Børn. De stjal de lyse Menneskebørn af Vuggen og lagde deres egne NSkiftinger i Stedet; og det gik saa vidt, at de hjemsøgte de sovende Kvinder.

Alt dette ligger nu langt tilbage, og for at Nforlige Dværgen med det, gør man ham dobbelt saa gammel, som han er. Han kan vel være de halvt Hundrede, og adskillige af Beboerne her maa have oplevet, at han saa Lyset; men Enhver tør alligevel sværge paa, at han er langt over de halvfjers. Et interessant Eksempel paa, hvor magtesløse Kendsgærningerne er, naar de vil prøve paa at spænde Ben for Sammenhængen.

Enhver kan se paa Dværgen, at han ikke er blevet til af to Menneskers Kærlighed, men er et saadant Mørkevæsen, der er blevet smuglet op i Dagen – til Sorg og Græmmelse for en stakkels Kvinde, som til ingen Nytte har levet sit Liv i Tugt og Ære! Derfor har han heller aldrig selv kendt til Kærlighed, – ingen Knøs har omgaaedes ham, ingen Pige set mildt til ham. Skoven kender han ud og ind, enten det nu er medfødt eller kommer af, at han 117| har været henvist til at strejfe om hele sit Liv. Han har lært sig Urterne og de hemmelige Kræfter at kende og kurerer for alt muligt; Folk bærer deres Daarligheder til ham – og hader ham. Landsbyens Kvinder gaar langt uden om ham, naar de da ikke fejler noget. Der siges, at han har Dværgenes onde Drift i sig og ikke skal være god at møde ene i Skoven.

Man beskyldte ham for at være lumsk, og han indtog mig just ikke ved det Grin, hvormed han lovede at føre mig op i Skoven. En hel Uge saa jeg ikke noget til ham, den ene dejlige Frostdag gik efter den anden, og saa en Morgen tidlig kom han og purrede mig ud – til det hæsligste Vejr. Hu, det var en sur og Nutidig Start; den graa, dødfødte Dagning slog sine Kuldegysninger tværs igennem èn. Men Sneen laa knædyb, man behøvede i alt Fald ikke at gaa langt efter Varmen. Hernede stod Luften og pakkede paa som et ondt Tryk, men højt oppe fra lød en langtrukken Hylen, som fortalte, at der var Uvejr paa Højderne.

Tavse arbejdede vi os op gennem den dybe Sne, Dværgen gik foran og traadte lidt Sti med sine mærkværdig store Fødder. Stigningen var brat, og med hvert Skridt rykkede vi nærmere ind paa Stormen; den gik gennem Skoven deroppe med en kold Raslen, som mindede om Is, som arbejder i Brænding. Det dagedes raskt, og over mit Hoved saa jeg Rummet jage af Sted som en tyk graa Masse, dreje sig i mægtige, svingende Hvirvler – og kaste sig fremad. Nu og da slog et Vindstød nedad og ramte lige foran 118| os paa Bjærgsiden, løb som en Bølge op over Storskoven, saa den lignede en vandrende Kornmark – og slog den sidste Række Træer til Jorden. Hvor Kastevinden havde gaaet, var Granskoven som dræende Rug, saadan dampede den af Støvsne.

Dværgen tog os Nvejløst lige op gennem Skoven, der nogle Steder var saa ung, at han lige kunde gaa oprejst under Grangrenene, mens jeg maatte mase mig frem. Jeg havde haft mine Tvivl om hans Udholdenhed, men hans forvoksede NSkrot syntes rigtig at aande frit og let nu, mens jeg arbejdede som en Blæsebælg for at faa Vejret. Nu og da maatte jeg anmode ham om at vente. Saa drejede han Hovedet bagud over Skulderen paa samme Maade som Dyr gør det, naar de ser sig tilbage – og biede paa mig med et Udtryk, der godt kunde se ud som Skadefryd. Som han gik der foran mig uanfægtet af al Ting og støttede de lange Forlemmer paa Knæerne under Gangen, var det let nok at skyde ham fra sig og faa ham bragt i fantastisk Forbindelse med Omgivelserne – lettere end at fastholde, at han var et Medmenneske. Jeg følte nærmest Uvilje mod ham og begreb vel, at Bønderne dernede ikke vilde kendes ved ham.

Endelig nærmede vi os Højden. Man kunde ikke se to Skridt frem for Snetykning, Stormen slog ind i Bjærgsiden lige over vore Hoveder og kom løbende ned ad – det var knapt til at stride sig imod den. Og pludselig var den over os med forrygende Kraft; fra alle Sider kom den og drejede mig ind, saa jeg stod og stred hjælpeløst i en Tryllering af 119| Vejr. Vi maatte være lige under Toppen, for over mit Hovede jog Uvejret rask af Sted i lange hule Fløjt. Luftens onde Aander havde jagende travlt, hvor de nu skulde hen; de tog Thüringen i langt Ridt fra Bjærgtop til Bjærgtop.

Krybende naaede jeg op til den afskovede Bjærgkam og klamrede mig til en NBul for ikke at fyge bort med Vejret – luftig til Mode som et Tidselfnug, der tilfældigt er blevet hængende ved et Straa og naar som helst kan hvirvles videre. Snetykt piskede Rummet forbi i vanvittig Fart og klaskede store, vaade Flager af paa mig, saa jeg begyndte at danne Drive; og naar jeg rystede den tunge Byrde af, tog Stormen ind under mig med bløde Kæmpehænder for at faa mig med op i den halsbrækkende NKehraus over Bjærge og Afgrunde.

Pludselig opdagede jeg, at Dværgen var borte. Han havde ganske rolig ladet mig i Stikken og bjærget sig selv! Eller var det en dum Spas det hele? Jeg tænkte paa det Grin, hvormed han havde lovet mig, at jeg skulde lære hans Skov at kende. Naa, lad ham ryge og rejse! Nu var jeg gal i Hovedet og tog selv Affære – og det gik. Paa en eller anden Maade slap jeg hen over Rydningen og ind i Storskoven. Her var nogenlunde Læ for Snestormen inde, men for Resten en Helvedes Larm af skamfilende Grene, og Træer der faldt.

Jeg arbejdede mig gennem et Stykke tæt Underskov, som tog de sidste Rester af Stormen, og kom ud paa noget, der kunde ligne en urgammel glemt Færdselsvej. Det var NRennsteig, vel nok Ver120|dens mærkeligste Vej. Den dukker pludselig op paa et af Nord-Thüringens Bjærge, løber nogle og tyve Mil hen over Højderyggen til ingen paaviselig Nytte – og forsvinder lige saa brat igen. I snart tusind Aar har man kendt Rennsteig, og der er skrevet en hel Litteratur om Hensigten med denne Vej, der ligger oppe under Himlen og ingenting forbinder, og lige klog er man. De gamle Bønder lader Lærdommen snakke og siger ingen Ting; men de ved, at Rennsteig er traadt af Vejrets Aander paa deres Jagt hen over Thüringens Rygrad.

Jeg var kommen ind i Vindstille og fulgte Rennsteig i vestlig Retning. Uvejret havde lagt sig – eller maaske stod Snestormen endnu og kogte til den anden Side; i Thüringen har hver Dal sit eget Vejr.

Time efter Time travede jeg frem uden at se Spor af noget levende Væsen i den hvide Sne. Træthed følte jeg ikke, skønt jeg maatte vade i Sne til Knæerne – Luften heroppe er saa ren og iltet. Hvor Kammen var fri af Skov, havde jeg hele Thüringerwald med sine Hundreder af Bjærge og Dale udbredt under mig til begge Sider – storladen i sin Ensformighed. Den blaa, snevarslende Luft lagde en egen blytung Hvile over Jordens gravalvorlige Aasyn. Men gennem et NKlip i Bjærgene langt ude skimtede jeg det solbeskinnede Land med NErfurter-Dômen. Det kom og gik som et skælmsk Blink, og pludselig kunde en afsides Bjærgkløft bryde den søvntunge Ro og give sig til at koge højt mod Himlen som en NGeysir – under en lokal Snestorm.

121| Og saa lukkede Storskoven for det igen og aabnede sin egen, intime Verden, hvor Øksen aldrig kommer, og hvide, skæggede Kæmper staar Vagt over Ensomheden, til de falder af Ælde. Saa tæt de staar, er der alligevel et Præg af dyb Ensomhed over dem, de ligner Væsener, der mættede af Visdom har slaaet sig til Ro for evige Tider, forstenede Gubber, der er tyede herop for at være i Fred med deres monotone Tanker. Folk, der lider af Søvnløshed, skal tage herop og tilbringe en Uge i deres Selskab – og se Jorden oppe fra en Gang. Sommeren skal være henrivende heroppe. Ogsaa nu er her dejligt; det fryser 10-12 Grader, men Luften føles sommerlig mild.

Jeg fulgte Rennsteig to-tre Mil og steg saa nedad paa maa og faa for at komme til Menneskeboliger og faa noget at spise. Haabløst saa det ud, jeg var kommen op i den ubeboede Del af Thüringerwald, hvor ikke en Gang Skovhuggerne naar hen om Vinteren. Endelig kom jeg dog til banet Vej, men hvad nyttede det; intet Sted i Verden har Folk saa lidt Ærende paa Vejene som her, hvor hver Dal synes at være en Verden for sig selv.

Pludselig hørte jeg Fløjten – der kom en Mand gaaende imod mig nede fra og svingede med sin Kæp. Han halede godt ud, men slog samtidig disse overflødige Slag fra Grøft til Grøft, som er ejendommelig for NBisserne, ogsaa naar de er ædru. De forvilder sig undertiden herind, og jeg kendte ham straks paa Gangen og det udødelige Glimt i Øjet – det var en af disse evig vandrende Fyre, der 122| fægter sig gennem Verden og for en 25 Øre improviserer et helt Livsæventyr paa staaende Fod. Han standsede øjeblikkelig og gav sig til at Nslaa Fægt i omhyggeligt valgte Vendinger.

N»Schuster?« spurgte jeg – jeg kunde se det paa den vanskabte Tommelfinger.

»Første Elsker!« svarede han og strøg sig velbehageligt gennem det bløde Tveskæg. Og før jeg vidste af det, havde han mig oppe i en fantastisk Historie om et lille Slot i Skoven, hvor en Borgfrue sad og fangede de Vejfarende ved Hjælp af en stor Bom – og plyndrede dem for deres Penge. Der havde han sat fast i to Aar, smedet i NHymnens Lænker; men nu havde han sprunget dem med et Svup og gi't sig paa Valsen igen. Det skulde vel ikke være N25 Pf. til Støtte for den tilbageerobrede Frihed? – en Mark ku' for Resten ogsaa gøre det a'! »Tak for det, go' Herre! Følg De nu bare Vejen her, saa kommer De lige paa Slottet. Og hvis at De skulde finde Prinsessen grædende, saa tag og stik hende et Par Trøstens Ord.«

Jeg tog ikke Bissens Historie videre alvorlig, men hvad var der at gøre andet end bare at trave videre; en Gang maatte jeg vel naa Menneskeboliger? Jeg havde heller ikke gaaet mere end en halv Times Tid, da jeg virkelig fik Øje paa en lysmalet Bom forude. Den stod skraat op over Vejen, og i Krydset, hvor en anden Vej stødte til, laa et lille Bomhus med Tariftavle foran Døren. Her maatte man vel kunne faa noget at æde! 123| Den lave Stue var fuld af Unger, der sad snøftende hver for sig og gnavede paa Brødstumper; henne ved den store Ovn stod en Nopskørtet Kvinde og hamrede arrigt med en NIldklemme – der hang Klø i Luften. Det varede noget, før Kvinden vendte sit forbitrede Ansigt imod mig og forhørte, hvad jeg vilde; saa gik hun ud for at stege Æg og Flæsk til mig.

Mens jeg spiste, søgte jeg at spørge mig frem til, hvad der var paa Færde. Hun svarede kort og afvisende, men pludselig gik der Hul paa hendes Tværhed, og hun fik Luft i et hadefuldt Udbrud. Jeg kom til at sige noget uskyldigt om, at det maatte være svært at sidde her i Ensomheden uden Mand. Mand – pyh, jovist! saadan noget Rak! Det flakkede op i hendes Ansigt, og hun brød ud i en Strøm af bitre Udtryk, hvori det hele laa gemt. Hun var Enke efter en Skovarbejder, der havde gratis Bolig her mod at besørge Bompengene opkrævede. Da han døde, fik hun Lov til at beholde det lille Hus og NOppebørselen; for Resten klarede hun og Børnene sig ved at plukke Bær og sælge Forfriskninger til de Turister, der om Sommeren passerede Bommen. Alt det var, som det kunde være, men der var ensomt i Skoven og tungt at være ved Vintertid – især for en Enke; og her begyndte hendes Skændsel, for her brast hun i Graad. Hvordan skal en enlig Kvinde, som ingen Ting har lært, vel kunne begaa sig? En Vinteraften kommer en Vandrer og banker paa. Tyndklædt og forkommen er han, saa det gør ondt at se paa; og han betror den himmelfaldne 124| Kvinde, at han er Kristus. Og hun er udset til at dele denne Hemmelighed med ham, indtil Dagen er der, da han skal staa frem for hele Thüringen, og hun skal dele hans Storhed. Skulde et troende Kvindemenneske kanske vise Kristus Døren?

Hun gør ham det saa godt, hun formaar, deler sit Brød med ham og deler sin Seng med ham uden at faa teologiske Anfægtelser – og er tilfreds. Jeg forstaar paa det hele, at han ikke har teet sig allerbedst; han har pryglet baade hende og Børnene, naar han var fuld – og for Resten ladet dem arbejde for sig.

Og hun troede bestandig paa ham? Naa, ja, hvorfor ikke det? Mandfolk var vel en Gang saadan; hendes første Mand havde ogsaa pryglet hende. Kristus eller ikke – det var ikke saa meget det, det kom an paa. Men han tog hendes Smule Spareskillinger og drak op nede paa Kroen ved de tre Kors! Og staa frem vilde han ikke, skønt hun havde glædet sig til at staa ved hans Side og rigtig faa Ram paa alle dem, der Nklaffede over, at hun levede sammen med en Fremmed. Der laa aabenbart en egen Oprejsning i dette, at den Fremmede vilde afsløre sig som Guds Søn – en Trumf, der ikke kunde stikkes.

Naa i Dag havde hun endelig tabt Taalmodigheden, og de var røget sammen; saa stak han jo af. Om jeg ikke havde mødt ham? Og saa han vel ud, som han havde sat sig for at drage langt bort?

Jeg forstod paa hendes Stemme, at hun gærne tog ham tilbage for den Gavtyv, han var. »De to 125| yngste er jo ogsaa hans,« sagde hun undskyldende. Men noget opmuntrende Svar kunde jeg ikke give hende – han havde alt for tydeligt NBisselær i Saalerne. Hun fik skyde en hvid Pind efter ham og indrette sig med Ensomheden igen!