127| Brødrene

129|Paa Bornholm raader den udmærkede Skik, at det er Yngstesønnen – Gaarddronten – der overtager Fædrenegaarden. Forældrene bliver da ved Gaarden, til alle Børn er voksne – og kan bringe de ældre i Vej; den sidste i Rækken udsættes ikke saa let for at blive bænket ved et tømt Fad.

Men Ordningen har ogsaa sine Skavanker. Dør Forældrene tidlig, kommer Slægten let til at mangle Overhoved.

Saadan var det netop gaaet paa Borregaard! Jens Køller – Gaarddronten – var kun en halv Snes Aar, da Faderen – den sidste af Forældrene – døde. Den ældre Broder, Jens Peter, kom saa hjem ovre fra Sjælland, hvor han var Forvalter, og overtog Styret af Gaarden. Han var den Gang et Par og tyve Aar.

Jens Peter satte en Ære i en Gang at kunne aflevere Gaarden til Broderen i samme Orden, som han selv havde overtaget den; og han holdt godt nok Skik paa Sagerne. Men tilfreds, det var han ikke. Der var ikke noget rigtig Hold i det at gaa og styre sit eget Fædrenehjem for en anden og vide tilmed, at det hele rettelig burde have tilhørt én selv. Alle andre Steder i Verden var det nok den ældste Søn, der 130| fik Gaarden – som rimeligt var. Jens Peter følte paa sig, at han stod Faderen nærmest. Han var født og oplært under hans Øjne og havde taget Traditionen lige af hans Læber: Saadan skulde dèt gøres, og saadan dèt! Der var Slægt i det, baade naar Faderen fulgte Fædrenes Skik, og naar han efter modent Overlæg brød med den; og Jens Peter holdt Traditionen i Ære og høstede Velsignelse deraf. Gaarden blev endnu bedre under hans Hænder.

Men glad var han alligevel ikke! Der gik den lille Knægt, Dronten, og var den egentlige Husbond; skønt han lige kunde knappe sine Bukser, saa enhver Gaardens egentlige Herre i ham og gav ham Ære. En Sildefødning var han, og kanske var han Skrabkage i mer end een Forstand? Han viste i alle Fald ikke Interesse for noget, men gik blot og lod sig forkæle, mens andre fik det til at gro omkring ham.

Imidlertid voksede Gaarddronten til og blev saa gammel, at han skulde begynde selv at have noget Begreb om Sagerne.

Jens Peter blev paa Gaarden, til Broderen havde Mands Raadighed over sit. Saa tog han hjemmefra, siden det nu en Gang skulde være saadan, og saa til at faa sit eget. Ingen skulde sige ham paa, at han sad og vilde raade dèr, hvor han ingen Ting havde at gøre.

Langt væk drog han dog ikke. Der sagdes, at han kunde have giftet sig en god Gaard til ovre paa den Egn, hvor han havde været Forvalter. Der gik nok en Pige derovre i det fremmede og havde ventet trofast paa ham gennem alle Aarene. Men han 131| foretrak at lade det fare og købe sig en maadelig Gaard hjemme ved – lige paa den anden Side Bjærget. Saa var han dog i Nærheden.

Fra sin Gaard holdt han Øje med alt, hvad der foregik paa Fædregaarden. Den laa ham mere paa Hjærte end hans egen, lod det til, for naar han traf paa Naboer derovre fra, spurgte han dem nøje ud om alting. Og Folk paastod, at de havde set ham paa Borregaardens Grund om Natten, formodentlig i Færd med at undersøge Bedriften. Om Dagen kom han der aldrig.

Lidt Indseende med Jens kunde ellers godt have gjortes behov. Nogen Interesse for Sagerne viste han ikke – og var i det hele taget en underlig Støvle af en ung Mand at være. Kvindfolk brød han sig ikke om, saadan som andre Unge; ved Gilderne sad han altid inde hos de Ældre med deres Kortenspil og lod Ungdommen danse. Saa ung en Spillefugl havde ingen set – eller en, der var saa hidsig paa det heller! Han bød altid over, og det blev efterhaanden stiltiende Skik i Sognet, at der kun spilledes laveste Spil, naar Jens Køller var til Stede.

Men det havde man ikke megen Glæde af, for saa fik han Smag for at køre til Staden og lægge sine Penge dèr. Han kom i Selskab med baade Prangere og Bondefangere og spillede Trekort paa Hotellerne. Tabte gjorde han altid – enten de nu snød eller han ikke var kløgtig nok.

Broderen led ved at se Fædregaarden forfalde og den ene Stump af Hjemmet efter den anden blive omsat i Penge. Han forfulgte ham som en Skygge; tog Jens til Staden, lod Jens Peter ogsaa spænde 132| for og kørte derind. Aabenlyst krydsede han ikke Broderens Vej, men ved mange Midler søgte han at spærre den for ham. Han lukkede Krediten for ham, hvor han kunde, og søgte at skræmme Bondefangerne fra ham ved Trusler om at blande Øvrigheden ind.

Men Jens hørte til de Spredere, der før eller senere optræder i enhver Slægt og splitter dens Værk igen som Avner for Vinden; han skulde ødelægge.

Man kunde lige saa godt prøve paa at standse Aalen paa dens Vej mod Ynglepladsen som paa at spærre for ham; han fandt igennem, hvordan man saa bar sig ad. Saa lod Jens Peter ham da til sidst ødelægge løs, og nøjedes med at opkøbe igen, hvad hun kunde, af det Fædrenegods, Broderen formøblede. Han bragte det tilbage til Fødegaarden igen – for dér hørte det jo til! Men han lod Broderen give sig Papir paa de Ting, han saadan købte tilbage.

En Dag kom han med Sølvtøjet – han viste sig kun paa Gaarden ved disse Lejligheder. Jens laa i Sengen endnu og saa forsviret og elændig ud; det Liv, han førte, havde taget haardt paa ham. Øjnene var flakkende og tomme.

Jens Peter lagde Sølvtøjet paa Dynen foran ham med et Udtryk af Haabløshed og Væmmelse. »Det er ørkesløs Kamp, dette her!« sagde han haardt, – »for anden Gang har jeg nu maattet købe disse Sager hjem! – Du er vel klar over, at du er en Forbryder?«

Jens saa uforstaaende paa ham – saa uanfæg133|tet som et Spædbarn, der sigtes paa med en Revolver.

»Forstaar du ikke, at det er strafbar Handling at sælge noget, der ikke tilhører En?« spurgte Jens Peter med Overvindelse i Stemmen. Han kunde knap faa sig selv til at tale – det var saa unyttigt det hele.

Jens fangede Broderens Udtryk og brast pludselig i Latter – nu først gik det hele op for ham. »Du har købt Sølvtøjet tilbage igen?« stønnede han leende. »Du maa jo fejle noget!«

»Hvor er Chatollet henne?« spurgte Jens Peter mørkt.

Jens pillede i Dynen. »Det er hos Snedkeren,« sagde han. Han saa ikke op.

»Det er Løgn!« Jens Peter tog ham haardt i Skulderen, saa han vred sig.

»Jeg kan ikke huske det,« hviskede han forsagt.

»Det var her dog for otte Dage siden. Prøv om du ikke kan huske, hvem du har pantsat det til. Du skal huske det!«

Jens rejste sig paa Albuen og prøvede paa at se grundende ud; Trækkene arbejdede svært, han havde den bedste Vilje. Saa slappedes de pludselig, og han smed sig tilbage. »Aa, lad mig være!« sagde han klagende. »Hvad rager det mig, alt det, I har gaaet og slæbt sammen i et Hundrede Aar eller kanske to. Hvad har jeg med det at gøre? Tag hele Skidtet og giv mig 1000 Daler – eller bare 500! Tag det for ingen Ting! Ellers ender det jo bare med, at jeg sælger det hele!«

134| »Prøver du paa det, saa tvinger du mig til det værste,« sagde Jens Peter lavmælt; han var blevet askegraa i Ansigtet.

»Hvad saa da?« Jens laa og slog med Hovedet fra Side til Side, han kedede sig.

»Saa rejser jeg til Kongen og faar ham til at gøre dig umyndig, at du ved det?«

Jens blev med ét levende. »Bliver jeg saa fri for det hele – Ansvar og alting?« spurgte han lyttende.

»Ja, saa kommer jeg vel til at lede Gaarden – og du faar til dit Underhold. Stort kan det jo ikke blive, saa forgældet og ødelagt alting er – et Tusind Kroner om Aaret kanske. Du kan jo faa dit Ophold hos mig, om du vil.« Jens Peters Stemme klang helt lys af Forundring.

Jens havde grebet Broderens Haand. »Tak, du Bror!« blev han ved at gentage, helt grødet i Mælet af Rørelse. »Tak, du Bror!«

»Du skulde tage en ren Skjorte paa,« sagde Jens Peter tørt og strøg det slatne Haandtryk af sig, »din Husholderske siger, du ikke har skiftet i to Maaneder. Og saa skulde du staa op – det er snart Middag.«

Men Jens vendte sig om paa den anden Side, saa snart Broderen var gaaet. Om han begreb et Suk af denne Bror, som gik og pinte Livet af sig i Bekymring for alt det Ragelse, Slægten havde gaaet og puget sammen gennem Tiderne. Men nu vilde han blunde lidt – og saa spænde for og køre til Staden. – Give 1000 Kr. aarlig for at komme til at staa med en forgældet Gaard – – han maatte jo have en Skrue løs! 135| Jens Peter begreb lige saa lidt Broderen. Godvillig lade sig sætte fra det hele og gøre umyndig – – han maatte jo være fra Forstanden.

Og nu skulde det altsaa kundgøres paa Kirkestævne.

Der var mange Folk paa Kirkevej den Søndag Formiddag. Fra alle Sognets Veje rullede Køretøjer op mod Bjærget, hvor den hvide Kirke laa. Selv fra Nabosognene kom der Vogne fulde af Kirkegængere. Over Markstier og langs Grøfter bugtede de sig frem – gammeldags Folk, der kun kom frem, naar Klokkerne kaldte som i Dag, og unge købstadklædte Piger og Karle. De fleste af dem havde ikke været i Kirke hele Sommeren. Mange havde tusket en hel Fridag bort for denne Udgang. Hjemme paa Gaardene og i Husene gik det, som det bedst kunde; Syge og Børn og Værkbrudne var kaldt frem for at passe Kreaturerne. Alt rørigt Folk var paa Kirkevejen i Dag.

Oppe i Kirkens fritstaaende Stevel hang Klokkerne og arbejdede, ud gennem hver sin Glug – og ind igen – og ud til den anden Side. Som de lamenterede og sang og anklagede, – alt i èt Mæle. Hør, hvor den lille Klokke larmede og kæftede ind i den stores rolige og vægtige Dommedagstale.

Saadan talte og manede Klokkerne ikke en Gang til Aarets store Højtider, end sige paa en almindelig Søndag. Og underligt var det vel heller ikke, for Jul kom dog igen hvert Aar, Paasken i lige 136| Maade; men hvor fandtes den i Sognet, som kunde mindes, at nogen var blevet erklæret umyndig.

Hele Bjærget var oversaaet med Køretøjer, ved hver Ring i Kirkegaardsmuren var der i Dag bundet Heste. Og endda var der ikke Plads. Hvem der var kendt i de nærmeste Gaarde, tog derind; mange maatte helt lade være at spænde fra.

Da Kirkefolket strømmede ud efter Gudstjenesten, stod Sandemanden allerede oppe paa den flade Sten ved Kirkegaardsmuren, hvorfra Kundgørelserne forkyndtes. Han holdt Papirer i Haanden og var meget alvorlig.

Den første Kundgørelse galdt en Strandingsavktion, saa var der et blaat Papir fra Kommandanten. Ingen hørte, hvad det gik ud paa, for nu havde han kun èt Papir tilbage. Og nu endelig – alle Ansigter hang ved hans Læber, man hørte med aaben Mund, med vidtopspilede Øjne.

»– – – herved vitterligt – – – komme til alles Kundskab – – fra Dags Dato umyndiggjort – – – ikke ved sin Forstands fulde Brug – – ej kan købslaa og saa ej gøre Gæld – Jens Peter Køller paa Borregaard.«

Der gik en højlydt Stønnen gennem Forsamlingen – hvad var det dog, han sagde? Yderst i Skaren stod Jens Køller – den sølle Gaarddront til Borregaarden – og lyttede med et roligt Grin til sin egen Fornedrelse. Pludselig forsvandt den fjogede Glæde fra hans Ansigt; han spilede Gabet op i Rædsel og skreg højt.

Sandemanden var gaaet i Staa, han saa sig spørgende om i Skaren. Da stred Jens Peter Køller sig frem, man pakkede sammen om ham, men han 137| slog sig løs og greb Sandemanden haardt i Bringen. »Han lægger Haand paa Øvrigheden«. Det lød som et Suk fra mange Sind; de gamle vendte sig bort for ikke at blive Øjenvidner til det forfærdelige.

De, der stod nærmest, hjalp Sandemanden at gøre sig fri; og da det blev forklaret ham, hvad der var sket, gav han sig straks med høj Røst til at rette Fejltagelsen: Jens Køller til Borregaard – ikke som ved en Mistagelse sagt Jens Peter, Bakkebonden, – var det, som var umyndig, Jens Køller paa Borre! Jens Peter, hans Bror, var tværtimod udset til at varetage hans Sager, købslaa og indgaa Forpligtelser paa hans Vegne.

– – –

Forsamlingen opløstes, Kørende og Gaaende tog de utallige Hjemveje fat, smaasnakkende om Fejltagelsen, som ikke huede nogen. Rettet var det jo, men Ord var faldne, og Ord bandt.

Jens Peter talte ikke med nogen, men spændte for og kørte hjem. Han havde Broderen paa sin Vogn og satte ham af ved Borregaard, som om ingenting var hændt; der blev ikke vekslet Ord mellem dem om det passerede.

Men om Eftermiddagen spændte han for og kørte op til Præstegaarden og forlangte at faa Præsten i Tale – det var den Fejllæsning! Præsten forklarede ham, at alt var i god Orden; Fortalelsen var blevet rettet i god Tid, og paa Papiret stod Jens Køller. Bakkebonden gav sig da for saa vidt, men vilde sætte Pris paa, om Læsningen gik om næste Søndag. For at føje ham gik Præsten med over til Sandemanden, og det blev ordnet saaledes.

138| Jens Peter Køller mødte til Omlæsningen og overbeviste sig om, at den denne Gang udførtes rigtigt. Men han var mørk i Hu og talte kun lidt, og en Dag i Ugen kom han til Sandemanden og bad om at se Papirerne.

»Du har jo set dem,« sagde Sandemanden halvt ærgerlig. Og han viste ham igen, at der stod Jens Køller.

»Ordet er dog faldet,« sagde Bakkebonden, – »og jeg vilde gærne have drevet en forsvarlig Pæl igennem det. Jens Peter Køller er ved sin Fornufts fulde Brug! – at Gud og Hvermand ved det!«

Han sagde det langsomt, med Vægt paa hvert Ord.

»Jeg ved ingen, som mener andet,« sagde Sandemanden og saa alvorligt paa ham. »Der er rammet en saa solid Pæl igennem min Forsnakkelse, at den skal faa svært ved at rejse sig mere. Og saa tænker vi ikke mere paa det – om du ikke vil mig Fortræd da.« Han rakte Haanden ud.

»Det vil jeg ikke,« sagde Jens Peter venligt og rakte ham Haanden. Saa kørte han hjem helt overbevist.

Men en Dag, mens han gik og pløjede Brakken, dukkede det op i ham igen. Ordet var faldet, han var erklæret umyndig. »Jens Peter Køller«, blev der tydeligt sagt, »som ikke værende ved sin Fornufts fulde Brug«. Saadan netop var det faldet – og kunde det skete gøres usket? Spørgsmaalet aad sig grublende frem og tilbage gennem ham, og en Dag spændte han for og kørte ind til Herredsfogden.

139| Herredsfogden hørte forbavset paa hans Forklaring – dette begreb han ikke. »Det er jo rettet«, sa' han. »Jeg har faaet Meddelelse og ved, at Fejltagelsen straks blev rettet. De var jo for Resten selv til Stede, saa vidt jeg ved.« Bakkebonden tav og saa lukket ud – helt indskrænket; men indeni ham lyste det af Snedighed. Se, se, Herredsfogden var underrettet, saa var det nok ingen ren Fejltagelse da. Et og andet begyndte at gaa op for ham nu.

Han tav længe. »Herredsfogden maa gøre det usket,« sagde han endelig indtrængende.

Herredsfogden gik frem og greb ham i Skuldrene. »Herregud, Mand, hvad vil De have, at jeg skal gøre? Det er jo rettet! – Forstaar De da ikke, at det er ren og skær Kværuleren, De er inde paa? De vil maaske føre Proces, hvad?« Han vendte ham Ryggen og gik ind i sit eget Kontor; han kendte disse Bønder med deres endeløse Paastaaelighed – disse Tingkrævter!

Bakkebonden tog sin Hue og gik. Nu saa han det, det var aftalt Spil! I Papirerne ovre stod nok Jens Peter og ikke Jens, skulde man faa at se! De vidste nok, hvad de gjorde, de Folk! Men nu vilde han ikke helme, før han fik sin Ret.

Lang Tid forholdt han sig rolig; og der mentes, at nu havde han taget ved Fornuft. Men han pønsede blot og beholdt sine Overvejelser for sig selv, for at ingen skulde komme ham i Forkøbet. Fædregaarden passede han – men ikke med den gamle Sikkerhed; der var brudt noget i ham ved den fatale Umyndiggørelse. Det var som en Jærndør var 140| smækket i bag ham – ud til Livet og Menneskene. Han holdt sig for sig selv og var mørk.

Sin Strid stred han haardnakket videre. Han samlede og sparede, og da han havde tusind Kroner i rede Penge, tog han ind til Amtmanden. »Her er tusind Kroner,« sagde han sejrsikker og lagde Skindposen foran Amtmanden. »Kan jeg saa kanske faa min Ret?«

Øens højeste Embedsmand havde Ord for at være noget indskrænket; men saa meget forstod han dog, at dette var et Forsøg paa Bestikkelse. Han lod Jens Peter Køller smide paa Porten.

Saa var der altsaa spærret over det hele! Her paa Øen fandtes ingen, der vilde hjælpe ham til hans Ret. Han havde forfulgt Sagen til højeste Instans og var nu henvist til at gaa ene med sit.

Det er faa Mennesker, der kan holde til Ensomheden længe. En Sag kræver desuden Tilhængere; en eneste er tilstrækkelig, men denne ene kan heller ikke undværes.

Paa det fandt han og Broderen hinanden. De to var lige overbeviste om Fejltagelsens skæbnesvangre Betydning – og lige optagne af at faa den rettet. Borregaarden hvilede stadig som en Byrde paa Jens's Skuldre, han tog sig af ingen Ting og følte det dog, som havde han det hele at trækkes med. Han længtes efter at blive udløst.

De havde indrettet sig efter den almindelige Opfattelse af, hvordan Sagernes Stilling var. Jens Peter styrede Gaarden og optraadte i et og alt som Broderens Formynder. Men sikker i sine Handlinger var han ikke. Nu raadede han endelig over Fædre141|gaarden, og kunde skalte og valte efter eget Tykke. Og saa følte han det alligevel ikke saadan; indvendig i ham sad bestandig et eller andet, som dukkede ham overfor Broderen og gjorde den halvfjollede Stakkel til den egentlige Herre i Gaarden. Hvile i Ordningen var der ikke til at finde for nogen af dem.

Paa dette fandt de som sagt hinanden. De havde samme Maal, samme Kamp, og da der først var gaaet Hul paa Spørgsmaalet dem imellem, opdagede Jens Peter snart, at Jens ikke var saa tosset, som han havde Ord for. Med andre kunde de ikke saa godt tale om det, der altid optog dem; de var blevet agtpaagivende og mistænksomme og fangede det mindste Smil i Folks Øjenkroge. Men ene to talte de des friere om Spørgsmaalet og lagde Planer – og hvor forstod de ikke hinanden.

Under dette blev Jens mere alvorlig og stadig; han tog ikke til Bys og ranglede mer, men holdt sig helst i Nærheden af Broderen. Jens Peter smittedes igen af ham og fik noget af hans lettere Sind. Saa lidt dyster som nu havde han ikke været i Aar og Dag. Folk undredes paa, saa meget de to havde faaet at tale sammen om. Og det hændte, at de smaalo i Fællesskab; det havde ingen før oplevet.

De gik og grublede store Planer ud om, hvordan de skulde komme Øen til Livs – for nu havde de jo det hele imod sig! Efterhaanden tog deres Planer en bestemt, storslaaet Form. De vilde i Smug rejse til Kongen og faa ham til at rette i Papirerne, og saa komme hjem med Papirerne i Orden! Ved en stor omgaaende Bevægelse vilde de komme bag paa deres Modstandere og slaa dem til Jorden.

142| Men det galdt om at handle i Smug, saa ingen kunde krydse deres Planer! Hele Vinteren pønsede de sammen paa Udveje til at komme over og tale med Kongen, uden at nogen vidste om det. Tage med Damperen kunde jo ikke nytte, naar Rejsen skulde foregaa i det skjulte; og ingen af dem forstod at føre en Baad.

Hen i Marts – endelig – kom Naturen dem til Hjælp! Oppe fra det Russiske kom Drivisen svømmende med stræng Eftervinter og pakkede sammen om Bornholm, saa al Forbindelse med Omverdenen blev afbrudt.

Kun ikke for de to Brødre!

Nu havde de netop den Situation, de havde Brug for; nu skulde ingen Magt krydse deres Planer! De rustede sig i Smug til Langfærd, og en Nat gav de sig ud paa Isen for at vandre til Hovedstaden og søge Kongen op.

Siden har ingen set dem!