Anden bog

1,1 Hadding blev efterfulgt af sin søn Frode, der havde mange bemærkelsesværdige oplevelser. Så snart han var over barneårene, lagde han alle ungdommens kvaliteter fuldt udfoldede for dagen. Og for ikke at risikere at de gik til i dovenskab og driverliv, holdt han sig fri af enhver form for fornøjelse og rettede al sin opmærksomhed mod kamp og våbenbrug. Krigene drænede hans fars skatkammer så der til sidst ikke var råd til at betale krigerne sold, og mens han nu gik og grublede over hvordan han skulle skaffe sig hvad han havde brug for, kom en af hans landsmænd til ham og opildnede ham med dette digt:

1,3  Frode troede på hans ord og sejlede alene over til øen, for han ville ikke have flere med sig til en kamp mod et uhyre end man plejede mod en kæmpe. Slangen havde været nede for at drikke vand og var på vej tilbage til sin hule da Frodes sværd ramte den, men dens hud var så hård og stiv at det ikke rørte den. Heller ikke de spyd han kastede mod den, havde nogen virkning. De prellede af uden at gøre den skade. Men selv om ryggen var så hård at intet bed på den, fandt han efter nøje spejden det bløde sted på bugen hvor stålet kunne trænge ind. Slangen ville hævne sig og bed efter ham, men ramte kun hans skjold med sine tornede tænder. Med stadig spillende tunge udgød den derpå sin gift, og med den sit liv.

1,4  De penge han nu fandt, gjorde kongen rig, og med dem på hånden udrustede han en flåde og angreb Kurland. Det siges at kongen dér i landet, Dorne, i sin skræk for denne farefulde krig holdt følgende tale til sine krigere: »Stormænd! Vi står over for en udenlandsk fjende med næsten hele Vesten og alle dens våben og rigdomme i ryggen. Lad os forsøge at trække krigen i langdrag og overmande dem med sultens magt. Sulten er en lidelse i deres eget indre, og det vil være yderst vanskeligt for dem at bekæmpe en fare der bor hos dem selv. Sultende mænd lader sig let standse. Det er bedre at møde fjenden med hunger end med våbenmagt, for sult er det skarpeste spyd vi kan ramme dem med. Hungersnød fostrer sygdomme der æder deres kræfter op. Over for knaphed på fødevarer nytter rige våbenlagre intet. Den kan udslynge sine spyd mens vi forholder os i ro, den kan tage alle krigens pligter på sig. Med den kan vi uden risiko for os selv sætte andre i fare – udgyde andres blod uden selv at miste en dråbe. Vi er i vores fulde ret til at nedkæmpe en fjende uden at røre en finger. Hvem vil hellere lide tab end kæmpe uden risiko? Hvem vil opsøge ulykken når han kan slippe uskadt? Hæren har heldet på sin side hvis sulten har udkæmpet slaget på forhånd. Lad den gå forrest og vise os den første lejlighed til kamp. Krigens tummel skal ikke nå vores lejr, nej, lad sulten afgøre slaget på vores vegne. Kun hvis den må bøje sig, er tiden inde til at opgive roen. Den friske og udhvilede overvinder let den udmattede. En vissen og udtæret hånd griber kun kraftesløst til våben. Den som mange genvordigheder har tappet for kræfter, fører sværdet uden iver. Sejren kommer let når den sunde og stærke møder den syge og svækkede. Og sådan kan vi uden at tage skade selv tilføje andre megen skade.«

1,5  Som sagt så gjort: han opgav fuldstændig alt hvad han mente at han kunne få svært ved at forsvare, og kom i stedet fjenden i forkøbet ved at plyndre og hærge sit eget land så grusomt at der ikke var den mindste stump tilbage som de kunne beslaglægge når de nåede frem. Derpå anbragte han sig med en stor del af sine styrker i en befæstet by som han vidste var stærk og sikker, og lod fjenden indlede en belejring. Frode følte sig ikke overbevist om at det kunne lade sig gøre at storme borgen, og i stedet beordrede han sine mænd til at grave en række usædvanligt dybe grøfter inden for deres egen lejr. Jorden skulle i al hemmelighed bæres væk i kurve og uden en lyd kastes i den flod der løb helt inde under bymurene. Denne fælde camouflerede han med store mængder af græstørv som han fik lagt hen over grøfterne så fjenderne ville styrte i hvis de ikke passede på, for han forudså at græstørven ville give efter under de intetanende krigere og begrave dem i de sammenstyrtede masser. Herefter lod han som om han var bange, og begyndte så småt at rømme lejren. Mændene inde fra byen satte efter dem, men overalt forsvandt grunden under fødderne på dem og de tumlede ned i gravene, hvor Frode lod dem dræbe med spydkast oppe fra kanten.

1,6  Han drog så videre, og på vejen stødte han på russernes høvding Tranne. For at udspionere hans flådestyrker lavede Frode en mængde kroge af træstokke og læssede dem i en lille båd. I den sejlede han om natten helt hen til fjendens flåde og borede hul i bunden på deres skibe med et bor. Men for at vandet ikke skulle strømme ind med det samme, stoppede han hullerne til med de stokke han i forvejen havde gjort klar, sådan at stokkene afbødede den skade boret havde gjort. Men så snart han mente at der var boret huller nok til at sænke flåden, blev tappene trukket ud så vandet frit kunne strømme ind, hvorefter han skyndte sig at omringe den fjendtlige flåde.

1,6 Russerne var nu truet fra to sider og vidste ikke om de skulle værge sig mod vandet eller våbnene først. Når de forsøgte at forsvare skibene mod fjenden, gik de under med dem. Og faren indefra var mere truende end faren udefra, for trak de blank mod fjenden udenbords, måtte de bøje sig for vandet indenbords. To trusler tårnede sig nu op over de stakkels mennesker på samme tid. Og det var ikke til at sige om de kunne redde livet hurtigst ved at svømme eller ved at kæmpe. Midt i kampen måtte de vende sig mod en ny livsfare. Et angreb bragte døden med sig to gange – to veje til døden udgjorde én fælles fare. Det var umuligt at afgøre om stålet eller søen var den største trussel. Når de parerede sværdslagene skyllede tavse bølger ind over dem, og omvendt: når de bekæmpede vandet, bekæmpede våbnene dem. Det stigende vand blev grusomt farvet af strømmende blod.

1,7  Da Frode nu havde besejret russerne, vendte han hjem til sit eget rige. Men da han hørte at de udsendinge han havde sendt til Rusland for at opkræve skat, var blevet bestialsk myrdet af den upålidelige befolkning derovre, blev han så vred over denne dobbelte hån at han angreb Rotala og begyndte en hård belejring. For at det ikke skulle trække ud med at indtage byen fordi floden lå hindrende i vejen, fordelte han hele vandmængden på en række nye løb så det der tidligere havde været én flodseng som ingen kendte dybden på, nu blev til et lavvandet område som let kunne passeres. Og han standsede ikke før opsplitningen havde reduceret den rivende strøm til dovent flydende vand der gennem mange smalle slyngninger lidt efter lidt svandt ind til lavvandede sumpe. Dermed var floden tæmmet så byen stod uden sit naturlige forsvar, og hans krigere kunne uhindret storme og indtage den.

1,7 Derefter førte han hæren videre til byen Paltiska. Den mente han ikke han kunne indtage med magt, og han greb derfor til list i stedet for kamp: Sammen med nogle få indviede fandt han sig et hemmeligt og ubemærket gemmested og udspredte så det rygte at han var død, for at fjenden ikke skulle være bange for ham længere. For troværdighedens skyld blev der også holdt begravelse og bygget en gravhøj. Og krigerne, der var helt med på bedrageriet, lod som om de sørgede dybt over deres tilsyneladende døde leder. Det rygte fik kongen i byen, Vespasius, til at opføre sig som om sejren allerede var hjemme, og holde byen så sløset og skødesløst bevogtet at fjenden havde fri adgang til at storme den – og han blev dræbt mens han nød livet med løjer og lystighed.

1,8  Efter erobringen af den by begyndte Frode at sætte næsen op efter herredømmet over hele Østen, så han fortsatte og tog nu opstilling foran Handvans mure. Handvan huskede hvordan Hadding havde brændt hans by af, og rensede alle husene for de fugle der boede på dem, for ikke at risikere samme ulykke en gang til. Men Frode havde en ny list i baghånden. Han byttede tøj med sine tjenestepiger og gav sig ud for en pige der forstod sig på krig – lagde mandsdragten, klædte sig som kvinde og slap ind i byen som overløber. Her rekognoscerede han omhyggeligt over det hele, og næste dag sendte han sin ledsager tilbage til hæren med ordre om at rykke frem til murene, så skulle han nok sørge for at portene blev åbnet. Sådan blev vagtposterne narret, og byen ødelagt mens alle lå i deres sødeste søvn – så byen kom til at betale for sin uforsigtighed med død og undergang, og det var byens sløvhed, ikke fjendens tapperhed der blev dens ulykke. For i krig er intet så dødsens farligt som at synke hen i sorgløst driverliv og blåøjet fortrøstningsfuldt at lægge hænderne i skødet og lade alting passe sig selv.

1,9  Da det gik op for Handvan at hans rige var styrtet i grus, bragte han alle sine kongelige skatte om bord på sine skibe og sænkede dem i rum sø, for han ville hellere gøre bølgerne rige end fjenden, selv om det havde været klogere at forære store summer væk til modstanderne for at indsmigre sig hos dem, end at have ondt af at pengene skulle falde i hænderne på andre mennesker. Senere da Frode sendte en delegation ind for at anmode om hans datters hånd, svarede han at Frode skulle passe på at han ikke lod sig beruse af sin medgang, og at sejren ikke steg ham til hovedet. Han skulle hellere skåne de overvundne, huske at respektere staklerne for den storhed de engang besad, og lære sig at værdsætte fortidens velstand hos dem det nu var gået ilde. Nej, den mand han bad blive sin svigerfar, skulle han ikke samtidig berøve hans rige, den mand han ville kaste glans over med et bryllup, skulle han ikke kaste smuds over med ydmygelser, for så ville han af bar ærgerrighed forringe det fornemme ægteskab han var kommet efter. Med disse høflige ord lykkedes det Handvan på samme tid at få sejrherren til svigersøn og at sikre sit riges frihed.

2,1 I mellemtiden havde den svenske kong Hundings hustru Thorild sat sig for at anbringe sine to stedsønner Regner og Thorald, som hun hadede ud over alle grænser, i alle mulige farefulde situationer, og til sidst havde hun gjort dem til hyrder over kongens kvæg. Men Haddings datter Svanhvide tog sine søstre med sig som følge og rejste til Sverige for at frelse disse højfornemme personer fra døden med kvindelist. Hun så nu hvordan de unge mænd lå ude om natten og vågede over deres flok helt omringet af uhyrer af alle slags, men da hendes søstre ville stige af hestene, standsede hun dem med disse vers:

2,3  Regner påstod nu at han var kongens træl, og som forklaring på at han var kommet så langt hjemmefra, fortalte han at han var blevet sendt ud på landet for at vogte kvæg, men havde mistet de dyr han havde ansvaret for, og da han havde opgivet at få dem igen, ville han hellere holde sig hjemmefra end risikere at blive straffet. Og for også at forklare sin brors situation tilføjede han dette digt:

2,5  Nu betragtede Svanhvide nøje hans prægtige fremtoning, og fuld af beundring udbrød hun: »Du er en kongesøn og ingen træl, øjnenes funklende spil taler sit klare sprog. Det ydre røber herkomsten, og medfødt skønhed lyser ud af dit tindrende blik. Det hvasse øjekast afslører fornem byrd: den mand kan ikke være født i usle kår der i sin skønhed har et ufejlbarligt tegn på højhed. Den ydre livfuldhed i øjnene beretter om den indre glød i sjælen. Ansigtet bevidner afstamningen, og i stolte ansigtstræk aflæses forfædrenes storhed. Ingen forældre af ydmyg stand kunne have skænket dig så mildt og ædelt et ydre. Det ædle blod har smykket panden med en lige så ædel skønhed, og i ansigtets spejl reflekteres stand og fødsel. Nej, så fremragende udskåret en billedstøtte er bestemt ikke skabt af en ubetydelig kunstner! Nu må I straks gøre omkring, bestandig svinge bort fra den slagne vej og undgå at møde uhyrerne så I ikke gør jeres velskabte kroppe til bytte og føde for de hæslige horder.«

2,6  Men Regner skammede sig over sin usle dragt og så ingen anden udvej end at skjule sin fornemme byrd. Så han svarede at selv trælle kunne være stærke og mandige. Ofte gemte der sig en stærk hånd under en snavset dragt, og ikke sjældent skjulte skidne klæder en kraftig arm. En uværdig fødsel kunne afbødes af tapperhed, en ussel slægt opvejes af et ædelt sind. Derfor var han heller ikke bange for noget uhyres magt, lige med undtagelse af guden Thor, for hans vældige kræfter kunne ingen, hverken gud eller menneske, måle sig med. Men genfærd, der kun havde deres hæsligt gustne fremtoning at skræmme folk med, burde ingen med mandsmod i brystet frygte: de var kun falske, blege billeder der for en stund lånte form og legeme af den tynde luft. Så Svanhvide tog fejl hvis hun troede hun kunne tage pippet fra stålsatte kæmper på den kvindagtige måde og kyse stærke mænd der aldrig havde kendt til nederlag, som forskræmte kællinger.

2,7  Svanhvide var forundret over den unge mands beslutsomhed. Hun spredte nu tågerne og lod det klare lys bryde det mørke hendes ansigt var svøbt i, og mens hun lovede at forære ham et sværd der egnede sig til al slags kamp, åbenbarede hun sig med et som den underskønne pige hun var, i al sin legemlige pragt og glans. Sådan vakte hun hede følelser hos den unge mand, aftalte ægteskab med ham, rakte ham sværdet og sagde:

2,9  Efter mere af samme slags i lignende klangfulde vers sendte hun sine ledsagere væk og kæmpede hele natten lang mod horderne af hæslige uhyrer, og da det igen blev lyst, kunne hun se sære skabninger og genfærd af alle slags ligge spredt ud over jorden, og blandt dem så man én i skikkelse af Thorild selv, oversået med sår. Hun dyngede dem sammen i en bunke og brændte dem i et vældigt bål for at den kvalmende stank fra de hæslige kadavere ikke skulle sprede sig som giftige dunster og ramme folk der kom i nærheden, med sin ødelæggende smitte. Derpå gjorde hun Regner til konge i Sverige, og sig selv til Regners hustru. Og skønt han ikke selv fandt det passende at begynde sin oplæring med bryllup, huskede han på at hun havde frelst hans liv, og holdt hvad han havde lovet hende.

2,10  Mens alt det foregik, var der en mand ved navn Ubbe, som længe havde været gift med Frodes søster Ulvild og nu benyttede sig af sin hustrus høje byrd til at tage magten i Danmark, som han i forvejen regerede over på kongens vegne. Frode var derfor tvunget til at afbryde sit felttog i de østlige lande og udkæmpede nu et voldsomt slag mod sin søster Svanhvide i Sverige. Her fik han en hård medfart, så om natten gik han om bord på en lille båd og forsøgte ad mange omveje at liste sig ind på fjendens flåde og bore den i sænk. Men hans søster opdagede ham og spurgte hvorfor han lå og roede rundt på den fordækte måde – hvortil han svarede med at stille hende det samme spørgsmål. For Svanhvide var også roet ud på egen hånd den nat og lå og kredsede omkring i sin båd, bestandig ud og ind og frem og tilbage. Hun mindede ham så om at han selv for længe siden, lige før sin afrejse til Rusland, havde givet hende ret til at bestemme over sig selv og gifte sig med hvem hun ville, og bad ham nu om at lade hende benytte sig af den ret og beholde den mand hun havde valgt – og at affinde sig med kendsgerningerne nu, i betragtning af at han selv havde givet sin tilladelse på forhånd. Så rimelig en bøn måtte Frode bøje sig for, så han sluttede fred med Regner og tilgav søsteren den krænkelse hun kunne siges at have tilføjet ham med sin uregerlige opførsel. De gav ham også en flok krigere, svarende til dem han havde mistet i kampen mod dem, og han glædede sig over denne smukke gestus, der opvejede det beskæmmende tab.

2,11  Så snart han kom til Danmark, fik han Ubbe fanget og ført frem for sig, hvorpå han benådede ham. Han ville hellere tilgive ham end straffe ham for hans lumpne handling, for så vidt man forstod, var det snarere hans kones påvirkning end hans eget magtbegær der havde fået ham til at gribe magten, så han var ikke gerningsmand så meget som medløber. Ulvild tvang han til at forlade sin mand og gifte sig med Frodes ven Skotte, som har givet navn til skotterne. Og den udskiftning af ægtefæller mente han som en straf. Ved afrejsen fulgte han hende på vej med et kongeligt vogntog – og gengældte altså hendes fornærmelse med en gunstbevisning. Han så tydeligvis kun på søsterens slægt, ikke på hendes sind, og tog mere hensyn til sit eget omdømme end til hendes ondskab.

2,12  Men al den venlighed fra broderens side fik hende ikke til at slække det mindste på sit indgroede had, og nu plagede hun i tide og utide sin nye mand med forslag om at dræbe Frode og erobre Danmark. Det sjælen for alvor higer efter, opgiver den kun trevent, og en ondskab der i årenes løb har bidt sig fast, fordufter ikke med det samme. Den voksnes følelser afspejler barnets tanker, og de spor af synd som barndomstiden afsætter i karakteren, udviskes ikke uden videre. Men hun talte for døve ører, og derfor vendte hun sine mordplaner fra broderen til sin mand og hyrede nogle mænd til at skære halsen over på ham mens han sov. Men Skotte fik nys om det fra en tjenestepige, og den nat hvor han havde fået besked om at mordet skulle udføres, gik han i seng med brynjen på. Ulvild spurgte hvorfor han nu var klædt i jern i stedet for at sove fredeligt som han plejede, men han svarede kun at det havde han nu lyst til den aften. Så snart de troede han sov, og morderne brød ind i kammeret, sprang han ud af sengen og huggede dem ned. Derved lykkedes det ham på en gang at få Ulvild bort fra hendes mordplaner mod broderen og at give et advarende eksempel for andre om at tage sig i agt for troløse hustruer.

3,1  Mens alt dette foregik, fik Frode den ide at foretage et angreb på Frisland, for nu ville han lade Vesten opleve den glans og hæder han havde vundet ved sine sejre i Østen. Den første han stødte sammen med da han stod til søs, var en frisisk sørøver ved navn Vitthe, og i det slag gav han sine mænd ordre til i første omgang at holde skjoldene op foran sig og roligt og tålmodigt tage imod fjendens angreb uden at gøre brug af deres kasteskyts før de kunne se at spydregnen fra fjenderne var stilnet helt af. Og jo mere koldblodigt danskerne tog imod spydene, jo hidsigere slyngede friserne dem af sted, for Vitthe forestillede sig at Frodes passivitet skyldtes at han ikke var indstillet på at kæmpe. Så lød der et kraftigt hornsignal, og spydene fløj af sted med en højlydt hvislen. Og da de uforsigtige frisere intet skyts havde tilbage, var det ude med dem da danskernes spyd nu haglede ned over dem. De flygtede ind til kysten, hvor de blev hugget ned inde i de slyngede og bugtede kanaler. Herpå sejlede han op ad Rhinen og kastede sig over de fjerneste egne af Tyskland. Da han nåede ud på havet igen, overfaldt han en frisisk flåde der var gået på grund i Vadehavet, og føjede blodbad til skibbruddet.

3,2  Det var kolossale fjendtlige styrker han havde udslettet, men han havde stadig ikke fået nok og angreb nu Britannien. Og da han havde slået kongen dér, vendte han sig mod jarl Melbrikt af Skotland. Men netop som han skulle til at indlede krigshandlingerne, hørte han fra en spejder at briternes konge var lige i hælene på ham, og eftersom han ikke kunne dække ryggen og brystet på en gang, kaldte han sine krigere sammen til krigsråd og gav dem besked på at efterlade vognene, kaste deres udstyr fra sig og strø alt det guld de havde på sig, ud på jorden, for som han sagde: deres eneste redning lå nu i at kaste deres rigdomme i grams. Eftersom de var omringet, var der ingen anden udvej end at friste fjenden til at glemme krigen og give efter for grådigheden. I en desperat situation skulle de være glade for at ofre det bytte de havde taget hos fremmede folkeslag. I sidste ende ville fjenderne nemlig være lige så forhippede på at smide det fra sig de havde raget til sig, som på at samle det op de havde fundet, for til den tid ville det være mere til byrde end til nytte.

3,3  Da var det at en vis Thorkil stod frem. Han var nærigere end de andre og også mere veltalende end alle sine kammerater, og nu tog han hjelmen af hovedet, lænede sig til sit skjold og sagde: »Herre konge! Dine strenge ordrer er hård kost for de mange der værdsætter det de har tilkæmpet sig med deres blod. Man kaster jo nødig det fra sig som man ved med sig selv at man har sat sig i stor fare for at skaffe sig. Det man har betalt med livsfare, giver man ikke fra sig uden sværdslag. For det er da det rene vanvid at kassere som en kvinde hvad man har kæmpet som en mand for at sikre sig, og ligefrem forære fjenden rigdomme de aldrig havde håbet på. Kan man tænke sig noget mere sølle end at foregribe kampens udfald ved at kaste vrag på det bytte vi bærer med os, og give slip på et sikkert og håndgribeligt gode af frygt for et tvivlsomt onde? Foreløbig har vi ingen skotter set – og så skal vi strø vores guld ud på jorden? Hvad er det for krigere der bliver bløde i knæene, bare man nævner ordet krig? Det er måske meningen at vi der plejer at skræmme fjenderne fra vid og sans, nu skal være til grin og bytte hæder ud med hån? Briterne vil spørge sig selv hvordan de har ladet sig overmande af det folk de nu ser overmandet af frygt. Skal vi nu lade os skræmme af dem vi selv har skræmt fra vid og sans? Skal vi frygte folk på afstand som vi trak på skuldrene ad da vi stod ansigt til ansigt med dem? Hvornår skal vores gode egenskaber vinde os en formue når vi smider den fra os i fejhed? De penge vi har kæmpet for, skal vi vel ikke kaste i skidtet for at undgå kamp? De mennesker vi burde flå til skindet, skal vi vel ikke overdænge med rigdom? Vi har taget vores bytte i tapper kamp, skal vi nu kaste det fra os i fejhed? Kan vi foretage os noget mere foragteligt end at forære guld til dem der burde få vores stål at føle. Nej, frygt skal aldrig fjerne hvad tapperhed har skabt. Hvad vi har erhvervet i krig, kan vi kun give fra os i krig. Byttet må sælges lige så dyrt som det blev købt – prisen må afregnes i stål! Hellere dø en dø i skønhed end ydmyge sig af bar lyst til at leve. Dertil kommer at jo mere skrækslagne fjenden mener vi er, fordi vi kaster guld til dem, jo ivrigere vil de kaste sig over os. Og i øvrigt: hvad end udfaldet bliver, er der ingen grund til at forsmå guldet. Sejrer vi, kan vi glæde os over de rigdomme vi sidder inde med, bukker vi under, kan vi efterlade dem til dem der steder os til hvile!« Sådan talte den gamle.

3,4  Men krigerne lyttede mere til kongens råd end til deres kammerats og foretrak det første forslag for det andet, så de kappedes om hver især at få deres formuer frem fra kisterne. Også hestene der bar forskellig oppakning, befriede de for deres byrder, og da de således havde tømt deres punge, kunne de også lettere gribe til våben og gøre sig klar til kamp. De rykkede så fremad, og briterne, der var lige i hælene på dem, styrtede i alle retninger efter byttet som lå der og ventede på dem. Da deres konge så hvordan de kastede sig grådigt over pengene, advarede han dem om ikke at fylde hænderne med tunge rigdomme når de skulle bruge dem til at kæmpe, for de vidste jo at man skal gribe efter triumfer før man griber efter gods og guld. Derfor måtte de lade guldet ligge og forfølge dets ejere, ikke lade sig dupere af pengenes glans, men af sejrens, og huske på at det var klogere at stræbe efter sejrens palmer end store penge. Tapperhed var bedre end ædelt metal hvis man målte deres kvaliteter rigtigt. For metallerne kunne skabe ydre pynt, men tapperheden gav såvel den indre som den ydre pragt. Derfor skulle de ikke stirre sådan på pengene, men rette blikket mod helt andre ting, slå grådigheden ud af hovedet og vende al opmærksomhed mod krigen. I øvrigt kunne han fortælle dem at fjenderne havde smidt deres bytte fra sig med vilje. Guldet var ikke strøet sådan for at glæde dem, men for at lokke dem i en fælde. Under det uskyldige, blanke sølv gemte der sig en bedragerisk fangstkrog. For det var ikke sådan til at tro at de der før havde slået de tapre briter på flugt, nu selv var flygtet. Og i øvrigt: kunne man tænke sig noget mere foragteligt end rigdomme der slog kloen i den der greb efter dem, netop som han troede de havde gjort ham rig? Og det var hvad danskerne havde i sinde: at slå ned med vold og drab på dem de tilsyneladende havde foræret deres rigdomme. Så alt hvad de tog på jorden, blev et våben i hånden på fjenden. For hvis de lod sig friste ved synet af pengene som de lå der frit fremme, ville de ikke alene iste dem igen, men også alt hvad de selv måtte have tilbage. Og hvad skulle det nytte at samle op hvad de straks ville være tvunget til at give fra sig igen? Men hvis de nægtede at bøje sig for pengenes magt, så måtte fjenden uden tvivl bøje sig for dem i stedet. Derfor skulle de tappert rette ryggen, ikke grådigt bukke den, og ikke lade sindet synke dybt i grådighed, men stræbe højt mod hæder. Det var med våben de skulle kæmpe, ikke guld.

3,5  Da kongen havde talt færdig, stod en britisk ridder frem med favnen fuld af guld, som han viste frem for dem alle mens han sagde: »I din tale, konge, sporer jeg på samme tid to følelser, en der vidner om frygt og en der vidner om ondskab: du forbyder os at tage for os af disse rigdomme og mener det er bedre at vi tjener dig i fattigdom end rigdom. Kan man tænke sig noget mere foragteligt end det ønske? Noget mere tåbeligt end den opfordring? Her genkender vi vores egne kostbarheder hjemmefra – skal vi så undlade at samle dem op når vi ser dem? Alt det vi er draget ud for at tage tilbage med våbenmagt, det vi har sat os for at generobre med vores eget blod – skal vi lade det ligge når vi har fundet det? Skal vi betænke os på at tage vores egne ejendele tilbage? Hvem er den største kujon, den der kaster det fra sig han har taget, eller den der ikke tør samle det op hvor det er faldet? Se nu her: tilfældet har givet os det tilbage som nød og tvang har taget fra os! Dette er ikke fjendens bytte, det er vores. Dette guld har danskerne ikke bragt til Britannien, men stjålet fra Britannien. Modstræbende og under tvang har vi ladet det gå fra os – skulle vi så vende det ryggen når det vender tilbage af sig selv? Det er en synd at rynke på næsen ad så storslået en gave fra skæbnen. Kan man tænke sig noget mere vanvittigt end at afvise rigdomme der ligger frit fremme, men længes efter dem der ligger utilgængeligt bag lås og slå? Skal vi vrage det der ligger for hånden, men gribe efter det der glider fra os? Skal vi holde os fra det der ligger lige for næsen af os, men halse efter det fjerne og afsides? Hvornår skal vi røve fra andre hvis vi nægter at kendes ved vores eget? Jeg håber aldrig jeg får guderne i den grad imod mig at jeg er tvunget til at opgive min retmæssige ejendom og befri mig for den byrde af min fars og farfars formue der nu fylder min favn! Jeg kender danskerne og deres frådseri, de ville aldrig have efterladt fade fulde af drikkevarer hvis ikke det var skræk der havde tvunget dem på flugt. De ville helere give slip på livet end på deres drikkevarer! Det er en trang vi har til fælles, på det punkt ligner vi dem. Men lad os bare sige at det er en skinmanøvre, så vil de jo alligevel støde ind i skotterne inden de kan nå at vende om. Dette guld skal aldrig blive trampet ned i sølet af svin og vilde dyr, nej, det skal komme mennesker til nytte. Og i øvrigt: hvis vi røver byttet fra den hær der har besejret os, så overtager vi sejrherrens medgang. For kan man tænke sig noget sikrere varsel om sejr end at tage bytte inden kampen og indtage fjendens forladte lejr endnu inden slaget har stået? Det er bedre at sejre med skræk end med stål.«

3,6  Ridderen nåede dårligt nok at tale ud før man så dem alle kaste sig over byttet og rage det skinnende metal til sig. Her måtte man virkelig undre sig over den afskyelige grådighed, her kunne man få en opvisning i umådeholden rovgriskhed. Nu så man dem flænse græsset op sammen med guldet, man så dem komme op at skændes indbyrdes og uden at skænke fjenden en tanke hugge deres egne landsmænd ned, nu så man hvordan de glemte alt om hvad man skylder sin slægt og sine kammerater, mens alle tænkte på vinding og ingen på venskab.

3,7  I mellemtiden var Frode nået langt væk, tværs gennem den skov der danner grænse mellem Britannien og Skotland, og her beordrede han sine mænd til at gribe til våben. Skotterne holdt øje med hans hær, og da det gik op for dem at danskerne var langt bedre bevæbnet end dem selv, der kun havde lette kastespyd, flygtede de inden de risikerede at komme i kamp. Frode forfulgte dem kun et kort stykke af frygt for at blive overfaldet af briterne, men her mødte han Skotte, Ulvilds mand, med en vældig hær: han var så opsat på at hjælpe danskerne at han var kommet ned helt oppe fra de fjerneste egne af Skotland. På hans opfordring opgav Frode at forfølge skotterne videre for i stedet at sætte kursen tilbage til Britannien, hvor han med fynd og klem generobrede det han med list havde kastet fra sig. Netop fordi han så koldblodigt havde givet slip på det, kunne han uden besvær tage det tilbage. Og nu fortrød briterne det læs de slæbte på, for nu betalte de med deres blod for deres griskhed. Nu ærgrede de sig over at have givet efter for en grådighed der aldrig skulle blive mættet. Nu skammede de sig over at de havde fulgt deres egne lyster og ikke deres konges formaninger.

3,8  Herefter begav han sig til øens hovedstad, London. Byens mure var for stærke til at han havde nogen mulighed for at storme den, men han fandt hjælp i en list og lod som om han var død. Da Londons kommandant, Daleman, hørte det falske rygte om hans bortgang, tog han imod danskernes overgivelse og tilbød dem en lokal mand som ny leder. Og for at de skulle have et stort antal at vælge imellem, lod han dem komme ind i byen. Her lod de som om de omhyggeligt gennemførte valget, men om natten lå de på lur efter Daleman og slog ham ihjel.

4,1 Efter alt dette vendte kongen tilbage til sit land, og her blev han budt til gilde hos en mand ved navn Skate, der ville sørge for lidt morskab og fornøjelse til afveksling for krigens strabadser. Hos ham sad Frode nu bænket i kongelig stil på gyldne hynder da han blev udfordret til tvekamp af en vis Hunding, og selv om han helt havde givet sig hen i det festlige lag, blev han alligevel mere begejstret for udsigten til et slagsmål end for det gilde han sad midt i, så han sluttede måltidet med en tvekamp – og tvekampen med en sejr. I kampens løb fik han et livsfarligt sår, men da han atter blev udfordret, denne gang af en kæmpe ved navn Håkon, straffede han alligevel fredsforstyrreren ved at dræbe ham. To af hans kammersvende blev fundet skyldige i åbenlyst mordforsøg, og dem fik han druknet i havet med kæmpestore sten bundet om sig – for at straffe sjælens tyngende skyld med en tyngende byrde på kroppen.

4,2  Der er dem der siger at Ulvild på dette tidspunkt forærede ham en dragt der kunne modstå stål så intet våben kunne såre ham når han havde den på. Og det skal også nævnes at Frode havde det med at strø findelt, formalet guld over sin mad for at sikre sig mod giftmordere i sin egen husstand.

4,3  På et tidspunkt drog han i krig mod den svenske konge Regner, som med urette var blevet beskyldt for forræderi, og her mistede han livet, ikke for noget våben, men kvalt af sin egen krops glødende hede og sin tunge rustning. Han efterlod sig sønnerne Halfdan, Roe og Skate.

5,1  De tre var lige tapre og lige sultne efter kongemagten. De tænkte hver især kun på deres egen magt, og ingen af dem følte sig bundet af hensynet til de andre brødre. For den der holder for meget af sig selv, lader andre i stikken, og ingen kan på en gang være ambitiøs på egne vegne og venlig mod andre. Så den ældste af dem, Halfdan, dræbte sine brødre Roe og Skate: han besudlede sin fornemme fødsel med en forbrydelse, bemægtigede sig tronen ved mord, og for at fuldende denne opvisning af grusomhed lod han deres tilhængere pågribe og straffe, først med lænker, snart efter med galgen. Det mest forbløffende ved hans skæbne var at til trods for at han anvendte hvert øjeblik af sit liv på bestialske aktiviteter, døde han af alderdom og ikke for sværdet.

5,2  Hans sønner var Roe og Helge. Roe huskes som grundlæggeren af Roskilde, der senere blev udvidet og fik flere indbyggere under Sven, ham der kendes under tilnavnet Tveskæg. Han var en lille spinkel mand, Helge var højere. Da brødrene delte riget, gik havet til Helge, og han angreb vendernes konge Skalk med sine flådestyrker og besejrede ham. Og efter at have underlagt sig vendernes land som en provins, strejfede han om på havet og finkæmmede bugter og vige. Selv om han var en temmelig rå type, var han lige så meget horebuk som han var hensynsløs. Faktisk var han så besat af kvinder at det ikke var til at sige om herskesygen eller liderligheden brændte stærkest hos ham. På øen Thurø voldtog han en pige ved navn Thora, og med hende fik han en datter, som hun senere gav navnet Yrsa.

5,3  Den sachsiske kong Siriks søn Hunding besejrede han i et slag ved byen Stade, og senere udfordrede han ham til tvekamp og nedlagde ham. Denne ærefulde sejr udmøntede han i et tilnavn og kaldte sig Hundingsbane. Herved havde han revet Jylland ud af sachsernes klør, og her indsatte han jarlerne Eske, Eir og Ler som statholdere. I Sachsen bestemte han at et drab på en fribåren og en frigiven skulle erstattes med samme beløb, som om han ville gøre det klart for enhver at alle tyske slægter var underlagt den samme trældom: alle havde mistet deres frihed og befandt sig i samme ydmygende situation.

5,4  På et af sine røvertogter kom han tilbage til Thurø, og Thora, der endnu ikke var kommet over sorgen over sin tabte jomfrudom, udtænkte nu en nederdrægtig plan der skulle tage en grufuld hævn for voldtægten. Hun sendte med fuldt forsæt sin datter, som på det tidspunkt havde nået en giftefærdig alder, ned til stranden med besked om at gå i seng med sin far for at trække ham ned i sølet. Selv om Helge havde ladet sin krop synke hen i kødets farefulde fristelser, skal man ikke tro at hans sjæl var fuldkommen blottet for anstændighed, for i uvidenheden havde han undskyldningen for sin synd på rede hånd. Hvilken tåbelig mor! En mor der er villig til at ofre sin datters dyd for at hævne tabet af sin egen og ikke bekymrer sig om sit eget barns uskyld hvis bare hun kan gøre den mand der engang har røvet hendes egen jomfrudom, skyldig i blodskam! Hvilken rå og hensynsløs kvinde! En kvinde der på det nærmeste fornedrer sig selv endnu en gang som straf til den der har fornedret hende – til trods for at det snarere må siges at forværre overgrebet end formindske det! Hun troede hun kunne skaffe sig hævn, men pådrog sig derved netop skyld, for i sit forsøg på at viske uretten bort føjede hun kun en ny forbrydelse til ved at optræde som en stedmor over for sit eget barn og ikke skåne hende for denne skændsel – netop for selv at rense sig for skam. Der er ingen tvivl om at hun må have været et dybt skamløst menneske når hun havde så lidt anstændighed i livet at hun uden at rødme søgte oprejsning for en krænkelse i sin datters fornedrelse.

Det var en stor synd, men der var ét forsonende element: nok var forbindelsen syndig, men et lykkeligt afkom vaskede pletten bort – frugten blev lige så glædelig som sagen blev sørgeligt berygtet. For Yrsa fødte sønnen Rolf, som rådede bod på sin skandaløse oprindelse med store og gode gerninger hvis glans stråler i erindringen, og som til enhver tid har været berømmet i høje vendinger. Det hænder jo at sorg munder ud i glæde, og at det der er udsprunget af uanstændighed, ender i ære og berømmelse. Faderens fejltrin var altså ikke alene forsmædeligt, men også lykkeligt, eftersom det senere blev afbødet af sønnens forunderligt lysende berømmelse.

5,5  I mellemtiden var kong Regner af Sverige død, og ikke længe efter døde hans hustru Svanhvide af sorg så hun fulgte den mand i døden som hun aldrig havde kunnet skilles fra i livet. Det sker nemlig ofte at mennesker omfatter hinanden med så stor kærlighed mens de lever, at de ønsker at følges også når de forlader livet. De blev efterfulgt af deres søn Hodbrod, der førte krig i de østlige lande for at udvide sit rige. Han forrettede et umådeligt blodbad på folkene derovre og fik senere sønnerne Adils og Høder. Som opdrager for de to antog han en mand ved navn Gevar, som han havde ydet stor hjælp og støtte og knyttet tæt til sig. Men det var ikke nok for ham at han havde sejret ovre mod øst, så han gik mod Danmark, udfordrede hele tre gange kongen dér i landet, kong Roe, til slag, og dræbte ham.

5,6  Da den nyhed nåede Helge, spærrede han sin søn Rolf inde i borgen Lejre for i det mindste at beskytte sin arvings liv, uanset hvad skæbnen så gjorde ved hans eget. Derefter ville han befri sit rige for fremmed herredømme, så han sendte sine hirdmænd rundt fra by til by og dræbte alle de statholdere Hodbrod havde indsat. Også Hodbrod selv knuste han i et søslag med hele sin samlede flådestyrke, og sådan tog han med våbenmagt fuldkommen hævn ikke alene for sin bror, men også for overgrebet mod fædrelandet. Sådan gik det til at han der for nylig havde fået sit tilnavn for at have nedlagt Hunding, nu også fik navn efter drabet på Hodbrod.

5,7  Og som om den medfart svenskerne havde fået i slagene, ikke var nok, straffede han dem også med en ydmygende bestemmelse, som han fastsatte ved lov, nemlig at ingen svensker kunne få erstatning for en krænkelse efter reglerne om retslig bod. Efter alt det kunne han i sin skam over den frygtelige ting han tidligere havde gjort, ikke bære at opholde sig i sit hjem og i sit fædreland, og han vendte tilbage til landene mod øst, hvor han døde. Nogle mener at han blev så rædselsslagen over den ugerning han blev beskyldt for, at han kastede sig på sit dragne sværd og selv tog sit liv.

6,1  Hans efterfølger blev sønnen Rolf, en mand der var prægtigt udstyret såvel legemligt som åndeligt, lige så dygtig og tapper som han var stor og kraftig. På hans tid var Sverige underlagt danskernes herredømme, men Adils, Hodbrods søn, udtænkte en snedig plan for at befri sit land: han giftede sig med Rolfs mor Yrsa, for når familieforbindelsen stod imellem dem, og det var sin stedsøn han talte til, ville han med større vægt kunne anbefale ham at lempe på skatterne. Og det gik da også som han havde håbet. Adils var fra barnsben opdraget til at afsky gavmildhed og var så nærig at han opfattede det som et skældsord at blive kaldt rundhåndet. Da Yrsa indså hvor dybt han var sunket i havesygens søle, og derfor gerne ville slippe af med ham, bestemte hun sig for at sætte en fælde op for ham. Men de lumske planer hun lagde, skjulte hun under en umådeligt udspekuleret sløring: Hun lod som om hun var illoyal mod sin søn, rådede sin mand til at satse på friheden, plagede ham om at gøre oprør og fik samtidig sin søn lokket til Sverige med løfter om store gaver. Hun mente nemlig at hun bedst kunne nå sit mål hvis hendes søn beslaglagde sin svigerfars guld så hun kunne stikke af med kongens skatte og derved snyde sin mand ikke alene for hans sengekammerat, men også for hans penge. For i hendes øjne var der ingen bedre straf til en nærig mand end at lette ham for hans formue.

6,2  Denne sindrige plan var udtænkt med dreven spidsfindighed og slet ikke så nem at komme til bunds i eftersom hun brugte længslen efter frihed som skalkeskjul for sin egen trang til at komme af med sin mand. Hvor må den mand have været blind når han kunne tro på at moderen havde hidset sig op til at gøre det af med sin søn, og ikke gennemskuede at det i virkeligheden var ham selv hun pønsede på at komme til livs! Hvor må den ægtemand have været tåbelig når han ikke bemærkede de utrættelige anstrengelser hans kone gjorde sig for at skaffe sig en chance for at komme ud af ægteskabet – under dække af at hun hadede sin søn. Kvinder skal man aldrig stole på, men hans tiltro til denne kvinde var nu særlig tåbelig når han uden videre kunne tro at hun var trofast mod ham, men lagde fælder for sin søn.

6,3  De flotte løfter lokkede Rolf, men da han trådte ind i Adils' gård, kunne hans mor ikke kende ham fordi de havde været adskilt så længe og aldrig så hinanden mere, så han bad hende for spøg om noget til at stille sulten. Hun bad ham gå til kongen hvis han ville have mad. I stedet viste han hende så at han havde fået en flænge i sin dragt, og spurgte om hun kunne sy den for ham. Da hans mor stadig ikke ville høre på ham, udbrød han: »Det bliver vist vanskeligt at finde et ægte og ubrydeligt venskab når en mor kan nægte sin søn et måltid mad, og en søster kan nægte at sy for sin bror.« Sådan irettesatte han sin mor for hendes fejltagelse så hun skammede sig dybt over at have nægtet at gøre ham en tjeneste.

6,4  Da Adils under måltidet så ham sidde ved siden af sin mor, skældte han dem begge to ud for deres kåde opførsel og kaldte det uanstændigt at en bror og en søster sad sammen. Rolf svarede at det var en ærlig sag for en søn at blive omfavnet af sin kærlige mor, og forsvarede sin uskyld med en henvisning til blodets stærke bånd. Senere spurgte gæsterne ham hvilken form for tapperhed han satte højest, og han svarede udholdenhed. Og da de samme folk spurgte Adils hvilken egenskab han ville stemme på som den bedste, valgte han gavmildhed. Nu forlangte folk så at de skulle give prøver på henholdsvis deres sjælsstyrke og deres rundhåndethed, og først fik Rolf besked på at bevise sin tapperhed.

6,5  Han blev så anbragt lige op ad ilden, hvor han greb et lille skjold og holdt det op for det sted hvor den sved stærkest, men mens den ene side var skærmet, var den anden side ubeskyttet, så her var han henvist til at væbne sig med sin udholdenhed. Det var yderst opfindsomt af ham at lade sit skjold tage af for heden, og skærme sin krop mod flammerne med samme middel som han ville have brugt mod de hvislende spyd. Men varmen ramte hårdere end spyd og pile, og selv om den ikke kunne trænge ind til den side der var skærmet af skjoldet, løb den storm mod den side der ingen beskyttelse havde. Men da en pige der stod der ved ildstedet, bemærkede at han var ved at blive branket i siden af den uudholdelige hede, trak hun tappen ud af en tønde og lod væsken strømme ud og dæmpe flammerne. Netop som bålet plagede ham allermest, fik hun i tide tæmmet det med væde. Alle roste Rolf til skyerne for virkelig at have vist udholdenhed. Derpå råbte de på Adils' gaver, og efter hvad der siges, overøste han nu sin svigersøn med kostbarheder for til sidst at sætte trumf på ved at forære ham en umådelig tung halsring.

6,6  På gildets tredje dag så Yrsa sit snit til at gøre alvor af forræderiet: uden at hendes mand havde nogen anelse om det, læssede hun alle de kongelige skatte på vogne, listede sig ud af sit eget hus og begav sig på flugt i den lyse nat sammen med sin søn. I sin skræk for at hendes mand skulle komme efter dem, blev hun så nervøs for at det ikke skulle lykkes dem at slippe væk, at hun tryglede sine ledsagere om at kaste skattene fra sig, for som hun sagde: nu gjaldt det pengene eller livet. Deres eneste chance for at komme fra det med livet var at sige farvel til rigdommene, de kunne kun redde sig væk ved at afskrive pengene. Nu måtte de altså ty til samme udvej som Frode ifølge sagnet havde brugt over for briterne. Hun tilføjede at det ikke var noget stort offer hvis det var svenskernes egne ting de lod ligge til dem, når bare det samme middel både kunne fremme deres flugt og bremse de andres forfølgelse – det måtte vel også snarere kaldes at levere andres ejendom tilbage end at opgive deres egen.

6,7  Som sagt så gjort. For at komme hurtigere væk gjorde de straks som dronningen befalede: hentede guldet frem fra sækkene og lod alle kostbarhederne ligge så fjenden kunne rage dem til sig. Der er dog nogle der påstår at Yrsa beholdt pengene selv, og at det kun var forgyldte kobberstykker hun strøede efter sig under flugten. Og man tror såmænd gerne om en kvinde der har sat så meget igennem, at hun også havde overtrukket det metal hun havde bestemt til at blive kastet væk, med en forloren glans og udgav det for ægte kostbarheder med et kunstigt skær af guld. Da Adils så den ring han havde foræret Rolf, ligge der mellem de andre guldsmykker, kunne han ikke få øjnene fra den. Den var selve symbolet på hans egen nærighed, så han knælede ned på jorden for at gramse den til sig – og lod sin værdighed som konge gøre knæfald for sin griskhed. Men da Rolf så ham ligge dernede med ansigtet mod jorden for at samle sine penge op – bøjet i støvet for sine egne gaver – lo han ad dette menneske der grådigt tog tilbage hvad han listigt havde givet fra sig. Mens svenskerne lod sig nøje med byttet, skyndte Rolf sig ned til skibene og flygtede med kraftige åretag.

6,8  Det siges at Rolf var så gavmild at han som regel villigt gav folk hvad de bad om, første gang han blev spurgt, og aldrig udsatte det til anden gang ansøgeren henvendte sig. Hellere forhindre en gentagen ansøgning med hurtig gavmildhed end skæmme en venlig gestus med langsommelighed. Derfor flokkedes krigerne om ham i stort antal. For sådan er det med tapperheden: den næres af belønninger eller anspores af ros.

6,9  På samme tid skulle en mand ved navn Agner Ingjaldsøn giftes med Rolfs søster Rut, og han holdt et stort bryllupsgilde. Under den fest opførte kæmperne sig aldeles vildt og uregerligt: fra alle sider kastede de knudrede knogler efter en mand ved navn Hjalte, og midt i det hele skete der det at en af dem kastede galt og ramte hans sidemand Bjarke hårdt i hovedet. Både smerten og skammen tirrede ham så meget at han kylede knoglen tilbage mod den der havde kastet den, og slog panden om i nakken på ham, og nakken frem hvor panden havde siddet – og derved straffede hans forrykte sind ved at forrykke hans hoved. Det lagde en dæmper på de flabede morsomheder og tvang kæmperne til at forlade kongsgården.

6,10  Brudgommen var vred over at have fået sit gilde krænket og besluttede sig for at kæmpe med Bjarke og hævne dette brud på lystigheden med en tvekamp. Men da den skulle begynde, var de længe uenige om hvem der skulle have retten til det første hug. I gamle dage foregik tvekampe ikke som hurtige slagudvekslinger: huggene fulgte hinanden et for et med faste mellemrum, og kampene udkæmpedes med få, men vældige slag sådan at det snarere var huggenes kraft end deres antal man så på. Valget faldt på Agner på grund af hans høje byrd, og det hug han leverede, var efter sigende så voldsomt at han kløvede forsiden af Bjarkes hjelm og sårede ham i hovedbunden – og han måtte slippe sværdet, som havde kilet sig fast midt i hjelmen. Så var det Bjarkes tur til at slå, og for at kunne lægge større kraft i slaget støttede han foden på en træstub, hvorefter han huggede sit skarpe sværd tværs gennem Agners krop. Der er dem der siger at Agner lyste op i et smil idet han døde, og opgav ånden uden på nogen måde at røbe sin smerte.

6,11  De kæmper der styrtede til for at hævne ham, fik et lignende endeligt til svar fra Bjarkes hånd. Sværdet han brugte, var meget skarpt og usædvanlig langt, og han kaldte det Løv. Hans jubel over de bedrifter nåede ikke at dø bort før et af skovens vilde dyr gav ham anledning til endnu en triumf. I et krat mødte han nemlig en kæmpemæssig bjørn som han nedlagde med sit spyd, hvorefter han bad sin følgesvend Hjalte lægge munden til og drikke af blodet der strømmede fra dyret, for at få flere kræfter. Man mente nemlig at den drik gav kroppen styrke. Med disse tapre bedrifter skaffede han sig fornemme venskaber blandt stormændene, og også kongen blev særdeles glad for ham og gav ham sin søster Rut til hustru – så han fik sin overvundne modstanders brud i belønning for sejren. Han foretog også et straffetogt mod Adils, der stadig provokerede Rolf, besejrede ham i felten og dræbte ham. Rolf fik så en højt begavet ung mand ved navn Hjartvar gift med sin søster Skuld, og ham indsatte han som statholder i Sverige mod en årlig afgift, for på den måde kunne familieskabet tage brodden af frihedstabet.

6,12  På dette sted i værket kan der blive plads til en fornøjelig historie: En ung mand ved navn Vigge stod en dag og stirrede på Rolfs mægtige skikkelse, og fuld af forbløffelse spurgte han for spøg hvad det var for en krake som naturen i sin gavmildhed havde udstyret med så svimlende en vækst – hvilket var en spøgefuld hentydning til kongens usædvanlige højde. »Krake« er nemlig det danske ord for en træstamme med halvt afskårne grene der bruges til at kravle op ad: man sætter fødderne på grenstumperne ligesom på trin og stiger gradvis op indtil man når op i den højde man har tænkt sig. Den henkastede bemærkning tog Rolf til sig som et hædersnavn, og som tak for de vittige ord forærede han ham en vældig armring. Vigge hævede så sin højre arm med ringen højt i vejret, men gemte den venstre bag ryggen som om han skammede sig over den, og på dén grinagtige måde spankulerede han omkring og sagde at den der længe har været fattig, bliver glad for selv en lille bitte gave. Og da de spurgte hvad det skulle til for, svarede han at den hånd der ikke havde noget smykke og ikke havde nogen pynt at prale af, måtte rødme af skam over sin fattigdom når den fik øje på den anden. Den fiffige bemærkning indbragte ham endnu en gave magen til den første. For Rolf sørgede for at kalde den hånd han holdt skjult, frem i lyset på samme måde som den anden. Og Vigge glemte heller ikke at gengælde den gestus: Han lovede højt og helligt at hvis Rolf skulle falde for sværdet, ville han tage hævn over hans mordere. Og her bør det nok nævnes at stormænd der skulle træde i kongens tjeneste, dengang plejede at indlede deres tjenestetid med at love deres herre en eller anden stor bedrift, og altså indviede læretiden med en heltegerning.

7,1  Imidlertid var Skuld nu så pinligt berørt over at skulle betale skat at hun aldrig havde andet i hovedet end svig og bedrag. Hun foreholdt sin mand hvor nedværdigende hans stilling var, opmuntrede ham til at bryde ud af slaveriet, plagede ham om at lægge en fælde for Rolf og fyldte ham med uhyggelige, oprørske tanker, for som hun sagde: ethvert menneske skylder sin frihed mere end sin familie. Derfor fik hun nu store mængder af våben pakket ned under forskellige former for overdækning og gav Hjartvar ordre om at lade som om det var skatten, og bringe dem til Danmark, hvor de ville gøre det muligt at myrde kongen om natten. Som sagt så gjort: han lastede sine skibe med de falske skatter og satte kursen mod Lejre, en by som Rolf havde anlagt og smykket med rigets fornemste skatte, og som overstrålede alle nabolandenes byer med den respekt der stod om den som kongeligt anlæg og residens.

7,2  Kongen modtog Hjartvar med et overdådigt gilde og tog selv kraftigt for sig af de våde varer, mens gæsterne mod sædvane var bange for at blive for berusede. Så da alle andre var faldet i dyb søvn, havde svenskerne holdt sig vågne for at gennemføre deres forbryderiske plan, og nu begyndte de at liste sig ud af deres kamre. I en fart fik de lukket op for deres våbenforråd, og hver enkelt greb uden en lyd sine egne våben. Derpå styrede de mod kongens hal, brød ind i bygningen og trak blank mod de sovende. Og selv om de var bedøvede af søvn, blev mange alligevel så rædselsslagne over det pludselige blodbad at de vågnede med et sæt og famlende satte sig til modværge, for i mørket og forvirringen var det svært at sige om det var venner eller fjender de stod over for.

7,3  I den samme stille nat var Hjalte, den bedste og mest pålidelige af alle kongens stormænd, gået ud på landet for at hygge sig i en piges arme. Men da han til sin forbløffelse i det fjerne hørte den tiltagende larm fra kampen, satte han tapperhed over nydelse og foretrak at opsøge krigens sorg og fare frem for at give sig hen til kærlighedens søde fristelser. Hvor må denne kriger have været sin konge dybt hengiven! Han kunne have holdt sig væk og undskyldt sig med at han ikke vidste hvad der foregik, men fandt det rigtigere at udsætte sig for åbenlys livsfare end at redde livet for at følge sine lyster. Ved afskeden spurgte hans elskerinde hvor gammel en mand hun skulle gifte sig med hvis hun nu mistede ham. Hjalte bad hende komme nærmere som om han ville hviske noget til hende, og i sin forargelse over at hun sådan ledte efter en ny elsker til at afløse ham, skar han næsen af hende og skæmmede hende med et vanærende sår til straf for hendes liderlige spørgsmål. Et ødelagt udseende skulle nok lægge en dæmper på hendes beskidte lyster. Derpå svarede han at det overlod han helt til hende selv at afgøre! Så skyndte han sig tilbage til byen, kastede sig ind i de tætteste klynger og gav sig til at hugge modstanderne ned for fode mens blodet flød fra ham såvel som dem. Og da han kom forbi det kammer hvor Bjarke stadig lå og sov, befalede han ham at vågne med disse ord:

7,5  Ved de ord vågnede Bjarke. Han vækkede straks sin tjener Skalk og talte til ham sådan:

7,6  Så talte Hjalte atter:

7,11 Da Hjalte havde hugget mange ned og udgydt strømme af blod, kom han for tredje gang til Bjarkes bygning, og da han troede han forholdt sig i ro fordi han var bange, ville han sætte ham på prøve, så nu skældte han ham ud for hans fejhed med disse ord:

7,17  Bjarke svarede:

7,23 Hjalte svarede:

7,24 Men Bjarke svarede:

7,26 Rut svarede:

7,27 Da sagde Bjarke:

8,1  Denne række af opildnende taler har jeg udsat på vers af den grund at det samme indhold findes sammenfattet i et kortere dansk digt som mange der ved besked om gamle dage, kan fremsige efter hukommelsen.

8,2  Enden blev at svenskerne gik af med sejren mens hele Rolfs hær faldt, og ikke en eneste af hele hans unge mandskab overlevede, på nær Vigge. For i dette slag viste krigerne så stor respekt over for kongens fremragende bedrifter at alle ved hans død blev opfyldt af en voldsom trang til selv at søge døden, og så det som en større lykke at forenes med ham i døden end at forblive i live.

8,3  Glad gav Hjartvar ordre om at der skulle dækkes op til spisning så de kunne holde gilde efter kampen og fejre sejren med et festmåltid. Og da han havde taget godt for sig, udtrykte han sin forundring over at ikke en mand i hele Rolfs hird havde sørget for at redde livet ved at flygte eller lade sig fange. Det viste tydeligt hvor trofaste og hengivne de havde været mod deres konge, når de ikke kunne få det over deres hjerte at overleve ham. Samtidig beklagede han sig over at havde været så uheldig at der ikke var en eneste tilbage der kunne sværge ham troskab, for som han sagde: mænd af den støbning ville han frygtelig gerne have i sin tjeneste.

8,4  Så da Vigge nu blev ført frem, gottede Hjartvar sig som om han havde fået en gave, og spurgte ham om han kunne tænke sig at træde i hans tjeneste. Vigge sagde ja, og Hjartvar rakte ham sit dragne sværd. Men Vigge ville ikke tage imod klingen og bad i stedet om fæstet, for sådan havde Rolf altid gjort når han rakte sine krigere sværdet, sagde han. I gamle dage var det nemlig skik og brug at de der skulle indtræde i kongens hird, svor ham troskab med en hånd på fæstet af hans sværd. Sådan greb nu også Vigge sværdfæstet – og stødte klingen tværs gennem Hjartvar! Og dermed fik han den hævn han havde lovet Rolf. Fuld af jubel over sin bedrift, frembød han gladelig sin krop for Hjartvars krigere, der kastede sig over ham, mens han råbte at han følte større glæde ved tyrannens død end sorg ved sin egen. Sådan forvandledes gildet til gravøl, og glæden ved sejren afløstes af gråden ved begravelsen. Se, det er en mand som aldrig vil blive glemt, en mand der mandigt holdt sit ord og frivilligt gik i døden for at farve gildebordet med tyrannens blod. Så ukuelig en sjælsstyrke besad han at han ikke et øjeblik frygtede de dræbende hug når blot han vidste at han selv forinden havde vædet dette sted, hvor Rolf havde haft sin gang, med hans morders blod.

8,5  Den dag blev på en gang den første og den sidste i Hjartvars regeringstid. For hvad der opnås ved svig, går tabt på samme måde som det vindes, og ingen frugt er varig hvis den indhøstes ved svindel og bedrag. Sådan gik det til at svenskerne, der kort forinden havde taget magten over Danmark, nu end ikke havde magt over deres egen sikkerhed. For snart efter blev de udslettet af sjællænderne, og derved betalte de deres fortjente bod til den døde Rolf for deres overgreb imod ham. Og sådan går det ofte: en grusom skæbne straffer hvad falskhed og forræderi forøver.