© 2024 Det Danske Sprog- og Litteraturselskab. Copyright
Dansk Litteratur drives af Hugo v0.119.0
Hosting: Det Danske Sprog- og Litteraturselskab
1,1 Høder, den bror til Adils og plejesøn af kong Gevar som jeg har omtalt tidligere, overtog efter Hjartvar herredømmet i begge riger. Hans levnedsløb kan jeg bedst skildre hvis jeg begynder helt fra begyndelsen. For gennemgangen af hans sidste leveår bliver både smukkere og mere udtømmende hvis man ikke forbigår de første i tavshed.
2,1 Efter at hans far Hodbrod var blevet dræbt af Helge, tilbragte Høder barneårene hos sin plejefar, kong Gevar. Som halvvoksen overgik han langt sine plejebrødre og andre jævnaldrende i fysisk styrke. Og derudover havde en lang række idrætter ydet deres til hans store anlæg. Han havde fine evner for svømning, bueskydning, nævekamp og i det hele taget alt hvad man overhovedet kan magte i den alder, for han var ikke bare stor og stærk, men også veltrænet. Også med sine rige åndelige gaver var han langt forud for sin endnu umodne alder. Ingen var dygtigere end ham med en lut eller med en harpe. Og også på en lire og en fedel og i det hele taget alle strengeinstrumenter var han en mester. Med de forskellige rytmer kunne han bevæge mennesker til hvilken som helst følelse han ville: såvel glæde som sorg, medynk eller had kunne han kalde frem hos dem. På den måde kunne han gennem øret svøbe sindet i fryd eller rædsel.
2,2 Gevars datter Nanna blev meget indtaget i den unge mand med de mange talenter og forsøgte at komme i seng med ham. Piger har det med at falde for de tapre unge mænd og tage dem for bedrifternes skyld selv om de ikke synes om deres udseende. Kærligheden har jo mangfoldige indgange: hos nogle er det en flot skikkelse, hos andre et tappert hjerte, hos atter andre er det kunstneriske evner der lukker op for lidenskaben. For mange er det høviskhed der baner vej til kærligheden, hos andre er det et blændende ry der bedårer kvinderne, og de stærke kan som regel såre pigehjerter lige så grundigt som de kønne.
2,3 Nu skete der det at Odins søn Balder så Nanna mens hun var i bad, og blev grebet af en umådelig kærlighed ved synet. Hendes blændende smukke krop tændte en brand i ham, og hendes slående skønhed satte hans sjæl i flammer. Intet kan pirre begæret som skønhed. Og følgen var at han besluttede sig for at dræbe Høder, for han var særlig bange for at han skulle kunne komme i vejen for hans ønsker, og i sin forelskelse fandt han sig ikke i noget der kunne hindre ham i at tilfredsstille sine lyster.
2,4 Netop på samme tid hændte det at Høder under en jagt fór vild i tågen og kom til en hytte hvor der boede nogle skovjomfruer. De hilste ham med hans eget navn, og han spurgte hvem de var. De svarede at det var dem der vågede over krigene og bestemte deres udfald. Det skete ofte at de var usynligt til stede på slagmarken og i al hemmelighed hjalp deres venner til den medgang de håbede på. De kunne skænke medgang og skabe modgang præcis som de havde lyst, sagde de. Derpå fortalte de hvordan Balder havde set hans plejesøster i badet og forelsket sig i hende, men de rådede ham til ikke at angribe ham med våben, uanset hvor bittert han med god grund hadede ham, for han var en halvgud, sagde de, i hemmelighed fostret af guderne. Så snart han havde fået det at høre, forsvandt hytten i den blå luft, og med et fandt han sig selv under åben himmel, midt på den bare mark uden det mindste ly over hovedet. Han undrede sig ikke så lidt over pigernes pludselige forsvinden, stedet der kunne skifte, og huset der havde været ren illusion. Han vidste nemlig ikke at det der var sket rundt om ham, kun var indbildning og en kunstig efterligning af magi.
2,5 Da han kom hjem fra den tur, fortalte han Gevar hele historien om det trylleri han havde været ude for da han fór vild, og samtidig anmodede han ham om hans datters hånd. Det svarede Gevar at han hjertens gerne ville have sagt ja til hvis han ikke havde været bange for at pådrage sig Balders vrede ved at afvise ham, for han havde været der først med den samme bøn. Balders gudelegeme var nemlig, forklarede Gevar, så hårdt at selv ikke jern bed på det. På den anden side, tilføjede han, kendte han et sværd der kunne sende ham i døden, men det lå gemt bag lås og slå. Det tilhørte skovtrolden Miming. Han ejede også en armring med en forunderlig hemmelig kraft, der fik sin ejers rigdom til at vokse. Men vejen til de egne var ufremkommelig og fuld af forhindringer så de dødelige dårligt kunne komme derhen. Størstedelen af vejen herskede der året rundt en ualmindelig hård kulde. Derfor rådede han ham til at spænde rensdyr for sin slæde og krydse de iskolde, tilfrosne fjelde med disse rappe dyr. Når han nåede frem, skulle han rejse sit telt modsat solen så det lå i skygge af den hule hvor Miming boede, og heller ikke selv kastede sin skygge ind til ham så det uvante mørke skræmte trolden fra at komme ud. På den måde kunne han uden videre få fat i ringen og sværdet – ringen som bragte rigdom, og sværdet som bragte sejr. Begge havde store ting at skænke deres ejer.
2,6 Det var hvad Gevar fortalte. Og Høder var ikke sen til at gøre alvor af det han havde lært: han rejste sit telt på den nævnte måde og brugte nætterne på grublerier og dagene på jagt. Begge døgnets halvdele tilbragte han i vågen tilstand og uden søvn, men den forskel gjorde han altså på nat og dag at han anvendte den ene på at overveje sagerne, den anden på at skaffe sig føde. Og da han en nat sad vågen hensunket i dystre tanker, faldt troldens skygge på hans telt. Han slyngede sit spyd efter den og strakte den til jorden, og mens den lå der uden mulighed for at slippe væk, lagde han den i lænker. Så talte han til den med de barskest tænkelige ord, truede med at slå den ihjel og forlangte sværdet og ringen. Og trolden var da heller ikke sen til at udlevere hvad han krævede for at lade den leve. Enhver sætter jo sit liv højere end sin formue, for blandt de dødelige er intet mere dyrebart end livet. Høder frydede sig over de skatte han havde reddet sig, og vendte hjem til sit land fuld af begejstring over sine få, men betydningsfulde erobringer.
2,7 Men da kong Gelder af Sachsen hørte at han havde fået fat i de to ting, begyndte han i tide og utide at opmuntre sine krigere til at røve det fornemme bytte. De unge mænd adlød deres konge og skyndte sig at udruste en flåde. Det havde Gevar nu forudset, for han havde stor indsigt i spådomskunst og var en kyndig varselstyder, så han kaldte Høder til sig og instruerede ham om at når han mødte Gelder, skulle han tage roligt og tålmodigt imod hans spyd og ikke svare med sine egne før han kunne se at fjendens kasteskyts var sluppet op. Desuden skulle han medbringe hager så han kunne flå hul i skibene og trække hjelme og skjolde fra krigerne.
Høder fulgte hans råd, og havde stort held med det. De første gange Gelder angreb, gav han sine mænd ordre om at holde sig i ro og søge dækning bag deres skjolde, for som han sagde: i dette slag skulle sejren hentes med tålmod. Fjenden på sin side holdt bestemt ikke igen med kasteskytset, men ødslede det væk i vild kampiver og slyngede spyd og pile af sted med stadig større begejstring efterhånden som det gik op for dem hvor tålmodigt Høder tog imod dem. Nogle våben borede sig ind i skjoldene, andre i skibene, men sår gav de ikke mange af, og størstedelen var uskadelige og udrettede intet. Høders krigere fulgte nemlig kongens ordre og afviste bygen af spyd med et tæt skærmtag af skjolde, og det var ikke så få af spydene der kun ramte en skjoldbukkel med et let slag og derfra faldt i bølgerne. Da Gelder havde opbrugt hele sin beholdning af spyd og nu kunne se hvordan fjenderne rask samlede dem op igen og slyngede dem tilbage imod ham selv, hejste han et rødt skjold i mastetoppen (det var signalet til fred) og overgav sig for at redde livet. Høder modtog ham med den venligste mine og imødekommende ord, og på den måde overvandt han ham lige så meget ved mildhed som ved krigskunst.
2,8 På den tid sendte kong Helge af Hålogaland den ene delegation efter den anden for at bejle til Thora, en datter af finnernes og bjarmernes fyrste Kuse. Det er jo velkendt at den der savner styrke selv, må støtte sig til andres. Den tids unge mænd plejede ellers selv at føre ordet når de friede, men han havde en talefejl der hæmmede ham så meget at han skammede sig over at tale til andre, ikke alene fremmede, men også sin egen husstand. Ingen har jo lyst til at udstille sine skavanker. Og medfødte mangler er hårdere at bære jo tydeligere de ses. Kuse affejede hans forespørgsler og svarede at en mand der stolede så lidt på sine egne evner at han måtte have andre til hjælp for at opnå hvad han bad om, slet ikke havde fortjent at få en kone. Da Helge hørte det, bønfaldt han Høder om at lægge et godt ord ind for ham, for han vidste at han var en mere dreven taler. Til gengæld lovede han selv villigt at gøre hvad som helst Høder satte ham til.
Høder gav efter for den unge mands indtrængende bønner og sejlede til Norge med en kampklar flåde, for hvad han ikke kunne opnå med ord, havde han i sinde at gennemtvinge med magt. Han talte så Helges sag med al den indsmigrende veltalenhed han kunne mønstre, og Kuse svarede at han måtte høre sin datters mening, for man skulle ikke kunne sige om ham at han var en streng far der handlede mod sin datters vilje. Han kaldte hende så ind og spurgte hende om hun kunne tænke sig den bejler, og da hun sagde ja, lovede han at Helge skulle få hende til kone. Sådan lykkedes det Høder med sin smidigt elegante talekunst og sine honningsøde ord at åbne Kuses tillukkede ører så han hørte på hans bøn.
2,9 Mens det foregik i Hålogaland, marcherede Balder fuldt bevæbnet ind i Gevars land for at anmode om Nannas hånd. Gevar bad ham finde ud af hvad Nanna selv mente, og han vendte sig så til hende med smukke ord og udsøgt smiger. Men hende kom han ingen vegne med, og i stedet bestormede han hende så med spørgsmål for at få årsagen til hendes afslag at vide. Hun svarede at en gud ikke kunne gifte sig med en dødelig. Den enorme forskel imellem dem umuliggjorde sådan en forbindelse. Selv guderne havde det jo med fra tid til anden at ophæve en kontrakt og pludselig bryde en aftale der ikke var indgået mellem ligeværdige parter. En forbindelse mellem ulige parter var nemlig ikke holdbar, for de høje guder havde aldrig meget til overs for de små folks tilværelse. Overflod og fattigdom kunne ikke trives under samme tag, og mellem strålende rigdom og dyster armod kunne man ikke tænke sig nogen fast og forpligtende forbindelse. Endelig kunne man ikke slutte bro mellem det himmelske og det jordiske, der fra naturens side var så milevidt forskellige i deres udspring, for mellem himlens pragt og højhed og de dødelige mennesker var der en umådelig afstand. Sådan afviste hun Balders bønner med et drilagtigt svar, der kløgtigt konstruerede en række grunde til at vægre sig ved at gifte sig med ham.
2,10 Da Høder hørte om det fra Gevar, beklagede han sig en hel del over for Helge over Balders uforskammede opførsel. De var begge to usikre på hvad man skulle stille op, og overvejede flere forskellige planer. I modgang er en god snak med en ven en nyttig ting: den fjerner ikke faren, men den dulmer smerten. Men blandt alt det de havde i tankerne, var begejstringen for tapre gerninger dog stærkest, og de indlod sig nu i et søslag med Balder. Det var som en kamp mellem guder og mennesker. På Balders side kæmpede Odin og Thor og hele den hellige gudehær. Nu fik man et slag at se hvor guddommelige og menneskelige kræfter stødte sammen. Men Høder, som var klædt i en kjortel der modstod stål, styrede lige mod guderne hvor deres formation var allertættest, og huggede om sig så grusomt som jordens folk formår mod magter fra det høje. Men også Thor flænsede hvert eneste skjold der kom ham i vejen, med et uhyggeligt sving med sin hammer og indbød i lige så høj grad fjenden til at falde over ham som sine kammerater til at forsvare ham. Der fandtes ikke den rustning der ikke måtte bøje sig for hans hug. Ingen slap godt fra hans slag. Alt hvad han ramte med sit hug, slog han sønder og sammen. Ikke et skjold, ikke en hjelm var stærk nok til at stå sig mod hans slag. Så sejren var ganske sikkert gået til guderne hvis ikke Høder, da hans slagorden begyndte at vakle, var styrtet til og havde gjort hammeren ubrugelig ved at hugge skaftet over på den. Så snart guderne stod uden det våben, tog de pludselig flugten.
At guderne blev besejret af menneskene, det havde været svært at tro på hvis ikke overleveringen fra oldtiden havde bevidnet det. På den anden side er »guder« ikke noget de er fra naturens hånd, men en betegnelse vi har givet dem, og at vi kalder den slags personer guddommelige, bygger på folkelig tradition, ikke på fakta.
2,11 Balder reddede sig skyndsomst ved at flygte. Og selv om sejrherrerne enten havde hugget hans skibe til pindebrænde med deres sværd eller sænket dem i havet, var det ikke nok for dem at de havde besejret guderne, så de fór ubarmhjertigt løs på det der var tilbage af flåden, og førsøgte at stille deres dødbringende krigslyst ved at tilintetgøre den. Men sådan går det tit: held lokker til hovmod. Den ankerplads der havde været vidne til Balders flugt, har nu navn efter ham. Sachsens konge, Gelder, var faldet i samme slag, og Høder lagde ham oven på hans døde mandskab på et ligbål bygget af skibe og gav ham en prægtig ligfærd. Hans aske, som jo var de sidste rester af en konges lig, anbragte han i en fornem høj, og ikke nok med det, han hædrede den også med en ærbødig begravelse. Herefter ville han sikre sig at der ikke kom flere ubehageligheder i vejen for det bryllup han gik og håbede på, så han drog tilbage til Gevar og tog Nanna i sine arme som han så længe havde ønsket sig. Derpå overøste han Helge og Thora med rundhåndede gaver og begav sig med sin nye brud til Sverige, hvor alle respekterede ham lige så højt for hans sejr som de lo ad Balder for hans flugt.
2,12 På et tidspunkt var de svenske stormænd rejst ned til Danmark for at betale skat, og imens blev Høder hyldet som en konge af det menige folk takket være den store indsats hans far havde gjort. Men nu fik han at føle hvor falsk og lumpen skæbnen kan være. For Balder, som han kort tid forinden selv havde besejret, overvandt nu ham i et slag så han var nødsaget til at søge tilflugt hos Gevar – og som konge give slip på den sejr han som menig kriger havde vundet. Balder, der stod med sejrens palmer, ville nu forfriske sine tørstende krigere med det vand de trængte til, så han borede dybt ned i jorden og fandt nye kilder i undergrunden. Og den tørstige hær drak med grådigt opspærrede munde af vandet der vældede frem. Sporene efter denne brønd, der for evigt har fæstnet sig i stedets navn, er efter sigende ikke ganske forsvundet, selv om de oprindelige kildevæld ikke springer længere. Balder blev ustandselig plaget af natlige drømmesyner i Nannas skikkelse, og det gjorde ham så syg og medtaget at han ikke kunne gå på sine ben. Derfor vænnede han sig til at rejse i vogn. Den voldsomme kærlighed der fyldte hans bryst, havde næsten udmarvet ham til det yderste. For sejren havde intet givet ham, mente han, når den ikke havde bragt ham Nanna som bytte.
2,13 Samtidig slog Frø sig ned ikke langt fra Uppsala som gudernes statholder, og her udskiftede han den gamle form for offer, som havde været i brug i århundreder blandt så mange folkeslag, med en uhyggelig og grufuld form. Han begyndte nemlig at slagte mennesker som offerdyr og skænke den slags hæslige offergaver til guderne.
3,1 Midt i alt dette gik det op for Høder at Danmark stod uden ledelse, og at Hjartvar omgående havde fået sin straf for drabet på Rolf, og det fik ham til at sige at her havde tilfældet foræret ham noget som han dårligt havde turdet håbe på. Rolf – som han selv burde have dræbt eftersom han var klar over at hans egen far var blevet myrdet af Rolfs far – havde fået sin velfortjente straf af en anden, og sagerne havde taget en positiv vending der uventet have åbnet mulighed for at han kunne tage magten i Danmark. Han havde jo arvekrav på den danske krone hvis man så rigtigt efter på stamtræet. Derfor ankrede han nu op ved Isøre på Sjælland med en kæmpemæssig flåde for at benytte sig af det gunstige øjeblik. Her mødte det danske folk så frem og valgte ham til konge, og da han kort tid efter hørte at hans bror Adils, som han havde bedt regere over svenskerne, var død, forenede han det svenske rige med det danske.
Det var i øvrigt en ydmygende død Adils fik: han fejrede Rolfs begravelse med et lystigt gilde og tog så grådigt for sig af drikkevarerne at han fik lov at betale for sit foragtelige drikkeri med en pludselig død. Så netop ved sin overstadige jubel over en andens endeligt forvoldte han sit eget.
3,2 Også Balder styrede mod Sjælland med en flåde, og da han både var en berømt kriger og en respektindgydende herre, var danskerne mere end villige til at stemme på ham, så mens Høder var i Sverige, opfyldte de hans ønske om at blive konge i riget. Så flagrende og vankelmodige var vores forfædre i deres beslutninger. Høder kom hjem fra Sverige og gik til angreb på ham. Og det blev begyndelsen på en benhård strid om tronen mellem de to magtbegærlige rivaler. Enden på striden blev at Høder flygtede. Han trak sig tilbage til Jylland og gav sit navn til den landsby hvor han holdt til.
3,3 Her blev han vinteren over, hvorefter han vendte tilbage til Sverige, ganske alene og uden følge. I Sverige kaldte han stormændene sammen og erklærede at så ulykkeligt som det hele var faldet ud nu hvor Balder havde besejret ham hele to gange, var han led og ked af at leve. Derpå tog han afsked med dem alle og begav sig af sted ad afsides stier til utilgængelige egne hvor han strejfede om i mennesketomme ødemarker. Det hænder nemlig at mennesker der rammes af en utrøstelig sjælesmerte, tyr til afsondrede, skumle skjulesteder som et middel til at ryste sorgen af sig, for i deres overvældende mismod kan de ikke bære at omgås andre mennesker. Ja, ensomhed er ofte sorgens ven. Den der er slået omkuld af sjælesorg, finder en særlig trøst i skidt og møg. Før havde han haft for vane at udstede erklæringer fra toppen af en høj når folket spurgte ham til råds. De der besøgte ham, beklagede sig derfor over at han kunne opføre sig så ugideligt og gemme sig væk på den måde, og hans fravær blev voldsomt kritiseret fra alle sider.
3,4 Men da Høder en tid havde strejfet om i fjerne og afsides egne og vandret gennem skove hvor intet menneske havde sat sin fod, faldt han over en hule hvor nogle ukendte jomfruer havde deres bolig. Det viste sig at være de samme som tidligere havde foræret ham den uigennemtrængelige kjortel. De spurgte ham hvorfor han var kommet til de egne, og han fortalte hvor uheldig han havde været med sine krige. De havde ikke holdt deres løfte, sagde han og gav sig til at jamre over hvor uheldig han havde været og hvor sørgeligt det hele var endt, og beklage sig over at det var gået ham helt anderledes end de havde lovet ham. Men nymferne svarede at selv om han ikke havde vundet mange sejre, havde han tilføjet sine modstandere lige så mange nederlag og dræbt lige så mange som han selv havde mistet. Og han havde sejren inden for rækkevidde hvis han kunne stjæle en usædvanlig delikat spise der var udtænkt til at øge Balders kræfter. Intet ville være svært for ham hvis blot han kunne få fat i den føde der var bestemt til at styrke hans fjende.
3,5 Deres ord gav straks Høder frisk mod til at angribe Balder – selv om det kunne se ud som en voldsom opgave for jordiske folk at gribe til våben mod guderne. Og der var da også nogle af hans mænd der erklærede at han ikke ville slippe godt fra at gå i krig mod guderne. Men i sin glødende iver havde han mistet enhver respekt for deres storhed. Hos tapre krigere kan fornuften ikke altid bremse store lidenskaber, og ubesindigheden bøjer sig ikke altid for kølig beregning. Eller måske huskede Høder på at selv ikke de største mænd kan være sikre på deres magt, og at liden tue kan vælte et stort læs.
3,6 Balder på sin side kaldte danskerne til våben og mødte Høder på slagmarken. Der blev et vældigt blodbad på begge sider, og begge parter havde omtrent lige store tab inden natten gjorde en ende på slaget. Omkring den tredje vagt den nat sneg Høder sig ganske uset ud for at udspejde fjenden. Han kunne ikke sove af bar bekymring over de farer der truede. Det er ofte sådan at når sindet er i voldsomt oprør, kan kroppen ikke falde til ro, og sindets uro nægter kroppen hvile. Da han nåede over i fjendens lejr, gik det op for ham at de tre piger havde forladt Balders lejr med hans hemmelige spise. Han løb efter dem (fodsporene i duggen røbede hvilken vej de var flygtet) og kom til sidst til den hytte de holdt til i. Da de nu spurgte hvem han var, svarede han at han var spillemand. Og han gav også en prøve på sin kunst der underbyggede påstanden, for da de rakte ham en harpe, stemte han den, lagde plekteret til strengene og anslog uden tøven en melodi der klang dejligt i deres ører. De havde også tre slanger, hvis gift de plejede at blande i Balders styrkende måltid. Fra dyrenes åbne gab flød giften allerede i store mængder ned i grøden. Et par af pigerne ville gerne gøre noget for Høder og havde nok ladet ham smage på maden hvis ikke den ældste af de tre havde sagt nej og erklæret at det ville være at forråde Balder hvis de gav hans fjende flere kræfter. Han indvendte at han ikke var Høder, men en af Høders følgesvende. Og så var de samme piger nådige og gavmilde nok til at forære ham både et prægtigt måltid og et magtfuldt sejrsbælte.
3,7 På vejen tilbage ad den samme sti som han var kommet ad, stod han pludselig over for Balder. Han sårede ham i siden og strakte ham til jorden mere død end levende. Da hans krigere fik den besked, genlød hele Høders lejr af høje jubelråb mens danskerne i fællesskab sørgede over Balders skæbne. Og da Balder mærkede at døden var uundgåelig, lod han sig tirre af sit smertende sår til at genoptage kampen den følgende dag. Midt i slagets hede lod han sig bære frem i første række blandt de kæmpende på en båre for at ingen skulle tro at han lå og døde en æreløs død i sit telt. Natten efter så han i drømme dødsgudinden stå ved hans leje og sige at om tre dage ville hun tage ham i sin favn. Og drømmens forudsigelse gik da også i opfyldelse, for efter tre dages forløb bukkede Balder under for de voldsomme smerter fra såret. Hæren gav ham en kongelig begravelse og rejste en høj over hans lig.
3,8 Denne gamle grav er stadig vidt berømt, og i vor egen tid har nogle mænd med Harald i spidsen engang ved nattetid forsøgt at åbne den i håb om at finde penge, men pludselig gik de i panik og opgav forsøget. For da de havde brudt hul, så de med ét en buldrende strøm af vand vælde frem fra toppen af højen, fosse med rivende fart ud over de omkringliggende marker og oversvømme alt på sin vej. Det var så voldsomt at de gravende blev skræmt fra vid og sans, kastede hakkerne fra sig og flygtede i alle retninger, for de mente at de ville blive revet med af den rasende strøm hvis de fortsatte meget længere med deres forehavende. Således jog de ånder der beskytter stedet, pludselig de unge mænd en sådan skræk i livet at de glemte deres grådighed for at bringe sig i sikkerhed, og opgav deres griske planer for at frelse livet. Men der er nu ingen tvivl om at dette kildevæld var en illusion og ingen realitet, og at det ikke stammede fra jordens indre, men opstod ved magi af en art eftersom der ikke i naturen kan springe kilder fra en tør jordbund. Siden den tid har alle der har kendt historien om den udgravning, ladet højen være i fred. Derfor kan ingen vide om den indeholder nogen skat, for siden Harald har ingen vovet at trænge ned i dens dunkle indre af frygt for de truende farer.
4,1 Selv om Odin regnedes for den højeste af guderne, udspurgte han alligevel spåmænd og seere og i det hele taget alle som han vidste havde særlig indsigt i fremtiden, om hvordan han skulle hævne sin søn. For guderne er ikke fuldkomne, og de behøver tit og ofte menneskenes hjælp. Rosthiuf Finne forudsagde ham nu at han sammen med Rind, den russiske konges datter, skulle få en anden søn, der var bestemt til at gengælde sin brors drab. Guderne havde nemlig foreskrevet at deres fælle skulle hævnes af sin nytilkomne bror.
Da Odin hørte det, trak han hatten ned over ansigtet for ikke at blive genkendt og opsøgte den nævnte konge for at søge tjeneste. Kongen gjorde ham til sin hærfører, og han overtog kommandoen over hæren og vandt en strålende sejr over fjenderne. Som tak for den tapre indsats optog kongen ham blandt sine nærmeste venner, og han sparede lige så lidt på gaverne som på hædersbevisningerne. Ganske kort tid efter slog han ene mand hele den fjendtlige hær på flugt, og ved hjemkomsten kunne han med egen mund overbringe nyheden om det forbløffende blodbad han med egen hånd havde anrettet. Alle var forundrede over at en enkelt mand havde haft styrke til at meje så umådelige mængder af fjender ned. I sikker tillid til disse bedrifter fortalte han så i al hemmelighed kongen om sin kærlighed. Og til hans lettelse var kongen yderst imødekommende. Men da han bad pigen om et kys, fik han i stedet en på siden af hovedet.
4,2 Men hverken ydmygende hån eller smertelige fornærmelser kunne nu få ham fra hans forsæt. Han ville ikke opgive med vanære hvad han havde kastet sig ud i med begejstring, så det følgende år klædte han sig ud som en fremmed og meldte sig i kongens tjeneste endnu en gang. Folk han mødte, ville ikke have let ved at kende ham igen, for hans sande ansigtstræk var dækket af snavs, og nyt skidt skjulte hans gamle udseende. Han sagde at han hed Roster og var en dygtig smed. Og med de mange fornemt udformede bronzearbejder han nu gav sig til at smede, gjorde han så god reklame for sit håndværk at kongen gav ham en stor mængde guld og bad ham smede kvindesmykker. Han fremstillede så en hel række pyntegenstande til kvinder, og da han var færdig, forærede han pigen en armring der var mere sirligt udført end alle de andre, og adskillige fingerringe smedet med samme omhu.
4,3 Men intet af hvad han gjorde, kunne knække hendes modvilje. Hver gang han ville have et kys af hende, fik han et rap over næsen i stedet. Foræringer fra én man ikke kan fordrage, er der ikke meget ved, nej, de der kommer fra en ven, er mere velkomne. Sådan afhænger gavers værdi ikke sjældent af giveren. Pigen stod fast og var ikke et øjeblik i tvivl om at den gamle rævs mange gaver var hykleri og kun skulle bane vejen for hans kærlighed. Hun havde et barsk og ubøjeligt sind og kunne udmærket se at venligheden var en fælde, og at hans ihærdige gavmildhed dækkede over uanstændige hensigter. Faderen gav hende en ordentlig overhaling fordi hun ikke ville gifte sig. Men i sin væmmelse ved tanken om at få en gammel mand svarede hun at det ikke var godt for en ganske ung pige at blive gift over hals og hoved – og brugte altså sin unge alder som undskyldning for at afslå ægteskabet.
4,4 Men Odin vidste af erfaring at der ikke er noget man kommer længere med i kærlighedssager end benhård standhaftighed, så selv om han nu havde indkasseret hele to ydmygende afslag, gik han til kongen en tredje gang, igen med et nyt udseende, og denne gang præsenterede han sig som en erfaren kriger. Det var ikke kun lysten til pigen der drev ham, men også en trang til at viske ydmygelserne væk. Så let havde de trolddomskyndige i gamle dage ved at skifte udseende og ændre deres ydre fremtoning på forskellige måder. Ud over deres egen naturlige skikkelse formåede de at efterligne en hvilken som helst anden alder. Så for nu at gøre et rigtig godt indtryk i sit nye fag plejede den gamle frejdigt at ride direkte mod de tapreste modstandere. Men heller ikke den slags bedrifter havde nogen virkning: pigen var hverken til at hugge eller stikke i. Den man en gang har hadet af at godt hjerte, kan man dårligt komme til at holde af igen for alvor. Da han ville kysse hende til afsked, gav hun ham sådan et stød at han gik i gulvet og hamrede hagen i jorden. Men straks efter rørte han hende med et stykke bark beskrevet med runer og gjorde hende vanvittig som en beskeden hævn for de mange fornærmelser hun havde budt ham.
4,5 Men stadig gik han uanfægtet videre med sit forehavende (for han stolede på sin højhed, og det gav ham håb), så nu klædte han sig ud som tjenestepige og vandrede utrætteligt til kongen en fjerde gang. Kongen tog ham i tjeneste, og han viste sig ikke alene arbejdsom, men også temmelig påtrængende. Og da han var klædt fuldkommen som en kvinde, troede de fleste at han var en kvinde. Han forklarede at hans navn var Vekka og hans fag lægekunst, og gav beredvilligt prøver på sine evner på det felt. Omsider lykkedes det ham at komme i tjeneste hos dronningen og blive kammerpige hos datteren. Hver aften skulle han nu også vaske pigens fødder, og mens han hældte vandet over fødderne havde han også lejlighed til at røre hende både på læggene og langt op ad lårene. Men skæbnen er omskiftelig, og det han ikke kunne få med list, det fik han nu forærende af tilfældet.
4,6 Der skete nemlig det at pigen blev syg, og da hun så sig om efter en behandling, søgte hun helbredelse hos de hænder som hun før havde stødt fra sig, og bad den mand om at frelse sig som hun altid havde hadet og afskyet. Han undersøgte omhyggeligt alle hendes symptomer og erklærede at sygdommen hurtigst muligt måtte behandles med en lægedrik. Det skulle være så besk en blanding at pigen ikke kunne klare så hård en behandling uden at lade sig binde først. For sygdommens årsag måtte drives ud fra de inderste fibre i hendes krop.
4,7 Da faderen hørte det, fik han hende straks bundet og lagt på en seng, hvorefter han gav hende besked om at finde sig tålmodigt i alt hvad lægen gjorde ved hende. Han lod sig narre af den kvindedragt som den gamle havde klædt sig i for at dække over sine stædige rævestreger, og sådan lykkedes det Odin at forvandle noget der skulle forestille en medicinsk behandling, til voldtægt. For nu ændrede lægen kuren og benyttede sig af lejligheden til at elske med pigen: han skyndte sig at få afløb for sine lyster inden han kurerede hendes sygdom, for dengang hun var rask, havde han fået hendes had at føle, men nu hvor hun skrantede, benyttede han sig af hendes svaghed.
4,8 Men der findes også en anden version af den historie, som jeg ikke har noget imod at tilføje her: Der er nemlig dem der siger at det gik op for kongen at lægen var helt fortæret af kærlighed, men ingen vegne kom hvor meget han end anstrengte sig både fysisk og psykisk, og for ikke at snyde en god støtte for den løn han havde krav på, lod han ham så i al hemmelighed gå i seng med datteren. Så rablende ansvarsløst kan en far til tider behandle sine børn når voldsomme følelser nedbryder den medfødte mildhed. Det fejltrin fik han senere grund til at fortryde og skamme sig over da hans datter fødte en søn.
4,9 Men da det gik op for guderne, der havde deres hovedsæde i Byzans, hvordan Odin havde trukket sin guddommelige værdighed gennem sølet med forskellige vanærende handlinger, besluttede de at udstøde ham af deres forsamling. De fik ham ikke alene afsat som overhoved, men ribbede ham også for al den hæder og tilbedelse han havde nydt, og forviste ham, for de mente det var bedre at styrte en miskrediteret hersker fra magten end at bespotte den fælles gudsdyrkelse – ellers risikerede de at gøre sig selv til medansvarlige for en andens forbrydelser og uden skyld komme til at undgælde for hvad han var skyld i. De kunne nemlig se hvordan tilbedelse blev til foragt og ærefrygt til skamfuldhed hos de folk de havde lokket til at dyrke dem som guder, så snart det kom frem at den øverste gud havde gjort sig til grin – nu så man hellige handlinger som gudsbespottelse og hævdvundne højtideligheder som barnagtigt vrøvl. Guderne så døden for deres øjne, følte angsten i deres indre, og det var som om en enkelts skyld gik ud over dem alle.
4,10 Så for ikke at smide den fælles gudsdyrkelse over bord smed de i stedet Odin på porten og erstattede ham med en vis Oller, ikke kun som hersker, men også som gud – som om man kunne udnævne en gud som man udnævner en konge. Men selv om de kun havde gjort ham til ypperstepræst som stedfortræder for Odin, viste de ham alligevel al den respekt man viser en konge, for at man ikke bare skulle se ham som en vikar i en andens embede, men som hans legitime efterfølger på posten. Og for at det ikke skulle skorte på noget i retning af højhed, gav de ham også navnet Odin for det var et navn med en positiv klang der kunne forebygge uvilje mod forandringer.
4,11 I næsten ti år sad han som leder af gudeforsamlingen, men til sidst fik guderne medlidenhed med Odin i hans hårde landflygtighed og følte at han var blevet straffet tilstrækkeligt, og så lagde han elendighed og vanære bag sig og vendte tilbage til tidligere tiders glans og herlighed. Den lange tid der var gået siden da, havde udvisket den skamplet han dengang havde fået på sig. Men der var nu også dem der holdt på at han ikke var værdig til at få sin position tilbage fordi han havde vanæret sin gudetitel på det grusomste ved at spille klovn og gøre kvindearbejde. Der er dem der påstår at han smurte nogle af guderne med smiger og bestak andre med belønninger og på den måde købte sin tabte højhed tilbage for penge – udbetalte enorme summer for at vinde den værdighed tilbage som han tidligere havde måttet opgive. Hvis nogen vil vide hvor meget det stod ham i, må de spørge dem der har sat sig ind i priserne på guddommelighed – det står ikke mig helt klart, må jeg tilstå.
4,12 Oller blev altså smidt ud fra Byzans af Odin og drog i stedet til Sverige, og her, hvor en ny verden så at sige lå udbredt for hans fødder, lagde han sig i selen for at genoprette sit gode omdømme, men blev dræbt af danskerne. Efter sigende var han så kyndig en troldmand at han i stedet for et skib kunne krydse havene på en knogle, hvorpå han havde ridset uhyggelige trylleformularer, og på den besejrede han al den modstand han mødte på sin vej over vandene, lige så hurtigt som med årer.
4,13 Men nu hvor Odin havde fået sin guddommelige position tilbage, oplyste hans ære og berømmelse alverdens lande med en sådan stråleglans at alle folkeslag hyldede ham som verdens genkomne lys. Og der var ikke det sted på Jorden der ikke bøjede sig for hans guddomsmagt. Og da han hørte at Bo, den søn han havde fået med Rind, var ivrigt optaget af krig og kamp, kaldte han ham til sig og bad ham huske på sin brors død og hellere tage hævn over Balders mordere end hugge uskyldige mennesker ned, for kamp og strid var mere på sin plads når en retfærdig anledning til hævn gjorde krig til en hellig pligt.
4,14 Imidlertid kom der nu besked om at Gevar ved forræderi var blevet dræbt af sin jarl Gunne. Høder satte alle kræfter ind på at hævne hans mord, pågreb Gunne, kastede ham på et flammende bål og lod ham brænde ihjel fordi han selv havde overlistet Gevar om natten og brændt ham levende inde. Sådan viste han sin plejefar en sidste hæder, og til sidst indsatte han hans sønner Herlek og Gerik som jarler i Norge.
4,15 Senere kaldte han stormændene sammen til ting og bekendtgjorde at i den krig han nu skulle udkæmpe med Bo, ville han selv falde, og det var ikke noget han byggede på løse gætterier, men på sine spåmænds troværdige forudsigelser. Derfor bad han dem nu om at gøre hans søn Rørik til konge for at onde folk ikke med deres stemmer skulle overdrage retten til riget til udenlandske og ukendte slægter, for som han sagde: den glæde han ville føle ved at se sin søn som sin efterfølger, var større end den bitterhed han følte ved sin egen forestående død. Det ønske fik han omgående opfyldt, hvorefter han gik i krig mod Bo, og faldt. Men Bo havde ingen glæde af sin sejr. Han kom så hårdt såret ud af kampen at fodfolket måtte lægge ham på et skjold og skiftes til at bære ham tilbage, og næste dag døde han en pinefuld død af sine sår. Hans lig blev begravet med stor pomp og pragt af den russiske hær, der rejste en imponerende høj til hans ære for at mindet om denne store mand ikke straks skulle fortone sig i kommende slægtleds erindring.
5,1 Kurerne og svenskerne, som plejede at anerkende Danmarks overhøjhed med en årlig afgift, følte vist at Høders død havde fritaget dem for deres skattebyrder, for nu fik de den ide at gå til angreb på landet i stedet. Det gav også venderne mod til at falde fra, ligesom det forvandlede adskillige andre undergivne folk til fjender. For at afværge disse overgreb kaldte Rørik sit rige under våben og holdt en opflammende tale til hæren, hvori han opregnede alle deres forfædres store bedrifter for at opmuntre dem til selv at samle mod og tapperhed.
Barbarerne kunne godt se at de havde brug for en leder, for de ville ikke indlade sig på en krig uden en hærfører. De valgte derfor en konge, hvorefter de lagde to delinger bevæbnede krigere i skjul et hemmeligt sted, men stillede resten af deres kampstyrker klart til skue. Men Rørik lod sig nu ikke narre af den fælde. Da det gik op for ham at hans flåde var gået på grund i et snævert indløb til en lavvandet vig, fik han den trukket fri af de sandbanker den stod fast på, og sejlet ud på dybt vand for at den ikke skulle sidde fast i de mudrede sumpområder og få fjenden over sig fra den anden side. Samtidig bestemte han at nogle af hans folk skulle finde sig et skjulested hvor de kunne ligge på lur om dagen og uden varsel fare løs på dem der overfaldt hans skibe, for som han sagde: så kunne det jo være at deres lumske planer ramte dem selv. De barbarer der lå i baghold – og intet anede om danskernes forholdsregler – gjorde så et dumdristigt udfald, og blev dræbt alle sammen. Og resten af den vendiske styrke, der ikke kunne vide at deres kammerater var blevet udslettet, sad uforstående tilbage og undrede sig over at Rørik lod vente så længe på sig. De ventede længe mens mange urolige tanker fór gennem hovedet på dem, og for hver dag der gik, blev ventetiden mere uudholdelig – indtil de omsider besluttede sig for selv at opsøge ham med deres flåde.
5,2 Blandt venderne var der en mand der var imponerende af bygning og troldmand af profession. Da han fik øje på de danske tropper, råbte han: »Mange kan købes fri af livsfare hvis få betaler med livet, derfor bør vi lade den enkeltes risiko forhindre alles katastrofe. Jeg er rede til at kæmpe på de vilkår hvis nogen af jer har mod til at afgøre sagen med mig. Men det skal ske under mine betingelser, som jeg har formuleret sådan: Vinder jeg, tilstår I os frihed for skat. Taber jeg, skal skatterne betales til jer som altid. I dag vil jeg enten som sejrherre befri mit fædreland fra trældommens åg eller som besejret lægge åget på dets skuldre. I begge tilfælde tilbyder jeg mig selv som pant og sikkerhed.«
5,3 Det hørte en af danskerne, en mand med stort mod, men mindre styrke, og han begyndte nu at udfritte Rørik om hvad belønningen ville være til den der tog udfordringen op. Og da Rørik tilfældigvis havde seks armbånd der alle var slynget sammen sådan at de ikke kunne skilles ad, men hang sammen i en ubrydelig række, udlovede han dém som belønning til den der vovede den tvekamp. Men den unge mand, der ikke følte sig helt sikker på hvordan det ville gå ham, sagde: »Rørik, hvis jeg slipper heldigt fra kampen, er det op til din gavmildhed at bestemme sejrsprisen, så kan du udmåle sejrens palmer. Men hvis det ikke går mig som jeg håber, hvilken belønning giver du så den besejrede, som enten er ramt af den grumme død eller den tungeste vanære? De to er oftest svaghedens følgesvende, de er de overvundnes sold, for hvad andet venter der de overvundne end den dybeste skam? Hvilken løn kan en mand modtage, hvilken tak kan han få når han intet har tjent ved sin tapperhed? Hvem har nogensinde kronet en svækling med krigsgudens vedbendranker og smykket ham med sejrens pris? Sejrens palmer går til den tapre, ikke til den feje. I nederlaget er der ingen hæder. Tapperhed skaber hæder og triumfer, men fejhed skaber enten meningsløs død eller usselt liv. Personlig ved jeg ikke hvilket udfald tvekampen vil få, og derfor har jeg heller ikke frækhed nok til at på forhånd at forlange en belønning som jeg ikke aner om jeg har krav på. Den der er usikker på sejren, kan ikke lægge beslag på en sikker sejrspris. Uden vished om sejren har jeg ikke i sinde at forlange sejrskransen som min klare ret. En skat som lige så vel kan være dødens sold som livets, vil jeg ikke tage imod. Kun en tåbe griber ud efter en umoden frugt og plukker den før han ved om han for alvor har fortjent den. Denne hånd skal enten hente sejrens palmer eller døden!«
5,4 Med de ord huggede han efter barbaren med sit sværd, med stor beslutsomhed, men mindre held. For barbaren slog igen, og ved det første drabelige slag var han dræbt på stedet. For danskerne var det et sørgeligt syn, men venderne hyldede deres sejrrige kammerat med et stort triumftog og modtog ham med mægtige jubelscener. Dagen efter kom han igen, og hvad enten han nu var revet med af sin nylige sejr eller havde fået en ubændig trang til endnu en sejr, stillede han sig igen op foran modstanderne og udfordrede dem til kamp med de samme tirrende ord som sidst. Nu forestillede han sig nemlig at han havde fældet den tapreste af danskerne, og at der ikke var nogen tilbage som havde modet til at tage handsken op. I blind tillid til at denne ene kæmpes fald havde taget modet fra hele hæren, gik han ud fra at han uden problemer kunne gennemføre hvad som helst han herefter gav sig i kast med. For intet nærer overmod som medgang, og intet er så virkningsfuld en spore for hovmod som held.
5,5 Det skar Rørik i hjertet at én mands arrogance kunne få et helt folks mod til at synke, og at danskerne, trods alle deres store sejre, skulle udsættes ikke alene for hovmod, men også ydmygelse og foragt fra dem de selv engang havde besejret. Samtidig bekymrede det ham at man blandt de mange krigere ikke kunne finde én der havde så megen beslutsomhed eller råstyrke at han havde lyst til at sætte sit liv på spil for sit fædrelands skyld.
Den første der havde storsind nok til at udviske den skam og skændsel som det var for danskerne at de holdt sig tilbage, var Ubbe. Han var stor og stærk og forstod sig på trolddom. Også han spurgte udtrykkeligt til belønningen for kampen, og kongen udlovede igen armringene. Men Ubbe svarede: »Hvordan skal jeg stole på dit løfte når du selv beholder pantet i hånden og ikke overlader gaven i en andens varetægt? Du må finde en at betro dit pant til så du ingen mulighed har for at tage dit løfte tilbage. Urokkelig, sikker forvisning om belønningen der venter, er det der får krigernes mod til at flamme.« Ingen kunne nu være i tvivl om at det var ment som en spøg, for det der havde sat ham op til at tilbagevise denne hån imod hans fædreland, var tapperhed og intet andet.
5,6 Rørik troede at det var grådighed efter guld, og for at ingen skulle tro at han agtede at gøre noget så lidet kongeligt som at trække gaven tilbage eller bryde sit løfte, slyngede han – som han stod der på sit skib – ringene over mod Ubbe i et vældigt kast. Det mislykkedes nu på grund af den store afstand der var imellem dem. For kastet blev for svagt og ikke kraftfuldt nok, så ringene faldt ned inden de nåede deres mål, og forsvandt i bølgerne – hvilket skaffede Rørik tilnavnet Slyngebånd. Men herved fik man netop tydeligt bevis på Ubbes tapperhed. Tabet af lønnen, der gik til bunds, rokkede ham nemlig ikke en tomme fra hans frygtløse forsæt, for ingen skulle sige om ham at hans tapperhed var grådighedens tjener. Så han var ivrig efter at komme i kamp, både for at vise at han var langt mere opsat på ære og værdighed end forhippet på løn og fortjeneste og satte tapperheden højere end pengegriskheden, og for at gøre det klart for enhver at selvtillid for ham ikke afhang af betalingen, men af sindets storhed.
Straks efter blev kamppladsen indkredset, krigerne stillede sig i ring om den, kæmperne fór løs på hinanden, våbnene gjaldede, tilskuerskaren brølede deres tilråb til den ene eller den anden af de kæmpende. Et flammende raseri greb duellanterne, og de sank begge om, hårdt såret af hinanden, for i fællesskab at ende både deres liv og denne kamp. Og sådan havde skæbnen vel bestemt det, vil jeg tro, for at ingen af de to skulle finde hæder eller glæde i den andens død. Det udfald gjorde oprørerne blidere stemt over for Rørik og skaffede ham skatterne igen.
6,1 På den tid indsatte Rørik Ørvendel og Fenge, hvis far Gervendel havde været jarl over jyderne, som hans efterfølgere i Jylland. Men da Ørvendel havde hersket i tre år og i den tid med strålende succes havde kastet sig ud i sørøveri, ville kong Koller af Norge vise at han kunne måle sig med ham i berømmelse og store bedrifter, og han fandt frem til at det ville se godt ud hvis han kunne overvinde ham i kamp og derved sætte hans lysende indsats som sørøver i skygge. Han sejlede så havet tyndt for at finde hans flåde, og fandt den til sidst. Der lå en ø midt ude i havet, og her lagde sørøverne til med deres skibe, hver på sin side. Strandenes skønhed lokkede høvdingene i land, og stedets ydre ynde gav dem lyst til at se indenfor i lundens forårsfriske indre, slentre gennem eng og krat og strejfe om i skovens hemmelighedsfulde dyb. Et sted på deres vej stod Koller og Ørvendel pludselig over for hinanden uden andre vidner.
6,2 Ørvendel tog ordet først og spurgte kongen hvilken form for kamp han helst ville afgøre sagen med – selv holdt han på at den bedste ville være den der krævede færrest krigere. En tvekamp ville bedre end nogen anden kampform kunne afgøre hvem der var den tapreste, fordi den byggede på de kæmpendes egne evner alene og udelukkede enhver hjælpende hånd udefra. Koller var imponeret over denne modige indstilling hos en ganske ung fyr og sagde: »Siden du nu lader det være op til mig at vælge kampform, vil jeg mene at vi helst skal bruge den der kun involverer to mand og hindrer kaos og forvirring. Den regnes både for den modigste og den der hurtigst giver en vinder. På det punkt er vi ganske enige, her når vi uden videre til samme opfattelse. Men eftersom udfaldet stadig er uvist, bør vi hver især vise den anden respekt og ikke lade os rive så meget med af vores følelser at vi forsømmer vores pligter over for de døde. Der er had i vores hjerter – men der bør også være en ansvarsfølelse, som i sidste ende når tiden er inde, kan afløse fjendskabet. For tanker og følelser skiller os, men livets vilkår forener os. Den fælles skæbne binder os til hinanden, uanset hvor meget nid og nag der deler vores sind. Lad os derfor opstille den ansvarlige betingelse for kampen at den der sejrer, skal begrave den besejrede. For begravelsen er den sidste barmhjertighedsgerning, som intet menneske der er sig sine pligter bevidst, vægrer sig ved. Begge hære må glemme fjendskabet bort og udføre denne pligt i fuld samdrægtighed. Had og misundelse må høre op ved døden, og strid og kævl begraves med den døde. Selv om vi hadede hinanden mens vi levede, skal ingen af os være så grusom at han forfølger den andens aske. Det vil tale stærkt til sejrherrens ære hvis han skænker den besejrede en prægtig ligfærd. For den der viser sin faldne fjende den sidste ære, vinder agtelse blandt de efterlevende, og den der viser barmhjertighed imod den døde, besejrer den levende med sin velgerning. Men også en anden, ikke mindre fortvivlende ulykke kan ramme s: det hænder man forbliver i live, men mister en legemsdel. Her mener jeg at man må være lige så rede til at træde hjælpende til som når en mand har mistet livet. Ofte bliver de kæmpende lemlæstet, men bevarer livet i behold, og den skæbne regnes som regel for værre end døden, for døden sletter enhver erindring, men den levende kan ikke lukke øjnene for sit maltrakterede legeme. Også den ulykke bør vi afhjælpe. Lad os derfor være enige om at hvis en af os lemlæster den anden, skal han betale ham ti mark guld i erstatning. For hvis det er en hellig pligt at have medlidenhed med andre i ulykkens stund, hvor meget større pligt har man så ikke til at ynkes over sig selv? Ingen kan undlade at værne om sine egne livsbetingelser, den der forsømmer dem, er en selvmorder.«
6,3 Det gav de hinanden deres ord på, og så kastede de sig ud i kampen. Hverken det pludselige møde eller stedets forårsgrønne skønhed kunne afholde dem fra at svinge sværdene mod hinanden. I sin umådelige hidsighed var Ørvendel langt mere forhippet på at trænge ind på sin modstander end på at beskytte sig selv, så han lod skjold være skjold og greb om sværdet med begge hænder. Og hans dristighed havde sin virkning. For med en byge af slag splintrede han Kollers skjold, og som han stod der uden beskyttelse, huggede han foden af ham så han sank livløs om. For ikke at bryde deres aftale gav han ham en kongelig begravelse med overdådig pomp og pragt og en storslået gravhøj. Derpå satte han efter hans søster Sæla, der var en fuldbefaren sørøver og en trænet kriger, og dræbte hende.
6,4 Nu tilbragte han tre år i krig med mange store bedrifter, og i de år satte han de fornemste trofæer og en udsøgt del af sit bytte fra til Rørik for at få et nærmere venskab med ham. Det blev til et fortroligt forhold, som satte ham i stand til at blive gift med kongens datter Gerud, og med hende fik han sønnen Amled.
6,5 Al den medgang gjorde Fenge så misundelig at han besluttede sig for at falde ham i ryggen. Ikke engang for sine nærmeste kan den gode vide sig sikker. Så snart han fik en lejlighed til at myrde broderen, tilfredsstillede han sine morderiske lyster med blodig hånd. Og til brodermordet føjede han blodskam, for han overtog også sin dræbte brors kone. Har man først tilladt sig én misgerning, styrter man hovedkulds imod den næste: den ene bærer kimen til den anden i sig. Og han var fræk nok til at lægge et snedigt slør over sin grufulde handling og udtænke en undskyldning for sin forbrydelse der fik den til at ligne en god gerning, og maskerede mordet som en hellig pligt. Han sagde nemlig at Gerud, der ellers var så mild og god af væsen at hun aldrig havde gjort noget menneske det mindste fortræd, havde været offer for et voldsomt had fra sin mands side. Det var for at frelse hende han havde dræbt sin bror, for han mente det var uværdigt at en så enestående blid kvinde, som der ikke var ondt skabt i, skulle finde sig i uforskammet opførsel fra sin mand. Og det havde han også held til at bilde folk ind. For ved et fyrstehof, hvor man til tider favoriserer hofnarre og hædrer bagvaskere, dér tror man gerne på en løgn. Og Fenge var ikke bange for at bruge sine morderhænder til syndige favntag og begå dobbelt helligbrøde med en og samme ugerning.
6,6 Da Amled så det, blev han bange for at vække sin onkels mistænksomhed hvis han opførte sig for fornuftigt, så i stedet gav han sig til at spille dum: han lod som om hans forstand havde taget alvorligt skade, og på den snedige måde lykkedes det ham ikke alene at skjule sin gode forstand, men også at redde livet. Dag efter dag lå han sløv og ugidelig ved sin mors møgbeskidte ildsted og væltede sig i det modbydeligste skidt og møg på gulvet. Det oversmurte ansigt med den skidne farve var et billede af vanvid og latterlig dumhed. Alt hvad han sagde, virkede forrykt, alt hvad han gjorde, tydede på dyb sløvhed. Kort sagt: man ville ikke kalde ham en mand, men en komisk vanskabning, fostret af en afsindig skæbne. Tit sad han ved ildstedet og rodede med hænderne i gløderne mens han lavede trækroge og hærdede dem i ilden. I enden udstyrede han dem med en slags modhager så de kunne holde bedre fast. Når han blev spurgt hvad det var han foretog sig, svarede han at han lavede spidse våben til at hævne sin far. Og det svar blev der grinet en hel del ad, for ingen havde andet end hån tilovers for hans latterlige, formålsløse beskæftigelse – til trods for at netop den siden hen hjalp ham til at gennemføre sine planer.
6,7 Men dette kunstfærdige arbejde gav de mere skarpsindige af dem der så det, en første mistanke om at han var mere udspekuleret end som så. For netop hans flid med dette ydmyge arbejde tydede på skjulte evner for håndværk, og ingen kunne rigtigt tro på at en mand der arbejdede så elegant med sine hænder, kunne være evnesvag. Og dertil kom at han havde gjort sig det til en vane at samle disse stokke med de svedne spidser i en bunke som han vågede over med den største omhu. Derfor var der dem der holdt på at der slet ikke var noget i vejen med hans forstand, og forestillede sig at han skjulte sin kløgt under en påtaget enfoldighed og gemte dybere hensigter og planer bag dette udspekulerede røgslør. Den sikreste måde at afsløre ham på ville være at pudse en blændende smuk kvinde på ham et eller andet afsides sted og lade hende forføre ham. For mennesket har fra naturens side så stærke erotiske drifter at ingen snedige kneb kan holde dem skjult. Og også i dette tilfælde ville trangen være for voldsom til at han på nogen listig måde kunne holde den tilbage, så hvis hans sløvhed var fingeret, ville han straks når lejligheden gav sig, følge sine lyster. Altså fik de fat på nogle folk der kunne tage ham med langt ind i skoven og udsætte ham for en fristelse af den slags.
6,8 Blandt disse mænd var der tilfældigvis en plejebror til Amled, som ikke havde glemt hvordan de var blevet opdraget sammen. For ham vejede mindet om deres fælles barndom tungere end den ordre han her fik, så når han nu optrådte blandt Amleds udvalgte ledsagere, var det snarere i håb om at advare ham end for at lokke ham i baghold. Han var nemlig ikke i tvivl om at hvis Amled røbede den mindste antydning af fornuft – og især hvis han åbenlyst gik i seng med en pige – ville det være ude med ham. Det var også Amled selv udmærket klar over, så da han fik besked på at stige til hest, anbragte han sig med vilje sådan at han vendte ryggen til hestens hoved og ansigtet mod halen. Og seletøjet lagde han om halen som om han havde tænkt sig at styre hesten i den ende når den fór af sted. Med den slags udspekulerede påfund lykkedes det ham at slippe uden om onklens list og forpurre hans lumske planer. Det var et virkelig grinagtigt syn da hesten kom galoperende uden seletøj, med en rytter der styrede den ved halen.
6,9 På vejen mødte Amled en ulv i et krat, og da hans ledsagere påstod at det var en ung hest han havde set, lod han en bemærkning falde om at den slags var der ikke for mange af i Fenges tjeneste – en dæmpet, men vittig kritik af hvordan onklen brugte sine rigdomme. Da de andre udbrød at det jo var et helt fornuftigt svar, erklærede han at han med vilje havde talt sådan for at man ikke skulle kunne sige om ham at han løj. Folk skulle helst tro om ham at han aldrig kunne finde på at lyve, og derfor blandede han sine listigheder sammen med sandhed på en sådan måde at han holdt sig til sandheden når han talte, men uden at det sande han sagde, afslørede hvor klart han tænkte.
6,10 Senere, da de gik langs stranden, faldt hans ledsagere over roret fra et strandet skib, og da de sagde at det var en kæmpemæssig kniv de havde fundet, svarede han: »Ja, den kan skære en enormt stor skinke!« – Og dermed tænkte han naturligvis på det umådelige hav, som det vældige ror passede godt til. Noget lignende skete da de kom forbi nogle klitter: her forsøgte de at bilde ham ind at sandet var mel, hvortil han svarede at det var malet når stormene piskede havet op. De andre roste hans svar, og han forsikrede selv at det var meget kløgtigt sagt.
For at være sikre på at han turde give sine lyster frit løb, efterlod de ham med vilje på et øde sted, hvor han så stødte på pigen – hun dukkede tilsyneladende tilfældigt op, men var i virkeligheden udsendt af hans onkel. Han ville også have forgrebet sig på hende hvis ikke hans plejebror med et lydløst tegn havde givet ham et praj om at det var en fælde. For da han overvejede hvordan han bedst kunne få en hemmelig advarsel frem og holde den unge mands risikable lidenskaber tilbage, fandt han et strå på jorden og stak det fast i bagkroppen på en bremse der fløj forbi. Den sendte han derpå af sted i den retning hvor han vidste Amled befandt sig – hvorved han gjorde den intetanende unge mand en stor tjeneste. Og tegnet blev opfattet med lige så stor skarpsindighed som det var afsendt. For da Amled fik øje på bremsen og ved nærmere eftersyn opdagede strået som den bar bagi, gik det op for ham at dette var en tavs advarsel mod forræderi. Mistanken om at han var på vej i en fælde, skræmte ham, og for at kunne gennemføre sit forehavende uden risiko tog han pigen i sine arme og bar hende langt ud i en uvejsom mose. Da han havde haft samleje med hende, bad han hende indtrængende om ikke at fortælle det til nogen. Det lovede hun lige så ivrigt som han bad om det. Pigen følte nemlig fra gamle dage stor hengivenhed for Amled, for de var barndomsvenner og havde som børn haft de samme opdragere.
6,11 De fulgte ham nu hjem igen, og da de begyndte at lave skæg med ham og spurgte om han havde været i seng med pigen, indrømmede han at han havde forgrebet sig på hende. De spurgte så også hvor han havde gjort det, og hvad han havde haft at ligge på, og dertil svarede han at han havde ligget på hoven af en hest, kammen af en hane og taget af et hus. Da han skulle ud og sættes på prøve, havde han nemlig taget nogle stumper af hver af disse ting med for ikke at være nødt til at lyve. De ord vakte stor moro blandt de omkringstående – på trods af at han med sin morsomhed ikke havde fjernet sig det mindste fra sandheden. Også pigen blev spurgt ud om sagen, men hun hævdede at han intet havde foretaget sig i den retning, og det svar troede de på, særlig fordi ingen af ledsagerne havde set hvad der var foregået.
På det tidspunkt ville den mand der havde sat mærke på bremsen, vise Amled at det var ham han kunne takke for den list der havde reddet hans liv, og derfor sagde han at han for nylig havde gjort ham en ganske særlig tjeneste. Og den unge mands svar var ikke så tosset: for at forsikre sin hjælper om at han værdsatte hans indsats, fortalte han at han havde set et eller andet der kom flyvende i en vældig fart med et strå, og med en avne i bagen. Det svar fik de andre til at brøle af grin, mens Amleds hjælper godtede sig fordi det var så kløgtigt.
6,12 Sådan satte det unge menneske dem alle sammen til vægs. Ingen kunne finde nøglen til hans skjulte hensigter, og nu erklærede en af Fenges venner, der var mere opblæst end snedig, at de dér gammelkendte numre slet ikke var nok til afsløre så kringlet og durkdreven en begavelse. Han havde alt for stor viljestyrke til at bide på den slags lette prøver, og over for hans indviklede komediespil skulle man derfor ikke bruge simple fristelser. Så nu havde han, sagde han, tænkt dybere over sagerne og fundet på en mere spidsfindig fremgangsmåde, der ikke var svær at udføre og ville være yderst effektiv til at finde ud af det de ville vide. Fenge skulle sørge for at være af vejen, under påskud af at han havde vigtige forretninger at gøre, og imens skulle Amled lukkes inde alene med sin mor i hendes sovekammer, hvor der i forvejen, uden at nogen af dem vidste af det, var placeret en mand der fra et mørkt hjørne skulle høre nøje efter hvad de sagde til hinanden. For hvis sønnen var ved sin forstands fulde brug, ville han ikke betænke sig på at tale åbent over for sin mor, og ikke være bange for at betro sig til sit eget ophav. Manden tilbød meget ihærdigt selv at påtage sig opgaven som spion, for det skulle ikke se ud som om han kun kunne udtænke planerne, men ikke føre dem ud i livet. Fenge blev begejstret over ideen og lod straks som om han tog af sted på en lang rejse.
6,13 Manden der havde foreslået planen, sneg sig nu ind i det værelse hvor Amled skulle lukkes ind sammen med sin mor, og gemte sig under halmen. Men Amled vidste godt hvordan man undgik fælder. Han var nemlig bange for at væggene skulle have ører, og kastede sig derfor først ud i sine sædvanlige fjollerier: galede i vilden sky som en hane, baskede armene sammen som vinger og sprang op i halmen hvor han gav sig til at hoppe frem og tilbage for at mærke om der skulle gemme sig noget nedenunder. Og da han mærkede en bule under fødderne, stak han efter den med sværdet og ramte manden dernede, hvorpå han trak ham frem fra hans skjulested og dræbte ham. Liget skar han i stykker som han kogte og hældte ud gennem den åbne latrin så svinene kunne æde dem, og sådan lod han mandens ynkelige lemmer ende mellem skidt og lort.
6,14 Så snart han på denne måde var sluppet uden om fælden, vendte han tilbage til værelset. Og da hans mor nu gav sig til at hyle og jamre over sin debile søn, lige op i hans åbne ansigt, udbrød han: »Modbydelige kvindemenneske! Tror du den slags påtaget flæberi kan skjule en alvorlig forbrydelse? Du har jo selv opført dig som en liderlig luder ved at sige ja til et afskyeligt og uanstændigt ægteskab. Du åbner dit skamløse skød for din mands morder, og med sjofel kælenhed gør du dig lækker for den mand der har myrdet din søns far. Det er sådan hopper gør: de slutter sig til den hingst der sejrer over deres mage. Kun dyr opfører sig sådan, parrer sig i flæng til alle sider, men du har gjort præcis det samme: du har jo glemt din første ægtemand! Og når jeg spiller tåbe, er der gode grunde til det, for jeg er ikke et øjeblik i tvivl om at en mand der har dræbt sin bror, kan fare lige så hæmningsløst og grusomt frem mod sine andre slægtninge. Af den grund er det klogere at virke ubegavet end forstandig, for jeg kan redde livet ved at spille rablende forrykt. Dybt i mig sidder altid længslen efter hævn for mordet på min far, men jeg lurer på en lejlighed, jeg venter på det rette øjeblik. Hver ting til sin tid! Når man står over for så lunefuldt og så brutalt et menneske, skal der mere end almindelig opfindsomhed til. Nej, du har ingen grund til at jamre over mit vanvid – du skulle hellere sørge over din egen skam. Dit eget syge sind burde du græde over, ikke andres! Og alt det øvrige, det skal du sørge for at tie stille med!« Med disse sviende bebrejdelser tvang han sin mor tilbage til et mere ærbart liv, og til at indse at den gamle kærlighed var mere værd end øjeblikkets fristelser.
6,15 Da Fenge vendte hjem, kunne han ikke finde spionen nogen steder: han ledte længe og ihærdigt, men ingen mente at have set ham nogetsteds. For morskabs skyld spurgte de også Amled om han havde set noget spor af manden, og han svarede at han var røget ned i lokummet, og da han kom ud forneden var han blevet begravet i lort, hvorefter svinene havde ædt ham op. Det svar udtrykte ganske vist den rene skære sandhed, men de der hørte det, lo bare ad det eftersom det lød aldeles tosset.
6,16 Fenge var stadig overbevist om at stedsønnen snød ham, og ville helst rydde den mistænkelige person af vejen, men han turde ikke gøre alvor af det af frygt for hvad Amleds bedstefar Rørik og hans egen kone ville sige. Derfor besluttede han sig for at lade den britiske konge slå ham ihjel så han selv kunne spille uskyldig mens en anden gjorde arbejdet. I sin trang til at skjule sin egen brutalitet foretrak han altså at trække en ven gennem sølet, frem for selv at tage skammen på sig.
Ved afrejsen gav Amled i hemmelighed sin mor ordre til at udsmykke tronsalen med vævede tæpper med knuder på, og når der var gået et år, at holde et gravøl for ham som om han var død. Til den tid lovede han så at komme hjem.
Sammen med ham rejste to af Fenges hirdmænd, der havde et brev med til den britiske konge, ridset i et stykke træ. Det var det almindeligste skrivemateriale i gamle dage. I brevet fik kongen besked på at dræbe den unge mand der her blev sendt over til ham. Mens de to sov, gennemsøgte Amled deres bagage og fandt brevet. Da han havde læst det igennem, sørgede han for at skrabe alt hvad der stod ridset på det, væk og erstatte det med nye bogstaver der ændrede indholdet så dommen ikke gjaldt ham selv, men hans ledsagere. Og han nøjedes ikke med at fritage sig selv fra dødsdommen og lægge faren over på de andre, han tilføjede også, stadig i Fenges navn, en anmodning til den britiske konge om at give den fornuftige unge mand der hermed blev sendt over til ham, sin datter til ægte.
6,17 Da selskabet ankom til Britannien, opsøgte udsendingene kongen for at overrække ham det brev som de troede skulle blive en andens endeligt, men som i virkeligheden udpegede dem selv til døden. Kongen lod som ingenting og tog venligt og gæstfrit imod dem. Men nu skete der det at Amled afviste alle de kongelige retter der blev dækket op med, som om det var tarvelig kost. Han viste en besynderlig afholdenhed, takkede nej til hele den overdådige servering og rørte hverken mad eller drikke. Alle var forbløffede over at en ung mand fra et fremmed land kunne rynke på næsen ad de udsøgte lækkerier og luksuriøse retter det kongelige bord bød på, som om det var det rene bonde-ædelse. Så da kongen hævede taflet og sagde godnat til sine venner, sendte han en af dem hen for at lægge sig på lur i gæsternes sovekammer og høre hvad de talte om i nattens løb.
6,18 Nu spurgte Amleds to følgesvende ham så hvorfor han ved middagen havde ladet al maden stå som om det var gift, og Amled svarede at brødet havde været tilsølet med blod, at drikkevarerne havde smagt af jern og at kødretterne havde været gennemtrukket af en stank af lig og fuldkommen fordærvet af en lugt som af død og begravelse. Han tilføjede at kongen havde en træls øjne, og at dronningen på tre punkter havde båret sig ad som en trælkvinde – så det var ikke så meget gildet selv som dem der gav gildet, han var ude efter med sine grovheder. Hans ledsagere begyndte straks at skælde ham ud over at han stadig ikke var rigtig velforvaret, og grine spydigt af at han sådan kritiserede det han burde rose, og beklagede sig over ting der var ganske glimrende, sådan som han aldeles respektløst rakkede ned på en fremragende konge og en kvinde der optrådte med stor dannelse, og overdængede to mennesker der havde fortjent hæder og berømmelse, med de mest ydmygende bebrejdelser.
6,19 Da kongen hørte det fra sin håndlanger, erklærede han at den der havde sagt sådan, enten måtte være overmenneskeligt begavet eller tilsvarende gal – og med de få ord loddede han den virkelige dybde i hvad Amled foretog sig. Derpå kaldte han sin forvalter til sig og spurgte ham hvor han havde fået brødet fra. Da han oplyste at det var bagt af kongens egen bager, spurgte kongen videre hvor kornet til det havde vokset, og om der var nogen grund til at tro at et menneske var blevet dræbt på det sted. Forvalteren svarede at der ikke langt borte var en mark der bar tydelige spor efter et stort mandefald en gang i fortiden, for den var oversået med ældgamle knogler fra de dræbte. Den havde han sået til om foråret, for han regnede med at den var mere frugtbar end de andre marker og ville give et rigt udbytte. Så det var jo ikke umuligt at disse rådne rester havde givet brødet en grim smag. Efter den besked sluttede kongen at Amled havde talt sandt, og han ville nu også vide hvor flæsket var kommet fra. Forvalteren forklarede at hans svin ved uagtsomhed var sluppet ud af stien og havde ædt et råddent lig af en røver, og det kunne måske nok have givet deres kød en smag henad råddenskab. Da kongen forstod at Amled også havde haft ret på det punkt, spurgte han hvad det var for en væske han havde blandet drikkevarerne af. Han fik det svar at de havde været tilsat bikager og vand, og da han havde fået udpeget kilden vandet kom fra, og fik gravet et dybt hul i den, fandt han adskillige rustne sværd som man godt kunne tænke sig at vandet havde fået en bismag af. Andre siger at Amled forkastede drikkevarerne fordi han kunne smage på dem at bierne have søgt føde i bugen på et lig, så problemet altså lå i en smag der oprindelig var kommet fra bikagerne.
6,20 Da kongen så at der kunne redegøres overbevisende for den smag Amled beklagede sig over, gik det op for ham at Amleds hårde ord om hans egne uværdige øjne måtte hentyde til noget grimt i hans afstamning, så han opsøgte i hemmelighed sin mor og spurgte hende hvem der var hans far. Hun bedyrede at hun aldrig havde været sammen med andre end kongen, men da han truede med at pine sandheden ud af hende, fik han at vide at han var søn af en træl. Der skulle altså tvang til før han fik opklaret hvorfor Amled havde talt ondt om hans afstamning.
Kongen blev jo yderst pinligt berørt over sin afstamning, men samtidig begejstret over den unge mands kløgt, og spurgte ham så hvorfor han havde hængt dronningen ud med den grove beskyldning om at hun opførte sig som en træl. Det smertede ham at hans gæst med sin natlige snak havde sået tvivl om hans kones høviskhed – men nu fik han at vide at hun ligefrem var født af en trælkvinde. For Amled forklarede at han havde bemærket tre punkter hvor hun havde båret sig ad som en træl: Det første var at hun trak kappen op over hovedet som en tjenestepige, det andet at hun kiltede sin kjortel op når hun skulle gå, og det tredje at hun stangede sig mellem tænderne med en tandstikker og spiste de madrester hun gravede frem. Han fortalte også at hendes mor var blevet taget til fange og gjort til træl – for han skulle ikke tro at hun bare opførte sig som en træl, hun var faktisk af trælleslægt.
6,21 I næsegrus beundring for hans evner, som han opfattede som en slags guddommelig gave, gav kongen ham sin datter til hustru, og alt hvad han sagde, modtog han som vidnesbyrd fra himlen. Hvad hans ledsagere angår, efterkom kongen sin vens ordrer og lod dem hænge dagen efter. Det var en vennetjeneste, men Amled lod som om det var en fornærmelse som han tog ham meget fortrydeligt op, og som mandebod gav kongen ham en sum guld, som han senere i hemmelighed fik smeltet om og støbt ind i udhulede træstokke.
6,22 Da han havde opholdt sig hos kongen i et år, bad han om lov til at rejse, og han vendte nu hjem til sit fædreland uden at tage andet af sit rige kongelige udstyr med sig end stokkene med guldet. Så snart han steg i land i Jylland, skiftede han sit nye udseende ud med det gamle, og den værdige optræden han nu havde vænnet sig til, erstattede han omhyggeligt med sin sædvanlige naragtighed.
Da han trådte ind i spisesalen hvor de fejrede hans gravøl, og stod dér møgbeskidt fra top til tå, kom det som et chok for alle i salen at rygtet om hans død havde været falsk. Til sidst forvandlede rædslen sig dog til morskab, og alle gæsterne begyndte at gøre nar af hinanden fordi den mand de holdt gravøl for som om han var død, stod dér lyslevende foran dem. Da de spurgte til hans ledsagere, holdt han sine stave frem og sagde: »Her er den ene, og her er den anden«. Og om det var mest sandhed eller vittighed er ikke til at sige. For selv om de fleste tog hans bemærkning som det rene vrøvl, holdt han sig nøje til sandheden for så vidt som han i stedet for de dræbte selv talte om den mandebod han havde fået for dem.
6,23 Han sluttede sig nu til mundskænkene og gav sig til at skåle ivrigt med gæsterne for at sætte endnu mere liv i selskabet. Og for at den løse kjortel ikke skulle være i vejen når han gik, spændte han sin sværdrem om livet, hvorefter han gang på gang trak sværdet ud af skeden og med vilje stak sig i fingrene med spidsen. Det endte med at de omkringstående fik slået en jernbolt tværs igennem både sværd og skede.
For at bane vejen for sine lumske planer blev han ved at skænke op for de fornemme herrer: han langede dem det ene bæger efter det andet og hældte så meget vin i dem at de ikke kunne stå på benene af bare fuldskab, men faldt i søvn i selve hallen og brugte spisesalen som sovekammer.
6,24 Da han nu så at de var lige til at overliste, blev han enig med sig selv om at øjeblikket var inde hvor hans plan skulle føres ud i livet. Han hentede de pinde han i sin tid havde gjort klar, frem fra deres skjulested og gik ind i hallen hvor de høje herrer lå spredt ud over hele gulvet og brækkede sig, bedøvede af druk. Herinde var væggene dækket af det tæppe hans mor havde syet, og han skar nu stropperne over så det faldt ned. Dette tæppe lagde han hen over de snorkende mænd, og med de krogede pinde samlede han knuderne i et så uløseligt fletværk at ingen af dem der lå under det, magtede at rejse sig, hvor meget de end anstrengte sig. Derpå stak han ild til huset, og mens flammerne tog til og ilden bredte sig for snart at omspænde bygningen og fortære hele kongens hal, brændte de alle inde, hvad enten de sov dybt eller forgæves forsøgte at komme på benene.
6,25 Herefter gik Amled til Fenges sovekammer (for Fenge var tidligere blevet ført hen til sit kvarter af hele sit følge). Hans sværd hang tilfældigvis ved sengen, og Amled rev det til sig og hængte sit eget op i stedet. Derpå vækkede han onklen og fortalte ham at hans stormænd var ved at brænde inde: nu var Amled kommet, bevæbnet med sine gamle kroge, og han brændte af lyst til at tage sin velfortjente hævn over mordet på sin far. Ved de ord sprang Fenge ud af sengen, men sit eget sværd kunne han ikke finde, og mens han forgæves forsøgte at trække det fremmede ud af skeden, blev han dræbt.
Her ser vi en tapper mand! En mand der gjorde sig fortjent til evigt ry! Han væbnede sig klogeligt med falsk enfoldighed og holdt sin virkelige kløgt, der overstrålede almindelig menneskelig kunnen, godt skjult med et forbløffende komediespil som vanvittig. Og sådan lykkedes det ham ikke kun at redde livet med en list, men også, ved den samme list, til sidst at opnå hævn for mordet på sin far. Så snedigt tog han vare på sig selv, så modigt hævnede han faderen at vi har svært ved at afgøre hvad der var størst, hans tapperhed eller hans kløgt.