© 2024 Det Danske Sprog- og Litteraturselskab. Copyright
Dansk Litteratur drives af Hugo v0.119.0
Hosting: Det Danske Sprog- og Litteraturselskab
1,1 Efter drabet på stedfaderen turde Amled ikke udsætte sin handling for befolkningens uforudsigelige dom, så han besluttede sig for at gå under jorden indtil han var klar over hvad de jævne folkemasser havde tænkt sig at gøre. Alle de omkringboende havde bemærket branden om natten, og da de næste morgen kom for at se hvad årsagen var til den ild de havde set, fandt de kongshallen i aske. De gennemsøgte de stadig rygende ruiner, men fandt intet andet end de uformelige rester af forkullede lig. Ilden havde fortæret alt med en sådan grådighed at der ikke var det mindste fingerpeg at finde om hvad grunden kunne være til denne katastrofe. Også Fenges gennemborede lig kom til syne blandt blodbestænket tøj. Nogle var grebet af åbenlys harme, andre af sorg, atter andre af hemmelig begejstring. Der var dem der klagede over at en hersker var gået bort, og der var dem der jublede over at en brodermorders tyranni var bragt til ende. Og sådan blev kongens drab modtaget med vidt forskellige følelser af dem der så det.
1,2 Eftersom folket forholdt sig i ro, fik Amled mod til at komme frem fra sit skjul, og nu sammenkaldte han de folk han vidste holdt fast ved erindringen om hans far, til et ting hvor han holdt følgende tale:
»I skal ikke sørge over den ulykke I nu ser her, hvis I stadig sørger over Ørvendels tragiske endeligt. Nej, sørge skal I ikke – ikke hvis I stadig har nogen troskab mod jeres konge og nogen hengivenhed for jeres fædreland i behold. Det er en brodermorders død I nu er vidner til, ikke en konges. Det var et sørgeligere syn dengang I så vores konge ynkeligt myrdet af en nedrig brodermorder – for ikke at sige sin egen bror. I har jo selv stået der og set Ørvendels sønderrevne lemmer, I har selv med øjne fulde af medynk set hans legeme gennemhullet af talløse sår. Kan nogen være i tvivl om at denne rå bøddel havde taget livet af ham for at ribbe fædrelandet for dets frihed? En og samme hånd har kastet ham i døden og jer under åget. Kan noget menneske være vanvittigt nok til at foretrække Fenges grusomhed for Ørvendels omsorg? Tænk på al den imødekommenhed Ørvendel viste jer, den retfærdighed han behandlede jer med, den mildhed han elskede jer med! Tænk på at I har mistet en uendeligt kærlig konge, en retfærdig far, og i stedet fået en tyran, en brodermorder – lov og ret er røvet fra jer, alting er fordærvet, fædrelandet vansiret af synd, trældomsåget lagt på jeres skuldre, frihed og selvbestemmelse vristet fra jer!
1,3 Men nu er alt det ovre: som I ser, er forbryderen udryddet med sine forbrydelser, og brodermorderen har fået sin straf for sine onde gerninger. Kan nogen iagttager med bare en smule fornuft i hovedet tage dette som et overgreb og ikke som en velgerning? Kan nogen ved sin forstands fulde brug føle sorg over at en forbrydelse er faldet tilbage på sin ophavsmand? Kan nogen begræde at en blodbestænket bøddel har fået sin bekomst, og klage over at en bestialsk tyran så fuldt fortjent har mistet livet? Her står ophavsmanden til det I nu er vidne til! Det er mig der har hævnet såvel min far som mit fædreland, det erkender jeg blankt. Jeg har begået den gerning som det lige så vel påhvilede jer at udføre. Det som I og jeg burde have gennemført i fællesskab, har jeg alene gjort til virkelighed. Og oven i købet har ingen andre deltaget i denne store dåd, ingen andre har bistået mig med min bedrift. Jeg ved udmærket at I ville have rakt mig en hjælpende hånd til mit forehavende hvis jeg havde bedt jer om det: jeg er ikke i tvivl om at I stadig er tro mod jeres konge og holder af jeres hersker. Men jeg valgte at straffe forbryderne uden at sætte jeres liv på spil. For jeg ønskede ikke at belaste andres skuldre med en byrde som jeg mente mine egne kunne magte.
1,4 Alle de andre har jeg brændt til aske, kun Fenges lig har jeg efterladt, ham overlader jeg det til jer at brænde så også I kan få jeres retfærdige hævntørst slukket. Kom hurtigt, byg et bål, brænd hans ugudelige krop, lad hans forbryderiske lemmer syde, spred hans onde aske, kast de grufulde gløder for vinden – ingen urne, ingen gravhøj skal lukke sig om de afskyelige rester af hans knogler. Intet spor af brodermordet skal stå tilbage, intet sted i riget skal rumme hans fordærvede lemmer, ingen naboegn skal føle smitten fra dem. Hverken hav eller land skal besmittes ved at huse hans æreløse lig. Alt andet har jeg selv forrettet, kun dette ene har jeg efterladt til jer som en hellig pligt. Det er den begravelse der tilkommer en tyran, det er den ligfærd en brodermorder bør have. Nej, når en mand har ribbet fædrelandet for dets frihed, skal fædrelandet ikke værne om hans aske.
1,5 Er der nogen grund til at genoprulle mine lidelser? Genkalde mine ulykker? Genfortælle mine sorger? I kender dem jo bedre end jeg selv. Min stedfar ville mig til livs, min mor foragtede mig, mine venner spyttede på mig, og sådan henlevede jeg mine år i begrædelighed, mine dage i ulyksalighed, uden sikkerhed for hvor længe dette liv fuldt af frygt og farer ville vare. Kort sagt, hele mit ynkelige liv har jeg tilbragt i den dybeste modgang. Ofte har I sukket for jer selv over at jeg ikke var ved mine fulde fem. At der ikke var nogen til at hævne min far, til at straffe brodermordet. Det var for mig et hemmeligt tegn på jeres hengivenhed, og jeg forstod at kongens fald stadig levede i jeres erindring. Kan nogen have så hårdt et hjerte, så upåvirkeligt et sind at mine lidelser ikke kan smelte det og vække hans medynk, mine plager ikke røre det og kalde på hans medlidenhed? Så føl med jeres plejesøn, lad jer bevæge af mine ulykker, alle I hvis hænder ingen del har haft i Ørvendels drab. Føl også med min stakkels plagede mor, og glæd jer over at jeres gamle dronnings vanære er visket ud – den tyngende, dobbelte skam hendes kvindekrop var tvunget til at bære hver gang hun tog sin ægtemands bror og morder i sin favn.
1,6 For at tilsløre mine planer om hævn og skjule mine åndsevner opførte jeg mig som en tosse uden i virkeligheden at være det. Jeg spillede tåbe for at kunne bage en begavet rævekage – og om den er lykkedes, om den har nået sit mål, det ligger åbent for jeres blik. I den betydningsfulde sag overlader jeg det med glæde til jer at dømme. Nu må I selv træde morderens aske under fode, nu må I håne støvet af den mand der skændede og voldtog sin myrdede brors hustru på det afskyeligste, krænkede sin herre, forrådte sin høje konge, underkastede jer et benhårdt tyranni, berøvede jer friheden og føjede blodskam til sit brodermord.
1,7 Så tag imod mig som den der har tjent den retfærdige hævn og stridt for den gengældelse som pligten krævede – modtag mig med et ædelt sind, mød mig med den respekt jeg fortjener, styrk mig med et imødekommende blik. Jeg har afvasket fædrelandets skam, jeg har bortvisket min mors vanære, jeg har omstyrtet tyrannen, jeg har dræbt morderen, jeg er undsluppet min onkels forræderiske hånd med min egen snedige snare – og havde han overlevet, var hans forbrydelser taget til for hver dag der gik. Jeg græmmedes over disse overgreb imod min far og mit fædreland. Jeg ryddede den mand af vejen der tyranniserede jer hårdere end noget menneske bør finde sig i. Overvej den velgerning, vis jeres respekt for min evner – og giv mig kongemagten hvis jeg har fortjent den. Her står I med manden der har bragt jer denne storslåede gave, en værdig arving til sin fars herredømme, ikke en morder, men en retmæssig tronfølger og en pligttro hævner af et forbryderisk brodermord. Mig kan I takke for at I har genvundet friheden, at plageåndens herredømme er ovre, undertrykkerens åg borte, morderens magt brudt, tyrannens scepter trampet under fode. Jeg har trukket trældommen af jer, iført jer friheden, genskabt jeres værdighed, genoprettet jeres ry, ryddet voldsherskeren af vejen, triumferet over bødlen. Belønningen ligger i jeres hånd, I ved selv hvad jeg har udrettet for jer, det er af jeres storhed jeg udbeder mig min løn.«
1,8 Med denne tale havde den unge mand rørt alles hjerter. Hos nogle vakte han medynk, hos andre fik han ligefrem tårerne frem. Men så snart deres sorg havde lagt sig, valgte de ham enstemmigt og med begejstring til konge. De havde alle store forhåbninger til hans evner efter at han havde udtænkt sådan en bedrift med så ubegribelig en snedighed, og fuldført den med så utrolig en indsats. Mange var tydeligvis forbløffede over at det var lykkedes ham at holde sine sindrige planer skjult i så lang tid.
1,9 Efter at have udrettet alt det i Danmark udrustede han tre skibe med stor pragt og sejlede atter en gang til Britannien, for at opsøge sin svigerfar og sin hustru. Han havde samlet sig en hird af fremragende unge krigere og klædt dem i prægtige dragter, for ligesom han hidtil altid havde optrådt i de ynkeligste pjalter, sådan ville han nu til hver en tid føre sig frem i pragtfuld mundering, og alt hvad han tidligere havde gjort fattigt og usselt, forvandlede han nu til rigdom og luksus. Han fik sågar fremstillet et skjold, hvorpå alle hans bedrifter i rad og række lige fra hans tidligste barndom var skildret i udsøgte billeder. Når han bar det omkring som en slags vidnesbyrd om sin egen tapperhed og styrke, udbredte han selv sin berømmelse.
1,10 På skjoldet så man afbildet Ørvendels drab, Fenges brodermord og blodskam, den nedrige onkel, den naragtige nevø, de krogede stokke, stedfaderens mistanke, stedsønnens komediespil, de forskellige fristelser, kvinden der skulle lokke ham i fælden, ulven med opspærret gab, roret de fandt, sandet de drog forbi, skoven de gik ind i, avnen på bremsen, den unge mand der har modtaget advarslen, og hans hemmelige samvær med pigen bag ryggen på følget. Her så man skildringer af kongsgården, af at dronningen mødes med sin søn, spionen bliver stukket ned, den dræbte kogt, den kogte hældt i latrinen, den borthældte overladt til svinene, lemmerne kastet i lortet og efterladt som føde for de vilde dyr. Her så man også hvordan Amled opdagede sine ledsageres hemmelighed mens de sov, hvordan han slettede skrifttegnene og erstattede dem med andre bogstaver, hvordan han væmmedes ved maden og afviste drikkevarerne, hvordan han talte ondt om kongens øjne, og hvordan han anklagede dronningen for manglende dannelse. Samtidig så man afbildninger af udsendingenes henrettelse og den unge mands bryllup, man så ham sejle tilbage til Danmark, man så gravøllet blive fejret med et stort gilde, man så ham vise stokkene frem til dem der spurgte efter hans ledsagere, man så den unge mand spille mundskænk og med vilje stikke sig i fingrene med sit dragne sværd, man så boltene blive slået gennem sværdet, festen blive stadig lystigere, larmen tage til, tæppet blive kastet over de sovende og gjort fast med krogene, de fuldkommen bedøvede mænd blive pakket sammen, en brændende gren blive slynget ind i bygningen, gæsterne blive brændt inde, kongshallen synke sammen omspændt af flammer, Amled gå til Fenges sovekammer, gribe hans sværd og erstatte det med det ubrugelige, kongen blive stukket ned med sit eget sværd for sin stedsøns hånd. Alt dette havde den flittige håndværker kunstfærdigt indgraveret på hans krigerskjold med former og figurer der nøje gengav hver en genstand og begivenhed. Men også hans følge bar forgyldte skjolde for at optræde med omp og pragt.
1,11 Den britiske konge tog særdeles venligt imod dem og beværtede dem med kongelig ødselhed. Under måltidet spurgte han interesseret til om Fenge levede og havde det godt, men han fik det svar af sin svigersøn at han var faldet for sværdet, så hans velbefindende nyttede det ikke noget at spørge til. Da han så blev ved med at spørge hvem der havde dræbt ham, fik han den besked at den der bragte nyheden om drabet også havde udført det. Da han hørte det, stivnede han indvendig, uden at sige et ord, for det gik op for ham at han selv havde pligt til at hævne Fenge, det havde han engang lovet ham. Han og Fenge havde engang gensidigt forpligtet sig til at hævne hinanden. Ansvaret over for datteren og kærligheden til svigersønnen sled i ham fra den ene side, men i den anden trak hans hengivenhed over for vennen og ikke mindst den bindende ed han havde svoret, det gensidige æresord, som det ville være forkasteligt at bryde. Det endte med at han lod slægt være slægt og valgte at overholde sin ed. Han bestemte sig for hævnen og for at sætte sine løfter højere end sine kære. Men eftersom man anså det for en forbrydelse at bryde gæstevenskabets hellige love, valgte han at lade en udenforstående eksekvere hævnen, og tilsløre forbrydelsen så han selv kunne stille sig uskyldig an.
1,12 Han skjulte altså sine lumske planer under høflig opmærksomhed og lagde et slør af hyklerisk imødekommenhed over sine onde hensigter. Og da hans kone kort tid inden var død fra ham, bad han Amled om at påtage sig en diplomatisk mission for at arrangere et nyt ægteskab, for som han sagde: han var så umådelig glad for hans enestående evner. Sagen var, forklarede han, at Skotland blev regeret af en dronning som han havde vældig lyst til at gifte sig med. På den anden side var han klar over at hun ikke alene var dydig og ugift, men også arrogant og hensynsløs, og at hun altid havde afskyet sine bejlere og fået alle sine tilbedere henrettet, ja, faktisk var der ikke en af de mange der havde friet til hende, der var sluppet fra det med livet i behold.
1,13 Amled drog så af sted selv om det var en risikabel mission han var sendt ud på, og han undslog sig ikke for at udføre ordren, men satte sin lid dels til sine egne folk, dels til kongens tjenere. Han nåede ind i Skotland, og ikke langt fra dronningens gård drejede han ind på en eng ved siden af vejen for at give hestene et hvil. Her frydede han sig over stedets skønhed, og da bækkens liflige rislen gjorde ham døsig, satte han folk ud for at holde vagt et stykke væk mens han selv tog sig en lur. Da dronningen hørte det, sendte hun ti unge mænd ud for at udspejde de fremmede: hvornår de kom og hvad de havde med sig. En af dem, en særligt kvik ung mand, sneg sig resolut forbi vagterne helt hen til Amled og fjernede hans skjold, som han ellers havde lagt under sit hoved da han lagde sig til at sove, men han gjorde det så forsigtigt at han ikke så meget som forstyrrede hans søvn og heller ikke vækkede nogen anden af alle hans mænd – for på den måde kunne han ikke alene bringe sin frue mundtlig underretning, men også håndgribeligt bevismateriale. Og brevet som Amled havde fået med sig, listede han præcis lige så behændigt op af den taske det lå i.
1,14 De to ting blev bragt hen til dronningen, som studerede skjoldet nøje, læste hele sammenhængen ud af billederne på det og forstod at den mand der var på vej, havde straffet sin onkel for mordet på sin far efter en kløgtig og sindrigt udregnet plan. Hun så også på brevet med anmodningen om ægteskab og slettede hvert et bogstav i det, for hun afskyede tanken om at blive gift med en gammel mand: hun ville have en ung mand i sin seng. I stedet skrev hun et andet budskab, der stadig skulle forestille at komme fra den britiske konge og være signeret med hans navn og titel, og hvor det kom til at se ud som om han bad hende tage den der overbragte brevet, til ægte. Hun sørgede også for at få de begivenheder hun havde udlæst af skjoldet, flettet ind i teksten så man kunne sige at skjoldet bekræftede brevet, og brevet tolkede skjoldet. Derpå gav hun sine spejdere besked på at bringe skjoldet tilbage og lægge brevet hvor det kom fra – og sådan anvendte hun samme kneb over for Amled som hun havde set at han havde brugt til at tage sine ledsagere ved næsen.
1,15 I mellemtiden var det gået op for Amled at hans skjold var blevet listet væk under hovedet på ham, men han holdt bevidst øjnene lukket og lod som om han sov, i håb om at rævesøvnen kunne skaffe ham det tilbage som han havde mistet under den virkelige søvn. Han forestillede sig at listetyven ville få blod på tanden og forsøge det samme nummer endnu en gang, når det nu var gået så godt den første gang. Og det tog han ikke fejl i. Så da spejderen nu kom listende for at lægge skjoldet og brevet tilbage hvor de kom fra, sprang han op og greb ham, og lagde ham i lænker. Derpå vækkede han sine ledsagere og fortsatte til dronningens gård. Her hilste han hende fra sin svigerfar og overrakte hende brevet med hans segl under.
Så snart Hermuthrud (sådan hed dronningen) havde fået brevet i hånden og læst det igennem, roste hun Amled i høje vendinger for hans bedrift og hans opfindsomhed og erklærede at Fenge kun havde fået sin velfortjente straf. Amled selv havde med ufattelig skarpsindighed udrettet noget der overgik almindelig menneskelig fatteevne, for ikke alene havde han med ubegribeligt klarsyn udtænkt en hævn for mordet på faderen og ægteskabet med moderen, han havde også med en enestående retsindig indsats erobret riget fra den mand der gang på gang havde forsøgt at snigmyrde ham.
1,16 Derfor var hun også noget forundret over at så begavet en mand på et enkelt punkt helt havde forregnet sig, nemlig med sit ægteskab. For så vidt hun kunne se, havde han, der ellers var næsten mere berømt end menneskeligt muligt, nedladt sig til en uværdig og æreløs forbindelse. Hans hustru var jo datter af trælle – også selv om skæbnen senere havde stadset dem ud med kongelig pragt og ære. En klog mand ser ikke på udseendet, men på slægten når han skal vælge sig en brud. Skal man søge ægteskab på en ordentlig facon, må man se på pigens stamtræ og ikke lade sig blænde af hendes skønhed, der ganske vist kan både lokke og pirre, men kun er en hul facade der har ribbet mangen en mand for ære og værdighed. Men der var en han kunne få, en af hans egen stand. Hun selv savnede hverken formue eller ædelt blod, hun var den helt rigtige hustru for ham eftersom hun sagtens kunne måle sig med ham både hvad kongelige rigdomme og fornemme aner angik. Hun var jo dronning, og havde det ikke været for hendes køn, kunne man godt have kaldt hende konge. Eller rettere: den mand hun fandt værdig til sin ægteseng, han var konge – den hun gav sin hånd, gav hun også sin kongemagt. Ægteskabet fulgte med scepteret, og scepteret med ægteskabet. Og det var heller ikke nogen ringe gestus fra hendes side at tilbyde ham ægteskab, i betragtning af at hun ellers plejede at give afslag – med sværdet. Derfor, sagde hun, skulle han vende sig mod hende: prøve at gøre indtryk på hende, ønske sig hende til kone – og indse at slægt betyder mere end skønhed. Med de ord kastede hun sig i armene på ham, og holdt fast.
1,17 Amled frydede sig over hendes indladende ord, han besvarede ivrigt hendes kys, gengældte hendes omfavnelser og erklærede at han mente præcis det samme som hende. Derpå blev der holdt gilde, venner og bekendte blev indbudt, stormændene blev kaldt sammen, og brylluppet blev fejret. Og da det var ovre, vendte han tilbage til Britannien med et stærkt kontingent af skotter, som han bad følge tæt efter så han kunne hente hjælp hos dem over for forskellige bagholdsangreb.
1,18 Da han nåede tilbage, kom den britiske konges datter, som han jo var gift med, ham i møde. Men selv om hun beklagede sig over den krænkende behandling han havde udsat hende for ved sådan at skyde hende til side til fordel for en medhustru, var det alligevel under hendes værdighed, erklærede hun, at glemme sin hengivenhed over for sin mand til fordel for sit had til elskerinden, og hun havde heller ikke i sinde at vende sin mand så meget ryggen at hun tav stille med de skumle planer hun vidste der var lagt imod ham. Hun havde jo sin søn som pant på ægteskabet, og alene tanken på drengen måtte minde moderen om den hengivenhed hun skyldte sin mand. »Lad ham om at hade sin mors medhustru,« sagde hun, »jeg selv vil holde af hende. Ingen modgang skal kvæle min kærlighed til dig, ingen skinsyge slukke dens flammer, nej, jeg vil røbe alle onde planer der bliver lagt imod dig, og åbenbare alle fælder jeg får kendskab til. Derfor beder jeg dig tage dig i agt for din svigerfar når du nu selv har høstet udbyttet af din rejse, snydt den der sendte dig, for det han havde håbet på, og ufortrødent lagt beslag på hele gevinsten selv.« Med de ord viste hun at hun elskede sin mand højere end sin far.
1,19 Mens hun talte, kom den britiske konge til. Han gav sin svigersøn en fast, men ikke ligefrem hjertelig omfavnelse og indbød ham til gilde for at skjule sine forræderiske hensigter bag en gavmild overflade. Amled anede uråd, men skjulte sine bange anelser, tog et følge på to hundrede ryttere med sig, trak en brynje på og tog imod indbydelsen, for han ville hellere følge kongens falske opfordring med den fare det medførte, end afslå den med den skam det indebar. Så meget holdt han på ære og værdighed. Da han kom ridende lige hen imod kongen, sprang denne ind på ham i selve portåbningen mellem de åbne dørfløje – og han havde gennemboret ham med sit spyd hvis ikke den hårde brynje havde standset stålet. Amled, der kun havde fået en skramme, skyndte sig hen til det sted hvor han havde givet sine unge skotter besked på at holde sig i beredskab, og sendte så til gengæld den spejder han havde taget til fange hos sin nye kone, over til kongen for at bevidne at han havde listet brevet til sin frue op af det aflukkede hylster det lå i, og derved lægge skylden over på Hermuthrud, samtidig med at han i bund og grund undskyldte Amled og frikendte ham for at have svigtet kongen.
1,20 Amled selv gjorde alt for at komme væk, men kongen satte ufortøvet efter ham og dræbte en stor del af hans styrker. Og følgen var at da Amled næste dag skulle kæmpe for livet, følte han sig ikke stærk nok til at modstå et angreb. Men for at få sine tropper til at se mere talstærke ud tog han i stedet ligene af sine døde kammerater og stablede nogle af dem op på stokke og stave, lænede andre op ad sten i nærheden mens atter andre blev sat op på deres heste som om de var i live, stadig i fuld udrustning – og sådan fik han dem anbragt på rad og række så de lignede en kampklar slagorden. Og flanken med de døde var lige så stærkt bemandet som hovedstyrken med de levende. Ja, det var et forbløffende syn da de afdøde blev inddraget i slaget, og de faldne trukket med i felten. Og ideen svigtede ikke sin ophavsmand, for så snart solens stråler spillede hen over de døde skikkelser, gav de et indtryk af en kæmpemæssig hær. Disse falske, døde fremtoninger gav så præcist et billede af hæren i dens tidligere størrelse at man ikke skulle tro at gårsdagens blodbad havde gjort det mindste indhug i den. Ved det syn blev briterne så rædselsslagne at de flygtede uden kamp, overvundet af de døde mænd de selv havde besejret da de levede. Men om den sejr mest skyldtes list eller held, har jeg svært ved at sige. Kongen selv kunne ikke komme hurtigt nok væk og blev dræbt af de forfølgende danskere. Amled, der nu stod som sejrherren, plyndrede Britannien og beslaglagde et kæmpemæssigt bytte inden han vendte hjem til sit eget land med sine to hustruer.
2,1 I mellemtiden var Rørik død, og Viglek, der nu var kommet på tronen, havde plaget Amleds mor med alverdens uforskammetheder og plyndret hende for hele hendes kongelige formue fordi, som han sagde, hendes søn ved at gøre sig til konge i Jylland var gået bag om ryggen på lejrekongen, der havde eneret på at uddele og inddrage embeder. De anklager tog Amled med den største sindsro: han forærede Viglek de prægtigste dele af byttet fra sin sejr og gav indtryk af at han besvarede bagvaskelse med en venlig gestus. Men senere så han sit snit til at hævne sig: han forvandlede sig fra hemmelig modstander til åbenlys fjende, udfordrede ham til krig og besejrede ham. Fjaller, jarlen i Skåne, tvang han i landflygtighed, og overleveringen siger at han slog sig ned på et sted der hedder Undensakre, og som er ukendt blandt vores folk.
2,2 Senere hen, da Viglek havde fået forstærkninger fra Skåne og Sjælland og atter følte sig stærk nok, sendte han en delegation til Amled med en udfordring, og forbløffende skarpsindig som han var, kunne Amled nu tydeligt se at han stod med valget mellem to muligheder, hvoraf den ene ville bringe ham vanære, den anden livsfare. Han vidste nemlig at hvis han tog udfordringen op, var han i overhængende fare, men hvis han undslog sig, satte han sin krigerære på spil. Men da tapperhed og mandighed lå forrest i hans bevidsthed, gik ønsket om at redde æren af med sejren, og trangen til hæder trængte frygten for nederlag tilbage – han havde ikke tænkt sig at forplumre sit gode rygtes klare stråleglans ved fejt at flygte fra sin skæbne. Han bemærkede også at der er omtrent lige så stort et svælg imellem et uværdigt liv og en glorværdig død som mellem hæder og foragt. På den anden side elskede han Hermuthrud så højt at han var mere bekymret over hendes fremtidige enkestand end over sin egen død og gjorde sig alle mulige anstrengelser for at finde ud af hvordan han kunne sikre hende et nyt ægteskab inden han gik i krig. Det fik Hermuthrud til at erklære at hun havde mod som en mand, og love aldrig at forlade ham, selv ikke i kampens hede, for som hun sagde: det var en ussel kvinde der var bange for at følge sin mand i døden. Det usædvanlige løfte holdt hun nu ikke. For så snart Amled var faldet i kamp med Viglek i Jylland, overgav hun sig frivilligt til sejrherren som kone og krigsbytte.
2,3 Sådan vil en kvindes løfter altid følge skæbnens spil og smuldre når tiderne skifter. En kvindes troskab hviler på usikker grund, og rene tilfældigheder kan få den til at vakle. Lige så let hun har ved at love, lige så svært har hun ved at holde hvad hun lover, og afhængig som hun er af alverdens forlokkende nydelser, halser hun hovedkulds rundt i evig jagt efter det nyeste nye uden tanke for det gamle.
2,4 Sådan endte det for Amled, en mand der, hvis han havde haft heldet med sig som han havde evnerne med sig, kunne være nået på højde med guderne i berømmelse og have overgået Herkules i bedrifter. I Jylland findes en hede der bærer såvel hans navn som hans grav. Viglek fik en lang og fredelig regeringstid og døde i sygeseng.
3,1 Viglek blev efterfulgt af sin søn Vermund. Han levede længe lykkeligt og roligt og opretholdt i lange tider uforstyrret fred og sikkerhed i landet. Som ung var han barnløs, men på hans gamle dage skænkede skæbnen ham sønnen Uffe, på trods af at han ingen børn havde fået i alle de år der var gået indtil da. Denne Uffe blev større og stærkere end alle sine jævnaldrende, men regnedes i sine unge år for så sløv og ubegavet at han hverken kunne magte sine egne eller landets sager. Lige fra sin tidligste barndom havde han vænnet sig til aldrig at deltage i leg og morskab, og han var så aldeles blottet for almindelig menneskelig munterhed at han holdt læberne sammenpresset i evig tavshed og aldrig tillod det mindste smil at komme over sit alvorlige ansigt. Lige fra vuggen havde alle set på ham som en tumpe, men senere vendte han omverdenens foragt til beundring, og havde han før været enfoldighedens udtrykte billede, så blev han nu et pragteksemplar af kløgt og tapperhed. Hans far tog hensyn til hans tungnemhed og fik ham gift med en datter af jarl Frøvin af Slesvig, ud fra den tanke at en familieforbindelse med denne fremragende mand kunne blive en uvurderlig støtte for ham når han skulle styre riget. Frøvin havde to sønner, Kede og Vige, begge unge mænd med strålende evner som Vermund ventede sig lige så meget af som af Frøvin, for han regnede også med at deres tapperhed kunne komme hans søn til nytte i fremtiden.
3,2 På den tid var Adils konge i Sverige, og det var en mand med et stort navn og store ambitioner. Han havde ført krig mod nabofolkene overalt omkring sig, og for at det strålende ry hans tapperhed her havde skaffet ham, ikke skulle smuldre bort i lediggang og ugidelighed, udtænkte han den ene nye aktivitet efter den anden, som han dyrkede flittigt i sin iver efter at holde sig i gang. Blandt andet gjorde han sig det til en vane hver dag at marchere et stykke i fuld kampudrustning, dels fordi han vidste at intet er vigtigere for en kriger end at bruge sine våben jævnligt, dels fordi den aktivitet kunne lægge yderligere alen til hans berømmelse. Og hans selvtillid stod ikke tilbage for hans ærgerrighed. For han mente ikke at der fandtes noget så vildt og voldsomt i verden at der var grund til at frygte for at det skulle rokke ved hans sjælsstyrke hvis han mødte det.
3,3 Adils sejlede til Danmark med sin hær og udfordrede Frøvin til slag ved Slesvig, og mens tropperne huggede løs på hinanden med stort mandefald på begge sider, skete det tilfældigvis at de to hærførere kom i kamp med hinanden, hvilket betød at de førte slaget videre som tvekamp og ved siden af det udfald hele slaget ville få, søgte en afgørelse på egen hånd. Begge var lige opsat på at finde en afgørelse med denne kampform for at vise deres tapperhed uden hjælp fra deres følge, kun ved egne kræfter. Huggene faldt stadig tættere fra begge sider, men enden blev at Adils sejrede, og Frøvin faldt. Og til sin egen sejr føjede han den samlede sejr, for over hele linjen blev danskernes rækker revet op og slået på flugt. Derefter vendte han hjem til Sverige, hvor han ikke alene føjede Frøvins død til listen over sine tapre bedrifter, men også fik for vane at prale så højlydt af den at de skamløse ord tog glansen af den glorværdige indsats. Det hænder nemlig at en stor bedrift gør sig bedre ved at blive gemt væk med blufærdig tavshed end ved at blive udbasuneret med skamløs tale.
3,4 Vermund indsatte Frøvins sønner i deres fars høje værdighed – en naturlig gestus over for sønnerne af en ven der var faldet for fædrelandet. Men for Adils blev det en anledning til at genoptage krigen mod Danmark. Så han kom igen fuld af fortrøstning oven på det første slag, og det var ikke bare en svag og fåtallig styrke han bragte med sig, men hele Sveriges samlede krigsmagt, som om han havde tænkt sig at erobre herredømmet over hele Danmark. Den besked lod Frøvins søn Kede sin fanebærer Folke bringe til Vermund, som på det tidspunkt opholdt sig på sin gård i Jelling. Han fandt kongen i færd med at spise sammen med sine venner og fremførte sin besked med den opildnende tilføjelse at her var den anledning til krig som de havde længtes efter et godt stykke tid. Nu var Vermunds ønsker gået i opfyldelse helt af sig selv, for lejligheden til en sejr var lige ved hånden, og det var op til Vermund selv at sikre sin triumf nu hvor øjeblikket var inde. Den sidste udvikling gav varsel om en stor og uventet lykke som han længe havde sukket efter. For nu var Adils ankommet med et umådeligt følge af svenske tropper, som om han ikke var det mindste i tvivl om at sejren allerede var hans, og da der ikke var nogen tvivl om at fjenden når slaget kom, hellere ville dø end flygte, var denne krig en glimrende chance til at hævne det sidste nederlag.
3,5 Vermund erklærede at Folke havde udført sit hverv som budbringer fornemt og dygtigt, og bad ham blive lidt og styrke sig med lidt mad – det er jo ikke godt at rejse på tom mave. Da han svarede at han bestemt ikke havde tid til at spise nu, spurgte Vermund om han så ville have noget at slukke sin tørst med. Det fik han, og Vermund bad ham beholde bægeret – det var af guld – for som han sagde: når man er udmattet og varm efter rejsen, er det behageligere at hæve vandet i en kop end i sin hule hånd, og bedre at drikke af et bæger end af hænderne. Den unge mand blev glad, både for den flotte gave og de venlige ord der fulgte med den, og lovede at han aldrig skulle vende fjenden ryggen for øjnene af kongen – før det skulle ske, ville han drikke lige så stor en slurk af sit eget blod som han nu havde fået i sit bæger. Så tappert et løfte forstod kongen at påskønne som en værdig tak, og hans glæde ved at give den gave var endnu større end hans krigers ved at tage imod den. Og han fik da også at se at manden kæmpede lige så tappert som han talte.
3,6 For da slaget stod, og de forskellige delinger stormede frem mod hinanden, stod Folke og Adils på et tidspunkt over for hinanden, og de kæmpede en tid indtil den svenske hær måtte følge deres fører i faldet og kaste sig på flugt da Adils selv var blevet såret og i huj og hast trak sig ud af kampen og tilbage til skibene. Udmattet af sine sår og af anstrengelserne og på samme tid plaget af tørst og varme, opgav Folke forfølgelsen af den flygtende fjende, og for at komme til kræfter igen samlede han sit eget blod i sin hjelm, satte den for munden og drak. Sådan gav han på smukkeste måde kongen tilbage for det bæger han havde givet ham. Det så Vermund tilfældigvis, og han roste ham i høje toner fordi han havde holdt sit løfte. Hertil svarede Folke at store løfter må man holde – og med de ord berømmede han selv sin bedrift lige så højt som Vermund.
3,7 Da nu sejrherrerne – som det sker når et slag er ovre – havde lagt våbnene fra sig og sad og sludrede sammen mens de hvilede ud, ytrede jarl Kede af Slesvig sin forundring over at det trods alle hindringer havde været muligt for Adils at slippe væk, især i betragtning af at han havde været den første der gik i kamp, og den sidste der tog flugten, og danskerne havde været mere opsatte på at fælde ham end nogen anden blandt fjenderne. Hertil svarede Vermund at han måtte vide at der i enhver hær fandtes fire typer af krigere: Den første type var de kæmper der på en gang ejede tapperhed og besindighed, dem der huggede løs på alle der ydede modstand, men ikke kunne få sig til at forfølge dem der flygtede. Det var dem hvis lange kamperfaring talte sit tydelige sprog om deres tapperhed, og som ikke satte nogen ære i at jage de besejrede på flugt, kun i at kæmpe sig frem til sejren.
3,8 Men der var en anden type krigere: dem der kunne sætte deres lid til såvel sjæls- som legemsstyrke, men ikke var i besiddelse af det mindste gran medfølelse og derfor tampede lige blodtørstigt løs på fjenderne, uanset om det var deres bryst eller ryg de stod over for. Det var dem der i deres ungdommelige ilterhed gjorde alt for at indlede deres oplæring med en lovende krigsindsats, dem der var optændt af ungdommens glød og ærgerrighed, og som kastede sig lige ubekymret ud i alt hvad enten det var rigtigt eller forkert.
3,9 Der var også en tredje type: dem der var fanget mellem frygt og skam og hverken kunne rykke frem for skræk og rædsel eller trække sig tilbage af frygt for skam og skændsel. Det var dem der ganske vist havde ædelt blod, men kun brillerede med tom storhed, dem der bidrog til hærens størrelse uden at bidrage til dens styrke, ramte fjenden med deres skygge snarere end med deres våben og udelukkende regnedes med blandt krigerne fordi man så dem stå der. Det var dem der med tiden skulle blive herrer over store godser, men som var langt mere fornemme af slægt end af sind. Deres store besiddelser fik dem kun til at klynge sig til livet og tvang dem til at vise fejhed i stedet for den styrke der hører standen til.
3,10 Så var der igen andre der gik i krig for et syns skyld, ikke for alvor, altid anbragte sig i bageste række blandt deres kammerater og var de første til at flygte, men de sidste til at kæmpe. Deres feje adfærd viste tydeligt hvor bange de var, for de forsøgte altid helt bevidst at gemme sig af vejen og listede forsigtigt og uroligt frem bag ryggen på de kæmpende.
3,11 Det måtte være grunden til at kongen var sluppet væk i live: Da han flygtede, havde krigerne af den første art ikke optaget forfølgelsen resolut nok, for de bekymrede sig ikke om at forfølge de besejrede, men om at holde fast i sejren og stod derfor tættere sammen i rækkerne for at værne om den nyvundne triumf med de midler de havde, og sikre at medgangen var fuldt og helt på deres side. Krigerne af den anden type, de der absolut ville dræbe alt hvad de så, havde til gengæld ikke ladet Adils gå fri af mangel på mod, men af mangel på mulighed: de havde ikke savnet lysten til at dræbe ham, de havde savnet lejligheden til det. Og den tredje type, de der brugte tiden under slaget på at trisse nervøst omkring og gå i vejen for deres kammeraters succes, de havde måske nok haft mulighed for at få ram på kongen – men savnet modet til at slå til. Sådan afviste Vermund Kedes undren og erklærede at med det svar havde han givet den sande forklaring på at kongen havde reddet skindet.
3,12 Herefter flygtede Adils tilbage til Sverige, men han blev ved med at prale af drabet på Frøvin og braldrede uafbrudt op med sine brovtende historier om den bedrift – ikke fordi han tog det ydmygende nederlag han lige havde lidt, med ophøjet ro, men for at hele såret fra sin nylige flugt med glansen fra den gamle sejr. Det blev Kede og Vige naturligt nok dybt forargede over, og de lovede hinanden at hævne deres far. Men da de ikke mente de havde mulighed for at gøre det i krig, drog de af sted til Sverige på egen hånd, kun ganske let udrustede. Her gik de ind i en skov hvor de havde hørt at kongen plejede at færdes uden følge, og fandt et sted at gemme deres våben.
3,13 Herpå opholdt de sig et stykke tid hos Adils, som de bildte ind at de var fredløse, og da han spurgte hvor de kom fra, svarede de at de var fra Slesvig og havde forladt deres land på grund af et drab. Kongen gik ud fra at de hermed hentydede til et drab de allerede havde gjort sig skyld i, og ikke et de agtede at udføre. Med dette kneb ville de smyge sig uden om hans interesserede spørgsmål – levere en præcis forklaring der gav den spørgende en ubrugelig oplysning, og et sandfærdigt svar der med sine uudsagte antydninger bibragte ham en helt fejlagtig opfattelse. For i gamle dage så store mænd det som en stor vanære at lyve.
3,14 Nu sagde Adils at han godt kunne tænke sig at vide hvem der efter danskernes mening havde dræbt Frøvin. Hertil sagde Kede at de var usikre på hvem man skulle give æren for denne store bedrift, især eftersom der var almindelig enighed om at han var faldet i hærens rækker. Adils svarede at det var helt hen i vejret at tilskrive andre Frøvins drab, for det var sket i tvekamp, og det var ham og ingen andre der havde gjort det. Snart efter spurgte han om Frøvin havde efterladt sig nogen børn. Og da Kede fortalte at der var to sønner, sagde han at han godt kunne lide at vide hvor gamle de var, og hvordan de så ud. Kede forklarede at de var omtrent som ham af bygning, havde samme alder og ganske tilsvarende højde. Da udbrød Adils: »Hvis de så også havde deres fars gemyt og tapperhed, var der vist lidt af et uvejr under optræk over mit hoved.« Derpå spurgte han om de ofte talte om deres fars død, men Kede bemærkede at det der aldrig kunne gøres godt igen, var det jo formålsløst at ribbe op i, og det nyttede ikke noget at besvære sig i tide og utide over en uoprettelig skade. Og med de ord viste han at man ikke skal true før man hævner.
3,15 Da han nu så at kongen hver dag gik ud alene for at træne, fandt han sammen med sin bror våbnene frem og fulgte efter ham. Adils fik øje på dem og satte straks hælene i jorden, for han fandt det uværdigt at undvige en trussel. De erklærede så at de var kommet for at hævne Frøvin, især fordi han pralede så overlegent af at han alene var skyld i hans død. Men han svarede at de skulle passe på ikke at blive for dumdristige hvis de ville måle deres svage, kraftesløse arme op mod hans for at få hævn, for de risikerede i bar iver efter andres endeligt at finde deres egen undergang og ødsle deres lovende anlæg væk i overilet higen efter hæder. Derfor skulle de hellere spare deres ungdom, spare deres store evner, og ikke lade sig rive med af en ubetænksom drift mod døden! De skulle hellere give ham lov at betale en pengebod for drabet på deres far og tage det som en stor ære at man kunne sige om dem at de havde tvunget så mægtig en hersker til at betale en bøde og, om man så må sige, skræmt ham til at adlyde. Og det sagde han ikke fordi han var bange, men fordi han havde medlidenhed med dem, så unge som de var.
3,16 Men Kede svarede at uanset hvor meget han trak sagen i langdrag med alle sine omsvøb, så skulle det aldrig lykkes ham at rokke dem fra deres berettigede ønske om hævn ved at love dem penge. Nu skulle han hellere træde frem og få at se i en kamp mand mod mand om Kede havde kræfter eller ej. Han havde tænkt sig at slås på egen hånd, uden hjælp fra sin bror, for han skulle ikke have den skamplet på sig at han indlod sig på en ulige kamp. At kæmpe to mod en anså vore forfædre nemlig ikke alene for uretfærdigt, men også for vanærende. Og en sejr man havde vundet på den måde, kunne man ikke bryste sig af, den var der mere skam ved end ære. Nej, at to mand overvandt en, det var ikke bare ingen kunst, men også en stor skændsel. Men Adils var efterhånden så sikker på sig selv at han bad dem komme an begge to, for som han sagde: når han ikke kunne tale dem fra deres beslutning om at slås, så kunne han i det mindste gøre kampen lidt mindre risikabel for dem.
3,17 Den indrømmelse afviste Kede på det bestemteste: han ville hellere dø end gå ind på det, sagde han, for han mente at han selv ville blive kritiseret for de betingelser Adils foreslog for kampen. Han kastede sig så ivrigt ud i kampen, men Adils ville helst besvare angrebet lidt forsigtigt, han nøjedes med at daske let til hans skjold med sværdet og forsvarede sig ganske modigt, men ikke særlig eftertrykkeligt. Da det havde stået på et stykke tid, rådede han ham til at tage sin bror med i sit forehavende og ikke skamme sig over at bede andre om hjælp når han nu kunne se at han ingen vegne kom på egen hånd. Men da Kede stadig nægtede, erklærede han at så ville han ikke skåne ham længere, og for at gøre alvor af truslen huggede han til af alle kræfter. Men det besvarede Kede med så voldsomt et hug med sit sværd at det flækkede hans hjelm og borede sig helt ind til hovedet. Det sår tirrede Adils (for blodet flød i store strømme ned fra hans isse), og han kastede sig over Kede med mange hårde hug og tvang ham i knæ på jorden.
3,18 Det kunne Vige ikke roligt stå og se på. Hans egen hengivenhed for broderen vejede alligevel tungere end skik og brug, så for pligtens skyld bed han skammen i sig og kastede sig over Adils. Når hans bror var i forlegenhed, ville han hellere skride ind end stå og se til. Men den beslutning indbragte ham mere skam end ros eftersom han ved at hjælpe sin bror havde brudt de vedtagne love for en tvekamp, og den hjælp han havde bragt ham, var ikke nær så hæderlig som den var tiltrængt. På den ene side bøjede han sig for pligtens bud, på den anden side bukkede han under for skammen. Og derfor blev det almindelig kendt at deres drab på Adils var udført mere effektivt end værdigt. Men de ville ikke holde det hemmeligt for folket, så de skar hovedet af ham, slængede liget på en hest og bragte det ud af skoven hvor de overgav det til befolkningen i den nærmeste landsby med besked om at nu havde Frøvins sønner taget hævn over kong Adils af Sverige for drabet på deres far.
Da de vendte hjem i triumf efter denne sejr, fik de en heltemodtagelse hos Vermund, der mente at de havde gjort et nyttigt stykke arbejde, for han var mere optaget af den hæder de havde indlagt sig ved at rydde hans rival af vejen, end af det blakkede rygte deres opførsel havde skaffet dem, og kunne ikke se at der kunne være noget som helst vanærende ved at dræbe en tyran. Men i udlandet blev det en fast talemåde at »kongens bane brød gamle kæmpers vane«.
4,1 Senere, da Vermund havde mistet synet af alderdom, mente kongen af Sachsen at Danmark stod uden hersker, og han sendte så en delegation op med besked om at Vermund skulle overlade rigets styrelse til ham – nu havde han siddet på tronen længere end alderen tillod, og han skulle jo ikke klynge sig så længe til magten at landet lå lovløst og forsvarsløst hen. For hvordan kunne man kalde ham for konge når både hans sind og hans øjne var lige formørkede af alderdommens dystre tåger? Hvis Vermund afslog, havde han måske en søn der turde tage imod en udfordring til tvekamp fra hans søn, for så var han villig til at lade riget tilfalde sejrherren. Men hvis han ikke ville være med til nogen af delene, måtte han forstå at det var ikke et spørgsmål om gode råd, men om krig, og så ville han før eller siden blive tvunget til at udlevere det han nægtede at give fra sig frivilligt.
4,2 Ved den besked sukkede Vermund dybt og svarede at det var uforskammet at håne ham for hans alderdom, for selv om det var gået ned ad bakke for ham på hans gamle dage, var det ikke fordi han i sin ungdom havde været forknyt og bange for at gå i kamp. Det var heller ikke videre rimeligt at rive ham hans blindhed i næsen, eftersom det var en skavank der tit og ofte fulgte med alderen, og den ulykke burde man hellere ynke ham for end gøre nar af. Man kunne vel med større ret bebrejde kongen af Sachsen hans manglende tålmodighed: det havde været mere anstændigt af ham at afvente en gammel mands død frem for at afkræve ham hans rige, eftersom det var noget mere klædeligt at arve en afdød end at udplyndre en levende. Men han ville selv tage imod udfordringen og personlig stille op til kamp, for ingen skulle kunne sige om ham at han var vanvittig nok til at opgive sin ældgamle frihed og gøre sig til slave for en fremmed magt. Hertil svarede udsendingene at de var overbevist om at deres konge aldrig ville indlade sig på noget så naragtigt som at krydse klinger med en blind mand, for så latterlig en tvekamp var der mere skam end hæder ved. Så var det mere passende at de hver for sig lod deres eget kød og blod, nemlig deres sønner, afgøre sagen.
4,3 Ved de ord blev danskerne fuldkommen forstenede, og i deres bestyrtelse anede de ikke hvad de skulle svare. Men nu bad Uffe, som stod der sammen med de andre, sin far om lov til at svare – så det var som om den stumme med et fandt talens brug. Vermund spurgte hvem det var der bad om ordet, men da hans folk svarede at det var Uffe, udbrød han at det var galt nok at fremmede folk havde den frækhed at gøre nar af hans ulykkelige tilstand, der var ingen grund til at hans egne folk også skulle plage ham med den slags uforskammetheder. Men da mændene i hans følge insisterede på at det var Uffe, sagde han: »Lad ham frit sige hvad han har at sige, hvem han end er.«
4,4 Så tog Uffe ordet og sagde at deres konge kunne spare sig ulejligheden med at gøre krav på et rige der ikke alene havde sin egen hersker, men også kunne støtte sig til tapre stormænd med både våben og viljestyrke. Og i øvrigt havde kongen en søn, og riget en tronfølger, og han kunne fortælle dem at han var villig til at kæmpe ikke alene mod deres konges søn, men også hvem som helst han kunne få med sig af de tapreste mænd i deres land. Da udsendingene hørte det, lo de, for de troede det var tomt praleri. Der blev så uden videre aftalt et sted og fastsat et tidspunkt for tvekampen. Men alle der var til stede ved den lejlighed, var så lamslåede over at Uffe pludselig både talte og udfordrede fjenden, at det var svært at sige om det var hans stemme eller hans mod der vakte størst forundring.
4,5 Så snart udsendingene var gået, roste Vermund den mand der havde svaret, fordi han havde haft selvtillid nok til at udfordre ikke en, men hele to mand, og han erklærede at han hellere ville overlade sit rige til ham – hvem han så end var – end til nogen storsnudet fjende. Alle forsikrede at det var hans søn der med ophøjet selvsikkerhed havde affærdiget de hovne fjender, og Vermund bad ham så komme nærmere så han kunne mærke med hænderne hvad han ikke kunne se med øjnene. Derpå følte han omhyggeligt efter på hans krop, og da han mærkede på lemmernes størrelse og form at det var hans søn, begyndte han at tro på hvad de sagde, og at spørge ham hvorfor han havde gjort sig al den ulejlighed med at holde sin liflige stemme skjult, og hvorfor han i al den tid havde fundet sig i at leve uden stemme uden at veksle et ord med nogen så folk måtte tro at han fuldkommen manglede talens brug og var født stum. Uffe svarede at han indtil nu havde været tilfreds med at have sin far til at tale for sig og ikke havde haft brug for at tale før han så sine kloge landsmænd blive sat til vægs af snakkesyge udlændinge. Og da Vermund spurgte hvorfor han havde valgt at udfordre to og ikke en, svarede han at han havde ønsket at kæmpe på den måde for ved at kæmpe ene mand at opveje den skamplet der var sat på danskerne ved Adils' drab, som de havde været to mand om – og lade en ny heltegerning begrave mindet om den gamle skændsel. Sådan, sagde han, skulle en ny glorværdig bedrift slette den gamle vanærende anklage.
4,6 Vermund erklærede at det var rigtigt set alt sammen, og gav Uffe besked på i tide at lære sig at håndtere våben, for det havde han ikke megen erfaring med. Men da han fik udstyret udleveret, var alle brynjer for trange til hans brede bryst, han sprængte dem, og det var umuligt at finde en der var rummelig nok til at han kunne være i den. Han var ganske enkelt for stor til at han kunne bruge andres rustning. Til sidst, da han også havde flænget sin fars brynje i et voldsomt forsøg på at presse sig i den, sagde Vermund at han skulle sprætte den op i venstre side og holde den sammen med en hægte, for det gjorde mindre at den var åben for sværdhug i den side der er beskyttet af skjoldet, mente han. Han gav ham også besked på omhyggeligt at udsøge sig et sværd som han kunne stole på. De kom med det ene efter det andet, men når Uffe greb fat om fæstet og svingede dem, sprang de alle i stumper og stykker, og ikke et af dem var så stærkt at det ikke splintredes i småstykker første gang han huggede med det.
4,7 Men nu havde kongen et ualmindelig skarpt sværd ved navn Skræp, der kunne flække hvad som helst det ramte, tværs igennem i et eneste hug. Intet var så hårdt at det kunne holde til et hug med den klinge. Det sværd havde Vermund ikke ønsket at eftertiden skulle få nytte af, han undte ingen andre den glæde, og derfor havde han gravet det ned for at hindre nogen anden i at gøre bruge af det når der nu ikke var håb om at han søn ville blive mand for det. Så da de nu spurgte ham om han havde et sværd der passede til Uffes kræfter, svarede han at hvis bare han kunne huske hvor han for længe siden havde lagt det i jorden, og finde det igen, så havde han et sværd der egnede sig for en mand med hans råstyrke. Han bad så om at blive ført ud til en eng hvor han spurgte sit følge ud om alle enkeltheder indtil han ud fra de oplysninger de gav ham om kendemærker i landskabet, fandt frem til stedet hvor sværdet var gravet ned, fik det hentet op fra dybet og rakte det til sin søn. Da Uffe så hvor skørt og rustent det var efter de mange år, tvivlede han noget på dets slagkraft, og han spurgte derfor om han ikke også skulle afprøve det ligesom de øvrige så han vidste hvad det duede til, inden det skulle i aktion for alvor. Men Vermund svarede at hvis dette sværd sprang når han svingede det, så fandtes der ikke det sværd der stod mål med hans kræfter. Derfor skulle han hellere lade være så længe man ikke kunne være sikker på udfaldet.
4,8 Nu begav de sig så efter aftale til kamppladsen. Det var et sted der på alle sider er omgivet af Ejderens vande og derved helt afskåret fra land så det kun er tilgængeligt med båd. Uffe sejlede derover alene, den sachsiske kongesøn havde en umådelig stærk kæmpe med sig, og flodens bugtede bredder var på begge sider tæt besat med ivrige tilskuere. Mens alle nu rettede blikket mod det der skulle foregå, anbragte Vermund sig helt ude for enden af broen for at kunne kaste sig i floden hvis hans søn skulle blive overvundet. Han foretrak at følge sin søn i døden frem for dybt sørgende at se sit fædreland gå under. Begge de unge mænd trængte nu ind på Uffe, og da han ikke stolede helt på sit sværd, parerede han deres hug med skjoldet, for han havde tænkt sig at se tiden an indtil han vidste hvem af de to han skulle passe mest på, så han i det mindste kunne ramme ham med et enkelt hug. Men Vermund tog det som et tegn på svaghed at han tog så tålmodigt imod huggene, og rykkede sig nærmere og nærmere til broens bratte kant for at kunne kaste sig i døden hvis hans søn bukkede under.
4,9 Men skæbnen holdt hånden over den gamle mand der elskede sin søn så højt. For Uffe opmuntrede nu kongesønnen til at strenge sig mere an og råbte at han måtte leve op til sin høje byrd og levere en virkelig fornem og tapper indsats, for det skulle jo nødig se ud som om den jævne mand han havde med sig, var taprere end kongens søn! Derpå vendte han sig mod kæmpen for at sætte hans mod på prøve: han råbte at han ikke skulle være sådan en bangebuks der holdt sig omme bag sin herres ryg, og opmuntrede ham til at gøre en særlig indsats som tak for den tillid kongesønnen havde vist ham ved at udvælge ham til sin eneste ledsager i kampen. Og da kæmpen gjorde som han sagde, og for skams skyld trådte nærmere, skar han ham tværs igennem med det første hug med sværdet.
4,10 Lyden satte liv i Vermund, der udbrød at han kunne høre sin søns sværd, og spurgte hvor på kroppen han havde ramt. Og da hans folk fortalte ham at han ikke havde ramt noget enkelt sted, men hugget hele manden midt over, rykkede han væk fra kanten og ind på broen igen – nu lige så ivrig efter at leve som han før havde været efter at dø. Nu var Uffe opsat på at gøre det af med den anden modstander ligesom den første, og han udfordrede i indtrængende vendinger kongesønnen til at hævne sin kriger som en hyldest til den mand der var faldet for hans skyld. Hans modstander følte sig tvunget til at træde frem imod ham, og Uffe udså sig omhyggeligt det sted hvor han skulle ramme, vendte sværdets anden æg fremad af angst for at det med sin slanke klinge var for skrøbeligt for hans kræfter, og huggede hans krop midt over.
4,11 Da Vermund hørte det, råbte han at klangen fra sværdet Skræp igen havde nået hans øre. Og så snart hans følge bekræftede at hans søn havde fældet begge sine modstandere, blev han så overvældet af lykke at han brast i gråd. Glæden fik tårer til at trille på de kinder sorgen aldrig havde vædet. Og mens sachserne nedbøjede og beskæmmede måtte lide den bitre tort at lægge begge deres kæmper i graven, modtog danskerne Uffe med jubel. Hermed forstummede al snak om det uværdige drab på Adils. Sachsernes vanære gjorde en ende på den.
5,1 Sådan kom kongeriget Sachsen på danske hænder, og efter faderen overtog Uffe tronen og blev regent over begge riger selv om man aldrig havde forestillet sig at han kunne styre så meget som det ene. Adskillige omtaler ham som Oluf og giver ham tilnavnet »den spage« på grund af hans selvbeherskelse. Hans senere bedrifter er i tidens løb gået i glemmebogen. Men der er grund til at tro at fortsættelsen har været glorværdig i betragtning af hvor beundringsværdigt det begyndte. Denne kortfattede gennemgang af hans bedrifter får det til at stå klart hvor mange af vort folks store mænd der er gået glip af et berømmeligt eftermæle på grund af mangelen på skrevne beretninger. Hvis skæbnen havde bragt det latinske sprog her til landet på et tidligere tidspunkt, havde man nu kunnet blade i utallige værker om danskernes bedrifter.
6,1 Uffe blev efterfulgt af sin søn Dan. Han vendte sin krigsførelse mod fremmede folkeslag og udvidede sin magt med utallige sejre, men den strålende berømmelse han vandt sig, fordunklede han selv med hæsligt overmod. Og så dybt var hans forfald i forhold til den berømte retlinede far at hvor faderen overgik alle andre i beskedenhed, foragtede sønnen alle andre med opblæst indbildskhed. Han ødslede også sin formue bort til udskejelser, ikke alene sin fædrene arv, men også alt det han selv havde taget som bytte fra fremmede folk, og hans enorme udgifter slugte al den rigdom der burde have været anvendt på kongelig pragt. Sådan kan børnene til tider falde langt fra forældrene og blive rene vanskabninger.
7,1 Efter ham regerede Huglek, som efter sigende besejrede de svenske tyranner Ømod og Øgrim i et søslag.
8,1 Han blev efterfulgt af Frode med tilnavnet »den raske«, et navn som han selv bekræftede med sin store legemlige og åndelige styrke. Han gjorde det af med hele ti norske hærførere i krig inden han til sidst gik i land på den ø som senere fik navn efter ham, for at foretage det endelige angreb på kongen selv. Denne konge, Frøger hed han, var bemærkelsesværdig på hele to felter eftersom han var lige så berømt for sine evner som kriger som for sine rigdomme: han hædrede sin kongemagt med kampsport og kunne bryste sig af lige så mange sejrspalmer som magtsymboler. Efter hvad nogle siger, var han søn af Odin, og da han bad guderne om en gave, skænkede de ham den egenskab at han ikke kunne besejres af noget menneske medmindre vedkommende mens kampen foregik, kunne samle en håndfuld af det støv hans fødder trådte på. Da det gik op for Frode at højere magter havde givet ham den store kraft, udfordrede han ham alligevel til tvekamp i den klare hensigt at overliste gudernes gave. Derfor stillede han sig i første omgang uvidende an og bad Frøger forklare fremgangsmåden ved en tvekamp, for det var jo noget han vidste at han havde stor erfaring i.
8,2 Frøger godtede sig over at hans modstander ikke alene bøjede sig for hans kunnen, men også ønskede at få del i den, og erklærede at det var yderst fornuftigt af en ung mand som ham at rette sig efter en gammel mands erfaring, for det var jo tydeligt at se på hans ansigt, der ikke havde et ar, og hans pande, der aldrig havde fået en skramme af et sværd, at hans kendskab til de sager var begrænset. Han ridsede så i jorden to firkanter anbragt over for hinanden, hver af dem en alen på hver led, for at begynde instruktionen med hvordan de skulle anbringe sig. Da han havde tegnet dem, tog de opstilling på hver sin plads. Og så var det at Frode foreslog Frøger at de skulle bytte plads og våben. Og det fik han ham uden besvær til at gå ind på: Frøger var fyr og flamme ved synet af modstanderens prægtige våben, for Frode stod der med et forgyldt sværdhæfte, en tilsvarende pragtfuld brynje og ikke mindst en lige så vidunderligt strålende hjelm. Frode greb så en håndfuld støv på det sted hvor Frøger havde stået, og tog det som et varsel om sejr. Og varslet bedrog ham ikke, for straks efter dræbte han Frøger, og dermed vandt han med et ganske lille kneb en stor berømmelse for tapperhed. For hvad ingen før havde formået med magt, lykkedes ham med list.
9,1 Efter ham blev Dan konge. Da han var tolv år gammel, blev han rendt på dørene af en delegation fra Sachserne, der var så uforskammet at give ham ordre om enten at betale skat til dem eller være forberedt på krig. Men han havde nu æresfølelse nok til at vælge krigen frem for skatterne, og hellere dø en tapper død end leve et fejt liv. Så han foretrak at kæmpe, og den danske ungdom fyldte floden Elben med så mange skibe at man uden besvær kunne gå tværs over floden på deres dæk som de lå der op ad hinanden som én lang bro. Og enden blev at Sachsens konge blev tvunget til at acceptere de samme betingelser som han selv havde forlangt af danskerne.
10,1 Efter Dan kom Fridlev med tilnavnet »den rappe« til magten. I hans regeringstid sluttede Ølands hersker Hvirvel forbund med danskerne og angreb Norge. Hvirvels bedrifter steg ikke så lidt i berømmelse da han besejrede Rusla – en pige der var så begejstret for kamp og strid at hun forsøgte sig som kriger – og vandt hæder som mand i kamp med en kvinde. Men han sluttede sig også sammen med hendes fem kammerater, Brod, Bild, Buge, Fanning og Gunnolm, alle sønner af Finn, for deres store bedrifters skyld. Med den alliance i ryggen brød han det forbund han havde sluttet med danskerne. Og hans angreb blev lige så farligt som det var forræderisk. For at han så hurtigt kunne forvandle sig fra ven til fjende, det havde danskerne ikke forestillet sig. Så let har visse folk ved at svinge fra venskab til had. Jeg vil tro at vor tids moralske tilstande har deres udspring i denne mand, for heller ikke vi ser noget syndigt eller usundt i løgn og bedrag.
10,2 Han overfaldt de sydlige dele af Sjælland, men her angreb Fridlev ham i den havn der bagefter blev opkaldt efter ham. I det slag forsøgte krigerne at overgå hinanden i hæder og ære, og de gik mod hinanden med en sådan tapperhed at begge hære blev fuldkommen udslettet, og de færreste undgik døden ved at flygte. Og eftersom begge parter var lige hårdt medtagne, fik ingen af dem sejren i hus. Sådan var alle mere optaget af æren end af overlevelse. For at holde sammen på tropperne fik de tiloversblevne fra Hvirvels hær resterne af deres flåde surret sammen. Men samme nat kappede Bild og Brod de trosser der holdt skibene sammen, og sneg sig væk fra de andres skibe – lod deres brødre i stikken af skræk og rettede sig mere efter frygten end familiefølelsen.
10,3 Da det atter blev lyst, og Fridlev opdagede at det store mandefald ikke havde efterladt andre end Hvirvel, Gunnolm, Buge og Fanning, bestemte han sig for at kæmpe ene mand mod dem alle sammen, for at de sølle rester af hans tropper ikke skulle være tvunget til at sætte livet på spil endnu en gang. Ud over hans indgroede mod gav også en kjortel som intet stål bed på, ham selvtillid. Den bar han som et værn mod døden i alle kampe, såvel mod rigets fjender som mod hans egne. Og hans held viste sig lige så stort som hans tapperhed, for han slap godt fra kampen og fældede Hvirvel, Buge og Fanning. Gunnolm, der altid gjorde fjendens våben sløve med trolddom, dræbte han med en regn af slag fra hæftet på sit sværd. Men han greb for ivrigt om klingen og skar senerne i hånden over så hans fingre lagde sig ind mod håndfladen og siden da altid var krumme.
10,4 Senere belejrede han Dublin i Irland, og da han så at murene var for stærke til at han havde nogen mulighed for at storme byen, genbrugte han Haddings geniale kneb og beordrede sine folk til at binde brændende svampe til svalernes vinger. Så snart de så nåede tilbage til deres reder, brød bygningerne i brand. Byens befolkning styrtede til for at slukke ilden, og mens de var mere optaget af at kvæle flammerne end at forsvare sig mod fjenden, indtog han Dublin. Senere havde han engang i Britannien mistet mange af sine mænd, og da det så ud til at han ville få meget svært ved at slippe ud til kysten igen, fik han ligene af de dræbte stablet op på højkant og anbragt i række og geled, og derved gav han det udseende af at de var lige så mange som før, så det virkede som om det store mandefald slet ikke havde gjort indhug i hæren. På den måde lykkedes det ham ikke alene at fratage fjenden ethvert mod på at kæmpe, men også at indjage dem en stor lyst til at flygte.