Femte bog

1,1  Da Fridlev døde, var danskerne enige om at vælge hans syv år gamle søn Frode til hans efterfølger. På tinge besluttede de også at der skulle indsættes formyndere for kongen så længe han var barn, så kongemagten ikke faldt fra hinanden fordi kongen var mindreårig. Så stor respekt stod der om Fridlevs navn og minde at hans søn skulle have kongemagten til trods for at han var så ung. De holdt så valg og indsatte de to brødre Vestmar og Kole som ansvarlige for kongens opdragelse. Ud over dem fik Isulf og Agge og otte andre fremtrædende mænd betroet ikke alene formynderskabet over kongen, men også myndighed til at styre riget på hans vegne. Det var folk med al den styrke og mod der skulle til, og ikke kun legemligt, men også åndeligt havde de fremragende egenskaber. Samtidig havde Frode givet Odd kommandoen på havet. Han var nært beslægtet med kongen. Og sådan stod det danske rige under en formynderregering indtil kongen blev voksen.

1,2  Koles kone hed Gøtvar, og hun var så fræk og slagfærdig at hun kunne tage pippet fra selv de mest veltalende og tungefærdige. Hun var skrap til at skændes og havde ordet i sin magt i ethvert mundhuggeri. Hun udkæmpede hele slagsmål med ord og havde ikke alene spørgsmål på rede hånd, hun var også væbnet til tænderne med genstridige svar. Ingen kunne få bugt med denne »forsvarsløse kvinde«, der i sin tunge havde både spyd og pile. Nogle satte hun til vægs med en byge af frækheder, andre spandt hun ind i et net af spydigheder for til sidst at stramme en strikke af tilsnigelser sammen om deres hals. Så stor kraft var der i denne kvindes begavede sind. Desuden var hun fuldt i stand til at både indgå og bryde aftaler, for hendes rappe kæft gjorde hende skrap til begge dele. Ja, hun forstod sig både på at slutte og bryde forlig – hendes tungefærdighed var lige effektiv i begge retninger.

1,3  Vestmar havde tolv sønner, af hvem de tre hed Grep. De var trillinger og havde fået samme navn som tegn på deres fælles fødsel. Alle tre var dygtige til både nævekamp og fægtning. Kole kunne glæde sig over tre sønner. Kongen havde en søster ved navn Gunver, der havde fået tilnavnet »den smukke« på grund af sin uforlignelige skønhed. Allerede mens Vestmars og Koles sønner var ganske unge og vilde, kammede deres selvsikkerhed over i letsindighed, og de kastede sig ud i svineri og uanstændigheder og misbrugte deres store evner til den afskyeligste opførsel. De gik så vidt i deres ustyrlige grovhed at de voldtog andre mænds hustruer og døtre og på det nærmeste gjorde enhver dyd og anstændighed fredløs og spærrede den inde på et horehus. Og ikke nok med at de skændede gifte fruers senge – selv ikke ugifte pigers leje lod de i fred. Ingen kunne føle at hans ægteseng var sikker, og der var ikke det sted i riget hvor deres liderlighed ikke havde sat sine spor. Ægtemænd nagedes af frygt, deres hustruer af den foragt og hån deres kroppe blev udsat for. Men man gav efter for overgrebene, respekten for ægteskabet svandt, og voldtægt blev dagens orden. Kærligheden blev frit tilgængelig efterhånden som agtelsen for ægtestanden svandt bort, og nydelsen blev noget man tog med vold. Årsagen var at finde i de fredelige forhold, hvor de aldrig fik brugt deres kræfter og derfor sank hen i lediggang, som er ondskabens bedste ven.

1,4  Til sidst fik den største af de tre brødre der hed Grep, alligevel lyst til at standse sit omflakkende begær og vælge én bestemt – og han var dristig nok til at lade sin omtumlede kærlighed søge havn hos kongens søster. Men særligt passende var det jo ikke, for ganske vist var det rigtigt af ham at bremse sit flyvske og flagrende begær med anstændighedens tøjler, men det var temmelig frækt af en mand af folket at kaste sine øjne på en kongedatter. Pigen blev rædselsslagen over den ubehøvlede frier, og for at bringe sig i sikkerhed mod overfald søgte hun tilflugt i et hus med en vold omkring. Hun fik tredive trælle med sig til uafbrudt at holde vagt om hendes person.

1,5  Følgen var at Frodes hirdmænd savnede en kvindelig hånd til at tage sig af deres tøj, for nu havde de hverken mulighed for at få syet nyt eller få lappet det der gik i stykker, og derfor lagde de pres på kongen for at få ham til at gifte sig. I begyndelsen undskyldte han sig med sin unge alder, men det endte med at han gav efter for sine mænds indtrængende opfordringer. Da han så spurgte dem der havde rådet ham til at gifte sig, om de kendte nogen pige der kunne være en passende hustru for ham, anbefalede de først og fremmest Hunnerkongens datter. Hertil svarede Frode, der ledte med lys og lygte efter et påskud for at sige nej, at hans far havde lært ham at det ikke var klogt af en konge at hente sig en brud fra et fjernt land: kærligheden skulle han finde hos sine naboer.

1,6  Da Gøtvar hørte det, gennemskuede hun straks at kongen bare holdt sine venner hen med snak. Så for at afstive hans vaklende mod og få lidt selvtillid ind i hans forknytte sind, sagde hun: »For de unge er et bryllup det rigtige, de gamle har kun graven at se frem til. Ungdommen vandrer lykkeligt forventningsfuld fremad, alderdommen styrer tomhændet mod døden. Håbet er ungdommens følgesvend, alderdommen glider mod et håbløst fald. De unges lykke modnes gradvis og opgiver aldrig det den har sat sig for, på halvvejen.« De ord gjorde indtryk på Frode, og han bad hende derfor om at påtage sig hvervet med at fri på hans vegne, men hun betakkede sig og undskyldte sig med sin alder: hun var for gammel og svagelig til at påtage sig så anstrengende en opgave, sagde hun. Kongen fornemmede at en belønning nok ville hjælpe på sagen, så han trak en halskæde af guld frem og lovede hende den som løn hvis hun ville rejse. Denne kæde var sammensat af ciselerede led afvekslende med billeder af konger, og når man trak i en indvendig snor, kunne den skiftevis udvides og trækkes sammen – snarere et pragtobjekt end en brugsgenstand. Også Vestmar og Kole og deres sønner sendte han med i delegationen, for så drevne som de var, mente Frode ikke at de risikerede den ydmygelse at få et nej.

1,7  De drog så af sted sammen med Gøtvar, og hos hunnernes konge blev de modtaget med et tredages gilde inden de kunne fremføre deres ærinde. Sådan plejede man nemlig at gøre når man modtog gæster i gamle dage. Da gildet så havde varet i de tre dage, trådte kongedatteren frem og talte uendelig høfligt og forekommende med udsendingene for at gøre sig gode venner med dem. Og hendes indtagende selskab bidrog da også en hel del til gæsternes fornøjelse ved gildet. Efterhånden som der kom gang i bægrene, afslørede Vestmar sit ærinde for hende, men kun i helt igennem spøgefulde vendinger, for i al fortrolighed at fiske efter hvordan pigen stillede sig til den sag. For ikke at risikere et nej slog han det hen i spøg, men gav alligevel en forsmag på hvad delegationen var ude efter, for her under gildet med dets larm og munterhed kunne han tillade sig at snakke gemytligt med hende. Hun svarede at Frode bestemt ikke var noget for hende eftersom han fuldkommen manglede storhed og berømmelse. I gamle dage blev man nemlig ikke anset for et passende parti for en højfornem kvinde hvis man ikke havde skabt sig et stort navn på nogle fremragende bedrifter. Ugidelighed var den værste fejl man kunne finde hos en frier. Der var intet man fordømte hårdere hos en mand der anmodede om ægteskab, end manglende berømmelse. Hæder og ry i rigelige mængder var det eneste der kunne skabe anden rigdom. Og pigerne var ikke nær så optaget af deres frieres udseende som af deres glorværdige bedrifter.

1,8  Udsendingene måtte så opgive og overlod det til Gøtvars gode forstand at forsøge at komme videre med sagen. Hun prøvede at tø pigen op, ikke kun med ord, men også med forskellige safter hun blandede til en elskovsdrik, og hun fortalte at Frode brugte venstre hånd lige så godt som højre og derfor var en fremragende svømmer og fægter. Med trylledrikken lykkedes det hende at forvandle pigens ubøjelighed til begær og vække kærlighed og lidenskab hvor der før kun havde været modvilje. Derpå bad hun Vestmar, Kole og deres sønner om at gå til kongen officielt og endnu en gang presse på med deres ærinde, og i sidste ende, hvis han virkede modvillig, komme et nej i forkøbet ved at udfordre ham til kamp.

1,9  Vestmar trådte så ind i tronsalen med sine bevæbnede krigere og sagde: »Nu må du enten efterkomme vores ønsker eller møde os i kamp. Vi har besluttet os for hellere at dø med ære end vende hjem med uforrettet sag, for herfra hvor vi havde håbet på at vinde hæder, vil vi ikke komme tilbage med det modsatte, tomhændede og ydmygede. Hvis du nægter os din datter, så giv os kamp – en af delene må du give os! Vi vil have dit ja eller døden. Ender det ikke godt, må det ende sørgeligt. Frode vil hellere høre at vi er faldet end at vi har fået afslag.« Mere sagde han ikke, men han truede kongen på livet med sit sværd. Kongen svarede at det ikke var passende for en konge som ham at kæmpe på lige fod med en mand af lavere stand, og at mænd der stod langt fra hinanden i rang ikke burde mødes i kamp. Men Vestmar slækkede ikke et øjeblik på sit krav om kamp og fik så til sidst besked på at undersøge hvordan pigen selv stillede sig – for i gamle dage gav man pigerne lov til selv at vælge hvem de ville giftes med. Kongen var nemlig i syv sind og vaklede uroligt frem og tilbage mellem skræk for at kæmpe og skam over at nægte det. Vestmar blev altså henvist til at høre hvad pigen selv inderst inde følte, men han vidste at kvinder er både uberegnelige og lunefulde, og tog fortrøstningsfuldt fat på opgaven netop fordi han var ganske klar over hvor vankelmodige piger er med hvad de selv vil. Og hvad der øgede hans selvtillid og gav ham tro på at han nok skulle få held med sit forehavende, var at den naive unge pige helt var overladt til sit eget skøn, for hvis han kildede hendes frie valg med udsøgt smiger, ville hun ikke alene være nem at få med, men helt forhippet på at gøre som han sagde. Faderen fulgte lige efter udsendingene for at være sikker på hvordan hans datter stillede sig.

1,10  Nu havde trylledrikken jo i det skjulte haft sin virkning og gjort hende forelsket i sin frier, så hun svarede at hun forventede sig mere af Frodes evner i fremtiden end hans rygte kunne sige i øjeblikket – hans far havde jo været en stor mand, og æblet falder sjældent langt fra stammen. Derfor syntes hun godt om den unge mand – ud fra hans kommende storhed, ikke så meget den nuværende. Det forbløffede kongen noget at høre, men på den anden side havde han givet hende lov til at vælge frit, og det løfte ville han ikke bryde, så han lovede at hun skulle blive gift med Frode. Derpå samlede han rigelige forsyninger til rejsen, udstyrede sig med pomp og pragt, og fulgt af Frodes udsendinge skyndte han sig af sted til Danmark med hende, for han var ganske klar over at den rigtigste person til at give en datter bort i ægteskab er faderen selv. Frode tog glædestrålende imod sin brud og viste også sin kongelige tilkommende svigerfar al mulig ære, og da brylluppet var ovre, forærede han ham en vældig sum i guld og sølv til afsked.

1,11  Sammen med Hanunde – som hunnerkongens datter hed – tilbragte han nu tre år i fred og velstand. Men hans hirdmænd blev uregerlige af at sidde med hænderne i skødet, og den kådhed som stilstanden frembragte, gav sig udslag i de mest skamløse udskejelser. Det skete at de hængte folk op i et reb og slog løs på deres kroppe som de hang der, ligesom på en boksebold. Eller de lagde et bukkeskind ud hvor andre kom gående, og slog benene væk under dem ved at trække i et skjult reb når de uforvarende satte foden på det glatte skind. Andre klædte de nøgne og slog dem til blods med hug og slag. Atter andre gjorde de til nar ved at hænge dem op på søm som om de hang i en strikke. Og der var også dem de sved skæg og hår af med fakler, og andre de brændte kønshår og kønsdele af på. Fremmede kastede de knogler efter, og andre tvang de til at drikke så umådeholdent at de sprængtes af alt for megen væske. Unge piger fik ikke lov at gifte sig før de havde taget deres mødom. Ingen fik lov at gifte en datter bort uden først at betale for deres samtykke. Ingen kunne indgå ægteskab hvis han ikke i forvejen havde købt sig tilladelse hos dem. Og i øvrigt var det ikke kun unge piger de udsatte for deres aldeles ubeherskede liderlighed, men alle og enhver, også gifte koner i hobetal. En dobbelt galskab havde grebet dem: vildskab og skamløshed i skøn forening. Gæster og besøgende modtog de med grovheder i stedet for høfligheder. Så mange ydmygelser og provokationer fandt disse skamløse og uregerlige mennesker på. Så megen næring sugede deres overmod til sig af den frihed de nød under en mindreårig konge. For der er intet der åbner for uhæmmet synd, som bevidstheden om at det har lange udsigter med straffen.

1,12  Denne hæmningsløse frækhed blandt krigerne gjorde kongen forhadt, ikke alene i udlandet, men også derhjemme. For danskerne våndede sig under dette arrogante og brutale styre. Men Grep nøjedes ikke med kvinder af lavere stand, han gik så vidt i sin frækhed som til at have en affære med dronningen – og var dermed lige så troløs mod sin konge som han var hensynsløs mod andre. Lidt efter lidt voksede skandalen frem: mistanken om forbrydelsen bredte sig med tyste trin og var kendt blandt folket før den nåede kongen. For Grep slog hårdt ned på enhver der kom med den mindste antydning i den retning, og gjorde det til en meget risikabel sag at anklage ham for noget. Alligevel holdt rygtet om hans udåd sig i live, først kun som en mumlen, senere som snak og sladder – for det er nu engang svært at holde låg på hvad man ved om andre folks forbrydelser.

1,13  Gunver havde utallige friere. Derfor forsøgte Grep et hemmeligt kneb for at skaffe sig hævn for dengang hun havde sagt nej til ham, og bad om lov til bedømme bejlerne, for som han sagde: den pige fortjente det bedste parti hun kunne få. Men sin forbitrelse holdt han godt skjult for at man ikke skulle tro at det var af had til pigen at han bad om det hverv. Kongen opfyldte hans bøn og gav ham lov til at undersøge de unge mænds kvalifikationer. Han samlede så først alle Gunvers friere ved at bilde dem ind at han ville holde gilde for dem – og så skar han hovederne af dem og satte dem op hele vejen rundt om den bygning hvor pigen boede, til skræk og advarsel for alle andre.

1,14  Men selv det skadede ikke hans gode forhold til Frode, og han beholdt den betroede position han hele tiden havde haft. Han besluttede nu at det skulle koste penge at anmode om foretræde for kongen, og bekendtgjorde at ingen kunne få kongen i tale uden at indlevere en gave. For, som han sagde: Så stor en leder skulle man ikke kunne få adgang til på ganske almindelig vis, men kun efter meget indstændig ansøgning – på den måde forsøgte han at bøde på sit brutale omdømme ved at hykle hengivenhed over for kongen. Men den plagede befolkning lod kun klagerne over sine trængsler komme ud i stille suk. Ingen havde mod til at klage åbenlyst over de ulykkelige tider, ingen vovede at fremkomme med en utilsløret protest over den uretfærdige behandling de var udsat for. Men jo mere de bed smerten i sig, jo mere skar den dem i hjertet.

2,1  Da kong Gøtar af Norge hørte om det, samlede han sine krigere til ting og forklarede dem at danskerne var lede og kede af deres konge og længtes efter at få en anden hvis de skulle få mulighed for det, og derfor havde han selv besluttet sig for at drage derned med en hær. Danmark kunne nemt erobres hvis man foretog et væbnet angreb, for Frode var både grisk og brutal i sit styre.

2,2  Nu rejste Erik sig. Han talte kongen imod og frarådede forslaget: »Det er en kendt sag,« sagde han, »at de der griber efter andres ejendom, ofte mister deres egen. Den der vil eje både-og, får ofte hverken-eller. Det skal være en stærk fugl der skal vriste byttet ud af en andens klør. Det nytter ikke noget at du sætter din lid til deres interne stridigheder: den slags forsvinder som regel som dug for solen når fjenden melder sig. For selv om danskerne i dette øjeblik virker i splid med sig selv, vil de omgående danne fælles front mod en fjende. Ulven forliger de stridende svin. Enhver foretrækker en hjemlig hersker for en fremmed. Ethvert land respekterer en indfødt konge højere end en udenlandsk. For Frode vil jo ikke sidde hjemme hos sig selv og vente på dig, han vil komme ud og møde dig på vejen. Ørne river med kløerne, fugle hugger med næbbet. Du ved jo selv at en klog mands planer aldrig må give plads for fortrydelse. Du har rigeligt med stormænd omkring dig. Hold du dig bare i ro selv. Andre kan jo stort set skaffe dig fuld besked om hvornår tiden er inde til krig. Lad krigeren først afprøve om kongen har heldet med sig. Sid her i fred og værn om din egen sikkerhed og lad andre tage risikoen ved det du skal have udført. Det er bedre at tjeneren går til end herren. Lad dine mænd være for dig hvad tangen er for smeden: En smed har redskaber af jern til at beskytte hænderne og undgå at brænde fingrene – lær du af ham at bruge dine folk til at skåne og skærme dig selv.«

2,3  Det var Eriks ord. Gøtar var forbløffet over hans svar, som han sådan havde formet i udsøgte, fyndige vendinger – for indtil da havde de regnet ham for småt begavet – og skænkede ham tilnavnet »den veltalende« for at belønne hans fremragende begavelse med et hædrende tilnavn. Indtil da havde hans vidt berømte bror Roller nemlig stillet ham helt i skygge. Erik bad kongen om at føje noget mere håndgribeligt til det navn han så nådigt havde skænket ham, og sagde at et nyt navn burde følges af en gave. Kongen forærede ham så et skib. Skrøter kaldte mandskabet det.

Erik og Roller var sønner af kæmpen Regner, men selv om de havde samme far, var de født af hver sin mor. Rollers mor, der var Eriks stedmor, hed Kraka.

2,4  Det blev så en mand ved navn Ravn der med Gøtars godkendelse fik den opgave at drage på sørøveri mod danskerne. Han blev mødt af Odd, der dengang havde den øverste myndighed på havet blandt danskerne, og som forstod sig så godt på magi at han kunne fare omkring på havene uden skib og ofte piskede et stormvejr op med et tryllevers og lod det sænke fjendens skibe. For ikke at komme ud i et søslag med sørøverne plejede han altså at piske bølgerne op med en forbandelse og lade dem sende dem nedenom og hjem. Lige så hensynsløs han var mod handelsmænd, lige så mild og venlig var han mod bønder, for han satte ikke profit så højt som en plov og holdt langt mere af det landlige arbejdes torvedag end af kræmmerens beskidte krumspring.

2,4 Da han nu begyndte kampen med nordmændene, slørede han modstandernes syn så meget med sine stærke tryllevers at de allerede på lang afstand troede at de så danskernes dragne sværd glimte og gnistre som stod de i flammer. Ja, så svækkede blev deres øjne at de ikke kunne tåle at se et sværd blive draget af skeden: de blev blændet af glansen og kunne ikke udholde det funklende magiske lysskær. Ravn faldt sammen med en stor del af sine mænd, og kun seks skibe slap tilbage til Norge, hvor de kunne bevidne at danskerne ikke var så lette at få bugt med. De udspredte også det rygte at Frode regerede mod folkets vilje, kun med støtte fra sine kæmper, og at hans herredømme var endt i det rene tyranni.

2,5  For at undersøge det rygte nærmere lovede Roller at melde sig til Frodes hird, for han var ivrig efter at rejse ud og se nye ting. Erik holdt på at det var et letsindigt løfte at give, også selv om han var kæmpestor og stærk. Men da det gik op for ham at Roller stod hårdnakket fast på sin beslutning, gav han det samme løfte. Kongen lovede så at give dem alle de mænd med som følge som de selv ville have.

I første omgang bestemte brødrene sig så for at besøge deres far for at bede ham om forsyninger og hvad de ellers kunne få brug for til denne lange rejse. Han tog faderligt imod dem, og den følgende dag tog han dem med ud på overdrevet for at se til dyrene. Den gamle havde nemlig store mængder af kvæg. Også hans skatte, som længe havde ligget gemt i huler under jorden, blev nu åbnet for dem, og de fik lov til at tage hvad de syntes om. Og det tilbud tog de lige så villigt imod som han gav det: rigdommene blev hentet op fra jorden, og de tog med sig hvad de havde lyst til. I mellemtiden hvilede de to mænds mandskab ud, eller de øvede sig i at kaste med tunge byrder. Nogle trænede sig med spring, andre med løb. Nogle forsøgte at slynge store sten, og andre øvede sig med bue og pil. Og sådan holdt de deres kræfter ved lige med forskellige former for træning. Men der var også dem der drak sig fulde for at falde i søvn og hvile ud.

2,6  Herefter sendte faderen Roller af sted for at se hvordan det gik derhjemme. Da han så at det røg fra hans mors hytte, gik han derhen, lagde forsigtigt øjet til en lille sprække og kiggede ind i huset. Og her så han sin mor stå og røre i en mægtig gryde med grød. Han kiggede op og så tre slanger der hang ned fra oven i en tynd tråd, og fra hvis gab giften dryppede ned og gav væde til maden. De to af dem var sorte, den tredje havde hvide skæl og hang en anelse højere end de andre. På den var knuden bundet om halen mens de to andre havde snoren de hang i, om maven. Roller syntes det lignede trolddom, men tav stille med hvad han havde set, for at man ikke skulle kunne sige at han anklagede sin egen mor for heksekunster. Han vidste nemlig ikke at slangerne var ufarlige, og anede intet om den store kraft de gav til maden.

2,7  Senere kom Regner og Erik til, og da de så røgen stige op fra hytten, gik de ind og satte sig på deres pladser. Da de var kommet til bords, stillede Kraka en skål med grød i flere farver foran sin søn og sin stedsøn, som skulle spise deres mad sammen. På den ene side var grøden sort, men oversået med gule dråber, på den anden side så den hvidlig ud, for den havde fået to forskellige farver fra de to arter af slanger. Da de nu begge to havde smagt en mundfuld af den, drejede Erik lynhurtigt skålen så den sorte side, der var lavet med den stærkeste saft, vendte mod ham selv, og den hvide, som han selv først havde fået, kom over til Roller, for han bedømte ikke maden efter farven, men efter den kraft der var i den. Og sådan blev det ham der fik mest ud af måltidet. Men for at ingen skulle lægge mærke til at han med vilje drejede skålen, forklarede han at det var sådan et skib plejede at dreje rundt om sig selv i høj søgang. Og det var ikke så dumt tænkt af ham på den måde at bruge almindelig sømandssnak til at sløre en beregnende handling.

2,8  Da nu Erik havde styrket sig ved denne lykkebringende ret, bragte dens indre virkning ham op på den menneskelige visdoms højeste trin. For den kraft der var i denne føde, gav ham en ganske utrolig viden på alle områder så han sågar forstod dyrenes og kvægets sprog. For det var ikke alene det menneskelige han fik nøje indblik i, han kunne også tolke de vilde dyrs lyde som udtryk for bestemte følelser. Og derudover formulerede han sig så forfinet og formfuldendt at han kunne udsmykke et hvilket som helst emne han ønskede at tale om, med hele rækker af elegante ordsprog.

2,9  Men da Kraka kom til, og det gik op for hende at fadet var blevet drejet, og Erik havde spist den kraftigste del af grøden, blev hun meget bedrøvet over at den lykke hun havde tiltænkt sin søn, var endt hos hendes stedsøn. Og straks efter begyndte hun under suk og klage at bønfalde ham om aldrig at svigte sin bror i nøden nu hvor hans mor havde overøst ham med al den uventede lykke. For ved at smage på denne ene lækre ret havde han opnået den højeste grad af kløgt og veltalenhed, for slet ikke at tale om den gave at han altid ville komme sejrrigt ud af en kamp. Hun tilføjede at Roller jo også kunne tænke selv, og det skulle nok vise sig at han ikke helt var gået glip af den ret hun havde tiltænkt ham. Samtidig gav hun ham det råd at skulle han havne i den yderste livsfare, kunne han hurtigt hente hjælp ved at råbe hendes navn, for, sagde hun, hun havde til en vis grad overjordisk magt og stod på lige fod med dem i himlen i den forstand at hun ejede en guddommelig kraft i sit indre. Erik svarede at han følte en naturlig trang til at stå ved sin brors side – det var en sølle fugl der sked i sin egen rede, sagde han. Men Kraka ærgrede sig over sin egen manglende omhu mere end hun sørgede over sin søns manglende held, for i gamle dage var det en stor skam for den der havde lært et fag, hvis hans evner svigtede ham.

2,10  Derefter fulgte hun selv, sammen med sin mand, brødrene ned til havet da de skulle af sted. De stak til søs i et enkelt skib, men fik snart efter to andre med sig. Og de var kun lige nået frem til den danske kyst da deres rekognosceringer viste at der lå syv skibe lige i nærheden. Erik gav så to mænd der talte flydende dansk, besked på at tage derover uden tøj på kroppen for at undersøge sagen nøjere: De skulle klage til Odd over deres nøgenhed som om det var noget Erik havde gjort – og så forsigtigt komme tilbage og fortælle om hvad de havde fundet ud af. Ovre hos Odd blev de yderst venligt behandlet, og imens holdt de ørerne stive og opsnappede hvad høvdingen var ude på. Han havde nemlig bestemt sig for at foretage et overraskelsesangreb ved daggry så han i en fart kunne gøre det af med dem alle sammen mens de endnu lå rullet ind i deres sovetæpper, for som han sagde: på den tid af dagen plejede folk at være allermest stive og tunge i det. Samtidig gav han sine mænd ordre til at laste skibene med passende kastesten – og derved fremskyndede han selv det der skulle blive årsagen til hans egen undergang. Spejderne sneg sig væk midt om natten og rapportede at Odd havde fyldt sit skib med sten beregnet som kasteskyts, ligesom de også meddelte alt hvad de ellers havde hørt.

2,11  Erik havde nu fået klarhed over situationen, og i betragtning af hvor få skibe han havde i sin egen flåde, bestemte han sig for at søge hjælp hos havets vande og mobilisere dem som en trussel mod fjenden. Han steg derfor i en mindre båd og roede uden en lyd over til fjendens skibe, borede ganske varsomt hul i plankerne helt nede ved vandlinjen og sejlede straks efter tilbage igen med så tyste åreslag at selv luften stod stille omkring ham. Alt sammen så forsigtigt at ingen af vagterne bemærkede ham hverken da han kom, eller da han fjernede sig igen.

2,12  Mens han sejlede derfra, begyndte vandet lige så stille at pible ind i Odds skibe og tynge dem ned. Efterhånden som vandet bredte sig derinde, blev det klart at de ville forsvinde i dybet. Og den tunge last af sten bidrog ikke så lidt til at trække dem under. Bølgerne skyllede allerede hen over rorbænkene, og havet stod på højde med årehullerne, og da Odd så at hans skibe næsten var nede i niveau med bølgerne, råbte han at de skulle øses for alt det vand der var kommet indenbords. Men netop mens søfolkene kæmpede mod vandet der strømmede ind i de synkende skibe, dukkede fjenden op på nært hold. De greb efter våbnene, men havdybet trængte sig på – de gjorde sig rede til kamp, men måtte svømme for at slippe væk.

2,13  Vand, ikke våben, førte slaget for Erik. Havet kæmpede på hans side så snart han selv havde banet vejen for det og givet det magten til at volde skade. Han kæmpede med held ved hjælp af havets strømme snarere end stålet, og det var som om den effektive hjælp fra vandet tillod ham at føre slaget uden selv at være til stede, blot med havet som sin forbundsfælle. Hans list sikrede sejren, for et skib der overskylledes af havet, duede ikke til kamp. Sådan gik det til at Odd og hans kammerater blev dræbt, og de der lå på vagt, tilfangetaget, og ikke én slap bort så han kunne bringe bud om nederlaget.

2,14  Så snart blodbadet var overstået, skyndte Erik sig væk og lagde ind under Læsø. Men her kunne han ikke finde noget at stille sulten med, så han befalede to skibe at sejle hjem med byttet og komme tilbage med forsyninger til det følgende år. Selv sejlede han i et enkelt skib af sted for at opsøge kongen. Da de nåede til Sjælland, spredte søfolkene sig langs kysten og gav sig til at hugge kvæg ned. Det var et spørgsmål om at formilde de skrigende tarme eller omkomme af sult. De dræbte okserne, trak huderne af dem og smed de flåede dyr ud i skibet. Men da kvægets ejere hørte det, satte de i huj og hast efter røverne i deres flåde. Da det gik op for Erik at oksernes indehavere var i hælene på ham, fik han kroppene af de dræbte dyr gemt ned under bølgerne, fortøjet med særligt afmærkede reb. Så snart sjællænderne indhentede ham, lod han dem selv se efter om de kunne finde nogen af de dyr de savnede, hos ham – med en bemærkning om at der jo ikke var meget plads til at gemme ting og sager på et skib. Da de så ingen dyr fandt nogen steder, vendte de deres mistanke mod andre – og holdt de skyldige for uskyldsrene. Eftersom der ikke var det mindste spor at finde efter tyveriet, troede de at det var andre der havde forulempet dem, og lod de skyldige slippe. Så snart de var sejlet deres vej, trak Erik atter dyrekroppene op af havet.

3,1  I mellemtiden hørte Frode at Odd og hans mænd var blevet dræbt, for der gik store rygter om blodbadet, selv om ingen vidste hvem der stod bag det. Der var dog nogle der kunne fortælle at de havde set tre sejl nærme sig kysten og senere igen forsvinde mod nord. Nu gik Erik så i havn ikke langt fra hvor Frode opholdt sig, og i det øjeblik han satte foden uden for skibet, snublede han og faldt så lang han var. Men han tog selv sit fald som et godt varsel og forudsagde at hvad der begyndte skidt, ville ende bedre. Da Grep hørte at han var kommet, fór han i huj og hast ned til havet, for han havde hørt at han var bedre skåret for tungebåndet end andre, og ville sætte ham på prøve med udsøgte og skarpsindige ord. Han kunne nemlig selv sætte hvem som helst til vægs, ikke med fornemt sprog så meget som med frækheder i stride strømme. Så han begyndte orddysten med ukvemsord, og talte sådan til Erik:

3,2  Grep:

3,2 Erik:

3,3  Grep:

3,3 Erik:

3,4  Grep:

Erik:

3,5  Grep:

Erik:

3,6  Det havde Grep ikke noget rimeligt svar til, så han gav sin hest sporerne. Men da han nåede hjem, gav han sig til at råbe og skrige så det gjaldede i hele kongsgården. Han brølede at han var blevet besejret med ord, og kaldte hele hirden til våben, som om han med våben i hånd ville hævne at han havde tabt en kamp på tungefærdighed. Han svor nemlig på at han skulle forvandle den fremmede hær til bytte for ørnenes klør. Men kongen gav ham besked på at dæmpe sin vildskab og tænke sig om: forhastede planer havde det med at være til mere skade end gavn, intet kunne gøres forsigtigt og hurtigt på samme tid, hastværk var lastværk – og i øvrigt var det ikke passende at være så mange mod så få. Den kloge mand var den der forstod at tøjle sit vilde sind og i tide sætte en stopper for sit raseri. Sådan tvang kongen den unge mand til at dæmpe sin hovedløse harme og give plads for moden overvejelse. Men helt fik han nu ikke beroliget hans iltre og vilde sind, for denne mundhuggeriets mesterbokser var helt rundt på gulvet over sit nederlag, og når han ikke måtte hævne sig med våben, forlangte han i det mindste at få lov at gøre gengæld med trolddom i stedet.

3,7  Det fik han så, og nu gjorde han sig klar til at vende tilbage til stranden med en udsøgt skare af troldmænd: Først ofrede han en hest til guderne, satte det afhuggede hoved på en stage og spærrede gabet op på det med pinde, for han håbede at det fæle syn i første omgang ville skræmme Erik fra at foretage sig noget. Han forestillede sig nemlig at sådan nogle vildmænd ville være tumpede nok til at stikke halen mellem benene hvis de mødte sådan et skræmmehoved. Samtidig var Erik allerede på vej op mod dem. Og da han fik øje på hovedet i det fjerne, forstod han godt hvad meningen var med den hæslige anordning, og han gav sine kammerater besked på at tie stille og passe på hvad de gjorde, så de ikke af vanvare sagde noget der kunne give trolddommen lejlighed til at virke. Hvis det blev nødvendigt at sige noget, tilføjede han, så skulle han nok tale på alles vegne. Snart var det kun en å der skilte dem, og for at skræmme Erik fra at nærme sig broen rejste troldmændene stagen med hestehovedet helt nede ved åbredden. Men Erik marcherede uforfærdet hen til broen og sagde: »Gid den der bærer på denne byrde, selv må få den ulykke den bringer! Os skal det gå bedre! Gid trolddommen må ramme troldmanden, og den der bringer denne uheldssvangre byrde, selv må segne under vægten. Os skal et vægtigere varsel holde hånden over!« Og det gik da også som han ønskede: For i samme øjeblik faldt hovedet af stagen, og stagen styrtede om og dræbte den mand der holdt den. Og sådan blev alle trolddomsanstalterne forpurret af en enkelt magtfuld besværgelse.

3,8  Da Erik var kommet et stykke længere frem, faldt det ham ind at gæster burde have en gave med til kongen. Han faldt nu tilfældigt over en klump is, og den pakkede han omhyggeligt ind i sit tøj for at tage den med som gave til kongen. Da han nåede frem til kongsgården, gik han selv først ind og bad sin bror følge lige efter. Men nu havde kongens trælle bredt glatte skind ud over dørtærskelen for at lave sjov med de nytilkomne: Idet Erik trådte ind, trak de lynhurtigt i snoren, og han ville være gået omkuld hvis ikke Roller, der gik lige bag ved ham, havde støttet sin bror med brystet da han snublede. Halvt liggende udbrød han at »bar er broderløs bag«. Gunver indvendte at den slags burde en konge ikke tillade, men Frode svarede at den udsending måtte være et fjols når han ikke tog sig i agt for fælder. Så han undskyldte altså en fornærmelse ved at kalde offeret for uforsigtig.

3,9  Inde i hallen brændte der et bål, hvilket der i betragtning af årstiden kunne være god grund til, for det var over midvinter. På den ene side af det sad kongen, på den anden side hans kæmper. Da Erik tog plads blandt kæmperne, begyndte de et gruopvækkende skråleri og hylede som dyr. Kongen forsøgte at dæmpe larmen og sagde at den slags dyriske brøl ikke hørte hjemme i menneskers munde. Erik tilføjede at det var sådan hunde gjorde: når en gør, gør de alle – opførslen afslører altid hvor man stammer fra, og viser altid hvilken slægt man tilhører. Men nu spurgte Kole, der skulle tage sig af de gaver kongen fik, om han havde noget med til kongen, og Erik tog isen frem fra sin tøj, hvor han havde haft den skjult. Da han rakte den frem mod ham hen over ildstedet, lod han den med vilje falde i flammerne som om den var smuttet ud af hånden på modtageren. Alle der var til stede og så den imponerende skinnende klump, fik det indtryk at det var et stykke glimtende metal der var faldet i ilden. Erik påstod at det var modtageren der havde været uforsigtig nok til at tabe den, og spurgte hvad straffen var for den der smed en gave væk. Kongen spurgte dronningen hvad hun mente, og hun rådede ham til ikke at bryde den lov han selv havde indført, hvor det var fastsat at der var dødsstraf for at miste en gave der var fremsendt til kongen. Også de øvrige stod fast på at den straf som loven fastsatte, kunne man ikke slække på. Så da det var det råd han fik, at straffen ikke var til at komme uden om, lod kongen Kole hænge.

3,10  Derpå tog Frode ordet og sagde til Erik: »Nå, du, der blærer dig sådan med alle dine svulstige ord og din pyntede tale, hvor kommer du fra, og hvad kommer du for?« Hertil svarede Erik: »Jeg drog ud fra Rennesø, og så gjorde jeg holdt ved en sten.« Men Frode spurgte: »Hvor drog du så hen derfra?« Og Erik sagde: »Fra stenen sejlede jeg væk i mit skib, og så slog jeg mig igen ned ved en sten.« Hvortil Frode sagde: »Hvor satte du så kursen hen derfra? Hvor lagde du ind om aftenen?« Og Erik svarede: »Fra stenen nåede jeg til en klippe, og derpå lå jeg igen ved et klippeskær.« Og Frode sagde: »Der var vist godt med sten der på egnen.« Hvortil Erik svarede: »Man ser nu flere sandskorn rundt omkring.« Frode: »Men hvad var dit ærinde? Og hvor satte du så kursen hen derfra?« Erik: »Jeg satte ud fra stenen, og på vejen i mit skib fandt jeg et marsvin.« Frode: »Se, det var noget nyt – selv om begge dele er almindelige i havet. Men lad mig så høre: Hvad vej gik det så videre?« Erik: »Fra marsvinet sejlede jeg til et andet marsvin.« Frode: »Der er mange marsvin der på egnen!« Erik: »I havet svømmer endnu flere.« Frode: »Jeg kunne godt lide at vide hvor din møjsommelige rejse bragte dig hen efter marsvinene.« Erik: »Lidt efter stødte jeg på en træstub.« Frode: »Og hvor gik så turen hen derfra?« Erik: »Fra stubben kom jeg til en stamme.« Frode: »Der er vist en del træer der på egnen siden du konstant omtaler dine værter som stammer og stubbe.« Erik: »Der er flere i skoven.« Frode: »Hvor satte du så næsen hen derefter?« Erik: »Endnu en gang kom jeg til stød og stubbe af skovens ege. Men mens jeg lå der og holdt hvil, slikkede ulve, mætte af menneskelig, på spydenes yderste spids. Der faldt odden af kongens stærke spyd, du, Fridlevs barn.« Og Frode sagde: »Nu ved jeg ikke hvad jeg skal sige, for du har forvirret mine tanker med dine forblommede omsvøb.« Hertil svarede Erik: »Så er orddysten afgjort, og du skylder mig en belønning, for jeg har sagt dig ting i dunkle vendinger som du ikke har fattet. Det jeg fortalte dig før da eg nævnte en spydsod, var at Odd er faldet for min hånd.«

3,11  Da nu også dronningen tilkendte ham prisen for veltalenhed, præmien for de bedste talegaver, trak kongen straks en ring af armen, rakte den til Erik som belønning, sådan som de havde aftalt det, og tilføjede: »Jeg kunne godt tænke mig at høre lidt fra din mund om den ordstrid du havde med Grep, og som han åbent og uden at blinke indrømmede at han havde tabt.« Og Erik svarede: »Han kom i forlegenhed da jeg beskyldte ham for hor. Det kunne han ikke snakke sig ud af, så han måtte indrømme at han havde ligget i med din kone.« Kongen vendte sig mod Hanunde og spurgte hende hvad hun sagde til den beskyldning. Og hun erkendte ikke alene sin forbrydelse med ord, men bevidnede den også med sit minespil, for hun rødmede dybt og gav derved et tydeligt tegn på sin skyld.

Kongen bemærkede både hendes ord og hendes ansigtsudtryk, men da han ikke kunne bestemme sig for hvordan han skulle straffe den skyldige, overlod han det til dronningen at bestemme straffen. Hun forstod jo godt at den dom hun skulle afsige, gjaldt en forbrydelse hun selv havde del i, og derfor sad hun en rum tid og vendte og drejede sagen uden at kunne blive enig med sig selv – men i det samme sprang Grep op og styrtede frem for at gennembore Erik med sit spyd og redde sit liv ved at dræbe sin anklager. Men Roller kom ham i forkøbet: han trak sit sværd og gjorde mod ham hvad han selv havde tiltænkt Erik. Så udbrød Erik: »En slægtning er den bedste hjælp i nødens stund.« Og Roller svarede: »I nøden skal man kende sine venner.« Da sagde Frode: »Jeg tror det vil gå jer som man plejer at sige: Den der fører sværdet, nyder kun drabet kort, og hånden har ikke længe glæde af hugget.« Men Erik svarede: »Man skal ikke bebrejde en mand hvis handling er lovligt undskyldt. For der er lige så langt imellem det jeg har gjort, og det Grep har gjort, som der i en retssag er mellem selvforsvar og overfald.«

3,12  Nu sprang Greps brødre op, skummende af raseri, og svor på at de enten ville hævne sig på hele Eriks flåde eller kæmpe med ham og ti andre kæmper. Erik svarede: »De svagelige må gå frem med list. Den mand hvis æg er sløv, må udsøge sig de sarte steder. Den der har en uskarp kniv, må file sig frem led for led. Er man i knibe, er det bedst af udsætte problemet, og i modgang er der ingen bedre udvej end at skubbe faren foran sig, så jeg vil bede om tre dage til at gøre mig klar, på den betingelse at kongen vil give mig huden af en nyslagtet okse.« Dertil svarede Frode: »Den der er faldet på en hud, fortjener at få en hud« – og dermed stiklede han åbenlyst til Eriks uheld kort før. Men så snart Erik havde fået huden, lavede han såler af den til sig selv og sine mænd og smurte dem med granharpiks blandet med sand så de kunne få bedre fodfæste. Da han så havde overvejet hvilken kampplads han skulle vælge, erklærede han at eftersom han ikke havde nogen erfaring med landslag eller med krigerhåndværk i det hele taget, ville han helst kæmpe ude på isen. Det var begge parter enige om. Kongen gav ham en frist til at gøre sine forberedelser og gav Vestmars sønner ordre om at trække sig tilbage, for som han sagde: man kunne ikke tillade sig at smide en gæst på porten, heller ikke en der ikke havde fortjent bedre.

3,13  Derpå gav han sig igen til at spørge efter den straf som han havde overladt det til dronningen at afgøre. Men hun undlod at træffe nogen afgørelse og bad i stedet om tilgivelse for sit fejltrin, hvortil Erik tilføjede at det ofte var bedst at se igennem fingre med kvinders fejl og kun straffe hvis forbrydelsen ikke kunne afværges med en irettesættelse. Så tilgav kongen Hanunde.

3,14  Da mørket faldt på, sagde Erik: »Hos Gøtar får krigerne ikke kun mad stillet frem når de skal spise med ved gildet, de får også anvist hver sin plads ved bordet.« Kongen lod dem så tage plads der hvor hans kæmper havde siddet. Så bar en træl maden ind. Men Erik, der udmærket kendte høflighedsreglerne hos en konge og vidste at dér kunne man ikke tillade sig at sætte levninger på bordet, smagte bare en mundfuld af hvert stykke og smed resten væk, og omtalte alle de hele retter som »stumper« og »rester«. Og efterhånden som det tyndede ud i retterne, fik tjenerne hede ører over alt det der manglede, og læssede flere oven i så de til denne beskedne aftensmad fik stillet så meget frem at det havde været nok til et stort gilde. Da udbrød kongen: »Plejer Gøtars krigere også at smide maden væk som afgnavne skorper så snart de har rørt den en enkelt gang, og rynke på næsen ad de fornemste retter som om det var de usleste levninger?« Til det svarede Erik: »Hos Gøtar er der ikke noget med plumpe manerer eller uopdragne vaner.« Og Frode svarede: »Så ligner du ikke din herre meget hvad opførslen angår, og det viser at du ikke altid tager fornuften med på råd. For den der sætter sig op mod sine foresattes eksempel, er en overløber og forræder.« Så sagde Erik: »En klog mand bør tage ved lære af den endnu klogere. For lærdommen har godt af at lære noget, og indlæringen kan støtte sig på kundskaberne.« Og Frode sagde: »Hvad for en lære vil du have at jeg skal uddrage af al den tomme snak?« Hvortil Erik svarede: »Få trofaste er et sikrere værn for en konge end mange forrædere.« Frode sagde: »Du mener altså at du vil tjene mig mere trofast end de andre?« Og Erik svarede: »Ingen kan binde ufødt hest til båsen eller trække den til krybben. Endnu har du ikke prøvet alt. I øvrigt plejer man hos Gøtar at få noget at drikke til maden. Når mad og drikke følges ad, er der munterhed om bordet.« Hertil sagde Frode: »Aldrig har jeg da mødt nogen der var frækkere til at forlange mad og drikke.« Hvortil Erik svarede: »De færreste kan bedømmeen tavs mands trang eller vurdere en mundlams behov.«

3,15  Så fik kongens søster besked på at bringe ham en mægtig kande med noget at drikke. Erik greb hendes højre hånd sammen med kanden da hun rakte ham den, og sagde: »Er det en gave du i din gavmildhed har tiltænkt mig, høje konge? Er du indforstået med at det jeg holder her, uigenkaldeligt skal være mit som gave?« Kongen troede det kun var kanden han forlangte, og sagde ja. Men Erik trak pigen til sig som om han havde fået hende sammen med kanden. Da kongen så det, udbrød han: »En tåbe røber sig selv ved sine handlinger. Hos os plejer vi at holde en piges frihed for ukrænkelig.« Erik lod så som om han ville hugge pigens hånd af med sit sværd, som om det var den han havde fået i stedet for kanden, og sagde: »Hvis jeg har taget mere end du har givet mig, eller hvis det er taktløst af mig at beholde det hele, må jeg vel i det mindste tage en del.« Kongen indså at han havde dummet sig med det løfte, og gav Erik pigen. Hvad han havde gjort i uforsigtighed, ville han ikke gøre godt igen med upålidelighed. Når han gav sit ord, måtte det være til at stole på. Og det på trods af at det snarere må kaldes visdom end vægelsind at tilbagekalde en tåbelig aftale.

3,16  Derpå lod han ham gå ned til sine skibe, men først efter at han havde aflagt ed på at han ville komme tilbage igen. Da tiden for kampen var inde, marcherede Erik med sine mænd ud på det islagte hav, hvor han på sine såler stod fast og sikkert og nedlagde sine modstandere, der gled og ikke kunne få fodfæste. Frode havde nemlig bestemt at ingen måtte hjælpe dem der måtte vige eller kom i vanskeligheder. Derefter vendte han tilbage til kongen som sejrherre. Men Gøtvar var på en gang dybt fortvivlet over sine sønners ulykkelige død og fuld af hævntørst og erklærede at nu ville hun udkæmpe en orddyst med Erik. Hun ville sætte en tung halskæde som indsats, og han skulle sætte sit liv, sådan at han fik guldet hvis han vandt, men måtte af med livet hvis han tabte. Den dyst gik Erik ind på, og han lagde sit pant i Gunvers hænder.

3,17  Gøtvar lagde så ud:

Og Erik svarede:

3,18  Det havde hun ikke noget svar på, så hun var tvunget til at udlevere guldet til den mand hun havde tiltænkt døden – og give sine sønners morder en storslået gave i stedet for en straf. Ulykken blev mangedoblet, ondskaben ikke gengældt. Først blev hun sønneløs, så blev hun sat til vægs med grovheder og mistede på én gang sin skat og prisen for sin slagfærdighed. Hun berigede sine børns banemand, belønnede den mand der havde gjort hende barnløs, og al den erstatning hun fik for drabet på sine sønner, var skammen for sin dumhed og tabet af sin rigdom.

Da Vestmar så det, blev han enig med sig selv om at når han ikke kunne besejres med munden, måtte han klares med magt, og han opsatte den betingelse at vinderens belønning skulle være taberens død, så begge altså kæmpede med livet som indsats. De vilkår afviste Erik ikke, for ingen skulle kunne sige at han var rappere med tungen end med hånden. Den slags kampe foregik på denne måde: de kæmpende fik udleveret en ring af vidjer eller tovværk som de ved at stemme imod med hænder og fødder skulle forsøge at rive til sig, og den stærkeste havde så vundet. Den der kunne trække ringen fra den anden, gik af med sejren. Sådan trak Erik nu om kap, og med et kraftigt ryk i ringen lykkedes det ham at rive den ud af hånden på sin modstander. Da Frode så det, udbrød han: »Det er sin sag at trække i tov med en kraftkarl!« »I hvert fald når man er skævhalset og pukkelrygget,« svarede Erik, og i samme nu hamrede han foden ned i den gamle mand og brækkede både ryg og nakke på ham. Så Vestmar havde ikke held med sin hævn: netop i forsøget på at gøre gengæld fandt han samme skæbne som de mænd han ville hævne, og han bukkede under nøjagtig som de mænd hvis drab han havde håbet på at gengælde.

3,19  Nu pønsede Frode på at kaste sin dolk efter Erik og gennembore ham, men Gunver anede hvad broderen var ude på, og for at advare sin forlovede om faren sagde hun at kun den mand var klog der kunne passe på sig selv. De ord var et vink til Erik om at vogte sig for forræderi, og han var kvik nok til at opfange den advarsel der lå i det, for han sprang straks op og erklærede at en klog mand ville vinde en strålende sejr, og forræderi bærer straffen i sig selv – og med den stilfærdige bemærkning udleverede han kongens lumske hensigter. I samme øjeblik kylede kongen dolken imod ham, men uden at ramme, for Erik dukkede sig, og det vildfarne blad borede sig ind i væggen på den anden side. Da udbrød Erik: »Gaver skal man række sine venner, ikke kyle efter dem! Og det havde været en mere passende gave hvis du havde givet mig skeden med.« Kongen løsnede straks skeden fra bæltet og rakte den til ham som han sagde, for gæstens selvbeherskelse tvang ham til at undertrykke sin vrede. Han lod sig altså formilde af den andens komediespil og gav ham med en venlig gestus lov til at beholde det våben han havde kastet med onde hensigter. Sådan forvandlede Erik et overgreb til en gunstbevisning ved at modtage det med en uskyldig mine og tolke det redskab der skulle have voldt hans død, som en storslået gave. Hvad Frode havde tænkt som et overfald, fik han til at se ud som gavmildhed. Derefter gik de til hvile.

3,20  Om natten vækkede Gunver ham forsigtigt og forklarede at de var nødt til at flygte, for som hun sagde: Det var bedst at komme hjemad mens vognen var hel. Han tog hende så med sig, og da de nåede ned til stranden, hvor kongens flåde tilfældigvis lå trukket op på land, ødelagde han siderne på skibene for at gøre dem ubrugelige til sejlads, hvorefter han lappede dem sammen igen og proppede naglerne tilbage på plads så skaden ikke kunne ses. Derpå gik han om bord på sit eget skib med sine folk og sejlede et lille stykke ud fra kysten. Kongen forsøgte at sætte efter ham i de ødelagte skibe, men snart stod bølgerne på højde med årehullerne, og på trods af at han var tungt læsset med rustning og våben, forsøgte han at svømme væk sammen med de øvrige. Nu var han pludselig mere interesseret i at redde sit eget liv end at true andres. Skibene borede sig ned i havet med stævnen forrest mens vandet strømmede ind og skyllede roerne fra deres bænke.

Da Roller og Erik så det, kastede de sig begge med dødsforagt i dybet og svømmede over for at redde kongen, der lå og tumlede omkring i søgangen. Bølgerne var allerede tre gange skyllet over ham og havde trukket ham under da Erik fik fat i hans hår og trak ham op af havet. De øvrige skibbrudne gik til bunds eller nåede kun med nød og næppe ind til stranden. Kongen kom ud af sit våde tøj og fik noget tørt om sig. Gang på gang gylpede han store mængder af vand op. Og ikke et ord kunne han få frem sådan som han uafbrudt hev efter vejret. Omsider fik han dog varmen igen, og hans stivfrosne lemmer fik atter kraft og liv. Men han kunne kun sidde op, ikke rejse sig, for helt var han ikke kommet til kræfter. Efterhånden fik han dog sin gamle styrke tilbage. Da de til sidst spurgte ham om han ville have liv og fred, holdt han hånden op for øjnene og forsøgte at hæve sit sænkede blik.

3,21  Men da han lidt efter lidt havde fået kræfterne tilbage i kroppen og større fasthed i stemmen, sagde han: »Ved dette lys, som jeg kun modvilligt ser i øjnene, ved den luft jeg uden glæde indånder og ser op i, bønfalder og besværger jeg jer om ikke at bestemme jer for at lade mig nyde noget af dette længere. I har til ingen nytte frelst et menneske der ønskede at dø. Jeg fik ikke lov at drukne i havet, så lad mig i det mindste falde for sværdet. Jeg, som ingen før har overvundet, har måttet bøje mig for din begavelse, Erik, og det gør kun min ulykke endnu større at jeg der aldrig er blevet besejret af stormænd, nu har tabt til en mand af folket. Det er en umådelig skam for en konge. Det alene er nok til at drive en hersker i døden, for han bør sætte æren højere end noget andet – ejer han ikke den, ejer han intet. Intet er mere iøjnefaldende hos en konge end hans omdømme. Jeg besad overlegen dømmekraft og veltalenhed, begge dele blev set som mine styrker, men begge dele svigtede mig, og det gør kun katastrofen større at jeg, kongers overmand, selv bliver besejret af en bonde. Hvorfor skænker du livet til den du har berøvet æren? Min søster har jeg mistet, mit rige, mine skatte, mine ejendele, og hvad der tæller mere end alt dette: min hæder og berømmelse har jeg mistet. Heldet har svigtet mig lige så ofte som det har hjulpet dig! Hvorfor skal jeg holdes i live til denne frygtelige ydmygelse? Kan friheden være så stor en lykke at jeg kan glemme skammen over fangenskabet? Hvad godt kan fremtiden bringe mig når den bestandig vil minde mig om fortidens elendighed og vække evig anger i mit sind. Hvad skal det nytte at forlænge livet når forlængelsen kun vil kalde erindringen om min sorg tilbage? For den elendige er intet behageligere end døden. Døden er en lykke når vi selv har ønsket den, den berøver os ikke glæderne ved livet, men ophæver leden ved det. I medgang skal man stræbe efter liv og sikkerhed, i modgang hellere døden. Jeg har intet håb om bedre tider der kan give mig lyst til at leve. Hvilken begivenhed sulle kunne hele en skæbne der hænger i laser som min? Du kunne give mig mit rige igen, bringe min søster tilbage, komme tilbage med mine rigdomme, men mit omdømme kan du ikke genoprette. Intet får sin fulde glans tilbage ved at blive lappet sammen. Til umindelige tider vil man fortælle historien om dengang Frode var fange. Og i øvrigt: Hvis I opregner hvor mange gange jeg har fornærmet jer, har jeg fuldt fortjent at dø for jeres hånd. Hvis I husker hvor meget fortræd jeg har gjort, vil I fortryde jeres venlighed. I vil skamme jer over at I er kommet jeres fjende til undsætning, hvis I tænker på hvor grusomt han har behandlet jer. Hvorfor skåner I en skyldig? Hvorfor holder I hånden tilbage, hvorfor lægger I den ikke om jeres plageånds hals? Det er da ikke andet end rimeligt at den skæbne jeg havde tiltænkt jer, falder tilbage på mig selv. Jeg indrømmer blankt at var det mig der fik den magt I nu har over mig, så havde jeg ikke vist den mindste skånsel. Og selv om jeg måske for jer er uskyldig hvad handling angår, så er jeg i det mindste skyldig hvad viljen angår. Jeg beder jer: lad de onde hensigter, der ofte regnes lig med selve gerningen, falde tilbage på mig selv! Hvis ikke I vil hæve sværdet, vil jeg selv med egen hånd opsøge døden!«

3,22  Hertil svarede Erik: »Gid guderne vil slå de tåbelige tanker ud af dit hoved, ja, slå dem ud af dit hoved så du ikke gør en skammelig ende på et glorværdigt liv. De samme guder har jo også forbudt den der er andres ven, at være sin egen morder. Tilfældet har sat dig på en prøve for at se hvordan du ville reagere på modgang. Skæbnen har villet friste dig, ikke tilintetgøre dig. Den sorg du har været udsat for, er ikke værre end at en bedring kan viske den bort igen. Nej, lykken er ikke vendt, men du har fået en advarsel. Ingen kan optræde besindigt i medgang hvis han ikke har lært at tåle modgang. Man nyder lykken bedre når man har lært ulykken at kende. Glæden er større når den følger efter sorgen. Vender du livet ryggen blot fordi du en enkelt gang har fået en dukkert og er blevet våd? Hvis vand kan slå dig ud, kan du så nogen sinde stå koldsindigt op mod stål? Du svømmede bort i fuld rustning – hvem vil ikke snarere regne det for en bedrift end en skam? Hvor mange ville ikke prise sig lykkelige hvis de ikke havde mødt større ulykker end du? Du har stadig magten i riget, dine åndsevner står i fuldt flor, du er ung endnu, du kan stadig se frem til at udrette mere end du allerede har udrettet. Jeg håber aldrig du skal blive så svag at du ikke alene viger uden om besværlighederne, men ligefrem vil vinke farvel til livet for at undgå dem. Værre tøsedreng findes ikke end den der af frygt for trængsler og besvær taber al tro på livet. En klog mand plejer ikke at ofre livet for at købe sig fri af modgang. Det er dumt at se sig gal på andre, men det er vanvittigt at se sig gal på sig selv. Den mand er både fej og gal der dømmer sig selv til døden. For hvis du frivilligt søger i døden over en fornærmelse eller en mindre sindsbevægelse, hvem efterlader du så til at hævne dig selv? Er nogen så vanvittig at han vil hævne en tvivlsom lykke med sin egen død? Har nogen nogensinde været så heldig at han aldrig er blevet ramt af uheld? Du har levet et uforstyrret liv i uafbrudt lykke og medgang, og nu, ved den mindste vanskeighed, overvejer du at opgive livet for at undgå smerten? Når du ikke kan leve med den slags småting, hvordan vil du så kunne klare alvorlig modvind? Den mand ved intet der aldrig har smagt af sorgens bæger. Ingen der ikke har haft hårde tider, kan tage de nemme med det rette mådehold. Skal du, der burde være en søjle af tapperhed, føre dig frem som selve typen på frygtagtighed? Skal du, der er søn af den tapreste far, udstille den yderste hjælpeløshed? Skal du fjerne dig så langt fra dine forfædre at du bliver mere skvattet end en kvinde? Du er dårligt nok begyndt at blive voksen, og allerede mæt af dage? Hvem har nogen sinde før opført sig sådan? Du er sønnesøn af en vidtberømt mand, søn af en uovervindelig kriger – skulle du så ikke kunne stå for en smule modvind? Dine evner svarer nøje til din farfars storhed. Ingen har overvundet dig. Det eneste der har gjort dig skade, er din egen ubetænksomhed. Vi har frelst dig fra fare, ikke undertvunget dig. Vil du kalde vores venskab en fornærmelse og give os had og modvilje til tak? Vores tjenstvillighed burde gøre dig mildere stemt, ikke ophidse dig. Forhåbentlig vil guderne aldrig lade dig gå så vidt i dit vanvid at du for alvor regner din redningsmand for en lurende fjende. Skal vi stilles under anklage fordi vi hjælper dig, og pådrage os din vrede fordi vi gør dig en tjeneste? Kan du kalde en mand din fjende når du skylder ham dit liv? Vi har jo ikke taget en fri mand til fange, vi er kommet en nødstedt til undsætning. Her har du dine skatte, dine rigdomme og dine ejendele tilbage. Hvis du mener at din søster blev lovet bort til mig ved en fejl, så kan hun gifte sig med hvem hun vil. Hun er stadig jomfru. I øvrigt vil jeg gerne træde i din tjeneste hvis du tager imod det. Pas på du ikke fremturer i din vrede uden grund. Du har intet mistet, der er ikke gået det mindste skår i din frihed. I mig vil du finde en lydig tjener, ikke en myndig herre. Hvilken dom du end fælder over mit liv, tager jeg imod den. Du kan trygt regne med at du kan det samme her som i din konggård, du har samme magt og myndighed her som ved hoffet. Gør mod os her på stedet alt hvad du ønskede at gøre mod os i kongsgården. Vi er rede til at adlyde.« Sådan lød Eriks ord.

3,23  Den tale lagde en dæmper på kongens vrede, både mod sig selv og mod sin fjende. Da nu alt var bragt i orden, og de var gode venner igen, gik de atter i land. Kongen gav ordre om at Erik og hans sømænd skulle have plads på vognene. Men da de nåede frem til kongsgården, kaldte han tinget sammen, indkaldte Erik og lovede ham sin søster til hustru og overdrog ham et kongeligt embede. Derpå tilføjede han at han var led og ked af sin dronning og gerne ville have Gøtars datter. Derfor var der brug for en ny diplomatisk mission derop, og den opgave var Erik den helt rigtige til at påtage sig, eftersom der tilsyneladende ikke var noget der var for svært for ham. Derudover bestemte han at Gøtvar skulle stenes ihjel fordi hun havde fortiet dronningens forbrydelse selv om hun vidste besked med den. Hanunde selv skulle sendes tilbage til sin far, for han ville ikke risikere at hun forsøgte at snigmyrde ham hvis hun blev i landet.

3,24  Erik støttede planen og lovede ham sin hjælp til at føre ordrerne ud i livet, med den undtagelse at det ville være bedre at få den forstødte dronning gift med Roller, som man under ingen omstændigheder kunne mistænke for forræderi. Den ide modtog kongen med en ærefrygt som om den kom fra guderne. Og dronningen selv, der ikke ville have at det skulle se ud som om hun blev tvunget, affandt sig med det, som den kvinde hun var, og bemærkede at det ikke var nogen naturnødvendighed at sørge, al sorg og ærgrelse udsprang jo alligevel af vores egne tanker. Og i øvrigt skulle man ikke græde over en straf man havde fortjent. Og sådan gik det til at de to brødre holdt et fælles bryllup hvor den ene fik kongens søster, den anden hans forstødte hustru.

3,25  Derpå tog de deres koner med sig og sejlede hjemad mod Norge. For hverken den lange rejse eller frygten for de farer der ventede dem, kunne rive kvinderne væk fra deres mænds side, og som de sagde: de ville klamre sig til deres ægtemænd som en fjer hænger fast i en fårepels. Nu fik de at vide at Regner var død, og Kraka havde giftet sig med en mand der hed Brak. De kom så i tanke om deres fars skat, gravede pengene op af jorden og tog dem med sig. Men rygtet var fløjet i forvejen, og Gøtar havde allerede hørt alt om hvor godt det var gået Erik. Da han fik at vide at han var ankommet, blev han nervøs for at Erik med al den selvtillid han nu havde, skulle finde på de værste ulykker at udsætte nordmændene for, og derfor satte han sig for at tage konen fra ham og få ham gift med sin egen datter i stedet. Dronningen var nemlig død kort inden, og der var ingen han var mere forhippet på at blive gift med, end Frodes søster.

3,26  Da Erik fik nys om hans planer, kaldte han sine mænd sammen og meddelte dem at hans skæbne endnu ikke var kommet helt fri af skærene. På den anden side holdt han på at det knippe er løst der ikke er snøret, og på samme måde falder den hårdeste straf til jorden når den ikke holdes sammen af skyld. Det havde de selv for ikke længe siden oplevet hos Frode hvor de med gudernes hjælp havde formået at bevare deres uskyld selv i den værste modgang. Og hvis de kunne holde fast ved den et stykke tid endnu, kunne de vel håbe på en tilsvarende hjælp når de kom i modvind. Nu skulle de en kort overgang lade som om de flygtede, for hvis Gøtar angreb dem først, ville de selv have en gyldig grund til at gå i krig. Man er i sin fulde ret til at hæve hånden når hovedet er i fare. Den der udfordrer en sagesløs, går sjældent sejrrigt ud af slaget. De måtte altså først provokere fjenden til at angribe dem for derpå selv at have en gyldig anledning til at overfalde ham. Mere sagde han ikke, og så begav han sig hjemad for at opsøge Brak.

3,27  Dernæst vendte han sig mod Gunver for at sætte hendes troskab på prøve og spurgte hende om hun syntes om Gøtar, for som han påpegede: det var jo under en kongedatters værdighed at være gift med en mand af folket. Men hun bad ham indtrængende, ved alle de hellige guder, fortælle om det var noget han sagde for sjov eller det var hans virkelige mening. Da han så svarede at det var helt alvorligt ment, udbrød hun: »Så har du altså tænkt dig at udsætte mig for den dybeste skam og lade den pige du har elsket, sidde tilbage som enke? Hvad rygterne fortæller, strider ofte mod virkeligheden. Og jeg lod mig snyde af dit gode omdømme. Jeg troede jeg havde giftet mig med en pålidelig mand, og nu får jeg at føle at den mand jeg håbede var usvigelig trofast, er mere flyvsk og ustadig end vinden.« Med de ord brast hun i voldsom gråd. Erik var meget tilfreds med sin hustrus forargelse, han knugede hende i sine arme og sagde: »Jeg ville bare se hvor trofast du var imod mig. Kun døden kan skille os to ad! Men Gøtar har tænkt sig at bortføre dig og skaffe sig kærlighed ved røveri. Når han gør det, skal du lade som om det er sket med din gode vilje, men på den anden side skal du få brylluppet udsat indtil han giver mig sin datter i stedet. Når han går med til det, skal Gøtar og jeg fejre vores bryllup samme dag. Så skal du sørge for at vi holder gilde i hver sin sal, men de skal støde op til hinanden sådan at de har en væg til fælles, så du ikke ser på kongen med lidt for lunkne øjekast fordi du kan se mig samtidig. Det kneb skal nok forpurre kvinderøverens planer.« Derpå gav han Brak besked om at lægge sig på lur i nærheden af kongsgården med en udvalgt skare af sine raskeste mænd så han kunne komme til hjælp når det blev nødvendigt.

3,28  Herefter fik han fat i Roller, lod som om han var bange og begav sig på flugt i sit skib med sin kone og alt sit bohave for at provokere kongen til at slås. Og så snart han så at han havde Gøtars flåde i hælene, sagde han »Så, nu flyver fældens pil fra forræderiets bue!« hvorefter han omgående råbte sine sømænd an og lagde roret hårdt om. Da Gøtar nåede helt hen til ham, spurgte han hvem der førte skibet, og fik at vide at det var Erik. Så spurgte han igen med høj røst om det var den Erik der fik alle andre til at tabe mælet med sin forbløffende tungefærdighed. Da Erik hørte det, svarede han at det var ham selv der engang for længe siden havde givet ham tilnavnet »den veltalende«, og, tilføjede han, det navn havde ikke været noget tomt varsel. Herpå lagde begge parter ind til den nærmeste kyst, hvor Gøtar hørte Eriks ærinde og straks erklærede at han ville have Frodes søster – sin datter ville han hellere give til gesandten så han ikke behøvede at ærgre sig over at have overladt sin kone til en anden mand. Det var jo også helt rimeligt at gesandtskabets udbytte tilfaldt gesandten selv. Han ville være yderst tilfreds med at få Erik til svigersøn, hvis bare han gennem Gunver selv kunne blive svoger til Frode.

3,29  Erik tog med kyshånd imod kongens nådige tilbud og godkendte forslaget, for som han sagde: her fik han uden at røre en finger så flot et tilbud at han ikke kunne ønske sig noget større af de udødelige guder selv. Men kongen måtte først selv finde ud af hvordan Gunver stillede sig til det. Hun lod så som om hun tog godt imod hans tilnærmelser, og så ud til at være mere end villig til at give ham sit ja, men bad ham om at lægge Eriks bryllup før hendes, for når først det var overstået, kunne man mere passende holde det kongelige bryllup – især fordi hun, nu hvor hun skulle giftes igen, gerne ville undgå at blive mindet om sit gamle ægteskab og derved blive ubehageligt til mode over det nye. Og i øvrigt holdt hun på at det var en dårlig ide at slå to fester sammen til et gilde.

3,30  Kongen lod sig helt overbevise af svaret og roste hendes forslag i høje toner. I sine hyppige samtaler med Erik havde han fået mange fremragende formuleringer at høre som han virkelig kunne nyde og glæde sig over, så nu nøjedes han ikke med at give ham sin datter til kone, han overlod ham også Liderfylke, for han mente at der burde følge et len med familieforbindelsen. Erik havde taget Kraka med sig på rejsen fordi hun var så dygtig til magi. Hun lod som om hun havde dårlige øjne, og holdt ansigtet så tæt tilsløret at ikke den mindste lille flig af hendes hoved var synlig så man kunne genkende hende. På spørgsmålet om hvem hun var, svarede hun at hun var Gunvers søster, og at de havde samme mor, men hver sin far.

3,31  Da de nåede frem til Gøtars gård, holdt de bryllupsgilde for Alvild – sådan hed hans datter. Erik og kongen sad til bords i hver sin hal hvis tag hvilede på en fælles væg. I begge haller var væggene dækket med vægtæpper hele vejen rundt. Gunver sad sammen med Gøtar, mens Erik havde Kraka og Alvild på hver sin side af sig. Mens alle morede sig, løsnede Erik lidt efter lidt en planke fra væggen så der blev et hul præcis så stort at et menneske kunne komme igennem. Uden at gæsterne vidste det, lavede han en passage gennem væggen. Derpå gav han sig midt under måltidet til at fritte sin brud ud om hvem hun helst ville giftes med, ham eller Frode, især fordi, som han sagde: når det drejede sig om ægteskab, burde et barn af en konge kun tage en af samme stand i sine arme så ikke den ene mistede ære og værdighed ved at ægte den anden. Hun svarede at hun ikke kunne indgå et ægteskab som hendes far ikke havde givet hende lov til, men han lovede at hun skulle blive dronning og rigere end alle andre, og overtalte hende til at opgive sin modstand og sige ja – og det var lige så meget udsigten til rigdom som hæder og ære der fik hende til at bide på krogen. Det fortælles også at Kraka gav hende en drik der var blandet så den vendte hendes begær mod Frode.

3,32  Da de havde spist, gik Gøtar ind til Eriks gilde for at få gang i bryllupsløjerne. Så snart han forlod hallen, smuttede Gunver, som hun havde fået besked på, gennem hullet i væggen hvor planken var fjernet, og satte sig ved siden af Erik. Gøtar blev forbløffet over at se hende der ved Eriks side og begyndte ivrigt at spørge hende ud om hvordan hun var kommer derind, og hvorfor. Men hun forklarede at hun var Gunvers søster og lignede hende så meget at selv kongen kunne tage fejl. Kongen skyndte sig tilbage til tronsalen for at undersøge sagen, men Gunver smuttede gennem den samme smutvej hun var kommet ad, og satte sig på sin gamle plads igen så alle kunne se hende. Gøtar troede dårligt sine egne øjne da han så hende der, og fuld af mistro til det han så, vendte han tilbage til Erik – kun for igen at stå over for Gunver, der var listet tilbage ligesom sidst. Hvor mange gange han end skiftede hal, fandt han hende han søgte efter, begge steder. Og det var ikke to ansigter der lignede hinanden, det var det samme ansigt begge steder, og kongen var ved at gå til af forundring, for det forekom ham fuldkommen umuligt at to personer skulle være så ens at man ikke kunne skelne imellem dem. Da gildet omsider var ovre, ledsagede han efter høvisk skik sin datter og Erik til brudekammeret. Selv gik han et andet sted hen for at sove.

3,33  Men eftersom Alvild skulle være Frodes hustru, lod Erik hende sove for sig selv mens han selv sov med Gunver som han plejede – og holdt kongen for nar. Gøtar fik en søvnløs nat fuld af undren og forvirring, hvor han lå og vendte og drejede billederne af det puds de havde spillet ham. For han syntes ikke de havde lignet hinanden, nej, de havde været ens! Derfor var han så forvirret og usikker på hvordan han skulle forstå det hele, at han troede han havde taget fejl hvor han i virkeligheden havde set fuldkommen rigtigt. Langt om længe strejfede det ham at nogen kunne have lavet numre med væggen. Men da han gav sine folk ordre til at undersøge den nøje, fandt han ingen spor af brud. Hele bygningen så ud til at være intakt og ubeskadiget. Erik havde nemlig i nattens mulm og mørke sat hullet istand igen for at hans fusk ikke skulle blive afsløret.

3,34  Men nu ville kongen vide hvordan det hang sammen, så han sendte i al hemmelighed to mænd ind i Eriks kammer med besked om at gemme sig bag et vægtæppe og høre nøje efter alt hvad der skete. De to fik også ordre til at dræbe Erik hvis de fandt ham sammen med Gunver. De listede sig så ind i bygningen, og fra deres skjul i et hjørne bag et tæppe så de Erik og Gunver ligge i samme seng i hinandens arme. De mente ikke at de sov helt, og satte sig derfor til at vente på at de faldt dybere i søvn, for de ville se tiden an indtil de sov så tungt at de havde mulighed for at gennemføre deres forbrydelse. Så snart de forstod på Eriks højlydte snorken at han sov trygt, listede de frem med dragne sværd for at myrde ham. Men Erik vågnede ved deres lumske angreb, og da han så sværdene over sit hoved, udtalte han sin stedmors navn sådan som hun engang havde sagt at han skulle gøre hvis han kom i fare, og det reddede ham straks ud af kniben. For i samme øjeblik faldt hans skjold, som hang højt oppe på en bjælke, ligesom med vilje ned over ham og dækkede hans forsvarsløse legeme så voldsmændene ikke kunne dolke ham. Og han var ikke sen til at benytte sig af sit held: han rev sit sværd til sig og huggede begge fødder af den nærmeste voldsmand. Den anden stødte Gunver lige så rask et spyd tværs igennem, med en mands mod i sin kvindekrop.

3,35  På den måde undgik Erik bagholdet, og nu begav han sig ned til stranden og gjorde klar til at sejle mens det endnu var nat. Samtidig gav Roller dem der havde fået ordre til at ligge på vagt i nærheden, signal med hornet om at storme kongsgården. Da kongen hørte det, troede han det betød at fjenden var i landet, og han flygtede over hals og hoved i sit skib. I mellemtiden røvede Brak og de mænd der var brudt ind sammen med ham, alt kongens indbo og bragte det om bord i Eriks skibe. Næsten halvdelen af natten gik med plyndringer.

Næste morgen gik det op for kongen at de var stukket af, og han ville sætte efter dem, men en af hans venner frarådede ham at forhaste sig eller gøre noget overilet. Han forsøgte at overbevise ham om at der skulle større forberedelser til, og at det ikke kunne nytte noget at forfølge flygtningene helt ned til Danmark med en lille styrke. Men selv det kunne ikke dæmpe kongens irritation over alt det han havde mistet, så utålmodig var han – og det der plagede ham allermest, var at hans plan om at slå andre ihjel var kommet til at gå ud over hans egne mænd. Han sejlede så ud og nåede den havn der nu har navn efter Ømi. Her fik han modvind, og da forsyningerne slap op, besluttede han at når døden alligevel var uundgåelig, var det bedre at bukke under for sværd end for sult. Derfor vendte hans mandskab våbnene mod hinanden og fremskyndede døden ved at hugge hinanden ned. Kongen undslap op i de stejle fjelde med nogle få af sine mænd. Gravhøjene vidner stadig om mandefaldet. Imens sejlede Erik hjem uden uheld, og Frode holdt bryllup med Alvild.

4,1  Senere kom der underretning om et venderoverfald, og Erik blev sendt ud med otte skibe for at bremse dem, for Frode virkede stadig noget grøn som kriger. Men Erik, der aldrig undslog sig for at gøre en mandig indsats, modtog opgaven med kyshånd og udførte den tappert. Da han hørte at sørøverne havde syv skibe, sejlede han frem imod dem i et enkelt af sine egne mens han gav ordre til at resten skulle indhegnes med forskansninger af træ og dækkes med afhuggede grene og kviste. Derpå sejlede han frem for at danne sig et nøjere indtryk af den fjendtlige flådes størrelse, og da venderne satte efter ham, flygtede han i strygende fart tilbage til sine egne folk. Men fjenderne, der jo intet vidste om fælden og var meget forhippede på at få indfanget flygtningen, roede ufortøvet til og piskede vandet op med hurtige åreslag. Eriks skibe var nemlig ikke til at skelne med det blotte øje og lignede mest en løvrig skov. Så snart de var kommet ind i et snævrere farvand, fandt de sig pludselig omringet af Eriks flåde. Først var de målløse over det forbløffende syn de troede de så: en skov der sejlede rundt på et skib – så gik det op for dem at der var lusk under løvet. For sent fortrød de deres uforsigtighed og forsøgte at komme den samme vej tilbage de så letsindigt var kommet dertil. Men allerede mens de gjorde klar til at vende skibene, så de fjenden borde dem. Erik havde til gengæld trukket sit skib op på stranden og bombarderede dem på afstand med sten fra en slynge. Enden blev at de fleste af venderne faldt mens fyrre blev taget til fange og senere, lænkede og udsultede, opgav ånden under alskens pinsler.

4,2  I mellemtiden havde Frode mønstret en vældig flåde af både danskere og nabofolk for at foretage et felttog mod vendernes land. Flådens mindste skib havde plads til tolv mand og blev roet af lige så mange årer. Erik gav nu sine mænd besked på at vente tålmodigt og drog af sted for at bringe Frode nyheden om den sejr han allerede havde vundet. Undervejs fik han øje på et sørøverskib der var gået på grund inde på lavt vand, og som sædvanlig når der skete et eller andet, havde han en god formulering på rede hånd: »De simples skæbne er skummel,« sagde han, »og de usles lod er luset.« Derpå sejlede han nærmere og gjorde det af med sørøverne, der var hektisk optaget af at redde deres skib og skubbe det flot med stager.

4,3  Da han nåede tilbage til kongens flåde efter den bedrift og ville glæde Frode med en hilsen der samtidig annoncerede sejren, sagde han: »vær hilset, du der skaber blomstrende fred!« Kongen bad til at hans ord ville gå i opfyldelse, og erklærede at den vises ord er varsler. Erik svarede at det var sandt hvad han sagde, og fortalte at han bragte ham en ganske lille sejr der gav varsel om en større, for som han sagde: I små ting kan man ofte finde forudsigelser om store. Derpå rådede han kongen til at dele sine styrker og lade det jyske rytteri tage ruten over land mens resten af hæren tog den lige vej over havet. Så vældig var den vrimmel af skibe der dækkede havet, at havnene ikke kunne rumme dem, strandene ikke havde plads til lejrene, og ingen havde råd til de forsyninger der skulle til. Landhæren var efter sigende så stor at den jævnede bjerge med jorden for at skyde genvej, gjorde sumpe passable, lagde dæmninger tværs over moser og fyldte umådelige afgrunde op med jord og sten.

4,4  Imidlertid sendte vendernes konge, Strunik, en delegation over for at bede om våbenstilstand, men Frode nægtede at give ham tid til at forberede sig og erklærede at man ikke skulle give sin fjende våbenhvile. I øvrigt havde han indtil nu holdt sig fra krigshandlinger, og når han nu for første gang kastede sig ud i det, burde han ikke udsætte sagen uden at få en afgørelse, for den der har haft held med sit første felttog, kan med god grund håbe på at det vil gå ham ligesådan i fremtiden. Enhver kunne nemlig tage varsel om sit held i krig ud fra de første sammenstød, for medgang i de indledende slag plejede at varsle godt for de følgende. Erik roste hans kloge svar og fastslog at man netop skulle fortsætte legen ude som den var begyndt derhjemme – hvormed han hentydede til at det var venderne der havde provokeret danskerne. De ord fulgte han op med et voldsomt slag hvor han dræbte Strunik og alle de tapreste mænd i hans folk inden han tog imod en overgivelse fra de tilbageværende.

4,5  Frode kaldte så venderne sammen og meddelte dem gennem en herold at hvis der var nogen blandt dem der havde for vane at røve og plyndre, skulle de udpege dem med det samme: den slags folk ville han hædre med de fornemste æresbevisninger, lovede han. Samtidig beordrede han alle der var kyndige i trolddom, til at træde frem for at få deres belønninger. Det var et løfte der faldt i god jord hos venderne. Visse af dem blev så ivrige, og så uforsigtige, ved udsigten at de meldte sig selv inden andre kunne nå at udpege dem. De blev i den grad ført på vildspor af deres grådighed at de satte gevinst over anstændighed og regnede en forbrydelse for en bedrift. Så snart de så var kommet frem af sig selv, sagde han: »Vendere! Disse udyr må I selv befri jeres fædreland for!« Hvorpå han straks gav sine bødler ordre til føre dem væk og satte deres egne landsmænd til at klynge dem op i de højeste galger. Det så nærmest ud som om der var færre til at straffe end til at modtage straffen. Så ved at nægte dem der havde tilstået at være forbrydere, den tilgivelse han ellers gav de overvundne fjender, lykkedes det den snedige konge at udrydde stort set hele det vendiske folk. Således resulterede deres grådighed efter en ufortjent belønning i en velfortjent straf, og begæret efter en uberettiget erkendtlighed førte til en berettiget gengældelse. Jeg vil nok sige at de havde fortjent den død de fik, når de kunne have reddet livet ved at tie, men selv kaldte på faren ved at tale.

5,1  Kongen var meget stolt af sin nylige sejr, og for at det nu ikke skulle se ud som om han var mindre interesseret i lovgivning end i krigsførelse, besluttede han sig for at indrette sin hær efter nye love – af hvilke nogle er i kraft den dag i dag mens andre er blevet ophævet efter forgodtbefindende ved senere lovændringer. Han bestemte nemlig at når byttet blev fordelt, skulle fanebærerne hver især have en større andel end de øvrige krigere. Hærførerne, som havde fanerne foran sig i slaget, skulle i henhold til deres værdighed have det guld der var beslaglagt. Omvendt måtte de menige krigere nøjes med sølv. Våben skulle tilfalde kæmperne mens de erobrede skibe skulle gå til bønderne ud fra den betragtning at de tilkom dem som det påhvilede at bygge og udstyre skibe.

5,2  Videre bestemte han at ingen måtte låse sin formue nede, og hvis nogen mistede noget, ville han få det erstattet af kongens kasse med det dobbelte beløb. Enhver der gemte sin formue i en aflåst kiste, måtte betale kongen en mark guld. Samtidig besluttede han at den der så igennem fingre med en tyv, selv skulle straffes som tyv. Desuden skulle den der først flygtede under et slag, erklæres fredløs.

5,3  Da han kom hjem til Danmark, ville han med gode midler gøre alt det godt igen som Grep med sin uanstændige optræden havde ødelagt, og derfor tillod han kvinder frit at vælge hvem de ville gifte sig med, så de ikke kunne tvinges ind i et ægteskab. Han sikrede ved lov at et ægteskab var gyldigt selv om pigen ikke havde spurgt sin far om tilladelse. Men hvis en fri kvinde giftede sig med en træl, måtte hun dele hans stand med ham: så mistede hun sin frihed og blev selv degraderet til træl. Tilsvarende tvang han ved lov mænd til at gifte sig med en kvinde når de en gang havde været i seng med hende. Ægteskabsbrydere gav han de rigtige ægtemænd lov til at hugge et lem af så kyskheden ikke bukkede under for usædeligheden.

5,4  Samtidig bestemte han at hvis en dansker stjal fra en anden dansker, skulle han betale dobbelt erstatning, og det skulle anses for et brud på freden. Hvis nogen bragte tyvegods til en anden mands hus, og denne lukkede døren til sit hus bag ham, skulle han miste hele sin ejendom og prygles for alles øjne på tinge som medskyldig i forbrydelsen.

5,5  En landflygtig der blev en fjende af sit eget fædreland og bar skjold mod sine landsmænd, måtte bøde med liv og ejendom. Hvis nogen i trods nægtede at udføre kongens ordrer, skulle han straffes med landsforvisning. Man plejede nemlig dengang at lade en pil af træ, der så ud som en af jern, gå rundt fra mand til mand når der uventet blev fare for krig. Hvis en af de menige trådte frem foran fanebæreren i et slag, blev han fri hvis han var træl, stormand hvis han var bonde. Og hvis han allerede var fribåren, blev han gjort til jarl. Så høj en løn gav man i gamle dage en dristig kriger. Så alvorligt holdt man på at adelskab skal tildeles de tapre. I deres øjne afhang tapperheden ikke af standen, men standen af tapperheden.

5,6  Han fastsatte også at ingen måtte begynde en retssag med ed eller væddemål. Enhver der forlangte af en anden at han skulle indgå et væddemål, skulle betale ham en halv mark guld, hvis ikke, skulle han underkastes en streng legemlig afstraffelse. Kongen havde nemlig forudset at den form for væddemål kunne blive årsag til alvorlige retsstridigheder. I stedet bestemte han at alle uenigheder skulle afgøres med våben, for han holdt på at det var mere værdigt at slås med sværd end med ord. Hvis en af de kæmpende måtte vige så langt at han trådte uden for den i forvejen afmærkede kreds, blev han regnet for overvundet, og så havde han tabt sin sag. Hvis en bonde af en eller anden grund udfordrede en kriger, skulle han selv møde op med våben og rustning mens krigeren kun måtte kæmpe med en kølle af en alens længe. Endvidere bestemte han at hvis en dansker blev dræbt af en udlænding, skulle to udlændinge bøde med livet for hans død.

6,1  I mellemtiden samlede Gøtar en slagstyrke for at hævne sig på Erik. Og Frode på sin side udstyrede en stor flåde og drog mod Norge. De lagde begge ind ved øen Rennesø, men Gøtar var så forskræmt over Frodes store berømmelse at han sendte en delegation over for at bede om fred. Til dem sagde Erik: »Det er en skamløs røver der er den første til at bede om forlig eller tilbyde gode mennesker en overenskomst. Den der vil have, må slide for det, sætte hårdt mod hårdt, fordrive had med had!« Gøtar hørte ham på afstand, og da han havde lyttet opmærksomt til hvad han sagde, råbte han så højt og tydeligt han kunne: »Den der vil optræde som ærens stridsmand, må huske det gode andre har gjort ham!« Hvortil Erik svarede: »Det gode du har gjort mig, har jeg gengældt med det gode råd jeg lige har givet dig.« Dermed sagde han at gode råd er bedre end nogen anden gave. Og for at gøre opmærksom på at Gøtar ikke var taknemmelig for det råd han havde fået, tilføjede han: »Dengang du så gerne ville berøve mig både min kone og mit liv, da satte du din egen rolle som godt eksempel over styr. Kun sværdet kan afgøre sagen mellem os.«

6,2 Herefter angreb Gøtar den danske flåde, men han havde ikke heldet med sig og faldt selv. Bagefter overtog Roller hans rige som len under Frode, og det omfattede syv fylker. Samtidig forærede Erik ham det fylke han i sin tid havde fået af Gøtar. Herpå tilbragte Frode de næste tre år i fuldkommen fred og sikkerhed.

7,1  I mellemtiden havde hunnernes konge hørt hvordan hans datter var blevet forstødt, og han slog sig nu sammen med Olimar, kongen af Østen, og rustede sig i to år til en krig mod danskerne. Derfor kaldte Frode nu ikke alene landets egne folk, men også nordmændene og venderne under våben. Han sendte Erik ud for at udspionere de fjendtlige styrker, og ikke langt fra Rusland fandt han Olimar, der havde fået kommandoen over flåden mens hunnerkongen stod i spidsen for landstyrkene. Erik talte nu til ham som følger:

Og Olimar svarede:

Erik svarede:

Hvortil Olimar svarede:

7,3  Med det ordsprog slog han fast at ingen skal stole for meget på skæbnen. Derefter red Erik videre for at udspionere hunnernes hær. De passerede ham mens han passerede dem i den modsatte retning, og undervejs så han deres fortrop ved morgengry, og deres bagtrop ved solnedgang. Så han spurgte nogle folk han mødte, hvem der havde kommandoen over de tusindvis af krigere. Men nu fik Hun, som hunnernes konge hed, øje på ham. Han kunne godt se at det var en mand der var ude at spionere, og spurgte efter hans navn. Erik svarede at han hed »allesteds mødt intetsteds kendt.« Kongen spurgte så gennem sin tolk hvad Frode havde for for tiden. Og Erik svarede: »Frode går aldrig derhjemme og venter på en fjendtlig hær, han sidder ikke i sin gård og afventer fjendens ankomst. Den der vil røve en andens krone, må være vågen og ikke sove natten væk. Sent fanger sovende mand sejr, og liggende ulv finder ingen ådsler.« Da kongen hørte hvor dreven han var til at udtrykke sig i udsøgte ordsprog, sagde han: »Det skulle vel ikke være den Erik der efter hvad jeg har hørt, har fremført falske anklager mod min datter!« – og så lod han ham straks gribe, men Erik bemærkede at det ikke var pænt at være flere mod en. Med de ord gjorde han ikke alene kongen noget blidere stemt, men indstillet på at tilgive ham. På den anden side var det nok snarere af list end af venlighed at han lod ham slippe, for han blev sikkert først og fremmest sluppet fri for at han skulle skræmme Frode med sin rapport om hvor mange de var.

7,4  Da han kom tilbage, og Frode bad ham rapportere hvad han havde set, fortalte han at han havde set seks konger der hver havde seks flåder, hver på fem tusind skibe, og hvert eneste af skibene blev roet af tre hundrede mand. Hvert tusind af hele flåden bestod af fire delinger, sagde han. Og med et tusind mente han et tusind to hundrede eftersom hver deling var på tre hundrede. Frode var noget usikker på hvad han skulle stille op mod så mange mand, og så sig ivrigt om efter forstærkninger, men Erik sagde: »Dristighed er en ærlig mand til god hjælp. Der skal en bidsk hund til at fange en bjørn. Så det er blodhunde vi har brug for nu, ikke fredelige skødehunde!« Og med den besked rådede han Frode til at samle en flåde.

Så snart den var klar, satte de kursen mod fjenden. De øer der ligger mellem Danmark og Østen, blev overfaldet og undertvunget. Da de sejlede videre herfra, stødte de på et antal skibe fra den russiske flåde. De var så få at Frode fandt det under sin værdighed at angribe dem, men Erik sagde: »Magert kød kan også mætte. Falden mand bliver sjældent fed, og den bider ikke der ligger i sækken.« Det argument overbeviste kongen om at han ikke skulle være bange for at gå til angreb. Påvisningen af at nytten måtte gå forud for anstændigheden, fik ham hurtigt til at gå løs på den beskedne skare med sin store styrke.

7,5  Herefter drog de videre mod Olimar, der med sin store flåde var temmelig langsom i vendingen og derfor hellere ville afvente fjenden end angribe selv. For russernes skibe var tydeligvis uorganiserede og vanskelige at manøvrere på grund af deres størrelse. Men hans talmæssige styrke hjalp ham heller ikke. For russernes umådelige styrker var mere talstærke end tapre, og de få, men stærke danskere gik af med sejren. Men da Frode ville drage hjem til sit eget land, stødte hans skibe på en helt usædvanlig hindring: det var ligene af de mange faldne og lige så mange stumper af spyd og skjolde der lå spredt ud over hele havet og vuggede på dønningerne. Havnene var lige så pakkede som stinkende, og skibene sad fast mellem ligene og kunne ikke komme videre. Hverken med årer eller stager kunne de gøre sig fri af de rådnende kroppe der flød overalt omkring dem, for så snart en var af vejen, drev en anden op mod skibssiden. Det var som om der var udbrudt krig med de døde, et nyt opgør, denne gang med de livløse.

7,6 (8,1)  Frode sammenkaldte så de folk han havde overvundet, og fastsatte ved lov at enhver husherre der var faldet i den krig, skulle begraves i en høj med sin hest og hele sit fornemme krigsudstyr. Skulle nogen af ligbærerne være uanstændig og grådig nok til at forgribe sig på det, skulle han til straf ikke alene miste livet, men også ligge ubegravet og undvære både grav og ligfærd. For han mente kun det var rimeligt at den der skændede en andens lig, ingen værdig begravelse fik selv, så hans egen krop led samme skæbne som han havde udsat andre for. Samtidig besluttede han at en hærførers eller jarls lig skulle brændes på et bål der var bygget i hans eget skib. Han fastsatte at der i ét skib kunne brændes ti skibsførere, men en dræbt hærfører eller konge skulle lægges i sit eget skib og brændes der. Så præcise forskrifter ville han have for begravelse af de faldne for at hindre at højtidelighederne blev ens for alle. På dette tidspunkt var alle de russiske høvdinge på nær Olimar og Dag faldet.

7,7 (8,3)  Han pålagde også russerne at føre krig på samme måde som danskerne og forbød dem at tage en kone uden at betale for hende. Han mente nemlig at giftermål der var indgået mod en pris, var mere stabile, og at man bedre kunne stole på et ægteskab når det var beseglet med betaling. Hvis nogen vovede at voldtage en ugift kvinde, skulle han straffes med afskæring af visse legemsdele eller betale tusind mark i bod for overgrebet

7,8 (8,2)  Han bestemte også at hvis et medlem af hans hird ville regnes for en tapper kriger, måtte han være villig til at angribe én mand, tage kampen op med to og kun vige et par skridt for tre, mens han uden at skamme sig kunne flygte for fire. En anden sædvane som han pålagde sine undergivne konger at overholde, drejede sig om krigernes løn: hirdmændene skulle hver vinter have udbetalt tre mark sølv, menige og lejetropper skulle have to, afdankede krigere kun en. Men den lov var en fornærmelse mod tapperheden, for med den vurderede han krigerne efter deres position, ikke deres karakter. Så på det punkt kunne man godt beskylde ham for at have grebet tingene forkert an, eftersom han altså satte gode forbindelser højere end en fortjenstfuld indsats.

8,1 (7,6)  Herpå spurgte kongen Erik om hunnernes styrker kunne måle sig med Olimars, og Erik fremsagde disse vers:

8,2 (7,7)  Frode spurgte nu hvad han skulle stille op mod så store styrker, og Erik svarede at han skulle tage hjem og vente roligt på at fjendernes enorme antal gjorde det af med dem selv. Han lyttede til rådet og fulgte det lige så ivrigt som Erik havde givet det. Hunnerne drog nu frem gennem uvejsomme, øde egne, og da de ikke kunne finde forsyninger nogen steder, kom store dele af dem til at sulte. Området var nemlig øde og sumpet, og der var intet at finde der kunne afhjælpe nøden. Til sidst slog de deres trækdyr ned og spiste dem, og da de nu hverken havde kost eller køretøjer, gik hæren i opløsning. Derpå for de vild, og det var lige så farligt som sulten. Hverken heste eller æsler blev sparet, og de holdt sig hverken fra uhumsk eller rådden mad. Til sidst skånede de ikke engang hundene – da døden stod for døren, veg de ikke tilbage for selv det modbydeligste. Intet var så svært at den yderste nød ikke kunne fremtvinge det. Til slut var de så udtærede af sult at hele hæren gik til grunde: lig blev lagt i graven ustandselig, og da alle frygtede døden, havde ingen medynk med de døende. Angsten havde gjort det af med næstekærligheden. Først lod deling efter deling deres konge i stikken, og efterhånden forsvandt hele hæren i det blå, regiment for regiment. Blandt dem der svigtede ham, var seeren Ugger, en mand som ingen kendte alderen på, men som var ældre end noget menneske. Han meldte sig hos Frode som overløber og underrettede ham om alt hvad hunnerne havde for.

8,3 (7,8)  Mens alt det foregik, nærmede Hiden, der var konge over en del af nordmændene, sig til Frodes flåde med hundrede halvtreds skibe. Af dem udvalgte han tolv, som han sejlede helt ind på nært hold med et skjold i masten som tegn på at de kom som venner. Kongen optog ham blandt sine nærmeste venner og fik dermed en kraftig forstærkning til sine egne styrker. Senere forelskede Hiden og Hilda sig i hinanden. Hun var datter af den jyske småkonge Hogne og en højt respekteret ung kvinde. Allerede inden de havde set hinanden, havde rygterne om den anden sat dem begge i brand. Men da de endelig fik lejlighed til at betragte hinanden, kunne ingen af de to få blikket fra den anden. Så stærk var den kærlighed der bandt deres blik.

8,4 (7,9)  I mellemtiden havde Frode fordelt sine krigere over byerne, og nu var han ivrigt i gang med at samle de penge der skulle til for at holde dem med forsyninger. Men selv ikke på den måde havde han råd til at opretholde den bekostelige hær. Problemerne blev omtrent lige så store som den ulykke der havde ramt hunnerne. For at hindre fremmede i at komme ind i landet sendte han en flåde til Elben som skulle sikre at ingen krydsede floden. Den blev kommanderet af Revel og Mævel. Så snart vinteren var ovre, fik Hiden og Hogne lyst til at foretage et sørøvertogt sammen. Hogne var nemlig ikke klar over at hans kammerat var forelsket i hans datter. Han selv var stor og stærk, men en stædig rad – Hiden var smukt bygget, men lavstammet.

8,5 (7,10)  Da det gik op for Frode at det for hver dag der gik, blev sværere at brødføde hæren, sendte han Roller til Norge, Olimar til Sverige og kong Ønev og sørøverhøvdingen Glomer til Orkneyøerne for at skaffe forsyninger, og gav dem alle tropper med. Tredive konger stod på Frodes side og hyldede ham enten som venner eller som vasaller. Men da Hun hørte at Frode havde sendt sine tropper væk, samlede han en ny og frisk hær.

Hogne lovede sin datter væk til Hiden, og de aflagde den ed til hinanden at hvis en af dem faldt for sværdet, ville den anden hævne ham.

8,6 (7,11)  Da det blev efterår, vendte de folk der havde været ude for skaffe levnedsmidler, tilbage, belæsset med forsyninger, men især med sejre. Roller havde nemlig gjort Nordmøre og Sørmøre Fylke skatskyldige og dræbt deres konge Arnthor. Olimar havde vundet sig den største berømmelse som besejrer af vilde barbarer ved at overvinde Thore den Lange, kongen over Jämtland og Hälsingland, og to andre ikke mindre magtfulde høvdinge og underlægge sig Estland og Kurland med Øland samt alle de øer der ligger ud for Sveriges kyst. Derfor kunne han vende hjem med syv hundrede skibe, hvilket var dobbelt så mange som han var draget ud med. Ønev og Glomer samt Hiden og Hogne sejrede på Orkneyøerne. De havde ni hundrede skibe med sig hjem. Og nu havde de samlet så store skatte og røvet så vældige rigdomme at det var rigeligt til at forsørge hæren. Tyve kongeriger havde de lagt under Frodes herredømme, og deres konger kæmpede sammen med de nævnte tredive på danskernes side.

8,7 (7,12)  Med disse styrker i ryggen begyndte han nu et slag med hunnerne. Allerede på slagets første dag hobede de døde sig op i så vældige dynger at tre af Ruslands største floder blev opfyldt med lig så man kunne gå over dem som på en bro. Og så langt som en mand kunne ride på tre dage, var jorden oversået med døde menneskekroppe. Så vidt strakte blodbadet sine spor. Efter syv dages kamp faldt kong Hun. Og da hans bror af samme navn så at hunnerhæren begyndte at vige, overgav han sig uden betænkning med hele sin styrke. I denne krig var der et hundrede og halvfjerds konger, såvel hunnere som andre der havde kæmpet på deres side, der underkastede sig kongen. Det var det antal Erik tidligere var nået frem til ved at tælle fanerne dengang Frode havde bedt ham om at bestemme mængden af hunnere.

8,8 (7,13)  Frode kaldte nu kongerne sammen til ting og pålagde dem at leve efter én og samme lov. Han gjorde så Olimar til hersker over Holmgård og Ønev over Kønugård. Hun, som var blevet taget til fange, gav han Sachsen, og Revel gav han Orkneyøerne. Hälsingernes, jarnberernes og jämternes områder samt begge Laplande satte han en mand ved navn Dimar til at bestyre, og styret i Estland overlod han til Dag. Hver af dem pålagde han faste skatter, hvorved han krævede lydighed til gengæld for lenene. Frodes rige omfattede nu Rusland i øst og afgrænsedes mod vest af Rhinen.

9,1  Imidlertid var der nogle der bagtalte Hiden over for Hogne og påstod at han havde forført hans datter og været i seng med hende inden brylluppet, hvilket dengang blev regnet for en uhyrlig forbrydelse hos alle folkeslag. Hogne var godtroende nok til at fæste lid til det falske rygte og overfaldt Hiden med sin flåde mens han var i færd med at opkræve skatter fra venderne, men han blev slået og sejlede til Jylland. Sådan blev den fred Frode havde skabt, truet af interne stridigheder, og landets egne borgere var de første til at bryde kongens lov. Derfor sendte Frode folk ud for at kalde dem begge to til sig på én gang, hvorefter han indgåede spurgte dem ud om årsagen til deres uenighed. Da han havde hørt hvad det drejede sig om, afsagde han dom efter forskrifterne i den lov han selv havde givet. Men da han så at han ikke engang kunne få dem forsonet på den måde, og faderen hårdnakket forlangte at få sin datter tilbage, bestemte han at striden skulle afgøres med sværdet. Det så ud til at være det eneste middel til at gøre en ende på uenigheden. Kampen gik i gang, og Hiden blev ramt af et voldsomt slag – men netop som kræfterne sivede ud af ham sammen med blodet, mødte han uventet barmhjertighed hos sin modstander. For selv om Hogne nu havde en glimrende lejlighed til at dræbe ham, fik han medynk med ham for hans skønheds og ungdoms skyld og lod blodtørsten vige for mildhed. Derfor ville han ikke gøre det af med den unge mand som han lå der rystende og skælvende og drog sine sidste suk, men holdt sværdet tilbage. For i gamle dage skammede man sig over at tage livet af en mand der ikke var voksen eller våbenduelig. Så omhyggeligt holdt fortidens tapre kæmper på ære og anstændighed. Sådan blev Hiden frelst af sin egen fjende og derpå båret ned til skibene af sine kammerater. Syv år senere kom de samme to op at slås på øen Hidensø, og her omkom de begge af de sår de tilføjede hinanden. Hogne havde været bedre tjent med at handle hensynsløst og ikke mildt mod Hiden da han havde krammet på ham. Det fortælles at Hilda ængtes så brændende efter sin mand at hun om natten manede de døde frem med tryllekvad for at de skulle genoptage kampen.

10,1  På samme tid udbrød der en frygtelig krig mellem svenskernes kong Alrik og gøternes kong Gæsteblinde. Og Gæsteblinde, som var den svageste af de to, opsøgte Frode og lovede at han ville overgive sig selv og hele sit rige til ham hvis han ville hjælpe ham. Han fik Skalk Skåning og Erik med til hjælp og kunne således snart efter vende hjem med forstærkninger til sin hær. Men da han nu besluttede sig for at gå løs på Alrik med hele sin hær, holdt Erik på at de først skulle angribe hans søn Gunthjov, der var høvding over Värmland og Solør, for som han sagde: når en sømand var udmattet af stormen, måtte han søge til nærmeste kyst. Og i øvrigt satte en rodløs stamme sjældent blade. De overfaldt så Gunthjov, han faldt, og en høj bærer stadig hans navn. Da Alrik hørte at hans søn var blevet dræbt, drog han af sted i huj og hast for at hævne ham. Så snart han fik fjenden i sigte, indkaldte han Erik til et hemmeligt møde, hvor han mindede om de mange gange deres forfædre havde været i forbund sammen, og bønfaldt ham om ikke at kæmpe på Gæsteblindes side. Da Erik hårdnakket afslog, bad han i stedet indtrængende om en tvekamp med Gæsteblinde, for han holdt på at en kamp mand mod mand var at foretrække for en kamp mellem hære. Erik gjorde opmærksom på at Gæsteblinde var for gammel til at gribe til våben: han undskyldte ham på det bestemteste med hans høje alder og beklagelige helbredstilstand, men tilbød selv at kæmpe på hans vegne, for, forklarede han, det ville være flovt at nægte at stille op til tvekamp for den mand han var kommet for at føre krig for.

10,2  De skred så ufortøvet til tvekampen. Alrik faldt, men Erik blev meget hårdt såret, og først da man med besvær havde fundet frem til en behandling, kunne han ganske langsomt genvinde helbredet. Men et falsk rygte om at han var faldet, nåede hjem til Frode og knugede kongens sind med dyb bedrøvelse. Den sorg fik Erik dog slukket da han kom hjem igen. For da kunne han meddele at han havde lagt Sverige, Värmland og Soløerne ind under Frodes herredømme. Snart efter indsatte Frode ham som konge over de folkeslag han selv havde besejret, og derudover gav han ham Hälsingland, begge Laplande og Finland og Estland mod en årlig afgift. Før ham havde ingen af de svenske konger heddet Erik, men fra ham er navnet gået i arv til de senere.

11,1  På den tid var Alf, som havde sønnen Asmund, konge i Hedemarken, mens Bjørn, hvis søn hed Asvid, havde Viken. Men nu skete det engang at Asmund drog ud på en temmelig uheldig jagtudflugt: mens han forsøgte at fange de vilde dyr med hunde eller tage dem i fælder, blev det tåge så han forvildede sig langt væk fra sine jægere ad uvejsomme stier og over øde fjeldrygge og til sidst hverken havde hest eller klæder og måtte leve af svampe og paddehatte – indtil han omsider havnede i Bjørns kongsgård. Da han og kongens søn havde været sammen en kort tid, beseglede de deres venskab med dyre eder på at den af dem der levede længst, skulle lade sig begrave sammen med den døde. Så stærk var forbrødringen og venskabet mellem dem at ingen af dem ville leve længere når først den anden havde mødt sin skæbne.

11,2  Senere samlede Frode en styrke bestående af alle de folkeslag han herskede over, og sejlede mod Norge med flåden mens han lod Erik lede landstyrkerne. Menneskene er jo grådige: jo mere han ejede, jo mere ville han have, og selv ikke de mest barske og øde egne af verden kunne han lade være i fred for den slags overgreb. Sådan er det som regel: når rigdommen vokser, tager griskheden til. Nordmændene opgav ethvert håb om at forsvare sig og havde ingen tiltro til at det kunne nytte at gøre modstand, så størstedelen af dem flygtede ind i Hålogaland. Også en pige der hed Stikle, forlod sit fædreland for at forsvare sin dyd: hun ville hellere udsættes for krigshandlinger end for ægteskab.

11,3  Midt i det hele blev Asvid syg og døde, og han blev lagt i en jordhule med sin hund og sin hest. Asmund lod sig begrave levende sammen med ham som han havde svoret i deres venskabsed, og fik mad med ind til at leve af. På det tidspunkt var Erik kommet igennem højlandet, og nu stødte han tilfældigvis på Asvids grav. Svenskerne forstillede sig at der var en skat gemt i den, og brød ned i højen med hakker. Og her åbnede der sig en hule foran dem som var dybere end de havde troet. Til at undersøge den havde de brug for en mand der ville lade sig fire ned med et reb om livet. En af de raskeste unge mænd blev udvalgt ved lodtrækning, og da Asmund så ham komme ned i en kurv for enden af et reb, trak han ham straks ud af kurven og steg selv om bord. Derpå gav han tegn til dem der stod foroven og holdt rebet, om at hale ham op. De trak så kurven op igen med søde forhåbninger om store rigdomme, men da de så det ukendte ansigt der kom op, blev de rædselsslagne og troede det var den døde der var stået op af graven, så de kastede rebet fra sig og flygtede til alle sider. Og Asmund så da også grufuld ud i ansigtet og lignede et lig med kager af blod overalt. Han forsøgte at kalde de flygtende tilbage og råbte at han var i live, og deres frygt var ubegrundet. Erik fik nu øje på ham og undrede sig især over hans blodige ansigt, for blodet løb i strømme ned over hans træk. Sagen var at Asvid om natten blev levende igen og sloges med Asmund. I et af disse mange slagsmål havde han revet det venstre øre af ham, og nu så man tydeligt det grufulde syn af et åbent og uhelet sår. Da de omkringstående nu bad ham fortælle hvor han havde det sår fra, tog han til orde og sagde:

11,5  På dette tidspunkt havde Frode ført sin flåde helt op til Hålogaland, og for at danne sig et indtryk af sin styrkes størrelse, der tilsyneladende overgik alt hvad man kan tælle eller måle, gav han sine krigere ordre til at bygge en høj ved hver at lægge én sten i en bunke. Samme metode anvendte også fjenden til at tælle deres tropper. Her mødte Frode så nordmændene i et slag, og det blev en hård dag med stort mandefald. I løbet af natten besluttede begge parter sig for at trække sig tilbage. Lige før daggry nåede Erik frem over land, og han rådede kongen til at genoptage slaget. I den kamp havde danskerne så store tab at der efter sigende af tre tusind skibe kun var et hundrede og halvfjerds tilbage. Men nordmændene kom ud for så umådeligt et blodbad at der, efter hvad rygtet siger, ikke var en bonde tilbage i så meget som en femtedel af landets bygder.

12,1  Efter sejren ønskede Frode at genoprette freden mellem alle folkeslagene, så for at garantere at alle og enhver kunne have deres ejendele i sikkerhed for røveroverfald, og sikre fred og ro i rigerne efter krigen, anbragte han én armring på en klippe der kaldes Frodefjeld, og en anden i Viken for at sætte den ærlighed han havde dekreteret, på prøve. Samtidig holdt han landsting med nordmændene og truede med at straffe alle egnens høvdinge hvis ringene blev stjålet. Høvdingene måtte altså bære hele risikoen ved at guldet lå dér, frit fremme i et vejkryds som en voldsom fristelse for menneskenes grådighed – for et bytte der var så let at stikke til sig, stak alle de griske sjæle i øjnene. Frode fastsatte også at søfarende havde lov til at bruge alle årer de fandt, hvor de end fandt dem. Når nogen skulle krydse en flod, kunne de frit bruge en hest hvis de fandt en i nærheden af vadestedet, men han bestemte at de skulle stige af den så snart forhovene nåede op på det tørre, mens baghovene stadig stod i vandet. Den slags lån mente han snarere man skulle kalde vennetjenester end forbrydelser. Til gengæld indførte han dødsstraf til alle der havde den frækhed at benytte hesten yderligere når han var nået over floden. Han bestemte også at ingen måtte have lås på sit hus eller sin pengekiste eller holde noget som helst bag lås og slå, og lovede til gengæld tredobbelt erstatning for alt hvad der måtte gå tabt. Videre bekendtgjorde han at man havde ret til at tage så meget af andres mad til rejseforsyninger at man havde nok til ét måltid. Men hvis nogen overskred den mængde, skulle han regnes for en tyv. En tyv skulle sømmes til galgen med jernbolte gennem senerne og med en ulv ved sin side så man kunne se at det onde menneske var som et grusomt vilddyr eftersom de fik den samme straf. Samme straf lod han gælde for tyves medskyldige.

13,1  Her tilbragte han nu syv umådeligt behagelige år i fred og ingen fare og fik sønnen Alf og datteren Øfura. På den tid kom en svensk kæmpe ved navn Arngrim til Frode. Han udfordrede Skalk Skåning til tvekamp og dræbte ham fordi han engang havde røvet et skib fra ham. Den bedrift blev han så begejstret for at han dristede sig til at fri til Frodes datter. Men da kongen viste sig helt ufremkommelig, bad han Erik, der herskede i Sverige, om hjælp. Erik gav ham det råd at han skulle sikre sig Frodes sympati med en virkelig fremragende bedrift og kæmpe mod kong Egder af Bjarmeland og kong Thengil af Finmarken, for de to var de eneste der stadig nægtede at underkaste sig danskernes herredømme nu hvor alle andre var lydige undersåtter. Og det lod han sig ikke sige to gange, men drog straks af sted med sin hær.

Finnerne er folkene højest mod nord, der lever og har deres udkomme i en ende af verden som dårligt nok er beboelig. De er skrappe til at bruge spyd og pile. Intet andet folkeslag har større færdigheder med skydevåben. Og de pile de bruger, er store og tykke. Magi beskæftiger de sig meget med, og de er dygtige jægere. De bor ikke fast nogen steder, men flytter rundt med hele deres husstand og slår sig ned hvor de kan finde vildt. De løber omkring i snedækkede bjergegne på buede brædder.

13,2  Det var dem Arngrim nu overfaldt for at skaffe sig berømmelse, og han gjorde det også af med dem. Da slaget gik skidt for dem, og de måtte flygte, kastede de tre småsten over skuldrene, og derved tryllede de et billede af lige så mange fjelde frem for fjendens blik. Arngrim lod sig snyde af synsbedraget og gav sin hær ordre til at opgive forfølgelsen i den tro at de ikke kunne komme videre for de vældige fjelde der lå i vejen. Næste dag kæmpede de igen, og igen blev finnerne slået, men nu kastede de sne på jorden og fremmanede et billede af en kæmpemæssig flod. Svenskerne blev ført fuldkommen på vildspor og lod sig narre til at tro at vældige vandmasser brusede dem i møde. Og mens sejrherrerne skrækslagne veg tilbage for illusionen af strømmende vande, lykkedes det finnerne at slippe væk. Tredje dag genoptog de kampen endnu engang, og denne gang havde de ikke længere nogen virkningsfuld udvej til at slippe væk: Da de så deres slagorden vige, overgav de sig til sejrherren. Arngrim pålagde dem at betale skat og bestemte at det skulle ske på følgende måde: der skulle holdes mandtal over finnerne, og en gang hvert tredje år skulle de stille på et fastsat sted med et vognlæs dyreskind for hver ti mand.

Derpå udfordrede han kong Egder af Bjarmeland til tvekamp og besejrede ham, hvorefter han dikterede bjarmerne den betingelse at hver mand skulle betale et skind om året for at beholde livet.

13,3  Herpå vendte han tilbage til Erik belæsset med bytte og trofæer. Erik fulgte med ham til Danmark, hvor han fyldte Frodes ører med rosende bemærkninger om den unge mand og gjorde opmærksom på at han havde fortjent at få kongens datter nu hvor han havde føjet menneskehedens fjerneste egne til hans rige. Frode overvejede hans kvalifikationer og blev enig med sig selv om at det slet ikke ville se dårligt ud at være svigerfar til en mand der med sine store bedrifter havde skabt ham selv en lysende berømmelse der rakte langt ud i verden.

13,4  Med Øfura fik Arngrim tolv sønner, hvis navne jeg noterer her: Brander, Bjarbe, Brod, Hjarrand, Tand, Tyrving, to Haddinger, Hjortvar, Hjartvar, Rane og Angantyr. Fra de var helt unge, drev de sørøveri, og engang kom de alle sammen til Samsø i et enkelt skib og fandt sørøverne Hjalmar og Ørvar-Odds to skibe ved kysten. De kastede sig over dem og ryddede dem for roere, og da de ikke følte sig sikre på om de også havde fået dræbt skibenes førere, anbragte de ligene af de dræbte på hver sin rorbænk. På den måde kunne de konstatere at de mænd de søgte, ikke var der. Det gjorde dem meget nedslåede, og pludselig var sejren de havde vundet, intet værd for dem, for de vidste at de nu stod over for en kamp hvor de for alvor kom til at sætte livet på spil. Sagen var den at Hjalmar og Ørvar-Odd havde fået deres skibe beskadiget i en storm og mistet et ror, og nu var de gået op i skoven for at skære et nyt. De tilhuggede et råt stykke tømmer og bearbejdede stammen hele vejen rundt med økser indtil det mægtige træ fik form som den nævnte del til skibet. Og de var på vej tilbage med roret over skuldrene, lykkeligt uvidende om massakren på deres kammerater, da de blev angrebet af Øfuras sønner, alle indsmurt i blod fra dræbte, og tvunget til at tage kampen op, to mand mod alle dem. Lige var kampen ikke når en flok på tolv gik løs på to. Men sejren kom ikke til at følge antallet. For alle Øfuras sønner faldt, og selv om også de fik dræbt Hjalmar, gik Ørvar-Odd ikke glip af sejren: ham lod skæbnen stå tilbage som den eneste overlevende af hele det store mandskab. Han svingede den groft tilhuggede træstamme med utrolig kraft og ramte fjendernes kroppe med en sådan voldsomhed at han med et eneste slag knuste dem alle tolv.

14,1  Hermed var hele denne storm af krig og vold bragt til standsning, men på havet var der stadig en håndfuld sørøvere tilbage. Det var især det der nu fik Frode til at foretage et felttog mod vest, for det eneste der lå ham på sinde var at udbrede freden. Han kaldte derfor Erik til sig, mønstrede en flåde fra alle de riger der lå under hans herredømme, og sejlede til Britannien med et utal af skibe. Kongen dér på øen var klar over at den styrke kunne han ikke hamle op med – det så ud som om hele havet var dækket af skibe – så han opsøgte Frode og lod som om han ville overgive sig: Ikke alene berømmede han hans storhed i smigrende vendinger, han lovede ligefrem at underkaste sig selv og sit rige under danskerne, »alle folkeslags herskere«, og tilbød at betale skatter eller tributter eller afgifter – hvad som helst de forlangte. Til sidst indbød han dem gæstfrit til gilde. Frode var meget tilfreds med briternes imødekommenhed selv om det lugtede noget af forræderi at løfterne kom så let, uden den mindste tvang, og fjenden var så villig til at overgive sig uden kamp – den slags er sjældent ærligt ment. Han og hans mænd var også bekymrede over selve gildet og bange for at falde i et baghold når de klare tanker lidt efter lidt blev spundet ind i drukkenskabens net. Desuden var der indbudt for få til at man uden risiko kunne efterkomme invitationen. Det ville også være dumt, mente de, at betro sit liv til en modstander hvis troværdighed man aldrig havde sat på prøve.

14,2  Da det gik op for kongen at de ikke kunne bestemme sig, opsøgte han endnu en gang Frode og bad ham komme til gildet med to tusind fire hundrede mand, hvor han før havde indbudt ham med tolv hundrede stormænd. Frode lagde nu ikke sin mistanke på hylden med det samme, og selv om han kunne føle sig tryg ved at komme til gilde nu hvor han havde et større antal indbudte i ryggen, sendte han i al hemmelighed en patrulje ud for at støve om til de afsides steder på egnen og hurtigst muligt lade ham det vide hvis de på deres spiontogt fik øje på noget der lignede et baghold.

Da de i den forbindelse kom ind i en skov og fandt en indhegnet lejr med britiske tropper, standsede de tøvende op. Men så snart de fik set nærmere på sagerne, skyndte de sig tilbage. Teltene var nemlig mørke og camoufleret med en slags tjærede presenninger for at de ikke skulle falde i øjnene hvis nogen kom i nærheden. Da Frode fik den besked, lagde han selv en stor styrke af stormænd i baghold mod de andres baghold for ikke at være uforsigtig og gå ind til gildet uden at have de nødvendige forstærkninger klar. Da de havde fundet sig et skjulested, aftalte han på forhånd med dem at de skulle komme til hjælp når de hørte et hornsignal.

14,3  Derpå gik han til gilde med det aftalte følge, som kun var let bevæbnet. Hallen var pyntet med kongelig pragt, til alle sider draperet med purpurtæpper som tydeligvis var overdådigt håndværk. Skarlagensforhæng smykkede væggenes planker. Gulvet var dækket med pragtfuldt klæde, som man dårligt turde sætte foden på. Over sig så man talløse lygter lyse, utallige olielamper funkle. Fra røgelseskarrene bredte vellugten sig i de skønneste skyer af udsøgte dufte. Hele hallen rundt havde de stillet borde med et utal af retter. Bænkene var smykket med guldindvævede hynder. Sæderne bugnede af puder. Det var som om hallens prægtige ansigt smilede folk i møde, og blandt alt udstyret kunne man ikke finde det mindste der var ubehageligt at se på eller grimt at lugte til. Midt i bygningen stod en tønde. Her kunne man få bægrene fyldt, og den rummede umådelige mængder af drikkevarer, nok til at skænke op til alle ved dette gigantiske gilde. Purpurklædte tjenere med guldkander skred frem i rad og række og udførte deres hverv som skænke med stor høviskhed. Og heller ikke bøffelhorn som drikkevarerne kunne bæres frem i, manglede der. Gildet glødede af gyldne skåle og mængder af prægtige bægre – som oftest besat med funklende ædelsten. Overalt var der pragt og overdådighed. Bordene bugnede af mad og myldrede af kander med alverdens drikkevarer. Og man drak ikke bare vin, der blev også serveret drikke med skiftende smag af saft fra fjerne egne. Fadene strålede af velsmagende retter, og det var især vildt der fyldte dem. Men heller ikke anretninger af husdyrkød skortede det på.

14,4  De lokale folk sørgede for at tage forsigtigere til drikkevarerne end gæsterne. De sidste følte sig så trygge at det lokkede dem til at drikke sig fulde, mens de andre huskede på deres lumske planer og derfor ikke lod sig friste. Danskerne, som jo – hvis mit fædreland vil have mig undskyldt – var vant til at tømme kanderne om kap, fyldte kolossale mængder af vin i sig. Og så snart briterne så at de var godt fulde, begyndte de lige så stille at liste sig ud fra gildet og efterlade gæsterne inde i hallen, hvorpå de tog fat af alle kræfter, slog bom for dørene til kongshallen og barrikaderede dem med alt mellem himmel og jord, for til sidst at stikke ild til bygningen. Danskerne, som var spærret inde i hallen, hamrede forgæves løs på dørene mens flammerne skød i vejret, og da udgangen var lukket for dem, gik de snart efter løs på selve væggen og forsøgte at slippe ud ad den vej. Da englænderne så at væggen begyndte at give efter for danskernes voldsomme pres, stemte de imod fra den anden side og forsøgte at støtte den vaklende konstruktion ved at stive den af fra ydersiden for at væggen ikke skulle vælte og åbne en vej ud for de indespærrede. Til sidst gav den dog efter for danskernes vældige kræfter – for jo større faren var, jo stærkere stemte de imod – og derved fik de en nem vej ud af kniben. Nu gav Frode sine mænd ordre om at blæse hornsignalet for at tilkalde den styrke der lå i baghold. Ved lyden af de gjaldende trompeter sprang de op, vendte forræderiet mod forræderne selv og udraderede den britiske konge sammen med kolossale mængder af hans folk. Herved gjorde de Frode en dobbelt tjeneste idet de både frelste deres kammerater og fældede deres fjender.

14,5  I mellemtiden var irerne blevet opskræmt over de stadig hyppigere rygter om danskernes tapperhed, og for at gøre det vanskeligere at invadere deres land udlagde de jernsøm der skulle hindre landgang på deres kyster. Irerne bruger lette og nemt håndterlige våben. De udtynder deres hår med rageknive og barberer sig skaldede på hele baghovedet for at man ikke skal kunne gribe dem i håret når de flygter. De vender også spydspidserne bagud mod forfølgerne, retter bevidst spidsen af deres sværd mod dem der er efter dem, og slynger som regel også spydene fra sig bag om ryggen – så de forstår sig bedre på at sejre under flugt end i kamp. Resultatet er at netop når man tror sejren er hjemme, er faren størst. Så da fjenden nu flygtede på denne lumske måde, satte Frode ganske vist efter dem, men varsomt, ikke ivrigt, og dræbte folkets høvding Kervil i kamp. Hans bror overlevede ham, men opgav at sætte sig til modværge og overgav sit land til kongen. Kongen fordelte hele byttet mellem krigerne for at bevise at han ikke ejede grådighed af nogen art, og at han tog klart afstand fra overdreven griskhed efter rigdom og kun stilede efter én gevinst, og det var hæder og berømmelse.

15,1  Efter at have triumferet i Britannien og taget bytte i Irland, vendte han hjem til Danmark, og her holdt han sig i tredive år ude af enhver form for krig. I den periode blev Danmark kendt omtrent i hele verden for befolkningens uhyre styrke og mod. Han ønskede nu at befæste sit strålende herredømme så det kunne bestå i al fremtid, og satte sig først og fremmest for at mønstre al sin strenghed over for de tyve og røvere han så som landets egne hjemlige plageånder, for når først de var udryddet, kunne folkene få en fredeligere tilværelse, hvor ingen ondskab stillede sig hindrende i vejen for fredens fortsatte fremmarch. Derfor sørgede han også for at ingen indre sygdom sugede kraften ud af landet nu hvor den ydre fjende var borte, og ingen ulovligheder fik frit løb hjemme nu hvor freden var sikret i det fremmede.

15,2  Det endte med at han i Jylland, som jo var hovedlandet i hans rige, fik en stor, tung guldring opsat ved et vejkryds, et prægtigt bytte, der skulle sætte den ærlighed han krævede, på prøve. Og selv om denne lokkemad pirrede upålidelige sjæle og fristede onde mennesker, fik angsten for den ubetvivlelige risiko det indebar at stjæle den, alligevel overhånd. Så stor respekt stod der omkring Frodes myndige person at selv guld der lå frit fremme for enhver der ville stjæle det, lå lige så sikkert som havde det ligget forvaret bag de stærkeste låse. Og dette usædvanlige påfund skaffede sin ophavsmand stor berømmelse. Den mand der havde dræbt og slagtet nær og fjern og vundet fremragende sejre overalt, havde nu bestemt sig for at skænke alle ro og sikkerhed, lade fredens glæder følge krigens gru, og trygheden begynde hvor blodbadet hørte op. Og når han nu med sine love satte hegn om alles ejendom, var det først og fremmest for at det der havde undgået fjenden i det fremmede, ikke blot skulle finde røveren derhjemme.

15,3  Det var på denne tid at verdens frelser steg ned til jorden og for menneskenes frelses skyld tog et menneskes skikkelse på sig mens krigens flammer var slukket, og alle lande kunne glæde sig over uforstyrret fred og ro. Man har ment at denne udstrakte fred, der var den samme overalt og ikke blev brudt noget sted på jorden, ikke tjente nogen jordisk hersker, men snarere Guds fødsel, og at det var himlens vilje at en uvant lykkelig tid skulle bevidne at tidernes skaber var blandt os.

16,1  Imidlertid var der en troldkvinde der stolede mere på sine egne kunster end hun frygtede for kongens strenghed, og derfor pirrede og lokkede sin søns griskhed for at få ham til at stjæle skatten. Han ville ikke blive straffet for det, lovede hun, for kongen gik omtrent på gravens rand og slæbte rundt på de sidste ynkelige rester af liv i sin affældige krop. På hans indvending, at moderens forslag var uhyre risikabelt, svarede hun at han kunne være ganske rolig: enten ville en søko kælve, eller også ville der ske noget andet der kom i vejen for straffen. Og med de ord lykkedes det hende at få sønnen til at glemme sin frygt og gøre som hun foreslog.

16,2  Frode tog det som en dyb krænkelse og blev så rasende at han fór af sted i huj og hast for at jævne kvindens hus med jorden og sendte folk i forvejen for at pågribe hende og hendes børn og bringe dem til ham. Det vidste kvinden allerede, og hun snød sine modstandere med magi ved at forvandle sig til en hest. Da Frode nåede frem, tog hun skikkelse af en søko som man så vandre omkring på stranden og græsse. Og sine sønner forvandlede hun til små kalve. Kongen blev slået af forbløffelse over dette uhyre og gav sine mænd ordre til at omringe dem og afskære dem vejen ned til vandet. Til sidst steg han selv ned fra den vogn han kørte i af hensyn til sin svagelige gamle krop, og satte sig dybt forundret ned på jorden. Men moderen, som havde det største dyrs skikkelse, gik løs på kongen med sænket horn og borede det i siden på ham. Det sår tog livet af ham, og sådan fik han et endeligt som en mand af hans format ikke havde fortjent. Krigerne styrtede til for at hævne hans død og jog deres spyd i uhyrerne. Og da de havde dræbt dem, så de at det var menneskekroppe med dyrehoveder. Det, mere end noget andet, afslørede at der var tale om trolddom.

16,3  Sådan døde Frode, den vidt berømte konge, der var kendt over hele verden. Stormændene fik hans indvolde taget ud og liget nedsaltet, hvorefter de opbevarede det i tre år af frygt for at landene skulle løsrive sig hvis det slap ud at kongen var død. Først og fremmest ønskede de at holde hans død hemmelig for de fremmede fordi de ved at bilde dem ind at han stadig var i live, kunne fastholde de grænser hans vidtstrakte rige nu havde nået, og udnytte den respekt der havde stået om herskeren, til at lokke de sædvanlige skatter ud af undersåtterne. Derfor kørte de rundt med hans lig, ikke på en ligbåre, men på hans kongelige vogn som om det var en gestus krigerne skyldte den svagelige gamle mand, der ikke havde mange kræfter i behold. Så stor hæder viste hans venner ham, selv efter døden. Men da de mørnede lemmer gik fuldstændig i opløsning, og forrådnelsen ikke længere kunne standses, gravlagde de hans lig med kongelig pragt ved Værebro på Sjælland, med en erklæring om at Frode selv havde ønsket at dø og blive begravet dér, i den landsdel som blev regnet for den fornemste i hans rige.