Sjette bog

1,1 Efter Frodes død troede danskerne fejlagtigt at Fridlev, som blev opfostret i Rusland, var død, og da det nu så ud som om riget manglede en tronarving, og kongeslægten ikke kunne føres videre, mente de at den mand ville være bedst egnet til at overtage tronen der kunne opsætte et hyldestkvad til Frodes ære på hans nyrejste gravhøj og derved give et smukt vidnesbyrd om den afdøde konges ry videre til efterkommerne. Og så var det at en mand ved navn Hjarne, der var en ganske ferm digter på dansk, lod sig lokke af den storslåede belønning og forfattede et vers af dem han plejede at skrive, på folkesproget, som et værdigt mindesmærke i ord over den berømte mand. Jeg har gengivet indholdet af digtets fire vers i følgende oversættelse:

1,2  Da han havde fremsagt det digt, belønnede danskerne forfatteren med landets krone. Sådan betalte de et kongerige for en gravskrift – hele magtens tyngde for et par sammenstillede bogstaver. Det kan man kalde en gevaldig løn for en beskeden indsats! Denne vældige belønning for et ganske kort digt overgår sågar hvad man fortæller om Cæsars gave. For den guddommelige Julius nøjedes med at give borgerret til den mand der havde skildret og forherliget hans sejre verden over, men her var det gavmilde folk så flot at forære hele riget til en bonde. Selv ikke Africanus kunne måle sig med danskernes rundhåndethed da han betalte for et mindeskrift over sin indsats. For ved den lejlighed bestod lønnen for en møjsommeligt udarbejdet bog alene i guld, men her sikrede en simpel bonde sig kongemagten med nogle få ubehjælpsomme vers.

2,1  På samme tid blev Erik, der var statholder i Sverige, syg og døde. Hans søn Halfdan overtog faderens embede, men blev ustandselig terroriseret af tolv brødre fra Norge, og da han ikke havde nogen mulighed for hævne sig på voldsmændene, søgte han tilflugt hos Fridlev, der stadig opholdt sig i Rusland, i håb om at han kunne skaffe sig hjælp fra den kant. Han opsøgte Fridlev med en bønfaldende mine, beklagede sig over hvordan udenlandske fjender havde slået ham og tvunget ham i knæ, og gav ham hele den sørgelige historie om hvad han havde været udsat for. Gennem ham fik Fridlev også beskeden om sin fars død, og han gav nu Halfdan den hjælp han bad om, og begyndte et væbnet togt mod Norge.

2,2  På det tidspunkt var de omtalte brødre blevet svigtet af deres mænd. Derfor havde de bygget en umådeligt høj vold på en ø midt i en rivende elv og rejst fæstningsværker af jord på dens flade. Og med dette tilflugtssted i ryggen plagede de ustandselig deres naboer med voldelige overfald. Når de forlod øen, brugte de en bro der var fastgjort til fæstningens port, og som de kunne betjene med et system af reb sådan at den vippede over en slags drejeligt hængsel og snart dannede en vej over elven, snart, ved et usynligt træk i tovene, blev halet op så den fungerede som port.

2,3  Det var modige mænd, unge og stærke, flot byggede, berømte for deres triumfer over jætter, navnkundige for deres sejre over fremmede folkeslag – og stenrige af alt deres krigsbytte. En række af dem kan jeg nævne navne på (de øvrige er med tiden gået i glemmebogen): Gerbjørn, Gunbjørn, Arnbjørn, Stenbjørn, Esbjørn, Thorbjørn og Bjørn. Om den sidste fortælles det at han havde en hest der var så stor og stærk og så lynende hurtig at han alene uden besvær kunne forcere den brølende strøm som ingen af de andre kunne komme over.

2,4  Denne elv har så stejlt og voldsomt et fald at dyrene ikke magter at svømme i den og som oftest bukker under derude. Den har nemlig sit udspring helt oppe ved bjergenes tinder, hvorfra den kastes ned ad bratte fjeldsider og slår mod klippeblokke før den vælter sig ned i de dybe dale med et rungende brøl. Og selv om den bestandig støder på sten og klipper, bevarer den altid den samme rivende fart. Derfor bruser elven lige oprørt hele sit løb igennem, og hvidt skum står op fra den overalt. Men dér hvor den slipper ud af det snævre løb mellem klipperne og kan brede sig friere, danner den denne ø af en klippe der ligger på dens vej. På begge sider tårner stejle fjeldsider sig op, tæt bevoksede med træer af mange sorter, der skærmer for elven så den ikke kan ses på afstand.

2,5  Bjørn havde også en usædvanlig vild hund, et gruopvækkende blodtørstigt utyske, som det var farligt for mennesker at omgås – den havde adskillige gange helt alene gjort det af med tolv mand. Men eftersom dette blot er noget man fortæller, og ikke noget man ved, må læseren afgøre med sig selv om han vil tro det. Efter hvad jeg har hørt, havde den engang været jætten Ofotes yndlingshund og vogtet hans kvæg når det var på græs.

2,6  Disse unge mænd plejede altså at tage ud og plyndre og røve i omegnen og spredte ofte død og ødelæggelse omkring sig. At plyndre folks hjem, slå deres kvæg ned, ødelægge alt, slæbe væk med et kæmpemæssigt bytte, rydde huse for alt og brænde dem ned bagefter, nedslagte mænd og kvinder i flæng – alt det var i deres øjne respektable beskæftigelser. Men engang de intetanende drog ud på et af disse togter, overraskede Fridlev dem og jog dem alle sammen tilbage i fæstningen, men sikrede sig hesten med de kolossale kræfter, som den skrækslagne rytter i sin forfjamskelse havde efterladt på den anden side af elven for at slippe hurtigere væk, for han turde ikke tage den med over broen.

2,7  Fridlev erklærede så at hvis nogen kunne dræbe en af brødrene, ville han betale ham den dødes vægt i guld. Nogle af de kongelige krigere var straks fyr og flamme ved udsigten – ikke så meget af grådighed som af ærgerrighed: de opsøgte i al hemmelighed Fridlev og lovede at tage sig af opgaven og svor ligefrem at han kunne tage livet af dem hvis de ikke kom tilbage med røvernes afhuggede hoveder. Fridlev roste dem for deres modige løfter, men om natten bad han sine folk blive hvor de var, tog en enkelt mand med sig og gik ned til elven. Han ville nemlig ikke have at det skulle se ud som om han kunne stole mere på de andres kræfter end på sine egne, og besluttede sig for at vise sit eget mod før han tog imod andres hjælp. Derpå dræbte han sin følgesvend med en regn af sten og kastede den livløse krop i elven. Men først tog han tøjet af og gav den anden det på, mens han selv trak i hans for at det, hvis nogen fik øje på liget, skulle se ud som om kongen selv var omkommet. På samme måde skar han den hest han var kommet på, til blods for at den skulle bekræfte de andre i deres tro på at han var død, når den kom hjem til lejren.

2,8  Derpå gav han hesten sporerne og red midt ud gennem strømmen, og da han var nået over elven, sprang han af og forsøgte at komme over forskansningerne foran fæstningen ved hjælp af en stige som han stillede op ad volden. Så snart han var nået så højt op at han kunne gribe fat i brystværnet med hænderne, svingede han sig uden en lyd indenfor, og her listede han ganske forsigtigt og uden at at blive opdaget af vagterne hen til den bygning hvor røverne sad og holdt gilde. Da han nåede derhen, tog han opstilling under halvtaget foran døren. De unge mænd følte sig trygge nok i deres sikre fæstning til at drikke sig fra sans og samling. De regnede med at elvens rivende strøm gjorde deres stilling helt utilgængelig eftersom man hverken kunne svømme over eller sejle over i en båd. Og vadesteder var der ikke på noget sted i den elv.

2,9  Nu fortalte Bjørn, der var blevet helt overstadig af det muntre gilde, at han i drømme havde set et vilddyr stige op af bølgerne: uhyggelige flammer stod ud af munden på det, og det satte ild til hele egnen. Derfor måtte de hellere gennemsøge hver en krog af øen, og de skulle ikke stole så meget på beliggenheden at de bildte sig ind at de var i sikkerhed og bragte sig selv i livsfare ved at glemme alt om forsigtighed. Der fandtes ikke et sted der lå så godt beskyttet at naturen alene gav tilstrækkelig sikkerhed uden menneskenes hjælp. Derfor måtte de passe ganske alvorligt på at den advarsel drømmen havde givet ham, ikke gik i opfyldelse så det endte med død og ulykke. De gik så alle sammen uden for fæstningen og gennemsøgte øen omhyggeligt hele vejen rundt, og fandt hesten, hvilket fik dem til at slutte sig til at Fridlev var druknet i elven. De forestillede sig at hesten havde kastet sin rytter af og selv var svømmet videre over, og trak den derfor under høj jubel ind gennem porten som om den havde bragt dem besked om kongens død. Men Bjørn var stadig opskræmt over det han havde set om natten, og foreslog at de skulle sætte vagter ud, for han mente stadig ikke at det ville være sikkert for dem at glemme deres fornemmelse af at der var fare på færde. Derpå gik han selv til sit kammer for at sove, men synet blev ved at svæve for hans indre blik.

2,10  I mellemtiden var den hest som Fridlev havde ridset i huden og indsmurt i blod for at folk skulle tro at han var død, kommet galoperende ind i lejren til hans krigere med sin blodige plamager. De skyndte sig straks ned til elven og fandt liget af trællen, som den brusende fos havde kastet op på bredden – men troede det var kongen på grund af den prægtige dragt han bar. Den vildfarelse bestyrkedes ikke mindst af at liget var så forslået og ophovnet, for huden var så flænget og skamferet af stenene at de dødsensblege ansigtstræk var helt udviskede. Det hele gjorde kæmperne – der jo netop havde givet Fridlev deres æresord på at de ville dræbe røverne – så forbitrede at de styrede direkte mod den livsfarlige strøm, for ingen skulle sige om dem at de krænkede deres glorværdige løfte ved fejt at svigte deres æresord. De øvrige fulgte deres modige eksempel og begav sig lige så ivrigt ned mod elven, fast besluttet på at hævne kongen eller gå i graven selv. Da Fridlev fik øje på dem, skyndte han sig at sænke broen over til land, og så snart han havde kæmperne med sig, fór han løs på vagterne og fældede dem alle i det første fremstød. Derefter kastede han sig over de andre og dræbte dem alle med undtagelse af Bjørn. Ham fik han omhyggeligt plejet og bragt på fode igen efter de sår han havde fået, hvorefter han tog ham i sin tjeneste mod at han svor en højtidelig troskabsed, for han mente det var klogere at udnytte hans evner end at prale af hans endeligt. Det ville også være urimeligt, sagde han, hvis så tapper en mand skulle plukkes i sin første blomst og gå til så alt for tidligt.

3,1  Da danskerne nu hørte at Fridlev var på vej – den Fridlev som de på grundlag af en falsk underretning havde troet var død for længst – sendte de folk ud for at hente ham, og samtidig bad de Hjarne vige pladsen på tronen, som de nu mente at han kun sad på som en midlertidig substitut. Men han var ikke indstillet på at opgive sin høje post og ville hellere ofre sit liv for hæder og berømmelse end synke ned i ubemærketheden blandt folket. Så for ikke at miste sin kongelige værdighed og blive tvunget tilbage til de forhold han havde haft engang, bestemte han sig for at slås med våbenmagt for det han havde nu.

3,2  Så nu var landet splittet af borgerkrig og voldelige opgør. For nogle stod på Hjarnes side, andre støttede Fridlevs krav på grund af Frodes store fortjenester, og folket var i splid med sig selv eftersom en del lovpriste den nuværende situation, mens en anden del hyldede mindet om fortiden. Men i sidste ende vejede erindringen om Frode dog tungest, og de behagelige minder fra dengang skaffede Fridlev den største støtte. Det flertal der var i besiddelse af sund dømmekraft, mente nemlig at en jævn bonde, en mand der ganske uventet, udelukkende ved skæbnens gunst, havde nået magtens tinder uden at have nogen adkomst til det fra fødslen, han måtte fjernes fra tronen. Man kunne jo ikke have at en uretmæssig indehaver af kronen fortrængte den sande tronarving. Fridlev gav de danske udsendinge ordre om at tage tilbage med besked til Hjarne om enten at afstå riget eller møde ham i krig.

3,3  Hjarne holdt på at det ville være værre end døden at hæge mere om livet end om æren og ofre sin anseelse for at holde sig i live, så han mødte Fridlev på slagmarken, men blev slået og flygtede til Jylland. Og da han fik genrejst sin hær og gik til angreb på sejrherren endnu en gang, blev alle hans mænd hugget ned, og han måtte flygte uden en eneste ledsager, hvilket vi har et minde om i den ø der fik navn efter ham. Nu havde han mistet alt bortset fra modet, og da han så hvordan disse to knusende nederlag efter hinanden omtrent havde ribbet ham for alle hans tropper, vendte han sig med al sin energi mod list og bedrag i stedet: han gjorde sit ansigt ukendeligt og opsøgte Fridlev for at indynde sig hos ham indtil han kunne se sit snit til at myrde ham. Kongen tog imod ham, og en tid gik han så og skjulte sine hensigter under dække af at arbejde som træl. Han havde nemlig givet sig ud for at være saltkoger, og nu gik han og udførte sine usle pligter blandt dem der gør det mest beskidte arbejde. Ved spisetid plejede han at komme sidst til bords, og samtidig undlod han at tage bad for at de mange ar efter gamle sår ikke skulle afsløre ham når han lagde tøjet. Men kongen fattede mistanke og tvang ham til at bade for at rydde sin mistanke af vejen, og da han genkendte sin modstander på arrene, udbrød han: »Nå, din lede bandit! Hvad ville du gøre ved mig hvis du opdagede at jeg havde tænkt mig at myrde dig?« Hjarne blev aldeles paf og svarede: »Hvis jeg havde grebet dig i det, ville jeg udfordre dig og kæmpe med dig for at give dig lejlighed til at rense dig for anklagen.« Fridlev fulgte straks hans eget forslag: han udfordrede og dræbte ham, og begravede hans lig i den høj der bærer hans navn.

4,1  Snart efter rådede hans mænd ham til at sørge for at blive gift så han kunne fortsætte slægten, men han insisterede på at leve som ungkarl og henviste til sin far, for Frode var jo blevet ydmyget på det groveste af sin uregerlige kone. Til sidst måtte han dog bøje sig for deres indtrængende bønner, og han sendte en delegation op for at fri til den norske kong Åmunds datter. En af udsendingene, en mand der hed Frøke, faldt i havet og druknede på vejen derop, og hans død blev et varsel. For dér hvor de frådende bølger havde lukket sig over ham, vældede blodet op fra dybet og farvede hele oceanets flade med en sær rød farve så det hav der kort forinden havde været fyldt med skum og pisket hvidt af stormen, nu rejste sig med røde dønninger og forekom at antage en aldeles unaturlig farve.

4,2  Men Åmund afviste kongens anmodning og var hverken til at hugge eller stikke i. Han behandlede udsendingene uden den mindste respekt og erklærede at når han affærdigede delegationen på den måde, skyldtes det Frodes tyranniske herredømme, der dengang havde hvilet så tungt på Norge. Men Frøgerd, som Åmunds datter hed, så ikke alene på Fridlevs slægt, men beundrede også hans store bedrifter, så hun gav sig til at overfuse sin far fordi han ikke ville have sådan en mand til svigersøn der var så helt igennem ædel og fornem og hverken savnede mod eller havde nogen mangler i sin afstamning. Hun nævnte også underet med havoverfladen hvor bølgerne med et var blevet til blod – hvad kunne det være andet end en forudsigelse af Norges undergang og et tydeligt varsel om Danmarks sejr?

4,3  Da Fridlev for anden gang sendte en delegation op for at anmode om hendes hånd – for nu ville han presse på lige til han overvandt Åmunds modvilje – blev Åmund så rasende over at han stædigt blev ved med at spørge når han en gang havde fået nej, at han besvarede frierens utidige iver med grusomhed og lod udsendingene gribe og henrette.

4,4  Så snart Fridlev hørte om det overgreb, tog han Halfdan og Bjørn med sig og sejlede til Norge. Og Åmund på sin side gik ud med flåden for at møde ham med sit lands forsvarsstyrker. Frøkasund kalder de det farvand hvor de to flåder mødtes. Her var Fridlev en nat gået ud af lejren for at holde udkig da han hørte en sær baskende lyd i luften tæt ved sig, og da han stod stille og så op, hørte han fra himlen over sig tre svaner synge denne sang:

4,5  Da fuglene havde sunget, faldt et bælte ned fra himlen, hvorpå der var skrevet en række bogstaver der tolkede sangen: Engang da kongen af Telemarkens lille søn Hiden gik og legede, var han blevet bortført af en jætte i menneskeskikkelse. Denne jætte brugte ham nu som roer, og undervejs ind til den nærmeste kyst kom de i deres båd forbi Fridlev netop som han tilfældigvis stod dér og spejdede. Kongen ville ikke finde sig i at kæmpen sådan lod sin unge fange slide for sig, og var meget opsat på at vriste byttet fra røveren igen. Drengen gav ham det råd først at håne ham med grove ord, og lovede at han ville være lettere at besejre hvis Fridlev i forvejen havde tirret ham med et smædedigt. Fridlev sang så:

4,7 Med de ord huggede han en fod og en hånd af kæmpen, jog ham på flugt og befriede fangen. Derpå tog han over til det forbjerg hvor jætten holdt til, slæbte hans skatte ud af hulen og tog dem med sig. I sin begejstring over byttet sang han dette digt mens han med den befriede drengs hjælp sejlede tilbage over havet.

4,8  Dagen efter mødtes Fridlev og Åmund med deres to store hære i et blodigt slag, og kampen foregik såvel til lands som til vands. For samtidig med at hærene blev opstillet på det åbne land, gik mange krigere om bord i skibene. Det blev en særdeles blodig affære, og da Bjørn på et tidspunkt så sine rækker vakle, slap han sin kæmpehund løs og pudsede den på fjenden for at sikre sig sejren med hundens bid når han ikke kunne med sværdet. Herved tildelte han sine modstandere et ydmygende nederlag, for hele rækken af tapre mænd måtte flygte for hundens bid. Om de var hårdest ramt af skammen eller skaden, er ikke til at sige. Men at blive rendt over ende af en fjende der måtte have hjælp af et vilddyr, det burde nok få rødmen frem hos de norske krigere. Og Fridlev tog ikke skade af at hente støtte fra en hund for at få stivet sine krigeres svigtende mod af.

4,9  I dette slag faldt Åmund. Hans følgesvend Åne, med tilnavnet Bueskytte, udfordrede Fridlev til tvekamp, men blev selv udfordret af Bjørn, der var af ridderstand og ikke ville gå med til at kongen kæmpede mod en menig kriger. Netop som Bjørn lagde pilen til strengen og spændte buen, sendte Åne pludselig en pil imod ham der ramte i toppen af strengen på hans bue. Straks efter fulgte hans anden pil, der borede sig lige ind mellem hans fingre. Den tredje ramte den pil han havde lagt til strengen. Åne udnyttede bevidst sine store evner som bueskytte til på lang afstand udelukkende at ramme sin modstanders våben for at vise at han udmærket kunne have ramt krigeren selv, og derved afskrække ham fra hans forehavende. Men Bjørn mistede ikke modet af den grund: han så stort på risikoen for sin egen person og gik uforstyrret og uden at fortrække en mine faren i møde så det virkede som om han hverken tog notits af Ånes dygtighed eller glemte det mindste af sit vanlige mod. Uden på nogen måde at lade sig skræmme fra sit forsæt kastede han sig frygtløst ud i tvekampen. Og da de begge blev såret og måtte trække sig ud af kampen, kæmpede de endnu engang om ære og berømmelse i en ny tvekamp ved Agdarnes.

4,10  Med Åmunds død var Fridlev befriet for sin bitreste modstander, og han havde opnået fuldkommen uforstyrret fred. Nu tvang han så sit barske sind til at give efter for begæret, vendte sine tanker mod kærlighed og udrustede en flåde for at fri til den pige han tidligere havde fået afslag på. Men da han omsider kom af sted, var der ingen vind, og i stedet overfaldt han så nogle landsbyer for at skaffe mad. Her blev han gæstfrit modtaget af en mand ved navn Grubbe, og det endte med at han tog hans datter til kone og med hende fik en søn, der kom til at hedde Oluf.

Efter et stykke tid giftede han sig også med Frøgerd, men hjemrejsen blev vanskelig, og han blev drevet ind på kysten af en ukendt ø. Her så han i drømme en mand der gav ham besked på at grave en skjult skat op af jorden og sagde at når han gik til angreb på dragen der vogtede den, skulle han indhylle sig i en kohud for at undgå dens gift og bruge et skind spændt over et skjold som værn mod hug fra dens gifttænder. For at se om drømmen havde talt sandt, gik han løs på dragen da den dukkede op af bølgerne, og længe stod han og slyngede sine spyd mod dens skællede sider, men uden virkning, for alt hans kasteskyts prellede af mod kroppens hårde panser. Slangen selv vred sig omkring i utallige slyngninger og hvirvlede halen rundt i ring så den rev træer op med rode når den ramte dem. Med sine ustandselige kast med kroppen hulede den jorden ud til grunden så der blev stejle vægge på begge sider sådan som man ser det visse steder hvor to højdedrag ligger over for hinanden adskilt af en dal. Da Fridlev nu forstod at uhyret var usårligt på oversiden, stak han sit sværd i bugen på den, borede det dybt ind i dets indvolde så giften vældede ud af det døende dyr med de sidste krampetrækninger. Så snart han havde dræbt dragen, gravede han skatten op af jordens dyb og sejlede den væk i sine skibe.

4,11  Efter et års forløb fik han forsonet Bjørn og Åne. De havde utallige gange udfordret hinanden og holdt tvekamp, men nu lagde han al sin omsorg i at overtale dem til at forvandle had til venskab. Samtidig overlod han dem sin tre år gamle søn Oluf og lod dem opfostre ham. Sin elskerinde Jurid – Olufs mor – fik han gift med Åne, som han samtidig optog i sin hird, for han forestillede sig at hun nemmere kunne finde sig i at blive skilt fra ham hvis hun blev gift med så mægtig en kæmpe og fik en kraftkarl i sengen i stedet for kongen.

4,12  Det var skik i gamle dage at spørge nornerne til råds om sine børns fremtid. Sådan ville Fridlev også undersøge sin søn Olufs skæbne, og efter at have givet sine højtidelige løfter gik han ydmygt bedende til gudindernes tempel, hvor han kiggede ind i helligdommen og fik øje på tre stole, og på dem tre unge piger. Den første var mild og venlig, og hun gav drengen en ædel fremtoning og gjorde ham vellidt og afholdt af andre mennesker. Den anden skænkede ham, som sin gave, umådelig gavmildhed. Den tredje var en temmelig uvenlig kvinde der ikke ville folk det godt, hun rynkede på næsen ad den venlighed hendes søstre var så enige om, og for at modarbejde deres gaver gav hun drengens fremtidige karakter én skavank, og det var nærighed. Sådan skæmmede hun de andres gaver ved at sætte en sørgelig skygge på hans skæbne, og sådan gik det til at Oluf efter denne dobbelte vuggegave på en og samme gang fik tilnavn efter sin gavmildhed og sin nærighed. Resultatet blev at de første milde gaver blev forplumret af den plet den tredje norne satte på dem.

4,13  Da Fridlev på vejen tilbage fra Norge kom gennem Sverige, påtog han sig frivilligt rollen som udsending og friede på den endnu ugifte Halfdans vegne til en datter af Hiden – ham som han engang havde befriet fra et uhyre. I mellemtiden nedkom hans egen hustru Frøgerd med en søn, Frode, som fik tilnavn efter sin umådelige rundhåndethed.

4,14  Med sit navn mindede Frode folk om de lykkelige tider under hans farfar, og derfor var han lige fra han lå i vuggen som ganske spæd, så højt elsket af alle mennesker at han aldrig fik lov til at gå eller stå på jorden, men uafbrudt blev båret på armen og kysset og krammet. Så på den måde fik han ikke kun en enkelt opdrager, han blev på det nærmeste hele folkets plejebarn.

Da hans far døde, var han tolv år gammel, og nu forsøgte de sachsiske småkonger Sverting og Hanef at bryde hans magt og gå til åbent oprør, men han overvandt dem på slagmarken og pålagde derpå de besejrede folkeslag at betale en bod på en penning pr. hoved som tegn på at de var underlagt hans herredømme. Ja, så gavmild var han at han som en ny og rundhåndet praksis fordoblede den sold krigerne hidtil havde fået. Han gjorde ikke som tyranner plejer, han lod sig ikke friste af alle de sædvanlige laster, nej, han lagde sig med glødende iver efter det som han selv fandt mest hæderligt, og gjorde alt for at lade sine rigdomme ligge frit fremme, overgå alle andre i godgørenhed, altid at være den første til at hjælpe andre og – hvad der er sværest af alt – at modvirke misundelse med høj moral. Herved vandt han sig på kort tid så stor berømmelse at han allerede i sin tidligste ungdom ikke alene stod på højde med sine forfædres ry, men overgik de allerældste kongers eftermæle.

5,1  På samme tid kom en mand ved navn Starkad, Storværks søn, til Frode. Alle hans kammerater var omkommet ved et skibbrud, men hvad enten det nu skyldtes hans styrke eller hans gode skæbne, var han som den eneste sluppet fra det med livet – og på grund af sine utrolige egenskaber, både i sjæl og legeme, kom han nu i tjeneste hos Frode. Da han havde tjent nogen tid i hans hird, hvor han blev behandlet med større respekt og ærbødighed for hver dag der gik, forærede Frode ham til sidst et prægtigt skib med besked på at drage ud på sørøveri og samtidig holde vagt på havet. Han var fra fødslen større og stærkere end almindelige mennesker, og hans sjælelige kvaliteter stod helt på højde med kroppen, så hvad tapperhed angik, mente man ikke at han stod tilbage for noget andet menneske. Så vidt berømt blev han at hans bedrifter og hans navn er velkendte den dag i dag. For det var ikke kun her hos os der stod glans om hans fremragende indsats, også blandt svenskerne og sachserne havde han skabt sig et prægtigt omdømme.

5,2  Det vides med sikkerhed fra overleveringen at han stammede fra de egne der grænser op til Sverige mod øst, og hvor nu esterne og talrige andre barbariske folkeslag bebor store områder. Men et usandfærdigt, og meget udbredt, rygte er nået frem til nogle helt urimelige og i bund og grund utroværdige detaljer om hans fødsel. Der er nemlig dem der fortæller at hans forældre var jætter. Ifølge dem kunne man se at han nedstammede fra uhyrer, på at han havde mange flere hænder end normalt, og de påstår at guden Thor fjernede de fire overskydende, som naturen ved en fejl havde udstyret ham med, flåede senerne over i ledene og rev de vanskabte arme af kroppen så der kun var to tilbage, og hans krop, der indtil da havde været stor som en jættes, og med det groteske opbud af lemmer også set ud som en, for eftertiden fik en mere behersket form og mere menneskelige dimensioner.

5,3  I gamle dage var der nogle af dem der forstod sig på magi – Thor og Odin og adskillige andre med forbløffende evner for trolddom og tryllekunster – der løb om hjørner med enfoldige sjæle og opslog sig selv som høje guder. Såvel i Norge som Sverige og Danmark blev folk fanget i den tomme overtros snarer, overtalt til at tilbede dem og ramt af smitten fra deres svindel og humbug. Så vidt nåede de med deres bedragerier at andre folk tilbad dem som en slags højere magter og troede på at de var guder eller stod i ledtog med guderne – bad højtidelige bønner til den slags heksemestre og viste den ugudelige overtro en respekt som kun tilkommer den sande religion.

5,4  Det er grunden til at ugedagene hos os benævnes med deres navne ligesom de gamle romere som bekendt har givet dem hver især navn efter deres guder eller efter de syv planeter. Men de folk som vores landsmænd tilbad, var ikke de samme som de gamle romere kaldte Jupiter og Merkur, og som de græske og latinske folk i deres overtro bøjede sig i støvet for, det fremgår klart af selve dagenes navne. For de dage der her hos os kaldes Thors dag og Odins dag, hedder hos dem Jupiters og Merkurs dag. Men hvis vi følger den hermed antydede oversættelse led for led og godtager at Thor så er den samme som Jupiter, og Odin den samme som Merkur, så må vi slutte at Jupiter var Merkurs søn, hvis vi holder fast ved hvad vores folk siger, for her er det den almindelige opfattelse at Thor var søn af Odin. Men eftersom romerne var af den modsatte opfattelse og hævdede at Merkur var søn af Jupiter, er der ikke andet at gøre – såfremt deres anskuelse skal opretholdes – end at erkende at Thor var en anden end Jupiter, og tilsvarende at Odin ikke var den samme som Merkur.

5,5  Der er også dem der siger at de guder vores forfædre dyrkede, kun havde betegnelsen »guder« til fælles med dem der blev tilbedt i Grækenland eller Latium, men at de så at sige lånte kulten fra dem sammen med betegnelsen fordi de havde næsten samme værdighed. Men det må være tilstrækkeligt om de gamle danske guder. Jeg har her fremlagt emnet i korte træk for at gøre det klart for læserne hvilken gudsdyrkelse vores land udøvede i den hedenske overtros tid. Og nu vil jeg så genoptage min beretning derfra hvor jeg slap.

5,6  Overleveringen siger at den omtalte Starkad indledte sine mange bedrifter med at dræbe kong Vikar af Norge for at tækkes guderne, og det hænger i nogles version sådan sammen: Odin ønskede engang at Vikar skulle dø en ynkelig død, men ville ikke iværksætte det åbenlyst, og derfor udstyrede han Starkad – der i forvejen var en usædvanlig stor mand – med både tapperhed og talent for skjaldedigtning for bedre at kunne benytte sig af hans hjælp til at få kongen ryddet af vejen. Det var hvad han håbede at få til gengæld for den tjeneste han havde gjort ham. Han gav ham også tre menneskeliv at leve i for at han i hvert af dem kunne begå en skændselsgerning. Sådan bestemte han altså at den forbrydelse der nu fulgte, skulle forlænge Starkads liv.

5,7  Snart efter opsøgte Starkad så Vikar, og der blev han en tid som medlem af hans hird mens han skjulte sine lumske planer bag lydig tjeneste. Til sidst drog han ud på sørøveri med ham. Men et sted blev de overrumplet af et langvarigt stormvejr. Vindforholdene gjorde det så umuligt for dem at sejle at de måtte ligge stille en stor del af et år, og til sidst besluttede de sig for at forsøge at formilde guderne med et menneskeoffer. De kastede lodder i en krukke, og udfaldet blev at det var kongens liv der skulle ofres. Starkad lavede så en løkke af vidjer og lagde den om halsen på kongen for at det bare et ganske kort øjeblik skulle se ud som om han fik sin straf. Men knuden var stram, den gjorde sit job og standsede den hængte mands åndedræt. Og mens han endnu kæmpede med døden, gjorde Starkad med sværdet en ende på den sidste rest af liv – og bekendte kulør som forræder netop som han burde have bragt hjælp. Jeg mener nemlig ikke der er grund til at gengive den version af historien der beretter at de bløde vidjer pludselig stivnede i deres greb og strammede som en strikke af stål.

5,8  Derefter tog han Vikars skib og opsøgte en mand ved navn Bemune, den tapreste af alle danske sørøvere, for at tage ud på sørøveri sammen med ham. Bemunes partner, Frakke, var nemlig kort tid inden blevet træt af det hårde liv som sørøver og havde trukket sig ud af samarbejdet mod en aftalt pengesum. Starkad og Bemune lagde så stor vægt på at holde sig ædru at de efter sigende aldrig rørte stærke drikke af frygt for at det søde liv skulle bryde det mådehold som tapperheden først og fremmest hviler på.

5,9  De plyndrede og hærgede det ene land efter det andet og kastede sig også over Rusland med deres vilde terror. Her havde indbyggerne ikke stor tillid til deres volde og våben, så i stedet udlagde de nogle usædvanligt spidse søm, som deres modstandere ikke kunne gå på, for derved i det mindste at bremse deres fremrykning når de ikke kunne hindre deres angreb, og listigt lade jorden ødelægge deres fodsåler når de ikke selv turde møde dem i åben kamp. Men selv ikke den form for spærring formåede at holde fjenderne væk. Danskerne var nemlig snedige nok til at undgå russernes indretning: de tog omgående træsko på fødderne, og så kunne de uden skade træde på spidserne. Sådan et jern har fire spidser, der er indrettet sådan at hvordan det end vender når det falder ned, står det straks på tre lige lange ben. De trængte så ind gennem uvejsomt terræn og tætte skove og jog russernes fyrste, Flokke, ud af de smuthuller i bjergene hvor han havde gemt sig. Her tog de så stort et bytte at ikke én af dem kom tilbage til flåden uden læssevis af guld og sølv.

5,10  Da Bemune døde, sendte bjarmekæmperne bud efter Starkad på grund af hans tapperhed, og hos dem udførte han mange mindeværdige bedrifter inden han på et tidspunkt begav sig videre til Sverige. Her slog han sig til ro hos Frøs sønner i syv år, men til sidst drog han fra dem videre til den danske høvding Hake fordi han på et tidspunkt havde opholdt sig i Uppsala under offerfesterne og ikke kunne udholde de kvindagtige bevægelser, klovnernes larmende gøgl og den pjankede ringlen med bjælder. Heraf kan man se hvor fjernt løssluppenhed lå fra hans tankegang: han kunne ikke holde ud så meget som at se på det. Nej, tapperhed og tant og fjas går ikke sammen.

Sammen med Hake førte han en flåde mod Irland, for selv ikke de fjerneste riger i verden skulle være i fred for danskernes våben.

5,11  På den tid var Huglek konge dér på øen. Selv om han havde et skatkammer propfyldt med rigdomme, lå han i den grad under for sin nærighed at han engang han skulle forære et par fine sko væk, trak snørebåndene ud af hullerne og fjernede dem fra skoene inden han gav dem fra sig – og derved forvandlede en foræring til en fornærmelse. Denne krænkende opførsel gjorde det til så upassende en gave at den snarere skaffede ham modvilje end taknemmelighed. Han plejede da heller aldrig at give gaver til ærlige folk, men gøglere og klovner var han til gengæld altid vældig gavmild overfor. Sådan måtte det jo også være: en slyngel måtte omgås slyngler, og en mand der væltede sig i synd, måtte smiske fristende for dem der deltog i hans udskejelser. Han havde dog også to virkelig tapre stormænd, Gegad og Svibdav, der med deres fremragende militære meritter funklede som ædelsten på en mødding i dette selskab af slapsvanse. De to var ene om at forsvare kongens rigdomme.

5,12  Da nu slaget mellem Huglek og Hake kom i gang, gik de irske rækker i opløsning, for hele flokken af gøglere, hvis vege karakter gav lige så upålidelige kræfter, styrtede af sted i skræk og rædsel og gengældte kongens store gunstbevisninger med skammelig flugt. Men nu stod Gegad og Svibdav helt på egen hånd op mod de mange tusinde fjender, og de kæmpede med en så utrolig tapperhed at det virkede som om de ikke kun optrådte som de to krigere de var, men på hele hærens vegne. Og da Hake trængte hårdt ind på Gegad, tilføjede denne ham så dybt et sår i brystet at det øverste af leveren blev blottet. Ved samme lejlighed fik Starkad et væmmeligt sår i hovedet da han huggede efter Gegad med sit sværd. Senere fortalte han i et digt at han aldrig havde modtaget et mere frygteligt slag, for selv om huden voksede sammen udenom og forenede de to dele af det flækkede hoved, skjulte der sig stadig inde i såret en blodansamling der gemte på pus og råddenskab.

5,13  Da Huglek var blevet besejret og dræbt, og irerne samtidig jaget på flugt, lod Starkad alle de gøglere der nu tilfældigvis blev fanget ind, piske. Han tænkte at det var bedre at give hele flokken af vittige hoveder en latterlig straf og lade dem miste deres hud end at idømme dem et dystert endeligt og straffe dem med døden. Derfor gav han hele den usle bande af professionelle narrehoveder en vanærende straf og nøjedes med den ydmygende hån som pryglene var. Derpå gav danskerne ordre om at kongens skatte skulle slæbes ud af hans skatkammer i Dublin og lægges frem til fri plyndring. De fandt nemlig så enorme summer at ingen bekymrede sig synderligt om hvordan de skulle deles.

5,14  Senere blev Starkad sammen med venderfyrsten Vin udpeget til at nedkæmpe et oprør ude østpå. De kæmpede på en gang mod kurlænderne, semberne, semgallerne og i det hele taget alle de østlige folkeslag, og vandt overalt blændende sejre.

Der var en vidt berømt kæmpe ved navn Visin der havde sit tilholdssted på en klippetop i Rusland som kaldes Anafjeld, og plagede hele området, både nær og fjern, med vold og overgreb af enhver art. Han kunne med sit blik alene gøre æggen sløv på et hvilket som helst våben. Og da han derfor aldrig behøvede at frygte for at blive såret, blev han så fræk at han ligefrem bortførte højtstående mænds koner for øjnene af deres mænd og slæbte af med dem for at voldtage dem. Rygterne om hans ondskab gjorde Starkad så rasende at han begav sig til Rusland for at gøre det af med forbryderen. Og eftersom ingen modstand var for stærk for ham, udfordrede han Visin og dræbte ham uden at han fik mulighed for at anvende sin magi. Han betrak nemlig sit sværd med et tyndt lag skind så troldmanden ikke kunne se på det – og så hjalp hverken magisk kraft eller mægtige kræfter, og Visin måtte bøje sig for Starkad.

5,15  Derefter kæmpede han i Byzans mod en kæmpe ved navn Tanne, der gik for at være uovervindelig, men Starkad stolede på sine kræfter og overvandt ham, hvorefter han tvang ham til at flygte til ukendte egne af verden som fredløs. Sådan lykkedes det aldrig skæbnens grumme luner at snyde denne kraftkarl for en sejr – og nu drog han til Polen og besejrede en kæmpe som vi her i landet kalder Vaske mens tyskerne staver ham anderledes og kalder ham Wilzce.

5,16  I mellemtiden pønsede sachserne på at løsrive sig, og det der først og fremmest plagede dem, var hvordan de kunne få bugt med den uovervindelige Frode uden at komme i åben kamp med ham. De besluttede sig for at det bedst kunne gøres ved en tvekamp, og sendte derfor nogle folk op med en fristende udfordring til kongen – for de var klar over at han altid var fyr og flamme når der var fare på færde, og var alt for stolt til nogensinde at afslå sådan en opfordring. De mente at det var det helt rigtige tidspunkt at udfordre ham nu hvor de vidste at Starkad, hvis tapperhed de fleste var hunderædde for, var optaget andetsteds. Men mens Frode nu trak på det og sagde at han først måtte tale med sine venner om hvad han skulle svare, dukkede Starkad op, frisk hjemkommen fra sit sørøvertogt. Han kritiserede hele ideen om en udfordring, især fordi, som han sagde, det ikke var passende for en konge at krydse klinger med andre end sine ligemænd, og han ikke burde gribe til våben mod mænd af folket. Det ville være bedre og mere korrekt hvis han selv, der var af mindre fornem fødsel, påtog sig den kamp.

5,17  Sachserne henvendte sig så til Hame, der var kendt som den mest sejrende kæmpe i deres land, med mange løfter og stillede ham i udsigt at hvis han ville påtage sig denne tvekamp, ville de til gengæld betale ham hans egen vægt i guld. Og da han lod sig lokke af de mange penge, ledsagede de ham under højlydt jubel til den aftalte kampplads i et optog af krigere. Snart efter førte danskerne i fuld militær udrustning Starkad til stedet for at kæmpe på kongens vegne. Hame stolede på sin ungdom og havde kun hån tilovers for den gamle vindtørre mand: sådan en skrøbelig olding ville han hellere brydes med end møde med våben. Han for løs på ham og ville også have sendt ham til jorden hvis ikke skæbnen, der ikke tillod at den gamle led nederlag, havde hindret at det gik ham så galt. Det fortælles nemlig at Hames næve ramte ham så hårdt at han gik i knæ og rørte jorden med hagen. Men det øjebliks vaklen betalte han tilbage med en prægtig hævn. For så snart han kom på benene igen, fik hånden fri og kunne trække sværdet, kløvede han Hames krop i to. Store landområder og seks hundrede trælle fik han som belønning for sin sejr.

5,18  Efter Hames død blev danskerne så kæphøje i deres magtudøvelse over sachserne at de tvang dem til som tegn på deres underkastelse at betale en årlig skat for hver arm eller hvert ben der var over en alen. Det oprørte Hanef, som begyndte at overveje at gå i krig for at slippe af med den afgift. Og da hans urokkelige kærlighed til sit land for hver dag der gik, fyldte ham med større medfølelse med de undertrykte, var han til sidst så opsat på at sætte livet på spil for sine landsmænds frihed at han åbenlyst stilede mod oprør. Men Frode satte over Elben med sin hær og dræbte ham i nærheden af byen Hannover, der er opkaldt efter ham.

5,19  Anderledes var det med Sverting: han havde ganske vist lige så ondt af sine plagede landsmænd, men han lod som om han ikke bemærkede landets problemer – samtidig med at han ønskede friheden og forfulgte det mål endnu mere sammenbidt end Hanef. Folk er ofte usikre på om det var rigtigt eller forkert af ham at handle sådan. Men personlig kalder jeg det ligeud for en forbrydelse når det udspringer af forræderi og oprørstrang. For nok kunne det siges at være et godt formål at skaffe sit fædreland friheden, men han kunne ikke tillade sig at kæmpe for sin sag med snigløb og forræderi. Og eftersom Svertings handling altså var klart uhæderlig, må det være indlysende at den heller ikke tjente et godt formål. Det er bedre at angribe sin modstander åbenlyst og lægge sit had åbent frem end at skjule sine faktiske onde hensigter bag en maske af falsk fortrolighed. Men hvad man opnår ved ulovligheder, har man ingen ære af, det sætter ingen varig og holdbar frugt. For ligesom det kun er en svag person der lægger røgslør ud og dækker over sine arrogante løgne, sådan kan man regne med at alt hvad der blot smager af forræderi, er skrøbeligt og uholdbart. Det er velkendt at en forbrydelse ofte falder tilbage på gerningsmanden, og sådan fortælles det også at det gik Sverting. Han havde bestemt sig for at byde kongen til gilde på skrømt og brænde ham inde, men blev selv overmandet af ham og dræbt – selv om han fik taget livet af kongen også. Sådan endte det med at én mands forbrydelse blev begges endeligt. Så selv om forræderiet fik den tilsigtede virkning over for fjenden, holdt det ikke hånden over sin ophavsmand.

6,1  Frode blev efterfulgt af sin søn Ingjald. Han vendte enhver anstændighed ryggen, glemte sine forfædres eksempel og gav sig fuldkommen hen til et hensynsløst luksuslivs fristelser. Ret og rimelighed kunne han ikke forliges med, han vendte sig mod det onde i stedet for det gode, kappede alle mådeholdets bånd, forsømte sin ophøjede gerning som konge og endte som en ussel slave af lyst og nydelse. Alt, ganske enkelt alt hvad der er uforeneligt med ordentlig opførsel, gav han sig af med. Han skændede sin fars og farfars storhed med de afskyeligste lyster, skyggede for sine forfædres lysende eftermæle med de uanstændigste beskæftigelser. Så forfalden var han til bordets glæder at han hverken gjorde forsøg på at hævne sin far eller holde de hærgende fjender fra døren, han skulle bare have appetitten stillet og brød sig ikke en døjt om nøjsomhed og mådehold. Han nedværdigede sit fornemme stamtræ med dovenskab og lediggang, levede et liv i slaphed og nydelse, lod sit afsporede sind strejfe ad vilde veje langt fra sine fædres faste spor og styrtede sig med forkærlighed ud i de afskyeligste sumpe af sjofelhed. Hans ide om storhed var at omgive sig med pølsemagere, kokke, bradepander, diverse delikatessefremstilling og alverdens stege- og syltemestre. Men våbenbrug, kampteknik og krigsførelse var han ikke selv indstillet på at lære, og han tillod heller ikke andre at træne sig i det. Sådan vragede han mandlige interesser og valgte kvindelige i stedet: den mindste duft fra køkkenet vakte hans uhæmmede madlyst. Altid stank han af drukkenskab, ædruelighed kendte han ikke til, men gik omkring og ræbede så hæslige dunster af halvfordøjet råddenskab fra maven stod ud af kæften på ham. Han gjorde sig lige så berygtet for sin nydelsessyge som Frode var blevet berømt for sine krige. Så blødsøden var han blevet af sin forkvaklede og utidige grådighed. Men Starkad væmmedes så voldsomt ved hans vellevned at han forlod Ingjalds hird og søgte tjeneste hos kong Halfdan i Sverige i stedet – og valgte handling frem for driverliv. Han fadt sig ikke i den ringeste luksus. Men Svertings sønner, der var bange for at Ingjald skulle straffe dem for deres fars forbrydelse, gav ham deres søster til kone for at komme hævnen i forkøbet med en gave. Med hende fik han ifølge beretningen sønnerne Frode, Fridlev, Ingjald og Oluf – om end der er dem der påstår at den sidste var søn af hans søster.

6,2  Hans søster Helga havde ladet sig forføre af en guldsmed: han var af uanselig slægt, men havde altid smiger på rede hånd og et stort forråd af forskellige smågaver af den slags der særligt vækker kvinders begær, og nu havde han med sin forelskede charme fået hende til at gengælde hans kærlighed. Efter kongens død var der jo ingen der kunne holde faderens fortjenester i hævd hos børnene, og hun stod helt uden tilsyn og formyndere. Da nu Starkad gang på gang hørte den historie fra rejsende, kunne han ikke holde ud at smedens uforskammede opførsel skulle passere ustraffet – for lige så trofast han altid huskede andres velgerninger, lige så beredvilligt straffede han andres overmod – så nu fór han af sted for at hævne denne uhørt indbildske frækhed og gengælde Frodes gamle godhed over for hans faderløse datter.

6,3  Da han endelig var kommet hele vejen ned gennem Sverige, trådte han ind i smedens hus og tog plads lige inden for døren med hatten ned over ansigtet for ikke at blive genkendt. Smeden, der ikke var klar over at der til tider gemmer sig en stærk arm bag en fattig kappe, skældte ham huden fuld og råbte at han skulle gå udenfor, så skulle han få rester fra bordet sammen med de andre tiggere. Men den gamle hentede tålmodighed i sin indgroede selvbeherskelse og blev roligt siddende hvor han sad, for nu ville han en stund holde øje med hvor frækt hans vært opførte sig. Fornuften var stærkere end forargelsen og holdt hans vredesudbrud tilbage.

6,4  Nu gik smeden ganske åbenlyst og ugenert hen og smed sig i skødet på pigen for at lade hende rede hans hår med sine jomfruhænder. Han lukkede også sin gylp op og bad hende loppe ham – forlangte af denne højfornemme kvinde at hun uden at rødme skulle stikke sine elegante fingre ned i hans beskidte bukser! Han troede nok at han kunne gøre hvad han havde lyst til, for derpå var han fræk nok til at stikke sine lystne hænder ind under hendes kjortel og gramse hende på brystet med sine liderlige fingre. Men da pigen fik set nærmere efter og opdagede at den gamle mand hun havde kendt engang, sad derovre, blev hun så pinligt berørt at hun afviste smedens frække, liderlige berøringer, viftede hans uanstændige hænder væk og bad ham holde op med sine sjofle lege, for nu var det våben han havde brug for.

6,5  Hidtil havde Starkad siddet henne ved døren med hatten ned over ansigtet, men ved det syn kunne han ikke længere holde hænderne i ro for den harme der hobede sig op i ham. Han slog kappen til side, greb til sværdet og trak blank. Smeden, der ikke forstod sig på noget andet end slibrigheder, gik øjeblikkelig i panik da det gik op for ham at det trak op til håndgribeligheder. Han opgav ethvert håb om at forsvare sig og så sig om efter et smuthul, for nu var flugt hans eneste chance. Men det var lige så svært at slippe ud ad døren hvor hans modstander stod på vagt, som det var hårdt at vente på nådestødet inden døre. Til sidst måtte han nødtvungent gøre en ende på sine betænkeligheder, og han besluttede sig så for at den risiko der indebar en smule håb om redning, alligevel var bedre end sikker og åbenlys livsfare. Flugt var ganske vist en yderst risikabel og vanskelig udvej, men han valgte den fordi den dog havde en lidt større chance for at kunne hjælpe ham og bringe ham i sikkerhed – og opgav at vente fordi det umuligt kunne hjælpe noget og uvægerligt ville ende med en ulykke.

6,6  Men i samme øjeblik han nåede dørtærskelen, huggede den gamle, der sad foran døren, ham lige i bagen så han snublede og faldt halvdød om. Hans angriber ville nemlig for alt i verden undgå at bruge sine sagnomspundne næver til at aflive en ussel askepuster, og holdt på at vanære var en hårdere straf for den slags sjofle lidenskaber end døden. Sådan er der nogle der holder på at den der kommer galt af sted, er straffet hårdere end den der mister livet. Følgen blev at den forældreløse pige for fremtiden opførte sig som en yderst velopdragen kvinde og vogtede over sig selv som en påpasselig formynder. Men da Starkad fik set sig om og opdagede at hele husstanden tog sig det meget tungt at deres herre var kommet til skade, dyngede han flere grovheder oven i den vanære den sårede mand allerede følte, og hånede ham med disse ord:

6,13  Hermed havde Starkad haft lige så stor fornøjelse af sine ord som af sin handling, og nu drog han tilbage til Halfdan og trådte ind i hans hird blandt hans mest betroede mænd. Her holdt han aldrig inde med sine krigeriske aktiviteter: han afstod helt fra fornøjelser og rettede al sin opmærksomhed mod kamp og våbenbrug.

7,1  Ingjald havde to søstre, Helga og Åsa. Af dem var Helga giftefærdig mens Åsa var yngre og endnu ikke moden til ægteskab. Nordmanden Helge fik nu brændende lyst til at fri til Helga og gik om bord på sit skib. Han havde udrustet sig til sørejsen med så stor pragt at han brugte guldstukne sejl, som hang i purpurtovværk fra forgyldte master. Da han nåede frem, lovede Ingjald at han skulle få hvad han bad om, hvis han var villig til at bekræfte sit rygte ved at stille op til kamp mod de kæmper der meldte sig. Den betingelse kunne ikke skræmme Helge, som svarede at han med glæde gik ind på aftalen. Og så blev kontrakten for det kommende ægteskab befæstet med en højtidelig forlovelsesceremoni.

7,2  På den tid fortælles det at der på Sjælland levede ni høvdingesønner der alle sammen var umådeligt stærke og modige. Den ældste af dem hed Angantyr. Han havde friet til den samme pige, og da han så at Helge havde fået løfte om det ægteskab som han selv havde fået afslag på, udfordrede han ham til tvekamp for at bringe ydmygelsen ud af verden med sværdet. Helge gik ind på den foreslåede duel, og begge parter blev enige om at fastsætte kampen til selve bryllupsdagen. En mand der nægtede at slås når han blev udfordret, så alle ned på. Derfor var Helge på pinebænken: på den ene side skammede han sig ved afvise kampen, på den anden side var han bange for at tage den op. Han mente nemlig selv at han, helt imod de gængse regler, var blevet udfordret til en ulige kamp, for så vidt han kunne se, havde han lovet at kæmpe ene mand mod ni.

7,3  Men mens han gik og grublede over det, gjorde hans forlovede ham opmærksom på at han ville få brug for hjælp, og hun rådede ham til at afstå fra den kamp som han, så vidt hun kunne se, ikke kunne få andet ud af end død eller vanære, især når han ikke havde sat nogen præcis grænse for hvor mange han skulle kæmpe imod. Derfor skulle han spare sig selv for den risiko og i stedet forsøge at redde sig ved at sende bud efter Starkad oppe fra Sverige, for han plejede at hjælpe folk i nød og kunne som regel afværge en ulykkelig udvikling med en lykkelig indgriben.

7,4  Det råd blev Helge glad for. Han tog et ganske lille følge med sig og begav sig op til Sverige, men da han nåede til Uppsala, den fornemste by dér i landet, blev han selv udenfor mens han sendte en mand i forvejen for at føle sig for hos Starkad ved at overbringe ham en hilsen og indbyde ham til Frodes datters bryllup. Den høflighed irriterede Starkad lige så meget som en direkte fornærmelse: han så hvast på den unge mand og svarede at havde det ikke været fordi han havde flettet hans elskede Frodes navn ind i budskabet, så ville den ubegavede besked være kommet ham dyrt at stå. Som om han plejede at komme rendende efter lugten fra et fremmed køkken for at smovse i fornemme retter som en anden nasseprins eller snylteplante! Så snart Helge havde fået den besked fra sin hofmand, gik han selv ind i kongsgården, hilste den gamle fra Frodes datter og bad ham stille op på hans side i den kamp han var blevet udfordret til, og som han sagde at han ikke magtede på egen hånd fordi aftalen havde ladet det stå hen i det uvisse hvor mange mand hans modpart omfattede. Starkad fik oplyst tid og sted for kampen og tog ikke alene venligt imod Helges anmodning, men lovede ham også sin hjælp. Og med den beroligende besked bad han ham rejse tilbage til Danmark med sit følge, så ville han selv skyde genvej og komme derned ad en hemmelig rute.

7,5  Da Helge var rejst, lod han nogle dage gå inden han selv drog af sted, men hvis man skal tro overleveringen, rejste han så hurtigt at han på en enkelt dag nåede lige så langt som de andre, der var rejst i forvejen, havde tilbagelagt på tolv – og resultatet var at de to parter tilfældigt stødte ind i hinanden da de begge nåede frem til deres bestemmelsessted, Ingjalds kongsgård, nøjagtig samtidig.

Da Starkad, ligesom en tjener, gik op langs bordene med de mange gæster, sad de omtalte ni brødre og skreg og hylede med de hæsligste fagter, de stormede rundt og skabte sig som klovner og gejlede hinanden op til slagsmål. Ja, der er såmænd dem der påstår at de gøede som gale hunde ad kæmpen da han nåede hen til dem. Starkad skældte dem huden fuld og råbte at de gjorde sig til grin med deres skabagtige grimasser og opførte sig tåbeligt med deres opspærrede gab – det var sådan sjofle, kælne tøsedrenge drev deres hæmningsløse tant og fjas og svineri. Da de så spurgte om han var modig nok til at slås, svarede han at de kunne være ganske rolige: han havde kræfter nok til at tage kampen op, ikke kun med én af dem, men så mange det skulle være. Og da de ni hørte det, gik det op for dem at det her måtte være den mand de havde hørt om, som skulle komme langvejs fra for at hjælpe Helge.

7,6  Det var også ham der frivilligt påtog sig at våge om natten og holde omhyggelig vagt ved brudekammeret: han satte sit sværd som slå for den lukkede dør til kammeret og stillede sig på sin post for at sikre ro og fred på bryllupsnatten. På et tidspunkt vågnede Helge, og så snart han fik rystet søvnen af sig, kom han i tanke om sit løfte og iførte sig sin kampudrustning. Men da det gik op for ham at der stadig var en smule af nattens mulm tilbage, bestemte han sig for at vente til solopgang, og mens han i tankerne vendte og drejede den risikable affære han havde foran sig, listede den søde søvn sig atter over ham: han følte sig tung og træt og lagde sig tilbage på sengen. Ved daggry trådte så Starkad ind til ham, men da han så ham ligge der og sove i sin kones arme, kunne han ikke få sig selv til at ruske brutalt i ham og rive ham ud af hans fredelige søvn, for det skulle nødig se ud som om det var fejhed der fik ham til vække ham og afbryde de nygiftes lykke.

7,7  Så han besluttede at det så bedre ud at gå faren i møde alene end at forstyrre andres glæde for at få sig en følgesvend. Uden et ord listede han sig ud igen og gik uden at bekymre sig om sine modstandere ud på den slette der på vores sprog kaldes »Røliung«, hvor han satte sig ned for foden af en bakkeskråning midt i snestormen. Men han lod som om det var en lun forårsvind der luftede omkring ham, lagde tøjet og gav sig til at fjerne lopper. Selv en purpurkappe som han for nylig havde fået af Helga, smed han over en tjørnebusk for at ingen skulle sige at han brugte tøjet til at skærme sig mod de stride, stikkende hagl.

7,8  Nu ankom kæmperne. De nærmede sig bakken fra den anden side for at finde et sted at sidde i læ for vinden, og her tændte de sig et bål at holde varmen ved. Da de så ikke så noget til Starkad, sendte de en mand op på bakketoppen for at holde øje med hvornår han kom, ligesom fra et udkigstårn. Helt oppe fra toppen fik han øje på den gamle, der sad nede i en lavning, i sne til skuldrene. Han spurgte om det var ham der skulle slås med dem sådan som de havde fået løfte på. Starkad svarede at det var det, og da de andre kom til, spurgte de ham om han havde tænkt sig at møde dem en ad gangen eller alle på en gang. Han svarede: »Når en flok usle hunde gør ad mig, plejer jeg at jage dem alle sammen væk på en gang, ikke hver for sig!« Sådan fik han sagt at han hellere ville slås med dem alle end hver for sig, for han holdt på at man skulle ydmyge sine modstandere med ord før man gjorde det med våben.

7,9  Nu begyndte kampen, og Starkad fældede seks af de andre uden selv at få en skramme. Af de resterende tre blev han til gengæld såret hele sytten gange, og det så hårdt at store dele af hans indvolde hang ud af maven på ham, men ikke desto mindre fik han gjort det af med dem som han havde gjort det af med deres brødre. Fuldkommen udmattet og med tarmene hængene ud af livet led han nu voldsomt af tørst, og i sin trang til at læske ganen krøb han på knæene over til en bæk der løb tæt ved, for at drikke. Men da han så at den flød med blod, væmmedes han ved vandets udseende og undlod at indtage den forplumrede væske. Det var Angantyr der var faldet midt i bækkens rislende bølger og havde farvet den så voldsomt med sit røde blod at man skulle tro den ikke flød med vand, men med en rødlig væske. Og Starkad mente det var mere ærefuldt at lade sine kræfter ebbe ud end at hente styrke i så hæslig en drik.

7,10  Næsten fuldkommen afkræftet kravlede han over til en stor sten der lå i nærheden, og lænede sig lidt op ad den. Man kan stadig den dag i dag se en fordybning i den som et tydeligt aftryk af en tung krop der har ligget på den. Personlig tror jeg nu at det mærke er lavet af menneskehånd, for det forekommer usandsynligt at den uigennemtrængeligt hårde sten skulle kunne opføre sig som den blødeste voks så der blev et aftryk i den, en varig fordybning i dens overflade, bare fordi et menneske hvilede på den en enkelt gang.

7,11  Nu kom der tilfældigt en mand forbi i en vogn, og da han fik øje på Starkad som han lå dér flænget af sår omtrent over hele kroppen, blev han på en gang slået af rædsel og forbløffelse, drejede af fra vejen og spurgte hvilken belønning han ville få hvis han behandlede hans sår. Men Starkad, der hellere ville martres af sine frygtelige sår end hjælpes af sølle folk, forlangte at få at vide hvad han bestilte, og hvem han stammede fra. Da han så hørte at manden var foged, ville han ikke have med ham at gøre – ja, overdængede ham ligefrem med skældsord fordi han havde så lidt skam i livet at han kunne leve af at lefle for de store, give sig selv et rædselsfuldt omdømme hele livet igennem, gøre fattigfolks tab til sin egen indtægt, aldrig stole på nogens uskyld, altid være parat til at vælte urimelige anklager ned over alle andres hoveder, selv være særligt lykkelig når noget tragisk ramte andre, og se det som sin vigtigste opgave at lure på hvad alle andre foretog sig, og lede efter lejligheder til at snigløbe folk og bebrejde sagesløse mennesker deres gøren og laden.

7,12  Da han var kørt sin vej, kom en anden og tilbød hjælp og pleje. Men da han ligesom den første blev spurgt hvem han var, forklarede han at han var gift med en trælkvinde og gjorde markarbejde for hendes herre for at købe hende fri. Også hans hjælp frabad Starkad sig fordi, som han sagde, han havde valgt et ægteskab som han burde skamme sig over, og taget en træl i sin favn. Havde han været en mand, havde han holdt sig langt fra andres trælle og taget en fri kvinde til kone. Hvilken storhed! – En mand der selv i den yderste livsfare afviste hjælp med samme viljestyrke som han havde udvist da han modtog sine sår!

7,13  Manden gik så sin vej, og nu kom der en kvinde gående forbi. Og da hun kom hen til den gamle for at rense hans sår og blev bedt om først at fortælle hvad slægt hun tilhørte, og hvad hun bestilte, forklarede hun at hun var træl og plejede at trække en kværn. Starkad spurgte hende så videre om hun havde børn, og da han hørte at hun havde en lille pige, sagde han at hun skulle gå hjem og give sin grædende datter bryst, for han fandt det dybt nedværdigende at tage imod hjælp fra en kvinde fra de laveste lag. Og han vidste også med sig selv at hun ville være bedre til at made sit eget barn med mælk end til at pleje en fremmeds sår med lægemidler.

7,14  Også hun gik sin vej, og efter hende kom en ung mand på en vogn. Da han fik øje på den sårede gamle mand, trådte nærmere for at hjælpe og blev spurgt hvem han var, svarede han at han var søn af en bonde og plejede at arbejde på landet. Starkad berømmede hans afstamning og mente også at det var et yderst respektabelt erhverv han havde, for den slags folk skaffede sig til livets opretholdelse ved ærligt slid og kendte ikke til anden indtægt end hvad de kunne skaffe sig i deres ansigts sved. Det var fuldkommen rigtigt, sagde han, at foretrække et landligt liv frem for de største rigdomme: det satte friske, sunde frugter, der, så vidt han kunne se, voksede frem af middelvejens trygge favn midt mellem storhed og elendighed. Han glemte da heller ikke at belønne den unge mand for hans næstekærlighed og forærede ham den kappe han havde smidt i tjørnebusken, til tak for den gode gerning han havde tilbudt ham. Bondesønnen kom så hen til ham, stoppede de tarme der var revet ud af maven, ind hvor de hørte til, igen og snørede hele klumpen af udfaldne indvolde på plads med vidjer. Derpå lagde han den gamle op på sin vogn og kørte ham med stor ærbødighed tilbage til kongsgården.

7,15  I mellemtiden instruerede Helga sin mand om at han var nødt til at være yderst forsigtig: Hun vidste, sagde hun, at så snart Starkad havde besejret kæmperne og kom tilbage igen, ville han straffe ham fordi han ikke havde været med, for han ville tro at Helge havde givet efter for sin fejhed og sine drifter i stedet for at opfylde sit løfte om at slås. Men han skulle sætte hårdt imod hårdt, for modige mænd plejede Starkad at skåne, men krystere afskyede han. Helge lyttede opmærksomt både til hendes advarsel og hendes råd og gjorde sig hård i både krop og sjæl, opsat på at vise sin tapperhed.

Så snart Starkad ankom til kongsgården, sprang han – uden at ænse sine smertende sår – hurtigt ned fra vognen, sprængte døren med et knytnæveslag og stormede ind i brudekammeret som om han intet var kommet til.

7,16  I samme øjeblik sprang Helge op fra sengen som hans kone havde lært ham, og hamrede sit sværd i panden på ham. Men da han atter svingede sværdet og så ud til at ville give ham nok et hug, fløj Helga ud af sengen, greb et skjold og lagde sig imellem med det så hun reddede den gamle fra den visse død. Men Helges hug var hårdt nok til at kløve skjoldet lige ned til midt på buklen. Man må virkelig prise denne kvinde, der kom sin ven til hjælp på snedig vis, med hånden frelste den hun havde skadet med sin plan, og skærmede sin mand med råd – og den gamle med dåd. Episoden overtalte Starkad til at spare Helges liv, for som han sagde: en mand der med så ufortrødent mod giver så usvigelige tegn på tapperhed, ham bør man skåne. Den mand hvis ædle sind kunne smykke sig med så frygtløs en forsvarsvilje, fortjente ikke at dø.

8,1  Allerede inden Starkads sår var kommet under behandling eller havde nået at danne ar, blev Halfdan dræbt af sine fjender, og Starkad vendte derfor tilbage til Sverige, hvor han nedkæmpede oprørerne og indsatte Halfdans søn Sigvard som arving til faderens rige. Men han havde ikke opholdt sig længe hos ham før rygterne begyndte at svirre om at Ingjald, sønnen af den Frode der var blevet forrådt og myrdet, var så urimeligt afmarcheret at han i stedet for at straffe sin fars mordere tværtimod behandlede dem venligt og imødekommende. Så horribel en optræden pirkede voldsomt til Starkad med forargelsens pile, og han blev dybt nedslået over at en begavet ung mand som han fuldstændig kunne glemme hvilken stor mand han var søn af. Derfor slængede han nu en mægtig sæk kul på nakken og satte af sted mod Danmark med den som om det var en kostbar last. Og hver gang han mødte nogen og blev spurgt hvad han skulle med den sære byrde, svarede han at det var kul til at skærpe kong Ingjalds sløve sind.

8,2  Han skød genvej ad den nemmeste rute og tilbagelagde hele rejsen over hals og hoved, i et eneste åndedrag så at sige. Og da han nåede frem og kom til Ingjalds gård som gæst, gik han, som han altid gjorde, op og satte sig på de pladser der var beregnet til stormændene. For hos tidligere tiders konger havde han været vant til at nyde den største respekt. Men da dronningen kom ind og så ham sidde der, dækket med snavs og i sit snuskede bondetøj, glemte hun helt at se nøjere på sin gæst ved synet af hans hæslige mundering: hun bedømte manden ud fra klæderne og spurgte hvad han var for en tumpe der troede han kunne sætte sig op foran stormændene og tage en plads hvor han slet ikke hørte hjemme med sit bondekluns. Derpå gav hun ham besked på at se at komme væk så han ikke rørte ved hynderne med det uhumske tøj. Det han havde gjort af stolthed, udlagde hun som dumhed og frækhed uden at vide at i fornemt selskab lyser sjælen betydelig mere op end dragten.

8,3  Den tapre gamle mand gjorde som hun sagde, selv om han var vred over at blive vist bort, og med opbydelse af hele sin usædvanlige selvbeherskelse lykkedes det ham at undertrykke denne ufortjente hån imod hans mod og styrke, og modtage ydmygelsen uden et ord og uden en klynken. Men helt kunne han ikke skjule sin harmdirrende vrede. For da han nu rejste sig og flyttede ned i den fjerneste ende af hallen, bøjede han sig ned og kastede kroppen mod den solide væg med en sådan kraft at bjælkerne dirrede, og bygningen nær var styrtet sammen. Sådan fik han med ubønhørlig hårdhed afløb for sin harme over dronningens hånlige bemærkning, rasende over at hun ikke alene havde vist ham bort, men også budt ham den ydmygelse at skælde ham ud for at være fattig.

8,4  Da Ingjald kom tilbage fra jagt, så han nøje på denne mand der gik rundt uden et smil og ikke engang viste ham den respekt at rejse sig for ham, og ved synet af hans barske panderynker gik det op for ham at det var Starkad. Et blik på hans hænder der var hærdede af krig, arrene på hans bryst og hans hvasse blik gjorde det klart for ham at selv om hans krop bar spor efter så mange hug og sår, havde han ikke mistet det mindste af sin indre styrke. Han skældte derfor sin kone ud og rådede hende indtrængende til at opgive sin storsnudede forargelse. I stedet for at håne og nedgøre manden skulle hun hellere smigre og smiske for ham, formilde ham med gaver, styrke ham med mad og drikke og muntre ham op med venlige ord, for det her var den mand hans far for længe siden havde givet ham som formynder, og som havde vogtet nænsomt over ham mens han var barn. For sent fik hun nu øjnene op for hvad der boede i den gamle, og nu gjorde hun sig lige så blid som hun før havde været hård: den mand hun før havde vist bort og overdænget med grove skældsord, gav hun sig nu til at varte op og pylre om. Fra at have været en vredladen værtinde blev hun en krybende spytslikker, der forsøgte at dæmme op for hans vrede med omsorg og opmærksomhed. Så i betragtning af hvor hurtigt hun opgav sin fejltagelse da hun blev kritiseret for den, kan man dårligt bebrejde hende for den. Alligevel kom hun til at betale dyrt for den senere hen da hun fik lov at se det sted hvorfra hun så hånligt havde forvist den tapre olding, vædet med sine faldne brødres blod.

8,5  Om aftenen satte Ingjald sig til at spise sammen med Svertings sønner ved borde der bugnede af lækker mad og overdådige retter, og han bad venligt den gamle være med for at holde på ham så han ikke trak sig tilbage fra gildet for tidligt – som om fristelser fra et forfinet køkken kunne undergrave hans strenge moral. Starkad målte det hele med øjnene og nægtede at deltage i det frådseri: den slags udenlandske skikke ville han under ingen omstændigheder forfalde til, så han mønstrede al den selvbeherskelse der altid havde været hans styrke, og gjorde sig hård over for alle de forlokkende delikatesser. Han havde ikke i sinde at lade bordets fristelser ødelægge hans ry som kriger. Han var en tapper mand der satte pris på mådehold, ikke kunne døje overlæssede borde og afskyede umådeholdent frådseri, for han gav sig aldrig tid til at tænke på ødselhed, men tilsidesatte sine lyster og holdt blikket fæstnet på dyd og ære.

8,6  Så da han nu så hvordan det gammeldags mådehold og de ældgamle skikke og sædvaner gik til i nymodens pragt og ødselhed, vendte han sig med væmmelse fra de overdådige madretter og bad om simpel bondekost. Han foragtede frådseri, nøjedes selv med røget og harsk mad og stillede sin sult med større appetit jo simplere føden var, for han ville ikke lade sig inficere af de udenlandske lækkerier med deres kunstige velsmag, han ville ikke slække på den sande moral eller opgive det gammeldags mådehold til fordel for en nymodens forgudelse af ganen. Desuden var han forarget over at den samme ret blev serveret både stegt og kogt ved ét måltid. Og mad der emmede af køkkenos, og som kokken omhyggeligt havde gnedet ind i et hav af forskellige krydderier, var for ham rene uhyrligheder.

8,7  Omvendt var det med Ingjald: han blæste på de gamle forbilleder og kastede sig over det nye køkken med en løssluppenhed der overgik alt hvad forfædrenes traditioner kunne tillade. For så snart han én gang havde lagt sig efter tyske vaner, skammede han sig ikke over at forfalde fuldkommen til tyskernes kvindagtige ekstravagance. Det var ikke så få overdådige madvarer der strømmede fra Tysklands slampøl ned i halsen på vores fædreland. Derfra fik vi de prangende opdækninger, de kræsne køkkener, kokkenes uhumske arbejde og alverdens afskyelig farsmad. Derfra kom den løsslupne opførsel der ligger så langt fra vores forfædres skikke. Sådan har vores område, der har opelsket mådeholdet som en medfødt egenskab, hentet det søde liv hos sine naboer. Disse fristelser fik et sådant tag i Ingjald at han uden at rødme gengældte overgreb med imødekommenhed og ikke havde så meget som et bittert suk tilovers for sin fars begrædelige død.

8,8  Men dronningen ville ikke gå derfra uden at have fået sin vilje, og da hun mente at gaver var det bedste middel til at dæmpe den gamles vrede, trak hun et pragtfuldt fremstillet hårbånd af sit hoved og lagde det i hans skød mens han sad der og spiste. Når hun ikke kunne sløve hans tapperhed, ville hun i stedet købe hans velvilje. Men Starkad havde ikke glemt hvordan hun havde fornærmet ham, og gav hende det lige i synet igen, for han fornemmede at der lå mere hån end respekt i den gave. Og det var fornuftigt nok af ham ikke at sætte den slags tøset pynt og flitterstads på et hoved fyldt med ar, der kun var vant til hjelm. Han vidste med sig selv at man ikke skal binde en kvindes hårbånd om en mands hoved. Så han besvarede en afvisning med en afvisning, gengældte hån med spot og tilbagebetalte ydmygelsen lige så stålsat som han havde båret den.

8,9  Den gamle kriger var knyttet med ubrydelige bånd til Frodes minde og følte sig forpligtet af så mange og så store gaver at ingen smiskende artigheder kunne lokke ham til at opgive sin plan om hævn: han var opsat på, selv nu hvor Frode var død, at vise den taknemmelighed han skyldte ham for hans velgerninger. Han var ivrig efter, også efter døden, at gengælde hans godhed, for mens han endnu levede, havde han kendt ham som et kærligt menneske og en gavmild ven. Så dybt var billedet af Frodes ynkelige endeligt fæstet i hans bryst at tanken om denne store hersker umuligt kunne rives ud af hans hjertes inderste gemmer, og derfor havde han ingen betænkeligheder ved at sætte hensynet til sit gamle venskab højere end denne nye gestus.

8,10  I øvrigt levnede tanken om den hån der gik forud, ingen grund til taknemmelighed for den ydmyghed der fulgte efter. Det var et slag mod hans ære og selvrespekt som han ikke kunne glemme. Såvel overgreb som gode gerninger fæster sig dybere i heltes hukommelse end i kujoners. Han havde det ikke som den slags folk der står ved deres venners side i medgang, men svigter dem i modgang, lægger større vægt på held end på venskab og tænker mere på hvad der gavner dem selv, end på hvad de selv kan gøre for andre.

8,11  Men kvinden var ikke sådan at slå ud, så selv da det gik op for hende at ikke engang en gave kunne lokke den gamle til at deltage i lystighederne, bestemte hun sig kun for at fortsætte med smigeren, behandle sin gæst stadig mere overstrømmende elskværdigt og fejre og fetere ham endnu ivrigere. Hun gav derfor en musiker besked på at spille for ham i håb om at musikken kunne knække hans hårdnakkede harme, og de kunstfærdige toner kunne nedbryde hans indgroede bisterhed. Men hverken fløjtens eller strengenes lokkende toner havde den mindste opblødende virkning på mandens stædighed. For han opdagede hurtigt at den opmærksomhed de viste ham, klang mere hult end hengivent. Så spillemanden blev skuffet – man skulle snarere tro han spillede for en statue end for et menneske, og sådan fik han lært at mod den strengeste alvor kæmper spillemænd og gøglere forgæves, og at ubetydelige pust med munden ikke kan vælte en mægtig kolos. Starkads ansigt var stivnet i en mine af sammenbidt uvilje der ikke virkede den mindste smule blidere end sædvanligt. For den strenghed hans løfte krævede af ham, var hverken blevet mildnet af fløjtens toner eller bordets glæder, og han holdt på at hans faste og mandige beslutning betød mere end alt hvad der kildrede øret eller ganen. Derfor kylede han det ben han lige havde gnavet rent, i synet på manden der spillede, så hans udspilede kinder faldt sammen med et voldsomt pust. Og derved gjorde han det klart hvor meget en alvorlig mand som han afskyede larm og gøgl. Hans ører var forseglede af vrede og lod ingen indsmigrende påvirkning passere. Gøgleren fik den gave han havde fortjent: en ubehagelig belønning til straf for en upassende hyldest. Starkad så klart hvad manden var værd, så han forærede fløjtespilleren et ben at blæse i og gav ham en hård tak for hans bløde triller. Det er ikke til at sige hvad der lød højest: hans flæben eller fløjtespil, men den stride strøm af tårer viste tydeligt hvor lidt mod der findes i et forkælet sind. For han havde helt givet sig hen til nydelse og fornøjeser og aldrig lært at tåle modgang.

8,12  Den skramme han fik, var et varsel om det blodbad gildet skulle udvikle sig til. Den strenge Starkad holdt med god grund på sit faste forsæt om hævn. Han afskyede musikken lige så meget som andre nød den, og besvarede den hyldest der ikke passede ham, med et hånligt benkast for at fortælle at han skyldte sin mægtige vens ærværdige aske mere end sin afskyelige plejesøns uanstændige opførsel. Og som en yderligere hån til gøgleren digtede han derpå det digt der følger om lidt.

Men dronningen var forbløffet over mandens mod og styrke, som hun ikke havde magtet at rokke ved, og endte med at beundre det menneske hun forgæves havde bearbejdet med gunstbevisninger.

9,1  Men da Starkad så hvilken respekt kongen viste de mænd der havde myrdet Frode, røbede hans lynende blik det raseri der greb ham. Udtrykket i hans ydre åbenbarede følelserne i hans indre, hans åbenlyst rasende øjne vidnede om den skjulte storm i hans sind. Da nu Ingjald ville formilde ham med kongelige retter, nægtede han at tage imod dem: han kunne nøjes med simpel, dagligdags mad, følte direkte væmmelse ved fremmede retter, var vant til ganske almindelig forplejning og skulle ikke have noget af at kildre ganen med lækre sager. På spørgsmålet om hvorfor han satte det dystre ansigt op og ikke ville tage imod kongens milde gaver, svarede han at han var kommet til Danmark for at finde Frodes søn og ikke en mand der sad og stoppede sin urimeligt forslugne vom med læssevis af overdådig mad. Det var kongens tyske venner og deres overdrevne vaners skyld at det nu var kommet så vidt at han serverede mad der først var kogt og derpå stegt af hensyn til den delikate smag.

9,2  Nu kunne han ikke længere lade Ingjalds opførsel gå upåagtet hen, men udøste al sin forbitrelse over hans hoved og skældte ham ud for en ansvarsløs slyngel som han sad der stønnende af forspisthed og ræbede afskyeligt for at lette sit overfyldte indre, lod sig forlokke af tyskernes fristelser og havde forvildet sig langt bort fra soberhed og mådehold i sine vilde udskejelser, så fuldkommen blottet for mandighed at han ikke havde ønske om at eje så meget som skyggen af mod. Men, erklærede han, topmålet af uanstændighed var det dog at han der stod midt i sin læretid som kriger, ikke tænkte på at hævne sin far, men blæste højt og flot på de krav hans fødsel stillede til ham, behandlede sin egen fars mordere med venlighed og opmærksomhed, omfattede folk der havde fortjent det værste, med den varmeste hengivenhed og ikke alene lod de mennesker han burde have straffet så hårdt han magtede, gå fri, men også fandt dem værdige til at at bo i hans hus og sidde ved hans bord – til trods for at han snarere burde have henrettet dem alle sammen. Desuden fortælles det at han fremsagde dette digt:

9,8  Ved de ord blev dronningen rædselsslagen, og hun tog nu et bånd som hun på kvindelig vis bar som smykke om håret, og rakte det til den forbitrede gamle mand i et forsøg på at dæmpe hans vrede med en gave. Men i sin forargelse slyngede Starkad det hånligt i synet på hende igen, hvorefter han med høj og klar røst sang videre:

9,17  Så meget opnåede han faktisk med sine opildnende ord at bebrejdelsernes flint, om man så må sige, gav gnisten til et buldrende bål af tapperhed i kongens vege og kolde sind. For i begyndelsen vendte han det døve øre til sangen, men efterhånden som hans plejefars formaninger blev stadig mere indtrængende, sprang hævnens ild omsider frem i hans sind, og han forvandledes fra drikkebror til dødsfjende. Til sidst sprang han op fra bordet og udøste al sin brusende vrede over sine sidemænd, trak i blodig alvor blank mod Svertings sønner og lod den blottede klinge suse mod struben på de mænd hvis ganer han kort før havde kræset op for ved sit bord. Nu huggede han dem ned uden tøven: han druknede måltidets højtid i blod, brød venskabets skrøbelige bånd, forvandlede et beskæmmende gilde til et strålende blodbad – nu ikke længere vært, men fjende, ikke længere nydelsens usle træl, men hævnens benhårde tjener.

9,18  Således gik det til at Starkad med sin stærke, formanende tale indgød det vege, viljeløse unge menneske gejst og mod, hentede tapperheden frem fra dens skjul, vakte den til live, fik den til at flamme op så de der havde udført dette frygtelige mord, fik deres velfortjente straf. Den unge mands hæderlighed havde været forvist, men var ikke død, og med den gamles støtte var den atter kommet frem i lyset, hvor den udførte en sen, men netop derfor storslået bedrift, og mere værdigt fyldte bægrene med blod og ikke vin. Hvilken viljestyrke må den gamle mand ikke have besiddet når det lykkedes ham med velvalgte formanende ord at besejre den umådelige amoral i kongens sind, gennembryde fordærvets bastioner og plante tapperhedens livskraftige frø i stedet? Han selv udrettede en tilsvarende indsats ved kongens side og demonstrerede således selv en fuldendt tapperhed ligesom han gravede den frem og vakte den til live i den andens bryst. Derpå sagde han: