Syvende bog

1,1  Troværdig gammel overlevering fortæller at Ingjald fik fire sønner, af hvem de tre faldt i krig, og kun Oluf kom til at regere efter sin far. Om ham er der dem der påstår at han var søn af Ingjalds søster, men det er kun et løst rygte. Alderens støv har lagt sig over hans bedrifter så eftertiden ingen præcis viden har om dem. Kun mindet om hans sidste kloge råd har holdt sig. For da døden strammede grebet om ham, gav han sine sønner Frode og Harald det råd at den ene skulle herske som konge over landjorden, den anden over havet, og at denne magtfordeling ikke skulle være permanent, men skifte hvert år. Sådan fik de begge magten på lige vilkår, men Frode, der fik herredømmet over havet først, fik kun en stribe ydmygende nederlag ud af sine sørøvertogter. Årsagen til hans uheld var at hans sømænd var nygifte og foretrak at nyde det ægteskabelige liv derhjemme frem for at slide og slæbe på felttog i det fremmede.

1,2  Da tiden var gået, og lillebroderen Harald fik herredømmet over havet, valgte han ugifte krigere af frygt for at ende i de samme problemer som broderen. Og det valg var der held ved, for han blev som sørøver lige så anselig som hans bror havde været uanselig. Men derved vakte han broderens misundelse, og oven i alt det begyndte nu deres koner, Signe og Ulvild (som var døtre af kong Sigvard af Sverige og jarl Karl af Götland), at skændes i tide og utide om hvem der var finest, hvilket gjorde en ende på samarbejdet mellem brødrene. Resultatet var at Harald og Frode afbrød deres fællesskab om arven og fordelte de ejendele de havde sammen – og altså tog mere hensyn til kiv og strid mellem kvinder end til kærlighed og pligter mellem brødre.

1,3  Frode følte sig direkte ydmyget af sin brors berømmelse og mente at folk så ned på ham, og gav derfor en af sine mænd ordre til at snigmyrde Harald da han så hvordan den bror der stod under ham i alder, stod over ham i tapperhed. Da det var sket, fik han i al stilhed sin håndlanger myrdet for at medvideren ikke skulle afsløre hans forbrydelse. Og for så at overbevise folk om sin egen uskyld og undgå at blive brændemærket som forbryder satte han derefter en stor efterforskning i gang for at finde frem til hvordan det dog kunne være gået til at hans bror så pludselig havde mistet livet. Men uanset hvor mange numre han lavede, kunne han ikke hindre at folket i det stille gav ham selv skylden. Senere spurgte han engang Karl hvem der havde myrdet Harald, og Karl svarede at det var hyklerisk at spørge om noget som alle vidste. De ord blev hans død, for Frode tog dem som en skjult anklage for brodermord.

1,4  Senere blev Harald og Halfdan, Haralds sønner med Karls datter Signe, eftersøgt af deres farbror, som ville rydde dem af vejen, men deres plejefædre udtænkte en snedig plan til at redde drengenes liv: De bandt afhuggede ulveklør under fødderne og løb så gang på gang rundt og satte mærker i pløret rundt om deres hus og på den snedækkede jord for at det skulle se ud som ulvespor. Derpå dræbte de et par af trælkvindernes børn, flåede ligene i småstykker og strøede stumperne rundt omkring. Da Frodes mænd nu kom for at lede efter drengene, fandt de dem ikke, men de fandt de spredte lemmer, de opdagede ulvesporene og de så blodpølen på jorden. De troede så at drengene var blevet ædt af glubske ulve, og det var der da heller ingen der kunne tvivle på ved synet af de tydelige tegn på at de var blevet sønderrevet. Det overbevisende sceneri blev drengenes redning. Straks efter gemte deres plejefædre dem i et hult egetræ, hvor de, for at der ikke skulle være det mindste spor af at de var i live, i lang tid lod som om det var hunde de fodrede. De gav dem oven i købet hundenavne for at der ikke skulle opstå nogen rygter om hvad der blev holdt skjult.

1,5  Den eneste der nægtede at tro at de var døde, var Frode, og han gik nu til en spåkvinde for at finde frem til deres skjulested. Hendes tryllekvad havde øjensynlig en sådan kraft at hun kunne trække en ting til sig over lange afstande – så lange at kun hun kunne se den – og det uanset hvor mange knuder den var surret fast med. Hun fortalte ham at en mand ved navn Regner i det skjulte havde opfostret børnene og havde givet dem hundenavne for at holde det hemmeligt. Da drengene så hvordan den forbløffende kraft i hendes kvad trak dem ud fra deres gemmested og frem for hendes blik, kastede de noget guld de havde fået af deres plejefædre, i skødet på hende for ikke at blive afsløret af denne grufulde tvingende magt. Og aldrig så snart havde hun modtaget gaven, før hun lod som om hun pludselig blev syg og sank til jorden som om hun var død. Da hendes tjenere spurgte hende hvordan det kunne være at hun sådan uden videre var faldet om, fortalte hun at hun ikke kunne trænge til bunds i hvordan Haralds sønner var flygtet, fordi de besad en mægtig kraft der modstod selv hendes skrappeste tryllekvad. Sådan nøjedes hun med en ganske beskeden erkendtlighed i stedet for at vente på den langt større belønning kongen ville have givet.

1,6  Senere da Regner mærkede at rygterne om ham og hans plejesønner tog til, flyttede han dem begge to til Fyn. Her blev han taget til fange af Frode. Han tilstod at han havde holdt hånden over drengene, og bønfaldt kongen om at skåne hans to plejesønner, som han selv havde gjort faderløse, og ikke tro at han kunne finde lykken ved to gange at myrde sine egne slægtninge. Med de ord lykkedes det Regner at forvandle kongens brutalitet til skam, og han lovede at hvis de to drenge nogen sinde forsøgte at rejse oprør i landet, ville han angive dem til ham. Sådan skaffede han sine plejesønner i sikkerhed, og herefter levede han i mange år uden at behøve frygte noget.

1,7  Da de blev voksne, rejste de over til Sjælland, og da deres venner forlangte at de skulle hævne deres far, svor de at inden der var gået et år, skulle enten de eller deres onkel være ude af denne verden. Da Regner hørte det, huskede han aftalen, indfandt sig om natten på kongens gård og forklarede stille at han var kommet for at røbe det han havde lovet at røbe. Han ville dog ikke vække Frode midt om natten eftersom han plejede af straffe alle der vækkede ham, med døden. Så alvorlig en sag var det i gamle dage hvis man var anmassende nok til at afbryde kongens søvn i utide. Næste morgen fik Frode beskeden af vagterne, og da det gik op for ham at Regner havde bragt underretning om et baghold, kaldte han sine krigere sammen og besluttede sig for at slå brutalt til for at komme forræderiet i forkøbet. Der var ikke andet at gøre for Haralds sønner end at spille vanvittige. Da de pludselig så sig overrumplede, tog pokker ved dem og de opførte sig fuldstændig som gale. Og da Frode faktisk troede de havde mistet forstanden, opgav han sin plan, for han anså det for uværdigt at bruge vold mod folk der tydeligvis var i færd med at øve vold mod sig selv. Næste nat brændte de ham inde, og sådan fik han sin velfortjente straf for sit brodermord. De angreb kongsgården og dræbte først dronningen med en regn af sten. Derpå stak de ild til huset så Frode var tvunget til at søge tilflugt i en snæver hule han engang havde fået gravet, og krybe langt ind i dens fjerneste skumle gange. Og her lå han indespærret indtil han blev kvalt af damp og røg.

2,1  Da Frode var død, og Halfdan havde hersket over riget i omkring tre år, overlod han midlertidigt regeringen til sin bror Harald mens han selv drog på sørøvertogt og plyndrede Øland og de omkringliggende øer, som adskilles fra Sverige af et bugtet farvand. Her trak han også skibene på land for vinteren, omgav dem med en vold og afsluttede togtet. Derpå overfaldt han Sverige og dræbte landets konge på slagmarken. Bagefter ville han møde kongens barnebarn Erik, der var søn af hans egen onkel Frode, i et slag, og da han hørte at Erik havde en kæmpe ved navn Håkon der kunne sløve sværd med tryllevers, fik han lavet en kæmpemæssig kølle besat med jernknopper til at slå med for på den måde at knuse magiens magt med træets styrke. Eftersom han overstrålede alle andre med sin fremragende tapperhed, kastede han sig derpå, med hjelm på hovedet, men uden skjold, midt ind blandt de vildt fremstormende fjender og svingede med begge hænder den kraftige kølle mod alle de skjolde de skærmede sig bag. Og ingen hindring var så solid at den ikke sprang i stumper og stykker for et slag fra hans vældige våben. Så da kæmpen midt i kampens hede kom imod ham, strakte han også ham til jorden med et knusende slag med sin kølle.

2,2  Alligevel led han nederlag og flygtede til Hälsingland, hvor han opsøgte en mand ved navn Vitolf, der engang havde gjort tjeneste i Haralds hird, for at få plejet sine sår. Vitolf havde tilbragt størstedelen af sit liv blandt krigere, men efter sin herres sørgelige endeligt havde han trukket sig tilbage til denne øde egn og lagt sin vante krigertilværelse på hylden for at leve som bonde. Eftersom han ofte havde været udsat for fjendernes spyd, havde han samlet sig en stor erfaring i lægekunst fra de mange gange han havde helbredt sine egne sår. Men hvis nogen bad ham om hjælp i en indsmigrende tone, havde han det med i hemmelighed at give dem noget der gjorde skade i stedet for at helbrede, for i hans øjne var det mere værdigt at true sig til en tjeneste end at smiske sig til den. Da Eriks krigere nærmede sig hans hus for at fange Halfdan, berøvede Vitolf dem synet så de hverken kunne se bygningen, selv på ganske nært hold, eller finde vej til den selv om sporene var tydelige nok. Så grundigt havde en bedragerisk tåge formørket deres syn.

2,3  Med hans hjælp genvandt Halfdan sin fulde førlighed, hvorefter han sendte bud efter Thore, en kæmpe med fremragende evner, og erklærede Erik krig. Da nu Eriks tropper rykkede frem fra den modsatte side, og Halfdan så at han havde langt flere mænd end han selv havde, holdt han en del af sin styrke ude af syne og gav dem besked om at gemme sig mellem buskene ved vejen, for på den måde kunne han fange fjenden i en fælde når de marcherede ned ad en snæver sti for at skyde genvej. Men det forudså Erik, og efter at have undersøgt mulighederne for at komme fremad besluttede han sig for at trække sig baglæns for ikke at falde i fjendens fælde og blive klemt inde mellem de bratte, slyngede bjergsider hvis han fulgte den vej han havde tænkt sig.

Det blev så i en dal helt omkranset af stejle bjerge at slaget mellem de to styrker kom til at stå. Og da Halfdan nu så sine egne rækker vakle, klatrede han sammen med Thore op på en bjergside fyldt med sten og klipper, rev store klippestykker løs og lod dem rulle ned mod fjenden nedenfor, hvor de i faldet knuste den fjendtlige hær under deres vældige vægt. Og enden blev at han med sten fik den sejr i land som han med våben i hånd havde set glide fra sig. Efter den tapre bedrift fik han tilnavnet Bjerggram, hvilket må være sammensat af ordene for »bjerg« og »vildskab«. Derfor fik svenskerne så høje tanker om ham at de betragtede ham som en søn af den mægtige Thor, og befolkningen hyldede ham som en gud og anså ham for værdig til at modtage offergaver fra folket.

2,4  Men de besejrede har ofte svært ved at slå sig til ro, og de undertvungne er altid frække nok til at stritte imod og stræbe efter det forbudne, og sådan gik det også med Erik: i et forsøg på at genvinde hvad han havde mistet ved sin flugt, angreb han nu de lande Halfdan herskede over. Ikke engang Danmark skånede han for sine brutale overfald – han mente han var i sin gode ret til at plage mandens fædreland når han havde jaget ham ud af hans eget. Han foretrak at begå overgreb frem for at afværge dem, men netop derved lykkedes det ham at befri Sverige for de fjendtlige styrker. For da Halfdan fik at vide at han tre gange havde besejret hans bror Harald på slagmarken og fjerde gang dræbt ham, følte han sig tvunget til at forlade Sverige og vende tilbage til sit eget land af frygt for at miste sin magt. Og resultatet var at lige så let som Erik havde ladt sit rige i stikken, lige så hurtigt tog han det tilbage igen. Men havde nu skæbnen haft i sinde at lære ham at holde på sit rige lige så godt som den lærte ham at generobre det – så havde den ikke ladet Halfdan tage ham til fange. Det gik sådan til:

2,5  Da Halfdan kom tilbage til Sverige, var han så snedig at lægge sin flåde i skjul og sejle frem mod Erik med kun to skibe. Og da Erik så angreb ham med ti skibe, trak han sig ad en slynget rute tilbage mod det sted hvor hans hovedstyrke lå skjult. Erik forfulgte ham alt for langt – og den danske flåde dukkede frem på havet. Dermed var Erik gået i fælden, men da Halfdan tilbød at lade ham leve på betingelse af trældom, afslog han: han ville ikke vælge livet på bekostning af friheden og foretrak at dø frem for at adlyde andre, for ingen skulle sige om ham at han hang så meget ved livet at han var villig til at synke fra frihed til slaveri, eller tjene som træl for en mand som kort før havde været hans ligemand. Nej, en tapper mand vil aldrig købe liv og lemmer fri mod skam og skændsel. Han blev så lagt i lænker og anbragt et sted hvor de vilde dyr kunne komme til ham – et uværdigt endeligt for så ædelt et sind.

2,6  Nu herskede Halfdan altså over hele to riger, og han højnede sin berømmelse på hele tre ærefulde felter: Han var en dreven og lærd digter af danske kvad, og han var lige så fremragende i kamp som i sin kongegerning. Da han på et tidspunkt hørte at to driftige sørøvere ved navn Toke og Anund hærgede de omkringliggende lande, drog han ud og gjorde det af med dem i et søslag. I gamle dage holdt man nemlig på at intet var mere værd at stræbe efter end berømmelse, ikke den der kom med strålende rigdomme, men den man vandt i utrættelig kamp. Derfor var mænd dengang optaget af at gøre oprør og skabe splid, de kunne ikke fordrage ro, foretrak krig for fred, ville bedømmes på hvad de kunne, ikke på hvad de ejede, fandt allerstørst fornøjelse i kamp og slag og allermindst i gilder og selskabelighed.

2,7  Men Halfdan fik ikke lov at sidde længe uden en rival til tronen. Der var nemlig en mand af stormandsslægt ved navn Sigvald der stod frem på svenskernes ting og med grådkvalt stemme mindede om hvordan Frode og hans hustru var døde, og derved oppiskede han hos næsten alle de tilstedeværende et sådant had til Halfdan at det med stort flertal blev vedtaget at give ham frie hænder til at starte et oprør. Og han nøjedes ikke med deres stemmer, men indsmigrede sig i den grad hos folket at han fik næsten alle med til at sætte kronen på sit hoved. Denne Sigvald havde syv sønner der var så dygtige til trolddom at de ofte i et pludseligt anfald af vildt raseri kunne finde på at udstøde grufulde brøl, bide i deres skjolde, sluge glødende kul og springe tværs igennem bål. Og når det en gang var brudt ud, var der intet der kunne standse deres vanvid før de enten blev overmandet og bundet eller havde fået afløb for deres blodtørst. Enten var det deres vilde natur eller også var det sindssyge der fik dette frygtelige raseri op i dem.

2,8  Da Halfdan hørte det, var han ganske vist travlt optaget af et sørøvertogt, men han gav straks sine krigere besked på at gøre sig klar – hidtil havde de overfaldet fremmede folk, nu skulle de begrave deres sværd i deres egne landsmænds indvolde. Hidtil havde de kæmpet for at udvide riget, nu skulle de hindre at det gik tabt. Så snart Halfdan nærmede sig, sendte Sigvald en delegation over til ham og opfordrede ham til at stille op alene mod ham og hans sønner og vove sit eget liv for at redde sit folks – hvis han da kunne leve op til sit omdømme og var lige så stor en helt i virkeligheden som i folkemunde. Halfdan svarede at hvis det skulle gå efter reglerne, måtte der ikke deltage mere end to personer i en tvekamp, men dertil erklærede Sigvald at det jo ikke kunne komme bag på nogen at en ugift og barnløs mand kviede sig ved at tage imod en udfordring, for sådan en mand har en lunken karakter der spreder en hæslig kulde i både krop og sjæl. Man kunne jo ikke skelne mellem børnene og den mand der havde undfanget dem, for det var i ham de havde deres fælles udspring. Derfor måtte han og hans sønner regnes som én person, der i en vis forstand fra fødslen var ét kød.

2,9  Det var en hån der fik Halfdan til at krympe sig, så han besluttede sig for at tage imod udfordringen og besvare den ydmygende latterliggørelse af sin ugifte stand med et strålende bevis på sin tapperhed. Og da han undervejs vandrede gennem en skyggefuld skovegn, tog han et egetræ der stod på hans vej, trak det op med rode og forvandlede det til en solid kølle blot ved at befri det for grene. Med den i hånden gik han fortrøstningsfuld videre mens han sang følgende korte digt:

Med de ord gik han løs på Sigvald og hans syv sønner. Deres mægtige kræfter kunne intet stille op mod hans uhyre kølle, og han dræbte dem alle.

2,11  På den tid kom en mand ved navn Hartben ned fra Hälsingland. Han betragtede det som en stor bedrift at bortføre og voldtage kongedøtre, og plejede at dræbe enhver der forsøgte at hindre ham i hans erotiske affærer. Han foretrak de højtstående kvinder for de jævne og mente selv at han blev en større mand jo fornemmere kvinder det lykkedes ham at voldtage. Og ingen slap ustraffet fra at påstå at de kunne måle sig med ham hvad tapperhed angik. Så kæmpestor var han at han målte hele ni alen i højden. Med sig havde han tolv kæmper, der havde til opgave at lægge ham i lænker for at dæmme op for hans ustyrlige vildskab hver gang han blev grebet af det raseri der varslede skrammer. De udfordrede nu Halfdan til at møde Hartben og hans kæmper mand mod mand, og han gik ikke alene ind på at kæmpe med dem, men lovede også i umådeligt selvsikre vendinger at han nok skulle vinde. Da Hartben hørte det, blev han øjeblikkelig grebet af vanvid: han bed rasende hele toppen af sit skjold og holdt sig ikke tilbage fra at sluge brændende kul, snappede de glødende kulstykker med munden og lod dem glide direkte ned i sit indre, løb tværs igennem livsfarlig knitrende ild og gik til sidst så fuldkommen berserk at han i sit raseri vendte sit sværd mod seks af sine egne kæmper. Om dette vanvid kom af kamplyst eller medfødt vildskab, er ikke til at sige. Herefter vendte han sig mod Halfdan med den flok kæmper han havde tilbage. Men Halfdan knuste ham med sin kolossale kølle og berøvede ham både sejren og livet, og sådan kom han til at betale for sine handlinger, ikke kun mod Halfdan, som han havde udfordret, men også mod de konger hvis børn han havde røvet.

2,12  Skæbnen havde det med at forære Halfdan uforudsete anledninger til kamp, og det var som om den aldrig kunne blive træt af at sætte hans kræfter på prøve, for nu skete der det at Egder Finnehøvding plagede svenskerne med sørøveroverfald. Halfdan angreb ham med tre skibe – for det var hvad han havde forstået at Egder havde – og da natten gjorde en ende på slaget uden at han havde fået bugt med ham, udfordrede han ham dagen efter til tvekamp og dræbte ham. Senere hørte han at en kæmpe med umådelige kræfter ved navn Grimme forlangte at få småkongen Haders datter Thorild til kone og truede med tvekamp for at få sin vilje. Faderen havde bekendtgjort at den der kunne skaffe kæmpen af vejen, skulle få pigen – og selv om Halfdan efterhånden var blevet gammel uden at blive gift, følte han sig lige så meget lokket af kongens løfte som provokeret af slagsbroderens frækhed, og drog af sted mod Norge.

2,13  Så snart han nåede derop, gjorde han sig ukendelig ved at gnide snavs i ansigtet, og da han kom til kamppladsen, var han den første til at trække sit sværd. Men han vidste at hans modstander havde sløvet det med sit blik, så han smed det fra sig, trak et andet op af skeden, kastede sig over Grimme og huggede tværs igennem både den underste ende af hans brynje og den nederste del af hans skjold. Det forbløffede Grimme, og han udbrød: »Bedre har jeg aldrig set en gammel mand slå fra sig!« I samme øjeblik trak han sit sværd, og med et flængende hug kløvede han det skjold Halfdan holdt op imod ham. Men inden han fik trukket hånden til sig igen, kom Halfdan i vejen med et lynsnart hug med sit sværd og skar den af. Ikke desto mindre greb Grimme nu sværdet med venstre hånd og stak det i låret på sin modstander så han fik et beskedent sår som hævn for en skamferet krop. Men Halfdan havde vundet og gav sin overvundne modstander lov til at købe den tid han havde tilbage at leve i, for penge, for man skulle ikke kunne sige om ham at han var lumpen nok til at berøve en forsvarsløs krøbling de ynkelige rester af hans liv. Og sådan viste han sin storhed ikke alene ved at sejre over fjenden, men næsten lige så meget ved at lade ham leve. Som belønning for sejren fik han Thorild til kone, og med hende fik han sønnen Asmund, som de norske konger bryster sig af at nedstamme fra, så de altså kan føre deres ærværdige linje tilbage til Halfdan.

3,1  Senere var der en sørøver af uanselig familie ved navn Ebbe der følte sig så overbevist om sine egne evner at han satte næsen op efter en fornem hustru og friede til Sigrud, en datter af kong Ungvin af Götland – og oveni forlangte han halvdelen af det gøtiske rige som medgift. De spurgte så Halfdan til råds om man kunne gå ind på sådan et parti, og han svarede at de skulle sige ja på skrømt, og lovede at han nok skulle forpurre brylluppet. Samtidig bad han dem om at reservere en plads til ham blandt gæsterne ved gildet. Det gode råd tog Ungvin imod, og Halfdan skjulte sin kongelige fremtoning bag en hæslig forklædning inden han om aftenen dukkede op ved brylluppet. Alle der mødte ham, blev rædselsslagne og undrede sig over hvad det var for en kæmpestor mand der kom anstigende.

Så snart han kom indenfor i kongens hal, så han sig omkring til alle sider og spurgte hvem det var der havde sat sig ved siden af kongen. Da så Ebbe svarede at det var Ungvins kommende svigersøn der sad ved hans side, spurgte Halfdan i en rasende tone om han da var gået fuldstændig fra forstanden siden han troede han kunne tillade sig at blande sin usle, snuskede familie med en prægtig, højfornem slægt og lægge sine bondehænder på en kongedatter, og – som om det ikke kunne være nok – også forlangte at få del i en anden mands rige. Derpå udfordrede han ham til tvekamp og erklærede at før den var vundet, fik han ikke sin vilje. Ebbe svarede at det kun var uhyrer der sloges om natten, mennesker skulle slås om dagen, men Halfdan gjorde opmærksom på at månens lys var så klart som ved højlys dag, så han kunne ikke bruge tidspunktet som undskyldning for at afslå at slås. Sådan tvang han Ebbe til at kæmpe, og gildesalen blev til en kampplads hvor han fældede ham og forvandlede bryllup til begravelse.

3,2  Efter nogle års forløb døde han hjemme i sit eget land, og eftersom han ingen børn havde, testamenterede han sine kongelige skatte til Ungvin og indsatte ham som konge. Han faldt senere i krig med en tronrival der hed Regnald, og efterlod sig sønnen Sigvald.

4,1  Sigvalds datter Sigrid var så umådelig blufærdig at hun ikke kunne bringes til så meget som at se på en eneste af de hærskarer af friere der bejlede til hende for hendes skønheds skyld. Denne selvbeherskelse stolede hun så meget på at hun bad sin far give hende til den mand der med søde, forførende ord kunne overtale hende til at gengælde hans blik. I gamle dage var pigerne her i landet nemlig så tilbageholdende at de passede godt på aldrig at kaste om sig med letsindige blikke, for sindets renhed skulle nødig tage skade af øjnenes frie spil. Man satte pris på et undseligt blik der vidnede om et dydigt hjerte. På det tidspunkt var der en mand ved navn Othar, Ebbes søn, der glødede af uudslukkelig iver efter at fri til pigen – enten ansporet af sine tidligere bedrifter eller af overbevisning om sin egen charme og veltalenhed. Han mobiliserede alle sine talenter i forsøget på at formilde hendes blik, men kunne ikke på nogen mulig måde formå hende til at løfte sine sænkede øjne – og gik så sin vej igen, fuld af forbløffelse over hendes standhaftighed og ubøjelige strenghed.

4,2  Nu var der en jætte der var ude på det samme, og da det gik op for ham at han havde lige så lidt held med sig, lavede han en hemmelig aftale med en kvinde: hun gjorde sig gode venner med pigen, og da hun havde været hos hende som kammerpige i et stykke tid, fik hun hende lige så listigt lokket på afveje langt væk fra hendes fars hus. Straks var jætten over hende og bar hende med sig til sin trange bolig i en hule i bjergene. Der er andre der mener at det var ham selv der havde skabt sig om til kvinde og med list fik hende lokket væk fra hendes hjem for så endelig at bortføre hende.

4,3  Da Othar hørte om det, gennemsøgte han bjergenes indre for at opspore pigen, og han fandt hende, dræbte jætten og tog hende med sig. Men jætten havde omhyggeligt bundet pigens hår op i så indviklet en knude at det sad slynget og snoet sammen i en filtret bylt, og man dårligt kunne løse de tæt sammenflettede lokker uden en kniv. Han prøvede nu igen på alle mulige måder at aflokke pigen et øjekast, men da han havde bearbejdet hendes ubevægelige blik i lange tider uden det mindste held, opgav han sit forehavende. Han kunne på den anden side heller ikke finde på at voldtage hende, for han ville ikke vanære en højfornem kvinde med et uværdigt samleje.

4,4  Pigen strejfede nu i lang tid om fra sted til sted i de øde egne, og på et tidspunkt kom hun til en kæmpemæssig skovkvindes hytte. Hun satte hende til at vogte sin gedeflok, men endnu en gang hjalp Othar hende fri, og nu trængte han ind på hende med disse ord:

Hvordan kan du være gået så fuldkommen fra forstanden at du hellere vil vogte andres kvæg og regnes blandt troldfolks trælle end indgå en jævnbyrdig forbindelse i et ligeværdigt ægteskab?«

4,6  Ikke desto mindre holdt hun øjnene for sig selv og bevarede øjenlågene urokkeligt nedslået for ikke at sætte sin blufærdighed i fare ved at se sig omkring. Hvor må den tids kvinder have været kyske når selv ikke de mest forførende ord fra en beundrer kunne lokke så meget som et hastigt blik fra dem! Da nu Othar hele to gange havde gjort pigen en stor tjeneste, og ikke engang det kunne overtale hende til at se op på ham, vendte han tilbage til sin flåde, helt slået ud af skam og ærgrelse.

4,7  Nu strejfede Sigrid ligesom før vidt omkring mellem sten og klipper indtil hun uden at vide hvor hun var, tilfældigvis kom til Ebbes gård. Her gav hun sig ud for at være barn af fattige folk fordi hun skammede sig over sin nøgenhed og fattigdom. Men trods det blege ansigt og den fattige kappe gennemskuede Othars mor at hun var et skud på en fornem stamme, så hun anbragte hende på en hædersplads og bad hende høfligt og venligt om at blive. Den høje rang stod tydeligt at læse i pigens skikkelse, og hendes herkomst lyste ud af hendes ansigt. Da Othar fik øje på hende, spurgte han hende hvorfor hun skjulte sit ansigt i kappen. Og for at sætte hendes følelser på prøve lod han som om han skulle giftes med en anden kvinde, og satte Sigrid til at holde lyset da han gik til brudens seng. Lyset var næsten brændt ud og sved hende stadig værre jo nærmere flammen kom, men hun viste en forbløffende selvbeherskelse og holdt hånden så ubevægelig at man skulle tro hun ikke mærkede den brændende hede. De indre flammer dæmpede de ydre: det bål der rasede i sindet, overdøvede den ild der sved i huden. Men da Othar til sidst bad hende passe på sin hånd, løftede hun endelig de undselige øjne og sendte ham et mildt og venligt blik – straks var komediespillet ude, og hun besteg selv ægtesengen som brud.

4,8  Senere tog Sigvald Othar til fange, og han ville have hængt ham for at have voldtaget hans datter, men Sigrid skyndte sig at forklare hvordan det hang sammen med hendes bortførelse, og det lykkedes hende ikke alene at forsone ham med kongen, men også at overtale faderen til at gifte sig med hans søster.

5,1  På et senere tidspunkt stod der et slag på Sjælland mellem Sigvald og Regnald, der begge havde udsøgt sig fremragende krigere. I tre dage slagtede de løs på hinanden uden at der kom nogen afklaring på hvem der skulle gå af med sejren, eftersom begge parter kæmpede umådelig tappert. Men hvad enten det nu var kedsomhed over de evindelige kampe eller iver efter hæder og berømmelse der drev ham, så kastede Othar sig nu – uden at ænse livsfaren – lige ind hvor fjenderne stod tættest, huggede Regnald ned midt i klyngen af hans tapreste krigere – og sikrede med ét slag danskerne sejren.

Dette slag var især bemærkelsesværdigt ved den fejhed de fornemste stormænd udviste. Så rædselsslagne blev de ledende mænd at der efter sigende skal have været hele fyrre af de modigste svenskere der stak halen mellem benene. Den betydeligste af dem var Starkad, der ellers ikke normalt lod sig skræmme af selv den værste modgang eller den største fare. Men nu var det alligevel som om frygten listede sig ind på ham, og han valgte at følge sine kammerater da de flygtede, frem for at trodse dem. Jeg vil tro at det var højere kræfter der sådan jog frygten i ham for at han ikke skulle bilde sig ind at han havde overmenneskeligt mod. Fuldkommen lykke opnår ingen mennesker. Alle disse mænd tog senere tjeneste i hirden hos Hake, den største af alle sørøvere – nærmest som levninger der blev tilovers til ham efter krigen.

6,1  Nu blev Sigvald efterfulgt af sin søn Siger, der havde sønnerne Sigvald, Alf og Alger og en datter Signe. Alf, der var den tapreste og smukkeste af dem, helligede sig sørøveriet. Han havde også en iøjnefaldende lys hårpragt, der var så smuk at man kunne tro han bar hår af skinnende sølv. På samme tid havde gøternes konge Sigvard, efter hvad der fortælles, sønnerne Vemund og Østen og datteren Alvild, og hun var lige fra hun var ganske lille, så blufærdig at hun altid holdt kappen op for ansigtet for at hendes kønne udseende ikke skulle vække andres begær. Hendes far satte hende under streng bevogtning og gav hende besked på at opføde en hugorm og en slange, som senere, når de var udvoksede, skulle holde vagt om hendes dyd. Det var nemlig ikke videre let at trænge ind i hendes kammer når det var afspærret med så dødsensfarlig en slå. Han bestemte også at hvis nogen uden held forsøgte at komme ind, så skulle han have hovedet hugget af og sat på en stage. Den skræk der derved kom til at stå om det vovestykke, lagde en dæmper på de unge mænds ophidselse.

6,2  Men Alf, Sigers søn, holdt på at jo mere risikabelt et forehavende var, jo større glans stod der om det, så han meldte sig som frier, og fik så den besked at han først måtte overvinde de to dyr der lå på vagt uden for pigens kammer, for det var sådan betingelserne lød: den der kunne besejre dem, skulle have pigen. For rigtig at ophidse dyrene svøbte han sig ind i et blodigt skind. Og da han kort efter i den mundering nærmede sig porten til indhegningen, greb han en glødende jernstang med en tang, jog den langt ned i hugormens vidt opspærrede gab og dræbte den. Derpå kom slangen krybende frem mod ham i bugter og slyngninger, men også den slog han ihjel ved at kaste sit spyd midt ind i gabet på den. Men da han udbad sig den belønning han ifølge aftalen havde ret til efter sejren, svarede Sigvard at han kun ville have en mand til svigersøn som hans datter selv efter eget valg havde bestemt sig for.

6,3  Det var kun pigens mor der stillede sig modvillig an over for hans frieri, og hun forsøgte nu under fire øjne at finde ud af hvordan hendes datter selv stillede sig. Og da pigen udbredte sig i høje toner om hvor tapper hendes frier var, gav moderen hende en voldsom overhaling fordi hun helt havde glemt sin blufærdighed og havde ladet sig besnære af hans flotte ydre uden overhovedet at tage stilling til hans tapperhed og bare sad der og så på hans forførende ydre med hovedet fuldt af uartige tanker.

6,4  Så snart Alvild sådan var blevet overtalt til at afvise den unge dansker, skiftede hun sit kvindetøj ud med mandetøj, og fra at have været en bly ung pige blev hun nu en vild og grusom sørøver. Hun havde sågar samlet adskillige andre piger af samme overbevisning omkring sig som en hird da hun på et tidspunkt kom til et sted hvor en flok sørøvere gik og sørgede over deres fører, som var faldet i kamp. Hos dem blev hun på grund af sin skønhed valgt til sørøverhøvding, og som sådan udrettede hun langt taprere ting end man kunne vente sig af en kvinde.

6,5  Alf drog ud på det ene anstrengende togt efter det andet for at finde hende, og undervejs stødte han en vinter ind i blakmændenes flåde. På det tidspunkt var havet frosset til, og skibene sad fast i så vældige ismasser at det var umuligt at drive dem frem, hvor hårdt man end trak på årerne. Og da frosten blev ved så de indespærrede til sidst uden fare kunne gå på isen, gav Alf sine mænd ordre til at træde ud på havets stivnede vande med pigsko på fødderne, for når de ikke havde deres glatte sko på, kunne de stå bedre fast på isens flade. Blakmændene troede de flygtede i hastigt trav, og kom ud for at slås med dem, men de kunne jo dårligt få fodfæste eftersom den glatte flade under deres fødder gjorde hvert skridt usikkert. Danskerne derimod trådte langt sikrere hen over det fast tilfrosne hav og fik bugt med de vaklende fjender.

6,6  Efter den sejr satte de kursen mod Finland. Her kom de på et tidspunkt ind i en smal bugt, og da nogle folk blev sendt ind for at rekognoscere, opdagede de at der lå nogle få skibe derinde i havnen. Det var Alvild, der var kommet først og havde lagt sig ind i den samme smalle fjord. Da hun fik øje på de fremmede skibe i det fjerne, satte hun ud imod dem med flyvende årer, for hun mente at det var klogere at angribe fjenden end at vente på ham. Alfs kammerater frarådede ham at møde en lille flok skibe med sine mange, men han svarede at det da ville være pinligt hvis nogen fortalte Alvild at han havde ladet sig skræmme bort fra sin faste kurs af en lille håndfuld skibe, for som han sagde: sådan en ubetydelig sag skulle ikke have lov at sætte en plet på de store bedrifter han havde udført. Danskerne blev ikke så lidt forundrede over hvor smukke skikkelser og smidige lemmer deres modstandere var udstyret med.

6,7  Da nu søslaget var kommet i gang, sprang den unge Alf over i forstavnen på Alvilds skib, og derfra fortsatte han helt op i bagstavnen mens han huggede fjenderne ned for fode. Hans følgesvend Borkar slog hjelmen af Alvild, og da han så hendes glatte hage, gik det op for ham at her var det blide kys der skulle til, ikke blanke våben. Her skulle man hellere lægge de bryske spyd til side og give fjenden en mere kærlig behandling. Alf blev begejstret over sådan ganske uventet at møde den pige han utrætteligt havde trodset alverdens farer til lands og til vands for at finde, han trak hende lidenskabeligt til sig og tvang hende til at skifte tilbage fra mandsdragt til kvindetøj. Senere fik han med hende datteren Gyrid. Samtidig giftede Borkar sig med Alvilds ledsagerske, der hed Gro, og fik sønnen Harald med hende.

6,8  For at nu ingen skal undre sig over at personer af det køn sådan skal have kastet sig ud i kamp og strid, skal jeg gøre en kort afstikker for at fortælle lidt om den slags kvinders liv og forhold. I gamle dage fandtes der blandt danskerne kvinder der klædte sig ud som mænd og brugte omtrent hvert øjeblik af deres tid på kamptræning for ikke at risikere at luksuslivets smitte skulle tage al saft og kraft ud af deres tapperhed. De afskyede nemlig forkælet livsførelse, hærdede hellere både krop og sjæl ved slid og udholdenhed, aflagde sig al kvindens letbenede blødsødenhed og tvang deres kvindelige natur til at handle med mandlig ubarmhjertighed. Og de sugede også viden om krigsførelse til sig med en sådan iver at man ikke skulle tro de var kvinder længere. Det var især dem med en stærk personlighed eller en lang flot krop der valgte sådan et liv. Og hos dem var det så som om de ganske glemte hvad de var født til: de foretrak det barske for det blide, betjente sig af kamp og ikke kys, lod blodet flyde, ikke søde ord, ville hellere følge felttegn end føle kærtegn, lod de hænder der burde trælle ved væven, tumle med våben, og kastede spyd efter de mænd de burde have kastet kælne blikke efter. – Men efter dette indskud vil jeg nu vende tilbage hvor jeg slap.

7,1  Da foråret kom, tog Alf og Alger atter fat på sørøveriet, og på et af deres mange togter over havene stødte de med deres hundrede skibe ind i småkongen Håmunds sønner Helvin, Hagbard og Håmund. De begyndte et slag med dem, og først mørkets frembrud skilte de kæmpende og tvang dem til at sænke de trætte arme ovenpå myrderierne, hvorefter der blev erklæret våbenhvile for natten. Næste dag blev den stadfæstet som en varig fred fra begge sider, for begge parter havde lidt så store tab i den foregående dags kamp at de ikke havde mulighed for at genoptage slaget. De havde kæmpet lige tappert og var lige medtagne, så nu var de tvunget til at holde fred.

7,2  På samme tid var der en tysker af fornem familie ved navn Hildegisl der friede til Sigers datter Signe, som han nok mente han kunne få, så flot og fornem som han var. Men hun havde kun hån tilovers for sådan en ubetydelig person der i hendes øjne var blottet for mod og byggede sin egen lykke på andres tapperhed. Hun havde særlig kastet sin kærlighed på Hake, og det skyldtes hans ry for store bedrifter. For Signe havde større respekt for de tapre end for de tøsede og lå ikke på maven for kønne ansigter, kun for store bedrifter, for hun vidste at selv det mest besnærende udseende er for intet at regne mod ægte tapperhed – der er slet ingen sammenligning. Der findes nemlig de piger der er mere tiltrukket af en tilbeders berømmelse end af hans udseende, der findes dem der ikke ser på ansigtet, men på karakteren, og derfor kun kan finde på at sige ja til en frier for hans indre kvaliteters skyld.

7,3  Hagbard kom nu sammen med Sigers sønner til Danmark. Her lykkedes det ham, uden at de vidste noget om det, at komme til at tale med deres søster – og det endte med at han overtalte hende til at love højt og helligt at blive hans hemmelige elskerinde. Senere da hendes piger engang talte om hvem af stormændene der var den bedste, erklærede hun at Hake var bedre end Hildegisl, for hos den sidste kunne man ikke finde andet der var værd at tale om, end hans kønne udseende, men Hakes prægtige karakter opvejede fuldstændig hans arrede ansigt. Og hun nøjedes ikke med at lovprise ham i almindelige vendinger, hun sang også sådan:

7,5  De ord havde den virkning på de omkringstående at de mente det måtte være Hagbard hun roste under navnet Hake. Hildegisl tog sig det meget nær at hun sådan fremhævede Hagbard frem for ham, og bestak derfor en blind mand ved navn Bolvis til at så splid mellem Sigers og Håmunds sønner. Siger havde nemlig to gamle mænd som han plejede at spørge til råds om næsten alting, og Bolvis var den ene af dem. De to var vidt forskellige af væsen: den ene havde det med at forlige uvenner, den anden gjorde hvad han kunne for at sætte ondt blod mellem venner og puste til gnidninger så de blussede op til ondskabsfulde stridigheder. Nu gik Bolvis så først til Sigers sønner og bagtalte Håmunds sønner med al mulig løgn og sladder. De havde aldrig haft for vane at holde deres løfter om venskab, påstod han, så dem holdt man bedre styr på med krig end med fred. Resultatet var at freden mellem de unge mænd brød sammen, og mens Hagbard var langt borte, faldt Sigers sønner Alf og Alger over Helvin og Håmund ved den havn der kaldes Håmundsvig, og slog dem ihjel begge to. Senere overfaldt Hagbard så dem med friske kræfter og dræbte dem som hævn for sine brødre. Hildegisl fik et spyd i hver balde, men slap væk. I den anledning fik man sig et godt grin på tyskernes bekostning, for de sår var vanærende nok til at sætte en plet på deres ære.

7,6  Efter det klædte Hagbard sig ud som kvinde og opsøgte helt alene Sigers datter igen – som om han slet ikke havde krænket hende ved at slå hendes brødre ihjel. Men han stolede på det løfte hun havde givet ham, og følte sig mere tryg ved hendes æresord end nervøs over det han selv havde gjort. Ja, kærligheden trodser enhver fare. Og for at kunne give en forklaring på sin rejse udgav han sig for en kvindelig kriger i Hakes tjeneste og sagde at han kom med et budskab fra ham til Siger. Da det blev aften, og han trak sig tilbage for at sove sammen med tjenestepigerne, spurgte de piger der vaskede hans fødder, hvorfor han havde så hårede ben, og hvorfor hans hænder var så ru at føle på, og han svarede sådan:

7,8  Signe skyndte sig at spille med på hans bortforklaringer og bekræfte hans påstand og forklarede at det var helt naturligt at hænder der oftere håndterede det blanke sværd end den bløde uld, og var mere vant til kamp end til karte, var hårde i huden af det arbejde – de havde ikke samme bløde smidighed som kvinder ellers har, og var ikke vege og glatte at føle på for andre. Nej, de var hærdede både af krigens strabadser og sølivets slid. For sådan en af Hakes kvindelige krigere gav sig jo ikke af med kvindearbejde, hun var vant til at bruge sin blodbestænkte højre til kastespyd og skydevåben. Derfor var det heller ikke så mærkeligt at hendes fodsåler var hårde af de lange rejser og seje og stive i huden efter gang på gang at være flået til blods mod skarpe småsten når hun løb over strandens sand. De kunne jo ikke være så sarte og fine at røre ved som dem der aldrig kom uden for en dør og altid måtte holde sig bag kongsgårdens gærde.

7,9  Hagbard fik lov at lægge sig i sengen hos Signe – med det påskud at han skulle have hæderspladsen – og blandt de hede ord de nu lå og sagde til hinanden, sagde han ganske stille:

7,10  Hertil svarede Signe:

De ord virkede så oplivende på Hagbard at han følte langt større fryd ved hendes løfte end angst for hvordan han selv skulle slippe væk.

7,11  Pigerne røbede ham, og Sigers mænd kastede sig over ham, men han forsvarede sig længe og tappert og huggede adskillige af dem ned i døråbningen. Til sidst blev han dog overmandet og ført frem for forsamlingen, hvor folket havde delte meninger om ham: Mange sagde at han havde begået en alvorlig forbrydelse og måtte straffes med døden, men Bilvis, Bolvis' bror, og flere andre foreslog en mildere straf og anbefalede at man skulle drage nytte af hans mod og styrke i stedet for at behandle ham så grusomt. Men nu trådte Bolvis frem og erklærede at det var aldeles urimeligt at råde kongen til tilgivelse og forsøge at dæmpe hans retfærdige harme med misforstået medlidenhed – når han burde tage hævn. Hvordan skulle man overhovedet overtale Siger til at føle medynk og vise nåde over for en mand der ikke alene havde berøvet ham begge hans sønners trøst og støtte, men oven i købet havde budt ham den hån at forføre hans datter. Den holdning fik støtte fra størstedelen af forsamlingen, Hagbard blev dømt, og der blev rejst en galge til ham. Så enden blev at han der kort før stort set ingen stemmer havde haft imod sig, nu fik en hård dom af dem alle.

7,12  Kort efter rakte dronningen ham et bæger og bad ham slukke sin tørst – med denne truende svada:

7,13  Den unge mand greb bægeret hun rakte ham, og svarede:

Sådan hånede han hende for drabet på hendes unge sønner til hævn for hendes dystre forudsigelser om hans død. Og så gav han hende bægeret i hovedet igen så vinen løb ned over ansigtet på hende.

7,14  I mellemtiden spurgte Signe sine grædende piger om de var villige til at følge hende i det hun nu havde tænkt sig at gøre. Og de lovede at gøre alt hvad deres herskerinde ønskede. Det gav de hende deres æresord på. Derpå erklærede hun, med tårerne løbende ned over kinderne, at den eneste mand hun nogen sinde havde delt seng med, ham agtede hun også at følge i døden. Og så befalede hun dem, så snart udkiggen gav tegn, at stikke ild til kammeret, binde løkker af deres slør, lægge dem om halsen og sparke skamlerne væk under fødderne for at hænge sig selv. Da de havde indvilliget, skænkede hun vin til dem for at de ikke skulle være for bange for at dø.

7,15  Herpå blev så Hagbard ført ud for at blive hængt på den høj der senere blev opkaldt efter ham. Og for nu at sætte sin kærestes troskab på prøve bad han bødlerne om at klynge hans kappe op i galgen, for som han sagde, det kunne være rart at se sådan et billede af sin egen forestående død så han vidste hvordan det ville tage sig ud. Det fik han lov til, og udkiggen, der troede det var Hagbard selv der blev hængt, fortalte nu de indespærrede piger inde i kongsgården hvad han havde set. Et øjeblik efter havde de sat bygningerne i brand, hvorefter de skød skamlerne væk under fødderne og lod løkkerne stramme sig sammen om deres struber. Da Hagbard så at kongsgården var omspændt af flammer, og det kammer han kendte så godt, brændte i lys lue, udbrød han at nu følte han langt større glæde over sin kærestes troskab end sorg over sin egen forestående død. Ja, han opfordrede ligefrem de omkringstående til at gøre det af med ham, og viste tydeligt hvor lidt han bekymrede sig om døden, med følgende vers:

Se, jeg tager med glæde imod hvad jeg udsættes for, for kærligheden er så stærk at den der er optændt af den, aldrig kan vristes ud af den elskedes favn, selv ikke i skyggernes verden.« I samme øjeblik han havde sagt de ord, tog bødlerne fat, og han døde i strikken.

7,17  Og skulle nogen nu tro at ethvert spor fra oldtiden er forsvundet, er der faktisk på stedet bevaret nogle træk der kan vidne om de omtalte begivenheder. For det første har Hagbard efter sin død givet navn til en landsby, for det andet kan man et sted ikke langt fra Sigers by se en vold der hæver sig en smule over jordsmonnet og med sine forhøjninger gengiver et aftryk af en gammel hustomt. Der var også engang en der fortalte Absalon at han havde set en stolpe der var fundet dér på stedet, og som en bonde havde ramt mens han pløjede.

8,1  Da Hake Håmundsøn hørte om alt det, så det ud til at han ville opgive det felttog han var i færd med mod irerne, for i stedet at tage hævn over sine brødres mordere. Men nu blev han ladt i stikken af både Hake fra Sjælland, Vigers søn, og Starkad, som begge to havde været i hans tjeneste lige siden Regnalds død. Den ene gjorde det af hensyn til sine venner, den anden af hensyn til sit hjemland, men selv om bevæggrundene var forskellige, var incitamentet lige stort. Sagen var at Hake vidste hvad man skylder sit land, og ikke kunne få sig selv til at overfalde sin egen hjemegn, for mens de andre gik i krig mod fremmede folk, ville han komme til at kæmpe mod sine landsmænd. Starkad derimod havde én gang boet som gæst hos Siger og afslog nu at optræde som hans fjende, for ingen skulle kunne sige at han belønnede godt med ondt. Nogle mennesker er så taknemmelige for gæstfrihed at intet kan få dem til at forulempe folk der selv engang har modtaget dem med åbne arme.

8,2  Men Hake så sine brødres drab som et større tab end sine krigeres faneflugt, så han samlede sin flåde i den havn der på dansk hedder Hærvig, landsatte sine krigere og opstillede hæren på det sted hvor nu Esbern har bygget en borg der med sine fæstningsværker kan beskytte omegnens befolkning og holde de vilde barbarer borte. Derpå delte han sine styrker i tre, og de to tredjedele af flåden bemandede han med et lille antal roere, som han sendte i forvejen til Susåen, hvor de skulle krydse sig op ad åens slyngede løb for at kunne komme landtropperne til hjælp hvis det blev nødvendigt. Selv fortsatte han til fods sammen med resten af styrken, og for ikke at blive set holdt han sig mest i skovene.

Den rute han fulgte, var i gamle dage tæt overgroet med skov, men nu til dags er området for en stor del lagt under plov og kun kantet med spredte buskadser. Og for at de ikke skulle savne skovens dække når de rykkede frem over åbent land, gav han sine folk besked på at hugge grene af træerne og holde dem foran sig. Samtidig befalede han dem at lægge en del af deres tøj og deres sværdskeder fra sig og rykke frem med dragne sværd så de ikke havde noget der kunne sinke dem. Som et evigt minde om denne begivenhed har han navngivet en bakke og et vadested efter den.

8,3  På den måde lykkedes det ham i ly af natten at snige sig forbi to vagtposter, men da de nåede til den tredje, fik vagten øje på det usædvanlige syn. Han opsøgte straks Siger i hans sovekammer og meddelte ham at han havde noget besynderligt at fortælle: Han havde set grene og buske der vandrede af sted ligesom mennesker. Kongen spurgte hvor nær denne vandrende skov var kommet, og da han hørte at den var lige i nærheden, bemærkede han at det mirakel måtte være et varsel om at han skulle dø. Det er derfor den mose hvor grenene var skåret, i folkemunde har fået navnet »Helkær«. Han var nu bange for at blive klemt inde i de snævre gader, så han forlod byen og marcherede ud i det åbne land hvor der var bedre udsyn, for at tage imod fjenden. Og her, ved et sted der hedder »Valbrønde«, dvs. »brønden med ligene« eller »brønden med de faldne«, stod kampen. Han tabte slaget og blev selv hugget ned og døde. Men Hakes sejr udviklede sig til grusomhed: hans medgang gjorde ham til morder, og han huggede begejstret alt og alle ned omkring sig uden hensyn til stand eller køn. Hverken medlidenhed eller anstændighed gav han efter for, og intet kunne afholde ham fra at søle sit sværd i kvindeblod og myrde mødre og børn i ét stort grusomt fælles blodbad.

8,4  Da Sigvald, Sigers søn – der ellers indtil da aldrig havde sat sit ben uden for faderens gård – fik den besked, samlede han en hær for at søge hævn. Hake blev rædselsslagen over de mægtige styrker der nu stimlede sammen, skyndte sig tilbage til flåden i Hærvig med en tredjedel af hæren og reddede sig ud på havet. Hans kammerat Hake med tilnavnet »den stolte« tog sig af resten af hæren, og han mente han havde mere grund til at føle selvtillid over sejren end nervøsitet over Hakes fravær, og ville hellere dø end flygte. Nu trak han sig så et stykke tilbage til landsbyen Alsted for at vente på at flåden skulle nå frem. Og her sad han så og klagede sig over den sneglefart hans kammerater satte op. For den flåde der var blevet sendt op ad åen, var endnu ikke nået frem til bestemmelsesstedet.

8,5  Sigers endeligt og hengivenheden over for Sigvald ophidsede folket så voldsomt at begge køn kastede sig ud i krigen, og man sågar så kvinder give en hånd med i kampen. Næste morgen stødte Hake og Sigvald sammen i et slag der varede to hele dage. Kamphandlingerne var forfærdelige, og begge hærførere faldt, men de få danskere der var tilbage, gik af med sejren. Natten efter slaget nåede så flåden helt op ad Susåen til den aftalte ankerplads. Åen var dengang sejlbar, men i vore dage er den så tilgroet og opfyldt med fast materiale at den er blevet for smal, og de færreste fartøjer kan trænge op ad det snævre og ufremkommelige løb.

8,6  Ved daggry fik besætningen på skibene øje på ligene af deres kammerater, og som grav for deres hærfører byggede de nu en kæmpemæssig høj, som den dag i dag er vidt berømt under navnet Hakeshøj. Men med et dukkede Borkar op med det skånske rytteri og dræbte hele flokken. Og nu hvor fjenden var ryddet af vejen, bemandede han de tomme skibe og satte af sted efter Håmunds søn i en hæsblæsende fart. Det kom til et slag mellem dem, og Hake, der blev den lille, flygtede over hals og hoved til Skotland med kun tre skibe. Her døde han tre år efter.

9,1  Alle disse krige og ulykker havde tyndet sådan ud i den danske kongeslægt at den nu kun bestod af en eneste person, nemlig Gyrid, datter af Alf og barnebarn af Siger. Og da det stod klart for danskerne at de ikke længere havde den fornemme gamle slægt til at styre landet, overlod de kongemagten til den almindelige befolkning og valgte mænd af folket til herskere: Skåne overlod de til Østmar og Sjælland til Hunding, Hane gav de magten over Fyn, og herredømmet i Jylland delte de mellem Rørik og Hader.

9,2  For nu at ingen skal være uvidende om hvem der blev stamfar til de følgende generationer af konger, er der visse ting der nødvendigvis må omtales i et kort indskud. Efter hvad man siger, var der engang en tapper svensker ved navn Gunner der var meget fjendtligsindet over for Norge, og havde god grund til det. Han bad derfor om tilladelse til at overfalde landet, og så snart han fik den, omsatte han den i de frygteligste ødelæggelser. De første angreb rettede han mod landskabet Jæren, som han kastede sig over med både brand og mord, men uden plyndringer, for alt hvad han var ude på, var at vandre ad veje bestrøet med lig og stier bestænket med blod. Mens de andre for det meste afholdt sig fra myrderier og var mere interesserede i at plyndre end at dræbe, holdt han mere af brutalitet end af bytte, og helst af alt mejede han mennesker ned for at få afløb for sine morderiske lyster. Af skræk for hans grusomhed overgav hele befolkningen sig på en gang for at undgå de farer der truede dem.

9,3  Da nu den norske konge, Regnald, der var en ældgammel mand, hørte om hans rædselsregimente, fik han lavet en grotte hvor han spærrede sin datter Drot inde med både tjenestefolk og forråd til et langvarigt ophold. I samme hule anbragte han også en samling fornemt smedede sværd og forskelligt andet kongeligt udstyr for at sikre sig at fjenden ikke beslaglagde og brugte de våben han godt kunne se at han ikke selv magtede at håndtere. Og for at hulen ikke skulle rage op så man lagde mærke til den, udjævnede han forskellen mellem højen og den faste jord. Derpå drog han i krig, men da hans gamle lemmer ikke kunne bære ham ud i slaget, måtte han støtte sig til sine ledsageres skuldre og tage andres ben til hjælp når han skred fremad. I dette slag kæmpede han med stor iver, men med begrænset held. Han faldt og efterlod sig et land med alvorlig grund til at skamme sig.

9,4  For at straffe det overvundne folk for deres fejhed fandt Gunner nemlig på en ganske uhørt ydmygelse: han indsatte en hund som hersker over dem. Og hvad andet skal vi forestille os at han ville opnå med det, end at det indbildske folk tydeligt kunne mærke straffen for deres stolthed hver gang de måtte bøje de knejsende nakker for en bjæffende køter? Og for ikke at spare dem for nogen hån udnævnte han statholdere der skulle varetage såvel private som offentlige anliggender på hundens vegne. Samtidig pålagde han faste grupper af stormænd konstant og uden afbrydelse at holde vagt om den. Oven i alt det bestemte han også at hvis nogen af hofmændene følte at det var under hans værdighed at adlyde sin hersker, og ikke fulgte den med gennemført respekt og ærbødighed når den strejfede omkring, skulle han miste sine lemmer til straf. Men han pålagde også befolkningen en dobbelt skat, en der skulle udredes af høsten om efteråret, og en der skulle betales om foråret. Sådan fik han lukket luften ud af nordmændenes opblæsthed og sikret sig at de tydeligt kunne mærke hvordan deres hovmod fik et knæk når de var tvunget til at adlyde en hund.

9,5  Men da Gunner hørte at kongens datter var gemt væk langt borte, gjorde han alt hvad han kunne, for at opspore hende. Og en dag han selv var ude at lede sammen med de andre, skete det at han i det fjerne anede en utydelig underjordisk mumlen. Efterhånden som han forsigtigt nærmede sig, blev det stadig tydeligere at det var menneskestemmer han hørte. Da han så gav sine mænd ordre til at grave i jorden under sig lige til de nåede bunden, viste der sig pludselig et hulrum, og han så ned i de snoede gange dernede. Tjenestefolkene forsøgte at forsvare indgangen til hulen, som han havde opdaget, men blev hugget ned, og pigen blev hentet ud sammen med alle de rigdomme der lå gemt dernede. Ja, bortset fra hendes fars sværd, for dem havde hun været så forudseende at bringe i sikkerhed på et endnu mere hemmeligt sted. Nu voldtog Gunner hende, og senere fødte hun en søn, Hildiger. Han forsøgte at overgå sin far i grusomhed, og det i en sådan grad at han altid var ude på mord og drab og aldrig tænkte på andet end at rydde mennesker af vejen, ja, han ligefrem stønnede af uslukkelig blodtørst. Hans far forviste ham fra landet for hans uudholdelige brutalitet, men snart efter gjorde Alver ham til jarl, og så plagede han sine naboer med krig og myrderier og tilbragte al sin tid i felten, så landflygtigheden fik ham ikke til at slække det mindste på sin vante grusomhed, og han skiftede ikke sind fordi han skiftede sted.

9,6  I mellemtiden havde Borkar hørt om at Gunner med magt havde taget Regnalds datter Drot til kone, og nu tog han både konen fra ham og livet af ham og giftede sig med Drot. Og det bryllup havde hun da heller ikke noget imod, for hun mente at det var rimeligt at tage den mand der havde hævnet hendes far. I sin sorg over faderen havde hun nemlig ikke med nogen glæde kunnet leve sammen med hans morder. Hun og Borkar fik sønnen Halfdan. Så længe han var ganske ung, hørte man aldrig andet end at han var ubegavet, men i de følgende år blev han kendt for sine strålende bedrifter og vidt berømt for sit glorværdige liv. Engang han som dreng legede med en navnkundig kæmpe, og denne gav ham en lussing, fór han løs på ham med det han nu havde i hånden, og dræbte ham. Med den begivenhed gav han et varsel om de store bedrifter der skulle komme, og det blev vendepunktet mellem den foragt han hidtil havde mødt, og den glans og ære han skulle nyde i fremtiden. Dette var indledningen til hans fremragende indsats som kriger.

9,7  På den tid var der en russisk sørøver ved navn Røde der plagede vores land med plyndring og grusomheder. Så hensynsløs var han at han ikke generede sig for at klæde sine fanger af helt ind til de intimeste dele af kroppen – hvor andre dog skånede dem for at skulle stå fuldstændig nøgne. Derfor bruger vi stadig den dag i dag ordet »røderan« om rå og umenneskelige plyndringer. Til tider brugte han også en form for tortur der gik ud på at fæstne deres højre fod til jorden mens den venstre blev bundet fast til en spændstig gren som til samme formål var bøjet nedad, og når den så svingede tilbage, blev manden flækket midt op igennem. Kong Hane af Fyn, der meget gerne ville vinde sig hæder og ære, forsøgte at besejre ham til søs, men slap kun væk med en eneste mand. Det var som en hån mod ham at man fandt på ordsproget »Hane er hjemme rigest«.

9,8  Nu kunne Borkar ikke længere se roligt til mens hans landsmænd mistede alt, så han drog imod Røde. De mødte hinanden i slaget og fulgte hinanden i døden. I det samme slag blev Halfdan ifølge sagnet hårdt såret, og et godt stykke tid efter var han svagelig efter de sår han havde fået. Blandt andet havde han et særlig tydeligt hug over munden, der dannede et iøjnefaldende ar og stadig sad som en åbenlys plamage efter at de andre var groet sammen. Den beskadigede del af læben svulmede nemlig op så huden ikke kunne gro sammen over den opløste flænge. Det skaffede ham et tilnavn fuld af hån og foragt – på trods af at sår man modtager med front mod fjenden, snarere skulle bringe hæder end skam. Men så urimeligt kan folket til tider tolke store bedrifter.

9,9  Da det gik op for Gyrid, Alfs datter, at hun nu var den eneste der var tilbage af kongeslægten, og ikke kunne finde nogen af sin egen stand at gifte sig med, aflagde hun frivilligt ed på at hun ville forblive jomfru hele sit liv, for hun mente at det var klogere helt at undvære en mand end at tage en af folket. For at sikre sig mod overgreb satte hun oven i købet en udsøgt skare af kæmper til at vogte sit kammer. En enkelt gang skete det dog at Halfdan slap ind til hende mens kæmperne var væk – de var brødre til ham han havde dræbt dengang han var dreng – og han sagde nu til hende at hun skulle løse sit jomfrubælte og lade den strenge kyskhed vige for kærligheden, for hun skulle jo ikke hænge sig så meget i sit løfte om afholdenhed at hun nægtede at sætte det førerløse rige på rette kurs ved at gifte sig. Han var selv en fornem mand og ville da foreslå hende at tænke på ham når hun tænkte på ægteskab, for af den nævnte grund ville hun nok alligevel binde an med kærligheden.

9,10  Hertil svarede Gyrid at ingen skulle få hende, den sidste tilbageværende af den kongelige slægt, til at gifte sig med en mand af lavere stand. Og hun nøjedes ikke med at bebrejde ham hans uanselige familie, hun hånede ham også for hans vansirede ansigt. Halfdan bemærkede så at hun altså havde to ting at udsætte på ham: hans ubetydelige slægt og hans flækkede mund med det skæmmende sår der ikke ville gro sammen. Derfor ville han ikke komme tilbage og fri til hende før han havde vundet så stor hæder i kamp at det rensede ham for begge disse skampletter. Samtidig bad han hende om ikke at sige ja til nogen anden bejler før hun havde sikker underretning om at han var kommet hjem – eller kommet af dage.

9,11  Kæmperne, der i forvejen kunne takke ham for at de havde mistet en bror, blev meget fortørnede over at han havde talt med Gyrid, og satte efter ham til hest. Da han fik øje på dem, bad han sit følge om at gemme sig, for han ville møde kæmperne alene, sagde han. Og da de kviede sig ved det og mente at de ikke kunne adlyde ham med æren i behold, jog han dem væk med trusler og skældsord og erklærede at Gyrid aldrig skulle høre om ham at han var en kujon der løb fra et slagsmål. Så fældede han et egetræ og skar det til som en kølle, hvorpå han ene mand tog kampen op med alle tolv og dræbte dem. Men selv så strålende en bedrift som at gøre det af med dem var ikke nok for ham, han ville præstere noget endnu større, og dertil fik han af sin mor to sværd der havde tilhørt hans bedstefar. Det ene hed Lysing, det andet Hviding, og de havde begge navn efter deres lynende skarpe æg.

9,12  Da han nu hørte at der var udbrudt krig mellem den svenske kong Alver og russerne, rejste han omgående til Rusland og tilbød sin hjælp til befolkningen, og alle dér modtog ham med den største respekt og ære. Alver befandt sig lige i nærheden, og den afstand der var at tilbagelægge imellem dem, var kun ganske kort. Hans kriger Hildiger, Gunners søn, udfordrede russernes kæmper til tvekamp, men da det gik op for ham at det var Halfdan de sendte imod ham, og udmærket vidste at det var hans bror, lod han familiefølelsen få overhånd over krigeræren og erklærede at en stor kriger som han, der havde halvfjerds sejre bag sig, ikke kunne indlade sig i kamp med en ganske uerfaren mand. Så han rådede ham til at prøve sine kræfter af på et mindre krævende plan og kun binde an med noget der svarede til hans evner. Det sagde han ikke fordi modet svigtede ham, men for at holde sin samvittighed ren, for han var ikke alene en mægtig kriger, han vidste også hvordan man sløver sværd med tryllevers. Han kunne godt huske at det var Halfdans far der havde dræbt hans egen far, og var på den måde splittet mellem hævntørst for sin far og hengivenhed imod sin bror, men følte dog at det var bedre at afslå en udfordring end at gøre sig skyldig i en frygtelig forbrydelse.

9,13  I stedet for ham forlangte Halfdan så at møde en anden kæmpe. En ny trådte frem, og Halfdan fældede ham. Nu tilkendte selv fjenderne ham prisen for tapperhed, og der var almindelig enighed om at udråbe ham til den mægtigste kriger af dem alle. Dagen efter bad han om to modstandere og huggede dem begge ned. Den tredje dag overvandt han tre, den fjerde dag mødte han fire og besejrede dem. Den femte dag forlangte han fem. Også dem gjorde han det af med, og sådan øgede han stadig antallet af modstandere, og sejre, indtil han den ottende dag mødte elleve på en gang og dræbte dem alle. Da Hildiger nu så at Halfdans mægtige styrke fuldt ud kunne måle sig med hans egne bedrifter, kunne han ikke længere undslå sig for at møde ham, men Halfdan viklede klude om sit sværd og sårede ham dødeligt. Da det gik op for Hildiger, kastede han våbnene fra sig, sank til jorden og talte til sin bror:

9,16  Sådan talte han, og da Halfdan nu kaldte ham et sløvt drog og bebrejdede ham at han først nu røbede at de var brødre, svarede Hildiger at han havde tiet stille med det for at ikke at blive kaldt en kujon hvis han undslog sig for at kæmpe – eller en slyngel hvis han gjorde det. Og med den slags undskyldninger på læberne udåndede han. Men blandt danskerne opstod det rygte at det var Hildiger der havde dræbt Halfdan.

9,17  Senere friede en højfornem sachser ved navn Sivar til Gyrid, der var den eneste tilbageværende af den danske kongeslægt, men eftersom hun i det skjulte foretrak Halfdan frem for ham, opstillede hun den betingelse for sin frier at han ikke måtte anmode om hendes hånd før han havde samlet det splittede danske rige til et hele og med magt skaffet hende det tilbage som med vold var taget fra hende. Sivar forsøgte, men uden held, og først da han bestak alle hendes rådgivere lykkedes det ham endelig at blive forlovet med hende.

Men da Halfdan ovre i Rusland hørte om det fra nogle handelsmænd, stak han straks til søs og sejlede så hurtigt at han nåede frem inden brylluppet. Inden han på festens første dag gik op til kongsgården, lagde han sine ledsagere på vagt med besked om ikke at forlade deres pladser før de hørte våbengny deroppe fra. Da han så stod dér foran pigen, uden at blive genkendt af de øvrige gæster, ville han ikke tale lige ud i utilslørede vendinger der kunne forstås af flere, så han udtrykte sig i dunkle omskrivninger og digtede sådan:

9,19  Hertil svarede Gyrid:

»Indtil nu har jeg på ingen måde brudt mine løfter til dig selv om jeg stod helt alene og dårligt kunne modstå de mange gode råd eller holde stand imod de strenge opfordringer til at gifte mig.«

9,20  Pigen var dårligt færdig med at svare før Halfdan havde gennemboret brudgommen med sit sværd. Og han nøjedes ikke med at dræbe én, men huggede størstedelen af gæsterne ned også. Og da sachserne i deres drukkenskab kom vaklende imod ham, kom hans egne tjenere til og slagtede dem alle sammen. På den måde vandt han sig Gyrid.

10,1  Det gik nu op for ham at hun var ufrugtbar, og da han selv var meget opsat på at sætte børn i verden, rejste han til Uppsala for at se hvordan hun kunne blive frugtbar. Her fik han det svar at for at få børn måtte han først forsone sin døde brors sjæl. Og så snart han havde gjort som oraklet befalede, fik han sit ønske opfyldt, for Gyrid fødte ham en søn, som han gav navnet Harald.

10,2  For hans skyld forsøgte han at genoprette fortidens kongemagt i det danske rige, som stormændene ganske uberettiget havde splittet i stumper og stykker, men under en krig på Sjælland blev han dræbt i et slag mod den berømte kæmpe Vesete. Det så Gyrid – hun var af kærlighed til sin søn gået med i slaget forklædt som mand – og da nu hans mænd stak af mens Harald selv kæmpede stadig ivrigere, tog hun ham på skuldrene og bar ham ind i en nærliggende skov. Fjenderne var alt for trætte til at følge efter dem, men en af dem skød ham en pil i bagen som han lå der hen over hende. Så Harald mente nok hans mors omsorg havde bragt ham mere forlegenhed end hjælp.

10,3  Han var en umådelig smuk og overordentlig velvoksen ung mand, både større og stærkere end sine jævnaldrende, og samtidig omfattede Odin – hvis orakel tilsyneladende stod bag hans fødsel – ham med så stor velvilje at han blev usårlig, og intet stål kunne knuse ham. De våben der sårede andre, blev ude af stand til at volde ham skade. Og han betalte ham da også tilbage for den gave, for det siges at han lovede at skænke Odin alle de sjæle han med sit sværd jog ud af deres kroppe. Som et monument over sin far lod han håndværkere indhugge hans bedrifter på den klippe i Blekinge som jeg tidligere har omtalt.

10,4  Da han senere hørte at Vesete skulle giftes ovre i Skåne, mødte han op ved brylluppet forklædt som tigger, og ud på natten da gildet var ovre, og alle var gået omkuld af druk og træthed, brød han ind i brudekammeret med en bjælke. Vesete ramte ham så hårdt på siden af hovedet med sin kølle at han slog to tænder ud på ham – men uden at såre ham. Senere voksede der dog ganske uventet to nye frem til erstatning for de tabte. Den hændelse gav ham tilnavnet Hildetand, som nogle dog siger han fik på grund af sine udstående tænder. Her dræbte han nu Vesete, og dermed sikrede han sig herredømmet over Skåne. Derpå angreb og fældede han Hader ovre i Jylland, hvor et bynavn stadig minder om hans fald. Senere dræbte han både Hunding og Rørik, erobrede Lejre og gendannede det splittede danske rige i dets gamle form.

10,5  Senere hen hørte han at kong Asmund af Viken var blevet sat fra magten af sin storesøster, og en sådan frækhed fra en kvindes side ophidsede ham så meget at han uden at vente på krigens afslutning straks sejlede til Norge med et enkelt skib for at komme Asmund til undsætning. Slaget begyndte, og Harald trådte frem mod fjenden iført en purpurkappe og med et guldindvirket bånd om håret. I stedet for våben stolede han i al stilhed så fast på det held han vidste han havde, at han snarere så ud til at være klædt på til fest end til kamp. Men hans indre svarede ikke til antrækket, for nu marcherede han ganske ubevæbnet, kun iført sit kongelige skrud, i spidsen for de væbnede styrker og mødte kampens frådende farer med stor og beredvillig kampgejst. For de spyd der blev kastet imod ham, faldt virkningsløse til jorden som om odden var sløv, og gjorde ham ingen skade. Og da det gik op for de andre at han kæmpede uden rustning, stormede de fremad, for skammen tvang dem til at presse hårdere på. Men Harald fik ikke en skramme, han huggede mange ned med sit sværd og jog resten på flugt. Også søsteren gjorde han det af med, og dermed vandt han kongemagten tilbage til Asmund. Asmund tilbød ham en belønning for sejren, men han svarede at æren var løn nok for ham – og den storhed han viste ved at afslå hædersgaven, var ikke mindre end den han havde vist da han gjorde sig fortjent til den. Og med den erklæring – at det var hæder, ikke penge han agtede at høste af sin sejr – vakte han alles beundring for sin beskedenhed i lige så høj grad som for sit mandsmod.

10,6  Imidlertid døde nu den svenske kong Alver og efterlod sig sønnerne Olof, Inge og Ingjald. Den ene af dem, Inge, var ikke tilfreds med hvad han arvede efter sin far, og i et forsøg på at udvide sit rige erklærede han danskerne krig. Harald ville nu spørge et orakel hvordan den krig ville falde ud, men på vejen mødte han en gammel mand, kæmpestor, men enøjet og klædt i en lodden kappe. Han forklarede at han hed Odin og kendte meget til krigskunst og gav ham nogle særdeles nyttige anvisninger på hvordan han skulle opstille sin hær til slaget. Hvad han sagde, var at når han skulle udkæmpe et slag med landtropper, skulle han inddele hele sin slagorden i tre delinger, hver af dem formeret i antal af tyve, men den midterste skulle han lade række tyve mand længere frem end de andre i en spids formation som en kile eller en pyramide så fronterne skrånede bagud til hver side i kurver væk fra hinanden. Hver af disse delinger skulle han så i en kampsituation opstille på den måde at han begyndte med to mand ved spidsen og derfra lod hvert af de følgende geledder vokse med én, altså i andet geled tre, i tredje fire og så fremdeles. Og sådan skulle han lade de følgende trin stige i samme takt indtil fronterne var på højde med siderne. Hver spids skulle bestå af ti rækker. Bag disse delinger skulle han anbringe unge mænd bevæbnet med kastespyd, og bag dem igen de gamle krigere, der med deres gamle, erfarne mandsmod kunne stive kammeraterne af hvis kræfterne svigtede. Derefter ville en kyndig strateg stille geledder af slyngekastere, der fra deres position bag deres kammerater på lang afstand kunne bombardere fjenden med kasteskyts. Bag dem skulle han så anbringe mænd af enhver alder og rang imellem hinanden uden skelen til deres stand. Endelig skulle han dele bagtroppen i tre spidser lige som fortroppen, fordelt i tilsvarende forhold. Men de skulle vende ryggen til de styrker der stod foran dem, og dække dem bagud ved at vende front den modsatte vej. Men hvis det skulle komme til et søslag, skulle han udskille en del af flåde som, når han indledte kamphandlingerne, kunne gøre omkring og omringe fjendens skibe.

10,7  Så snart han havde lært disse regler for krigsførsel, drog han til Sverige, hvor han overraskede Inge og Olof netop som de gjorde sig klar til krig, og dræbte dem. Deres bror, Ingjald, sendte en delegation over for at bede om våbenhvile under påskud af at han ikke var rask, og den anmodning efterkom han, for som den helt han var, havde han lært at vise hensyn over for mennesker i ulykke, så han agtede ikke at trampe på folk i trængsler og modgang. Men senere udfordrede Ingjald ham ved at bortføre hans søster, og han førte lange og opslidende krige med ham uden at komme til nogen afgørelse indtil han omsider sluttede venskab med ham og besluttede sig for at det var bedre at have ham som ven end som fjende.

10,8  Senere hen hørte han at der skulle udkæmpes en krig om kongemagten mellem trøndernes kong Olav og to piger, Stikla og Rusla, og i sin forargelse over denne frækhed fra to kvinders side opsøgte han i al hemmelighed kongen, klædte sig i en dragt der skjulte hans udstående tænder, og gik til angreb på pigerne. Han dræbte dem begge, og siden da har to havne haft navn efter dem. Ved den lejlighed gav han en slående prøve på sin tapperhed: Kun iført sin underklædning stod han op mod spyd og pile med brynjeløst bryst. Da Olav så tilbød ham en belønning for sejren, afslog han hans gave, så det er ikke til at sige hvad der var den største bedrift: hans tapperhed eller hans beskedenhed.

10,9  Derpå gik han imod en frisisk kæmpe ved navn Ubbe, der hærgede Jylland og myrdede løs blandt befolkningen, men da han ikke kunne få bugt med ham med våbenmagt, gav han sine krigere besked på at fange ham med de bare næver, og sådan fik han ham tvunget til jorden og lagt i lænker. Den mand som han kort før havde troet ville tilføje ham et alvorligt nederlag, lykkedes det ham altså selv at besejre med dette ydmygende overfald. Så gav han ham sin søster til kone og optog ham blandt sine krigere, hvorefter han tvang folkeslagene ved Rhinen til at betale skat og udvalgte nogle af de tapreste mænd i det folk til sin hær. Med dem i ryggen angreb han derpå det vendiske område, hvis fyrster, Duk og Dal, han dog for deres tapperheds skyld undlod at dræbe, men fik taget til fange i stedet. Også dem optog han i sin hird, hvorpå han med magt underlagde sig Aquitanien og snart efter fortsatte til Britannien, hvor han fældede humbrernes konge og tog de raskeste af de overvundne krigere i sin tjeneste. Den vigtigste af dem var Orm med tilnavnet Brite.

10,10  Rygtet om disse bedrifter lokkede kæmper til fra alle egne af verden så de til sidst udgjorde en hel hær af lejetropper. Disse mange krigere øgede hans magt, og der stod en sådan skræk om hans navn at det alene kvalte enhver uro i alle lande, og ingen af fyrsterne i disse lande vovede at krydse klinger med hinanden. Der var heller ingen der turde at opkaste sig til herre over havet uden hans tilladelse. I gamle dage var magten i Danmark nemlig delt så en herskede over landet, og en over havet.

10,11  Imidlertid døde nu Ingjald oppe i Sverige og efterlod sig en søn, Ring, som han havde fået med Haralds søster. Ham satte Harald til at styre sin fars rige, og han udnævnte formyndere for ham. Og efter således at have lagt alle lande og fyrster under sig, levede han i fred og ro i halvtreds år. Men for at sikre sig at krigerne ikke sank hen i ugidelighed over al den fred, bestemte han at de til stadighed skulle trænes af fægtemestre i at uddele og afværge hug og stød. Nogle af disse mænd var så fremragende fægtere og så usvigeligt sikre på hånden at de kunne snitte et øjenbryn af deres modstander. Og hvis nogen blev bange for sådan et hug og så meget som blinkede med øjet, blev han sat fra tjenesten og forvist fra kongens gård.

11,1  På samme tid fik Ole, Sigurds søn med Haralds søster, lyst til at se sin onkel, og han drog fra Norge ned til Danmark. Eftersom han som bekendt først blev optaget i Haralds hird og senere, efter krigen mod Sverige, tog magten selv, er det relevant her for et øjeblik at se på hvad overleveringen siger om hans bedrifter: Allerede efter de første femten år af sit liv, som Ole havde tilbragt hjemme hos sin far, var det ganske utroligt så store evner han havde vist, både åndelige og legemlige. Derudover havde han også et blik så barsk at han med øjnene alene kunne udrette det samme mod fjenden som andre med våben, og med sit lynende skarpe blik skræmme selv den tapreste kriger.

11,2  Da han en dag fik underretning om at Gunne, høvdingen i Telemarken, sammen med sin søn Grimme var på røvertogt i Edeskov, som er en egn fuld af tætte krat og skumle dale, blev han så forarget over deres forbrydelser at han bad sin far om en hund, en hest og en let rustning – og forbandede alle de unge mænd der spildte tiden med ingenting når den kaldte på tapper indsats. Så snart han havde fået hvad han bad om, gennemsøgte han nøje den omtalte skov og fandt dybe spor af et menneske i sneen: den hvide flade var gennembrudt af fodtrin og afslørede hvor røveren havde gået. Han fulgte sporet op over et stejlt fjeld og stod så foran en mægtig elv. Her ophørte det spor han hidtil havde fulgt, men han bestemte sig for at krydse floden.

Det så ganske vist ud som om de vældige vandmasser der kastede bølgerne frem i et hvirvlende fald, umuliggjorde enhver overgang: floden var fyldt med skjulte skær, og hele dens løb var et virvar af hvirvlende skum.

11,3  Men iveren efter at komme videre fik Ole til at glemme al angst for at komme i fare. Hans tapperhed tøjlede frygten, hans vovemod lod hånt om risikoen, og når han en gang havde sat sig noget i hovedet, var intet for svært for ham – så han red sin hest tværs gennem de brusende strømhvirvler. Vel ovre på den anden side kom han ind på en smal sti, omgivet af sumpe til alle sider, hvor en vold spærrede ham vejen og gjorde det svært at komme videre frem. Den satte han dog over på sin hest, og på den anden side fik han øje på et indelukke fyldt med stalde. Han trak en flok heste ud af folden for at sætte sin egen derind, og da en mand ved navn Toke – han var Gunnes træl – fór løs på ham, rasende over at en vildfremmed mand kunne være så fræk, nøjedes han med at holde angriberen stangen med sit skjold. Det var under hans værdighed at slå manden ihjel med sværdet, mente han, så han greb fat i ham, brækkede lemmerne på ham og smed ham på hovedet tilbage i det hus han netop var kommet farende ud af. Den fornærmelse fik omgående Gunne og Grimme på benene, de styrtede frem fra hver sin dør og kastede sig over ham på en gang, uden mindste respekt for hans ungdom og kræfter. Han sårede dem begge dødeligt, og da deres kræfter var ved at ebbe ud, fremsagde Grimme – til trods for at hans livskraft helt var borte, og han næppe havde styrke til et sidste suk – med bævende stemme følgende vers:

11,5  Det var Grimmes ord. Og dét ukuelige mod ville hans far ikke stå tilbage for, så han tog tråden op fra sønnens tapre ord og begyndte sådan:

11,6  Efter de ord rejste de sig begge to på knæ (for dødens nærhed havde tappet dem for kræfter) og forsøgte af al kraft at tage kampen op med Ole for på selve gravens rand at trække deres modstander med sig i døden. At de skulle dø, bekymrede dem ikke når bare den der dræbte dem, blev revet med i deres fald. Men Ole huggede den ene ned med sit sværd, og den anden lod han sin hund gøre det af med. Selv kom han dog heller ikke til sejren uden mén, for han der indtil da aldrig havde fået en skramme, havde nu fået et sår foran på kroppen. Men så snart hunden havde slikket såret grundigt, kom han sig fuldstændig, og kort efter hængte han ligene af de to røvere op i en galge hvor de kunne ses vidt omkring som bevis på hans sejr. Derpå indtog han deres fæstning, og hvad han fandt dér af bytte, gemte han af vejen på et hemmeligt sted til senere brug.

11,7  På den tid var der to brødre ved navn Skat og Hjalle der gik så vidt i deres hensynsløse liderlighed som til at bortføre smukke piger fra deres forældre og voldtage dem. Sådan bestemte de sig også for at røve Æsa, en datter af en småkonge i Värmland ved navn Olof, og gav faderen besked på at hvis han ikke ville se sit barn som slave for fremmede mænds lyster, måtte han enten selv møde op til tvekamp for at forsvare sit barn eller stille en anden. Da den besked nåede Ole, blev han begejstret ved udsigten til slagsmål og drog af sted til Olofs gård forklædt som bonde. Her fik han plads ved den fjerneste ende af bordet, og da han nu så den fortvivlelse der havde grebet kongens husstand, fik han med velberåd hu hans søn kaldt hen til sig og spurgte ham hvorfor de andre så så nedbøjede ud. Han svarede at medmindre en eller anden meget snart lagde sig imellem og forsvarede hans søster, ville hun inden ret længe blive voldtaget af nogle farlige slagsbrødre, hvorpå Ole så spurgte hvad belønningen ville være hvis han risikerede sit liv for pigen. Det spørgsmål gav sønnen videre til Olof, som svarede at den der ville kæmpe for hende, skulle få hans datter. De ord gav Ole gevaldig lyst til at vove pelsen.

11,8  Nu havde pigen den vane at gå helt hen til de gæster der kom i huset, holde et lys op foran dem og betragte deres ansigt nøje for på den måde at få et klarere indtryk af deres karakter og personlighed. Man mente også at hun ud af linjer og former i et ansigt kunne aflæse et menneskes afstamning og ved sit skarpe syn alene kunne bestemme vedkommendes herkomst. Da hun nu kom hen til Ole og udforskede ham med øjnene, blev hun så chokeret over hans barske blik at hun sank næsten livløs om. Men da hun lidt efter lidt kom til sig selv igen og begyndte at ånde friere, forsøgte hun atter at betragte den unge mand – kun for atter at styrte til jorden. Kroppen gik omkuld som var sindet forhekset. Selv da hun tredje gang forsøgte at åbne de lukkede øjne og hæve det nedslagne blik, svigtede ikke alene øjnene, men også benene hende, og hun styrtede pludselig om. Så voldsomt kan forundring lamme vores kræfter. Da Olof så det, spurgte han hende hvorfor hun var faldet om så mange gange. Hun forklarede at hun var blevet forskrækket over hans bryske blik, og erklærede at han var af kongelig slægt og yderst værdig til tage hende i sin favn hvis det skulle lykkes ham at forhindre røverne i deres forehavende, hvorpå alle bad Ole – der havde hatten trukket ned over ansigtet – om at lade forklædningen falde og vise sit ansigt så de kunne se hvem han var.

11,9  Han bad dem så alle glemme deres sorg og være lette om hjertet, hvorpå han tog dækket fra ansigtet, og nu rettede alle ivrigt blikket mod ham, forundrede over hans store skønhed. Han havde en blændende hårpragt af lyse lokker. Men samtidig sørgede han for at holde sine øjne tæt tillukket for ikke at skræmme dem der så ham. Straks fik alle nyt håb, man så gæster hoppe og danse af glæde, hoffolk springe omkring, og al den dybe sorg blev skyllet væk af overstadig lykke. Som håbet løste op for frygten, fik gildet en ganske anden stemning, og intet var længere som det havde været i begyndelsen. Sådan kunne et velvilligt løfte fra én gæst forjage den fælles frygt fra dem alle.

11,10  Mens dette foregik, dukkede Hjalle og Skat op med ti af deres mænd, og det så ud til at de ville tage pigen med sig med det samme: de råbte og skreg og satte alt på den anden ende og gav kongen besked på at komme an og slås hvis han ikke ville udlevere pigen. Ole mødte straks deres vilde hujen med et løfte om kamp, men på den betingelse at ingen måtte snige sig ind på sin modstander bagfra, kampen skulle kun foregå ansigt til ansigt. Derpå fældede han ene mand dem alle tolv med sit sværd, der hed Løgde – en større bedrift end man skulle vente fra så ung en mand. Kamppladsen var en holm midt i en sø, og ikke langt derfra ligger en landsby der på én gang er opkaldt efter begge brødrene Hjalle og Skat og derved er et mindesmærke over dette blodbad.

11,11  Han modtog nu pigen som belønning for sejren, og da han med hende havde fået en søn, Ømund, fik han sin svigerfars tilladelse til at rejse hjem til sin far. Han havde hørt at småkongen Thore lod Blot-Toste og Ljot med tilnavnet Uhyre overfalde hans fædreland, og drog nu af sted for at tage kampen op med dem uden andre ledsagere end en enkelt mand forklædt som kvinde.

Da han nåede hen i nærheden af Thores gård, gemte han sit og sin følgesvends sværd i hule stokke. Og da han trådte ind i kongsgården, skjulte han sit sande udseende bag en forklædning og gav sig ud for en ældgammel mand. Han fortalte nu at han havde været tiggerkonge hos Sigurd, men var blevet jaget i landflygtighed af hans søn Ole, som forfulgte ham med et indædt had. Straks var der adskillige af hoffolkene der kaldte ham »konge« og for grin faldt på knæ og rakte hænderne op mod ham til hyldest. Men han befalede dem at gøre alvor af hvad de havde foretaget sig for spøg, trak sværdene som de havde gemt i stokkene, og kastede sig over kongen. En del af dem hjalp nu Ole, forvandlede morskab til alvor og nægtede at bryde den ed de havde svoret for sjov, mens mange blæste på det tomme løfte og blev på Thores side. Sådan kom det til en kamp imellem venner, og længe uden vinder. Men omsider bukkede Thore under, for sine egnes sværd lige så meget som for gæstens, og Ljot, der var dødeligt såret, skænkede sejrherren tilnavnet »den raske« eftersom han fandt Ole lige så hurtig i tanke som hård i handling – og spåede samtidig at han selv skulle komme til at falde for den samme form for snigløb som han havde brugt mod Thore. Også han ville utvivlsomt gå til grunde i et baghold blandt sine egne. Og med de ord udåndede han. Sådan varslede den døendes sidste ord med sikker spådomskunst hans overmands fremtidige endeligt.

11,12  Efter den bedrift vendte Ole tilbage til sin far, og altså først da han kunne bringe freden med sig til hans hjem. Af faderen fik han nu herredømmet over havet, og herefter besejrede han halvfjerds søfarende konger i søslag. Blandt dem var de kendteste Birvil og Hvirvel, og også Thorvil, Nef og Ønef, Redvard, Rand og Erand. Rygterne om disse begivenheder gjorde indtryk på de kæmper hvis hele stræben var tapper kamp, og fik dem til at slutte sig til ham i stort antal. Ja, selv de mest ustyrlige unge mænd, der grådigt tørstede efter berømmelse, optog han i sit følge. Her indlemmede han også Starkad, som han behandlede med stor respekt og regnede blandt sine nærmeste, om end ikke nyttigste, venner. Med disse styrker i ryggen lykkedes det ham, alene gennem den respekt der stod om ham, at holde nabokongernes frækhed nede, og det i en sådan grad at han fratog dem både styrke, lyst og mod til at føre krig mod hinanden.

11,13  Senere drog han til Harald, der skænkede ham en kommando til søs, og til sidst blev han indlemmet blandt Rings krigere.

12,1  På samme tid var der en mand ved navn Brune som var særlig indviet i alle Haralds planer. Hver gang Harald og Ring havde brug for et fortroligt sendebud, var det ham de betroede deres beskeder til. Denne fortrolige position havde han fordi de var vokset op sammen lige fra de delte rangler som små. Under en af sine utallige anstrengende rejser druknede han i en flod, og Odin tog nu hans navn og udseende på sig og gennemførte hans mission så intrigant at det lykkedes ham at underminere det gode forhold mellem de to konger og så så meget splid imellem dem at der imellem de to, der før havde været knyttet til hinanden i venskab og slægtskab, fremsprang så ubøjeligt et gensidigt had at det tydeligvis kun kunne mættes med krig. I første omgang groede uenighederne i det skjulte indtil begge parter åbent erklærede deres holdninger, og det undertrykte had sprang frem i offentligheden. De erklærede nu åbent deres uvenskab, og de næste syv år gik med oprustning til krigen.

12,2  Der er også dem der bedyrer at det slet ikke var had eller rivaliseren om magten der drev Harald, men at han helt bevidst og ganske frivilligt søgte en fordækt anledning til at komme af med livet. For da han med sin høje alder og sit strenge væsen efterhånden var blevet en byrde for sine landsmænd, ville han hellere bukke under for sværdet end for sygdom og lidelse, og han valgte derfor at ende sit liv i et slag og ikke i en seng så han kunne få et endeligt der svarede til hans bedrifter tidligere i livet. For at få en mere glansfuld død og gå til underverdenen med et større følge ville han dele sin skæbne med en mængde andre, og derfor tilrettelagde han sin forestående død ved frivilligt at ruste sig til slag. Af disse grunde brændte han nu af iver efter såvel sin egen som andres død, og for at mandefaldet skulle blive lige stort på begge sider, sørgede han for at hærene på begge sider var af samme størrelse, om end med noget større styrke hos Ring, som han havde udset til at stå tilbage som sejrherre.