Ottende bog

1,1  Historien om krigen med Sverige har Starkad, der selv var en af hovedkræfterne i dette slag, som den første beskrevet i et dansk digt, der er overleveret fra mund til mund og ikke i skrift. Jeg agter nu at gengive dette forløb på latin sådan som han efter vort lands skik og brug har fremlagt det på folkesproget, og skal først og fremmest opregne de fornemste stormænd på begge sider. Jeg har nemlig ikke lyst til at medtage hele den store mængde, som man ikke engang har præcist tal på. Først vil jeg gennemgå dem der stod på Haralds side, derefter dem der tjente i Rings hær.

2,1  De berømteste af de hærførere der havde samlet sig om Harald, var Sven, og Såm, Åm og Ella, Rade Fynbo, Salgård og Roe, der havde tilnavn efter sit lange skæg. Hertil kommer Skalk Skåning og Alf Aggesøn, og til dem kan føjes Ølver den Brede og Gnepia den Gamle. Dertil Gård fra Stangby.

2,2  Hertil kommer Haralds slægtninge: Blend fra det fjerne Island og Brand med tilnavnet Stump. Sammen med dem skal nævnes Torve og Tyrving, Teit og Hjalte. Disse mænd kom med skib til Lejre, deres kroppe var rustet til kamp, de var stærke af sind, og den trænede ånd stod mål med det velvoksne ydre. De forstod sig på at skyde med pile fra buer og sten fra slynger, kæmpe mand til mand med fjenden og digte kvad på modersmålet. Så ihærdigt havde de trænet såvel sjæl som legeme.

2,3  Fra Lejre kom Hort og Borge, ligesom også Belge og Begad. Til dem kan føjes Bare og Tole.

2,4  Fra Slesvig kom Hake med den huggede kind og Tymme den Sejlende under ledelse af Hede og Visna, som naturen havde skænket mandsmod i kvindekroppe. Samme ånd besad Vebjørg, som fulgtes af de kamptørstige mænd Bo Bramesøn og Brat Jyde. Til dem kan føjes Orm Englænder, Ubbe Friser, Are den Enøjede, Alf og Gøter. Efter dem opregnes Dal den Digre og Duk Vender.

2,5  Visna stod i spidsen for den vendiske styrke – en barsk kvinde med stort kendskab til krigskunst, hvis bedste krigere var Barre og Gnisle. De andre i den styrke dækkede kroppen bag små skjolde, havde lange sværd og bar skjolde i himlens farve, som de i kampens stund enten skød om på ryggen eller gav til dem der bar deres oppakning, hvorpå de uden mindste beskyttelse for brystet og med kroppen åben for alle farer skred til kamp med dragne sværd. Blandt dem var Tolke og Imme de kendteste. Efter dem regnes Toke fra egnen om Julin og Odrik med tilnavnet »den unge« blandt de store.

2,6  Hede havde de raskeste mænd i sit følge, hun mødte med en deling væbnede krigere. Hendes første mænd var Grimar og Grensle, efter dem nævnes Ger fra Livland blandt de tapreste konger, ligesom Hame og Hunger, Humble og Bjare. De kæmpede ofte med held i tvekamp og vandt store sejre vidt omkring. De nævnte piger var ikke kun fornemt klædt, men også klædt til kamp, og de førte landtropperne i slaget. Og sådan strømmede den danske hær sammen, deling for deling.

2,7  Mændene fra nord havde lige evner, men forskellige hensigter: nogle stod bag Harald, andre bag Ring. Blandt de stormænd der samledes på Haralds side, var Øme og Øsadel, Hun og Håsten, Hiden den Smækre og Dag med tilnavnet Grenske. Men der var også Harald Olavs søn, og fra Hadeland kæmpede Hå og Herlev samt Hodbrod med tilnavnet »den gale« på den danske side. Fra Imesland kom Hunke og Harald, og til dem kan lægges Hake og Bemunes sønner Sigmund og Særk, der også kom fra norden. Hele denne hird havde kongen hædret med gavmildt venskab: De havde nydt den største ære og modtaget slagsværd smykket med guld og klækkelig kampløn.

2,8  Herudover kom også Gandalf den Gamles sønner, som efter mange års tjeneste hørte til Haralds nærmeste.

2,9  Den danske flåde fyldte havet så det lignede en bro mellem Sjælland og Skåne. Ville man over fra den ene landsdel til den anden, lå skibene så tæt pakket at man kunne gøre det til fods.

Men for nu ikke at ruste til krig bag om ryggen på svenskerne sendte Harald nogle mænd op til Ring for åbent at erklære krig og proklamere at freden var brudt. De fik samtidig besked på at fastsætte hvor slaget skulle stå.

3,1  Dette var altså de mænd der kæmpede for Harald. På Rings side kan nævnes Ulf, Agge, Vind, Egil Skeløje, Gøtar, Hilde, Gute Alfsøn, Styr den Stærke, Sten fra Vänern.

3,2  Hertil kommer Gerd den Glade, Grum fra Värmland.

3,3  Efter dem opregnes fra egnen ved Götaelven: Sakse Fletter og Sale den Gøtske.

3,4  Thord den Nikkende, Thrond med Næsen, Grunde, Øde, Grinder, Tue, Kol, Bjarke, Hogne den Snedige, Rok den Sorte. Disse mænd ville ikke have med den store hob at gøre og dannede deres egen styrke adskilt fra de andre.

3,5  Ud over dem nævnes Rane Hildsøn og Liudbude, Sven den Kronragede, Reder Høg og Rolf Kvindekær, hvortil føjes Ring Atlesøn og Harald fra Toten.

3,6  Til dem lægges Valsten fra Viken, Thorulf den Tykke, Thengil den Høje, Hun, Sølve, Birvil den Blege, Borgar og Skum.

3,7  Fra Telemarken var der kommet de tapreste mænd med meget mod, men meget lidt hovmod: Thorleif den Ihærdige, Thorkil Gotlænder, Gretter den Uretfærdige, altid opsat på overfald. Efter dem følger Hadd den Hårde og Roald Tå.

3,8  Fra Norge opregnes Thrond den Trøndske, Thore fra Møre, Ravn den Hvide, Havar, Bjarne, Blig Braktud, Bjørn fra Sogn, Finn fra Fjorden, ligesom også Berse der stammede fra Falun, Sigurd Svinehoved, Saga-Erik, Halsten den Hvide, Rut den Rådvilde, Erling med tilnavnet Snog.

3,9  Fra Jæren kom Odd Englænder, Alf den Vidtberejste, Enar Skage og Ivar med tilnavnet Thruve.

3,10  Fra Island kom Mår den Røde, født og opvokset i den by der hedder Midfjordsbygd, Glum den Gamle, Grane fra Bryndal, Grim fra byen Skær i Skagefjord. Derpå nævnes Berg Skjald, og som hans følgesvende angives Brage og Ravnkel.

3,11  De tapreste af svenskerne var: Are, Hake, Kævle-Karl, Krok fra Aker, Gudfast, Gumme fra Gislemark. De var guden Frøs slægtninge og gudernes trofaste rådgivere. I Rings hær var også Inge og Ole, Alver og Folke, Elriks sønner, mænd der var raske på hånden og friske i ånden og nære venner af Ring, og også de regnede deres slægt tilbage til guden Frø. Blandt dem var også Sigmund fra Sigtuna, markedskæmpen, der kendte alt til aftaler om køb og salg. Hertil skal føjes Froste kaldet Tranlampe og med ham Alf den Overmodige fra Uppsala, han var rask til skud og gik altid forrest i slaget.

3,12  I Oles følge var syv konger, raske på hånden og i ånden, nemlig Holte og Hendil, Holm, Lese og Hame samt Regnald Russer, Rådbards barnebarn. Desuden pløjede Sigvald havet med elleve skibe. Lese, pannonernes besejrer, satte sejl på sit guldbelagte langskib. Thryrik ankom på et skib af form som en drage med krumme stævne. Trygge og Tvi-Vivil, sejlede hver for sig og førte tolv skibe.

3,13  I hele Rings flåde fandtes to tusind fem hundrede skibe. Den gotlandske flåde lå i den havn der hedder Garne, og ventede på den svenske. Ring stod selv i spidsen for landtropperne mens Ole fik ordre til at lede flådestyrkerne. Gøterne fik så besked på at møde svenskerne på et bestemt tidspunkt et sted mellem Vik og Värend. Overalt så man nu stævne pløje over havet, og sejlene der hang udspændt fra masterne, spærrede udsynet over havet. Den svenske flåde havde god vind og nåede frem til kamppladsen i god tid mens danskerne stadig lå og kæmpede med modvind. Her gjorde Ring sig så klar til at stille sine tropper, både dem der blev sat i land fra flåden, og dem han selv var kommet med over land, i slagorden, deling for deling. Efterhånden som de bredte sig ud over landskabet, blev det klart at den ene fløj nåede helt ind i Värend. Kongen red rundt om hele denne hærskare af mennesker, der endnu ikke var kommet på plads i geledderne, og satte alle de raskeste og de bedst udrustede i forreste række under kommando af Ole, Regnald og Vivil. Derpå anbragte han resten af hæren som to fløje i en slags krum opstilling. Af disse to fløje lod han Inge og Elriks andre sønner samt Trygge kommandere den højre, mens den venstre skulle tage sine ordrer fra Lese. Flankerne bestod især af tæt pakkede delinger af kurere og estere. Bagest stod slyngekasterne.

4,1  I mellemtiden havde den danske flåde fået god vind, og efter syv dages uafbrudt sejlads nåede den frem til Kalmar. Det var et forbløffende syn: overalt var havet fyldt med fulde sejl, og man kunne ikke se det mindste glimt af himlen for det meget lærred der hang fra ræerne. For flåden havde fået forstærkning af vendere og livlændere og syv tusind sachsere. De der kom over land, fik skåninger som førere og vejvisere fordi de var stedkendte.

4,2  Da nu den danske hær nåede frem til det sted hvor svenskerne stod og ventede på dem, gav Ring sine folk besked på at vente tålmodigt indtil Harald havde fået sat sin hær i slagorden, og ikke give signal til angreb før end de kunne se at kongen var kommet på plads på sin vogn i nærheden af felttegnene, for som han sagde: der var håb om at en hær der kæmpede under en blind feltherre, let gik i opløsning. Her i sin høje alderdom var Harald blevet besat af grådighed efter andre folks riger så han vist ikke alene havde mistet synet, men også besindelsen. Han kunne aldrig få nok af andres rigdom på trods af at han, efter alderen at dømme, stort set burde være tilfreds med en grav at ligge i. Derfor var svenskerne tvunget til at kæmpe for deres frihed, for deres fædreland og for deres børn, i modsætning til fjenden, der var gået i felten af ren og skær dumdristighed og frækhed. I øvrigt var der kun ganske få danskere derovre mens der stod en hel del sachsere og andre kvindagtige folkeslag i rækkerne. Derfor skulle svenskerne og nordmændene tænke på at nordiske styrker altid havde været meget stærkere end tyskere og vendere. En hær der snarere var et tilfældigt sammenrend af mennesker end en stabil militær enhed, behøvede man ikke tage alvorligt. Med den tale fik han for alvor sine mænds mod til at flamme.

4,3  Brune, der blev sat til at opstille hæren på Haralds vegne, formerede fronten som en kile, anbragte Hede på højre fløj, gav Hake kommandoen over den venstre og gjorde Visna til fanebærer. Højt over de andre stod Harald på sin vogn, og herfra beklagede han sig så højt han kunne, over Ring der kun gav ham vold og overgreb til tak for hans venlige gestus. Her blev han mødt med krig fra en mand der kunne takke ham for sin kongemagt. Nej, Ring havde ingen medfølelse med de gamle, skånede end ikke sin egen onkel og satte sine personlige motiver over ethvert hensyn til slægtninge eller velgørere. Nu bad han derfor danskerne huske hvordan de altid havde vundet strålende sejre over fremmede folkeslag, hvordan de altid havde været vant til at byde over, ikke lyde under, deres naboer, og opfordrede dem til ikke at lade et overvundet folks frækhed undergrave deres vældige ære og berømmelse, og ikke tillade at det herredømme de havde sikret ham i hans ungdoms vår, blev røvet fra ham på hans gamle dage.

4,4  Derefter klang hornene, og slaget tog sin begyndelse med voldsom kraft. Med et var det som om himmel og jord stødte sammen, som om skov og land gik under, alt stod i et, det gamle kaos var vendt tilbage som om guddommeligt og menneskeligt gik op i ét hvirvlende stormvejr, og alt på en gang gik sin undergang i møde. Da det kom til at spydene blev kastet, lød en ulidelig hvislen af våben der fyldte alt med en utrolig larm. Dampen fra sårene skjulte på et øjeblik himlen i tåger, og dagslyset blev overskygget af en hagl af spyd og pile. Også slyngekasterne tog fat med stor effekt. Men da alt kasteskyts var sendt af sted, med håndkraft eller skydevåben, gik man i nærkamp med sværd og med jernbeslåede køller. Da flød blodet allermest. Sveden løb fra de trætte kroppe, og klangen af sværd hørtes vidt omkring.

4,5  Starkad, der som den første har beskrevet dette slags forløb på dansk, kæmpede i forreste række og fortæller at han selv dræbte Haralds stormænd Hun og Ella, Hort og Borge og huggede en hånd af Visna. Han siger også at en mand ved navn Roe og to andre, Gnepia og Gård, bukkede under for de sår han gav dem i det slag. Til dem føjer han Skalks far, hvis navn han ikke nævner. Således beretter han også at han strakte Hake, danskernes tapreste mand, til jorden, og selv til gengæld fik så slemme sår af Hake at han gik fra slaget med en lunge hængende fra brystet, halsen hugget halvt igennem og med en hånd der manglede en finger. Og hans sår stod længe åbent uden at kunne danne ar og uden at kunne heles.

4,6  Fra samme kilde vides det at pigen Vebjorg i kamp med fjenden fældede kæmpen Sote. Og da hun truede med at dræbe andre kæmper, gennemborede Thorkil fra Telemarken hende med en pil fra sin bue. De dygtige skytter fra Gotland kunne nemlig spænde deres buer med en sådan kraft at pilene gik gennem selv skjolde. Intet andet dræbte så effektivt. Pilespidserne borede sig tværs gennem brynjer og hjelme så let som i kroppe helt uden rustning.

4,7  Samtidig fældede Ubbe Friser, der var Haralds raskeste kriger og større end alle andre, femogtyve udvalgte kæmper ud over elleve som han sårede i slaget. Og de var alle af svensk eller gøtisk slægt. Derpå gik han til angreb på fjendens forreste linje, kastede sig ind hvor svenskerne stod tættest, og jog dem til alle sider med spyd og sværd så de flygtede skrækslagne. Og det var næsten blevet til almindelig flugt da Hadd, Roald og Gretter tog kampen op med kæmpen og besluttede sig for at risikere deres eget liv for at forhindre hele hærens ulykke. De turde dog ikke gå i nærkamp med ham og holdt sig til at bruge deres spyd og pile på lang afstand, og sådan regnede kasteskytset langt borte fra stadig tættere ned over Ubbe indtil han blev gennemboret, uden at nogen vovede at tage kampen op med ham på nært hold. Et hundrede og fireogfyrre pile sad der i hans bryst før hans krop var tappet for kræfter, og han sank i knæ. Da forrettede trønderne og de der bor i Gudbrandsdalen, et umådeligt blodbad blandt danskerne. For bueskytterne intensiverede kampen af al kraft, og det voldte vores folk større tab end noget andet.

4,8  Harald, der jo var var gammel og blind, hørte sine mænds mistrøstige mumlen og forstod at lykken havde tilsmilet fjenden. Som han nu stod der på sin stridsvogn, bad han Brune, der havde sneget sig til at overtage pladsen som kusk, om at finde ud af hvilket system Ring havde opstillet sin hær efter. Brune trak en anelse på smilebåndet og svarede at han kæmpede i en kileformation. Ved de ord blev kongen bange, og han spurgte nu aldeles forbløffet hvem der mon kunne være ansvarlig for at Ring havde lært at opstille hæren på den måde – det var jo Odin der havde opfundet den og givet sin viden videre, og han havde ikke lært nogen anden end Harald selv denne nye kampform.

4,9  Hertil forholdt Brune sig tavs, og kongen fik nu den tanke at han måske var Odin selv, og at den guddom som han tidligere havde stået på god fod med, nu havde skabt sig om enten for at hjælpe ham eller for at skade ham. Han bønfaldt ham indtrængende om at skænke denne sidste sejr til danskerne, som han jo før havde været så god imod, og vise dem den samme nåde her i sidste ende som fra første færd – så lovede han til gengæld at vie alle de faldnes sjæle til ham. Men Brune lod sig ikke rokke af hans bønner, og pludselig skubbede han kongen ud af vognen og kylede ham til jorden. Han rev køllen fra ham i faldet, hamrede den ned i hovedet på ham og dræbte ham med hans eget våben. Rundt om kongens vogn lå ligene af de faldne i umådelige mængder, og de uhyggelige dynger nåede op over toppen på hjulene. Hoben af lig havde samme højde som vognstangen. I Rings hær blev der nemlig dræbt omkring tolv tusind stormænd, og på Haralds side faldt der næsten tredive tusind stormænd, og så er mandefaldet blandt de menige ikke medtaget.

5,1  Så snart Ring hørte at Harald var død, gav han signal til sine folk om at lade rækkerne falde tilbage og standse kampen. Og mens våbnene tav, indgik han derefter en fredsaftale med fjenderne, som han foreholdt at det ikke var nogen nytte til at kæmpe videre uden hærfører. Derpå sendte han svenskerne ud for at søge overalt mellem dyngerne af faldne efter Haralds lig for at kongens døde legeme ikke skulle undvære den begravelse det havde krav på. Og folket tog ivrigt fat på opgaven med at vende alle ligene af de faldne. Det arbejde tog en halv dag. Da liget omsider blev fundet, og sammen med det køllen, holdt Ring på at der skulle ofres til Haralds døde sjæl, så han spændte den hest han selv red på, for kongens vogn, lagde en smuk gylden sadel på den og viede den til den dødes ære. Derpå udtalte han sine gode ønsker og tilføjede den bøn at Harald med denne hest måtte nå til dødsriget før de andre faldne så han kunne bede dødsguden, der hersker i underverdenen, om en behagelig bolig til sine kammerater såvel som til sine fjender. Derpå byggede han et ligbål og befalede danskerne at lægge deres konges gyldne skib på det som brænde. Øverst blev liget anbragt, og mens ilden fortærede det, gik han rundt til de sørgende stormænd og bad dem alle indtrængende om gavmildt at kaste våben og guld og hvad de ellers havde af rigdomme, på bålet som en hyldest til denne store konge, der i den grad fortjente alles respekt. Asken af det brændte lig lagde han i en urne, som han fik bragt til Lejre og dér begravet på kongelig vis sammen med hesten og hans våben. Den omsorg han således viste for sin onkels begravelse, gjorde ham vellidt blandt danskerne og forvandlede fjendernes had til venskab.

5,2  Bagefter bad danskerne ham indtrængende om at indsætte Hede som hersker over det der var tilbage af deres rige. Men for ikke at risikere at hans fjender pludselig skulle rotte sig sammen imod ham igen, udskilte han Skåne fra det samlede Danmark så det fik sin egen statholder, nemlig Ole, mens det kun var Sjælland og de øvrige landsdele han satte under Hedes styre. Sådan kom det danske rige ved skæbnens omskiftelser under svensk herredømme. Og her ender Bråvallaslaget.

6,1  Men sjællænderne, der jo havde haft Harald som hersker, havde stadig deres gamle storhed i tankerne og følte det ydmygende at skulle adlyde en kvinde, så de henvendte sig til Ole og bad ham om at hindre at mænd der var vant til at kæmpe for en vidt berømt konge, skulle trælle for en kvinde. Samtidig lovede de at gå over til hans side hvis han greb til våben for at frelse dem fra vanære. Og Ole gav dem uden tøven den hjælp de bad om – han lod sig friste, både af mindet om sin mægtige bedstefar og af krigernes tilbud om lydighed. Altså sendte han nu bud efter Hede og tvang hende uden våbenmagt, ene og alene med trusler, til at afstå alle dele af sit rige til ham bortset fra Jylland – og Jylland skulle hun betale ham skat af, for han ville ikke lade en kvinde regere et rige på egen hånd. Han fik også en søn, som han gav navnet Ømund.

6,2  Men Ole havde en tilbøjelighed til brutalitet og viste sig som så hensynsløs en hersker at alle de der tidligere havde følt det ydmygende at blive regeret af en dronning, nu fortrød at de havde vraget hende. Hele tolv fyrster begyndte at forberede et attentat mod hans liv – hvad enten det så var påvirket af landets ulykkelige situation, eller de i forvejen havde et horn i siden på ham af en anden grund. Blandt dem var Lenne, Atle, Thot og Vithne. Den sidste var ganske vist sat til at herske over venderne, men hørte alligevel til danskerne af fødsel.

6,3  Men de følte sig ikke rigtig sikre på at de selv havde kræfterne og evnerne til det forehavende, og hyrede derfor Starkad til at deltage for penge. Han lod sig overtale til at udføre mordet og besluttede at gøre forsøget og påtage sig det blodige hverv mens kongen var i bad. Han trådte ind mens kongen vaskede sig, men blev straks slået af hans gennemborende blik og de bestandig spillende øjnes flaksende lyn: hans lemmer blev lammet af hemmelig frygt, og han standsede, trak sig tilbage og lod både hånden og sit forehavende falde. Den mand der havde slået så mange hærføreres og så mange kæmpers våben til jorden, han kunne ikke stå for et blik fra en enkelt våbenløs mand. Ole var ganske klar over hvilken virkning hans øjne havde, så han dækkede sit ansigt til og bad Starkad træde nærmere og komme frem med hvad han ville. På grund af deres gamle bekendtskab og lange prøvede venskab lå enhver mistanke om forræderi ham uendelig fjernt. Men Starkad sprang frem med draget sværd, stak det igennem ham og gav ham et dødeligt hug i halsen mens han kæmpede for at komme på benene. Et hundrede og tyve mark guld var lønnen.

6,4  Senere blev han grebet af skam og samvittighedsnag og græmmede sig så grusomt over sin ugerning at han ikke kunne holde tårerne tilbage når snakken kom ind på den. Så voldsomt skammede han sig over sin forfærdelige handling da han kom til besindelse igen. Han dræbte også flere af dem der havde opfordret ham til drabet, til straf for den forbrydelse han selv havde begået – og sådan hævnede han selv den handling han havde lagt hånd til.

7,1  Nu valgte danskerne Ømund, Oles søn, til konge, for de mente at hans fars rang betød mere end hans handlinger. Da han blev voksen, stod han ikke på noget punkt tilbage for sin far. Han gjorde nemlig hvad han kunne for at leve op til eller ligefrem overgå Oles bedrifter. Der var på den tid en mand ved navn Ring som herskede over et temmelig stort folk i Norge, og hans datter Æsa havde et glimrende rygte der gjorde hende til et naturligt valg da Ømund så sig om efter en kone. Men hans forhåbninger om at kunne få hende blev noget mindre af at Ring kun havde et i hovedet: han ville udelukkende have en svigersøn der havde bevist sin tapperhed, og lagde lige så stor vægt på krigeriske bedrifter som andre lægger på rigdom. Så for at skaffe sig den form for berømmelse og vinde sig et stort navn for sin tapperhed, besluttede Ømund at gennemtvinge sin vilje med magt, og han begav sig til Norge med en flåde for at erobre Rings rige under henvisning til at han havde arvekrav på det.

7,2  Odd, småkongen på Jæren, tog venligt imod ham. Han forsikrede at der ikke var den ringeste tvivl om at Ring havde tilegnet sig Ømunds fædrene arv, og beklagede sig samtidig over at han selv gang på gang var blevet urimeligt behandlet af ham. Mens Ring var på sørøvertogt i Irland, overfaldt Ømund så hans rige, der lå tilbage uden forsvarsstyrker, lod folkets ejendom være i fred, men gav Rings private besiddelser fri til plyndring og dræbte hans familie. Odd havde sluttet sig til ham med sine styrker. Under alle de mange og meget forskellige bedrifter Ømund havde udført, havde han dog aldrig kunnet finde på at øve vold mod en styrke der var mindre end hans egen, for han holdt sig for øje at han som søn af en umådeligt tapper kriger havde en pligt til føre sine krige med mod, ikke med mandtal.

7,3  I mellemtiden kom Ring så hjem fra sit sørøvertogt. Så snart Ømund hørte at han var tilbage, gav han sig til at indrette et kæmpestort skib hvorfra han kunne skyde ned på fjenderne oppefra, ligesom fra en fæstning. Til at sejle det hentede han Ømod og Tole, Atle Skånings sønner. Den ene skulle være styrmand, den anden skulle have kommandoen i stævnen. Men Ring savnede heller ikke hverken kløgt eller snedighed da han skulle tage imod dem: Han lod dem kun se en ganske lille del af sin styrke, og sendte så fjenden et angreb i ryggen. Da Odd gjorde Ømund opmærksom på hans kneb, sendte han nogle folk ud for at gøre det af med dem der lå i baghold, mens Atle Skåning fik besked på at tage imod Ring. Og den ordre udførte han meget beredvilligt, men mindre heldigt, for han led nederlag, fik mange af sine mænd mejet ned og flygtede hjem til Skåne som en slagen mand.

7,4  Men Ømund fik sine styrker suppleret af Odd og lagde så sin flåde i formation til et søslag. På det tidspunkt havde Atle i en drøm set et tydeligt varsel om kampen oppe i Norge. Det havde fået ham til at stikke til søs igen så hurtigt han kunne, for at gøre sin flugt god igen – og nu dukkede han til Ømunds store glæde op og stillede sig ved hans side netop som han skulle til at indlede slaget. Med hans støtte i ryggen gik Ømund i kamp og sloges lige så heldigt som sejrssikkert. For nu hvor han selv førte slaget, vandt han den sejr tilbage som hans mænd havde mistet for ham. Ring, der var dødeligt såret, betragtede ham med brustne øjne, vinkede ham hen til sig så godt han nu kunne – for stemmen svigtede ham – og bad ham blive hans svigersøn. Han gik gladelig døden i møde, sagde han, hvis han vidste at han efterlod sin datter til en mand af hans karat. Og inden han kunne få sit svar, var han død. Ømund græd over hans bortgang og gav nu Ømod, som havde været ham en trofast støtte i krigen, Rings anden datter til kone mens han selv giftede sig med den første.

7,5  På den samme tid var der sket det at pigen Rusla, der med sine mange krigeriske bedrifter viste langt større mod end kvinder plejer, oppe i Norge gang på gang havde været oppe at slås med sin bror Thrond om magten i landet. Hun ville ikke finde sig i Ømund som konge over nordmænd, og derfor havde hun erklæret alle dem der havde underlagt sig danskerne, krig. Da Ømund fik den besked, sendte han de raskeste af sine mænd ud for at sætte en stopper for urolighederne. Rusla overvandt dem, men sejren steg hende til hovedet, og nu lod hun sig rive med af ganske overdrevne forhåbninger og satte sig for at tage magten i selve Danmark. Hun begyndte med at overfalde Halland, men her blev hun mødt af Ømod og Tole, som kongen havde sendt derover. Hun blev besejret og måtte flygte tilbage til sin flåde. Kun tredive af skibene kom til søs og slap væk, resten blev opsnappet af fjenden. Næppe var hun sluppet fra danskerne før Thrond overfaldt hende, men han måtte bøje sig for søsteren og mistede hele sin hær så han ikke havde én mand med sig da han flygtede op over Dovrefjeldet. Og sådan gik det til at hun der kort før var blevet slået af danskerne, snart efter overvandt sin bror og vendte flugt til sejr.

7,6  Da Ømund hørte det, vendte han tilbage til Norge med en vældig flåde, og her sendte han først Ømod og Tole ad en hemmelig genvej til Telemarken hvor de rejste befolkningen til oprør mod Ruslas styre. Det resulterede i at det menige folk smed Rusla ud af landet, og da danskerne ankom til de øer hun var søgt ud på for at redde livet, stak hun halen mellem benene uden kamp. Kongen forfulgte hende skarpt, stoppede hendes flåde i åben sø og ødelagde den under almindelige myrderier, hvorefter de kunne vende hjem med en ublodig sejr og et prægtigt bytte – og et fuldkomment nederlag for fjenden. Men Rusla var sluppet væk med ganske få skibe og pløjede gennem bølgerne med hurtige åreslag. Og på vejen væk fra danskerne, stødte hun ind i sin bror og blev hugget ned. Uforudsete farer har ofte større magt til at forvolde skade, og de ulykker vi mindst frygter, rammer hyppigt tungere end dem der umiddelbart truer. Kongen gjorde Thrond til jarl som tak fordi han havde dræbt søsteren, tvang de andre til at betale skat og vendte så hjem til sit eget land.

7,7  På den tid var Ruslas raskeste krigere, Thore og Bjørn, på sørøvertogt i Irland. Men da de hørte om drabet på deres frue, som de engang havde aflagt ed på at de ville hævne, skyndte de sig tilbage for at opsøge Ømund og udfordre ham til tvekamp. I gamle dage anså man det for vanærende for en konge at afslå den slags udfordringer. I oldtiden målte man en herskers storhed på hans fægtekunst snarere end på hans formue. Ømod og Tole trådte så til og tilbød at kæmpe med kongens udfordrere. Ømund roste dem begge to i høje toner, men undslog sig i første omgang for at tage imod deres hjælp for ikke at have den skam siddende på sig. Til sidst gav han dog efter for deres stadige bønner og indvilligede i at andre prøvede lykken på hans vegne. I den holmgang fortælles det at Bjørn faldt mens Thore blev hårdt såret og måtte opgive kampen. Men så snart han var kommet sig over sine sår, optog kongen ham blandt sine mænd og udnævnte ham til jarl i Norge. Senere sendte kongen en delegation ned for at opkræve den sædvanlige skat hos venderne, men da venderne ikke alene slog hans udsendinge ihjel, men også tirrede ham ved at overfalde Jylland, besejrede han i ét slag hele syv konger, og med den sejr fastslog han sin ret til at opkræve den sædvanlige skat.

8,1  Imidlertid var Starkad nu højt oppe i årene og aldeles udslidt, og man mente at han havde gjort sit som hirdmand og kæmpe, så for at alderdommen ikke skulle tage al hans gamle hæder og berømmelse fra ham, besluttede han at det bedste ville være hvis han kunne finde døden af egen drift og frivilligt fremskynde enden. Han der havde udkæmpet så mange blændende kampe, fandt det uværdigt at dø en ublodig død, så for at udbygge den berømmelse hans hidtige liv havde bragt ham, med et glorværdigt endeligt, foretrak han at blive dræbt af en fornem mand frem for at vente på at naturens spyd omsider skulle ramme ham. Så vanærende var det i gamle dage for krigere at bukke under for sygdom. Nu hvor hans krop var svagelig og hans øjne svigtede ham, var han led og ked af at leve, og for at kunne købe sig en drabsmand bar han om halsen det guld han havde tjent ved sit mord på Ole. Han mente at han bedst kunne sone sit overgreb imod en konges værdighed ved at gøre dusøren for drabet på Ole til løn for drabet på sig selv og betale for udslettelsen af sit eget liv med det guld han havde modtaget for mordet på en anden. Det fandt han var den smukkeste brug af en hæslig betaling.

8,2  Han spændte så to sværd om livet og gik med to stokke som støtte for sine kraftesløse skridt. En bonde der så ham sådan, og syntes to sværd måtte være mere end en gammel mand havde brug for, spurgte for sjov om han måtte få det ene. Starkad lod ham tro han kunne få det, og bad ham komme nærmere, hvorefter han trak det ene sværd og huggede ham midt over. Det så en mand ved navn Hader, hvis far Lenne Starkad engang havde dræbt i et anfald af samvittighedsnag over sit mord på Ole. Han var på jagt med sine hunde, men nu lod han jagt være jagt og gav to af sine mænd besked på at spore deres heste og ride lige imod den gamle for at jage ham en skræk i livet. Men da de havde gjort det og ville stikke af igen, blev de standset af Starkads stokke og straffet med døden. Ved det syn blev Hader aldeles rædsesslagen, han sprængte derhen på sin hest og spurgte den gamle – som han genkendte, uden at Starkad dog så hvem han var – om han ville bytte sit sværd mod en vogn. Starkad svarede at i gamle dage havde han altid hævnet sig på folk der gjorde nar af ham, og ingen fræk lømmel havde nogen sinde ustraffet hånet ham. Men nu var han så dårligt seende at han ikke engang kunne se på ansigtstrækkene hvem han var. Derfor tilføjede han det følgende digt som udtryk for sin vældige harme:

8,7  Hader svarede med dette digt:

8,8  Hertil svarede Starkad:

8,10  Sådan talte Starkad. Men da det i samtalens løb gik op for ham at det var Lennes søn Hader han stod over for, og altså en ung mand af fornem slægt, strakte han halsen frem til hug og opmuntrede ham til uden frygt at hævne sig på sin fars morder. Hvis han gjorde det, lovede han at han skulle få det guld han selv havde fået af Lenne. Og for yderligere at hidse ham op imod sig fremsagde han efter sigende disse opildnende ord:

8,12  Med de ord greb han sin pung og trak pengene frem. Og Hader, der var lige så forhippet på at få fat i pengene som på at få hævn for sin far, lovede at opfylde hans ønske og ikke betakke sig for betalingen. Starkad rakte ham så ivrigt sit sværd, bøjede nakken for ham og bad ham gennemføre drabet uden frygt og svinge sit sværd uden blødsødenhed. Og han tilføjede at hvis Hader efter drabet kunne springe ind mellem hans hoved og krop inden liget ramte jorden, ville han blive usårlig over for våben. Men om han sagde det for at vejlede sin morder eller for at straffe ham, er ikke til at sige. Der kunne jo nemt ske det at han i springet blev knust under Starkads enorme krop. Hader huggede så rask til med sværdet og skilte den gamles hoved fra kroppen. Det siges at det afhuggede hoved, da det ramte jorden, bed en stump af græstørven op så det grufulde gab selv i dødens øjeblik røbede hans uregerlige sind. Men drabsmanden var bange for at der skulle stikke lusk under Starkads løfter, og afstod klogeligt fra at springe. Havde han været letsindig nok til at gøre det, var han måske blevet ramt af det faldende lig, og så havde han betalt med sit eget liv for sit drab på den gamle. Men for nu ikke at lade denne store kæmpe ligge ubegravet hen, fik han hans lig stedt til hvile på den slette der kaldes Roljung.

9,1  Ømund døde, efter hvad jeg har hørt, i fuldkommen fred og ro og efterlod sig to sønner og lige så mange døtre. Den ældste af dem, Sigvard, arvede riget eftersom hans bror Budle stadig var barn. På samme tid blev den svenske konge, der hed Gøtar, optændt af en umådelig kærlighed til den ene af Ømunds døtre, som han havde hørt skulle være en enestående skønhed, og han gav en mand ved navn Ebbe Sibbesøn til opgave at rejse ned og anmode om pigens hånd. Ebbe udførte sit hverv så kløgtigt at han kunne vende tilbage med den glædelige besked at pigen havde sagt ja. Nu manglede så bare selve brylluppet, og da Gøtar var utryg ved at fejre det i udlandet, sendte han igen Ebbe, som han én gang havde brugt som udsending, ned for at anmode om at bruden blev sendt op til ham.

9,2  Han tog et ganske lille følge med sig, og på vejen ned gennem Halland gjorde han ophold for at overnatte i en landsby hvor der boede to brødre, hver på sin side af en å. De to havde for vane at myrde de folk de gav husly, og var snedige til at udnytte deres gæstfrihed som skalkeskjul for rovmord. De havde nemlig spændt en lang bjælke af størrelse som en stang fra en presse og forsynet med en skarp kniv op under loftet i nogle skjulte reb, og når det var blevet nat, plejede de at løse båndene og lade den falde ned så den huggede halsen over på dem der lå nedenunder. Med det hejseapparat havde de allerede kappet hovedet af adskillige folk. Og efter et overdådigt aftensmåltid redte tjenestefolkene nu op til Ebbe og hans mænd henne ved ildstedet sådan at de lå med hovedet ind mod ilden og ville få halsen skåret over når den lumske bjælke faldt ned.

9,3  Da de var gået, fik Ebbe øje på indretningen der hang dér over deres hoveder, og han gav nu sine kammerater besked på at lade som om de sov, men flytte sig et andet sted hen, for som han sagde: det ville være vældig godt for deres helbred at skifte plads. Men der var nogle blandt dem der ikke hørte til Ebbes hird, og de blæste på det råd som de øvrige fulgte, og flyttede sig ikke ud af stedet, men lagde sig til at sove der hvor de nu hver især havde fundet en plads. Midt om natten udløste skurkenes håndlangere så det tunge instrument. De løsnede de bånd det hang i, og med en voldsom kraft bragede det i gulvet og dræbte dem der lå under det. Men da nu de mænd der havde udført ugerningen, bragte lys ind for at kontrollere resultatet, gik det op for dem at Ebbe, som var den de først og fremmest havde været ude efter, selv havde været snu nok til at undgå faren. Han sprang straks på dem og lod dem betale med livet. Men Ebbe mistede også sine egne folk i den blodige kamp. Han fandt en båd, slap over den isfyldte å og bragte Gøtar besked, ikke om en veludført mission, men om et blodigt nederlag.

9,4  Gøtar mente at det måtte være Sigvard der stod bag den historie, og gjorde sig klar til at hævne overgrebet med krig. Sigvard blev slået i et slag i Halland, hans søster blev taget til fange af fjenden, og han selv trak sig tilbage til Jylland. Her besejrede han vendernes folk, der havde vovet sig i krig uden anfører – og med den sejr høstede han lige så stor hæder som han ved sin flugt havde pådraget sig vanære. Men de samme folk som han havde nedkæmpet mens de ingen leder havde, måtte han kort efter selv bøje sig for i et slag på Fyn da de havde fundet sig en høvding. Og selv om han gang på gang tog kampen op med dem i Jylland, havde han aldrig heldet med sig. Resultatet blev at han mistede både Skåne og Jylland og kun sad tilbage med de midterste dele af landet – ligesom afgnavede rester af en krop uden hoved. Hans søn Jarmerik blev sammen med sine to søstre, der var ganske små, bortført af fjenden. Den ene af pigerne blev solgt til nordmændene, den anden til tyskerne – for den gang var det almindeligt at handle med brude.

9,5  Sådan gik det til at det danske rige, der var blevet udvidet med så stor tapperhed, ophøjet af så mange strålende bedrifter i fortiden, øget gennem så mange sejre, ved en eneste mands uduelighed sank fra blændende medgang og blomstrende forhold til en sådan skam og skændsel at det nu selv måtte betale skatter hvor det før havde opkrævet dem. Men Sigvard, der gang på gang havde set sejren glippe og gjort sig skyldig i beskæmmende flugt, kunne ikke holde ud efter sine forfædres glorværdige indsats at skulle føre rigets vaklende ror under disse ydmygende forhold – så for ikke at trække livet ud lige til han havde sat al ære og værdighed over styr, skyndte han sig at opsøge et ærefuldt endeligt i kamp. Alene tanken om hans ulykke fyldte ham med lede ved livet og længsel efter at gøre en ende på sine ærgrelser. Trangen til at vaske denne skamplet bort fik ham til at væmmes ved tilværelsen. Derfor samlede han sine tropper til slag og erklærede åbent krig mod en vis Sime, der var Gøtars statholder i Skåne. Og han gennemførte sit forehavende med mod og beslutsomhed, dræbte Sime og endte selv sit liv mellem dynger af dræbte fjender – men befri sit land for de tyngende skatter, det kunne han ikke.

10,1  Imens sad Jarmerik fanget i et fængsel hos vendernes konge Ismar sammen med sin jævnaldrende plejebror Gunne. Men omsider blev han da sluppet fri og sendt ud for at gøre bondearbejde og dyrke jorden. Det arbejde gjorde han så godt at han blev forfremmet til at bestyre kongens slavehold. Også det varetog han samvittighedsfuldt, så samvittighedsfuldt at han blev optaget i kongens følge. Og da han her førte sig frem som en virkelig hofmand og optrådte høvisk og elegant, bragte han sig på kort tid frem i inderkredsen omkring kongen og opnåede en position som hans nærmeste rådgiver. Og derved var han, kan man sige, steget trin for trin ad rangstigen fra samfundets bund til ærens højeste tinde. Og for ikke at spilde sin ungdom som en ugidelig slapsvans vænnede han sig til at dyrke krigeriske beskæftigelser, hvor han med stor energi udviklede sine naturlige evner. Jarmerik var en person som alle holdt af – kun dronningen havde sine mistanker om den unge mands karakter.

10,2  Nu forlød det pludselig at kongens bror var død. Ismar ville give ham en prægtig begravelse, og for at gøre højtideligheden så storslået som muligt arrangerede han et begravelsesgilde med kongelig pragt. Men Jarmerik, der ellers havde ansvaret for husholdningen sammen med dronningen, begyndte at se sig om efter en chance for flugt, hvilket det tegnede til at kongens fravær ville give gode muligheder for. Det stod nemlig klart for ham at selv om han var omgivet af pragt og rigdom, ville han alligevel altid være kongens usle træl og på det nærmeste kun eje sit liv som en almisse afhængig af en anden mands velvilje. Og ganske vist havde han en fornem position hos kongen, men han mente alligevel at frihed talte mere end pragt og luksus, og han længtes så brændende efter at se sit fædreland og lære sin familie at kende. Men han vidste at dronningen havde sat dygtige mænd på vagt for at sikre at ingen af fangerne kunne slippe væk, og derfor forsøgte han at opnå med list hvad han ikke kunne sætte igennem med magt: Han lukkede en levende hund inde i en flettet vidjekurv af form som et menneske af den slags som bønderne brugte til at skræmme fugle væk fra kornet. Og han tog tøjet af og klædte figuren ud i det for rigtig at få den til at ligne et menneske. Derefter brød han kongens private skatkiste op, fjernede pengene og gemte dem nogle steder som kun han kendte.

10,3  I mellemtiden havde Gunne fået besked på at lægge et røgslør over sin kammerats forsvinden: han bar fugleskræmslet ind i kongsgården og fik hunden til at gø, og da dronningen spurgte hvad det var for noget, svarede han at det var Jarmerik der var blevet vanvittig og larmede op på den måde. Dronningen lod sig narre af figurens lighed med et menneske og beordrede det gale menneske ud af huset. Så trak Gunne figuren udenfor og lagde den i seng som om det var hans kammerat der var blevet tosset. Ud på natten trakterede han vagterne på muntert selskab og rigeligt med drikkevarer, og da de sov, huggede han hovederne af dem og lagde dem ned mellem benene på dem for at give dem en rigtig vanærende død. Dronningen vågnede ved larmen og styrtede til døren for at finde ud af hvad der foregik. Men i samme øjeblik hun uden at ane uråd stak hovedet udenfor, stak Gunne hende ned med sit sværd. Idet hun dødeligt såret sank til jorden, så hun op på sin drabsmand og sagde: »Havde jeg fået lov at leve videre, ville du aldrig slippe uskadt her fra landet hvor meget du end snyder og bedrager!« Sådan udstødte hun i dødens øjeblik en strøm af trusler mod sin morder.

10,4  Herpå gik Jarmerik sammen med Gunne, som han havde delt denne store bedrift med, til det telt hvor kongen holdt begravelsesgilde for sin bror, og sneg sig til at stikke det i brand mens alle lå døddrukne derinde. Men som ilden bredte sig, var der nogle af dem der vågnede op af rusen, sprang til hest og i fuld galop satte efter brandstifterne, som de nu havde opdaget. De unge mænd red først på nogle heste de havde fundet, men da de blev udmattede af det lange ridt, måtte de til sidst fortsætte flugten til fods. Og nu var de nær blevet indhentet – men en flod blev deres redning. Her var nemlig en bro hvor de i forvejen, for at sinke forfølgerne, havde savet bjælkerne halvt over så den ikke alene intet kunne bære, men var lige på nippet til at styrte sammen. Den fortsatte de uden om ved resolut at kaste sig ud i flodens mørke dyb. Men venderne, der var lige i hælene på dem, var ikke klar over faren, og da de uden at se sig for red ud på broen på deres tunge heste, brød bjælkerne sammen under dem, og de styrtede på hovedet i floden. De prøvede at svømme i land, men inde ved bredden blev de modtaget af Gunne og Jarmerik, og enten druknet eller dræbt. Sådan viste de to unge mænd en usædvanlig snedighed. De handlede ikke som bortrømte trælle, men som vise gamle mænd, udførte en bedrift som man ikke skulle have tiltroet nogen på deres alder, og gennemførte med held den skarpsindige plan de havde lagt.

Vel nede ved kysten stjal de det første det bedste skib og stak til søs. Da de forfølgende barbarer så dem sejle af sted derude, råbte de efter dem og forsøgte at kalde dem tilbage ved at love at gøre dem til konger i landet hvis de vendte om, for der var en gammel bestemmelse der sagde at den der dræbte en konge, skulle følge ham på tronen. Længe vedblev vendernes stædige råb og falske løfter at runge i ørerne på de bortdragende.

10,5  På det tidspunkt var Sigvards bror Budle midlertidigt indsat som hersker over danskerne, men da Jarmerik vendte tilbage, tvang de Budle til at overlade ham magten så han selv sank ned fra konge til undersåt. På samme tid dræbte Gøtar Sibbe, som han beskyldte for at have voldtaget hans søster. Drabet ophidsede Sibbes slægtninge så meget at de kom styrtende til Jarmerik og grådkvalt lovede at gå med ham hvis han ville angribe Gøtar for at hævne deres slægtning. Og de holdt hvad de lovede, for med deres hjælp lykkedes det Jarmerik at overvinde Gøtar og tage magten i Sverige. Og nu hvor han var konge over to folk, følte han sig stærk nok med sin øgede magt til at tage kampen op med venderne. Han tog fyrre vendere til fange og klyngede dem op sammen med lige så mange ulve. Den henrettelsesmetode anvendte man i gamle dage til mordere, og nu ville han bruge den over for fjender for at gøre det klart for alle der så dem dér sammen med de grusomme vilddyr, hvor groft de havde plyndret danskerne. Han undertvang også deres land og anbragte garnisoner passende steder.

10,6  Herfra drog han videre og besejrede semberne, kurerne og adskillige andre folkeslag ovre østpå. Men mens kongen var optaget dér, så venderne deres snit til at gøre oprør. De myrdede de statholdere han havde indsat, og hærgede Danmark. Men Jarmerik dukkede tilfældigvis op på vej hjem fra sit sørøvertogt, afskar dem vejen og tilintetgjorde deres flåde – hvorved han lagde nye alen til den berømmelse hans tidligere sejre havde sikret ham. Det var ynkeligt at se hvordan han tog livet af deres stormænd: først stak han remme gennem haserne på dem, så bandt han dem fast til hovene på vilde tyre og lod jagthunde jage dem af sted så de trak dem efter sig gennem sumpe og moser. Det tog fuldkommen modet fra venderne, og ude af sig selv af skræk anerkendte de kongen som deres herre.

10,7  Jarmerik havde samlet sig store rigdomme fra de mange folkeslag han havde plyndret, og ville nu skabe sig et hjem hvor han kunne have sit bytte i sikkerhed, så han opførte et prægtigt hus på toppen af en høj klippe. Volden konstruerede han af græstørv, fundamentet af store mængder af kampesten, forneden var det omgivet af forskansninger, i midten af karnapper, for oven af brystværn. Hele vejen rundt havde han til stadighed vagter udposteret. Fire kolossale porte gav fri adgang fra alle fire sider. I dette prægtige hus samlede han alle sine rigdomme. Og efter på denne måde at have bragt orden i sine sager derhjemme vendte han på ny sine interesser mod udlandet. Da han var kommet til søs, mødte han ude på åbent hav fire brødre fra Hellespont, alle sammen trænede sørøvere, og han kastede sig ufortøvet ud i et søslag mod dem. Da det havde stået på i tre dage, sluttede han forlig med dem om at han skulle have deres søster og halvdelen af den skat de havde lagt på dem de havde overvundet, hvorefter han afblæste kampen.

10,8  Senere slap Bikke, en søn af Livlands konge, væk fra de omtalte brødre, der havde holdt ham i fangenskab, og han var ikke den der glemte en gammel krænkelse, så han opsøgte Jarmerik, der engang havde slået hans brødre ihjel. Hos Jarmerik blev han venligt modtaget, og det varede ikke længe før han var hans nærmeste rådgiver i fortrolige sager. Så snart han mærkede at kongen var modtagelig for hans råd på alle områder, fik han ham til at foretage sig de mest afskyelige ting og gøre sig skyldig i forbrydelser og udskejelser. Sådan gjorde han ham skade under dække af at adlyde ham. Først og fremmest ophidsede han ham imod hans allernærmeste familie. På den måde forsøgte han at hævne sine brødre med list når han nu ikke kunne med magt.

Resultatet blev at kongen forlod dydens vej for at vælte sig i lasternes snavs, og gjorde sig forhadt alle vegne med de grusomheder han lod sig overtale til af sin falske rådgiver. Selv blandt venderne udbrød der oprør imod ham. For at lægge låg på urolighederne tog han vendernes høvdinger til fange, stak reb gennem haserne på dem og lod dem rive fra hinanden af heste der trak i hver sin retning. Med den død kom lederne til at betale for deres opsætsige sind med deres sønderrevne kroppe. Herved lykkedes det ham at tvinge venderne til lydighed og fastholde dem i stadig, urokkelig underkastelse.

10,9  Imidlertid skete der nu det at Jarmeriks søstersønner, der var født og opvokset i Tyskland, i tillid til deres bedstefars navn greb til våben mod deres onkel og påstod at de havde lige så stor ret til riget som han. Kongen drog til Tyskland og ødelagde deres fæstninger med blider, belejrede eller indtog en lang række byer – ikke så få af dem blev ligefrem jævnet med jorden – og vendte tilbage til sine landsmænd med en sejr der ikke havde kostet en dråbe blod. Her mødte han brødrene fra Hellespont, der efter aftalen kom for at overdrage ham deres søster til brud. Så snart brylluppet var fejret, lod han sig overtale af Bikke til endnu en gang at drage til Tyskland, hvor han tog sine nevøer til fange og ikke betænkte sig på at sende dem i galgen og tage livet af dem. Stormændene kaldte han sammen under påskud af at ville holde gilde med dem – hvorefter han fik dem klynget op på samme måde.

10,10  Broder – Jarmeriks søn fra et tidligere ægteskab – havde fået besked på at tage sig af sin stedmor imens, og det gjorde han yderst samvittighedsfuldt og med stor agtpågivenhed. Men Bikke gik til hans far og beskyldte ham for blodskam, og for at man ikke skulle sige det var en falsk anklage, bestak han nogle mænd til at vidne imod ham. Da anklagen var lagt frem i sin helhed, og Broder ikke kunne komme frem med noget til sit forsvar, måtte han anses for skyldig, og faderen gav sine rådgivere besked på at afsige dommen, for han mente det var mindre uanstændigt at lade andre fælde dom over sønnen end selv at gøre det. Alle andre ville dømme ham fredløs, men Bikke var ikke bange for at tildele ham en værre skæbne og dømme ham til døden, så han erklærede at en mand der var skyldig i den slags afskyeligt hor, måtte straffes med hængning. Men for at ingen skulle se straffen som et udtryk for grusomhed fra hans egen fars side, foreslog han at han skulle stilles med løkken om halsen på en bjælke der blev holdt oppe af nogle tjenestefolk. Når de så blev trætte og måtte lade armene synke, ville det være dem der var ansvarlige for den unge mands død. De ville tage skylden på sig og derved befri kongen for anklager for mord på sin egen søn. Og i øvrigt, sagde han, hvis anklagen ikke blev fulgt op med straf, så ville sønnen begynde at lægge lumske planer mod sin fars liv. Den utro hustru, Svanild som hun hed, skulle have en virkelig vanærende død, så hun skulle trampes ihjel af dyr, foreslog han.

10,11  Kongen rettede sig efter Bikkes råd og sendte sin søn i galgen, men lod de omkringstående holde ham i vejret på et bræt så han ikke blev kvalt. På den måde lå løkken harmløst om ham uden at snøre sig sammen om hans hals så det kun så ud som en henrettelse. Dronningen fik han spændt fast til jorden med stærke bånd så hestene kunne træde hende ihjel med deres hove. Efter hvad historien siger, var hun så yndig at selv dyrene blev bange for at flænge hendes blændende smukke lemmer med deres svinske hove. Det tog kongen som et tegn på hustruens uskyld. Han fortrød sin fejltagelse og skyndte sig at frikende hende for de falske anklager. Men i det samme kom Bikke farende og forklarede at så længe hun lå på ryggen, skræmte hun dyrene med trylleformularer, og hun kunne ikke blive trådt ihjel medmindre hun fik ansigtet nedad. Han var nemlig godt klar over at det var hendes skønhed der havde reddet hende. Dronningen blev så anbragt på den måde, hestene blev drevet hen over hende, og nu trådte hele flokken gang på gang deres hove dybt ned i kroppen på hende. Sådan endte Svanild sit liv.

10,12  Imidlertid kom nu en hund som havde været Broders, hen til kongen og peb og hylede så det så ud som om den klynkede over sin herres henrettelse, og da hans høg blev bragt ind, gav den sig til at plukke alle fjerene af kroppen med næbbet. Synet af den nøgne fugl tog kongen som et varsel om at han skulle miste sin søn, og for at det ikke skulle gå i opfyldelse, sendte han i huj og hast en mand af sted for at hente sønnen ned fra galgen. Den fjerløse fugl så han som et tegn på at han selv hvis han ikke passede på, snart ville stå som en far uden sønner.

10,13  Sådan blev Broder reddet fra undergangen. Men nu var Bikke bange for at blive straffet for bagvaskelse, så han skyndte sig over til de hellespontiske brødre og fortalte dem at Svanild var blevet myrdet af sin mand. Og mens de sejlede af sted for at hævne deres søster, vendte han så tilbage til Jarmerik og meddelte at hellespontierne var ved at gøre klar til krig. Kongen mente at det var sikrere at kæmpe bag volde og mure end i åbent slag, og søgte tilflugt i den fæstning han havde bygget. Og for at kunne stå igennem en belejring fyldte han bygningerne med forråd og brystværnene med krigere. Hele vejen rundt var borgens øverste tinder smykket med glimtende gyldne skjolde.

10,14  Men nu skete der det at hellespontierne kom op at slås da de skulle dele deres bytte, og dræbte en del af deres egne mænd, som de beskyldte for at snyde. I dette interne opgør mistede de så stor en del af deres slagstyrke at de blev enige om at det oversteg deres kræfter at indtage kongeborgen, og i stedet bad de en troldkvinde ved navn Gudrun om hjælp. Hun udvirkede at alle forsvarerne ovre på kongens side pludselig mistede synet og vendte deres våben mod hinanden. Da hellespontierne så det, rykkede de frem under stormtag og tog opstilling lige i indgangen til portene. Derpå rev de portstolperne løs, brød ind i borgen og myrdede løs blandt deres blindede modstandere.

Midt i kampens hede dukkede Odin op. Han kastede sig ind mellem de kæmpende menneskemasser, satte sin guddomsmagt mod troldomskraften og gav danskerne, for hvem han altid havde været som en omsorgsfuld far, synet igen. Samtidig viste han dem hvordan de skulle kaste sten mod hellespontierne som med trolddom kunne gøre deres kroppe uigennemtrængelige for våben. Sådan gik begge hære til grunde i et gensidigt blodbad. Jarmerik mistede begge hænder og fødder og tumlede om blandt de døde med sin afstumpede krop. Hans efterfølger på tronen blev Broder, som ikke var særligt egnet på posten.

11,1  Efter ham blev Sigvald konge. Da han efterhånden blev gammel, kastede hans søn Snjo sig energisk over sørøveriet, og derved lykkedes det ham ikke alene at forsvare sit svækkede fædreland, men også at bringe det tilbage på dets gamle stade. Da han selv blev enehersker, nedkæmpede han de to overmodige kæmper Eskil og Alkil, en sejr der bragte Skåne tilbage i fællesskabet under fædrelandet efter at det havde været revet løs fra dansk overhøjhed. Senere hen forelskede han sig i en datter af gøternes konge, og hun i ham, og han sendte i al hemmelighed en delegation op for at forsøge at aftale et stævnemøde. Men de blev opsnappet af pigens far og endte i galgen og kom således til at betale dyrt for deres uforsigtige rejse. Snjo ville hævne sig og gik til angreb på Götland, hvor han blev modtaget af landets konge med hele hans hær. Kongen udfordrede ham til at afgøre sagen ved tvekamp mellem udvalgte kæmper, og han modtog tilbudet og fastlagde selv betingelserne sådan at hver af de to konger, alt efter hvordan det gik deres respektive kæmper, enten skulle miste sit eget land eller overtage den andens. Taberens rige skulle være sejrherrens løn. Enden blev at gøterkongens mænd klarede sig dårligt, så han tabte og var tvunget til at afstå sit land til danskerne.

11,2  Da nu Snjo hørte at kongens datter på faderens initiativ var blevet gift med den svenske konge, fandt han en mand der plejede at gå omkring i laset tøj på offentlig vej og tigge, og sendte ham over til hende for at lodde hendes følelser. Manden fik plads nær ved døren, som tiggere plejer, og da han på et tidspunkt så dronningen, sagde han med hviskende stemme: »Snjo elsker dig.« Ordene nåede hendes ører, men hun lod som ingenting og gik lige ind i hallen uden hverken at se sig tilbage eller vende sig om – men kom straks efter tilbage og sagde med en utydelig og næppe hørlig hvisken: »Den der elsker mig, ham elsker jeg igen.« Og med de ord gik hun atter sin vej. Tiggeren frydede sig over at hun havde givet et tegn på at kærligheden var gengældt.

Næste dag sad han igen ved døren, og så snart hun var i nærheden, sagde han på sin sædvanlige ordknappe facon: »Din længsel bør finde et sted.« Atter en gang forstod hun udmærket de listige og udspekulerede ord, og atter en gang gik hun videre uden at lade sig mærke med noget. Da hun et øjeblik efter igen passerede manden der havde spurgt, svarede hun at hun snart ville komme til Bøkerør. Det var der hun havde tænkt sig at flygte hen. Efter den besked fortsatte tiggeren med sine skarpsindige spørgsmål og insisterede på at få at vide hvornår hun ville opfylde det løfte. Hun var hverken mindre snedig eller mere klar, og så hurtigt hun kunne, sagde hun ordene »ved vinterens begyndelse«. Hendes følge havde i øvrigt hørt den let henkastede kærlighedssnak, men tog de udspekulerede ord som det rene formørkede vrøvl.

Da Snjo fik den besked fra tiggeren, bortførte han dronningen i et skib en dag hun var gået ud under påskud af at hun skulle bade – og havde taget sin mands skatte med sig. I den følgende tid kom det til mange kampe, med vekslende udfald og uden nogen afgørelse, mellem ham og den svenske konge. Den ene ville have sin retmæssige hustru tilbage, den anden holdt stædigt fast på sin illegitime.

12,1  På dette tidspunkt blev høsten ødelagt af usædvanlig dårligt vejr, og kornpriserne steg voldsomt. Og da der efterhånden blev mangel på fødevarer, og befolkningen led under alvorlig hungersnød, begyndte kongen at gruble bekymret over hvad han kunne gøre for afhjælpe de vanskelige vejrforhold. Han lagde så mærke til at drukkenbolte forbrugte mere end ædedolke, og derfor indførte han begrænsninger på forbruget: han afskaffede selskabelighed og forbød enhver fremstilling af drikkevarer brygget på korn ud fra den overbevisning at han kunne afhjælpe den nagende sult ved at forbyde overflødigt drikkeri, og skaffe rigeligt med fødevarer på tørstens bekostning.

12,2  Men nu var der en fyldebøtte der var meget ked af at drikkeriet var blevet forbudt, og derfor greb til et yderst udspekuleret kneb for at finde en udvej så han igen kunne få sin lyst styret. Han så stort på det offentlige påbud om afholdenhed for selv at kunne solde, og skaffede sig hvad han havde lyst til, med et snedigt og grinagtigt påfund. Han stillede nemlig sin trang til en tår over tørsten ved at labbe de forbudte drikkevarer i sig i ganske små mundfulde. Og da han så blev kaldt til kongen for det, påstod han at han havde overholdt reglerne om mådehold til punkt og prikke: han havde holdt sin trang til drikkeri i tømme og kun drukket meget sparsomt, sagde han, og det de beskyldte ham for, afviste han hårdnakket med at han »kun havde taget et par slurke.«

Det endte med at han under strenge trusler fik forbud mod ikke bare at drikke, men også at sippe til de våde varer. Men det var en vane han ikke kunne styre. For at kunne nyde det forbudne på en tilladt facon og ikke lade andre diktere hvad han skulle fylde i sig, begyndte han nemlig nu at bløde brødet op i drikkevarerne og sætte det til livs helt gennemtrængt af øl, og på den måde kunne han i ro og mag spise sig til den kæfert han var ude efter, og slukke tørsten i ulovlig grad inden for lovens grænser. Så stædig var han i sit vanvittige drikkeri at han satte livet på spil for nydelsens skyld og uden at lade sig skræmme af kongens trusler hærdede sin desperate tørst mod enhver fare.

12,3  Nu blev han så for anden gang kaldt til kongen, sigtet for at have overtrådt bestemmelserne. Men heller ikke denne gang kunne han dy sig for at forsvare sine handlinger. Tværtimod hævdede han at han ikke på nogen måde havde sat sig op mod kongens bestemmelser eller forbrudt sig mod påbudet om afholdenhed – eftersom den vedtagne sparelov formulerede mådeholdet sådan at det tydeligvis var forbudt at drikke øl, men ikke at spise det. Kongen kaldte guderne til vidne og svor ved hele landets ve og vel at hvis han nogensinde vovede at foretage sig den slags igen, ville han lade ham henrette. Men han mente nu ikke døden var så slem som mådeholdet, og holdt på at det var lettere at sige farvel til livet end til frådseriet, så han kogte endnu en gang sit korn med vand og bryggede øl, og da han ikke længere kunne gøre sig nogen forhåbninger om at forsvare sin hang til de våde varer, greb han frimodigt til bægrene og hengav sig ganske åbenlyst til sit drikkeri. Hvor han før havde været fiffig, blev han nu fræk og ville hellere udsætte sig for kongens straf end blive afholdsmand.

12,4  Da kongen så spurgte ham hvorfor han gang på gang havde sat sig ud over forbudet, svarede han: »Det var noget jeg fik lyst til, herre konge, ikke af grådighed, men af venlighed over for dig. Jeg kom i tanke om at når konger skal begraves, så fejrer man ligfærden med et gilde. Og for at der nu ikke skulle mangle øl at skåle i ved festen til din begravelse, så har jeg skaffet nogle af de forbudte drikkevarer – af betænksomhed, ikke af drikfældighed. For jeg er ikke i tvivl om at du kommer til at dø af sult før alle andre og bliver den første der får brug for en grav, for det må jo være derfor du har gennemført den her besynderlige sparelov: fordi du var bange for at blive den første der kom til at mangle mad. Det må jo være for din egen skyld, og ikke for andres, at du pludselig kan finde på sådan at spille sparemester.« Alle mandens udsøgte spydigheder forvandlede kongens vrede til forlegenhed. Og da det gik op for ham at den lov der skulle gøre hele folket gavn, i stedet gjorde ham til grin, opgav han sin omsorg for det fælles vel og tilbagekaldte bestemmelsen, for han ville hellere ophæve en lov end lægge sig ud med sine landsmænd.

13,1  Men som sagt – hvad enten det nu var fordi jorden havde fået for lidt regn eller for meget varme, så sygnede kornet hen, og markerne gav næsten ingen afgrøde, forsyningerne slap op, hele området blev ramt af hungersnød, og fødevarerne blev så knappe at man ikke kunne se nogen udvej til at holde sulten fra døren. Derfor blev det på Agges og Ebbes initiativ vedtaget at man skulle slå de gamle og de små børn ihjel og i det hele taget rense landet for alle der ikke var i våbenfør alder, så kun de raske havde ret til riget, og kun de der var i stand til at føre våben eller dyrke jorden, kunne beholde deres hjem og deres fædrene gård.

Men da de to fortalte deres mor Gambaruk om sagen, og det gik op for hende at de der stod bag denne uhyrlige bestemmelse, havde tænkt sig at frelse landet ved hjælp af en forbrydelse, forbandede hun tingets beslutning og erklærede at det umuligt kunne være nødvendigt at myrde sin egen familie for at redde sig ud af en nødsituation. Der fandtes en mere anstændig udvej, sagde hun, en plan der var til større gavn for både sjæl og legeme: I stedet for at svigte deres forældre og deres børn, skulle de trække lod om hvem der skulle forlade landet. Og hvis loddet så faldt på gamle og skrøbelige folk, skulle nogle af de stærkere tilbyde at drage bort i deres sted og frivilligt påtage sig den byrde for de svagere. I øvrigt mente hun at mennesker der var villige til at bryde lov og ret og alt hvad der er helligt, og forfølge deres egne forældre og børn med så urimelig en lov bare for at holde sig i live – de havde slet ikke fortjent at leve, for de handlede med grusomhed dér hvor de burde vise kærlig omsorg. Og sidst, men ikke mindst: Folk for hvem egenkærlighed vejede tungere end kærligheden til forældre og til børn – de tjente deres fædreland meget dårligt.

13,2  Det forslag forelagde de for tinget, hvor de fleste stemte for det. Der blev så trukket lod om alles skæbne sådan at de der blev udtrukket, var dømt til at forlade landet. Og enden blev at alle de der havde været uvillige til at bøje sig for nøden, nu blev tvunget til at føje sig efter tilfældet. De drog så først til Blekinge og derfra forbi Møre til Gotland, hvor de også, ifølge Paulus, efter råd fra gudinden Frigg skal have taget navnet »longobarder« – sådan hedder den stamme de senere grundlagde. Til sidst lagde de ind til Rügen, hvor de efterlod deres skibe og fortsatte over land. De gennemrejste store landområder, sloges og plyndrede hvor de kom frem, og efter at have spredt død og ødelæggelse overalt slog de sig omsider ned i Italien, hvor de skiftede befolkningens gamle navn ud med deres eget.

13,3  Imens var der i Danmark blevet så få tilbage til at dyrke jorden at plovfurerne groede til, og landet blev ganske skovklædt at se til som om det havde lagt hele sin oprindelige græsgroede ynde af sig og nu lå og strittede med sine tætte masser af fremvoksende skov. Det kan man endnu i dag se spor af på landet. Det der i gamle dage var frugtbart agerland, er nu tæt tilgroet med træer, og hvor bønderne dengang vendte mulden i dybden og knuste store klumper af jord, der dækker nu skoven de marker der stadig gemmer sporene af gamle dages dyrkning. Hvis disse marker ikke var blevet forladt af bønderne og længe havde ligget øde hen, havde plovenes dybe furer og træernes urokkelige rødder ikke kunnet findes sammen i det samme stykke jord. Også de høje som de gamle i deres ansigts sved har bygget på det flade land som grave for de døde, er nu overgroet af tæt skovvækst. Tit ser man sågar rundt omkring i skovene dynger af sten som engang har ligget spredt overalt ude over det åbne land, og som bønderne omhyggeligt har samlet i bunker for at de ikke skulle ligge i vejen for pløjningen, ud fra den tanke at det var bedre at undvære et lille stykke jord end finde hele marken ufremkommelig. Ud fra det arbejde som bønderne dengang har gjort for lettere at kunne behandle deres marker, regner man således med at befolkningen har været større i gamle dage end den er i dag, hvor man kan nøjes med ganske små marker og holder landbruget inden for snævrere områder end hvad sporene efter fortidens ageropdyrkning viser. Vores egen tidsalder kan derfor med forundring se hvordan en jordbund der engang bar korn, i dag kun egner sig til oldendyrkning, og hvordan bondens plov og fulde aks i dag er afløst af et landskab tæt bevokset med træer.

Og det var hvad jeg – så sandfærdigt som muligt – havde at fortælle om Snjo.

14,1  Efter ham fulgte Bjørn, og efter ham igen fik Harald magten. Hans søn Gorm har fået en fornem plads blandt de gamle danske herskere for sine store bedrifter. Han praktiserede nemlig en ny form for vovemod og ville hellere udøve den handlekraft han havde arvet, i studiet af naturfænomener end i krig og kamp. Og ligesom andre konger er opfyldt af kampiver, sådan var han grebet af en dybfølt trang til at vide besked om alt det forunderlige i verden, hvad enten han selv havde oplevet det eller kun kendte det fra rygter. Og ivrig som han var efter at opsøge alt hvad der var fremmed og usædvanligt, var han ganske særligt interesseret i at undersøge de rygter islændingene fortæller om en vis Geruds gård. Det var de utroligste påstande de kom med om de enorme rigdomme der skulle være samlet der, men rejsen derop var fyldt med farer og næsten uigennemførlig for almindelige dødelige. Man skulle nemlig krydse det hav der omskyller hele verden, lægge solen og stjernerne bag sig, rejse gennem det øde svælg, for endelig at nå til lande uden lys, som ligger hen i evigt mørke – forstod man på folk der vidste besked om sagen. Men den unge mand var ivrig nok – ikke efter bytte, men efter ære – til at støde al frygt for de truende farer fra sig, og håbede på at det kunne skaffe ham stor berømmelse hvis han vovede sig ud i noget ingen før havde forsøgt.

14,2  Tre hundrede mand erklærede sig villige til at følge kongen, og som vejviser på ekspeditionen valgte han Thorkil, den mand som rygterne stammede fra, eftersom han var stedkendt og vidste besked med hvordan man når frem til de egne. Han afslog da heller ikke hvervet, men gav ham besked på at bygge nogle skibe forstærket med en særligt solid konstruktion, mange knuder og tætsiddende nagler, så de kunne holde til de helt usædvanlig vilde og oprørte farvande de skulle sejle i. De skulle lastes med store mængder af proviant og foroven dækkes over med oksehuder, der kunne beskytte de indre dele af skibene mod de brådsøer der ville skylle ind over dem. Herefter begav de sig så af sted på rejsen i kun tre skibe, hvert bemandet med hundrede udvalgte mænd.

14,3  Men da de nåede til Hålogaland, hørte medvinden op, og de blev kastet frem og tilbage på havet uden mål eller med. Til sidst blev der voldsom knaphed på fødevarer, og selv brødet slap op så de måtte holde sulten fra døren med ganske små rationer af grød. Men efter nogle dages forløb hørte de i det fjerne lyden af en buldrende brænding som bølger der slog mod klipper. Så forstod de at der var land i nærheden. En særligt atletisk ung mand blev sendt op i mastetoppen for at spejde og meldte at der var en ø med stejle sider i sigte. Alle blev glade, de spejdede længselsfuldt efter det land han talte om, og ventede anspændt på at komme i sikkerhed på den lovede kyst. Omsider kom de så derind og klatrede ad stejle stier op over de bratte skrænter til den højereliggende del af øen.

14,4  Der løb store mængder af kvæg omkring langs stranden, men Thorkil sagde at de ikke måtte tage flere af dem end der skulle til for at stille den værste sult. For hvis de gjorde det, ville øens skytsguder gøre det umuligt for dem at sejle videre. Men sømændene var mere optaget af til stadighed at stille deres egen sult end straks at adlyde hans ordrer, de rettede sig mere efter knurrende maver end kloge advarsler og fyldte de tømte lastrum på skibene med kroppe af slagtede okser. De var umådeligt nemme at fange fordi de uden mindste frygt stimlede forundret sammen ved det uvante syn af mennesker.

14,5  Natten efter strømmede uhyrer ned på stranden, skrigende så det rungede gennem hele skoven, og omringede skibene. Et af dem, der var større end de andre og bevæbnet med en mægtig kølle, trampede med store skridt ud i vandet. Det kom helt hen til skibet og gav sig til at brøle at de ikke ville få lov at sejle før de havde gjort bod for de dyr de havde dræbt, og udleveret en mand for hvert skib i erstatning for det hellige kvæg. Thorkil bøjede sig for uhyrets trusler for at frelse alle ved at ofre nogle få, og udleverede efter lodtrækning tre mand.

14,6  Så snart det var sket, fik de den vind de havde brug for, og nu sejlede de til det yderste Bjarmeland. Det er et land med evig frost, dækket af dyb sne, hvor sommersolens kraft aldrig så meget som mærkes, et land fuldt af uvejsomme skove, hvor intet korn kan gro, men det er rigt på vilde dyr der ikke kendes andre steder. Der er mange floder, og de skyller brusende og skummende af sted over de mange klippeblokke der ligger i deres løb. Her gav Thorkil ordre til at de skulle trække skibene op og slå lejr på stranden, for nu var de kommet til et sted, sagde han, hvorfra der kun var ganske kort til Geruds gård. Han forbød dem også at tale med nogen de mødte, og forklarede at intet gav uhyrerne kraft til at gøre andre fortræd som uvenlige ord fra fremmede. Derfor ville det være sikrest for hans kammerater helt at tie stille. Han selv var den eneste der kunne tale til dem uden fare eftersom han kendte det folks sæder og skikke i forvejen.

14,7  Da aftenen faldt på, kom der en kæmpestor mand og hilste på sømændene ved navn. Alle undrede sig, men Thorkil sagde at de skulle tage imod ham med godt humør, og forklarede at det var Gudmund, Geruds bror, der midt mellem alle farerne omhyggeligt beskyttede alle der gik i land dér. Gudmund spurgte hvorfor de andre var så tavse, og Thorkil svarede at de ikke kendte hans sprog så godt og var generte ved at tale udenlandsk. Gudmund bad dem så være hans gæster og tog dem med på sine vogne. På vejen fik de øje på en flod over hvilken der gik en bro af guld. Den havde de stor lyst til at gå over, men han standsede dem i deres forehavende og forklarede at denne flod var den naturlige grænse mellem menneskenes og uhyrernes verden, og at ingen dødelige havde lov at træde over på den anden side.

14,8  Snart efter kom de til deres vejvisers hjem. Her trak Thorkil sine folk til side og indprentede dem at hvad de nu end kom ud for af fristelser, skulle de opføre sig som mænd. De skulle holde sig fra fremmede madvarer og sørge for kun at spise af deres egen mad, og de skulle sætte sig for sig selv, ikke sammen med de indfødte, og passe på ikke at røre nogen af dem mens de sad til bords. Enhver der deltog i deres måltid, ville glemme alt i verden og måtte for altid blive her blandt disse gyselige uhyrer og leve et hæsligt liv som en af dem. Også deres tjenere og deres bægre skulle de holde sig langt fra.

14,9  Gudmund havde tolv dygtige sønner og lige så mange underskønne døtre, der alle stod rundt om bordene. Men da han så at kongen udelukkende indtog det hans egne mænd serverede for ham, gav han sig til at beklage sig over at kongen afslog hans gæstfrihed, og knurre om at det var uhøfligt mod værten. Men Thorkil havde en tilfredsstillende undskyldning på rede hånd. Han gjorde opmærksom på at folk der spiser fremmed mad, ofte bliver dårlige af den, og det var derfor kongen spiste som han plejede, og satte hjemlige retter på bordet, ikke af utaknemmelighed over for andres gæstfrihed, men af hensyn til sin egen sundhed. Og noget han kun gjorde ud af en sund trang til at undgå sygdom, kunne man vel dårligt tage som en fornærmelse?

14,10  Men da Gudmund så at hans list med serveringen var faldet til jorden på grund af gæsternes nøjsomhed, besluttede han sig for at undergrave deres dyd, når han nu ikke kunne svække deres mådehold, og han satte al sin opfindsomhed ind på at knække deres selvbeherskelse. Han tilbød kongen sin datter til kone og lovede de andre at de kunne få hvem de ville af hans tjenestepiger. De fleste af dem syntes det lød godt, men også denne gang, præcis som før, kom Thorkil med en fornuftig advarsel der i tide hindrede at de faldt for fristelsen, og med forbløffende selvbeherskelse lykkedes det ham på en gang at optræde som forsigtig gæst og som munter festdeltager. Men fire af danskerne tog imod tilbudet og handlede efter deres lyster i stedet for deres eget bedste. Den smitte de herved fik, gjorde dem aldeles vanvittige og ude af sig selv og berøvede dem enhver erindring om deres tidligere liv. Ja, fra det tidspunkt var de, efter hvad man siger, aldeles fra forstanden. Havde de nu holdt sig inden for mådeholdets vedtagne grænser, kunne de have målt sig med Herkules i berømmelse, besejret al jætternes mod og styrke og for evigt stået som store mænd der havde udrettet det mest forbløffende for deres fædreland.

14,11  Men Gudmund holdt stædigt fast ved sin plan om at lokke dem alle sammen i en fælde. Han talte i høje toner om sin dejlige have og gjorde hvad han kunne, for at få kongen med derhen for at smage på frugterne i et forsøg på at nedbryde hans standhaftighed med forførende synsindtryk og fristende smag. Men også over for disse snarer fulgte kongen Thorkils råd og gjorde sig hård: han afslog Gudmunds forlorne opmærksomheder og undskyldte sig med at de måtte skynde sig videre på rejsen. Og da nu Gudmund måtte erkende at hans egen gode begavelse på alle måder var kommet til kort over for kongens, opgav han håbet om at lokke ham i en fælde, sejlede dem alle sammen over floden til den anden bred og lod dem fortsætte deres rejse.

14,12  Længere fremme fik de ikke så langt borte øje på en sort og forfalden by, der mest af alt lignede en tåget sky. Mellem vagttårnene stod der stager med afhuggede hoveder. Uhyggeligt bidske hunde lå foran porten og vogtede over indgangen. Dem gav Thorkil et horn der var indsmurt i fedt, at slikke på for med beskedne midler at tage brodden af deres rasende vildskab. Portene stod kun åbne foroven, men de satte stiger til og slap med stort besvær igennem. Indenfor myldrede byen med sorte, uformelige spøgelser, utydelige skikkelser der larmede op, så det er ikke til at sige om synet eller lyden var det mest uhyggelige. Alt var grimt og uhumsk, og fra det rådnende skidt stod en uudholdelig stank op i næsen på de nyankomne. Omsider fandt de frem til det stenhus som man sagde at Gerud havde brugt som kongshal. Men da de ville træde ind i den trange og uhyggelige hvælving, standsede de skrækslagne op og blev stående i selve indgangen.

14,13  Thorkil så rundt på de ubeslutsomme mænd og ryddede deres tøven af vejen med et par mandige, opmuntrende ord: han rådede dem til, når de nu gik ind, ikke at røre noget af det indbo der var i huset, uanset hvor dejligt det ville være at eje eller hvor smukt det var at se på. De skulle holde sig lige langt fra grådighed og frygt og hverken sætte næsen op efter det der var fristende at tage, eller frygte det der var uhyggeligt at se på – selv om de undervejs ville få rig lejlighed til begge dele. For de hænder der grådigt rakte ud efter noget, ville pludselig blive holdt fast i et stædigt greb så de ikke kunne rives bort fra den ting de havde rørt ved, men sad som lænket til den med på det nærmeste uløselige bånd. Endelig gav han dem besked på at træde ind i ro og orden, fire ad gangen. De første der forcerede indgangen, var Broder og Bugge, og med dem Thorkil og kongen. Derefter fulgte resten i ordnede rækker.

14,14  Indvendig var bygningen fuldkommen forfalden, fyldt med en afskyelig, kvalmende os og proppet med alt hvad der kunne støde øje eller sind. Dørstolperne var dækket med mange års sod, væggene belagt med snavs, loftet var flettet af spyd og pile, gulvet myldrede med slanger og var overstrøet med al slags skidt og møg, og hele dette uhyrlige syn fik de nyankomne til at ryste af skræk. Over det hele stod en stadig, hæslig stank lige op i de arme menneskers næsebor. Blodløse skygger af uhyrer sad tungt på bænke af jern, og sæderne var adskilt af fletværk af bly. Foran tærsklen stod grufulde dørvogtere på vagt. Nogle af dem raslede med bundter af stokke, andre legede en hæslig leg hvor de kastede et gedeskind frem og tilbage mellem sig. Her gentog Thorkil endnu en gang sin advarsel til dem om ikke at være uforsigtige og gribe ud efter noget forbudt.

14,15  Længere fremme så de et flækket klippestykke og ikke langt fra det en gammel mand med gennemhullet krop, der sad på en forhøjning af en slags foran revnen i klippen. Desuden var der tre kvinder med svulster over hele kroppen, der sad sammen og så ud som om de havde mistet al styrke i ryggen. Thorkils kammerater var nysgerrige efter at vide hvad det var, og han, der vidste nøje besked med hvordan det hele hang sammen, forklarede at guden Thor engang i ophidselse over jætternes frækhed havde stødt en glødende jernstang gennem brystet på Gerud, der havde sat sig op imod ham. Og jernstangen var fortsat og havde knust og gennemboret klippen. Kvinderne, fortalte han, var blevet ramt af lynet og havde betalt med radbrækkede kroppe for deres angreb på den samme gud.

14,16  De gik så videre og fik nu øje på syv tønder omgivet af gyldne bånd, hvorfra der hang talrige slyngede ringe af sølv. Ved siden af dem fandt de en tand fra et usædvanligt dyr, med guldbelagte ender. Nær ved den lå et kæmpemæssigt bøffelhorn sirligt smykket med udsøgte, tindrende ædelstene og sågar med kunstfærdigt udskårne billeder. Ved siden af den så man en tung armring. Den fik en af mændene en brændende trang til at eje, og han greb om guldet med grådige hænder uden at vide at det prægtigt strålende metal gemte på den yderste livsfare, og det blændende bytte dækkede over død og undergang. En anden, der også havde svært ved at lægge bånd på sit begær, greb med rystende hænder ud efter hornet. En tredje ville ikke stå tilbage for de andres vovemod, han kunne ikke styre sine kriblende fingre og dristede sig til at læsse tanden på ryggen.

Men lige så pragtfuldt et syn dette bytte var, lige så dødbringende en virkning havde det. For hvad de så for deres øjne, var kun falske billeder. Ringen blev til en slange, der huggede med sine spidse gifttænder efter den mand der stod med den. Hornet forvandledes til en drage, der tog livet af sin ransmand. Tanden blev et sværd, der begravede sin klinge i sin bærers bryst. De øvrige blev bange for at lide samme skæbne som deres kammerater, de forestillede sig at de uskyldige ville få samme endeligt som de skyldige, og turde end ikke håbe på at de sagesløse ville gå fri.

14,17  De kom så til en bagdør, der ad en snæver indgang førte ind til et andet rum, og her åbenbarede der sig endnu et hemmeligt skatkammer med store rigdomme, hvor der overalt lå krigsudstyr så stort at intet menneske kunne bruge det. Blandt andet så man en kongekåbe og ved siden af den en smuk hat og et vidunderligt kunstfærdigt bælte. Thorkil blev så betaget over det at han gav sin grådighed frit løb og glemte alt om den selvbeherskelse han havde pålagt sig selv – nu kunne han, der selv så mange gange havde vejledt sine kammerater, ikke selv holde havesygen tilbage. Han greb efter kåben – og med denne ubetænksomme handling gav han også de andre mod til at stjæle og plyndre.

14,18  I samme øjeblik han gjorde det, begyndte bygningen at ryste i sin grundvold og uden varsel svaje dirrende frem og tilbage. Og straks gav kvinderne sig til at råbe og skrige at nu måtte det være nok med de forfærdelige røvere. Og nu var det som om alle de skikkelser de hidtil havde troet var halvdøde og livløse, adlød kvindernes skrig: de sprang op fra deres pladser og kastede sig rasende over de fremmede. De øvrige udstødte hæse brøl. Da greb Broder og Bugge til de færdigheder de kendte fra gamle dage: de angreb fra alle sider de fremstormende spøgelser med pileskud og myrdede løs på horden af uhyrer med buer og slynger. Det var det bedste middel til at holde dem fra livet. Men kun tyve mand af hele kongens mandskab lykkedes det dem at redde med deres skydefærdigheder, resten blev sønderrevet af uhyrerne.

14,19  De overlevende nåede tilbage til floden, hvor Gudmund færgede dem over i sin båd og tog gæstfrit imod dem i sit hus. Men selv om han mange gange bad dem blive, kunne han ikke holde dem tilbage, og til sidst gav han dem gaver med og lod dem gå. Ved den lejlighed glemte Bugge at passe på sig selv. Han slækkede på sin faste selvdisciplin, lod al den mandighed han hidtil havde vist, gå fløjten og forelskede sig håbløst i en af Gudmunds døtre. Og det lykkedes ham at gifte sig til sin egen undergang. Snart efter løb alt pludselig rundt i hans hoved, og han mistede enhver erindring om sin tidligere tilværelse. Sådan blev denne store mand, der havde gjort det af med så mange uhyrer og trodset så mange farer, selv overvundet af sin kærlighed til en eneste pige da han uden gnist af selvbeherskelse bøjede sig under begærets ynkelige åg. Men da han fulgte kongen på vej for at vise ham sin respekt og var på vej gennem et vadested i sin vogn, sank hjulene i og sad fast så han blev revet med af den hvirvlende strøm og druknede.

14,20  Kongen sørgede over sin vens ulykke, men skyndte sig at stikke til søs. I begyndelsen havde han god vind, men senere blev han tumlet omkring af modvind. Og da så hans mandskab begyndte at dø af sult, så der til sidst kun var ganske få tilbage, vendte han sig mod det hellige og tyede til de højere magter med bønner og løfter, for i den yderste nød mente han at det var hos guderne hjælpen var at finde. Og mens de andre bønfaldt hver sin gud om hjælp og holdt på at man måtte ofre til forskellige høje magter, vendte han sig til Udgårdsloke med både bønner og sonofre – og derved fik han også det gode vejr og de venlige vinde han ønskede sig.

15,1  Da han kom hjem og fik tænkt igennem hvor mange have han havde krydset, og hvor mange strabadser han havde udstået, følte han sig træt oven på alle de trængsler og besluttede at undgå enhver form for anstrengelse, så han fandt sig en kone i Sverige, glemte alt om sit gamle aktive liv og tænkte kun på fred og ro. Og han fik da også en tilværelse i fuldkommen fred og tryghed, men til sidst da han næsten havde nået enden på sit liv, og nogle mænd med gode argumenter havde overbevist ham om at sjælen er udødelig, begyndte han at spekulere over hvor han ville komme hen når sjælen lagde legemet af sig, og hvilken løn der ventede ham for hans altid villige dyrkelse af guderne.

15,2  Mens han gik og grublede over det, kom nogle mænd der ikke hørte til Thorkils bedste venner, til ham og forklarede at det han skulle, var at spørge guderne selv til råds: for at nå til nogen sikkerhed om så stort et spørgsmål, der overgik menneskelig fatteevne og ikke var let at få hold på for almindelige dødelige, måtte man gå til et himmelsk orakel. Derfor skulle han skaffe sig Udgårdslokes velvilje, og ingen var bedre egnet til den opgave end Thorkil. Der var også nogle der anklagede ham for forræderi og beskyldte ham for at ville snigmyrde kongen. Da Thorkil forstod at han var udset til en livsfarlig opgave, bad han om at få dem der havde angivet ham, som ledsagere på rejsen. Nu gik det op for de folk der havde bagtalt en uskyldig mand, at den fare de havde tiltænkt en anden, kom til at falde tilbage på dem selv – og de forsøgte at tage deres råd tilbage. Men det hjalp dem ingenting at de tudede kongen ørerne fulde, tværtimod: han skældte dem ud for at være kujoner og tvang dem til at sejle med under Thorkils kommando. Sådan går det som regel: det onde man udpønser mod andre, rammer en selv. Og da de forstod at de hang på den og ikke kunne slippe uden om faren, dækkede de et skib over med oksehuder og lastede det med rigelige forsyninger af proviant.

15,3  De sejlede så af sted og nåede til en egn hvor solen aldrig kommer, og stjernerne ikke kendes, en egn som aldrig så dagens lys og lå hyllet i evig nat. Og da de havde sejlet længe under denne sære himmel, slap deres brænde til sidst op så de ikke kunne holde deres ild ved lige og koge deres mad, men måtte leve af rå føde for ikke at sulte. Adskillige af dem blev dødssyge af at spise dens slags utilberedte madvarer. Den uvante føde fremkaldte ganske langsomt en utilpashed, der først satte sig i maven, men efterhånden bredte sig videre indtil sygdommen nåede vitale dele. Sådan sad de i en dobbelt knibe hvor de kunne gå for vidt i begge retninger, for lige så hårdt det var at sulte, lige så risikabelt var det at spise, og de måtte erkende at det hverken var trygt at indtage noget eller behageligt at lade være.

15,4  De var ved at opgive ethvert håb om frelse da redningen uventet viste sig – nøjagtig som en buestreng der knækker lettest når den er allermest spændt. Pludselig så de nemlig ild lyse op ikke langt borte, og det gav de udmattede mænd nyt håb om overlevelse. Thorkil tydede ilden som en hjælpende hånd fra guderne og besluttede sig for at hente den over. Og for at være sikker på at han kunne finde tilbage til sine kammerater, satte han en funklende ædelsten som signal i toppen af masten. Så snart han kom i land på kysten, fik han øje på en smal indgang der førte til den ganske snævre åbning ind til en hule. Han gav sine ledsagere besked på at vente udenfor, trådte ind og fik øje på to kolossale ørnejætter, der med deres næser af horn kastede alt hvad de kunne få fat i, på ilden for at holde den ved lige. I øvrigt var indgangen hæslig, dørstolperne faldefærdige, væggene sorte af snavs, loftet beskidt, gulvet fuldt af slanger – alt var afskyeligt, for synet såvel som for sindet.

15,5  Den ene af jætterne hilste ham velkommen og sagde at det var en yderst vanskelig opgave han havde kastet sig ud i ved brændende af iver at opsøge en fremmed guddom og fuld af opdagertrang at udforske en egn hinsides verdens ende. Men han skulle nok forklare ham vejen derhen hvor han ville, hvis bare han kunne sige tre sande udsagn, udtrykt i lige så mange ordsprog. Thorkil sagde så: »Nej, aldrig har jeg da set en familie med grimmere næser! Og aldrig har jeg sat min fod et sted hvor jeg så nødig ville blive.« Og: »Den fod regner jeg for den bedste der først kan komme ud herfra.«

15,6  Jætten frydede sig over Thorkils kløgt, roste ordsprogene for deres sandfærdighed og forklarede ham at han først skulle rejse videre til et land hvor intet græs groede, og som var hyllet i det dybeste mørke. Men inden han kunne nå frem til sit mål, måtte han sejle i fire dage og uafbrudt arbejde ved årerne. Der ville han så få Udgårdsloke at se som han sad dér i sin usle bolig i en hæslig, uhyggelig hule. Thorkil blev meget forskrækket over at høre at han havde en lang og farlig sejlads foran sig, men et forsigtigt håb fik bugt med de øjeblikkelige bekymringer, og han bad så om ild. Og jætten svarede: »Hvis du vil have ild, må du give mig tre udsagn til i samme slags ordsprog.« Thorkil sagde så: »Et råd skal følges om det så kommer fra en ringe mand.« Og: »Nu har jeg vovet mig så langt ud at hvis jeg kommer hjem igen, kan jeg først og fremmest takke mine ben for livet.« Og igen: »Hvis jeg frit kunne rejse hjem i dette øjeblik, skulle jeg nok sørge for aldrig at komme tilbage.«

15,7  Da han var kommet tilbage til sine kammerater med ilden, fik han god vind, og fire dage efter kunne han lægge ind i den havn han havde styret mod. Sammen med de andre gik han fra borde og stod nu i et land hvor en evig nat umuliggjorde enhver vekslen mellem lys og mørke. Man kunne dårligt se en hånd for sig, men han fik dog øje på en kæmpemæssig klippeknold. Den ville han meget gerne undersøge nærmere, så han lod nogle af sine mænd holde vagt udenfor og bad dem slå ild med flintesten og tænde et bål ved indgangen som en passende sikkerhedsforanstaltning over for onde ånder.

15,8  Derpå lod han de andre gå i forvejen med lys og klemte sig igennem den snævre åbning ind til hulen, hvor han landede midt i et mylder af slanger og alle vegne kunne se en mængde bænke af jern. Lidt fremme viste der sig en stille bæk, der rislede fredeligt hen over sandbunden. På den anden side af den kom de til en lidt dybereliggende grotte. Og fra den kunne de se ind i et skummelt, sort rum. Herinde fik de øje på Udgårdsloke med kolossale, tunge lænker om hænder og fødder og med stinkende hår så lange og stive at de lignede spydstager. Et af disse hår trak Thorkil, med hjælp fra sine kammerater, ud af kinden på kæmpen – som ikke fortrak en mine ved det – og det tog han med for at folk bedre skulle tro på hans bedrifter. Men i samme øjeblik strømmede der så gennemtrængende en stank ud mod de omkringstående at de kun kunne få vejret når de holdt kappen op for næsen.

15,9  De var dårligt kommet ud igen før slangerne fór imod dem fra alle sider og oversprøjtede dem med gift. Kun fem af Thorkils ledsagere nåede med deres leder tilbage til skibet, resten bukkede under for giften. De rasende uhyrer hang over dem og sprøjtede deres giftige spyt ud over dem. Men søfolkene spændte huderne ud over sig som regntag og holdt edderen ude. En af dem ville på et tidspunkt kigge ud og blev ramt i hovedet af giften, og straks faldt hovedet fra halsen som var det blevet hugget af med et sværd. En anden kastede et blik ud under overdækningen, og da han trak øjnene til sig, var han blevet blind. En tredje rakte en hånd frem for at stramme dækkenet, og giften gjorde at han fik sin arm tilbage uden hånd.

15,10  De øvrige anråbte forgæves guderne om at være dem nådige, men Thorkil vendte sine bønner mod hele verdens gud, og sammen med bønnerne bragte han ofre, og snart efter nåede de uden problemer tilbage under lysere himmelstrøg, hvor verden igen var til at se. Og her var det som om de så ind i en anden verden og øjnede selve indgangen til menneskenes land. Omsider nåede han så frem til Tyskland, hvor kristendommen på det tidspunkt netop var blevet indført, og hos indbyggerne dér lærte han gudsdyrkelsens grundtræk at kende. Hans mænd var næsten alle sammen døde af den uvante luft de havde indåndet. Der var kun to som skæbnen var gået forbi, og sammen med dem kom han nu hjem til sit fædreland. Alt det snavs der havde lagt sig over hans ansigt, havde i den grad forandret hans fremtoning og udseende at selv ikke hans venner kunne kende ham igen. Men så snart han fik skidtet vasket af, blev han genkendelig igen, og nu blev kongen fyr og flamme for at høre hvordan ekspeditionen var forløbet.

15,11  Men alligevel havde han stadig ikke fået lukket munden på sine rivaler, og der var nogle af dem der kom frem med den påstand at hvis kongen fik at høre hvad Thorkil havde at fortælle, ville han omgående falde død om. Det troede kongen på, især fordi han havde haft en drøm der gav den samme falske forudsigelse og gjorde ham let at overbevise. Der blev derfor på kongens ordre hyret nogle mænd til at snigmyrde Thorkil om natten. Men det fik han på en eller anden måde selv opsnuset, og uden at nogen vidste det, smuttede han ud af sin seng og efterlod en stor, tung træstamme i den. Og sådan undgik han kongens lumske plan, for nu myrdede lejemorderne træstammen i stedet.

15,12  Dagen efter gik han hen til kongen mens han sad og spiste, og sagde: »Jeg tilgiver dig din grusomhed, og jeg undskylder den fejltagelse du har begået ved at straffe mig og ikke takke mig da jeg kom her tilbage med gode nyheder fra min ekspedition. For din skyld, og din alene, har jeg udsat min person for alle disse lidelser, kæmpet mig igennem alle disse farer, så jeg havde ventet at blive mødt med en taknemmelig belønning for min indsats, men jeg fik kun en benhård straf for min tapperhed! Men jeg skal ikke gøre gengæld: for mig er det hævn nok for den krænkelse at du skammer dig dybt i din inderste sjæl – hvis da overhovedet utaknemmelige folk kan føle skam! Jeg kan vist uden at genere nogen fastslå at du er værre end alverdens grusomme uhyrer og onde ånder, når jeg, der er sluppet uskadt fra lumske overfald hos så mange uhyrer, ikke kan slippe for den slags hos dig!«

15,13  Kongen ville gerne høre det hele fra Thorkils egen mund og erkendte at han dårligt kunne modsætte sig skæbnen, så han bad ham berette alt hvad der var sket, fra ende til anden. Han lyttede begærligt til alt hvad han fortalte, men da han til sidst kom til hans egen skytsgud, kunne han ikke holde ud at høre ham så negativt omtalt. Han kunne ikke tåle at høre Udgårdsloke hængt ud som et usselt væsen og blev så fortvivlet over hans foragtelige tilstand at han døde af græmmelse over Thorkils ord midt under hans beretning. Så i sin iver efter at tilbede en falsk gud lærte han hvor trængslernes fængsel virkelig findes. I øvrigt bredte der sig en sådan stank fra det hår som Thorkil havde trukket ud af jættens skæg som dokumentation for sine store bedrifter, at adskillige af de omkringstående faldt døde om.

16,1  Efter Gorms død blev hans søn Gøtrik konge. Han udmærkede sig ikke alene ved sine krigsbedrifter, men også ved sin gavmildhed, så det er svært at sige om han mest var tapper eller mild. Han lod i den grad mildheden lægge bånd på strengheden at det virkede som om de vejede hinanden lige op. På den tid fik den norske kong Gote besøg af to islændinge ved navn Bjørn og Ræv. Han behandlede Ræv med stor respekt og venlighed og forærede ham en tung armring. Det lagde en af hofmændene mærke til, og han roste den flotte gave i høje toner og erklærede at ingen kunne måle sig med Gote i gavmildhed. Men selv om Ræv skyldte kongen stor taknemmelighed for gaven, kunne han ikke få sig selv til at give manden ret i hans overdrevne, svulstige bemærkning – så han erklærede at Gøtrik var bedre! For at punktere spytslikkerens tomme ord ville han hellere rose en mand for gavmildhed på lang afstand end overøse sin velgører med falske komplimenter lige op i hans åbne ansigt. I hans øjne var det en hel del bedre at blive beskyldt for utaknemmelighed end at tilslutte sig en tom og intetsigende ros – og mere værdifuldt at rådgive kongen med sandfærdig alvor end at føre ham bag lyset med løgnagtig smiger. Men Ulf, som manden hed, holdt ikke alene hårdnakket fast ved sin skamros af kongen, han insisterede også på at lade det komme an på en prøve og foreslog sin modstander et væddemål.

16,2  Det gik Ræv ind på, og han rejste straks til Danmark, hvor han fandt Gøtrik siddende på sin stol i færd med at udbetale sine hirdmænd sold. Da kongen spurgte hvem han var, svarede han at han hed Lilleræv. Det var der nogle der lo ad, og andre der rystede på hovedet over, men Gøtrik sagde: »En ræv tager vel byttet med munden!« Og så vinkede han ham hen til sig, trak en ring af armen og stak den i munden på ham. Ræv satte den straks på armen og viste armen frem for alle de andre så de kunne se guldet på den – men den anden holdt han gemt, for den var jo ikke pyntet. Og kongen var stadig lige rundhåndet, så det kneb skaffede ham endnu en gave, præcis som den første. Så var han glad, ikke så meget fordi han havde fået en mægtig gave, som fordi han havde vundet sit væddemål. Da kongen hørte hvordan det hang sammen med væddemålet, glædede han sig over at det ikke var med gustent overlæg, men helt spontant han havde været så gavmild – og erklærede at han havde større fornøjelse af at give end modtageren havde af at få.

Ræv vendte så tilbage til Norge, og da hans modstander nægtede at betale det de havde væddet om, slog han ham ihjel, hvorefter han tog Gotes datter til fange og rejste ned og forærede hende til Gøtrik.

16,3  Gøtrik, der også kaldes Godfred, drog i krig mod fremmede folkeslag og hævdede med stort held sin magt og sit ry. Og blandt de bedrifter der stadig erindres, er at han pålagde sachserne at betale skat sådan at deres hertuger hver gang der skete et tronskifte i Danmark, skulle sende den nye konge ti hvide heste som gave ved tiltrædelsen. Og hvis situationen ændrede sig hos sachserne, og de fik en ny hertug, skulle han betale den samme skat og altså hylde danskernes overhøjhed ved magtovertagelsen, hvorved han på en gang anerkendte vores folks overherredømme og afgav et formelt bevis på sin egen underkastelse.

16,4  Men at undertvinge Tyskland var ikke nok for ham, så han sendte en delegation med Ræv i spidsen op for at kræve Sverige også. Svenskerne turde ikke slå ham ihjel åbenlyst, men greb i stedet til snigmord og knuste ham med en sten mens han sov: De hejste en møllesten op i luften, skar rebene over og lod den falde ned over nakken på ham. Som bod for den forbrydelse måtte hovedmændene betale Gøtrik tolv mark guld hver mens folket skulle udrede en unse guld hver. »Rævegæld« kaldte de det.

16,5  Imidlertid skete der nu det at den frankiske konge Karl knuste Tyskland i kamp og tvang landet ikke alene til at antage kristendommen, men også til at underkaste sig hans overhøjhed. Da Gøtrik hørte det, angreb han folkeslagene omkring Elben i et forsøg på at tvinge Sachsen tilbage under sit herredømme – på trods af at sachserne mere end villigt bøjede sig under Karls åg og foretrak det romerske rige for det danske. Karl havde trukket sine sejrende hære tilbage på den anden side af Rhinen og vægrede sig ved at tage kampen op med den fremmede fjende, som om floden var en uoverstigelig hindring. Og da han endelig satte sig for at krydse floden igen for at gøre det af med Gøtrik, blev han kaldt til Rom af pave Leo for at forsvare byen. Han efterkom opfordringen og overlod det til sin søn Pipin at føre krig mod Gøtrik. Mens han selv førte krig mod en fjende i et fjernt land, skulle sønnen altså tage kampen op med nabofolket. For i denne dobbelte knibe, hvor han stod over for problemer til begge sider, måtte han nødvendigvis dele sine styrker for at finde en passende løsning på begge fronter.

16,6  I mellemtiden havde Gøtrik vundet en iøjnefaldende sejr over sachserne, og nu mønstrede han atter sine tropper, samlede en omfattende hærstyrke og besluttede sig for at hævne sig, ikke kun på sachserne, men på hele det tyske folk for den fornærmelse de havde budt ham ved at løsrive sig fra hans herredømme. I første omgang undertvang han Frisland. Det er et meget lavtliggende område, og hver gang havet er i oprør, og digerne de har bygget for at holde bølgerne ude, bryder sammen, bliver de åbne marker fuldkommen oversvømmet af vandmasserne. Dette land tvang Gøtrik nu til at betale en ikke specielt streng, men til gengæld temmelig usædvanlig skat. Lad mig kort gennemgå dens betingelser og indretning.

16,7  Først blev der opført en to hundrede fyrre fod lang bygning, inddelt i tolv fag på hver tyve fod så den samlede længde nåede op på den nævnte størrelse. Inderst i denne bygning sad kongens skattefoged, og forrest var der anbragt et rundt skjold af en type der bruges der på egnen. Når friserne så kom for at betale deres skat, skulle de lægge mønterne en for en ned i fordybningen i skjoldet. Og af de mønter der således kom ind, regnede fogeden kun dem med til kongens skat som han tydeligt kunne høre klirre helt nede i den anden ende. Følgen var altså at skattefogeden kun talte de penge med til skatten som han på lang afstand kunne høre falde ned. Penge der havde en svagere klang som ikke nåede regnskabsførerens ører, blev godt nok medtaget i kassen, men bidrog ikke til summen. Eftersom et stort antal af mønterne faldt ned uden at nå fogedens ører med en tone han kunne opfange, blev resultatet at folk der kom for at betale en bestemt fastsat takst, undertiden kom af med store summer der ikke talte. Denne tyngende afgift siges det at Karl senere befriede dem for.

16,8  Gøtrik begav sig så tværs gennem Frisland, og da Karl nu var tilbage fra Rom, havde han besluttet sig for at trænge dybere ind i Tyskland, da han blev snigmyrdet af en af sine egne hirdmænd og faldt for en forræders sværd. Da Karl hørte det, blev han jublende glad og indrømmede at det dødsfald var den glædeligste begivenhed skæbnen endnu havde bragt ham.