© 2024 Det Danske Sprog- og Litteraturselskab. Copyright
Dansk Litteratur drives af Hugo v0.119.0
Hosting: Det Danske Sprog- og Litteraturselskab
1,1 Oluf, Gøtriks søn, var konge efter sin far. Af bar iver efter at få hævn for sin far kastede han landet ud i borgerkrig og satte sine private følelser højere end hensynet til det fælles bedste. Hans lig blev begravet i den kendte høj ved Lejre der kaldes Olufs Høj.
2,1 Efter ham fulgte Hemming, som efter hvad jeg har fundet, ikke har udrettet noget der er værd at nævne, bortset fra at han under ed sluttede fred med kejser Ludvig. Men muligvis er der adskilligt andet bemærkelsesværdigt fra hans periode som tiden skinsygt holder skjult for os, hvor kendt det end kan have været engang.
3,1 Efter dem fulgte Sigvard Ring, en søn af den norske konge af samme navn og Gøtriks datter. Han kom til magten med støtte fra skåningerne og sjællænderne. Hans fætter, der også hed Ring og også var barnebarn af Gøtrik, var nemlig konge i Jylland. Sådan var magten i riget delt i to, og eftersom begge dele var for små til at blive regnet for noget, mødte de efterhånden både foragt og ligefrem fjendskab fra omverdenen. Disse udenlandske fjender satte Sigvard sig mere forbitret op imod end sin tronrival. Han foretrak ydre krig for borgerkrig og blev i hele fem år stædigt ved at beskytte sit fædreland mod farer. Han valgte nemlig at affinde sig med de indre sår for hurtigere at kunne helbrede de ydre.
3,2 Derfor greb Ring chancen for at tage magten fra ham. Han forsøgte at overtage hele herredømmet selv og havde den frækhed at skade Sigvard derhjemme mens han selv lå på vagt derude. Ring invaderede nemlig de landsdele der hørte under Sigvard – det var den tak han gav ham for hans indsats for det fælles forsvar! Men der var nu nogle af sjællænderne der holdt mere på Sigvard, og for at være loyale mod deres fraværende herre gjorde de hans søn Regner til konge, på trods af at han dårligt nok havde forladt vuggen endnu – ikke fordi de ikke vidste at han var for ung til at regere landet, men for at have et vægtigt samlende symbol hvorunder de kunne opmuntre deres sløve kammerater til kamp mod Ring. Men da Ring nu hørte at Sigvard i mellemtiden var kommet tilbage fra sit felttog, angreb han sjællænderne med en stor styrke og lod dem forstå at hvis de ikke overgav sig, ville de blive hugget ned.
3,3 Men sjællænderne, som han hermed havde stillet i valget mellem vanære og livsfare, og som var for få til at stole på deres egne kræfter, bad om henstand for at overveje sagen. Det fik de, men eftersom det på den ene side var uklogt at holde på Sigvard og på den anden side uanstændigt at holde på Ring, svingede de længe frem og tilbage mellem frygt og skamfølelse. På det punkt vidste ikke engang de gamle hvad de skulle råde dem til, men Regner var tilfældigvis til stede på tinget, og han sagde:
»En kort bue skyder sin pil hurtigt. Jeg er godt nok kun en dreng, og det kan forekomme dristigt af mig at tale før de voksne, så jeg beder jer tilgive hvis jeg tager fejl, og bære over med mig hvis jeg siger noget barnligt. Men et klog råd skal man ikke afslå selv om det kommer fra en ringe mand. Hvad der kan komme en til gavn, skal man tage lærenemt imod. Det er vanærende at blive hængt ud som overløber og forræder, men det er dumt at vove mere end man magter, så ingen kan være i tvivl om at begge dele er lige forkerte. Derfor må vi gå over til fjenden på skrømt, men kun for at falde fra ham igen så snart vi kan se vores snit til det! Det er klogere at afværge modstanderens vrede med falsk underdanighed end at sige nej og derved give ham en grund til at kaste sig endnu voldsommere over os. Hvad opnår vi ved at trodse en ordre fra en stærkere mand andet end selv at give ham våben i hænde til at knuse os med? Tit lykkes snigløb bedst hvis man går hemmeligt til værks. Og der skal list til at fange en ræv.«
3,4 Med det kloge råd ryddede han alle betænkeligheder af vejen blandt de usikre borgere, og samtidig skaffede han fjenden en forstærkning der blev farlig for ham selv. Tingsforsamlingen var højlig forundret både over hans veltalenhed og hans kløgt og tog med begejstring imod det begavede barns råd, der langt overgik hvad man kunne forvente af hans alder. Og de ældre folk, der alligevel ikke vidste deres levende råd, skammede sig ikke over at følge en drengs anbefalinger, for selv om de stammede fra et ganske ungt menneske, flød de over af uangribelig og tungtvejende visdom. Ophavsmanden til planen ville de til gengæld nødig udsætte for de farer der lå foran dem, så ham sendte de til Norge for at blive opfostret dér. Kort efter mødtes Sigvard og Ring i et voldsomt slag. Ring faldt, Sigvard blev hårdt såret og døde få dage efter af sine kvæstelser. Han blev efterfulgt af Regner.
4,1 På den tid havde kong Frø af Sverige dræbt den norske kong Sigvard, sat hans slægtninges hustruer på bordel og udbudt dem offentligt til prostitution. Da Regner hørte det, begav han sig straks til Norge for at hævne sin bedstefar. Så snart han nåede frem, begyndte en lang række kvinder der enten for nylig havde fået deres krop skændet eller frygtede snart at blive truet på deres dyd, at strømme til hans lejr klædt i mandstøj og erklære at de ville foretrække døden for vanæren. Og han, den kommende hævner af bespottede kvinder, undså sig ikke for at hente hjælp til kampen hos de kvinder hvis vanære han var kommet for at hævne.
4,2 Blandt dem var Ladgerd, en trænet kvindelig kriger der ejede en mands mod i en jomfrus krop. Med udslagent hår ned over skuldrene kæmpede hun altid forrest blandt de raskeste krigere. Alle beundrede hendes uforlignelige indsats – for lokkerne der slyngede sig ned ad ryggen, afslørede hende som kvinde – og da Regner havde dræbt sin bedstefars morder, forhørte han sig ivrigt hos sine kammerater om den kvinde som han havde bemærket allerforrest i slagordenen, for, erkendte han: det var denne ene kvinde der havde sikret ham sejren. Og da han hørte at hun stammede fra en fornem familie blandt barbarerne, sendte han straks udsendinge hen for at fri til hende.
4,3 Pigen lod som om hun var villig, men i sit stille sind ville hun hverken eje eller have ham. Og efter først med sine falske svar at have givet sin savlende frier gode forhåbninger om at han kunne få hende, lod hun sine folk lænke en hund og en bjørn i forhallen til sit hus så hendes eget kammer var godt beskyttet af de vilde dyr mod tilbederens hede begær. Men Regner, der var blevet meget opmuntret af den positive besked, gik ombord på sit skib, sejlede over havet og gav sine mænd ordre om at blive i Gølerdal – sådan hedder dalen – mens han selv gik alene til pigens hus. Der blev han modtaget af vilddyrene, men det ene gennemborede han med sit spyd, det andet greb han i struben, vred halsen om på det og kvalte det. Og så fik han pigen som belønning for at have overvundet faren. I ægteskabet med hende fik han to døtre, hvis navne ikke er overleveret, og en søn, Fridlev, og imens gik der tre år i fred og ro.
4,4 I tiden lige efter brylluppet var der ingen der ventede at han ville komme hjem igen, og jyderne, det genstridige folkefærd, slog sig nu sammen med skåningerne om at overfalde sjællænderne, der fastholdt deres loyalitet mod Regner med stor hengivenhed. Da Regner fik den besked, udrustede han tredive skibe, fik god vind til sejlturen og knuste skåningerne ved landsbyen Hvideby da de vovede sig i kamp med ham. Og da vinteren var ovre, kæmpede han med held mod de jyder der bor i nærheden af Limfjorden, som farvandet derovre hedder. Også en tredje og en fjerde gang nedkæmpede han med held skåningerne og hallænderne, og nu forelskede han sig i kong Herrøds datter Thora og skilte sig fra Ladgerd. Han stolede ikke på sin kones troskab, for han huskede jo hvordan hun engang havde pudset to frygtelige vilddyr på ham.
4,5 En dag Herrød, der var konge i Sverige, var på jagt ude i skoven, fandt hans mænd to slanger, som han lod sin datter opfodre. Hun gjorde straks som hendes far havde sagt, og gav sig i kast med at fodre de giftige slanger med sine egne jomfruelige hænder. Ja, hun sørgede sågar for at de hver dag fik et helt oksekadaver at spise sig mætte i – uden at ane at hun med sit private foder nærede en risiko for hele folket. Efterhånden som de voksede op, og deres giftige ånde sved hele nabolaget af, begyndte kongen at fortryde sin meningsløse handling, og han erklærede nu at han ville give sin datter til den mand der skaffede dem af med udyrene. En sværm af unge mænd lod sig lokke, ikke kun af tapperhed, men også af lidenskab, til at forsøge sig med den risikable opgave, men ingen havde heldet med sig.
4,6 Hele denne historie hørte Regner fra rejsende deroppe fra, og han bad sin stedmor om en kappe af fåreskind og et par meget lodne bukser så han kunne undgå slangernes bid. Han mente nemlig at det han havde brug for, var en tæt behåret dragt der kunne give beskyttelse, og som samtidig var smidig så han kunne bevæge sig frit. Og da han ankom til Sverige i sit skib, netop som det blev frostvejr, dyppede han sig med vilje i vandet og lod kulden hærde det våde tøj så det blev helt uigennemtrængeligt. I den mundering tog han afsked med sine kammerater og opfordrede dem til at forblive tro mod Fridlev, hvorefter han alene drog af sted mod kongsgården. Så snart han fik øje på den, spændte han sit sværd ved siden og tog sit kastespyd i højre hånd.
4,7 Da han gik videre, kom en kæmpemæssig slange krybende imod ham. Og bag den fulgte endnu en, lige så stor som den første. De sloges om at slå den unge mand med deres slyngede haler og oversprøjte ham med spyt og gift. Imens krøb hoffolkene i sikkerhed i skjulte kroge, hvor de sad og så til fra betryggende afstand som skræmte småpiger. Kongen selv, der var lige så rædselsslagen, havde sammen med nogle få af sine mænd fortrukket til et ganske lille kammer. Men Regner stolede på sin stivfrosne dragt og afbødede alle slangernes rasende udfald, ikke kun med våben, men også med sin påklædning. Utrætteligt kæmpende holdt han ene mand stand mod begge de to vilddyr der ustandselig lod giften sprøjte mod ham fra de vildt opspærrede gab. Med skjoldet slog han deres bid tilbage, og med dragten deres gift. Til sidst fik han kastet sit spyd og jaget det i kroppen på de voldsomt angribende vilddyr så det skar sig ind til hjertet på dem begge, og sådan kom han sejrrig ud af kampen.
4,8 Kongen så nu nærmere på hans påklædning og lagde mærke til hvor lodden og håret den var, og for at gøre nar af hans stride dragt og ikke mindst de uklædelige bukser gav han ham i spøg tilnavnet Lodbrog. Men han bad også ham og hans venner indenfor til middag for at friske ham op efter anstrengelserne. Regner sagde dog at han først måtte tilbage og se til dem af sit følge han havde efterladt, og han gik, men kom tilbage med dem alle sammen prægtigt klædt til det forestående gilde. Og da gildet var forbi, modtog han så omsider den udlovede pris for sin sejr. Med Thora fik han Rådbard og Dunvat, to sønner med fremragende evner. Og til dem føjede sig senere brødrene Sigvard, Bjørn, Agner og Ivar.
4,9 I mellemtiden havde jyderne og skåningerne i deres uudslukkelige oprørstrang afsat Regner og overladt magten til en mand ved navn Harald. Regner sendte så en delegation til Norge for at bede om venlig hjælp mod dem. Og Ladgerd, hvis hjerte stadig svulmede af gammel kærlighed, stak til søs med både sin mand og sin søn. Hundrede tyve skibe var hun villig til at tilbyde den mand der engang havde slået hånden af hende. Regner mente at han havde brug for al den hjælp han kunne få, og sikrede sig støtte fra folk i alle aldre, svage og stærke mellem hinanden, og han havde ingen betænkeligheder ved at fylde rækker af raske krigere op med gamle mænd og unge drenge.
4,10 I første omgang satte han sig for at knuse skåningerne, og han udkæmpede et voldsomt slag med oprørerne på den slette der kaldes »den uldne«. Ivar, der kun gik i sit syvende år, kæmpede her strålende og udfoldede en voksen mands styrke i et barns krop. Sigvard, derimod, snublede da han modigt kastede sig over fjenderne, faldt forover på jorden og blev såret. Da hans kammerater så det, blev de alvorligt bekymrede og begyndte at tænke på flugt, og det var ikke kun Sigvard, men hele Regners side der var ved at ramle. Men selv om modet faldt hos de forskrækkede mænd, fik Regner med mandig indsats og manende ord atter mandet dem op og overtalt dem til at gå efter sejren netop som de havde set nederlaget i øjnene.
4,11 Også Ladgerd, der bag sine spæde lemmer gemte på et uforligneligt mod, formåede med et strålende tappert eksempel at vække nyt gåpåmod hos de skrækslagne krigere. Hun foretog en omgående manøvre og faldt uventet fjenden i ryggen – og lagde derved sine kammeraters frygt over på fjendens hær. Til sidst begyndte Haralds rækker at vakle, og han selv måtte flygte mens hans mænd blev hugget ned for fode. Da Ladgerd kom hjem fra slaget, havde hun gemt et spyd under kappen, og med det myrdede hun om natten sin mand, for derpå at overtage både hans magt og titel. Denne egenrådige kvinde fandt det nemlig morsommere at regere riget uden manden end at have part i hans position.
4,12 Imens var Sigvard blevet båret til en by i nærheden for at komme under lægebehandling. Men lægerne måtte til sidst opgive ethvert håb eftersom såret var så voldsomt at ingen af de lægemidler de tog i brug, var nogen nytte til. Da så man en kæmpemæssig mand komme hen til sygesengen. Han lovede at Sigvard straks skulle blive rask og frisk igen hvis han ville overlade ham sjælene af de mænd han i fremtiden kom til at fælde i kamp. Han lagde heller ikke skjul på hvad han hed, men fortalte at hans navn var Roster. Da Sigvard forstod at han med et ganske beskedent løfte kunne købe sig en umådelig stor hjælp, sagde han med glæde ja. Straks strøg den gamle med hånden over det syge sted, drev al betændelse ud og dækkede på et øjeblik såret over med et ar. Til sidst dryssede han støv på hans øjne og gik sin vej. Og med ét viste der sig nogle pletter der gav den forbløffede unge mands øjne en uhyre lighed med orme. Jeg vil tro at ophavsmanden til dette under har ønsket at hans øjne skulle bære tydeligt tegn på den grusomhed man kunne vente sig af ham, så den del af hans legeme hvor synet har hjemme, ikke skulle savne et varsel om hans fremtidige liv. Da den gamle kone der sørgede for at han fik noget at drikke, så ormemærkerne i hans øjne, blev hun grebet af en gådefuld skræk for den unge mand, og pludselig sank hun besvimet om. Sådan gik det til at Sigvard overalt blev kendt under tilnavnet Orm-i-øje.
4,13 Imidlertid blev Regners kone Thora nu alvorligt syg og døde. Og da hendes mand elskede hende meget højt, voldte det ham uendelig sorg og smerte. Den sorg mente han selv at han bedst kom over ved at have noget at lave, så han besluttede sig for at finde trøst i træning og lindre smerten med anstrengelser. Derfor planlagde han et felttog for at dulme sorgen og skaffe sig opmuntring, og han bestemte at hvert familieoverhoved skulle stille den af sine sønner som han mente var den udueligste, eller en særlig doven eller upålidelig træl hvis han havde sådan en, til tjeneste i kongens hær. Selv om den bestemmelse kunne se ud til at stemme dårligt med sit formål, så viste den dog at de svageste blandt danskerne var bedre end de tapreste blandt andre folkeslag, ligesom den skabte stor forbedring hos de unge fordi de der var blevet udtaget, kappedes om at vaske anklagen for uduelighed af sig.
4,14 Derudover bestemte han også at enhver retslig strid skulle afgøres ved dom af tolv anerkendte ældste uden nogen rettergang så det hverken var tilladt for anklageren eller den anklagede at tale deres sag. Gennem denne lov mente han at han havde afskaffet grundløse retstvister og dæmmet tilstrækkeligt op for ondsindet bagvaskelse. Og dermed gik han i krig mod Britannien, hvor han kom i kamp med kong Hame, far til den ædle unge prins Ella, og dræbte ham. Derpå fældede han jarlerne over Skotland og Petland og de øer der kaldes »de sydlige«, og overdrog magten over disse områder, som nu stod uden leder, til sine sønner Sigvard og Rådbard. Også i Norge fjernede han den stedlige fyrste med magt. Her satte han Fridlev på tronen, og ham satte han også til at regere Orkneyøerne, som også havde mistet deres egen regent.
4,15 Imidlertid var der nogle danskere der hårdnakket hadede Regner og stædigt blev ved at pønse på oprør. De sluttede sig nu til Harald, der tidligere var blevet jaget ud af landet, og forsøgte at genskabe hans knuste magtposition. De var frække nok til at oppiske en aldeles uforskammet borgerkrigsstemning mod kongen og sætte ham i fare hjemme netop som han havde bragt sig fri af farer udefra. Regner drog så ud med ødanskernes flåde for at sætte disse folk på plads, knuste oprørernes hær og jog den besejrede hærs leder på flugt til Tyskland. Og sådan tvang han ham til i dyb skam at opgive den position han på uærlig vis havde skabt sig. Han nøjedes heller ikke med uden videre at tage livet af fangerne, men foretrak at tortere dem til døde, for når de ikke kunne overtales til at opgive deres forræderi, skulle de heller ikke have lov at opgive ånden uden de frygteligste pinsler. De gårde der havde tilhørt mænd som var flygtet sammen med Harald, delte han ud til sine egne krigere, og det mente han var en særlig straf for fædrene, der nu kunne se deres arv overgå til de børn de selv havde slået hånden af, mens deres kæledægger gik glip af deres fædrenearv.
4,16 Men selv da havde han ikke helt slukket sin hævntørst, så han besluttede sig for også at overfalde Sachsen, hvor han mente at hans fjender havde søgt tilflugt, og Harald havde fundet et fristed, og bad sine sønner om hjælp til det. Her stødte han så ind i Karl, der tilfældigvis befandt sig i den ende af sit rige. Han opsnappede en patrulje og sneg sig uden om de fremrykkede vagtposter, og nu både troede og håbede han at resten ville gå nemt og være lige til at gå til. Men pludselig dukkede der en spåkone op hos Karl, en slags sandsiger fra det høje eller fortolker af himlens vilje, der advarede kongen i tide og kom den truende fare i forkøbet med et belejligt varsel idet hun meddelte ham at Sigvards flåde havde lagt til ved floden Seeves munding. Kejseren hørte opmærksomt efter advarslen, forstod at fjenden var i anmarch, og gjorde sig klar til tage kampen op og gøre det af med de barbarer hun talte om. Men da slaget stod mellem ham og Regner, lykkedes kampen mindre godt end sikkerhedsforanstaltningerne. Så denne utrættelige mand, der havde undertvunget næsten hele Europa, marcheret fra den ene blændende og storslåede sejr til den anden gennem alle disse lande, han måtte nu se den hær der havde besejret så mange stater og folkeslag, stikke halen mellem benene og bukke under for en ganske lille styrke fra et enkelt land.
4,17 Regner lagde nu en tung skat på sachserne, hvorpå han fik besked fra Sverige om at Herrød var død. Og da han hørte at den nye konge, Sørle, havde snydt hans sønner for deres arv efter morfaderen, bad han Bjørn, Fridlev og Rådbard tage med – for Regnald, Hvidsærk og Erik, de sønner han havde fået med Svanløg, havde endnu ikke nået en våbenfør alder – og begav sig til Sverige. Sørle kom ham i møde med en hær og gav ham valget mellem et feltslag og en tvekamp, og da Regner valgte tvekampen, stillede Sørle den berømte kæmpe Skarde og hans syv sønner til at udfordre ham til kamp. Regner tog sine tre sønner med sig som kampfæller, de kæmpede i begge hæres påsyn, og Regner gik sejrrig ud af styrkeprøven. Bjørn, der havde spredt død og ødelæggelse blandt sine modstandere uden selv at få en rift, vandt sig for altid et tilnavn efter den jernhårde kraft i sin side. Den sejr havde givet Regner troen på at han kunne overkomme alle farer, og nu gik han løs på Sørle og hele den hær han havde med sig, og dræbte dem alle.
4,18 Regner gjorde Bjørn til statholder i Sverige som tak for hans store og tapre indsats og holdt sig så en tid i ro uden at deltage i krige. På et tidspunkt forelskede han sig i en pige, og for at forbedre sine chancer for at få hende sørgede han for at omklamre hendes far med overstrømmende venlighed og opmærksomhed. Han bød ham til gilde i tide og utide og behandlede ham på alle måder med udsøgt høflighed. Han viste ham den hæder at rejse sig for ham når han kom, og beærede ham med pladsen ved sin side når han satte sig. Ofte forærede han ham gaver, og fra tid til anden underholdt han ham med elskværdig konversation. Men da det gik op for manden at den virak ikke var noget han selv havde gjort sig fortjent til, tænkte han sagen igennem og nåede frem til at den vældige rundhåndethed fra kongens side skyldtes at han var forelsket i hans datter, og at hans venlighed kun var et dække over liderlige planer.
For at forpurre tilbederens snedige numre sørgede faderen så for at holde pigen under opsyn, jo nøjere jo mere fordægtigt og stædigt han så at hun blev belejret. Men Regner, der til sin store glæde havde fået pålidelig underretning om at pigen gerne ville have ham, tog hen til den by hvor hun var gemt, og indlogerede sig helt alene hos en bonde i nærheden – for han holdt på at for kærligheden var intet umuligt. Næste morgen byttede han tøj med pigerne, og forklædt som kvinde gik han over til sin veninde, der sad og spandt uld. For ikke at blive afsløret var han snedig nok til at give hende en – noget uøvet – hånd med i hendes pigearbejde. Men om natten fik han sine ønsker opfyldt og kom i seng med pigen.
4,19 Da nedkomsten nærmede sig, og pigens svulmende mave røbede at nogen havde forgrebet sig på hendes dyd, begyndte faderen, der ikke kunne forstå hvem det var pigen havde ladet sig misbruge af, at plage hende for at få at vide hvem den ukendte forfører var. Men hun holdt hårdnakket fast ved at hun aldrig havde haft andre i sin seng end sin tjenestepige – og det endte med at han overlod det til kongen at trevle sagen op. Kongen kunne ikke lide at en sagesløs tjenestepige skulle stemples med så besynderlig en anklage, og derfor var han ikke bange for at indrømme sin egen skyld for at bevise hendes uskyld. Med den medmenneskelige gestus lykkedes det ham på en gang at tilbagevise den falske beskyldning – mod en kvinde! – og forhindre at den slags latterlige rygter slap ud blandt tarvelige mennesker. I øvrigt, tilføjede han, skulle hun føde ham en søn, og han ville have at han skulle hedde Ubbe.
Så snart drengen var vokset lidt til, udfoldede han trods sin ungdommelige alder en voksen mands dømmekraft. For han holdt meget af sin mor, som havde taget sig en højfornem elsker, men havde ingen respekt for sin far, som havde nedværdiget sig til en affære der var under hans værdighed.
4,20 Herefter forberedte Regner et felttog mod hellespontierne, og derfor kaldte han danskerne sammen til et ting hvor han lovede at give folket nyttige og gode love og bekendtgjorde at ligesom de tidligere havde udleveret den af deres sønner de stolede mindst på, skulle nu hvert familieoverhoved stille sin dygtigste søn og sin pålideligste træl. Derpå tog han alle sine sønner med Thora med sig, men ikke Ubbe, angreb Hellespont og nedkæmpede landet og dets konge, Dian, i en række knusende slag. Gang på gang satte han Dian i katastrofale situationer, og til sidst gjorde han det af med ham.
4,21 Dians sønner, Dian og Daxon, der var gift med to døtre af den russiske konge, skaffede sig tropper fra deres svigerfar og forsøgte med glødende ildhu at hævne deres far. Da Regner fik øje på deres enorme hærstyrker, tvivlede han på at han havde mandskab nok, og i stedet brugte han heste af bronze anbragt på drejelige hjul og bevægelige vogne så de kunne trille, og dem kørte han af al kraft imod fjenderne hvor de stod allertættest. Dette bidrog så meget til at svække modstandernes slagorden at håbet om sejr snarere så ud til at afhænge af maskiner end af mandskab, for med deres uimodståelige tyngde knuste de alt hvad de ramte. Den ene af høvdingene blev dræbt, den anden slap væk, og hele den hellespontiske hær trak sig tilbage.
Også skyterne, der var knyttet til Daxon med tætte familiebånd på hans mors side, blev ifølge overleveringen besejret i dette slag. Deres land blev tildelt Hvidsærk, og russernes konge, der ikke stolede meget på sin egen styrke, skyndte sig at komme væk inden Regners skrækindjagende kampstyrke nåede frem.
4,22 Alle andre faldt uden videre til føje, men efter næsten fem års sørøveri gik det op for Regner at bjarmerne, som han kort før havde nedkæmpet, ikke opførte sig som trofaste undersåtter, men åbenlyst satte sig op imod hans herredømme. Da de hørte at han var på vej, sendte de trylleord mod himlen, kaldte skyerne til hjælp og fik dem til at sende et voldsomt regnskyl. Det hindrede for en tid danskerne i at sejle, med det resultat at deres proviant slap op. Pludselig drev så uvejret over, og i stedet blev det så bagende varmt at de blev fuldkommen stegt. Og den plage var lige så uudholdelig som den bidende kulde. Så det svingede fra det ene urimelige vejrlig til det andet, og begge yderligheder tærede ødelæggende på deres legemer. Mange af dem døde af diarré, og sådan blev de fleste af danskerne revet bort af sygdomme der brød ud iblandt dem mens de var fanget i det omskiftelige vejr.
4,23 Da det gik op for Regner at det ikke var et ægte, men et kunstigt uvejr der holdt ham tilbage, sejlede han af sted som han nu bedst kunne, og nåede frem til kurernes og sembernes land. Folkene dér hyldede hans myndige person som en hæderkronet sejrherre. Den gode behandling gjorde kongen endnu mere rasende på de uforskammede bjarmer, og nu overfaldt han dem uden varsel for at straffe den foragt de havde vist hans højhed. Deres konge – som man ikke kender navnet på – blev rædselsslagen over det pludselige angreb og havde absolut ikke mod på at tage kampen op med ham, så han flygtede til Matul, høvdingen over Finmarken. Og med hjælp fra hans dygtige bueskytter kunne han ustraffet foretage ødelæggende overfald på Regners hær i deres vinterlejr i Bjarmeland.
4,24 Finnerne kommer nemlig hurtigt frem med deres glatte træplanker under fødderne. De kan skyde så stor en fart det skal være, og på den måde kan de efter sigende være fremme og væk igen på et øjeblik. Aldrig så snart har de gjort fjenden skade før de forsvinder igen lige så hurtigt som de er kommet, og det går ikke spor langsommere for dem at komme væk end at komme frem. Sådan giver deres hurtige transportmidler og raske kroppe dem glimrende muligheder både for at angribe og bringe sig i sikkerhed igen. Man kan jo forestille sig hvor forbløffet Regner på det tidspunkt har været over sin omskiftelige skæbne ved tanken om at han, romermagtens overvinder, her var blevet bragt på katastrofens rand af en flok ubeskyttede og udisciplinerede krigere. Han der på enestående vis havde knust den strålende romerske krigsmagt, den største og berømteste herskers mest fremragende tropper, han måtte her bøje sig for plumpe og bondske mennesker med deres simple og tarvelige redskaber – den mand hvis ry som kriger holdt stand mod det stærkeste folkeslags fulde styrke, han kunne ikke stå sig mod en lille håndfuld mænd fra et ynkeligt stammefolk.
4,25 Enden blev at han med den samme styrke som tappert havde undertvunget verdens berømteste hær og vægtigste militærmaskine, den styrke hvormed han i åben kamp havde standset drønet fra så mange fodfolk og lejre og ryttere, nu ikke skammede sig over i al hemmelighed, som en tyv om natten, at overfalde en elendig og lurvet flok rakkerpak, og ikke undså sig for at besudle det strålende ry han havde vundet sig i åben kamp ved dagens lys, med svig og bedrag i nattens mulm og mørke – for nu tyede han til lumske baghold i stedet for ærlig kamp. Det var en uværdig indsats, men med et nyttigt udfald. Og han var da også lige så jublende glad for finnernes flugt som han havde været for Karls – og erkendte at han havde mødt større slagkraft hos denne ubeskyttede folkemængde end hos de mest veludrustede kamptropper, ja, han havde haft lettere ved at holde stand mod romernes tunge våbenmagt end mod disse pjaltede menneskers lette pile.
Efter at bjarmernes konge var faldet, og finnernes slået på flugt, fik Regner sine bedrifter hugget ind på sten og opsat på et højt sted til minde om sin sejr.
4,26 I mellemtiden havde Ubbe ladet sig lokke af sin bedstefar Esbern til at bryde alt hvad der er helligt, og stræbe efter kongemagten. Han bed hovedet af al skam i forhold til sin far og greb selv ud efter kronen. Så snart Regner gennem de svenske høvdinger Kelther og Thorkil hørte om den frækhed, satte han over hals og hoved kursen mod Götland. Da det gik op for Esbern at disse to stod trofast på Regners side, gjorde han sig de største anstrengelser for at bestikke dem til at svigte kongen. Men de lod sig ikke rokke og svarede at deres beslutning ganske afhang af Bjørns, for, som de sagde: ingen svensker ville vove at fortage sig noget der stred mod hans ønsker. Ufortøvet sendte Esbern så en delegation over for at indynde sig hos Bjørn med venlige ord. Men han afviste at han nogen sinde ville vælge forræderi frem for loyalitet. For ham var det en afskyelig tanke at opgive sin hengivenhed for en omsorgsfuld far for i stedet at støtte en skurk af en bror. Og så lod han udsendingene hænge for at have opfordret til en alvorlig forbrydelse. Og samme endeligt gav svenskerne også resten af delegationen til straf for det ondsindede forslag.
4,27 Esbern blev så enig med sig selv om at han ingen vegne kom med hemmelige planer og fordækte foranstaltninger, og i stedet mønstrede han åbenlyst tropper og kastede sig ud i åben krig. Men Ivar, der var sat til at styre Jylland, mente ikke at nogen af parterne i en kamp der i den grad stred mod alt hvad der er helligt, opførte sig ansvarsfuldt, og undgik derfor den ansvarsløse krig ved at gå i frivilligt eksil. Regner mødte Esbern i Grønsund, dræbte ham og befalede at den dødes afhuggede hoved skulle sættes op i stævnen af skibet til skræk og advarsel for oprørerne.
4,28 Ubbe slap væk, men genoptog krigshandlingerne på Sjælland og angreb endnu en gang sin far. Her måtte hans hær vige mens han selv stod ene tilbage omgivet af angribere, og alligevel fældede han så store dele af modstandernes hær at han kæmpede bag en voksende dynge af fjendelig som bag en uindtagelig skanse og uden besvær kunne holde angriberne stangen. Til sidst blev han dog overmandet af en sværm af fjender og ført bort for at blive lagt i lænker som hele folkets fange. Men med en vældig kraftanstrengelse sprængte han sine lænker. Og dog: selv om han flåede alle de bånd de lagde på ham, fra hinanden, kunne han ikke på nogen mulig måde bryde ud af indespærringen.
Da Ivar hørte at urolighederne hjemme i fædrelandet var slået ned og oprørerne straffet, vendte han hjem til Danmark. Og Regner modtog ham med stor ære fordi han tværs gennem familiestridighedernes rasende storme havde holdt sin sti ren og været sig sin hellige pligt mod familien bevidst.
4,29 I mellemtiden havde Daxon længe forgæves forsøgt at overvinde Hvidsærk, Skytiens hersker, og det endte med at han prøvede at overliste ham ved at lade som om han sluttede fred med ham. Hvidsærk holdt et gilde for ham, men Daxon tog i al hemmelighed en hær af bevæbnede krigere med sig og smuglede dem ind i byen i vogne som om de kom for at handle – kun for i løbet af natten at iværksætte et ødelæggende overfald på sin værts hus. Hvidsærk anrettede et sådant blodbad på denne røverbande at fjendernes lig tårnede sig op omkring ham så de måtte sætte stiger op til toppen af dyngen for komme til at tage ham til fange. Tolv mand fra hans følge blev taget til fange sammen med ham, og selv om de fik lov til frit at rejse hjem, valgte de at ofre deres liv for deres konge – og dele faren med en anden frem for at undgå den selv.
4,30 Men Daxon fik medlidenhed med Hvidsærk ved synet af hans kønne træk og nænnede ikke at rive så underskøn en blomsterspire op. Så nu tilbød han ham ikke alene livet, men også sin datter som hustru og det halve kongerige i medgift, for han ville hellere lade ham gå fri for hans skønheds skyld end straffe ham for hans tapperhed. Men Hvidsærk var for stolt en sjæl til at leve på andres nåde, han afviste frelsen som var den en ubetydelig gave, og modtog frivilligt sin dødsdom med de ord at Regner ville gå mindre voldsomt til værks med sin hævn hvis han fik at høre at han havde fået lov at vælge sin dødsmåde selv. Hans modstander var dybt imponeret af hans dødsforagt og lovede at han skulle få lov at dø præcis på den måde han selv ønskede det. Den valgfrihed tog den unge mand som en stor gestus, og han bad så om at blive bundet sammen med sine kammerater og brændt på bålet. Daxon var da heller ikke sen til at opfyldte hans bøn om døden og bevilgede ham den ønskede henrettelse som en gunstbevisning.
4,31 Da Regner hørte det, var han nær ved at sørge sig ihjel, for ikke alene anlagde han sorg, han blev syg helt ind i sjælen, flyttede sig ikke fra sin seng og gav sin smerte luft i suk og klynken. Hans hustru, hvis mod var større end en mands, skældte ud og kaldte ham et pjok og stivede ham af med mandige ord, og det lykkedes hende at få ham til at lægge sorgen bag sig for med fynd og klem at gribe våben, for som hun sagde: en tapper far kan bedre sone sit afkoms blodbestænkte aske med våben end med tårer. Samtidig advarede hun ham om at hvis han blev ved at klynke som en kælling, ville han høste lige så stor vanære ved sin jammer som han før havde vundet hæder ved sin tapperhed. Efter de ord blev Regner bange for at sætte hele sit gamle tapre ry over styr med sin kvindagtige sorg, så han lod sørgedragten falde, aflagde alle ydre tegn på sorg og kaldte atter sit slumrende mandsmod til live i ivrigt håb om snarlig hævn. Sådan kan de svage undertiden sætte mod i de stærke.
4,32 Nu overlod han så ansvaret for riget til Ivar, tog Ubbe til nåde igen og viste ham sin faderkærlighed. Derpå sejlede han til Rusland med en flåde, tog Daxon til fange, lagde ham i lænker og satte ham i fængsel i Udgård. Det var tydeligt at Regner behandlede sin højt elskede søns morder usædvanlig mildt og behersket når han nøjedes med at stille sin hævntørst ved at sende den skyldige i landflygtighed frem for at tage livet af ham. Denne næstekærlige holdning fik russerne til at skamme sig over at blive ved med at rase imod en konge som selv ikke de groveste overgreb kunne tirre til at tage livet af sine fanger. Efter kort tid tog Regner ligefrem Daxon til nåde igen og lod ham vende tilbage til sit land mod et løfte om hvert år at møde op barfodet sammen med tolv respekterede mænd, også de barbenede, for ydmygt at betale skat. I hans øjne var det nemlig klogere at straffe en ydmyg fange mildt end at svinge den blodige økse over ham – klogere at straffe den stolte nakke med stadigt slaveri end en gang for alle at knække den.
4,33 På vejen videre indsatte Regner sin søn Erik, med tilnavnet Vejrhat, som regent i Sverige. Her fik han at vide at mens Fridlev og Sigvard tjente i hans hird, havde nordmændene og skotterne uretmæssigt indsat to andre som konger. Først fjernede han den selvudnævnte konge i Norge og overdrog posten til Bjørn. Derpå tog han ham og Erik med sig, plyndrede Orkneyøerne og landede til sidst i Skotland, hvor han efter et tre dage langt slag nedkæmpede og dræbte kong Murial. Regners to sønner Dunvat og Rådbard kæmpede strålende, men blev dræbt og vandt i døden deres far en blodig sejr.
4,34 Ved hjemkomsten til Danmark fik han at vide at hans hustru Svanløg i mellemtiden var død af sygdom, og straks søgte han ud i ensomheden for at finde trøst i sin fortvivlelse, ude af stand til at bære sin sorg og smerte mellem hjemmets snærende vægge. Men denne bitre fortvivlelse blev han revet ud af da Ivar pludselig dukkede op og var blevet fordrevet fra sit rige. Gallerne havde slået ham på flugt og uretmæssigt overgivet magten til en mand ved navn Ella, Hames søn. Regner satte en flåde i vandet, lod Ivar, der kendte området, vise vej og nåede frem til en havn der hedder York. Her satte han sine tropper i land, hvorefter han i tre hele dage kæmpede med Ella, der støttede sig til de stærke gallere, indtil Ella ikke kunne tænke på andet end flugt. Det slag kostede englænderne meget blod, men danskerne meget lidt.
4,35 Da Regner havde siddet der som sejrherre i et års tid, kaldte han sine sønner til hjælp og drog til Irland, dræbte øens konge Melbrikt og belejrede og indtog Dublin, stopfyldt med barbariske rigdomme som den var. Der lå han så fast i et år inden han sejlede ind gennem Middelhavet og nåede helt frem til Hellespont. Og overalt hvor han kom frem undervejs, vandt han strålende sejre, for intetsteds afbrød skæbnen hans bestandig succesfulde fremmarch.
4,36 Mens alt det foregik, skete der det at Harald, med støtte fra nogle danskere der kun nødig fulgte med Regner på hans krigstogter, endnu en gang fremprovokerede uroligheder i landet og gjorde sig selv til konge. Regner mødte ham med sin hær så snart han kom tilbage fra Hellespont. Det gik dårligt for Harald, og da han samtidig så at der ikke var mere militær hjælp at hente derhjemme, henvendte han sig til Ludvig, som på det tidspunkt opholdt sig i Mainz, for at bede om forstærkninger. Men Ludvig, der var optændt af glødende iver efter at udbrede kirken, stillede hedningen den betingelse at han kun ville hjælpe ham hvis han indvilligede i at gå over til kristendommen. For, som han sagde, man kunne aldrig opnå nogen virkelig enighed mellem mennesker med hver sin gudstro. Hvis han ville have hjælp, måtte han derfor først slutte sig til det kristne fællesskab, for ingen kunne arbejde sammen om store opgaver hvis de tilbad hver sine guder. Med den beslutning skaffede han på en gang sin gæst frelse og sig selv berømmelse for sin fromhed. For nu modtog Harald den hellige dåb, hvorefter Ludvig ydede ham forstærkning i form af sachsiske tropper.
4,37 Med dem i ryggen byggede han så med stor umage og store udgifter en kirke på Slesvig bys grund. Han tog romerkirkens hellige lære til rettesnor, tog afstand fra hedningenes vildfarelser, ødelagde deres helligdomme, forviste offerpræsterne og forbød præsteskabet og var således den første der indførte kristendommen i vort ukultiverede fædreland, afviste afgudsdyrkelsen og etablerede den sande gudsdyrkelse. Kort sagt: han overholdt med største omhu alt hvad der kunne bidrage til at værne om kirken. Men selv om hans indsats for den nye kirke var from, var den også forgæves. For nu dukkede Regner op og krænkede de helligdomme Harald havde indført, forviste den sande gudstro, genindsatte den falske i dens gamle position og lod dens ritualer komme til ære og værdighed igen. Harald måtte flygte, og modgangen gjorde ham til gudsbespotter. For præcis som han havde vist et fremragende eksempel ved at indføre kristendommen, var han nu også den første til at svigte den igen. Den hellige tros hæderkronede forfægter endte som dens usle fornægter.
4,38 I mellemtiden var Ella kommet til Irland, hvor han hævnede sig med mord og tortur på alle der havde knyttet sig til Regner og svoret ham troskab. Regner angreb ham med en flåde, men nu blev han ramt af den almægtiges retfærdige straf og kom åbenlyst til at betale for sit overgreb mod kristendommen. Han blev taget til fange og kastet i et fængsel hvor slanger åd af hans syndige lemmer, og hugorme fandt deres triste føde dybt i hans indvolde. Da de havde ædt hans lever, og en slange lå klar ved hans hjerte som en morderisk bøddel, opregnede han med tapper røst alle sine mange bedrifter fra ende til anden, og den fortælling endte han med disse ord: »Hvis grisene kendte ornens pinsler, ville de ganske bestemt bryde ind i stien og ile den plagede til hjælp.« Af de ord kunne Ella slutte at han stadig havde adskillige sønner i live, og han befalede derfor at bødlerne skulle standse og slangerne fjernes. Men da hans mænd kom for at udføre ordren, var Regner kommet befalingen i forkøbet, og var død.
4,39 Hvad kan vi sige om ham andet end at to skæbner delte ham imellem sig. Den ene skænkede ham en uovervindelig flåde, et stadig voksende herredømme og et fremragende mandskab til sørøveri. Den anden gav ham faldet fra berømmelsen, hans krigeres død og en bitter udgang på livet da bødlen lod giftigt kryb sno sig omkring ham og slanger stille deres sult på det hjerte der aldrig havde skælvet, selv ikke i den største fare. Sådan sank en blændende sejrherre til en ynkelig skæbne som fange, og heraf kan man lære at ingen skal stole for meget på lykken.
5,1 Den sørgelige besked fik Ivar en dag mens han stod og så på sportskampe. Alligevel fortrak han ikke en mine og var ikke spor mere nedbøjet end normalt. Og ikke alene undertrykte han sin sorg ved meddelelsen om faderens endeligt, han tillod ingen at larme op og forbød den chokerede befolkning at forlade sportspladsen. Han bevarede sit muntre smil for ikke at standse kampen og afbryde legene, og vendte ikke blikket bort fra folkets lystighed ind mod sin egen sorg for ikke pludselig at synke fra den største morskab til den dybeste fortvivlelse og blive beskyldt for at opføre sig som en ulykkelig søn mere end som en munter høvding.
5,2 Men da Sigvard fik samme underretning, havde han mere blik for sin elskede far end for sin egen smerte, og ude af sig selv jog han det spyd han tilfældigvis stod med, dybt ned i foden uden at ænse den fysiske smerte for den nagende sorg. For bedre at kunne bære såret i sjælen skar han bevidst et dybere sår i en del af kroppen. Derved stillede han på én gang sin tapperhed og sin sorg til skue, og optrådte både som ulykkelig søn og som hærdet høvding.
5,3 Men Bjørn, der sad og spillede terning da han modtog meddelelsen om faderens død, knugede hånden så hårdt om terningen at blodet sprang fra fingrene og sprøjtede ud over brættet. Og herved lærte han at skæbnens terning falder endnu mere uberegneligt en den han sad med.
Da Ella hørte det, mente han at den af de tre der bar sin fars bortgang med størst sjælsstyrke, var ham der ingen sønlige følelser havde vist, og derfor skulle han vogte sig mest for Ivar.
5,4 Ivar satte nu kursen mod England, men da det gik op for ham at hans flåde ikke var stærk nok til at tage kampen op med fjenden, valgte han at satse på listighed frem for dristighed. Han forsøgte så med et kneb over for Ella og bad ham om et stykke land, så meget som han kunne spænde om med en hestehud, som pant på freden. Og han fik uden videre hvad han forlangte. Kongen forestillede sig ikke at det ønske kunne koste ham meget, og frydede sig over at så mægtig en modstander bad om noget ganske småt og ikke noget stort, for han troede ikke sådan en lille hud kunne dække meget jord. Men Ivar skar skindet i ganske smalle strimler og indkredsede et stykke land stort nok til at anlægge en by. Så ærgrede Ella sig over sin rundhåndethed, for først for sent gik det op for ham hvor stort skindet virkelig var, og han kunne bedre bedømme huden nu hvor den var delt, end dengang den var hel. Han havde troet at den ville nå omkring et lille uanseligt stykke jord, men så nu at den rakte rundt om vidtstrakte arealer. Men Ivar grundlagde en by og fyldte den med tilstrækkelige forsyninger til at modstå en belejring, for han ønskede at forsvare den både mod sult og fjender.
5,5 I mellemtiden stødte Sigvard og Bjørn til med en flåde på fire hundrede skibe, og de udfordrede åbent kongen til kamp. De mødte ham på den fastsatte dag, tog ham til fange og lod deres mænd skære et sår af form som en ørn i hans ryg, begejstrede over at kunne gøre det af med deres grusomste fjende med et billede af den blodtørstigste fugl. Og de nøjedes ikke med at skære såret, de gned også salt i det flænsede kød. Efter på den måde at have gjort det af med Ella, rejste Bjørn og Sigvard hjem til deres egne riger, mens Ivar sad i England i to år.
5,6 Imidlertid blev danskerne hårdnakket ved med at gøre oprør, og nu overgav de magten til to mænd ved navn Sigvard og Erik, der begge var af kongelig slægt. Regners sønner angreb dem i fællesskab ved Slesvig med en flåde på sytten hundrede skibe, og efter et halvt års kamp lykkedes det dem at besejre dem. Højene minder stadig om begivenheden, ligesom den bugt hvor kampene stod, blev berømt for Sigvards død.
Bortset fra Regners sønner var kongeslægten nu omtrent fuldstændig uddød. Nu rejste Bjørn og Erik hjem mens Ivar og Sigvard slog sig ned i Danmark for at kunne holde oprørerne i kort snor. Agner satte de til at styre England. Men englænderne ville ikke have ham, og han lod sig tirre til med Sigvards hjælp at rydde hele landet for indbyggere, for han foretrak at agerlandet groede til af vanrøgt uden folk til at dyrke det frem for at det opfødte en genstridig befolkning. Han forvandlede øens fede jorder til triste ødemarker og mente det var bedre at herske over et mennesketomt land end et uregerligt land.
Senere ville han hævne Erik, der havde mistet livet ovre i Sverige som følge af en vis Østens ondskab, men netop som han satte alt ind på at hævne en anden, bukkede han selv under for fjenden. Netop som han ivrigt forsøgte at gengælde sin brors mord, kom han til at ofre sit eget liv på broderkærlighedens alter.
5,7 Sigvard blev så på det samlede danske ting enstemmigt valgt til at overtage sin fars rige. Og efter de mange blodige sejre han havde vundet vidt og bredt, var han nu tilfreds med den berømmelse han kunne få derhjemme. Nu ville han hellere være kendt for fredelige beskæftigelser end for krigeriske, han opgav livet i felten, og den iltre voldshersker blev en påpasselig fredsforkæmper, der satte lige så stor ære i ro og fred som han før havde sat i et hav af sejre. Og skæbnen støttede dette skift i livsholdning i en sådan grad at ligesom han ikke overfaldt andre, var der nu heller ingen andre der overfaldt ham.
5,8 Da han døde, efterlod han sig sønnen Erik, der kun var et ganske lille barn. Han arvede sin fars fornemme slægt, men hverken hans rige eller hans fred. Sagen var at en anden Erik, Haralds bror, blæste på hvor ung han var, invaderede sit fædreland med en flok oprørere og tilegnede sig kronen. Han skammede sig ikke det mindste over at udfordre den retmæssige hersker på trods af at han kun var et barn, og tiltage sig en magt han ingen adkomst havde til – og beviste netop derved hvor uværdig han var til kongemagten når han kunne finde på at stjæle den fra et forsvarsløst barn. Sådan berøvede han drengen hans rige, og sig selv sin ære, og ved at svinge sine våben mod en vugge mistede han sin sidste rest af mandighed. For hvor grådighed og magtbegær brænder i lys lue, er der ikke plads til slægtsfølelse.
Men den umenneskelige handling blev mødt med himlens straf. For mellem ham og Guttorm, Haralds søn, kom det kort efter til et slag så blodigt at de begge faldt, og talløse andre med dem, og derved var den danske kongeslægt ved det ene grufulde drab efter det andet svundet ind til en eneste overlevende, nemlig Sigvards søn.
6,1 Det var hans slægtninges fald der bragte ham til magten, så for ham var der mere held ved at familiens medlemmer døde, end hvis de var forblevet i live. Og nu vendte han ryggen til de andre mulige forbilleder og trådte i stedet i sin farfars fodspor, for han viste sig straks som en ivrig udøver af sørøverhåndværket. Og hvor ville man dog ønske at han ikke også havde arvet Regners ustyrlige væsen når det kom til at udrydde kristendommen! For med stor ihærdighed torterede og henrettede han hvert eneste gudfrygtigt menneske, eller han tog alt hvad de ejede, fra dem og dømte dem til landsforvisning. Men der er jo ingen grund til at beklage sig over hans første tid når jeg må rose den sidste, for et liv der begynder uanstændigt, men får en smuk udgang, er langt bedre end et der indledes fortjenstfuldt, men udarter til synd og udskejelser. For Erik fulgte Ansgars gode og velgørende råd, opgav sine gudsbespottende vildfarelser, sonede alt hvad han i sin arrogance havde gjort sig skyld i af synder, og gjorde nu en lige så stor indsats for at fremme kirken som han før havde gjort for at håne den. Så ikke alene indsugede han villigt en sundere lære, han vaskede også sin ungdoms skampletter bort med sin sidste tids renhed. Ved sin død efterlod han sig sønnen Knud, som han havde fået med Guttorms datter, Haralds barnebarn.
7,1 Så længe han var lille, var der behov for en formynder, både for barnet og for riget. Men da de fleste følte at det enten var en utaknemmelig eller en uoverkommelig opgave, blev det besluttet at trække lod om hvem det skulle være. For de klogeste af danskerne var særdeles nervøse ved selv at træffe en beslutning i så betydningsfuld en sag og stolede mere på skæbnen end på deres egen mening. Derfor ville de hellere lade valget afhænge af tilfældet end af moden overvejelse. Resultatet blev at en vis Enni-Gnup, en mand med en stærk og ubestikkelig karakter, blev tvunget til at tage dette byrdefulde hverv på sine skuldre, påtage sig det embede lodtrækningen havde tildelt ham, og beskytte såvel den hele samlede befolkning som den ene lille konge i vuggen. Derfor er der også nogle mindre historisk kyndige der giver ham plads midt i selve kongerækken. Da Knud var kommet forbi barndommen og havde nået en voksen alder, skød han de mænd til side der havde været så venlige at fungere som opdragere for ham, og fra at have været stort set opgivet udviklede den unge mand sig mod forventning til en retskaffen konge, som man ikke kan sige andet ufordelagtigt om end at han forlod dette liv uden at have modtaget kristendommens symboler.
8,1 Derefter overgik kongemagten til hans søn Frode. Han havde stort held i krig og kamp og nåede så vidt at han ligefrem fik de lande der tidligere havde revet sig fri af dansk herredømme, tvunget tilbage under det gamle åg og forpligtet til lydighed ligesom før i tiden. Han lod sig også højtideligt døbe ovre i England, som på det tidspunkt havde været kristent længe. Og da han ønskede at hans egen frelse også skulle komme hele folket til gode, bad han Agapitus, der på den tid var kirkeleder i byen Rom, om at lære danskerne om Gud. Men inden hans bønner kunne blive opfyldt, blev han selv revet bort, for hans død indtraf inden delegationen fra Rom nåede frem. Men viljen var der selv om resultatet udeblev, og han har sikkert fået lige så stor belønning fra det høje for sine fromme hensigter som andre får for en fuldbyrdet gerning.
9,1 Hans søn Gorm, som fik tilnavnet »den engelske« fordi han var født i England, besteg kongetronen dér på øen efter faderens død. Men den lykke der kom let, holdt kort. For da han tog over fra England til Danmark for at ordne forholdene dér, kom et kort fravær til at betyde et langvarigt tab. Englænderne så nemlig hans bortrejse som en lejlighed til at vinde deres frihed, så de lagde i fællesskab planer om at rive sig løs fra danskerne og fik lige med ét modet til at gøre oprør. Men jo mere hadsk englænderne afviste ham, jo mere trofast stod danskerne bag ham. Sådan greb han grådigt efter magten i to riger, men i samme øjeblik han sikrede sig det ene, mistede han uigenkaldeligt det andet, og han gjorde aldrig noget alvorligt forsøg på at vinde det tilbage. Så svært er det at holde sammen på meget store riger.
10,1 Efter ham blev hans søn Harald konge i Danmark, men han har fået sig et temmelig dunkelt eftermæle og har ikke udført nogen store bedrifter som man kan mindes, hvilket skyldes at han mere holdt kongedømmet ved lige end udbyggede det.
11,1 Efter ham kom Gorm på tronen – en mand der altid var fjendtligsindet over for kirken og opsat på at udrydde enhver respekt for de kristne som om de var de modbydeligste umennesker. Han plagede alle tilhængere af den tro med alverdens vold og overgreb og holdt aldrig op med at forfølge dem med al den mistænkeliggørelse han kunne finde på. For at give helligdommene deres gamle kult tilbage jævnede han ligefrem den kirke som de troende havde bygget på byen Slesvigs grund, med jorden som om den var ugudelighedens egen bolig, for sådan kunne han straffe dem han ikke selv kunne nå, ved at ødelægge deres hellige bygning. Han blev regnet for en usædvanlig høj mand, men var til gengæld ikke i besiddelse af et sind der stod mål med hans legeme. Han havde nemlig nok i det rige han besad, og førte sig ikke voldsommere frem end det krævede, hvilket betød at han interesserede sig mere for at bevare sin værdighed end at øge den, holdt på at det var bedre at forsvare sit eget end at forgribe sig på andres, og bekymrede sig mere om at hæge om det han havde, end at hige efter mere.
11,2 Da stormændene på et tidspunkt rådede ham til at gifte sig, friede han til den engelske konge Æthelreds datter Thyra. Men hun, der stod højt over andre kvinder både i myndighed og dygtighed, meddelte ham at hun kun ville gifte sig med ham hvis hun fik Danmark i morgengave. Og på den betingelse blev hun så forlovet med Gorm. Men den nat hun første gang besteg ægtesengen, bad hun indtrængende sin brudgom om at lade hende forblive jomfru i tre dage, for hun var fast besluttet på ikke at have seksuelt samkvem med ham før hun i en drøm havde fået et varsel om at der ville komme børn i deres ægteskab. Hun spillede altså kysk for at udskyde ægteskabets fuldbyrdelse, skjulte sin intention om at undersøge fremtiden bag en maske af blufærdighed og udskød elskovsakten for under dække af påstået undseelse at lodde muligheden for at føre slægten videre. Andre forestiller sig at det var for at vinde sin ægtefælle for kristendommen at hun forhalede ægtesengens fristelser.
11,3 Men selv om den unge mand brændte af længsel efter hende, ville han alligevel hellere give efter for hendes tilbageholdenhed end for sit eget begær, for han holdt på at det var mere værdigt at styre sine lyster om natten end at affærdige sin venindes tårevædede appeller – i den tro at hendes bønner bundede i blufærdighed skønt de i virkeligheden var kold beregning. Og sådan endte det med at han der burde have spillet rollen som ægtemand, i stedet gav den som dydens vogter for ikke fra ægteskabets første dag at blive kendt som en liderlig karl der fulgte sine lyster snarere end sin egen fornemmelse for anstændighed. Og for ikke i sit glødende begær at forgribe sig på pigen før han fik lov, undlod han ikke alene at røre hende som hun lå der ved siden af ham, han lagde også et draget sværd imellem dem og gjorde sengen i sit sovekammer til et opdelt fællesleje for sig og sin hustru.
11,4 Men snart efter havde han en lykkelig drøm der gav ham en forsmag på den nydelse han godvilligt havde udsat. Mens han lå i sin dybeste søvn, forekom det ham at han så to fugle, den ene noget større end den anden, flyve ud fra sin kones skød. De fløj til vejrs og svingede sig hurtigt op mod himlen, men vendte tilbage ganske kort tid efter og satte sig til hvile hos ham, en på hver sin hånd. Efter et kort hvil kastede de sig igen, både anden og tredje gang, ud i luften på udbredte vinger – men den sidste gang vendte den mindste af dem alene tilbage med blodige fjer. Rædselsslagen ved synet udstødte han, stadig i dyb søvn, et klageskrig der rungede gennem hele huset. Da tjenerne spurgte hvad der var sket, fortalte han om sin drøm, og Thyra, der nu regnede med at hun ville blive velsignet med børn, tabte straks lysten til at udsætte brylluppet længere og var nu lige så opsat på at opgive sin afholdenhed som hun før havde været ivrig efter at opnå den. Så hun slog om fra kyskhed til kærlighed, gav sin mand den glæde at få lov til at tage hende og belønnede hans selvbeherskelse ved uden begrænsninger at åbne sin seng for ham – men som hun sagde: hun var aldrig blevet hans hustru hvis ikke disse dunkle drømmesyner havde givet hende sikker vished for at hun kunne få børn. Sådan lykkedes det hende ved en både snedig og usædvanlig plan at skaffe sig viden om sit fremtidige afkom ved hjælp af fingeret blufærdighed. Og hendes formodninger gik da også i opfyldelse, for kort efter havde hun den lykke at blive mor til Harald og Knud.
11,5 Så snart de to var blevet voksne, drog de ud med en flåde og tæmmede de overmodige vendere, og heller ikke England lod de være i fred for den slags overfald. Men Æthelred blev begejstret for sine børnebørns store evner, han nød nærmest deres voldshandlinger og tog deres grufulde overgreb som en storslået vennetjeneste. Han satte større pris på deres tapperhed end på deres familiefølelse og anså det for langt mere ærefuldt at blive udfordret af fjender end at blive feteret af kujoner, for i deres dristige optræden så han en slags prøve på deres fremtidige mandsmod. Han kunne nemlig dårligt være i tvivl om at de engang ville komme til at angribe fremmede folk, når de nu kom så frygtløst efter deres mødrene arv. Faktisk holdt han så meget mere af overgreb end af opmærksomheder at han forbigik sin datter og indsatte dem i sit testamente som arvinger til England, og altså ikke betænkte sig på at lægge større vægt på at han var bedstefar end at han var far – hvilket var klogt nok eftersom han vidste at det er en hel del bedre at have mænd til at styre et rige end kvinder, og holdt på at man måtte skelne klart mellem hans værgeløse datter og hans tapre dattersønner. Derfor havde Thyra heller ikke ondt af at hendes sønner skulle arve hendes far mens hun selv blev gjort arveløs. At de blev foretrukket, var i hendes øjne snarere en ære for hende selv end en skam.
11,6 De to drog på mange sørøvertogter og samlede sig store rigdomme, og med deres vældige selvtillid fik de også lyst til at lægge hånd på Irland. Mens de belejrede Dublin, som man regnede for områdets hovedstad, listede landets konge sig ud i en skov der lå op ad byen, med en lille håndfuld dygtige bueskytter. Knud var på det tidspunkt optaget af natlige sportskampe sammen med en stor mængde af sine krigere, og fra sit lumske baghold ramte kongen ham på lang afstand med en pil, der borede sig ind i brystet på ham og gav ham et dødeligt sår.
Knud blev bange for at hans ulykke skulle vække for stor jubel blandt fjenderne, og ville derfor skjule at han var dødeligt såret, så det sidste han fik fremstammet, var at de skulle gøre deres lege færdig uden postyr. Med den list opnåede han at danskerne erobrede Irland inden irerne hørte om hans død. Hvem ville ikke sørge over en sådan mands død – en mand hvis kloge råd levede længere end ham selv, og bragte hans krigere sejren? Danskerne stod nemlig i en yderst kritisk situation og var nær ved at give op over for de farer der truede, men fordi de adlød deres døende hærfører, kunne de snart efter triumfere over de mænd de før havde frygtet.
11,7 På det tidspunkt var Gorm nået til enden af sit liv. I en lang årrække havde han også været blind, og nu hvor hans alder havde nået et menneskelivs yderste grænse, bekymrede han sig langt mere om sine sønners liv og udvikling end om den smule tilværelse han selv havde tilbage. Og så højt elskede han sin ældste søn at han svor på at han ville dræbe den første der bragte ham besked om hans død. Da nu Thyra fik sikker underretning om at han var død, og ingen turde sige det ligeud til Gorm, greb hun til en list og meddelte i handling hvad hun ikke vovede at udtrykke i ord: hun tog den kongelige dragt af sin mand og hængte en lurvet og ussel om ham, ligesom hun også viste ham andre tegn på sorg der kunne lede hans tanker hen på årsagen til bedrøvelsen. Den slags brugte man i gamle dage i forbindelse med begravelser, hvor det barske tøj skulle vidne om den bitre sorg. Da udbrød Gorm: »Er det Knuds død du meddeler mig?« Og Thyra svarede: »Den melder du og ikke jeg.« Med de ord slog hun sin mand ihjel og gjorde sig selv til enke, og derved kom hun til at sørge over sin mand og sin søn på samme tid. Så ved at gøre sin mand bekendt med sønnens skæbne blev hun årsag til at de fulgtes i døden så hun fik lov til på en gang at fælde sine tårer ved to begravelser og græde som hustru for en og som mor for den anden – til trods for at hun netop da trængte mere til trøst og støtte end til sorg og ulykke.