Tiende bog

1,1  Ved Gorms død arvede Harald magten, og den position ønskede han at leve op til med opsigtsvækkende bedrifter, så han drog på sørøvertogt mod øst og udfordrede det landomkransende hav. Men i mellemtiden døde nu også Æthelred, og selv om Harald høstede stort udbytte af sin indbringende virksomhed, beredte bedstefaderens død ham så store ærgrelser at det til en vis grad overskyggede glæden ved sørøveriet. For jo større rigdomme skæbnen overøste ham med hos barbarerne, jo større rigdomme mistede han i England. Hvad han vandt udefra, mistede han af sin arv derhjemme. Æthelreds søn Æthelstan, der var blevet forbigået i sin fars testamente, satte sig nemlig forbitret op imod det dokument hvor Harald blev udpeget til arving, så han erklærede sin fars vilje for ugyldig, og satte sin egen igennem.

1,2  Den norske konge syntes det var kreperligt at hele dette vældige rige skulle tilfalde så tåbelig en person, og begav sig derfor selv til øen med en flåde for at tage magten. Æthelstan indså at han var ham militært underlegen, og havde ikke den ringeste tiltro til et eventuelt slag. Han valgte derfor medgørlighed frem for krig og forsøgte at indsmigre sig hos fjenden med vennetjenester når han nu ikke kunne jage dem ud med magt. Ikke alene modtog han kongen med de venligste miner og med forekommende ord – for at være sikker på at befri sit fædreland fra de fjendtlige tropper lovede han ham også at bekoste en uddannelse til hans søn Håkon, der på det tidspunkt endnu var ganske lille, og at indsætte ham i sit testamente som arving til riget. Det var et tilbud han først og fremmest gav for at kunne skaffe sig militær hjælp fra nordmændene mod Harald. For i sin rædsel for Haralds grusomhed følte han at det var klogere selv at vælge sig en arving der kunne råde bod på hans barnløshed, end at afvente en der kom med vold. Hans modstander tog uden betænkning imod tilbudet. Han gik ind på de foreslåede betingelser og stolede så meget på mandens hæderlighed at han uden betænkeligheder betroede ham den søn som han elskede højere end sit eget liv, uden at have afprøvet hans troværdighed.

1,3  Herefter trak Harald sine styrker hjem fra de østlige egne, men selv om han kunne have gode juridiske grunde til at sætte sig op imod det hans onkel havde gjort, bed han harmen i sig og lod hans ærgerrighed passere ustraffet. Han foretrak at afskrive sin retmæssige ejendom med samvittigheden i behold frem for at bemægtige sig den med grusomhed og vold.

Ikke så længe efter fik Håkon underretning om at hans far var død. Han var i færd med at sætte sejl for at rejse da han blev indhentet af Æthelstan, der af al kraft kaldte ham tilbage, og han bjærgede derfor sejlene igen og lagde skibet nærmere ind under land. Han gik ud fra at han skulle have endnu en formaning om god opførsel, oven i alt det han daglig var blevet belært om – og fik da også at høre at han ved fester ikke måtte se sørgmodig ud, men skulle se rundt på sine venner med et muntert blik. Det var nemlig vigtigt for Æthelstan, når han nu havde givet ham så mange andre regler om høvisk opførsel, at han også kendte til passende opførsel ved gilder! Norge blev Håkons ved hans fars død, og ved hans opdragers bortgang kort tid efter faldt også England i hans hænder.

1,4  Nu blev Harald nervøs for at hans overbærenhed over for uretten, som hidtil var blevet taget som et udslag af familiefølelse, for fremtiden snarere skulle blive hængt ud som fejhed, at det der var selvbeherskelse, skulle blive set som en personlig brist. Derfor besluttede han sig for i første omgang at svække Håkon med oprør i Norge, ud fra den tankegang at når først Håkons hjemlige styrker var besejret, ville det være lettere at knuse dem der lå i det fremmede. Og da han med al sin kongelige myndighed havde gjort det af med barbarerne og vendte tilbage til Danmark, blev han modtaget af Harald, Gunhilds søn, der netop kom for at anmode om hjælp mod Håkon og lovede at betale skat hvis hjælpen fra Danmark gav hans side den fornødne forstærkning. Han mødte da også, i en yderst kritisk situation, stor mildhed og velvilje fra kongen. Til hjælp i sin kamp fik han nemlig Evind og Karlhøfde med en flåde på tres skibe. Han kunne således tage derfra med al den hjælp han havde bedt om, og det endte med at hans tillid til danskernes hjælp var større end hans frygt for egen modgang.

1,5  Nu sejlede han så tilbage, og da han ikke havde tilstrækkelig styrke til et søslag, mødte han fjenden til lands. Under dette slag opfordrede Evind Håkon til at træde frem i forreste række blandt de kæmpende. Da så Håkon gav sig tydeligt til kende, huggede Evind efter ham med en kæmpemæssig økse – og han havde ramt ham hvis ikke en af hans hirdmænd med sin egen krop havde lagt sig i vejen for hugget mod kongen. Ham ramte Evinds økse med så stor kraft at den kløvede hans krop midt igennem uden at møde nogen modstand mellem lemmerne. Den borede sig dybt ned i jorden, og da Evind lagde sig på knæ for at trække den op igen, trådte Håkon op på liget af den dræbte kriger og gennemborede ham med sit sværd. Det er svært at sige hvem af de to der udviste den største trofasthed: Den ene ofrede sit eget liv for at frelse kongens, den anden opvejede sin redningsmands død med en storslået hævn, en hævn for den mands død ved hvis hjælp han selv var undsluppet sin skæbne. Og kan der tænkes noget mere strålende end denne krigers bedrift? Han satte en andens overlevelse højere end sin egen, gik frivilligt i døden for sin hærfører og ofrede sit eget ene liv for at afbøde en trussel mod alle sine kammeraters.

1,6  Imidlertid kom nu Thoralv til. Ham havde Håkon lagt i baghold for at kunne falde fjenderne i ryggen, og i et direkte angreb på deres hær lykkedes det ham at slå Karlhøfde ihjel og danskerne på flugt. På den måde afgjorde én mands død de øvriges skæbne. Men Håkon var bange for at presse de flygtende for hårdt og tog den kloge beslutning at stramme grebet om sine mænd. Ellers kunne en uforsigtig kriger i dumdristighed blive skyld i at sejrherrerne led de besejredes skæbne. Eftersom mandefaldet var lige stort på begge sider, havde begge sider en vis succes i slaget. For selv om den ene part syntes nærmere ved sejren, var deres tab fuldt på højde med de andres.

1,7  Mens Håkon nu var på vej tilbage til skibene, skete et ufatteligt under. Oppe i luften kom et spyd til syne. Det fór hid og did deroppe på må og få, og fyldte alle der så det, med lige så stor frygt som forundring. Det så ud som om spydet blev rystet rådvildt i forskellige retninger, som om det søgte efter det rette sted at forvolde et sår. Mens alle stod fuldkommen lamslåede over dette tegn, uden den ringeste ide om hvad noget så mærkværdigt kunne varsle, faldt spydet pludselig og lod den fare alle frygtede, ramme Håkon alene. Der er dem der mener at det var Haralds mor Gunhild der med trolddom havde kaldt spydet frem for at hævne sin søns nederlag. Resultatet var at Harald ved sin modstanders uventede død kunne gribe magten, og i de følgende tre år betalte han som lovet skat til danskerne som bevis på sin troskab.

2,1  På samme tid havde Styrbjørn, en søn af den svenske kong Bjørn, mistet sit rige til sin onkel Olofs søn Erik, og han rejste nu sammen med sin søster Gyrid til Harald, Thyras søn, for ydmygt at anmode om hjælp. Han fandt ham yderst imødekommende over for en venskabsforbindelse, ikke mindst da han gavmildt lovede Harald at han kunne få den omtalte søster som hustru.

Senere erobrede Harald vendernes land og bemandede områdets mægtigste by, Julin, med en passende styrke af krigere under kommando af Styrbjørn. Disse mænd opnåede stor berømmelse for deres dristige sørøvertogter, og efterhånden som de besejrede de omkringboende folk, nåede de så vidt i deres grusomhed at Nordhavet overalt betød død og ødelæggelse for de søfarende. Dette styrkede Danmarks magtstilling mere end nogen militær aktion til lands. Blandt disse sørøvere var Bo, Ulf, Karlsevne, Sigvald og adskillige andre som jeg ikke vil remse op på skrift, eftersom det snarere ville være kedsommeligt end underholdende. Imens plagede hævntørsten Styrbjørn. Han ville gengælde den uret han havde lidt, og fik løfte om støtte fra Harald til at lade sin vrede over det han havde mistet, få frit løb over for Eriks forhadte herredømme.

2,2  Harald var på vej mod Halland i den anledning da han fik underretning om en invasion fra Tyskland under ledelse af kejser Otto. Ved den besked kølnedes hans iver for at generobre andres ejendom til fordel for et forsvar for hans egen. Hjemlige kampe prioriterede han højere end planlagte stridigheder i det fremmede, og han satte nu over hals og hoved kursen tilbage mod Jylland for at komme de overfaldne til hjælp. Mens Harald endnu var på vej, og Jylland stod uden kongens ledelse, var kejseren trængt helt op gennem landet uden at møde modstand. Da Limfjorden, som dengang afskar Vendsyssel fuldstændig, forhindrede videre fremmarch, kastede han sin lanse i bølgerne, hvorefter han vendte om og drog tilbage mod Ejderen – og ikke nok med det, tilbagetoget mindede ganske om en flugt. Da han kastede sit spyd i vandet for at efterlade et mindesmærke, gav han sundet sit navn. Men lige så farlig han havde virket da han gik til angreb, lige så betydningsløs forekom han da han forsvandt. Harald satte efter de sidste retirerende fjender med stor voldsomhed og dræbte Eppe, lederen af bagtroppen, og hvem han ellers kunne få fat i.

2,3  I mellemtiden lod Styrbjørn sig provokere af hånlige bemærkninger fra sine krigere til noget så dumdristigt som at forlade sig på sine egne mænds styrke i stedet for at vente på at kongens tropper vendte tilbage – og derved gik han sin egen undergang i møde. Han indlod sig hovedkulds i kamp, var uforsigtig nok til at tirre svenskerne – og blev dræbt. En mand der i en kritisk situation lader sig lede af andres dumdristighed og ikke af sin egen sunde dømmekraft, strækker selv halsen frem til fjendens hug.

3,1  Efter disse begivenheder ønskede Thyra at sikre fædrelandet bedre mod hemmelige indfald fra udenlandske fjender, og hun tog fat på at afgrænse det med en vold og en grav hele vejen fra Slien til Vesterhavet, og oven på denne grundvold byggede hun et umådelig solidt forsvarsværk af jord. Senere har kong Valdemar og Absalon, det danske folks ærkebiskop, vist tilsvarende hengivenhed over for fædrelandet ved oven på denne vold at anlægge en mur af teglsten. De foretrak at udbedre de steder hvor den gamle vold var ved at falde sammen, med et helt nyt og mere solidt anlæg, frem for at lade den forfalde stadig mere i fremtiden. Den oprindelige vold brugte de derfor som fundament da de med mandlig kyndighed fuldførte hvad de kvindelige evner havde iværksat, men ikke fuldbragt. De var sig bevidst at de var en kvindes indsats overlegne, og deres værk blev da også så meget mere fremragende. Samme Thyra, der bag sit kvindelige ydre besad en mands mod, befriede også Skåne fra byrdefulde skatteforpligtelser under svensk herredømme. Ved således at holde fjenden borte, til den ene side med mure, til den anden med våben, skænkede hun fædrelandets forskellige grænser lige god beskyttelse.

4,1  I Norge var Harald i mellemtiden død. Hans søn Håkon ønskede at frigøre sit fædreland for den vanærende skattepligt han havde arvet, og da han hørte om kejserens optræden i Jylland, gav det ham håb om at Harald ville være optaget af krig med tyskerne i nogen tid. Derfor havde han nu den frækhed at vægre sig ved at betale – i tillid til sachsernes våben snarere end til sin egen styrke. Men Harald bilagde sin strid med kejseren og sluttede sig til den katolske tro, og skaffede således sit rige fred med Gud såvel som med mennesker. Samtidig med at han gjorde Håkons tomme forhåbninger til skamme, befriede han således sig selv for en falsk tro – og sit fædreland for krig.

4,2  Da han hørte om Håkons troskabsbrud, besluttede han at den unge nordmands opsætsighed skulle straffes hårdt – og så meget desto hårdere eftersom han selv havde kaldt på straffen med sin uforskammede opførsel over for Harald. For at hævne denne fornærmelse sendte han derfor en flok af sørøverne fra Julin imod ham under ledelse af Bo og Sigvald. Da Håkon fik overblik over deres styrker, forstod han at han stod over for en uoverstigelig opgave, eftersom han ikke havde mandskab til at tage imod angrebet. Og nu kan man sige at han opgav menneskelig hjælp og i stedet vendte sig mod den guddommelige, idet han forsøgte at vinde gudernes støtte med et aldeles uhørt offer. Han havde to sønner, begge med store evner. Dem førte han nu til alteret som var de offerdyr, og der slagtede han dem på den mest oprørende vis for at sikre sig sejren. Han betænkte sig ikke på at betale for magten med sin egen slægts undergang – og kunne bedre leve uden faderskab end fædreland. Men kan man tænke sig noget tåbeligere end denne konge der var rede til at købe krigslykken med mord på sin egen familie, at betale med drabet på to elskede børn for det usikre udfald af et enkelt slag, og at skænke guderne sin egen barnløshed som gave for at opnå deres støtte i krigen?

4,3  Resultatet sås da danskerne indledte et søslag mod ham: Hvor de end satte deres angreb ind, blev de modtaget af en voldsom uvejrssky, der voldte dem lige så stor skade som var det fjenden selv. Dertil kom et frygteligt skybrud, der med uhørt kraft piskede hagl ned over vores folks hoveder. Det var som om skyen bombarderede dem med pilespidser, de kunne intet som helst se, og kampen mod elementerne føltes hårdere end kampen mod fjenden. Udfaldet blev at nordmændene havde heldet med sig – mere på grund af vejret end deres egen styrke – og at danskerne, som tydeligt mærkede at de havde gudernes vrede imod sig, flygtede inden det kom til blodsudgydelse.

4,4  Blandt danskerne blev Karlsevne og Sigvald taget til fange af sejrherrerne, og selv om de havde ydet en aldeles strålende indsats under kampen, indlagde de sig endnu større berømmelse i lænker end i slaget. Håkon ønskede at danne sig et bedre indtryk af den danske ungdoms berømte tapperhed og tilkaldte to mænd der skulle afprøve fangernes selvbeherskelse nøjere. Rygtet sagde nemlig at de af naturen havde så stor sjælsstyrke at de ikke så meget som løftede et øjenbryn hvis man slog dem i ansigtet, og ikke lod sig mærke med noget hvor meget man end man tirrede og tævede dem.

4,5  Som en prøve på dette fik først Sigvald et vældigt kølleslag af én hirdmand – uden så meget som at blinke med øjnene. Tværtimod: jo frygteligere hans mod blev sat på prøve, jo mindre ville han bøje sig for sin skæbne. Og den andens sjælsstyrke var ikke mindre. For da den anden hirdmand svingede en økse mod Karlsevnes hoved, sendte han ham i gulvet med et spark, og til trods for at han var lænket, snappede han, midt i et hug, det våben der truede hans egen hals, ud af hænderne på den anden – og huggede hovedet af ham han havde fældet. Modigt kom han faren i forkøbet med et lige så håndfast som hurtigt indgreb. Selv midt i lænkernes raslen mistede fangens mod aldrig sin styrke. Ja, og selv midt i de groveste forhånelser gav han prøver på sit mod – og mere strålende prøver jo hidsigere han hørte skæbnen rase imod sig. Hverken dødens nærhed eller lænkernes hån formåede at hindre ham i at vise ukuelig tapperhed.

4,6  I sin forundring over deres selvbeherskelse ville tyrannen hellere bruge dem som de gode krigere de var, end straffe dem, og han tilbød derfor at de kunne slippe for straf hvis bare de ville tjene hans side trofast og loyalt. Men i deres øjne ville det være uværdigt at lade sig tvinge til lydighed for at redde livet, eftersom troskab over for andre betød mere for dem end deres eget liv. Derfor havde de kun hån tilovers for tilbudet, og de nægtede at gå med til en vanærende aftale for at købe sig et længere liv. Da Håkon så det, besluttede han – for ikke at stå som den der straffer selvbeherskelse i stedet for at påskønne den – at skænke dem livet for deres tapperhed.

5,1  Overleveringen siger at Harald fik to sønner med Gyrid. Af dem satte den ældste, Håkon, sin bror Sven i skyggen med sine fremragende anlæg og den lykkelige udvikling naturen gav dem. Han foretog et angreb på semberne, men da han bemærkede at hans krigere var temmelig betænkelige ved de risici felttoget indebar, fik han flåden trukket op på stranden og stak ild til den for at afskære sine vankelmodige mænd fra ethvert håb om flugt. På den måde lod han den bitre nød gøre det af med deres svaghed og fejhed, for når de ikke havde skibene at falde tilbage på, stod det jo klart for dem at kun en sejr kunne bringe dem hjem igen. Netop fordi han koldsindigt gav afkald på sin flåde, var han sikker på at kunne tage bytte fra fjenden. Da fik skæbnen medlidenhed med den danske hærfører – en hærfører der ofrede sine skibe for at opnå sine søfolks støtte, fordi han indså at netop en fuldstændig mangel på flåde var et middel til sejr. Med denne på en gang kloge og risikable plan opnåede han derfor at alt endte lykkeligt. For danskerne erobrede Samland, dræbte mændene og tvang kvinderne til at gifte sig med dem selv. De afbrød deres hjemlige ægteskaber og vendte sig så meget desto ivrigere mod dem derude og knyttede deres skæbne til fjendens ved ægteskabets lænker. Så det er ikke uden grund at Semberne fører deres afstamning tilbage til danskerne. For sejrherrerne blev så forelskede i deres kvindelige fanger at de mistede lysten til at vende hjem, gjorde barbarernes land til deres eget fædreland og hellere giftede sig med fremmede end med dem derhjemme.

6,1  Senere døde Thyra, Danmarks stolthed. Harald gav hende en prægtig begravelse og lod hendes lig bisætte ikke langt fra faderens høj under stor sorg og klage fra alle sider. Intet hjem kunne undgå at føle sorg ved så bittert et tab, for alle følte at det var hele fædrelandets lykke der gik bort ved dette ene menneskes død. Nu ligger der også en kirke, placeret mellem de to ægtefællers grave.

7,1  Det følgende skal heller ikke holdes tilbage: En mand ved navn Toke havde i nogen tid tjent kongen som kriger. Dér havde hans store kvaliteter skaffet ham mange fjender fordi han var mere ivrig i tjenesten end de andre krigere. En dag, da snakken gik højt under et gilde, pralede han af sine store evner som bueskytte og sagde at han på lang afstand og i første forsøg kunne ramme et æble der var sat op på en stav – og det kunne være så lille et æble det skulle være. De ord kom først hans modstandere for øre, og snart efter nåede de også kongen. Men kort efter var kongen uanstændig nok til at forvandle selvtillid hos en far til livsfare for hans søn, for han forlangte at staven skulle erstattes med Tokes egen elskede søn – og hvis han ikke i første forsøg skød æblet ned fra hans hoved, sådan som han havde påstået at han kunne, skulle hans tomme praleri komme til at koste ham hans eget hoved. Dermed tvang kongen sin kriger til at præstere langt mere end han havde lovet fordi hans misundelige modstandere bed sig fast i en ikke helt ædru bemærkning. På den måde blev Toke holdt fast på sine ord, ikke på deres hensigt, men det endte med at han satte sig højere mål end han selv havde bebudet, og faktisk afgav prøve på noget som han aldrig havde påstået at han kunne. Sagen var at selv om det var en fælde hans fjender havde stillet op, var han for stærk og modig til at han kunne slække sin velbegrundede selvtillid. Tværtimod: jo vanskeligere opgaven var, jo mere fast besluttet var han på at gøre forsøget.

7,2  Drengen blev så trukket frem, og Toke indskærpede ham at han skulle holde hovedet stille og ikke reagere når han hørte pilen komme. Ved den mindste bevægelse kunne selv den fineste præstation være forgæves. Han så sig om efter noget der kunne hindre at drengen blev bange, og vendte så hans hoved væk så han ikke blev skræmt ved synet af pilen. Derpå tog han tre pile op af koggeret, lagde den første til strengen og plantede den i det mål han sigtede på. Havde den ramt drengens hoved, havde sønnens ulykke utvivlsomt bragt faderen i fare: et fejlskud ville have betydet døden såvel for den der ramte, som den ramte. Jeg ved ikke hvad jeg skal beundre mest, faderens formåen eller sønnens sind. Den ene udøvede sin kunnen så dygtigt at han undgik et familiedrab, den anden viste så stor koldblodighed, såvel i sjæl som i legeme, at han frelste sig selv fra døden og sin far fra synden. Hans unge krop var befæstet af en sjælsstyrke som hos en gammel mand, og den tapperhed han viste mens han ventede på pilen, stod fuldt ud mål med faderens færdighed da han sendte den af sted. Med sin koldblodighed hindrede han derfor at han selv mistede livet og hans far mistede frelsen.

7,3  Men da kongen spurgte Toke hvorfor han havde draget flere pile af koggeret når han kun skulle forsøge sig én gang med buen, svarede han: »For at kunne hævne mig på dig med de andre, hvis den første havde fejlet. Ellers ville min uskyld blive straffet, og din voldshandling gå fri.« Med denne åbenmundede bemærkning fik han på én gang gjort opmærksom på at han selv fortjente at blive kaldt tapper, og at kongens befaling fortjente straf.

7,4  Men næppe var han kommet frelst igennem denne storm af vanskeligheder, før et nyt uvejr af samme slags slog sammen om ham. Harald pralede nemlig af sine store evner i den teknik som finnerne bruger til at færdes i snedækkede skove, og da Toke så vovede at fremhæve sine egne evner på det punkt og sammenligne sig med kongen, blev han tvunget til at bevise sin påstand på bjerget Kullen. Men hvad han manglede i øvelse kunne han til gengæld stille i mod. For han steg op på klippens højeste top, og med de glatte planker under fødderne og en ganske tynd stav som sin eneste støtte satte han af sted i rasende fart nedad. I deres halsbrækkende løb førte skiene ham tværs over skarpe klippestykker, men ikke desto mindre lykkedes det ham med stor koldblodighed at bevare kontrollen over dem. Hverken den frygtelige fare eller panik af nogen art kunne hindre ham i at holde sig rank. Enhver anden var blevet skræmt fra vid og sans ved synet af den umådelige afgrund og havde været lammet af skræk inden han overhovedet indlod sig på forsøget. Til sidst splintredes skiene mod klipperne så han blev slynget ud i luften, men netop det tilfælde at de brækkede, sikrede at han kom fra det med livet i behold. Og så nær han end var ved at møde sin skæbne, fik han ved dette lykkelige skibbrud mod forventning fat i det frelsende anker. Han ramte skrænten med stor kraft, skiene knækkede, og netop derfor endte løbet i sikkerhed. Hvis ikke solide klippeblokke og vældige huller havde været i vejen, ville hans fald højst sandsynligt være fortsat ud i havet neden for klipperne. Han blev samlet op af sømænd, og i sit had til kongen gjorde han intet for at dementere et rygte om at det var gået ham værre end sandt var. Og da nogle søfarende fandt stumper af skiene i vandet, gav det yderligere næring til rygterne om at der var tilstødt ham noget alvorligt. Toke selv indså at Harald så skævt til ham når han var i nærheden, eftersom hans store evner kun indbragte farefulde opgaver og ingen belønning, og han besluttede derfor at lægge sin indsats som krger hos kongens søn Sven for fremtiden.

8,1  Herpå kaldte Harald hele rigets flåde sammen for ikke at være dårligt rustet til et vældigt arbejde han nu tog fat på. Der var nemlig fundet en kolossalt stor sten på en strand i Jylland, og nu gav han ordre om at mennesker og okser med forenede kræfter skulle flytte den ind i landet så den kunne blive opstillet som mindesmærke ved hans mors grav.

8,2  Men på samme tid var de mænd der ledede flåden sammen med Sven, blevet stærkt utilfredse med Haralds styre, både på grund af hans støtte til kirken og på grund af de usædvanligt hårde byrder han pålagde folket. De sendte en mand de på forhånd havde instrueret og bestukket, til Sven for på en snedig måde at forhøre sig om han ikke kunne tænke sig at gribe til våben mod sin far og bemægtige sig riget. Med den forespørgsel lokkede de Sven til at myrde sin far for at vinde magten, og han takkede manden der havde spurgt, og svarede at han med glæde ville tage imod fædrelandets anerkendelse. Da stormændene med den besked havde fået sikkerhed for at han selv ønskede det, gik de trygt videre med sagen, og nu lod de frimodigt deres skjulte tanker komme frem i lyset. Ja, nu gennemførte de åbenlyst det der indtil da havde været hemmelige ønsker, og straks efter udråbte de under almindelig hyldest Sven til konge.

8,3  Imens var Harald helt optaget af at flytte sin sten. Og da en af hans mænd fra flåden netop ankom, spurgte Harald ham den ene gang efter den anden om han nogen sinde før havde set dødelige give sig i kast med så stor en byrde. Manden svarede at han for nylig havde set mennesker ved egen kraft trække en endnu større vægt. Det fik kongen til at overfalde ham med spørgsmål, og han sagde nu: »Jeg var for nylig til stede da Danmark blev taget fra dig. Så kan du selv afgøre hvor der blev trukket den største byrde!« På den måde modtog Harald nyheden om at han var blevet berøvet sit rige, netop mens han anglede efter ros til sit forehavende fra den anden. Og nu fortrød kongen at han havde lagt trækdyrs åg på menneskers skuldre, for da han opgav planen og ville sadle om fra flytningen af stenen til krigsforberedelser, fik han krigernes trods at føle. Opgaven havde været så nedværdigende og krænkende at hæren nu nægtede at kæmpe for den mand der havde lagt dem under åg. Hverken kongelige befalinger eller bønner kunne overtale dem til at beskytte den mand der havde bøjet deres nakker med sin vanærende ordre.

Der var dog en del der ikke delte den almindelige holdning og midt i denne storm af offentlig forargelse fastholdt deres gamle hengivenhed for kongen. Med deres støtte forsøgte han at knuse sønnens forehavende med magt – men kun for selv at blive udsat for et endnu voldsommere angreb fra sit eget kød og blod. Sven sejrede og Harald flygtede til Sjælland, hvor han hvervede nye tropper, men atter mødte den samme skæbne i et søslag. Nu stod han helt uden hjemlige styrker, og hans eneste mulighed var at bede om hjælp fra udlandet. Han forlod derfor fædrelandet og søgte tilflugt i Julin, der var fyldt med danske tropper, nemlig en flok af hans egne krigere som han fuldt ud kunne stole på.

8,4  Imidlertid var det ikke nok for Sven at svigte den respekt han skyldte sin far. For at vinde popularitet gav han respektløsheden frie tøjler og satte sig hårdnakket for at ødelægge den kristne kirke: han udryddede fuldstændig gudsdyrkelsen fra landet, erstattede kirker med offerpræster og altre med ofringer. Faderen angreb ham atter ved Helgenæs' kyst med en blanding af danske og vendiske styrker, og slaget trak ud hele dagen uden at han kom i nærheden af hverken flugt eller sejr. Efter denne dag var hærene udmattede, og de besluttede at afsætte den følgende dag til fredsforhandlinger. I tillid til at der ville blive indgået et forlig, bevægede Harald sig nu lidt friere rundt, og han gik ind hvor skoven var temmelig tæt. Mens han sad der i et buskads og lettede sig, blev han såret af en pil fra Toke, der tørstede efter hævn for de uretfærdigheder han havde været udsat for. Hårdt såret blev kongen af sine mænd bragt tilbage til Julin, hvor han snart efter døde. Hans lig blev ført til Roskilde og fik en grav i indviet jord i den kirke som han selv havde grundlagt kort forinden. Fædrelandet, som tidligere ingen taknemmelighed havde vist for det der var til dets eget bedste, erkendte først på dette sene tidspunkt den fromme fyrstes indsats og besluttede at hvad det ikke havde ydet ham mens han levede, måtte godtgøres til overmål i døden. Det lagde derfor al sin godhed i hans begravelse, og skønt det i sit hovmod havde hadet hans levende sjæl, tog det nu venligt imod hans døde aske.

9,1  Efter Haralds død glædede Sven sig over at have fået en god anledning til at fare brutalt frem over for kirken, og han rev nu hele kristendommen op med rode. På hans tilskyndelse skiftede danskerne den nyindførte gudsdyrkelse ud med den gamle overtro, og de blev stadig frejdigere i deres tilbagevenden til den falske tro efterhånden som det gik op for dem at dens skarpeste kritiker var død. Men det var en letsindighed der blev gengældt med store genvordigheder, for Gud straffer enhver forhånelse, og han forfulgte dens ophavsmand med de frygteligste ulykker. Den mand der havde fået sit folk til at svigte kristendommen, sendte han nemlig store plager, han viklede ham til stadighed ind i de mest grusomme ulykker, berøvede ham al medgang og forbitrede tilværelsen for ham. Under et af Julinboernes sørøvertogter mod Danmark blev han nemlig taget til fange, og for at købe sig fri måtte han love at betale sin egen vægt i guld og to gange sin vægt i sølv. Danskerne, der holdt alt for meget af ham fordi han havde svigtet kirken, betalte denne sum og fik ham derved hjem til fædrelandet, men hans øjne var stadig hyllet i tætte tåger af vantro, og han nægtede at vende dem mod det klare lys. Tværtimod, han var et uhyre af ondskab, af væsen meget langt fra sin fader, og var ikke bange for at lade sig synke fra faderens glans og berømmelse ned i det dybeste mørke. Men selv om hans egen fordærvelse kom ham til skade, kom andres velvilje ham samtidig til nytte. Da han anden gang kom ud for den samme skæbne, lykkedes det ham at blive købt fri ved at stormændene stillede deres børn som pant for den samme sum som tidligere. Men da han ikke kunne udrede det lovede beløb af sin egen kasse, solgte han – i visse tilfælde offentligt, i andre privat – skove og græsningsarealer til de mænd der havde stillet deres sønner som gidsler, selv om de elskede dem højere end deres eget liv, hvorefter han udbetalte det han fik ind, til dem der havde taget ham til fange. Skåningerne og sjællænderne købte skovene for fællesskabets penge. I Jylland erimod var det kun beslægtede familier der købte i fællesskab.

9,2  På den tid var sørøveri udbredt her i landet, mens det var sjældent blandt venderne. Men det begyndte at brede sig til dem også fordi sørøverne i Julin dyrkede deres hjemlands virksomhed over for hjemlandet selv og forulempede danskerne allermest med netop de midler de selv havde lært dem. Disse overfald har i vor tid kong Valdemars og ærkebiskop Absalons energiske beskyttelse af borgerne fået bugt med. Deres håndfaste indgriben har sikret at jorden kan dyrkes i fred, og havene besejles i sikkerhed.

9,3  Men Sven var meget forhippet på at hævne de overgreb han havde været udsat for, og han ville nu ødelægge Julin, der i hans øjne husede en bande forbrydere og banditter. Han samlede derfor den kongelige flåde i det sund der skiller øerne Møn og Falster. Men så snart det stod klart at et overfald på det vendiske område var nært forestående, tog beboerne i Julin den dristige beslutning at hvis denne snedige fjende ville angribe, måtte de komme ham i forkøbet med en list. De vidste nemlig at danskerne for at beskytte deres flåde lod patruljer cirkulere om den, og nu valgte de nogle rorskarle ud til deres krigslist. Næste morgen lod de så som om de var en patrulje der kom lidt tidligere end normalt tilbage fra deres runde, og i en ganske lille båd sejlede de tværs igennem havnen med de mange krigsskibe og lige hen til kongens skib, hvor deres rorsmand meddelte at han havde noget han skulle sige til kongen i hemmelighed. Kongen, der gik ud fra at han ville aflægge rapport om noget han havde observeret i løbet af natten, trak skibets overdækning til side, stak hovedet ud og lænede sig over mod den kaldende som til en fortrolig samtale. Da den anden nu så at han blottede sig for angreb, kastede han pludselig, og med stor voldsomhed, armene om halsen på ham, trak ham ud af krigsskibet og fik ham med hjælp fra sine mænd smidt ned i den lille båd. Derpå tog de omgående flugten med hurtige åretag. På den måde fandt de tilflugt i en resolut krigslist, og hvad de ikke formåede med våben, opnåede de med snedighed.

Den mand der kort før havde strålet på magtens tinde, var nu af skæbnens hånlige spil forvandlet til barbarernes ynkelige slave – og om det primært skyldtes hans forbrydelser mod troen eller faderen, skal jeg ikke kunne sige, men den egn han havde krænket ved at jage sin far derned i eksil, blev nu stedet for hans eget fangenskab og straffen for hans fadermord. Og det fædreland som han havde berøvet kirken, var han nu nødt til også at plyndre for værdier. For hans mænd kunne ikke nå at komme ham til hjælp eftersom de først måtte tage overdækningen af skibene, lægge årerne til rette i årehullerne og trække ankrene op. Felttoget måtte altså bøje sig for en krigslist, og da de ikke turde angribe barbarernes land uden kongens ledelse, blev flåden opløst og krigerne sendt hjem.

9,4  I denne katastrofale situation hvor han stod uden nogen hjælp fra sine mænd, fandt Sven hjælpen hos kvinder. For da rigets midler var opbrugt, og der ikke så ud til at være så meget guld tilbage at det rakte til løsesummen, havde landets kvinder så stor medfølelse med ham at de kappedes om at ribbe sig selv for øreringe og andre smykker for at nå op på den fastsatte vægt. For dem var fordelen ved at frelse kongen større end glæden ved at se på deres smykker. Så enige var de to køn i deres ønsker og mål når det drejede sig om hans befrielse. Derfor var det for kvinderne snarere en glæde end en byrde at frikøbe rigets overhoved for deres egne midler. Ingen betænkte sig på at bruge offentligt indsamlede penge på at frelse den mand der så målbevidst havde sat sig i spidsen da de svigtede kirken. Ja, i sin uvidenhed om sin egen fortabelse anså fædrelandet det for sin pligt at honorere den størst tænkelige forbrydelse med rige belønninger. Den mand der havde forbrudt sig såvel mod sin far som sin gud, viste det ganske ufortjent sin taknemmelighed, og hvad der havde fortjent straf, belønnede det med støtte og troskab. For jo større hadet var til Harald, jo mere glødende blev kærligheden til Sven. Den mand der havde indført kristendommen, blev afskyet, mens den der havde forkastet den, blev elsket. Folket bifaldt således gudsbespotteren, men straffede den troende, og lige så meget som de foragtede faderens fromhed, hyldede de sønnens råddenskab. De tilbad ham fordi han havde afskaffet gudsdyrkelsen, og overøste ham med en sådan støtte og velvilje at de tre gange købte deres konge ud af fangenskab hos sørøverne med en løsesum.

9,5  Han var da heller ikke så utaknemmelig at han ikke gav kvinderne en belønning for deres tjenstvillighed. For efter dette gav han kvinderne ret til at få del i arv, hvilket loven tidligere havde afskåret dem fra. Men der manglede stadig penge, og for at rejse dem satte han sit jordegods til salg. Ligesom han selv blev solgt af udlændinge, satte han altså fædrelandet til salg blandt sine egne undersåtter. Derfor kan det diskuteres om det primært var en lykke eller en ulykke at han tæredes hen dernede, for jo mindre hans krop blev, jo flere penge sparede han, og jo magrere han blev, jo rigere blev han også.

9,6  Men for barbarerne var det ikke tilstrækkeligt at han afstod sin ejendom. De tvang også den hårdt plagede mand til at sværge at han ville glemme sin vrede, og på den måde pinte de staklen med to forpligtelser på samme tid. Men hvis det ene løfte var vanskeligt at holde, var det andet nedværdigende at give, for at overøse fjenderne med rigdomme hører til nødvendighederne, men at se igennem fingre med en uret man har lidt, og lade nåde gå for ret, det er en venlighed der nærmer sig det vanærende. Nøjagtig som det er et udtryk for svaghed at bøje sig for vold, er det en vanære at afstå fra at gengælde den. For det er mere værdigt at bøje sig for det der overstiger ens kræfter, end ikke at bruge sine kræfter fuldt ud.

Men Sven var meget forhippet på at slippe ud af fangenskabet. Han aflagde ed på at han ville afstå fra hævn og godtog de fremsatte betingelser, og den tryghed han derved skænkede dem, var lige så stor en skat som det guld han ofrede på dem. Og jo mere han bed skammen i sig for at opnå friheden, jo mere slaveagtig forekom han. Men overløberne havde dog nogen kærlighed til deres fædreland, for da det gik op for dem at danskernes kongeslægt nu var skrumpet ind til Haralds eneste søn, besluttede de sig for at spare hans liv for at hindre at hele riget faldt i hænderne på udlændinge. Det var grunden til at de tørstede efter hans rigdomme, men ikke hans død, og hellere ville bøde på deres fattigdom med hans formue end med hans blod.

10,1  Men Guds straf indstillede stadig ikke sin pileregn mod denne kongelige kirkefornægter. Nu satte den også Sverige op imod danskerne. Sveriges konge, Erik, der havde tilnavn efter sine sejre, kom i tanke om hvordan allerede Harald havde ydet Styrbjørn støtte mod svenskerne, og blev umådeligt vred på Sven. Han ville have hævn og sendte derfor en hær mod Danmark for at besejre sønnen som gengæld for faderens forseelse. Han var ganske vist på mødrene side temmelig nært beslægtet med ham, men han lod sin vrede overskygge slægtskabet, og det mente han at han trygt kunne gøre, i betragtning af hvor tit Svens skæbne havde været usund og sygelig og plaget af det ene uheld efter det andet, mens han selv til stadighed havde haft held med sig.

10,2  Han besejrede Sven i et slag i Skåne, hvorefter Sven søgte tilflugt hos herskeren i Norge, Olav Tryggvason, og lod sin umådelig smukke datter Thyra, der var opkaldt efter sin bedstemor, men hvis mor jeg ikke kender navnet på, blive tilbage. Ham havde han særlig grund til at forvente hjælp fra, eftersom Olavs far engang, da han var blevet drevet ud af riget, havde fået hjælp af Harald til at blive genindsat. Olav havde endnu ikke titel af konge, men fungerede som sådan med fuld kongelig myndighed. Men til trods for at Olav var forpligtet af denne hjælp, undlod han alligevel at yde den gentjeneste han burde: han overhørte den landflygtiges bønner, afslog enhver hjælp han blev bedt om, og gav stort set ingen støtte til den ulykkelige mand. Han kom ikke flygtningen til hjælp og undså sig ikke for at vise den mand fra sig hvis far havde hjulpet hans egen far tilbage til fædrelandet.

10,3  Efter den ydmygende afvisning søgte Sven beskyttelse hos englænderne. Men deres konge, Edward, der var en ret ung mand, stemplede hans anmodning om hjælp som et forsøg på at tage magten. Som han så det, var der ikke tale om en rigtig flygtning der søgte hjælp, for ham var landflygtigheden noget Sven havde fundet på for at dække over et forsøg på at erobre hans rige tilbage, og han gik ud fra at Svens triste skæbne bare var et snedigt påfund. Derfor vendte han det døve øre til og afviste flygtningen. Så utroværdig havde faderens medgang gjort sønnens ulykke. Da fjendtligsindede fyrster på den måde affejede hans forhåbninger og hans bønner, drog han nu til Skotland, og her, hos de vilde barbarer, mødte han den imødekommenhed han ikke havde fundet hos mere fredelige folkeslag. Så omskifteligt og uberegneligt kan skæbnen forme sig: til tider går menneskene glip af det de håber, mens de ubesværet opnår det de ikke venter.

11,1  Al denne modgang drev Sven til at fatte kærlighed til kristendommen. Han vendte øjnene bort fra mørket og lod frelsens lys strømme ind. Han kunne jo se at hans to alvorligste synder, fadermord og gudsbespottelse, var blevet straffet fuldt og helt med to lige så strenge straffe: fangenskab og landflygtighed. Derfor skammede han sig nu af et ærligt hjerte over at han havde forsømt frelsens lære, og han samlede hele sin opmærksomhed om kirken, mens han sonede begge synder som en skamplet med strømme af angerfulde tårer. Ja, han fulgte alle kirkens forskrifter og knyttede sig ved dåben oprigtigt og fast til religionen. Han der før havde været en ulykke for kirken, blev nu tværtimod dens grundpille. Og Gud var ikke sen til at lade sig formilde af hans anger og vise sin nåde ved at give ham tidligere tiders strålende medgang tilbage. Da Sven var landflygtig på syvende år, døde Erik, hvorefter Gud lagde adgangen til riget åben for ham, erstattede landflygtighed med fædreland, og fattigdom med magt og herlighed. For Eriks søn Olof vendte sammen med sin mor Sigrid tilbage og slog sig ned som konge i Sverige under moderens formynderskab.

11,2  Svens overgang til kristendommen og hans magtovertagelse i fædrelandet skete altså stort set samtidig. Men han var bange for at hans gudfrygtighed skulle blive en torn i øjet på dem der netop havde sluttet sig til ham på grund af hans ugudelighed, og få dem til at gøre oprør. Derfor holdt han sin fromhed skjult, i den forstand at han hemmeligholdt sin tro udadtil og kun gav den til kende i private sammenhænge. På den måde husede han i det samme bryst flere modstridende følelser – voldsom angst og from gudsfrygt – som splittede hans indre med forvirring og usikkerhed og hensatte ham i noget nær den dybeste rådvildhed. For på den ene side var han bange for at miste sit rige, på den anden for at krænke Gud, og frygten for disse indbyrdes stridende farer slog hul i hans indre forsvarsværker. Han frygtede Guds gengældelse hvis han viste foragt for kirken – og folkets hvis han støttede den. Men da han omhyggeligt vejede de modstridende interesser op mod hinanden, indså han at frygten for Gud måtte veje tungere end frygten for mennesker. Derfor tog han fat i stormændene en for en og opfordrede dem indtrængende og i dyb fortrolighed til at slutte sig til kirken. Og selv om han hverken kunne bygge på læsning eller lærdom, satte han sig for at prædike for dem med de rå og udannede evner han nu havde. Ja, hvad han måtte mangle i kundskab og erfaring til rollen som lærer, havde han til gengæld i sin iver efter at lægge grunden for kirken.

11,3  Men selv om hovedet var uskadt og søgte det helbredende middel, var kroppen nærmest gold og uvillig og spyttede det ud. For folket holdt sig til det gamle og viste ingen imødekommenhed over for det nye – ja, i deres modvilje mod den fremmede religion søgte de netop tilbage mod deres forfædres. Derfor gav Gud, for at fastslå sin magt, denne mand, der med så stor iver, men uden held, havde sat sig for at lægge troens frø, en hjælper i det store arbejde, nemlig Poppo, en strålende begavet og from mand med en enestående lærdom. Da danskerne holdt ting ved den havn der har navn efter sine store ismængder, forsøgte han at tale dem fra at dyrke deres afgudstempler, og da det ikke lykkedes med ord, gav han dem et uimodsigeligt tegn, der til fulde beviste hans ord – et åbenlyst helligt mirakel der udbredte troen på den rette lære.

11,4  Han spurgte dem nemlig om de ville rette sig efter hans advarsler hvis de fik at se at hans hånd kunne røre glødende jern uden at tage skade. Og da de alle svarede at i så fald ville de helt sikkert adlyde, gav han ordre om at en hvidglødende jernplade formet som en handske skulle bringes frem. Den stak han armen ind i, lige til albuen, hvorefter han frygtløst bar den rundt i hele forsamlingen for til sidst at lade den falde for fødderne af kongen. Derpå fremviste han sin højre hånd, der til alles ærbødige forundring ikke havde taget nogen som helst skade og havde bevaret samme farve og det samme friske udseende som før. Med dette forunderlige syn vandt han de ellers så ubøjelige danskere for sin sag, og på den måde blev faren ikke en hindring for hans advarsler, men et bevis for deres sandhed. Ja, med sin urokkelige vilje og dødsforagt overvandt han naturen selv. Og med dette berømmelige mirakel opnåede han at den fremmede religions ånd slog rod i vort folk. Det gav også anledning til at danskerne afskaffede de traditionelle tvekampe for i stedet at lade de fleste retsager afgøre på denne nye måde, ud fra den opfattelse at det er rigtigere at henvise retsstridigheder til Guds dom end til slagsmål mellem mennesker.

11,5  På den baggrund lykkedes det Poppo at blive udnævnt til biskop i Århus af ærkebiskop Adaldag af Bremen, en hæder han med sit liv og sine gerninger i allerhøjeste grad havde fortjent. I Slesvig tilfaldt dette embede Hored, og i Ribe Liafdag. Gerbrand udmærkede sig i Roskilde. I sin fuldkomne fromhed udbredte denne gudfrygtige konge dyrkelsen af kristendommen med nye præsteembeder, ligesom han smykkede den med kirker og kapeller. I gamle dage måtte disse fire hjemsteder for gudsdyrkelsen nøjes med udenlandske biskopper fordi der ikke var et hjemligt præsteskab at tage fra, så de altså byggede på en tilfældig og ikke en velkendt gruppe.

11,6  Et tilsvarende udbytte havde Norge af Bernhard, der kom dertil fra England for at prædike frelsens ord. Landets konge, Olav, gav sig af med at tage varsler og optegne undere, og han var så optaget af det at selv efter at han var blevet døbt og havde fået en vis indføring i den hellige lære, kunne hverken hellige forbilleder eller lærens autoritet forhindre ham i at gå til varselspræster for at søge råd eller høre om hvad fremtiden ville bringe. Han ejede altså ikke fromhed, eller i det mindste kun en tom skal af fromhed, og den religiøse facade han havde anlagt, spolerede han selv med sin falske overtro.

Samme biskop gjorde en tilsvarende indsats over for Sveriges kong Olof, som han gjorde kristen og smykkede med navnet Jakob, et smukt navn, der viste at han havde forbedret sig. Men om det var ham eller biskop Unno af Bremen der indførte denne konge i kirkens lære og praksis, står mig ikke klart. På den tid byggede lundenserne en helligdom, og under biskop Gerbrand af Roskilde holdt de gudstjeneste i deres egen kirke. I øvrigt er Unno begravet i Birka, en by der er berømt fra gammel tid, mens Bernhard ligger i krypten i Lund.

12,1  Imidlertid havde kong Olav af Norge, der endnu var ungkarl, stor trang til berømmelse, og til at erobre Danmark, og for lettere at kunne opnå det sikrede han sig at de svenske styrker var på hans side ved at anmode om Sigrids hånd. Men for at undgå at de to kongers styrker i forening skulle kunne invadere hans land fra to sider på en gang, lagde Sven en usædvanlig snedig plan. Han aftalte med to af sine mest stålsatte hirdmænd at de skulle give sig ud for landsforviste og anmode Olav om eksil. Olav gav dem den venlige modtagelse landflygtige bør have, og da de havde opholdt sig hos ham i nogen tid og mente at de frit kunne tage fat på deres plan, begyndte de at rose Thyra i høje toner i samme åndedrag som de talte ondt om Sven: jo mere de kritiserede faderens opførsel, jo mere berømmede de datterens udseende. Sådan skjulte de falske landflygtige deres bedrageri med fingeret venlighed. Olav lod sig overtale af deres forlokkende beskrivelse af hendes udseende til at fri til pigen, og sendte en delegation til Sven for at overrække anmodningen. Den fik foretræde, og Sven gav sit tilsagn til giftermålet.

12,2  Ved den besked blev Olav ude af sig selv af glæde. Han foretrak en kysk og uberørt brud frem for en gift kone, og når han nu havde indsmigret sig i en jomfrus favn, ville han ikke spilde sin ungdom i en enkes skød. Derfor lagde han heller ikke skjul på hvor meget han foragtede den ene, og hvor meget han tilbad den anden. Han tilkaldte nemlig højtideligt Sigrid under påskud af at ville tale med hende, og bad hende komme ned i hans skib for at veksle nogle ord med ham. Af hensyn til sin anstændighed var dronningen først betænkelig ved at opfylde hans bøn, men efter et stykke tid bøjede hun sig i sidste ende for en ordre. Så det var kun med nød og næppe at hun gav sig. Nu blev så en planke ophængt i kroge lagt ud som bro så hun kunne stige om bord på skibet. Men i samme øjeblik hun trådte op på den for at komme over til kongen, sprang nogle mænd frem og trak den væk under hende så hun tumlede på hovedet i vandet. Og søfolkene nøjedes ikke med at ydmyge den ophøjede kongelige person: for rigtig at udlevere hendes lyst til mandfolk ledsagede de hendes forsmædelige styrt med høje hyl der skulle ligne vrinsken.

Sådan er norsk høflighed: humbug og hånlatter! De holder sig ikke tilbage fra noget så uanstændigt som at misbruge en højfornem kvindes tillid, trampe foragteligt på en gift kvindes ære og gengælde kærlighed med ydmygelse. Nej, den der behandler det folk venligt og indladende, spilder virkelig sine gode gerninger.

Dronningen var nær druknet på det dybe vand, og kun med nød og næppe lykkedes det hende at redde sig i land, mens svenskerne stod og græmmede sig. Da hun endelig kom til sig selv, stod det klart for hende at kongen på denne måde havde kritiseret hende for usædelighed. Så flov en situation kunne hun ikke lade gå upåtalt hen, og hun besvarede den modbydelige forhånelse med alle de trusler hun kunne mønstre. Efter disse to voldsomme overgreb, livsfaren og skammen, kunne hun ikke roligt finde sig i at hendes ære på den måde blev udfordret og forulempet – at hun, den mægtige og ophøjede dronning, skulle ende som skydeskive for en uforskammet bejlers spot og hån!

På den måde – med dette forbløffende kneb – var den snedige fyrste udspekuleret nok til på en gang at lokke styrker væk fra Olav og knytte dem til sig selv. Han anholdt nemlig straks efter om Sigrids hånd, og fandt hende lige så imødekommende over for ham som hun var fjendtlig over for Olav. Og han var heller ikke sen til at hævne sin kones vanære ved at nægte bejleren sin datter. Med Sigrid fik Sven et stykke tid efter sønnen Knud.

12,3  Sådan var Olav nu gået glip af to fornemme ægteskaber. For ved ubetænksomt at forkaste det ene gjorde han sig fortjent til det forsmædelige afslag han fik i det andet, og mens han fik afslag i det sidste, var det hans egen uforskammethed der spolerede det første. Men han vidste at Sven ikke plejede at have meget held i krig, så han lukkede øjnene for hans styrke og tog kun hensyn til hans manglende medgang, udrustede sit berømte skib og gjorde sig klar til at hævne sig med våbenmagt. Sven på sin side kaldte sin stedsøn til hjælp og mødte fjenden i et søslag.

12,4  Olav havde en bueskytte ved navn Enar der besad vældige kræfter og store evner som skytte, og under dette slag skød han så kraftigt med sin forunderlige bue at de pile han sendte af sted, ikke lod sig standse af noget som helst, hvor hårdt det end var, men fortsatte med umådelig fart gennem enhver forhindring. En pil gik tværs igennem masten på et skib. Og samme skud fór gennem kongens skjold, borede sig gennem plankerne på skibet og tabte knap nok farten nede under vandet. Således kunne han ene mand gøre fjenden større skade end alle hans kammerater tilsammen. Og oven i købet var hans skud så præcist at han ramte alt hvad han sigtede på. Følgen var at Sven, i sin rædsel over disse uhyggelige skud, var mere bange for denne ene bue end for hele fjendens flåde. Og da han ikke kunne se anden udvej end at den blev ødelagt, gav han sine egne skytter ordre om at sigte, ikke så meget på bueskytten som på det instrument han betjente sig af – i håb om at man kunne føre krig i større sikkerhed hvis der tilstødte buen noget alvorligt. De udvalgte mænd kappedes om at skyde, og en af dem ramte faktisk buen og berøvede derved kunstneren hans talent og fjenden hans sejr. Smældet da den sprang hørtes vidt omkring, og Olav spurgte undrende hvad det var der var brækket. Hertil svarede Enar: »Det var dig der mistede Norge!« Han mente nemlig at buen besad større styrke end hæren, og med sit korte, kløgtige svar gjorde han det klart hvordan slaget ville ende.

12,5  Det gik også præcis som han havde forudsagt, for buens ødelæggelse blev et varsel om nordmændenes nederlag, som fulgte kort efter. Olav ville komme fjenden i forkøbet ved selv at afgøre sin skæbne og tage sit eget liv, og han sprang derfor på hovedet i havet i fuld udrustning, som om døden var en lykke hvis trangen til at leve tvang ham til at se sin overmand i øjnene. Da Sven så at fjendens styrker var faldet i hans hænder, foretrak han at kalde de mænd han havde slået på flugt med våbenmagt, til underkastelse med ord: han lod en strålende succes i krig afløse af en charmeoffensiv og følte sig ikke som sejrherre hævet over at slutte fred med de besejrede.

12,6  Nu lod han sig heller ikke nøje med at underlægge sig Norge, men gik også imod England hvor han indgik en aftale med Æthelstan om at han efter hans død skulle overtage hans besiddelser og titel som konge.

13,1  I den samme periode blev Poppo afløst på bispestolen af Rimbrand, mens Hored blev afløst af Markus. I Liafdags embede glimrede Fulbert, og efter ham blev bispehuen overdraget Odinkar den Hvide, der kom af en særdeles fornem familie. Han var så gavmild mod Gud at han ikke beholdt det mindste beløb for sig selv, men skænkede hele sin store formue til kirkens fornødenheder og gav kirkerne, som indtil da helt havde manglet formue, rige besiddelser i frugtbar jord og bøndergårde, og det i så stort omfang at næsten alt hvad de jyske bispesæder har af jordbesiddelser, stammer fra hans fromme gaver. Ved sådan at føle mere for folkets fromhed end for sin private formue, og lægge større vægt på varig end på flygtig ære, købte han med en øjeblikkelig udgift sin sjæl evig glæde. Han foretrak selv at stå uden formue frem for at kirken skulle stå uden gods, og overlod derfor sin fædrenearv til den som han vidste gengælder fromme gaver med bestandige goder. Men det var ham ikke nok at have ofret sin private ejendom på kirken. Han ville udvise dyder af alle arter og i alle retninger og supplerede derfor sine håndgribelige velgerninger med andre dyder. Han drog således ud på Sjælland og i Skåne som lærer i troen og begyndte et enestående virke for udbredelsen af den hellige lære. Og for ikke at tjene sjælen mindre end legemet gjorde han lige så meget for religionens udbredelse som han havde gjort for dens formue. Han havde givet den sin fædrenearv, og var parat til også at give den sit liv.

13,2  Hvad Sven angår, var han nu en træt mand, plaget af alderens genvordigheder, men til det sidste beskæftigede han sig utrætteligt med det hellige, og hans tro varede livet ud. Han var nu fri for alle sammenstød med andre mennesker og døde på højden af et fuldendt liv. To skæbner delte således hans liv imellem sig, for han var blevet kastet hid og did imellem hån og hæder ganske som tilfældet nu ville det når kongemagt blev til fangenskab, og fangenskab blev til landflygtighed. Hvem skulle have troet at han fra den ophøjede trone kunne ende i vendernes lænker? Og igen: Hvem skulle have troet at han fra vendernes lænker ville vende tilbage til kongemagten. Og dog blev kongen fange, og fangen konge. Til tider var han blandt de ulykkeligste, til tider blandt de lykkeligste, og i disse forskellige situationer fik han sine to skæbner at føle i lige mål.

14,1  Efter Svens død ville englænderne og nordmændene undgå at deres riger kom under fremmed herredømme, og de fandt det klogest at vælge konger blandt de lokale frem for at låne fra nabolandene. De undlod derfor at tage hensyn til danskerne, og gav henholdsvis Edward og Olav kongemagten. De to var for stærke til at Knud, der sad på den danske trone, turde angribe dem i den første tid. På den anden side ville han ikke nøjes med at udøve sin magt inden for fædrelandets grænser, så han besluttede foreløbig at se bort fra generobringen af sin fars herredømme – uden at opgive den – og i stedet gå til angreb på de vendiske og sembiske riger, som var mindre stærke. Det ene havde Sven, på trods af de grove overgreb han havde været udsat for, ikke vovet at røre fordi han var bundet af sin ed, det andet havde Håkon ganske vist undertvunget, men efter hans død var der udbrudt oprør mod danskerne. Derfor drog efterfølgeren på den danske trone nu omhyggeligt omsorg for at de to lande blev straffet, det ene for den overlast hans far havde lidt, det andet for forræderi. Han var nemlig klar over at en ikke alt for stor anstrengelse kan bestyrke gode anlæg til at yde noget større, og ville derfor indvie sin ungdomstid med en stor bedrift allerede mens han var i lære som kriger. Og det gjorde ham ikke mindre rask til at slå ned på de frafaldne – måske snarere tværtimod, vil jeg tro, eftersom tapre mænd har større mod på at yde en fremragende indsats jo større erfaring det kan skaffe dem.

14,2  Da han havde ført de planer ud i livet, og hans forhåbninger havde fået næring af to storslåede sejre, fik han mod på også at gå efter en tredje sejr, nemlig over englænderne. For at kunne gennemføre det så hurtigt som muligt, gemte han sit had til Olav væk, selv om han sammen med sin bror Harald havde taget magten i Norge, og drog ham med ind i krigen mod hans egen oprørspartner. Det var en klog, men også risikabel plan at sætte én fjende op mod den anden, men det lykkedes ham i denne kamp at skille de to der ellers stod sammen i deres bestræbelser.

14,3  Under det voldsomme slag det nu kom til mellem den danske og den engelske hær, så en sjællænder ved navn Tymme at hans kammerater måtte vige for et fjendtligt angreb. Han greb en tilfældig lille kvist, hævede den på sit spyd som en fane og gav sig til at råbe sådan som Knuds krigere plejede at råbe for at opildne hinanden – og som bannerfører lykkedes det ham lykkeligt at vende de flygtende rækker. Det var snarere hans mod end selve fanen der gjorde det, men med sin indsats som fanebærer havde han held til at frelse sine kammerater og bringe danskernes vaklende krigslykke på fode så den ikke brød sammen – ja, at bringe dem sejren. Ikke alene udviste han selv fuldendt tapperhed, han genvakte også tapperheden i sine kammeraters hjerter, hvor den nær var blevet jaget ud. Senere tog han sig et tilnavn efter denne strålende bedrift, hvortil kom en fortjent hæder fra kongen, som udnævnte ham til bannerfører. Og når de ingen højfornem fanebærer havde, så danskerne det ikke som nogen skam at lade sig lede af en mand af folket, som ganske vist var ubetydelig at se til, men opnåede storslåede resultater da han genopvakte deres mod og gik i forvejen mod frelsen.

14,4  Edward kunne nu se at hans egne krigere havde mistet modet og ikke kunne stå sig mod den danske hærs kampånd, og eftersom han ikke kunne besejre sine fjender i kamp, beseglede han i stedet en aftale med dem: Så længe han selv levede, skulle han dele riget med Knud, og ved sin død skulle han efterlade ham alle sine besiddelser. Sejrherren tvang altså den besejrede til at give ham del i riget mens han levede, og testamentere ham det hele når han døde.

14,5  På samme tid blev Knud betaget af Olavs elskerinde, den vidunderligt smukke frue Alviva, og forførte hende. Og hvad enten det nu var fordi han havde mistet sin dejlige elskerinde, eller fordi Knud havde snydt ham for den andel i England han havde lovet ham, satte Olav nu den personlige krænkelse over fællesskabet i felten: da felttoget var overstået, drog han, i vrede såvel som i sorg, tilbage til Norge, for som han så det, var han i sin fulde ret til at svigte den mand der havde behandlet ham selv så fuldkommen uanstændigt og uretfærdigt.

14,6  Syv år senere kom nogle mænd ind i den sal hvor Knud holdt taffel og gav sig til at hilse ham som hele Englands konge. Kongen forestillede sig at det var en skjult kritik af den aftale han havde indgået med Edward, og svarede at den skammede han sig ikke over. Men han kunne hverken undgå at blive vred indvendig, eller at rødme udvendig, for han gik ud fra at ordene var ondskabsfuldt ment og et forsøg på at gøre nar af ham. Derpå fulgte de en blodig gerning op med en uforsigtig bekendelse og pralede af at de havde myrdet Edward – en besked de havde forestillet sig at de kunne glæde kongen med, men som i virkeligheden gjorde ham yderst forbitret. I stedet for den belønning de havde håbet på, sørgede kongen for at de omgående blev hængt som kongemordere: en hæslig straf for en ussel handling. Selv om han udmærket forstod at han var blevet befriet for en farlig rival, ville han hellere straffe dem for deres forbrydelse end takke dem for den nytte han havde haft af dem. Andre beretter at det var Knud selv der i hemmelighed gav ordre til drabet på Edward og bagefter beordrede forbryderne straffet for at undgå mistanke. For at give sin egen uskyld troværdighed og afvise at han selv havde nogen forbindelse med forbrydelsen, skal han så have ment at det var nødvendigt at skride meget strengt ind over for forbryderne. Under alle omstændigheder gjorde denne episode i første omgang skår i den popularitet kongen nød hos sine landsmænd.

14,7  Da han nu havde fået magten i England, besluttede han sig for at knytte venskab med nabofolket. Han giftede sig derfor med Emma, en datter af hertug Robert af Normandiet, og samtidig gav han sin tilladelse til at Roberts bror Rikard giftede sig med hans egen søster Estrid. Med Emma fik han børnene Knud og Gunhild, og derved befæstede han samdrægtigheden mellem de to folk med blodets bånd.

15,1  For nu i en hast at samle sig en hird af dygtige og beredvillige mænd forøgede han sin hær med fremragende rekrutter ved at tilbyde tapre mænd en storslået betaling, ud fra den tankegang at det ikke så meget var soldaternes antal som deres styrke der skulle udmærke hans styre. Derfor strømmede handlekraftige krigere til hans hird, for de er altid mest ærgerrige når de får løn for det. Det var denne rundhåndethed der lokkede en vis Ulf, hvis særlige evner lå i rævestreger snarere end i rå kraft, til at komme over fra Sverige for at stille op i hæren. Og mens jeg nu er ved ham, vil jeg kort fortælle om hans herkomst.

15,2  En mand i Sverige havde en smuk datter. En dag hun var gået ud for at lege med sine tjenestepiger, kom en umådelig stor bjørn og jog hendes følge væk, hvorefter den tog hende i favnen og blidt bar hende i poterne til sit gemmested inde i skoven. Der kastede den sig over hendes smukke lemmer med en ny form for begær, ikke en lyst til at æde hende, men til at elske med hende. Det bytte den havde tænkt sig at slagte gjorde den i stedet til offer for sine modbydelige lyster, for straks blev røveren til en elsker der mættede sin sult med parring og lod den kønslige tilfredstillelse opveje tarmenes skrigen. Den var meget hensynsfuld over for hende og holdt hende med føde ved jævnlige strejftog, hvor den overfaldt egnens kvæg. Og selv om hun tidligere havde været vant til de mest raffinerede retter, vænnede den hende nu til at leve af blodig føde. Den tilfangetagne piges skønhed lagde nemlig i den grad bånd på bortførerens vildskab og raseri at hun der var bange for at den tørstede efter hendes blod, fik at se at det var hendes kærlighed den begærede – hun frygtede først at blive dens føde, men det blev den der fodrede hende. Findes der et sted hvor kærligheden ikke kan trænge ind, noget den ikke kan betvinge? Selv hos de vildeste rovdyr kan kærligheden få den nagende sult til at vige for kødelig lyst.

15,3  Til sidst blev kvægets ejer så ærgerlig over at miste sine dyr at han satte opsyn ud. Da hans hunde havde indkredset vilddyret, satte han efter det, og han blev ved at forfølge det, løbende og råbende, lige til han kom til det sted hvor det gemte pigen. Dets tilholdssted lå omgivet af uvejsomme sumpe, gemt under et fletværk af grene, der dannede et tæt tag af løv. Her blev dyret snart omringet af jægere med net, som gik løs på det med deres spyd og dræbte det.

15,4  Naturen arbejdede nu velvilligt de to forskellige materialer sammen: den tilslørede det unaturlige i forbindelsen ved at lade sæden blive optaget, hvorefter et uhyrligt afkom kom til verden ved en helt naturlig fødsel, og skovens vilde blod fik plads i et menneskes krop. Det blev en søn, og hans familie gav ham navn efter faderen. Senere, da han fik sandheden om sin oprindelse at vide, hævnede han sig på sin fars mordere og dræbte dem. Hans søn Thrugils, der fik tilnavnet Spragelæg, afveg ikke på noget punkt fra sin fars mod og mandighed. Det var ham der blev far til Ulf, som afslørede sin afstamning i sin personlighed, og i sit sind gav sin oldefars blod til kende.

16,1  Men lad mig nu vende tilbage hvor jeg kom fra. Olav udgjorde sammen med sin bror Harald en alvorlig trussel for danskerne, og Knud drog derfor imod ham med en flåde fra England og tvang ham til at gå i landflygtighed hos sin svigerfar Gerithaslav, der var hersker over folkeslagene mod øst. Da han kom hjem efter generobringen af Norge, jog han Rikard ud af landet fordi han efterhånden havde opbygget et indædt had til sin kone. Søsteren sendte han til gengæld tilbage til Sjælland, hvor han gav hende myndighed som en konge.

Imidlertid døde også svenskernes konge Olof, og han blev efterfulgt af Ømund, der fik tilnavn efter sin høje alder. Da også han døde, fik Olav af Norge mod på at erobre sit rige tilbage. Med støtte fra svenskerne bemægtigede han sig hele Norge i et enkelt dristigt overfald, for han kunne se at Knud stod uden støtte fra sin bror og dermed havde mistet den mest betydningsfulde del af sine styrker.

16,2  Olav gjorde også sit folk en stor tjeneste ved at give love der kunne lede dem mod en bedre tilværelse, for inden da havde de ikke kendt til lov og ret og overalt levet et bondsk liv. De gamle optegnelser af disse love omfattes stadig med stor veneration af det norske folk. Hans gudsfrygt var ikke mindre, og et uforglemmeligt eksempel på efterlevelse af religionen vandt ham berømmelse. For da han en søndag i tankeløshed sad og snittede i en pind med sin kniv, og de omkringstående bebrejdede ham at han ikke overholdt kirkens bud, blev han straks optændt af had til sin højre hånd, der havde udført det ubetænksomme fejltrin. Pludselig samlede han spånerne sammen til et lille bål oven på sin håndflade og lod det brænde hånden for at hævne en tilfældig fejl med virkelige pinsler. Så nøjeregnende var han i sin efterlevelse af selv de mindre tungtvejende af kirkens bud at han ikke tøvede med at straffe sig selv hårdt når han brød dem. For eftersom han var overbevist om at helvedes straf venter synderne, foretrak han at komme de værste pinsler i forkøbet med en lidt lettere, ligesom han fandt det klogere at gøre sig hård og lade sin hånd udstå straffen med det samme end at byde sin sjæl den stadige frygt for de straffe der ventede. Han besluttede at hvis han skulle hindre at de øvrige blev lokket væk fra dyrkelsen af Gud, kunne han ikke se igennem fingre med sine egne fejl, og derfor sonede han ydmygt noget han uden at krænke nogen kunne have forbigået i tavshed. Han kunne have undskyldt sit fejltrin med uagtsomhed, men der skulle ikke være noget med at svindle med religionen, og derfor stillede han netop sin anger til skue, for han foretrak at straffen bevidnede hans forbedring frem for at friheden for straf bevidnede hans skyld. For så klog og from en mand betød den fælles tro mere end hans egen personlige skyld. Den betænksomhed og fromhed han her viste, gav ham et tilnavn der altid vil blive husket.

16,3  Olav forsvarede også de fattige, han tog sig af forældreløse børn, ærede præstestanden og understøttede dem der havde lidt voldsomme tab. Ja, hans hjerte var som en velgørenhedens kilde hvorfra utallige andre tegn på hans fine karakter vældede frem. Men det må være nok om det, for en mand der er så from at folkets beundring har gjort ham til helgen, har ikke behov for ros fra enkeltpersoner.

16,4  Ulf misundte Knud alle hans store egenskaber og opbyggede efterhånden et voldsomt had til ham. Det ville dog være for farligt åbenlyst at optræde som hans fjende, så han planlagde et bagholdsangreb på ham, og for at gøre det effektivt camouflerede han forræderiet som lydighed. Svenskerne gjorde på den tid gang på gang indfald i Skåne, og Ulf var den første der bad om lov til at rejse over og bringe forholdene under kontrol. Da han havde fået opgaven overdraget, bad han om et beseglet brev der pålagde Estrid at gøre alt hvad han befalede. Han fik brevet – og forlangte omgående at hun giftede sig med ham. Ordren om krig vendte han til en anmodning om ægteskab, og han holdt på at det var vigtigere at udsendingen optrådte lidenskabeligt end energisk. For Estrid at se var det i overensstemmelse med den hemmelige ordre fra hendes bror, og da Ulf pressede på, opgav hun at stritte imod. På denne måde fik had en begavet hærfører til at forvanske den opgave han var sendt ud for gennemføre, og det lykkedes ham med den rivende tungefærdighed der var hans force, at lokke såvel broderens som søsterens godtroenhed i sine nedrige og forræderiske fælder. Derefter lagde han sit snedige bagholdsangreb åbent frem ved at erklære Danmark krig. Og for ikke at risikere at møde Knud når han kom til Danmark for at hævne sig, sørgede han for at holde sig gengældelsen fra livet ved i tide at forføje sig over til Sverige med sin kone. Dér blev han stædigt ved med at lægge planer for en invasion af Danmark, og i disse planer involverede han også Ømund og Olav med et forslag om at den ene skulle angribe Sjælland med sin flåde mens den anden skulle angribe Skåne over land. Selv lovede han at lede en flåde fra Sverige.

16,5  Men en af kongens ivrige tilhængere, en vis Håkon fra landsbyen Stangby, opdagede disse forberedelser og stak til søs så hurtigt han overhovedet kunne, for at give Knud underretning om det hele. Og han røbede alt med en velvilje der viste hvor stor kærlighed han følte for kongen og fædrelandet. Kongen reagerede på meddelelsen om denne alvorlige sammensværgelse med at samle en hær, og samtidig ville han ikke lade den der havde bragt ham nyheden, stå uden belønning efter den lange og farlige sejlads, og han skænkede ham derfor til tak to landområder i Skåne.

16,6  I mellemtiden havde Olav givet sin flåde ordre om at ankre op ved en af øerne mens han selv satte kursen mod Sjælland i et godt og kampklart skib. Dér kaldte han folket sammen til et ting hvor han udfoldede al sin veltalenhed i et forsøg på at overtale dem til at overgive sig. Med omhyggeligt udtænkt smiger smiskede han snart for hele folket, snart for enkeltpersoner, for han var overbevist om at hans greb om magten ville være sikrere hvis han fik den med fredelige midler end hvis han tog den med vold. En af stormændene svarede ham på skrømt yderst velvilligt og foregøglede ham en støtte fra folket der gav ham vældige forhåbninger. Men mens snakken gik mellem folket og herskeren, kom pludselig en af hans spejdere op fra stranden og fortalte at en række store sejl nærmede sig land. Olav blev usikker, men forsamlingens leder, der ventede på at kongen skulle komme, opfordrede ham til at tage det ganske roligt – det var bare de sædvanlige handelsfolk der bragte deres varer ind til kysten, påstod han. Hans tanke var at hvis han bare skjulte sit had under en venlig maske og holdt Olav hen med tom snak, fik man aldrig bedre chance for at overrumple fjenden.

Også anden gang Olav fik den samme besked, afviste den gamle hans bange anelser med en sådan påstand. Omsider fattede Olav dog mistanke til mandens forsikringer og sendte en spejder ned til stranden for at undersøge om det var Knud der kom, eller om det faktisk var nogle handelsmænd der havde set ud som en krigsflåde. Da manden vendte tilbage og meldte at havet vrimlede med skibe, afbrød kongen straks samtalen mens han forbandede den gamle mand for hans løgnagtighed. Ikke desto mindre insisterede den gamle på at alt hvad han havde sagt var sandt: Nu, sagde han, kom de mænd man skulle handle med om Danmark, med sværdet. Olav undslap med nød og næppe og roede uden at standse tilbage til sin flåde.

16,7  Knud søgte nu havn med sin flåde og gav de udmattede roere en nats hvile til at samle kræfter. Her erfarede han at Ømund havde besat Skåne med en landhær, og Ulf Helgeåen med sin flåde. Knud besluttede sig for selv at standse Ømund og imens sende flåden af sted for at nedkæmpe dem der havde lagt til ved åen. Da førerne på hans skibe senere hørte at Ømund var blevet løbet over ende i et stort slag ved Stangebjerg, blev de meget forhippede på selv at yde en tilsvarende tapper indsats. For når kongen gik så modigt til værks, skulle man ikke kunne kalde dem sløve. For hurtigere at komme over til den ø fjenderne havde besat, gik de derfor i land på en naboø og derfra lagde de en pontonbro over det mellemliggende vand. På dette sted udvider åen sig nemlig så den snarere ligner en stor sø end en å.

16,8  Ulf instruerede sine folk om ikke at forhindre modstanderne i deres forehavende, men nøjes med på lang afstand at overdænge dem med spyd og pile mens de krydsede. Så skulle det nemlig vise sig, som han sagde, at de havde anlagt en vej mod døden. Da bygningen var nået et godt stykke ud, stillede han sin hær i slagorden ved den bred der vendte mod vores folk, som om han ville hindre dem i at gå over. Det syn gav danskerne endnu større lyst til at komme derover, og i store mængder begyndte de at belaste broen. Da de i tæt flok maste sig frem for at komme i kamp uden at vide hvor farlig en vej de fulgte, gav hele konstruktionen efter, og al deres iver endte i vandet. Når en af mændene en enkelt gang kom op til overfladen (som det jo hænder i den slags situationer), var der straks en anden der klyngede sig til ham og trak ham med i dybet, og i døden. I et vældigt virvar hagede de sig fast til hinanden for at finde hjælp, men det de bragte hinanden, var deres endeligt. De søgte en redningsmand, men fandt en stakkels ledsager i døden, for krigsudrustningen tyngede dem så meget at de heller ikke kunne bringe sig i sikkerhed ved at svømme.

16,9  På denne måde besejrede, eller rettere bedrog Ulf danskerne. Ved andres ubesindighed opnåede han det som han ikke kunne opnå ved egne kræfter, og han fik bugt med sine fjenders urokkelige tapperhed ved forhaling, ikke handling. Men han var bange for at denne slyngelstreg ville blive hævnet, og da det stod klart for ham at flåden afskar ham vejen fra den ene side mens kongen selv truede fra den anden side, fandt han en plan til at redde livet, hvilket var svært med magt, men ganske let med list. For en nøje overvejelse af flugtmulighederne viste ham at den eneste udvej var at efterlade flåden. Natten efter lod han derfor de større skibe blive tilbage, mens han satte hele hæren over til den nærmeste bred i robåde. Og på den måde lykkedes det ham at holde sit opbrud hemmeligt og bringe sine styrker i skjul.

16,10  Da det lysnede, og danskerne, fulde af hævntørst over nederlaget, kastede sig over fjendernes skibe, fandt de dem tomme og uden forsvarere. Kongen beordrede søen gennemsøgt, og da ligene af de druknede var blevet bjerget med bådshager og fiskenet, gav han dem en hæderlig begravelse i byen Åsum, der ligger ud til åen.

16,11  Olav fik han bugt med ved at bestikke nogle af nordmændene til at gøre oprør hjemme i Norge. Sådan blev denne højsindede hersker et offer for sine egne mænds grådighed. De mænd der havde kæmpet ved hans side i det fremmede, faldt ham i ryggen derhjemme. Hans bror Harald, der var bange for at møde den samme troløshed hos sine landsmænd, rejste til Byzans for i et fjernt eksil at holde sig fri af sit fædrelands tvivlsomme troskab.

17,1  Knud var således blevet herre over seks mægtige riger, og hans glans og herlighed strålede nu også over det hellige romerske rige. Han giftede nemlig sin datter Gunhild med kejseren, Henrik, og da denne kort efter blev truet af en opstand i Italien, kom Knud ham til hjælp så han kunne undertrykke sammensværgelsen og genoprette sin tidligere position. Da han kom tilbage herfra, indsatte han sin ældste søn Harald som hersker i England, mens Knud fik Danmark og Sven, som han havde fået med Alviva, fik Norge, uden at han selv af den grund mistede noget af sin magt. For selv om han han overdrog regeringen over disse tre provinser til lige så mange sønner, bevarede han ikke desto mindre selv herredømmet over dem alle tre, og han havde intet ønske om at den samlede magt skulle ligge hos andre. I øvrigt var prinserne stadig ret unge, så for at have styr på embedsførelsen gav han dem sine dygtigste mænd til støtte.

17,2  Senere fødte Estrid en søn, Sven, og da hun på sønnens vegne gik i forbøn for sin mand, tilgav hendes bror ham. For selv om Knud kendte Ulf som en forræder som han ikke på nogen måde kunne tage til nåde, følte han at han var nødt til at gøre det af hensyn til sønnen, der jo hørte til Knuds familie. Ja, i et ønske om at knytte de to folk til hinanden med såvel følelses- som familiebånd fik han sågar Ulfs søster gift med en engelsk jarl ved navn Godwin. Hun fik, ifølge overleveringen, sønnerne Harald, Bjørn og Toste. Imens fik kejseren med Gunhild en søn, Magnus, hvis medgang blev lige så stor som hans navn, og som efter sigende blev stamfar til fremtrædende skikkelser i Tyskland, strålende forbilleder for tyskerne i slægtled efter slægtled.

17,3  På den tid kom en fremragende begavet ung vender ved navn Gudskalk for at tjene i kongens hird. Hans far Pribignev var en stærk tilhænger af kristendommen og forsøgte forgæves at kalde venderne tilbage til troen, som de havde svigtet. Han havde, mod sit folks sædvane, overladt sønnen til lærere der kunne give ham en boglig uddannelse, men da Gudskalk blev klar over at faderen var blevet myrdet af nogle sachsere der ønskede at underlægge sig vendernes land, lod han ikke de fredsommelige studier helt tæmme sin vilde natur. Omgående byttede han skolen ud med våben og sprang fra de boglige studier til en krigeruddannnelse, for han ville ikke forsømme sit hjemlands traditioner til fordel for en intellektuel skoling der hørte hjemme i udlandet. De lærde studier opgav han, for han ville hellere være en tapper hævner end en fej skoledreng, hellere dristig end flittig. Han adlød altså sin natur snarere end sin lærer, og da han omsider havde fået hævn, gik han i tjeneste hos Knud. Sådan blev den unge mand standset på selve tærsklen til lærdom da hans vildskab blev vækket, og en grundlæggede uddannelse ikke kunne lægge bånd på den råhed der lå ham i blodet.

17,4  I den samme periode berettes det at en række biskopper i Danmark blev efterfulgt af andre: Avoko afløste Gerbrand, og Odinkar den yngre blev biskop i Ribe.

17,5  Det kan også nævnes at når Knud rejste rundt i de tre omtalte riger, fordelte han sin hird, der omfattede seks tusind mand, på tres elegant udstyrede skibe, hvert bemandet med hundrede bevæbnede mænd. Hele sommeren lå disse mænd ude for at holde vagt om riget, men om vinteren plejede han at indkvartere dem forskellige steder. Deres sold fik de en gang om måneden.

17,6  Engang skete det, på den tid hvor skaberen valgte at give os del i sin udødelighed, at Knud indbød Ulf til gilde i Roskilde ved den årligt tilbagevendende helligdag, og da Ulf var blevet for fuld til at styre sig, begyndte han ud på natten at brovte og skryde og synge en vise om hvordan Knud for nylig havde tabt et slag fordi hans krigere druknede. Som kongen så det, gav Ulf åbenlyst ham selv skylden for den ulykke hans folk var kommet ud i, og det var en fornærmelse der gjorde ham så rasende at han besluttede sig for at det var under hans værdighed at vise gæstfrihed over for den mand der vitterlig havde taget hans tapreste krigere fra ham. Midt under selve måltidets højtid befalede han de omkringstående at dræbe Ulf, og sådan fik han sin fortjente straf for sin løbske tunge. Så da han i sin fuldskab sang om andres død, var det et varsel om hans egen. Og de bægre han så grådigt havde tømt, fyldte han atter med sit eget blod. Men det var selvforskyldt: for en mand der var skamløs nok til at bryste sig af at have drevet kongens mest fremragende styrker ud i en katastrofe, måtte lønnen blive bitter, ikke sød. Efter dette betalte Knud sin søster, som bod fordi han havde krænket slægtskabet og gjort hende til enke, to stykker land, som hun på sin side senere delte op for at betale tiende til den hellige Trefoldighedskirke i Roskilde, en kirke der omfattes med særlig ærbødighed.

18,1  Krigerne strømmede til Knud i stort antal, og deres gemyt blev en endnu større byrde end udgifterne til dem. Adskillige af dem var bedre udstyret med kræfter end med manerer, og de der førte sig blændende frem i krig, havde ofte et mindre klart billede af hvordan man udmærker sig i fredstid: de der var store mænd ude, kom til at virke simple derhjemme, og det var sjældent man fandt både kampgejst og dannelse hos samme person. Derfor havde mange af dem den farlige vane at skændes og slås i kongens gård.

18,2  Kongen lagde mærke til hvor forskellige de var både af nation, sprog og væsen (de følelser der drev dem var vidt forskellige og temmelig uklare: hos nogle var det vildskab, hos andre misundelse, hos atter andre ligefrem had), og for at lægge en dæmper på uromagerne udstedte han en særdeles nyttig gårdsret med nøjagtige bestemmelser, der skulle hindre ufordragelighed mellem de mange forskellige mennesker og anskueliggøre den modenhed en kriger bør udvise.

18,3  Han overvejede sagen meget nøje, og efter gode råd fra en mand ved navn Øpe Sjællænder, der var klogere end de andre og hvis ord havde større vægt, blev han overbevist om at forholdet til udlandet ikke måtte lide skade på grund af hjemlige forseelser. Derfor lagde han bånd på deres indbyrdes fjendskaber, ligesom han med strenge love holdt hirdens tilbøjelighed til uromageri i ave med en slags forbrødring. Og for at knytte høviskhed sammen med tapperhed fremelskede han en smuk opførsel hos de største af krigerne, ligesom han var meget opsat på at rense ud i hirden og, om man så må sige, tømme den for det pinlige bundfald af hæmningsløse slagsbrødre.

18,4  For at holde de mange slyngler ude fra sit hof besluttede han derfor at de, når de gik til bords, skulle overholde den rækkefølge i hvilken de havde modtaget kaldet til krigstjenesten: den der var var kommet først i tjenesten, skulle have den bedste plads. Når de ældste i hirden skulle have hæderspladsen ved bordet, skyldtes det at hvis de satte sig på må og få, ville man ikke kunne se forskel på deres fortjenester. Selv hvis én blev forsinket og først ankom efter at måltidet var begyndt, skulle han have sin plads blandt de siddende. Og hvis der var for mange til stede, og de havde sat sig så tæt at den der kom for sent, ikke kunne få et sæde, skulle den der havde sat sig på hans plads, rejse sig og tage den næste, og sådan skulle de alle høfligt rejse sig for hinanden lige indtil hele rækken af siddende havde rykket sig for at gøre hans retmæssige plads ledig, og den der sad på den sidste plads, havde forladt bordet.

18,5  Men hvis nogen var uforskammet nok til at holde fast ved en andens plads, skulle den han havde taget den fra, fremføre en klage over for de omkringsiddende og føre dem som vidner på tinge i en retssag mod skadevolderen, hvor han kunne opnå at den der trodsigt havde overhørt en ordre om at flytte sig, blev bortvist fra tjenesten i vanære.

18,6  Kongen havde dog ret til tre gange at nedsætte straffen for en mand der havde begået den forseelse. I så fald blev den skyldige i stedet sat et antal pladser tilbage i rangfølgen, svarende til det antal gange han havde nægtet sin kammerat den plads der tilkom ham. På den måde balancerede loven mellem strenghed og mildhed: den forenede hårdhed med barmhjertighed på en sådan måde at den tog hensyn til anger uden dog at fritage forbrydelser for straf. Men fjerde gang en mand gjorde sig skyldig i den samme forseelse, blev han bortvist fra krigernes bord. Så måtte han sidde for sig selv og ikke dele hverken fad eller bæger med nogen af sine kammerater. Var man tre gange blevet tilgivet, kunne man ikke undskyldes længere, for den der så mange gange havde gjort sig skyld i den samme forseelse, han havde fortjent sin straf for den. Trodsighed måtte straffes med tab af anseelse. Foragt for militær rang var noget der forargede kongen voldsomt, for en kriger der ikke forstod at respektere en ligemand, ville efter hans mening heller ikke vise en overordnet megen respekt. Den samme form for straf anvendtes over for mindre forseelser, som hvis en kriger havde råbt skældsord efter en anden eller sprøjtet øl på ham for at fornærme ham.

18,7  Kongen førte oftere krig til søs end til lands. Når der var brug for rytteri, måtte krigerne derfor selv skiftes til at passe hestene fordi de ingen stalddrenge havde. Men hvis én brugte en kammerats hest når hestene skulle vandes, og udelukkende red på dén, og ikke skiftevis på den og sin egen, faldt også han ind under den nævnte straf. For kongens omhu for at hans mænd holdt rene linjer, var så stor at selv ganske små brud på anstændigheden efter hans mening burde bringes til ophør med straf. Den der tre gange havde kastet negene ind i stalden på en sådan måde at hans egen hest fik kernerne af det fælles foder, mens en andens kun fik stråene, måtte efter samme fremgangsmåde enten fortsætte tjenesten i skændsel eller forlade den i vanære. Og med tilsvarende nidkærhed skred man ind over for dem der red gennem en å samtidig med en kammerat på en sådan måde at det vand der nåede hen til ham var plumret. Så omhyggeligt blev der hæget om hver detalje i hirdens indbyrdes høviskhed.

Den der blev overmandet af søvnen på sin post og sov så tungt at man kunne fjerne hans tøj eller våben, var hjemfalden til en lignende straf. Man mente nemlig ikke at kongemagten kunne være tjent med mænd der lod sig aflede fra den fælles vagttjeneste af privat sløvhed.

18,8  Men over for alvorligere forhold skulle der skrides hårdere ind. Hvis nogen havde øvet vold mod en anden, med hånden, med våben eller med en stok, eller vristet noget ud af hånden på en anden med magt, revet nogen i håret, eller endelig begået forræderi mod kongen, og hvis der forelå klare vidnesbyrd om hans skyld, blev han bortvist fra hirden og afskediget fra tjenesten som om han havde begået en kapitalforbrydelse. Den der havde lidt overlast, måtte først anmode kongen om at opstille sit dommersæde for at fælde dom over krigeren. Derefter måtte han stævne den anklagede for retten ved tre gange at udsende en gruppe stævningsmænd, hver gang bestående af mindst to af deres kammerater blandt hirdmændene. Hvis den anklagede der skulle trækkes for retten, besad ejendom, ville de normalt overbringe stævningen en gang hjemme hos ham selv og to gange i kongens gård ved hans plads ved bordet, hvad enten han var til stede eller ej. Hvis han ingen gård havde, skulle han stævnes tre gange på det sted hvor han plejede at sidde i kongsgården.

Når retsmødet gik i gang, skulle de mænd der havde krævet den anklagede for retten, aflægge ed på at stævningen var oprigtigt ment, og at de ikke i den forbindelse havde ladet sig lede af sym- eller antipatier. Herved fungerede de på en gang som stævningsmænd og vidner. Derefter stod der tilbage at to mænd aflagde vidnesbyrd mod den anklagede om den egentlige anklage. Men inden de gjorde det, blev de instrueret om at aflægge ed på at de ikke ville lade sig forlede af velvilje over for sagsøgeren eller af vrede over begivenhederne til at sige noget de ikke havde erfaret med egne øjne eller ører. I sager om højforræderi blev der normalt fæstet lid til det hørte, mens der i andre sager krævedes øjenvidner.

18,9  Hertil kommer at det ikke var tilladt at tilbagevise en anklage med et forsvar, for en anklage der var bekræftet af vidner kunne hverken imødegås af støtte fra tredjemand eller af den anklagedes egen tilbagevisning. Så stor vægt tillagde man vidnerne at det blev anset for vanvid grænsende til gudsbespottelse at anfægte deres udsagn. Derfor kunne en anklaget ikke med nogen mulig argumentation forsvare sig mod et vidneudsagns ildkraft, hvad enten han var skyldig eller uskyldig, og hvis han var anklaget ved ed, havde han ikke ret til at aflægge moded.

18,10  Efter vidnesudsagnene fulgte dommernes hårde dom, der fradømte den anklagede ære, ejendom, land og enhver funktion i hæren, som om han bevisligt var skyldig og intet havde at sige til sit forsvar. Samtidig blev hans fjender tilkendt ære og straffrihed. Der kunne afsiges dom hvad enten den anklagede var til stede eller ej, og ingen afstand kunne beskytte en mand mod at der blev ført vidner for anklagen og afsagt dom. Og når begge disse funktioner var fuldt udført, havde den anklagede ingen ret til at forsvare sig.

18,11  På dette tidspunkt overtog kongen endelig undersøgelsen og spurgte om de øvrige var enige i denne kendelse. Han havde udelukkende rollen som tilhører og overlod domsafgørelsen til krigerne selv, ud fra den tankegang at det ville være uanstændigt af ham at dømme de mænd han selv havde taget under sine vinger. Knud var bange for at fælde hårde domme over mænd der havde gjort ham store tjenester, og derfor henviste han de retstvister der blev forelagt ham til gårdsrettens afgørelse. Han foretrak en tavshed der bekræftede hans mildhed, frem for en dom der beviste hans strenghed. Når man så havde hørt krigernes svar, og det stod klart at hele forsamlingen kunne stemme for dommen, blev den dømte almindeligvis spurgt om han havde besluttet at flygte over land eller over havet. Kongen foretrak nemlig landsforvisning for dødsstraf, og han tillod dem selv at vælge flugtvej for ikke at være nødt til at øve vold mod dem.

18,12  Hvis den dømte havde valgt at betro sig til havet, skulle han følges derned af alle sine kammerater. Her fik han et skib med årer, proviant og en øse, og alle blev stående på stranden lige indtil de ikke længere kunne skimte årerne, hvis det var dem han sejlede med, eller, hvis det var sejl, ræerne. Så, endelig, fremsagde alle dommen endnu en gang, hvorefter de overdængede den flygtede med skældsord af den groveste art og som med en mund forbandede ham. Hvis et uvejr førte ham tilbage til stranden, blev han omgående behandlet som en fjende: så måtte han lide sin straf for at have krænket fællesskabet, og hans kammerater kastede sig ivrigt over ham for at fuldbyrde dommen og tage livet af ham. På den måde var flugten ikke alene vanærende for de dømte, men også farlig.

18,13  Hvis omvendt den bortviste hirdmand foretrak at flygte over land, skulle hirden på samme måde ledsage ham til en skov, hvor de alle, når han forlod dem, skulle vente indtil de var sikre på at han var langt væk. Derpå skulle hele hirden tre gange udstøde et vældigt råb: en larm så voldsom at det gav genlyd i hele skoven, og den der skulle flygte, ikke på nogen måde kunne tage fejl af retningen og forvilde sig tilbage igen. Så var alt højtideligt gennemført efter reglerne, men for at ingen skulle tro at han blev straffet uden dom, udtalte de til sidst allesammen, med hård og ubønhørlig strenghed, den endegyldige fordømmelse af den skyldige, hvorefter den der havde udelukket sig selv fra det prægtige fællesskab i hirden, måtte leve et liv i skam, omflakkende og fredløs.

18,14  Sådan fik de der brød hirdens disciplin, en vanærende dom der ubønhørligt henviste dem til et liv som udstødte. Det kongen ønskede forbryderne, var skam og skændsel, ikke døden – ja, i hans øjne var en vanærende straf strengere end dødsstraf. Men hvis en af hans kammerater stødte på den dømte og lod ham gå selv om han havde et våben eller en ledsager mere end ham, så fik han selv del i hans skam fordi han ikke turde straffe hans forbrydelse. Dette var reglerne for bortvisning af hirdmænd som ikke overholdt den opførsel der kræves i en kongsgård. I gamle dage skærmede lovens skjold på denne måde hirden mod alt der kunne sætte en plet på dens ære.

18,15  Hvis anklagerens vidnesbyrd ikke var fældende, havde den anklagede mulighed for selv at bevise sin uskyld i den forseelse han stod anklaget for, ved at aflægge ed sammen med seks kammerater. Og hvis en af hirdmændene forulempede en anden uden at vide at han også hørte til hirden, var det hans pligt at samle det samme antal kammerater til i fællesskab at aflægge ed på at det var en fejltagelse.

18,16  Dem der var domfældt efter lov og ret og dømt på den beskrevne måde, havde lykken forladt. De blev forfulgt af modgang, hvilket understregedes af at tre rigers biskopper højtideligt bandlyste alle der havde gjort sig skyldige i forseelser af den art. På den måde hvilede disciplinen på et dobbelt fundament – dels på kongen, dels på kirken – så man kan sige at det som mennesket beslutter, får sin bekræftelse i Guds dom. Lovens strenghed ophævede uenigheder, gjorde en ende på stridigheder, kvalte oprør og gav kongen en fredeligere hird. Senere hen blev strengheden dog lempet og erstattet med pengebøder – hvad enten det så skyldtes dovenskab eller mildhed fra kongernes side. Dette gjaldt dog ikke stokkeslag, fordi det er noget man plejer at bruge til at jage hunde væk. Det var vore forfædre for stolte til: for dem var et foragteligt slag den største skam man kunne komme ud for.

18,17  Nu ville tilfældet at kongen selv blev den første der brød sin egen lov og derved svækkede det retslige grundlag, der indtil da havde stået rent og uantastet. Det skete da han i fuldskab dræbte en af sine hirdmænd. Da det gik op for ham at han klart havde overtrådt de love han selv havde givet, blev han grebet af bitter anger. Han kaldte nu hirdens forsamling sammen, steg ned fra det kongelige sæde, kastede sig for alles øjne på knæ på jorden og befalede dem at straffe hans forbrydelse som de selv fandt det for godt. Han lovede dem villigt at underkaste sig den straf de bestemte sig for, og selv om han kunne have forsvaret sin handling med sin ophøjede position som konge, udsatte han sig for en afstraffelse som hirdmand, for han foretrak en ydmyghed der viste hans mildhed, frem for en magtanvendelse der viste hans arrogance.

Mændene gik grædende fra mødet og gav sig til at at drøfte sagen. Det stod klart for dem at en hård dom over kongen ikke ville være helt anstændig, og at den samtidig ikke ville tjene noget formål, for de var sig bevidst at uden ham ville de være som en krop uden sjæl, et let bytte for alle dem de hidtil selv havde haft magten over. Dertil kom, endelig, at hele hirden ville gå i opløsning hvis han blev straffet: De indså at hvis han blev forvist, ville dommen ramme dem alle, hans fald ville blive deres eget endeligt, dommen ville sætte dem alle i fare. Resultatet blev at de i deres usikkerhed på hvad de skulle mene om den vanskelige sag, og af frygt for at bruge den domsmagt de havde fået betroet, for mildt eller for strengt besluttede sig for at kongen selv skulle fastsætte sin straf. For i deres øjne burde man lægge større vægt på kongens vilje end på enkeltpersoners mening. De mente nemlig at kongens forseelse var tilgivelig, eftersom det stod klart at den var begået i affekt, ikke forsætligt. Altså gjorde de den anklagede til dommer, så den der ventede sin straf, også fik magten til at benåde. Og det var smukt gjort af dem at levere domsmagten tilbage til ham igen, ellers kunne de have afsluttet den vanskelige forhandling med en forhastet afgørelse hvor de enten forlangte for mild en straf for en kammerat eller for grusom en straf for en konge. Tidens besværligheder betød at kongen bevarede sit liv og helbred, som han nær havde forlist ved sin forbrydelse. Desuden mente de at han var straffet hårdt nok for sin forbrydelse ved at han, der stod på lykkens højeste tinde, havde bøjet sig så ydmygt.

18,18  Enden blev at de ærbødigt satte ham tilbage i højsædet med besked om at lægge rollen som den usikre fange af sig og i stedet blive den selvsikre dommer. Kongen besluttede så at betale for sin forseelse med penge. Og mens den normale bod for drab var fyrre mark penge, bestemte han sig for selv at betale en bod på tre hundrede tres. Til denne sum lagde han ni mark guld som gave, hvorefter han fastsatte ved lov at den samme bod i al fremtid skulle pålægges enhver der begik en tilsvarende forbrydelse. Af den samlede bod bestemte han at en tredjedel skulle tilfalde kronen, en tredjedel hirden og en tredjedel den dræbtes slægtninge. Og da han i dette tilfælde havde været nødt til at fungere både som konge og som anklaget, fordelte han sin egen portion til gejstligheden og de trængende i den formodning at en from gave kunne formilde Gud, alle menneskers fælles herre. Således optrådte han både som den nådige dommer og den gavmilde lovovertræder der efter den nødvendige bod kunne gøre sig håb om forladelse for sine synder.

18,19  Ellers var der i hans levetid ikke andre der brød hirdens lov og blev straffet efter den. Så længe der på denne måde bliver slået hårdt ned på uromagere, har krigerne ingen lyst til stridigheder. Når straffen skulle eksekveres blev der ingen hensyn taget til familiebånd eller slægtskab. Dommen blev eksekveret punkt for punkt med den strenghed som loven krævede. I vore dage derimod, hvor hirden i forhold til tidligere tider er sløv og efterladende, foregår der mere skandaløse ting mellem hirdmændene indbyrdes end uden for deres kreds, for i dag er der ingen der skrider ind over for forbryderne: den der burde straffe forseelserne, forsvarer dem, og ingen holder uregerlige krigere i tømme med virkelig fast hånd. Så den tradition for disciplin inden for hirden der gennem den lange tid den blev opretholdt, stadig var blevet stærkere, har vor tids herskere ikke skammet sig det mindste over at afskaffe. For når hjemmets fred kastes hid og did i oprørets brænding, rives de gamle sædvaner omkuld. Mod vilde og uregerlige rekrutter er der brug for en fast hånd, ikke venlighed og overdreven overbærenhed. Og netop i den retning står det klart at Knud udfoldede stor iver: han var stærkt og oprigtigt optaget af spørgsmål om hirdens disciplin.

18,20  Endelig kan det nævnes at det ikke var tilladt for en hirdmand at opsige tjenesten hos kongen eller for kongen at afskedige en hirdmand på andre dage end den sidste i året. Hele denne strenge justits bredte sig senere fra kongsgårdene til den daglige omgangstone i noget laverestående husstande, og det var længe normalt blandt mænd af lavere stand at efterligne deres foresattes disciplin.

19,1  I mellemtiden døde Sven, som på den tid havde ansvaret for Norge, og kort efter overgik styret i landet til hans far. Men for [ ] ville Knud hævne sig på Rikard, der havde forhånet det hellige ægteskab og krænket sin egen ægteseng ved at forstøde hans søster og førte sig frem som en urimeligt hård og hoven ægtemand. Han begav sig derfor til Normandiet med en stor flåde. Der modtog han kort tid efter den sørgelige nyhed at også Harald var gået bort, men han tog større hensyn til felttoget, som var hele rigets anliggende, end til sine egne følelser: han lod hæren avancere med samme fart som hidtil, tabte ikke modet og glemte ikke sin pligt, men holdt fast ved sit forehavende og lod sig ikke distrahere af sin personlige sorg så han tabte den samlede krigsførelse af syne. Med en usædvanlig selvbeherskelse holdt han de to sider af sin person, den stærke fader og den tapre hærfører, adskilt efter tid og omstændigheder, og den styrke hvormed han bar sønnens død, var ikke mindre iøjnefaldende end den hvormed han stræbte efter fjendernes. Rikard skyndte sig at komme angrebet i forkøbet, og flygtede til Sicilien.

20,1  I mellemtiden havde Knuds helbred fået et knæk af de store anstrengelser under krigen, og da han mærkede at hans krop var svækket og at også ånden snart ville svigte ham, kaldte han stormændene sammen og gav dem ordre om ikke at vende hjem før krigen var afsluttet. De ville uden tvivl sejre hvis de tog båren med hans lig på skuldrene og bar det frem i forreste række blandt de kæmpende som om det var hærføreren selv. Når fjenden så var slået på flugt, skulle de sikre hans aske et mindesmærke der ville blive husket, ved at begrave ham i Rouen og love byens indbyggere friheden. Franskmændene ville med glæde gå ind på betingelserne hvis de fik at vide at fjenden ville forlade deres område, og at de med en lille udgift kunne befri deres land for stor frygt. Hvilken umådelig energi hos en døende konge! Da hans mænd var endt i en håbløs situation, kom han dem til hjælp med forholdsregler der var mere levende end han selv var døende.

20,2  De efterlevende kunne takke den døendes skarpsindighed for at de overlevede. For krigerne bar nu båren med hans lig med i kampen, og det var en opmuntring der bar danskerne frem til sejren som kom den fra en levende. Det virkede som om den døde havde lige så stor betydning for deres succes som han havde haft mens han levede. Kort efter bad de borgerne i Rouen om lov til at begrave ham mod at de til gengæld lovede at drage væk. Fjenderne gik med glæde ind på vilkårene og gav hans aske et hvilested i deres by. På denne måde fulgte krigerne hans råd både om slaget, fredsaftalen, gravstedet og begravelsen: de bar den døde konge med i slaget på deres skuldre, og da sejren var hjemme og han var begravet, drog de hjem til sig selv uden at tage andet med sig end de forsyninger de skulle bruge.

20,3  Sådan endte Knuds liv. Og ingen af vores konger har vundet større berømmelse end han, selv om andre har vundet større sejre. Sagen er at hans gode rygte var så overbevisende at det fik hans bedrifter til at virke mere imponerende. Og derfor overstråler han med sin vældige berømmelse alle dem hvis bedrifter har været lige så fortjenstfulde som hans. Og mens glemslens mørke og tidens rust har fortæret andres storhed, hviler Knuds anseelse på stadig omtale gennem lange tider, og derfor sætter den til stadighed nye frugter i mindet, for han var både from og tapper og drog lige så stor omsorg for troens udbredelse som for rigets. Ja, han var ganske vist vidt berømt for sine krigeriske bedrifter, men ikke desto mindre dyrkede han også mere fredelige interesser: for egne midler oprettede han munkesamfund adskillige steder, ligesom han øgede antallet af kirker med nybygninger og styrkede ærbødigheden for kirken, som han altid selv havde lagt stor vægt på, med gaver fra kronens besiddelser. Også munkestanden efterlod han med større rigdomme, for det skulle ikke se ud som om han beskæftigede sig mere med det krigeriske end med fromhedsgerninger: det var hans håb at vinde lige stor ros for begge dele. Det var en stræben han ivrigt forfulgte, og derved sikrede han sig så stor og strålende berømmelse at mens de tapreste kongers krigeriske bedrifter er gået i glemmebogen, har eftertiden stædigt fastholdt en erkendelse af den berømmelse han gjorde så meget for at bestyrke.

21,1  I mellemtiden opholdt Sven Estridsøn sig i England, hvor han afventede Knuds tilbagekomst, og for at afskrække indbyggerne fra at gøre oprør, anlagde han militærforlægninger spredt ud over landet, for han stolede ikke på englænderne og ville ikke give dem yderligere styrke ved at lade det besatte land ligge ubeskyttet hen. Men da meddelelsen om Knuds død nåede nordmændene, fik deres skamfuldhed over at være underkastet udlændinge dem straks til at løsrive sig fra det danske herredømme og overgive kongemagten til Olavs søn Magnus, der havde tilnavn efter sin godhed. Hans far var kendt som en hellig mand, og det skaffede også ham selv folkets støtte. De nøjedes nemlig ikke med at vise hengivenhed over for faderen, men overførte også deres velvilje på sønnen.

21,2  I mellemtiden var Knud blevet nervøs for at gå i krig mod naboerne til trods for at han ikke var mindre chokeret over nordmændenes forræderi end over sin fars død. Han var bange for at det ville trække så længe ud at han mistede England mens han var borte, og mente derfor at det var klogere at bære over med et lille land der faldt fra, end at give et større land lejlighed til det samme. I hans øjne vejede frygten for det store problem tungere end det mindre problem i sig selv. Han afslørede derfor ikke hvor meget forhånelsen havde såret ham, og sluttede i stedet et forlig med oprøreren hvori han aflagde ed på at den af de to der døde først, skulle overlade sit rige til den anden, så ældgamle regeringstraditioner ikke blev ødelagt af en sprængning af rigerne, og det der før var en enhed, ikke blev splittet ad. At Danmark og Norge blev regeret i fællesskab, betød så meget for ham at han foretrak at det første var underlagt det andet, frem for at de havde hver sin konge – for ham var det at foretrække at udlændinge styrede fædrelandet, frem for at fædrelandets styre ikke omfattede udlændingene. Aftalen ville altså give et af de to lande storslået magt mens det andet skulle ende i usselt slaveri – og særligt tåbeligt blev det af at udfaldet var overladt til tilfældet. Dette forlig bekræftede begge parter ved ed.

21,3  Dernæst drog han til England, og da han så at Svens flittige indsats havde skabt fuldkommen fred overalt, gjorde han sin halvbror Edward, der var søn af en mand af samme navn i ægteskab med Emma, til medkonge – ikke fordi han nærede særlig broderlige følelser over for ham, men for at komme hans ambitioner i forkøbet med en rundhåndet gave. Hvis han fik en del af riget, kunne det måske afholde ham fra at stræbe efter det hele. Når Knud delte magten med ham, var det altså ikke fordi han respekterede ham og holdt af ham, men fordi han var mistænksom over den måde han indsmigrede sig hos folket, og den indflydelse hans fars slægt havde. Men Edward var mere simpel end sin slægt: han var temmelig ubegavet og en typisk middelmådighed. Da Knud havde regeret i to år, døde han.

21,4  I tillid til sit slægtskab med Knud, efterlod Sven sine militærforlægninger i England og sejlede skyndsomst til Danmark. Sine forhåbninger om at kunne beholde øen byggede han til dels på Godwins sønner, som han var temmelig nær i slægt med, men han gik også ud fra at medregentens tåbelighed og dovenskab ville bidrage. Det hørte Magnus, og uden at folket gjorde indvendinger, besatte han nu Danmark, som han jo havde ret til ifølge den gensidige overenskomst, og som Knud selv havde efterladt ham i sit testamente. Sven henviste til sit slægtskab, men heroverfor forelagde Magnus ham betingelserne i den fredsaftale der i sin tid var indgået. Han havde ingen skrupler ved på grundlag af et testamente at gøre krav på et rige som lå uden for hvad hans familie havde adkomst til. Men også danskerne lod sig lede af aftalen, som de havde bundet sig til ved ed: De mente at man måtte vise større loyalitet over for religionen end over for slægtsforbindelser. Derfor afvejede de de to rivaler mod hinanden – og valgte den fremmede på bekostning af den hjemlige. For de så nøjere på om en aftale var bekræftet ved ed, end på om en slægt havde ret til riget, og de følte mere for deres eget æresord end for deres fædreland. Deres samvittighed fik dem altså til at tage parti for en udlænding og forbigå Knuds slægt: de foretrak den uanstændighed at forstøde deres egen kongeslægt frem for at bryde den ed der bandt dem, afgav deres stemmer efter troskab, ikke smiger, og holdt på at de skyldte religionen mere end kongemagten. De ville ikke gå med til at løfte og mened skulle være to sider af samme sag. Hvor må retfærdigheden have haft vældig vægt mellem landsmænd dengang når den havde så stor styrke mellem mænd fra hver sit folk! Og gid religionen havde samme magt og indflydelse nu hvor den er vokset til, som den havde hos de gamle dengang den endnu var spæd og svag!

21,5  Sven, derimod, fandt betingelserne noget nær idiotiske og ønskede, uden held, at annullere sin fætters aftale, ud fra den tankegang at det ville være aldeles tåbeligt af dem at underkaste sig dem de før havde regeret over, at ofre hele folkets frihed af hensyn til en enkelt uklog ed og pludselig at afskrive et strålende herredømme til fordel for det ynkeligste slaveri. Men folkets ordholdenhed gik af med sejren, og de vedtog at en aftale havde større vægt end blodets bånd.

21,6  Men hvor danskerne var netop så pålidelige som Magnus kunne ønske sig, var englænderne så upålidelige at de benyttede sig af Svens godtroenhed og styrtede ham. For Godwins søn Harald håbede mod enhver anstændighed at kunne overtage magten over hele riget, og da Sven havde forladt England mødtes han med indbyggerne for at lægge planer, og her gav han ordre om at hele den danske hær – som jo var fordelt på en række forlægninger – samtidig, men hver sit sted, skulle inviteres til storslåede gilder. Men nogen ærligt ment høflighed var det ikke, for om natten da vinen og søvnen havde overmandet dem, fik han dem alle sammen myrdet. Så i løbet af et øjeblik den nat endte danskernes ældgamle herredømme, som deres tapre forfædre havde været så lang tid om at opbygge. Og skæbnen gav os det aldrig senere tilbage. På den måde genvandt England ved en forbrydelse den selvstændiged det havde mistet af fejhed.

21,7  Harald, der på en gang havde taget initiativ til nedkæmpelsen af danskerne og befrielsen af sit land, overlod kronen til Edward, ud fra en vurdering af hans afstamning, ikke hans åndsevner. Tanken var at mens den anden var regent af titel, kunne han selv være det i praksis – den position som hans afstamning ikke kunne skaffe ham, kunne han nå i ly af sin magt. Omvendt havde Edward kun sin betydningsfulde slægt, men ingen intelligens at støtte sig til, og hans kongelighed var en tom facade der gav frit spillerum for anløbne personer og respektløse stormænd. Landets konge var han kun af navn, i virkeligheden var han en ynkelig slave for stormændene og affandt sig med at andre høstede hele udbyttet, mens han selv stod tilbage med en skygge, en tom skal. Sådan delte de den højeste myndighed, æren og magten over englænderne imellem sig, og kongetitlen og den faktiske magt holdt de adskilt, ligesom på forskellige niveauer. Men Harald kunne ikke affinde sig med at regere på andres vegne, han ville have at hans storhed kunne ses. Derfor misundte han også Edward hans fornemme titel, så han gjorde hvad han kunne, for at overtage alle rigets værdighedstegn selv – og nåede sine længslers mål ved en forbrydelse: han slog kongen ihjel og annekterede den ærefulde titel som tilsyneladende var det eneste hans manglede.

22,1  Imidlertid besluttede Sven sig for at prøve lykken med en krig mod Magnus, til trods for at han kun havde få tilhængere at støtte sig til. Han havde ingen betænkeligheder ved at sende sine små og uorganiserede styrker i kamp mod en hel hær, så han begyndte, uden held, at føre krig i Jylland, først i et søslag og derefter i et rytterslag, men blev slået begge gange og måtte trække sig tilbage til Fyn. Så hans styrke var ikke større end hans styrker. Og da han indså at han ikke kunne regne med hjælp fra nogen, og at hans egne mænd havde lige så lidt respekt for ham som fjenderne, fortsatte han gennem både Sjælland og Skåne for at komme til Sverige, hvor han satte sin lid til sin fars forbindelser.

22,2  Magnus fulgte stædigt efter ham både til lands og til vands, men pludselig strømmede en vendisk hær ind i Jylland. Denne invasion gjorde sejrherren usikker på om det var vigtigst at jage den flygtende fjende ud eller at gå den truende fjende i møde. En af de fornemme vendere havde mistet tolv sønner i Danmark, allesammen sørøvere, og han overfaldt nu Jylland for at hævne sin barnløshed med vold. Folket bønfaldt indtrængende Magnus om at gribe til handling og gå i kamp, og enden blev at han lod sin rival undslippe og vendte sig fra den hjemlige fjende til den fremmede. Han glemte sine egne følelser til fordel for hele landets, kan man sige, for det måtte ikke se ud som om han tog sig mere ihærdigt af sine egne sager end af rigets. På trods af at magtforholdene endnu ikke var afklarede, betænkte denne hersker, der tilhørte en fremmed slægt, sig ikke et øjeblik på personlig at påtage sig en risiko der hørte ind under den magt striden stod om. Men natten før slaget kom til at stå, fik han et sikkert varsel i et drømmesyn. For mens han sov, viste der sig en skikkelse der forudsagde ham at han ville besejre fjenden, og at et varsel, en ørns død, ville give ham sikkerhed for sejren.

22,3  Da han vågnede næste morgen, bekendtgjorde han hele sit syn, og det vakte stor forundring hos alle. Men varslet skete nøjagtig som drømmen havde sagt, for mens hæren rykkede frem, så han med et den ørn drømmen havde vist ham, sidde ganske nær ved. Han fløj hen mod den på sin rappe hest, kastede sit spyd og ramte fuglen med sit lynsnare våben inden den kunne nå at flygte. Denne forbløffende begivenhed gav alle der så det, håb om sejr. Hæren modtog varslet med glæde og tolkede en ørns tilfældige død som et sikkert tegn på at fjenden ville bryde sammen. Ja, da de så hvor nøje virkeligheden stemte overens med drømmen, var de sikre i deres sag: de tog det de havde oplevet, som et varsel om succes, og det med så stor iver at de nærmest anså sejren for hævet over diskussion. Deres tillid til varslet indgød dem et sådant mod at de kastede sig ind i slaget uden at ænse faren, den ene hurtigere end den anden, som om sejren allerede var i hus. De greb den første den bedste lejlighed til at kæmpe, og kampen fik det udfald varslet havde forudsagt: venderne blev hugget ned til sidste mand.

22,4  Magnus stod som sejrherre, og succesen i dette slag gjorde ham umådeligt populær blandt folket. Med deres beredvillige støtte i ryggen stod han styrket da han genoptog forfølgelsen af sin tronrival, hvilket han gjorde med så meget større hidsighed eftersom hans medgang mindskede sympatien for Sven lige så hurtigt som den skaffede ham selv støtte. Folket vendte sig fra Sven, hvilket svækkede de styrker han havde tilbage, voldsomt, og ikke alene måtte han opgive håbet om at rejse nye tropper, han mistede også dem han allerede havde samlet.

22,5  Blandt dem der forlod Svens hær efter al denne modgang, var venderen Gudskalk. Han følte at han for længe havde kæmpet for en andens sag uden noget held, og da det nu stod klart for ham at alt håb var ude for hans herre, tog han sin afsked. Det generede ham ikke at lade sin herre i stikken, og efter hans mening var det klogere at prøve lykken på egen hånd end at være afhængig af andres held, så da han ikke troede på at der var udsigt til nogen bedring i kongens situation, ville han i det mindste gøre et forsøg på at hævne sin fars mord. Det gik som planlagt, for i en række slag underlagde han sig det vendiske område. Lige så uheldig han havde været i det fremmede, lige så uovervindelig viste han sig at være derhjemme. Men selv da han havde vundet den magt han stræbte efter, stillede han sig ikke tilfreds: som hævn for drabet på sin far overfaldt han senere hen Sachsen, for i hans øjne var der ikke megen ære i magt og rigdom hvis han ikke kunne føje hævn til kostbarhederne.

22,6  Magnus blev så højt elsket af sit folk fordi han havde forsvaret landet, at alle var enige om at give ham tilnavnet »den gode« – et navn som andre plejer at få for deres moral, men som han fik for sit berømte held. Men Sven havde nu helt opgivet ævret, og var, som jeg sagde, draget til Skåne, hvorfra det var hans hensigt at vende tilbage til Sverige (for der stammede han fra på fædrene side). Magnus optog forfølgelsen med stor hidsighed, men da han passerede byen Alsted, blev hans hest forskrækket over en hare der dukkede op foran dem, og kastede ham af så han ramte en træstub med strittende spidse grene og blev dræbt. Hans lig blev ført tilbage til Norge og fik en grav blandt kongernes gravmæler i Trondhjem. Sådan kastede himlens trofasthed sin støttes lys på Sven netop da skæbnen havde fanget ham i et spind af ulykker, og al menneskelig hjælp havde svigtet ham. Og en venlig skæbne gav ham det rige igen som en ublid havde berøvet ham.