Ellevte bog

1,1  Herefter fulgte en omtumlet periode hvor situationen i Danmark svingede frem og tilbage. Det var jo mere held end dygtighed der havde bragt Sven til magten, men hans tronbestigelse kunne ikke bidrage til at det danske rige genvandt sin tidligere storhed. For han var så uheldig med sit forhold til folket og så ineffektiv i sin magtudøvelse at han ikke kunne fremkalde nogen ægte ærbødighed hos sine undersåtter, der stadig udstrålede kulden fra deres gamle modsætningsforhold, endsige gøre dem mere venskabeligt indstillede – for de hadede ham af et godt hjerte. Man kan sige at resterne af deres gamle had var så fast forankret hos dem at de tog mere hensyn til deres egne følelser end til rigets behov og foretrak at fædrelandet mistede sin anseelse på grund af deres apati, frem for at den blev genoprettet ved den nye konges tiltrædelse. Når hadet én gang er sået og har spiret, lader det sig ikke let rive op med rode, for lige så nemt det er at svinge over fra sympati til had, lige så svær er overgangen fra had til sympati. Og har man én gang følt dyb foragt for et menneske, kan man sjældent tjene ham med oprigtig troskab, ligesom man sjældent bagefter kan opnå et hengivent forhold til en person man tidligere har haft voldsomme uoverensstemmelser med. Disse følelser, der stammede fra en brændende uenighed og blev holdt i live af misundelsens hemmelige flammer, var så voldsomme at de ikke alene tilintetgjorde ethvert håb om at han skulle yde noget storslået, men også tog glansen af de prægtige ting han faktisk udførte. Den holdning var et udtryk for deres foragt for den nye hersker, men også for deres trofaste beundring for den gamle, og den var på en og samme gang et bevis for deres nuværende uretfærdighed og fuldbyrdelsen af deres tidligere troskab.

2,1  I begyndelsen af Svens regeringstid døde biskop Aveke af Roskilde. Han blev efterfulgt af Vilhelm, en tidligere skriver og præst hos Gamle-Knud der ganske vist var englænder, men sad inde med fuldkommen dannelse og var fuldt fortrolig med alle en biskops pligter. Frem til dette tidspunkt havde Roskilde haft den kirkelige myndighed over skåningerne. Fra denne mands tid var bispedømmet delt. Men så snart Skåne havde fået den ene halvdel for sig selv, var det som om det straks igen delte den op mellem to byer lige ved siden af hinanden. Lund og Dalby delte nemlig straks overhøjheden over kirken mellem sig så de kom i strid indbyrdes over den dobbelte udøvelse af den samme værdighed, for det ene sted blev Henrik udnævnt til biskop, det andet sted blev Egin.

2,2  Men da Henrik døde af druk, overgik hele myndigheden over hans bispedømme og alle dets værdighedstegn til Egin, biskoppen af Lund, og begge disse to hele embeder smeltede sammen som til ét legeme, selv om det egentlig ikke var rimeligt at en fordrukken biskops velfortjente endeligt skulle gå ud over det ædruelige folks ære og værdighed. Men hyrdens skandaløse mangel på mådehold fik også konsekvenser for hans hjord, og den uskyldige by kunne takke deres fordrukne biskop for at de mistede bispedømmet. På den måde tog den ødelæggende hang til drikkeri livet af den ene mens sund selvbeherskelse og afholdenhed gav den anden vind i sejlene.

Dette er en forsyndelse der er uværdig for menigmand, og så meget desto mere for en biskop, og denne i bund og grund vanærende skæbne bliver til evig tid husket med hån og latter. Sådan lod denne drukkenbolt af en biskop sit embedes pragt gå til i svinsk drikfældighed: hans liv havde nedbrudt den, hans død gjorde en ende på den, og han tømte menneskelivets bæger med en sådan grådighed at han fortabte sin ret til det himmelske. Han skyldte sit embede hæder og ære, men gav det skam og skændsel. Han skulle have højnet moralen, men blev ophavsmand til ondt. Og det var løn som forskyldt da han der burde have været et eksempel for andre på afholdenhed og mådehold, betalte for sin manglende ædruelighed med så hæslig en skæbne. Mindet om ham er en betydelig skamplet på Danmarkshistorien eftersom han med sin aldeles latterlige død udøste sin private skændsel over hele folket.

3,1  På dette sted vil det være passende at komme ind på de store ting der er at sige om Harald. Da han havde mistet sin bror og ikke kunne være i sikkerhed i sit fædreland, søgte han tilflugt i Byzans. Her blev han anklaget for drab, og landets konge dømte ham til at blive kastet for slottets drage og sønderrevet. De holdt nemlig på at der ikke fandtes mere effektivt middel til ombringelse af forbrydere end dens bid. Da han skulle ind i fængslet, tilbød hans ubrydeligt trofaste tjener frivilligt at følge ham i døden. Han var ikke længere hans tjener, men hans kammerat, og han ville hellere gå i døden end svigte sin herre. Fangevogteren visiterede dem begge temmelig omhyggeligt før han sendte dem nøgne og ubevæbnede ned gennem åbningen til hulen. Tjeneren klædte han af til skindet, men af hensyn til blufærdigheden lod han Harald beholde et enkelt stykke linned om livet, og da Harald i hemmelighed forærede ham en armring, strøede han også småfisk ud over gulvet for at dragen skulle have noget til at tage den værste sult, men også for at de skinnende fiskeskæl skulle give de dømte bare en ganske lille mulighed for at se i det fængselsmørke der omgav dem.

3,2 Harald samlede nu knogler sammen fra ligene og snørede dem ind i sit linned så de blev holdt sammen i en klump der kunne gøre det ud for en slags kølle. Og da dragen kom krybende hen imod dem for grådigt at kaste sig over sit bytte, sprang han med en hurtig bevægelse op på ryggen af den og begravede en ragekniv, som han tilfældigvis havde gemt på sig, i dens navle, som var det eneste sted der var sårbart over for jern. Resten af slangens krop var tæt besat med stive skæl der kunne modstå hug og stik. Kong Valdemar, der elskede at høre om gamle begivenheder og fortælle dem videre, viste ofte denne kniv frem for venner og bekendte. Den var ædt op af rust og kunne dårligt skære længere. Som Harald nu sad, højt oppe på vilddyret, kunne den ikke gribe ham med sit vældige gab, såre ham med sine spidse tænder eller knuse ham med sin piskende hale. Imens slog tjeneren løs på uhyrets hoved med det sammensnørede våben, og han blev ved med at tampe løs med tunge slag til blodet flød, og dyret var dræbt.

3,3 Da kongen hørte det, slog hans hævntørst over i beundring, og han benådede Harald som belønning for hans tapperhed, for så modig en mand fortjente efter hans mening at leve. Og han nøjedes ikke med at eftergive ham hans straf, han viste også varme følelser over for dem, for han udstyrede dem både med et skib og en stor sum penge inden han lod dem rejse deres vej. Han burde have straffet ham for hans forbrydelse, men i stedet skånede han ham for hans mod, og han foretrak at hylde hans mandighed frem for at straffe hans forseelse.

4,1  Harald vendte nu hjem og invaderede Norge, og da han havde sikret sig magten der i landet, vendte han sig med sin hær mod Danmark. Sven samlede jyderne, og ved Djurså gik han med stor hidsighed, men med mindre fornuft, til angreb på den samlede norske styrke – og blev den lille, i kamp som han var det i mandskab: Hans medgang blev ikke større end hans hær, for hans indsats blev præcis så ulyksalig som den var overilet. Størstedelen af jyderne var så bange for modstandernes våben at de sprang i åen og kom fjenden i forkøbet fordi de mente at det var sikrere at bukke under ved egen kraft end for andres. Derfor fremkaldte de selv det de frygtede fra fjenderne, og når valget stod mellem de to skæbner, foretrak de at omkomme i bølgerne frem for at falde ved sværdet. Så mens de angstfuldt afviste én dødsmåde, greb de begærligt efter en anden, og mens de undveg deres modstander, udøvede de en fjendes grusomhed imod sig selv, som om man med større sindsro kunne udånde i vandet end i luften, og som om døden for sværdet var værre en døden i bølgerne. Ingen kan sige om det var en mandig eller tværtimod en kvindagtig død de valgte, og det står ikke klart om det var slaphed eller styrke der drev dem da de valgte døden, eftersom deres sind var i så voldsomt oprør at det ikke kunne afgøres om de var tapre eller feje da de tog deres eget liv.

4,2  Der gik kun kort tid før Sven, som leder af den slagne hær, havde suppleret sine styrker med mænd fra Skåne og Sjælland og enkelte andre øer og lagt sig med sin flåde i Nisåen, og da Harald nåede frem, sejlede han ud for at møde ham på åbent hav. Da danskerne holdt deres eget begrænsede antal op mod mængden af fjender, nåede de frem til at deres talmæssige underlegenhed måtte opvejes med sammenhold, og de begyndte derfor at surre skibene sammen i en lang række. På denne måde kom flåden til at danne et tæt sammenhængende hele der gav dem mulighed for at komme hinanden til hjælp i en fart. Denne tvang ville stålsætte dem alle, for de ville være ubrydeligt bundet til hinanden hvad enten det blev til flugt eller sejr, og ingen ville have mulighed for at svigte så urokkeligt et fællesskab. Så sikre var de på at der skulle tvang til for at styrke dem i deres svaghed.

5,1  Her er det vi møder dig, Aslak, Skjalm Hvides rorskarl. Og det er her en lovprisning af dine vældige evner som kriger skal indskydes. For under dette søslag mellem danskerne og nordmændene lod du dig ikke nøje med at udføre strålende bedrifter inden for dit eget skib, nej, du kastede alt hvad der beskyttede din krop, bortset fra skjoldet, sprang over i et skib der myldrede med fjender, og i fuld tillid til din egen styrke gav du dig til at tampe løs på dem med en egestamme du havde fældet til brug som rorpind. Med en regn af drøje slag knuste du alt hvad du kom i nærheden af, og i deres forbløffelse over de vældige, drønende hug lod de andre kæmpende hånt om den fare de selv stod i, for i stedet at betragte din heltedåd. Ja, selv de største krigere i begge hære blev grebet af forundring over din bedrift: du fik dem til at glemme kamp og strid og alle farer, du henrev dem så deres trang til at betragte dig var større end trangen til at tage vare på sig selv. Alle de tapre mænd så stort på den faretruende situation de stod i, og følte større forundring over dig end skræk for deres egen usikre skæbne. På denne måde udrettede du mere med din stav end de andre med deres sværd, du var utæmmelig, splintrede alt for øjnene af danskerne på den ene side og nordmændene på den anden, og ydede en indsats der er ganske ubegribelig hvis man ikke selv har set den. Så godt lykkedes det dig at bringe dine få kammerater på niveau med mængden af fjender at slaget mellem de to ujævnbyrdige parter trak ud til hen på natten uden afgørelse, og de ulige store hære fik lige stor medgang. Og til sidst, da du havde fået bugt med hver eneste mand på skibet, nogle med staven, andre i bølgerne, og selv var blevet ramt adskillige gange, men aldrig alvorligt, havde du ene mand vundet en blændende sejr over så mange fjender. Alt dette havde ikke været til at tro hvis ikke det stammede fra Absalons egen mund.

5,2  Men mens danskerne ingen udsigt havde til forstærkninger, fik nordmændene uventet hjælp fra en høvding der dukkede op hjemmefra. Da skåningerne så det, mistede de fuldstændig modet, og ganske stille, for ikke at blive afsløret af lyden, brød de flådens sammenhold: de huggede tovværket over, og så snart forbindelsen var brudt, sneg de sig i nattens mulm og mørke væk fra resten af flåden. Derefter tog de flugten med tyste åretag og sneg sig den samme vej tilbage som de var kommet, op ad åens slyngninger. Der efterlod de skibene, hvorefter de flygtede til alle sider i de uvejsomme egne – hvorved de har fortjent at blive plaget med bebrejdelser fra danskere til alle tider. Denne forargelige flugt var ikke kun uendeligt pinagtig for de implicerede, men sidder stadig som en skamplet på deres efterkommere.

5,3  Det blev nu atter lyst, men selv om Sven var rystet og beskæmmet over at hans flåde sådan stak halen mellem benene, havde han stædighed og mod nok til at stå fast, og han valgte at prøve lykken og kæmpe, frem for at flygte. Selv om han var ganske klar over sin underlegenhed både hvad skibe og krigere angår, sendte han den ganske lille styrke han havde tilbage, i kamp igen. Nu ville han bruge sin egen tapperhed til at vaske den skamplet bort som hans kammerater havde sat på ham, for han holdt på at krigernes mod betød mere i krig end deres antal. Men udgangen på dette slag, som han så ubesindigt indlod sig på, blev grufuld – for sejren fulgte hærens størrelse.

5,3 Skjalm Hvide, som i sin levetid kunne befale over tropperne fra hele Sjælland, blev, hårdt medtaget, omringet og taget til fange af en vældig flok fjender – ikke fordi han havde kæmpet fejt, men fordi blodtabet havde tappet ham for hans sidste kræfter. Sejrherrerne tog dog så meget hensyn til hans storhed at de – der ellers ikke havde for vane at skåne deres fanger – nøjedes med at sætte ham under bevogtning. De kunne ikke få sig selv til at bruge våben mod så stor og berømt en mand. Hans sidste uheld var nemlig ikke nok til at berøve dem ærefrygten over hans tidligere bedrifter. Men en mørk nat slap han bort fra sine vagter ved Gedesø.

5,4  Harald stillede sig nu ikke tilfreds med de to sejre, der ganske havde drænet danskerne for kræfter: gang på gang truede han dem med fjendtligheder. Hans manøvrer lagde et alvorligt pres på Sven, og Sven forsøgte at tage udfordringen op og forsvare fædrelandet, men hans resultater stod ikke mål med hans selvtillid. Efter de to nederlag turde han ikke en tredje gang vove pelsen og sende landets hær i kamp, for han kunne godt se at han havde tilføjet Danmark alvorlig skade de to gange han allerede havde indladt sig på ubesindige slag.

6,1  Imidlertid var Godwins yngre sønner blevet uvenner med deres ældste bror fordi de selv ønskede magten, og de holdt sig nu fri af hans forhadte herredømme ved frivilligt at forlade landet. For dem var det lettere at stå igennem et selvvalgt eksils mørke end at blive i fædrelandet hvor de måtte se på deres brors pragt og herlighed. De endte hos kong Harald i Norge. Her forpligtede de sig til lydighed og lovede at både de selv og deres land ville underkaste sig ham hvis han ville hjælpe dem til magten. I sin grådighed efter magt tog han med glæde imod flygtningenes tilbud, og den norske flåde satte kursen mod Englands kyst.

6,2  Tilfældigvis foretog normannernes hertug samtidig et tilsvarende angreb på øen fra en anden side. Den engelske kong Harald stod midt mellem to hold fjender, og eftersom han ikke kunne beslutte sig for hvem han skulle tage sig af først, lod han en tid lang vejen stå åben for dem begge. Denne afventende holdning tog nordmændene som et udtryk for frygt, og uden at bekymre sig om personlig beskyttelse kastede de sig ud i voldsomme plyndringer som om de var helt uden for fare. Men som de sådan stormede uforsigtigt frem og strejfede om i spredte grupper, blev de uden besvær hugget ned af englænderne. Denne udvikling udstyrede sejrherrerne med en vældig selvtillid, der gav dem mod til at forsøge hvad som helst. Men deres vovemod løb løbsk, og da de kort efter angreb normannerne, mistede de i et enkelt ulykkeligt slag al den hæder de netop havde vundet ved deres sejr. Og den overvundne konge ville have været sporløst forsvundet hvis ikke nogle bønder senere hen havde opdaget ham et afsides sted i ødemarken og udleveret ham.

6,3  Hans to sønner rejste straks til Danmark sammen med deres søster. Sven så stort på hvad deres far havde bedrevet, og tog imod dem med den hengivenhed slægtninge har krav på, og pigen giftede han væk til russernes konge, Valdemar, der også blev kaldt Jarislav af sine landsmænd. Han blev senere, gennem en datter, bedstefar til en fyrste i vor tid – en arving, ikke alene til hans blod, men også til hans navn. Sådan flød det britiske og det østlige blod sammen i vores konge så den forenede linje blev en pryd for begge slægter.

7,1  Harald – »den onde« som han blev kaldt på grund af sine forbrydelser – var altså bukket under, og nu hvor Sven var blevet fri for sin bitreste modstander, kunne hans styre, der tidligere dårligt havde kunnet holde sig på benene, skride fremad med raske skridt. Danmarks skib kom på ret køl og kunne stævne ud mod lykken for fulde sejl. Sven var vidt berømt for sin rundhåndethed og godgørenhed og kendt for sin fuldkomne medmenneskelighed på alle felter, og derfor gjorde han også en ivrig indsats med at grundlægge og udsmykke kirker, og han udviklede sit land, der stadig var en begynder på det religiøse felt, frem mod en langt mere forfinet gudsdyrkelse.

7,1 En ting satte dog en plet på hans høje moral: hans ubeherskede lyst til erotik. Det var ikke få unge piger af fin familie han tog mødommen fra, og selv om han ikke fik en eneste søn i ægteskab, fik han en hel række med elskerinder. Blandt dem var Gorm og hans bror Harald og Sven og dennes bror Ømund. Dertil kommer Ubbe og Oluf, Niels, Bjørn og Benedikt, der alle slægtede faderen meget på, men ikke havde megen lighed med deres mor. Det var en lignende ukendt forbindelse der gav ham de to sønner Knud og Erik, der blev det skønneste fædrelandet kunne fremvise. Men også datteren Sigrid, der senere blev gift med venderen Gudskalk, og som skal omtales i det følgende, var efter sigende født af en elskerinde.

7,2  Til sidst besluttede kongen dog at løsrive sig fra de fristende udsvævelser og den overdrevne dyrkelse af erotikken og lade sig binde af kyskheden i et ægteskab. Han ville gøre bod for de mange løse kærlighedsforhold ved at indgå et lovligt ægteskab med en enkelt hustru og ikke længere bruge al sin kongelige kraft i den slags senge. Som mål for sin trang til ægtefødte børn udså han sig den svenske kongedatter Gyda, der var en slægtning til ham selv, og hende tog han til sig i et skinægteskab hvor han regnede et samleje med hende for bryllup. Så han tog sig ganske vist sammen til at fejre et bryllup, men kun for at bruge ordet som sminke for sin vanære. Og ganske vist afstod han fra en forbrydelse, men kun for straks at kaste sig ud i en anden. I virkeligheden kunne man bedre affinde sig med at han holdt elskerinder fra andre slægter end sin egen, selv om denne erotiske praksis i begge tilfælde er kritisabel.

7,3  Dette kunne Egin og Vilhelm ikke lade gå upåtalt hen. Men de opnåede intet når de forsøgte at få kongen til at opgive det ulovlige forhold, bestormede ham med indstændige formaninger om at bryde forbindelsen og i skarpe, men berettigede vendinger irettesatte ham for hans blodskamsforhold. Men da det gik op for dem at de ingen vegne kom, uanset hvor indtrængende de kritiserede ham, klagede de til biskoppen i Bremen over hans ulovlige ægteskab, og på den måde overlod de det til deres foresatte at afgøre hvordan der skulle skrides ind. Fra ham modtog kongen en from og velgørende formaning om at han var skyldig i blodskam, men kongen mødte tugt med trusler og erklærede at den uforskammede kritik skulle han nok sætte en stopper for med sværdet! Han fandt sig ikke i at blive forulempet på den måde og fulgte hellere sine voldelige tendenser end de hellige love, for han ville hellere svigte sin tro end sin kone. Den historie fik ærkebispen til at flytte sit sæde fra Hamborg til Bremen af frygt for et angreb fra havet.

7,4  Det var faktisk hvad kongen overvejede, men det lykkedes Vilhelm med sine formanende ord at forhindre ham i at føre planen ud i livet. Med sine fromme og hellige råd fortrængte han en ophidselse der grænsede til vanvid, fra kongens bryst, og med stædig belæring drev han ham til at opgive sine hensigter. Og pludselig fik mere fornuftige tanker tag i kongen. Så snart hans læremesters sunde og nyttige forskrifter havde tvunget ham til besindelse, afbrød han den ulovlige kærlighedsforbindelse: han lagde sine usædelige lyster på hylden og lod sig skille fra sin hustru. Ikke alene undertrykte han sin vrede, han opgav også at opretholde den ulovlige forbindelse.

7,5  Gyda vendte hjem til sin fars hus, klædt som enke, og også hun levede et pletfrit liv til sin høje alderdom. Hun havde aflagt et løfte om kyskhed og givet afkald på samliv med mænd og ville ikke tillade sig selv noget nyt ægteskab eftersom hun havde bragt skam over sig selv i en illegitim forbindelse. Og hun gjorde alvor af den fromhed hun havde bestemt sig for: resten af livet tilbragte hun i ugift stand, og med opbydelse af den strengeste dydighed kompenserede hun for den synd hun havde begået i det ulovlige samliv, ved at afholde sig fra det lovlige. Men hun sad ikke med hænderne i skødet og så livet løbe forbi: hun gjorde sig det til en vane hver dag at arbejde på udsøgte dekorationer til kirkerne og så til at hendes tjenestepiger altid passede det samme arbejde. Blandt hendes værker er en messehagel, smykket med broderier og syet med vidunderlig kunstfærdighed af de kostbareste stoffer, som hun skænkede til Roskilde Domkirke. Og derudover fremstillede hun også en hel del andet kirkeligt udstyr til brug ved messen.

7,6  De gejstlige Sven omgav sig med, skulle være så uangribelige i deres optræden som muligt. Og selv om han havde stor respekt for deres lærdom, interesserede han sig endnu mere for deres moral, for han fandt det upassende at inddrage nogen i sin nære omgangskreds af hensyn til boglige fornøjelser alene. Så sikker var han på at oplæring i anstændighed vejede tungere end skolekundskaber, at han foretrak at udvælge gejstlige efter deres personlige egenskaber frem for deres lærdom og hellere omgav sig med trofaste end med lærde tjenere.

7,7  Blandt dem han havde lukket ind i sin nærmeste kreds, var en nordmand ved navn Sven, der var udstyret med alle tænkelige personlige kvaliteter, men ikke havde noget ordentligt kendskab til bøgernes verden. Han havde været ombudsmand før han blev præst, og selv om det lå lidt tungt med hans latinkundskaber, udtrykte han sig glimrende på sit modersmål. Da de andre så at deres evner ikke havde så høj en stjerne hos kongen som hans godhed – som de ikke kunne måle sig med – fik de lyst til at gøre ham grundigt til grin med nogle narrestreger der kunne hænge ham ud som et uvidende fjols. Så en dag da han skulle forrette messen, lagde de, for at lave sjov med ham, en messebog foran ham hvor der var slettet et par bogstaver. Og da han højtideligt skulle bede en bøn for kongens sikkerhed med bogens ord, hvor kongen skulle omtales som »Herrens tjener«, havde hans rivaler forvansket teksten fra famulus til mulus – så han kom til at skælde kongen ud for »Herrens muldyr«! For hans kundskaber rakte ikke til at rette fejlen og erstatte det slettede. De omkringstående modtog hans uvidenhed med muntre grin, som snart blev til ubehersket latter, så andægtigheden blev til det rene spøg og skæmt da de lod sig rive med af løjerne.

7,8  Da handlingen var forbi, fik kongen messebogen ned fra alteret, og da han så at misundelige hænder havde vandaliseret bogen, og bemærkede sporene efter den rettelse der var årsag til den tåbelige bøn, blev han forarget over denne misundelse mellem kolleger, og han bebrejdede spasmagerne deres lumpne opførsel og erklærede at deres skinsyge var en langt større brist end Svens uvidenhed. Det skulle ikke vare længe, tilføjede han, før Sven kunne bebrejde dem der havde leet af ham, for uvidenhed. Derpå rådede han ham til at rejse til en skole, og udgifterne tilbød han selv at betale. Den historie fik ham heller ikke til at omgås Sven spor mindre end han plejede, for det måtte ikke se ud som om han bøjede sig for misundelse i stedet for at bekæmpe den.

7,9  Sven drog af sted og kastede sig med stor energi over studiet af de frie kunster. Han var meget ivrig efter at få indblik i skrifterne, som han hidtil ikke havde gjort det store ud af, og derfor tog han en uddannelse ved en skole i udlandet, hvor han udviklede sine gode anlæg for lærdom og fik et godt greb om latinen. Dette sprog studerede han til bunds, og med stor lærenemhed lærte han sig glosernes betydning og hver eneste regel i grammatikken: ingen kunne længere kalde ham en klodset bondeknold, og ved stadig øvelse opnåede han efterhånden en udsøgt veltalenhed. Hans brændende lyst til at samle sig viden betød at han vendte hjem som en fremtrædende mand blandt de lærde, og efter ganske kort tid stod det klart at de der før havde hånet hans uvidenhed, nu var fulde af beundring for hans evner.

7,10  Vilhelm var den af kongens venner der stod ham allernærmest, og sympatien var gengældt. For kongen viste ham endnu større opmærksomhed end de øvrige, og denne hengivenhed og agtelse besvarede han med en enestående troskab. Disse trofaste mænd satte kongen al sin lid til, de var, kan man sige, hans pålideligste tjenere, som stod vagt ved hans side.

7,11  Det smukkeste vidnesbyrd om biskoppens viljekraft og det usvigeligste bevis på kongens ydmyghed gav dog den følgende begivenhed. Kongen fejrede engang den hellige omskærelsesfest med et gilde for stormændene, og under festen havde han hørt at nogle af dem i det skjulte havde skumlet imod ham og omtalt ham mindre ærbødigt. Han gik ud fra at de i deres fuldskab og kådhed var kommet til at røbe et hemmeligt forræderi, og i sit raseri sendte han nogle folk af sted for at dræbe disse mænd når de om morgenen kom til Trefoldighedskirken for at bede – som om det hellige hus var et særligt velegnet sted at myrde mennesker. Ikke alene forsyndede han sig mod sine gæster, han lagde altså også helligbrøde oven i forbrydelsen, omskabte fromhedens hjemsted til et grusomhedens værksted og gav efter for sin blodtørst uden det ringeste hensyn til sted eller tid.

7,12  Biskoppen blev naturligvis rystet over denne krænkelse af kirken, men i første omgang lod han som ingenting: han modtog beskeden uden på nogen måde at afsløre sin forargelse over for sit følge og ventede i stedet på en passende lejlighed til at tage hævn. Den kom da han i sin egenskab af biskop skulle forrette messe: ikke alene undlod han at gå kongen i møde for at give ham en værdig modtagelse – nej, da Sven ville træde ind i kirken, stillede han sig i fuldt ornat ved dørtærsklen, og uden at tage hensyn til deres venskab spærrede han ham vejen med sin stav. Han erklærede ham for uværdig til at få adgang til det Guds hus hvis hellighed han havde besudlet med borgeres blod, hvilket var et groft og vanærende brud på freden. Nu tilsidesatte han hans titel og kaldte ham ikke konge, men menneskeslagter. Og han nøjedes ikke med at irettesætte den skyldige, han satte spidsen af sin stok imod hans bryst og lærte hans forhærdede sind at angre det mord han havde givet ordre til.

7,13  Vilhelm satte respekten for den fælles kirke over sit private venskab, for han var sig fuldkommen bevidst at ét er hvad man skylder sine venner, noget ganske andet er en præsts pligt til at straffe ugerninger uden at gøre forskel: slavers på lige fod med herrers, fribårnes ikke mildere end undersåtters. Og skønt bortvisningen kunne have været fuldt tiltrækkelig, lyste han oven i købet kongen i band, og han var ikke bange for at proklamere dommen op i hans åbne ansigt. Så efter denne forbløffende opvisning af dødsforagt er det ikke til at sige om han ramte kongen hårdest med hånden eller med ordet da han tvang ham i knæ med voldsomme bebrejdelser og først straffede ham med stemmen, derpå med sin højre hånd, hvorved han fik ram på det onde i et bryst hvor han tidligere selv havde fremelsket det gode. Når det drejede sig om så åbenlys en forbrydelse, mente han nemlig ikke man burde vente for længe med straffen, for han formodede at det var lettere at tage forseelsen i opløbet – mens den endnu lå i vuggen – end senere når den havde vokset sig større. Ellers kunne udsættelsen give næring til forbrydelsen så den med tiden voksede sig endnu stærkere. Så ligesom det var et ubehersket anfald af hidsighed der drev kongen mod forbrydelsen, var det den strenghed der kommer af iver i troen, der drev biskoppen til at føre straffen ud i livet. Ved håndfast at tage religionen i forsvar formåede han på en gang at sikre sin egen stand den tillid den fortjente, og at sætte en sund grænse for andres vildskab. Det måtte ikke se ud som om han forsømte sit ansvar for de højtidelige handlinger, og derfor skred han ind med en strenghed som kendte han ikke til tilgivelse, for han følte ikke at han kunne være en ven over for en fjende af det hellige, eller fremstå som kongens mand i højere grad end som biskop. I øvrigt optrådte han kun tilsyneladende som fjende, men i virkeligheden som ven, eftersom han bedre kunne gengælde de beviser kongen gav på trofast sammenhold og dybfølt venskab, med retfærdig strenghed end med uretfærdig partished. Derfor lagde han for en tid mildheden til side og lod sin blide natur vige for bryskhed, for som han så det, var det kun rimeligt for en stund at låne lidt af andres grusomhed for at styrke kirkens justits.

7,14  Da nu en flok krigere fór ind på ham, formåede han derfor at bevare roen: han ignorerede de sværd de holdt mod hans hals, og viste samme storhed nu hvor han så stort på faren, som dengang han gav årsag til den. Så stor sjælsstyrke besad han, så rigeligt var han udstyret med ædel åndskraft at han i sin tillid til Guds kærlighed forekom hævet over menneskelig frygt. Kongen greb nu ind og forhindrede at han blev dræbt, og da han så at det ikke var et øjebliks ophidselse, men troen på at streng justits må opretholdes udadtil, der havde drevet Vilhelm, overvældedes han af skam og samvittighedsnag, og det der plagede ham mest, var skammen over hans egen forbrydelse, ikke bortvisningen. Han vendte omgående tilbage til kongsgården, og efter den ydmygende irettesættelse førte han sig mere forsigtigt frem: nu lyttede han uden indvendinger til de samme harmdirrende, men værdige ord.

7,15  Derpå aflagde han sin kongelige klædning og iførte sig en gammel, slidt dragt i stedet: nu ville han hellere bevidne sin sorg med en hæslig påklædning end vise hovmod med pragt. For biskoppens sørgelige dom havde rystet ham så dybt at han ikke længere kunne holde ud at bære den kongelige pragt, men kastede alle kongemagtens værdighedstegn til side og anlagde en iøjnefaldende bodskappe. Ja, sammen med dragten lagde han også magten fra sig, og den gudsbespottende tyran endte som den der trofast holdt det hellige i hævd. Nu gik han nemlig barfodet tilbage til pladsen foran kirken, hvor han kastede sig ned i indgangen, ydmygt kyssede jorden og lod ærbødighed og selvudslettelse lægge bånd på den sorg der som regel er allervoldsomst når den skyldes ydmygelse. Og fra dette øjeblik søgte han ikke længere hævn for afvisningen. Nu sonede han, i skamfuldhed og anger, den synd han havde begået med sin grusomme befaling.

7,16  Jeg tror hans sjæl var midlertidigt tvunget ind i ondskaben, den boede der ikke, for præcis som hidsigheden først drev den til en forbrydelse, sådan satte en fuldkommen afbalanceret selvbeherskelse og ydmyghed den senere på ret hold igen. Hvilken mildhed må han ikke have været i besiddelse af når han ikke alene kunne lade en biskop der åbenlyst havde anvendt sit embedes strengeste magtmidler imod ham, gå ustraffet bort, men oven i købet kunne få sig selv til at bede ham om tilgivelse på sine grædende knæ og gøre sig fortjent til nåde ved hjælp af såvel skamfølelse som anger? Guds nåde vindes nemlig med eftergivenhed, ikke med magt, det vidste han, og derfor forsøgte han at opveje sin grufulde forbrydelse med ydmyghed og bitre tårer. Og ikke nok med det: selv om en ganske lille plet på hans ære havde bragt ham helt fra sans og samling, vækkede vanæren også en styrke i ham som han brugte til at undertvinge vreden. Og voldsomheden i det overgreb han med sin grusomme befaling havde begået mod kirken, blev ligeligt opvejet af den ærbødighed han viste den da han selv var brudt sammen.

7,17  Men da han optrådte på den måde, blev han også mødt med en helt usædvanlig støtte og barmhjertighed fra kirkens mand. Biskoppen havde i mellemtiden begyndt salmesangen, og koret havde sunget første del, men da han skulle til at lade Gloria følge efter den græske bøn, som det sig hør og bør, fik han af sit følge besked om at kongen lå i bøn foran indgangen. Han afbrød messen og bad præsterne holde inde med salmesangen, hvorefter han gik ned til indgangen. Her spurgte han kongen hvorfor han optrådte sådan, og da denne havde bekendt sin forbrydelse, lovet at betale bod til kirken og bedt om præstens hjælp og tilgivelse, tilbagekaldte han straks sin bandlysning, hvorefter han omfavnede ham som han lå der, og bad ham tørre tårerne bort og lægge sørgedragten for atter at iføre sig sin kongelige pragt, og sit kongelige sind. For, som han sagde, det gik ikke an at bringe sine personlige sorger med ind i den fælles glædesfest. Han kunne nemlig ikke bære at se ham med så ydmygt et ansigt, alt for ydmygt til hans værdighed, eller at se ham komme krybende til dørtærsklen i bøn, og han trøstede ham derfor med venlige ord og befalede ham igen at tage den dragt på han tidligere havde båret, og som var en konge værdig, så han kunne træde ind med større pragt – for efter Vilhelms mening var han allerede blevet straffet tilstrækkeligt når han havde tvunget sig selv til at optræde så ydmygt og kaste sig så bønfaldende til jorden.

Da han derefter havde givet kongen nærmere ordre om den bod han skulle betale, bad han det talstærke kor der deltog i messen, komme kongen i møde for at give ham en værdig modtagelse, hvorefter han straks ærbødigt bød ham velkommen og, under jubel fra alle sider, førte han ham op til alteret. På denne måde lod han værdighed og høviskhed tage brodden af det voldsomme indtryk han først havde givet, og smuk overbærenhed opveje den hæslige bortvisning.

7,18  Og hans beundring for angeren var ikke mindre end hans strenghed over for forseelsen. Ja, kongen græmmede sig stadig, men Vilhelm tog bekymringerne fra ham, gav ham hans selvtillid tilbage og ryddede hans vej for al privat sørgmodighed med de offentlige lykønskninger. Og således lykkedes det ham med sin fromme strenghed at sone den synd som den rasende mand havde begået med sin forbrydelse. Men også folket roste kongen i høje toner for hans beundringsværdige beskedenhed og erklærede at hans fromhed nu hvor han angrede, langt overgik hans ondskab da han afgav ordren. Biskoppen havde nu gennemført sin opgave som den strenge og fromme dommer, han optrådte besindigt både hvor der krævedes hårdhed og mildhed, og holdt ikke mere igen med tilgivelsen end med tugtelsen. For selv om han skred strengt ind over for kongens uforsonlighed, tog han mildt imod hans beskedenhed og forenede fromhed og retfærdighed på en sådan måde at han hverken afviste den bønfaldende eller tog imod den hovmodige. På det punkt var han det perfekte billede på faderlige følelser, for som en far fulgte han irettesættelsen op med kærlige ord, og han nægtede både at tage den overmodige i sin favn og at vise den ydmyge fra sig.

7,19  Herpå genoptog han den afbrudte altertjeneste og sang Gloria til forherligelse af den evige fader efter kongens udsoning, og glæden var så ganske særligt dybfølt eftersom den fulgte efter så afskyelig en grund til sorg. Kongen selv hvilede ud i to dage, men på den tredje dag trådte han midt under selve messen op i kirkens højkor, klædt i sit kongelige skrud, og lod højtideligt en herold skaffe ro, hvorefter han i alles påhør rettede de alvorligste anklager mod sig selv og erkendte at han havde krænket kirken groft. Derpå roste han den overbærenhed biskoppen havde vist ved så hurtigt at tilgive så stor en forbrydelse og igen give den der var skyldig – om ikke ved egen hånd så med sin ordre – adgang til kirkens handlinger. Som bod for denne grusomme ordre bekendtgjorde han nu at han ville give halvdelen af Støvnæs Herred som gave til kirken. Og han skammede sig ikke over at lade alle de mange tilstedeværende høre om hans vanære.

7,20  Denne begivenhed skabte en ubrydelig enighed mellem kongemagten og gejstligheden. For ikke alene bevarede kongen sit gamle venskab med biskoppen usvækket, han styrkede også hans stilling: den velvilje hans tjenester afstedkom, oversteg den vrede hans fornærmelser vakte, for han indså at Vilhelm ikke havde været vred på egne, men på den krænkede kirkes vegne da han følte sig kaldet til at stå op imod kongen. Svens reaktion på Vilhelms forbløffende viljekraft var – som også Vilhelms på hans egen fromme ydmyghed – urokkelig hengivenhed. Og samtidig bad de begge daglig for at en sådan samklang mellem to mennesker ikke skulle brydes af at den ene døde før den anden. De kappedes indbyrdes om at vise hinanden deres vældige hengivenhed, og deres uendeligt trofaste kammeratskab fik i den grad næring af den agtelse de havde for hinanden, at man snarere må se det som et ligeværdigt venskab end en herres fortrolige forhold til en undersåt.

8,1  Jeg vil nu gå videre til Knud, Svens søn, som en lykkelig skæbne havde overøst med fornemme naturlige gaver, og som gav så fine prøver på sine evner at han var langt forud for sin alder. Han samlede nemlig en gruppe unge mænd og tvang de frygtede sørøvere fuldstændig i knæ, og fik på denne måde en glorværdig ungdom med sejre over både sembere og estere mens hans styrke stadig voksede, langt ud over det fundament hans far havde lagt. Denne sejr var et varsel om hans fremtidige magt. Han lå bestandig på vagt for at forøge og sikre sit rige og gjorde sit for at komme til at stå som ophavsmand til ting som han på grund af sin unge alder dårligt nok kunne være tilskuer til. Og dertil kom at han konstant trænede sin ungdommelige krop for at få styrke til at føre krig med kraft og energi og til at bære våben som en mand. Og med denne krigeriske styrke voksede efterhånden hans rygte til en sådan berømmelse at man skulle tro at Knud den Stores ånd og lykke var blevet vakt til live i ham sammen med hans navn – hvorfor der heller ikke var nogen der tvivlede på at han skulle følge sin far på tronen. For var han moden til at vise tapperhed, var han vel også gammel nok til tronen. Heller ikke gavmildhed manglede han i sin ungdom. Hans ældre bror Harald var til gengæld umådelig sløv og slap og tilbragte sin første ungdom dybt hensunket i en stadig ugidelig døs.

9,1  Til sidst, da Sven var højt oppe i årene og temmelig affældig, blev han ved byen Sadderup i Jylland angrebet af en febersygdom, der lagde ham alvorligt syg. Mens den ondartede væske rasede, og han mærkede at den sidste pine nærmede sig, samlede han de sidste spage kræfter han havde tilbage, og bad de tilstedeværende sørge for at han blev begravet i Roskilde – og han lod sig ikke nøje med et løfte, men tvang dem til at sværge på det. Dette hellige sted havde kongerne nemlig fra gammel tid sat meget højt, og ligesom det var deres sæde mens de levede, var det blevet sædvane at de fik deres grav dér når de døde.

9,2  Disse mænd bragte nu kongens lig med sig i et prægtigt optog, og de var nået helt over til Sjælland inden ordren om at komme dem i møde nåede frem til Vilhelm. Han tøvede ikke et øjeblik, men skyndte sig af sted til byen, hvor han tilkaldte graverne og gav dem ordre om inde i selve Trefoldighedskirken at grave først en grav til kongen og derefter en til ham selv. Graverne forestillede sig at den besked var et udslag af bispens sorg, ikke hans virkelige vilje, men da de indvendte at det var de døde, ikke de levende der havde brug for grave, erklærede han at de ville komme til at tage sig af hans begravelse inden kongens. Det havde altid været hans bøn at dø sammen med ham, sagde han, og det ønskede han ikke at lade sig snyde for. Mændene var aldeles himmelfaldne og anså ordren for noget nær vanvittig, men han tvang dem til at adlyde med trusler om straf hvis de ikke gjorde det. Så sikker var han på sin død, til trods for at hans krop endnu ikke fejlede det mindste.

9,3  Derpå drog han af sted så hurtigt hesten kunne bære ham, for at møde ligtoget, men da han nåede Topshøj Skov og fik øje på to umådeligt høje træer i vejsiden, gav han sine folk ordre om fælde dem begge to og fremstille en ligbåre af dem. Mændene, der troede det var en båre til kongen de skulle bygge, gjorde som befalet og lagde så den færdige konstruktion på ryggen af et par særligt stærke heste. Da biskoppen havde passeret skoven, opdagede han at kongens ligtog befandt sig lige i nærheden, og han gav da kusken ordre til at standse, hvorpå han straks tog sin kappe af som om han ville holde hvil, bredte den ud på jorden og kastede sig ned på den. Derpå løftede han hænderne mod himlen og bad Skaberen om at gøre en ende på hans liv hvis han havde tjent ham tilfredsstillende. Han var virkelig ikke det mindste bange for sin skæbne og foretrak at følge sin ven i døden frem for at vige fra hans side her i livet. Med disse ord sov han stille ind, som om han lå derhjemme i sin seng. Hvilken umådelig samhørighed mellem to mennesker – selv glæden ved at leve videre kunne den fordunkle!

9,4  Da hans tjenere undrede sig over at han blev liggende så længe, og forgæves forsøgte at få ham op at stå, opdagede de at han var død. Så nu havde de alle et nyt og uventet dødsfald at sørge over. Hans folk lagde ham på båren og førte ham derfra foran kongen, så den der var død sidst, kom først i ligtoget. For mens det var mænd der bar Svens båre på deres skuldre, blev Vilhelm båret af heste, og på den måde førte han an som en slags kusk for Svens ligfærd. Det var da også ham der nåede først frem til kirken, og sådan gik hans spådom i opfyldelse. Med dette forbløffende endeligt slog han helt fast at hans hengivenhed for kongen bundede i ægte følelser, ikke i kongens position. Nu fulgte en prægtig begravelse, hvorefter de blev nedlagt i hver sin grav ganske tæt ved hinanden. Det er et beundringsværdigt venskab hvor den efterladte, ved den enes død, mister enhver fornøjelse ved livet og kun har lyst til døden.

9,5  Herefter blev Sven Nordmand, som jeg har omtalt ovenfor, enstemmigt valgt af de gejstlige til at overtage bispestolen.

10,1  Valget af en efterfølger til kongen var der til gengæld delte meninger om i befolkningen. Flertallet af danskerne huskede nemlig på hvor store farer Knud allerede havde udsat dem for selv om han stadig kun var menig borger, og var bange for at det ville blive værre hvis han blev konge. De mistolkede bevidst hans menneskelige kvaliteter og bedømte hans fortjenester så urimeligt at de rakkede ned på alt det der burde have sat hans berømmelse i vejret, skar ned på de belønninger hans egenskaber berettigede ham til, og belønnede hans strålende bedrifter med afvisning og vanære. Og præcis som deres skræk for at bestille noget fik dem til at hade ham, fik deres lyst til driverliv dem til at sætte pris på Harald: de foretrak sløvhed for vovemod og ville hellere regeres af en ugidelig konge end af en tapper. Det var derfor de ikke tog det ringeste hensyn til Knuds strålende evner, og derfor de uden at rødme gav et dårligt menneske den høje post de nægtede et godt menneske – afviste mod og styrke og hyldede sløvhed og dovenskab. Men denne utaknemmelige holdning tilslørede de med en falsk fernis af fornuft idet de hævdede at Harald som den ældste havde krav på riget efter selve naturens ret. En aldeles uhørt holdning! Den ene var blevet upopulær på grund af sine fortrin, den anden var blevet velanskreven på grund af sine mangler.

10,2  Skåningerne var de eneste der fulgte deres følelser for hvad der var ret og rimeligt: de beundrede Knuds fine egenskaber og afskyede Haralds driverliv.

Nu mødtes folket så ved Isøre for at holde valg. På det sted bliver havets vældige flade lukket ind ad en ganske smal åbning hvor landet snærer sine kyster sammen om de frådende vande i et snævert svælg. Midt ude i bugten ligger der sandbanker, der gemmer skjulte farer for de søfarende, for de kommer til syne ved lavvande, men bliver dækket ved højvande. Den skånske flåde lagde til på østsiden, de øvrige på vestsiden.

10,3  Her talte nu de to brødre på hver sit sted til hver sine tilhængere. Da Harald havde kaldt sine meningsfæller sammen, erklærede han at han på ingen måde anså det for en fornærmelse hvis hans bror blev foretrukket frem for ham selv, bortset fra at det nu var faldet sådan ud at han ved fødslen havde fået anden rang, og at det ville være latterligt hvis den yngste skulle vinde over den ældste. Selv om den anden virkede mere moden, havde han selv et fortrin i naturens rækkefølge og alderens forrang. Desuden ville det være helt uacceptabelt hvis det skulle komme den anden til gavn at han havde pint og plaget sine landsmænd og bragt riget i fare, mens det skulle være en hindring for hans eget valg at han havde holdt fast ved sin mildhed over for alle – de skulle jo ikke bedømme brødrenes fortjenester sådan at de belønnede deres egen ulykke med velvilje, og deres lykke med afvisning. Det var den tak man oftest fik hos utaknemmelige mennesker. I øvrigt lovede han at hvis han fik magten, ville han afskaffe alle urimelige love og erstatte dem med milde og lempelige, præcis som de selv foretrak dem.

10,4  Sådan lovede han dem lige det de ville have, og store mængder af det. Og folket lod sig lokke af hans giftige fristelser og valgte ham til konge, og sådan overdrog de hans faders rige til en mand der var så ugidelig at han snarere fortjente foragt end nogen form for ære eller værdighed. Med sine indsmigrende ord sikrede han sig folkets støtte, for de gav mere for hans tomme løfter end for Knuds uovertrufne tapperhed. På den måde kom opgøret mellem de to brødre til at hvile på den støtte de kunne skaffe sig, og det blev afgjort af de to partiers stemmer alene, uden opmænd eller dommere.

10,5  Men Harald, der altså støttede sig til en uvidende folkemængde som havde misforstået situationen, sendte straks efter nogle udsendinge til sin bror for at advare ham om at han ikke skulle stræbe efter kongemagten nu hvor den var tilfaldet den ældste, og at han ikke skulle regne sin bror for mindre værdig når han nu vidste at han var født først. Det rige som deres forfædre havde kastet glans over med deres tapperhed, skulle han ikke ødelægge med indbyrdes stridigheder og borgerkrig, for et oprør ville være dødsensfarligt og kunne tvinge fædrelandet ud i kiv og strid, og derfor skulle han hellere afskrive alle ambitioner, lægge sin ubesindighed på hylden og ikke genere sig for at støtte sin rival. De gode råd fulgte han op med trusler, og forholdsordrerne var udformet så de snarere provokerede Knud til krig end fristede ham med fred. Desuden satte Harald underhånden sine folk til at love dem der støttede broderens parti, bedre love og en mere behagelig og tvangfri tilværelse, og det lokkede de fleste af dem over på hans side. På denne måde var det håb såvel som frygt der fik folket til at vende sig fra Knud.

10,6  Nu blev han også svigtet af sine egne styrker, men han slap af sted til de snævre farvande ved Skånes kyst med tre stævnprydede skibe – det var alt hvad han havde tilbage. Og det rige han selv havde beskyttet og gjort større, havde han fået ordre til at give afkald på. Men da en delegation fra hans bror lovede ham at de kunne dele kongemagten, og rådede ham til vende tilbage, afviste han alle de smigrende ord, og i stedet flygtede han til Sverige, for han mente at det ville være ualmindelig dumt, nu hvor han selv stod dårligt, at stole på løfter fra en mand der havde sendt ham trusler allerede dengang han stod godt. Snart efter var det som om han havde glemt alle fornærmelserne, for nu lod han sit fædreland i fred, og i stedet kastede han sig ivrigt ud i den krig mod folkene østpå som han havde påbegyndt mens hans far stadig levede.

10,7  Harald holdt ting i otte dage og blev her mindet om at det han havde lovet, også skulle føres ud i livet. For at sætte sin ophøjede position som konge i folkets tjeneste, gennemførte han derfor først og fremmest en lov der gav en anklaget ret til at aflægge ed imod en stævning, og fastlagde at forsvaret skulle gå forud for anklagen. Han gav altså den anklagede ret til at modbevise anklagerens sigtelse, i modsætning til tidligere, hvor det ikke havde været tilladt at føre et forsvar for at afvise en anklage der var underbygget af vidner. Denne ret har senere vundet hævd og har vist sig at skade gudsfrygten lige så meget som den fremmer friheden. For muligheden for at forsvare sig, ikke med våben, ikke med vidner, men ved edsaflæggelse alene, har i sig selv fået mange ud i sølet når de har svoret falsk for at få deres vilje, ligesom det fuldstændig har fortrængt brugen af tvekamp. De senere generationer har nemlig ment at det var bedre at afgøre de stridigheder der blev indbragt for retten, med ed end med våben. Men der er farer ved begge måder: den ene er mest til fare for gudsfrygten, den anden for liv og helbred. Denne tradition har danskerne holdt stædigt fast på, og de opretholder den den dag i dag så hårdnakket at de hellere vil dø end miste den, og gerne sætter deres liv og førlighed på spil for at sikre at den bliver overholdt.

10,8  Men Harald beskæftigede sig kun med gudstjenester og forsømte håndhævelsen af de love han selv havde givet. Hans forhold til loven var så skødesløst og blødsødent at han lod alle forseelser passere ustraffet og rev alle lovgivningens forsvarsværker ned, for han anede ikke at en sund forvaltning af riget glæder Gud langt mere end tomme overtroiske fagter, og at han holder mere af streng retshåndhævelse end af overflødige, smiskende bønner, ja, at den guddommelige magt lettere formildes med lov end med lovsang, tager bedre imod den der slår ned på forbrydelser, end den der slår sig for brystet, ser med større glæde på nedbøjede forbrydere end på bøjede knæ, og ikke kender noget bedre offer end et forsvar for de fattiges frihed. For godt nok bør en konge lægge vægt på den rette gudsdyrkelse, men indimellem kan det gøre sig en hel del bedre at bekymre sig om dommersædet end om alteret. Men det tog kongen sig ikke af: han udmærkede sig kun på et eneste punkt, sin hengivenhed over for kirken, men samtidig viste han grænseløs overbærenhed over for selv de værste ugerninger, så i realiteten gennemførte han ikke så meget som han havde lovet. Han gav ikke alene forbrydelserne tilgivelse, han gav dem frit spil og gjorde efterhånden fædrelandet lige så fattigt på lov og ret som han før havde lovet at gøre det rigt. Og han så ikke engang noget uanstændigt i ikke at leve op til virkelig kongelig optræden. Efter to år som konge døde han.

11,1  Efter hans død blev Knud, med de øvrige brødres samtykke, kaldt hjem for at overtage magten. I sit eksil havde han taget fat på den krig mod de østlige folk som han allerede havde påbegyndt i sin ungdom, og nu hvor han var kommet på tronen, genoptog han den med fuld styrke – mere for at udbrede kristendommen end for at tilfredsstille sin egen grådighed, og fordi han sammen med sin forbedrede position også ville forøge sin berømmelse. Og han holdt da heller ikke inde med sit forehavende før han i bund og grund havde udslettet såvel kurernes som sembernes og esternes land.

11,2  Da han havde gjort det af med sine fjender, begyndte han at se sig om efter en kone, og eftersom alle de mulige partier i nabolandene i hans øjne var for uanselige og under hans værdighed, giftede han sig med en datter af grev Robert af Flandern ved navn Edel. Med hende fik han sønnen Karl.

11,3  Da han så hvordan stormændene med deres overlegne holdning havde sløvet og udvandet den gamle lovgivning, udfoldede han alle sine evner i et forsøg på at genoprette tidligere generationers justits: han udstedte særdeles strenge forholdsregler for at højne lovlydigheden, og bragte det mishandlede og vaklende retssystem på fode igen. Hverken slægtskab eller nære forbindelser kunne blødgøre ham og hindre ham i at handle efter loven, hverken venner eller familie lod han gå fri for straf når de havde handlet forkert. Han overtrumfede på alle punkter fortidens skik og brug, strammede rettens slappe tøjler med et håndfast tag og fulgte til punkt og prikke sporet fra sin strenge far – og det med en iver der skaffede ham nogle voldsomt forurettede stormænd på halsen.

11,4  De kirkelige handlinger gav han værdigheden tilbage, ligesom han nådigt holdt mænd i gejstlige stillinger med kost. Og da han så at folket i sin sløvhed og uvidenhed ikke havde nær så stor respekt for bisperne som de burde, sørgede han for at personer der besad så høj en titel, ikke skulle høre til blandt den almindelige befolkning: i stedet udstedte han en yderst forstandig bestemmelse der indplacerede dem sammen med de ledende mænd og gav dem den højeste rang blandt stormændene, på niveau med jarler. På den måde gav han dem en værdighed der svarede til deres indflydelse. Han ville nemlig sikre at så vægtigt et embede ikke nød mindre respekt end det fortjente, og at de der befandt sig på den højeste tinde i den kristne kirke, ikke skulle synke for dybt i almindeligt omdømme.

11,5  Og det var ikke kun biskopperne han gav større værdighed, også de menige præster var han meget opsat på at fremhæve. For at styrke deres anseelse flyttede han nemlig retten til at afgøre stridigheder mellem skriftlærde fra de almindelige domstole til gejstligheden selv. Samtidig gav han dem ret til at idømme dem der havde overtrådt kirkens bestemmelser, pengebøder hvis de ikke kunne bevise deres uskyld, ligesom han i det hele taget overlod dem domsmyndigheden ved alle forbrydelser mod kirken, fjernede alle den slags sager fra folkets domstole og i stedet henviste dem til en gejstlig afgørelse – for at undgå at personer af forskellig rang fik ens vilkår. Derfor gav han deres værdighed yderligere vægt, og han satte sig for at man skulle se mere op til dem end til verdslige stormænd. Og følgen blev at der i Danmark ikke er andre end kongen, biskopperne og den der regnes for den sandsynligste tronfølger, der kan trække nogen af dem for retten i en verdslig sag.

11,6  Knud forsøgte også at vænne befolkningen, som endnu ikke havde stor erfaring i kirkelige sager, til at betale tiende. Men han fik ikke noget ud af sine overtalelsesforsøg, for kristendommen var stadig i sin vorden og ikke moden nok til den slags.

12,1  I mellemtiden havde Sven fortsat bygningen af den stenkirke i Roskilde som Vilhelm havde påbegyndt, og nu stod koret færdigt, og Sven indså at det eneste der stod i vejen for at man kunne skride til indvielsen, var at der ikke var plads til prædikestolen. For at få plads til at bygge den lod han Vilhelms gravmæle fjerne, mens hans ben blev gravet op og flyttet til det sted hvor de nu ligger. Men natten før den dag hvor indvielsen efter planen skulle finde sted, lå sakristanen i kirken og sov, og i drømme så han en person i fuldt ornat der befalede ham at sige disse ord til Sven: Det måtte vel være nok at han havde gjort Vilhelms bedrift med dette kirkebyggeri til sin og taget hele æren for et værk som en anden havde slidt for – når han havde hugget hans berømmelse, behøvede han ikke også fjerne hans ben og skille dem fra liget af hans kære konge. Straffen for den gerning ville uden tvivl være faldet på den mand der havde foretaget overgrebet, hvis ikke hans fromme livsførelse havde forhindret det. Nu måtte hævnen i stedet ramme de dele af kirken han havde bygget: han ville jævne hele bygningsværket med jorden. Endelig advarede han alle mod nogen sinde for fremtiden at vove at røre hans grav, og han forudsagde at ingen ustraffet skulle slippe af sted med at flytte hans ben væk fra deres plads.

12,2  I drømmen stødte han derpå sin stav mod loftet, hvorefter hele bygningsværket styrtede sammen – og det var hans bevis for drømmens sandhed, for det skete virkelig: straks efter sank hele kirken i grus, helt ned til grunden! Ja, så nøje stemte virkeligheden overens med drømmesynet at den sande sammenstyrtning skete i det samme øjeblik som den i drømmen. Og det som én mand havde oplevet om natten, blev ved dagslys åbenlyst for alle. Men det store mirakel var at hele kirken styrtede sammen uden at vagten mistede livet. Han blev hverken knust under vægten af stenene, der lagde sig i dynger overalt, eller ramt af de frygtelige nedstyrtende masser, men sov trygt selv om hans leje var netop der hvor murene faldt. Braget opskræmte byens borgere, som straks styrtede til fra alle sider for at se den utrolige ulykke der var sket. De gik ud fra at vagten var omkommet i ruinerne, men pludselig så de ham træde uskadt frem mellem dynger af murbrokker. Alle vendte blikket mod ham og betragtede ham i from forundring, og det er ikke til at sige om de tilstedeværende var mest lamslåede over kirkens ødelæggelse eller sakristanens overlevelse. Det var en ganske klar bekræftelse af drømmesynet at den der drømte, selv var blevet frelst fra de stenmasser der havde truet med at begrave ham.

Da han nu bragte biskoppen den besked han om natten havde fået af Vilhelm, bemærkede denne med et smil at det ikke kom bag på ham at Vilhelm efter døden førte sig frem med samme strenghed som mens han levede. Selv ville han nu alligevel sørge for at få genopbygget de dele af bygningen der var faldet sammen.

12,3  Alt dette medførte at Vilhelms grav forblev urørt i lang tid efter, lige indtil vore dage, hvor domprovst Herman og læsemester Arnfast lagde mærke til at den var let tilgængelig og samtidig den smukkeste af dem alle, og derfor, med landprovst Isaks samtykke, gav ordre til at den skulle åbnes og bruges til grav for biskop Asser. De gravede derfor jorden væk, helt ned til bunden, og dér fandt de biskoppens kåbe fuldstændig velbevaret blandt de mørnede knogler. Da knoglerne blev taget op, bredte der sig uden synlig anledning en kraftig duft – som fra en hellig salvekilde nåede den de omkringstående med en sådan styrke at ingen kunne være i tvivl om at den mand hvis støv var gennemtrængt af så forunderligt sød en jordisk duft, havde fået sin plads i himlen. Lugten holdt sig så hårdnakket på hænderne af dem der havde rørt hans knogler, at de i hele tre dage ikke kunne komme af med den, hvor meget de end badede og vaskede sig. Alligevel behandlede de ikke hans jordiske levninger med den behørige ærbødighed, for de fik dem stuvet sammen helt nede i enden af gravmælet.

12,4  Straffen for denne frækhed udeblev da heller ikke. For ophavsmændene til helligbrøden fik et uhyggeligt udbytte af deres dumdristighed, og hver fik sin straf, alt efter deres andel i beslutningen om at krænke graven. Herman sad i en gejstlig forsamling under forsæde af Absalon da han fik et angreb af helvedesild i næsen, som ikke alene berøvede ham al hans kraft, men også talens brug, så han stum og tavs måtte se ilden brede sig indtil han døde efter mindre end tre dages forløb. En velfortjent straf, der netop ramte den legemsdel der så utaknemmeligt havde indåndet den guddommelige duft. Og Arnfasts endeligt blev ikke blidere: han ville behandle sig selv for mathed og kraftesløshed, men tog ved et uheld en lægedrik der gjorde ham syg og ikke rask. Det endte med at hans lever sprængtes, og han kastede den op i småstykker. Lægen samlede dem op i en skål, hvor ærkebiskop Absalon fik dem at se da han var så venlig at komme på sygebesøg. Mens Absalon var til stede, erklærede den syge at disse lidelser havde han for at have krænket Vilhelms støv. Dette var straffen, sagde han, for at have set stort på biskoppens ordre. Derpå skænkede han sig selv og al sin ejendom til kirken, og efter tre måneders sygeleje udåndede han, i fuldkommen anger.

12,5  Da den sidste af de tre der havde ansvaret for den ubesindige handling, så det sørgelige endeligt de to andre havde fået, blev han bange for at han selv kunne vente sig en lignende straf, og han forsøgte derfor at komme sin ubarmhjertige skæbne i forkøbet med en from gerning. Han anvendte nemlig store summer af sin egen formue på at stifte et nonnekloster ved Vor Frue Kirke og brugte resten af sit liv på at holde nonnerne fast på et dydigt liv. Men helt undgik han nu ikke sin straf, for han døde af en lungelidelse der sled ham op igennem lang tids sygdom. Således blev den første af dem revet bort af en pludselig død, mens det var langsomme sygdomme med udspring i hver sin legemsdel der efterhånden tærede de to andre bort og tog livet af dem. Og hver af dem fik altså en straf der svarede til hans skyld i krænkelsen af biskoppens grav. De var ikke villige til at værne om deres sundhed med fornuft og kastede sig derfor hovedkulds i døden med synd.

12,6  For Sven var det vigtigt at det ikke så ud som om han tog for let på sit løfte om at genopbygge kirken, og derfor fuldendte han nu det påbegyndte kirkebyggeri i Roskilde. For at gøre noget særligt ud af kirken udsmykkede han den med en kunstfærdig krone, der havde kostet store summer og stort arbejde, for han holdt på at kongelige rigdomme hellere skulle tjene kirkens pragt end menneskenes griskhed.

12,7  Omtrent på samme tid fuldførte også Egin, med hjælp fra kongen, den Skt. Laurentiuskirke han selv havde påbegyndt. Kongen gav ordre til at begge kirker skulle indvies, og udfoldede i den forbindelse en forbløffende gavmildhed med sine donationer. I Laurentiuskirken oprettede han en årlig aflønning til sangerne, som også biskoppen bidrog til. Kongen selv dækkede nemlig en del af deres daglige udgifter fra sin egen kasse og de kongelige godser, mens biskoppen betalte resten ud af de donationer der tidligere var tillagt kirken. Og så ivrige var de i deres kristelige kappestrid at det ikke var til at sige hvem af dem der viste Gud størst ære.

12,8  På indvielsens første dag skænkede kongen, mens han højtideligt knælede foran alteret, en fjerdedel af indtægten fra den kongelige mønt, en fjerdedel af sine indtægter fra bøder og en fjerdedel af midsommergælden til den der til enhver tid sad som biskop dér på stedet, som retmæssig ejendom i al fremtid. Og han var ikke mindre rundhåndet når det drejede sig om at sikre de enkelte gejstliges rettigheder, men sørgede for at de der dyrkede kirkens jord, indbetalte næsten hele den afgift der tilfaldt kongen, til dem der gør tjeneste i koret. Kun bøder for at udeblive fra leding og for brud på freden, samt arv fra personer der døde uden at have slægtninge, skulle stadig tilfalde kongen. Han var således lige så aktiv med at tildele kirkerne privilegier som med at yde dem donationer. Og for at sikre sine love evig gyldighed truede han alle der forsøgte at omstøde dem, med biskoppernes band. Selv om mange i mellemtiden har gjort dumdristige forsøg på at sætte sig op imod det, står dette kongebrev stadig ved magt.

13,1  Skønt kongen på alle områder havde ført sig frem med både fromhed og flid, gjorde han sig dog særligt bemærket for sin kærlighed til kirken, som han aldrig tabte af syne og altid fulgte til punkt og prikke. Da det gik op for ham at hans mange brødre i deres ungdommelige uregerlighed var noget af en plage for fædrelandet, udstyrede han dem alle sammen med store og rigelige indtægter, hvorefter han – bortset fra Oluf, der sad som jarl i Slesvig – optog dem alle i sin hird og derved for egen regning lettede landet for dets byrder.

13,2  Endelig blev han opmærksom på at mens våbnene havde ligget uvirksomme hen, var danskernes ry blegnet siden hans grandonkels dage, og langsomt blev han grebet af en lyst til at genoplive fortiden. Han ville ligne ham, og hvis det skulle gøres til bunds kunne han ikke nøjes med de udmærkelser hans egne initiativer havde skaffet ham med sejrene over folkene mod øst, så nu satte han sig for at generobre England, som han burde have arvet, men som var gået tabt på grund af ulykkelige omstændigheder. Hans tanke var nemlig at hans forfædre aldrig havde haft større berømmelse som krigere eller større besiddelser og rigdomme end dengang de herskede over England, og at denne ene ø havde kastet større glans over dem end alt det bytte de havde sikret sig i landene mod øst. De forbilleder kunne kun dumme og degenererede mennesker finde på at svigte, og det var bedre helt at undvære et rige end at være klemt inde som konge over et lille bitte stykke land. Derfor skulle hans handlinger leve op til hans forfædres tapperhed: han ville udrette noget der svarede til deres bedrifter, og for at kunne måle sig med sin berømte forfar lagde han hele sin energi i at genopbygge alt det hans far havde spoleret med sin dovenskab – for han hadede sin far, men forfaderen var hans ideal.

13,3  Til en begyndelse betroede han i hemmelighed Oluf sin plan, og da Oluf opmuntrede ham til at gennemføre den, afslørede han den også for folket. Alle gik ivrigt med på ideen. Kongen havde troet at Olufs svar var udtryk for hans broderkærlighed, men i det skjulte var han hans rival. Knud anede bare intet om Olufs lumske hykleri og kunne ikke forestille sig andet end at han gengældte hans varme følelser. Og selv om hans fornuft sagde ham noget andet, forbød hans rene tankegang ham at fatte så lav en mistanke om sin egen bror, for man skulle ikke kunne sige om ham at han uden årsag frakendte sin egen familie troværdighed, og af bar skræk for forræderi ikke kunne se forskel på venner og fjender.

13,4  I sin stræben efter kronen havde Oluf fuldstændig glemt hvad man skylder sin bror, men han skjulte sit dybt upålidelige væsen bag en facade af fuldendt troskab, og da kongens projekt var blevet offentligt kendt, nøjedes han ikke med at støtte det med smigrende ord, han opfordrede ham ligefrem til at gennemføre det – ikke fordi han havde noget håb om at Knud kunne generobre det mægtige rige, men fordi han agtede at vende vanskeligheden ved det befalede til had mod den der gav befalingen. Han betragtede sin brors tankegang med foragt og besvarede hans loyalitet og broderkærlighed med forræderi og næsten med brodermord. For han lagde mærke til hvor upopulær Knud blev på sine nye love, der skulle genoprette den strenge justits som hidtil var blevet forsømt, og for at øge modviljen mod ham opmuntrede han ham privat til at gennemføre det der var ildeset i offentligheden. For ikke at være alene om sine kupplaner samlede han en flok udvalgte forbundsfæller i en hemmelig sammensværgelse. Og intrigerne havde deres virkning: De stormænd som kongen med sine indgreb havde stækket i deres voldelige fremfærd, tilsluttede sig nu Olufs morderiske planer.

13,5  Knud selv forestillede sig nu at alle var mere optaget af heltegerninger end af misgerninger, så han kaldte flåden sammen og begav sig til strandene ved Limfjorden, hvorfra der er en ganske kort passage ud til Vesterhavet. Den var dengang sejlbar, men er nu lukket af en sandbanke. Her sad kongen så i lange tider og ventede på sin bror, og mens afsejlingen trak ud, mistede hæren gejsten. Oluf kom med undskyldninger for sin langsommelighed, men udskød stadig sin ankomst dag ud og dag ind, og sådan gennemførte han sin lumske plan for at forpurre hele felttoget mens han med alverdens løgne og opdigtede forhindringer forsøgte at skabe grobund for sit forræderi. Han håbede nemlig han kunne trække forsinkelserne så meget i langdrag at kongen enten drog af sted uden ham, hvorefter han kunne tage riget fra ham mens han var væk, eller måtte vente så længe at hæren gik i opløsning for ham, hvorefter han enten måtte lade desertørerne gå, og derved miste folkets respekt, eller straffe dem – og derved gøre sig grundigt upopulær. Sådan holdt Oluf sin bror og herre for nar, og så luskede og beregnende var de kneb han brugte til at undergrave forberedelserne til en ædel og tapper plan.

13,6  Og hans snedige plan slog da heller ikke fejl: alle blev lede og kede af at vente på ham, og hele flåden gjorde mytteri mod kongen. Knud, der ikke havde nogen ide om hvad hans bror var i færd med, havde gang på gang presset på for at han skulle komme, og da han endelig fik besked om hans forræderi, gav han flåden ordre om at vente mens han selv og en lille udvalgt flok mænd fór af sted til Slesvig, hvor hans ankomst kom fuldstændig bag på den lamslåede bror. Han blev nu ført frem for kongen og sat under anklage, og da han ingen brugbare argumenter havde til at afvise beskyldningerne, betragtede kongen ham som skyldig og ude af stand til at sige noget til sit forsvar, hvorefter han gav sine krigere ordre om at lægge ham i lænker.

13,7  Men den vanære mente krigerne ikke man kunne byde en mand af kongeligt blod, så de nægtede at udføre den. Deres ærbødighed over for kongefamilien var så stor at de hellere ville straffe dens medlemmer med døden end med lænker, for i deres øjne var det der er et almenmenneskeligt vilkår, lettere at bære end det der er en straf for trælle. I det hele taget regner vores folk traditionelt lænker for den mest ydmygende straf, og den værst tænkelige skæbne, for de holder på at en vanærende straf rammer et ædelt sind hårdere end en blodig. For dem er den ene langt værdigere end den anden – og forskellen imellem dem er lige så stor som mellem naturens orden og en ond skæbne.

13,8  Den opgave der var blevet betroet krigerne, udførte så i stedet Knuds og Olufs fælles bror Erik. Hans holdning var at man måtte tage større hensyn til en lovlig ordre end til en fjendtligsindet bror, og at man ikke bør skåne sin familie når det drejer sig om at straffe forbrydelser. Den der har mistet sin anstændighed, kan ikke forlange ærbødighed for sin slægt, og en hæslig karakterbrist vil fordunkle selv den mest strålende afstamning. Derfor så han ikke så meget på broderens navn som på hans morderiske planer. Så lavt kan slægtskab synke i værdi ved ussel adfærd.

14,1  Herefter satte kongen den lænkede Oluf på et skib til Flandern, hvor han fik ham anbragt bag lås og slå. De sammensvorne fik ingen klar besked om hans tilfangetagelse, hverken rygtevis eller per sendebud, og nu fandt de på et snedigt kneb til at få hæren opløst: de klagede over kongens fravær og al den tid han spildte på at vente, og satte hele flåden fluer i hovedet med hemmelige opfordringer til at tage hjem igen. Hvis nogen åbenlyst havde opfordret til dét, skulle han efter loven have hele sin ejendom konfiskeret og selv straffes med landsforvisning eller dødsstraf. Derfor fandt de der nu ophidsede mændene til mytteri, det sikrest at folket selv tog ansvaret for oprøret, uden at bagmændene stod frem, så det ikke var enkeltpersoner, men hele forsamlingen der kunne anklages for mytteri. Og over for den kortsynede og ubesindige folkemængde var stormændenes luskede argumenter så slagkraftige at det i lige så høj grad var deres autoritet som den kedsommelige ventetid der gjorde at folket uden betænkning greb muligheden for at rejse hjem.

Da kongen hørte det, blev han først bedrøvet, men senere glad. Han gjorde nemlig forurettelsen til et kirkeligt anliggende og greb anledningen, nu hvor der skulle betales en bod, til for første gang at opkræve tiende. Han var begejstret over at et heldigt tilfælde havde givet ham så nyttigt et redskab til det projekt i hånden, og hans ønske var nu at rejse kirkens ære af sin egen vanære. Og da stormændene hørte at Oluf, som de havde håbet ville stå i spidsen for deres parti, var blevet pågrebet af sin bror, opgav de deres forræderiske planer, ja, nu lod de som om de intet som helst kendte til den sag.

14,2  Derfor kaldte kongen nu folket sammen til et ting hvor han belærte dem om hvor vigtig disciplinen altid havde været for den danske hær. Undersåtterne havde altid adlydt stormændenes ordrer. Kongernes myndighed var baseret på folkets støtte. Når herrerne vandt berømmelse, skyldtes det først og fremmest de menige krigeres troskab, og deres ordrer havde ingen som helst vægt hvis de ikke byggede på folkets hjælp. Men her for nylig havde han nu været ude for en hån som aldrig før var overgået en konge. De der stod bag dette aldeles uhørte mytteri, havde sat sløvhed over vovemod, og af bar lyst til ro og fred havde de saboteret et storslået projekt. Endelig meddelte han dem hvor stort et beløb de måtte betale i bøde for den samvittighedsløse forbrydelse deres mytteri var: for hver skibsfører fastsatte han den til fyrre mark penge, og for roerne tre mark. Ingen afslog at bidrage med sin del, og han fik løfte om betalingen.

14,3  Så snart han havde fået den besked, erklærede Knud at han var villig til at se bort fra dette krav hvis de i stedet tillod præsterne at opkræve tiende. Forsamlingen bad så om lov til at drøfte sagen og trak sig for en tid et stykke væk fra kongen for at diskutere om de skulle gå ind på hans betingelser. Begge dele forekom dem svære at opfylde, for på den ene side ville mange miste alt hvad de havde, hvis de skulle betale bøden, på den anden side ville tiendebetalingen, som skulle gælde i al fremtid, for evigt gøre dem til slaver. Da begge muligheder var ubehagelige, og de altså måtte vælge det mindste onde, forekom det dem at det der ville vare ved til evig tid, var værst. For da de blev opmærksomme på at det ene kun ville ramme dem selv, mens det andet også ville straffe deres efterkommere, foretrak de øjeblikkelig nød frem for en varig afgift. Da de tog tiden i betragtning, valgte de at sone deres brøde på en måde der lod straffen overgå dem selv og ikke også de kommende generationer, for de ville hellere miste pengene én gang end friheden for altid – og holdt på at der ingen skam var i at punge ud hvis loven forlangte det, men at lade sig overtale til det var en skændsel. Og ikke nok med det: Hvert år at aflevere en del af sin afgrøde til fremmede mennesker, det var i deres øjne ikke fromhed, det var vanære.

14,4  Da kongen så at de havde valgt det dårligste alternativ, lod han som om han ville opkræve bøderne: Han drog op til Nørrejylland og udnævnte dér Toste med tilnavnet Svindleren og hans makker Horte til opkrævere, for han håbede at frygten for bøden kunne udbrede respekten for tienden. De to mænd fik instruks om at foretage en vurdering af mytteristernes ejendom, uden at lægge hånd på den. Men de udførte opgaven med langt større voldsomhed end de havde fået besked på, og plagede befolkningen med ganske uretfærdige opkrævninger.

14,5  Disse begivenheder klagede kongens fjender over på et tingsmøde, og de overdrev bekyldningerne med løgnehistorier, opdigtede forskelligt der gjorde det værre end det i virkeligheden var, og gjorde på den måde opkræverne almindeligt forhadte. Det var hirdmændenes handlinger og ikke kongens ordre de tog stilling til, og det var ikke hensigten hos den der afgav ordren, men hos dem der modtog den, de så på. Det lykkedes dem at ophidse folkemængden til at overfalde fogederne og i åbent oprør sætte en stopper for den uret der ramte dem alle, for de så mere på hvad fogederne gjorde, end på hvad de havde ordre til at gøre. Og mordet på fogederne stillede ikke deres blodtørst. I deres vanvid vendte de sig nu mod kongen selv. Knud mente det var klogest at undgå angrebet ved at holde sig borte, og trak sig tilbage til Slesvig. Dér lod han også sin kone slå sig ned sammen med deres søn, men med ordre om at hun skulle søge tilflugt i sit hjemland hvis situationen blev ubehagelig, for mellem forrædere kunne hun ikke være i sikkerhed. Sagen var at han ikke turde overlade en mindreårig tronarving til sine landsmænds forgodtbefindende.

14,6  I denne situation mente Vendelboerne at kamp var den eneste mulige vej til frihed, og de brød ud i jubel over hans flugt som om sejren var deres. Og da Knud, med truslen fra jyderne hængende over hovedet, forstod at hans gamle støtter faldt fra, og at tiden ikke tillod ham at skaffe sig nye, besluttede han at bringe sig i sikkerhed ved at lægge afstand til sine modstandere, og han satte derfor over til Fyn for at opnå den beskyttelse en ø kan give. Ikke desto mindre fik han netop her en medfart som en så gudfrygtig sjæl ikke havde fortjent. For det gav kun jyderne yderligere selvtillid i deres raseri og skærpede kun folkemængdens blinde harme, det gav dem en fornemmelse af frihed til at gå amok som kastede kongen ud i et grufuldt uvejr. Ja, sagen var at folket af frygt for kongens straf ikke turde opgive deres forehavende nu og derfor måtte holde stædigt fast ved deres ondskab. Oven på hele to krænkelser kunne de ikke forestille sig at han ville lade nåde gå for ret. Derfor var det nu hans død de tørstede efter: i deres glødende had stræbte de denne hellige mand efter livet. Det var som om de havde opgivet alt håb om tilgivelse og derfor hellere ville udslette fjenden end udsætte sig for hans hævn. Det var dem heller ikke nok at de havde drevet ham ud af deres eget land, nu satte de sig også for at jage ham væk fra Fyn.

14,7  Så snart han fik meddelelsen om at jyderne havde krydset bæltet, havde kongen besluttet sig for at drage videre til Sjælland. Men en mand ved navn Blakke, der havde fået et særdeles fortroligt forhold til kongen, men ikke desto mindre i det skjulte hadede ham inderligt, gav ham i hyklerisk loyalitet det råd at han skulle passe på med at flygte: i stedet skulle han udnytte det forsvar han kunne få i Odense, og ikke som en anden kvinde straks se sig om efter et skjulested. I mellemtiden ville han så selv holde øje med hvad folket foretog sig, og han lovede at forsøge at dæmpe deres vrede med gode ord. Hvis det så ikke lykkedes at formilde dem, skulle han nok give ham besked i så god tid at han kunne nå at slippe væk. Det råd tog kongen imod.

14,8  Men Blakke misrøgtede sit ærinde og strøg tværtimod folket med hårene mens han gav dem nedrige råd og i stedet for venner skaffede kongen endnu flere fjender. Han opfordrede dem til så hurtigt som muligt at fange den mand der stod bag alle deres plager, og ikke lade ham slippe væk hvis han forsøgte på det. Han mindede om at det var undertrykkelse de kæmpede imod: den deres afsky gjaldt, var en tyran, ikke en konge. Den handling man begik i kampen for sin ære, kunne ikke være syndig. De der forsvarede deres fædreland, kunne ikke være skyldige i mord – de handlede i pligtens tjeneste. Ingen enkeltperson kunne sættes under anklage dér hvor den fælles frihed stod på spil. Og i øvrigt: det ville være en katastrofe for dem hvis det de havde sat sig for, slog fejl, men hvis de havde held med det, var lykken deres.

14,9  Med disse ord, og andre af samme slags, lokkede han folket til at myrde kongen. Han rejste dem alle til et dødbringende fremstød mod den uskyldige mand. Som med furiernes fakkel tændte han vanviddets flammer i den skrækslagne befolkning, og vildskaben voksede så snart han pustede til ilden. Han gjorde nemlig ingen besindige forsøg på at holde deres hidsighed tilbage – tværtimod gjorde han sig til bagmand for folkets forrykte fremfærd. Hans ondskabsfulde ord piskede oprørsstormen op til endnu større styrke, og så snart uvejret havde fundet sig en drivkraft, udbrød optøjer der var langt alvorligere end før.

14,10  Da han kom tilbage til kongen, rapporterede han at folket nu var mere fredeligt stemt. Oprørets stormvejr ville nemt kunne lægge sig hvis kongen på sin side ville beslutte sig for at glemme sin vrede og afstå fra at straffe de skyldige. Kongen, der forestillede sig at Blakke havde udført sin opgave som en tro tjener, gav ham en kongelig modtagelse med et prægtigt måltid og øste gaver ud på den mand der havde fortolket hans fromhed så ondskabsfuldt.

14,11  På begge sider var der stor taknemmelighed for Blakkes forræderi. Han gik fra den ene part til den anden og fordrejede til stadighed sin opgave som udsending: Han skulle være mellemmand, men blev overløber. Han skulle holde øje med ondskaben, men endte med at opfordre til den, for kongens tanker gengav han forvrænget, folkets helt forkert. På denne måde lykkedes det dette lumske menneske med løgn og bedrag – men under dække af rollen som mægler – på en og samme gang at narre både kongen og folket: kongen til ikke at tage sig i agt for truslen fra folket, og folket til ikke at skåne den konge der ventede dem. Blakke gav stadig de samme løfter da kongen den følgende dag igen sendte ham ud for at holde øje med hvad oprørerne foretog sig – og derved satte deres fælles fjende til at skabe fred mellem kongen selv og masserne. Og udsendingens sædvanlige falskhed svigtede ham heller ikke denne gang: Hans giftige råd satte folket endnu mere op til voldsomheder vendt mod kongen selv.

14,12  Knud, der var vant til at gå til messe hver eneste dag, gik i mellemtiden til Albani Kirke for at bede, for intet skulle gå forud for gudfrygtigheden. Han gav ikke et øjeblik afkald på den kristne kærlighed og vendte sig hellere mod Gud med bønner end mod fjenderne med våben. Mens han her hengav sig til fromheden og holdt sin andagt, lagde den ophidsede folkemængde sig i en væbnet ring om kirken. Alle de hirdmænd der kunne slippe ind før fjenden nåede frem, samledes derfor nu hos kongen for at dele faren med ham, fulde af iver efter at tage den trussel på sig der var vendt mod ham. Til trods for at de kunne redde livet ved at holde sig på afstand, opsøgte de nu faren ved at blive, for de foretrak at vinde sig berømmelse ved døden frem for overlevelse ved flugt. Hvilken overflod af varme følelser må denne hird ikke have ejet! En hird der, for ikke at svigte deres herre i denne ulykkelige situation, udsatte sig selv for en fare som det havde været muligt at undgå, og trods al mulig lejlighed til flugt fandt det klogere at forsvare deres konges liv end deres eget? Også Benedikt viste en troskab så stærk som det broderskab der bandt dem sammen, og besluttede at blive i kirken med sin bror. Erik, til gengæld, blev helt alene omringet af fjender, og da han ikke kunne holde stand mod folkemængden ene mand, gjorde han et forsøg på at hugge sig igennem vrimmelen af fjender med sit sværd, og slap væk.

14,13  Ingen havde rigtig modet til med magt at bryde ind i fredens hellige hjem, men hvor alle andre tøvede, gik Blakke forrest og fór løs på døren med draget sværd. Og ved selv at gå i spidsen gav han dristigheden videre til resten. Sådan gjorde han sig selv til anfører for og ophavsmand til både gudsbespottelse og kongemord. Ved det syn stormede folket løs på kirken i vild oprørstrang, brød ind i den og besudlede Guds hus og dets allerhelligste indre i en storm af gudsbespottelse. Blakke blev hugget ned i selve indgangsdøren i det øjeblik han trængte gennem den. Han bødede for mordet og led sin straf for at have krænket kirken. Hans død igen blev hævnet da hans drabsmand faldt. Og sådan led den ene døden for sin forbrydelse, og den anden for sin troskab. Jeg kunne forestille mig at det fromme blod og morderblodet, der blev udgydt sammen, flød i hver sin strøm, i slyngninger der aldrig nåede hinanden, så på den ene side helligt, på den anden side syndigt blod holdt sig i hver sit løb.

14,14  Benedikt, der tog imod de indtrængende ved dørtærsklen, blev dræbt mens han standhaftigt forsvarede indgangen. Kongen selv var så sikker på sin gode samvittighed at han midt i larmen fra det blodbad der kom stadig nærmere, på intet tidspunkt lod sig ryste, men fortsatte sin andagt lige så uforstyrret som hvis der ingen fare havde været, for han ville ikke vise frygt, kun ro og sjælsstyrke. Selv ikke i sin sidste time opgav han sin fromme iver, for da han hørte at pøbelen fra alle sider var ved at bryde igennem væggene (som kun var af træ), og indså at døden var nær, kaldte han en præst hen til sig, hvorpå han skriftede sine hemmelige gerninger, i den dybeste sorg gjorde bod for sit hidtidige livs synder og modtog belønningen for sin sunde anger. Så fuldt og fast stolede han nu på sin uskyld at det forekom som om han, selv i den største fare, ikke viste døden fra sig, men tværtimod uden den mindste frygt opsøgte den.

14,15  Ja, nu lagde han sig, fuldt bevidst om hvad der skulle komme, foran alteret med udbredte arme for, udstrakt som et offerdyr, at afvente sin morder. I denne stilling fik han sit banesår: gennemboret af et spyd der blev kastet ind gennem et vindue, ofrede han fromt sit liv, og efter at krigernes blod havde flydt, udgød han endelig sit eget. Fra alle sider haglede spyd og pile ned over ham, men han holdt sig ubevægelig og veg ikke fra det sted han lå, før han som lig blev lagt på båren. Fra hans hellige sår flød mere stråleglans end blod. For ham blev nemlig bortgangen fra dette liv en indgang til et bedre – det der var straffen efter fjendens dom, blev frelsen efter Guds. Det mord de mennesker begik, blev ham en lykke: det berøvede ham al jordisk storhed, men lod ham nyde himlens, det fratog ham hans usikre og skrøbelige magt, men skænkede ham fuld og evig salighed. Også hans kraft, som hidtil havde været skjult, blev senere bragt for en dag med lysende beviser.

14,16  Så snart dronningen fik besked, vendte hun tilbage til sit hjemland sammen med sin umyndige søn. To døtre lod hun til gengæld blive tilbage: Den ene, Ingerd, blev gift med Folke, en af de fornemste mænd i Sverige, og fik sønnerne Bent og Knud. Gennem dem blev hun bedstemor til Birger Jarl, der stadig lever i dag, og hans brødre. Den anden, Cecilia, blev gift med jarl Erik af Götland og fik sønnerne Knud og Karl, der blev stamfædre til talrige efterkommere i en ubrudt række af fremtrædende og fornemme mænd.

15,1  Men folket jublede over drabet på kongen: Den forbrydelse de burde have begrædt, var det dem tværtimod en fryd at gøre grin med. Men selv om de undskyldte mordet med hensynet til fædrelandet og forsøgte at pynte på det ved at kalde det tyranmord, tillod Gud ikke at hans stridsmand blev snydt for sin løn: han lagde den hellige mands hidtil ukendte uskyld åbent til skue med klare tegn og beviser, og til den enestående glans der havde været over hans liv, føjede han strålende hæder i døden. Ja, for at fastslå mordernes ondskab beviste han den straffedes store fortjenester med mirakler, ligesom han åbenbarede hans kraft, som folket intet kendte til, med prægtige undere. Folket blev dybt forundret, men kunne ikke affinde sig med hans store egenskaber og gjorde i lang tid forgæves forsøg på at tilsløre de åbenlyse tegn de så. Det gamle modvillige mukkeri og deres hidtidige stærke had flammede trodsigt op, og ingen kunne bringe dem til at vise guddommelig ære over for den mand som de troede de havde taget livet af for hans forbrydelser. I stedet forsøgte de at modbevise himlens budskaber med menneskelige argumenter. For ganske vist kunne de se at himlens dom billigede den adfærd de selv fordømte, men for at skjule og tilsløre miraklernes troværdighed opdigtede de retfærdige begrundelser for drabet. De stod ved deres handling med stor fasthed og skammede sig ikke over hårdnakket at forsvare deres holdning. Og de stillede sig heller ikke tilfreds med at have berøvet kongen livet, også hans hæderfulde død ville de plyndre ham for – de havde taget livet af ham, og nu gjorde de hvad de kunne, for også at begrave hans berømmelse.

15,2  Men guddommelig stråleglans kan ikke gemmes bort i menneskeligt mørke. Strålende mirakler fejede tvivlens tåger bort med kendsgerningernes klare lys. Hans hellighed ejede en lægende kraft der bragte helbredelse for adskillige sygdomme. Efterhånden som underne tog til, blev de misundelige modstandere tvunget til at bøje sig for hans kraft fordi de ikke længere kunne hindre troen på den i at vinde frem. Ikke desto mindre fremturede de med at forsvare deres handling: ganske vist godtog de nu hans hellighed, men med den tilføjelse at den ikke skyldtes hans gode gerninger tidligere i livet, men hans anger i sine sidste øjeblikke. På den måde lykkedes det dem på en gang at konstruere en lovlig begrundelse for deres egen handling og at skænke ham ære og værdighed efter døden. De sagde altså at kongen havde fortjent sin død, men at han på grund af sine tårer var endt som et fromt menneske, for de holdt på at hans drivkraft havde været griskhed snarere end gudsfrygt. Den vildfarelse kom de senere til at betale dyrt for.

15,3  Og senere generationer har ført deres forfædres misundelse videre: også i dag er der dem der mener at hans hellighed beror på hans tårer, ikke på hans liv, og nutidens tvivlere roder sig ind i fortidens vildfarelser så intet kan få dem til at lægge deres modvilje til side og bedømme hans salighed ærligt. På den anden side har hans helgenstatus fra sit udspring i denne lille by kastet sit lys over næsten den ganske verden. Hans kult, der først blev optaget af byens borgere, har gradvist bredt sig overalt. Hans livs såvel som hans miraklers kraft, som først blev holdt i ære af Odenses egne borgere, har også kirken i almindelighed erklæret hellig. Lige til i dag har hans ånd i himlen haft den lykke at være forbundet med mirakler. Dette er grunden til at Knud, nu hvor han har opnået den guddommelige sjæls udødelighed, fra himlen holder hånden over fædrelandet, nøjagtig som han på jorden stræbte mod at bære landet frem mod storhed. Og derfor har han som helgen, med sin rige høst af ære og berømmelse, en fremtrædende plads i kalenderen. Oven i købet giver han daglig beviser på sin lægende kraft, og sit fædrelands ondskab gengælder han med gode gerninger. Til evig tid vil Danmark kunne være stolt af symbolerne på hans store dyder. Så klar og lysende en stråleglans opnår en hellig mand i døden når menneskers misundelse sætter sig op mod himlens gaver.