© 2024 Det Danske Sprog- og Litteraturselskab. Copyright
Dansk Litteratur drives af Hugo v0.119.0
Hosting: Det Danske Sprog- og Litteraturselskab
1,1 Efter drabet på Knud holdt jyderne stædigt fast ved deres sammensværgelse med Oluf, som de gav en overvældende støtte og forsøgte at få valgt til konge så hurtigt som muligt. Oven på de store farer det havde kostet dem at bringe ham til magten, havde de håb om at han ville være dem meget taknemmelig. Hans brødre, derimod, havde de ikke lyst til at vælge, for de havde holdt for meget af Knud til at de turde stole på dem. Der blev nu aftalt en løsesum, og Niels, der var bror til både den gamle og den kommende konge, blev stillet som gidsel indtil pengene var betalt, hvorefter Oluf kom hjem, og de gjorde ham til konge. Og det var ikke noget ringe eksempel på broderkærlighed Niels derved gav: han tøvede ikke med at tage sin brors lænker på sig og købe kongemagten til ham ved selv at gå i fangenskab. Da Erik hørte det, kom han i tanke om hvor dårligt han selv, efter ordre fra deres fælles bror, havde behandlet Oluf, og af frygt for hævnen begav han sig nu til Sverige sammen med sin kone Bodil, der var et barnebarn af Galicie-Ulf gennem dennes søn Trugot.
Imens samlede danskerne ind, pengene strømmede ind, og snart kunne de betale den sum der var aftalt til at frikøbe gidslet. Han slap så fri af fangenskabet i Flandern, men morderne havde skæbnen imod sig, og hans hjemkomst blev en ulykke for vores folks rigdom og overflod. For mens danskerne jublede over den nye konges tronbestigelse og hæmningsløst hoverede over forgængerens fald, bestemte Gud, der altid vender sig imod forbrydere, at ondskaben ikke længere skulle have lov at trives ustraffet, nu ville han gengælde deres skamløshed med afsavn og lade dem alle lide nød som en retfærdig straf for det mord de i fællesskab havde begået.
1,2 Gud ville ikke straffe enkeltmennesker, men hele befolkningen, og lod derfor Knuds regeringstid følge af det samme antal år med det urimeligste vejr, og derved tog han med sin himmelske magt en større hævn end menneskelig vold havde formået. For om foråret og sommeren sved varmen alt hvad der blev sået, væk mens det om efteråret regnede så voldsomt at det lidt der alligevel måtte være kommet op på lavtliggende eller sumpede områder, forsvandt i oversvømmelserne fra de ustandselige regnskyl. Og det til trods for at det vejrlig menneskene havde behov for, var det stik modsatte. Midsommertiden fik altså ikke den væde der var brug for – den fik til gengæld august, der ellers holder mest af tørvejr, i umådelige mængder. På den årstid væltede vandet ned fra himlen så markerne blev oversvømmet og kom til at ligne vidtstrakte søer. Det lidt som sommeren med nød og næppe kunne frembringe, tilintetgjorde efteråret, og så urimeligt var vejret at ingen regn tog brodden af heden, og ingen hede mildnede den fossende regn. Bønderne roede endda rundt på de oversvømmede marker i små både og høstede de aks der stak op over vandet, hvorefter de lagde de opløste rester af kornet til tørring i varme ovne – kun sådan kunne kornet komme i kværnen og blive brugt til grød, for brød kunne der ikke blive af det.
1,3 Følgen blev så stor en hungersnød at en stor del af befolkningen intet havde at spise og døde af sult. Og disse forhold straffede de rige med fattigdom og de fattige med døden, berøvede de store deres penge og de små deres liv. For når fødevarerne ikke længere slog til, købte de velhavende hvad de skulle bruge til livets opretholdelse, for guld og sølv, men de fattige masser, der hverken havde formue eller føde, bukkede overalt under for den grufulde sult.
1,4 Selv kongen var til sidst ved at svinde helt hen og byttede adskillige godser væk for korn: han satte agerområder til salg og købte fødevarer for de beløb han fik for sine ejendomme. Heller ikke de adelige skammede sig over til det formål at skille sig af med tegnene på deres høje fødsel. Og så havde nabolandene endda rigeligt med korn, så det stod klart at straffen gjaldt et enkelt land, ikke hele verden i almindelighed. Denne uhyggelige katastrofe omvendte folket: den tvang dem til at anerkende den hellighed som de hidtil havde afvist, og forvandlede dem fra hånlige modstandere til beundrende dyrkere af hans ophøjethed. Ja, en så åbenbar straf, der udelukkende ramte danskerne mens andre havde rigeligt med korn, talte sit tydelige sprog om mordernes skyld og den myrdedes uskyld.
1,5 Biskop Sven, som danskerne omfattede med stor respekt, havde forudsagt at denne ulykke ville komme hvis folket ikke hørte på hans advarsler og angrede kongemordet. Han var kendt for sin hengivenhed over for folket og sin ærbødighed over for Gud, og han varetog de kirkelige handinger med stor omhu og opmærksomhed og prædikede med fremragende veltalenhed. Alt dette gjorde ham højt agtet overalt, og både med sin myndighed og sine talegaver ragede han op over alle andre i vort land. Sin menigheds moral forbedrede han ikke kun med det han sagde, men også med sit eget strålende eksempel, for han tænkte lige så fuldendt som han talte. Da Trefoldighedskirken var færdigbygget, var det ham der sammen med Knud gennemførte det fromme arbejde med at anlægge den tilhørende klostergård. Og en lige så stor indsats gjorde han med bygning af Mariakirker, for han lagde mange kræfter i opførelsen af én i den samme by og en anden i Ringsted, ligesom han i Slagelse grundlagde en tredje, viet til Sankt Michael. Så brændende var den iver han viste for hellige bygninger. Men for ham var det ikke nok at vise fromhed herhjemme: han besluttede sig for at han måtte til udlandet for at forøge den, og kastede sig ufortøvet ud i en anstrengende pilgrimsrejse. Og da han på sin vej til Jerusalem var nået til Byzans, samlede han forskellige former for kostbarheder og relikvier fra hellige mænd og sendte dem hjem til sin egen kirke, hvor de blev uundværligt udstyr. Men mens Grækenland fik hans fromhed at se, så Rhodos hans død. Omtrent samtidig døde Rikvald, hvorefter Asser, der både af optræden og slægt var en fornem personlighed, overtog bispestolen i Lund.
2,1 Til trods for at Oluf efterhånden havde siddet på tronen i næsten ti år, betød hans konstante økonomiske problemer at han stadig intet kunne udrette der var prægtigt nok til at være en konge værdigt. Men selv om nabofolkene foragtede ham for hans fattigdom, mente de alligevel at det var under deres værdighed at angribe en mand der sultede, ud fra den tanke at man ikke skulle bruge våben mod sultende, ikke lægge et menneskeligt pres på dem der blev plaget af Gud, og ikke føje menneskenes vold til himlens straf. Og hvem kunne også misunde nogen et rige der i så mange år havde været hærget af den ynkeligste hungersnød?
2,2 Da kongen fejrede jul uden at have så meget brød i huset som der var brug for, og hvor han end så hen i sin gård, fandt sult og nød, blev han overvældet af skammen over de tomme borde. Han gemte hovedet i hænderne, tårerne strømmede ned ad hans kinder, og syg af sorg brød han ud i klageråb over de hårde tider. Ja, han græd virkelig over at måtte servere så lille et måltid for så mange gæster, for han anså det for en dyb skam at sulte så ynkeligt på denne ærværdige dag. Men efter min mening var det kun på overfladen andres og i virkeligheden sin egen nød han klagede sig over. Derpå faldt han i bøn, fæstede blikket mod det høje og bad til Gud, altings skaber, om at han, hvis noget havde vakt hans vrede mod folket, ville lade sin straf gå ud over ham, Oluf, alene og ikke dem, for i hans øjne var disse svære tider det ulykkeligste der kunne hænde riget. Han skammede sig over at præsentere sine stormænd for et gilde med så fattig en servering at den snarere kunne vække sulten end stille den.
2,3 Og Gud vendte ikke det døve øre til, for kongen fandt nu hurtigt vejen til sit endeligt. Hvis overhovedet en brodermorders ord har nogen magt, var det med denne fromme bøn han sikrede sig døden for sig selv og frelsen for sit fædreland, og med denne ædle skamfuldhed over selv at være i live bragte han katastrofen, der var landets straf, til ophør. Derfor står hans død smukkere i erindringen end det han udrettede, eftersom det var hensynet til fædrelandets skæbne der fik ham til at opgive ånden. Samtidig afslørede han hvor stor en kærlighed til undersåtterne hans hjerte bar på, da han bad om at få lov at bøde med sit eget liv for deres ondskab så den trussel der gjaldt alle, kun ramte ham selv. Han ofrede virkelig sit eget liv for sine landsmænds skyld – så en from mand var han, det kan ingen tage fra ham. For nu lod skæbnen hungersnøden gå i graven sammen med sin ophavsmand, og sult blev til mæthed.
3,1 Erik, der var den ældste af Olufs brødre, blev nu kaldt hjem fra Sverige og fulgte ham på tronen til alles vældige begejstring. Hans regeringstid bragte det hårdt prøvede folks svigtende afgrøder på fode igen, og kornet, der nu fik den regn det skulle have, og til de rigtige tider, kom atter til sig selv. For mens han sad på tronen, nåede markerne op på en sådan frugtbarhed at alt korn, af hvilken sort det skulle være, kunne købes for en penning skæppen. Og denne frugtbarhed vendte tilbage år efter år i hele hans regeringstid. Det var derfor ikke kun for sit milde væsen, men også på grund af de milde tider at han fik tilnavnet Ejegod. Nu blev nøden helt og fuldt afløst af rigdom, og fattigdom af overflod. Det vil nok ikke være uinteressant i korte træk at lære hans gode egenskaber at kende.
3,2 For én ting var hans kolossale åndelige kvaliteter, men også hans krop udviklede sig ganske enestående, og han opnåede så forbløffende en størrelse at andre mennesker ikke nåede ham til skuldrene. Og drøjden svarede så glimrende til højden at man skulle tro at naturen havde lagt al sin snilde og omhu i at forme og perfektionere hans statur, ligesom den havde udstyret den vældige krop med tilsvarende kæmpekræfter. Så det gjaldt for styrken som for størrelsen at ingen kunne måle sig med ham, for sammen med sin imponerende statur havde han også fået prægtige kræfter. Selv når han sad, og modstanderne stod, vandt han i spydkast og stenkast, for selv den stilling kunne ikke hindre ham i at give prøver på sine kræfter. I samme stilling kunne han på en gang brydes med to af sine stærkeste mænd: mens han tog livtag på den ene, holdt han den anden fastspændt mellem knæene, og han helmede ikke før han havde sat foden først på den ene, så på den anden, og bagbundet dem. Og lige så store kræfter viste han i tovtrækning. For han tog ét tov i højre hånd og et andet i venstre og satte fire bomstærke mænd til at trække i hver side. Og mens de forgæves hev og sled for at at trække ham væk fra det sted hvor han sad, rykkede han i tovene – nu i det højre, nu i det venstre – med så kolossal styrke at han enten flåede rebet ud af hænderne på dem eller, hvis de virkelig holdt fast, trak dem hen til sig, for de kunne ikke rokke rebet, men måtte selv følge med.
3,3 Også hans stemme var usædvanlig imponerende. Når han talte til forsamlinger, gjorde han det ikke alene med en udsøgt veltalenhed, men også med så kraftig en stemmeføring at ikke kun de omkringstående, men også de der stod langt væk, tydeligt kunne høre hvad han sagde. Og for at vinde popularitet havde han gjort sig det til en vane at slutte sine taler med en opfordring til mændene om så snart de kom hjem, at hilse deres koner og børn, og sågar deres trælle, fra ham. Samtidig lovede han at sikre hver enkelt mand hans rettigheder, og han understregede at de alle havde krav på lige behandling fra hans side.
3,4 Oven i styrke og mod havde kongen også et blidt sind. Men selv om grusomhed lå ham fjernt, var han langt fra ukritisk: han opretholdt en gylden middelvej, midt mellem ligegyldighed og vildskab. Og også hans strenghed blev godt modtaget blandt folket. For at undgå at stormændene i deres grådighed slækkede på retfærdigheden, eller i deres storsnudethed svækkede loven, slog han nemlig hårdt ned på hovmod. Og jo længere han var fra slynglerne, jo hårdere ramte han dem med sine ordrer. For når de der undertrykte folket, ikke rigtig var bange for ham fordi han var for langt væk, sørgede han for at de omgående blev pågrebet og hængt af nogle af hans hirdmænd. Og dermed gjorde han vel ikke andet end at lægge galgen på vægten og opveje uretten? Derfor endte han med at være forhadt blandt de store og elsket af de små, for de små behandlede han med en fars overbærenhed, men de store med en konges strenghed.
3,5 Det eneste der kastede en skygge over disse blændende legemlige og åndelige kvaliteter, var hans voldsomme liderlighed og afskyelige udsvævelser. Han blev led og ked af sit ægteskab og henlagde i stedet hele sit kærlighedsliv til sine elskerinders sovekamre, på trods af at skæbnen havde givet ham en både smuk og høvisk hustru. Men Bodil, som hun hed, havde samtidig stor tålmodighed med sin mands udforskammede opførsel. De piger hun mærkede at han havde en affære med, behandlede hun med moderlig omsorg, og så længe hun levede, holdt hun dem blandt sine kammerpiger så hun altid kunne leve op til hvad han havde af ønsker. Og for at de skulle være endnu kønnere, satte hun ofte selv med egne hænder deres hår. Det havde været mere end nok at hun gemte sin vrede væk, men hun viste dem ligefrem kærlighed, for når hun ikke kunne glæde sin mand med sit eget udseende, besluttede hun sig for at gøre det med andres. Frem for at søge hævn for de krænkelser han udsatte hende for, valgte hun at pleje hans kærlighed gennem andre, for hun ville nødig anklage en berømt hersker for at opføre sig uanstændigt. I hendes øjne var det nemlig finere at behandle dem der havde røvet hendes elskede, med respekt end med had. Derfor nøjedes hun ikke med at dække over sin mands skandaløse optræden, hun lukkede øjnene for hans affærer og havde styrke til at vise venlighed mod disse piger som hun med god ret kunne have hadet. Hun gengældte foragt med respekt og krænkelser med lydighed og gjorde sig derved til et strålende eksempel på kvindelig langmodighed. Ja, denne enestående selvbeherskelse har sikret hende et strålende eftermæle.
3,6 Erik fik sønnerne Harald, Knud og Erik, men overleveringen siger at han fik den første med en elskerinde, den anden med sin kone og den tredje med en andens kone. Også døtre fik han adskillige af med sine elskerinder, og en af dem gav han væk som hustru til en vis Håkon som belønning fordi han havde påtaget sig at hævne mordet på Bjørn. Bjørn var en bror til Erik, som havde underlagt sig Holsten og Ditmarsken og, for at sikre sig imod oprør, havde rejst et fæstningsanlæg med vold og grav hele vejen rundt om den ø hvor Vermunds søn Uffe ifølge overleveringen havde udkæmpet sin duel med to af sachsernes mest fremragende krigere. En menig borger havde for egen regning set sig gal på hans herredømme og gennemborede ham i siden med et spyd mens han stod og talte til en forsamling.
4,1 På den tid provokerede venderne vores folk med grusomme sørøveroverfald. Deres uforskammede fremfærd havde længe fået næring af de katastrofale forhold i Danmark, for Oluf havde snarere fremmet den med sin passivitet end modarbejdet den med nogen af sine aktiviteter. Nu dræbte de også en mand ved navn Aute, der tilhørte en af de fornemste slægter, engang han var på vej fra Sjælland til Falster, for han ville hellere dø end tages til fange. Det danske folk er nemlig født med en sådan tapperhed at fangenskab for dem er den værst tænkelige skæbne.
Den sag forfulgte Skjalm Hvide (som var Autes bror) på tinge med utallige klager, og det lykkedes ham, i kraft af sin store myndighed, at presse folket til en beslutning om at alle under ét skulle hævne denne ene mands død. Kongen havde nemlig styrket folkets indflydelse så meget at de havde fået ret til at tage beslutning om felttog, og den fælles krigsførelse ikke var underlagt herskerens ordre, men folkets vilje.
4,2 Imidlertid havde to mænd ved navn Alle og Herre, der stammede fra Skåne, men var blevet forvist som straf for deres forbrydelser, slået sig ned som fredløse i Julin – hvor alle danskere kunne finde et sikkert tilflugtssted. De to lagde sig ivrigt efter byens traditionelle virksomhed: de kastede sig ud i plyndringstogter mod deres fædreland og de grufuldste ødelæggelser af alt hvad der var dansk. Men nu gik Danmarks unge krigere til angreb på Julin og belejrede byen indtil indbyggerne måtte give sig og indgå en aftale der tvang dem til at udlevere alle de sørøvere de havde inden for murene, samt en sum penge. Da vores folk havde fået sørøverne i deres magt, besluttede de sig for at straffe deres overgreb mod fædrelandet med den grusomste dødsmåde man kunne tænke sig: For at gøre deres død så voldelig som muligt bandt de dem først fast til pæle med bagbundne hænder, og derpå sprættede de maverne op på dem med knive, og når indvoldene var blottet, trak de de forreste af dem ud hvorefter de viklede resten op på stokke – og de standsede ikke pinslerne før alle indvoldene var trukket ud af bughulen, og de havde tvunget deres forpinte ofre til at opgive deres skrækkelige røverånd.
Denne scene var ganske vist ikke noget muntert syn, men i praksis blev den særdeles nyttig for danskerne. For ét er at den straffede de skyldige, men den var også en grundig advarsel til alle andre om at de skulle undgå at udsætte sig for lignende pinsler. Derfor var det i lige så høj grad et advarende eksempel for dem der så på, som det var en straf for dem det gik ud over. Og det var ikke den eneste gang Erik fik krammet på vendernes vældige styrke og svækkede deres slagkraft, også en anden og en tredje gang lykkedes det ham at jage disse vilde mennesker en sådan skræk i livet at han aldrig senere blev ramt af sørøveriets stormflod.
5,1 I mellemtiden døde Egin, og Asser, der tilhørte en berømt jysk slægt, overtog bispestolen i Lund. Tilfældigvis havde ærkebiskoppen i Hamborg på samme tid, på grundlag af falske og ubegrundede mistanker, besluttet at Erik skulle lyses i band. Det gjorde kongen bange, og han kom nu dommen i forkøbet ved at appellere sagen og omgående rejse til Rom. Her blev hans sag omhyggeligt gennemgået, og det lykkedes ham at give en slagkraftig tilbagevisning af biskoppens anklage og på hvert eneste punkt i sit forsvar at sætte anklageren til vægs.
5,2 Men han stillede sig ikke tilfreds med at have gennemført et særdeles vellykket forsvar for sin sag. Nu var han så forbitret på sin modpart at han ikke kunne finde sig i at den hjemlige kirkes værdighed var underlagt en udenlandsk kirkelig myndighed. Derfor vendte han tilbage til Rom og ansøgte om at han selv såvel som hans rige og dets kirke blev befriet fra den sachsiske overhøjhed, så han ikke var tvunget til at rette sig efter fremmede folk i kirkelige sager eller nødvendigvis skulle hente kirkens forskrifter fra udlændinge. Han fik da også uden besvær kuriens tilsagn. En vidtberømt mand som ham ville de nødig sige nej til, og da de samtidig følte at de måtte tage hensyn til hans værdighed, og også til de anstrengelser han havde gjort sig, imødekom de hans anmodning: de lovede at udstyre hans kongerige med et ærkesæde og lod kongen drage hjem i lykkelig forventning om det han havde fået løfte om.
6,1 Men de følgende begivenheder var mere ubehagelige. For da Erik var vendt hjem og en dag holdt taffel under åben himmel, sådan som konger ofte gør, skete det at der blandt de tilstedeværende var en musiklærer. Han snakkede løs og roste sin kunst i høje toner, og påstod blandt andet at visse toner kunne gøre mennesker splitterravende vanvittige. Ja, lyren besad faktisk så stor kraft, sagde han, at de der hørte den, umuligt kunne blive ved deres fulde fem. Da han så blev spurgt om han selv mestrede den teknik, erklærede han at det gjorde han, og nu overfaldt kongen ham først med bønner, senere også med trusler, og tvang ham til at vise hvordan det foregik.
Da han nu ikke kunne tale kongen fra det, eftersom hverken frygten for at blive vanvittig eller advarsler om faren bed på ham, sørgede musikeren først for at alle våben blev fjernet fra huset så de afsindige ikke havde noget ved hånden de kunne gøre skade med. Derefter anbragte han en hel del mænd rundt om bygningerne uden for hørevidde af lyren med ordre om så snart de hørte larmen fra de vanvittige, at storme ind ad døren, rive lyren ud af hænderne på ham og slå ham i hovedet med den. Hvis han fik lov at spille videre, ville han også få de nytilkomne til at gå fra forstanden. Samtidig gav han dem instrukser om at nogle mænd skulle være parat til at gribe håndfast ind over for de vanvittige når de gik amok, så vanviddet ikke udartede til slagsmål, og de slog hinanden ihjel.
6,2 De forholdsregler blev fulgt. Og da våbnene var båret ud og låst inde i et skab, slog han lyren an og begyndte at spille en usædvanlig dyster melodi. Så snart de tilstedeværende hørte den, blev de på det nærmeste lammet af sørgmodighed. Lidt efter bragte livligere toner fra lyren dem i en mere løssluppen sindsstemning: sorgen forvandledes til jubel, og de kastede sig ud i kåde spring og muntre fagter. Til sidst drev stadig hidsigere musik dem frem mod galskab og utilregnelighed, lige til deres skrig og hyl afslørede at vanviddet havde taget magten over dem. Sådan vekslede deres sindstilstand efter musikken.
Det gik nu op for dem der var blevet ude i gården så de ikke hørte musikken, at kongen og de andre der havde fået lov at deltage, var gået fra forstanden. De brød staks ind i huset og greb fat i den rasende konge, men kunne ikke holde ham. I sin ustyrlige vildskab kæmpede han sig med vældig kraft fri af deres greb, for raseriet lagde nye kræfter til dem han fra naturens side var udstyret med. Han fik bugt med sine modstandere og slap væk, brød dørene op ind til kongehallen, greb et sværd og dræbte fire af de krigere der sprang til for at holde ham tilbage. Til sidst blev han begravet i et bjerg af puder som hans hirdmænd overdængede ham med fra alle sider, og på den måde lykkedes det dem, med risiko for deres liv, at få ham overmandet. Da han kom til sig selv igen, var det første han gjorde, at udbetale hirden den skadeserstatning de havde krav på.
6,3 Men kongen mente at der skulle en endnu strengere form for bod til for at vise hans anger. Han ville derfor også sone sin synd med en pilgrimsfærd og besluttede at rejse til Jødeland, det hellige land hvor Herren engang færdedes. Efter længe at have overvejet dette fromme forsæt med sig selv, røbede han omsider planen for de mennesker han havde udset sig som følge på rejsen fordi de havde særlige fysiske kvaliteter. Selv om de var meget kede af ideen, bekendtgjorde han den også på landstingene. Da han havde forelagt den for tinget i Viborg, stod folkemængden som lamslået: alle klagede sig højlydt som om de skulle miste en fader, og råbte at hans fravær ville være dødsensfarligt for fædrelandet, og i deres iver efter at holde ham tilbage viste hele folket ham det samme ansigt, som en sorgbetynget ven. Til sidst kastede de sig i tårer for hans knæ og bønfaldt ham indtrængende om ikke at tænke mere på sine egne løfter end på alles fælles bedste, for som de sagde: han ville behage Gud langt mere ved at forvalte sit rige oprigtigt end ved at rejse væk. Men over for forsamlingens bønner satte han sit hellige løfte, og på den baggrund holdt han urokkeligt fast ved det han havde sat sig for. Folket var på den anden side snedige nok til at finde en plan der kunne tilbagevise den argumentation, for de lovede at skænke en tredjedel af deres formue til de fattige for at købe ham fri for hans løfte.
6,4 Men ikke engang det kunne rokke ved hans fromme beslutning. Så hårdnakket holdt han på den. Kongen erklærede nemlig at man ikke kunne genoprette sin ære med en synd, og at han ikke kunne købe sig fri fra sit løfte med lånte penge – og slog samtidig fast at hvis han tog imod tilbudet, risikerede han på en gang at gøre sig selv til meneder og sit fædreland fattigt. Han foretrak faktisk at betale sin rejse af egen lomme frem for at låne det nødvendige hos andre, for det skulle ikke være til besvær for andre at han førte en gudfrygtig beslutning ud i livet. Derfor trak han de ledende mænd til side for at drøfte hvem der skulle indsættes som midlertidig statholder – ikke fordi hans egen dømmekraft fejlede noget, men for at det ikke skulle se ud som om han havde nok i sig selv og tog mere hensyn til sine egne meninger end til folkets, hvis han undlod at spørge dem til råds. Da de havde hørt hvad han havde at sige, svarede stormændene at det overlod de til hans egen afgørelse, og at de bestemt ikke kunne tvivle på hans samvittighedsfuldhed på dette punkt i betragtning af hvor stor omsorg han udviste på andre områder.
6,5 Så indsatte kongen sin søn Harald som sin stedfortræder på tronen. Han var den ældste og derfor den bedst egnede til posten. Opgaven med at fuldende Knuds opdragelse overdrog han til Skjalm Hvide, en højt anset og aldeles uangribelig mand, som han havde givet ansvaret ikke alene for hele Sjælland, men også for Rügen, som han havde gjort skatskyldig. Erik, der ikke var så fornem af fødsel, tog han sig til gengæld mindre omhyggeligt af, så ham overlod han til mindre indflydelsesrige opdragere.
Da alt dette var arrangeret, valgte kongen sine ledsagere til rejsen. For selv at se mindre ud end han faktisk var, udvalgte han de højeste han kunne finde, så de svarede til hans egen statur, for han var bange for at hans usædvanlige størrelse skulle gøre ham til grin blandt de fremmede folk der så ham, men hvis de andre var påfaldende høje, ville han vække mindre opsigt selv. Bodil tøvede heller ikke et øjeblik med at følge sin mand. På rejsen delte hun hans løfte, men ikke hans seng, og derved lod hun kyskhed højne hæderen ved rejsen.
6,6 Men selv om Erik nu forlod sit fædreland, holdt han ikke op med at bekymre sig om det. For at danskerne kunne blive fri for at forvalte deres kirkelige opgaver under en udenlandsk biskop, sørgede han nemlig for at der blev sendt en delegation til den pavelige kurie for at anmode om det ærkebiskoppelige værdighedstegn der skulle smykke vores hjemlige kirke. Og hans tiltro til løftet fra Rom viste sig da heller ikke ubegrundet. Nu ankom der nemlig en udsending fra kurien for at udmærke vort folks præsteskab med dette hellige værdighedstegn. Han inspicerede alle de største byer i Danmark, og efter omhyggeligt at have gransket alt, ikke kun byer, men i høj grad også personer, nåede han frem til at denne ære burde tilfalde Lund, såvel på grund af Assers fremragende personlige egenskaber som fordi Lund er så nem at komme til fra de omkringliggende lande både til lands og til vands. Og han nøjedes ikke med at løsrive kirken fra den sachsiske overhøjhed, han lagde også den svenske og den norske kirke ind under den. Det er faktisk ikke så lidt Danmark kan takke Roms velvilje for, ikke alene selvstændighed, men også herredømme over andre lande.
7,1 I mellemtiden sejlede Erik til Rusland, hvor han fortsatte over land, og efter at have gennemrejst store dele af Østen nåede han til Byzans. Her turde kejseren overhovedet ikke modtage ham inde i byen, og i stedet gav han ham besked på at slå lejr uden for murene, hvor han så viste ham sin gæstfrihed og høflighed – for han forestillede sig at Erik havde ondt i sinde, og at fromheden kun var skalkeskjul. Rygterne om Erik og hans kolossale størrelse gav kejseren bange anelser, og derfor ville han hellere åbne sin pung for ham end sine porte. Oven i købet fattede han ved samme lejlighed også mistanke til de danskere han selv havde et nært og fortroligt forhold til, ud fra den tanke at de ville have større respekt for kongen derhjemmefra end for den sold han betalte dem. Blandt de soldater der gør tjeneste i Konstantinopel, er det nemlig dem der taler dansk der har de højeste positioner i hæren, og de fungerer normalt som kejserens personlige livvagt. Erik var udmærket klar over hvad det var kejseren forestillede sig, men han lod sig ikke mærke med noget og bad om tilladelse til at komme ind i byen for at bede ved dens helligdomme – i forvejen havde han fortalt at det først og fremmest var hans lyst til at udøve sin tro der havde ført ham dér til byen. Kejseren roste hans iver og lovede ham et svar på hans andragende den følgende dag.
7,2 I mellemtiden opsøgte de danskere der var indrulleret i grækernes hær, kejseren og bad indtrængende om tilladelse til at hilse på deres konge. Det fik de lov til, men med ordre om at gå derud én ad gangen for at kongen ikke skulle kunne opildne dem alle sammen på en gang. Kejseren havde nemlig bestukket nogle af de mænd der forstod begge sprog, for at få at vide hvad de og Erik sagde til hinanden.
Det første der skete, efter at de havde hilst på kongen, var at han bad dem sætte sig. Derpå begyndte han at tale: Han gjorde dem opmærksom på at de danskere der var i græsk krigstjeneste, allerede for længe siden havde nået ærens højeste tinder for deres mod og dygtighed: skønt de selv var fremmede, kommanderede de over landets egne borgere, og de havde det langt bedre ude end hjemme. Oven i købet betroede kejseren sit liv i deres varetægt, og den forrang skyldtes ikke så meget deres egen indsats som det mod og de evner deres forgængere i græsk krigstjeneste havde udvist. Derfor måtte de passe meget omhyggeligt på ikke at lade drukkenskab få overhånd over ædruelighed, for de kunne gøre langt større gavn i den tjeneste de havde påtaget sig, hvis de undlod at drukne sig selv i vin – og deres hersker i bekymringer. Hvis de gav pokker i mådeholdet, ville de blive lige så sløve i udførelsen af deres militære pligter som raske til at komme i slagsmål. Han formanede dem også om ikke at bekymre sig mere om deres liv end om deres tapperhed når de stod over for fjenden – ikke at flygte fra døden eller ty til fejhed for at redde livet. Og han lovede at så snart de vendte hjem til fædrelandet, ville han belønne dem for deres tro tjeneste, og skulle de miste livet i mandig kamp på slagmarken, ville han vise deres familie og slægtninge hæder og respekt. I disse og lignende vendinger talte han til dem alle sammen, og derved sikrede han Grækenland oprigtig trofasthed fra danskernes side.
7,3 Da kejseren fik den besked fra sine agenter, sagde han at det var ufortjent når grækerne blev anset for klogere end andre folk: her havde de sat spørgsmålstegn ved troværdigheden hos en fyrste hvis folk de kendte som højt hævet over forræderi af en hvilken som helst art! Man kunne jo have sluttet sig til kongens troværdighed ud fra hans folk, der havde givet så tydelige beviser på deres pålidelighed. Da han nu så at det var fromhed og ikke forræderi kongen havde i tankerne, gav han ordre om at byen skulle udsmykkes og gaderne bestrøs smukt, hvorefter han ærbødigt rakte ham sin højre hånd og under jubel fra alle sider førte ham til sit palads som i triumf. Den mand han først, aldeles ufortjent, havde omfattet med mistro, viste han nu så stor ære som et menneske kan vise et andet. Ja, nu behandlede han ham som en hædersgæst og gav ham et kongeligt palads at bo i, og det palads har ingen senere kejser ønsket at bruge, fordi det kunne se ud som om de satte sig på højde med denne store mand hvis de boede under samme tag som han. Den ærbødighed skulle gøre gæsteboligen til et varigt monument over gæsten. Kejseren sendte også bud efter en maler der skulle afbilde hans statur i fuld størrelse og så præcist som muligt fremstille hans udseende i farver, både i stående og siddende stilling, så han altid havde en gengivelse af hans kolossale størrelse.
7,4 Og for nu ikke at tage afsked med så betydningsfuld en gæst uden at give ham en gave med, bad han ham forlange lige hvad han havde lyst til. Erik, der var aldeles ligeglad med rigdomme, svarede at han allerhelst ville have ben fra helgener, og kejseren forærede ham derfor sådanne hellige relikvier. Erik tog begejstret imod denne fromme gave og sørgede for at den blev forsynet med det kejserlige segl og sendt af sted til Lund og Roskilde. Og heller ikke hans eget fødested skulle savne helligdomme, så til Slangerup sendte han de højhellige ben af sankt Nikolaj samt en splint af Kristi kors. Han har også grundlagt byens kirke, og det siges at hans mor satte ham i verden på det sted hvor alteret nu står.
7,5 Kejseren tilbød ham også guld i store mængder, men det ville han ikke høre tale om, for man skulle ikke kunne sige om ham at han var så grådig efter grækernes rigdomme at mådeholdet måtte komme i anden række. Men det tog kejseren straks som en fornærmelse. Han hævdede at det var en hån ikke alene mod gaven, men mod kejseren selv – så i stedet for at bede ham om det tvang han ham med trusler om skam og skændsel til i al ydmyghed at tage imod sin gave. Men kongen ville ikke være en af dem der kun tager imod og aldrig selv giver gaver, og derfor gengældte han kejserens vennegaver lige så gavmildt. Men ved hans gaver var nyhedsværdien størst: jo sjældnere gaverne fra de fremmede lande var i Grækenland, jo gladere blev kejseren for dem.
7,6 Derpå fik han krigsskibe og proviant af kejseren og sejlede til Cypern. Denne ø havde i gamle dage den særhed at den ikke kunne tåle grave: hver gang et lig var blevet begravet om dagen, udstødte den det igen i løbet af natten. Her blev kongen angrebet af en febersygdom, og da han mærkede at døden var nær, bad han om at blive begravet ved Cyperns største by. Selv om jorden spyttede andres lig ud, sagde han, ville den være mere medgørlig over for hans og holde det i sig. Han fik så den grav han ønskede sig, og ved nådigt at skænke jorden sit legeme satte han en stopper for dens ældgamle modvilje mod menneskelig, så den nu ikke alene fandt sig i hans, men også i andres grave. Også hans hustru endte sit liv under denne anstrengende rejse. Og hermed var hele kong Svens slægt svundet ind til tre sønner: Sven, Niels og Ubbe. For som det fremgår af det foregående, blev Knud, Bent og Bjørn dræbt i kamp, og resten bukkede under for sygdom.
8,1 Efter Eriks død gik der to år før man i Danmark fik sikker underretning om hans bortgang. Sven, der var den næste i alder efter Erik, var så forhippet på at overtage tronen og så sikker på at hans alder gav ham ret til det, at han ikke fandt det spor nødvendigt at afvente en samlet beslutning fra hele landet, og han sammenkaldte derfor tinget i Viborg. Han havde ingen betænkeligheder ved at foregribe det samlede kongevalg ved at lade en enkelt landsdel træffe beslutning. Det er også muligt at han var bange for at lade sin slette karakter underkaste en nøjere bedømmelse, og derfor foretrak at gribe magten med støtte fra en mindre gruppe frem for at betro sin skæbne til den store mængdes uforudsigelige afgørelse – foretrak med sine egne tilhængeres billigelse at sætte sig på det som kun det samlede folk kunne beslutte at give ham.
Han satte så af sted i fuld galop mod tingstedet i Viborg, men undervejs svigtede helbredet ham, og han bad om en vogn der kunne transportere ham mere mageligt og hensynsfuldt – for som han sagde: bare han fik lov at leve tre dage med titel af konge, kunne han dø med et smil på læben. Hverken svigtende kræfter eller tunge lemmer kunne nemlig bremse hans travle tanker. Men han var nu så syg at selv vognen blev for meget for ham, og i stedet bad han sine tjenere skynde sig at skaffe en bærestol. Hvis bare folket nåede at udråbe ham til konge, sagde han, ville han ikke have noget imod at opgive ånden under selve tinget. Hans svaghed kunne ikke overvinde hans ukueligt brændende ærgerrighed. Men netop som han sådan uden at ænse sin sygdom stred sig frem mod tinget i større hast end han i virkeligheden formåede, fik døden ham før han blev konge – og ikke han sin kongetitel før han døde.
8,2 Nu var der så kun Niels og Ubbe tilbage at vælge mellem, for Harald havde gjort sig voldsomt upopulær i befolkningen med den uretfærdige måde han havde styret riget på. Under ham var statsstyret blevet alvorligt miskrediteret, for han havde opført sig aldeles hæsligt og afskyeligt, kastet al vedtagen retfærdighed på møddingen, misbrugt sin magt over undersåtterne til de mest rædselsvækkende plyndringer og røverier og plaget befolkningen med alle tænkelige former for overgreb. Følgen var at alle var lede og kede af hans modbydelige tyranni og under ingen omstændigheder ville overlade riget til den mand der trådte det under fode, for det ville være uværdigt at besvare uret med lydighed og lidelser med hæder.
Altså samledes nu hele folket ved Isøre, og det blev vedtaget at overlade magten til Ubbe eftersom han var den ældste. Den eneste der kunne tænkes at tage det fortrydeligt op, var Niels, og han gik tværtimod ivrigt ind for tingets beslutning fordi det var blevet en fast tradition blandt Svens sønner at følge hinanden på tronen efter alder sådan at kongeværdigheden hver gang gik i arv fra en ældre bror til en yngre.
8,3 Men Ubbe, der ikke rigtig stolede på sine egne evner, undslog sig for at lægge skuldre til så voldsom en byrde med en undskyldning om at han selv var klar over sin dårlige begavelse, og erklærede samtidig at hans bror, der var mere opvakt, egnede sig glimrende til det hverv. Han mente nemlig det var klogere selv at sætte sig til dommer over sine egne mangler end at overlade det til andre. Men i mine øjne kom han af angst for at virke arrogant til at tale mere ydmygt end egentlig korrekt om sine evner, for netop ved at afvise tronen viste han større evner end hvis han havde taget imod den. Det var netop en kvalifikation til den post at han ikke skammede sig over at afstå den til sin mere kløgtige bror da han selv fik den tilbudt.
Men danskerne værdsatte ikke hans beskedenhed og undselighed efter fortjeneste. Det gik ikke op for dem at de stod over for en intelligent mand der kun spillede ubegavet for at undgå en tung byrde, og at de burde have insisteret og overtalt ham i stedet for at tillade sig det sløseri det var, at lade ham gå. Enhver der er ved sine fulde fem, må vel kunne se at her var en mand der struttede af evner, men foretrak at holde fast ved sin tilværelse som privatmand frem for at stræbe efter en værdighed som kun ville bringe ham besvær og bekymringer.