Trettende bog

1,1  Nu besteg Niels så tronen, men hans modvilje mod hovmod af enhver art var så stor at han ikke af den grund opgav en smule af sin gamle venlighed: han blev ved med at leve som han hele tiden havde gjort, for det skulle ikke se ud som om han opførte sig som hans position tillod, snarere end at indtage den position hans opførsel tillod. For ikke at bebyrde riget med en kostbar hird og umættelige udgifter indskrænkede han sin daglige livvagt til seks eller syv skjolde der kunne skræmme røvere væk, og han var ikke mere overmodig som konge end han havde været som kriger. Til hustru tog han Margrete, en datter af kong Inge af Sverige og hans dronning Helene. Hun var ikke jomfru eftersom hun tidligere havde været gift med kong Magnus af Norge.

1,2  Magnus havde gang på gang overfaldet svenskerne, men da han også engang gik til angreb på hallænderne, blev han overrasket af et pludseligt modangreb der tvang ham til et forsmædeligt tilbagetog til skibene, barfodet som han var – og den vanærende flugt gav ham også hans tilnavn. Men Inge kunne ikke holde ud at være truet på livet af Magnus' tropper, så for at skaffe sig fred gav han ham sin datter til ægte, og den gestus afværgede faren. Magnus fik ingen børn med Margrete. Niels gjorde, men de fik en ulykkelig skæbne.

1,3  Én søn, Inge, blev som ganske ung kastet af en løbsk hest, der knuste alle hans lemmer med sine hove og vædede vejens snavs med hans ædle blod. Det var så ynkelig en død han fik da hans lemlæstede lig lå dér på jorden, og lemmerne lå spredt ud over vejen! Det der skete, var at hans opdrager ville vænne ham til at sidde på en hest og lod ham holde tømmerne selv. Men dem var drengen ikke stor nok til at mestre, og hans fod hang fast i stigbøjlen så han blev trukket hen ad jorden.

1,4  Den anden søn, Magnus, var langt heldigere med sine medfødte evner end med sin skæbne. Han begik den gruopvækkende forbrydelse at myrde en slægtning og endte som et berygtet eksempel på forræderi. Hans mor ville sikre ham støtte fra sine egne slægtninge ved at knytte familieforbindelser mellem dem og fik derfor sin bror Regnalds datter gift med Henrik og sin søsterdatter Ingeborg med Knud. Sin fædrenearv fik hun delt i nogenlunde lige store portioner, som hun fordelte ligeligt med én til sig selv og de øvrige til de ægtepar jeg netop har nævnt. Det blev anledning til en strid mellem danskerne og svenskerne, der senere har fået næring af flere andre fjendskaber og hårdnakket har holdt sig som et gammelt nag lige til vore dage.

Herudover fortælles det at Niels med en elskerinde fik datteren Ingrid, der senere blev gift med en mand ved navn Ubbe.

1,5  Margrete forøgede ikke alene kirkernes besiddelser med jordegods, hun lagde også alle sine kræfter i at øge deres glans og herlighed og erstattede præsternes fattige dragter med udsøgt pragtudstyr. Til forskønnelse af kirken sørgede hun for at der blev fremstillet prægtigt udsmykkede pallier og andre former for messeklæder som hun kunne donere til brug ved messen.

2,1  Men Gudskalk havde med Sigrid fået en søn der hed Henrik, og ham snød Niels på det groveste for hans mødrenearv. Han fremførte nu sit krav på den med en sådan voldsomhed at han bestandig var på nakken af danskerne og tvang Niels til at indsætte vagtmandskab midt inde i Slesvig by for at kunne være i sikkerhed. Hele området mellem Elben og Slesvig lå mennesketomt og uopdyrket hen på grund af ham. Alt det ville Niels hævne, så han sammenkaldte flåden og sejlede til Ljutka, hvor han havde givet Eliv, der var jarl i Slesvig, ordre om at møde frem med en rytterhær. Danskerne havde nemlig endnu ikke lært sig at bruge rytteri når de førte krig i udlandet. Men jarlen var ikke til at stole på: han havde ladet sig bestikke af Henrik, for i sin grådighed tænkte han mere på penge end på kongens ordrer. Så Niels måtte klare sig uden heste da han opstillede sin slagorden i vendernes land.

2,2  I den situation fandt venderne det sikrere at udmatte Niels' fodfolk med rytterangreb end at indlade sig i slag med hele deres styrke. De sværmede omkring deres fjender, nu på fløjene, nu i flankerne, for løs på dem med deres spyd og splittede dem med fremstød på kryds og tværs. For så snart de havde sat et angreb ind, flygtede de igen, og de var lige så hurtige til at trække sig tilbage som til at rykke frem. Og eftersom vores folk nok var en trussel for dem ved deres tyngde, men ikke ved deres bevægelighed, undgik venderne frontale sammenstød, men svingede rundt og faldt dem i ryggen i stedet. Den slags fordægtige, man kunne næsten sige røveriske, overfald var deres svar på danskernes uhyggelige slagkraft. På denne måde blev danskernes hær svækket og afkræftet, og eftersom de ikke havde haft meget held med sig på det flade land, trak de sig tilbage til et nærliggende højdedrag i håb om at stillingen kunne beskytte dem når våbnene ikke kunne. De nåede da også derop og kunne fra toppen betragte fjenderne under sig i sikker afstand.

2,3  Den følgende dag valgte de igen at opsøge den usikre skæbne nede på det flade land frem for at nyde sikkerheden oppe på bakken, for det skulle ikke se ud som om stillingen gav større beskyttelse end deres egen styrke. Men fodfolkene kunne ikke stå sig mod rytteriets kampgejst, og resultatet blev at de i deres iver efter at genvinde æren på slagmarken skaffede sig endnu en ydmygelse på halsen, oven i den fra dagen før. Når slaget fik det udfald, vil jeg tro det skyldtes manglende udrustning snarere end manglende mod, for i deres tapperhed så de ikke meget på hvad en kriger primært har behov for. Derfor var det ikke fejhed men sløvhed de blev straffet for, og det var snarere deres egen uforsigtighed de måtte bukke under for, end andres styrke.

2,4  Harald kæmpede tappert og blev efter sigende så hårdt såret at han ikke kunne gå, og hans mænd måtte bære ham på et skjold så det kun var med andres hjælp han nåede tilbage til lejren. Også Knud fik så alvorlige sår at han var ude af stand til at stå på benene, men mødte stor beredvillighed og troskab hos en af sine krigere. For at hindre at hans herre faldt i hænderne på fjenden, tøvede denne mand ikke med at sætte sit eget liv på spil for at frelse hans. Han gav med fuldt overlæg sine kammerater besked på at flygte mens han selv satte farten ned og lod som om han havde svært ved at gå. Da en vender fór hen mod ham, strakte han hænderne frem for at lade sig binde, men så snart hesten kom tæt nok, greb han fat i dens tøjler, og med hjælp fra sine kammerater tog han hesten fra barbaren. Så snart han havde den, kom han Knud til undsætning i hans aldeles hjælpeløse tilstand. Sådan fik denne snedige, men også risikable heltedåd en lykkelig udgang.

2,5  Da tusmørket faldt på, søgte de tilbageværende af vores folk, der var sluppet meget uheldigt fra kampen, tilbage til det eneste sted hvor de var i sikkerhed: på bakkens top. De var nu også løbet tør for mad og drikke og pintes altså ikke kun af sår og udmattelse, men også af sult. Fuldkommen udhungrede var de, og hvorhen de end vendte sig, så de kun farer og ingen mulighed for undsætning (for skåningerne blev holdt tilbage af uvejr, og Eliv, der var blevet bestukket af Henrik, kom med mange undskyldninger for sin langsommelighed, men forstærkninger kom han ikke med). Og da de måtte opgive at få hjælp fra menneskene, vendte de sig i stedet mod himlen efter beskyttelse, for de ville hellere betro den sidste rest af deres knuste håb til Guds magt end til menneskenes.

Den næste dag, som var den hellige Laurentius' aften, stod det dem klart at et løfte om afholdenhed ville være den bedste måde at formilde den almægtige Gud. De samledes derfor under suk og klage til et møde hvor de lovede at alle danskere, unge som gamle, hvert år på den hellige Laurentius' aften såvel som dagen før allehelgen samt den dag vi plejer at vie til Kristi lidelse, ville overholde den strengeste faste. Dette løfte var fremtvunget af den nødsituation de alle stod i, men senere generationer har overholdt det til punkt og prikke, for i deres øjne ville det være uværdigt at bryde deres forfædres beslutning om afholdenhed bare for deres utålmodige og grådige mavers skyld.

2,6  Ved daggry begav vores hær sig deling for deling tilbage mod skibene, og på vejen mødte de skåningerne, der netop havde lagt til med deres flåde. Det møde var en stor opmuntring for dem, og eftersom skåningerne var uskadte og friske, gav de nu dem besked på at sikre at rytterne ikke faldt dem i ryggen. Derpå fortsatte de fremrykningen i samlet formation indtil de stødte på en mose hvor de måtte krydse bundløst dynd og ikke havde nogen mulighed for at slippe udenom når de én gang var begyndt. Snart sad de uhjælpeligt fast i sumpet hængedynd, hvor deres ben sank stadig dybere i slam og mudder, og deres paniske anstrengelser for at nå over på den anden side endte i vild flugt. Størstedelen af dem gik til grunde i mosedyndet og blev slagtet som kvæg af fjenden. Netop fordi de var så ivrige efter at komme over og styrtede så hovedløst af sted, blev denne forhindring så farlig. Omsider nåede de med nød og næppe tilbage til stranden og slap bort.

2,7  Den sejr gjorde venderne så sikre på sig selv at de pralede højlydt af deres egen styrke mens de nedgjorde danskernes. De grinede uhæmmet af danskernes »slaphed« og vigtede sig samtidig af deres egen tapperhed. Men Henrik, der kendte alt til vores folks tankegang, sagde at han havde den stik modsatte opfattelse af fjendens styrke. Deres konge kunne tydeligvis sammenlignes med en stærk hest: hvis den kendte sine egne kræfter, ville den ikke tage sig af de ordrer rytteren gav den, men eftersom den faktisk ikke kender dem, finder den sig uden videre i at han bestemmer. Sådan var det også med Niels: hvis han stolede på sin egen styrke, ville han have succes med alt, men hvis han tvivlede, ville han ikke have held med noget.

Efter disse begivenheder blev Eliv dømt som landsforræder fordi han havde solgt sit fædrelands skæbne. Han måtte finde sig i den vanære at miste ikke bare sit embede som jarl, men også hele sin familieformue, og måtte altså bøde for en beskidt indtægt med den dybeste fattigdom.

2,8  Men det sidste slag havde gjort Henrik endnu mere frygtløs, og han plagede de danskere der boede ved kysten, med sørøveroverfald, ikke kun i egnen omkring Ejderen, men helt op til Slesvig og den vold der kaldes Dannevirke. Til tider sejlede han i hemmelighed tropper ind for at overrumple selve Slesvig by. Og nu hvor Eliv var afsat, og der stadig ikke var nogen ny til at tage sig af de egne af landet, begyndte folk også at udplyndre hinanden, oven i de utallige overfald udefra. Og de plager der kom indefra, tog endnu hårdere på byen end de plager der kom udefra, fordi det skjulte som bekendt kan volde endnu større skade end det åbenlyse.

2,9  Friserne, og også holstenerne og ditmarskerne, mente at så længe der ikke var udnævnt nogen ny jarl, havde de gode chancer for at undgå straf, så de røvede om dagen og stjal om natten, og hvor de ikke kunne komme til foroven, fattede de hakken og tog fat på husene fra neden for at snyde vagterne med underjordiske gange. Og hushovmestrene stod ikke tilbage for dem i deres iver efter at passe på tingene. Heste blev lænket i båsene med fodlænker af jern for at ingen skulle kunne snige sig væk med dem. Vagtposterne lå tøjret til dørene for at sikre den størst mulige påpasselighed. Og lås og slå var ikke nok, folk spærrede også for indgangen med voldgrave.

Røverierne gik altså ganske over gevind, og selv en mand af fornem slægt, der så hvordan adskillige folk kom ud af deres fattigdom med rigdomme de skaffede sig på uærlig vis, bed hovedet af al skam og besluttede sig for at gøre det samme. Skønt han var født til noget større, pirrede udsigten til penge ham så meget at han uden at rødme lod sig synke fra de ædle tinder til den dybeste og mest afskyelige sump af uanstændighed. Sådan misbrugte han sit fornemme blod. Han vendte slægtens magt på hovedet og brugte den til hæmningsløse forbrydelser – han gjorde det der burde have næret mod og dygtighed, til et dække over ondskab. Ingen var nemlig modig nok til åbent at anklage ham for noget, for jo større magt og indflydelse forbryderen havde, jo større var sandsynligheden for at hans forbrydelser kunne passere ustraffet.

3,1  Det var i den periode at Knud sendte nogle folk ud for at hente en sum penge som hans plejefar havde haft i forvaring, over fra Sjælland til Fyn. Da skibet befandt sig lige langt fra begge kyster, fik de i det fjerne øje på nogle sørøvere der styrede hen mod dem, og de hængte derfor pengekassen udenbords i et tov for at skjule den i bølgerne. Men da de til sidst indså at deres roere ikke var stærke nok, og at de ikke kunne gøre sig håb om at slippe væk, kappede de rebet, for kongernes ældgamle skatte ville de hellere overgive til havets bund end til fjenden.

Niels, der selv var på vej fra Sjælland til Fyn, kunne ganske vist på afstand følge med i det hele, men han havde ikke mulighed for at komme de nødstedte til hjælp fordi hans egne både var små og besværlige at ro. Da han senere mødte Knud og så hans glade ansigtsudtryk, bebrejdede han ham for hans munterhed med en bemærkning om at det ville være mere passende at sørge når han lige havde mistet sin familieformue. Knud svarede at det uheld ikke rørte ham, det tog han snarere som en fordel og som en anledning til at vise sin rundhåndethed. Før i tiden havde han nemlig aldrig vovet at bruge af sin formue, men for fremtiden ville han give rigeligt ud af det han tjente ind, for der var intet der virkede så befordrende på nærighed, som netop rigdom. Den der ville holde på sine rigdomme, kunne ikke også være næstekærlig. Med de ord gjorde han det klart hvordan han selv bestemte over pengene, mens pengene bestemte over kongen. Den følgende historie er et glimrende eksempel på det.

3,2  De stadig gentagne og voldsomme overfald fra naboerne betød at ingen turde påtage sig embedet som jarl i Slesvig selv om de fik det tilbudt. Men nu bad Knud frivilligt sin onkel om det risikable hverv – ikke af grådighed efter rigdomme, men fordi han stolede på sine egne evner – og da han ikke kunne få det gratis, solgte han en del af sin fædrenearv og købte det som andre havde været rædselsslagne for at få som gave. For ham var en militær operation kun lukrativ hvis den gav løn i form af ære og berømmelse. Den værdighed de feje ikke turde røre ved, lod kongen altså den tapre betale for, men køberen på sin side fandt at der var større rigdom i at føre krig end i at puge penge sammen.

3,3  Straks efter at han havde fået magten, sendte han en delegation til Henrik med besked om at han ville være fuldkommen villig til at forhandle med ham om fred så snart han betalte en erstatning for de skader han havde forvoldt i Jylland, og leverede det tilbage han havde røvet. Men han kendte jo svaret på forhånd, så aldrig så snart var de draget af sted, før han gav sig til at samle en styrke bestående ikke kun af hans egne folk, men også af venner blandt nabofolkene, for at svare med krig når udsendingene vendte tilbage. Henrik svarede at han hverken agtede at slutte fred med danskerne eller afstå fra sit krav på sin mødrenearv. Så snart han havde hørt svaret, sendte Knud en ny delegation af sted til ham for officielt at opsige freden med ham. Den besked havde Henrik kun hån tilovers for, og han sammenlignede Knud med en hest der ikke ville finde sig i sin rytter. Men, som han sagde, selv om han var fræk, skulle han nok sørge for at få lagt ham i tømme.

3,4  Da han havde hørt det, satte Knud sig i bevægelse: han rykkede ud om natten, i stor fart, men med så lidt støj som muligt, og uden nogen sammenstød eller plyndringer for at ingen skulle være forberedt på hans ankomst, og ved daggry nåede han Henriks borg. Det pludselige angreb kom helt bag på Henrik, der hverken nåede at gribe til våben eller at komme i dækning, men måtte ride direkte ud i den flod der løber langs bymuren. Kun ved at lægge vandet mellem sig og fjenden slap han væk, og nu kunne han glæde sig over at han havde betroet sit liv til floden, og ikke til byen.

Da Knud fik øje på ham ovre på den modsatte bred, spurgte han for spøg om han var blevet våd. Og da Henrik på sin side spurgte hvad sådan et angreb skulle til for, svarede Knud at han var kommet for at hente den tømme Henrik havde lovet ham. Henrik kunne godt se at det svar på en elegant måde rev ham hans egne trusler i næsen, og han skammede sig – men tog det fra den humoristiske side: »Jeg synes,« sagde han, »at du stritter sådan imod med hovene at man ikke kan røre dig, endsige holde dig fast!«. Derpå hærgede Knud først selve borgen og bagefter egnens agerland.

3,5  Da han havde fået forstærkninger, kom han igen og fór med ild og sværd over hele vendernes land, og derved skilte han ikke alene sit fædreland af med dets fjender, men også fjenderne med deres slagkraft – og det så grundigt at venderne, der før havde været vant til at udfordre andre, nu ikke engang magtede at forsvare sig selv. Til sidst, da han med sin kløgt og tapperhed fuldstændig havde knækket Henriks magt, tog han hensyn til det nære slægtskab der var imellem dem, og nu behandlede han ham officielt som fjende, men privat som ven.

En enkelt gang sendte han nemlig sin hær hjem mens han selv med et lille følge på kun tyve ryttere begav sig til det sted hvor han havde fået oplyst at Henrik opholdt sig. Han havde sendt nogle mænd i forvejen for at bringe ham hans hilsner, men Henrik sagde at det bare var hykleri fra fjendens side, og gav sig straks til at udspørge dem om hvor Knud mon var henne. De kunne så meddele at han stod foran porten, og ved den besked blev han så forbløffet at han var lige ved at vælte det bord han sad og spiste til middag ved. Nu svor udsendingene på at hertugen var kommet i et fredeligt ærinde, og de insisterede så længe at det lykkedes dem at få bugt med hans ubegrundede frygt. Da Henrik var overbevist, bebrejdede han sig selv fordi han havde overvejet flugt, og han gjorde det i ord der viste hvor højt han satte Knud: støttet til bordet og med ansigtet badet i tårer erklærede han at Danmark ville blive et ulykkeligt land den dag det skulle undvære så stor en mand. Selv ville han fra denne dag være ham en loyal og trofast ven. Hengivenheden over for hans slægtning fik ham tydeligvis til på en og samme gang at glemme sin egen ulykke og erkende sin fjendes storhed – sin egen skæbne ænsede han ikke, den andens priste han i høje toner. Derpå trådte Knud ind, og Henrik omfavnede ham og var lige så ødsel med sine tårer som med det festmåltid han gav ham. For nu var han langt mere opmærksom på den mildhed han havde foran sig, end på den fortræd han tidligere havde lidt, og dette ene tegn på venlighed og overbærenhed betød mere for ham end alt hvad han selv havde mistet.

3,6  Men Knud forstod også at påskønne denne sorg, der udsprang af sand familiefølelse. Ja, han fandt ligefrem større fornøjelse i at stifte fred end at holde fest, og begyndte i en vis forstand at agere mellemmand, for han opfordrede nu Henrik til at forsøge at udsone sig med sin onkel, og gjorde det så indstændigt at Henrik til sidst indvilligede. Efter først at have indgået en aftale om prisen overdrog Henrik så sin mors besiddelser, som han havde ført krig mod Danmark for at få tilbage, til Knud, som igen lod dem overgå til kongen under de samme betingelser som da han selv fik dem, hvorefter han udbetalte Henrik de penge han selv havde modtaget fra kongen. Bagefter indbød Henrik ham til gilde, for som Henrik erklærede: ved sit foregående besøg var han ikke blevet så fornemt beværtet som han fortjente.

3,7  Det stod klart for Henrik at Knud lige havde skænket ham hans liv og sikkerhed, og derfor testamenterede han nu vendernes land til ham og bekræftede det ved ed. En anden grund var at han ikke havde stor tillid til sine sønners evner når det kom til at føre krig mod tyskerne, der var en særlig alvorlig plage for venderne, og han foretrak at foretage et frit og velovervejet valg der kunne give ham en modig og erfaren mand til arving, frem for at efterlade sine fædrene besiddelser til en naturlig, men inkompetent arving der ville gøre dem til et nemt bytte for de fremmede. Da Henrik gav ham det tilbud, gjorde Knud ham opmærksom på at det ville skade hans gode navn og rygte hvis han blev kendt som en dårlig far der kasserede sine egne uskyldige børn, og derfor nægtede han at tage imod så uretfærdigt et løfte. Men i sidste ende lod han sig overtale af Henriks indstændige bønner og forklaringer om at hans sønner var komplet uduelige.

3,8  Henrik advarede ham også om at han behøvede kejserens velvilje, eftersom vendernes land så ud til at ligge under hans overhøjhed. Han sendte ham derfor som gave en hest med guldsko – en i sig selv passende gave, som med den usædvanlige udsmykning på hovene kunne gøre et endnu større indtryk på modtageren. Jeg vil nok tro at kejseren har sat endnu større pris på giverens tanke end på gaven selv, for jo mere foragteligt så værdifuldt metal bliver behandlet, jo mere pragtfuldt virker det som gave. Da Henrik døde, overtog Knud det land han havde testamenteret ham, uden at nogen gjorde indsigelser.

4,1  Harald var til gengæld hverken et stort navn hjemme eller berømt i udlandet, så hans største ønske var at bøde på sin fattige personlighed med rige indtægter. Og fuld af ondskab som han var, sank han til bunds i uanstændighedens sump. Han satte sine folk til at stjæle og røve, og sine trælle lod han plyndre andre mennesker. Sine hirdmænd udstyrede han med hvad han kunne tage fra naboerne, og sine udgifter fik han dækket med andres kvæg. Hele sommeren tilbragte han med sørøveri, mod landsmænd såvel som mod fremmede. Og oven i alt det opførte han lige uden for Roskilde en fæstning som han fyldte med en bande af de værste slyngler blandt sine krigere så han kunne være en virkelig ødelæggende trussel for byen. Efter at have plyndret bondelandet for al dets rigdom, satte han så sine trælle til at begå de samme ugerninger mod borgerne i byen. De sneg sig om natten ind i de lejede boder og stjal ustraffet alle de varer de havde lyst til, mens andre holdt indehaverne op med blottede sværd for struben og truede med at dræbe dem hvis de ikke roligt fandt sig i overgrebene. Og med disse voldelige røverier bragte han den før så velstående by til tiggerstaven.

Men alle disse krænkelser blev til sidst for meget for egnens folk, og glødende af harme kastede de sig over Haralds ejendom for at hævne røveri med røveri og plyndringer med plyndring. I deres øjne var det nemlig ikke at stjæle andres ejendele, men at tage sine egne tilbage. Harald selv kunne ikke være i sikkerhed på landjorden, og kun ved at stikke til søs undgik han den ophidsede folkemængde. Da Knud så hvor grådigt Harald forgreb sig på andres ejendom, og hvor ivrig han var efter at skrabe penge sammen alle vegne, og det på de mest amoralske måder, sagde han at han mindede ham om en fugl der byggede sin rede af alle mulige fremmede fjer – kun for pludselig at se den blive splittet ad af hvirvelvinden. På samme måde ville Harald, der havde udbyttet alle, utvivlsomt blive alles bytte, og komme til at bøde for sin udplyndring af andre ved at blive plyndret selv.

4,2  Erik derimod var meget hensynsfuld over for folket. Da han udbad sig den del af arven efter deres far der tilkom ham, fik han afslag af sin bror Harald med den begrundelse at uægte børn ikke kunne få del i arven. Det gjorde ham rimeligt nok yderst fortørnet, og han begyndte nu nogle hidsige plyndringstogter mod Haralds ejendom, for han mente han var i sin fulde ret at udplyndre sin bror som hævn for den uretfærdige behandling han havde udsat ham for. Byttet samlede han i Arnakke – hvor han altså gemte de prægtigste kostbarheder i et usselt hul. Dér faldt Harald en nat uventet over ham, men da det gik op for ham at Erik var sluppet væk, blev han bange for at det ville vare for længe at plyndre stedet – for der var ikke megen tid at give af – så han valgte at sætte faklerne til taget og lade huset gå op i flammer sammen med alle hans egne rigdomme – hellere det end at efterlade det urørt til tyven.

Da Knud blev klar over hvad der var foregået, blev han meget ivrig efter at bilægge denne strid, der bundede i foragt, for han var bange for at den glans der havde stået om deres far, skulle gå til grunde med hans sønner. Derfor gav han dem begge strenge ordrer om at komme til Slesvig, og han truede dem med lemlæstelse hvis de ikke adlød. Da de mødte frem, gav han dem en broderlig irettesættelse, hvorefter han efter nøje overvejelse delte arven fuldkommen retfærdigt mellem dem og besluttede at Erik og Harald skulle have lige stor del i faderens besiddelser.

4,3  På samme tid skete det at Svens søn Henriks hustru blev led og ked af samlivet med sin mand og i nattens mulm og mørke sneg sig bort fra sit hjem i forklædning. Det var – siger rygtet – en af husets unge mænd der ved at varte hende op var kommet meget tæt ind på livet af hende og listigt havde forført hende. Og for at det ikke skulle komme frem og bringe dem begge i fare, bortførte han i al hemmelighed den forledte kvinde forklædt som mand. Men hendes mand kom tilfældigvis på sporet af hende og optog forfølgelsen. I Ålborg tog han hende på fersk gerning, hvorefter han bragte hende med sig hjem igen, mens elskeren slap væk. Henrik troede at hele denne skandale var noget Knud havde udtænkt, og gik i sit stille sind rundt og mistænkte denne bundhæderlige mand for noget han var aldeles uskyldig i.

5,1  Imidlertid døde nu kongen af Sverige, og selv om det var noget kun svenskerne kunne bestemme, dristede gøtlænderne sig til at tilbyde Magnus tronen, i et forsøg på at styrke deres egen position på bekostning af de andres privilegier. Men svenskerne respekterede ikke deres myndighed og kunne ikke gå med til at opgive deres gamle forrettigheder som folk bare fordi et temmelig inferiørt folk var blevet misundelige. De holdt altså på deres egen traditionelle position, valgte selv en ny konge og kasserede derved den udnævnelse de andre mod reglerne havde foretaget for næsen af dem. Han blev dog snart efter myrdet af gøterne, og ved hans død fik Magnus magten.

5,2  Magnus fik nu lyst til at gifte sig og friede til en datter af hertug Bugislav af Polen. Forlovelsen blev sluttet gennem mellemmænd, og snart efter satte han kursen mod vendernes land med en flåde som hans far havde udkommanderet. Kongen dér i landet, Vartislav, havde længe ligget i krig med danskerne og polakkerne. Niels gik til angreb på byen Osna og tvang kongen til at købe sig fri for belejring. Derfra sejlede han til Julin, hvor Bugislav stødte til med en stor styrke. Og med de forstærkninger tog det ingen tid at indtage byen. Derpå efterlod han sin forbundsfælle, den anden sejrherre, og rejste væk med sin søns brud, som Bugislav havde haft med.

Vartislav kunne godt se hvor hårdt de uudholdelige plyndringstogter havde taget på hans land, og forsøgte at forhandle sig til fred. De forhandlinger fik han nu ikke meget ud af, og han henvendte sig derfor endnu en gang til danskerne med den samme anmodning da de var på vej ud fra Strela. Her inviterede kongen ham til sit skib med frit lejde, og det stolede han på, men da han var kommet om bord, var livvagterne nedrige nok til at opfordre kongen til at holde ham tilbage som fange, og han fik ikke lov at gå igen.

5,3  Dette protesterede Knud over da der blev holdt ting, og han advarede indstændigt kongen om at følge sin egen sunde fornuft snarere end de andre folk der opfordrede til forræderi. Når han tilfangetog en fjende der havde stolet på hans æresord, berøvede han ikke kun sin fjende friheden, nej, han berøvede sig selv en evigt lysende berømmelse. For hvis han ikke lod fangen gå, ville kongens egen forbrydelse komme til at stå som en skændsel for hele riget. Med disse overbevisende argumenter lykkedes det ham på én gang at frelse sin ven fra overlast og sin herre fra et dårligt omdømme. Men selv om Knuds retsindige forslag fik forsamlingens fulde opbakning, bestyrkede det andre i deres modvilje mod ham.

5,4  Så snart flåden var opløst, blev det besluttet at fejre bryllup i Ribe. Dér er der nemlig en travlt befærdet havn, som forsyner byen med alverdens prægtige varer. Her optrådte Knud nu i sachsisk dragt og langt finere klædt end de øvrige, og ved synet vældede misundelsen op i Henrik, der ikke kunne fordrage pragtfuldt udenlandsk tøj. De kom op at skændes, og Henrik udbrød at purpur aldrig kunne sikre Knud mod sværd, hvortil Knud svarede at Henrik ikke var spor mere sikker i sine fårehuder – en elegant udlevering af Henriks bondskhed, og en finere måde at give igen på stiklerierne til hans prægtige dragt end trusler eller skældsord. Når han selv blev kritiseret for at følge udenlandsk mode, var han helt tilfreds med at kunne svare med en spydighed om landets egen klædedragt.

5,5  I den følgende tid drog Knud på sørøvertogt i de østlige egne, og da han vendte hjem med et imponerende bytte, forestillede han sig at det kunne sikre ham en højere position. Men i stedet for tak fik han kun bebrejdelser, for kongen beskyldte ham for at have foretaget plyndringer på svensk område. Knuds magtfulde bedrifter inspirerede Magnus til at lægge tilsvarende kvaliteter for dagen, og blandt de iøjnefaldende trofæer han hjembragte, var nogle usædvanlig tunge hamre, såkaldte Thorshamre, som på en af øerne blev regnet for hellige genstande af dem der dyrkede den gamle tro. Når folk i gamle dage skulle forklare hvordan tordenvejr opstod, gik de nemlig ud fra de ting de kendte i forvejen: Bragene i himlen måtte efter deres mening komme fra hamre, og derfor havde de fremstillet nogle kolossale malmhamre, for de mente at sådan en voldsom buldren bedst kunne efterlignes med smedeværktøj. Men Magnus var en begejstet dyrker af kristendommen der afskyede alt hvad der var hedensk, og så det som en from handling at plyndre et tempel for dets inventar, og Thor for hans værdighedstegn. Den dag i dag husker svenskerne ham som en gudsbespotter der udplyndrede guderne. Havde dog bare hans endeligt svaret til begyndelsen!

5,6  De fleste af dem der stod Magnus nær, venner såvel som slægtninge, så skævt til Knuds succes. For der er intet der i den grad kan lægge ved på misundelsens bål som når ligemænd ikke er lige dygtige. Men hans skarpeste rival var Henrik, og det skyldtes den pinlige sag med hans ægteskab.

Til gengæld forsøgte dronning Margrete, som det milde og gode menneske hun var, at få slægtningene til at holde af hinanden. Hun satte sin stilfærdige omtanke op imod de unge mænds opfarende væsen og opretholdt en sund disciplin der lagde en dæmper på disse brushoveder og deres dødsensfarlige vildskab. Men hun fik et anfald af vattersot, der fik hendes ben til at svulme voldsomt op uden at noget lægemiddel kunne dæmme op for sygdommens dødbringende rasen. Og da hun til sidst lå på sit yderste, tilkaldte hun Knud, hvis fine karakter hun havde stor tillid til. Ham opfordrede hun indtrængende til med al den troskab og omsorg han kunne mønstre, at støtte og styrke freden i landet og fordrageligheden mellem slægtningene, og yde en lige så stor indsats for landets indre forhold som han havde ydet for de ydre. Der var visse folk, fortsatte hun, der gjorde hvad de kunne, for at skabe splid og få familiesammenholdet i kongeslægten til at smuldre, og den slags folk og deres dødsensfarlige indflydelse havde hun selv bekæmpet med alt hvad hun kunne opbyde af sunde råd og formaninger. Knud kaldte Gud til vidne på sin oprigtige vilje, lovede at han ville vi hele sit liv til hæderlighed og pålidelighed og hellere udsætte sig for en stormflod af farer end selv være årsag til den. Og han svor på at han altid ville besvare had med venlighed. Margrete frydede sig over dette løfte og erklærede at nu hvor hun var sikker på hans vældige troskab, kunne hun dø med fred i sjælen.

5,7  Men ligesom hun så længe hun levede, havde holdt de unge menneskers brusende misundelse i ave, gav hun den frit spil da hun døde. For i deres ungdommelige utålmodighed tog de hendes død som anledning til straks at kaste sig ud i den forbrydelse de havde i tankerne. Også Henrik, der ud over den generelle modvilje også havde private grunde til ikke at kunne fordrage Knud, var fræk og respektløs nok til at vriste sig fri af de bånd der var lagt på hans ondskab. For at kunne lægge en effektiv fælde, og for at få lettere adgang til at begå sin forbrydelse, fik han jarlen Ubbe og hans søn Håkon med i sammensværgelsen. Disse tre var lede og kede af at skulle leve op til Knuds aldeles blændende evner, og greb til grove løgne for at undergrave hans enestående berømmelse. I håb om at hylle fædrelandets strålende lys i det tætteste mørke påstod de at Knud var fuldkommen ligeglad med at kongen stadig levede i bedste velgående, og at han var så forhippet på sine egne ambitioner at han tog kongens død på forskud og førte sig frem som om kongemagten var hans allerede.

5,8  Kongen blev meget ophidset over hvad han måtte opfatte som en grov forhånelse, og indkaldte til et ting hvor han befalede at Knud skulle indstævnes. Denne ankom før kongen til det berammede sted, og da hans onkel nåede frem, løb han ham i møde uden kappe efter tysk høvisk skik og viste ham den ærbødighed at holde sadlen for ham mens han steg af hesten. Så begyndte Niels at tale til forsamlingen. Han slog fast at Svens sønner, når det drejede sig om rigets styrelse, havde taget ganske særligt hensyn til alder. De havde ladet tronfølgen gå efter alder, og holdt på at den ældste havde forret til magten, og at en yngre bror ikke kunne opnå højere værdighed end en ældre. Derfor var han der var den yngste, også blevet konge sidst, for han havde fulgt sine besindige brødres eksempel og ikke gjort vold mod skæbnen. Han havde afventet denne nåde, ikke selv tilrevet sig den, og han havde ikke vist det utidige begær at række ud efter magten før han havde alderen til det. Knud derimod, havde ikke fulgt forgængernes eksempel, han havde brudt en smuk tradition og taget kongemagtens titel til sig før han havde magten selv. Han havde lige så lidt ret til denne enestående hæderstitel som han havde travlt med at få den, og alligevel havde han så lidt skam i livet at han ganske uberettiget lod sine mænd omtale ham som konge. Det ville være meget klogere af ham at lade muligheden for at overtage tronen afhænge, ikke af hans egne mænds smiger, men af kongens død – og han levede endnu – for han skulle hellere vente tålmodigt på de udmærkelser tiden ville bringe ham, end gribe ud efter en før tiden var inde. Med disse ord, og andre tilsvarende, protesterede kongen over at Knud havde taget kongetitlen fra ham.

5,9  Så rejste Knud sig. Han stod længe og så stift ned i jorden, svedende og sukkende en tid lang inden han kunne begynde sin tale. Endelig løftede han blikket, og støttet til sit sværdfæste som det er skik og brug, tog han mod til sig og sagde: »Det er en synd, min far, når disse mennesker ophidser et besindigt menneske som dig langt ud over hvad der stemmer med din værdighed og alder – oprører dit fredfyldte sinds havblik med en storm af løgne og plager dig med misundelig hvisken. Det er frygtelig hårdt at måtte se dig, der er så retskaffen og så behersket, overtage en vrede der er dig fuldkommen fremmed, og blive ført på vildspor af hvad man kunne kalde en forfejlet fornuft. Jeg beder dig, tag dig ikke af de folk der tuder dig ørerne fulde af den slags forvrøvlede løgne! Afvis denne falske, opdigtede anklage! For jeg kunne aldrig drømme om at bære en titel der ville krænke dig. Mine mænd kalder mig »husbond«, ikke »konge«. Og når venderne kalder mig »herre«, er det en stor ærbødighed, men disse folk mistolker det og misbruger de fremmedes høflighed til de groveste beskyldninger. Bare fordi de aldrig selv kunne finde på at vise respekt for andre, behøver de jo ikke mistænkeliggøre det når andre forstår at vise behørig underdanighed! Jeg lader mig ikke kalde konge, som du siger, nej, jeg er mere mådeholden med mine titler: jeg undgår indbildske hædersnavne og holder mig langt fra ærens misundelsesværdige tinder. Derfor kan det aldrig gøre skår i din kongeværdighed at de vildes velvilje bølger op mod mig.

5,10  De eneste der kan have ondt af den respekt jeg nyder blandt de fremmede, er dem der på en gang vil berøve mig livet og dig en trofast kriger. I mine øjne modarbejder den slags folk i lige så høj grad dine interesser som min person. Og lad os nu sige at jeg blev kaldt konge – har vi ikke lige hørt at din søn Magnus er blevet udnævnt til konge i Götland? Hvis jeg havde haft det samme held i vendernes land, burde du da være lykkelig for at hele to konger anerkendte din overhøjhed, og se det som en gevinst for dig selv såvel som for mig. Alt hvad mine personlige anstrengelser indbragte mig, ville jeg skyndsomst underlægge din magt, og følgen ville blive at du kunne plukke overmagtens frugter netop dér hvor du ellers måtte finde dig i tab og modgang. Derfor ville du snarere møde min medgang med kærlighed end med had. Oven i købet har jeg aldrig kunnet tænke mig nogen lykkeligere skæbne eller nogen smukkere beskæftigelse end at våge over din og fædrelandets sikkerhed. Du ved bedst selv om jeg har skabt resultater som kriger. Danskere! Dyrk I bare jorden helt ud til kysten hvis I vil! Læg jeres huse så tæt ved vandet I har lyst til! Og hold jer fra bølgerne selv! – For jeg skal nok beskytte jer mod sørøvere.

5,11  Og hvis du ikke er bange for at indrømme sandheden, var det jo i gamle dage nødvendigt med uafbrudt afpatruljering for at sikre dit liv og helbred mod sachsiske invasioner når du opholdt dig i Slesvig. Men hvis du skulle have lyst til at besøge Slesvig nu, kan du sove ganske roligt. Og dertil kommer at jeg har udvidet dit rige og føjet usædvanlig store områder til det begrænsede land der før kun omfattede Danmark. De folk der før udgjorde en trussel for dig, er nu gjort skatskyldige og gennem mig underlagt dit herredømme. Så alt det jeg har lagt frøene til, har du, uden at røre en finger, høstet frugten af. Og det er da også kun rimeligt at krigerne må bære omkostningerne mens udbyttet tilfalder kongen. Og for nu ikke at udbrede mig for langt om mine private krigeriske bedrifter, har jeg da også stået fast og fået mine sår i rigets fælles krige, i kamp for din sag.

5,12  Og alligevel, trods de store tjenester jeg har gjort dig, overfalder du mig med mistanker og anklager, uden at se hvor afskyeligt det er at kritisere en af sine gamle krigere, hvis trofasthed aldrig har svigtet og hvis uskyld ingen kan betvivle. Er det takken for min indsats at du udfolder hele din skinsyge mod mig på tinge? Er det belønningen for mine anstrengelser? Er det min sold som kriger at jeg skal møde bitterhed hos den jeg havde håbet at få anerkendelse fra? Nej, denne utaknemmelighed er en brist du må undgå, du kan ikke gengælde min indsats og mine gode gerninger med misundelse og mistænkeliggørelse. Men jeg tror ikke alle disse beskyldninger, der bunder i misundelse, skal tilskrives ondskab fra din side, snarere fra dine mænds. På den anden side bør de der sidder på magtens tinde, heller ikke lytte alt for velvilligt til angivere.

5,13  Gid du må styre dit fædrene rige længe og bære både titel og krone lykkeligt! Naturen har givet dig en arving – gid skæbnen vil lade ham modtage arven. Jeg selv vil blive på min plads, hvor min skæbne end fører mig hen, og aldrig opgive min troskab og min lydighed mod dig, høje konge.«

5,14  Denne tale formildede kongen, hans ansigt klarede op, og straks på det selvsamme ting begravede han den fortørnelse de falske beskyldninger havde vakt i ham. Han forbandede dem der på denne frække måde havde udnyttet hans troskyldighed, og lovede at han for fremtiden ville vende det døve øre til den slags sladder og bagtalelse.

Men da Henrik så at Knud med sit kloge svar havde fået hele hans konstruktion af mistænkeliggørelse til at ryge på gulvet, begyndte han i stedet at give kongen fortrolige advarsler: Han sagde at Knud havde voldsomme ambitioner om at blive konge, og at Magnus ikke kunne være sikker på at komme på tronen hvis det var op til folket at afgøre en strid om magten mellem ham og Knud, for folket ville foretrække Knud frem for en hvilken som helst anden af stormændene. Som far burde han derfor ikke overlade det til andre at bestemme tronfølgen, men selv afgøre sagen og rydde alle rivaler til den post hans arving var udset til, af vejen – hvis han altså ville varetage sin søns interesser. Så det fornuftigste han kunne gøre, når nu Knuds medgang kom ham sådan i vejen, var at få sat en stopper for den med et sværd. Den slags bemærkninger plagede han kongen med den ene gang efter den anden så bekymringerne hobede sig op omkring ham, og mistanken nagede ham endnu værre end før.

6,1  På det tidspunkt handlede Magnus som om han havde fået frie hænder af sin far til at sørge for sin egen fremtid og skaffe sin rival af vejen: han sammenkaldte de folk der tidligere havde sluttet op om Henrik i hans afskyelige sammensværgelse, og tvang dem til at sværge på at han kunne stole på deres tavshed om forbrydelsen. Til den gruppe sluttede sig også en vis Håkon, der både var og hed »Jyde«. Og der var overhovedet ingen der tvivlede på hans ord, på trods af han – som de alle vidste – var gift med Knuds søster.

I det stille gik de sammensvorne nu længe og overvejede hvilken storm af ulykker og hvilket voldsomt endeligt de skulle nedbringe over Knuds hellige hoved. De udtænkte snarerne i deres grufulde plan liggende på gulvet for, hvis planen skulle blive afsløret, trygt at kunne sværge på at de aldrig havde hverken sat sig sammen eller stillet sig sammen for at lægge planer mod Knuds liv. Men når de sådan brugte stillingen til at forsvare deres uskyld, var det fordi de ikke vidste at den der bruger ordkløverier i en ed, kan dømmes for mened. I deres falske og påtagede naivitet holdt de på at uansvarlige ord var en større forbrydelse end uansvarlige handlinger, og at gudsbespottelsen lå i læbernes ubesindighed, ikke i hændernes.

6,2  Men da det gik op for Håkon Jyde at deres samtale, der var begyndt ganske fredsommeligt, endte med at true Knud på livet, brød han øjeblikkelig med den dødsensfarlige sammensværgelse og forlod rummet for at man ikke skulle kunne sige om ham at han opførte sig som en bandit når han burde opføre sig som en pårørende. Da de sammensvornes leder advarede ham om ikke at bryde sin ed, svarede han at han hverken ville støtte planen eller afsløre den – selv om det havde være bedre at give et lille vink og dermed afværge den fare der truede et sagesløst menneske, end at tie og dermed lade det ske.

6,3  Men Magnus ville gerne skjule sine lumske planer under et slør af venskab og udfoldede al sin snedighed for at undgå enhver mistanke. Derfor mente han at det klogeste han kunne gøre, var på skrømt at indgå en venskabspagt med den mand hvis blod han tørstede efter, som om han ville bekræfte familiebåndene imellem dem med kirkens autoritet. Hyklerisk fromhed skulle sikre ham mod enhver mistanke om onde hensigter, så han maskerede sit infame forehavende med et snedigt slør af fromhed så man ikke kunne forestille sig at han gik med skumle og forræderiske planer. Derfor samlede han nu en stor gruppe stormænd på Sjælland, inviterede Knud til gilde i Roskilde i forbindelse med julen og proklamerede at han havde fået lyst til at foretage en pilgrimsrejse. Og så indsatte han Knud som formynder for sin hustru og sine børn og overlod al sin ejendom i hans varetægt.

6,4  Ingeborg havde fået et fingerpeg fra en af de indviede om hvad de pønsede på, og sendte straks sin mand et brev hvori hun advarede ham om at der var lagt en fælde for hans liv. Men Knud tog den besked som et udslag af hustruelig nervøsitet, snarere end sikker information, og affærdigede advarslen med en bemærkning om at han stolede lige så meget på Magnus' følelser som på sin kones. Hvis skæbnen havde været lige så villig som hans kone til at give ham gode råd, havde han med lidt omtanke undgået de fælder forræderne havde lagt for ham – og ikke så troskyldigt slugt den krog de andre mænd så nedrigt havde kastet ud.

6,5  Da stormændene nu havde fejret højtiden med gilde i fire dage, var den fælles sammenkomst imidlertid overstået, og Knud og Magnus tilbragte resten af helligdagene hver for sig. Samtidig skete der det at en af Knuds temmelig nære slægtninge kom op at skændes med en af krigerne og for øjnene af Knud slog løs på ham med en stok til han døde. Og da han af den grund fik ordre om at forlade Knuds hof, opsøgte han i stedet Magnus. Men Magnus ville være helt sikker på at der ikke gennem ham slap noget ud til Knud om hans planer, så den nat han drog ud for at udføre sin afskyelige bøddelgerning, gav han alle sine andre mænd ordre om at følge med, men ham ville han ikke have i sit følge, for på grund af hans gamle venskab med Knud mente han ikke han kunne stole på ham. Derpå tvang han dem han havde indviet i planerne, til at sværge på at de ville tie stille med alt hvad de vidste. Da det var gjort, lagde han sine krigere i skjul rundt om på det skumle sted han havde udset sig til bagholdet.

6,6  Knud var gæst hos jarl Erik af Falster på hans gård i nærheden af landsbyen Haraldsted, og nu sendte Magnus en af sine medsammensvorne, en sachsisk sanger, hen til ham med besked om at han ville mødes med ham under fire øjne. Som mødested angav han en lille skov i nærheden af byen. Knud anede ikke uråd, han udkommanderede kun to hirdmænd og to stalddrenge som følge og bad om sin hest, ganske ubevæbnet, uden at bekymre sig om så meget som at spænde et sværd ved siden. Og da en af hans tjenere sagde at han ikke måtte tage af sted uden et sværd, svarede han at han ikke havde det mindste brug for våben at forsvare sig med. Så fast stolede han på sit venskab med Magnus og hans vilje til fred at han ikke kunne forestille sig at han kunne få brug for et sværd når det var ham han skulle møde. Da manden insisterede på at han måtte være bevæbnet, tog han dog modvilligt et sværd med sig.

6,7  På det tidspunkt ville sangeren, der var klar over Knuds forkærlighed for sachserne og deres kultur, gerne smugle lidt forsigtighed ind i ham, men da den ed han havde aflagt, forhindrede ham i at gøre det, og det stod klart for ham at det ville være en synd at gøre det åbenlyst, forsøgte han at røbe planerne i dunkle vendinger. Sådan forsøgte han at splitte sin ærlighed op mellem troskab og ansvarlighed og på én gang at bevare hemmeligheden og frelse en uskyldigs liv. Derfor begyndte han med velberåd hu på den smukke sang der fortæller den kendte historie om Grimhilds troløshed mod sine brødre, i håb om at dette berømte eksempel på forræderi kunne få Knud til selv at frygte noget lignende. Men Knuds urokkelige tillidsfuldhed lod sig ikke ryste af kringlede advarsler, han stolede så fuldt og fast på familieskabet med Magnus at han hellere ville sætte liv og helbred på spil end sætte spørgsmålstegn ved Magnus' venskab. Sangeren gav dog ikke op, og for at give ham et endnu tydeligere vink blottede han det øverste af den brynje han bar under kappen. Ikke engang det forsøg på at vække mistanke formåede dog at få fejheden frem i dette bryst der bugnede af tapperhed. Men så langt gik altså denne samvittighedsfulde hirdmand i sin vilje til på samme tid at holde sig fri af både mened og medskyld.

6,8  Knud var kun lige trådt ind i skoven da han stødte på Magnus, som sad på stammen af et væltet træ og nu modtog ham med hykleriske smil og falske kys. Da Knud gav ham en fast omfavnelse, og mærkede at han bar brynje, forlangte han at få at vide hvad den påklædning skulle gøre godt for. Men Magnus ville stadig holde forræderiet skjult og forklarede brynjen med at der var en bondeknold han havde tænkt sig at plyndre. From som han var, betragtede Knud dette som en grusom handling, og så på en helligdag (det var nemlig helligtrekongersdag), og han bønfaldt ham om ikke at besudle en offentlig højtid med sin private hævntørst. Men Magnus svor på at han hverken ville afstå fra sin hævn eller opgive sit forehavende, hvorpå Knud lovede at han nok skulle få den oprejsning han havde krav på, og tilbød selv at stille garanti for boden.

6,9  Nu lød der en raslen fra de mænd der lå i baghold, og Knud kastede et blik i den retning og spurgte hvad den flok krigere skulle gøre godt for – hvortil Magnus svarede at nu skulle der træffes en afgørelse om kongemagten og tronfølgen. Knud udtrykte så sit inderlige håb om at Magnus' kongelige far kunne holde sin lykkelige kurs under skæbnens blide medvind længe endnu. Tiden var slet ikke inde til at tale om den slags nu. Men mens han talte, sprang Magnus frem og greb ham i håret som om han ville skælde ham ud. Nu var der ingen tvivl om forræderiet: Knud greb efter sværdet og forsøgte at få det ud af skeden, men han havde kun draget det halvvejs da Magnus kløvede hans hoved og dræbte ham. Da han var styrtet om, gennemborede de øvrige sammensvorne ham gang på gang med deres våben. Og hvor hans blod sank ned i jorden, sprang en helbredende kilde frem til evig gavn og glæde for de dødelige.

7,1  Så snart de hørte at Knud var blevet myrdet, drog Skjalms sønner, der var hans nære venner fordi de var vokset op sammen, omgående til kongen og bad om hans tilladelse til at Knud blev begravet blandt gravmælerne i Roskilde. Men kongen afslog med den begrundelse at borgerne i byen ville blive rasende ved synet af en sådan ondskab, og at deltagerne i Knuds ligtog ikke ville holde deres voldsomme forbitrelse tilbage når den forhadte Magnus selv viste sig. Derfor ville begravelsen snarere blive til uro, vold og optøjer end til en from og næstekærlig æresbevisning. Jeg tror nu kun den frygt var et påskud. I virkeligheden viste han her sit had: han ville hindre at den myrdede fik en fornem begravelse der kunne gøre morderens afskyelige skam endnu større.

Da de kom tilbage fra kongen, gav de det ynkelige lig af deres ven en ydmyg begravelse i Ringsted. Og Guds nåde svigtede ikke dem der gjorde deres bedste. For da ligbærerne på et tidspunkt tog sig et hvil, sprang straks en kilde frem på stedet hvor hans båre havde stået. Også adskillige andre tegn åbenbarede hans hellighed i dens umådelige stråleglans.

7,2  Rygtet om denne misgerning vakte sorg og klage overalt i landet og fyldte hvert eneste hjem med jammer. Når folket hørte den rystende nyhed om Knuds mord, aflyste de omgående alle de muntre gilder der hører til på den tid af året, årstidens traditioner veg for sorgen, og begge køn forenedes i grådkvalt klage over deres fælles ven. At hans begravelse skete under almindelig landesorg, viser klart hvor inderligt elsket han var overalt. Ja, ligesom fædrelandet havde bevist ham sin kærlighed mens han levede, bevidnede det nu hvor han var død, sin tak med tårer, og mens det overøste Knud med jammer, overdængede det hans drabsmand med de voldsomste forbandelser.

7,3  Magnus, derimod, var jublende glad over at det hensynsløse mord var lykkedes, og vendte tilbage til Roskilde i sikker forvisning om at riget var hans nu hans rival var skaffet af vejen – at det var en oprørende forbrydelse han frydede sig over at have haft held med, så han intet forargeligt i. Tværtimod: i begejstringen over sin ugerning var han skamløs nok til at håne Knuds hellige sår, som han burde have vædet med alle angerens tårer. Men det var ikke Guds vilje at dette blod, som såvel himlen som jorden kunne takke for så meget, skulle dø bort uden efterkommere, og han skænkede derfor den dræbte en arving. For på den ottende dag efter disse begivenheder nedkom Knuds hustru Ingeborg med deres søn, som fik navn efter sin mors bedstefar.

7,4  Håkon Sunnivasøn, som jeg tidligere har omtalt, og sammen med ham Peder Bodilsøn og Skjalms sønner protesterede nu voldsomt over den grufulde forbrydelse. Overalt hvor folket holdt ting, fremførte de deres beklagelser over det oprørende mord på deres ven, i håb om at vække folkets forbitrelse over morderen og hans helt uantagelige handling. De holdt ligefrem hans kjortel med de mange huller og flænger op for øjnene af de forsamlede. Og forargelsen over denne gennemhullede dragt bidrog betragteligt til deres bedrøvelige sag. For synet af de modbydelige flænger fyldte mange med en vældig hævntørst. Men også de mange tegn og guddommelige mirakler der åbenbarede og forkyndte Knuds hellighed, var til umådelig stor hjælp for dem der klagede over hans drab.

Af og til når der blev kaldt til ting i Ringsted, mødte også Harald op for at fremføre en bekymret klage over sin brors mord, men i hans tilfælde var det mere magtbegær end hævntørst der lå bag. Omvendt var Erik, som Knud havde gjort til jarl over øerne, vild af raseri og havde kun hævn i tankerne.

7,5  Niels var opskræmt over folkets fjendtlighed og betænkelig ved at møde frem på tinget, og da han ikke turde sætte sine eller sin søns tropper ind mod folkemængden, tilkaldte han ærkebisp Asser af Lund for at rådføre sig med ham. På hans råd efterlod han Magnus i Roskilde mens han selv begav sig til Ringsted i håb om at han ville finde folkemassen mere fredeligt stemt når sønnen ikke var til stede. På den anden side følte han ikke at det ville være sikkert at møde personligt frem ude på højene hvor tinget skulle finde sted, så han foretrak at blive inde i byen i ro og mag frem for at sætte sit liv på spil blandt folket som han ikke vidste om han kunne stole på.

7,6  Begge Knuds brødre fremførte nu hver for sig den samme klage over Knuds død for forsamlingen, og deres grådkvalte ord gjorde så stort indtryk på folket at de bandlyste den bøddel der havde myrdet så fuldstændig uskyldigt et menneske, og således fældede deres dom over den der havde tilintetgjort så from en sjæl. Kongen var til gengæld højt respekteret for hvad han tidligere havde udrettet, og eftersom de ikke følte sig sikre på at han havde indvilget i drabet, kunne de ikke bekvemme sig til at skride hårdt ind over for ham, for det måtte ikke se ud som om de ikke kunne skelne mellem skyld og uskyld. Fædrelandets fader holdt de derfor fri af den slags sanktioner ud fra hensynet til hans position såvel som til hans høje alder. Men til sidst var der nogen der nævnte kongens fravær, og pludselig løb forargelsen af med forsamlingen: Al ro og orden gik i opløsning, og nu ville alle absolut dræbe ham i hans egen gård, for, som de sagde, når kongen ikke havde ønsket at komme til dem, måtte de være i deres fulde ret til at komme til ham, især når han opholdt sig lige i nærheden af det ting han nægtede at deltage i – og som netop havde brug for ham for at have virkelig vægt.

7,7  Kongen havde folk placeret på tinget for at holde ham underrettet om hvad der blev sagt, og da han fra dem hørte alt dette, sendte han Asser af sted for at forsøge at dæmpe den frembrusende folkemængdes raseri med den ærbødighed de skyldte hans høje stand og embede. Asser skyndte sig at ride folket i møde, og da han fik øje på Erik, sprang han af hesten og greb fat i hans tøjler. I lang tid bønfaldt han Erik om at opgive sin overilede harme, og han lovede ham at Magnus skulle få den straf loven foreskrev, for sin forbrydelse, og at hans far skulle føre et retmæssigt forsvar for sin uskyld. Ja, han tog oven i købet huen af og blottede sit ærværdige hoved for den oprørske folkemængde. Og med disse bønner opnåede han da også at Erik skænkede kongen både livet og frit lejde til omgående at møde frem på tinge. For ganske vist brændte folket efter at hævne Knud, men stillet over for ærkebiskoppens myndighed, der for danskerne har den allerstørste vægt, mente de at man måtte rette sig mere efter hans bønner end sine egne følelser.

Nu mødte kongen så frem på tinget uden sin søn og fik lov til at forsvare sig, men kun på den betingelse at han aflagde ed på i fremtiden at ville undgå Magnus' selskab, og at Magnus skulle forlade sit hjem og sit fædreland og først vende hjem når folket gav sin tilladelse til det.

7,8  Men for ikke at tirre folket anbragte han sig på behørig afstand af dem under forhandlingerne så parterne måtte meddele sig til hinanden gennem sendebude. Kongens rådgivere overvejede tilbudet om at Magnus skulle gå i eksil – hvilket han jo kunne gøre i Götland, hvor han var konge – og rådede ham til at tage imod tilbudet, ud fra den tankegang at den afsky som alle nu nærede mod ham, efterhånden ville tage af, og når han havde været væk i længere tid, ville han møde en mere venlig indstilling i sit fædreland. De håbede på at folket ville få ondt af ham når han sad i landflygtighed, og glemme deres harme over forbrydelsen når han fortrød hvad han havde gjort. Da folket på den måde var blevet beroliget, drog kongen til Jylland mens Magnus drog til Götland i noget der skulle forestille landflygtighed.

8,1  Men den aftale var der nogle der kritiserede, og det var kongens venner. De havde selv rådet Magnus til at dræbe Knud, og nu skældte de voldsomt ud over de betingelser kongen var gået ind på: han havde forsvaret sin egen sag aldeles rædselsfuldt og skulle hellere have opgivet tronen med det samme end at landsforvise og vanære sin eneste søn, som var født til at overtage tronen, bare fordi nogle bondeknolde kom med et par trusler. Derfor burde det også være op til hans far, og ikke til folket, om Magnus kunne få lov at vende hjem, og han burde aldeles omgående kaldes hjem til sit fædreland og sine kære – uanset hvad den ondsindede pøbel mente.

Niels lod sig tirre af deres ord og sendte nogle folk af sted for at hente Magnus. Han valgte faderkærligheden selv om den stred mod gudsfrygten, og genoptog selv det samkvem med sønnen som han havde lovet at afbryde. I ophøjet foragt for sin ed tog han uden at blinke imod den søn han havde svoret at han ville undgå. Men Magnus' hjemkomst, som blev resultatet af denne ubesindige eftergivenhed hos hans far, slap straks igen det uvejr løs som havde lagt sig ved hans afrejse.

8,2  For ganske vist havde Erik og Harald hidtil holdt hånden over Niels, men nu hvor han både havde gjort sig skyldig i mened og medskyldig i mord, gav de ham del i den fordømmelse de gav hans afskyelige søn, ud fra den tanke at lige forbrydelse kræver lige straf. Hans løfter var der ikke længere nogen der kunne stole på når han så åbenlyst havde brudt sin ed og i huj og hast kaldt sin søn hjem igen. Men folket ville nødig gå til angreb på en konge uden selv at have en kongelig leder, og besluttede at de måtte kæmpe under én bestemt fane, for de var sikre på at en hær uden fast ledelse kun kunne tage svage initiativer der var sikre på at løbe ud i sandet.

8,3  Derfor måtte de nu finde sig en konge, og helst en fra den gamle kongeslægt, og resultatet af det valg blev at de så bort fra Harald og overlod magten og kongetitlen til Erik, som jo tilhørte den samme slægt. Valget mellem de to var let, så forskellige som de var af karakter. For ikke kun hans grådighed, men også hans liderlighed og skandaløse opførsel var gode grunde til at afvise Harald som konge. Han blæste på det hellige ægteskab og havde altid elskerinder i sit sovekammer – kunne ikke nøjes med sin hustru og besudlede sin ægteseng med sine friller. Og det var frygteligt for hans hustru at være tvunget til at se på hvordan de børn han fik med dem, blev lagt i hver sin vugge, og deres mødre fik frie hænder til at opdrage dem i hans egen gård. Følgen var at den almindelig afsky for faderens opførsel gjorde at man ventede sig det værste af hans efterkommere så det ikke kun var faderens nuværende mangel på moral man frygtede, men også børnenes i fremtiden, eftersom sønnerne som regel slægter deres fædre på hvad karakteren angår. Derfor foretrak alle at vende sig bort fra Harald og i stedet se venligt på Erik.

8,4  Men Erik selv mente at det var bedre at lade sig lede af sin egen beskedenhed end af andres støtte, og sagde nej tak til den værdighed folket tilbød ham, for den hæder ville han helst vinde sig ved egen kraft, og kronen ville han først kæmpe for. Hævn var han opsat på at få, men riget ville han ikke have før sejren var vundet. Og det første han gjorde, var at udkommandere en hær og drage mod Jylland. Her marcherede han frem med sine tropper i samlet formation, men undervejs kom biskop Thore af Ribe ham i møde med omhyggeligt udtænkt løgn og bedrag: han forsikrede at kongen var aldeles uskyldig og lovede at han for fremtiden ville overholde sin ed til punkt og prikke. Med mange undskyldende ord gentog han derpå gang på gang sin bøn om fred. I sin troskyldighed kunne Erik ikke gennemskue hvad der lå i biskoppens bønner. Han lod sig berolige af hans løgne, kaldte omgående sine fanebærere tilbage og gav sine tropper ordre om at gøre holdt. Og så snart Niels fik besked fra sine spejdere om at Erik var standset op, kunne han så let som ingenting slå sine fjender på flugt mens de lå rundt om og hvilede sig. Sådan blev en hærfører taget ved næsen af en løgnagtig biskop, og sådan måtte han betale for sin tåbelige godtroenhed.

Det gik nu op for Erik at denne begivenhed havde givet ham en retfærdig anledning til krig. Situationen var dog for farlig til at han kunne modtage kongetitlen ved Isøre, så da han var kommet tilbage til Sjælland, lod han sig vælge af sjællænderne og skåningerne til den værdighed han tidligere havde afvist, og nu hvor han havde smidt al forstillelse over bord, følte han endnu mere brændende trang til at hævne sin bror.

8,5  Herefter skrev han et brev til Lothar, hvori han bønfaldt ham om at hævne drabet på sin ven og straffe Magnus for at have myrdet en slægtning, ligesom han med bønner, men også med løfte om betaling, forsøgte at overtale ham til at gå med i krigen. Og selv om det snarere var lysten til at annektere riget end trangen til at skaffe sig hævn der drev ham, lod kejseren det romerske riges tropper rykke frem i nærheden af Jyllands volde. Sine forhåbninger om at kunne opnå hvad han kom for, byggede han ikke på sin egen styrke så meget som på de indbyrdes stridigheder i det splittede land. I nærheden af Slesvig stødte Erik til ham med en flåde. Men inden nogen af de to modstandere nåede frem, havde Magnus fået sat volden i forsvarsberedskab og bemandet portene med store styrker. Og efter et par dages forløb ankom Niels med en vældig hær af jyder som han fordelte på denne side af volden. Så stor var hans hær at kejseren ikke turde møde ham i et åbent slag – og at bruge Eriks skibe til at færge sine tropper over til byen havde han heller ikke mod på. Og når han hverken var tryg ved at gå til angreb på volden eller at sende sine soldater ud på skibene, kunne han godt se at han spildte sin tid, så i stedet fandt han frem til nogle fredsbetingelser der kunne fungere som et ærefuldt påskud for at hæve belejringen.

8,6  Han vendte altså ryggen til Erik som han havde lovet usvigelig og urokkelig støtte, og indgik i stedet et forlig med modpartens hærførere om at han opgav belejringen mod at Magnus gik i kejserrigets tjeneste. Magnus tog med glæde imod betingelsen og hyldede Lothar med stor ydmyghed – men det var en ærbødighed med skumle bagtanker. Kejseren trak efter aftale sine tropper tilbage til den anden side af Ejderen. Men da Erik hørte om det, sejlede han over til ham og overdængede ham med skældsord og bebrejdelser for hans upålidelighed og tyske troløshed, og forsikrede ham om at Magnus ville vise sig at være præcis lige så »trofast« over for ham som han havde været for nylig da han optrådte som Knuds ven. Og det kom til at stemme, for da kejseren rykkede tilbage over Ejderen, lå Magnus i baghold og gik til angreb på Adolf, der havde fået kommandoen over bagtroppen, og ikke alene berøvede han ham hans tropper, han udsatte ham også for den ydmygelse at være nødt til at kaste sine våben og redde sig væk ved at svømme. Erik, der måtte indse at han havde mistet kejserens støtte, vendte dybt fortvivlet tilbage til den østlige del af landet.

8,7  Nu ankom der en delegation fra kong Magnus af Norge for på hans vegne at anmode om Knuds ældste, men endnu ikke giftefærdige, datters hånd. Den anmodning fandt stor imødekommenhed hos Erik, som håbede på at det kunne sikre ham forstærkninger, og han modtog dem med åbne arme i håb om at en familieforbindelse kunne skaffe ham militær støtte fra nabolandet. Han selv, der endnu aldrig havde fået tilstrækkelig ro for sine krige til at gifte sig, indgik samtidig ægteskab med Magnus' stedmor, den tidligere dronning af Norge, for stedsønnen var på hans side og mente at han var fornem nok til en sådan gensidig ægteskabsforbindelse.

9,1  Efter en vinter der forløb fredeligt, blussede krigshandlingerne igen op med stor voldsomhed. For Niels gav sig til at samle styrkerne i det vestlige Danmark, og Erik lod sig opmuntre af store løfter fra en af de fornemste mænd i Jylland, en vis Christiern, til at rejse hjælpetropper i de østlige egne. Denne Christiern, der af modvilje mod Magnus var faldet fra Niels, havde lovet at hjælpe Erik af al magt. Til gengæld var bisp Peder af Roskilde kun på Eriks side i legemlig forstand, men i sindet på Niels', for den ene frygtede han, den anden elskede han. Men hvem Harald holdt med, vekslede en del, alt efter hvad der havde overtaget: skammen eller hadet. For Niels' side undgik han ved tanken om den skam og vanære det ville betyde, men sin bror nægtede han at tjene af bar misundelse og vrede over at han var blevet foretrukket frem for ham selv. Følgen blev at det mere var for et syns skyld end af ærlig vilje at han sammen med sine to yderst lovende sønner sluttede sig til broderen. For den bror der havde besejret ham ved kongevalget, hadede han lige så inderligt som ham der havde myrdet hans anden bror.

9,2  Imidlertid havde Christiern samlet en flok af sine slægtninge, og nu besluttede han sig for at gå imod kongen i et åbent slag. Men da Niels hørte at Christiern ikke alene havde svigtet ham, men også pønsede på et angreb, fordelte han de tropper han havde rejst mod fjenden, i to hære: en til søs og en til lands. Selv gjorde han sig så klar til at møde Christiern i et feltslag, mens han sendte Magnus mod Erik i spidsen for flåden.

Erik var på dette tidspunkt ankret op ved den ø der hedder Sejerø. Det havde Magnus ingen anelse om da han stod ud fra Århus med en heldig vind – mere heldig end han selv skulle vise sig at være. Nogle af skibene kom hurtigere frem end andre, og flåden bevægede sig af sted i spredt og uordentlig formation. Erik havde i god tid fået besked om at de var på vej, og gik nu ombord i en skibsbåd hvorfra han talte indtrængende til sine skibsførere for at opildne dem til kamp, snart alle under et, snart hver for sig, men først og fremmest Peder og Harald, som han ikke mente han kunne stole sikkert på. Han havde ikke lyst til at komme ud i en kamp med hele Magnus' flåde på én gang, men angreb hans skibe et for et, efterhånden som de nåede frem, og huggede besætningerne ned til sidste mand. Da Magnus på afstand så hvilken fare de var i, strøg han straks sejlet: han ville hellere lægge sig for anker end følge med vinden og lod derfor hornene give signal for at få samling på sin spredte flåde. De feje af dem flygtede mens de tapre tog kampen op, og da Erik var den der havde flest skibe, lykkedes det ham at indeslutte fjendens flåde med en tæt ring af skibe, som en slags belejring til søs hvor kampen kun blev endnu vildere og mere grusom af at de ingen udvej havde.

9,3  Da det gik op for jyderne at skæbnen hverken havde levnet dem styrke til at sejre eller mulighed for flugt, valgte de at tænke mere på deres hærfører end på sig selv, og sætte deres eget liv på spil for at redde hans. De borede sig ind i den fjendtlige flådes tætsluttende slagorden for dog at hjælpe Magnus til flugt fra nederlaget, når de nu ikke kunne skænke ham en sejr. Han var gået over i et mindre skib, og uden at ænse faren banede de andre nu en slags gang han kunne undslippe gennem. Og selv da han var sluppet bort, fortsatte de kampen med uformindsket styrke lige til de faldt eller blev taget til fange.

Da sejrherrerne gav sig til at plyndre den slagne flåde, fik de mellem alt det bytte der blev båret fra borde, øje på en mand der lå viklet ind i et sejl. Kun en kujon kunne gemme sig så ynkeligt, mente de, og derfor klyngede de ham omgående op som straf for hans fejhed så en ussel død kunne gøre en ende på det liv han ikke havde turdet sætte på spil i tapper kamp.

9,4  I mellemtiden havde Christiern været i kamp med Niels, og tabt. Midt i et voldsomt blodbad blandt hans mænd blev han selv taget til fange og anbragt i fængslet ved Sliens munding. Men Erik var fuld af begejstring over den sejr han lige havde vundet – og vidste intet om hvordan det gik med Christiern – så han sendte hele sin flåde ind i Limfjorden i håb om at han nu kunne erobre Jylland. Her var han også uforsigtig nok til at sætte sine tropper i land, men da han så på én gang fik efterretning om at Christiern var slået på flugt og at kongen nærmede sig, blev han mere nedslået over vennens uheld end han havde været opmuntret af sin egen sejr, og han skyndte sig at trække sine tropper tilbage og sejle hjemad. Adskillige af hans krigere var for længe om at nå tilbage til skibene og blev hugget ned af kongens fremstormende hær.

9,5  Harald tog bestik af udviklingen, og da Niels underhånden gav ham nogle lokkende tilbud, gik han over til hans side. Det havde åbenbart forarget ham mere at Erik havde fået magten end at Knud var blevet myrdet, og han kunne dårligere være i stue med sin bror end med sin brors morder. Samtidig stod det klart for Magnus at fjendens styrker voksede lykkeligt, og hans egne svandt ubehageligt, og han gjorde derfor sit for at undergrave det militære sammenhold mellem brødrene. Han vidste at Harald ikke holdt med Erik af virkelig overbevisning, og trængte derfor ind på ham med løfter om en højere position. For selv om Harald skjulte sin vrede under en underdanig facade, hadede han Erik mere glødende og indædt end hans modstander. Resultatet var at han ikke alene svigtede Erik, men også gjorde hvad han kunne for at hjælpe Niels, og til den ende forstærkede forsvarsværkerne på den borg han havde bygget lige uden for Roskilde. Han greb til snigløb og forræderi for at få afløb for sin misundelse over at broderen var blevet foretrukket for ham selv.

9,6  Denne borg satte Erik nu under belejring med en stor styrke sjællændere, og da det viste sig at alle hans anstrengelser strandede på de kraftige forsvarsværker, supplerede han sin hjemlige slagkraft med udenlandsk dygtighed og lærte sig blideteknik af de sachsere der boede i Roskilde. Folk her i landet var nemlig stadig begyndere i krigskunsten og havde sjældent forstand på hvordan den slags fungerer. Det første skud var temmelig svagt, og stenen faldt et godt stykke uden for volden – til stor moro blandt folkene på borgen. Efter denne første fiasko gik de ud fra at de følgende skud også ville være forbiere. Men det næste havde langt større kraft og ramte lodret ned i en mærkelig bygning de havde – og stenen var så tung og ramte med en sådan kraft at den gik direkte igennem ned til bunden af bygningen, som derefter faldt sammen med et vældigt brag. Denne bygning havde i stedet for fundament kun en fod af træ som den hvilede på som på en tap, så den ved selv en ganske let berøring kunne drejes i en hvilken som helst retning.

9,7  Efter det første, mislykkede skud havde Harald været meget fortrøstningsfuld, men det kunne han ikke opretholde nu hvor han så hvor godt det andet lykkedes. Og eftersom der hverken var udsigt til at han kunne holde stand mod belejrerne dér hvor han var, eller at han kunne få forstærkninger udefra, lod han om natten den del af volden der vendte ud mod havet, gennembryde – for dér var fjenderne mere lemfældige med belejringen – hvorefter han firede hestene ud gennem hullet og selv fulgte efter til fods sammen med sine mænd.

Nu blev der stor opstandelse i hele lejren, men Harald sporede sin hest og råbte til sine ledsagere at de skulle råbe »fang Harald!« for at narre fjenden. På den måde blev han taget for en af Haralds forfølgere, ikke ham selv, og han kunne uden besvær slippe væk gennem den hujende og skrigende menneskemængde. Man mener nok at det i lige så høj grad var de flygtendes falske råb som de natlige forhold der fik hans fjender til at tage fejl af situationen. Alligevel var der nogle af tyskerne der påstod at de havde gennemboret ham med en pil under flugten. Men faktisk var denne udspekulerede hærfører sluppet fra belejringen med list og fra farerne med snedighed, og nu fandt han en båd og satte kursen mod Jylland. Niels tog godt imod ham som den der havde kæmpet for hans sag på Sjælland, og behandlede ham ikke kun med kongelig velvilje, han gav ham ligefrem en hædersplads som en af sine nærmeste venner. Men trods venligheden kunne man nu ikke komme uden om en vis mistro, for der var noget suspekt ved den måde han pludselig havde forrådt sin bror og ganske uventet var dukket op som overløber.

10,1  I mellemtiden havde svenskerne hørt at Magnus var optaget af krig i sit hjemland, og derfor havde de gjort en vis Sverker, en svensker af temmelig lav stand, til konge – ikke fordi de holdt specielt meget af ham, men fordi de ikke ville finde sig i at blive regeret af en udlænding og gruede ved tanken om at bøje nakken for en fremmed hersker når de var vant til en landsmand. Denne Sverker sendte først et gesandtskab til Ulvilde fra Norge, som Niels havde giftet sig med efter Margretes død, for at erklære hende sin kærlighed, og derpå gik der ikke længe før han i hemmelighed bortførte hende fra hendes mand og overtalte hende til at blive hans kone. Han levede sammen med hende som om det var et ægteskab, og fik med hende sønnen Karl, der kom til at regere Sverige efter ham selv. På samme tid blev den hellige Knuds datter, som længe havde været lovet bort til den norske konge, ført til bryllup af et gesandtskab han havde sendt til Danmark.

11,1  Da vinteren var ovre, sejlede Niels til Sjælland med en stor jysk flåde, ivrig efter at få hævn for den krænkelse det var at en del af riget i lang tid havde unddraget sig hans styre. Ved Værebro blev Erik besejret i et voldsomt slag, og da han sammen med sin hustru, den tidligere dronning af Norge, og sin lille søn Sven, som han havde fået med en elskerinde, i tillid til slægtskabet søgte tilflugt hos kong Magnus, mødte han først venlighed og gæstfrihed, men snart efter falskhed og forræderi.

11,2  I mellemtiden bøjede Niels sig for Harald, der forlangte at tyskerne skulle straffes: han stormede Roskilde og overlod alle de tyskere der blev pågrebet i byen, til den klagende, som fik lov at straffe dem som han havde lyst. Og som straf for at de havde bygget bliderne, og også fordi han havde hørt hvordan de løgnagtigt havde pralet af at have dræbt ham, skamferede Harald dem alle sammen ved at skære næsetippen af dem mens han blev ved med at spørge dem om det mon var deres spyd der havde dræbt Harald!

Ved den lejlighed var der en af dem der råbte op da han så kniven lige foran sit ansigt, og insisterede på at han skulle gå fri fordi han var lærd. Harald gik ud fra at manden havde studeret, så han standsede bødlen, og da han gik til middag, tog han ham med og gav ham besked på at sige en bordbøn, som det hører sig til. Men fangen svarede at det var syning han havde lært, ikke bønner! Harald, der morede sig over mandens åndsnærværelse, lod ham gå fri for straf for sin frækheds skyld, for nu hvor han vidste bedre, ville han føle det pinligt at finde sin vrede frem igen når han én gang havde gemt den væk da han blev taget ved næsen. Det skulle jo nødig hedde sig at han straffede andre for sine egne fejltagelser.

11,3  Det var også på denne tid at en anden Harald, en der stammede fra Irland, fór frem som lyn og stormvind og fik Norge til at skælve i sin grundvold, netop som riget stod på sit højeste. Han gav sig ud for at være søn af den Magnus der havde plyndret Irland, og da de forlangte at han bevidnede sin påstand ved en guddommelig prøve, gik han barfodet over hvidglødende jernplader – det var den prøve de krævede af ham – uden at fødderne tog det mindste skade ved det. Med det mirakel lykkedes det ham at få en hel del af nordmændene til at tro på sin påstand. Og fra hans skød udspringer al den krig og ufred der har hærget Norge som en pest.

11,4  Nu havde Niels i mellemtiden besluttet sig for at bruge list for at komme sin rival til livs, og han prøvede derfor at overtale Magnus af Norge til at myrde ham mod et nærmere aftalt vederlag. Når pengene lokkede, var Magnus ikke bedre end den simpleste landevejsrøver, så nu blev Eriks vært hans værste fjende: Han lod som om han gjorde særligt meget ud af sine forpligtelser og udmøntede sin omsorg for Erik ved at sætte ham under skarp bevogtning af sine livvagter, for sådan kunne han camouflere sit forræderi som en vennetjeneste.

Men Erik blev advaret af dronningen, der jo var hans niece, om at al omsorgen var en fælde, og han underrettede derfor de venner han havde på Lolland, om Magnus' plan og bad dem om hjælp. Lollikkerne var da også straks indstillet på at komme ham til undsætning. De satte kursen mod Norge i et enkelt skib og sendte i al hemmelighed Erik besked om at de var på vej. Eftersom Erik var klar over at nordmænd ikke ved noget bedre end at drikke, og helst så meget som muligt, forestillede han sig at det bedste middel hvis han ville løbe om hjørner med sine vagter, var at drikke dem fulde. Så han gik løs på deres ædruelighed med lokkende tilbud om et godt glas, og så snart gildet var i gang, blev han ved at fylde på dem. For at fremme drikkelysten satte han terninger frem mellem bægrene, det er så befordrende for drukkenskaben. Han spillede selv om penge med nogle af dem, og selv når han havde været heldig med et kast, lod han med vilje som om han ikke kunne finde ud af spillet for at udsigten til gevinst skulle lokke hans medspillere til rigtig at slå sig løs og blive ved med at spille. Til sidst lod han som om han var søvnig og træt af at sidde oppe så længe, og trak sig tilbage for at gå i seng mens han efterlod den præst han havde med sig i landflygtigheden, til at passe spillet for ham. Præsten holdt hovedet klart og fortsatte hvor Erik slap, med at nedbryde den sidste lille rest af ædruelighed de måtte have tilbage, med endnu flere bægre. Og da de til sidst bukkede under for vinen og søvnen, lagde han sig selv til at sove mellem dem.

11,5  I mellemtiden var Erik brudt ud af sovekammeret, og sammen med sine folk og sin kone sneg han sig ud og nåede ned til havet, hvor de borede hul i bunden af alle de skibe de fandt på stranden for at være sikre på at kunne slippe væk. Men midt i det hele kom han i tanke om at han havde glemt deres lille søn, der lå og sov oppe i huset. Så glemsom kan man blive når man har travlt. For sådan er det jo med menneskenes tanker: jo mere optaget de er, jo mere forsømmer de. Men selv om han ikke kunne være i tvivl om hvor farlig en udsættelse kunne være, kunne han ikke få sig selv til at gøre noget så uanstændigt som at lade sit eget barn i stikken, så han sendte nogle folk af sted for at hente drengen. Så stor var hans kærlighed til sin søn at risikoen ved at vente ikke rørte ham. Så snart de nåede tilbage med barnet, stak han til søs.

11,6  Ved daggry bankede de mænd der var sat til at passe på Erik, på døren ind til hans kvarter og spurgte om han havde sovet rusen ud. Men ingen svarede. Ikke en lyd hørtes, og i deres forbløffelse blev de ved at råbe det samme den ene gang efter den anden. Til sidst blev de så forskrækkede over stilheden at de sprængte døren, og fandt bygningen mennesketom. Under højlydte forsikringer om at de havde været ofre for et udspekuleret bagholdsangreb, fortalte de med bævende hjerte deres herre hvad der var sket. Han fór straks ned til stranden, hvor han lod skibene sætte i vandet og befalede at den flygtende skulle fanges. Men skibene var jo læk, og da han så at de stod fulde af vand, fik han dem trukket på land igen og repareret før de atter kom i vandet og han kunne sejle ud, med både sejl og årer for at komme hurtigere frem. Så sulten var han efter den pris der var sat på Eriks hoved.

11,7  I mellemtiden var Erik kommet langt ud over havet, og hans forspring var blevet så stort at forfølgerne ikke ville have let ved at fange ham. Og da Magnus havde sejlet et stykke tid, og det gik op for ham at det ikke var nogen nytte til, gav han sine roere ordre til at vende om og sejlede hjem igen.

Erik vendte tilbage til sit trofaste Lolland, hvor han tog Ubbe, som Niels havde indsat som jarl over de mindre øer, til fange og hængte ham – som et klart signal om at han var tilbage. Og da han hørte at Niels havde tænkt sig at holde jul i Lund, begav han sig til Skåne, hvor han kom kongen i forkøbet og beslaglagde alle de rige forsyninger der var samlet ind til ham. Kongen var på Sjælland da han hørte om det, og han opgav nu at fortsætte og gav sig til at indsamle nye fødevarer fra befolkningen.

11,8  Næste sommer samlede han til gengæld hele den danske flåde, bortset fra den skånske, ankrede op ved Fodevig og stillede fodfolket i slagorden i nærheden af stranden. Der var ikke gået lang tid efter at delingerne var kommet i orden før Erik nåede frem, og de i det fjerne så støvet rejse sig som en sky fra hestenes hove. Og ved det syn begyndte de så småt at trække sig tilbage mod skibene. Men undervejs blev de så rædselsslagne over drønet fra det fremrykkende rytteri at march blev til flugt. Og da Erik nåede frem, kunne han uden fare hugge dem ned, for det var skæbnen, ikke slaget, der besejrede dem, og Erik fik en sejr uden store tab som Herrens straf for mordet på en slægtning.

11,9  Kun Magnus og en lille flok tapre mænd skammede sig over at give efter, og mens alle andre vendte om, holdt de stand med front mod fjenden. For da han så at der ikke var store chancer for at undslippe, fandt han at det bedste han kunne gøre, var at opsøge et tappert endeligt og tage kampen op for at sikre sig en glorværdig død. Han ville hellere falde end flygte for ikke at sætte sit gamle ry som tapper kriger over styr. Først efter at have kæmpet blændende og anrettet et vældigt blodbad blandt sine modstandere, faldt han til sidst, og sammen med biskop Peder af Roskilde sank han om på den dynge af lig han havde hobet op foran sig. Og ligesom Peder blev hans følgesvend i døden, fik han ham også som sin ledsager i graven.

11,10  Niels fik en hest af sin bryde og satte af sted ned mod sit skib. Men størstedelen af de flygtende krigere greb fat i årehullerne for at komme om bord på skibene, som i flere tilfælde sank under deres umådelige vægt. Og de der var kommet først om bord, huggede hænderne af dem der kom for sent og hang på skibene – de glemte alt om kammeratskab og fór mere grusomt frem mod deres egne end mod fjenden. Hvilket fortvivlende syn det må have været da de hang dér klamret fast til skibene, dinglende i armene, mens fjenden trængte ind på dem fra den ene side, og deres landsmænd skød dem fra sig fra den anden! Ved denne lejlighed gav skæbnen et bevis på i hvor høj grad enhver er sig selv nærmest. Så alle de der uden så meget som at rødme påstår at de sætter deres venners liv langt højere end deres eget, de kan holde deres tomme pralerier for sig selv. I øvrigt vil jeg tro at denne sejr ikke nær så meget skyldtes menneskelig styrke som Herrens hævn for mordet på den fromme mand.

11,11  Intet andet slag har kostet flere biskopper livet. Det fortælles at både biskop Peder af Roskilde og den svenske biskop Henrik, samt alle de jyske bisper på nær én enkelt faldt i denne kamp.

Under forberedelserne til slaget havde en af Eriks krigere, Magnus Saksesøn, givet et ganske enestående bevis på sin troskab. For Niels havde givet sine krigere ordre om at holde Sjællands kyster under skarp bevogtning så ingen kunne slippe over til Erik, men han lod i nattens mulm og mørke sine mænd fire ham ned ad de stejle skrænter på Stevns Klint, gik om bord i en lille båd og satte kursen mod Skåne, hvor han bragte kærkommen hjælp til Erik.

11,12  Senere beskyldte Magnus af Norge sin kone for at have afsløret hans planer, og derfor forskød han hende og sendte hende tilbage til Erik. En kvinde der satte sine følelser for sin familie over kærligheden til sin ægtemand, havde efter hans mening kun fortjent at blive sendt bort. Og det bekymrede ham ikke at han krænkede det hellige ægteskab og berøvede sig selv sin hustru, så længe han fik vist hende sin foragt.

11,13  Niels var det lykkedes at undslippe til Jylland, men det var som om han kun blev skånet for at blive holdt for nar af skæbnen. Tanken om at han nu både var barnløs og ved at blive gammel, fik ham til at udråbe Harald som arving til riget – ikke så meget for selv at få sig en tronfølger som for at efterlade sig en fjende til sin rival. Derpå ville han gerne gøre borgerne i Slesvig mere forsonligt stemt, for de havde efterhånden længe været meget fjendtligt indstillede på grund af Magnus' forbrydelse. Derfor tog han nu kontakt med dem for at få en fredsaftale i stand, og da han gik ud fra at de ville have medlidenhed med en mand i hans alder og hans situation, besluttede han sig for at gå ind i byen for at tage gidsler. Heller ikke denne gang følte han sig helt tryg ved at betro sit liv til nogle borgere som han ikke vidste om han kunne stole på, men han lod sig overtale af en af byens mest indflydelsesrige borgere, en vis Boje, til at begrave sine bange anelser – og dermed sig selv.

11,14  Nu blev byportene nemlig bevidst slået på vid gab for ham, men da han trådte ind, fandt han ganske vist de gejstlige fulde af ærbødighed, men folket fuldt af trods. For meningerne var delte i befolkningen om hvordan man skulle tage imod ham: gejstligheden beærede ham med en hellig procession, den anden del af byen modtog ham som en fjende. Da han så dem komme imod sig gennem gaderne, klar til angreb, opfordrede hans venner ham til at søge tilflugt i Skt. Petri Kirke. Men han satte kursen mod kongsgården: han ville hellere søge ly i et kongeslot end i en kirke, for han ville ikke risikere at Guds hus blev besudlet med håndgemæng og blodsudgydelse. Og, som han sagde: i sin fars hus kunne han dø mere roligt. Hans krigere var da også straks rede til at ofre deres eget liv for at forsvare hans. I lang tid holdt de ham i sikkerhed ved tappert at lægge sig selv imellem, og de så intet sørgeligt i sådan at sætte sig selv i den yderste livsfare for at beskytte ham. Først efter at have udgydt deres blod lod Slesvigs borgere omsider også kongens flyde.