Fjortende bog

1,1  I mellemtiden var Erik på vej mod Jylland med sin flåde, og han havde lagt ind ved Sejerø da han modtog meddelelsen om at kongen var blevet dræbt. I denne kaotiske periode var der også sket det at Haralds ældste sønner, Erik og Bjørn, havde svigtet deres far og sluttet sig til Erik – som de tjente med stor troskab, men med lille udbytte. En nat blev de opsøgt af nogle udsendinge fra deres far, men hvad de fik at vide ved den lejlighed, tav de stille med. Erik havde ikke desto mindre fået nys om besøget, men for at prøve deres pålidelighed forholdt han sig et stykke tid tavs, som om han intet kendte til det. Da de blev ved med at dække over deres fars fortrolige budskab, kunne han ikke forestille sig at de nogensinde ville indvie ham i hemmeligheden, så han opgav håbet om at de skulle betro sig til ham af egen fri vilje, og i stedet kaldte han dem frem foran de andre, hvor han gav dem en voldsom overhaling og anklagede dem for forræderi fordi de ikke havde været åbne om de forholdsregler de havde fået fra deres far. Og da han spurgte dem hvad faderen havde villet dem, sagde de at han havde spurgt dem til råds om hvilke skridt det ville være klogest af ham at foretage nu. De havde sagt at han skulle søge tilflugt i Norge, og derfor havde de heller ikke villet afsløre hvad de havde rådet ham til før de var sikre på at han havde fulgt rådet. Den forklaring blev ikke taget for gode varer – til trods for at det var ganske sandt – for det virkede ikke som noget de sagde af sig selv, men noget de var presset til at sige. Så nu var Erik meget opsat på at afprøve deres påstand, og han satte dem begge to under skarp bevogtning i borgen ved Slesvig. Når sandheden kom frem, ville han så enten belønne dem for deres uskyld eller straffe dem for deres skyld.

1,2  Da Erik engang ved en senere lejlighed besøgte den samme borg, slæbte de omtalte unge mænd sig hen til ham i deres fodlænker. De klyngede sig ydmygt til hans knæ, forsikrede ham om deres uskyld og bønfaldt ham om at slippe dem ud af fangenskabet. Erik fik ondt af deres triste skæbne og glædede sig samtidig over deres troskab (for deres far var flygtet og havde derved bekræftet sønnernes ord), og temmelig beruset som han var, gav han sig til at græde over deres ulykke og love dem friheden som tak for deres oprigtighed.

Det fik Christiern tilfældigvis at høre fra hoffolkene, og næste morgen før daggry da Erik var på vej til kirke, passede han ham op og ålede ham med at den nok havde været høj i går siden han var blevet så overdrevent gavmild at han havde foræret Danmark væk til fjenden. Han forklarede også hvad han mente, i klarere ord, for som han sagde: det skulle nok vise sig at mindet om lænkerne sad dybere i Haralds sønner end mindet om deres benådning så det blev had og ikke tak han fik for at befri dem. Hvad var det Erik foretog sig ved at spare deres liv, andet end at holde nogle stærke unge mænd klar til at hjælpe Harald? De ord havde deres virkning på Erik. Han ville hellere løbe fra sit løfte end se bort fra et godt råd fra en ven, og den barmhjertighed han havde vist mens hans var fuld, måtte han ved nærmere eftertanke forkaste da han blev ædru. Så snart han fik en opfordring til grusomhed, opgav han uden at rødme den mildhed han havde været så opsat på. Og enden blev at han lod de to drukne netop som han havde givet dem håb om overlevelse.

1,3  På samme tid krævede stormændene i Norge at Magnus afstod halvdelen af landet til Harald, der også var af kongelig afstamning, og da han nægtede at anerkende en mand der var født af ukendte forældre, lod de sværdet afgøre sagen på Fridlev mark.

1,4  I mellemtiden var Harald vendt tilbage til Jylland, hvor han blev valgt til konge på Urne ting. Da Erik fik den besked, lod han sine skibe trække over isen (for havet var frosset til) hele vejen ud til det åbne hav, hvorefter han i al stilhed nåede over til Jylland. Midt om natten overraskede han Harald og de sønner han havde tilbage, i landsbyen Skærup, hvor han ved daggry trak ham ud af hans kammer og – uden hensyn til at det var hans egen bror – gjorde det af med ham. En af sønnerne, Oluf, så i tide at rummet var omringet af bevæbnede mænd: han byttede tøj med nogle af kvinderne, og det lykkedes ham at slippe ud midt mellem fjenderne og bringe sig i sikkerhed.

1,5  Omtrent samtidig var Harald blevet tvunget ud af Norge, og han ankom nu til Danmark for at rejse tropper hos Erik. Erik tænkte på hvordan Haralds rival havde svigtet sit ægteskab, og tog velvilligt imod ham: Han var begejstret over på den måde at have fået sig en glimrende anledning til krig og besluttede at yde ham forstærkningerne.

Hvis man ser bort fra hans gavmildhed, havde Harald stort set ingen åndelige kvaliteter, men hvad det legemlige angår, havde han store evner. De kræfter stolede han så meget på at han ved byen Helsingborg indgik et væddemål med Erik om at han kunne løbe lige så hurtigt som de fineste af Eriks heste. Han løb mod to, og kom i mål før dem begge. Mens han løb satte han nemlig fra med to stokke så han hele tiden bevægede sig i spring. Han plejede også at give et andet bevis på hvor forbløffende atletisk han var: Når han var til søs sprang han ofte ud fra bagstavnen og løb hen over alle de udstrakte årer lige op til stævnen, hvor han fortsatte over på den anden side af skibet og løb tilbage hvor han kom fra, på de andre årer. Hvis han havde været skabt med lige så store åndsevner, ville han ikke have ladet sig overrumple af sin rival i favnen på en elskerinde. Denne mand ville Erik altså gerne komme til hjælp, men da venderne samtidig forstyrrede freden i hans eget rige, havde han ikke mulighed for at virkeliggøre sine gode hensigter

1,6  Han lagde altså sin vens problemer til side for at tage hånd om sine egne og mønstrede en flåde til et felttog mod Rügen. Og for virkelig at kunne kæmpe effektivt medtog han som den første i Danmark heste i et flådetogt, nemlig, bestemte han, fire på hvert skib – en fremgangsmåde som senere tider har holdt nøje fast ved. Og da flåden blev talt op, omfattede den så meget som elleve hundrede skibe. Disse skibe førte danskerne over til Rügen, hvor det viste sig at byen Arkona var blevet sikret mod deres angreb med stærke forsvarsværker. For at sikre sig at nabofolkene ikke kunne komme dem til hjælp, tog de fat med deres hakker og brød den tange op der forbinder Arkona med Rügens fastland, som den ligger næsten helt adskilt fra, og i stedet omdannede de den til en vold der var så høj at den skyggede for alt. Bevogtningen her blev overdraget hallænderne under befaling af Peder. Men en nat blev de intetanende hallændere overfaldet af rygboerne, der havde fundet et vadested og nåede at dræbe adskillige af dem inden resten af hæren slog dem tilbage. Men da Arkonas indbyggere ikke havde de styrker der skulle til for at tage kampen op, og indså at de ikke havde nogen mulighed for at kalde andre til undsætning, måtte de bøje sig for nødvendigheden og overgive sig til danskerne på den betingelse at de beholdt livet mod at gå over til kristendommen. Den statue de tilbad, fik de dog lov at beholde. I byen var der nemlig en billedstøtte som indbyggerne tilbad med ganske særlig ærefrygt, ligesom også de omkringboende tit og ofte kom og viste den deres respekt – men når de kaldte den for Sankt Vitus, var det en urigtig benævnelse. Og så længe de havde den i behold, kunne folkene i byen ikke tage sig sammen til helt at afskaffe deres gamle religiøse traditioner.

1,7  Så da de nu som det første fik besked på at lade sig døbe, var det snarere af trang til at slukke deres tørst end af iver efter at overgå til kristendommen at de mødte frem ved dammen. De brugte kun den hellige handling som påskud for at forfriske deres legemer oven på den udmattende belejring. Samtidig fik borgerne i Arkona en præst der både skulle vise dem vejen til en mere civiliseret levevis og instruere dem i den nye tros grundbegreber. Men så snart Erik var rejst væk igen, blev både præsten og troen smidt på porten. For uden at føle noget for de gidsler de havde stillet, vendte Arkonaborgerne tilbage til deres gamle afgudsdyrkelse, hvilket tydeligt afslørede hvor ærligt de havde ment det da de antog kristendommen.

1,8  Senere, da Erik havde bragt forholdene i orden i Danmark, og alt igen var roligt, tog han sig igen af sin vens sag, som han havde sat til side da situationen var for alvorlig til det. For at hjælpe ham plyndrede han først byen Oslo, som var en loyal støtte for Magnus, og snart efter brændte han den også af. Og året efter, da Harald endnu en gang bad om hjælp, sendte han ham hele den danske flåde til forstærkning. I det slag de nu udkæmpede, kom Magnus' styrker til kort over for Haralds, og han blev taget til fange. Harald lod ham beholde livet, men befalede at han skulle miste øjnene og kønsdelene så han hverken kunne se sit rige og få lyst til magten eller gennemføre et samleje og frembringe en søn og hævner. Da han nu stod blindet og kastreret og blev spurgt hvem af hans mænd der var villig til at dele straffen med ham og miste øjnene, svarede han at det ville more de færreste. Men da var der en af hans mænd, en der på en prik lignede ham selv af udseende, og som havde tjent ham som kriger med enestående trofasthed, der holdt på at der i så stor en hird måtte være én der var villig til at lide sammen med sin herre, og han meldte sig frivilligt til straf med en bemærkning om at når han havde lignet ham med synet i behold, måtte han også gøre det som blind. Så tapper en mand fortjente respekt, men her blandt disse onde folk fik han kun straf. Magnus valgte nu at forpligte sig til forsagelse – om end det bundede i legemlige mangler snarere end åndelig styrke – og endte med at bære munkekutte i stedet for scepter.

1,9  Erik havde vundet freden med våben, men nu var han meget opsat på at smykke den med lov og ret. De love som tidligere generationer havde fastsat, var for størstedelen stødt omkuld af krigenes vældige storme, men nu gav han dem deres gamle kraft tilbage, og præcis som han tidligere var blevet beundret for sin tapperhed, blev han det nu for sin retfærdighed. Han gav de store deres straf når de begik overgreb imod de små, og han holdt ikke hånden over nogen, hverken venner eller slægtninge, men straffede alle stormænd der ikke kunne styre deres griskhed, med sværdet eller galgen. Det var en nidkærhed der skaffede ham de ledende mænds had, men folkets underdanighed, og følgen blev at han var lige så frygtet blandt de mægtige som elsket blandt de mange. Samtidig havde han for vane at prise sine egne bedrifter i så høje toner at det undertiden var svært at tro på.

1,10  Det fortælles at Erik en gang reddede livet på grund af en drøm en af hans mænd havde haft. Han havde nemlig bestemt sig for at sejle op fra Slien til Sjælland, da en af sømændene om natten drømte at han red af sted over øde bjerge på en aldeles uregerlig hest der løb hurtigere og hurtigere indtil han styrtede på hovedet ned i dalens mørke, hvor ugler rev og flåede i ham med kløerne. Da han om morgenen for morskabs skyld fortalte sine kammerater om det, tog Erik det som et varsel om en truende fare, og han ville derfor ikke følges med den mand, men flyttede over i et andet skib – hvorefter hans kammerater gik ned med mand og mus mens han selv nåede frem i god behold og kunne glæde sig over at han havde betroet sit liv til et andet skib end sit eget.

1,11  Nu skete der det at Erik og biskop Eskil i Roskilde blev uvenner, og det udviklede sig snart til en åben fejde. I den fik bispen Peder Bodilsøn på sin side, og samtidig udnyttede han sin position som Sjællands mest indflydelsesrige mand til at hidse sjællænderne op mod kongen og sætte befolkningen i et sådant oprør at det satte ham i stand til at drive ham bort fra sjællandsk grund. Så snart han havde jaget kongen væk, opfordrede han landsdelens befolkning til at slutte sig sammen i et forbund i frihedens navn, og dem han ikke stolede på, krævede han gidsler af. De eneste der nægtede at tage del i oprøret, var Skjalms sønner, og dem indstævnede han til landstinget med trusler om at hvis de ikke stillede gidsler til den fastsatte dag, kunne de vinke farvel til deres formue. Men selv om de faktisk mødte frem på tinge, stod de urokkeligt fast på deres beslutning, uden at give efter for trusler, og de blev da heller ikke fradømt deres ejendom. Men mens de slap fra affæren uden skrammer, fik Eskil straffen at føle. For kongen kom tilbage med en flåde fra Jylland, og selv om Eskil lod sin far og farbror tale sin sag, måtte han betale en bøde på tyve mark guld. Til gengæld døde Peder inden hævnen kunne ramme ham, og på den måde undslap han den straf kongen havde tiltænkt ham.

1,12  I samme periode døde biskop Asser af Lund, og der opstod nu uenighed mellem kongen og folket om hvem man skulle vælge som hans efterfølger. For skåningerne tænkte på den fremragende indsats Asser havde gjort, og var derfor indstillet på at vælge hans nære slægtning Eskil for at bevare embedet i den samme familie. Men kongen var stadig flov over at han var blevet jaget på flugt, og havde ikke glemt at det var Eskil der stod bag den vanære, så han afviste deres valg og foretrak biskop Rike af Slesvig, som kort forinden havde afløst Adelbjørn. Han havde nemlig været en af hans nærmeste støtter dengang han selv bemægtigede sig tronen. Meningsforskellene udviklede sig dog ikke til en åben konflikt, for skåningerne holdt deres opfattelse for sig selv af frygt for kongen.

1,13  På samme tid var der en jyde af fornem slægt ved navn Plov der i al hemmelighed lagde planer om at myrde kongen, til trods for at han regnede sig for medlem af kongens hird. Han mødte frem hos ham i Ribe og forlangte sin sold som hirdmand. Men da han fik den, udlagde han det som en dusør for at tage livet af kongen. Erik blev nu tilfældigvis anmodet om at bilægge en voldsom strid mellem nogle bønder ved kongelig voldgift, og han besluttede sig for at det skulle ske på landstinget. Her var der en mand af folket der fremførte en klage over Plov, og da Plov fik pålæg om at give manden oprejsning, lod han som om han ville tage ordet: han trådte frem – med sit spyd i hånden – og forlangte ørenlyd. Også kongen stod støttet til sit spyd, og han gav nu tegn med hånden til den urolige folkemængde om at de skulle være stille. Plov havde forestillet sig at kongen bar brynje under kjortelen, men da han havde betragtet ham nøje i et stykke tid, og det gik op for ham at han var ubeskyttet, gennemborede han ham med sit spyd. Og for at virke lige så modig i ord som i handling råbte han til de andre at han havde fældet kongen, nu skulle de dræbe hans krigere. Kongens mænd flygtede skrækslagne til alle sider, men Erik Håkonsøn, der havde fået tilnavn efter sin blide natur, gav en strålende prøve på sin tapperhed. I lang tid forsvarede han med sit sværd kongens afsjælede legeme, og da hans kammerater tog flugten, var han den eneste af alle de mange krigere der ikke lod sig ryste – en værdig tronarving for den konge han vedblev at kæmpe for, selv efter han var død.

2,1  Nu stod Danmarks trone tom, men ingen stolede så meget på sin afstamning eller sine evner at han vovede at kandidere til den eller tage den med magt. For hverken Eriks søn Sven eller Magnus' søn Knud eller Knuds søn Valdemar var endnu gamle nok til påtage sig regeringen. På den anden side erklærede Christiern, der havde hjulpet med at hævne Valdemars far, at denne dreng var glimrende kvalificeret til kongemagten. Men hans mor, som godt kunne se at denne hæder var så tæt besat med alvorlige farer at den kun med nød og næppe kunne løftes af en voksen – og ville være dødsensfarlig for en lille dreng – nægtede at udlevere sin søn til Christiern og erklærede at der var ældre mænd der havde større adkomst til det hverv. Men da han blev ved med at plage hende, fik hun ham til sidst til i det mindste at sværge på at han ikke ville lade drengen blive valgt til konge.

2,2  Christiern bragte ham nu frem for folket på landstinget og mindede dem om alt det gode hans far havde gjort for dem: hvordan han havde styrket lov og ret derhjemme, hvordan han ude havde slået fjenden tilbage, hvordan han havde renset fædrelandet for tyve og røvere, hvordan han havde forvandlet et på det nærmeste udslukt og livløst Danmark til vendernes behersker, hvordan han havde sørget for at alle, hver og en, fik fuld erstatning for hvad de havde mistet ved plyndring – og hvordan han efter alle disse gode gerninger havde fortjent at riget blev overdraget til nogen af hans kød og blod. Men eftersom hans søn endnu ikke havde alderen til at overtage magten, og det ikke var hensigtsmæssigt at danskerne skulle føre krig under kommando af en dreng, måtte de altså se sig om efter en mand der kunne bestyre riget som formynder for drengen indtil hans myndling kom til skelsår og alder. Og den opgave var ingen mere velegnet til at påtage sig end Erik, den gamle Eriks dattersøn: Han var tapper og pligtopfyldende, og af kongelig afstamning på mødrene side. Og han ville afstå magten til sin myndling så snart han blev voksen. Sådan overtog Erik kongemagten, både fordi han havde folkets støtte og på grund af den glans der stod om drengen.

2,3  Når man ser bort fra tapperheden, havde naturen ikke udstyret Erik med nogen som helst kvaliteter: han var lige så blottet for kløgt som ubehændig til at formulere sig. Faktisk tog han så lidt hensyn til sit liv at hans mænd som regel holdt ham nøje under opsyn når et slag skulle begynde, for at han ikke skulle styrte frem mod fjenden helt på egen hånd.

2,4  Da Eskil nu hørte at kongen havde mistet livet ovre i Jylland, begav han sig omgående til Skåne for at sikre sig ærkebispesædet. Men Erik var mere stemt for at gennemføre den plan som hans forgænger ikke havde fået ført ud i livet, og agtede at forfremme Rike til værdigheden som ærkebiskop. Skåningerne ville til gengæld hellere udsætte sig for det værste end lade bispestolen overgå til en anden slægt, og besluttede sig for at gå i krig mod kongen. Og da Erik fik det at vide, var han mere end villig til at opgive sin plan, for han ville ikke skaffe sig en mængde fjender på halsen ved at støtte en enkelt ven, så han gav Eskil tilladelse til at flytte til Lund og udnævnte med de gejstliges billigelse Rike til biskop i Roskilde.

2,5  I mellemtiden var Oluf Haraldsøn vendt tilbage fra Norge for at gøre krav på sin fædrenearv, som hans onkel havde beslaglagt under borgerkrigene. Men Erik svarede med at henvise til den ældgamle lov der siger at den der har forbrudt sig mod fædrelandet, straffes med tab af sin formue. Olufs far havde nemlig gjort sig fortjent til den straf som loven fastsatte, ved at benytte fremmede krigere mod sit fædreland. Hermed følte Oluf at han havde fået en gyldig grund til krig, og han greb med begejstring den anledning det gav ham, til at gøre oprør. I hans øjne var afslaget en fornærmelse der gav ham frie hænder til at foranstalte et kup, og fra at have krævet sin private formue tilbage endte han nu med at gå efter hele riget. Dog besluttede han sig for at holde sit had skjult og i stedet snigmyrde kongen. Han satte angrebet ind en nat hvor kongen var indlogeret i Arvelund, men da han i dybeste hemmelighed nåede frem, fik vagterne øje på ham. De vendte straks deres heste og råbte allerede på afstand til krigerne, der lå i deres dybeste søvn, at de skulle gribe til våben, hvorefter de selv gjorde sig klar til at forsvare indgangene som de første. Snart efter kom deres kammerater dem til undsætning, og med deres hjælp lykkedes det dem at slå angrebet tilbage.

2,6  Oluf lod som om han havde opgivet sit forehavende, og begav sig i huj og hast til Sverige. Men aldrig så snart havde Erik forladt Skåne før han vendte tilbage igen og ved proklamation kaldte til ting i Arnedal. Her lokkede han folket over på sin side med løfter om et liv i større frihed, og derved lykkedes det ham at blive udråbt til konge. Det gjorde Eskil aldeles rasende, og han gik til angreb på ham med en lokal styrke fra Lund – men med større ildhu end held. Først besejrede Oluf ham på slagmarken, derpå belejrede han ham i byen, hvor han var søgt ind efter slaget, og til sidst så Eskil sig nødsaget til at udlevere gidsler og sværge ham troskab for at redde livet. Men senere hen, da Oluf var draget væk igen, så han sit snit til at undslippe, og nu havde han den forbløffende dristighed at lægge større vægt på sin hengivenhed over for Erik end på gidslernes liv og sit eget højtidelige løfte, for han så ikke noget syndigt i at bryde en påtvunget ed for at pleje et frivilligt venskab. Denne hengivenhed og pålidelighed belønnede kongen, da han nåede frem til ham ovre på Sjælland, med en gave bestående af omfattende jordarealer og adskillige landsbyer.

2,7  Men i Skåne holdt de stadig ivrigt på Oluf, og kongen tog biskoppens flugt som et personligt nederlag selv om han ikke havde været til stede selv, så for at komme på rette spor igen, samlede han en stor flåde til et felttog og sejlede over til den kyst der på folkesproget kaldes Landøre. Det sted havde han sine bange anelser om, for han troede på en gammel overtro der sagde at konger der gik i land på kysten her, ikke ville holde året ud. Men netop fordi han frygtede for sit liv hvis han kom der, gik han glip af sejren ved at holde sig væk. Han holdt sig langt fra landjorden som om den betød død og ulykke, og nærede en frygt for pløjemarker som han ikke nærede for våben, så da han havde stillet sine styrker i slagorden, overlod han det til Eskil at føre dem i kamp. Men Eskil forstod sig bedre på en biskops hellige embede end på krigsførelse og havde lige så lidt held med det som sidst. Det var sørgeligt for kongen at se på – et frygteligt syn der kunne belære ham om at en hærfører bør stole mere på sin egen styrke end på kvindagtige skrøner.

Hvor må han dog have været grundigt spundet ind i overtro og naive vildfarelser! Han der ellers altid havde været så stærk og modig at hans krigsfolk måtte holde på ham for at han ikke skulle kaste sig hovedløst over fjenden, han holdt sig nu ude af slaget som om han var bange – og stod dér på nært hold og så til mens han led nederlag fordi han ikke ville deltage selv.

2,8  Den sejr opmuntrede Oluf ud over alle grænser, som om han allerede havde gjort det fuldstændigt af med Erik, så nu beslaglagde han, uden nogen respekt for hvad der er helligt, ikke bare kongens, men også ærkebispens ejendom, og da han ikke kunne glemme hvordan Eskil nu hele to gange havde udfordret ham, viste han ham den hån at indsætte en anden mand, der også hed Eskil, til at varetage bispeembedet. Og han opførte sig virkelig som om han med det nylig overståede slag havde knust sin modstander fuldstændig, for det næste han gjorde var at efterlade alle brynjer i Lund og rejse sin vej uden nogen frygt, og uden nogen våben. Da kongen fik det at høre, samlede han alle de lette fartøjer han kunne finde i hele området, og satte sin hær over fra Sjælland mens venner i Skåne på lang afstand slog funklende gnister med flintesten for at vise dem vej. De fire tapreste mænd i Olufs hird lod han pågribe i deres hjem og drukne. Den falske biskop blev af den ægte frataget sine værdighedstegn, og kongen henrettede ham ved hængning. Derpå beslaglagde han fjendens våben, som hans krigere var yderst tilfredse med at få som bytte. Endelig gjorde han brug af disse våben da han besejrede Oluf i et slag ved Glumstorp.

2,9  Oluf flygtede til Götland, men efter nogle dage vendte han tilbage gennem Blekinge. Endnu en gang blev han slået på flugt af Erik, men da han nåede ind i de snævre bjergkløfter, følte han sig tilstrækkeligt sikker på den beskyttelse de gav ham, til at nedkæmpe de nærmeste forfølgere. Han sendte også en afdeling af sin hær mod fjendens bagtrop, og med den flok udslettede han på det nærmeste borgerne fra Lund. Efter alt det tog han igen flugten. Og nu mente han åbenbart ikke at han havde tilstrækkeligt held med sig i Skåne, for han flyttede krigshandlingerne over til Sjælland i håb om at et nyt kampområde ville give ny medgang. Dér blev han slået af sjællænderne under kommando af Rike i et slag ved Bydinge Å, hvorefter han forsvandt til Halland.

2,10  Herfra vendte han igen tilbage til Sjælland, og da han af nogle bønder fik at vide at biskoppen opholdt sig i landsbyen Ramløse, blev han i al hemmelighed dér i nærheden natten over. Lyden af Rikes morgenbøn fortalte ham hvor hans kammer var, og han gav sine krigere ordre til at storme indgangen. Tjenerne styrtede til for at forsvare den, men blev hugget ned på tærsklen. Da biskoppen selv så at han befandt sig i den yderste livsfare, besluttede han at livet var mere værd end messen, dækkede hovedet bag et skjold og satte en drabelig kamp op for at holde fjenderne ude, mens hans sekretærer, der ellers kun skulle tage sig af hans dokumenter og signet, dyngede hynder og puder op for at holde på døren, der var nær ved at bryde sammen. Da Oluf altså ikke kunne indtage huset med våben, stak han det i brand. Men biskoppen mente at det var mere værdigt at bukke under for sværdet end for ilden, og bad derfor så mindeligt om frit lejde så han kunne veksle nogle ord med Oluf. Det lovede Oluf nådigt, men i det øjeblik Rike fortrøstningsfuldt stak hovedet ud af døren, blev han hugget ned.

2,11  Så snart Oluf havde fået sin hævn med dette mord, skyndte han sig ned til stranden, og lige så tyst han havde listet sig fra borde, lige så rask sprang han nu ombord igen, så han kom til søs og af vejen inden kongen, der på det tidspunkt opholdt sig lige i nærheden, fik nys om hvad der var sket. Men da nyheden nåede paven, udstedte han den skarpest mulige bandlysning imod ham, og samtidig gav han alle andre bisper i Europa beføjelse til at fælde den samme dom over ham. Han indskærpede ligefrem over for samtlige bisper i Jylland at de skulle effektuere dommen med al den strenghed hans ugudelighed og helligbrøde havde fortjent, for i hans øjne var den der havde myrdet en højt respekteret bestyrer af de hellige sakramenter, uværdig til selv at få del i sakramenterne.

2,12  Men så snart det gik op for Erik at Oluf var på vej til Halland, satte han efter ham så hurtigt han kunne. Oluf var i nærheden af Årstad da han fik besked om at Erik var gået i land, og til sin flugt udnyttede han nu at der i nærheden lå en bro som han rev ned bag sig, hvorefter han i ro og mag kunne slå sig ned på sin side af åen. Et mindre antal af hans krigere som ikke havde været hurtige nok til at flygte – hvad enten det så skyldtes tapperhed eller ugidelighed – blev overrumplet af de nytilkomne og hugget ned.

På det tidspunkt var der en af Eriks gamle krigere, en vis Ingemar, der fik den ide at man ikke behøvede at investere et helt slag i at rydde Eriks rival af vejen når en hurtig list kunne klare det. Om det var håbet om belønning eller trangen til berømmelse der lokkede ham, er ikke til at sige, men nu lod han som om han var desertør, opsøgte Oluf og sluttede sig til hans følge som om han var gået over til hans side – indtil han besluttede at tidspunktet var inde til at gennembore ham med sit spyd som han red dér, synlig for alle og enhver. Så meget stolede han på sin hurtige hest. Og han ville da også have haft held med det hvis ikke Oluf havde ladet sig glide ned fra hesten og havde undgået spydet ved at kaste kroppen til side. Så sporede Ingemar sin hest, men da han forsøgte at finde en genvej til at slippe væk, red han af vanvare hovedkulds ud i en sump, hvor han blev fanget i bundløst dynd og dræbt – så det gik ikke just som han havde forestillet sig.

2,13  Efter disse begivenheder lod Erik sig friste af tanken om ægteskab, og den han giftede sig med, var en søster til ærkebiskop Hartvig af Bremen, så hendes slægt var godt nok fornem, men hendes ærbarhed var ikke slet så imponerende som hendes afstamning. Efter hendes råd begyndte han at give væk af det jordegods der fra gammel tid havde tilhørt kongen, især til dem der havde stået tappert på hans side mod Oluf. Når det drejede sig om at belønne de mænd der havde udsat sig for fare for hans skyld, sparede han ikke på den kongelige formue – som om det udelukkende var det han havde overtaget den for: at øse den ud på andre med let hånd og udbetale rub og stub som sold til sine krigere. I sidste ende lykkedes det ham at gøre en ende på sin rival og størstedelen af hans hær ved Tjutå.

2,14  Han viste dog ikke helt den samme tapperhed i sine udenlandske krige som i de hjemlige. For de felttog han foretog mod venderne, vakte snarere latter end skræk. Så sløvt og slapt var alt hvad han havde med at gøre, at man ikke skulle tro det var en mand der stod for det. Han kunne finde på at opgive et felttog på opfordring fra de mest betydningsløse personer. Om det så bare var køkkensvendene der råbte »vi vil hjem«, gav han tit og ofte efter og opløste flåden. Og fordi han var så skvattet, blev de vilde barbarer så frimodige at de ikke alene tog det med ophøjet ro når han drog ud mod dem, men ligefrem gjorde indfald mod ham når han blev derhjemme. Engang han var på vej fra Sjælland over til Fyn og opdagede at han blev forfulgt af sørøvere, fik han frygtelig travlt med at komme ind til land, hvor han skamfuld og skrækslagen rømmede skibet og efterlod alt dets udstyr som bytte for røverne.

2,15  Der gik nu nogle år, og da han på et tidspunkt opholdt sig på Sjælland, mærkede han at han var blevet syg og havde fået feber, og han begav sig over til Fyn, som var hans fødeegn, for at kunne opgive ånden hvor han havde modtaget den. Dér måtte han erkende at der ikke fandtes noget middel mod sygdommen, og når han ikke kunne drage omsorg for sit legeme, ville han i det mindste gøre det for sjælen: han udskiftede sin kongelige dragt med en munkekutte, sammenkaldte sin livvagt og gav officielt afkald på riget. Man mener nemlig, og det er også den lære de kirkelige sagkyndige bringer videre, at der ikke findes nogen bedre vej til syndsforladelse end at hengive sig til Gud med anger og bod. Så tog Eliv fra landsbyen Vissing, der sad sammen med de andre ved konges sygeleje, ordet og opfordrede alle de øvrige til at afgive deres stemme med omtanke når den nye konge skulle vælges, for nu var de jo løst fra deres hidtidige tjeneste. De ord gjorde en ende på kongens liv – den smule der var tilbage af det – for det var mere end han kunne klare, at de diskuterede hans efterfølger mens han stadig selv var i live.

3,1  Efter Eriks død var folket delt i spørgsmålet om kongevalget. I Jylland var det Knud og på Sjælland var det Sven – den ene søn af Magnus, den anden af den foregående kong Erik – der agiterede voldsomt for at blive valgt. Den ene udmærkede sig ved sin fars store indsats, den anden ved sin bedstefars. Sven anglede altså efter stemmer blandt sjællænderne, og de fleste af dem var velvilligt stemt over for hans kandidatur, men en mand ved navn Oluf med tilnavnet Stam, der holdt strengt på traditionerne, forbandede alle der ville give ham kongeværdigheden, og også ham selv hvis han tog imod den. Ingen skulle få ham til at stemme for dét i huj og hast uden at fædrelandets højeste myndighed var blevet spurgt, eller at overdrage kongeværdigheden til en privatmand uden billigelse fra rigets folk. Han mindede om at selv om valgstedet var på Sjælland, lå valgretten hos det samlede folk. Hele forsamlingen blev nu usikker og begyndte at trække lidt i land, men en mand ved navn Sten gav pokker i hvordan man bar sig ad i gamle dage, (og Sven havde i al hemmelighed været hos ham med forskellige løfter), så han foreslog som den første Sven til konge, og fik størstedelen af forsamlingen til at sige det samme. Enden blev at folkemængden sluttede op om hans mening og vedtog præcis det samme som de et øjeblik før selv havde været betænkelige ved.

3,2  Sjællænderne var særdeles interesserede i at få støtte fra deres naboer til den konge de havde valgt, og samme Sten tog nu initiativet til at en usædvanlig veltalende mand ved navn Jakob Kolesøn blev sendt ud på en snedigt udtænkt, betroet mission: han skulle smigre skåningerne med deres store betydning og derved lokke dem til at bakke op om sjællændernes valg. De lod ham ledsage Sven under et besøg i Skåne, og da han fik lejlighed til at ytre sig, gjorde han opmærksom på at det ikke havde været sjællændernes mening at kræve nogen forrang til deres egen holdning til kongevalget uden skåningernes samtykke. De ville på alle områder hellere lade sig lede af skåningerne end gå i forvejen, og de ville aldrig foretage sig noget betydningsfuldt på egen hånd. På den anden side havde de en dybt rodfæstet hengivenhed for Sven, og ham ønskede de inderligt at få til konge – hvis altså skåningerne kunne tilslutte sig det. Ikke kun hans egne fremragende egenskaber, men også hans fars og farfars indsats talte for ham. De måtte huske på, sagde han, hvordan de selv på egen hånd havde knust de samlede styrker fra hele det øvrige Danmark, og hvordan de havde givet Svens far magten på et tidspunkt hvor han stort set havde opgivet ethvert håb og ikke ventede sig andet end døden. Nu bønfaldt han dem om at behandle sønnen med den samme velvilje som de havde vist hans far. Og ved på denne måde at gøre det klart hvad sjællænderne følte, men fortie hvad de havde gjort, sikrede han fuld opbakning bag Sven, og det var ikke kun udsendingene fra Sjælland, men også mindet om deres egne tapre bedrifter der vakte deres sympati for ham.

3,3  Knud blev ophøjet til den samme værdighed af jyderne, der var forargede over at Sven havde haft den uforskammede frækhed at lade sig udråbe til konge på de to landsting. Og med jyderne i ryggen begav han sig så til Sjælland for at tage magten dér. Derpå gav han i al hemmelighed ærkebiskop Eskil, som også havde støttet Svens parti, nogle løfter der fik ham til at skifte side. Biskoppen var fyr og flamme og gav gennem mellemmænd Knud besked om at sejle til Skåne med sin flåde, så ville han selv stå på hans side i kampen. Men han måtte skaffe sig et påskud for at gå over til fjenden, en rimelig begrundelse der kunne dække over hans tvivlsomme loyalitet, og han opdigtede derfor nogle fornærmelser fra Svens side og lod som om han var på vej til at komme i klammeri med ham. Så samlede han sine krigere og drog til Lund, hvor også Sven opholdt sig, som om han ville drøfte sagen med ham.

Mens han nu sad dér og førte skinforhandlinger om et forlig, kom der besked fra dem han havde sendt ud for at holde udkig, om at Knud var på vej. Så afbrød han omgående samtalen, og i selv samme øjeblik afslørede han sin plan, som ingen af de andre kendte noget til. Han gav tegn til afmarch og red over hals og hoved ud til kysten. Men da Knud kom sejlende, var han ikke nået frem endnu, og så ville Knud ikke sætte sine tropper i land på stranden. Bandende over biskoppen og hans tomme løfter dirigerede han sine skibe ud på åbent hav igen og tilbage til Sjælland. Sådan forpurrede skæbnen hans plan, og intet gik som han havde tænkt sig.

3,4  Men Sven var fulgt efter biskoppen da han fór ud af byen, og da han nu kom tilbage igen, besejrede han ham i et slag og tog ham til fange. Og eftersom der ikke var noget offentligt fængsel at sætte ham i, gjorde han for hans skyld en kirke til et fangehul og anbragte ham øverst oppe i Skt. Laurentius' Kirke. Men da han var bange for at det skulle ende med en bandlysning, hvilket er den strengeste straf en biskop råder over, løslod han ham igen. Og ikke nok med det: han forærede ham også en hel landsby og en stor del af øen Bornholm for at være sikker på at opnå hans helhjertede støtte. Derefter indledte han, uden biskoppen, krigshandlinger med sin rival i nærheden af landsbyen Slangerup på Sjælland, hvor han slog ham i et umådelig blodigt slag og jog ham væk fra øen. Sejrherren vendte tilbage til Skåne, Knud søgte tilflugt i Jylland.

3,5  På samme tid var det gået op for paven hvordan hedenskabets stormflod var på nippet til at lægge kirken i grus, og derfor sendte han breve ud til hele Europa med befaling til den kristne tros dyrkere om at gå til kamp mod alle dens fjender. Hver enkelt af den katolske kirkes provinser fik ordre om at angribe de hedninge der boede nærmest. Og danskerne ville ikke forsømme deres pligt over for den fælles kirke af hensyn til deres private felttog, så de smykkede sig med det hellige korsfarertegn og efterkom befalingen. Knud og Sven udvekslede gidsler, indstillede deres fjendtligheder og sluttede fred indtil videre for at kunne gå mere effektivt til værks: De trak sværdet ud fra deres egne indvolde og vendte det til kamp for kirken.

3,6  Den konflikt som kampen om kronen havde skabt mellem dem, skrinlagde de altså for i stedet at komme overens om et fælles felttog. Og nu satte de kursen mod vendernes land med deres forenede styrker mens tyskerne efter aftale invaderede landet fra en anden side. Jyderne, under kommando af Knud, og hedebyboerne, under Sven, gik til angreb på en fjendtlig havn. Som de sidste kom også sjællænderne og skåningerne til og lagde sig i en ring uden om den første flåde, hvor de nu kunne finde plads. Inde på stranden ankom nu sachserne for at slutte sig til danskerne, også de fulde af iver efter at forsvare kirken. Snart efter påbegyndte begge hære en belejring af byen Dobin, der er berømt for sit sørøveri, og alle de mange danskere forlod skibene, på nær ganske få der skulle holde vagt ved flåden. Da det gik op for rygboerne hvor få vagterne var, besluttede de at sætte et angreb ind mod den fjendtlige flåde som en første håndsrækning til de belejrede. Og straks efter kastede de sig over skåningerne, der lå forrest, og gjorde det af med dem omtrent til sidste mand – hvilket kun morede jyderne, der ikke regnede dem der stod under en anden hærfører, for forbundsfæller. Samtidig var mindet om slaget ved Fodevig endnu ikke svundet bort: det had der kort tid inden havde været mellem de to parter, var endnu ikke kølnet. Men biskop Asser af Roskilde, som kongen havde givet kommandoen over flåden, var fej nok til omgående at forlade sit skib. Han gik i skibsbåden og sejlede over og gik ombord i et handelsskib for at komme i skjul – så i stedet for at anspore mændene til tapper kamp med et lysende eksempel, skræmte ham dem ved at lade dem se på sin skandaløse flugt.

3,7  Skåningerne surrede først deres skibe sammen i en tæt klynge for at de mere frygtsomme af dem ikke skulle have mulighed for at stikke af. Men der gik ikke lang tid før nederlaget var klart, og så begyndte de på må og få at kappe de bånd de havde været så omhyggelige med at knytte. Nogle faldt for sværdet, andre kastede sig i bølgerne for at fremskynde døden. Da rygboerne opdagede at en del af skibene var så store at de kunne blive svære at erobre, prøvede de at få deres besætninger til at gå i panik ved at få det til at se ud som om de selv var vældig mange: de fordoblede deres egen flåde med de dræbtes skibe, som de trak væk og udstyrede med presenninger der skjulte deres tomme indre og gav indtryk af at de var fuldt bemandede. De brugte også en anden, ikke mindre udspekuleret krigslist til at få flåden til at syne af noget: om natten sejlede de ganske stille ud på åbent hav, og når det blev daggry, vendte de tilbage igen så det så ud som om det var en helt ny flåde eller forstærkninger der stødte til. Men de gjorde det for ofte, så det snedige kneb mistede sin virkning.

3,8  Danskerne var i fuld gang med belejringen da de fik underretningen om at deres flåde var blevet ødelagt af et sørøveroverfald. Den nyhed kaldte dem tilbage, og nu fik de fat i de få skibe der var tilbage, og jog rygboerne – der var for bange til at gøre modstand – ud af havnen. Sådan hævnede de massakren på deres kammerater ved at slå fjenderne på flugt, skønt havet endnu var omtrent ufremkommeligt for lig af faldne krigere.

3,9  Eftersom Sven havde mistet det skib han var kommet på, ville Knud overlade ham sit langskib, men Sven var yderst skeptisk over for venligheder fra en rival og rynkede på næsen ad det høflige tilbud. For da han så at den andens tropper var uskadte mens hans egne på det nærmeste var udslettede, ville han ikke indlade sig på at sejle hjem i den andens skib. Han begav sig til Slesvig, og efter et stykke tid – men inden Knud nåede frem – besatte han Sjælland, hvor han udstyrede Roskilde, der ingen bymur havde, med vold og grav så den kunne fungere som tilflugtssted. Bevogtningen af byen overlod han til Ebbe, hvorefter han fortsatte til Skåne.

3,10  Knud følte på den anden side at skæbnen havde været på hans side da den gav skåningerne de store tab, for han opfattede det sådan at jo mere den havde svækket hans rival, jo mere havde den styrket ham. Så for at Sven ikke skulle få ro til at komme sig over de ødelæggelser hans sidste nederlag havde voldt ham, rykkede han nu over til Sjælland med sine overvejende jyske styrker. Sjællænderne stod splittet og støttede både ham og hans modstander, men han regnede med at de ville holde sig mest til den der først havde haft magten over øen.

3,11  Men da det gik op for ham at Roskilde på Ebbe Skjalmsøns initiativ havde svigtet hans side og lukket sine porte for ham, sendte han en person ved navn Sune, der ikke havde meget andet end sit gode snakketøj at prale af og ikke var nær så udspekuleret som han var velformuleret, i forvejen for at overtale byen til at overgive sig. Da han nåede frem, red han først frem og tilbage foran volden på en meget provokerende måde, men det varede ikke længe før han kastede sig ud i en formfuldendt og flydende tale til mændene oppe på toppen af volden, en tale hvori han fremførte sit ærinde med stor veltalenhed – men uden større succes. Ebbe var meget omhyggelig med at svare ham venligt og indsmigrende og sendte nogle unge mennesker ud til ham – tilsyneladende for at overgive sig, men i virkeligheden for at tage ham til fange. En af dem listede sig lidt efter lidt helt hen til ham indtil han med voldsom kraft kunne gribe hesten i hovedtøjet, og mens de øvrige slog til hesten bagfra, trak han udsendingen ind til byens borgere som fange. I første omgang blev han lagt i lænker, men senere, da Sven kom til stede, fik han øjnene stukket ud som straf for sine dumdristige opfordringer.

3,12  Da Knud hørte det, opgav han tanken om at erobre byen, og i stedet vendte han tilbage til Jylland. Men så snart han fik en passende lejlighed til det, tog han igen til Sjælland, i håb om at han ville have mere held med sig denne gang. Han gik uden varsel i land på det sted hvor havets bugtninger omskyller landet fra begge sider, indtog Roskilde, der stod ganske uforberedt, og brændte Ebbes gård ned til grunden. Ebbe selv havde bragt sig i sikkerhed hos Sven. For at sikre at Knud ikke skulle komme i en situation hvor han måtte forlade byen igen fordi han ikke havde noget at betale med, blev det besluttet at byen skulle yde ham offenlig støtte i form af fødevarer. Og ganske tilsvarende følelser nærede skåningerne for Sven: for at han ikke skulle blive tvunget til at nedlægge våbnene på grund af fødevaremangel når pengene slap op, leverede de ham offentligt indsamlede forsyninger. Så intens en kamp om ære og værdighed var der mellem de to parter.

3,13  Imidlertid opsøgte nogle af Jyllands fornemste mænd, der samtidig var kendt som enestående krigere, Sven med to langskibe. Med dem ved sin side, og også med tilslutning fra Eskil, satte han en hær over til Sjælland, hvor han stødte sammen med Knud i et slag nær landsbyen Tåstrup. Da hans linjer her begyndte at vakle, fulgte han de feje af sine mænd og flygtede, men de mere tapre af dem sejrede og kaldte ham tilbage, og netop som han troede slaget var tabt, stod han pludselig som sejrherre. Omvendt havde Knud ikke fået lov af sine mænd til at gå med i kampen, hvad enten det nu var fordi han endnu var for ung, eller fordi de ikke ville udsætte ham for krigens farer, så han endte som tilskuer til slaget i stedet for hærfører.

4,1  Nogle dage senere sluttede Valdemar, den hellige Knuds søn, sig til Sven for at lære krigshåndværket i hans tjeneste. Han havde nu endelig nået en våbenfør alder, men hadede og afskyede Knud for det hans far havde gjort. Og hans popularitet sikrede en kraftig forøgelse af Svens styrker. Af Sven fik han sin fars hertugdømme. En vis Knud, Henriks søn, gjorde ganske vist krav på den samme titel som len under Knud Magnussøn, men ham fik Valdemar bugt med i løbet af en hel serie af krigshandlinger. Deres kamp om dette begrænsede område lod ikke kongernes om riget noget efter – men sejren gik hver gang til Valdemar. Knud på sin side var en fremragende taler, men opførte sig aldeles umuligt.

4,2  Sven stod nu vel rustet med både medgang og forstærkninger, og han rykkede over til Fyn, hvorfra han havde tænkt sig at jage sin rival over til Jylland. Men her mødte han en flygtning ned navn Edler, og han overtalte ham til at foretage et togt mod holstenerne i stedet. Der ville være rigeligt med mindre både til at færge dem derover, garanterede han. Lokalbefolkningen havde nemlig revet broen ned for at besværliggøre overgangen. Men da de nåede frem til Ejderen, viste det sig at han tog temmelig let på det løfte, for han kunne ikke stille mere end to ganske små både. Sven havde tænkt sig at sejle af sted før alle andre i den ene, men hans krigere var fornuftige nok til at holde ham tilbage og bad ham sende nogle andre over i forvejen for at rekognoscere i stedet for at sætte sit eget liv i fare for at undersøge sagen. For et sted i nærheden lå de sikkert på lur for at kaste sig over hans tropper så snart der var nået så mange frem som de mente de kunne magte. Og den forudsigelse slog ikke fejl, for holstenerne lå gemt i et nærliggende krat og ventede tålmodigt på at fortroppen nåede frem. Og så snart der var kommet så mange over som de følte sig sikre på at de kunne overmande, styrtede de frem og dræbte eller fangede hver og en af dem, på trods af at danskerne satte sig til modværge med stort mod – flygte kunne de jo ikke, og de var tvunget til at kæmpe for øjnene af deres konge. Det var altså både desperation og synet af deres leder lige i nærheden der ansporede vores landsmænd til tapperhed. Deres situation bragte i den grad færgemændene ud af fatning at de blev liggende ude ved de pæle der står midt i floden, uden at rokke sig af stedet, og hverken turde bringe de resterende frem eller hente dem tilbage de allerede havde sat over. Så de hjalp hverken kongen med at rykke frem eller de slagne med at trække sig tilbage.

4,3  Imidlertid mødte Knud, der havde store og tyngende militærudgifter at trækkes med, ikke mindre imødekommenhed i vest end den han for nylig havde oplevet i øst. Han indkrævede skatter fra bønderne, men behandlede dem venligt, og modtog lige så stor støtte fra jyderne som han tidligere havde fået hos sjællænderne. Sven ville nødig støde sammen med ham og vendte derfor tilbage til Skåne, for det forsvindende lidt der var tilbage af hans egne tropper, turde han ikke sætte op mod rivalens hær, der stadig var oppe på fuld styrke. Først nogen tid efter, da han havde købt sine tilfangetagne mænd fri, følte han sig tryg nok til at beslutte at begive sig til Jylland.

På vejen over Fyn fik han underretning om at Ebbe var død. Dette dødsfald berørte ham så dybt at han sendte sine tropper tilbage til Sjælland og foreløbig skrinlagde det planlagte felttog, for det var vigtigere for ham at sørge over sin kriger end at angribe sin rival. Så nært havde han været knyttet til ham at han intet foretog sig, hverken på tinge eller i krig, uden hans medvirken, og både i sine egne og i rigets anliggender holdt han sig nøje til hans opfattelser og vurderinger.

4,4  Men så snart den umiddelbare sorg over hans død havde fortonet sig, skyndte han sig igen over Fyn til Jylland for at genoptage krigen, og her lykkedes det ham at få borgerne i Viborg til at kæmpe på hans side ved at love at fritage dem for skat til kronen. Her ankom nu Knud med sine store styrker fra den østlige del af riget, og han ville utvivlsomt være gået af med sejren hvis han ikke havde fulgt et råd fra sine venner og ladet rytteriet kæmpe til fods. Stormændene på hans side havde nemlig taget ved lære af de tidligere slag, hvor det var gået galt med rytteriet, og for at muligheden for flugt ikke skulle rive de feje med sig, forsøgte de at lægge tvang på sig selv ved at fjerne midlet til flugt, nemlig hestene. Knud anbragte de sammen med ganske få ryttere midt inde i fodfolket så han kunne bedømme de kæmpendes indsats.

4,5  Aldrig havde Sven haft så lidt tiltro til sin egen sag. Men da han så hvordan fjenden frivilligt skilte sig af med sine egne kampmidler, blev hans dybe modløshed afløst af store forventninger. For han var helt klar over at uden rytteri ville de kæmpe langsommeligt og ubehjælpsomt, og på den måde havde de snarere svækket deres forsvar end styrket deres standhaftighed. Og for at man ikke skulle kunne sige om ham at han ikke selv havde den type tropper, gav han viborgenserne, der alligevel ikke forstod sig på rytterkamp, ordre til at kæmpe til fods. En del af dem fordelte han mellem bueskytterne og slyngekasterne. Som våben fik de lette skydevåben og kastesten. Umiddelbart på hver side af dem anbragte han rytterne, der så skulle falde fjenden i ryggen. Det var først og fremmest Valdemar der stod bag denne slagorden – ungdommeligt spinkel af krop, men energisk og stålsat af sind. Det var nemlig ham der havde fundet på at sætte fodfolk mod fodfolk og bruge rytteriet til angreb i flankerne og fra ryggen.

4,6  Knud gættede fjendens planer da han så dem forberede denne dobbelte slagorden, og besluttede at afskære dem fra at gennemføre deres list. Hvis han skulle forhindre dem i det og undgå at de faldt hans egne mænd i ryggen, måtte der et overraskelsesangreb til, mente han. Han sendte derfor hele sin styrke direkte mod fodfolket dér hvor de stod tættest, og da de kun mødte spredt modstand, huggede de dem ned omtrent alle sammen. Men den tapre bedrift afværgede alligevel ikke faren, for Sven lod sit tvedelte rytteri foretage en omgående bevægelse til hver sin side, indeslutte dem, skræmme deres heste væk (dem havde de anbragt bag slaglinjen af frygt for at nogen skulle flygte) og trænge ind på dem selv fra begge sider. Da Knud så det, drejede han sin slagorden væk fra fodfolket og tog kampen op med rytteriet i stedet. Han var jo nødt til at lade dem vende front mod dem der faldt dem i ryggen. Sven, på sin side, stolede ikke rigtigt på sin egen styrke og var også bange for at udsætte sine heste for fare, så han bestemte sig for at udmarve dem med angreb fra siderne uden at indlade sig i åben kamp med dem. Han gav dem ikke en chance for at slås, men trak afgørelsen ud med spilfægteri indtil de bukkede under af varme og udmattelse. Hårdest satte han ind mod dem der vovede sig for langt frem fra slagordenen og derved udsatte sig selv for netop den fare de forsøgte at afværge.

4,7  Alle disse overfald på må og få var meget ubehagelige for Knuds mænd, og de ustandselige angreb og indfald fra siderne tog hårdt på dem. Til sidst var kræfterne sluppet op, og de var så udmattede i alle lemmer at de, imod al skik og brug i krig, satte sig ned for at hvile sig, midt i kampens hede. De havde hverken kræfter til at flygte eller til at kæmpe videre, men da de nu så sig uroligt om efter en udvej, blev de enige om at det sikreste ville være lidt efter lidt og i samlet trop at rykke ind til byen, som de kort tid inden havde jaget indbyggerne ud af, for her kunne de søge tilflugt i fjendens huse. Som sagt så gjort: uden at bryde rækkerne gav de sig på march i den retning, mens nogle blev sat til at dække tilbagetoget og holde fjenden på afstand bagude. Sådan giver nøden ofte det nødvendige mod.

4,8  På dette tidspunkt var en vis Barke, en af Svens mest utrættelige krigere, blevet fuldstændig omringet af fjender, men med en imponerende tapperhed lykkedes det ham ene mand at holde en sværm af modstandere stangen. Til sidst, da han ikke kunne se ud af øjnene for sved, skød han skjoldet om på ryggen, greb stridsøksen med begge hænder og huggede blindt omkring sig så han ramte alle, venner som fjender – ingen der kom i nærheden af ham, blev sparet. Det så Valdemar, som havde kendt ham længe og var en af hans nære kammerater, og mindet om deres gamle venskab fik ham til i huj og hast at ride derover for at hjælpe en ven i den yderste nød. Barke tog ham for en modstander og hævede øksen til slag. Men Valdemar var hurtigst og greb fat i ham inden hugget faldt. Kun skaftet ramte ham med voldsom kraft på skulderen, men stålet gik forbi. Barke strittede imod af alle kræfter, og det var kun med nød og næppe Valdemar fik reddet ham ud mellem alle de kæmpende fjender. Men omsider lykkedes det ham da at få ham med selv om han længe gjorde voldsom modstand – og redde hans liv imod hans vilje. Da det gik op for Barke at det var hans bedste ven der trak af sted med ham, og at det var for at frelse ham han havde taget ham til fange, sagde han at han gerne tog imod hjælp fra ham, men ikke hvis han skulle løbe i rumpen på en hest som en anden fange og gøre sig til grin for alle der så det.

4,9  På Knuds side var der nogle der tog flugten med det samme, mens andre forsøgte at gemme sig i byen, og enkelte styrtede af sted ned ad gaderne for at slippe væk. Knud selv forsvandt til hest gennem de snævre stræder. De der havde søgt tilflugt i byen, blev pågrebet og anbragt som fanger i et af husene.

Da kongen kom ind til dem, så biskop Elias af Ribe sig omkring imellem dem alle sammen og erklærede at kongen burde bære sig ad som en gartner der fremavler de nyttige planter, men luger de skadelige væk. Grumme ord måske, men hvis man tænker nærmere efter, må man indrømme at de var valgt med omhu. De udtrykte sagen kort, men præcist. Og hvis Sven havde rettet sig efter dem, havde han uden tvivl én gang for alle gjort det af med sin rivals forhåbninger. Men selv om han kunne have straffet fangerne for den skade de havde voldt ham, ledte hans medfødte mildhed ham til at fælde en mere barmhjertig dom: de fleste gav han lov til at købe sig fri, nogle lod han sværge ham troskab ved ed, andre lod han stille garanti, men dødsstraf var han ikke villig til at bruge. Kun to af dem lod han henrette, og de havde gjort sig skyld i ganske særlige forbrydelser: den ene havde hele sit liv været en afskyelig røver, den anden havde forrådt et menneske der havde gjort ham selv store tjenester, og myrdet ham mens han sov, og i begge tilfælde gjaldt straffen kun forbrydelserne, ikke krigen. Adskillige af disse mænd glemte senere alt om at Sven havde skænket dem livet, og vendte tilbage til Knuds hird uden det mindste hensyn til den gestus fjenden havde vist dem, for troskaben mod deres første herre betød mere for dem end den mod deres nye herre. Men Knud sejlede fra Ålborg til Lödöse og gik for en tid i eksil hos Sverker, som var hans stedfar eftersom hans mor havde giftet sig med ham efter drabet på Magnus.

5,1  På dette tidspunkt var Danmark et land i opløsning: hjemme rasede borgerkrigen, og udefra nåede sørøverplagen nye højder. Dem forsøgte Sven med jævne mellemrum, men ikke med større held, at slå ned med felttog mod hele det vendiske område. I krig stod hans ihærdighed nemlig ikke mål med hans arrigskab og angrebsiver. For i de tilfælde hvor han var nødt til at trække sig tilbage, havde han det med at skynde sig så meget ned mod stranden at tilbagetoget lignede en flugt. Og sine mænd bekymrede han sig ikke det mindste om, når bare han selv kom først ned til sit skib. Denne krysteragtige opførsel fra kongens side gjorde venderne så frygtløse at de gang på gang slagtede hans tropper mens de var på vej tilbage. Det var også Sven der udstyrede Viborg, som hidtil havde været ubefæstet, med jordvolde og sikrede den rige indtægter så han dér kunne have et sikkert tilflugtssted.

5,2  Men Knud, som i første omgang havde været velkommen hos sin stedfar i Sverige, blev efterhånden betragtet som et problem, og følgen var at han måtte sælge alt hvad han havde af ejendom dér i landet, for at skaffe sig føde. Der er nemlig ikke noget folk der tager mere villigt imod flygtninge end svenskerne, og ingen der er hurtigere til at afvise dem igen. Men dertil kom at Sverkers søn Jon, der var særdeles tapper, men ikke synderlig høvisk, digtede en spydig vise om Knuds kampe og hans flugt, en slags smædedigt der ribbede op i hans skam og nedværdigelse. For rigtig at ydmyge og håne sin gæst gav han sig til at drille ham med hans ulykke og overdænge ham med morsomheder og hånlige bemærkninger om hans fejhed og det sørgelige resultat han havde fået ud af sine krige. Al denne hån generede Knud så meget at han købte et skib og proviant og flygtede til Polen, hvor han var sikker på at han kunne støtte sig til sine onkler og sin familie på mødrene side.

5,3  Men de forestillede sig at han var ude på at få del i magten med henvisning til sin mors afstamning, så selv om de lod ham komme alle andre steder, nægtede de at lukke ham ind på deres borge. Ja, de så absolut skævt til ham og bebrejdede ham for ting han ikke havde gjort, på trods af at han som slægtning havde krav på deres loyalitet. Og deres frygt blev kun værre af at de kort tid inden havde fordrevet deres storebror.

5,4  Da han altså nok blev modtaget som flygtning, men, som jeg sagde, ikke fik lov til at komme ind i nogen af byerne, rejste han videre til hertug Henrik af Sachsen. Heller ikke hos ham havde han så meget held med sig som han havde håbet, hvorfor han derpå henvendte sig til biskop Hartvig af Hamborg, der i forvejen havde et horn i siden på danskerne fordi de ikke længere lå under hans jurisdiktion. Hos ham blev han yderst venligt modtaget, og her lykkedes det ham endelig at låne hvad han skulle bruge til at føre krig, så nu sendte han i al hemmelighed nogle folk af sted for at undersøge om han kunne stole på sine krigere derhjemme. Svaret lød at de alle sammen så snart det skulle være, ville gå over til ham og opsige deres ed til Sven til fordel for deres gamle herre. Med det tilsagn i ryggen følte han sig på sikker grund, og han rykkede nu op i Jylland med en udenlandsk hær. Samtidig kunne hverken Svens mildhed, hensynet til gidslerne eller skrupler over mened afholde hans mænd fra at slutte op om ham.

5,5  Da Sven hørte at han var på vej, følte han sig ikke sikker på sin egen styrke, så han besluttede at tage imod en belejring i Viborg, som han jo for nylig selv havde udstyret med fæstningsværker. For at kunne dække de nødvendige udgifter plyndrede han ejendomme tilhørende de mænd der var gået over til Knud, og sådan skaffede han sig indtægter ved at røve og stjæle.

5,6  Men i betragtning af hvordan det var gået sidste gang de stødte sammen, havde Knud ikke mod på at gå til angreb på byen – han var bange for at stedet bragte uheld, og slog i stedet lejr et godt stykke fra voldene, hvor han med glæde ville vente på at hans rival, når dagene gik og sulten begyndte at plage ham, enten bed hovedet af al skam og stak af, eller indlod sig på en risikabel kamp. Det var Knuds håb – og derfor sejrede Sven. Blandt dem der havde fulgt Knud helt nede fra Sachsen, var en mand ved navn Brune, og hvad enten det nu var fordi han var blevet bestukket af Sven, som var en af hans gamle venner, eller fordi han havde fået nok af denne kedelige krig der kun blev trukket i langdrag, så fik han på dette tidspunkt lov til at drage ned til Ribe med en håndfuld mænd.

5,7  Men da nu Sven havde opbrugt hele sin formue på de vældige udgifter han havde inde i byen, og det stod klart for ham at han ikke havde nogen mulighed for at udsætte krigen længere, besluttede han at han måtte forsøge noget, også selv om det var risikabelt. Så en nat begav han sig i ilmarch, men uden en lyd, af sted mod fjendernes lejr, hvor han tidligt om morgenen overrumplede dem midt under messen. Det kom som et chok for dem alle sammen, og alt efter hvor modige de var, fik de travlt med enten at flygte eller at gribe til våben. Midt mellem de to parter løb en å fuld af skjulte hestehuller, der kun kunne krydses ved et enkelt vadested, som Svens folk ikke kendte, mens Knuds mænd, der havde haft tid til at rekognoscere i forvejen, havde fundet frem til det. Det var engang et ganske ubetydeligt og ukendt vadested, men nu har det berømte slag gjort det legendarisk. Angriberne, der ikke var stedkendte, kastede sig ud i vandet på deres heste, men valgte netop de ufremkommelige strækninger af åen og måtte betale dyrt for deres iltre uforsigtighed. Da de havde mærket faren på deres egen krop, gav de sig i stedet til at tirre fjenden på afstand med slynger og kastespyd, for vandløbet udelukkede nærkamp.

5,8  Så var det at sachserne, der ikke kunne vente med at vise hvor tapre de var, ikke ville lade landskabet stå i vejen for handling og galopperede ud i vadestedet på deres heste. Så snart Valdemar så at en rytter kunne komme over på det sted, styrede han sin hest derhen for at hindre dem i at krydse åen. Han red direkte imod dem, fældede sin lanse mod en af dem og viste sin fornemme kampkunst ved at splintre den mod ham. Ude i vandet fik han til gengæld hele fire spyd imod sig på en gang, så hans hest satte sig på bagen, men selv var han så blændende en rytter at han formåede at holde sig i sadlen. Et femte spyd borede sig ind mellem hans pande og hans hjelm, men han greb det i skaftet, brækkede det og rev det ud. Så snart han var fri af den fare, sporede han hesten og red gennem vadestedet med en lille gruppe mænd, og for ikke at stå i vejen for dem der kom bagefter, red han straks langt væk fra åen, stillede hæren i slagorden og åbnede slaget. Oven i købet holdt han med sin ganske lille deling den samlede fjendtlige styrke i skak indtil hele hans egen hær var nået over, så der er ingen tvivl om at det var ham Sven kunne takke for sejren. Så snart Sven kom ham til hjælp, flygtede Knuds folk. De tidligere slag havde givet dem en voldsom forskrækkelse, som konstant sad dem i baghovedet og gjorde dem usikre og ængstelige. For modgangen havde i den grad nedbrudt moralen hos Knuds mænd at deres tapperhed i det store og hele var forsvundet, og de ikke magtede at stå fast mod fjenden: i deres sløvede tilstand havde angsten et alt for fast tag i dem, og de var konstant på nippet til flugt.

5,9  Men sachserne, der var mere vant til at føre krig, udnyttede deres færdigheder som ryttere: gang på gang gjorde de omkring og foretog udfald mod sejrherrerne så det virkede som om de gennemførte et velordnet tilbagetog og havde alt under kontrol. Den allermest aktive af dem, en mand ved navn Folrad, faldt i dette slag. Han blev kastet til jorden, men selv om han tiggede og bad, kunne han ikke finde nogen der ville tage ham til fange. De øvrige flygtede som krystere hele dagen, og om natten blev de i en by, hvor de blev indhentet af deres forfølgere og dræbt i de huse hvor de havde fået husly. Sejrherrerne havde nemlig aftalt at ingen på den tabende side skulle skånes, både fordi de hadede tyskere, og fordi de havde set hvordan de der var blevet taget til fange i den foregående krig og havde fået lov til at købe sig fri, var vendt tilbage som fjender.

5,10  Knud søgte tilflugt i Sachsen. Da borgerne i Ribe fra rejsende hørte om hans flugt og hvordan det var foregået, ville de gøre et rigtig godt indtryk på sejrherren, så de pågreb straks Brune for så hurtigt som muligt at overlade ham til dom hos Sven. Da Sven havde fået ham udleveret, underholdt han sig med ham i et stykke tid, og kort efter gav han ham afskedsgaver og lod ham gå. Det skaffede i første omgang Brune hans landsmænds mistanke – og snart også død og ulykke. For blandt de faldnes slægtninge var der dem der mente at han var blevet bestukket af Sven til at gennemføre den forkastelige plan der havde undergravet hans kammeraters sikkerhed: de gik ud fra at der var lusk med i spillet når han havde holdt sig ude af kampen, og kunne ikke forestille sig andet end at kongens gaver var belønningen for hans forræderi. Men da de indklagede ham for retten for forræderi, måtte de se hele deres voldsomme anklage smuldre over for hans urokkelige forsvar – og da de ikke kunne fælde ham ved retten, tog de livet af ham i et baghold.

6,1  Nu var Sven altså befriet for truslerne mod sin egen person, og i stedet vendte han sig mod dem der truede riget. Han anlagde forsvarsanlæg for landbefolkningen adskillige steder ved kysterne hvor naturen i sig selv yder beskyttelse, og han byggede to borge ved Storebælt, en på Fyn og en på Sjælland, som skulle skræmme sørøverne og beskytte de lokale beboere. Men de blev efter sigende begge to ødelagt af venderne. På Fyn mødte han dem i et slag, hvor han kæmpede med stor tapperhed. Så mange vendere blev hugget ned at de fleste af Svens krigere sled hænderne til blods med sværdet, og kødet hang i trevler på deres fingre.

6,2  På denne tid resulterede de mange sørøveroverfald i at Vedeman i Roskilde tog initiativ til en sørøverorganisation med følgende regler og skikke: Sørøverne havde bemyndigelse til, uden ejerens tilladelse, at beslaglægge alle de skibe de mente var egnede, på den betingelse at de betalte ham en ottendedel af deres bytte i leje. Inden de drog ud på et togt, skriftede de deres hidtidige livs synder hos præsterne, og når de havde udstået kirkens bod, tog de imod den hellige nadver som om de skulle dø straks efter, for de regnede med at alt ville gå bedre hvis de havde forsonet sig med Gud inden de drog i krig. De tog ikke meget forråd med sig og undgik al hæmmende oppakning – kun de simpleste våben og madvarer tog de med og intet der kunne sinke sejladsen. Hos dem stod det på vågenætter og nøjsomhed. Søvn fik de siddende, lænet til åregrebene. Hver gang de nærmede sig en kyst, sendte de spejdere ind for at rekognoscere så de ikke kom ud for noget ukendt eller uforudset. Når vinden drev dem hen mod en ø, lagde de ind til den, men ikke før de havde sendt folk ind for at gennemsøge læsiden, for en fremmed flåde foretrækker normalt rolige havne. De kæmpede ofte med fjenden, men sejrede altid uden besvær, og stort set uden at det kostede blod. Byttet delte de ligeligt, og skibsførerne fik ikke en større andel end de menige roere. De kristne fanger de fandt når de havde besejret en fjendtlig flåde, gav de tøj, hvorefter de lod dem rejse hjem til sig selv – så stor medmenneskelighed viste de deres landsmænd. I tidens løb kaprede de toogfirs sørøverskibe, og det til trods for at deres egen flåde aldrig var på mere end fireogtyve skibe. Når de løb tør for penge, indsamlede de tilskud fra borgerne, der så som vederlag modtog halvdelen af byttet.

Dette sørøveri udsprang, som jeg sagde, i Roskilde, i byens hjerte, men derfra bredte det sig også til landbefolkningen, og efterhånden fik det støtte fra stort set alle dele af Sjælland. Fra en lille og uanselig begyndelse voksede det på kort tid til noget meget stort, og før den dag der igen var fred i landet, slækkede de ikke et øjeblik på deres aktivitet.

7,1  I mellemtiden var Knud sammen med de få mænd der fulgte ham i landflygtigheden, rejst til Lille Frisland, der også hører til det danske område. Det er en egn med rigt agerland og en stor kvægbestand. Til gengæld ligger landet lavt og lige ud til havet så vandet undertiden ved højvande står ind over landet. For at det ikke skal trænge ind, er der diger langs hele kysten, men hvis de bliver gennembrudt, står enge under vand, og landsbyer og afgrøder bliver oversvømmet. For dér på egnen er der ingen områder der naturligt ligger højere end andre. Ofte river vandet jorden af markerne og flytter den andre steder hen så der bliver sø dér hvor den var, og jorden overgår til dem der ejer grunden dér hvor den bliver aflejret. Med oversvømmelserne følger frugtbarhed: jorden bugner af græs. Når jorden er tør kan der koges salt af den. Hele vinteren er alt dækket af vand, og marker og enge ligner én stor sø, og derved har naturen også gjort det svært at sige hvor det hører til, når landet kan besejles på den ene årstid og pløjes på den anden. Indbyggerne er vilde af natur, de er adrætte og undgår besværlige og tunge våben. De bruger små skjolde og kæmper med kastespyd. Deres marker er omgivet af kanaler, og til at springe over dem bruger de stokke. Deres huse bygger de på forhøjninger af jord. At de stammer fra friserne, bevidnes af at de kalder sig det samme og taler samme sprog. De ledte på et tidspunkt efter et nyt sted at slå sig ned, og fandt frem til denne egn, som i begyndelsen var sumpet og fugtig, men som de gennem lang tids dyrkning har tørlagt. Herefter kom egnen efterhånden ind under de danske kongers administration.

7,2  Det var altså disse folk Knud nu bad om hjælp, og da han lovede dem en vis nedsættelse af den skattebyrde de var vant til, blev han straks yderst velvilligt modtaget. Det var et løfte der begejstrede friserne, og ved udsigten til denne yderst begrænsede belønning påtog de sig enorme byrder. Først og fremmest byggede de et fæstningsanlæg ved Milde Å, hvor de kunne indkvartere ham. Så lidt måtte han betale for en vældig militær operation.

7,3  Da rygtet om hans tilbagekomst nåede Sven, inddelte han jyderne i rytterenheder, hvorefter han mobiliserede en flåde fra Sjælland og Skåne. En hel del af disse skibe lod han trække over land fra Slesvig over til Ejderen for at sikre sig at fjenderne ikke kunne slippe væk den vej. Men det kostede ham mere end det hjalp ham. Derpå marcherede han mod den nye by med sine tropper. Med sin beliggenhed mellem en mose og en å var den mere befæstet af naturen end ad kunstig vej. På den ene side af den løb Milde Å i et snævert leje, men med en rolig strøm. De besværlige naturforhold betød at kongen ikke kunne omringe byen med sin hær, og han slog derfor lejr på et egnet sted med god plads. Derpå gav han ordre til at der skulle hugges ris i en nærliggende skov og fremstilles fletværk til at krydse de sumpede områder med. Når en passende lejlighed viste sig, kunne det bruges som en slags broer.

7,4  I mellemtiden var der nogle af de unge frisere der for at provokere på deres sædvanlige måde sprang over åen der løb midt mellem de to lejre, og på betryggende afstand overfaldt omstrejfende modstandere – hvad enten det nu skyldtes at de var blevet trætte af at vente eller at de i deres gåpåmod længtes efter at vise hvor tapre de var. Og der var da heller ikke så få der tog udfordringen op. Et større antal af krigere fra begge hære kastede sig ind i kampen for at redde deres egne kammerater ud af faren, for ingen af dem kunne sidde stille og se til når deres fælles fremtid stod på spil. Lidt efter lidt greb kamphandlingerne om sig, og alle rettede deres opmærksomhed i den retning som om den endelige sejr afhang af denne forpostfægtning.

7,5  Da Peter Thorstensøn, som var indviet i alle kongens fortrolige sager, og som vidste alt om hvor dumdristige friserne kan være, så hvad der foregik, gav han straks ordre til at hæren skulle gribe til våben og holde sig rede inde i lejren. Det vidste friserne ikke noget om, og pludselig styrtede de i samlet flok over åen, overbeviste om at kongen sad fuldkommen uforberedt i sin lejr. Mere modigt end egentlig fornuftigt stormede hele deres hær frem i deres forhippelse på at overrumple fjenden. Men da Svens folk var lige så hurtigt ude med et modangreb, måtte de flygte tilbage til deres moser, hvor de var mere på hjemmebane. Men dem kom Svens ryttere snart igennem, det var ganske nemt med de broer af fletværk de selv havde lavet, og så snart de var nået over på den anden side, begyndte de en hidsig jagt på de flygtende. En anden genvej skabte de med deres sværd: for de anrettede et sådant blodbad på de flygtende at de sejrende tropper snart kunne gå på ligene tværs over åen. Da friserne var blevet jaget på flugt, flygtede Knud til hest og gik i landflygtighed sammen med en lille flok venner. Resten, der ikke kunne slippe væk, søgte tilflugt i fæstningen.

7,6  Sven troede Knud var derinde, og lagde nu al sin kraft i stormløbet på de belejrede i håb om at lægge sin hånd på ham og derved gøre en ende på hele krigen. Han satte friske folk ind til erstatning for de sårede og befalede at de udhvilede skulle afløse de trætte, holdt slaget i gang både dag og nat og så omhyggeligt til at de udmattede folk derinde aldrig fik ro til at komme til hægterne. Men de belejrede fik styrke ved tanken om hvordan fangerne var blevet hugget ned sidste gang, for de havde forulempet ham så ofte at ingen af dem turde håbe på tilgivelse hvis han sejrede. Omvendt var kongen nervøs for at friserne ville komme de belejrede til undsætning hvis han tog lettere på kampen og ikke snart fik indtaget fæstningen, og det gjorde ham endnu mere overbevist om at det var nødvendigt at holde slaget i gang. På den måde var det frygten der gav begge sider styrke til at holde ud. Og de nøjedes ikke med at kæmpe om dagen, også natten blev brugt til kamphandlinger.

Foreløbig kom der nu ingen afgørelse på slaget, og på et tidspunkt skete der det at man hørte råb i nærheden, hvorpå Valdemar, der forestillede sig at det var friserne der angreb, styrtede i den retning som larmen kom fra, med sine styrker. Men i mørket tog han fejl af situationen og nedkæmpede sine egne kammerater trods tapper modstand. Sådan narrede det problematiske tidspunkt denne umådeligt tapre hærfører til at vælte død og ulykke ned over hovedet på dem han ville have hjulpet.

7,7  De evindelige hug og stød og de uafbrudte anstrengelser tog hårdt på mændene i fæstningen, og da der ikke var nogen til at afløse dem i kampen, og de aldrig fik et øjebliks ro til at samle kræfter eller pleje deres sår, måtte de give op og overgive sig til kongen. Og hos ham mødte de en hæderlighed og mildhed der langt overgik hvad de havde forestillet sig. Selv mod Plov, den mand der havde myrdet Erik, viste han ved denne lejlighed et enestående eksempel på sin barmhjertighed. Ikke engang sin fars morder ville han straffe, for han rettede sig mere efter skik og brug ved kapitulationer end efter sin egen hævntørst. Heller ikke de øvrige straffede han med døden eller fangenskab: han slap dem fri uden at forlange løsepenge, med en bemærkning om at det for ham kom ud på et om de hyldede ham eller hadede ham, for folk der så mange gange havde flyttet rundt på deres troskabsed, ville alligevel aldrig have held med noget. Så snart de var sluppet fri, gik de i landflygtighed sammen med deres fyrste, for Knud var så afholdt blandt sine mænd at ingen af dem nogensinde blev trætte af al hans modgang.

7,8  Friserne måtte til gengæld betale kongen en bøde på to tusind mark samt gidsler. Men hvad enten det nu skyldtes skammen over at de var stukket af, eller bare almindelig dumhed, så tryglede og bad de Valdemar om at gå til kongen og bede ham genoptage krigen under følgende betingelser: hvis han sejrede, skulle han modtage det samme beløb som sidst, men hvis han tabte, skulle han give dem det samme nedslag i skatterne som Knud havde lovet dem. Men Valdemar var kløgtig nok til at gennemskue hvor uovervejet den anmodning var, og hvor usikkert udfaldet af sådan en krig ville være, så han satte en stopper for deres vanvittige ideer med en portion sund fornuft og gjorde opmærksom på hvor tåbeligt det var af taberne at bede sejrherren om krig på betingelser der kunne koste dem dyrt.

8,1  Imens var Knud i Tyskland, hvor han plagede den nytiltrådte kejser, Frederik, om militær bistand og lovede ham at gøre sit fædreland til et len under ham. Kejseren, der på en gang var særdeles durkdreven og overordentlig ivrig efter at udvide sin magt, blev meget forhippet på at få så stort et fremmed rige lagt ind under sit herredømme og skrev derfor til Sven: Han mindede ham om at de var gamle venner fra dengang de tjente sammen, lovede at højne hans anseelse og inviterede ham med påtaget venlighed til et møde hvor de kunne tale sammen – for som han sagde: han havde fået vældig lyst til at hilse på ham, men i sin høje position som romersk kejser kunne han dårligt komme selv. I sin ungdom havde Sven nemlig tjent i kejser Konrads hird for at lære krigerhåndværket, og her havde han i lang tid tjent sammen med Frederik, der dengang endnu ikke havde offentlige hverv, og som både i alder og evner var hans ligemand.

8,2  Sven fulgte instrukserne og mødte frem med et fornemt følge – ikke fordi han stolede på dette bundupålidelige menneske, eller fordi han ville berøve sin rival hans asyl, men tyskerne kendte ham kun af omtale, så nu ville han lade dem se ham med egne øjne, og stå frem i egen person for dem der havde svært ved at tro hvad de hørte om ham. Han vakte da heller ikke så lidt opsigt ved hoffet med sit prægtige følge og sit prangende udstyr, ligesom han tiltrak sig hele Tysklands opmærksomhed med sin imponerende mandighed.

Da han havde holdt sit indtog i Merseburg, hvor der var samlet en stor skare tyske adelsmænd, blev han i første omgang ærbødigt behandlet af kejseren, men der gik ikke længe før beskyldninger af alle slags væltede ned over ham, og han fik at mærke at kejserens troværdighed langt fra svarede til hvad han havde lovet. Til sidst blev han stillet over for de følgende betingelser: Han skulle selv aflægge ed til kejseren mens Knud aflagde ed til ham selv og frasagde sig sit krav på tronen, men til gengæld fik Sjælland som len. Hvis ikke, ville kejserens tropper blive stillet til Knuds rådighed og en kampklar styrke blive sendt til Danmark, hvor den enten skulle komme Sven i forkøbet eller falde over ham i samme øjeblik han ankom.

8,3  Det stod klart for Sven at han var alvorligt i knibe og havde valget mellem at sætte livet på spil eller at adlyde, så han indvilligede på skrømt, men under den forudsætning at de omfattende besiddelser på Sjælland han havde arvet fra sin far, skulle være undtaget fra de generelle betingelser som hans private ejendom – for ellers ville han ikke have noget påskud for at bryde aftalen når han kom hjem. Da det var en velkendt fremgangsmåde efter tysk ret, var det nemt for ham at få det opfyldt. Men Knud stolede ikke meget på aftalen og bad Valdemar, der var med i Svens følge, om at stå inde for den på det punkt, for hans pålidelighed og redelighed var, som Knud så det, den sikreste garanti han kunne få for sine egne interesser. Han kunne ikke forestille sig nogen anden i det kongelige følge der ville stå så urokkeligt vagt om hans liv og helbred som ham. Men Valdemar, der kendte alt til Svens upålidelighed, kunne godt se at det var et forlig han ikke havde tænkt sig at overholde, så for ikke at blive involveret i andres skandaler, nægtede han hårdnakket at agere garant. Til sidst gik han, hårdt presset af kongen og yderst nødtvungent, med til at stå inde for ham, men med den tilføjelse at hvis Sven brød aftalen, ville han selv gå over på Knuds parti. Begge parter bekræftede aftalen, og mødet blev hævet.

8,4  Da Sven var kommet hjem til sit rige – nu med sin rival som medlem af sit følge – sendte han straks et brev der ned hvor han kom fra, hvori han åbenlyst beskyldte kejseren for at have brudt sine løfter, erklærede alle de aftaler de havde indgået, for ugyldige og nægtede at adlyde ham med en erklæring om at han var blevet narret til at gå ind på nogle vilkår som ingen dansk konge nogen sinde før havde fundet sig i. Og da Knud så forlangte det han havde krav på, overdrog han ham kun administrationen af hans landsdel: kongsgårdene var holdt uden for aftalen, sagde han. Knud var blevet snydt for sin del af forliget og forlangte nu at Valdemar indfriede garantien. Men i hans øjne var det lige så uanstændigt at svigte kongen som at bryde sit løfte, hans gode navn og rygte var truet i begge tilfælde, så han foretrak at ændre aftalen frem for at bryde den, og erklærede at når kongen ikke mente han kunne undvære Sjælland af hensyn til sine forsyninger, måtte han i stedet tildele Knud et andet len, der var lige så indbringende, lige så stort og lige så ærefuldt.

8,5  Det gik kongen ind på, og han tildelte Knud et tredelt len, bestående af separate len i både Jylland, Sjælland og Skåne, ud fra en forestilling om at hans magtposition ville være mere usikker hvis det landområde han herskede over, ikke var sammenhængende. Også den ordning bad han Valdemar om at stå inde for. Valdemar undslog sig nøjagtig som sidste gang, men Sven, der var meget forhippet på at få forliget i hus, tvang ham til at forny sin garanti og erklærede samtidig at hvis han selv skulle bryde aftalen, ville han ikke tage ham eller Knud det ilde op at de undsagde den. Den forsikring var nok til at Knud følte sig tryg og ivrigt gik ind på vilkårene.

9,1  Nu behøvede Sven så ikke at være nervøs for krig, og i stedet forfaldt han til indbildskhed: god gammel skik og brug var ikke længere elegant nok for ham, han kaldte det bondsk og ukultiveret og erstattede det med udenlandsk høviskhed, forkastede de danske traditioner og efterlignede tyskernes. Han klædte sig også i sachsisk dragt, og for at man ikke skulle se skævt til ham af den grund, overtalte han sine krigere til at vælge den samme mundering, ligesom han i sin irritation over den landlige stil fyldte kongsgården med en større stab af spradebasser. Selv måltiderne kasserede han som bondske for i stedet at indføre udenlandsk bordskik og mere formfuldendt servering ved gilderne. Så det var ikke kun påklædningen han fornyede, han lærte dem også at spise og drikke elegant.

9,2  Det var de samme interesser der lå bag når han foretog udskiftninger i sin hird og antog nye livvagter. For han tog de høje hverv fra de fornemme og gav dem til gøglere. Store og højt ansete mænd fjernede han fra sin kreds for i deres sted at indsætte en flok kvindagtige sjovere. Ved sådan at forkaste de store og forfremme de små håbede han på at kunne demonstrere sin vældige magt og styrke, og at de der nød gavn af det, ville føle at det var kongen og ikke deres afstamning de havde at takke for deres rigdomme.

9,3  Og ikke nok med at han var opblæst, han var også grisk. Når en af dem han havde gjort rige, gik bort, skummede han fløden selv, og han plyndrede umyndige børn når deres forældre døde. Han så ikke engang det forkastelige i at det var de mænd der havde hjulpet ham selv på tronen, hvis børn han tvang til tiggerstaven. Og nøjagtig de samme hirdmænd som han oprindelig selv havde overøst med rigdomme, stødte han ned i den yderste fattigdom når han fortrød sin godgørenhed. Dertil kommer at den enorme hird med sin forslugenhed tvang ham til at presse landsdelene og bønderne hårdere for skatter og afgifter. Så af hensyn til hirdmændenes søde liv satte han folkets støtte over styr.

9,4  Oven i alt dette ændrede han den retslige behandling af retstvister, der indtil da havde bygget på edsaflæggelse, så den nu blev henvist til afgørelse på kamppladsen, og en domsafsigelse der burde hvile på rationelle overvejelser, udelukkende kom til at afhænge af legemlige udfoldelser. Og som om alt det ikke var arrogant nok, fandt han det også under sin værdighed i sin position at tale til en forsamling fra en ganske almindelig talerstol. Han afviste hånligt at tale på lige fod med almindelige mennesker og gjorde sig det derfor til en vane at anbringe sig højt oppe og afsige sine domme ned mod folket, der måtte stå for hans fødder. Han havde også hyppige uoverensstemmelser med ærkebiskoppen af Lund, som han vandt mere ved end han tabte.

10,1  På den tid var Karl, statholderen i Halland, engang bortrejst fra sit land, og imens blev hans hustru og en søster, der var enke, bortført af Sverkers søn Jon. Han var helt besat af rygterne om deres blændende skønhed og tog dem nu med sig helt op til Sverige for at stille sine lyster på dem. Efter sigende behandlede han dem dybt krænkende og kaldte dem til sig på skift hver anden nat for at hore med dem: han fornedrede disse ærbare fribårne kvinder med sine afskyelige slibrigheder og havde ikke så meget respekt, hverken for en gift kones ægteskab eller for en ugifts kyskhed, at det afholdt ham fra at få afløb for sine hedeste lyster. Først da både hans far og folket udtrykte deres foragt for denne ualmindelig frække forbrydelse, sendte han dem begge to tilbage. Denne skændselsgerning var for Sven at se en hån mod hele riget, og derfor bestemte han sig for at hævne sig på Sverige som helhed, ud fra den tankegang at en skam der ramte alle, måtte alle kæmpe sammen for at slippe af med. Men forberedelserne til hans bryllup stillede sig i vejen. Han havde for nylig forlovet sig med en datter af markgreven af Sachsen og skulle nu giftes med hende. Og han følte det mere relevant at tage sig af sit eget ægteskab end at skaffe hele riget oprejsning, så han aflyste felttoget. Folket forestillede sig fejlagtigt at det var hende der havde prakket Sven de udenlandske skikke på, og beskyldte hende for at have anbefalet ham den nye stil.

11,1  Det var også på denne tid at kardinal Nikolaus fra Rom krydsede det Britiske Hav og gjorde Norge, der indtil da havde været underlagt Lund, selvstændigt ved at tildele landet en ærkebispestol. Det samme havde han tænkt sig at gennemføre i Sverige i kraft af sin myndighed som pavelig legat, men svenskerne og gøterne kunne hverken blive enige om en passende placering eller en egnet person til dette høje embede, og enden på slagsmålet blev at han nægtede dem den ære – for et ukultiveret folk der ikke havde fået større forståelse for kristendommen end som så, ville han ikke hædre med et af kirkens højeste embeder. Han så nu nærmere på vejrliget, og da han var bange for at sejle om vinteren og mente det ville være farligt at vende hjem ad søvejen, blev han enig med sig selv om at det mest praktiske var at lægge hjemvejen over Danmark, hvor han samtidig besluttede sig for at tage brodden af den forurettelse som forfremmelsen af Norge kunne have vakt, med nogle attraktive begunstigelser. Han henvendte sig altså gennem udsendinge til Eskil og lovede ham en ny værdighed der mere end opvejede det han havde mistet af den gamle. Nærmere bestemt ville han kompensere for tabet af Norge ved at gøre ham til primas over Sverige. Eskil sprang til med det samme og anmodede ivrigt om et møde med legaten. Så snart denne nåede frem, overdrog han ham den kommende svenske ærkebiskops værdighedstegn, som han skulle give til den som svenskerne og gøterne i fællesskab måtte vælge. Samtidig slog han fast at enhver der for fremtiden skulle udnævnes til ærkebiskop i Sverige, skulle modtage det pallium som kurien sendte op, fra ærkebispen af Lund og i al evighed ære og adlyde det bispesæde. Dette privilegium lovede han at skaffe kuriens bekræftelse på, hvilket han fik meget let ved at føre ud i livet. For da han nåede tilbage til Rom, døde pave Eugenius, og han blev selv valgt til ny pave, hvorefter han som kirkens overhoved kunne gennemføre det han havde sagt god for som menig legat. Denne ordning har de følgende generationer slået fasti praksis, og den står den dag i dag ved magt som et ældgammelt princip.

11,2  Da han havde afsluttet den sag, forsøgte Nikolaus, inden han forlod Danmark, med hele sin romerske effektivitet at tale Sven fra planerne om en krig mod Sverige. Han påpegede hvor besværligt terrænet var, hvor fattigt landet var, og hvor nytteløs en sejr ville være. Et sådant felttog var et umådeligt omfattende projekt, udbyttet ville være yderst begrænset, og inden han overhovedet kunne komme til at slås med fjenden, måtte han kæmpe med gigantiske bjerge og klipper. Og selv hvis han besejrede fjenden, ville sejrherrerne ikke få andet med hjem end et beskedent bytte og en ussel fangst. Men ingen af hans kloge råd kunne knække kongens tykpandede stædighed, og til sidst udleverede han hans uduelighed med en vittig sammenligning: kongen, sagde han, opførte sig ligesom edderkoppen der sætter sit liv på spil og udgyder hele sit indre for at spinde sit spind, kun for at fange rådne biller og andet usselt kravl! I den lignelse skulle edderkoppen forestille kongen, spindet hans felttog og jagten hans sejr. Derved viste han hvordan denne grådige hærfører brugte alle sine kræfter på at løbe efter småtterier og nød at gå i krig til ingen verdens nytte.

11,3  Men Sven havde større respekt for Nikolaus' værdighed end for hans gode råd, så da han tog af sted, holdt han ham med forsyninger hele vejen til grænsen – hvorefter han tog ivrigt fat på krigsplanerne igen. I virkelighed var det mere lysten til erobre Sverige der drev ham, end harme over overgrebet eller såret æresfølelse. Og nu syntes han netop han havde den helt rigtige lejlighed til et overfald på Sverige, både fordi Sverker var gammel og uden kampgejst, og fordi der var udbrudt stridigheder mellem ham og folket. (Nogle bønder havde nemlig myrdet Jon mens han stod og talte til en forsamling). Og så sikker følte Sven sig på sejren at han allerede inden felttoget gik i gang, fordelte herredømmet over de enkelte svenske landskaber mellem sine mænd som krigsbytte. To af hans stormænd fik begge mægtig lyst til den samme svenske pige som de havde hørt tale om, og deres rivalisering udartede til voldsomme sammenstød. Kongen mente at det rimeligvis måtte være ham der havde ret til at bestemme hvem hun skulle giftes med, og lovede at når de havde erobret Sverige, skulle den tapreste af dem få hende. Og det løfte kastede de to forelskede rivaler ud i en vældig kappestrid på mod og tapperhed. Så sikre var danskerne på at de ville indtage Sverige.

12,1  I mellemtiden sendte Sverker, af bare skræk for krig, den ene delegation efter den anden ned til Sven for at sikre freden, men ingen af de tilbud han kunne give, rakte til at opnå det han ønskede. Da det gik op for ham at han spildte sine kræfter, stillede han sig ikke klar til slag, han greb ikke til våben, udrustede ingen hær, nej, han skyndte sig væk til en ukendt, afsides egn af landet og overlod hele krigen til svenskerne. Men Sven, der helst ville undgå at snørkle sig frem ad ufremkommelige veje, lod hele sit krigsmaskineri vente indtil det blev vinter så han kunne skyde genvej tværs over de tilfrosne søer og moser.

12,2  Så snart han fik denne hjælpende hånd fra vintervejret, valgte han de nemmeste ruter og drog med rov og brand på plyndringstogt i Finnveden. Indbyggerne mødte op i huj og hast for ydmygt at overgive både sig selv og hele landet, og de nøjedes ikke med sådan at underkaste sig kongen, de skaffede ham også forsyninger og behandlede ham som en fornem gæst.

Derefter gik han ind i Värend. Her ville folk hverken tage kampen op eller overgive sig, og mens han fejede gennem landet med ild og sværd, flygtede mænd og kvinder overalt ud i de mest øde og uvejsomme egne. Men stort set hele området var dækket af vældige snemasser, og kulden var så hård at de stivfrosne spædbørn, selv når de blev lagt til brystet, lå og frøs ihjel midt under amningen, mens mødrene, der selv kun havde kort igen før de led samme skæbne, knugede deres livløse børn i et dødsmærket favntag. Og danskerne, der også led under det barske vejr, tilbragte ikke nætterne i lejren og overholdt ikke deres vagter, alle sørgede for sig selv, nogle ved ilden, andre under tag, for de var mere bange for det grumme vejr end for de grumme sværd, og tog sig alle sammen snarere i agt for frosten end for fjenden.

12,3  Men värendboerne ville nu forsøge at spærre vejen for kongen indtil han lod dem få fred, så de fældede træer i skovene og stablede stammerne op så det blokerede en snæver hulvej han skulle passere. Stedet var nemlig omgivet af så vældige og knudrede klipper at man ikke kunne komme udenom uden at gå en kolossal omvej. Kongen var midt i middagsmaden da han fik besked om denne provokation, men han tøvede ikke et øjeblik, skød bordet til side, sprang til hest, befalede sine mænd at følge med og fór af sted til hulvejen, voldsomt forarget over at nogle bondeknolde skulle forsinke hans fremmarch med en sølle vejspærring.

12,4  En mand der hed Niels, bad ham dæmpe sin vrede og undersøge sagen lidt nøjere, det var jo temmelig uklart altsammen. Men kongen svarede at sådan var det med gifte mænd: de var så frygtelig bange af sig – hvilket sigtede til at Niels havde holdt bryllup dagen før han skulle af sted på dette felttog. Niels blev rasende over at få sine gode råd afvist på den hånlige måde og kom med en bemærkning om at det ikke skulle vare længe inden han gjorde noget Sven ikke ville have mod til selv – kongen kaldte ham en usling, men som hævn gav han ham beskyldningen for fejhed i hovedet igen. Men disse ord, sagt i affekt, blev et varsel om hans egen nært forestående død. For da de kom til hulvejen, sprang krigerne af hestene, og på trods af at de kun var ganske let bevæbnet fordi de i deres hastværk havde set stort på faren, gav de sig straks til at storme træbarrikaden mens de lokale beboere der havde samlet sig for at forsvare den, skreg højt om nåde.

12,5  Og nu var det at Niels ville udføre en heltegerning der kunne rense ham for den plet kongen havde sat på hans ære – for han ville ikke have siddende på sig at han interesserede sig mere for kvinder end for tapper kamp: Han skred resolut lige imod faren og forsøgte at bestige hoben af opstablede træstammer. Men bønderne der forsvarede sig fra toppen af bunken, som var det en mur, ramte et spyd gennem hovedet på ham og dræbte ham. Andre forsøgte det samme, men blev slået tilbage med sten og træstave. Men da nu natten snart ville falde på, og Sven fortrød at han havde forivret sig, gav han signal til retræte og slog lejr ganske nær ved barrikaden, fast besluttet på næste morgen at føre slaget til ende med en større styrke og bedre udstyr. Men i løbet af natten bragte fjenderne sig i sikkerhed ved at flygte til alle sider, og næste morgen mødte han ingen modstand og kunne uden besvær drage videre. Nu havde värendboerne mistet troen på at de kunne sætte sig til modværge, og han modtog deres overgivelse.

12,6  Da han nu så at det hele stort set gik som han kunne ønske sig, lod han sig rive med af den medgang han oplevede, og bestemte sig for at løbe hele Sverige over ende. Men frosten var så streng, og de ufremkommelige veje og manglen på foder tærede sådan på hestene at det var umuligt at komme videre. Så lagde de af rytterne der var blevet reduceret til fodfolk, deres oppakning på kammeraternes heste, drev dem foran sig med deres tunge last og luskede af sted hjemad uden kongens vidende. Da det endelig gik op for ham at hans krigere var i færd med at snige sig væk, skyndte han sig selv at give dem lov til at vende hjem inden de i al hemmelighed nåede at desertere fuldstændig, og selv fandt han omgående den korteste vej hjem til Skåne.

12,7  Derfor gik Karl ud fra at han og hans bror Knud kunne vende hjem fredeligt og uforstyrret, især fordi de havde taget gidsler. Men kort før den hallandske grænse blev de inviteret til gilde af finnvedboerne, der ville lokke dem i en fælde under dække af gæstfrihed, og størstedelen af natten gik med fest og bægerklang. Karl var voldsomt beruset da han og hans mænd – der heller ikke ligefrem var ædru – lagde sig til at sove i en tom lade. De sov snart tungt, og imens satte finnvedfolkene bom for porten udefra og stak ild til taget. Størstedelen af taget stod allerede i flammer, ja, bygningen lå omtrent i aske inden varmen fik bragt de døddrukne mænd til deres sanser. Først langt om længe, da de hede flammer var ganske nær, og de uden en trævl på kroppen kæmpede for at komme ud ad porten, gik det op for dem at den var spærret udefra. Indenfor kom ilden stadig nærmere, udenfor spærrede fjenderne dem vejen. Men den øjeblikkelige risiko fik dem til at glemme den næste, og den fare der pressede sig på, så værre ud end den der skulle følge efter. Derfor ville danskerne hellere dø for sværdet end i flammerne: Med opbydelse af alle deres kræfter sprængte de den barrikaderede port – ikke et øjeblik betænkte de sig på at kaste sig ud i én fare for at undgå en anden. Nogle dygtige unge mænd som Karl havde taget med i sit følge fordi de var hans slægtninge, blev uden skånsomhed over for deres unge alder klædt nøgne, og til stor moro for de vilde mennesker druknet under Nisåens is, hvor de på en og samme gang fik deres endeligt og deres grav i dybet. Og sådan gik det til at en lille flok bønder med list spolerede et vældigt og møjsommeligt felttog.

13,1  Nogen tid efter kom folket i Skåne i strid med sine høvdinge, og de kaldte til ting og samledes under våben i Arnedal. I den landsdel var det nemlig sådan at hver gang folket følte at dets byrder blev ubærlige, satte det sig op mod uretten med magt. Når folket føler at trældommen bliver ubærlig, griber det til våben i fællesskab for at kræve sin frihed. Kongen blev nervøs for at optøjerne skulle udvikle sig til et rigtig alvorligt oprør i hele riget, så for at slå dem ned sejlede han straks over fra Sjælland til Skåne, hvor han mødte frem ved bøndernes ting med en betryggende styrke af krigere. Han var selv ubevæbnet, men havde bevæbnede ryttere med sig for at give indtryk af at han var bange for voldelige overgreb snarere end at have planer om dem selv. Folket gav villigt plads, og han trådte ind midt i mængden – kun for at blive modtaget med en byge af protester og beklagelser. De skreg og råbte så larmen gjorde det umuligt for ham at argumentere for sin sag eller overhovedet at få et ord indført. Og da han rakte sin højre hånd i vejret for at forlange stilhed, blev han mødt med en regn af sten. Så voldsomt flammede nu det rasende oprør at de ikke havde den mindste respekt for kongens myndighed.

13,2  Netop da sprang Toke Signesøn, en mand der både havde fornemme aner og fornemme talegaver, og som samtidig var en nær ven af kongen, midt ind i folkemængden. Han fik dem alle til at tie, lod myndigheden i sit skolede sprog knægte forsamlingens åndløse larm og formede sine ord sådan at han på en og samme gang i smug talte landets lederes sag og på overfladen tog folkets parti.

Senere, da bønderne var gået hver til sit, var kongen så forbitret over at være blevet hånet på denne pinagtige måde at han ødelagde en lang række landsbyer i Skåne og hærgede stort set hele landsdelen til straf for at den havde gjort sig skyld i majestætsforbrydelse. Oprørets bagmænd berøvede han liv eller ejendom, for rebeller måtte efter hans bedømmelse straffes enten med fattigdom eller med døden. Selv ikke Toke, hvis talekunst han havde haft så stor nytte af, lod han slippe for straf – på trods af at det var hans talegaver han kunne takke for at han havde undgået folkets vrede, påstod han nu at det var ham der i al hemmelighed havde hidset dem op imod ham. Så vild og grusom var hans vrede at han ikke kunne skelne mellem ven og fjende.

14,1  Dette overfald fra Svens side gav Knud nyt håb og sikker tro på at han kunne gennemføre et kup, men især alliancen mellem Sven og Valdemar stillede sig hindrende i vejen for sådan et initiativ. For han så tydeligt at lige så forhadt kongen var, lige så populær var hertugen, og han bemærkede hvordan den enes ugerninger blev opvejet af den andens noble karakter. Knuds rådgivere holdt også på at inden han brød freden over for kongen, måtte han bryde hans venskab med Valdemar, og mente at en ægteskabsforbindelse var det rigtige middel til i stedet at knytte en alliance mellem Knud og Valdemar.

14,2  For at føre det ud i livet sørgede de altid omhyggeligt for at nævne Knuds halvsøster Sofia over for Valdemar og tale i høje toner om hvor smuk hun var. Men Valdemar sagde at pigen ikke havde den formue der skulle til for at han ville overveje at gifte sig med hende, eftersom hun som datter af en russer ikke stod til at arve jordegods i Danmark. Selv om han i sit stille sind var indstillet på at lade sig overtale, lod han som om han mere var nervøs for hendes fattigdom end besnæret af hendes udseende. Derfor var det først da Knud havde tilbudt ham en tredjedel af sin samlede formue som medgift, at han indgik forlovelse med pigen, hvorefter han overdrog det til en kvinde ved navn Bodil at opdrage hende indtil hun nåede en giftefærdig alder. Herved blev det forsømte slægtsbånd, der længe havde været flænget af et ødelæggende had, atter knyttet sammen, og det så oprigtigt og dybfølt at ingen af de gamle modsætninger der havde hængt som skygger over dem selv eller over deres fædre, fordunklede den nye alliance.

14,3  Jo mere ægte venskabet var de to imellem, jo mere suspekt var det i kongens øjne. Men samtidig med at han i sit stille sind var på vagt over for dem, turde han ikke tirre dem åbenlyst, for han var udmærket klar over at størstedelen af hans egne styrker var fulgt med Valdemar – og at han selv uden den mindste betænkning havde gjort sin egen succes afhængig af Valdemars. Så selv om han havde sine tvivl om de tos troskab, holdt han sin mistanke for sig selv for ikke at røbe sit had. De var på den anden side udmærket klar over at det var spilfægteri fra kongens side, og bad om tilladelse til, som de sagde, at tilse deres ejendomme i Sverige, hvorefter de rejste op til kong Sverker. Deres virkelige ærinde var at Knud skulle fri til Sverkers datter. Sverker tog så hjerteligt imod besøget at han, ved udsigten til den forestående familieforbindelse, tilbød at forbigå sine egne børn og gøre Knud og Valdemar til sine arvinger – hvad enten det så var hans sønners uduelighed eller bejlerens højfornemme familie der gav ham den ide. Da de kom hjem igen, havde det kun gjort kongen endnu mere hadefuld over for dem at de sådan havde knyttet forbindelse med hans fjende.

14,4  Derefter rejste Knud til Jylland, og Valdemar drog til Ringsted, men Sven fulgte lige i hælene på ham, og da de stod over for hinanden, overfusede han ham i lang tid med beskyldninger om snigløb og forræderi. Da Valdemar pure benægtede det, rakte Sven ham et brev som han påstod at han havde fået af nogle venner – i virkeligheden havde han skrevet det selv og med vilje udeladt underskriften – hvori der stod at Valdemar og Knud havde indgået en alliance med Sverker. Valdemar havde det ellers ikke med at blive vred, men den løgn gjorde ham så ubeskrivelig rasende at han ikke betænkte sig et øjeblik på at vælte al sin indestængte harme ud over kongen og skælde ham huden fuld for hans grove påstande. Bebrejdelserne for forræderi gav han ham lige i synet igen, ikke med argumenter, men med skældsord, for – brølede han – det var måske takken for hele hans fremragende indsats og alle hans anstrengelser: pladder og løgn og bedrag!? Kongen blev så forarget over hans ubeherskede ord at han havde fået ham lagt i lænker hvis ikke krigerne havde nægtet at medvirke til det, for de havde langt større sympati for ham end for kongen.

14,5  Senere fremførte han sin klage over denne krænkende behandling i Jylland, og derved skabte han alvorlig modstand mod kongen. Så vendte han og Knud tilbage til Sjælland med en vældig flåde fra hele Jylland, ikke fordi han havde tænkt sig at erklære kongen krig, men for at tvinge ham til at gå ind på nogle nye betingelser der gav ham større sikkerhed for at han kunne stole på ham. Sven mødte frem med et bevæbnet følge i landsbyen Sundby, der ligger ved vandet, og de forhandlede hele dagen for at nå frem til en aftale. Da de var blevet enige, vendte kongen ved midnatstid tilbage til Roskilde.

15,1  I mellemtiden kom der nu underretning om at venderne havde invaderet de østlige egne af Sjælland med en usædvanlig stor flåde. Eftersom de havde hærget landområderne ved en tidligere lejlighed, besluttede de at gå uden om de egne hvor der ikke var noget at røve, og i stedet foretage et overraskelsesangreb på Roskilde. For ikke at blive afsløret af røgen afholdt de sig helt fra brug af ild. Og deres vovemod blev ikke mindre af at de fra deres spejdere hørte at der var stille og fredeligt i byen, og kongen var rejst langt væk fra den. Det var den besked der fik dem til at lade bondelandet være og resolut styre lige mod byen. En hel del af dem, de der havde de hurtigste heste, var allerede nået til yderkvartererne og stod ganske nær ved indgangen til byen. Kongen selv havde travlt med at indhente sit søvnunderskud fra aftenen før, og da han fik underretning om faren, var der ikke megen tid til at gribe til våben.

15,2  Den første af danskerne der nåede ud for at møde fjenden – og det skyldtes hans hurtige hest – var en særdeles erfaren rytter ved navn Radulf. Og eftersom han var helt på egen hånd, kom hans megen træning ham virkelig til nytte mens han snart undgik fjenden, snart jagtede dem. Hver gang han kom ud på det uopdyrkede land, fik han problemer med at slippe væk på grund af sine tunge våben, for venderne havde fordel af at være fri for sådan en vægt så intet hæmmede deres hurtige heste. Derved gik det op for ham at han hellere skulle sætte sin lid til hestens kræfter end dens hurtighed, og nu sørgede han bevidst for at styre ind over de dyrkede marker. For her, hvor man måtte bane sig vej gennem kornet, kunne de mindre kraftige dyr ikke måle sig med hans bomstærke hest. Og da det på den måde lykkedes ham at ændre kapløbet mellem hestene til en styrkeprøve, kunne forfølgerne ikke fange ham, for den tætte bevoksning sinkede de svagere dyr mere end det stærke. Venderne spurgte hvem han var, og han svarede at han var købmand. Og da de så ville vide hvilke varer han havde med sig, svarede han at det var våben, som han plejede at bytte for heste. Og han tilføjede at det også var sådan en handel der havde skaffet ham den han nu sad på. På spørgsmålet om kongen også var i Roskilde, svarede han ja. Og da de sagde at han jo havde forladt byen for at tale med sine slægtninge, tilføjede han at det havde han ganske vist, men han var også kommet tilbage igen! Men det stemte jo ikke med hvad deres spejdere havde påstået, så de gik ud fra at han løj for dem. Og det var derfor han besluttede sig for at tale sandt om hvor kongen befandt sig, for han forestillede sig netop at hvis han fortalte sandheden, ville de tro det modsatte.

15,3  I mellemtiden stødte kongens ryttere efterhånden til Radulf, alt efter hvor hurtige de var til at gøre sig klar, og hvor stærke de var. De forenede sig i én deling og ville være gået imod fjenden med det samme hvis ikke Radulf havde set hvor få de var, og besluttet at de skulle vente til deres kammerater kom til hjælp. Så sejrssikre var de blevet af gang på gang at komme sejrrige ud af krigene. På den anden side kaldte venderne deres kammerater tilbage fra deres plyndringer for at gøre klar til slag. Ikke så snart havde Radulf fået øje på den støvsky der viste at kongen nærmede sig, før han indledte slaget i tillid til at forstærkningerne var på vej. Venderne måtte vige, og mens fodfolket faldt som fluer, søgte deres rytteri sammen i en klynge der først flygtede fra kongen som om det var noget de havde besluttet – men kun for straks efter, da de så hvor få ryttere han havde med sig, at gøre omkring og jage dem på flugt. Radulf afbrød straks sin nedslagtning af fodfolket, vendte sig mod rytterne med sine mænd og tvang dem på flugt, denne gang for alvor og over hals og hoved. En længere forfølgelse opgav han dog, eftersom venderne havde de hurtigste heste, og i stedet sluttede han sig til kongens deling og vendte igen våbnene mod fodfolket. Selv nu hvor de var på flugt, var venderne stadig så grådige efter bytte at de flåede skindet af de væddere de havde dræbt, uden at stige af de galopperende heste. Hvor må de dog have haft et gennemgrådigt sind når de, selv i den yderste livsfare hvor de havde kastet alle våben fra sig, ikke engang kunne få sig selv til at efterlade et usselt og værdiløst bytte der kun gjorde deres flugt besværligere, selv om det kunne redde deres eget liv. Kun ganske få af dem nåede ned til stranden og kunne svømme ud til skibene gennem de lumske bølger. Adskillige var så ivrige efter at slippe væk at de i blind rædsel styrtede sig i bølgerne, hvor de omkom som fluer – og over hals og hoved mistede det liv i havet som de havde haft så travlt med at frelse fra fjenden.

15,4  Men i mellemtiden dukkede nu vendernes rytteri op, som lyn fra en klar himmel, og forsøgte at vriste sejren ud af hænderne på kongen ved at falde ham i ryggen. Og danskerne, der troede at slaget var overstået, måtte altså tage kampen op igen. Deres tapperhed knækkede venderne, som kastede sig på vild flugt – og så voldsom var deres trang til at redde sig i sikkerhed for modstandernes våben at de i kvindagtig skræk og rædsel kastede sig ud fra stejle klinter med hest og det hele og døde med sønderslået krop blandt strandens sten – en hæslig ende på det liv de ikke havde haft modet til at ofre i tapper kamp. Det kolossale mandefald blandt mandskabet betød at der kun med nød og næppe var nok tilbage til at ro skibene væk.

15,5  På den tid havde sørøverne frie tøjler, og hele vejen fra Vendsyssel ned til Ejderen lå alle landsbyer i Østjylland forladte hen, og alle marker udyrkede. Såvel mod øst som syd var Sjælland et øde og goldt landskab. Bønder var der ingen af, og i deres sted havde røverne slået sig ned som om de var hjemme. På Fyn havde sørøverne ikke efterladt andet end en lille flok indbyggere. På Falster, hvor tapperheden er stor selv om øen er lille, kunne indbyggernes mod opveje øens begrænsede størrelse, for de ville ikke vide af skattebyrder og holdt sig fjenden fra livet enten med aftaler eller med magt. Omvendt med Lolland, der ellers er større end Falster: her købte folk sig fred for penge. Resten af området lå øde hen. Folk stolede ikke på våben eller på byer, men blokerede fjorde og vige med lange stolper og pæle for at holde sørøverne ude.

15,6  Da det gik op for kongen at landet var på nippet til at bryde sammen, og at han ikke selv havde styrke til at beskytte det mod sørøverne, besluttede han sig for at købe sig til assistance mod venderne fra hertug Henrik, hvis magt og indflydelse på den tid var meget betydelig. Han lovede ham en belønning på femten hundrede mark sølv og fik ved offentlig indsamling beløbet stablet på benene. Men en ting var at købe Henriks venskab, noget andet var at bruge det til noget, for nok indkasserede han pengene, men hvad enten det nu var fordi han ikke ville, eller fordi han ikke kunne, så viste han sig ikke særlig villig til at holde hvad han havde lovet. Så der blev ingen fred, og det eneste kongen fik ud af sit forsøg på at beskytte sit rige, var at føje ydmygelse til landets andre ulykker. Det gjorde kun folket endnu mere forbitret på ham, for i deres øjne var det uværdigt at købe sig til fred og ikke kæmpe for den, og med det fejltrin havde kongen svigtet deres fælles fædreland.

16,1  Sven måtte altså opgive tanken om at gøre noget ved problemerne, så han vendte helt om, og i stedet for at afværge sørøverfaren satte han alt ind på at forsvare sig mod sine egne undersåtter. For nu dukkede hans gamle mistanker op igen, og han satte sig i hovedet at han ville tage Valdemar til fange, ud fra en ide om at hvis han fik sat den ene af sine plageånder ud af spillet, ville det blive lettere at få krammet på den anden. Det forestillede han sig at han ville have nemmere ved at gennemføre med list end med magt. Derfor forberedte han nu en rejse ned til sin svigerfar under påskud af at han skulle hente sin hustrus medgift, og til det følge der skulle ledsage ham på rejsen, udvalgte han blandt andre Valdemar, for han følte ikke at det ville være betryggende at efterlade ham derhjemme, og ville meget gerne lade Konrad tage ham i forvaring bag lås og slå. Men adskillige af Valdemars venner skrev til ham og afslørede at det var en fælde, så da kongen ankom til Slesvig, tog Valdemar bladet fra munden: han konfronterede ham med sin viden, bebrejdede ham hans upålidelighed i de skarpeste vendinger og mindede samtidig om hvor trofast og tappert han selv havde tjent ham. Da kongen pure nægtede at han skulle have onde hensigter, viste han ham de breve han havde fået – men uden navne, dem havde han skåret væk. Derpå bad han ham huske på hvordan han havde skaffet ham de bedste af hans krigere, hvordan han for hans skyld var blevet hårdt såret i ærlig kamp, hvordan det til syvende og sidst altid var ham der havde sikret ham sejren – og hvad var takken for hele den fremragende indsats? Falskhed og bedrag! Han lovede ikke desto mindre at rejse med, men, sagde han, Sven skulle vide på forhånd at hvis det skulle lykkes ham at gennemføre sit forræderi, så var det sin ondskab, ikke sin snedighed han kunne takke for det.

16,2  Sven forsøgte at slå mistanken hen med en gennemført hyklerisk optræden, for selv ikke en troskab som Valdemars kunne få ham til at opgive sine forræderiske planer. Det han én gang havde sat sig for, holdt han hårdnakket fast ved. Han nåede så frem til Stade, hvor han blev indlogeret hos biskop Hartwig af Bremen. Ham anmodede han om en vejviser der kunne føre dem resten af vejen, og da han fik afslag og vidste at Valdemar var en nær ven af biskoppen, overtalte han ham til at gentage anmodningen. Biskoppen indkaldte nu Valdemar til et hemmeligt møde hvor han afslørede kongens lumske planer og betroede ham at han bevidst havde afslået anmodningen fordi han var klar over at det ville bringe Valdemar i fare. Men for alligevel at få det til at se ud som om han kom kongen i møde, lod han som om det lå uden for hans beføjelser, og i stedet rådede han dem til at søge om en vejviser hos Henrik eftersom han havde større magt og en højere position. Den ansøgning skulle så overlades til tre budbringere, en fra Sven, en fra ham selv og en fra Valdemar. Henrik hørte på de tre, men gennemskuede hvad kongen var ude på, og da han gerne ville hjælpe Valdemar, svarede han at det ikke gav mening at Sven bad ham om noget han mere passende kunne få fra sin svigerfar. Derpå trak han Valdemars repræsentant til side og foreholdt ham hvor ubehageligt hans ærinde kunne blive for den der havde sendt ham: hvis Valdemar ikke rejste hjem, kunne han vente sig det værste hos Konrad.

16,3  Det endte med at Svens sendebud sendte de to andre tilbage og selv opsøgte Konrad. Til ham sagde han at kongen havde sine mistanker om to slægtninge som hidtil havde været rygende uenige, men for nylig var blevet udsonet fordi de var blevet svogre. Den ene af dem havde han narret med i sit følge, og ham ville han gerne have Konrad til at holde tilbage, for ellers var han bange for at han begik et kup. Desuden måtte han udstyre Sven med en vejviser så han kunne komme videre på rejsen. Da Konrad spurgte under hvilke forudsætninger denne rival deltog i kongens følge, svarede han at kongen havde givet ham sit æresord. Så forbandede Konrad Svens planer og erklærede at han under ingen omstændigheder kunne tillade sig nu hvor han var gammel, at gå med til noget som han havde holdt sig langt fra som ung. Det ville da være en skændsel for en gammel mand som ham hvis han, retsindighedens forkæmper, endte som bagmand for forræderi og sent i livet satte en skamplet på sig selv som han havde holdt sig fri af lige indtil da. Han ville hellere se sin svigersøn, sin datter og det barnebarn hun havde født ham, hængt end i sin høje alderdom begå en skændselsgerning der ville ødelægge det omdømme som en ærlig og pålidelig mand han havde bevaret gennem alle disse år – hellere det end den synd det ville være at give støtte og næring til en anden mands forræderiske planer. Kun hvis hans svigersøn lagde svindel og bedrag på hylden og med åben pande gik til angreb på de mænd han frygtede, kun da ville han stå ved hans side og hjælpe ham i kampen. Da Sven fik de ord overbragt, rødmede han af skam, og eftersom ingen ville stille en mand der kunne sikre vejen videre frem, vendte han tilbage til sit rige.

16,4  Efter et stykke tids forløb – Knud og Valdemar opholdt sig nu i Viborg – begav kongen sig i al hemmelighed fra Sjælland over til Fyn, i fuld forvisning om at han kunne overrumple dem og tage dem til fange. Men hans list blev afsløret, og i stedet sendte han dem begge to besked om at han kom for at tale med dem, ikke for at overfalde dem. Deres bange anelser var ubegrundede, dem kunne de godt glemme igen. Men de havde spioner ude og havde for længst fået efterretning om hvad det var for lumske planer han havde med dem, så de ventede sig intet godt af hans løfter og lod sig i stedet udråbe til konger på jydernes landsting. Så samlede kongen sine mænd på kongsgården i Odense – det var tilfældigvis dér han var nået til – og gav sig til at udspørge dem nøje, både hver for sig og i samlet flok, om hvor meget han kunne stole på dem i den krig de nu var på vej ind i. De svarede med begejstring, men han var ikke tilfreds med et almindeligt løfte og pressede dem til at aflægge ed på deres troskab.

16,5  Da så de hellige genstande blev bragt ind, forlod Sune som den eneste kongsgården – hvad enten det så var hans gamle venskab med Valdemar der fik ham til det, eller vrede over at han selv var blevet dårligt behandlet. De bad ham om at komme tilbage, men han svarede med at klage over at hans fædrenegård var blevet taget fra ham. Kongen lovede at han skulle få den tilbage, men Sune svarede at han var for sent ude med sin retfærdighed: Han ville ikke, bare fordi det gik skidt nu, tage imod det der var blevet stjålet fra ham mens alt gik godt. Det var grunden til at han nu som den eneste havde modet til at vælge den bedre del og gå over til den anden side, og dermed tage den kloge beslutning at slå hånden af den konge der havde behandlet ham så uretfærdigt. Han havde derfor en fuldgyldig begrundelse for at undsige sin herre da han fulgte sin fars og farfars forbindelser og flygtede over til Valdemar.

16,6  Da Sven nu havde fået sikret sig sine mænds loyalitet og var kommet tilbage til Sjælland, blev han straks angrebet af sine rivaler, som havde overtaget den jyske flåde. Han opholdt sig på det tidspunkt i Roskilde, og her tilkaldte han Eskil, ærkebispen, som har været omtalt adskillige gange i det foregående, og hans skånske tropper. Da de var nået frem, spurgte han Peder Thorstensøn, der var hans rådgiver på alle områder, hvordan han skulle gribe sagen an. Han havde efter sigende engang da kongen spurgte ham hvordan han kunne være sikker på sin magt, givet ham det råd enten at overøse såvel riddere som bønder med gaver og begunstigelser så han kunne føle sig mere sikker over for sine rivaler, eller i stedet at bruge al sin energi på at indsmigre sig hos sine egne slægtninge – og så finde sig i kun tilsyneladende at være konge selv fordi de var de sande herskere. Hvis han ikke gjorde nogen af delene, sagde han, var der ikke megen tvivl om at hans tid på tronen ville blive kort.

16,7  Men kongen tog ikke hans kloge svar og gode råd nær så alvorligt som de fortjente, han opfattede de nyttige formaninger som det rene tågesnak. Ja, han var så opfyldt af vrede at det stod i vejen for enhver sund dømmekraft. Ude af stand til at styre det raseri der havde grebet ham, svor han på at så længe han havde et eneste skjold, ville han vende det mod Peder. Men Peder svarede: »Jeg har altid båret mit skjold i din tjeneste. Men jeg er bange for at du meget snart får brug for alle de skjolde du kan opdrive!« Kongen troede det var noget han sagde af grådighed, og spurgte om han ikke var mæt endnu. Jo, mæt var han, svarede han, men han var bange for ikke at få lejlighed til at fordøje ordentligt.

Men nu spurgte kongen ham altså hvad han skulle gøre, og Peder rådede ham til at begive sig over til Skåne. Dér var tropperne mere til at stole på – på Sjælland havde han færre venner end fjender. Dertil kom at jyderne ikke ville have meget lyst til at følge med derover fordi de stadig huskede slaget ved Fodevig med skræk og rædsel. Men hvis det blev dem der kom først til Skåne, ville de samle befolkningen imod ham, så hvis han undlod at tage derover, var der ingen tvivl om at skåningerne ville gå over til modstanderne. Det mente Sven nu at Peder ville se anderledes på hvis han ikke havde haft Valdemars uægte søn i pleje og havde haft et vist håb om at Valdemar ville holde hånden over hans gård. Andre folks ejendom ville jo ikke være beskyttet af den slags specielle venskabsforbindelser hvis de overlod deres hjemegn til fjenden.

16,8  Så kongen rynkede på næsen ad de råd han fik fra andre, fulgte sit eget hoved og bestemte sig for at afvente fjenden i Roskilde. Efterhånden som der blev mangel på fødevarer, solgte han ud af kronens gårde for at få dækket sine udgifter. Til sidst, da han havde opbrugt en stor del af sit gods, og udgifterne til hæren efterhånden så ud til at blive så tyngende at han var nødt til at sende mændene hjem, forudså Eskil at det ville ende med at de gik over til fjenden, og han udtænkte en plan der kunne vende fare til fordel: Først lavede han en underhåndsaftale med modstanderne om en klækkelig belønning hvis han selv deserterede. Og kort efter gik han så til kongen sammen med de andre skåninger og klagede over manglen på fødevarer. Han bad ham om at sende de mænd væk som han ikke kunne forsørge – og ikke mindst dem der risikerede at bryde venskabets og slægtens love hvis de skulle i kamp mod landsmænd og slægtninge der stod på den anden side. Med disse ord mente han at han havde forklaret sit forræderi, og dermed forlod han kongsgården sammen med de skånske tropper – hvilket fik Sven til at udbryde at han havde fortjent at miste hovedet for sit forræderi. Men kongen blev bremset i sit raseri af sine mere besindige rådgivere, der forbød ham at indlede den forestående krig med forbrydelse og helligbrøde.

16,9  Nu hvor en stor del af hæren var spredt for alle vinde, var kongen mere tilbøjelig til at flygte, og han satte i vældig hast af sted mod Falster med de tilbageværende tropper, på trods af at selv ikke hans rådgivere forstod hvad hensigten skulle være med at fjerne sig så langt fra byen. Da det gik op for krigerne at han havde tænkt sig at stikke af, bønfaldt de ham om ikke lade sig slå uden kamp: hvis han vendte om, lovede de ham en sejr. I øvrigt skulle han vide at han i dem havde nogle krigere der mange gange før havde stået som en ganske lille flok over for kolossale fjendtlige styrker – og havde sejret. Han skulle ikke være nervøs over deres lille antal når han så ofte havde set netop dem gå af med sejren. Man kunne virkelig ikke tænke sig større skam end at betro sit liv til flugt frem for til kamp, og frivilligt at gøre dem man kunne sejre over, til de sejrende – for deres styrke lå i andres frygt snarere end i deres egen slagkraft. De formanede ham om at en tapper konge som han ikke skulle ende som en forræder mod sine krigere og ikke skulle lade en enkelt forsmædelig flugt trække alle hans andre sejre ned i sølet. Men han holdt stædigt på sit, og da de ikke kunne rokke ham ud af stedet, gav de sig i stedet til at vælte skældsord og bebrejdelser over ham. De nøjedes ikke med at rive ham i næsen hvor vanærende det var at han havde forladt landet, men lagde hån og forbandelser oveni.

16,10  Derefter opmuntrede og bestyrkede de hinanden så meget at de selv besluttede sig for at stå op mod fjenden. De andre ville nemlig sikkert være så angrebslystne at de fór frem i vild uorden og dannede en spredt formation som en lille styrke uden besvær kunne få bugt med. I øvrigt havde de våben og heste nok, og så mange som de var, blev deres muligheder ikke ringere af at de måtte undvære en enkelt overforsigtig hærfører. Sådan indgød de hinanden stålsat mod, og sådan forsøgte de at gøre deres konges skændsel god igen med krigergejst.

16,11  Men da de havde ventet længe på fjenden uden at se noget til dem, rådede Peder dem til for deres egen sikkerheds skyld at opløse hæren. For, som han sagde, det ville være ualmindelig tåbeligt at indlade sig i slag uden hærfører. Sagen var at jyderne gik ud fra at Sven havde en bagtanke med sin tilbagetrækning, og af frygt for at falde i et baghold havde de derfor besluttet sig for at rykke langsomt frem. Så nu sørgede sjællænderne, der jo var på hjemmebane, både for vejvisere og forsyninger til deres kammerater, og der var da heller ikke en eneste af den store skare der kom i fare på hjemturen. Men de fleste af dem skiftede senere side for at opnå fred: de aflagde troskabsed til kongerne og bad samtidig om venskab som tak for deres lydighed. Men Ulf og Thorbjørn, der var kendt for deres troskab mod kongen, anså den form for tilgivelse for en vanære. De blev derfor pågrebet på deres gårde og sat i forvaring hos kong Sverker, for de ville hellere gå ud af landet end over til fjenden. Så enestående principfaste var de at de mente de kunne vinde større ære ved at gå i fangenskab end frihed ved at svigte deres herre.

17,1  Sven gik i eksil hos sin svigerfar og blev der i tre fulde år. Men da svigerfaderen døde, sendte han hertug Henrik af Sachsen gidsler og lovede ham en enorm sum hvis han kunne hjælpe ham på tronen igen. Hertugen gik ind på den pris der blev tilbudt, og da han nåede frem til den vold der kaldes Dannevirke, med en mægtig hær, bestak han portvagten til at slippe dem igennem, hvorefter han belejrede Slesvig og tvang byen til at betale skat. Ved den lejlighed udtalte ærkebiskop Hartwig af Bremen (bortset fra Henrik var det primært ham der stod bag felttoget) at den mand der havde åbnet porten for dem, havde fortjent ikke kun de penge de havde lovet ham, men også at blive hængt, for på den måde kunne forræderen og en forræders løn blive hængt op til skræk og advarsel i en og samme strikke.

Det var også dér Sven plyndrede en russisk flåde som var på besøg, og udleverede de varer han stjal, til sine krigere som sold. Og derved lykkedes det ham ikke alene at skræmme alle de mange fremmede fra at besøge stedet for fremtiden, men også at reducere en fremtrædende handelsby til en lille uanselig flække. Sachserne mødte ingen modstand på deres videre fremrykning gennem landområder som alle indbyggere havde forladt, og de stormede frem lige så vidt og bredt som de fik frihed til. For beboerne i det sydlige Jylland var for få til at vove noget selv og søgte op mod nord hvor befolkningen var større – men det der så ud som en flugt, var i virkeligheden krigsforberedelser, og selv om de tidligere havde lovet at støtte Sven, nægtede de at komme ham til hjælp når han støttede sig på udenlandske styrker, for man skulle ikke kunne sige om dem at de havde hjulpet en fremmed krigsmagt i kamp mod deres eget land.

17,2  Omtrent på samme tid blev kong Sverker en nat mens han sov, myrdet af den tjener der havde ansvaret for hans sovekammer – en forbrydelse som Gud straffede lige så hurtigt som retfærdigt: For der gik ikke længe før Magnus, der i sin hemmelige stræben efter tronen havde fået tjeneren til at udføre den hæslige handling, selv måtte bøde med døden for sine gemene intriger og faldt i de krigshandlinger hvormed han nu forsøgte at tage magten fra Sverkers søn Karl, ligesom han havde berøvet ham hans far. Alt dette betød at Knud var nødt til at rejse langt op i Sverige for at trøste sin mor.

17,3  I mellemtiden havde Valdemar på Sjælland fået efterretning om det tyske angreb, og nu styrtede han til Jylland og lod sin jævnaldrende plejebror Absalon blive tilbage for at give Knud besked om at skynde sig efter så snart han vendte tilbage fra Sverige. Så meget betød Valdemars personlige tilstedeværelse for jyderne at det både gav de tapre selvtillid og vakte de feje og ugidelige til kamp for fædrelandet. Han sendte nu under hånden bud til en højtstående sachser ved navn Henrik, som han længe inden havde knyttet familieforbindelse med ved at få ham gift med en af sine slægtninge, og opfordrede ham indstændigt til, for gammelt venskabs skyld, at opmuntre sine kammerater til at rykke frem og på enhver mulig måde hindre at hertugen drog hjem igen – så ville han om kort tid selv dukke op med en hær. Så trygt stolede han på sine mange mænd og deres store kampgejst.

17,4  Nyheden om disse voldsomme begivenheder kaldte Knud hjem fra Sverige, og med en udvalgt skare gik han i land på Sjælland, hvorfra han havde tænkt sig ufortøvet at drage videre til Jylland. Men nu rejste der sig et voldsomt uvejr, og da det forhindrede ham i at komme over, blev hans krigere så irriterede over ventetiden at de fandt på en historie om at Valdemar havde sluttet fred med fjenden. Det havde de lige fået underretning om fra en af bønderne, påstod de. Men da Knud hørte det falske rygte, bebrejdede han dem at de kunne være så urimelige og utaknemmelige at tale ondt om den mand der havde sat sit eget liv på spil for at redde dem alle: hvis de ikke var indstillet på at yde ham den ros og ære han fortjente, kunne de i det mindste holde mund og ikke sværte manden til, for det var under deres værdighed. Kun Esbern, Skjalm Hvides sønnesøn, der var en nær ven af Valdemar eftersom de fra deres tidligste barndom var blevet opdraget sammen, erklærede sig villig til at sejle over til Jylland og bringe besked tilbage til Knud om hvad der foregik derovre. Denne dristige og farefulde sejlads gennemførte han med held, skønt det var som tog han livtag med naturen selv da han knægtede elementernes rasen i denne ubegribelige dyst ved årerne.

17,5  I mellemtiden fik sachserne rapporter om at hele Jyllands samlede kampstyrke havde sluttet sig til Valdemar, og at fjenderne nu stod med så vældig en hær at de ikke kunne møde den uden at risikere en katastrofe. Den besked kom som et chok for hertugen, og han gav sig nu ligesom i spøg til at fritte Henrik ud om hvor hans lille konge mon kunne være henne, for han var klar over familieforbindelsen og vidste at han stod på fortrolig fod med Valdemar. Han svarede at Valdemar nok var ude at lede efter en afsides krog at gemme sig i, men hertugen, der godt kunne mærke at han blev holdt hen med snak, slog nu om fra det påtaget spøgefulde til et alvorligt og indtrængende krydsforhør. Henrik var stadig hverken til at hugge eller stikke i og holdt sin viden for sig selv, og til sidst tryglede og bad hertugen ham ved den troskab han skyldte det romerske rige, om i tide at afsløre hvad han vidste om fjendens planer, og ikke tie stille med noget der kunne bringe hans landsmænd i ulykke. Den besværgelse havde sin virkning på Henrik, og han indrømmede at rygtet havde talt sandt: de stod foran et slag der overgik alt hvad de tidligere havde været ude for, og som de overlevende ville mindes og berette om resten af livet.

17,6  Henriks ord skræmte dem alle. Men da de spurgte ham om han mente man skulle afvente fjenden, opmuntrede han dem alle til tapper kamp, og sådan delte han sin loyalitet ligeligt mellem vennens henstilling og hertugens befaling på en sådan måde at han hverken overhørte forholdsordren fra den første eller bragte den andens liv i fare med sin tavshed. Men mændene var så bange at det forslag var aldeles udelukket, hæren ville for alt i verden vende om og brugte årstiden som påskud. For nu greb de til den aldeles hykleriske undskyldning at de manglede bestemte fødevarer, idet de erklærede at det var deres pligt at vende om for ikke at risikere at komme til at mangle fisk så de ikke kunne overholde fasten nu hvor foråret var på vej – hvilket var at gøre fromhed til et skalkeskjul for fejhed. Det fremgik da også soleklart af måden de drog væk på: for den afstand de havde været seks måneder om at tilbagelægge da de kom, lagde de nu bag sig på tre dage, og i deres overdrevne hastværk efterlod de store mængder af tros og oppakning. På det tidspunkt kom også Esbern tilbage med sikre efterretninger der gjorde en ende på Knuds bekymrede og tvivlrådige ventetid.

17,7  Kort tid efter blev Fyn udsat for så ødelæggende et vendisk overfald at bare et til af den samme slags havde efterladt øen evigt gold og øde – ikke kun hårdt medtaget, men uopretteligt ødelagt.

17,8  Men Sven havde ikke fået nok af én gang at tigge sachserne om hjælp, for nu gik han atter en gang til Henrik og gjorde sig store anstrengelser for at blive fragtet over til sit eget land af de vendere der stod under hans overhøjhed. Deres flåde satte ham over til Fyn, og til stor glæde for indbyggerne dér begav han sig til Odense, hvor han havde i sinde at forsvare sit liv med de få mand han havde, mod de mange fjender. Samtidig lovede han dem der støttede hans side, at venderne ville garantere deres sikkerhed og holde dem fri for skatter. Og hvad enten det nu var for at skaffe sig selv fred eller for at vise deres respekt for kongeværdigheden, blev øens beboere nu grebet af så glødende en iver efter at ære og adlyde ham at kvinder og mænd fra nær og fjern strømmede til for at forsvare ham, allesammen med en følelse af at det ville være en stor bedrift at hjælpe den faldne konge på fode igen over for dem der sad på magten i riget.

17,9  Da det rygtedes, begyndte Valdemar sammen med Knud at samle rigets øvrige tropper til lands og til vands. Med denne vældige styrke kunne de uden besvær have besejret de få fynboer hvis ikke Valdemar havde fået medlidenhed med dem og ment at man skulle skåne de få overlevende på den hårdt medtagne ø, for med endnu et katastrofalt nederlag risikerede han at tage livet af den sidste tilbageværende befolkning på øen, og han ville ikke have siddende på sig at han havde gjort fædrelandet større skade end fjenden. Det var klogere, mente han, at bære risikoen ved at lade rivalen være end at knuse et svageligt lem af sit eget rige, og han afbrød derfor felttoget og gik over til forhandlinger. På hans initiativ blev sagen nu drøftet, og det blev aftalt at Sven skulle trække sig tilbage til Lolland med sin hird og blive der, på det nærmeste alene, indtil der var indgået en mere udførlig fredsaftale mellem ham og de to fyrster.

17,10  Den følgende dag kom Valdemar ind til Odense for at tage bad, hvilket Knud ikke turde deltage i af frygt for at falde i et baghold, og her blev han modtaget af Sven, der håbede på at sikre sig hans venskab og kom ham i møde med de hellige relikvier i højtideligt optog. Derpå førte Sven ham ind i Albani Kirke, hvor ingen andre af hans rådgivere blev lukket ind end Absalon. Her satte Sven sig så i koret og sagde: »En ond skæbne har længe forment mig adgang til dit venskab, Valdemar, på trods af at jeg altid har været venligt indstillet over for dig, og på trods af at min far ikke alene tog hævn over din fars morder, men også gik i krig mod sin onkel, af ren og skær slægtsfølelse greb til våben og frelste dig selv fra døden da du lå forsvarsløs imellem morderhænder. Efter ham var det den yngre Erik der straks påtog sig ansvaret for riget såvel som for dig, for han havde længe tjent min far og ville ikke tillade at det han havde iværksat, løb ud i sandet. Som din tredje beskytter i din barndom kom så jeg til, og jeg kan forsikre dig om at jeg ikke har gjort mindre end de to andre for at værne om dig. Allerede inden du nåede skelsår og alder, greb jeg til våben for at forsvare dit liv mod den mand som du nu smisker om som en trofast ven. Og hvis jeg ikke havde haft heldet med mig på det tidspunkt, var du uden grund blevet straffet af Magnus' søn. Hvis det ikke var for hans skræk for mig som tredjemand, ville han aldrig have fundet sig i dig som den anden. Så længe jeg lever, vil jeg beskytte dit liv mod hans intriger. Men hvis jeg dør, er det ude med dig så vel som med mig. Netop derfor kommer jeg trygt til dig efter hjælp: jeg véd jo at du skylder mig den hjælp efter alt det gode jeg har gjort for dig. Og nu stoler jeg på din hengivenhed og gør dig til fredsmægler i forhandlingerne med mig. Jeg vil stille mig tilfreds med hvilken som helst skæbne du tildeler mig, for jeg har været udsat for så meget ondt blandt fremmede folk at jeg hellere vil leve uden magt, ja selv i fattigdom her i mit fædreland, end sendes i andflygtighed endnu en gang. Jeg tror også at du, når du har tænkt det hele nøjere igennem, vil se det uværdige i at vise en søn af din fars morder større ære end en søn af hans hævner.«

17,11  Dette og lignende fremførte Sven, men Valdemar var ikke sen til at afbryde ham: »Det er spild af tid,« sagde han, »at forsøge at bryde enigheden mellem mig og Knud. For det første har han ikke haft noget som helst med sin fars forbrydelse at gøre, for det andet har han for længst betalt mig en passende bod for den. Og når jeg ikke kunne affinde mig med at tjene dig længere, skal du ikke skyde skylden på min lunefuldhed, men på din egen upålidelighed. Var det ikke dig selv der bestemte at jeg skulle følge med dig til udlandet for at du kunne udlevere mig til din svigerfar og lade ham rydde mig af vejen i sit fængsel? Og hvis ikke han havde været endnu mere hæderlig end du er fordærvet, så var jeg forsvundet for at ende mit liv i lænker. Hvor mange gange har du ikke lagt fælder for mit liv? Og for Knuds? Hvor mange gange har du ikke gjort hvad du kunne, med løgn og bedrag, for at gøre det af med os? Hvordan skulle du kunne acceptere os som dine ligemænd når du ikke kunne affinde dig med at have os som dine underordnede? På den anden side skal man ikke kunne sige om mig at jeg støder en slægtning fra mig med misbilligende ord, så nu vil jeg, på egen risiko, forsøge at sætte dig på fode igen – i medynk med din situation snarere end i tillid til dit løfte. Men hvis du besvarer min venlighed med falskhed og bedrag, skal du ikke tro at det er din opfindsomhed der har overlistet vores naivitet, nej, det er snarere vores troskab og pligtfølelse der har givet spillerum for visse risici.«

17,12  Her fandt så Sven de mest hykleriske vendinger frem: han afviste blankt at han skulle have tænkt sig at spille falsk spil, og lovede at han ville arbejde oprigtigt og loyalt for at vinde deres venskab, især eftersom han indlysende hverken skulle tage hensyn til sig selv eller til nogen børn. For selv var han så syg at han næppe havde et år tilbage. Og han havde ingen sønner som han skulle skaffe på tronen. Så hvad kunne han vinde ved at løbe fra sit ord andet end skyld og skam? Derfor foretrak han en hvilken som helst skæbne, hvor sørgelig den end måtte være, frem for en sådan fuldstændig tilsvining af hans eget rygte, der lod hele verden huske ham som en forbryder og lod ham nyde magtens sødme i en kort stund, men på bekostning af en evig vanære.

17,13  Han lod så Valdemar gå og trak sig tilbage til Lolland. Her lod han sig ikke nøje med de få hirdmænd han havde, men antog daglig nye krigere – en voldsom forøgelse af hans hird, der gjorde ham stærk nok til at se dagen for fredsforhandlingerne i møde med fortrøstning fordi han kunne regne med at gennemføre fredsslutningen på lige fod med sine rivaler. På det fastsatte tidspunkt ankom Knud og Valdemar til Lolland med alle Danmarks stormænd.

17,14  Valdemar var vant til at omgås Sven på fortrolig fod og tog hen for at hilse på ham med et lille følge, mens Knud stadig var lige mistænksom og ikke stolede på hans ord. Sven forestillede sig at Knud var med, og lavede en hemmelig aftale med nogle af sine mænd om at de skulle lade som om de kom op at skændes, lade det udarte til ballade og slagsmål, og så benytte anledningen til at hugge hans rivaler ned med deres sværd. Men da han så Valdemar ankomme uden sin partner, afblæste han planen, for han mente ikke at han ville få meget ud af at dræbe den ene uden den anden. Valdemar lagde godt mærke til fælden, men lod som ingenting. Sven smiskede for ham i én uendelighed, hvilket irriterede Valdemar, men da han udbad sig en fortrolig samtale den følgende dag, sagde Valdemar kun ja på den betingelse at de begge to skulle møde op alene. Han var nemlig så stor og stærk at han ikke var bange for at møde nogen som helst mand til mand. Krigerne fik derfor besked om at holde sig på afstand mens de to talte sammen, hvorefter de indkaldte til ting den følgende dag.

17,15  Hvad enten det nu var fordi han satte sin lid til deres slægtskab, eller fordi han ville lægge slør over sit forræderi, overlod Sven det nu, med Knuds billigelse, til Valdemar at mægle i sagen og erklærede at han ville gå ind på hvad som helst Valdemar nåede frem til. Valdemar bestemte så at både de andre og han selv skulle have titel af konge, hvorefter han delte det samlede rige i tre: Som den første del udskilte han det vældige Jylland, der er lige så folkerigt som det er vidtstrakt, som den anden Sjælland og Fyn, og som den tredje Skåne med de dertil hørende landskaber. Og da han selv havde retten til at bestemme ikke bare over opdelingen, men også over valget, tildelte han sig selv forretten og Sven det andet valg – og som den første valgte han selv Jylland. Sven, der skulle vælge efter ham, krævede så Skåne for ikke at komme til at sidde midt mellem sine rivaler. Øerne, som de to forgående havde forbigået, tilfaldt altså Knud. Forliget blev bekræftet ved ed for at frygten for helligbrøde skulle udelukke at nogen brød aftalen. Derpå strakte de hænderne mod himlen og kaldte Skaberen til vidne: de kunne ikke nøjes med en menneskelig beslutning som pant på deres enighed, men påkaldte samtidig Gud som vogter af forliget og hævner ved forligsbrud. Også biskoppernes straf blev inddraget, og de truede med at ekskommunikere den der brød aftalen. Derudover blev det aftalt at de skulle stille observatører hos hinanden som en sikring mod løgn og hemmelighedskræmmeri, der kunne undergrave ærligheden og få enigheden til at bryde sammen.

18,1  Da alt dette var bragt i orden, rejste Knud sammen med Valdemar i forvejen til Sjælland, som nu var blevet hans. Her ville han gerne tage gæstfrit imod Sven, der snart ville følge efter. Næste dag hørte han at Sven var ankommet til Ringsted, men da han i god tro var på vej ned for at tage imod ham, mødte han abbeden fra Ringsted og en tysk ridder ved navn Radulf, der kunne fortælle at Sven havde fået underretning om at Knud var på vej med store mængder af bevæbnede krigere. Det vakte hans mistanke, og dermed også hans forsigtighed, for han tog det som et klart tegn på at Sven ikke vilde holde sit ord, så han holdt sig fra Sven og begav sig i stedet til landstinget, som tilfældigvis blev afholdt den dag med deltagelse af en stor folkemængde.

18,2  Men hos Valdemar vejede troskaben tungere end mistanken, og han opsøgte Sven i tillid til den indgåede aftale, hvilket mere var udtryk for viljestyrke end for varsomhed. Kongens krigere stod opstillet i bevæbnede delinger med ordre til at dræbe Knud og Valdemar hvis de kom sammen. Men da Sven opdagede at den ene manglede, trak han dem tilbage og gav Valdemar en overstrømmende velkomst. Da denne spurgte hvorfor han lod sine hirdmænd bære våben når der overhovedet ikke var fare på færde, fortalte han om det rygte han havde hørt. Og selv om Valdemar overfusede ham og skældte ham huden fuld for hans upålidelighed, lod han som ingen ting og holdt sine planer og hensigter for sig selv. Derefter fortsatte han til Roskilde efter invitation fra Knud, der var vært her, og natten gik med spil og bægerklang, men da det blev morgen, tog han med et lille følge hen til Thorberns gård, ikke langt fra byen, med det påskud at han havde fået lyst til at se til sin lille datter, der var i pleje der. Efter sigende sagde Thorberns kone ved den lejlighed at hun ikke kunne forstå hvordan han var endt i så ussel en position at han kunne finde sig i at blive spist af med en tredjedel af det som havde været hans alt sammen. Det var ikke mindst den bemærkning, sagt i oprigtig harme, der tirrede Sven til at begå sin ugerning.

18,3  Da nu aftenen nærmede sig, sendte Knud nogle folk ud for at hente Sven til gilde. Thorbern tog vældig hjerteligt imod dem, og da de spurgte hvorfor kongen havde været så længe borte, gav han den forklaring at han havde fået hovedpine af al røgen og dampen i badet. Men da Sven selv skulle undskylde at han havde ladet dem vente, sagde han at han havde leget og hygget sig med sin lille datter. Mændene der havde spurgt, bemærkede udmærket modstriden mellem de to forklaringer.

Da de nu bad ham om det, tog han tilbage til byen, hvor han som den ældste fik hæderspladsen mellem de to andre. Efter spisningen blev bordene taget væk, og mens lystigheden steg efterhånden som de små bægre gik fra hånd til hånd, bad Sven om et brætspil. Det pralede han af at være usædvanlig dygtig til fordi det især havde været det spil han plejede at underholde sig med i sin tid i landflygtighed – en bemærkning der lød som praleri, men i virkeligheden var en bitter erindring om modgang og ulykke. Et spillebræt kunne man nu ikke få fat på, så spil blev der ikke noget af. Til den øvrige underholdning hørte en tysk sanger der fremførte en smædevise om Svens flugt og landflygtighed og udsatte ham for diverse fornærmelser og spydigheder i viseform. Det blev han skarpt kritiseret for af tilhørerne, men Sven undertrykte sit ubehag og bad ham synge som han ville om hans liv, for, som han sagde, han var vældig glad for at tænke tilbage på sine ulykker nu hvor problemerne var ovre.

18,4  Tusmørket faldt på, der blev som sædvanlig bragt lys ind, og nu kom Svens hirdmand Detlev, der kort forinden havde forladt gildet, tilbage til kongsgården, hvor han i tavshed lod blikket glide rundt for at overveje om tiden var inde til deres ugerning. Da han havde stået der en stund og set ud som om han havde tabt mælet, bredte Knud sin kappe ud på gulvet og bad ham sætte sig ved siden af ham. Han takkede for den store ære, men forlod nu bygningen, kun for straks efter at komme ind igen og gøre et ganske lille nik hen mod Sven for at kalde ham hen til sig. Sven opfangede ikke det hemmelige tegn, men Knud gjorde ham opmærksom på at Detlev kaldte på ham. Sven rejste sig, og Detlev hviskede til ham et øjeblik, hvorefter alle de andre der var på Svens side, kom til og stak hovederne tæt sammen så ingen af dem der sad længere væk, kunne høre hvad de talte om. På det tidspunkt var det som om Knud anede uråd, for nu knugede han Valdemar i sine arme og kyssede ham. Men da den der havde fået kysset, spurgte ham hvorfor – for sådan plejede han bestemt ikke at opføre sig – ville han ikke sige grunden.

18,5  I mellemtiden efterlod Sven sine krigere i hallen mens han selv gik ud ad bagdøren og hen til sit eget kvarter. En tjener gik foran med lyset. Et øjeblik efter trak de sammensvorne blank mod Knud og Valdemar. Men Valdemar var oppe fra sit sæde i et spring, og med hånden viklet ind i sin kappe lykkedes det ham ikke alene at afværge de sværdhug der blev rettet mod hans hoved, men også at sende Detlev i gulvet med et stød i brystet da han kom styrtende imod ham. Han faldt selv sammen med ham og fik et dybt sår i låret. Men så snart han igen kom på benene, lod han sår være sår, borede sig midt gennem klyngerne af mænd der spærrede ham vejen, og forsvandt ud ad døren. Et sted i mørket kom nogen imod ham og greb fat i hans sværdhæng for at holde ham tilbage, men han rev det kun af.

18,6  Imens slog de øvrige skodderne fra vinduerne for ikke at tage fejl i mørket og blive hindret i at gennemføre deres forbrydelse. Detlev kom på benene igen og kløvede panden på Knud, som forsøgte at værge for sig med sin højre hånd. Absalon greb den døende i den tro at det var Valdemar, og knugede det blodige hoved i sin favn. Selv om sværdene bragede lige omkring ham, valgte han at se stort på sin egen sikkerhed og tage sig af sin konge så længe der endnu var det mindste tegn på liv i hans gispende bryst. Omsider så han på dragten at det var Knud han holdt i sine arme, og han følte en blanding af sorg og glæde.

Døbik, en særdeles modig mand, blev dræbt mens han forsøgte at hævne kongens mord på gerningsmændene.

18,7  I nattemørket var det umuligt at kende folk fra hinanden, og derfor kastede de sig med draget sværd over alle der kom i nærheden af dørene, eftersom det tiltagende mørke gjorde det svært at afgøre om det var venner eller fjender. Så for at få mulighed for at komme ud hviskede Knuds nære slægtning Konstantin til Absalon – i hvis arme Knud nu var udåndet – at han skulle nærme sig den ene af dørene for at Konstantin lettere kunne slippe uskadt hen til den anden. Absalon gjorde som han sagde, og Konstantin slap også ud, men blev grebet af dem der stod udenfor, og dræbt. Absalon, der tog mere hensyn til den andens anmodning end sin egen sikkerhed, lagde til gengæld respektfuldt Knuds lig fra sig, skred uden at bekymre sig om faren lige frem mod de bevæbnede mænd, værdigede dem ikke et ord som svar på deres strøm af spørgsmål og afslørede ikke sit navn. Med denne hårdnakkede tavshed lykkedes det ham at slippe midt gennem flokken af fjender og ud i sikkerheden.

18,8  Midt på broen mødte han Radulf, som forbandede dem der stod bag denne hæslige forbrydelse, og også dem der havde været indviet i planerne, og bedyrede at han selv intet som helst havde med det at gøre. Han blev skarpt forfulgt af Peder Thenja, der truede hånligt ad Absalon inden han forsvandt. Absalon fortsatte hen til sydporten ind til den plads der omgiver Trefoldighedskirken, men her kom en gruppe fjendtlige krigere i vejen for ham. En sværm af sværd hang over hovedet på ham da en anden mand tilfældigvis kom til med nogle ledsagere og ikke alene som en trofast ven frelste hans liv ved at dække ham med sine våben og med sin egen krop, men også, da en af dem prøvede at gennembore Absalons bryst, truede med at det ville komme til at koste ham dyrt hvis han ikke lod være. Og derved gjorde han det muligt for Absalon at slippe væk med livet i behold. Absalon havde selv undgået stødet ved i det rette øjeblik at kaste sig til siden, men spydet skar sig helt ind til hans underklædning. Sådan lod skæbnen ikke Danmarks håb om genrejsning gå helt til grunde, men frelste fædrelandets fremtidige støtte.

18,9  Han kom af sted og nåede i løbet af natten frem til landsbyen Ramsø, hvor bryden blev forbløffet over at se ham komme anstigende ene mand – og var ved at gå i gulvet da han hørte hvad der var sket i Roskilde. Hos ham fik han en frisk hest, og nu red han først til sin søster, der var gift med en mand ved navn Peder, og derpå til sin mor. Da hun hørte at Knud var dræbt og Valdemar hårdt såret, følte hun endnu større sorg ved deres ulykke end glæde over at sønnen var uskadt.

18,10  I mellemtiden havde Valdemar kun fået to af sine mænd med sig. Det sårede lår hæmmede hans gang, men trangen til at overleve tvang ham fremad. De kræfter som hans sår tog fra ham, gav den tvingende nødvendighed tilbage. I så høj grad kan sindets frygt betvinge kroppens smerter. Derpå fik hans ledsagere ham op på en hest, og ved et tilfælde bragte den ham til netop den landsby hvor Absalon kort forinden havde bragt budskabet om hvad der var sket ham. Da han hørte fra bryden at Absalon netop var taget af sted til sin mor, skyndte han sig efter ham med nogle stedkendte vejvisere. Så megen styrke fik hans kraftesløse krop af den nød som altid hærder menneskene i deres svaghed. Dér fik han såret behandlet og låret forbundet, hvorefter han blev der resten af natten.

18,11  Ved daggry kaldte Sven byens borgere sammen og talte til dem. Han klagede over at hans to rivaler havde overfaldet ham om natten, fremviste sin kappe, som han selv havde stukket hul i, skældte Knud og Valdemar ud for røvere og mordere der krænkede gæstevenskabet og brød alle aftaler. Han takkede Gud fordi han med den enes død havde forhindret deres fælles misgerning, og bønfaldt borgerne om hjælp imod den tilbageværende. De påstande var der nu ingen der troede på, dertil var de for åbenlyst løgnagtige. Derpå befalede han at alle skibe på hele øen skulle bores i sænk for at Valdemar ikke skulle have nogen mulighed for at slippe væk over havet, ligesom han sørgede for at alle de øde egne hvor han mente at han kunne have gemt sig, blev finkæmmet.

19,1  Af samme grund var det ikke i dybe skove eller uvejsomme sumpe, men på halvåbne overdrev at Valdemar nu strejfede om med tre mænd, der var alt hvad han havde hos sig, for han mente at han var mest sikker på de steder hvor fjenden mindst tænkte på at lede. Samtidig blev Esbern og en flok af hans mænd sendt ud på landet et helt andet sted for at vise sig ude på åben mark og få det til at se ud som om han var Valdemar. Og en større menneskemængde, også med Esbern i spidsen, sørgede for at blive set en række forskellige steder og give indtryk af at det var kongen der sejlede væk. Da de så omsider besluttede sig for at komme over til Jylland, gik Esbern til en tømrer han kendte, og befalede ham at sætte en båd i stand som de kunne sejle derover i. Men manden var bange for Svens straf og svarede at det måtte se ud som om han udførte arbejdet under tvang. Esbern kom derfor ind i hans værksted, der var fuldt af bønder, og lod i første omgang som om han bare bad ham om det. Da manden så nægtede at udføre reparationen, lagde Esbern hånd på ham, bandt ham og tog ham med sig. Og først da han var blevet slæbt til arbejdet, stillede han sine evner til rådighed for ham. Ved på den måde at spille offer gjorde han det på en gang muligt for sig selv at yde sin ven den hjælp han bad om, og umuligt for Sven at straffe ham for det.

19,2  Så sørgede Esbern for tovværk og proviant, hvorefter Valdemar om natten stak til søs med sit følge. Men pludselig brød der et stormvejr løs, og havet rejste sig omkring ham med en ganske uvant vildskab. Hans krigere blev gennemblødte af de enorme bølger der slog ind over dem, og så stive af kulde at de ikke kunne røre sig af stedet og ikke magtede så meget som at manøvrere sejlet. I øvrigt kom der et vindstød så voldsomt at råen splintredes og styrtede i havet. Og regnen fyldte båden lige så hurtigt som bølgerne. Rorsmanden opgav at styre båden og overlod alt i havets magt, for han anede ikke hvor han skulle vende stævnen hen, og kunne bare vente på hvad vinden bestemte. Lyn efter lyn oplyste luften med deres ildglimt, og skyerne genlød af vældige tordenbrag. Langt om længe drev det rasende uvejr dem ind til en ø fjernt fra deres rette kurs, og da ankeret ikke kunne holde båden, trak de den fri af brændingen og vred grenene fra træerne der stod dér, så stramt ind i årehullerne de kunne, for at den ikke skulle glide ud igen og blive slået til vrag.

Samme nat gik en vendisk flåde på femten hundrede skibe ned ud for Halland. De overlevende der reddede sig ind til kysten, blev hugget ned til sidste mand.

19,3  Ved daggry skaffede Esbern nye forsyninger, og så snart krigerne havde styrket sig, krydsede Valdemar det nu ganske fredelige hav og nåede til Jylland. Her fortsatte han til Viborg, hvor han fremførte sin klage over Svens forræderi for landstinget og rørte alle til tårer med sin gribende skildring af hvad der var sket ham. Og såret som han kunne fremvise, vakte lige så megen medynk som tiltro til beretningen. Så det er ikke til at sige om det hug var mest til skade eller gavn.

19,4  Men da Sven hørte om hans flugt, fik han sat alle de skibe i stand som han tidligere havde ødelagt, og gjorde klar til et felttog mod Jylland. Det var på dette tidspunkt at Absalons mor og søster udførte en virkelig storslået mandfolkebedrift: For at forsinke kongens afsejling sørgede de for at der om natten blev hugget hul i de skibe han skulle sejle i. Sven måtte nu vente et godt stykke tid mens de blev sat i stand igen, og da de endelig var repareret alle sammen, og han nåede over til Fyn, besluttede Valdemar sig for at spærre ham vejen allerede ved overfarten til Jylland, for han ville helst tage kampen op med ham så hurtigt som muligt. Da det gik op for Sven, vendte han tilbage til Sjælland, hvor han udkommanderede befolkningen, både derfra og fra Skåne, og derved blandede sine private styrker op med rigets hær.

19,5  I mellemtiden var Valdemar begyndt at føle sig usikker på hvad udgangen på krigen ville blive, så han vendte tilbage til Viborg og holdt bryllup, dels for lettere at kunne få de mænd der havde stået på Knuds side, over til sig, dels for ikke at gemme sin smukke bruds uskyld så længe at fjenderne kunne tage den i stedet. Derpå gav han hæren ordre til at møde og drog af sted mod Randers for at foretage et angreb på Sjælland, hvor Sven gemte sig. Der var nu også en hel række af Svens hirdmænd der i deres afsky for hans bestialske handling sluttede sig til Valdemar i stedet, for i deres øjne ville det være utilladeligt at levere tropper til en mand der havde begået så grov en forbrydelse.

19,6  Men Sven holdt alligevel på at det så bedre ud at angribe end selv at blive angrebet, og følte sig alt for stor til at lade sig spærre inde på en enkelt ø, så han udkommanderede skibe fra både Sjælland og Fyn og sejlede til Jylland. Her lod han dem lægge til inde i selve Djursåen, hvorefter han tog sine bedste krigere med sig og begav sig til Viborg, hvor borgerne ikke havde besluttet sig for hvem de skulle støtte. Så snart Valdemar havde fået den besked fra en af overløberne, skaffede han sig forstærkninger så hurtigt han overhovedet kunne, og sendte Sakse og Buris af sted med en flådestyrke for at splitte fjendens flåde. Sjællænderne lod sig overtale af disse to myndige mænd til at sejle hjem igen, for de lagde mere vægt på alvorsord fra venner end på ordrer fra kongen og ville hellere svigte ham end kæmpe mod dem. Hos fynboerne vejede respekten for kongen til gengæld tungere end respekten for privatpersoner, så de så stort på advarslerne – og betalte for det med en afklapsning. Og efter nederlaget greb de til den flugt de havde afvist inden. Aldrig havde Sven taget modgang så tungt som ved denne lejlighed.

19,7  Herefter fik Esbern besked om at udforske hvad fjendens planer var, og da han på sit spiontogt nåede frem i nærheden af Viborg, fik han øje på Svens hær, der kom lige imod ham på vej mod Randers. For nu at ingen skulle sige at han var mindre tapper end omhyggelig i sit efterretningsarbejde, fór han med fældet lanse ind på nogle af de forreste, der red imod ham i temmelig spredt orden, og viste sine militære færdigheder ved at sende dem allesammen til jorden. Deres heste beslaglagde han, og med hjælp fra sine ledsagere fik han dem trukket bort ad en hemmelig smutvej.

Nu troede Svens folk at fjendens tropper var lige i nærheden, og i huj og hast greb de til våben og besteg deres bedste heste for at være klar til kamp. Men da de var kommet igennem et bakket område og fik udsyn over det åbne sletteland, kunne de ikke få øje på andre end Esbern, og så sendte de deres hurtigste folk efter ham. Men han stolede på sin lynsnare hest og lagde så stor afstand til dem at han fra tid til anden kunne stige af sadlen for at tage et hvil. Og da hans forfølgere så hvor nytteløst det var at jage af sted for at fange ham, råbte de efter ham på lang afstand, at de ville tale med ham og gav ham deres æresord på hans sikkerhed. Esbern sagde nej, han skulle ikke tale med dem, for som han sagde: hen imod aften har æresord det med at blive lidt tynde i kanten – hvorved han på en vittig måde rev dem deres forræderi i Roskilde kort før i næsen. Kun én af dem, Peder Thenja, som var en af hans gamle kammerater, stolede han tilstrækkeligt på til at han tog imod hans æresord og lod ham komme nærmere, og mens han spurgte ham ud om både det ene og det andet om Valdemar, gav de andre sig til at ride om kap med hinanden med den skumle hensigt at falde ham i ryggen under dække af noget der skulle se ud som træning.

19,8  Nu gjorde Esbern Peder opmærksom på hvad hans kammerater var ude på. Og Peder, der blev bange for at kammeraternes upålidelighed skulle omstøde hans æresord, fældede lansen og råbte at han ville spidde enhver der angreb Esbern. Men Esbern kom dem i forkøbet ved i en fart at smutte hen ad en snæver sti og over på den anden side af en bro, hvor han holdt de truende lanser på afstand med sin egen. Da han gentagne gange havde overdænget dem med alle de skældsord de fortjente for deres upålidelighed, og var kommet et godt stykke væk, stødte han tilfældigvis ind i nogle af sine egne kammerater, og så snart han havde sat dem ind i situationen – at fjenden var i hælene på ham – lagde han dem på lur i et buskads ganske tæt ved vejen og skyndte sig selv at springe af hesten.

19,9  De mænd der havde sat næsen op efter at tage ham til fange, havde stadig ikke opgivet håbet og fortsatte ufortrødent fremad. Da han kunne se dem i det fjerne, sprang han i sadlen og gav sig med vilje til den ene gang efter den anden at hugge hælene i siderne på hesten som om han havde stort besvær med at få den til at strække ud. Det gav forfølgerne håb om at de kunne indhente ham, og fik dem til at presse endnu mere på: de drev hestene hårdere fremad og var uden tvivl blevet fanget af deres fjender hvis ikke en af dem der lå på lur, havde forivret sig og var sprunget for tidligt frem fra sit skjulested. De gik straks ud fra at denne ene mand der dukkede frem, var tegn på et baghold, og trak sig i huj og hast tilbage til deres kammerater, men det var andres utålmodighed der hjalp dem, snarere end deres egen forudseenhed. Så hvis ikke hans følgesvendes tankeløshed havde hindret det, var det lykkedes Esbern at tage en snedig hævn over sine upålidelige modstandere.

19,10  Fra Esbern fik Valdemar nu besked om at fjenden var lige i nærheden, og da han endnu ikke var sikker på at han havde styrkerne til at indlade sig på et slag, gav han ordre om at den bro der førte over til byen, skulle brydes delvist ned så fjenderne ikke kunne kommer over den. På den måde sikrede åen ham både tryghed for tropperne og tid til at samle forstærkninger. Sven kunne ikke komme over, og Valdemar ville ikke rykke frem, men de ivrigste af de unge trodsede deres ordrer og stillede sig ud på stumperne af broen, hvor de kæmpede med spyd og pile og gav fine prøver på deres evner. For når stedet ikke tillod et direkte sammenstød, måtte de uregerlige unge mænd jo ty til en mindre brutal kampform.

19,11  Valdemars styrker voksede daglig, og da han omsider følte sig sikker nok til at tage kampen op, besluttede han sig for at krydse åen et andet sted og selv opsøge fjenden. Natten før slaget gav han instrukser om at hestene skulle stå med seletøjet på og under ingen omstændigheder måtte få lov til at græsse, for ellers risikerede de at foræde sig og blive tunge og sløve. Sven, der havde kornmarker inden for sin lejr, gav tværtimod ordre om at hestene skulle have rigeligt med foder fra de bugnende marker, uden at tænke på at de fyldte maver ville hæmme dem i deres løb.

Da Valdemar havde sat sin hær i slagorden og var på vej fremad, fik han ude på flanken øje på en deling med strålende og glimtende våben og faner. I første omgang troede han det var fjender, men spejdere kunne oplyse ham om at de mænd han var bange for, var på hans egen side. Han indlemmede dem i slagordenen og kunne nu marchere mod fjenden med endnu større selvtillid. Faktisk var hans styrker på dette tidspunkt vokset så voldsomt at ikke så meget som en tiendedel af hæren kunne se de delinger der bar fanerne.

Nu vendte de mænd Sven havde udsendt som spejdere, tilbage med rapporter om at fjendernes styrker var enorme. Så vældige masser måtte man forsøge at trætte og udmarve inden man kunne tage kampen op med dem. For efterhånden som dagen skred frem, ville deres antal blive en hel del formindsket.

19,12  Det fornuftige råd tiltalte Sven meget, men en mand ved navn Agge Christiernsøn var ubesindig nok til at afvise det. For, som han sagde, enten måtte kongen tage kampen op, eller også ville hans krigere forlade ham. De havde nemlig ingen intention om at overlade deres ejendom til fjenden uden sværdslag, for den betød mere for dem end deres eget liv. Derudover skulle han også huske på hvor mange gange han selv havde vundet store og glorværdige sejre med en ganske ubetydelig styrke. Så hvis han nu målte sine mænd på deres tapperhed, og ikke på deres antal, ville han nok føle sig mere tryg ved den lille flok end skræmt over de mange fjender. Og i øvrigt burde man snarere le ad den hær end frygte den når den ikke bestod af hårdføre krigere, men af ubevæbnet pøbel. Med disse opmuntrende ord overtalte han kongen til at forkaste det fornuftige råd og følge det farlige.

19,13  På Valdemars side bestod slagordenens højre fløj af unge mænd i stålgrå kofter. Det lignede jern så forbløffende at Svens folk troede de var klædt i forskellige former for brynjer, og rettede deres angrebskile mod den deling. Men da de så at skinnet havde bedraget dem, vendte de angrebet mod kongens egen slagstyrke. En anden ting som det er værd at omtale, er at ravnene efter sigende kredsede om Valdemars hær i så tætte flokke at krigerne kunne ramme adskillige af dem med deres rejste lanser. Midt i hæren red en sanger der sang en smædevise om Svens troløse mord for at ophidse Valdemars krigere til hævn og anspore dem til kampen.

19,14  Da hærene skulle støde sammen, stod der et markhegn i vejen, og da hverken Svens eller Valdemars rytteri turde sætte over det på grund af de spidse pæle der ragede op fra det, tog Valdemars fodfolk fat og væltede det, hvorefter de indledte slaget. Svens folk blev slået uden større besvær, men havde ikke nemt ved at slippe væk. For deres heste var stadig tynget af det foder de havde fået om natten, og magtede ikke at holde farten oppe fordi mætheden lå tungt i dem og hurtigt gjorde dem trætte. Deres leder sprang af hesten, vendte front mod fjenden og opfordrede sine vildt flygtende kammerater til at tage kampen op igen. Til sidst, da han ikke øjnede hjælp nogen steder fra, plantede han fanen i jorden og tog et fast greb i den med venstre hånd mens han med den højre huggede alle ned der kom i nærheden. Først efter en mindeværdig kamp blev han omsider overmandet og dræbt af mængden der stimlede sammen om ham.

19,15  Sven flygtede med en lille gruppe af sine mænd og havnede ude i en mose hvor hestens hove sank dybt ned i dyndet så han måtte forsøge at fortsætte til fods. Men selv da kunne mosebunden ikke bære hans vægt, og han måtte lægge sine våben fra sig. Selv om han støttede sig på skuldrene af sine mænd, var han til sidst så overvældet af udmattelse at han beordrede sine ledsagere til at redde sig selv og satte sig ved foden af et træ. Han var så tappet for kræfter at han var ude af stand til at gå så meget som ét skridt videre, selv med andres støtte. En af hans mænd fandt at selv det ynkeligste endeligt var at foretrække for den fejhed det var at forlade ham, og faldt for sin konges fødder da nogle bønder dukkede op på jagt efter bytte. De tog også Sven til fange, og da de spurgte ham hvem han var, påstod han at han var kongens sekretær. Til sidst blev han dog genkendt, og af respekt for kongeværdigheden satte de ham op på en hest, hvorefter han forlangte at blive fremstillet for Valdemar – hvad enten det så var frygt eller håb der fik ham til dét. Men netop i det øjeblik han sagde det, sprang en af bønderne pludselig frem og huggede hovedet af ham med en økse. Hans lig blev begravet uden pragt og hæder, og det jævne folk gav ham en simpel grav.

19,16  Ulf blev taget til fange under slaget og sat under bevogtning i Viborg, og da kun Esbern satte sig imod at han blev straffet, straffede Knuds krigere ham med døden, for de mente at de burde hævne deres herres død med hans blod. Også Detlev blev fanget, og mens de trak ham til skafottet, begyndte han først at undskylde sig over for dem der havde pågrebet ham, men da det gik op for ham at han ingen vegne kom med sin bønner, opførte han sig så kvindagtigt at det virkede som om han havde smøget mandigheden af sig: ikke engang tårerne kunne han holde tilbage: han græd og klynkede og gjorde det klart for alle at hans mandskrop gemte på en kvindesjæl. Og følgen var at han blev straffet, først med vanære og derefter med døden, og derved kom til at betale dobbelt for sit fyrstemord.

19,17  Også Magnus, den yngre Eriks søn med en elskerinde, havde forsvaret Svens sag med stor ihærdighed, og knap så stor berettigelse, men da han blev pågrebet og gik ud fra at det ville blive hans endeligt, oplevede han en nåde og barmhjertighed fra sejrherrens side som han ikke havde turdet håbe på. Da de der havde fanget ham, bragte ham frem for Valdemar, tog denne hensyn til slægtskabet og skænkede ham ikke alene livet, men også øget magt og ære. Til trods for at det havde været mere end nok at lade ham slippe for straf, lagde han rundhåndede gaver oveni, for han ville ikke føre sig frem som så hårdhændet en hævner at det så ud som om vreden havde stærkere tag i ham end slægtsfølelsen. Så skønt forbrydelsen fortjente straf, sikrede slægtskabet frelsen. For ham vejede slægtskab hos en modstander således lige så tungt som troskab og lydighed hos hans tilhængere, og han belønnede sin fjende på lige fod med sine venner.

Også Buris, der var knyttet til Valdemar med blodets bånd såvel som med trofasthed og lydighed og havde været ham til så stor hjælp mod Sven, belønnede han med både rigdom og position. Hans bror Knud havde han for nylig vist en tilsvarende gavmildhed ved at udnævne ham til hertug.

19,18  De mænd der havde tilhørt Knuds hird, mente ikke at der var dræbt fjender nok, og de gik nu i samlet flok til kongen og bad ham om at gøre alle dem der havde givet Sven det råd at myrde Knud, fredløse. En af dem de var særligt emsige efter at få straffet, var Thorbern, på trods af at han dengang der blev kæmpet ved broen i Randers, over for dem der havde talt for Knuds mord, havde nægtet enhver forbindelse med det forræderi og forbandet dem der stod bag, i de skarpeste vendinger. Men hvis han sendte så mange af rigets fornemme mænd i landflygtighed, var kongen bange for at han derved ville udstyre Knud og Buris, som han ikke var sikker på at han kunne stole på, med de fredløses våben. Han ville hellere benåde de skyldige end bistå sine egne tronrivaler. Det endte dog med at han gav efter for deres vedholdende pres, for han ville ikke have siddende på sig at han var for lemfældig med afstrafningen af Knuds mordere, så han lovede at landsforvise dem de talte om, og erklærede at han ikke ville lade dem vende tilbage til landet medmindre det skete på opfordring fra de samme mænd som havde anbefalet deres forvisning. Han vidste nemlig hvor let menneskesindet kan svinge fra had til velvilje, og at de dødeliges følelser som oftest følger de vekslende forhold omkring dem. Der findes ikke følelser så hårde og ubøjelige at tiden og verdens gang ikke kan mildne dem. Resten af den flok tilgav han da de bad ham om at bruge dem som gode krigere i stedet for at straffe dem, og jo sikrere han var på at de ikke var involveret i mordplanerne, jo villigere var han til at tilbyde dem sit venskab.

20,1  Da alt dette var bragt i orden, ville han indlede sin regering med en tapper militær indsats: han ville skaffe fædrelandet oprejsning og sætte det på fode igen efter disse mange år hvor sørøverne havde lemlæstet landet og forvandlet næsten en tredjedel af det til ødemark, og derfor begav han sig til Masnedø med landets flåde for at gå i krig mod venderne. Men på det hærting hvor han opmuntrede folket til kamp, stillede de ældste, som plejede at føre ordet, sig op og udtalte at det ikke ville være sikkert for flåden at drage af sted. For det første manglede de selv forsyninger, for det andet var fjenden klar over hvad kongen havde i sinde. Hvis man skulle finde det rette øjeblik, måtte man nødvendigvis udsætte sagen indtil der viste sig en bedre anledning. I øvrigt var det ikke så lidt dumdristigt at tage en chance over for en fjende der sad klar og ventede, bevæbnet til tænderne. Og dertil kom at hele den danske hærs kerne var samlet i denne flåde, og hvis den gik tabt, ville venderne med en eneste sejr få magten over hele Danmark. For hvis tingene ikke gik efter hensigten, var det så ikke rigtigt at krigernes død samtidig ville blive hele landets endeligt? Man burde virkelig ikke sætte så mange fornemme mænds liv på spil i et enkelt slag hvor sejren kunne bringe dem begrænset ære, og nederlaget meget større skam. Den holdning fik støtte fra hele forsamlingen, og efter den tilkendegivelse følte kongen sig tvunget til at afblæse felttoget og uden tøven – men også uden begejstring – afstå fra sit forehavende.

20,2  Da kongen kom tilbage til sit skib, var Absalon meget spydig og drillede ham ganske vittigt med hvor sløv og slap han var. For da han spurgte hvordan det kunne være at felttoget nu var aflyst, og kongen svarede at det var for ikke at bringe så mange tapre mænd i fare, udbrød han: »Jamen, så må du jo hellere gennemføre det med simple folk og bangebukse. Hvis du så vinder, er det en god forretning, og hvis du taber, er skaden ikke så stor, for hvem tager sig af at nogle fattigfolk bliver slået ihjel!« Sådan lykkedes det den kvikke unge mand at give sin forargelse en drejning og formulere sin misbilligelse af kongens sløvhed som en spøg. Den vittige og elegante bemærkning blev drejet til en uudtalt kritik af kongen selv.

21,1  På samme tid gik biskop Asser af Roskilde bort, og da der skulle vælges en efterfølger, havde folket og gejstligheden hver sin holdning. Det var også på det tidspunkt at byen Roskilde eksploderede i drab og mord mellem de to gilder borgerne var inddelt i, og alle udlændinge enten blev dræbt eller jaget ud af byen. Og for de lokales gilde var det ikke engang nok at ødelægge de fremmedes, de lod også deres afsindige vrede gå ud over den kongelige møntmester, for ikke alene jævnede de hans hus med jorden, de plyndrede ham også for alt hvad han ejede. Kongen blev rasende over at byen på den måde hånede hans myndighed, men da han kom stormende med en stor styrke af egnens beboere for at tilintetgøre byen, sendte borgerne en delegation ud til ham for at bønfalde ham om ikke at vende sine våben mod sit eget land når han burde bruge dem mod fædrelandets fjender. Og så tog han imod en bøde i penge og lod byen være i fred.

21,2  Straks efter holdt han, uden at bære nag, sit indtog i byen og trådte ind i kannikernes gård ved Trefoldighedskirken for at stadfæste deres valg af ny biskop. Men selv om man nok kunne sige at han sad inde med visse rettigheder over en kirke som hans egne forfædre havde grundlagt og udstyret med rige gaver, holdt han fast på at han ikke ville stille nogen krav og hverken ville lægge ulovligt pres på dem eller gøre sig skyld i nogen brud på traditionerne. Han var helt klar over at gejstlighedens særlige ret til at vælge biskoppen ifølge kirkens love skulle være uafhængig af kongemagten. Derfor skulle hans tilstedeværelse på ingen måde stå i vejen for deres frie valg når de skulle stemme. De gejstlige takkede ham overstrømmende for hans respektfulde og retsindige indstilling og trak sig så tilbage for at tænke nøje over deres valg. De fandt nu frem til tre højt ansete mænd, hvortil de som en fjerde føjede Absalon på grund af hans store tapperhed, og da de skulle vælge den bedst egnede mellem disse fire, gav Valdemar dem besked på ikke at sige hvem de stemte på, men notere det på en strimmel pergament der efter hver enkelt blev rullet en omgang sammen, ud fra den tankegang at valget gik ærligere til hvis hver enkelt gav sin mening til kende skriftligt før han gjorde det mundtligt. Det viste sig så at de alle havde skrevet det samme navn: Absalon. Og dermed var han valgt til det høje embede.

21,3  Aldrig så snart var han blevet indsat i embedet, før han begyndte at føre sig frem som søkriger i lige så høj grad som biskop, for i hans øjne havde det ikke megen værdi at værne om kirken hjemme hvis man samtidig lod den i stikken i det fremmede. At holde kirkens fjender borte er i lige så høj grad en del af præstegerningen som at drage omsorg for de hellige handlinger. Selv om bispegården stort set var forfaldet, var han alligevel til stadighed på havet for at holde vagt og sikre landet en mere pålidelig bevogtning, og gjorde lige så ofte skovene med deres løvtag til sit hjem. – Og fra denne ydmyge bolig genrejste han fædrelandets hus af ruinerne.

Samtidig fik sjællænderne at mærke hvor livbringende en beskyttelse hans talegaver kunne yde. For de lokale ting havde udviklet sig til de rene slagsmål og skænderier, men med sin besindige form lykkedes det ham at nå frem til en mere fredelig tone, og han talte så elegant og formfuldendt at de der havde opfattet ham som umælende og ubegavet, måtte indrømme at det var dem der var dumme.

Om vinteren havde han heller intet imod at pløje sig igennem et isfyldt hav med sine skibe, for den livsvigtige bevogtning måtte ikke mangle på nogen tid af året, og man skulle ikke kunne sige om ham at han kun levede så smukt op til sit ansvar for fædrelandet når forholdene var til det. På denne måde var han fuldt så meget fædrelandets fader som biskop, en lysende skikkelse i krig såvel som kirke.

21,4  Sit første sammenstød med venderne havde han dagen før palmesøndag ved landsbyen Boeslunde. Så snart han fik beskeden om deres angreb, kastede han sig ud i kampen, kun med sit eget følge på atten krigere mod mandskabet fra fireogtyve skibe. Og risikabelt var det, men det lykkedes. Han jog adskillige af modstandernes ryttere på flugt og huggede stort set hele deres fodfolk ned. Selv mistede han i hele denne halsbrækkende operation ikke mere end en eneste mand, og derved havde han indledt sin embedstid og sin krigerkarriere med en smuk sejr. Kun ganske få af fjenderne, der var feje nok til at kaste våben og bytte fra sig for at gøre flugten lettere, nåede i sikkerhed i den skov der grænsede op til markerne.

22,1  Samme år fortælles det at Århus blev udsat for voldsomme sørøveroverfald. Og samtidig måtte falstringerne – de få der var af dem – søge ly bag deres fælles forsvarsværk mod en umådelig vendisk flåde. Ved et tilfælde blev kongens mundskænk, der var i den del af landet i et helt andet ærinde, fanget i belejringen sammen med de andre, og det siges at en af de lokale beboere ved den lejlighed kaldte kongens rådgivere for nogle sløve padder og kom med en bemærkning om at de tidligere konger havde haft sporerne på hælene, men den nuværende havde dem vist på tæerne. Mundskænken følte sig så truffet af det med ugideligheden at han lod det gå videre til kongen i en ondsindet udlægning og en helt forvansket form, så det der var en spydighed imod ham selv, blev forvandlet til en fornærmelse mod kongen.

22,2  Nu ville han absolut kaste hele befolkningen ud i en katastrofe som straf for en enkelt ubetænksom bemærkning, og derfor kom han også med en anden, ikke mindre alvorlig anklage, der for alvor fik kongens vrede mod falstringerne til at flamme op. Han beskyldte dem for det værste af alt, nemlig landsforræderi, og påstod at de holdt venderne underrettet om alle de planer der blev lagt imod dem. Han gjorde det til en forbrydelse at de til tider holdt sig på venskabelig fod med fjenden for at redde livet, og kaldte det forræderi at de adlød deres ordrer, selv om de ikke gjorde det af hengivenhed, men af frygt. De havde nemlig for vane at tage fanger i forvaring for venderne, og også af og til – men det var angst og ikke sympati der fik dem til det – at sende fjenden besked på forhånd når deres eget land ville angribe dem, alt sammen for i det mindste at redde livet med lidt hjælpsomhed når de nu ikke kunne forsvare det med magt.

22,3  Kongen lod sig rive med af mandens gemene opfordringer og besluttede sig for at gribe til sværdet og jævne det lidt der var tilbage af Falster, med jorden, og det mente han at han kunne gennemføre med sjællændernes hjælp alene. Absalon fik besked på at stå i spidsen for tropperne fra den østlige del af øen, og selv bestemte Valdemar sig for at lede dem fra den vestlige del og sejle hæren over i små og store skibe mellem hinanden. Sjællænderne havde længe været voldsomt på kant med falstringerne og var derfor så ivrige efter at slå sig sammen om at give dem igen for alt det de havde udsat dem for, at de helt af sig selv adlød ordren allerede inden den var givet, begejstrede over at kongen selv ville stille sig i spidsen for dem og starte en krig mod deres fjender.

22,4  Men dette fejlgreb, som han var blevet hidset op til af ondsindet rådgivning, blev lykkeligvis forpurret af en af skæbnens pludselige tilskikkelser. For netop da kongen skulle til at drage af sted med en større troppestyrke, lagde han sig pludselig syg med feber i Ringsted, og han befalede så Absalon at sende sine tropper hjem igen og komme så hurtigt han kunne. På denne måde blev det et belejligt sygdomsanfald der kurerede kongen for hans katastrofale forehavende. Og denne himmelsendte svækkelse frelste Valdemar fra skyld i lige så høj grad som den frelste et folk fra undergang. Kan man forstille sig en mere ussel, mere ynkelig situation for det danske rige end at være truet udefra af fjendens krigsmagt, og indefra af kongens egen? Kan nogen være i tvivl om at det var Gud selv der greb ind og hindrede fædrelandets fremtidige genrejser i her på tærsklen til sin storhedstid at styrte det rige han agtede at vriste fri af fjendens greb, i grus? For den der holdt i rigets tømmer, måtte hellere pådrage sig en alvorlig sygdom end skylden for en grov forbrydelse.

22,5  Sygdommen rasede vildere for hver dag der gik, og Absalon bad dag og nat uden afbrydelse for kongens liv. Til sidst var det som om han havde opgivet alt håb om at finde et middel mod sygdommen, og det gik op for ham at Guds kraft nu var det eneste der kunne hjælpe. Ude af sig selv af angst gik han ind for at bede for den syge og formilde Gud: klædt i sit bispeskrud gennemførte han en fuld messe, hvorefter han udførte det hellige offer med de ord der hører til, bragte det til den syge og så godt som livløse mand og lod ham indtage det. Så snart Valdemar havde styrket sig ved nadveren, begyndte han at svede, hvorefter han genvandt sit gode helbred.

22,6  Men endnu inden biskoppen følte sig sikker på at kongen var helbredt, blev han selv syg af alle disse bekymringer. Med ét begyndte kræfterne at svigte ham, og havde ikke himlens nåde strålet over ham, ville så lovende anlæg være bukket under i selve fødslen. Men selv ikke hans eget svigtende helbred kunne hindre ham i, nu hvor han var syg, at vise kongen samme omsorg som han havde lagt for dagen mens han selv var rask. Han forestillede sig at en sørgelig nyhed kunne forværre kongens tilstand nu hvor den netop var i bedring, og forbød derfor andre at fortælle ham om hans egen sygdom for ikke at risikere at han blev overvældet af dystre tanker og fik et tilbagefald. Da de var raske, takkede de begge Gud for den hårdt tiltrængte formaning han havde givet ved at forpurre deres morderiske plan. De fortrød dette fejlgreb, og skammede sig også, men glædede sig over at en guddommelig irettesættelse havde hindret dem i at føre deres ugudelige plan ud i livet. Og nu hvor de var kommet på bedre tanker, afstod de fra at plage deres landsmænd og vendte al deres energi imod kampen mod rigets fjender.

23,1  Kongen fulgte nu de kloge råd han fik af Absalon, Peder, Sune og Esbern, de fire som var hans nærmeste rådgivere, og besluttede at et felttog mod fjenden hellere skulle foregå hurtigt end med en stor hær, og snarere i form af uventede overfald end åbenlyse flådeangreb. For det er langt nemmere at besejre en intetanende fjende end en forberedt, og ofte vægrer selv en overlegen styrke sig ved at adlyde de fornuftige ordrer deres foresatte udsteder, fordi skrækken for venderne har større magt over dem end kongens befalinger. Men alt dette indviede han kun ganske få personer i, for han var fuldstændig klar over at når våbnene skal tale, må man handle i fællesskab, men planlægge i fortrolighed. Og eftersom han ikke tvivlede på sjællændernes opbakning, valgte han selv at sætte sig i spidsen for den skånske flåde.

23,2  Da han nu – allerede inden han selv var helt rask – havde samlet skåningerne i Lund og forelagde dem befalingen om felttoget, erklærede ærkebiskop Eskil (som de øvrige havde gjort til deres talsmand) at de ikke havde deres skibe klar til at udføre ordren med så kort varsel. Kongen sagde at de der adlød, skulle have hans velvilje, men de der strittede imod, skulle få hans vrede at føle, og han gjorde det klart at han var så opsat på at gennemføre sine planer at han hellere sejlede af sted med ét eneste skib end opgav felttoget. Og da det gik op for Eskil hvor fast besluttet han var, tilsluttede han sig planen – og ikke nok med det: han forbandede alle der ikke sluttede op om kongen, og gav ham selv plads på sit eget skib, på egen bekostning. Sagen var nemlig den at man nu havde været ude af vanen med disse felttog så længe at kongen ikke længere havde sit eget skib. De sidste der fik ordren om at støde til flåden, var lollikkerne og falstringerne, for de skulle ikke vide besked så længe i forvejen at de kunne nå at give venderne et praj om hvad ordren lød på.

23,3  Da nu flåden nåede frem til Landøre, var kongen meget ivrig efter at se sin hær, og han besluttede at stille tropperne op inde på land så han kunne inspicere den samlede styrke og afgøre om den var stor nok til at han kunne gå i kamp med den uden for stor risiko. Ud for denne kyst ligger en forholdsvis lang sandbanke et stykke ude fra det faste land. Den er så lav at den forsvinder ved flod, men kommer til syne ved ebbe, og med sin buede form danner den en havn, for inden for den lavvandede indsejling omslutter den et udstrakt område med dybt og dunkelt vand. Men eftersom alle danske konger har haft den tåbelige overtro at dette sted betød død og ulykke, og derfor har vænnet sig til at holde sig væk derfra, blev det i den nærmeste havn at han gennemførte sin omhyggelige mønstring af de samlede tropper og satte nogle folk til at instruere dem der ikke havde felterfaring, i kampteknik, for han ville hellere foretage en sikker vurdering af sin styrke ved selvsyn end et overslag ved blindt gætteri.

23,4  I løbet af de fjorten dage det tog dem at gennemføre denne mønstring, blev størstedelen af deres forsyninger brugt op, uden at de havde fået udrettet noget. Derpå stod de ud fra havnen, og hele vejen over havet havde de en rolig sejlads. Men for at nå frem uden at blive opdaget foretrak de at ro frem for at bruge sejl, og Absalon blev sendt i forvejen med syv skibe for at undersøge kysten på Rügen nøjere og finde frem til hvor man kunne gå i land. De havde bestemt sig for at gå imod byen Arkona, som var berømt for et gammelt gudebillede der blev tilbedt dér, sætte ild til byen inden beboerne opdagede noget, og overrumple dem alle sammen når de var på vej op for at søge ly hos guden. Forsvarsværkerne ville stå ubemandede, kun sikret med lås og slå, for de lokale folk mente ikke at der var nogen særlig grund til at menneskene forsvarede sig når guden var hos dem og holdt hånden over dem. Den flåde danskerne havde samlet, talte alt i alt to hundrede og tres skibe da den blev lagt i formation.

23,5  Da Absalon var kommet næsten helt ind til Rügen på sit spejdertogt, gjorde sømændene ham opmærksom på at kongeskibet pludselig havde skiftet årerne ud med sejl. Han undrede sig over hvorfor resten af flåden nu sejlede på den måde når de lige havde aftalt at undlade at bruge sejl for at komme uset frem, men han måtte erkende at de andre var i færd med at svigte planerne, og når hans kammerater ikke ville stå ved det de havde besluttet, måtte også han – selv om det ærgrede ham umådeligt – som den allersidste vende om og mere nedslået end villigt finde tilbage til sin plads ved kongens side i havnen på Møn, hvor han var søgt ind. Det forargede ham at hans kammerater svigtede ham og forspildte den glimrende lejlighed til handling nu hvor vejret var med dem og krigerne havde mod på sagen, og det var meget mod sin vilje at han vendte om midt i togtet.

23,6  Da han gik fra borde, blev han modtaget af de tre, Peder, Sune og Esbern, som kongen plejede at drøfte sine planer med, og også de beklagede sig i bekymrede vendinger over at kongen sådan havde ydmyget sig selv og opgivet den gode og ærefulde plan. Endelig sendte kongen nu bud efter dem, og da han så hvor mistrøstige de så ud, spurgte han forundret hvorfor de satte sådan nogle ansigter op, og forklarede at han bare havde besluttet sig for at lægge ruten ind om øen her for at sørejsen ikke skulle trække ud så det blev alt for sent. Så kunne man ordne det hele i ro og mag i morgen. For dagen var skabt til arbejde, og natten til hvile. Men da hans venner ikke svarede med et eneste ord, studsede han over deres tavshed og befalede dem at komme frem med hvad de mente. De satte så Absalon til at forelægge ham hvad de havde talt om.

23,7  »Er det så sært,« sagde Absalon nu, »at ordene ikke vil frem når en umådelig sorg har lagt sig over dem med al sin vægt, og det er som om de skjulte sjælesmerter snører svælget sammen? Sorg og smerte vælder jo op i os når vi ser hvor faretruende du nærmer dig det direkte vanærende. Du adlyder hvor du burde udøve din magt, du bøjer dig for dem du burde herske over, du kaster vrag på den glimrende rådgivning du får, kun for at tage mod råd fra folk der blæser på om dine handlinger er fortjenstfulde eller beskæmmende. Dette er nu det andet felttog der bliver søsat i den tid du har været konge alene og uden rivaler, og det bliver ikke mindre pinagtigt af at det er anden gang du giver op. Her forpasser vi en enestående lejlighed, her gør vi os formålsløse svinkeærinder selv om vi kun har meget begrænsede forsyninger tilbage, bare for at få en brugbar undskyldning for at vende om. Og til trods for at intet som helst står i vejen for os, vil vi meget gerne have at fejheden skal blive opfattet som »tvingende omstændigheder«. Mener du i alvor at det er sådan du skal forsvare fædrelandet – og med dens slags hundekunster du skal indvarsle din regeringstid? Hvad nu hvis det bliver uvejr så vi ikke mere kan sejle – hvad kan vi så gøre andet end at bøje os for nødvendigheden og vende slukørede hjem som skydeskive for de hæsligste bebrejdelser for fejhed og kvindagtighed?« Sådan lod han sig rive med af sin forargelse, og da han samtidig stolede på deres gamle venskab, holdt han sig ikke tilbage, men sagde kongen både disse og andre barske ord lige op i ansigtet.

23,8  Kongen blev ganske vist rasende over hans åbenmundethed, men man skulle alligevel ikke kunne sige om ham at han var uforskammet nok til uden videre at affeje et godt råd, så selv om hans mine røbede hvor frygtelig vred han var, mønstrede han al sin selvbeherskelse og svarede dæmpet og roligt at han havde en hel del vidner på hvad han havde udrettet, og selv om han måske endnu ikke var helt så stor en helt som Absalon, havde han nu heller ikke præsteret noget der var så tappert at hans egne bedrifter ikke kunne måle sig med det. Mere ville han ikke have at der skulle siges om den ting, og han roede så tilbage til sit skib mens Absalon bemærkede at han nu ikke skulle blive vred på folk der kom med gode råd, for det var en hel del bedre at lægge øre til utilslørede formaninger fra sine venner end at blive rakket ned og kritiseret bag sin ryg.

23,9  Den følgende nat blev det et voldsomt uvejr der piskede søen op så hverken havnen eller ankrene kunne holde på den kongelige flåde og forhindre at den blev spredt i alle retninger ud over havet. Sådan fortsatte vejret i fire dage uden at det på nogen måde tog modet fra folkene. Og det fik for en stor del kongens vrede mod Absalon til at lægge sig. Men selv om han nu inderst inde gav ham ret, generede han sig ved at erkende det åbent, og i sin forlegenhed skjulte han at han var kommet til den erkendelse på dette sene tidspunkt.

I den mellemliggende tid havde han slet ikke talt med sine venner, men den næste dag opsøgte han de nævnte mænd da de på et tidspunkt stod inde på stranden. Han gav sit følge besked på at holde sig på afstand og sagde så at selv om han havde prøvet at lade som ingenting, så havde de jo nok set af hans ansigtsudtryk hvor ophidset han var blevet – og det var heller ikke så underligt, for når man spørger om andres mening, må man vel forvente råd og vejledning, ikke fornærmelser! Meget af det de havde sagt, var ganske vist fornuftigt nok, men det kom også lige sent nok, for var de nu kommet frem med det tre dage tidligere, kunne det have hindret en katastrofe. Man kommer alt for sent med sine gode råd hvis man tager let på sagen mens beslutningen skal træffes, og først tager fat når den er truffet. Desuden var det en misforståelse, for ikke at sige det glade vanvid, at ville rette op på det uigenkaldelige. Derfor havde det været spildt ulejlighed at overfuse ham på den måde: Sket er sket, og det står ikke til at ændre, og i øvrigt levner affekt ikke megen plads for argumenter. At det ville blive så voldsomt et uvejr, kunne han ikke have forudsagt, han var kun et menneske og fik ikke advarsler fra himlen, og han var heller ikke i tvivl om at stormen var en straf for hans synder. Derfor var det ikke rimeligt at bebrejde ham hans manglende viden om vejret, og heller ikke de store vanskeligheder de uforvarende var havnet i. Så nu var det nok bedst at de holdt op med at klage over fortiden og koncentrerede både tanke og handling om den nuværende situation. For han ville hellere slutte sit liv med en glorværdig bortgang end afslutte felttoget med en ydmygende hjemkomst.

23,10  Så tog Peder ordet og udtrykte det Absalon havde ment, i lidt blidere vendinger: ingen konge skulle stille sig afvisende an over for det hans trofaste venner sagde, eftersom selv store og berømte mænd tit og ofte har betalt med liv og helbred fordi de kastede vrag på et godt råd. I øvrigt skulle man benytte sig af vinden når den var gunstig, for den er uberegnelig og har det med at skifte uden varsel. Så nu måtte de væbne sig med tålmodighed indtil stormen lagde sig så meget at man kunne ro. De havde stadig forsyninger til tre dage, og kun en kort sejlads over til fjenden. Så hvis fødevarerne slap op, måtte de skaffe sig nye med magt. Så snart havet var roligt nok til at de kunne ro ud, måtte de altså hurtigst muligt samle den splittede flåde og alle som én tage fat ved årerne for at komme af sted. For jo mere ensartet man sejler, jo hurtigere sejler man.

23,11  Kongen roste ham for hans gode råd og overlod det til Absalon at holde øje med vejret og give ham besked i samme øjeblik det tillod at man roede ud. Absalon tog med glæde imod den ordre, som han jo selv havde fremtvunget med sine alvorsord, og den følgende nat kunne han med glæde konstatere at stormen var taget mærkbart af, så allerede inden det blev lyst, gik han umiddelbart efter fromessen til kongen og meddelte at uvejret havde lagt sig så meget at det nu var muligt at komme af sted, om end det ikke ville blive nemt, for man kunne stadig kun ro med største besvær. Da kongen svarede at så var der ingen tid at spilde, bemærkede Absalon for spøg at nu ville de have gjort et godt stykke arbejde hvis de vendte om på halvvejen og sejlede tilbage hvor de kom fra. En flabet bemærkning, der gik lidt for tæt på til at være morsom, men det gav netop kongen et stærkt incitament til at vise sit mod. Og Absalon slap da heller ikke for en fiks lille spydighed, for kongen tilføjede at når nu han selv vendte om, kunne han jo bare spørge Absalon hvordan det gik ovre hos venderne.

23,12  I begyndelsen roede hele flåden frisk og muntert til, fuld af fortrøstning. Inde under land i bugten lå havet nemlig i læ, og vinden kunne ikke piske det op som ude på det åbne, hvor den kunne få frit løb, for landet skærmede på alle sider mod den voldsomste bølgegang. Men så snart de styrede ud på åbent hav, blev de mødt af en næsten uovervindelig storm. Biskoppen ville ikke have siddende på sig at han ikke i praksis kunne leve op til sine egne tapre formaninger, og denne ædle æresfølelse gav ham styrke til at kæmpe så utrætteligt ved årerne som var det skæbnen selv han sloges med. Og da kongen ikke ville stå tilbage for ham i mod og tapperhed, følte han sig tvunget til at følge trop. Og sådan fortsatte den langsomme og usikre og på det nærmeste umulige sejlads mens havet rasede imod de huggende åretag.

23,13  Så voldsom var den søgang de var oppe imod, at kongeskibet under bølgernes massive pres og stormens ubarmhjertighed gav sig i alle fuger og var på nippet til at falde fra hinanden. Da kongen så det, ville han over på et sikrere skib for at redde livet og alligevel fuldføre overfarten: han gav Ingemar Skåning ordre til at lægge sit skib tæt op ad hans, og med sværdet i højre hånd og fanen i venstre sprang han, dristigt, men med held, over på hans skib, hvor han straks befalede mændene at ro hårdere til. Eskild forsøgte modigt og standhaftigt at følge trop et stykke tid, for hans følelser for kongen betød mere for ham end skibets skrøbelige tilstand, men til sidst blev han tvunget til at vende om, dels fordi kongen råbte at han skulle standse, dels fordi situationen blev for risikabel. Da de så det, var der adskillige der var feje nok til at benytte sig af lejligheden og vende om som om de havde misforstået situationen. Men den påståede misforståelse burde ikke være nogen gyldig undskyldning når fanen på det nye skib gjorde det aldeles klart at kongen ikke havde skiftet kurs, men skib. En hel del andre måtte meget mod deres vilje falde tilbage fordi deres skibe var så ilde tilredte at de gav sig i fugerne og ikke kunne modstå presset fra det oprørte hav. Men de der holdt stand og fortsatte fremad, måtte spise mens de roede, for at holde kræfterne ved lige til de uafbrudte anstrengelser. De holdt årerne i højre hånd og maden i venstre, for selv det mindste lille ophold i åretagene kunne tage farten af skibet. Kun for en ganske lille del af flåden, der med Absalon i spidsen stred mere end de øvrige for ære og berømmelse, lykkedes det i en utrolig kamp ved årerne at besejre dette stormvejrs enestående vildskab, og ved utrættelig roning at trodse havets modstand indtil de kort før daggry havde præsteret det umulige og kunne lægge til ved Hiddensee.

23,14  For at være sikker på at alt blev undersøgt, sendte Absalon nu den berømte sørøver Vedeman ud for at rekognoscere, og derved blev han klar over at der ikke lå fjendtlige skibe i nogen af havnene, og at rygboerne i det hele taget ikke frygtede angreb. Et sikkert tegn på at indbyggerne intet anede, var at hyrderne ganske ubekymret lod deres kvæg gå frit omkring i nærheden af kysten. Da kongen endelig var kommet i havn efter den lange rotur, gik han straks om bord på Absalons skib, hvor han lagde sig til at sove, dybt udmattet af anstrengelserne og mangel på søvn. Da det blev talt op hvor mange der var nået med ham over havet, omfattede flåden kun tres skibe.

23,15  På det tidspunkt var der to hallændere – hvis afstamning var fornemmere end deres tankegang – som mente at når de var så få, kunne de ikke undgå at komme i fare. De sejlede derfor i deres fælles skib hen til Absalon og sagde at de omgående måtte tale med kongen, og da de hørte at han sov, forlangte de at han blev vækket, så hurtigt som muligt. Absalon nægtede at forstyrre ham i hans hårdt tiltrængte søvn og erklærede at han nok skulle viderebringe det de havde at sige, til kongen. De gjorde så opmærksom på at deres skib var hårdt medtaget, at der var mangel på forsyninger, og at der var meget langt hjem, og sagde at de nu havde den allerbedste lejlighed til at komme af sted med medvind, for netop nu hvor de kun med nød og næppe var nået frem gennem modvinden, kunne de let og ubesværet komme hjem med den samme vind i ryggen. Derfor ville de hellere benytte sig af vinden end gennemføre et formålsløst felttog – kun for at synke med skibet eller sulte ihjel.

23,16  Absalon rådede dem ikke kun til at opgive den foragtelige ide til fordel for en mere klædelig plan, men også til anstændigvis at tie stille med det så de ikke udsatte sig for andres hån, for hvis den slags pinlige ord kom andre for øre, ville det for evigt brændemærke dem som kujoner. Det hele var jo bare tomme undskyldninger der skulle dække over at de ikke havde rygrad, men rystede af skræk som gamle kællinger, sagde han og gjorde dem opmærksomme på at skibene med lethed kunne sættes i stand igen, og at de uden det mindste besvær kunne skaffe rigeligt med forsyninger, for der var nok at plyndre overalt omkring dem. Og dertil kom at det var en alvorlig forbrydelse, der ville spolere deres gode navn og rygte, hvis de uden blusel kunne finde på at lade kongen i stikken her i fjendens land med så få mand omkring sig.

23,17  Men den ene af dem indvendte at der lå opgaver og ventede på ham derhjemme som kongen havde pålagt ham, og som det var helt nødvendigt at han fik fra hånden så hurtigt som overhovedet muligt. Og da Absalon tydeligvis ikke kunne komme hans udflugter til livs med det gode, gik han over til trusler og sagde at den der på et ledingstogt handlede efter sit eget hoved og ikke adlød kongen, efter landets lov ikke alene stod til at miste sin ejendom, men også sit liv. Men ikke engang ved at foreholde dem den risiko de udsatte sig for, kunne han stive deres mandsmod af og dæmpe deres frygt, og dermed hindre at de satte sejl mens vinden var med dem. Så de sejlede ud mens han i lang tid stod og råbte de værste skældsord og forbandelser efter dem. Da kongen vågnede og Absalon fortalte ham hvad der var sket, svor han på at de to skamløse desertører skulle få deres velfortjente straf.

23,18  Derpå gik han i land på øen og kaldte skibenes førere sammen for at høre hvad de mente man nu skulle gøre. En hel del af dem mente at det var klogest at vende om eftersom det ville være for risikabelt at angribe fjenden. Og kongen erklærede at den holdning kunne han være gået ind for – hvis det ikke havde været fordi det på en gang ville være dybt vanærende for fædrelandet og umådelig opmuntrende for fjenden. Sporene af lejren ville afsløre at danskerne havde været der, og venderne kunne dårligt opfatte det som andet end fejhed at de i hemmelighed var sejlet hjem igen. Derfor påtog han sig hellere risikoen end skammen, og han ville under ingen omstændigheder vende stævnen hjemad uden at have udfordret fjenden. Dertil kom at de ikke ville være spor bedre end de kujoner der havde undskyldt sig med at deres skibe var for skrøbelige, og var stukket af, for det var jo kun slid og slæb de overgik dem i, og ikke mod og mandshjerte, hvis de nu bare sejlede hjem igen så hele rejsen havde været forgæves.

23,19  Vedeman, der kort forinden havde rekognosceret og set hvor uforberedte rygboerne var, foreslog nu at de satte tropperne i land, for hvis indbyggerne intet anede, var det risikofrit at plyndre og myrde, og hvis de var forberedt, kunne man uden fare trække sig tilbage igen med det samme. Han hævdede at man kunne vælge fremgangsmåden ud fra plovmændenes opførsel, for når de har gjort den første del af dagens arbejde, plejer de at lægge sig til at sove for at samle kræfter til de fortsatte anstrengelser. Men de lader kun søvnen overmande dem hvis de føler sig fuldkommen trygge og ikke har noget at være bange for. Så hvis ingen af dem sov, kunne man tage det som et tegn på at befolkningen var på vagt. Hertil sagde kongen at det forslag var velegnet for en sørøver, men mindre passende for en i hans høje position. For man havde aldrig hørt om at danske konger havde ladet sig jage på flugt af vendere, og han ville bestemt ikke være den første til at sætte en sådan skamplet på kongeværdigheden.

23,20  Nu tog Gnemer Falstring ordet. Han gik ellers for at være mere modig end ligefrem kløgtig, men hvad enten det nu var hans begavelse eller kongens held der gjorde det, så fejede han al deres tvivl og vankelmodighed af bordet med et lykkeligt forslag, og fik hele den ubeslutsomme forsamling over på sin side da han sagde at det ville være direkte dumdristigt at sætte deres lille flok op mod fjendens kolossale styrker. Til gengæld var der et landskab ved navn Barth der kun var adskilt fra Rügen ved et smalt sund, og som var så lille at man så let som ingen ting kunne plyndre det – uanset om befolkningen var forberedt på angrebet eller ej. Han sluttede med at opfordre kongen til at gå i seng og få noget søvn så han kunne samle kræfter efter de søvnløse nætter og komme sig oven på de mange bekymringer, så kunne han sejle derned med flåden om aftenen, hvor man mindst ville vente det. Når de så kom ind på floden, som var smal og lavvandet, skulle de sprede sig og ro ganske forsigtigt, både for ikke at alarmere indbyggerne med lyden fra årerne og for ikke at gå på grund og måske sidde fast i længere tid, for de kendte jo ikke vanddybderne. Derudover skulle han nok undersøge det hele.

23,21  Kongen gik med begejstring ind på planen, og om aftenen gav han signal til at lette anker, hvorefter han som planlagt styrede ind ad floden. For at komme hurtigere igennem gav han ordre om at skibene skulle sejle frem tre og tre så de ikke blev sinket af rod og virvar ved de smalle steder på floden. Undervejs kom Gnemer ham i møde på sit skib: han havde benyttet sig af lejligheden til at overfalde de lokale og kom nu med nogle af deres vagter, som han havde taget til fange. Kongen blev henrykt, og ved daggry marcherede han gennem skovene, hvorefter han uden varsel, og netop derfor så meget mere voldsomt, kastede sig over land og byer og i et pludseligt fremstød huggede indbyggerne ned inden de nåede at ryste den trygge søvn af sig. En hel del af dem troede det var deres egne fyrster der kom, da de hørte rytteriet tordne frem. Men et spyd igennem kroppen rev dem hurtigt ud af den misforståelse. Adskillige iblandt dem stak hovedet ud ad døren og spurgte om det var Kazimar eller Bugislav der kom. Det svar de fik på spørgsmålet, var deres egen død.

23,22  Biskoppen var gået i en anden retning med en del af hæren og var nu langt inde i landet nået til et sted hvor et vældigt sumpområde skilte ham fra kongens gruppe. Han kunne ikke vide hvor langt kongen var nået, og sørgede derfor klogeligt for at de landsbyer han havde plyndret, ikke blev brændt af. Først da han endelig i det fjerne fik øje på kongens bål, stak han ild til tagene for at vise at han var i stand til det samme, og for at lade ilden flamme over hele området som tegn på hvor vellykket hans togt havde været. Da de nu mente at de havde fået rigeligt med bytte, begav de sig tilbage mod skibene, og selv om der var lang afstand mellem de to grupper, brugte de de rygende bål til at holde hinanden underrettet om hvor de befandt sig, for det skulle ikke se ud som om de listede sig ud igen, og den ene gruppe skulle ikke pludselig få alt for travlt og komme før den anden.

23,23  Imidlertid havde Skjalm, med tilnavnet »den skæggede«, der var blevet efterladt som vagt ved flåden, sejlet skibene ud på havet igen så de ikke risikerede at blive lukket inde på floden hvis der dukkede fjendtlige skibe op. Derude blev han angrebet af rygboernes flåde, og han samlede nu mandskabet fra hele flåden på ganske få skibe, for han ville langt hellere møde fjenden med velbemandede skibe end med mange. Så snart han sejlede ud mod dem, flygtede de, men for ikke at komme for sent til at tage imod sine kammerater når de kom tilbage, undlod han at optage forfølgelsen og vendte i stedet tilbage til havnen. Da de atter engang udfordrede ham, afviste han angrebet lige så beslutsomt som første gang. Og selv om de forsøgte den ene gang efter den anden, blev han hårdnakket ved med at tage imod alle deres mange provokationer og slog dem tilbage hver gang. Så det var snarere vedholdenheden end styrken i deres angreb der generede ham, og når han så sit snit til det, satte han efter dem.

23,24  Midt i det hele kom kongen tilbage til kysten, hvor han blev ikke så lidt forbløffet over at skibene lå ubevogtede, og Skjalm var væk. Men da Skjalm omsider vendte tilbage fra jagten, sluttede kongen sig til ham med resten af hæren og satte sejl for at indhente rygboerne, der tyede til årerne for at slippe væk. Men forspringet var for stort og deres skibe for hurtige til at han kunne fange dem, så det blev ved truslen. Ved den lejlighed så kongen føreren på et af de nærmeste skibe løbe helt frem i forstavnen og stille sig meget tappert an, og han roste ham i høje vendinger og endte med at erklære at al den løn man gav en tapper mand, var glimrende og storartet givet ud. Det endte med at vinden vendte så han ikke kunne komme videre, og nu måtte han lige så langt tilbage med årernes hjælp som han var kommet frem med sejl. Og det blev lige så vanskeligt at ro som det havde været mageligt med sejl.

23,25  Mens danskerne nu stred sig af sted op mod vinden, skød venderne, der kendte området ud og ind, genvej over et dyb som vores folk ikke kendte til, og med et blev deres flugt til et bagholdsangreb. Da Absalon så dem komme farende frem fra havets skjulte afkroge, og hans kammerater i skræk og rædsel satte farten op, besluttede han sig for at lægge sig ind bag dem snarere end foran, for han var sig sit ansvar bevidst og agtede at dække flåden i ryggen. Jeg skammer mig over at fortælle det der nu følger: Størstedelen af den danske flåde bed hovedet af al skam, hejste sejlene og lod kongen i stikken, på trods af at de tydeligt kunne se fjenderne nærme sig. Kongen sad tilbage med ganske få skibe – og var en hel del mere vred på desertørerne end på fjenden. Selv den kriger som han kort tid inden havde rost da han stod i stævnen på sit skib, kunne han nu se øge sit sejl med klude for at kunne sætte farten op, og kongen vendte så sin ros til skældsord og erklærede at al den kærlighed man viser en kujon, er dårligt givet ud. Først når det virkelig gælder, og faren er størst, bliver det klart om tapperhed er sand og ægte.

23,26  De flygtende lod sig ikke kalde tilbage, hverken med råb eller fagter eller på nogen anden måde. Deres ører var lukkede for alt af bar skræk og rædsel. Kongen bad nu sine folk lade årerne hvile et øjeblik og spurgte dem han havde omkring sig, hvad det ville være bedst at gøre nu. De andre var i syv sind, men Absalon foreslog at de skulle lægge sig ind til Hiddensee og vente på bedre vind. Det mente Peder til gengæld ikke ville være klogt, og han fremlagde sine argumenter for det, nemlig at så længe stormen blev ved, kunne de, så vidt han kunne se, hverken komme hjem eller få forstærkninger frem – mens vendernes styrker ville vokse for hver dag der gik. Derfor skulle de sætte sejl og finde en fælles fart, hvor de hurtigste skibe rebede en del af sejlene og ventede på de langsommere, for de burde følge fællesskabets love og danne konvoj for dem der ikke var så hurtige. Enden blev at Absalons tapre forslag måtte bøje sig for Peders enestående dømmekraft. De tænkte begge som man kunne vente sig af deres alder: Absalons forslag svarede til hans ungdommelige mod, og Peders stemte med hans grånende lokker.

23,27  Syv skibe var hvad der var tilbage af hele den danske flåde, og venderne, der stolede på deres store antal og kun havde hån tilovers for den lille flok, fór frem mod dem med piskende åretag og under vilde hyl. Men der var mere voldsomhed end mod i det de foretog sig. For så snart pilene ramte dem, turde de ikke ro nærmere. Kort efter trak de deres sværd og begyndte at slå sig selv på halsen og på deres skjolde med dem. De forestillede sig åbenbart at den slags truende gebærder kunne skræmme danskerne. Derpå tog de atter fat ved årerne, råbende og skrigende med en rædselsfuld larm der hørtes vidt omkring. Men det angreb gik præcis som det første, for i samme øjeblik de mødte danskernes pile trak de sig tilbage og roede den anden vej. Også en tredje gang forsøgte de at skræmme fjenden med deres udstyr: de gav sig til at væde deres skjolde [ ] med vand, satte knæene på dem og gjorde dem klar til kamp som om det nu var hævet over enhver tvivl at de ville komme i kamp med vores folk. Og nu satte de også virkelig fart på skibene, hvad enten det så var begæret efter bytte eller frygten for skammen der drev dem. Men lige så drabeligt det virkede i starten, lige så ynkeligt faldt det til jorden efterhånden. For de lod sig stadig skræmme af pilene, og da de ingen vegne kom med den standhaftige lille flok danskere, opgav de at udfordre dem længere, selv om de så hvordan de drillede og hånede dem.

23,28  Da kongen atter fik sit land i sigte, havde vinden efterhånden lagt sig, og nu kom han så sløvt og langsomt frem at han stort set befandt sig samme sted da morgenen brød frem, som inden natten havde sænket sig, på trods af at alle sejl var sat. Men når vinden svigtede, bragte han sig fremad med årer i stedet. Til sidst mødte han Eskils skib, og det gik han ombord på og satte kursen mod Skåne. De der havde fulgt med ham indtil det sidste, styrede mod Sjælland.

Ved den lejlighed fik Peder lyst til at lave et nummer med en vis Rane, der havde ordet i sin magt, men ikke var synderlig snedig. Han satte derfor ikke alene sine fanger, men også sine roere op på den højeste del af skibet som om de alle sammen var krigsfanger, så hans bytte så meget større ud end det var. Da Rane så ham sejle forbi i sit skib, ville han lade som om hans eget skib var læk, så han gav sig til at overfuse sine mænd og råbe op om at de skulle øse. Men en af dem svarede at der jo ikke havde været vand i båden i de sidste tre dage, hvortil Peder udbrød: »Dine mænd kan vist ikke finde ud af at svare rigtigt på dine spørgsmål!« Så strakte Rane hals og kiggede over i Peders skib, og da han så de få der sad ved årerne, og den vældige flok unge mænd der ikke foretog sig noget, og som han forestillede sig var krigsbytte, ærgrede han sig over at han ikke havde været med, og forklarede at han ikke havde haft samme held som Peder, for han var blevet nødt til at vende om for ikke at synke og havde derfor ikke haft mulighed for at deltage i felttoget.

24,1  Om efteråret overfaldt kongen egnen omkring Arkona med en styrke bestående af en stor mængde sjællænderne og skåninger, men ret få jyder. Men mens han var på vej tilbage mod kysten med et kolossalt bytte, sejlede rygboerne store styrker over til øen inde fra fastlandet, for de havde store planer om at falde hæren i ryggen når den vendte tilbage til skibene for at gå om bord. Netop på det tidspunkt blev det en tæt tåge, som indhyllede himlen i en uigennemtrængelig dis. I tågen mistede danskerne orienteringen så de ikke vidste hvilken retning de skulle tage og var tvunget til at gøre holdt et stykke tid. Jeg vil næsten tro det var en venlig skæbne der greb ind og sendte dette vejr for at sikre dem sejren. Eftersom skyerne skjulte alt så man ikke kunne se en hånd frem for sig, gik venderne vild i tågen, og de var på det nærmeste rendt lige ind i deres modstandere da solen pludselig brød gennem disen og åbenbarede et syn som om de to hære allerede var i fuld gang med slaget.

24,2  Så var det at Prislav, der i sin tid var kommet som flygtning fra vendernes land, red frem på sin hest og meldte at barbarerne var der, og danskerne nu havde chancen for det slag de havde håbet på, hvorpå han opmuntrede dem alle til at leve op til den ukuelige tapperhed det danske folk var kendt for. Og kongen svarede at fjenden ville møde en modstander der hellere faldt end flygtede. Danskerne var så ustyrligt hidsige efter at komme i kamp at de mod enhver sædvane styrtede sig ind på fjenderne så snart de så dem, uden at stille sig i formation. Og sejren kom da også lige så hurtigt som angrebet, for venderne flygtede uden kamp. Mens de sådan stormede fremad, var der to af kongens krigere hvis heste ved et uheld stødte sammen så begge blev kastet af sadlen. Kongens hest snublede over dem, og han styrtede med en sådan kraft at hans venstre albue borede sig gennem skjoldet og dybt ned i jorden. Absalon skulle til at springe af hesten for at hjælpe ham på benene, men han vinkede ham videre, for han tænkte at hans styrt ingen skade var til hvis blot han fik den opmuntring at fjenden tabte slaget. Det så nu også værre ud end det i sidste ende viste sig at være. For kongens fald blev et varsel om fjendens udslettelse: barbarerne blev besejret uden kamp og hugget ned uden danske tab.

24,3  Størstedelen af dem styrtede tilbage til den bugt de var kommet sejlende over, men mistede netop i havet det liv de forsøgte at redde, for mindst lige så mange bukkede under for bølgerne som for sværdet. En del af dem vadede helt bevidst så langt ud at vandet gik dem til hagen, for at bringe sig i sikkerhed for fjenden. Men selv ikke det kunne bringe dem i skjul og frelse dem fra at blive dræbt af danskerne da også de sprang ud i vandet. Da alle andre lå dræbt i vandet, var der stadig én der havde overlevet blodbadet på sine kammerater, og han stod nu på en sten der lå skjult under vandet. Krigerne havde ikke rigtig mod på at vade ud og gøre det af med ham, for de var bange for at der var for dybt, men da udbrød Absalon: »Den mand er ikke så høj at I ikke kan måle jer med ham. Når han kan bunde, kan vi vel også!«

24,4  De ord tog hans bror Esbern som en opfordring, og selv om han ikke et øjeblik var i tvivl om at barbaren drog fordel af en skjult sten, satte han sin brors ønsker og befalinger højere end sit eget liv, så da alle andre meldte hus forbi, skred han i sin tunge rustning ud i vandet, der flød med fjendens blod. Men da han havde stødt sin lanse gennem barbaren og ville op på land igen, slog bølgerne over hovedet på ham, og han gik til bunds og ville være druknet hvis ikke hans kammerater havde været i nærheden så de kunne komme ham til hjælp. I sin iver efter at redde ham op af bølgerne sporede Oluf sin hest og styrede den lige ud på det dybe vand, hvor han fik fat i en arm og forsøgte at trække ham op – men var nær ved selv at stå på næsen ud af sadlen. Ansigt til ansigt med døden tænkte han mere på sit eget liv end andres, så han lod forsøget på at hjælpe vennen komme i anden række og hjalp sig selv. Så fulgte en mand ved navn Niels, der heller ikke kunne nære sig, men galopperede direkte ud i havet til hest i et særdeles tappert, men ikke videre vellykket forsøg på at gøre det bedre. Han endte i den samme knibe og måtte også opgive det han havde sat sig for. Så da rytterne svigtede, blev det fodfolket der måtte redde Esbern i sikkerhed. Og da han var kommet op på land, troede de der så ham, at han var død, eftersom alt det vand han havde fået i sig, blokerede hans åndedræt. Først efter at hans kammerater havde bakset med ham i et godt stykke tid, begyndte han endelig at gylpe havvandet op igen. Og da han var blevet af med det, kunne han slå øjnene op, men stadig ikke tale. De tilstedeværende svøbte ham så ind i varmt tøj, for han var helt stiv af kulde. Og det varmede ham så meget op at han genvandt ikke alene øjnenes, men også stemmens brug. Alligevel forblev han hele den dag så bleg og blodløs at døden omtrent bestandig stod malet i hans ansigt.

24,5  Også en anden dansk ridder udviste en tapperhed som efter min mening ikke bør gå i glemmebogen. Han var med vældig iver, men mindre forsigtighed, helt på egen hånd fulgt efter de flygtende fjender, og da nu de barbarer der var sluppet væk, sagde at han skulle overgive sig, tog han ikke notits af deres ord, men sprang af hesten, for han foretrak en død i kamp frem for et liv i lænker. En vældig sværm af fjender kastede sig over ham for at dræbe ham, men hver eneste der kom i nærheden, blev hugget ned, og efter at have kæmpet uden mindste tegn på frygt bukkede han under for sine ærefulde sår og sank om på den dynge af lig han havde skabt omkring sig. Således trak han ikke alene utallige med sig i døden, men efterlod også de overlevende fulde af forundring over den heltedåd de havde været vidne til. Denne enestående bedrift var skyld i at venderne aldrig siden vovede at stå op mod danskerne i åben kamp.

25,1  Det følgende år, hvor danskerne igen forberedte et felttog, havde rygboerne oven på den seneste katastrofe mistet troen på at det nyttede at kæmpe, og de besluttede sig for at sende en mand ved navn Dombor, der var en dygtig taler, op for at bede om fred. Absalon tog imod ham og inddrog så hans skib for selv at bruge det på felttoget, men sørgede samtidig for at hans sømænd blev indkvarteret og beværtet indtil han kom hjem. Dombor selv tog han med sig da han drog af sted til det sted hvor den kongelige flåde skulle samles. Det var nemlig fast kutyme mellem rygboerne og danskerne at hvis fjendens diplomater ankom på det tidspunkt hvor et felttog drog af sted, kunne man tilbageholde dem indtil togtet var overstået, så de ikke tog tilbage og aflagde rapport til deres landsmænd om hvad de havde set i udlandet, og altså snarere virkede som spioner end som diplomater. Men det blev ved med at være modvind, så afsejlingen trak ud, og da det efterhånden så ud til at jyderne ville opgive felttoget fordi deres fødevarer var ved at slippe op, hjalp sjællænderne og skåningerne dem rundhåndet med de forsyninger de manglede, så man ikke skulle undvære så betydelig en del af mandskabet på grund af en ubehagelig nødsituation. Anderledes med fynboerne: de havde ganske vist rigelige forsyninger, men var ikke villige til at afstå den mindste smule af dem for at hjælpe deres trængende kammerater.

25,2  Alt det bemærkede Dombor, og hvor han før havde bedt om fred i ydmyge vendinger, gik han nu over til at tilbyde den på lige vilkår. Samtidig bad han Absalon agere mellemmand over for kongen. Da Absalon så bad ham om sikkerhed for tilbudet, erklærede han at han ville kaste en sten i vandet som pant. Når barbarerne skulle indgå en kontrakt, havde de nemlig det ritual at kaste en lille sten i havet og højtideligt ønske at de selv måtte synke i havet som stenen hvis de brød aftalen. Absalon på sin side krævede gidsler og nægtede at godtage tom snak og overtro i alvorlige sager – men så var Dombor fræk nok til også at forlange gidsler. Absalon blev rasende og erklærede at der var tradition for at rygboerne ikke alene sendte gidsler til danskerne, men også penge og flådeforstærkninger, men danskerne kunne ikke erindre sig at de nogen sinde var gået med til noget tilsvarende.

25,3  Så sagde Dombor: »Hvis du er lige så klog som du selv forestiller dig, vil du høre godt efter det jeg nu har at foreslå dig, og fæstne det sikkert i din hukommelse. Den der vil gøre tingene rigtigt, må tage hensyn til tre tider i sine overvejelser. De to af dem skal han ikke lægge for stor vægt på, men den tredje må han holde ganske særligt øje med: fortiden erindrer han, fremtiden forudser han, men nutiden forstår han. Den mindre kloge har det til gengæld med at tabe øjeblikkets faktiske muligheder af syne mellem forhåbningerne for fremtiden og erindringerne om fortiden, og glemme det han står med mellem hænderne. Sådan er det også med dig: du er kørt vild i et virvar af aldeles unødige bekymringer, du grubler så grundigt over fortidens skygger og fremtidens skæbne at du ikke kan få øje på det der er lige ved hånden og lige for øjnene af dig. Du stirrer dig blind på de gamle dage og måler fremtiden efter den lykke du finder dér, og når du så har bygget dig et håb på dine minder, ænser du ikke hvad nutiden har i sig. Jeg indrømmer da gerne at danskerne i gamle dage havde magten over vores folk, men nu er det os lykken tilsmiler, os den viser samme venlighed og støtte som den dengang overøste jer med, og nu er det os den har bragt op på lykkens tinde, lige så højt som alt hvad I på noget tidspunkt har nået. Så meget som vi tidligere har stået under jer, så meget overgår vi jer i dag i magt og medgang: skæbnen har ført os frem til det samme punkt som Danmark drev det til dengang. Men du puster dig op med den rene ønsketænkning, du lever i fortiden som en anden nar, uden blik for hvad der er sket i den sidste tid, og prøver at påtvinge mig betingelser som du – som situationen er i dag – snarere burde tilbyde selv end forlange af andre. Jeres land er blevet ynkeligt raseret af vores hære så det ligger hen som en hæslig, udyrket ødemark mens vores vældige område dårligt kan mætte de menneskemængder det opfostrer. Og alligevel, selv om du tydeligt kan se at vi på alle måder er de største, føler du dig for fin til atbehandle os som jeres overmænd, eller bare jeres lige. Vent med at kræve skat af os til den dag jeres fremgang kan stå mål med vores, den dag du ser os ramt af de ulykker der nu hviler så tungt på dig!« Det var Dombors ord. Absalon skjulte sin vrede og svarede i få ord, men bragte det han havde hørt, videre til kongen. Men havet var stadig lige oprørt, og da det umuliggjorde sejlads, blev felttoget afblæst.

25,4  Selv om kongen på det seneste havde haft stort held med sine angreb på venderne, var han klar over at en fuldstændig nedkæmpelse af dem var en større opgave end han kunne magte på egen hånd, så han lovede hertugen af Sachsen en enorm sum for indgå en militær alliance. Denne lod sig lokke, både af den fede løn og af udsigten til at erobre et naboland, og lovede at deltage i et felttog.

25,5  På et tidligere tidspunkt havde den norske konge foræret Valdemar et drageskib som et udtryk for deres nære venskabsforbindelse. Det var umådelig kunstfærdigt bygget, og nu fik Absalon besked på at bemande det med roere fra Roskilde og sejle det til det sted hvor danskerne skulle mødes, men i havnen ved Isøre blev han meget mod sin vilje forsinket i længere tid af modvind, og hvad der irriterede ham allermest ved dét, var udsigten til at han skulle komme for sent mens de andre drog af sted på felttoget uden ham – når det ellers altid var ham der var så hurtig til at forberede sig og gøre klar til afsejling at han kom af sted længe før de andre. Som han nu lå i agterstavnen af skibet og sov, overvældet af skam og ærgrelse, havde han en drøm der viste ham at havet ville lægge sig. Han drømte nemlig at en mand kaldte på ham, og at han gik ned på stranden, hvor han en tid spadserede rundt sammen med Børglumbispen Tyge, som bad ham lægge godt mærke til det han nu skulle få at høre, og huske nøje på det. Derpå gentog Tyge både en, to og tre gange den hymne man plejer at synge juleaften, og bad ham lytte omhyggeligt til det han sang.

25,6  Da han vågnede, stod det han havde set, så lyslevende for ham at han troede det var virkeligt, og ingen drøm. Og da han huskede at han i drømmen havde fået løfte om hjælp til at komme af sted næste dag, følte han sig så sikker på at han ville få en behagelig rejse, at han gik ombord i skibsbåden og – til trods for at stormen endnu ikke var taget det mindste af – gav ordre om at masten på det kongelige skib, hvor Astrad havde kommandoen, skulle rejses hurtigst muligt, hvorefter han selv skyndte sig at få noget mad. Og allerede mens han sad og spiste, kom Astrad og meddelte at stormen var begyndt at lægge sig, og spurgte hvad det nu var klogest at gøre. Absalon gav ham ordre til omgående at rejse masten og sejle ud af fjordmundingen, for så, når han var ude, at runde Sjælland i den retning vinden blæste.

25,7  Samtidig med at han skyndte sig at udføre ordren, kunne ledingsflåden, der tilfældigvis var gået i havn sammen, glæde sig over at det pludselig var blevet roligt vejr, og de gjorde ivrigt sejlene klar for at sejle videre. Men resultatet levede ikke op til anstrengelserne. For nu blev flåden kastebold for ganske uberegnelige vinde, der drev den snart mod øst og snart mod vest, og med bestandige skift og omslag løb om hjørner med den og gjorde det umuligt at holde kursen. Man skulle næsten tro at Gud havde planlagt det på denne måde for at Absalon ikke skulle sejle alene eller komme bagefter de andre. Og det blev også bekræftet ved hans ankomst. For så snart han nåede frem, skiltes skyerne, og en jævn vind begyndte at blæse over havet. Og så stabil blev medvinden at hvor kursen før havde svinget og sejlene svajet fra side til side, fik de nu med ét de allerbedste forhold. I sin ærbødighed for Absalon udviste naturen altså den selvbeherskelse den ikke havde undt de andre.

Nu opdagede Absalon også at det skib kongen havde betroet ham, havde taget skade i det voldsomme stormvejr og stod i største fare for at synke, og han lod det derfor straks trække op på stranden, hvor det blev repareret med det tømmer der skulle til for at holde det sammen, så det hårdt medtagne skib, der på det nærmeste var slået til vrag, fik sin oprindelige soliditet tilbage. Samtidig fik han stævnene besat med gyldne spidser, så det kunne tage sig endnu mere elegant ud når det kom sejlende. Ved Masnedø gik kongen ombord på det, hvorefter han satte kursen mod landet Poel med hele flåden.

25,8  De to styrker opererede nu i fællesskab, men hver for sig: danskerne angreb vendernes land fra den ene side, tyskerne hærgede det fra den anden, og af og til kunne de to hære ligefrem se hinanden. På et tidspunkt var nogle af tyskernes mænd taget ud for at skaffe foder til dyrene. De kom for langt væk, faldt i et baghold og blev dræbt af venderne, men rytterne fandt på en dristig krigslist for at hævne overgrebet: De skjulte deres krigerudrustning, trak gammelt, snavset hverdagstøj over de brynjer de havde beskyttet sig med, og gav sig til at høste korn som om de var ude for at skaffe foder. Og så snart en flok vendere under kommando af Nuklet sprang frem fra deres skjulested for at hugge dem ned, sprang de lynhurtigt til hest, byttede seglene ud med sværd og huggede dem ned. Nuklets afhuggede hoved tog de med sig tilbage til lejren på et spyd, og det var et opløftende syn for begge hære.

25,9  Hans søn Prislav – der var blevet forvist fra sit hjemland og var gået over til danskerne, både af kærlighed til kristendommen og af afsky for den hedenske vantro – sad og spiste da han fik det at vide. Et øjeblik lod han maden ligge, sad med bøjet hoved og hånden under kinden og sagde at det kun var rimeligt at en gudsbespotter som han fik en sådan død til skræk og advarsel for andre. Derpå rystede han tanken af sig og vendte sig mod sine bordfæller med samme muntre smil og glade sind som altid. Hans styrke var stor, men hans hengivenhed for kristendommen større. Han kunne ganske enkelt ikke se en mand han kendte som en fjende af den kristne tro, som sin far. Derfor kunne det vanskeligt afgøres hvad der var størst: hans sjælsstyrke eller hans fromme ord. Han havde heller ikke større medynk end sædvanligt med sit fædreland, tværtimod var det ham selv der viste vejen og opfordrede til det da de to andre folkeslag udplyndrede landet.

25,10  Nogle dage senere tog Valdemar over til Henrik for at tale med ham, og Absalon var den eneste der kom med da Henrik inviterede ham til en middag i sit telt, hvor en vældig skare af stormænd tog sig af serveringen. Selv om der blev serveret et prægtigt udvalg af forskellige retter, var opvartningen alligevel mere prangende end forplejningen, især fordi den ikke tjente noget praktisk formål, kun som æresbevisning. Hirdmændene måtte spise for sig selv.

25,11  Da han kom tilbage, var Valdemar bekymret over den vending tingene havde taget, og erklærede at det var meget vigtigt for ham at få at vide hvor han kunne møde Henrik og drøfte vigtige sager med ham. Men da han sagde at han havde brug for en fornuftig mand til at tage sig af den opgave, fandt én på at hans hest var halt, en anden at hans trængte til at blive skoet – alle kom med snedige undskyldninger for at dække over deres fejhed, og ingen turde påtage sig så risikabel en mission indtil Absalon dukkede op ude fra skoven, hvor han som sædvanlig havde tilbragt en ledig stund med at hugge brænde. Da han blev spurgt om han ville agere gesandt for kongen, lovede han at tage af sted.

25,12  Da han fik besked på selv at udpege de mænd han ville have med sig, valgte han først og fremmest venner og slægtninge, ud fra den tanke at han bedre kunne stole på slægtninge end på fremmede. Samtidig lovede Prislav (den mægtige vendiske fyrst Nuklets søn, der længe inden dette var blevet forvist af sin far fordi han – som faderen sagde – var faldet ham i ryggen ved at gifte sig med Valdemars søster og gå over til kristendommen) at fungere som vejviser, for han var stedkendt der på egnen. Ham havde kongen overladt store dele af øerne, både som tak for den loyalitet han havde vist ham, og på grund af svogerskabet.

25,13  Absalon drog af sted og fik talt med hertugen, men da denne bad ham blive natten over, svarede han at kongen var temmelig bekymret og ventede ængsteligt på sine mænd, så det gik ikke an at gøre ham urolig ved at udsætte sagen længere end nødvendigt. Desuden, sagde han, lå flåden ikke i havn, så den havde ikke læ mod vinden fra nogen side. Og efter således at have forklaret grunden til sit hastværk steg han så hen under aften til hest for at drage af sted. Men nu gik en af de fornemme sachsere på eget initiativ til hertugen og protesterede: det var den sikre død hvis de danske udsendinge ikke fik et større følge med, sagde han og dristede sig til at give hertugen en alvorlig overhaling fordi han lod en lille gruppe betydningsfulde mænd gå uden at give dem en eskorte med når forholdene var så risikable som de var. Han kaldte dem så tilbage og tilbød dem en eskorte. Men Absalon afslog lige så bestemt som han havde afvist det høflige tilbud om nattely, for han fandt at det talte mere til hans æresfølelse at betro sit og sine ledsageres liv til tilfældighedernes spil end at søge beskyttelse hos fremmede.

25,14  De var kun kommet et lille stykke væk fra teltene da Prislav bad de andre gøre holdt og sagde: »Hvis jeg havde været leder af denne operation, havde vi ikke sagt nej til forstærkninger, så få som vi er. At være mange for at modstå farer er snarere et bevis på påpasselighed end et tegn på fejhed. For tapperhed er en prisværdig egenskab, men mere prisværdig jo mindre den ligner dumhed. Og hvis den bygger på letsindighed, fortjener den kun bebrejdelser. Men nu ville det være temmelig pinligt at bede om det vi netop har afvist så hånligt da vi fik tilbudet. Som det er nu, er vores eneste mulighed for overlevelse at stole på det mod og den styrke vi selv besidder, og finde sikkert håb i håbløsheden selv. Nu må vi leve op til Danmarks og danskernes storhed og sætte alt ind på enten at sikre os den sejr der kan bringe os hjem til lejren, eller den værdige død der kan skænke os evig berømmelse. Der er ingen tvivl om at fjenden har set sporene fra vores heste og er klar over at vi har passeret området – og lige så sikkert er det at de ligger på lur efter os på hjemvejen, når de kan se den sti vi har trådt på udvejen. Men, kammerater: hellere døden end fangenskabet! For hvis I falder i deres hænder, vil I få en grufuld død som straf for drabet på min far: De vil behandle jer som hans mordere, og mine brødre vil ofre jeres blod til deres døde far under de frygteligste pinsler. Og så er det en hel del bedre at give sit liv i tapper kamp, frem for ynkeligt at underkaste sig en fremmed voldsmands hævn. Alt dette siger jeg ikke af frygt for hvad der kunne tilstøde mig selv, men af hengivenhed for jer. For selv udspringer jeg af en slægt som ingen vender nogen sinde har vovet at lægge hånd på. Jeg beder og bønfalder jer, ved Vor Fader i himlen og ved Danmarks navn, som er så vidt berømt blandt alle folkeslag: vælg ikke svaghed og fejhed, vælg selvtillid og mod!« Sådan talte Prislav.

25,15  Hans ord blev mødt med jublende tilslutning fra hver eneste mand, hvilket fik ham til at erklære at han ikke var det mindste i tvivl om at det skulle lykkes dem at slå sig igennem – krigernes kampgejst var et sikkert varsel, især da vendernes angreb altid så mere frygtindgydende ud end de i virkeligheden var. Under marchen skulle de overholde den orden at de unge mænd, der var let bevæbnede, skulle tage opstilling i midten så de var beskyttet af krigere på begge sider. Samtidig skulle krigerkolonnerne opsplittes i to delinger der skulle beskytte hinanden. For hele to delinger var sikkert et syn der kunne bringe fjenderne ud af fatning. Derudover gav han dem også besked om at marchere frem under råb og skrig og skråle den ene sang efter den anden for at efterligne den selvsikkerhed som folk har når de færdes i store flokke.

Det lykkedes ham faktisk uden forstyrrelser at føre dem frem til havnen hvor flåden lå for anker, og hvor kongen – der som enhver anden i den situation ventede uroligt og var fuld af bekymring over at hans udsendinge blev så længe borte – sad og læste i hellige skrifter for at mildne sin sorg over at han havde sendt sine mænd ud på så dumdristig en mission. Han havde i lang tid ikke kunnet sove af bar bekymring, men i det øjeblik han hørte at de var tilbage, lod han sig overvælde af søvnens forlokkelser.

25,16  Derpå sejlede de videre til Gudagerfloden. Men her var indløbet så lavvandet at man umuligt kunne passere med større skibe. Normalt kunne kun ganske små både komme ind. Kongen fandt derfor en ankerplads til sit skib tæt ved flodmundingen, for det var alt for stort til at sejle op ad floden. Den del af flåden der egnede sig til det, og som kunne komme ind på de vanddybder der var i floden, begav sig så under Absalons kommando op ad flodens snævre slyngninger. Han førte dem helt op til det sted hvor flodlejet udvider sig til en vældig sø. Her havde barbarerne blokeret den smalle munding med en talstærk flåde for at hindre fjenden i at passere. I deres iver efter at jage dem væk sejlede vores folk, der jo ikke kendte bundforholdene, forkert og gik på grund i det lave vand. De ville så trække de strandede skibe ud hvor det var lettere at sejle, og da det ikke lod sig gøre med årerne, sprang de alle sammen ud i det lave vand, greb fat i årehullerne, og lod kroppen gøre årernes arbejde. Imens brugte venderne deres skibe som en slags brystværn og beskød dem oppefra. Og de lod det ikke blive ved det, men sprang selv ud i vandet for at komme så tæt på at de kunne kæmpe mand mod mand. Men vores folk bed så voldsomt fra sig at de kom tilbage i skibene lige så hurtigt som de var kommet ud af dem. De første der slap ud på søen, var Prislavs to skibe. I det ene af dem sprang der så mange ombord af dem der stod nede i vandet, at det revnede i siderne og brækkede midt over. For sådan som de myldrede begejstret om bord, sprængte de skibet på midten med deres vægt. Resten af flåden fulgte efter, og venderne flygtede og efterlod deres skibe, som blev beslaglagt. Samtidig blev landsbyerne ved kysten stukket i brand.

25,17  Da Absalon ud på natten kom tilbage, havde kongen ikke lukket et øje af bar bekymring over at han var blevet så længe borte. Men da han fik ham tilbage, blev han glad igen, og nu sendte han sit krigsskib, som var ubrugeligt på grund af sin størrelse, hjem igen og gik over i et noget mindre, hvorpå han sejlede ind til søen. Her sendte han Sune af sted med to skibe for at plyndre de fjerneste afkroge af søen. Han brændte også byen Rostock, og det kunne han gøre i ro og mag eftersom indbyggerne havde været feje nok til at rømme den. Også den statue som folket dér i deres hedenske overtro dyrkede som en himmelsk guddom, overlod han til flammerne. Da Henrik derpå ankom for at tale med ham, førte Valdemar ham og hele hans hær over floden ad en bro han havde bygget til samme formål.

25,18  Ved den lejlighed dukkede også Nuklets søn Pribislav op ovre på den anden bred, og da han så sin bror Prislav stå i samme båd som den Bernhard der efter hvad rygtet sagde, havde dræbt Nuklet, skældte han ham ud og kaldte ham en dårlig søn når han kunne stå der og sludre hyggeligt med sin egen fars morder. Men Prislav erklærede at manden tværtimod havde gjort ham en god gerning ved at fri ham for en far der fornægtede Gud. Og i øvrigt ville han ikke kaldes søn af et menneske som alle og enhver vidste var ophav til frygtelige forbrydelser.

25,19  Mens dette foregik, bredte der sig pludselig det rygte at Rügens og Pommerns flåde efter en forudfattet plan havde slået deres styrker sammen og nu havde tænkt sig at lukke danskerne inde på floden. Henrik rådede kongen til at komme af sted med det samme hvis han ikke ville spærres inde på det snævre farvand, og han stod da også straks ud fra floden. Men da der foreløbig ikke viste sig noget der kunne bekræfte rygtet om en samlet flåde af vendere, fattede han mistanke om at det var en fælde, og så besluttede han sig for at sætte list mod list. Fjenderne havde samlet sig i skjulte vige langs kysten, hvor de lurede på en chance for at angribe kongens flåde hvis han gav sig til at hærge landet. For at lokke dem frem i det åbne ved at narre dem til at tro at øjeblikket var inde, satte han en mand ved navn Magnus i gang med at brænde landsbyer af inde på kysten mens krigerne fik ordre om at lægge sig i skjul nede i skibene, for han vidste at venderne ville tro at hele den danske hær deltog i afbrændingen, og ville gribe denne glimrende chance for at lade deres fælde klappe. Og fjendens plan var da også præcis som han havde forestillet sig.

25,20  For da Magnus stak ild til landsbyerne, forestillede rygboerne sig at det arbejde lagde beslag på hele den danske styrke, og det gav dem mod til at sætte deres egen plan i værk, nu hvor de regnede med at de ville finde fjendens flåde helt uden beskyttelse. Men nogle af kongens folk var ikke var klar over hvad hans ordrer gik ud på, og fór for tidligt ud imod dem så de omgående slog om fra angreb til flugt. Resten af den danske flåde satte efter dem med vældige åretag, det ene skib hurtigere end det andet, men uden at kunne holde trit med rygboernes hurtige skibe. De ville så puste ud oven på udmattelsen og satte solsejl op mod varmen, men nu dukkede ærkebiskoppen af Lund op mens de andre lå i havn, og da han så skibene ligge dér, overdækket med sejldug omtrent midt på dagen, skældte han dem alle sammen ud for deres dovenskab: »Hør, kammerater! Skal det være morsomt at lægge kroppene i kister netop når sjælene burde være i aktion?« De ord fik krigerne til at skamme sig over at de sådan holdt hvil midt på dagen, og samtidig var det en opsang til kongen om ikke at sidde med hænderne i skødet, men få gang i sine sløve krigere. Kongen blev noget ærgerlig over biskoppens ord, men følte samtidig at det var rimeligt nok at kritisere ham for sløvhed, så han sagde at de kister kunne de hurtigt komme op af – og straks efter fik han oversejlene ned og skyndte sig at sætte kursen mod fjendens land.

25,21  Herefter plyndrede han den sydlige del af øen i to dage, hvorpå de sejlede til Walung. Og da de her fik besked om at rygboerne var på vej imod dem, var der en af danskerne der, for øjnene af alle sine kammerater, skar et stykke af sin lanse for at gøre den mere bekvem at bruge i slaget. Alle de øvrige fulgte hans eksempel og smed stumperne på ét sted, hvorved de i løbet af kort tid opbyggede en vældig dynge.

25,22  Det var imidlertid fred, ikke krig, fjenderne var ude efter. Og den blev Dombor sendt over til danskerne for at forhandle om. De havde nu fordelt sig i deres skibe, så han tændte et bål på stranden som tegn på at han kom med en forhandlingsdelegation. Men Absalon bekendtgjorde at ingen måtte tage ham ombord på sit skib, for det måtte ikke se ud som om danskerne også var interesserede i den fred han kom efter. Dombor fik altså ikke noget fremmed skib stillet til rådighed, og måtte sejle ud til flåden i sit eget. Her henvendte han sig til Absalon gennem en tolk, bad ham om at mægle fred mellem kongen og rygboerne og tilbød at stille gidsler som pant på deres underdanighed. Absalon på sin side lod som om han ikke forstod et ord af det han forlangte, og svarede kun med en opremsning af alle de danske øer der lå øde og forladte hen, og erklærede at han havde en klar erindring om hvor hånligt Dombor selv for nylig havde talt om deres tilstand.

25,23  Da Dombor forstod på sin tolk at han ikke fik noget ordentligt svar på sin tale, sagde han: »Høje biskop! Der er gode grunde til at jeg beder netop dig frem for alle andre om at fremføre min anmodning. Det er netop rimeligt at rette vores bønner til dig og dit berømmelige navn eftersom det var din bedstefar der i sin tid hjalp os til fred med danskerne. Vi fulgte hans mindste nik som havde det været ordrer fra en konge. Men eftersom ingen af hans sønner er i live i dag, strækker vi nu vores hænder i bøn mod hans sønnesøns knæ, for det skal ikke hedde sig om os at vi søger hjælpen uden for den slægt hvor vi er vant til at få den. Lige så bevidst er det at vi har forbigået din bror, på trods af at han er den ældste. Det er din magt og myndighed der giver dig forrangen, ikke dine års og din alders fortrin, men din høje rang.

Før I besudlede jeres hjemlige fred med borgerkrig, var vi urokkeligt trofaste mod danskernes herredømme. Men da strid og oprør tog overhånd i jeres rige, og I begyndte at sætte våbenmagt bag jeres tronprætendenter, endte det med at vi bekymrede os mere om vores egen frihed end om andre folks indbyrdes stridigheder, og efter den tid ville vi hellere svigte jeres sag end vores hellige pligt. Men når vi erklærede jer krig, har det så været andet end et forsøg på at give jer en anledning til at gøre en ende på jeres egne stridigheder? Et forsøg på at give jer behov for indbyrdes enighed for at kunne møde vores angreb? På den måde vendte vi jeres økser, dryppende af borgerblod, imod os selv – vi foretrak at jeres krige skulle sætte andre folk i fare frem for jeres eget fædreland. Ja, vi var kun på overfladen jeres fjender, men på bunden jeres venner, og det vi kaldte fjendtlighed, var i virkeligheden udtryk for hengivenhed. For det vi kom efter, var ikke bytte så meget som samdrægtighed imellem jer – og vores røvertogter bundede i venlighed. Nu hvor vi har hjulpet jer ud af uføret og jeres morderiske borgerkrige, bør I virkelig takke os for denne store, gode gerning. Og nu hvor alt er fred og idyl mellem jer, hvorfor er vi så de eneste der ikke kan træde ind ad døren til jeres samdrægtighed – når vi nu selv har slået slåen fra og åbnet døren på vid gab for jer? Hvorfor ser I, der er berømte for jeres begavelse, så uvenligt på klogskaben i vores handlinger – der dog har haft så stort held med at rette det I selv har gjort forkert?«

25,24  Da han var færdig med sin tale, stod Absalon stadig kun og opregnede de områder i Danmark der lå øde hen, og så udbrød Dombor: »Det nytter dig ikke noget at støde de mennesker der trænger til din beskyttelse, bort fra din barmhjertigheds favn – den favn som aldrig før har afvist en der bønfaldt om din hjælp. For selv om vi bliver fejet af, vil vi atter og atter kaste os for dine fødder, ubøjelige som børn der trykker sig heftigere i moderens favn jo vredere hun er, og jo hårdere hun prygler dem. Hvis I mener at I ikke har straffet os hårdt nok, kan I uhindret stille jeres hævntørst på os med alle de ulykker I har lyst til. Om I så hærger vores marker, brænder vores landsbyer, tilintetgør vores byer, dræber vores folk, vil vi kun svare jer med bønner, ikke våben, kun søge tilgivelse og ikke krig. Hvis det er blod I tørster efter, vil vi frivilligt strække halsen frem for jeres sværd! Hvis det er slaver I er ude efter, hvad bedre kan vi så tilbyde jer end vores overgivelse? Og hvem kan vel være så grusom at han ikke er rede til at skåne dem der kommer med sådan et tilbud? Det ville da være aldeles vanvittigt at insistere på at slide for noget man kan få uden at løfte en finger. Jeg ved at du kommer til at tænke på vores sidste samtale og hvordan jeg kaldte ødelæggelserne i dit fædreland for en skændsel for landet, og jeg ved at grunden til at du så ivrigt tæller de forladte områder i landet, er at du ikke vil handle om fred før I med jeres våben har lagt lige så meget øde hos os. Det var uklogt af mig at give kloge råd: jeg gav min egen modstander instrukser der ikke var til min egen fordel, for jeg anede jo ikke hvor opmærksomt et publikum mine anvisninger ville få. Det havde været klogere at sige det rene barnagtige vrøvl. Nu fortryder jeg at jeg sagde de ord som dengang generede dig så meget.

25,25  Men hvis noget af det jeg dengang sagde, var værd at lytte til, så tag med samme sind imod det jeg nu vil sige, og lyt med samme indstilling som sidst jeg talte til dig. Jo flere af os I slagter, jo færre undersåtter vil I have tilbage til at kæmpe i jeres hær. For hvad kan I opnå ved at hugge os ned? Er det ikke det samme som at æde jeres egne indvolde og tappe jer selv for al kraft? Og hvis I virkelig ikke mener vi er straffet hårdt nok, så send os ud mod jeres fjender, og lad dem meje os ned – hvis vi bliver dræbt, vil det mætte jeres hævntørst, og hvis vi vinder, kan I sende oprørerne under åget. Taber vi, er det ingen særlig grund til bekymring, og vinder vi, har I god grund til at glæde jer. Hvordan det end går, har I haft heldet med jer. Og i øvrigt: hvis I bliver ved med at plage os med jeres våben, kan det jo udmærket ske at I kommer til at betale for blodbadet på os med tabet af den af jeres egne folk hvis død vil være for høj en pris selv for hele Rügens underkastelse.«

De gode råd overtalte Absalon til at gå i forbøn for rygboerne og få kongen til at opfylde deres ønsker. Kongen modtog gidsler og sejlede hjem.

26,1  Omtrent på samme tid kom kardinalerne i strid om hvem der skulle være pave, og de forskellige lande støttede hver sin. Frankrig holdt på Alexander, og Tyskland fulgte kejseren og stemte på Octavian. Men franskmændenes holdning havde mest retten på sin side og var mest i tråd med den kristne tro. Da nyheden nåede frem til Danmark, ville ærkebispen af Lund, der selv havde deltaget i det netop omtalte felttog, ikke risikere at miste sine opsparede penge mens kirkestridighederne rasede, så han sendte nogle af sine tjenere ned for at hente de penge han havde i forvaring i Frankrig. Den ene af dem, en munk, sad på et tidspunkt i Stade og spiste til middag, og da der ikke stod noget træbæger på bordet, greb han i stedet et af guld, som han havde i sin varetægt, og holdt sig et fornemt, men ikke videre betryggende måltid. Det var for fristende for de mennesker han var indkvarteret hos, og i deres stille sind fik de lyst til at udplyndre ham. For de kunne jo godt se at han måtte have et større beløb med sig når han brugte sådan et pragtfuldt bæger ved almindelige menneskers bord. Så meget respekt havde de dog for gæstevenskabet at de ikke turde begå forbrydelsen åbenlyst, og da de ikke mente de kunne tillade sig at bryde gæstevenskabets hellige lov inden for deres eget hjem, fulgte de i stedet efter ham over til Holsten inden de stjal hans oppakning fra ham.

26,2  Eskil hørte om det da han kom tilbage fra felttoget, og begyndte straks at plage kongen om at skaffe ham tingene tilbage, for han forestillede sig at kongens myndighed kunne få røverne til at udlevere dem. På dette tidspunkt mente han også at en aftale var en bedre fremgangsmåde end anmodninger, så han lovede kongen en del af pengene som belønning hvis det skulle lykkes ham at skaffe dem tilbage, og jo mere uvillig han så at kongen var, jo mere indtrængende bad han ham om at hjælpe. Til sidst blev kongen så træt af hans evindelige bønner at han nødtvungent lovede at gøre hvad han kunne, omend det ikke var klart hvem røveren var, og det så ud til at det kunne blive meget svært at finde frem til pengene. Desuden mente han at det havde været betydeligt lettere at kræve pengene udleveret hvis det havde været stormænd og ikke småfolk der havde forgrebet sig på dem. Han bad derfor ærkebispen følge med til Slesvig.

26,3  Her skete det en dag da kongen sad sammen med sine venner, at han gjorde sig lystig over den pralhals der havde drukket af guldbægeret og derved mistet det, men nogle af de tilstedeværende mistolkede kongens ord og troede at det var biskoppen selv han i hemmelighed sad og stiklede til. De sladrede så til Eskil, og det resulterede i at han slog hånden af kongen, ja, han gik så fuldkommen grassat at han mistænkte kongen selv for at have beslaglagt de kostbarheder han havde mistet, og erklærede at han var medskyldig i røveriet. Og med de falske anklager mod kongen afslørede han selv omfanget af den sindssyge der havde grebet ham. Så det er ikke til at sige hvad der var størst, biskoppens vanvid eller kongens tålmodighed: den ene kunne finde på at tilsvine en helt igennem pletfri mand med de afskyeligste anklager, den anden havde så ren en samvittighed at han formåede at beherske sin vrede over hans bagvaskelser ud over al rimelighed.

26,4  Midt i alt dette lykkedes det Okke, der havde måttet nedlægge sit bispeembede fordi han var inficeret af det omtalte skisma, at opnå kongens støtte og blive genindsat som ulovlig biskop i Slesvig som om han var blevet udnævnt af Octavian. Men Eskil, der var en ivrig fortaler for den sande kirke, lyste ham og hans tilhængere i band midt under messen, til kongens store harme. Uenigheden udviklede sig efterhånden til hadske stridigheder, og det endte med at Eskil sendte bud efter Absalon ovre fra Sjælland og beklagede sig til ham over at kongen ikke alene ignorerede, men ligefrem gjorde nar af hans klage. Og hvad angik de penge som biskoppen havde mistet, var kongens samvittighed ikke så god som den burde være: han kunne sagtens skaffe dem tilbage, hvis han havde været indstillet på det. Og så havde han oven i købet helt ulovligt rottet sig sammen med denne Okke, der var en tilhænger af det skismatiske parti, og gennem den sammensværgelse gav han modstanderne af kirkens fred en helt uanstændig opbakning – hvilket gav ham, Eskil, en altfortærende trang til at gribe til våben mod ham. Den slags havde han adskillige gange kastet sig ud i, og i virkeligheden var han mere vant til at befale over konger end at adlyde dem. Og dertil kom at han havde rigeligt med mægtige venner der ville stå bag ham hvis han gjorde forsøget.

26,5  Absalon var noget nervøs ved åbenlyst at sige så stor en mand imod, så han nedtonede sin kritik og irettesatte ham mildt for hans overilede fejlbedømmelse. Han var overbevist om at kongen var en pletfri mand der absolut ikke havde fortjent den slags ærekrænkende anklager, og påviste med mange gode argumenter hvor ren hans samvittighed var, og hvor uendelig højt han var hævet over pinlige mistanker af nogen art. Desuden forklarede han at når kongen holdt hånden over Okke, var det ikke så meget et udslag af had til den sande kirke som af stridighederne mellem ham og Eskil. Og dertil kom at hvis det virkelig kom til åben strid, så skulle det nok vise sig at Eskil fik alle dem imod sig som han håbede på støtte fra. For i modgangstider havde folk det med at holde dårligt fast ved deres venskaber. Nu bad Absalon ham om hellere at bruge ham som mellemmand over for kongen, så skulle han nok forsøge at skabe et forlig der kunne afværge faren for et virkeligt brud mellem dem.

26,6  Eskil kunne ikke se den store nytte i de gode råd og anvisninger og plagede i stedet Absalon med spørgsmål om hvorvidt han havde tænkt sig at støtte ham i denne sag: det han var ude efter, var ikke en rådgiver, men snarere en kampfælle, og, sagde han, i dette øjeblik spurgte han ham ikke til råds, han bad ham om hjælp. Absalon vejede ærkebispens høje position op mod sin hengivenhed for kongen, og sagde så:

»Eftersom jeg er forpligtet af min embedsed til at være trofast og loyal over for dig, vil jeg hellere kritisere din naivitet med rene ord end bedrage dig med forekommende snak, for når sagen engang spidser til, vil jeg ikke stå som den der har lovet mere end jeg kan holde. Men så stærkt forpligtet af min ed er jeg heller ikke at det kan få mig til at glemme den hengivenhed jeg skylder min højt elskede herre, og gå til angreb på den mand som jeg er bundet til at vise såvel troskab som venskab. En anden ting er at det jo var let nok at udfordre kongerne dengang de var flere der kæmpede om magten, men at gå i krig mod den nuværende konge, nu hvor han sidder som ubestridt enehersker, det ville være det rene selvmord. Selv om vi angreb ham i fælleskab, ville det blot betyde at vi var fælles om risikoen for at miste alt. Du har ofte taget den slags risici, og du kunne gøre forsøget uden at udsætte dig for voldsom kritik, men hvis jeg begik den samme forbrydelse, uden den mindste undskyldning at læne mig til, så ville det være langt mere kritisabelt, netop fordi jeg så ville bryde vores venskabs lænker og gengælde fuldendt velvilje med nederdrægtig uforskammethed.«

26,7  Dette enestående værdige og kloge svar fik Eskil til at hyle af arrigskab, og nu pålagde han ham, med henvisning til hans hellige lydighedsed, at overbringe kongen hans krav. Absalon lovede at bringe budskabet frem, men nægtede at befordre svaret tilbage, for han ville ikke stå som den der såede splid mellem store mænd. Eskil stolede ikke fuldt ud på ham og sendte abbed Gerhard fra Esrum Kloster med ham for at høre om Absalon viderebragte hans budskab loyalt. Det var så skarpt formuleret at det ikke alene kunne have forværret stridigheder, men ligefrem forvandlet venskab til had. Disse hårde ord forsøgte Absalon så vidt muligt at nedtone ved at udtrykke budskabets barske indhold i værdige og afdæmpede vendinger.

26,8  Men da kongen hørte beskeden, blev han usædvanlig ophidset og svarede at Eskil havde været vant til at drikke de tidligere kongers blod, og nu tørstede han altså også efter hans! Dette og en masse andet af samme skuffe, formuleret i de skarpeste vendinger, gav han dem ordre om at bringe med tilbage som svar. Da Eskil fik den besked af Gerhard, slog hans hidsighed over i frygt, og lige så rasende han før havde været, lige så rædselsslagen blev han nu. For at bringe sig uden for fare drog han helt op til de fjerneste egne af Värend – nu var det ikke krig, men retræte der skulle bringe ham i sikkerhed.

26,9  Derefter lagde kongen den borg under belejring som Eskil havde anlagt på en holm i Ledre sø, til trods for at den var vanskelig at indtage både fordi den var befæstet fra naturens hånd, og fordi den havde rigeligt med forråd. Borgens forsvarere var ringere rustet med mandsmod end med mure og ville helst overgive sig inden de blev stormet, så de lovede at hvis ikke Eskil meget snart sluttede fred med kongen, ville de selv overgive borgen og udlevere Eskils barnebarn, der blev opdraget i Esrum, som gidsel. Kongen gik ind på betingelserne, tog imod drengen og hævede belejringen.

26,10  Da Eskil fik den besked, svarede han at borgen betød mere for ham end hans børnebørn, og at det ikke kunne falde ham ind at bekymre sig mere om deres liv end om borgens sikkerhed. Kongen genoptog så belejringen og byggede nu selv en anden fæstning hvorfra han kunne true de indesluttede på nærmere hold, for når hans modstander var så langt væk at han ikke kunne få ram på ham, måtte han så voldsomt han kunne, lade sin vrede gå ud over dem der forsvarede hans navn. Han satte først og fremmest sin lid til at vinteren ville hjælpe ham til at indtage borgen når isen åbnede den vej til borgen som vandet nu afskar.

26,11  En dag kom der en ukendt ung mand – hvem der havde sendt ham, vides ikke – og gav Gerhard et brev med falsk segl, som skulle forestille at komme fra Eskil, og som han bad ham overbringe til de belejrede. Gerhard anede ikke uråd og lod straks en af sine folk bringe brevet til borgen. I brevet stod der at Eskil holdt mere af sit barnebarn end af sin borg, og at han ikke ville være særligt tilfreds med sine krigere hvis de bekymrede sig så hårdnakket om en ubetydelig sag at de var villige til at sætte en betydningsfuld ung mands liv på spil af den grund. Derfor befalede han dem hermed hurtigst muligt at overgive sig for at afværge hans død. Når han i sit foregående budskab havde erklæret at borgens forsvar var vigtigere end barnebarnets liv, havde det været et udslag af arrigskab og ikke moden overvejelse. Da de havde læst brevet igennem, drøftede borgens mandskab denne plan til at få gidslet fri. Hvem der stod bag ideen, er uklart, men adskillige har mistænkt kongen.

26,12  I mellemtiden havde kongen rejst en stor træstamme og stillet gidslet hen til den som om han ville hænge ham som gengældelse for at borgen holdt ud. Da Gerhard hørte det, gik han til kongen med en gruppe af sine munke fra klostret og bønfaldt ham med grådkvalt stemme om at lade ham slippe ind i borgen og udsætte henrettelsen til han kom ud igen. Kongen optrådte nu på skrømt med en grusomhed som i virkeligheden lå ham meget fjernt, men langt om længe gav han dog efter for Gerhards bønner – og først efter på forhånd at have gjort det klart at fik han ikke borgen, var det ude med gidslet. Så snart Gerhard kom ind i borgen og fik besætningen i tale, spurgte han dem hvad der havde stået i biskoppens brev. Da han fik at vide at det var en ordre om at overgive sig for at redde den unge mands liv, rådede han dem til at gøre som der blev sagt, hvorefter han udvirkede at besætningen fik frit lejde med alle deres ejendele og overlod den tomme borg til kongen. Sådan blev den fromme, men naive mand taget ved næsen, og det gjorde en ende på krigshandlingerne.

26,13  Det siges at intet nogen sinde havde taget så hårdt på Eskil som da han hørte om dette. Senere sendte han dog en delegation af sted for at bede om fred, hvorefter han selv vendte hjem til Skåne, og nu var han lige så forhippet på at vinde kongens venskab tilbage som han tidligere havde været på at lægge sig ud med ham. For stik imod al lov og ret afstod han nu gods til kongen som tidligere konger i deres fromme gavmildhed havde skænket til kirker og klostre. Og hvor ulovligt det end var, har de følgende konger holdt fast ved disse besiddelser. Derpå drog han på pilgrimsrejse til Jerusalem for ikke at få skismaets smitte på sig, for han ville hellere opgive sit hjem end sit gode forhold til Rom.

26,14  Det var også på denne tid at en vis Christiern – som på det tidspunkt ikke havde noget embede, han blev først senere udnævnt til ærkebiskop af Mainz – kom til Danmark som gesandt for at overtale landet til at gå over på Octavians side. Han gjorde sig store anstrengelser for at indsmigre sig, og det lykkedes ham også halvt om halvt at overbevise kongen, men Eskil nægtede at høre på ham.

I mellemtiden var en mand ved navn Niels Rassesøn, der for nylig var blevet udnævnt til hertug i Slesvig, kommet voldsomt i strid med den lokale biskop, Esbern, og han havde været ubesindig nok til at angribe en af bispens kendteste gårde og jævne en pragtfuld bygning med jorden. Han havde netop givet ordre om at det hele skulle lægges på vogne og køres væk da han blev dræbt af Esberns krigere, der kom for at hindre ham i at fjerne noget. Det var Esbern bange for at han ville blive straffet for, og han bragte sig uden for rækkevidde ved at forlade landet og lade som om han ville til Rom. Men mens han opholdt sig i Sachsen, blev han alvorligt syg. Da Okke hørte det, bemægtigede han sig igen, med henvisning til Octavians myndighed, det embede hvor han én gang før havde siddet med en falsk bispetitel.

27,1  Senere satte kongen borgen Wolgast under belejring, og efter aftale deltog rygboerne. Selv om denne borg lå i vendernes land, var den ikke underlagt det fælles styre, men blev regeret af sine egne fyrster. Indbyggerne kaldte hertug Bugislav af Pommern til hjælp, men han var mere interesseret i at skabe fred end krig. Det lykkedes ham da også på deres vegne at få en fredsaftale i stand med kongen på de vilkår at de ikke alene skulle være kongen lydige, men også standse de sørøvere der plejede at passere ud gennem mundingen på deres flod, og denne traktat skulle de bekræfte ved udlevering af gidsler.

27,2  Ved denne lejlighed holdt rygboerne hærting, og her kom de op at skændes med en mand ved navn Bernhard Henriksøn, der var gift med kongens niece og derfor var fulgt med ham med to skibe. Han spurgte dem nemlig hvorfor de anså det for overflødigt at holde sig gode venner med den store hertug af Sachsen. Og da de svarede at de var revnende ligeglade med Sachsen og sachsere, udbrød han at de snart skulle få at føle hvor stor magt hertugen havde. Nu var der en del der ville springe op og falde ned på den magtfulde hertug han havde så høje tanker om, og de gjorde tykt nar af Bernhard og alle hans krydsforhør og trusler. Det lykkedes kongen at dysse skænderiet ned, men nu trådte en mand ved navn Maske frem. Han var en stor mand blandt rygboerne, af fornem slægt og med stor indflydelse, blind ganske vist, men ualmindelig skarpsindig og lige så åndsfrisk som han var aldersstegen. »Det er ofte sådan med kåde heste,« sagde han, »at jo strammere man holder dem, jo voldsommere trækker de i tømmen. Derfor må sachserne have frie tøjler så de ikke stritter alt for vildt imod og sprænger dem. Vi kender jo kun alt for godt deres mod, og de kender vores.« Den bemærkning nåede hertugens ører, og lagde spiren til konflikter mellem ham og kongen.

28,1  På samme tid sendte skismatikerne en delegation op for at sikre sig støtte fra danskerne med falske argumenter for at de havde retten på deres siden. Kongen stillede sig noget tvivlende over for deres påstande, og for at finde frem til sandheden sendte han sin sekretær Radulf ned til kejseren.

Denne Radulf, der var britisk af oprindelse, havde ordet i sin magt, men knap så meget tanken. Hos kejseren fik han noget der skulle forestille en overstrømmende høflig modtagelse, og hos Octavian blev han ikke mindre feteret, så det var som om de kappedes om at hylde ham og konkurrerede om at vise ham opmærksomhed. Men Octavian, der sad inde med en skinmyndighed som han var valgt til med fuldkommen illegitime stemmer, og som derfor skulle forestille at stå over kejseren i magt og myndighed, overgik ham også i sleskeri og smiger. Han sørgede for en præst der kunne læse bønnerne med Radulf hver dag så han ikke var nødt til at sidde helt alene og holde alt for uanselige andagter. Og han nøjedes ikke med at gøre ham tjenester, ud over hjælp og støtte gav han også gaver. Han gav ham nemlig ret til at bære ring når han forrettede messen, hvilket var at give et af bispestandens værdighedstegn til en mand på et betragteligt lavere niveau. Så det er ikke til at sige hvem af de to fjolser der var mest til grin: ham der gav gaven fra sig, eller ham der tog imod den.

28,2  Da kejseren havde hørt hvad Radulf havde at sige, erklærede han at han var dybt bedrøvet over splittelsen i kirken, men at han ikke agtede at holde med nogen af siderne før han havde en kirkelig fælleserklæring at holde sig til. Da, og først da, ville han slutte sig til den som alle kunne gå ind for. For nylig havde han haft stormænd fra hele Italien samlet til koncil for at komme til bunds i problemet. Her havde Octavian, i fuld tillid til at retfærdigheden ville ske fyldest, ydmygt lagt sin sag ud til den samlede kirkes afgørelse. Men Roland havde haft dårlig samvittighed, og ikke alene havde han været fræk nok til at blæse på indkaldelsen, han havde også udtalt at han var for stor en mand til at være nødt til at rette sig efter nogen andens afgørelser. For at få en ende på striden var det nødvendigt at kongerne fra hvert enkelt land mødtes hos ham og gjorde en samlet indsats for at få drøftet kirkens problemer igennem. Men de var næsten allesammen gået over til modparten, og ingen af dem stod på hans side.

28,3  Derfor var han umådeligt interesseret i at komme til at tale med den danske konge, der var så klog og forstandig, og allerhelst ville han overlade det til ham at føre hans sag, for med sin ædle karakter og sin hellige herkomst var han den helt rigtige mand til at afgøre så betydningsfuldt et spørgsmål. Derudover måtte han tænke på hvilken vældig fromhedsgerning det ville være hvis kongen med en skarpsindig afgørelse kunne frelse alle de mange sjæle der i øjeblikket var rådvilde og usikre på hvor saligheden var at finde. Oven i alt dette ville kejseren, hvis kongen virkelig påtog sig denne anstrengende rejse for kirkens skyld, forære ham en af provinserne i Italien samt overherredømmet over hele det vendiske område som belønning for hans møje. Det var den slags lokkemad kejseren brugte på Radulf, og lige så meget af samme skuffe fyldte han i et brev han gav ham med tilbage til Danmark.

Da Radulf kom hjem, fortalte han i overstrømmende vendinger om kejserens og Ocavians store hengivenhed over for kongen. Og kongen tog mere villigt end viseligt imod sin tjeners ord, og fik lyst til at besøge kejseren – ikke så meget for at løse kirkens problemer som af trang til at lære fremmede folkeslag og deres skikke at kende.

28,4  På den tid rejste en udsending fra Octavian ved navn Bernhard op til Danmark for at sikre sig bispernes støtte. Det var nu kun få af dem der tog positivt imod ham, men for at få dem allesammen over på sin side sendte han breve ud til hele kirkeprovinsen og lod som om han ville holde landemode. Fremmødet blev dog yderst begrænset, så det gjorde ikke manden mere respekteret, snarere til grin. Kongen tog afsked med ham i Slesvig, men kejserens rosenrøde løfter havde fået et godt tag i ham, og han underrettede nu Absalon om sine planer – han lå på det tidspunkt på vagt ovre ved øerne – og bad ham følge med på rejsen.

Men Absalon havde ikke meget tilovers for den luskede kejser og hans æresord og sagde at man ikke skulle stole på hans falske løfter. I øvrigt kunne man ikke omgås ham på fortrolig fod uden at begå helligbrøde eftersom han var en lige så glødende som uberettiget fortaler for det skismatiske parti. Hvad ham selv angik, gjorde han opmærksom på at han hverken havde forsyninger eller kræfter til at overkomme så lang og anstrengende en rejse. Kongen svarede at så længe han havde forsyninger nok, skulle Absalon ikke komme til at mangle noget. Men Absalon erklærede at hvor rigelige forsyninger der end var, så havde han under ingen omstændigheder tænkt sig at tilsidesætte sin sjæls frelse. Kongen forsikrede ham om at han bekymrede sig mindst lige så meget for sin sjæl, og at det jo netop var grunden til at han så gerne ville have ham med, at han skulle hjælpe ham med at lægge afstand til Octavians parti hvis retfærdigheden krævede det. Da nu Absalon stadig ikke var villig til at rejse og ikke under nogen omstændigheder mente man kunne tage på besøg hos kirkens fjender, erklærede kongen at indtil dette øjeblik havde han sat Absalon højere end nogen anden af sine venner, men hvis han nu mistede hans støtte, ville han aldrig mere vente sig noget godt fra hans side.

28,5  Nu indså Absalon at kongen beskyldte ham for utaknemmelighed, og han sagde: »Ingen fysiske farer skal nogensinde få mig til at svigte mit venskab med dig, men når det gælder sjælen, er det eneste rigtige at sætte gudsfrygt højere end frygt for mennesker. Alligevel, selv om jeg tydeligt ser de katastrofer der tårner sig op foran os, vil jeg ikke være bange for at sætte min egen sjæl i fare for at sikre din mod vildfarelser.« Så tog kongen ham med i sit følge sammen med andre højt ansete mænd af fornem slægt, nemlig fra Sjælland Sune og Esbern og fra Fyn Tage og Esger. Af sine egne slægtninge tog han kun Buris med – for at han ikke skulle gøre oprør derhjemme mens han var væk. Og også fra Jylland udvalgte han sig nogle rejsefæller.

28,6  Nede ved Ejderen blev de mødt af en af grev Adolf af Holstens riddere, som de ikke kendte, og da de spurgte ham om han kom for at følge dem på vej, meddelte han at hans herre netop i samme anledning var lige i nærheden og ventede på at de skulle krydse floden. Den eskorte mente kongens rådgivere ikke man kunne sætte sin lid til, men kongen var så forhippet på at komme af sted at han hverken kunne tage sig af frygt eller advarsler, og red selv først over broen som om føreren var en ærlig mand han fuldt ud kunne stole på. Og så fulgte de øvrige efter, for de ville hellere svigte deres overbevisning end deres konge.

Lidt længere fremme blev de modtaget af Adolf, der bød kongen velkommen og talte og opførte sig yderst venligt og imødekommende. Han fornemmede udmærket at mødet, på grund af de gamle modsætninger der var mellem dem, snarere var en plage for Valdemar end en fornøjelse, og i håb om at lidt tjenstvillighed kunne tø ham op, besluttede han sig for at invitere ham til at overnatte på hans regning i byen Itzehoe. Men kongen afslog tilbudet, hvorefter greven udstedte forbud mod at sælge nogen form for fornødenheder til ham. Da danskerne så gav sig til at spise af de madvarer de havde med hjemmefra, lod han sine tjenere bringe færdigtilberedte retter hen til dem, og på den måde lykkedes det ham endelig at nøde dem til for skams skyld at tage imod hans gæstfrihed. Endelig spurgte de ham så om han kunne give kongen eskorte videre frem, og han svarede at det kunne han, så langt som til Bremen.

28,7  Da de havde krydset Elben og nærmede sig Bremen, gik det op for Esbern hvor tåbelig og hvor formålsløs rejsen var, og efter at have overvejet sagen nøje, sammenkaldte han i al hemmelighed sin bror Absalon og nogle andre fremtrædende og forstandige danske stormænd og tryglede dem om at få kongen til at opgive den rejse han havde påbegyndt, i særdeleshed eftersom han var i færd med at foretage den uden lokal eskorte – så risikabelt et forehavende kunne de ikke lade ham gennemføre. Absalon mente ikke at det ville nytte noget at forsøge, for kongen ville ikke opgive sit forehavende, og som han sagde: den der gav ham det råd, ville ikke kun spilde sin ulejlighed, men også få at føle hvor uvenligt man tager imod et velment råd når man har bidt sig fast i en forkert beslutning.

28,8  Hertil svarede Esbern: »Selv om jeg så vidste på forhånd at jeg omgående ville komme til at betale dyrt for mine gode råd, så kunne jeg umuligt få mig selv til at tie stille med noget der efter min bedste overbevisning gælder kongens liv og sikkerhed. Så hvis I ikke selv vil tale, kan I i det mindste komme med mig og lytte til hvad jeg har at sige til kongen. For når ære og værdighed er truet, vil jeg hellere fornærme kongen med gode og nyttige råd end gøre mig til ven med ham med tom og ligegyldig smiger. I den situation må man hellere vække vrede med bebrejdelser end vinde velvilje med spytslikkeri.«

28,9  Absalon forstod at hans bror stod stort set lige så stejlt på sit som kongen, og selv om det var tydeligt at ingen af dem kunne tales fra sit forehavende, gik han alligevel med broderen til kongen for at forsøge at glatte ud hvis han skulle blive vred over det Esbern havde at sige. De øvrige mente ikke det var tilrådeligt overhovedet at være til stede.

28,10  Esbern sagde nu at han var forundret over at kongen var så forhippet på at komme af sted på denne lange rejse at han ville rejse uden så meget som en lokal eskorte – og det bare for at lægge sit eget og hele sit riges ve og vel i hænderne på et eneste menneske: den dybt upålidelige kejser! Man skulle næsten tro at han var ude på at lægge sit eget frie folk, der ikke var vant til at bøje nakken for barbarer, under tyskernes usle åg som sølle, foragtede slaver. Kunne man tænke sig noget tåbeligere end af egen fri vilje, uden at der er nogen som helst fare på færde, at styrte frem for at overgive sig – at bytte sin fulde frihed ud med uindskrænket slaveri, for slet ikke at tale om at vælge at regere over sit rige på andres nåde frem for med egen magt? På den måde ville kejseren nok undre sig, når han nu havde fået ham ind under sit herredømme, over hvordan det havde været muligt at besejre så mægtig en nation med løfter alene inden han overhovedet nåede at sætte våbenmagt bag!

28,11  Kongen, der havde det med at give sin vrede udtryk i få ord (for han sagde ikke meget når han var ophidset), svarede: »Det er muligt du er så bange af dig at du ikke tør følge mig på rejsen – men jeg kan ikke følge dig i din ængstelighed. Tapperhed er et bedre følge end hirdmænd: jeg skal nok gennemføre mine planer uden dig, og intet skal få mig til at lytte til den slags uhyrlige råd fra en kryster som dig!« Sådan blev Esberns fornuftige råd fejet til side af kongens forhastede ilterhed. Havde han fulgt hans råd, ville han have undgået den vanære det var at lægge hænderne ydmygt i kejserens. Det viser hvordan fornuft og dømmekraft svigter den der bliver slået ud af kurs af et anfald af ubesindighed.

28,12  De gjorde nu deres indtog i Bremen og blev modtaget med udsøgt gæstfrihed af ærkebiskoppen, der var et helt igennem høvisk menneske og kendt som særdeles nådig og gavmild. Da de bad ham stille en eskorte til rådighed, svarede han at det var mere passende at han selv fulgte med dem, end at han gav dem en eskorte. Samtidig var der adskillige sachsiske stormænd der gerne ville have en tryg rejse ned til kejserhoffet og derfor sluttede sig til kongens selskab så det så ud som om de hørte til i det danske hof. Efterhånden som kongens følge voksede til en større menneskemængde, kom det til at ligne en fjendtlig hær, og de skrækslagne lokale beboere søgte ind i kirkerne med koner og børn for at bringe sig i sikkerhed på hellig grund. Da dét gik op for kongen, begyndte han at sende folk i forvejen for at gøre opmærksom på hans fredelige hensigter så man undgik at skræmme folk, og for at give ordre om at der skulle indkøbes forsyninger til ham.

28,13  I Metz benyttede byens indbyggere sig af det store indryk til at skrue priserne op på alle deres varer, men kongen klagede til byrådet over den dårlige behandling og fik gennemtrumfet at både han og hans følge kunne købe hvad de havde brug for til rimelige priser. Og efterhånden som rygtet om hans redelighed og retfærdighed bredte sig, begyndte de tyske mødre at stille sig hvor han kom frem, og række deres småbørn frem imod ham, for de forestillede sig at en kongelig berøring, som en slags gave fra himlen, ville sikre dem en lykkeligere opvækst og varsle godt for deres opdragelse. Og ikke mindre overtroiske var bønderne: de rakte ham deres såsæd og bad ham sprede en håndfuld for at det skulle gro bedre.

28,14  Da Valdemar ankom til kejserhoffet, overlod hertug Henrik af Sachsen for gammelt venskabs skyld en stor del af sin lejr til ham, og han sørgede også for hans beværtning af egen lomme. Næste dag blev Absalon sammen med Radulf sendt til kejseren, hvor Absalon måtte bruge ærkebispen af Köln som tolk da han forelagde sit ærinde, eftersom kejseren ikke rigtig mestrede latinen. Det første kejseren gjorde, var at beklage sig over at kongen havde været så lang tid om at komme. Det var en fornærmelse at han ikke var kommet før, sagde han og erklærede at kongen havde pligt til at tjene kejseren lydigt eftersom han havde sit rige som len af det romerske rige. Absalon svarede så at det havde været mere klædeligt og ærligt af kejseren hvis han havde givet kongen den besked inden han drog ud på den rejse som kejseren selv havde lokket ham ud på med sine store løfter. Kejseren lod som om han var højlig forundret og spurgte hvem han skulle have sendt de løfter til kongen med. Absalon pegede på Radulf og sagde: »Her står den mand der har lokket den troskyldige konge af sted med dine falske løfter!« Kejseren nægtede, og Radulf turde ikke modsige ham, men Absalon opremsede hele hans tilbud, punkt for punkt. Da kejseren stadig bestred det, forlangte han så at han gav kongen en eskorte hjem igen. Men kejseren erklærede at han ikke ville have mere at gøre med hans hjemrejse end han havde haft med hans ankomst. Samme behandling fik kongens delegation den følgende dag.

28,15  Da det gik op for kongen, fortrød han at han ikke havde lyttet til de gode råd, men han erklærede at selv om han godt kunne se at han havde fået kniven for struben, ville han hellere selv miste livet end lade sit land miste friheden. Skummende af raseri ledte han med lys og lygte efter en udvej, men Absalon kunne nu fortælle at han havde fundet en vej til friheden, og at kongen havde lige så lidt grund til at være nervøs dér hvor han var, som derhjemme. Det der skulle til, var at han med jævne mellemrum red over den bro der danner grænsen mellem Tyskland og Frankrig, som om han skulle på jagt, og når det så til sidst var blevet en vane som ingen tænkte nærmere over, skulle han en dag ride over til en af de nærmeste byer på den franske side med alle sine bedste hirdmænd, for der var ingen tvivl om at den franske konge ville lade ham få en mere ærefuld hjemrejse.

28,16  Den plan kom kejseren dog i vejen for med et snedigt træk. Eftersom han ikke vovede at bruge vold mod kongen og ikke kunne gøre ham til sin vasal med tvang, forsøgte han at købe ham med gaver og lod alle Tysklands fyrster aflægge ed på at de ville lægge vendernes land ind under hans herredømme. Hvis det ikke skulle lykkes for dem, lovede han selv at gennemføre det så snart han kom tilbage fra Italien – og med den list fik han kongen til at lægge begge sine hænder i hans og sværge ham lydighed. På den anden side skulle han ikke møde frem ved hoffet som fyrster i almindelighed skulle, og ikke stille tropper til det romerske riges forsvar, så det var kun tilsyneladende, og ikke reelt at han blev kejserens undergivne. Hans søn og umiddelbare efterfølger på tronen ville det stå frit for at fraskrive sig de betingelser der havde bundet hans far, for der skulle ikke være tale om et arveligt lydighedsforhold som skulle binde det danske folk for tid og evighed. Skammen ved denne underkastelse blev noget mindre, mente man, af at den britiske konge var underlagt den franske i et ganske tilsvarende vasalforhold.

28,17  Herefter sammenkaldte Octavian et koncil, hvor han – mere velformuleret end sandfærdigt – forsøgte at påvise at han var valgt til pave ved en lovlig og retfærdig afstemning. Roland derimod havde først afslået værdigheden da han fik den tilbudt, og derpå bemægtiget sig den da han var afskåret fra den, og mens Octavian selv lagde sin sag åbent frem og bad alle bisper tage stilling til den, havde Roland så dårlig samvittighed at han ikke turde se kirkens dom i øjnene. Derudover prøvede han at få bisperne over på sin side ved at udstede forordninger der kom dem til gode og højnede deres værdighed, for han bestemte at stridigheder kun kunne henvises til paven i Rom når bisperne ikke selv havde mulighed for at fælde en endelig dom.

28,18  Da han var færdig, sagde kejseren at det var for at gøre en ende på denne strid at han havde kaldt alle provinsernes konger sammen til denne drøftelse, og at det efter hans mening ikke ville være rigtigt at modsætte sig deres afgørelse. På den anden side var de jo ikke kommet fordi de havde lyst til at vælge en romersk pave som den romerske kejser ikke kunne leve med, det ville jo være et forsøg på at øve indflydelse på et fremmed lands retslige forhold.

Herefter tog ærkebiskop Rainald af Köln ordet på gejstlighedens vegne og fortsatte i samme spor med en argumenteret påvisning af hvor dybt urimeligt de ubetænksomme konger over provinserne ville behandle kejseren. For hvad nu hvis det var i en af deres byer at der var opstået en strid om et bispevalg, og kejseren fandt på at lægge sin stemme i vægtskålen for at få sagen afgjort. Det ville de uden tvivl opfatte som et groft overgreb – og alligevel forsøgte de nu selv at gøre noget tilsvarende for Roms vedkommende. Det indlæg anså han for så begavet og velunderbygget at han gentog det hele tre gange efter hinanden: på latin, på fransk og på tysk. Men selv om han med den tale skaffede sig stort bifald blandt sit eget folk, stødte han samtidig vores folk fra sig.

28,19  Da så bisperne havde givet deres godkendelse til det, lod Octavian, der havde taget sig det falske navn Victor, lysene blive tændt, og nu havde han åbenbart i sinde at lyse Alexander og hans tilhængere højtideligt i band, men på det tidspunkt forlod Valdemar, på Absalons opfordring, forsamlingen for ikke at deltage i denne gudsbespottelse, for han holdt på at modparten havde retten på sin side og ville hellere vende ryggen til det herværende pavehofs vildfarelser end til det fjernes retfærdige sag. Absalon fulgte efter ham, og da Octavian bad ham blive siddende, svarede han at han var kommet dertil som medlem af kongens følge, og ingen kunne forbyde ham at følge ham nu, og med det svar slap han ud af denne afskyelige bispeforsamling, så han ikke blev besudlet med skismaets vildfarelser.

28,20  Den følgende dag gennemførte Octavian, trods kraftige indsigelser fra Absalon, en falsk salvelse af Live, den udvalgte biskop af Odense. Derpå blev hoffet flyttet til Besançon. Her slap foderet til hestene op, og da kongen klagede over at han ikke havde mulighed for at købe noget, gav kejseren sin staldmester ordre om at skaffe danskerne hvad de havde behov for. Og ikke længe efter tog han deres krigere med sig ud af byen og viste dem en landsby et stykke væk hvor de kunne tage hvad de manglede. Den praksis kendte de ikke, så de stillede sig ganske ubevæbnede op og bad landsbyens folk om foder til deres heste, men da de så at deres venlige ord blev mødt med spyd og pile, lagde de anmodningerne på hylden og gik over til kamp. De indtog så landsbyen, og da de så hvordan der steg røg op stadig flere steder rundt omkring, og forstod at det var andre landsbyer der var stukket i brand, gik de ud fra at de havde ret til at gøre det samme, og så sluttede de erobringen af med afbrænding – hvilket gjorde kongen dybt ulykkelig.

28,21  Der gik nu nogle dage, og da kejseren på et tidspunkt holdt et møde for at finde frem til hvilken straf man skulle give borgerne i Mainz, der havde myrdet deres egen biskop, fremsatte Valdemar endnu en gang sin klage og forlangte hjælp til indkøb af foder til sine heste der ikke havde mere at æde. Men kejseren svarede at hele omegnen hørte til hans hustrus arvegods, og at det var meningsløst at forsøge at købe noget man var i sin fulde ret til at tage med magt. Hertil svarede Valdemar at han var konge, ikke landevejsrøver! Han nægtede at plyndre og stjæle for at skaffe sig forsyninger, og hvad han fandt utilladeligt hjemme, havde han ikke tænkt sig at acceptere i udlandet. Selv om den slags voldshandinger kunne siges at være undskyldelige i en nødsituation som den han stod i, kunne han ikke få sig selv til at gøre brug af tilladelsen, for han ville ikke ødelægge sit hjemlands mildhed og retsindighed med udenlandsk ufølsomhed. Den fromhed han her viste, fremkaldte vældigt bifald fra alle Tysklands fyrster, der så forundret på hinanden og talte om hvor lykkelige de mennesker måtte være der blev regeret af så retlinet en mand. Og i den ros lå samtidig en stiltiende kritik af deres egen opførsel.

28,22  Da kongen havde fået lov til at gå, begyndte Henrik at presse kejseren for at dække udgifterne til hans hjemrejse: han kunne ikke nægte at vise gæstfrihed mod den mand hvis eget land omtrent var ét stort gæstehus for alle fremmede. Det lovede kejseren hjertens gerne, men han gjorde ikke meget for at opfylde det. Til gengæld gav biskoppen af Mainz en prøve på sin næstekærlighed der holdt mere end han havde lovet, ved hele to gange på vejen at indlogere kongen gratis natten over. Også Henrik gav klare beviser på sin venlighed og udstyrede ham adskillige gange med forsyninger. Men Ludwig, fyrsten i Thüringen, var ikke alene blottet for gavmildhed, men også fuld af grådighed, og plagede ham så skamløst at han til sidst måtte forære ham sin hest.

28,23  Senere lykkedes det Absalon først at gøre grev Adolf af Holsten til kongens ven og derpå at få ham til at aflægge troskabsed til ham, og som sin første gestus i den forbindelse opfyldte han sin pligt til indkvartering. Sådan nåede fædrelandets fader lykkelig og velbeholden hjem, og hans landsmænd, der havde ventet hans hjemkomst med længsel, modtog ham med jubel.

Særlig bemærkelsesværdigt blev dette år ved at Sofia fødte hans søn Knud, som på den fastsatte dåbsdag modtog genfødelsens sakramente af biskop Absalon selv. Denne hellige handling kastede den svenske jarl Guttorm glans over ved sin tilstedeværelse. Han stod i spidsen for en delegation der var kommet for at hente Valdemars niece, som var lovet bort til kongen dér i landet, kong Karl.

29,1  På den tid var kongen også blevet opsøgt af nogle udsendinge fra Norge der tiggede og bad ham om at gå til angreb på magthaverne dér i landet og forsøge at overtage styret, for landet var ødelagt af så mange borgerkrige og så sønderlemmet af forskellige høvdinges rædselsherredømme at det efterhånden var aldeles udmarvet og sammenbruddet nær. Og eftersom begivenhederne i udlandet på dette punkt griber ind i de hjemlige, vil en kort oversigt over forholdene i Norge næppe være uden interesse.

29,2  Der var en særdeles tapper mand ved navn Sigurd der efter mange og store krigeriske bedrifter blev taget til fange af sin fjende, Harald den Irske. Han blev sat om bord på et skib og sejlet ud på åbent hav for at blive druknet, men inden da havde han været forsynlig nok til at købe en del drikkevarer, og dem fyldte han nu på roerne som om han selv ville nå at få gravøllet med inden sin død. Da de var blevet godt muntre, bad han om at få et sidste ønske opfyldt: han ville gerne holde roret. Det fik han lov til, og nu heppede han på sømændene og råbte at de skulle ro hårdere til, lige indtil han mærkede at skibet skød en rasende fart – så slap han roret, sprang på hovedet i bølgerne og nåede i land inden de kunne nå at få vendt skibet sådan som det strøg af sted. Det var således på én gang hans egen snedighed og fjendens dumhed der hjalp ham væk så han undgik den ulykke der var tiltænkt ham, og da Harald en nat var ude på et hemmeligt kærlighedseventyr uden for lejren, listede han sig ind på ham og dræbte ham i armene på elskerinden som hævn for det han havde gjort mod Sigurd selv, som han havde taget til fange, og mod Magnus, som han havde berøvet såvel tronen som synet. For at skaffe sig et påskud for at gå i krig, hentede han omgående Magnus selv ud af klosteret, og skønt han manglede sine mandlige organer, tvang han ham til at påtage sig en mandig rolle: han satte sig for at rejse ham fra elendigheden til hans gamle kongeværdighed for at have hans myndighed og autoritet bag sig når han gik i krig mod Haralds sønner.

29,3  Det var altså i Magnus' navn at han udkæmpede et søslag med Haralds tre sønner, Inge, Sigurd og Østen, der havde sat næsen op efter deres fars trone. Her blev alle hans mænd hugget ned eller jaget på flugt, men i lang tid lykkedes det ham selv med en ufattelig tapperhed, der overgik det menneskeligt mulige, ene mand at holde fjenderne stangen på sit skib. Mange af dem måtte bukke under, men til sidst da hele sværmen af overlevende stormede til fra alle kanter for at få bugt med ham, satte han sin lid til sine enestående evner som svømmer, og på trods af at det snart var vinter, kastede han sig fuldt hærklædt i havet og svømmede bort under de bølger han selv havde blandet med fjendernes blod – hvorved han efterlod det spørgsmål om den tapperhed han havde vist på skibet, eller den behændighed han havde vist i havet, var den største. For at kunne bevæge sig frit når han svømmede, trak han – stadig under vandet – den brynje der beskyttede kroppen, og det øvrige kampudstyr af, men da han endelig dukkede op til overfladen for at trække vejret, blev han genkendt på tøjet af en af sine tjenere, der udpegede ham for fjenderne. Atter dykkede han ned, og nu tog han også kjortlen af, for han forestillede sig at det var den der havde afsløret ham. Men selv ikke på den måde kunne han undgå forræderens opmærksomhed, og det endte med at han også måtte trække de allerinderste klædningsstykker af. Alligevel kunne han stadig ikke narre stikkeren: han var den eneste overlevende blandt alle sine kammerater, og da det gik op for ham at ingen af alle de listige og frygtløse påfund hjalp ham det mindste, forsøgte han til sidst at spille død og blive under vandet i så lang tid at de der var efter ham, blev usikre på om han stadig var i live. Omsider måtte han dog op efter luft, for alle mennesker skal trække vejret, og nu greb han fat i roret på et af skibene, hagede sig stædigt fast med begge arme og hang dér uden en lyd et godt stykke tid. Og i sin ukuelighed kunne han såmænd have gjort endnu flere forsøg på at slippe væk hvis ikke en strenge vinterkulde havde lammet ham og tappet ham for kræfter. Det endte med at han blev opdaget: en mand der holdt omhyggeligt øje med havet, pegede ham ud, og han blev fanget, lagt i lænker og ført bort for at blive dømt på sine fjenders ting.

29,4  Her fik han ingen præst der kunne tage imod hans skriftemål, men han nøjedes med – som han havde ret til – at bekende over for de tilstedeværende efter først at have erklæret at han ville modtage den straf de måtte idømme ham, som en kirkelig bod, for han var fuldkommen klar over at når en præst ikke kunne fremskaffes, var det tilladt i stedet at skrifte sine synder for lægfolk. Han mindede også om at han var søn af Magnus, som Harald den irske havde kaldt sin far. Og selv under de pinsler de nu udsatte ham for, levede han uanfægtet op til hans sjælelige storhed. For først gav de ham prygl, og derpå knuste de hans lemmer led for led med hamre – åbenbart skulle straffen ramme hver eneste del af hans legeme – men der undslap ham aldrig et suk, aldrig den mindste jamren, ikke ét bønfaldende eller klagende ord, og i det hele taget intet tegn på smerte, tværtimod: han læste højt af psalteren som om han sad i fred og ro, og opgav ånden alt imens han fremsagde bønner og hellige ord.

29,5  Kirkens disciple ville i sandhed være lykkelige hvis de alle kunne gå døden i møde med samme sindsro som denne kriger. Det er muligt at han var en forræder, det er muligt at han lagde freden i sit eget fædreland i grus og gik i krig mod sine egne landsmænd, men for hans tapperheds skyld burde fjenderne have ladet nåde gå for ret. Men disse hævngerrige mennesker tænkte mere på at hævne egne nederlag end på at hylde andres tapperhed. Og de nøjedes ikke med at udøse deres vrede over ham mens han levede, det var som om hans død ikke kunne stille dem tilfreds, så kort efter hængte de hans lig op i en galge og behandlede ham lige så grusomt efter døden som de havde gjort inden døden da de pinte livet af ham, ja, de mente slet ikke at de havde udrettet noget hvis de lod deres ondskab gøre holdt ved støv og aske.

Magnus faldt i samme slag, det slag som Sigurd havde udkæmpet i hans navn. Han havde allerede mistet øjnene, nu mistede han livet, og det var, kan man sige, den anden gang lyset forlod ham.

29,6  Herefter sad Haralds sønner på magten. Af dem var Inge den eneste der var født i ægteskab, og i forhold til sine to brødre, der var født henholdsvis af en norsk og en irsk elskerinde, var han fornemmere i sin optræden, præcis som han var det af fødsel. Han var nemlig et helt igennem hæderligt og pænt menneske, hvorimod hans ene bror gik for at være en pengegrisk slyngel, og den anden et liderligt svin. Men i hans tidligste barndom havde hans amme engang været uforsigtig nok til at tabe ham, og han havde ramt gulvet så uheldigt at han fik ødelagt sin ryg og resten af livet var pukkelrygget. Så på sin vis blev hos denne mand en smuk sjæl skæmmet og forhånet af et misdannet legeme, og det er ikke sådan til at sige hvad der vejer tungest i hans skæbne: den venlighed den viste ham, eller den hån den lod ham lide.

29,7  På et tidspunkt skete der det at hans mænd kom op at skændes med Sigurds krigere i Bergen. En af hans kammerater blev dræbt, og de øvrige var så ivrige efter hævn at det kom til voldelige optøjer, hvor de fór frem som vilde og vanvittige, ikke bare mod morderne, men også mod Sigurd selv, der måtte søge tilflugt i en kirke, hvorefter de brød døren ind, fangede ham og huggede ham ned. På overfladen var det mordet de hævnede, men i virkeligheden var det fordi han havde ydmyget dem ved at voldtage deres hustruer.

29,8  Østen, der var på vej til Bergen med en flåde, hørte om begivenhederne fra folk han mødte, men han var mere opsat på at møde sin bror end på at tage sig i agt for ham, så han fortsatte alligevel ind til ham. Da det gik op for ham at broderen ikke ville lade ham få den del af riget han havde krav på, gik han sin vej med nogle få ord og med en mine der lovede at han ville være loyal, men han var bange for at få samme endeligt som sin døde bror og foretrak at kaste sig på flugt frem for at kaste sig i armene på de mennesker der lige havde begået et mord. Sigurds mordere havde ikke nok i deres sidste forbrydelse: de så ham som en rival til Inge, satte efter ham og tvang ham ind til land, hvor han forsøgte af slippe væk over landjorden i stedet. Men da han var umådelig fed, gik det ikke så hurtigt, og de dræbte ham tæt ved stranden. Derved havde de ryddet to tronprætendenter af vejen, og de håbede at det ville skaffe dem større løn og ære fra den tilbageværende.

29,9  Men al deres grådige blodtørst og glubende trang til kongemord, der dårligt nok var blevet mættet efter dette dobbeltdrab, blev senere straffet af en vis Håkon, der ville hævne sin fars mord. For nu hvor vold og ugerninger havde reduceret tre mand til en, Inge, var der adskillige særdeles ihærdige mænd, blandt andre Åmund Simonsøn og Filip, der ikke kunne finde sig i at han skulle sidde sikkert og uantastet på tronen når det var forbrydelser der havde sat ham på den, hans egne såvel som andres. Samtidig var der adskillige der fandt det pinligt at en mand med så latterlig en legemsfejl skulle have frie hænder til at regere landet – og så på grund af sine hirdmænds ugudelighed.

29,10  Derfor valgte de den nævnte Håkon til leder af deres parti og stadsede ham op med kongetitel selv om han var ganske ung og uerfaren, hvorpå de erklærede Inge krig og udkæmpede en hel række slag med deres fjender, officielt for at hævne Sigurds eller Østens død. De blev dog slået i det ene slag efter det andet, og det endte med at de flygtede ind i Sverige med deres myndling. Inge forfulgte dem ivrigt helt ned i nærheden af Sjælland, og da en stor del af hans fjender søgte ind i de skove der lå i nærheden af havet, sendte han en delegation til Absalon for at bede ham om at fange de mænd der havde søgt tilflugt i skovene langs kysten. Absalon mente nu at den slags var under hans værdighed og position, og tog sig ikke af anmodningen.

29,11  Efterhånden som vinteren nærmede sig, begyndte de mænd der var flygtet sammen med Håkon, at vende næsen hjemad. Og de forestillede sig måske at et nyt sted kunne give nye muligheder, for nu lod de slaget stå ude på isen, hvor det med en ligelig blanding af snedighed og styrke lykkedes dem at udslette Gregorius og hele hans hær. Gregorius var næst efter kongen den der havde den højeste position i landet, en effektiv mand, i tanke såvel som i handling, og den krumtap hvorom al Inges håb og fortrøstning drejede sig. I løbet af slaget pressede de fjenderne over på et område hvor de natten før havde boret huller i isen for at gøre den usikker, og derved tvang de dem i dybet.

29,12  Ved deres død mistede Inge stort set alt håb, og mentalt var han nu lige så svækket som militært, for han så i ånden hvordan tabet af hans trofaste støtte Gregorius varslede hans egen undergang. Det endte med at han genoptog kamphandlingerne mens frosten stadig bandt vandene, og også han forsøgte sig på isen, men med lige så lidt held som Gregorius. For ganske vist valgte han sig en kampplads ude på det tilfrosne hav hvor han med tilfredshed kunne konstatere at isen var lige så stærk som landjorden, men på trods af at det var ham der havde flest krigere, blev han alligevel dræbt sammen med næsten hele sin styrke. Sådan fik han sin straf for mordene på sine brødre – hvad enten han nu havde godkendt dem eller kun set igennem fingre med dem – og sådan betalte han sin bod til sine brødres sjæle.

I denne krig, den største og blodigste Norge nogen sinde har set, døde stort set hele den slægt der havde udgjort rigets grundpille. En enkelt overlevende efter blodbadet, Erling, rejste til Jylland med sin søn Magnus, der på dette tidspunkt var ganske lille, men gennem sin mor var en nær slægtning til Valdemar. Her nød han stor ære og respekt hos kongen, og han modtog rundhåndet økonomisk støtte og rigelig forplejning i sit eksil.

29,13  I mellemtiden var en mand ved navn Sigurd til sine kammeraters store ærgrelse af Håkon blevet udnævnt til jarl som belønning for sin tapperhed. Og eftersom de andre altså tog det meget fortrydeligt op, havde det formodentligt givet årsag til et vældigt oprør hvis ikke Erling pludselig var dukket op nede fra Danmark og havde sat en stopper for fjendernes indbyrdes stridigheder ved at give dem andet at se til. For nu udråbte han omgående den nævnte søn til konge eftersom han på mødrene side var i slægt med de gamle norske konger, og derved skaffede han Håkon en rival, og Inge en hævner. Så oprøret bredte sig, Sigurd lod Håkon i stikken fordi han ikke ville dække hans omkostninger til krigen, og da Håkon selv tog kampen op med Magnus, blev han dræbt.

29,14  Sigurd var sluppet til Sverige, men da han efter et par dages forløb vendte tilbage til landet, blev han slået ihjel af Erlings mænd. Så resultatet blev at han i al ubemærkethed og uden ære mistede det liv han ikke havde været villig til at ofre i ærlig kamp. Men resterne af Håkons hird var på én gang fulde af oprørstrang og misundelse over at det gik deres fjender så godt, og derfor valgte de sig nu en ny konge, en yderst lovende ung mand, der var plejesøn af en mand ved navn Markus. Men det gik dem ikke bedre end sidste gang. For Erling vandt en tilintetgørende sejr over dem, hvor de ikke alene mistede deres sejr, men også deres konge, hvorefter de søgte tilflugt hos kong Karl af Sverige og opfordrede ham til at stille sig i spidsen for dem, for også han havde tilsyneladende en vis familieforbindelse til de norske konger. Hos ham blev de i lang tid holdt hen med store løfter, men da det efterhånden gik op for dem at han var mere optaget af at holde på sit eget rige end at overtage andres, sendte de en delegation til Valdemar for at bede ham om hjælp.

29,15  De svar de fik derfra, var mere imødekommende, så det endte med at de selv tog derned. Kongen hørte på deres bønner, men det gik hurtigt op for ham at så snart han én gang havde lovet dem at gøre krav på Norge, plagede de ham i én uendelighed om at tage affære. Han mente nu at det ville være temmelig dumt at påtage sig så omfattende en operation udelukkende fordi denne delegation opfordrede til det, så derfor sendte han først i al hemmelighed nogle folk op for at lodde stemningen blandt folket. Da han så ad den vej havde konstateret at indstillingen deroppe svarede til udsendingenes beskrivelse, satte han til gengæld uden tøven felttoget i værk.

29,16  Da Erling hørte det, flygtede han så langt væk som han overhovedet kunne, helt op til den yderste ende af Norge, for det var mindre risikabelt, formodede han, at søge tilflugt i de fjerneste egne af landet end at forsvare den nærmeste med magt. Han havde nemlig kun få, men gode skibe klar, og de egnede sig bedre til flugt end til kamp. Resultatet blev at kongens ankomst spredte skræk blandt Erlings tilhængere, og tilfredshed blandt hans fjender.

29,17  Valdemar drøftede nu situationen med sine venner, og her var der nogle der ville sætte alt andet til side og øjeblikkelig optage forfølgelsen af fjenderne, mens andre holdt på at man først måtte sikre sig befolkningens støtte og rejse hjælpetropper blandt de lokale beboere. Men det blev det omstændelige forslag der vandt over det forcerede. Valdemar gennemførte så en yderst udbytterig rejse gennem store dele af området, hvor han blev modtaget med stor entusiasme af lokalbefolkningen. Og da han nåede til Sarpsborg, modtog han kongetitlen, som indbyggerne i Viken havde besluttet at tilbyde ham. Her holdt han også i fuld fordragelighed ting med befolkningen. Så hvis han havde sat alt det til side og gjort alvor af at forfølge fjenden, er der ikke megen tvivl om at han ville have forenet Norge med det danske rige.

29,18  Derfra forsatte han så med skib til Tønsberg, hvor en lille flok af Erlings mere fanatiske tilhængere forsøgte at redde livet ved at flygte op på en høj klippetop. Men kongen valgte fromhed frem for grusomhed og ville ikke gå med til at byen blev brændt af, for ikke at risikere at kirkerne, der lå spredt mellem de private boliger, også skulle gå til i flammerne. Ingen af bisperne, der på den tid havde vældig indflydelse i Norge, kunne få sig selv til at opsøge kongen, hvilket jeg dog snarere vil tro skyldtes hensynet til fædrelandet end hensynet til Erling. Men Orm, som de kaldte »kongsbroder«, gik til Valdemar og tilbød at tjene ham på den betingelse at det ikke kom i konflikt med det troskabsløfte han havde givet Magnus.

Efterhånden som felttoget trak ud, slap forsyningerne op, og da kongen ikke længere kunne mætte sine folk, måtte han til sidst opgive togtet. En stor flok nordmænd der var gået over på hans side, tog væk sammen med ham af frygt for repressalier og måtte i lang tid leve i eksil, dels for kongens dels for stormændenes regning.

30,1  Senere, da kongen hørte at de østlige vender nu stolede så meget på deres egen styrke at de havde startet en opstand, sluttede han forbund med hertug Henrik af Sachsen, og for at knytte venskabet endnu tættere aftalte han ægteskab mellem hertugens datter, der stadig lå i vuggen, og som han havde fået med en hustru som han senere lod sig skille fra, og sin egen søn Knud, der var under et år gammel. Mens nu Henrik udrustede en landhær, samlede han selv en flåde, og da han nåede frem til Rügen satte han Absalon til at udskrive hjælpetropper blandt de lokale beboere, der optrådte som hans venner selv om han ikke helt kunne stole på det. Derefter satte han hurtigst muligt kursen mod floden Peene for ikke at bryde sit løfte til Henrik og komme for sent når de skulle mødes.

30,2  På trods af at der ikke var anden sikkerhed for aftalen med rygboerne end nogle få gidsler, mødte Absalon frem på deres ting, hvor han fik hæderspladsen, og mens han nu fremførte sit ærinde, som han måtte forelægge dem gennem en tolk eftersom de ikke forstod dansk, skete der det at en ung rygbo som den lumske vender han var, lod som om han ville købe en af de danske krigeres hest, satte sig op på den ligesom for at prøve hvordan den var at ride på – og forsøgte at stikke af med den. Da Absalon fik det at høre og fremlagde det for forsamlingen, så de for sig hvordan den ene uærlige mand havde sat spørgsmålstegn ved alle rygboernes troværdighed, og hele forsamlingen sprang op som vanvittige og styrtede af sted i alle retninger for at indhente svindleren.

30,3  Absalons ledsagere blev forbløffede, ja på det nærmeste skrækslagne over det postyr der pludselig var blevet i folkemængden, men nogle få af rygboerne, der var pårørende til den unge mand, og som tog mere hensyn til deres egen familiefølelse end til den fælles skandale, kastede sig bønfaldende for Absalons fødder og lovede at skaffe hesten tilbage hvis bare han ville kalde forsamlingen sammen igen og forhindre dem i at gennemføre det de var i færd med. Deres tårer og bønner fik Absalon til at forbarme sig: han sendte nogle mænd ud for at berolige folket, og det lykkedes ham at dæmpe gemytterne og lægge låg på opstandelsen. Krigeren fik straks sin hest igen, og Absalon gav ham en ordentlig overhaling fordi han kunne være så tumpet at lade sig narre af en tyveknægt. Derpå lovede stammens konge, Tetislav, at levere forstærkninger til flåden, og Absalon skyndte sig efter kongen.

30,4  I mellemtiden havde Henrik sendt nogle af sine fineste tropper i forvejen for at forberede hans overgang over floden. De stod under ledelse af grev Adolf af Holsten, Henrik af Ratzeburg og Grev Gunzelin af Schwerin (en by som Sachserne for nylig havde taget magten over og givet købstadsrettigheder), samt en vis Regnald, der var af mindre ædel herkomst og udmærkede sig mere ved sine bedrifter end ved sin afstamning. Da nu venderne dels hørte, dels selv kunne se at de var på vej, ville de hellere kæmpe mod en del af fjenderne end prøve kræfter med dem alle på en gang, for, tænkte de, det ville være en betydelig svækkelse for fjenden hvis de kunne få bugt med fortroppen. Fulde af beslutsomhed og optændt af kampgejst rykkede de frem for at nedkæmpe fjenden, og netop da fik de øje på en frygtelig dæmon der hang i luften over deres hoveder. Det syn styrkede deres mod som var det en fører sendt fra himlen: de tog det som et sejrsvarsel, stormede ind i fjendernes lejr som et lyn fra en klar himmel og huggede dem ned inden de kunne gribe til våben.

30,5  Adolf og Regnald blev dræbt i selve indgangen til lejren og betalte med livet for deres uforsigtighed. De to var blandt de første ofre for blodbadet, men Gunzelin og Henrik havde held til at slippe væk midt mellem de fremstormende skarer, greb felttegnene og samlede resten af deres flygtende kammerater om sig, hvorefter de foretog et dristigt angreb på fjenderne, der nu havde kastet sig ud i plyndringerne – og vendte flugt til sejr. Så selv om sachserne var gået ganske uforberedt ind i slaget, gjorde deres tapperhed det uklart om det tab de led, var større eller mindre end det de selv tildelte venderne.

30,6  Det gjorde naturligt nok dybt indtryk på Henrik da han hørte om sine faldne kammerater, og for at hævne sig skyndte han sig af sted for så hurtigt som muligt at lægge Demmin under belejring. Da det gik op for ham at indbyggerne selv havde brændt byen af, gav han ordre om at hvad der var tilbage af bymurene, skulle jævnes med jorden så alle byens forsvarsværker var brudt ned. Og eftersom han ikke havde mulighed for at lade sit raseri gå ud over mennesker, lod han så at sige straffen ramme døde ting og brændte byen Gutzkow, som også var blevet forladt af sine rædselsslagne indbyggere. Borgerne i Wolgast fulgte eksemplet fra nabobyerne, som de til deres store skræk havde set blive ødelagt: i al hemmelighed rømmede de byen, krydsede floden med koner og børn og efterlod kun deres tomme huse til fjendernes rasende hærgen. Kongen kunne så uden videre besætte deres by. Han udstyrede den med en garnison og indtægter til at betale den og satte den under kommando af sørøveren Vedeman. Også folk i Osna følte større rædsel ved de øvrige byers skæbne end tryghed ved deres egne mure og fulgte nabobyernes eksempel i deres forholdsregler som de fulgte dem i deres frygt: for at hindre fjenden i at slå sig ned i byen rømmede de den og brændte den af, for de ville hellere overgive deres hjem til flammerne end til fjenden.

30,7  Kongen fik nu den bro der i en vis forstand skar floden over på midten, brudt ned, og så snart han havde ryddet floden for alt hvad der ellers var til hinder for sejladsen, fortsatte han til landsbyen Stolpe, hvor han senere mødte hertugen.

Han ville nu være sikker på at Wolgast ikke blev opgivet lige så hurtigt som den var blevet erobret, og blev overladt til fjenden igen så snart han selv var borte – især fordi han holdt på at herredømmet i den by kunne sikre danskerne magten over vendernes land til evig tid – og derfor besluttede han sig for at gøre Absalon, Buris og Sven, den daværende biskop i Århus, til borgere i byen, og han gav dem sin søn Christoffer med for at forvisse de andre om at de kunne regne med hans egen hjælp. Han bad dem om at få venner og slægtninge med i projektet, men kun sjællænderne lovede Absalon at deltage, mens de andre fandt risikoen alt for stor og hverken selv havde modet til at blive eller kunne få nogen med sig – og det på trods af at hele flåden havde besluttet sig for at dele sine forsyninger med dem, og også, som en fælles forpligtelse, at bringe omegnens afgrøder i lade for dem, for der blev givet ordre om at hæren skulle høste kornet til brug for dem der blev tilbage.

30,8  Den plan løb altså ud i sandet, og da fjenderne hverken ville indlade sig i kamp eller indgå nogen form for aftale, udtænkte kongen en snedig plan der skulle tvinge dem til at gøre en af delene. Han gav nemlig under hånden Absalon besked om at sætte sine roere i gang med omhyggeligt at fjerne alle de pæle der var rammet ned i floden, og alt andet der kunne være til hindring for sejladsen, så hele flåden kunne passere op ad den. Da floden omsider var helt renset for hindringer, begyndte flåden fremrykningen, men da den kom ind i en snæver passage, kunne venderne, der red rundt inde på bredden til begge sider, komme helt tæt på danskerne, og de sårede adskillige af dem. Sådan en frækhed fra fjendernes side var for meget for så tapper en mand som Peder Elivsøn. Han sprang straks fra borde med hele sit mandskab, trængte modigt ind på fjenderne og tvang dem væk fra stranden. I sidste ende blev han dog fejt ladt i stikken af sine mænd, men med sin død opnåede han at hans kammerater kunne sejle videre uden tab.

30,9  Sådan blev det muligt for kongen, ikke alene at fortsætte uden fare, men også at sætte Henrik og hele hans hær over floden ved at lægge skibene helt op ad hinanden som en slags bro. Da det gik op for venderne, blev de bange for også at få deres tilbageværende byer ødelagt, og i deres iver efter at komme faren i forkøbet tilbød de nu Valdemar gidsler for at få den fredsaftale de tidligere havde afslået så hånligt – men, sagde de, Henrik ville de under ingen omstændigheder tilbyde det samme. Men kongen anså det for forræderi at slutte fred med fjenden uden om sin forbundsfælde, og sendte Thorbern til Henrik for at underrette ham om fjendens tilbud. Da Henrik så svarede at han med glæde ville gå ind på de betingelser Valdemar stillede, indgik Valdemar et forlig med venderne, der gik ud på at magten i Wolgast skulle deles mellem tre herskere: Tetislav, Kazimar og Nuklets søn Prislav, Peeneflodens munding skulle spærres for de sørøvere der plejede at plyndre Danmark, og Henrik skulle bevare uindskrænket ejendomsret til de fæstninger han havde erobret i vendernes land.

Men Kazimars folk hadede tanken om på den måde at skulle samarbejde med udlændinge. De turde ganske vist ikke bruge magt, men så snart Henrik var væk, begyndte de at plage rygboerne med tyverier: de stjal og røvede fra dem i én uendelighed til de til sidst var så fattige og udhungrede at de var tvunget til at forlade deres fælles by. De åbnede også for sørøveriet, og brød i det hele taget traktaten på adskillige punkter.

31,1  Senere lod rygboerne sig opmuntre af Henrik til åbenlyst at erklære danskerne krig, og kongen, der måtte se i øjnene at hans ven var lige så forræderisk som hans fjender var upålidelige, satte ind med et forårsfelttog hvor han hærgede og brændte egnen omkring Arkona. Derfra satte han kursen mod den havn som de lokale kalder Por. For ikke at komme ud i et egentligt slag med alle rygboerne på en gang havde han tænkt sig at tage sig af dem lidt ad gangen, og han gav nu Absalon ordre om at sejle i forvejen til Ziudra i løbet af natten. Selv ville han så følge umiddelbart efter ham, og derfor gav han sine vagter besked på at holde nøje øje med hvornår Absalon lettede anker. Men de foretrak at sove sødeligt frem for at følge deres instrukser, så Absalon kom af sted uden kongen og hærgede ikke bare Ziudra, men også markerne og landsbyerne udenom, både med ild og med sværd.

31,2  To af hans ryttere havde før været oppe at toppes om hvem af dem der var modigst. Nu kastede de sig ud i kappestrid, begge lige opsatte på at præstere noget stort i felten, og da de havde jaget nogle fjender ned til en sø og så at de forsøgte at slippe væk i robåde, tænkte de mere på at følge efter de andre end på hvad der var farligt for dem selv. Ingen af dem ville risikere at den anden fik et forspring hvad tapperhed angik, så begge sporede deres heste og styrede dem med dødsforagt ud på det dybe vand – men de havde glemt at tænke på hvor tungt bevæbnede de var, og blev trukket ned og druknede. Og sådan blev dumdristigheden straffet af det våde element da disse mænd, der var mere optaget af ære og berømmelse end af liv og sikkerhed, fik både deres endeligt og deres grav i vandet.

31,3  I mellemtiden havde Absalon nu været hele egnen igennem og plyndret og brændt overalt, men netop da han havde bestemt sig for at vende tilbage til skibene med kolossale mængder af bytte og fornemme trofæer, fik han øje på en stor fjendtlig styrke der var i hælene på ham. Han besluttede sig for at trække sig tilbage på den anden side af to vanskeligt passable vadesteder som om han var bange, hvilket skulle lokke fjenderne fremad og ud i det vanskelige terræn hvor han kunne gøre det af med dem. Det første vadested krydsede venderne uden at betænke sig, men foran det næste gjorde de holdt, for her blev de usikre på om de kunne komme tilbage igen. Omtrent i samme øjeblik skete der det at to sjællandske krigere til fods, der kom bærende på en enorm bylt med bytte, tog fejl af vejen og på det nærmeste rendte lige ind i den vendiske hær. To vendiske ryttere gik på dem, men selv om de uden besvær kunne være sluppet over på den anden side af vadestedet, ville de ikke stå som kujoner der stak halen mellem benene, så de foretrak at holde stand mod fjenden frem for at løbe hjem til deres kammerater. Det ville være pinligt ikke at være lige så modige som fjenderne når de nu var lige så mange. For at kunne bevæge sig helt frit standsede de op, smed bylten fra sig og trak sværdene. Og skæbnen belønnede deres ubøjelige tapperhed og holdt hånden over dem, for ingen af rytterne turde komme nærmere, og så tog de bylten op igen og gik videre. Da venderne så sendte to ryttere ud mod hver af dem, afviste de også det angreb lige så resolut som det første – hvilket vakte stor beundring, såvel blandt fjender som venner, og fyldte fjenderne med skam og vennerne med en usikker blanding af frygt og glæde. Til sidst blev de angrebet af seks ryttere, men stadig var de ikke til at ryste, og deres ufravigelige tapperhed var som en hån mod fjendens fejhed.

31,4  Absalon tænkte da også straks på at komme de modige og selvsikre mænd til hjælp. For nu sendte han lige så mange af sine ryttere ud til forstærkning som han så at fjenden sendte frem. Venderne bød igen over og supplerede deres lille flok med en hel horde af krigere. Og sådan voksede forstærkningerne hele tiden ligeligt på begge sider, og rytterne mødtes fra hver sin side som ved en turnering – lige indtil sjællænderne ikke længere kunne se roligt på fjendernes provokerende opførsel og gik imod dem i samlet flok. Eftersom fjendens flugtvej var spærret af vadestedet, kunne de ikke forfølge dem særlig langt, og de fik derfor hugget flere heste end mennesker ned. Så vendte de om, og på vejen tilbage mod skibene mødte de en hel kampstyrke til: det var deres egne roere, i fuldt udstyr med våben og faner, der tilfældigvis havde hørt hvad der var på færde, og nu tappert kom deres kammerater til hjælp. De må bestemt dele æren for denne sejr med Absalon, eftersom de ganske uopfordret mødte frem for tappert at stå ved hans side.

31,5  I mellemtiden var kongen langt om længe blevet vækket af nattevagterne, og han satte nu af sted i en frygtelig fart for at indhente forsinkelsen. Så snart han fik øje på sjællænderne, ville han lægge ind til land for at plyndre, men Absalon kunne fortælle ham at fjenden ikke havde noget som helst tilbage han kunne røve – hvorpå kongen udtalte sin begejstring over at så lille en flok helt på egen hånd havde ordnet det hele uden at bruge længere tid på det end hvis han selv havde været med. Han hærgede så nogle andre dele af øen med ild og sværd, hvorefter han begav sig hjem.

32,1  Først på efteråret vendte han tilbage med en flåde, og denne gang begyndte han med at ødelægge markerne, for uden afgrøderne ville lokalbefolkningen ikke have mulighed for at forskanse sig i deres byer. På et af sine strejftog kom han til byen Arkona, og her følte byens indbyggere sig så sikre på deres egen styrke at de marcherede ud ad byens eneste port og rykkede frem mod kongen – de var for modige til at sidde indespærret bag byens mure, syntes de. Kongen lod helt bevidst danskerne rykke baglæns i et forsøg på at trække fjenden længere væk fra murene, men da det viste sig at de var mere forsigtige end han havde håbet på, gik han til angreb og tvang dem tilbage mod byen igen. Men han holdt sig fra porten, for ikke at risikere at hestene blev ramt af spyd.

32,2  Så var det at en stor og stærk og modig ridder fra Sjælland ved navn Niels kastede sit spyd ind gennem porten og ramte en af de mænd der forsvarede indgangen, så han styrtede død til jorden – hvorefter han selv vendte sin hest og kom af vejen uden en skramme. Den bedrift forsøgte Thorbern, der må regnes som en af Sjællands mest fremtrædende riddere, at gøre ham efter, med samme dristighed, men ikke samme held, for han sendte sit spyd ind i klyngen af fjender og sårede også en af dem, men da han gjorde om for at ride tilbage, blev han selv ramt så hårdt af en sten at blodet fossede ud af hovedet på ham. Efter den episode var han længe svagelig, og først langt senere kom han nogenlunde over det. Det samme skete for Buris, der gjorde sig store anstrengelser for at leve op til sin fornemme slægt med imponerende heltegerninger og derfor forsøgte det samme vovestykke med at angribe forsvarerne ved porten: han blev ramt så voldsomt i hovedet med en sten at han var lige ved at styrte livløs af hesten. I hans kraftesløse tilstand kom hans kammerater ham til hjælp og reddede ham fra at blive dræbt af fjenderne. Men resultatet blev at rygboerne ikke længere følte sig spor trygge ved at kæmpe uden for murene, i betragtning af at de konstant havde fjenden helt inde på livet selv når de var bag dem.

32,3  Derfra fortsatte hele flåden til Jasmund-området. Absalons fremragende egenskaber, både hans mod og hans enestående ekspertise i krigsførelse, betød at det var ham der kommanderede fortroppen når hæren ankom til et sted, og ham der befandt sig i bagtroppen når den drog af sted igen, og altid havde han de raskeste af de unge danskere ved sin side, fulde af iver hvad enten det var bytte eller hæder og ære det gjaldt, hvorimod kongen med den tungere del af hæren plejede at rykke langsommere frem og praktisere en mere besindig og disciplineret form for krigsførelse. Derfor fik han ingen steder lejlighed til kamp, og da han havde gennempløjet en stor del af området, lod han endelig rytteriet sprede sig for at plyndre og beholdt kun en lille flok som livvagt.

32,4  Men nu kom der besked om at nogle af hans mænd var blevet omringet og ikke kunne slippe væk hvis ikke nogen kom dem til undsætning, og dem ville han ikke vente med at redde til han kunne få krigerne kaldt tilbage, så uden at tage sig af hvor få folk han havde hos sig, gav han omgående fanebæreren ordre om at rejse fanen og begav sig fuld af selvtillid på vej til stedet hvor de var lukket inde – i en sådan hast at hans ryttere ved synet lod bytte være bytte og sluttede op om ham igen. Men i virkeligheden var han nu så sikker på sig selv at han satsede mere på hurtigheden end på sine mænd. Så snart det gik op for sjællænderne, der var spærret ind i en snæver slugt i et besværligt terræn, at han var på vej, begyndte de at gøre udfald mod omringerne i tillid til at hjælpen var på vej, for de ville ikke have siddende på sig at det var andre folks tapperhed der bragte dem ud af kniben.

32,5  Resultatet var at venderne forsvandt til alle sider, nogle over land, andre gennem sumpede områder. Og ved den lejlighed var der en ædel ridder, ædel både af slægt og sind, ved navn Eskil der, til fods og iført hele sit tunge udstyr, satte efter en af dem, der helt ubevæbnet løb alt hvad han kunne, ud over et mosedrag. Venderens fødder sank dybt i den bløde grund, men Eskil lod sig hverken hindre af mosedyndet eller af sin tunge rustning og kunne uden besvær løbe ham op. Og ikke nok med det: så snart han havde fået tag i barbaren, huggede han hovedet af ham, hvorefter han vendte tilbage til det faste land uden så meget som en mudderplet på fodsålerne! Det er en bedrift der kalder på andægtig beundring, for den skyldtes ikke rappe fødder, men Guds nådegave, og bør snarere betragtes som et himmelsk mirakel end som en menneskelig heltedåd.

32,6  Herefter satte krigerne overalt ild til landsbyerne, og et langt strejftog bragte brandene så vidt som til klinten ved Göhren. Så måtte rygboerne erkende at de var blevet snydt for den hjælp de havde ventet fra sachserne, og de opsøgte kongen på øen Strela, stillede fire gidsler og købte sig fred for en sum penge.

33,1  Nu besluttede stormændene – under indtryk af de alvorlige farer der truede Danmark og den vanskelige situation landet stod i – at give Valdemars søn Knud titel af konge så han allerede nu skulle sidde som sin fars kollega på tronen og ikke kun som den fremtidige arvtager til hans værdighed. På den måde ville de have en person med den rette titel at holde sig til hvis skæbnens omskiftelser skulle ramme kongens liv. Denne kloge og hengivne holdning glædede kongen. Han gik helt ind for forslaget og mente bestemt ikke at der kunne gå noget af hans værdighed ved at han delte kongemagten med sin egen søn, det kunne tværtimod øge hans anseelse, og han afholdt derfor et landsting hvor han fik stormændene til at tildele hans søn kongetitlen.

33,2  Beslutningen fik opbakning fra hele hæren. Den eneste der stort set ikke sagde et ord om sagen, var Buris, hvad enten det så var fordi han i sit stille sind havde sat næsen op efter tronen, eller fordi han ikke brød sig om det usædvanlige arrangement. Da det gik op for ham at den opførsel gjorde kongen mistænksom, erklærede han at hans tavshed ikke var et tegn på modvilje, men netop på hengivenhed, for man kendte ikke til at flere konger nogensinde før havde delt den danske trone i fred og fordragelighed, og i gamle dage havde man gang på gang set en far og en søn komme i krig om magten. På den anden side ville han bestemt ikke have forholdt sig tavs hvis han i forvejen havde været bekendt med hvad kongen havde i sinde. Nu tav han til gengæld fordi hverken han eller nogen af hans venner havde kendt noget til sagen på forhånd. Sådan bortforklarede han sin tavshed, og derved fik han kongen til at skjule sin vrede.

33,3  Efter at felttoget var overstået, fik samme Buris, ligesom landets øvrige stormænd, besked på at møde op i Roskilde for højtideligt at sværge Knud troskab. Men mens de andre adlød ordren, nægtede han at gøre det, og derved pådrog han sig en stærk mistanke for selv at stræbe mod kongemagten. Han formåede dog stadig at komme op med snedige forklaringer til at dække over sin foragt for ordren, nemlig at så længe den mand han først havde svoret troskab til, var i live, ville han ikke gå i en anden mands tjeneste. Ingen skulle få ham til bytte sit gamle lydighedsforhold ud med et nyt og handle i strid med såvel landets sædvane som almindelig anstændighed, for traditionelt kunne ingen dansker være forpligtet over for to herrer på én gang – det var kun sachserne der var så grådige efter sold at de gjorde sådan. Hvad nu hvis der udbrød krig mellem to herrer der begge havde krav på den samme mands lydighed, så kunne hirdmanden jo umuligt opretholde sin troskab mod dem begge – hvem af dem han end støttede! Men hvad komediespil angår, stod kongen ikke tilbage for ham, for han skjulte sin vrede under forekommende svar og venlige miner.

33,4  Da han senere havde ham med i sit følge på en rejse til Halland, gav han ham underhånden et vink om at han betragtede ham som en kupmager. For at bringe sig fri af den mistanke lovede Buris så at gøre det han havde fået ordre om, på den betingelse at kongen forøgede hans len og dermed udvidede hans indflydelse: ligesom han selv havde ønske om at gøre kongemagten arvelig og ikke afhængig af skiftende valg som hidtil, sådan skulle han også give slægtninges børn evig arveret til deres tilsvarende værdighed og mere begrænsede magt. Han fik så, med hjælp fra Absalon, overdraget en betydelig del af Jylland og indvilligede derfor også i at underkaste sig Knud. På den anden side genvandt han aldrig fuldstændig kongens venskab, for kongen var hårdnakket i sin vrede: når den en gang var flammet op, kunne den aldrig helt slukkes igen.

34,1  Da foråret nærmede sig, overlod han det til Absalon, Christoffer og Magnus at lede et felttog mod venderne med en del af ledingsflåden. Flåden bestod kun af østdanskere og fynboer, og Christoffer havde kommandoen over skåningerne, men Absalon havde det sidste ord. De foretog et angreb på egnen omkring Tribsees, og som den yngste blev Christoffer anbragt i midten, mellem Absalons og Magnus' tropper, så kongesønnen havde trofaste støtter omkring sig på begge sider. Afbrændingen af landsbyer var så omfattende at de stadig den dag i dag ligger øde og golde hen som nutidens klare vidnesbyrd om datidens voldsomme brande.

34,2  Da det blev tid til at vende tilbage til flåden, fik Absalon, som førte bagtroppen, besked om at fjenden nærmede sig, og selv om kulden var alt for streng til at man kunne kalde de forreste tilbage igen, og han kun havde fyrre ryttere med sig, vendte han sig mod fjenden før han vendte sig mod det vadested han måtte passere for at komme tilbage. Og først da han havde slået dem på flugt, satte han i ro og mag kursen mod floden. Her byggede han en bro for at komme over, og den undlod han at bryde ned igen efter sig for ikke at efterlade sig noget der kunne tydes som tegn på frygt. Da han nåede tilbage til kysten, fik han at vide at flåden var søgt til en anden havn. Og nu var vinterkulden så streng at sømændene måtte grave huler i jorden til hestene, der var ved at fryse ihjel, og ikke en eneste mand i hæren kunne bruge begge hænder på en gang. Adskillige gange stødte spaden på slanger, men de kunne ikke skræmme nogen, højst forbløffe dem, for i den uhyrlige kulde lå de ganske ubevægelige og livløse hen. På det tidspunkt fik skåningerne lov til at benytte sig af den gunstige vind og sejle hjem, men straks efter slog vinden om og gjorde det umuligt for dem at sejle så de først kom af sted hjemad sammen med sjællænderne og fynboerne da hele flåden fik medvind.

34,3  Senere udnævnte kongen Peder og Selgren til opdragere for Christoffer og bad dem lægge al deres forstandighed i at vejlede den unge mand og lære ham at optræde værdigt og høvisk.

34,4  Om sommeren foretog han selv et nyt felttog. Wolgasterne havde nemlig på hele to punkter brudt den aftale de havde indgået: de havde udplyndret de rygboer der boede hos dem, og smidt dem ud af byen, og de havde ladet Peeneflodens udløb stå åbent for sørøvere. Han var netop på vej for at angribe leutiterne da der ankom et brev fra Henrik med advarsler imod en slægtning der havde planer om et kup for at overtage kronen. Det drejede sig om Buris, der ifølge brevet havde rottet sig sammen med nordmændene om at gøre det af med ham. De havde lovet at tage imod ham når han vendte hjem fra sit felttog, og så var det hans plan enten at tilfangetage kongen eller overtage hans titel. Et fuldkommen sikkert bevis på at det forholdt sig sådan, ville det være hvis han blev modtaget af en norsk flåde når han vendte tilbage fra sit vendertog. Stort set samtidig fik han et brev fra nogle nordmænd med et tilsvarende praj om at der var et forræderi under opsejling. Kongen forelagde det hele for et par af sine rådgivere, uden at nævne navne, og fik sin mistanke bestyrket og sin tiltro til brevene underbygget da biskop Tyge af Vendsyssel ganske samstemmende kunne fortælle hvordan Buris havde tvunget sine krigere til at sværge at de ville følge ham i alt hvad han satte sig for. Ikke desto mindre lod han som ingenting, og i stor hast sejlede han nu til det område der kaldes Ostrusna, raserede alt hvad der var at finde, og sejlede tilbage til Vordingborg med hele flåden.

34,5  Her indkaldte han Buris og alle landets øvrige stormænd, fremlagde hvad han havde hørt om hans kupplaner, og sigtede ham for landsforræderi. Buris nægtede at have lagt nogen som helst planer af den art imod ham, men kongen gav ham ordre til at blive hos ham indtil man havde fået syn for sagn, og først da, hvis det faktisk ikke gik som rapporterne havde forudsagt, ville han få lov at gå uden at der skete ham noget. Dertil svarede Buris at det da ville være aldeles urimeligt at lade dommen over hans liv og død afhænge af noget så usikkert som hvad fremtiden ville bringe. Men den bemærkning gjorde ham kun mere mistænkelig, ikke kun i kongens, men også i hans rådgiveres øjne. Så han fik ikke engang lov at se sit eget mandskab igen, men var tvunget til at følge med kongen til Søborg, hvor han blev sat i mild, men sikker forvaring.

34,6  I mellemtiden dukkede Erling og Buris' bror Orm op med en flådestyrke. De fandt jydernes flåde i Djurså og havde ingen problemer med at besejre den eftersom den lå uden førere. Her kaprede de også Buris' eget skib, hvorefter de omgående skyndte sig videre til den landsby der kaldes Købmændenes Havn. Men dér mødte Absalon op med sjællænderne og forhindrede dem i overhovedet at gå i land.

Han havde hørt at nordmændene stolede ganske særligt på deres buer, så for at drille stillede han sig ud på stranden sammen med femten mand, alle til fods, helt bevidst som skydeskive for deres pile. Han var tydeligvis meget opsat på at vise dem hvor lidt respekt han havde for det de stolede så sikkert på. For at komme lidt nærmere ind til stranden gik nordmændene over i deres skibsbåde, men de vippede så voldsomt at de slet ikke kunne ramme hvad de sigtede på. Nogle af pilene havnede på jorden, andre i vandet, og ingen af dem gjorde den mindste skade. Så de kom ingen vegne med deres fine færdigheder, tværtimod gjorde de sig grundigt til grin blandt vores folk og måtte vende tilbage til de større skibe med særdeles røde ører.

34,7  Senere holdt de et møde med Absalon på tro og love. Han bad dem om at slå sig til ro hvor de var, lidt endnu, men det gik de først ind på da Absalon gav dem sit æresord på at han ikke ville gøre nogen forsøg på at overliste dem så længe, hverken til lands eller til vands. Da forhandlingerne var overstået, gik forhandlerne hver til sit med en aftale om at mødes igen den følgende dag, ens bevæbnede og med lige mange ledsagere. Men da det så viste sig at Erling mødte frem med en mand mere end aftalt, så Absalon sig omkring i hele kredsen og sagde: »Erling! Jeg kan ikke forstå at en mand som dig, der er godt oppe i årene og har været så meget igennem, slet ikke er blevet klogere med alderen! Du kommer her i din båd, og vi er til hest og kunne uden videre hugge dig ned hvis det var det vi ville – hvorfor kommer du så med flere mand end aftalt? Det er jo det samme som at forære os, der er de stærkeste, en anledning til at bryde aftalen og tage livet af dig! Hvis ikke vi havde været så ordholdende, havde du nu været død som straf for at have brudt vores aftale.«

34,8  Med en blanding af frygt og skam så Erling sig om blandt sine ledsagere, og da det gik op for ham at Absalon havde ret, gav han sig til at skælde ud på en af dem for at have sneget sig med i følget uden at være blevet bedt om det. Efter mange vævende undskyldninger bad han til sidst om lov til at hente vand i en sø til sine tørstende tropper. Det fik han lov til, hvilket han tog som en ikke ubetydelig gestus, og så skyndte han sig omgående hjemad, lykkelig over at det var lykkedes ham at slippe helskindet væk fra Danmark.

34,9  Da nu de faktiske begivenheder havde givet kongen bevis for Buris' forræderi, betragtede han ham som skyldig i højforræderi og lod ham lægge i lænker. I mellemtiden havde Erling med sin samlede flåde lagt ind ved den yderste spids af Sjælland for at gå til messe sådan som han altid plejede, og da han var på vej tilbage, blev han overrasket af Absalons ryttere, der sprang frem fra en hemmelig smutvej og forrettede et blodbad på hans uorganiserede følge. Lige så tappert blev han modtaget af hallænderne, for inden han slap væk, havde han i Nisåen mistet et helt skib med besætning.

35,1  Samme år lagde Absalon fundamentet til en ny borg på en holm i havet for at kunne bekæmpe sørøveriet. Og med dette ganske uanselige fæstningsanlæg bidrog han betragteligt til rigets forsvar. For derved blev røverne nervøse ved at færdes dér på stedet, og de lokale trygge ved at sejle på havet udenfor.

35,2  Men de tapre danskere fik ikke umiddelbart mulighed for at straffe nordmændene for det overgreb de havde begået, og det skyldtes tyskernes tvivlsomme troværdighed. For da Bugislav af frygt for danskerne søgte tilflugt hos Henrik og svor ham lydighed, nærede Henrik ingen betænkeligheder ved at bryde sin alliance med kongen som om det var en fjollet og betydningsløs forpligtelse. Ja, da de fik arrangeret et møde ved floden Krempe, beklagede Henrik sig ligefrem over at kongen førte krig mod en af hans krigere, nemlig Bugislav, uden først at klage til ham, Henrik. Hvis kongen mente at han havde gjort noget forkert, burde han fremsætte en anklage før han greb til våben. Kongen på sin side slog fast at ingen magt i verden kunne hindre ham i at gøre fuld gengæld når nogen krænkede ham, præcis som han havde lyst til. Og da de ikke kunne komme til enighed, blev både mødet og alliancen opløst.

35,3  Her vil jeg kort gengive en mindeværdig bemærkning som en af de sachsiske riddere kom med. Han var til stede under samtalerne mellem hertugen og kongen, og da han bemærkede hvor lunkne deres udtalelser blev når talen drejede sig om felttoget, sagde han: »Der er noget jeg gerne vil fortælle de tilstedeværende om min herre Henrik, noget som jeg snarere ville tie med end tale om hvis jeg vidste at han var til stede. Han blev forældreløs allerede som barn, og da nogle af hans slægtninge uretmæssigt tog hans arv fra ham, og ingen var villig til at tage ham under sine vinger, var der kun fire venner, deriblandt mig selv, der tænkte på de store ting hans far havde udrettet, og påtog os opgaven som værger for den lille da alle de andre vendte ham ryggen. Og disse fire værnede med stor omhu om hans udvikling og trivsel, såvel i tanke som i handling. Eftersom vi ingen tiltro havde til menneskenes hjælp, førte vi ham endelig frem for alteret og svor dér en hellig ed på at hvis Gud i sin nåde lod ham genvinde sin fars værdighed, ville han som tak for denne gave livet ud forblive hedenskabets fjende.

35,4  Gud godtog dette løfte og lod kort efter kejser Konrad tage Henrik under sine vinger. Med hans hjælp blev han igen indsat som arving til sin fars besiddelser, men til trods for at de der havde givet løftet, aldrig svigtede deres pligt til at forsøge at holde ham til ilden, lod han sig alligevel forlede, dels af grådighed, dels af ugidelighed, til at opgive krigen mod venderne, for han havde aldrig haft andet end utaknemmelighed tilovers for de store gaver han havde fået. De der havde aflagt eden, udfyldte deres rolle som vejledere med den største omsorg. En af dem, en ældgammel mand, sad altid og snorkede når han deltog i hertugens hemmelige rådslagninger, og når hans sidemænd vækkede ham og spurgte hvad han mente om det emne der var oppe til drøftelse, havde han kun det gamle løfte i tankerne, ikke de aktuelle emner, og derfor var hans svar hver gang det samme: at man skulle sende en hær mod venderne. Er det ikke en forbløffende standhaftighed? Aldrig, selv ikke på gravens rand, kunne han glemme det løfte! For ingen ved sine fulde fem vil vel kalde dette samvittighedsfulde råd for tågetale fra en konfus gammel mand? Men nu er jeg bange for at min højt elskede herre vil opleve et ydmygende fald fra lykkens højeste tinder ned blandt de laveste undersåtter, når han sådan kaster vrag på sine venners samvittighedsfulde råd. Jeg selv har allerede fået tre sår foran på kroppen i den krig vi lovede at udkæmpe. Havde jeg i samme kamp føjet to mere til disse tre, kunne jeg på dommens dag med frejdigt blik betragte Kristi sår, som har det samme antal.« Med de ord varslede han på en gang Henriks timelige fald og den evige løn for tapperhed og mod.

36,1  Kongen tog nu til Skåne, og da han kort tid efter fik en fejlagtig underretning om at sachserne havde invaderet landet, satte han sig selv i spidsen for det skånske rytteri, beordrede sjællænderne til at stille skibe til rådighed og drog til Slagelse, hvor han sendte bud til Hylleminde havn efter Absalon og forhandlede længe og indgående med ham om hvad de skulle gøre. I øvrigt erkendte han også at han var blevet snydt og havde troet på et rygte uden bund i virkeligheden, og han sendte så de styrker som det falske rygte havde fået ham til at mobilisere, hjem igen.

36,2  I sin hird havde Absalon en islænder ved navn Arnold der tit og ofte viste ganske usædvanlige profetiske evner og forudsagde hvad fremtiden ville bringe ham selv eller hans venner – hvad enten det så skyldtes kløgt og skarpsindighed eller særlig fine evner for at gætte. Og lige så klog han var på fremtiden, lige så vidende var han om fortiden, og en dygtig historiefortæller. Absalon havde ham, for underholdningens skyld, med på det ovennævnte felttog, og her havde han forudsagt at Absalon inden for kort tid skulle komme i kamp med sørøvere – men, som han sagde: det der undrede ham, var hvordan det kunne være at han ikke selv skulle deltage i den kamp, især i betragtning af at han havde bestemt sig for aldrig at vige en tomme fra Absalons side. Da så kongen fik lyst til at høre ham fortælle om gamle dage og bad ham blive tilbage netop på det tidspunkt hvor Absalon havde tænkt sig at sejle af sted, strittede han hårdnakket imod, og han gav ikke efter for kongens opfordringer før han lovede at sørge for at han blev sendt efter Absalon så snart det blev lyst.

36,3  Absalons følge bestod af seks skibe. Af dem var de tre sejlet ind i bunden af fjorden for at hente brænde, og her blev de pludselig fanget af tidevandet og gik på grund i det lave vand, mens Absalon lå ude ved fjordmundingen med de tre øvrige skibe. Om morgenen da han var i færd med morgenandagten sammen med sin sekretær, lød der larm i det fjerne, og han bad den anden se efter hvad det kunne være. Manden meldte tilbage at han kunne se ni langskibe, og Absalon, der ikke var i tvivl om at det var sørøvere, fik med høj røst liv i sine stadig snorkende roere. De sprang forskrækkede op, og så snart de fik klædt sig på – ikke med tøj, kun brynjer og våben – råbte han at de skulle ro ud mod fjenderne, der tydeligvis allerede var helt tæt på, for nu regnede det ned over danskerne med flintesten. Der var ingen tid at spilde, så de kappede ligefrem ankertovene og fik årerne i vandet.

36,4  Venderne, der troede de nemt kunne skræmme vores folk, og forestillede sig at nogle skrækindjagende hyl ville tage modet fra dem, satte nu i med en frygtelig larm. Men da det gik op for dem at det ikke havde den ringeste virkning, stak de af, og et af deres skibe blev opbragt med hele sit mandskab. Ikke engang Bjørneskoven gav dem nogen beskyttelse da de søgte tilflugt der, for den fik bønderne finkæmmet.

36,5  Det var også i den periode at Esbern byggede Kalundborg og med denne nye befæstning rensede havnen for fjendtlige sørøvere. Både han og Ingvar og Oluf sluttede sig på eget initiativ til Absalon i hans utrættelige indsats mod sørøveriet.

37,1  På den tid stod det danske rige over for alvorlige trusler fra alle sider, og nabofolkene forsøgte gang på gang at overliste det: fra den ene side var det nordmændene, fra den anden side venderne og sachserne der pønsede på at komme landet til livs. Resultatet var at danskerne ikke havde mod til at sætte sig aktivt til modværge mod nogen af fjenderne, af frygt for at få den ene på nakken mens de jog den anden ud. Denne kritiske situation for fædrelandet fik Gudskalk til at reagere. Han stod selv på fortrolig fod med venderne, både fordi han talte deres sprog, på grund af sin fars forbindelser og fordi han selv havde boet sammen med dem. Nu gav han underhånden Absalon et vink om at han havde udtænkt en metode til fra den ene dag til den anden at omvende venderne fra venner af sachserne til fjender af sachserne. Han ville selv rejse ned til dem, forklarede han, ikke som gesandt, men som om han ville gøre dem en tjeneste og kom til dem af ren og skær hengivenhed for at give sine venner nogle gode råd. Fjenderne var nemlig godtroende nok til at den snedige historie kunne lokke dem i fælden og overtale dem til at frigøre sig fra sachsernes overherredømme og genoptage de gode forbindelser til danskerne. Den ide byggede han især på vendernes nationalkarakter, sagde han, for de har det med at følge deres første indskydelse og handle overilet snarere end overlagt.

37,2  Absalon, som var klar over at en enkelt mands skarpsindighed til tider formår mere end et helt lands magt, roste Gudskalk for hans initiativ, men indskærpede ham at han ikke måtte give dem nogen falske løfter på danskernes vegne, for det var vigtigt for ham at riget ikke tog skade på sin troværdighed, og han holdt på at et land der var så fyldt med tapre mænd, burde føre sine krige med våben og ikke med løgne.

Gudskalk opsøgte nu først pommeranerne og fortalte dem at de gamle venskabsforbindelser og den hengivenhed han nærede for hele det vendiske folk, havde givet ham lyst til at komme ned og vække dem af dvalen, for han kunne tydeligt se at det de betragtede som fordelagtigt, i virkeligheden var dødsensfarligt. Det var helt nødvendigt at de fik øjnene op for hvor skadeligt et åg de havde underkastet sig, og at de folk de var så lydige imod, i sidste ende kun var opsat på at stjæle landet fra dem. Hver gang sachserne tog den mindste stump af vendernes land, begyndte de straks at opdyrke og kolonisere det: bytte og berømmelse kunne de ikke nøjes med, nej, magtbegærlige som de var, forvandlede de sejrens frugter til fast og evig ejendom. Det var derfor de havde berøvet Nuklet livet og Pribislav hans fædreland, og derfor de havde befæstet Ratzeburg, Illow og Schwerin med volde og grave, der varslede hele venderlandets endeligt. Danskerne derimod havde helt andre interesser når de førte krig: det var ikke fjendens land, men gensidig fred og forståelse de var ude efter, for de var mere optaget af at forsvare deres eget end at tage fra andre. Derfor burde de gøre alt hvad de kunne, for at befri deres fædreland for sachsiske besættelsesstyrker, og når alle tyskere var ude af landet, skulle de slutte venskab med danskerne, som var sachsernes fjender – det behøvede de ikke være i tvivl om. Først da ville de endelig have sikret fædrelandet friheden for tid og evighed.

37,3  Disse manende ord ophidsede pommeranerne til at overfalde de områder inden for det vendiske land som sachserne havde besat. Illow indtog de, men de øvrige fæstninger blev forsvaret tappert, og holdt stand. Og for at det ikke skulle se ud som om de ingen hærfører havde, påstod de at de kæmpede i den danske konges navn. Sådan lykkedes det Gudskalk med sine fromme løgnehistorier at så splid mellem de to folkeslag der truede Danmark, og frelse vores fædreland fra umiddelbar fare i en situation hvor det på alle sider stod over for væbnede trusler fra naboerne. Rygtet om den bedrift nåede hjem inden Gudskalk selv og kom helt bag på kongen, men senere, da han hørte fra Absalon hvem det var der havde gjort det, priste han ham i høje toner.

37,4  Henrik måtte nu genoprette det gode forhold til kongen som han én gang havde vraget, for uden det kunne han ikke holde venderne stangen. Derfor sendte han en delegation op til ham, bestående af Henrik af Ratzeburg og biskoppen af Lübeck, der skulle tilbyde kongen hans yngste datter som hustru til hans søn, for den ældste, som tidligere havde været forlovet med ham, var død af sygdom. Samtidig lovede de ham et snarligt møde med hertugen nede på Bramnæs, hvor han ville bekræfte tilbudet. Kongen fulgte gesandternes opfordring og tog derned, men blev mødt af Gunzelin, der undskyldte at hertugen på grund af dårligt helbred ikke kunne være til stede, men lovede at han meget snart ville indfinde sig ved Ejderen. Da de så nåede derhen, holdt hertugen sit ord, og de aftalte i fællesskab et felttog mod venderne. Mens hertugen drog mod Demmin, begav kongen sig til Wolgast, hvor han foretog strejftog i omegnen, men undlod at belejre byen. Osna brændte han af endnu en gang, selv om den dårligt nok var blev genopbygget efter den sidste ødelæggelse. På samme måde hærgede han en række andre steder i det område. Venderne, der ikke havde nogen magt at støtte sig til, købte sig fred hos begge fjender med penge og gidsler.

38,1  Herefter var kongen fri for en stor del af sine bekymringer, og han vendte nu tilbage til overvejelserne om en krig i Norge, der hidtil havde måttet vige for problemerne med venderne. Først på foråret gjorde han alvor af det med store styrker hjemme fra Danmark, og da han var højt respekteret blandt beboerne i Viken, fik han ikke alene fri adgang til landet, men ligefrem en begejstret modtagelse. Han omgikkes dem derfor ikke som deres fjende, men som deres hersker, og holdt ting med dem i stedet for krig. Faktisk var han så begejstret over deres velvillige indstilling at han glemte alt om fjenden og rykkede frem i et så adstadigt tempo at Erling havde god tid til at samle sine tropper. Vikboerne frydede sig over synet af kongens kæmpemæssige hær. Og hans flåde, som de betragtede med stor tilfredshed, fik fri adgang til at sejle ud. Ja, adskillige steder hvor fjorden var så smal at skibene måtte passere et for et, stimlede folk i deres forbløffelse sammen på de højeste punkter, hvor de bedre kunne danne sig et indtryk af hvor mange skibe der var – ikke for at gøre dem nogen skade, kun for at nyde synet.

38,2  Tønsbergerne var endnu mere opsatte på at hylde kongen end de øvrige: De modtog ham på deres område med en ærbødig procession, der ophøjede underkastelsen til en hellig handling. Erlings krigere, der sidste gang havde følt sig så sikre i den fæstning der ligger dér i byen, at de havde blæst på at kongen kom, sørgede denne gang for at komme væk i tide. Da kongen nåede op på klippen, så han med forbløffelse ud over klippetoppen og måtte indrømme at med den placering var fæstningen ganske uindtagelig, for her overgik naturen alt hvad mennesket kan konstruere. Nu hørte man imidlertid et rygte om at Erling havde opstillet en mængde blider på begge sider af en snæver passage på fjorden som danskerne helst skulle igennem, for når det kom til direkte konfrontation med fjenden, stolede han mere på vanskelige naturforhold end på sine egne styrker.

38,3  Det fik kongen til at bande over al den tid han havde spildt med sin langsommelighed. Han kaldte sine venner til sig og opfordrede dem indtrængende til at sætte farten op: nu gjaldt det om så hurtigt de kunne, at få gjort en indsats for at indhente den pinlige forsinkelse, sagde han, for hidtil havde de drevet tiden væk til ingen verdens nytte og på det nærmeste brugt forsyningerne op på dovenskab og driverliv.

Den besked så stormændene meget forskelligt på, og de ledende mænd var stærkt uenige om hvad man skulle gøre: nogle foreslog at man skulle sætte rytteriet i land og lade dem jage blidemestrene væk mens flåden sejlede igennem og fjernede de både der lå som spærring, men andre holdt på at man slet ikke skulle sende en kæmpestor flåde gennem sådan en smal passage, det var alt for letsindigt. Der var også dem der mente at man hellere skulle søge ud på mere åbent vand og sejle uden om fjenden, og derefter sende tropper ind for at besætte området. Det ville nemlig tvinge Erling til enten at kæmpe eller flygte, og så måtte han opgive den sikre stilling han havde fundet. Men andre igen lo af denne øjeblikkelige frygt for en fjern fare og mente ikke man skulle overveje problemet før man fik det at se på nært hold. De anbefalede at man satte fart på og ikke spildte tiden med at sejle rundt som om det var en fornøjelsestur.

38,4  Sådan havde hver sin mening om sagen, men en mand ved navn Niels Okse, der var af fin familie, men mindre fin hvad modet angik, tog nu ordet: Han kunne virkelig ikke forstå, sagde han, at mennesker der var ved deres fornufts fulde brug og selv stammede fra et vidt berømt land, kunne finde på at forlade fædrelandets skønne favn for at flakke om i alle disse ødemarker, hvor man aldrig så andet end barske klipper og uvejsomme fjelde. Men de var åbenbart gået så fuldkommen fra forstanden at de tog de værste vanskeligheder som den største fornøjelse. For hvis det faktisk skulle lykkes for kongen at erobre Norge, så ville han få mere bøvl og bryderier ud af to riger end han nu havde glæde af et. I øvrigt var det allerede ved at blive småt med fødevarerne, og hvis de skulle sejle ret meget videre, ville forsyningerne ikke række til at de kunne komme hjem igen.

38,5  De ord var mere feje end fornuftige, men folk var åbenbart enige, for de tav. Absalon så dog helt anderledes på det, og så snart vennerne var gået, og han var alene med kongen, gav han sig til at kritisere ham i de skarpeste vendinger fordi han med sin tavshed havde tilsluttet sig Niels' aldeles forkastelige indlæg og ikke havde taget sig sammen til at feje det af bordet med et svar fuldt af hån og foragt. For det Niels havde sagt, virkede måske spøgefuldt, men i realiteten var det en uforsonlig opfordring til mytteri. Havde kongen nu erklæret at han overhovedet ikke var interesseret i at have ham i sit følge, og sagt at alting ville gå bedre hvis Niels gik sin vej, end hvis han blev, så ville denne ene mands vanære have lukket munden på alle de øvrige, som meget nødig ville have en lignende overhaling. Men nu, hvor han selv havde givet ham medhold – eller i det mindste givet indtryk af at han gjorde det – og ikke klart og åbent skældt ham huden fuld for hans fejhed, nu ville det ikke vare længe før alle mulige andre følte sig opmuntret af at der blev set igennem fingre med hans frækhed, og vovede sig frem med lignende forslag.

38,6  Og det gik præcis som han forudsagde, for de ledende mænd var langt mere interesserede i at komme hjem end i at komme videre, og eftersom de ikke turde sige det lige ud, ophidsede de i al hemmelighed de menige til mytteri. Nogle af dem var oven i købet uforskammede nok til at kaste sten mod Absalons skib på et tidspunkt hvor de havde sikret sig at han ikke var der selv, med den begrundelse at det var hans stædighed der trak felttoget i langdrag. Mandskabet på skibet greb dog hurtigt ind, og selv om de andre var flest, stak de halen mellem benene. Kongen gav dem nu ikke den straf de havde fortjent, for efter hans mening var denne ydmygende flugt mere en straf nok.

38,7  Herefter sejlede de til fjorden ved Portør, kendt fra Sigurds storslåede sejr hvor han med kun tre skibe gjorde det af med en mægtig flåde. Her var der nogle af jyderne der lod sig overtale af ondsindede opfordringer fra deres skibsførere til at holde et møde hvor de under råben og skrigen forlangte at felttoget blev opgivet. For at pågribe dem sendte kongen nogle krigere derhen i forklædning, og de sad et stykke tid og deltog i mødet uden at blive bemærket. Da de til sidst blev genkendt af deres sidemænd, kastede de deres forklædninger, greb mytteriets hovedmænd i struben og trak dem med sig. De blev ført ned til skibene, hvor kongen gav dem en hård pryglestraf. Og som en skærpelse af straffen blev de skiftevis dukket i havet og pryglet når de kom op.

38,8  Derpå fortsatte de så langt op at de ved sommersolhverv oplevede helt usædvanligt lyse nætter, der lignede dagen så meget at man stort set ikke kunne se forskel på dag og nat. Ved det lys solen gav om natten, kunne man uden besvær læse selv ganske lille skrift. Her skete der det at de jyske stormænd, enten af frygt eller utålmodighed, gik til kongen og direkte opfordrede ham til at opgive felttoget og vende hjem eftersom forsyningerne var sluppet op. Næste år, sagde de, kunne de jo vende tilbage hvis han stadig havde lyst, men så skulle de ikke rejse over Viken med alle de dybe snørklede fjorde, men skyde genvej direkte over havet fra Vendsyssel. De ord fandt også støtte hos de menige, der klagede over at der ikke var nok at spise, ja, faktisk var der ikke en eneste af de jævne folk der ikke råbte på en hurtig hjemtur for at få gjort noget ved de svigtende forsyninger.

38,9  Sådan som mængden råbte og skreg, var kongen til sidst tvunget til at opgive sine planer og afblæse felttoget. På den anden side skulle fjenden ikke helt undgå ubehageligheder, så han tog alle de fineste skibe i den norske flåde med sig, og berigede derved sit rige med en fremmed flåde. Sådan lykkedes det nogle få utålmodige jyder at lægge store forhåbninger om sejr i grus, for hvis de bare havde haft den nødvendige udholdenhed, var Norge forblevet på danske hænder. De norske stormænd der havde været på kongens side da han kom, undlod at følge med ham tilbage, for de skammede sig over at forlade deres fædreland.

39,1  Mens alt det foregik, tog rygboerne mod til sig, nu hvor kongen var optaget så langt væk, og gjorde oprør. Men da vinteren var ovre, hørte de at han forberedte et felttog imod dem, og de sendte så en særdeles kløgtig og veltalende mand op for at smiske for kongen så godt han kunne, og prøve at få ham fra den plan. Det havde han ikke det mindste held med, og nu ville han nødig komme tilbage før fjenderne ankom, for han havde hverken lyst til at vække sine landsmænds mistanke ved at fraråde dem at kæmpe eller bringe dem i ulykke ved at opfordre dem til det. Derfor bad han Absalon om lov til at slutte sig til hans følge indtil hans landsmænd selv spurgte ham til råds, for ubegavede mennesker har det med at synes bedre om de råd de selv har bedt om, end om dem de får tilbudt. Kongen angreb forskellige steder på Rügen, men selv om han fandt bytte alle vegne, fandt han ingen lejligheder til kamp, og da han var meget opsat på at der skulle flyde blod, gav han sig til at belejre byen Arkona.

39,2  Byen ligger på toppen af en høj klint og er beskyttet af naturlige, ikke menneskeskabte, forsvarsværker mod øst, syd og nord, hvor skrænterne står som mure, højere end et armbrøstskud kan nå. På de samme sider er den også omgivet af havet, men mod vest var den lukket af med en halvtreds alen høj vold, hvis nederste del var af jord mens overdelen bestod af tømmer med græstørv imellem. På nordsiden af byen springer en kilde, som indbyggerne havde adgang til ad en befæstet sti. Det var den Erik i sin tid med magt havde afskåret byens folk fra at bruge, hvorved han lagde lige så hårdt et pres på de indesluttede med tørst som med våbenmagt. Midt i byen var der en åben plads hvor der stod et prægtigt bygget tempel af træ, som blev betragtet med stor ærefrygt, ikke kun for sin pragtfulde udsmykning, men også for den hellige kraft ved det gudebillede der var opstillet derinde. På ydersiden strålede det hele vejen rundt af sirligt træskærerarbejde: en række forskellige billeder og figurer gengivet i en grov og primitiv stil. Det havde kun én indgang. Selve helligdommen var omgivet af to indhegninger, den ene uden om den anden. Den yderste bestod af egentlige vægge og var dækket med et rødt tag. Den inderste blev holdt oppe af fire stolper, men i stedet for vægge havde den pragtfulde hængetæpper, og bortset fra taget og enkelte loftsplader var der ingen forbindelse mellem den og den yderste.

39,3  Inde i templet stod en kolossal statue, langt større end noget menneske, der så mærkværdig ud med sine fire hoveder på lige så mange halse, hvoraf de to vendte fremad mod brystet og de to bagud mod ryggen. Samtidig var både de to foran og de to bagved anbragt sådan at det ene så mod højre og det andet mod venstre. De var fremstillet som glatbarberede og med kortklippet hår så man skulle tro at kunstneren bevidst havde efterlignet rygboernes traditionelle frisure. I højre hånd holdt den et horn med ornamenter i flere forskellige metaller, som den præst der var indviet i gudens kult, en gang om året plejede at fylde med vin for at forudsige det følgende års høstudbytte ud fra væskens udseende. Den venstre arm holdt den bøjet med hånden i siden. Kjortelen nåede ned til skinnebenene, der var fremstillet af en anden træsort og fæstnet til knæene med en sammenføjning der var så godt skjult at man skulle se meget nøje efter for at få øje på den. Fødderne så ud som om de stod på jorden, idet fodstykket de stod på, var skjult nede i gulvet. I nærheden kunne man se statuens seletøj og sadel og adskillige andre tegn på dens guddomsmagt. Særlig stor beundring vakte dens vældige sværd, hvis skede og fæste, ud over den fornemme indgraverede udsmykning, udmærkede sig ved sin sølvbelægning.

39,4  Gudsdyrkelsen foregik på denne måde: En gang om året, når høsten var kommet i hus, flokkedes store skarer fra hele øen foran statuens tempel, hvor de ofrede kvæg og indtog et højtideligt måltid til gudens ære. Dens præst, som i modsætning til hvad der ellers er almindeligt dér i landet, havde langt skæg og hår, plejede dagen før han skulle foretage den hellige handling, at tage en kost og gøre grundigt rent inde i helligdommen, som kun han havde lov til at betræde, men han sørgede for aldrig at ånde ud inde i bygningen. Hver eneste gang han havde brug for at trække vejret ind eller ud, skyndte han sig hen til døren for – må man formode – ikke at besmitte gudens tilstedeværelse med en dødeligs ånde.

39,5  Dagen efter tog han hornet ned fra statuen mens folket holdt vagt foran indgangen, og undersøgte nøje om der var sket et svind i den væske han havde hældt i det, for det anså han for et varsel om misvækst det følgende år. Hvis det var det han så, gav han dem besked på at lægge en del af årets høst hen til senere brug. Men hvis han ikke så noget fald i frugtbarheden, proklamerede han at markerne i den følgende periode ville give stort udbytte. Alt efter varslet rådede han dem altså til at spare på det kommende års høst eller ødsle med den. Derpå hældte han den gamle vin ud for fødderne af statuen som et offer, fyldte ny vin i det tomme bæger og lod som om han ærbødigt tilbød statuen en drik, hvorpå han fremsagde en højtidelig bøn om alt godt for sig selv og for fædrelandet og om øget velstand og sejr for folket. Efter bønnen satte han bægeret for munden, drak i en voldsom fart og tømte det i ét drag, hvorefter han igen fyldte det med vin og satte det tilbage i statuens højre hånd. Der blev også ofret en rund honningkage af enorme dimensioner, næsten lige så stor som en mand er høj. Den plejede præsten at stille midt mellem sig selv og folket, hvorpå han spurgte rygboerne om de kunne se ham. Og hvis de svarede ja, udtrykte han sit håb om at de ikke ville kunne se ham næste år – hvilket ikke var en bøn om døden, hverken for ham selv eller folket, men om en større høst i fremtiden.

39,6  Umiddelbart herefter hilste han forsamlingen på statuens vegne, formanede dem til i fremtiden at være flittige med at ofre til gudens ære og lovede dem at deres ærefrygt med sikkerhed ville bringe dem sejr til lands såvel som til vands. Når alt det var tilendebragt, tilbragte de resten af dagen med et helt igennem overdådigt gilde hvor de lavede et festmåltid for de forslugne munde ud af offerretterne og gjorde gudens indviede offerdyr til genstand for deres egen grådighed. Og ved den middag blev det regnet for en hellig pligt at drikke sig fuld og en synd at holde sig ædru.

39,7  Hver eneste mand og kvinde betalte hvert år en mønt som gave til dyrkelsen af denne statue. Tilsvarende afleverede man også en tredjedel af alt krigsbytte til den, som om det var dens beskyttelse der havde sikret dem byttet. Samme gud var også udstyret med tre hundrede heste og lige så mange krigere, der gjorde tjeneste på hestene, og som skulle indlevere alt hvad de fik fat i af rigdomme, krigsbytte såvel som tyvegods, i præstens varetægt. Han smeltede alt dette bytte om til forskellige typer af ærestegn og diverse tempeludsmykning og gemte det hele væk i aflåste kister, hvor der ud over en overflod af penge også var samlet store mængder gammelt, mørnet purpurstof. Dér kunne man også se kolossale mængder af gaver som hele folket eller enkeltpersoner havde lovet guden for at han skulle hjælpe dem med en tjeneste.

39,8  Denne statue, som hele vendernes land tilbad og betalte skatter til, sendte også visse nabokonger gaver til, uden at tage hensyn til at det var helligbrøde. Blandt andre viste kong Sven af Danmark den sin respekt ved at forære den et fornemt forarbejdet drikkebæger for at sikre sig dens velvilje, og derved satte han en fremmed gudstro over sit eget hjemlands – en helligbrøde som han senere betalte for med en ynkelig død.

39,9  Samme gud havde også templer adskillige andre steder, bestyret af præster med noget lavere rang og mindre magt. I øvrigt havde han også en ganske særlig hvid hest som det var strengt forbudt at rykke manke- eller halehår ud af. Kun præsten havde ret til at fodre den eller ride på den, for jo mere det hellige dyr blev brugt, jo mindre respekt ville der stå om det. På Rügen forestillede man sig at Svantevit (det var gudens navn) red på den hest når han gik i krig mod sin kults fjender. Et særligt tegn på at det forholdt sig sådan, var det at selv om hesten hele natten stod i sin stald, fandt man den ofte om morgenen svedig og tilsølet som om den lige kom fra kampen og havde tilbagelagt vældige afstande på vejen.

39,10  De tog også varsler med denne hest, og det foregik på følgende måde: Når de havde besluttet sig for at gå i krig mod et eller andet land, opstillede tempeltjenerne tre sæt af spyd foran templet, hvert bestående af to spyd der var anbragt over kors med spidserne ned i jorden og med lige stor afstand mellem sættene. Når felttoget skulle begynde, blev der først fremsagt en højtidelig bøn, hvorpå præsten trak hesten fuldt opsadlet ud fra forhallen og hen til spydene, og hvis den trådte over opstillingerne med højre hov først, blev det taget som et positivt varsel for krigen. Men hvis den bare en enkelt gang satte venstre hov foran den højre, ændrede de planerne for det pågældende angreb, og det endelige tidspunkt for afsejlingen blev ikke fastlagt før de havde set dyret sætte den rigtige fod forrest tre gange i træk.

39,11  På samme måde tog de varsler af det første dyr de mødte, når de skulle ud i forskellige andre ærinder. Hvis varslet var positivt, drog de af sted med frisk mod. Hvis det var negativt, vendte de om og tog hjem igen. Og også lodtrækning kendte de til: de tog tre små stykker træ der var hvide på den ene side og sorte på den anden, og lod dem falde ned i skødet som lodder, og så betød den hvide side held og den sorte uheld. Og ikke engang kvinderne kunne sige sig fri for den form for »lærdom«. For når de sad ved ildstedet, tegnede de tilfældige streger i asken, og hvis der var et lige antal når de talte dem op, mente de at de kunne vente medgang, men hvis det var ulige, formodede de at man kunne imødese modgang.

39,12  Det var lige så meget byens gudsdyrkelse som dens forsvarsværker kongen ville lægge i grus, for han mente at man kunne knuse hedenskabet på hele Rügen ved at udslette Arkona. Han var nemlig ikke i tvivl om at så længe afgudsstatuen eksisterede, ville man nok kunne nedbryde rygboernes fæstninger, men ikke deres vantro. Så for at indtage byen så hurtigt som muligt, satte han hele hæren i gang med det vældige slid det var at hente kolossale mængder tømmer fra skovene i nærheden til at bygge belejringsmaskiner.

39,13  Men netop som håndværkerne var i fuld gang med dem, erklærede kongen pludselig at det var spildt arbejde, for byen ville falde før de troede. På spørgsmålet om hvad han byggede den forudsigelse på, svarede han at han først og fremmest byggede det på at rygboerne engang for længe siden var blevet overvundet af kejser Karl, og han havde pålagt dem at betale skat til den hellige martyr Vitus af Corvey. Men da deres besejrer døde, havde de i deres iver efter at få friheden tilbage skiftet slaveriet ud med overtro og rejst en afgudsstøtte hjemme hos sig selv som de kaldte sankt Vitus. Og fra da af blæste de på munkene i Corvey og brugte i stedet det der kom ind i skat, på at dyrke den nye figur – for, som de sagde: de var helt tilfredse med deres egen Vitus og behøvede ikke at dyrke andre folks. Derfor, sagde kongen, ville Vitus selv, når hans festdag kom, omstyrte deres mure som straf for at de havde fremstillet et billede af ham der i den grad lignede et uhyre. Han havde virkelig al mulig grund til hævn og gengældelse når de havde krænket hans ærværdige minde med gudsbespottelse og afgudsdyrkelse. Alt det, erklærede han, var ikke noget han gættede sig til ud fra drømme eller tilfældige begivenheder, men udelukkende hvad hans skarpe blik for fremtiden fortalte ham. Den forudsigelse fandt de alle mere forbløffende end overbevisende.

39,14  Den ø Arkona ligger på, som hedder Wittow, er adskilt fra selve Rügen af et ganske smalt stræde, der ikke er bredere end en flod, og for at folkene inde i Arkona ikke skulle få undsætning fra den side, blev der sendt mænd ud for at bevogte overgangen og hindre fjenden i at gå over. Imens kastede Valdemar sig over belejringen med resten af styrken, og det første han tog fat på, var at rette bliderne mod voldene. Absalon fik til opgave at anvise de enkelte delinger lejrplads og gennemførte udstykningen på grundlag af en opmåling af hele området fra kyst til kyst.

39,15  I mellemtiden havde folkene i byen stablet en vældig dynge jord op foran byporten for at gøre den mindre sårbar over for angreb. Med denne kompakte stabel af græstørv havde de lukket helt af for indgangen, og det fik dem til at føle sig så sikre at de ikke satte anden vagt på tårnet over porten end faner og felttegn. Blandt dem var Stanitza, en iøjnefaldende stor og farvestrålende fane som rygboerne behandlede med omtrent lige så stor ærefrygt som alle deres guder tilsammen. Med den i spidsen havde de magt til at rasere alt – hvad enten det tilhørte guder eller mennesker – og ret til at gøre hvad som helst de skulle få lyst til, om det så var at plyndre byer, ødelægge altre, skalte og valte med ret og uret eller tilintetgøre hvert eneste hjem på Rügen: jævne dem med jorden eller lægge dem i aske. Så meget lå de under for den overtro at respekten for et sølle stykke stof var større end respekten for en konges magt. Selv fanens ofre hyldede den som en guddommelig tryllestav, og besvarede tort og svie med tjenstvillighed og overgreb med underdanighed.

39,16  I mellemtiden var hæren travlt optaget med de forskellige opgaver der skal løses når man påbegynder en belejring: nogle tog sig af staldene, andre af teltene og hvad man ellers har brug for i en hær. Men mens kongen hvilede sig i skyggen for at undgå den usædvanlige varme midt på dagen, var der nogle af danskernes drenge der i kådhed vovede sig helt ind under volden, hvor de begyndte at bombardere brystværnet med sten fra deres slynger. Det påfund tog folkene inde i Arkona som en spøg snarere end som en alvorlig trussel. De havde ikke lyst til sætte våben ind mod noget der mest af alt lignede en leg, og foretrak derfor at se til uden at jage dem væk. Men da nogle unge mænd kom til og forsøgte at overgå drengene i provokationer, måtte de modvilligt opgive rollen som tilskuere og gribe til våben. Også de unge på vores side smed hvad de havde mellem hænderne, og skyndte sig at komme deres kammerater til hjælp, så nu gik rytteriet i spidsen for drengestregerne.

39,17  Det hele var begyndt i det små og havde stort set kun været til at le ad, men det udviklede sig til et vældigt opgør, der fik stor betydning. Lidt efter lidt blev en drilagtig leg for drenge til en dybt alvorlig kamp for mænd.

Nu var der sket det at græstørvene i den dynge der spærrede porten, var sunket sammen og havde efterladt en form for hule eller afsats: et vældigt hulrum mellem tørvene og tårnet. Det så en modig, men ellers ukendt ung mand, og da det gik op for ham at her var en mulighed for at udrette noget stort, bad han sine kammerater om hjælp til at komme derop. Hvis bare de hjalp ham op, lovede han at byen snart ville falde, for så ville han tage første skridt mod sejren. De spurgte så hvad de kunne gøre for ham, og han forklarede at de skulle støde deres spyd ind i græstørvene så han kunne bruge dem som stige. Da han på den måde var nået op og kunne se at hulen beskyttede ham på alle sider så fjenden ikke kunne gøre ham noget, forlangte han halm til at lave et bål. De spurgte om han også havde noget at tænde det med, og han svarede at han havde både stål og flint med – de skulle bare holde sig klar til at tage imod ham når ilden havde fået fat, og han skulle ned igen.

39,18  Mens de nu så sig om efter noget der kunne bruges til at tænde op med, leverede tilfældet lige hvad de skulle bruge. For tilfældigvis kom der en mand forbi med et vognlæs strå til brug i lejren. Det beslaglagde de, og så kastede de negene fra mand til mand for til sidst på spidsen af deres spyd at lange dem op til den unge mand. Og der gik ikke længe før hele det brede hulrum var fyldt, for eftersom tårnet stod øde og forladt, kunne de uden risiko gå helt hen til det. Folkene i byen havde ikke en chance, dels vidste de intet om hvad der foregik, dels var tårnet jo tomt, og i øvrigt ragede det langt ud i hele sin bredde så angriberne var godt beskyttet under det. Pludselig fængede ilden, tårnet brød i brand, og den der havde antændt bålet – og derved gjort det første skridt mod den endelige sejr – lod sig glide ned i armene på sine kammerater.

39,19  Da folkene i byen fik øje på røgen, blev de lammet af skræk over den uventede fare og anede ikke om de skulle bekæmpe ilden eller fjenden først. Omsider tog de sig dog sammen og kastede sig af al kraft over ilden, lod fjende være fjende og gik i krig mod flammerne mens vores folk gjorde hvad de kunne, for at hindre slukningen, så begge parter kæmpede med samme glød, de første imod ilden, de andre til dens forsvar. Da vandet til sidst slap op, forsøgte de at sprøjte mælk på flammerne, men jo mere af den væske de øsede over ilden, jo voldsommere flammede den op. Så netop det bidrog betydeligt til brandens omfang.

39,20  Råb og skrig fik kongen ud af lejren for at se hvad der foregik, og stor var hans forbløffelse da det gik op for ham hvad der var sket. Han var nu usikker på om branden ville få betydning for indtagelsen af byen, og spurgte derfor Absalon hvad han mente man burde gøre. Absalon syntes hverken at kongen skulle blande sig i drengestreger eller kaste sig ud i noget uden at have undersøgt sagen i forvejen, og bad ham derfor indtrængende om lov til selv at rekognoscere først for at se om ilden kunne hjælpe dem til at indtage byen. Som sagt så gjort: uden anden beskyttelse end hjelm og skjold fór han over til porten. Den var de unge mennesker i fuld gang med at forsøge at storme, men han rådede dem i stedet til at sætte mere blus på ilden. De tændte så op rundt omkring, ilden blussede op, tog næring af de kraftige portstolper og fortærede tårnets trægulv. Derefter åd den sig op til tårnets top, hvor den lagde gudestatuens private banner og de andre symboler på deres lokale religion i aske. Da kongen havde fået den besked fra Absalon, gav han på hans anbefaling ordre til at byen skulle omringes. Og straks derefter satte han sig ud foran lejren i sin stol for at betragte slaget.

39,21  På det tidspunkt var der en tapper ung mand i den danske hær der i sin brændende iver efter ære og berømmelse gjorde alt for at blive første mand på brystværnet, og modtog et dødeligt sår i forsøget. Men i faldet holdt han sig så rank at det ikke så ud som om han styrtede død til jorden, men som om han kastede sig ud med vilje. Med en sådan tapperhed er det vanskeligt at afgøre hvor han var størst: i kampen eller døden.

39,22  Også pommeranerne, under kommando af Kazimar og Bugislav, så en ære i at kæmpe for øjnene af kongen, og gav en enestående prøve på deres tapperhed i et dristigt angreb på byen. Og kongen betragtede deres enestående indsats med forundring og taknemmelighed.

39,23  Folkene i byen stod over for en dobbelt trussel, mange bukkede under for branden og mange for fjendernes spyd, og ingen vidste om de skulle frygte flammer eller fjender mest. Men der var også dem der satte deres egen sikkerhed til side og forsvarede byen så stædigt og hårdnakket at de først fandt deres endeligt når det brændende brystværn brød sammen, og de efter eget valg gik op i luer på et fælles ligbål af hjemmets flammende bymure. Så stor var deres kærlighed til fædrelandets forsvarsværker at de foretrak at gå til grunde med dem frem for at overleve deres fald.

39,24  Midt i denne håbløse situation, hvor folkene i byen så død og ødelæggelse komme stadig nærmere, var der en der gav sig til at råbe med høj røst oppe fra brystværnet at han ville tale med Absalon. Absalon bad ham gå med over til den roligste side af byen, dvs. længst væk fra larmen og de blodige kampe, og spurgte så hvad han kunne tilbyde. Manden understøttede nu sin stemmekraft med fagter og gebærder da han krævede at vores folk skulle indstille krigshandlingerne så folkene i byen kunne komme til at overgive sig. Absalon svarede at der ikke kunne blive tale om det mindste ophør i angrebet medmindre de selv samtidig afstod fra enhver bekæmpelse af ilden. Den betingelse gik barbaren ind på, og Absalon bragte så omgående anmodningen videre til kongen. Denne kaldte alle de ledende mænd tilbage fra slaget til rådslagning, og her anbefalede Absalon at man gik ind på barbarens ønske, for, som han sagde, jo længere det varede før folkene i byen forsøgte at standse ildens rasende fremmarch, jo sværere ville det være for dem. Og hvis de helt afstod fra at bekæmpe den, ville det være det samme som at lade ilden få sejren, selv uden at fjenden var i nærheden. Samtidig kunne vores egne folk sidde med hænderne i skødet og overlade hele kampen til flammerne – og alligevel nå til et resultat som de ikke kunne have opnået ved egen kraft. Så selv om de i dette øjeblik lod våbnene hvile, kunne man ikke sige at de ikke udrettede noget, nej, de kæmpede ved stedfortræder og uden fare for sig selv.

39,25  Planen blev godkendt, og kongen modtog borgernes overgivelse på de betingelser at de udleverede gudestatuen med hele dens tempelskat, slap deres kristne fanger ud af fængslet og lod dem gå uden løsepenge samt lovede i et og alt at dyrke den sande tro sådan som det foregik i Danmark. Derudover skulle de også lade alt gudernes jordegods overgå til gejstligheden og hver gang omstændighederne krævede det, stille styrker til den danske ledingsflåde og aldrig nogen sinde sidde en indkaldelse fra kongen overhørig. Endelig skulle de årligt betale fyrre sølvmønter for hvert oksespand og stille ligeså mange gidsler som sikkerhed for aftalens overholdelse.

39,26  Men da hæren hørte det, brød mytteriet pludselig ud i lys lue, for i deres tørst efter blod og bytte gav mandskabet sig til at klage højlydt over at de skulle gå glip af belønningen for den sejr der var lige om hjørnet, så de ikke fik andet ud af alle deres anstrengelser end sår og skrammer, og over at de nu hvor de var lige ved at have krammet på fjenderne, ikke kunne få lov til at hævne sig som de havde lyst efter alt det de selv var blevet udsat for. For som de sagde: skulle man nu pludselig til at holde hånden over disse mennesker der havde myrdet og plyndret løs derhjemme – og det netop som man så let som ingenting kunne have fået en vidunderlig hævn over dem? De truede med at forlade kongen hvis han forbød dem at indtage byen og foretrak en klat småpenge for en vældig sejr. Det irriterede kongen at skulle høre på den slags kritik og beklagelser, og han tog derfor stormændene med sig uden for lejren, i god afstand fra alt råberiet, og spurgte dem hvad de gik ind for: at tage imod byens overgivelse eller at plyndre den.

39,27  De spurgte så Absalon hvordan han stillede sig, og han svarede at det da bestemt var muligt at indtage fæstningen, men ikke uden en lang og opslidende belejring. For selv om folket muligvis ville mistolke hans motiver, ville han alligevel hellere gøre sig upopulær på sine fornuftige råd blandt folk der fordrejede hans hensigter, end sætte sine kammeraters liv på spil for en tvivlsom fordels skyld. Sagen var at selv om branden – der snarere skyldtes et himmelsk mirakel end nogen dødeligs indsats – havde lagt næsten hele den øvre del af volden i aske, den del der bestod af tømmer og jord, så var underdelen jo bygget af mere solide materialer som ilden ikke kunne få bugt med, og den var høj nok til ikke uden videre at lade en fjende slippe ind. Og dertil kom at folkene inde i byen stort set overalt havde udbedret brandskaderne med ler, og ganske vist havde den voldsomme brand holdt dem tilbage, men den havde også beskyttet dem, eftersom den kraftige varme tydeligvis havde været en lige så stor hindring for vores angreb som for deres forsvar. Og i øvrigt: hvis borgerne i Arkona ikke blev skånet, så ville de andre byer på Rügen gøre en dyd af nødvendigheden og i bar desperation kæmpe som rasende. Men hvis de vidste at Arkonaboerne havde fået lov til at overgive sig, var der gode chancer for at de ville følge deres eksempel for at redde livet. Så eftersom det vel var bedre at indtage en hel række byer i løbet af et enkelt togt end af bar stædighed at køre fast i belejringen af en enkelt af dem, ville det ikke være klogt at sige nej når de nu tilbød at overgive sig. Men hvis de øvrige så anderledes på det, burde de i hvert fald sende gidslerne tilbage i god behold, for man skulle nødig kunne sige at de ikke havde behandlet dem hæderligt, og vores folk skulle ingen – stik imod sædvane – kunne beskylde for upålidelighed.

39,28  Den opfattelse fandt støtte hos ærkebiskop Eskil, der erklærede at folket skulle lystre sine herrer, ikke herrerne deres folk, og at det ikke var rimeligt at stormænd skulle bøje sig for småfolks forgodtbefindende. Var det ikke den største sejr man kunne ønske sig, at tvinge et hedensk folk ikke alene til at betale skat, men også til at underkaste sig den kristne kirke? Samtidig rådede han dem til at benytte sig af den hjælp Arkonas borgere kunne give dem, over for de andre fjender, snarere end absolut at ville slagte dem. For det var altid mere værd at undertvinge fjenden end at dræbe ham eftersom barmhjertighed var mere værd end strenghed. Og dertil kom at det var en del klogere at få bugt med en hel række bemandede fæstninger på én gang end at lade alle de andre være for at kunne belejre én. Den argumentation gjorde tilstrækkeligt indtryk på stormændene til at de tilsluttede sig hans og Absalons opfattelse. Og også kongen blev bestyrket i sin holdning af disse slagkraftige råd og vendte tålmodigt det døve øre til folkets brokkerier og protester.

39,29  Så snart folket havde fået lov til at gå hver til sit for at stille deres sult, tog Absalon fat på opgaven med at modtage gidsler. Det drejede sig dels om børn dels om forældre som han gav lov til at stille for deres børn indtil næste dag.

Ved midnatstid den følgende nat, mens Absalon lå og fik sig lidt søvn, lød der høje råb fra en af barbarerne der forlangte at komme til at tale med Gudskalk, som Absalon brugte som tolk over for venderne. Gudskalk vågnede ved lyden og råbte tilbage at han skulle sige hvad han ville. Manden forlangte så at få foretræde for Absalon, og da han havde fået lov til at komme nærmere, og Absalon kom ud til ham foran sit telt, talte han til ham gennem tolken. Han bad ham indtrængende om lov til at underrette befolkningen i Karenz om hvordan det var gået dem i Arkona, og råde dem til ikke at tøve et øjeblik med at få en tilsvarende aftale i stand for at komme katastrofen i forkøbet og sikre byen mod ødelæggelse – så skulle han nok komme tilbage den næste dag med besked om hvad de havde besluttet sig for. Hans navn var Granza, søn af Littog, sagde han, og han stammede selv fra Karenz, så han var slet ikke borger i Arkona, han var en fremmed og var mod sin egen vilje blevet sendt dertil sammen med andre som hjælpetropper. For at Absalon ikke skulle tro det var en list, viste han at han var såret i armen så han ikke kunne bruge den, og derfor heller ikke kunne være sine bysbørn til nogen hjælp.

39,30  Absalon mente ikke at en mand der var så hårdt såret, kunne have nogen videre betydning for fjendens styrke, og kunne heller ikke se at det gjorde større forskel om han rådede dem til at kæmpe eller til at overgive sig, men den endelige afgørelse om mandens anmodning overlod han til kongen. Så han vækkede omgående Valdemar for at høre hans mening, og af ham fik han besked på at gøre hvad han selv mente var bedst, hvorpå han svarede den ventende barbar at kongen havde indvilliget i alt hvad han havde bedt om, bortset fra tre dage respit. Han var nemlig påpasselig med ikke at give fjenderne for lang tid til at sætte byen i forsvarsberedskab. For nu ikke at sende manden af sted helt uden en tidsfrist lovede han at han havde hele den følgende dag, men, sagde han, hvis han så ikke mødte op på stranden ved sin hjemby med alle Rügens stormænd, så var den sidste chance for et forlig forpasset.

39,31  Den næste dag havde Esbern og Sune af kongen fået ordre til at vælte gudestatuen, hvilket ikke kunne lade sig gøre uden værktøj. Så snart forhænget rundt om helligdommen var revet ned, gav de derfor deres mænd besked på at hugge den over forneden, men de indskærpede dem at de måtte være meget forsigtige når denne kolos faldt om, for hvis de fik den ned over sig, kunne folk tro at det var guden der var vred og hævnede sig på dem. I mellemtiden havde en enorm mængde af byens borgere samlet sig rundt om templet i håb om at Svantevit ville vise sin vrede over den voldsomme krænkelse og komme efter dem der stod bag, med sine guddommelige kræfter.

39,32  Da de havde hugget statuen over nederst på underbenene, væltede den over mod den ene væg. For at få den ud gav Sune sine folk besked på at rive væggen ned. Men han indskærpede dem at de måtte være meget forsigtige og ikke hugge så ivrigt løs at de glemte at se sig for og risikerede at blive knust under statuen når den faldt. Billedstøtten styrtede til jorden med et brag. Overalt i templet hang der purpur, som ganske vist så pragtfuldt ud, men var så mørt at det smuldrede ved den mindste berøring. Også usædvanlige horn fra vilde dyr var der, og de var et utroligt syn både i sig selv og ved den måde de var udsmykket på. Dæmonen viste sig i skikkelse af et sort dyr der sprang frem fra templets indre for pludselig at forsvinde for øjnene af de omkringstående.

39,33  Herpå fik byens folk ordre om at lægge reb om statuen og trække den ud af byen, men deres gamle, indgroede tro gjorde at de ikke turde gøre det selv, og derfor beordrede de krigsfanger og byens fremmede handelsfolk til at skaffe den af vejen – det var bedst at lade gudens vrede gå ud over den slags usle mennesker, mente de. De forestillede sig nemlig at deres mægtige gud, som de havde været vant til at tilbede med så stor ærefrygt, øjeblikkelig ville hævne sig grusomt på dem der krænkede ham. Men på det tidspunkt hørte man nu vidt forskellige reaktioner blandt byens borgere: der var nogle der jamrede over at det gik deres guddom så galt, men der var andre der lo. Og der er da heller ingen tvivl om at den mere fornuftige del af befolkningen skammede sig da det gik op for dem hvor naive de havde været i alle de år hvor de var blevet holdt for nar med denne tåbelige overtro. Statuen blev trukket helt ind i lejren, hvor hele hæren forbløffet stimlede sammen om den. Og først da folket havde set sig mæt på den, gav stormændene sig selv en chance for at bese den.

39,34  Resten af dagen gik med at tage imod de gidsler der ikke var blevet udleveret dagen før. Men stormændene sendte også deres kapellaner ind i byen for at udøve deres præstegerning: indføre det uvidende folk i den kristne tro og indpode den hellige lære i deres ugudelige sjæle. Da aftenen faldt på, gik alle de der stod for madlavningen, løs på gudebilledet med deres økser og huggede den til pindebrænde der kunne bruges på ildstedet. Jeg kan forestille mig at rygboerne må have skammet sig ved tanken om deres gamle overtro da de så hvor ynkeligt deres fædres og bedstefædres gud, som de plejede at tilbede med den største ærefrygt, endte i ilden og måtte gøre sig nyttig under fjendernes kødgryder. Senere sørgede vores folk både for at brænde templet ned og at bygge en kirke af tømmeret fra belejringmaskinerne, hvorved de forvandlede krigens værktøj til et fredens hus. Det de havde udtænkt til at knuse fjendernes kroppe, anvendte de nu til at frelse deres sjæle. Der blev også fastsat en dag hvor rygboerne skulle udlevere de skatte der var skænket til Svantevit som offergaver.

39,35  Da alt det var ordnet, forklarede Absalon hærens ledere hvad Granza fra Karenz havde lovet, og alle var enige om at lade det komme an på en prøve, så samme nat drog han af sted med tredive skibe og gav kongen besked om at følge efter så snart solen stod op. Faktisk var folk i Karenz blevet så skrækslagne over hvad de havde hørt om Arkonas erobring, at de var mødt frem på det sted Absalon havde udpeget, allerede inden den fastsatte tid. Der sad nu Granza på sin hest, og allerede på lang afstand spurgte han hvem der havde kommandoen over flåden. Da han hørte at det var Absalon, gav han sig selv til kende som Granza og fortalte at kong Tetislav var mødt frem med sin bror Jarimar og alle Rügens fornemste stormænd. Alle disse mænd lod Absalon komme ombord med frit lejde, og da de havde aftalt en overgivelse efter samme mønster som i Arkona, beholdt han dem dér indtil kongen nåede frem.

39,36  Kongen godkendte aftalen i alle detaljer, hvorefter Absalon tog ind til Karenz sammen med Sven af Århus. Af rygboerne tog han kun Jarimar med sig, og for at kunne være i sikkerhed i byen satte han sin bror Esbern til at holde gilde for de øvrige med besked om ikke at lade dem gå før han selv var kommet tilbage. Tredive af sine egne hirdmænd var alt hvad han havde med sig af krigere, og da borgerne i Karenz bad om det, sendte han oven i købet de fleste af dem tilbage for at de ikke skulle komme i slagsmål inde i byen – men hans selvtillid var lige så stor som hans eskorte var lille. Byen er på alle sider omgivet af uigennemtrængelige sumpe og moser. Den eneste vej ind til den er et vadested der er så sumpet og vanskeligt at passere at hvis man bare er en smule uforsigtig og kommer væk fra stien, kan man ikke undgå at gå til bunds i et mosehul. Når man er sluppet over her, finder man en sti til byen. Den løber midt mellem mosen og volden og fører lige hen til porten.

39,37  For rigtig at gøre overgivelsen højtidelig strømmede Karenz' borgere ud ad portene, seks tusind mand høj, fuldt bevæbnede, og stillede sig op med spydspidserne plantet i jorden på begge sider af den vej vores folk skulle gå ad. Sven studsede ved synet og spurgte hvad det kunne betyde at fjenden sådan rykkede frem mod dem, men Absalon svarede at han ikke skulle være bange, og forklarede at de netop kom ud for at vise deres underdanighed. Hvis de havde haft i sinde at gøre dem ondt, havde det jo været meget nemmere at gøre det inde i byen. Hvilket utroligt mod den mand må have været i besiddelse af! – Tænk at han uden at betænke sig et øjeblik betroede sit liv til en bevæbnet fjendes forgodtbefindende. Og heller ikke hans krigere fortrak en mine eller vaklede i geledderne, hans eksempel gav dem modet til at fortsætte fremad præcis lige så uanfægtet som ham, for denne ene mand beroligede dem mere end de mange fjender skræmte dem. Så snart de var kommet over vadestedet og nåede op på vejen uden for volden, kastede alle Karenzboerne, der omgav dem til begge sider, sig til jorden for dem og tilbad dem som om de var guder, hvorefter de rejste sig og fulgte venligt og imødekommende efter dem. Folket strømmede mod ham i begejstring og gjorde hans indtog til en fest, for han blev ikke modtaget som en gesandt i et privat ærinde, men som den der formidlede fred mellem folkene.

39,38  Denne by udmærker sig især ved tre betydningsfulde templer, der er store seværdigheder inden for den stedlige bygningskunst. Med deres lokale guddomme blev de omfattet med næsten lige så stor ærefrygt som landets fælles gud kunne mønstre i Arkona. Samtidig var dette sted, som i fredstid var tomt og forladt, på dette tidspunkt stuvende fuldt af beboelseshuse. De gik helt op i en højde af tre etager, hvoraf den nederste bar den midterste og den øverste, og faktisk lå de så tæt pakket at en blidesten der blev kastet ind i byen, ikke kunne have fundet et stykke bar jord at ramme. Dertil kom stanken fra skrald og affald, der trængte ind i hvert eneste hjem i byen og var lige så stor en plage for beboernes kroppe som frygten var for deres sind. Alt dette gjorde det klart for vores folk at Karenzboerne ikke kunne have modstået en belejring, og de så ikke længere nogen grund til at undre sig over deres hurtige overgivelse når de nu tydeligt kunne se hvor svær deres situation var.

39,39  Det største af templerne stod midt i sin forgård, men både tempel og forgård havde purpurforhæng i stedet for vægge, så taget hvilede udelukkende på piller. Vores folk rev derfor udsmykningen ned fra forgården og kunne så nå de indvendige forhæng med hænderne. Så snart de var fjernet, kunne man fra alle sider se ind til en statue af egetræ som de kaldte Rygevit, og som var aldeles lattervækkende og hæslig, for nogle svaler der havde bygget rede under kanterne i dens ansigt, havde skidt ned over brystet på den i lange baner. Det var virkelig en respektindgydende gud hvis statue var svinet så afskyeligt til af fugle! Derudover sad der syv menneskelignende ansigter på hovedet af den, alle sammen under den samme isse, og ved dens side havde kunstneren anbragt lige så mange rigtige sværd med skede, alle sammen i det samme bælte, og et ottende holdt den draget i den højre hånd. Det var stukket ind i den knyttede hånd og sat godt fast med et jernsøm så man kun kunne fjerne det ved at hugge hånden af, hvilket man da også benyttede lejligheden til at gøre. Af tykkelse var figuren større end et menneske, og højden var sådan at Absalon når han stod på dens fødder, kun lige kunne nå hagen på den med den lille økse han plejede at gå rundt med i hånden.

39,40  De havde troet at denne gud førte an i krig og havde kræfter som Mars. Intet ved statuen var behageligt at se på, den var hæsligt udskåret med sine grimme og ubehjælpsomme træk. Men nu begyndte Absalons folk til hele byens store forskrækkelse at hugge dens ben over med økser. Og da det var gjort, faldt hele kolossen til jorden med et brag. Da byens folk så det, blev deres ærefrygt forvandlet til foragt, og de gjorde selv nar af deres guds magtesløshed.

39,41  Men Absalons følge havde ikke fået nok af at gøre det af med den ene og fortsatte nu med stor iver med statuen af Porevit, der blev dyrket i helligdommen ved siden af. Han var afbilledet med fem hoveder, men uden våben. Da den var hugget om, tog de fat på Porenuts tempel. Den statue havde fire ansigter, og på brystet sad der et femte, som han med venstre hånd holdt på panden og med højre på hagen. Også den faldt for folkenes økser.

39,42  Alle disse statuer gav Absalon byens folk ordre til at brænde inden for murene, men de bad ham så mindeligt om at blive fri og sagde at han skulle have medlidenhed med den overfyldte by og ikke først spare deres liv og så bagefter brænde dem inde. For hvis ilden bredte sig og fik fat i en af boderne, var der ingen tvivl om at de ville gå op i flammer alle sammen så tæt som det hele var pakket. De fik så besked på at slæbe dem uden for byen, men også det vægrede de sig længe ved og sagde at de var bange for, som straf fra gudens side, at miste førligheden i de lemmer de brugte til at udføre ordren – og sådan brugte de gudfrygtighed som undskyldning for manglende respekt. Til sidst lykkedes det dog Absalon at overbevise dem om at en gud der ikke engang kunne hjælpe sig selv, han havde ikke nogen magt man behøvede at tage sig af, og så snart de følte sig nogenlunde sikre på at de ikke ville blive straffet, skyndte de sig at gøre som han sagde.

39,43  Det er nu heller ikke så sært at de frygtede disse guders magt, i betragtning af hvor ofte de havde straffet dem for deres usædelige liv. For når mændene i denne by havde samleje med en kvinde, skete det tit, ligesom med hunde, at de sad fast og ikke kunne komme fri af hende igen. Af og til blev de så begge to hængt op imod hinanden på stænger så folk kunne få sig et godt grin over den mærkelige knude. Dette modbydelige jærtegn fik folket til at dyrke disse usle statuer med stor ærbødighed, for det der skyldtes djævlekunster, så de som et udslag af gudernes magt.

39,44  For nu rigtig at vise hvor foragtelige figurerne var, stillede Sven sig oven på dem mens Karenzboerne slæbte dem ud af byen. Og derved øgede han vægten, men samtidig også ydmygelsen, for det var nok så meget en skam som en byrde han lagde på de trækkende når de skulle se en fremmed biskop træde deres hjemegns guder under fode.

39,45  Mens Sven tog sig af det, indviede Absalon tre kirkegårde ude i byens opland, og da han om aftenen nåede tilbage til Karenz og fandt statuerne tilintetgjort, fortsatte han sammen med Jarimar ud til skibene, hvor han ankom midt om natten og tvang ham til at spise aftensmad sammen med sig. Absalon havde på det tidspunkt ikke sovet tre nætter i træk og var efterhånden så medtaget af mangel på søvn at han næsten ikke kunne se ud af øjnene. Næste morgen fik den skriftkyndige stab og stormændenes huskapellaner udleveret præsteligt skrud og gik ud for at døbe landets befolkning med genfødelsens vand, ligesom de også adskillige steder lagde grunden til kirker og derved erstattede den private overtros fattige rønner med den almindelige kirkes boliger. Samme dag blev der tid til at tage imod de sidste gidsler.

39,46  Det var på dette tidspunkt at de pommerske hertuger, der holdt på at Tetislav skulle sættes fra tronen, og de selv skulle overtage herredømmet over Rügen som betaling for deres krigstjeneste, bad om tilladelse til at forlade hæren – og forvandlede venskab til fjendskab. Det blev senere årsag til langvarige stridigheder og krigshandlinger mellem dem og danskerne. Om aftenen lettede flåden anker og lagde ind til en ø helt inde ved fastlandet. Her bragte rygboerne kongen syv lige store skrin fyldt med penge som var blevet skænket til deres guder. Da det var overstået, blev der udsendt ordre om at flåden kunne vende hjem.

39,47  Da de var kommet tilbage, hjemkaldte Absalon de første præster fra Rügen og udsendte nye, som han ikke alene forsynede med embedsdragter, men også med forråd, for hvis de skulle leve på andres bekostning og opkræve det de behøvede til livets opretholdelse fra dem, risikerede de at komme til at ligge det samme folk til byrde som de var udsendt for at oplære i de hellige skrifter. Det kom heller ikke til at skorte på mirakler i forbindelse med deres forkyndelse: adskillige syge og svagelige mennesker fik førligheden igen ved deres bønner, hvilket snarere må tilskrives Guds omsorg for folkets omvendelse end præsternes fromhed. Der var nogle der på den ene eller anden måde tog alvorligt skade på deres førlighed som straf fordi de afviste troen, så man må sige at Gud åbenlyst belønnede de omvendte og tog hævn over de afvisende.

39,48  Samme sted er der for ganske nylig sket et mirakel som man aldrig før havde set magen til. En gift kone var med urette blevet beskyldt for utroskab af sin mand, og da hun rakte hånden frem mod den glødende jernplade for at rense sig for beskyldningen, var det pludselig som om jernet, netop som hun ville gribe det, undveg berøringen med den uskyldiges hånd. Uden hensyn til sin egen vægt hævede det sig i vejret, og hængende i luften fulgte det kvindens bevægelser, skridt for skridt, indtil hun nåede hen foran alteret hvor hun skulle kaste det fra sig. Her lod det sig selv falde til jorden, til ærbødig undren for de omkringstående. Den begivenhed rensede ikke kun kvinden for den vanærende beskyldning, den gjorde også alle der så det, mere modtagelige for troen. Det var faktisk ikke overilet af hende at indlade sig på så risikabel en kyskhedsprøve, for hun var sikker på sin rene samvittighed og derfor tryg i både sjæl og legeme.

39,49  Selv nu hvor Rügen var blevet erobret, var sørøveriet stadig en plage i hver en krog af vores farvande, men danskerne udtænkte den fornuftige ordning at flåden skulle mønstres og hvert fjerde skib udtages til at ligge på vagt mod sørøverne så længe årstiden tillod det. På den måde kunne en mindre gruppe med lidt ihærdighed passe arbejdet for alle. For vores folk havde lige så meget ud af til stadighed at holde et beskedent antal under våben som med mellemrum at mønstre mange. Til den opgave valgte man især ugifte unge mænd for at længsel efter konen ikke skulle svække krigernes ihærdighed i tjenesten. Absalon og Christoffer fik kommandoen over dem, og de to holdt sig ikke til de hjemlige farvande, men afpatruljerede også kysterne på Rügen og bugterne ved leutiternes land.

40,1  På samme tid kom de gesandter kongen havde sendt til Rom for at få tilladelse til at fejre sin fars sjæl som helgen, tilbage med et brev om at anmodningen var imødekommet. Så snart han havde hørt svaret, udsendte han en kundgørelse der sammenkaldte alle Danmarks stormænd i Ringsted til Sankt Hans, som fejres ved sommersolhverv, hvor han på én gang ville hylde sin far som helgen og sin søn som konge, for han mente at det ville bidrage betydeligt til hans egen ære og berømmelse hvis han på én og samme dag kunne skænke den ene et alter, den anden en krone, så riget tog den ene til sig allerede som barn på samme tid som kirken helgenviede den andens sjæl. Men intet glædede han sig dog mere til end at få mulighed for i levende live at se sin søn iført tegnene på hans egen kongeværdighed.

40,2  Samtidig gav han ordre om at de skibe der var posteret i nærheden, skulle overflyttes til tjeneste længere væk, så de kunne slå hurtigere til imod de allermest hedenske sørøvere. Dog skulle de være tilbage inden Sankt Hans så de kunne deltage i højtideligheden. Ved deres afrejse advarede han dem også mod at sætte alt for ivrigt efter den slags sørøvere, for de plejede at holde mere af krigslist end af åben kamp. Når de blev overfaldet af en fjendtlig flåde, havde de det nemlig med at trække deres skibe op på stranden og lade som om de styrtede af sted over hals og hoved for at komme i skjul, sådan at fjenderne fik alle muligheder for at forfølge dem. Men så snart de så deres modstandere komme roende, vilde af begejstring, og lægge til rundt omkring på stranden, sprang de uden varsel frem fra deres skjulesteder igen, stak armene ind gennem årehullerne på skibene og trak dem på land, og når de havde dem der, overdængede de skibsfolkene med byger af sten og spyd, hvorefter de gang på gang gennemborede skibene med deres våben for at gøre dem ubrugelige. Så: selv om det så ud til at de flygtede, skulle man altså ikke sætte alt for ivrigt efter dem, for deres flugt var lige så farlig som deres angreb. I stedet for at presse hovedløst på når de stak halen mellem benene, skulle de sejle ind til kysten i samlet formation og have tålmodighed nok til at finde sammen i slagorden når de gik fra borde. Hvis de bar sig sådan ad, kunne de være sikre på sejren eftersom de andre kæmpede uden rustning og stort set nøgne og normalt satsede på snedighed snarere end på udstyr. Efter disse gode råd var de fyr og flamme, og de styrede straks mod Øland.

40,3  Men selv om svenskerne og danskerne lå i strid med hinanden, ville de helst ikke udsætte kristne for de ødelæggelser der var tiltænkt hedningene, og de besluttede derfor at skåne øen og lade det religiøse fællesskab gå forud for politiske uoverensstemmelser. Her fik de at vide af øens befolkning at kurere og estere i fællesskab drev sørøveri fra en havn i nærheden, og de skyndte sig så af sted til det sted der blev udpeget, den ene hurtigere end den anden, som skibene nu kunne, uden respekt for fjenden – og uden tanke for kongens advarsler. Nogle estere lå på vagt i deres skib, men da de så hvad der foregik, roede de ud på åbent hav, for de havde mere travlt med at komme af vejen end med at give deres kammerater i flåden besked om hvad de havde set.

40,4  Da det gik op for resten af sørøverne, trak de skibene op på land, hvorefter de lod som om de gemte sig under buskene i en nærliggende skov. Men det kneb var Sven Skøling og Niels Vendelbo ikke kvikke nok til at gennemskue: de roede til af alle kræfter og sprang i land på stranden sammen med alle deres roere – og gik lige i fælden, for nu kom barbarerne tilbage. Og selv om de kæmpede tappert, måtte de betale med livet fordi de ikke havde lyttet til kongens advarsler. Tue Lange og Esger, to af Absalons mest fremragende riddere, forsøgte at komme dem til hjælp, men deres iver efter at forsvare andres liv gav dem kun del i deres død. At det gik kammeraterne så galt, skræmte ikke Magnus Skåning, det tirrede ham snarere, og han gik i land et andet sted på stranden, men igen fik kampen samme udfald. Alle disse mænds skibe ryddede barbarerne først for roere, og bagefter huggede de hul i dem med deres økser og sænkede dem.

40,5  Da Christoffer så dette blodbad, gav han roerne ordre om at sætte farten ned og holde skibet væk fra land. Men derved kom stævnen til at svaje rundt, og da skibet vendte siden til kysten, kom det ud for så voldsomt et bombardement af sten fra fjenderne at roerne måtte være glade hvis de kunne beskytte sig selv – gå til angreb kunne de ikke. Alt hvad de havde tid til, var at undgå selv at blive ramt, ikke at ramme andre. Da dét gik op for Esbern, ville han vise at der var en mening med at kongens søn var betroet i hans varetægt: han roede hårdt til ind mod land, styrede direkte ind i stenregnen og reddede den hårdt trængte unge mand fra en overhængende død ved at lægge sig imellem med sit skib. Straks hagede barbarerne sig fast i skibet af alle kræfter, sårede de mænd der stod i stævnen, og fik i en håndevending skibet trukket på land.

40,6  Esbern skød tre bolte fra sin armbrøst, men da han så at ikke én af dem ramte, smadrede han våbnet, som ikke havde været ham til nogen nytte, sprang med våben i hånd fra agterstavnen frem til stævnen og viste sin utrolige styrke i sjæl som i legeme ved ene mand at holde hele flokken af fjender stangen en stor del af dagen. Omsider var han så forslået af stenkast og så medtaget af skudsår at han ikke kunne stå på benene og kun med stort besvær fik kæmpet sig tilbage til agterstavnen, hvor han satte sig ned. På det tidspunkt havde hans kammerater også ladt ham i stikken (for bortset fra en enkelt havde de alle givet efter for frygten og kastet sig i havet), men da han nu så barbarerne springe om bord i hans skib – som de allerede havde knust siderne på med deres økser – havde han ikke helt glemt sin hidtidige tapperhed: han mandede sig op og jog dem ud når de kom ind, ikke kun en, men to og tre gange, greb de spyd som fjenden kastede imod ham, og slyngede dem tilbage mod dem selv, hvorved han vendte den vold de andre øvede imod ham, til egen fordel.

40,7  Til sidst var han så mørbanket, og så fuldkommen udaset at han måtte give sig – ikke for fjenderne, men for sin egen træthed – og han begyndte at trække sig lidt baglæns for at samle kræfter, men i samme øjeblik blev han ramt så hårdt i hovedet af en sten at han faldt halvdød om lige foran agterstavnen. Barbarerne myldrede om bord for at hugge ham i småstykker som han lå der, og hans eneste tilbageværende kammerat kunne ikke råbe ham op og få liv i ham, men han greb fat i ham med hånden og fik ham løftet op på højkant, og alene synet af ham som han stod der, var nok til at holde de nærmeste flokke af fjender på afstand. De havde i den grad fået hans tapperhed at føle at hans fremtoning virkede lige så skræmmende på dem som hans kræfter. Lidt efter kom han til bevidsthed og spurgte sin kammerat hvorfor han ikke kunne lade ham være i fred, men da han hørte at skibet var fuldt af barbarer, blev han pludselig sig selv igen, jog dem alle sammen tilbage og stillede sig frem i stævnen. Men da han havde kæmpet tappert lige til hans sidste kræfter var på nippet til at slippe op, og ville trække sig tilbage til masten, sank han endnu en gang halvt bevidstløs om, og det var blevet enden på ham hvis ikke Christoffers mænd i en fart havde fået bragt ham i sikkerhed på deres skib.

40,8  Alt dette gjorde at de øvrige var mere forsigtige med at gå i land. De holdt sig på betryggende afstand og brugte i stedet deres slynger og kastespyd derudefra. Og eftersom det ikke så ud til at de kunne nå at foretage sig mere inden natten faldt på, besluttede de sig for at udsætte kampen, men de lagde vagter ud for at sikre sig at ikke så meget som ét af barbarernes skibe kunne snige sig ud af havnen i ly af natten og slippe væk. Da barbarerne så at de var spærret inde af denne vældige flåde, vakte håbløsheden modet i dem, og fra nu af var det ikke flugt der optog dem, men sejr. Derfor brugte de nu dels deres egne skibe og de skibe de havde erobret fra fjenden, dels stolper og stammer de hentede i skoven, til at bygge en fæstning på størrelse med en hel by, med to indgange der begge var lige så snævre og lavloftede som bagdøre, så man måtte bukke sig helt sammen for at klemme sig igennem dem. Siderne havde de banket sammen af skibstømmer, og på ydersiden forstærkede de dem med sejlene, som de foldede i mange lag, så de sammensyede stoffer kom til at fungere som brystværn. Derudover tog nogle sig af at skære stokke og spidse dem til så de kunne bruges som våben, mens andre samlede strandsten der kunne egne sig som kasteskyts, og for at ingen skulle tro at de på nogen måde havde mistet modet, spillede de glade og muntre og sang og dansede som vanvittige – mens danskerne tilbragte en trøstesløs nat i dybeste stilhed.

40,9  Da nu Christoffers sekretær, en brite ved navn Lukas, der ikke havde den store boglige dannelse, men var særdeles vidende om historiske emner, så hvor modfaldne mændene i vores hær var, brød han med høj og klar stemme den dystre og trykkende tavshed og forvandlede bekymring til gåpåmod, for han mindede vores mænd om deres forfædres tapre bedrifter og opmuntrede dem til at hævne deres dræbte kammerater – og det med en sådan veltalenhed at det ikke alene blæste deres dystre tanker bort, men også fik mod og styrke op i hver eneste mand, ja, det er helt utroligt at en udlænding i den grad kunne styrke vores landsmænds sind med sine ord.

40,10  Så snart det igen blev lyst, efterlod de en lille styrke til at hindre fjenderne i at slippe væk, og gik så i land på stranden i god afstand af deres lejr så de ikke risikerede et pludseligt overraskelsesangreb inden de var færdige med at tage opstilling. De der var bedst udrustet og bevæbnet, fik ordre til at gå i forreste linje, det menige folk blev anbragt bagved. Barbarerne sprang nu ud fra deres fæstning, ikke i slagorden, men på må og få, og fór frem til kamp med vældige brøl, for de forestillede sig at danskerne ville blive så rædselsslagne over larmen at de brød sammen for den første angrebsbølge. Deres skrig var da også så skrækindjagende at de der stod i bageste geled, ikke kun blev skræmt fra vid og sans, men skræmt på flugt. De forreste gav dem til gengæld en anden modtagelse end de havde ventet, hvorefter de skyndte sig tilbage til fæstningen lige så hurtigt som de var kommet frem. En hel del af dem blev hugget ned, men blandt vores folk var det kun Oluf der fik et spyd gennem halsen og mistede så meget blod at han måtte bæres tilbage til stranden mere død end levende.

40,11  Den første der trængte ind i barbarernes fæstning, var Niels Stigsøn, en mand af fornem slægt og med lige så fornemme kræfter, men allerede i selve indgangen blev han strakt til jorden af et voldsomt kølleslag. Hans bror Åge ville lægge sig imellem og beskytte ham med sin egen krop og fik et grimt sår i halsen. De øvrige fulgte disse tapre mænds eksempel, trængte ind i fæstningen og fór rasende løs på fjenderne uden at ænse faren. Også de der holdt vagt, kom dem nu til hjælp, og andre satte master op til brystværnet og kom op over det så de kunne kaste sig ind på de fjendtlige skarer og give deres kammerater en hjælpende hånd. Det blev til et sådant blodbad på barbarerne at der af hele flokken ikke blev så meget som en enkelt mand tilbage der kunne bringe bud hjem om nederlaget. Vores folk delte så byttet og satte deres skibe i stand. Ligene af deres menige kammerater begravede de på stedet, men de fornemme sørgede de for at salte ned og bringe med tilbage til deres fædreland.

40,12  Da de kom hjem, traf de Valdemar i Ringsted, hvor han holdt fest med kongelig pragt sammen med et stort opbud af rigets stormænd. Her var det så at ærkebiskoppen af Lund, som det påhvilede at udføre disse handlinger, på én gang henlagde hans fars ben på alteret og satte hans syv år gamle søn Knud på tronen, salvet som konge og klædt i purpur.

41,1  Da disse ceremonier var gennemført med al den ærbødighed de fortjente, trådte to udsendinge fra Erling, biskop Helge af Oslo og biskop Stefan af Uppsala, op på forhøjningen hvor de i stilfærdige vendinger anmodede om en fredsaftale på nordmændenes vegne. De påpegede at kongen netop burde opfylde deres ønske på denne dag hvor han både havde set sin søn blive kronet og sin far blive skrinlagt, og deres fremragende veltalenhed blev belønnet med et tilsagn om at kongen ville modtage Erling til en personlig samtale. Efter Helges ønske blev det Esbern der måtte tage derop som gesandt – til trods for at hans sår ikke var lægt endnu – mens to nordmænd, Erling og Ivar, blev holdt tilbage som gidsler hos kongen så længe.

41,2  På et tingsmøde sagde Erling mange uforskammetheder til Esbern, og Esbern gav ham uforfærdet svar på tiltale. Erling tilbageholdt ham i sit eget hus, og tog så selv sammen med Stefan fra Uppsala af sted til Sjælland med fire skibe for at tale med Valdemar. Absalon var på vej hjem efter at have eskorteret kongen over til Jylland og lå i havn ved Isøre med en stor flåde da han så Erling komme. Han advarede sine ledsagere om ikke at foretage sig noget som helst aggressivt for ikke at risikere at skræmme de nyankomne, tog ganske roligt imod ham og ledsagede ham over til kongen efter at have sendt størstedelen af sin egen flåde hjem. Allerede på forhandlingernes første dag blev han mødt med så hård kritik at han opgav håbet om at nå til en aftale og gennem Stefan bad Absalon om frit lejde til at rejse sin vej. Men da Absalon insisterede på at han ikke havde mere at være nervøs for her end hvis han havde været hjemme i sit eget land, genoptog han forhandlingerne og opnåede en fredsaftale på rimelige vilkår.

41,3  Han forpligtede sig nemlig ved ed – og alle de norske stormænd måtte sværge på den samme ordlyd – til at påtage sig opdragelsen af Valdemars søn, som på det tidspunkt endnu var ganske lille, og i første omgang gøre ham til jarl i Norge og senere også til arving til riget hvis hans egen søn Magnus skulle dø uden ægtefødte børn. Samtidig blev han kongens hirdmand og lovede så ofte der blev behov for det, at stille tres skibe til Valdemars flåde. Senere bekendtgjorde han indholdet i denne traktat på landstinget derhjemme, med mange rosende ord om danskernes ærlighed. Da han drog af sted, fulgte Tue med i sit eget skib for at hente Esbern tilbage. Og ved afrejsen overøste de gavmilde nordmænd som afskedsgave Esbern med spyd og buer.

41,4  Da Esbern nåede frem til Odsherred, fik han af de lokale vagtposter besked om at kongen var draget på et felttog mod Pommern. På hans spørgsmål om de havde set nogen sørøvere for nylig, kunne de meddele at næsten fyrre skibe havde lagt ind til Sejerø, men, som de sagde: om det var en handelsflåde eller en sørøverflåde, var de ikke klar over. Da han hørte det, bestemte han sig for at prøve at slippe ubemærket forbi i ly af natten. Han havde ikke tænkt på hvordan det forholdt sig med månen, og besluttede sig bare for at holde sig så langt fra land som muligt for at undgå at blive set af sørøverne. Men netop som han forsøgte af udnytte mørket, brød månen pludselig frem og afslørede ham. I den klare nat fik venderne øje på hans sejl, og de lagde sig i vejen for ham med deres flåde.

Så snart Esbern fik øje på dem, bad han sine søfolk gribe deres våben og sætte sig på deres pladser med brynjerne på, resten trak han med sig frem i stævnen, hvor han gav dem ordre til at beskyde fjenderne med pile fra begge sider af skibet så de fik nok at gøre med at forsvare sig selv og havde så meget mindre tid til at angribe andre. Videre gav han instrukser om at så snart skibet ved sejlets kraft var trængt gennem flådespærringen, skulle de følge ham tilbage til bagstavnen og fortsætte med at forsvare sig på samme måde som i stævnen, og han indskærpede at ingen andre end han selv måtte sige et ord mens kampen stod på, for på den måde kunne de bedre høre hans ordrer. Skulle det ske at han selv faldt, måtte de adlyde Tove, og hvis han faldt, skulle Esger overtage kommandoen. Hvis de alle tre var væk, var kampen nok alligevel ved at være forbi.

41,5  Da Esbern nu ville tage sin brynje på, spurgte den mand der stod ved roret, hvordan han egentlig skulle beskytte sig selv når han skulle bruge begge hænder til at styre og ikke kunne bruge nogen af dem til at forsvare sig når det blev nødvendigt. Esbern rakte ham på stedet den brynje han selv skulle til at tage på, for han foretrak at stille ubeskyttet op mod fjenden selv, frem for at byde styrmanden det samme. Og derved rustede han én mands legeme, men alles sjæle da de så hvor lidt han ænsede fjenden. Esberns plan blev fulgt lydigt og tappert, og da de var brudt igennem den kompakte linje som flåden udgjorde, slog de det første angreb fra de jagtende vendere tilbage med en regn af pile. Det næste, som der blev lagt noget mere kraft i, blev afvist på samme måde. Tredje gang spurgte barbarerne hvem det var de kæmpede mod, for de kunne ikke forstå hvordan et enkelt skib kunne slås så tappert.

41,6  Esbern svarede at når de ikke kunne fange dem alligevel, var der heller ingen grund til at spørge efter navne. Den bemærkning hørte Erik Jurissøn, en fornem, men også temmelig tungnem mand, som tilfældigvis var fange hos de samme vendere, og han råbte nu højt og tydeligt at Esbern ville de aldrig få fat på! Da de hørte det, truede de hinanden med al landsens ulykker hvis de ikke fik taget ham til fange, og så styrede de alle sammen på én gang stævnene ind i siden på det fjendtlige skib lige foran masten. I den kamp kom adskillige af dem af med livet, mens ingen af sjællænderne kom noget til. Da nu vinden, som hidtil havde været en temmelig god hjælp, så ud til at løje noget af, spurgte mandskabet Esbern om de skulle give sejlet en hånd ved årerne, men det forbød han dem at gøre for at det ikke skulle se ud som om de var bange.

41,7  Men da det gik op for Esbern hvordan barbarerne gang på gang fik ekstra mod og angreb stadig hårdere, spurgte han omkring sig om der var noget flint ombord, og så snart han fik at vide at det var der, gav han en mand ordre til at kravle op i masten og tænde ild oppe i toppen af den. Det var et snedigt træk, for barbarerne troede det var et signal til en bagvedliggende flåde, og opgav at fortsætte jagten. Så snart han mente at sejlet var uden for barbareres synsvidde, bjærgede han det og fortsatte hjem i havn med årerne. Så undsætningen kom fra Esberns egen snedighed såvel som fra hans kammeraters råstyrke, og han fandt redningen på en og samme gang i tapperhed og list.

42,1  I mellemtiden var kongen, der havde fået forstærkning af en flåde fra Rügen, sejlet ind i Pommern ved Swinemünde, hvor han nu plyndrede egnen omkring Julin, uden dog at røre selve byen. Derfra forsatte han med den kongelige flåde op ad den flod som både Julin og Kammin ligger ved, og som løber samlet det første stykke, men deler sig ved mundingen. Her blev sejladsen besværliggjort af utallige gærder som fiskerne havde sat ud. Samtidig var gennemfarten spærret af en temmelig lang bro, der krydsede floden ud for Julins bymure, og alle disse hindringer betød at de måtte overnatte på denne side af broen. Næste morgen gik kongen i land og gav ordre til at broen skulle rives ned på sydsiden, lige over for byen. Og imens havde sjællænderne lige så travlt med at fjerne fiskernes gærder.

42,2  Julinerne sneg sig nu frem under broen i småbåde og gjorde alt hvad de kunne for at jage sjællænderne væk, men Absalon, der var gået i land sammen med kongen, konfiskerede nogle fremmede både og nåede frem med hjælp i rette øjeblik. Alle de spyd der ramte hans skjold, faldt til jorden med uforrettet sag, men de der ramte hans kammeraters, blev siddende. Folkene på hans eget skib havde fulgt det hele på afstand, men på kongens opfordring kom de nu nærmere, hvorefter fjenden blev slået på flugt, et stort stykke af broen blev brudt ned, og vejen åbnet for resten af flåden. På vej igennem blev den angrebet af folkene fra byen i deres små både, men Absalon og Sune fyldte deres skibsbåde med bueskytter og sendte dem ud imod dem, og det udviklede sig til en meget lige affære, hvor bådene bekæmpede hinanden med forskellige former for skydevåben. Men ligesom Julinerne havde byen at falde tilbage på, havde vores folk flåden. Det endte med at byfolkenes både trak sig tilbage og gav flåden fri passage.

42,3  Da Sune passerede som den allersidste, løb en af julinerne ud til bredden for at vise sin foragt, men Sune gjorde det af med ham med en bolt fra sin armbrøst, og et øjeblik efter da en anden kom til for at hjælpe den første, dræbte han ham med et tilsvarende skud. I en fart kom to andre løbende til og tog dem på skuldrene og slæbte dem væk så hurtigt de kunne. Da så en af folkene fra byen gav sig til at overdænge vores folk med de groveste skældsord – som om han havde tænkt sig at hævne sine kammeraters død med forbandelser – råbte Gudskalk til ham at det var lidt for frækt hvis han troede at skældsord og fornærmelser kunne skaffe ham de samme gaver som han havde set de andre få uden at bede om det. Han havde jo set vores folk gøre to af deres fodfolk til ryttere, og den slags heste kunne resten også få hvis de kom nærmere! Den bemærkning fik ikke alene lukket munden på denne ene grovmundede slyngel, men også sat en stopper for byfolkenes frækheder i det hele taget.

42,4  Herfra sejlede de til øen Gristow, hvor kongen gav ordre om at de ikke skulle brænde landet af fordi der var brug for kornet til hestefoder. Kort efter fortsatte de ned ad floden til Kammin, hvor de hærgede området nord for byen med ild og sværd inden det kom til et slag på den bro der førte over til byen. Ved den lejlighed listede venderne sig gennem nogle lavvandede områder som kun de kendte, ud under broen og forsøgte i al ubemærkethed at såre vores folk ved at stikke op igennem sprækkerne med deres spyd. Men det generende bagholdsangreb fik danskerne nu omgående sat en stopper for fra en sværm af mindre både. En anden ting der kunne give anledning til bekymring – og det mere end fjendens grusomhed – var at broen var temmelig vakkelvorn og truede med at falde sammen. Enden blev at de opgav at storme byen og vendte tilbage til Gristow.

42,5  Da de nu skulle planlægge deres tilbagetog, kom hele hæren voldsomt i tvivl, og alle var yderst usikre på hvilken vej de skulle vælge for at komme ud til havet igen. Den pommerske sø har nemlig tre udløb, men de to af dem, nemlig Peene og Swine, havde de meget lidt lyst til at benytte fordi det ville være for langt og kedeligt, så de foretrak den korte vej ud ved Kammin. Men en mand ved navn Gere, der var stedkendt der på egnen, gjorde opmærksom på at det udløb var så fyldt med grunde og så vekslende i dybde at det kun var farbart ved højvande. Absalon blev så sendt ud med tre skibe for at undersøge sagen, men brændingen fra det åbne hav lige udenfor gjorde det umuligt for ham at lodde dybden nøjagtigt.

42,6  Denne flod har et temmelig smalt løb ved selve udløbet fra søen, men længere fremme udvider den sig så den ikke længere kan kaldes en flod, men bliver til – eller løber ud i – et enormt sumpområde, for så ved udmundingen i havet igen at finde tilbage til sin oprindelige bredde. Nu skulle den kongelige flåde ganske vist have afventet Absalons tilbagekomst, men den besked glemte de i bar iver efter at komme af sted. Ordrer måtte bøje sig for hastværk, og de sejlede hen til udløbet og begav sig på egen hånd ind på de yderst vanskelige farvande på floden. Christoffer, der dannede bagtrop og skulle dække flåden i ryggen, blev angrebet af vendiske skibe og havde en del besvær med at komme ind på floden. Men det lykkedes ham at slå angrebet tilbage, dels ved egen kraft, dels med hjælp fra kammeraterne.

42,7  Samme dag havde kongen besluttet sig for at overfalde området ved Julin endnu en gang, og ved midnatstid tog Absalon derfor ud på rekognoscering for at finde steder der egnede sig til landgang, og de områder hvor han fandt fast bund, afmærkede han enten med pæle eller ved at binde knuder på sivene langs bredden, hvorefter han næste dag blot skulle følge disse mærker for at udpege et sted hvor rytteriet uden besvær kunne sættes i land.

Den dag havde Absalon Magnus Eriksøn med sig ude på et plyndringstogt, og på et tidspunkt hørte han at Magnus havde været uforsigtig nok til at vove sig for langt væk og var på nippet til at blive afskåret fra de øvrige af fjenden. Han havde ganske vist netop fået ordre fra kongen, der var travlt optaget af at afbrænde landsbyer, om at vende tilbage, men nu valgte han venskabet frem for pligten: uden et øjebliks tøven fór han Magnus til hjælp med sine tropper og frelste ham fra den overhængende livsfare han stod i, indesluttet på et ganske snævert område af såvel fjendtlige skibe som fjendtligt rytteri. Og Magnus tog da også imod hjælpen med taknemmelighed og erklærede at han skyldte ham sit liv. Han takkede sin redningsmand i overstrømmende vendinger og lovede, hvis det nogensinde blev nødvendigt, selv at give sit liv for hans skyld.

42,8  Men Absalon havde ikke glemt at denne hjælpeaktion var et brud på kongens ordrer, og for ikke at møde bistre miner besluttede han sig for at lade byttet fange kongens blik og derved genoprette den velvilje han havde gjort skår i med sin ulydighed. Han gav derfor ordre om at kvæget skulle drives foran, og fangerne gå forrest hjem til lejren, og det syn frydede kongen så meget at han også så med mildere øjne på Absalon da han nåede frem. For da han hørte hvad Absalon havde præsteret, og så hans bytte, tog bedrifterne vinden ud af den vrede som ulydigheden havde vakt, og han nøjedes med at modtage ham med en mild reprimande.

42,9  Da de kom tilbage til skibene, var meningerne delte om hvordan de skulle få dem ud derfra. Nogle mente at man skulle lade mænd med skovle og hakker udvide den smalle munding og grave de snævre strækninger af floden bredere så skibene kunne passere. Men da det var indlysende at brændingen ville bringe sand ind fra havet og fylde renderne op igen, blev der ikke gjort noget forsøg i den retning. Andre mente at man ved fælles hjælp skulle trække skibene ud til havet på ruller og lade rytteriet holde vagt på begge bredder imens. Ved den metode lykkedes det rygboerne at trække seks små både ud, men det var alt – de resterende med deres tunge last kunne man lettere have trukket i stykker end fremad. Vores folk gjorde sig længe uden held de største anstrengelser for at komme ud gennem flodmundingen, og først da kongen beordrede dem til at stoppe, opgav de nødtvungent deres forehavende. Så ivrige var de alle sammen efter at komme den vej ud – bortset fra Absalon, for han havde undersøgt floden og vidste på forhånd at vanddybden i mundingen var for lav til at skibe kunne passere.

42,10  Kazimar var begejstret for vores folks ubehjælpsomme tilbagetog, for i mellemtiden spærrede han floden af ved at blokere indsejlingen med en flåde på halvtreds skibe, og så regnede han ikke med at hans modstandere havde andre muligheder tilbage end død eller fangenskab. Han havde to fremragende bueskytter i Køne og Kirin, som Henrik af had til danskerne havde sendt venderne til hjælp. Også Bugislav havde sendt broderen forstærkninger i form af skibe, og stødte selv til med sit rytteri. Men han havde ikke meget tilovers for julinerne, som han anklagede for fejhed fordi de ikke havde mødt vores folk i åben kamp.

42,11  Alt det gjorde jyderne så bange at de stimlede sammen om Absalon ligesom på tinge og ikke generede sig for åbenlyst at overdænge ham med skældsord og give hans ledelse skylden for det som de kun havde sig selv og deres hastværk at takke for. Ja, de begyndte nærmest at klynke som kællinger og beklage sig over at i gamle dage støttede kongerne sig på store mænds vurderinger, men nu til dags tog de mod råd og vejledning fra de dummeste folk de kunne finde. Og nu var danskerne endt i en situation som de ikke kunne gøre sig de ringeste forhåbninger om at slippe ud af. Det eneste der var at gøre, var ved fælles anstrengelser at trække et par skibe ud så kongen og stormændene kunne slippe væk, for ellers ville hele det danske rige og den danske nation gå til grunde på et øjeblik. Hele denne svada tog Absalon med den største sindsro, han stod dér ganske uanfægtet og forandrede ikke en mine, men nøjedes med at give dem det gode råd at de ikke skulle sige noget nu som de ikke ville have lyst til at huske senere.

42,12  Tilfældigvis kom Skorre Vagnsøn forbi midt under denne overfusning, og eftersom alle råbte i munden på hinanden, kunne han i første omgang ikke rigtig høre hvad de talte om. Men da råberiet stilnede lidt af, og larmen lagde sig en smule, og det gik op for ham at det var Absalon folk stod og skældte hæder og ære fra, udbrød han: »Er I da fuldstændig vanvittige, kammerater? I står jo der og hamrer løs med grove og afskyelige skældsord på en tapper og samvittigshedsfuld mand og bebrejder ham al hans iver og omhu som om det var en forbrydelse eller en ugerning, og kritiserer ham som gamle kællinger med feje bemærkninger der ikke hører hjemme hos tapre krigere. Så urimeligt kan man virkelig ikke tillade sig at bedømme en stålsat og modig indsats! Under hans ledelse har vi med våben i hånd gennempløjet lande som vores forfædre end ikke fik lejlighed til at se. Stormænd skal føre, og krigere følge! Altså må vi stole på egne kræfter, men adlyde andres ordrer. For samme mand bør ikke både føre og forsvare os. Derfor er det ikke andet end rimeligt at vi er taknemmelige over for en mand der så ofte har sat liv og ejendom ind for at sikre os sejr og bytte, og under hvis tapre kommando vi denne gang er endt i en knibe hvor vi nødvendigvis må gribe til våben og kæmpe for livet. For hvis vi vil hjem til vores fædreland, er vi nødt til at udføre tapre bedrifter for øjnene af fjenden. Så må vi vinde vores hjemkomst med en ærlig indsats.

Ingen kan vel være i tvivl om at alle disse beklagelser bunder i rystende angst. Men ak, ak, ak – hvordan kan det gå til at så mange store mænd pludselig mister alt mod og bliver opfyldt af fejhed. Hvorfor vækker vi frygten i os selv når ingen andre skræmmer os, hvorfor mister vi håbet og ryster af skræk når der ikke er fare på færde? Vi er raske og friske, har hverken mærket lænker eller slag. Vi kan svinge sværdet med højre hånd, og hverken nød eller nederlag har tappet vores kræfter. Så lad os dog for pokker leve op til de perfekte ydre forhold og vise os som mænd med indre styrke! Vi må jo huske på at vi er krigsvante mænd, ikke blødagtige kvinder, og at vi står fuldt rustet over for en næsten ubevæbnet fjende! Selv hvis vores flåde var gået til grunde ved skibbrud eller ildebrand, var der alligevel intet der kunne hindre os i at stige til hest og ride hjem, tværs gennem fjendernes rækker. Så hold nu op med at fylde denne vældige forsamling med fej og krysteragtig kvindesnak, og tag jer sammen, genrejs jeres sunkne mod, og tro på jer selv som I gjorde engang!«

Sådan stod han en tid og talte alvorsord til dem, og det lykkedes ham også at lukke munden på kritikerne, om end ikke ligefrem at få dem til at skifte mening. Hans autoritet var stærk nok til at sætte en stopper for kævlerierne, for med sin store pligtopfyldenhed og sin enestående tapperhed var han yderst vellidt blandt kammeraterne.

42,13  I mellemtiden havde Kazimar virkelig sat næsen op efter at lægge sin klamme hånd på vores flåde, og for at give indtryk af hvor sikker han var i sin sag, slog han et telt op på strandbredden og skænkede vin for sine krigere i bægre af guld og sølv. Men det var en frækhed og et overmod som senere forvandledes til skamfuldhed da manden måtte flygte.

42,14  I mellemtiden kaldte Valdemar stormændene tilbage fra arbejdet med at trække flåden ud, og gav dem ordre til at samles hos ham når de havde fået lidt mad. Så snart han kunne se at hele den store flok var kommet ombord på hans skib, spurgte han dem hvad de mente det ville være klogest at gøre. Der kom ikke noget svar fra dem, og han undrede sig over deres tavshed og bad dem forklare hvad den skyldtes. Til sidst var der en der tog ordet – når nu ingen af de andre ville ud med sproget – og sagde at han jo kunne spørge de drengerøve han plejede at lytte mest til, så kunne de folk han havde valgt til førere, passende føre dem hjem igen!

Valdemar forstod godt at manden stiklede til hans fortrolige forhold til Absalon, og svarede at det ikke var skik og brug blandt tapre mænd at rakke ned på hinanden som kællinger. Når man drøfter fælles farer, må man afstå fra private skænderier. Og forresten mente han heller ikke at den mand de andre kritiserede for inkompetence, ville blive dem svar skyldig og ikke vide hvad han skulle svare, hvis han blev spurgt. Så så han hen på Absalon og spurgte hvad han ville foreslå.

42,15  Absalon svarede at han havde en plan klar så snart det behagede kongen at gøre brug af den. For det de andre så som hindringer, var let nok at få af vejen, og hverken flådeblokader eller rytterangreb kunne hindre dem i at komme ud samme vej som de var kommet ind. Kongen skulle sætte rytteriet i land og føre det helt ind til indsejlingen for at dække flåden, og så skulle nogle skibe med brynjeklædt mandskab sejle i forvejen, et for et, og så snart de var mange nok, gå til angreb på fjendens flåde. Alle lo og spurgte om han selv ville gå i spidsen, og han svarede: »Ja, det vil jeg, for ingen skal sige at jeg er taprere i ord end i handling! Det er ikke andet end rimeligt at den der foreslår en dristig plan, følger den op i praksis.«

42,16  Kongen blev begejstret for planen og befalede at Absalon skulle have udleveret alle de skibe og det mandskab han forlangte, hvorpå han selv straks gik i land med rytteriet og galoperede mod indsejlingen. Så snart Kazimar fik øje på ham i det fjerne, lod han telt være telt og styrtede rædselsslagen tilbage til flåden. Der blev nu valgt syv skibe ud, som blev bemandet med brynjeklædte roere. To af dem fik Absalon, to andre blev ført af Esbern og Sune mens Thorbern, Oluf og Peder Thorstensøn fik kommandoen over de sidste tre. Absalon sejlede forrest mens resten af flåden fik ordre om at følge efter et skib ad gangen, og han skød nu genvej ad en anden sejlbar gren af floden, som de ikke havde set før – og hvor hans andet skib straks gik på grund ved en fejl fra styrmandens side. Men den fejl var mandskabet meget hurtigt til at gøre god igen: de trak skibet fri af sandet, og straks efter flygtede barbarernes flåde til alle sider som var den grebet af vinden.

42,17  Danskerne hilste deres flugt med høje brøl af glæde og råbte i overstadig jubel at nu var vinsækkens bånd skåret over. Alle Absalons kritikere blev pludselig til beundrere, der takkede ham overstrømmende og gjorde fornærmelserne gode igen med lovord. Men besindig og uforstyrrelig som han var, lagde han ikke noget særligt i at blive hævet til skyerne af den lunefulde pøbel og trak på skuldrene ad deres smiger, præcis som han havde gjort det ad deres kritik. Så ringe umage skulle der til for at afværge så stor en fare.

42,18  To vendiske skibe, som det rædselsslagne mandskab havde forladt, blev opbragt af vores folk ved Gristow, et tredje, som havde sat sig fast på de pæle der stod i vandet, fik undsætning af de andre og slap væk. Kongen red til Julin i fuld galop. Her var Bugislav travlt optaget af at genopbygge broen for at kunne komme ind i byen igen, men da han fik øje på danskerne, lod han arbejdet ligge og flygtede. Pludselig var han grebet af panik og glemte ganske sine store ord fra før. Men kongen gjorde arbejdet færdigt for fjenden, kan man sige: han fik straks broen sat i stand og sendte så sine ryttere over på den sydlige bred, for når de ikke belastede flåden, kunne den lettere komme frem mellem gærderne ude på floden.

42,19  Da så Absalon nåede frem i spidsen for skibene, ville han sikre sig at julinerne ikke overfaldt dem sådan som de plejede, og han steg derfor ned i en båd bemandet med bueskytter og styrede ud midt mellem byen og flåden. Men folk i byen var aldeles lammede af skræk, al kampgejst havde forladt dem, og i deres angst og modløshed holdt de sig godt gemt bag byens mure. Da alle forhindringerne var passeret, kom hestene om bord igen, og hele flåden gik i havn for at hvile ud efter den udmattende roning. Absalon og Sune holdt vagt som sædvanlig, og da de havde kastet anker som de sidste, blev de nervøse for at vinden skulle drive skibene nærmere ind mod kysten, hvor de ville være sårbare over for natlige rytterangreb. De gik derfor ombord i nogle mindre både og begyndte en indgående undersøgelse af floden for at se hvor langt det dybe vand gik ind til kysten.

42,20  Men nu dukkede en af julinerne op: Han var stærkt beruset, men havde et yderst elegant følge med sig, og han var fræk nok til at ride lige ud på stranden, hvor han med Gudskalk som tolk henvendte sig til dem i indladende vendinger og lovede at stille gidsler den følgende dag hvis danskerne til gengæld lod deres øvrige ejendom være og afholdt sig fra plyndring. Da han ville ride væk igen og for at vise sig huggede sporerne vildt i siderne på hesten, styrtede den og sendte ham til jorden med et voldsomt stød så han blev liggende næsten livløs. Hans livvagter kom til i en fart og forsøgte at få ham på benene, men uden held, for det så ud til at luften var slået ud af ham, og han havde mistet bevidstheden ved det voldsomme fald, og da vores folk sendte et par pile efter dem, stak de af og efterlod deres herre i fjendens hænder. Straks efter smed Absalons folk ham op i skibsbåden og sejlede ham ud til krigsskibet, hvor han omsider fik øjnene op og begyndte at røre på sig – han troede han var blandt sine egne, og gav sig til at kysse og omfavne dem der sad omkring ham. Den misforståelse vakte stor moro blandt dem der så det.

42,21  Imidlertid bredte der sig nu fejlagtigt det rygte i hæren at fjenden havde lagt en stor flådestyrke i udløbet ved Swinemünde for at spærre dem vejen ud. Men det kunne den nævnte barbar afkræfte. Rygtet var falsk, erklærede han, og i øvrigt var det i hans øjne et uomtvisteligt faktum at de vendiske styrker ikke kunne måle sig med de danske. Selv hvis pommeranerne slog sig sammen med polakkerne om at krydse klinger med danskerne, ville han holde med danskerne snarere end med deres modstandere, det ville være det sikreste. Ja, selv hvis polakkerne og venderne skulle kæmpe sammen mod danskerne, og sågar fik hjælp fra sachserne, ville han ikke kunne afgøre hvem der havde størst sandsynlighed for at sejre. Den udtalelse gav vores folk blod på tanden så de var parat til at fortsætte sejladsen uden at bekymre sig om fjenden.

42,22  Venderne var til gengæld så lammede af skræk at de ikke engang turde angribe de bageste skibe, som de ellers altid plejede. Der skete oven i købet det at Peder Todde slog hul i sit skib ved at sejle ind i nogle pæle og måtte blive tilbage for at få det repareret mens resten af flåden sejlede videre – men i al den tid det tog at sætte skibet i stand, var han lige så tryg og sikker som han var mutters alene, og da skibet var klar, sejlede han efter sine kammerater uden at blive angrebet og nåede sikkert og uhindret frem til flåden. Der var tydeligvis så meget tilbage af vendernes gamle frygt at det lagde en dæmper på deres frækhed. Flåden kunne derfor uden forstyrrelser vende hjem efter at have fuldendt sin mission, og resten af året blev tilbragt i fred og ro.

43,1  Nu var Kazimar og Bugislav imidlertid blevet så bekymrede for danskernes magt at de lagde sig ind under Henrik og gjorde deres rige, som indtil da havde været selvstændigt, til et len under Sachsen. Af frygt for den ene fjende gjorde de sig altså til trælle for den anden, og sådan satte de deres urgamle frihed over styr for at få hjælp. Men som Valdemar bedømte det, ville venderne ikke få noget ud af at bede sachserne om hjælp, så han bekymrede sig ikke om nogen af de to fjender, men satte af sted med en veludstyret flåde mod den ældgamle pommerske by Stettin. Absalon, der sejlede i forvejen for flåden, havde en vejviser med sig som sympatiserede med stettinerne, og som snød ham og førte ham på afveje op ad Oderflodens slyngninger. Og da de efterfølgende tog den lige vej, endte det med at rækkefølgen blev byttet om og han kom sidst til byen. Et bemærkelsesværdigt træk ved Stettin er de kolossalt høje volde, og samtidig er den lige så godt befæstet fra naturens side som ad kunstig vej, så den må siges at være omtrent uindtagelig. Heraf kommer den kendte talemåde om folk der praler af at være i sikkerhed uden at have noget at have det i, at de »ikke sidder bag Stettins volde«.

43,2  Denne by gav danskerne sig nu i kast med at indtage, og selv om styrkerne var små, var forventningerne store. Og da det gik op for dem at forsvarsværkerne for en del var brændbare, konstruerede de nogle forholdsvis små vidjeskærme som de holdt foran sig som skjolde for at beskytte sig mod kasteskyts, og i ly af dem tog de fat på volden med hakker for at grave gange hvor de i ro og mag kunne starte en brand. I mellemtiden lagde kongen en kreds omkring byen og påbegyndte angrebet, men uden at bruge belejringsmaskiner.

De eneste der kunne nå helt op til bastionerne øverst på murene, var bueskytter og slyngekastere, en storm var umulig i den højde. Alligevel var der nogle af de unge mænd der havde så stor trang til berømmelse at de kravlede helt op til toppen af murene uden anden beskyttelse end deres skjolde. Andre holdt sig til portene nede ved jorden og gik løs på dem med deres økser på helt nært hold uden at bekymre sig om forsvarerne – og de var også mindre udsatte end dem der opholdt sig længere væk, eftersom fjenderne var under så kraftig beskydning fra alle sider at de selv kun kunne se og skyde på dem der stod forholdsvis langt væk. Resultatet var at de dristige var i sikkerhed, mens de feje var i fare, og nærhed gav større tryghed end afstand. Omvendt var det ikke kun forsvarerne, men lige så meget de øvrige indbyggere inde i byen der blev beskudt af danskerne, for pilene ramte på må og få inden for volden. Det største problem for byen var dog at forsvarerne var så få over for de store mængder af angribere, for det betød at de ikke havde nogen der kunne træde til og afløse de kæmpende.

43,3  Byens kommandant hed Vartislav og var efter sigende i slægt med Bugislav og Kazimar. I sin tankegang havde han ikke meget til fælles med borgerne i byen, for han var så glødende optaget af at udbrede og ophøje kristendommen at man ikke skulle tro at han overhovedet var af vendisk afstamning og opdraget som barbar. For at kalde sit hedenske fædreland bort fra afgudsdyrkelsen og stille det over for et eksempel der kunne omvende det fra den falske tro, indkaldte han munke fra Danmark og byggede på sit eget gods et kloster, som han tillagde mange og store indtægter. Da det nu gik op for ham at kampen havde taget hårdt på hans mænd, og at byen var på nippet til at falde, blev han så bange for fjendernes grusomhed at han bad om frit lejde til at komme ud med et tilbud om overgivelse. Og så snart han havde fået løfte om det, lod han ufortøvet de andre der delte hans frygt, fire ham ned i et reb, hvorefter han styrede mod kongens lejr.

43,4  Ved det syn blev de menige danskere straks mindre ivrige efter at kæmpe, og de begyndte at beklage sig over at de skulle sætte deres liv på spil for at skaffe kongen penge, og at kongen af ren og skær grådighed ville snyde dem for deres sejr og deres bytte. Det ville kongen alligevel ikke have siddende på sig, og han begyndte nu at ride rundt om byen og opmuntre sine krigere til at presse på. Men senere, da de havde gjort sig store anstrengelser, og han kunne se hvor vanskeligt, og direkte udsigtsløst, det var at storme byen, vendte han tilbage til lejren og gav Vartislav foretræde. Her lod han sig overtale af mandens bønner og gav byens borgere mulighed for at overgive sig på betingelse af at de udleverede gidsler og betalte et pengebeløb der var så stort at hele vendernes land tilsammen dårligt kunne udrede det. Samtidig bestemte han at Vartislav skulle modtage byen fra kongen som et len og derved løsrive den fra vendisk overherredømme. Han gav så sine krigere ordre om at standse angrebet og tillod hverken at byen blev indtaget eller plyndret. I stedet lod han sin fane hejse på brystværnet som tegn på at overgivelsen var blevet accepteret. Her kunne man så se volden så tæt besat med pile overalt fra top til bund at det så ud som om den var bevokset med siv. Vores folk samlede dem omhyggeligt sammen igen og stak dem tilbage i deres koggere.

43,5  Herefter sejlede de tilbage igen, erobrede undervejs Lubin og gik ind til Rügen. Og eftersom det nu var blevet tid til det stedlige fiskeri, besluttede de i fællesskab at en tredjedel af flåden skulle blive tilbage og holde vagt for at frygten for de fjendtligt indstillede naboer ikke skulle hindre rygboerne i at skaffe føde til befolkningen. Kommandoen over denne styrke beordrede kongen Prislavs søn Knud til at overtage, men han var fræk nok til at undslå sig med en bemærkning om at han ikke ejede andet i Danmark end Lolland, og den klat land var ikke så meget værd at han havde lyst til at løbe en åbenlys risiko for at forsvare den. I øvrigt hørte den opgave vel rimeligvis hjemme hos biskopperne, som alligevel var de eneste kongen tog med på råd – og i betragtning af hvor fjernt han stod fra kongen, måtte han jo være helt uværdig til det.

Valdemar blev rasende over den unge mands uforskammede bemærkning og svarede at når han havde fået et lille len, var det fordi han ikke havde fortjent mere! Og så længe det stod til ham, ville han for fremtiden snarere få sin position forringet end forbedret. Desuden var hans fortrolige forhold til bisperne ikke noget man kunne bebrejde ham, for blandt dem kunne han uden besvær finde en der var villig til at udføre opgaven på egen hånd.

43,6  Da Knud sådan afslog kommandoen, kaldte kongen Absalon til sig og forelagde ham Knuds svar. Derpå spurgte han om han havde klargjort skibene, som han jo nu selv måtte tage kommandoen over. Men Absalon spurgte om det ikke var noget en biskop kunne påtage sig, og tilbød med glæde at tage sig af det selv, for som han sagde: det ville jo være det samme som mytteri hvis han af bar iver efter at komme hjemad lod kongen i stikken i en risikabel situation. Det brave svar fik Valdemar til at rose ham i høje toner og erklære at hans optræden var milevidt forskellig fra Knuds, for Knud manglede modet til at parere ordre, men Absalon kom befalingen i forkøbet og tilbød selv sin tjeneste.

43,7  Så snart han kom tilbage fra kongen, sagde Absalon til sine venner fra Sjælland at han håbede de ikke mistede lysten til at udruste de skibe der skulle blive tilbage, nu hvor det var ham der skulle have kommandoen over dem. Den første til at svare var Thorbern, der meddelte at han ikke et øjeblik ville betænke sig på at følge ham, for han havde ikke glemt hvordan han engang havde hjulpet ham hjem fra landflygtighed. Også Peder Thorstensøn erklærede at han ville skamme sig grusomt over at svigte en mand han var knyttet til med både ægteskabelige og familiære bånd. Og Sune bekendtgjorde at han følte lige så stor pligt til at følge ham som de andre eftersom han som bekendt var hans nære slægtning. Også Esbern, hans eneste bror, erklærede at han ikke var den der svigtede. På samme måde gav stort set hele sjællændernes flåde deres tilsagn.

43,8  Da kongen fik den besked, takkede han ikke alene dem, men også Absalon, der med sin fortjenstfulde indsats havde sikret kongen så beredvillig støtte hos hans landsmænd. Det blev altså Absalon der måtte blive tilbage for at beskytte Rügen efter at kongen var draget væk, og han sørgede ikke alene for at de lokale trygt kunne sejle ud på havet, men også, og ikke mindst, for fred og ro i selve Danmark, eftersom den pommerske flåde ikke turde vise sig uden for sit eget område. Biskop Sven af Århus stod frivilligt ved hans side i dette arbejde med en styrke fra Jylland.

44,1  Nu dukkede Rügens fyrste Tetislav op sammen med sin bror Jarimar. Han takkede Absalon, tilbød at forsyne både ham selv og hele den øvrige flåde med proviant i den periode hvor de holdt vagt, og bad ham om at udpege nogle samvittighedsfulde mænd blandt vores folk der kunne fordele forsyningerne mellem skibene. Men da det viste sig at jyderne lagde deres klamme hånd på alt hvad der kom ind, uden at fordele det til nogen som helst, nægtede Absalon at tage imod det gavmilde tilbud længere, med undtagelse af en del af sildene fra fiskeriet, som han bestemte at de skulle bringe til ham selv – for han ville ikke besvare en høflighed med en fornærmelse. På vejen hjem afmønstrede han den medfølgende jyske flåde ved Femø. En del af dem var temmelig uforsigtige, og på vej langs sydkysten af Fyn stødte de ind i nogle sørøvere ud for den by som Knud Prislavsøn har anlagt – hvorefter de flygtede ind på land og ikke skammede sig det mindste over at lade deres skibe i stikken af bar skræk.

44,2  Den historie gjorde Absalon aldeles rasende, og lynhurtigt samlede han en flåde og begyndte en omhyggelig eftersøgning overalt hvor han vidste at sørøverne plejede at holde til. Han finkæmmede de skjulte sunde mellem øerne og de afsides bugter og vige, men alt hvad han fandt, var de ynkelige rester af de kaprede skibe og de sørgelige spor efter sørøvernes plyndring. Men det fund gjorde ham kun endnu mere hævnlysten: han delte flåden op i to og gav de andre ordre til at fortsætte eftersøgningen hver for sig, mens han selv satte kursen mod Masnedø med den sjællandske hovedstyrke.

44,3  Han sejlede nu i forvejen og var kommet uden for sine kammeraters synsvidde da han fik øje på en mand der stod inde på den strand han selv havde kurs mod, og viftede med huen som om han ville tale med ham. Absalon forestillede sig at han havde en vigtig besked, og i sin iver efter at høre nyt strøg han sejlet og roede ind mod land i skibsbåden. Men så snart han så hvem manden var, gav han sig til råbe skældsord efter ham på lang afstand og kalde ham en upålidelig karl fordi han ikke havde givet ham besked om de vendiske skibe der var stukket til havs for nylig. De havde nemlig den aftale at manden fik tolv mark penge om året mod at give Absalon besked hver gang fire sørøverskibe eller flere satte kursen mod Danmark. Manden havde ikke andet at undskylde sig med end at sørøverne var draget ud inden aftalen var indgået. Han spurgte så Absalon hvor han var på vej hen nu, og da han hørte at han havde tænkt sig at tage hjem, var hans kommentar at i så fald afsluttede han togtet netop på det tidspunkt hvor han burde have begyndt det. I dette øjeblik havde venderne nemlig samlet en enorm flåde for at gå mod Danmark. Det vidste han fuldkommen sikkert, men hvad han til gengæld ikke vidste, var hvilke dele af Danmark de havde i sinde at angribe.

44,4  Absalon blev meget ophidset og ville absolut vide hvor fjenderne ville sætte angrebet ind, så manden lovede at se hvad han kunne finde ud af, men han måtte have at vide hvor han skulle komme hen med besked. Absalon valgte Møns Klint og spurgte hvornår han skulle sende nogen ud for at møde ham. Manden lagde sig fast på den sjette dag. Så skyndte han sig af sted med det samme og var ude af syne inden Absalons flåde nåede frem. Han ville under ingen omstændigheder møde vores folk og havde travlt med at komme væk, for hvis det kom frem at han havde afsløret sine landsmænds planer, risikerede han dødsstraf eller landsforvisning.

44,5  Men Absalon lagde nu ikke skjul på noget: så snart hans kammerater nåede frem med flåden, bekendtgjorde han de underretninger han havde fået, uden at nævne navnet på sin meddeler, og bemærkede at de var på vej hjem netop på det tidspunkt hvor det var klogt at få flåden i vandet. Alle de andre, der ikke vidste hvem han havde oplysningerne fra, undrede sig over at han kunne vide så god besked på forhånd, men nu sagde han at de kunne overveje to muligheder: enten kunne de forøge flåden og slå fjenderne tilbage med den, eller også kunne de samle rytteriet og møde dem med det. Og hvis de ikke gik ind for nogen af delene, måtte de give beboerne langs kysterne besked på at forlade deres hjem og søge i sikkerhed så de ikke var for udsatte over for sørøvernes grusomheder.

44,6  Der var fuldkommen enighed blandt stormændene: at møde fjenden med rytteriet når man ikke vidste hvor de ville gå i land, var ikke praktisk, og at trække folk fra kysterne ind i landet var ikke værdigt, så de vedtog enstemmigt at kæmpe til søs. De gik derfor i havn for at hente forstærkninger til flåden, og mandskabet fik ordre om at lade skibene ligge klar med sejlene oppe, hvorefter de begav sig ud i alle retninger for at skaffe proviant til det nye felttog. Absalon drog til Roskilde for at ordne forskellige forretninger.

På vejen tilbage blev han pludselig overrasket af et frostvejr der var så hårdt at vandet omgående frøs til is. Og da de sjællandske bønder havde samlet fødevarer sammen og var på vej ud til skibene med deres vogne læsset med forsyninger, satte der sig så store kager af frossent mudder på hjulene at de overhovedet ikke kunne dreje rundt. Kulden havde frosset dyndet så fast til træet som var det limet på. Resultatet var at kuskene måtte lade vognene stå, læsse byrderne på trækdyrene og drive dem videre til fods. Men så hang jord og ælte fast på deres støvler og gjorde dem så tunge at de dårligt kunne flytte benene. Da Absalon red forbi dem, gav han dem nogle medlidende ord med på vejen og sagde at det var hårdt hvad de måtte gå igennem for fædrelandets skyld, men de svarede at det var hårdere at sidde som fange i et sørøverskib, og de strabadser de lige nu udstod, gav dem større glæde end smerte.

44,7  Han lagde så ud med flåden, og da han nåede ned i nærheden af Møn, mødte han den mand han kort inden havde sendt ned til klinten på samme ø for at høre nyt fra venderen. Her fik han så at vide at vendernes flåde stadig lå i havn ved Svold, og at deres plan var at angribe Møn, sådan at rytteriet blev landsat på sydkysten og fodfolket på nordkysten mens skibene ville gå ind i Keldby Nor. De havde besluttet at sprede styrkerne på den måde for at øens indbyggere ikke skulle kunne slippe væk. Da han havde fået den besked, mente han at det bedste ville være at sejle stille og roligt ind til Koster og ikke flytte sig derfra før den fjendtlige styrke efter planen var kommet ind i den nævnte fjord. Hvis han så havde held med at overrumple den, gik han ud fra at det ville være en smal sag at nedkæmpe de øvrige styrker, som ikke kunne slippe væk uden skibe.

44,8  Venderne lod vente på sig, og da Absalon begyndte at undre sig over at det trak sådan ud, sejlede han over til Falster, hvor han udvalgte to skibe af den samlede flåde som han gav besked om at udspionere fjendens manøvrer. Det ene satte han falstringerne til at bemande, det andet sjællænderne, og det blev aftalt at hvis de blev opsnappet af fjenden, skulle resten af flåden betale løsesummen. Da den mand som sjællænderne havde givet kommandoen over det ene skib, hørte det, erklærede han at ville gøre sit bedste for ikke at få brug for at tage imod den vennetjeneste en løsesum ville være, efter den vanære fangenskabet ville være – hvilket han ikke sagde fordi han var fej og ville skulke fra sine pligter, men fordi han stolede på sin årvågenhed og energi og tog det for givet at der ikke ville ske ham noget.

44,9  Men da Absalon var taget tilbage til Koster, var der en mand ved navn Gnemer der holdt et gilde for falstringerne og forsinkede det skib de skulle have sendt ud på spiontogt, med et fristende festmåltid. Gæstfriheden dækkede nemlig over forræderi, for han drak dem alle sammen fulde med enorme mængder af drikkevarer og gjorde dem derved alt for sløve og aldeles ude af stand til at udføre den vigtige befaling de havde fået af Absalon. Denne Gnemer havde alt for nære forbindelser med venderne, og det havde bragt ham på afveje så han havde vænnet sig til underhånden at afsløre vores folks planer over for venderne. Samtidig havde han gjort tjeneste i den sjællandske flåde, om end uden at have hjertet med i det.

Da nu venderne forlod havnen ved Svold for at sejle mod Falster, sendte de nogle mænd i forvejen hjem til ham for i al hemmelighed at forhøre sig hos ham om forholdene i Danmark. På det tidspunkt havde Absalon ganske vist indkaldt Gnemer til flåden, men selv om han tilsyneladende lå på vagt for fædrelandet, lå han i realiteten i baghold imod det. Udsendingene fik de oplysninger de kom efter, fra hans folk og kunne i tide rapportere hvad de havde hørt, til deres landsmænd.

44,10  Den rapport kom helt på tværs af den vendiske flådes planer, så de afblæste alt andet og nøjedes med at sejle ind i Grønsund. Her gav de sig til at hugge et kors om som lokalbefolkningen i deres fromhed havde rejst nede på stranden – de troede vel at en drabelig sejr over et trækors ville bidrage betragteligt til deres berømmelse som sørøvere. Men denne uforskammede helligbrøde kom de senere hen til at betale for med forsmædelig flugt og ynkeligt skibbrud. Falstringerne var stadig ikke kommet sig over vinen fra dagen før og var blevet taget på sengen hvis ikke den sjællandske spejder, der med nød og næppe var sluppet fra de fjendtlige skibe, havde fået liv i fulderikkerne med høje råb.

44,11  Fra ham fik Absalon besked om at fjenden var på vej, og om natten sendte han to erfarne og dygtige mænd, Ingvar og Oluf, ud fra Bogø i et par lette skibe for at udspejde dem og finde ud af hvad de havde i sinde. Men aldrig så snart var de kommet af sted før han alligevel ikke kunne vente på at de kom tilbage, og besluttede at følge efter dem – ja, han tænkte sågar at det var bedre at komme dem i forkøbet end at holde sig i deres kølvand, for hvis man skulle sidde længe og vente på besked, ville alting gå for langsomt. Han huskede at venderne, når de kom med en hær, havde det med at angribe lige før daggry, gøre sig færdige i en fart og sørge for at komme væk igen så hurtigt de kunne. Og for ikke at komme for sent med sit modangreb fik han årerne i vandet i god tid så han kunne fungere som spejder og hærfører på en gang.

44,12  Venderne fik øje på ham ved daggry, og som han nu kom imod dem, vendte de alle deres skibe med bagstavnen mod ham og stævnen ud mod det åbne hav som om de havde tænkt sig at flygte, ikke at kæmpe. Men da sjællændernes fane foldede sig ud, kastede de sig hovedkulds på flugt med voldsomme åretag – og sådan viste de sig som mænd med mandekrop, men kvindesjæl. Absalon var heller ikke sen til at sætte efter de flygtende, men da det pludselig blæste op til storm, måtte han opgive forfølgelsen og vende tilbage til Falster. Søgangen blev så voldsom at skibene blev kastet mod hinanden, og de der stødte sammen, kunne dårligt få hjælp, for alle var lige ilde stedt, og vores folk var gået ned med mand og mus hvis ikke de i huj og hast havde bragt sig i læ for stormen.

44,13  Venderne kunne ikke kæmpe sig gennem de frådende bølger med årerne, og da de ville tage sejlene til hjælp, kæntrede skibene i den rasende storm og sank. Et sikkert tegn på hvor galt det var gået dem, var de mange vragstumper fra deres skibe der flød ind til vores kyster. To af skibene blev reddet ind fra det oprørte hav af dygtige roere, men faldt i hænderne på fyrst Jarimar af Rügen, der senere sendte det ene over til Absalon som gave eftersom det, som han sagde, var ham han kunne takke for dem begge. Dette skete på den hellige Niels' dag, og det er hans skærmende hånd der har sikret at ingen vendisk flåde siden da, og lige frem til vore dage, har vovet at angribe Danmark.

44,14  Nu havde vores folk tænkt sig at tage hjem, som man plejer om vinteren, men pludselig blev de lukket inde af et frostvejr hvor kulden blev så streng at selv den vig de lå i om natten, med ét frøs til. Så tyk og stærk var den is der dækkede overfladen, at man ikke kunne slå hul på den med et enkelt hug. Og da disse vældige ismasser spærrede vejen ud fra ankerpladsen, greb de til den fornuftige fremgangsmåde at lade et enkelt skib sejle forrest og bane vejen for de efterfølgende. Men ingen af skibene kunne udfylde den funktion ret længe, for de skarpe isskosser skar som knive i skibenes køle. Derfor blev det til at skibene skiftedes til at ligge forrest. På denne måde nåede flåden endelig efter en længere sejlads gennem sunde og bælter ud til åbent hav, og derfra sejlede de hver til sit. På det tidspunkt havde Absalon, når man tæller det hele sammen, været optaget af sørøverbekæmpelsen hele det år, på nær tre måneder.

44,15  Den følgende sommer mødtes Henrik og kongen sammen med begge landes stormænd ved Ejderen for at diskutere deres fælles anliggender.

45,1  Da det igen blev forår, foretog Christoffer på egen hånd, kun med styrker fra sit eget hertugdømme, et vellykket angreb på Bramnæs. Og aldrig så snart var det overstået før et nyt blev sat i værk efter kongens ordre. Absalon og Christoffer, der ledte togtet, var de første der ankom til Masnedø. Kongen lod vente noget på sig, og de to havde netop besluttet sig for et nyt angreb på Bramnæs, da Eskil dukkede op med en stor skånsk flåde. Han var kort forinden kommet hjem fra Jerusalem og bar et langt skæg, der vidnede klart om en langvarig pilgrimsrejse. Absalon mente så at det ville være kritisabelt af ham at foretage sig noget bag ryggen på en så betydningsfuld mand som Eskil, og lod derfor Esbern underrette ham om hvad han havde tænkt sig. Men Eskil havde kun positivt at sige om Absalons initiativ og bad ham om at tage ham med og bare en enkelt gang lade den gamle få lov at tage del i de unges bedrifter. Så skyndte han sig at udvælge de friskeste af skåningerne og slutte sig til Absalon, hvorefter de sammen sejlede til Lolland.

45,2  Her blev vores folk mødt af syv skibe fra Rügen. Og da de havde lettet anker om natten, bad Eskil Absalon om en mand der kendte vejen, for han var bange for at fare vild. Han fik manden ombord og nåede så uden problemer ad den korteste vej frem til den ankerplads de havde bestemt sig for. Absalon derimod for vild i mørket og kom noget ud af kurs, og heller ikke sjællænderne kunne helt undgå at tage fejl af vejen. Også skibene fra Rügen kom på afveje, og ved et tilfælde befandt de sig pludselig lige i nærheden af det sted hvor flåden fra Bramnæs var samlet for at tage på sørøvertogt! Det var rygboerne ikke klar over, og ved daggry stødte de til vores styrker og tog fat på de militære operationer sammen med dem, uden at efterlade mere end et par mand som vagt ved skibene. Folkene fra Bramnæs fik øje på skibene og plyndrede dem mens vagterne flygtede i rædsel, og de nøjedes ikke med det bytte de kunne stjæle fra dem, men tog også to af skibene, som de mente var særlig godt byggede, med sig. Vagterne fra den sjællandske flåde lagde sig dog i vejen, og da de ikke kunne komme videre med de to skibe, borede de dem i sænk.

45,3  I dette område var der kun en enkelt by, som danskerne fandt fuldstændig tømt fordi indbyggerne ikke turde indlade sig på at forsvare den. Årsagen var dels mangel på forsvarere, dels mangel på forsvarsværker. Folk i byen kaldte den Oldenburg. Og da de ikke stolede på deres bymure, var de med koner og børn styrtet over hals og hoved ud til en kirke der lå uden for volden, for de mente at kirken kunne yde dem større sikkerhed end våbenmagt, og at i fredens hus var de uden for fare. Der var da heller ikke én af vores mænd der vovede at lægge hånd på deres ejendom, for de ville ikke risikere at gøre sig skyldige i helligbrøde af bar lyst til at plyndre – til trods for at det ikke ville være forkert at lægge hånd på uretmæssig ejendom selv om det skete i kirken. Det burde heller ikke være muligt for kirkens modstandere at søge ly bag kirkens myndighed. Mens Absalon for længst var i gang med kamphandlingerne, sørgede Eskil først for at læse sine bønner, for han ville ikke forsømme sin sædvanlige andagt. Han var så fuld af foragt for fjenden at han optrådte i hæren i sin præstekjole, ikke i brynje.

45,4  Imidlertid havde en mand ved navn Horne sammen med Markrad (som grev Adolf af Holsten på dødslejet havde gjort til formynder for sin søn) samlet en enorm styrke af vendere og sachsere, og nu udtalte han sig yderst hånligt og nedladende om de danske styrker.

Da vores folk på et tidspunkt havde taget en pause fra de anstrengende strejftog til hest og lå på jorden for at puste ud et øjeblik, erklærede Eskil at han nu var så mørbanket – som den gamle mand han var – at han ikke engang kunne komme op på hesten uden hjælp. Men da så fjenden dukkede op, sprang han til hest hurtigere end nogen ung mand så man bestemt ikke skulle tro at hans førlighed fejlede noget. Så stor er tapperhedens magt over alderen. Den samme mand som i sine ord havde beklaget sin alderdom, forherligede den nu med handlinger der snarere hørte ungdommen til. Og det var netop udtryk for hans styrke når han sådan holdt sin styrke skjult.

45,5  På dette tidspunkt havde en ganske lille flok af vores folk skilt sig ud fra de øvrige på jagt efter det lokkende bytte da de pludselig stod over for en overlegen fjendtlig styrke som de på den ene side var flove over at flygte fra, men på den anden side ikke turde tage kampen op med, så dér stod de – halvvejs mellem frygt og skam – og ventede på at deres kammerater skulle nå frem. Mellem dem og resten af vores hær løb der en å omgivet af sumpede områder, som kun kunne passeres på ét sted. Fanebæreren betænkte sig, men så red Absalon selv først over for at vise de efterfølgende hvordan de kunne slippe gennem vanskelighederne. Det vidste fjenden ikke noget om, så de sad ganske roligt, og ganske uforsigtigt, og ventede mens danskerne rykkede frem i skjul bag et højt bakkedrag. Da nu den gruppe der tidligere havde skilt sig ud fra vores hær, fik øje på deres kammerater så nær ved, ventede de ikke på at hjælpen skulle nå frem, men styrtede begejstret frem mod fjenden, for det skulle ikke se ud som om de lod andre, der havde modet, udkæmpe den kamp de selv var for feje til at tage. De få mand tog fjenden sig ikke af, men da de fik øje på den langt større styrke der nu red op fra lavningerne og kom til syne over bakkekammen, vendte de om og lod sig uden videre jage på flugt af præcis de samme styrker som de før havde haft så megen hån til overs for, både i tanke og i tale.

Ja, overmodet ender altid med at gøre sig til grin.

45,6  Ved den lejlighed var der nogle af vores folk der nøjedes med at støde de flygtende af hesten med den stumpe ende af lansen når de indhentede dem, og ikke kunne få sig selv til at fælde folk af samme tro med odden af frygt for at drabet skulle skade drabsmandens sjæl mere end det gavnede hans ære. Den hån blev taget som en venlighed af dem den ramte, vil jeg tro. Derpå blev der indsamlet et kolossalt bytte, hvorefter de blev liggende på stranden indtil rygboernes skibe, som folkene fra Bramnæs havde ødelagt, var blevet sat i stand igen.

46,1  Hertug Henrik opholdt sig på denne tid i Bayern, og imens samlede de sachsiske stormænd en betragtelig hær, for de havde stor appetit på en krig mod danskerne, som de mente at de kunne gøre det af med uden større besvær. På vejen hørte de fra de flygtninge de mødte, at danskerne slet ikke førte krig med primitive bondevåben, men med effektivt militærudstyr, og at de var så barmhjertige over for kristne at de hellere kom efter dem med tørre tæsk end sværdslag når de flygtede. For selv om de kunne have indfanget og dræbt hele deres slagstyrke, havde de kun berøvet dem hestene, ikke livet. Og den der stod bag den sejr, var ingen anden end Sjællands biskop.

46,1 Det undrede stormændene sig noget over. En af dem var Gunzelin, der i kraft af sin store militære erfaring var en af Henriks nærmeste rådgivere, og da de andre spurgte ham hvad de nu skulle stille op, mente han at det var bedst at møde Absalon til søs, for styrkerne fra en enkelt ø kunne det jo ikke være noget større problem at slås med. Men da de så videre spurgte ham om de også uden risiko kunne krydse klinger med kongen selv, svarede han at det kunne selv ikke hertug Henrik kaste sig ud i uden fare. Ved den bemærkning blev de alle sammen noget betænkelige og nervøse over danskernes mod og styrke, men Gunzelin tilføjede at han havde fundet frem til en mindre risikabel plan. Når danskerne havde samlet hele deres styrke til et søkrigstogt, skulle de imens gøre indfald i Slesvig – så ville danskerne lide større skade hjemme end de selv forårsagede ude.

46,2  Men da Bernhard af Ratzeburg hørte den plan, meddelte han at han ikke ville være med til at invadere et område som han selv havde i len af kongen. Og selv om kongen opererede i udlandet, var portene ved Slesvig ikke så dårligt bemandede at man ligefrem kunne tale om at de stod åbne for fjenden – de havde faktisk et vagtmandskab på tres tusind danske soldater. Ved de ord erklærede Henrik, der fungerede som hertugens stedfortræder i Sachsen, at de havde været for hurtigt ude med den krig mod danskerne, der jo blot i deres glødende kærlighed til freden og til fædrelandet bekæmpede ubehøvlede trælle og modbydelige røvere – for at beskytte sig mod overgreb snarere end for selv at begå dem. Det var en synd at overfalde uskyldige mennesker, og enhver der vovede at tilsøle sine hænder med så retsindigt et folkeslags blod, havde fortjent alle helvedes pinsler. Med disse alvorsord opnåede han at det blev besluttet at opgive felttoget, for så forkastelig en form for krig mente de alle at man måtte afvise.

46,3  Så da nu Gunzelin, der havde opnået sin fremtrædende position i kredsen omkring hertug Henrik på grund af sin tapre indsats som kriger, forstod at hans kammerater havde bestemt sig for at afvise hans forslag, mente han at de burde slutte fred med vores folk. Han anmodede så om et møde med Sune, og da denne var fuldkommen indstillet på at forhandle, fik han udvirket at krigen blev udsat indtil hertug Henrik kom tilbage fra Bayern.

47,1  Herefter sejlede kongen til Rügen, hvor han besluttede sig for at angribe Circipen-området. På vejen dertil stødte han ind i store problemer i et kæmpemæssigt sumpområde. På overfladen var det ganske vist dækket af et tyndt lag græsbevokset tørv, men det bar så dårligt at man ustandselig gik i til halsen når man trådte på det. Alt var bundløst mudder, og man sank ned i afgrunde af dynd og uhumsk søle. Men der var ingen anden vej fremad. For at gøre det lidt mindre besværligt og for ikke at blive alt for udmattede, tog rytterne brynjerne af og lagde dem over hestene, som de så trak efter sig. Når hestene stak for dybt i dyndet, støttede de dem, og når de selv sank i, holdt de sig oppe med et greb i hestenes manker. De mange bække der gennemskar mosen på kryds og tværs, kom de over på fletvæk af vidjer.

47,2  Ved den lejlighed var der nogle der viste sig særdeles storsindede: visse af rytterne gik til fods i fuld rustning med hestene efter sig og stolede så meget på deres egen letfodethed at de nægtede at lægge deres byrder fra sig. En usædvanlig, og netop derfor fortjenstfuld bedrift. Men det skete også at heste der var faldet i mosehuller, trådte deres førere til bunds med hovene i deres febrilske forsøg på at komme op. Kongen selv støttede sig på skuldrene af to af sine krigere og havde smidt alt tøjet bortset fra det allerinderste, og alligevel kom han kun med nød og næppe gennem hængedyndet. Sjældent har noget kostet de tapre danskere så megen sved.

Fjenderne var lamslåede over at det var lykkedes dem at komme igennem sumpene, og mente ikke at det ville være klogt at sætte sig til modværge mod folk som de med egne øjne havde set besejre naturen selv. Og da hæren først var kommet sejrrig ud af alle de besværligheder, rykkede de frem i højt humør, præcis som om de allerede havde jaget fjenden på flugt.

47,3  Efter en march gennem enorme skove fik de øje på en by der lå midt i en sejlbar sø. Den var bedre beskyttet fra naturens side, med vandet, end ad kunstig vej, og havde kun vold i den side hvor broen inde fra fastlandet nåede øen. Da hæren nærmede sig, fik byens hersker, Otimar, omgående broen brudt ned, helt ned til vandlinjen, så kun stumper af stolperne stod tilbage under vandet. Men dem brugte vores folk som fundament til en ny bro som de anlagde ved at lægge gærder fra en landsby i nærheden hen over dem, og på den måde fik de bid for bid lagt en vej tværs over søen. Kongen tog nu fat på at storme byen, som indbød til det med sine mangelfulde forsvarsværker, og sendte i mellemtiden Absalon af sted med størstedelen af rytteriet for at plyndre omegnen. Selv indsamlede han omhyggeligt alt hvad han faldt over, som kunne bruges til at bygge bro med.

47,4  Byggearbejdet gjorde folkene i byen bange, og de samlede tømmer alle vegne fra og rejste et tårn af træ hvor de kunne stå i sikkerhed ligesom på en borg og holde modstanderne stangen. Bag brystværnene på tårnet følte de sig sikre, og pludselig havde de bemandet det med slyngekastere, der gav sig til at beskyde vores folk, som var mere optaget af at komme videre med arbejdet end at komme i sikkerhed for stenene. Danskerne på deres side begyndte at skyde tilbage med pile, for når de ikke kunne komme tæt på, måtte de kæmpe fra lang afstand. Otimar var mindst lige så skrækslagen over den nye bro, der kom nærmere og nærmere, så han sejlede over søen i en båd, opsøgte kongen og bønfaldt ham om fred – mere eller mindre indtrængende, alt efter hvor hurtigt eller langsomt han kunne se at det gik med vores folks arbejde. Hele tiden afpassede han sine tilbud om overgivelse efter hvordan stormen skred frem.

47,5  På det tidspunkt begyndte det nu at gå lidt trægt med byggeriet. Soldaterne var jo klar over at hvis kampen blev afblæst, var der ikke nogen grund til at bygge broen færdig. Samtidig var der nu stimlet så mange bevæbnede krigere sammen ude på broen at der ikke engang var plads til at bringe de materialer frem som de skulle bruge til byggeriet. Hele flokken var så forhippet på en sejr at alle stod i vejen for hinanden. Og de store mængder af gærder de slæbte sammen, kunne kun komme frem ved at soldaterne langede dem frem fra hånd til hånd over deres egne hoveder. Men selv om det var en nødforanstaltning, havde det nu sin nytte, for som gærderne hang der i luften, virkede de som et skjold, så dér gjorde de lige så stor gavn som når de blev lagt ud over vandet som bro. De sårede blev bragt bagud på samme måde.

47,6  Broen blev efterhånden temmelig spinkel og vakkelvorn, for krigerne var mere optaget af at gøre den længere end af at gøre den stabil. Og de havde næsten ført den helt frem til øen da fjenderne, der ud over deres kræfter havde deres opfindsomhed at støtte sig til, gik over til en ny strategi. Nu rakte de oppe fra tårnet lanser med hager i spidsen ud mod vores folk, hagede dem godt fat i deres skjolde og trak dem ud af hænderne på dem. Og dem der strittede imod, lykkedes det dem af og til med et kraftigt ryk at rive ned fra broen og ud i vandet. Hvis der ikke i tide var blevet gjort noget ved det problem, havde stort set alle de unge danskere mistet livet uden deres skjolde. Men en af vores folk fik med en trækrog fat i den hage der havde tag i hans skjold, og med den havde han også held til at trække de øvrige til sig og berøve fjenderne deres forsvarsvåben.

47,7  Det var nu ved at blive aften, og kongen, der var urolig for hvad natten skulle bringe, vidste ikke rigtig hvad han skulle gøre, for det var snart for sent at erobre byen, og man risikerede at broen blev stukket i brand. Under indtryk af de trusler begyndte han lidt efter lidt at overveje Otimars bønner for at undgå den skam og vanære det ville være at opgive belejringen som om han havde tabt slaget. Men den opgivende holdning var helt forregnet, og så snart Absalon dukkede op med et kolossalt bytte, fik han det forpurret med en forbløffende udspekuleret plan. Han truede nemlig kongen med al landsens ulykker hvis han gik ind på Otimars forslag uden at spørge ham først. Derpå trak han tolken til side og gav ham besked på at gengive alle barbarens forslag til forlig med det modsatte af hvad han sagde, og så sprang han i fuld rustning ned på broen. Krigerne troede han kom for at standse kampen, men i stedet opmuntrede han dem til at presse endnu hårdere på, og han lovede at give byen fri til plyndring hvis de sejrede. Det var noget krigerne kunne lide at høre. De fik broen færdig i en håndevending og stormede så i vild begejstring ikke alene i land på øen, men også til tops i tårnet, som de entrede ad stormstiger. Alle de stødte på, blev jaget på flugt, og enhver der satte sig til modværge, blev hugget ned.

47,8  Det var på det tidspunkt at en af de danske riddere, en vis Herbord, blev bange for at komme for sent fordi broen var så smal, og alle hans kammerater stod i vejen, og derfor fandt en ny metode til angreb. Uden at lægge noget af sin tunge brynje kastede han sig ud i vandet, og med sine forbløffende færdigheder som svømmer lykkedes det ham at overhale alle dem han ikke kunne komme forbi til fods. Alle de andre tog kampen op med ham, men derved blev der sådan et mylder af soldater på den spinkle bro at den pludselig brød sammen under dem. En af dem der blev revet med i faldet, var Absalon, men da han var en dygtig svømmer, lykkedes det ham, trods sin tunge brynje, ikke alene at bringe sig sikkert i land, men også at redde andre, der ikke kunne svømme, fra overhængende livsfare.

47,9  Venderne havde ikke både nok at slippe væk i, og i stedet vovede de sig ud i baljer og tønder, men eftersom de var runde, snurrede de bare rundt om sig selv og blev hurtigt indhentet af forfølgerne. I de løjerlige fartøjer var de lige så sørgeligt et syn for deres landsmænd som de var grinagtige for vores folk – så deres ulykke og vores hån gik op i en højere enhed. Byen blev nu indtaget, mændene hugget ned og kvinderne taget til fange. Der var også nogle der rådede kongen til at holde Otimar fanget, men ham lod han gå uden overlast for ikke at sætte en plet på sin nyvundne sejr ved at bryde sit ord over for denne ene mand. Hellere skåne en fjende end skade sit rygte. Derefter begav han sig med hele hæren tilbage ad samme vej som de var kommet, først til flåden og så hjem.

48,1  Den følgende sommer holdt Henrik, der nu var kommet hjem fra Bayern, officielle forhandlinger med danskerne ved Ejderen. Her opførte han sig så arrogant og indbildsk over at det gik ham så godt, at han nægtede at gå over broen for at møde kongen sådan som han plejede, fordi det ville være en indrømmelse af at den han mødtes med, stod over ham selv. Han havde åbenbart glemt at den anden regerede over et rige som han havde arvet fra sin far og farfar, mens han selv havde sit land i len under en anden hersker. Den uforskammede opførsel tog kongen fuldkommen roligt og besindigt, og han gik ham selv i møde på midten af broen som om han stod på lige fod med ham, og ikke over ham, for han holdt på at det var mest ærefuldt at besvare mandens overmod og arrogance med ydmyghed. Han var så sagtmodig af sig at han foretrak at slække på sin høje position og undvære den respekt som hans værdighed berettigede ham til, frem for at efterligne andres storhedsvanvid og selv blive indbildsk.

49,1  Da så aftalen med Henrik var kommet i stand, kom Absalon på hjemvejen lige forbi Stevns Klint, hvor han samlede slyngesten på stranden og lastede sit skib med dem. Dem ville han bruge til at forsvare den borg han havde anlagt ved den offentlige havn der hedder Købmændenes Havn. Dagen efter nåede han frem til borgen med denne last ombord. Her var han så gået i bad da han lagde mærke til at folk udenfor talte mere og mere højlydt om et skib der nærmede sig nordfra. Han blev hurtigt klar over at det måtte være et sørøverskib, og uden at vaske sig færdig råbte han efter sit tøj, sprang om bord på skibet, som han havde ladet ligge under sejl i havnen, fik mandskabet kaldt sammen med et hornsignal og stak til søs.

49,2  Niels, den mand der havde ansvaret for hans hird og hans stalde, fik fat i en anden skude, en gammel læk en, tømte den for vand og fik den i løbet af ingen tid sat i stand så den nogenlunde kunne sejle. Men mens Absalon satte efter sørøverne under sejl, sejlede Niels med årer. Da sørøverne så at Absalons skib halede ind på dem, greb de til en list for at slippe væk, nemlig at bjærge sejlet og lægge kursen op mod vinden ved årekraft. Derved kom så Niels til at ligge lige i deres bane med sin båd. Men de styrede direkte imod ham – kun for at snyde ham med et utrolig snedigt påfund fra deres styrmands side. For i samme øjeblik de mødtes og var på nippet til at støde ind i hinanden, fik hele mandskabet på én gang ordre til at springe over i den side af skibet der vendte væk fra modstanderne, hvorved den anden side rejste sig som en beskyttende mur over for den regn af pile fjenden sendte mod dem. Sådan spillede de modstanderne et puds, og så snart de på den måde havde fået kurs bort fra dem, kastede de sig ud i snedige manøvrer og sejlede på kryds og tværs for at slippe væk.

49,3  De var så ivrige efter at komme af vejen at selv om deres skib blev voldsomt beskudt, og de fik hænderne gennemboret af pile, lod de spidserne sidde og slap ikke årerne et øjeblik. Så ude af sig selv af skræk var de at de glemte både sår og smerter. Der var sågar dem der kæmpede så hårdt mod bølgerne at de sled sig til døde ved årerne. Andre sad med pilene strittende ud af ryggen og bekymrede sig alligevel mere om at komme fremad end at få spidserne trukket ud af deres egne kroppe. Angsten for større sår bortvejrede aldeles smerten fra de mindre. I lang tid var det uklart hvem der ville vinde dette kapløb, hvor roernes hurtighed var det det kom an på, men det endte med at vores folk vandt, og de andre blev indhentet.

49,4  På det tidspunkt var nogle af dem så bange for den uundgåelige skæbne der ventede dem, at de ikke turde vente på sværdet, men sprang i havet og tog livet af sig selv for ikke at lade fjenden gøre det. Det går som oftest sådan: frygten for den ene fare kaster kujonerne hovedkulds ud i en anden. De fleste af dem der ikke var sprunget i havet, blev hugget ned – selv om man med en vis ret kunne have skånet dem der nægtede at følge deres kammerater i deres vanærende endeligt. Deres afhugne hoveder blev sat op foran Absalons borg på de samme stager som kort før havde båret hovederne af nogle andre sørøvere som sjællænderne havde fanget.

49,5  Det jog sørøverne en alvorlig skræk i livet, og det grufulde syn bidrog ikke så lidt til at sætte en stopper for deres røvertogter. Skibets fører blev taget til fange sammen med ganske få af sine mænd og troede med urette at han havde håb om at få lov at købe sig fri, men da han en dag fik øje på sine kammeraters forrådnede hoveder og udbrød at han nok skulle gøre det samme ved danskerne, blev han straffet med fængsel og død, og sådan måtte han betale med livet ikke kun for de røvertogter han tidligere havde foretaget, men også for sine nye trusler.

49,6  I den samme periode skete det at Esbern og Vedeman, der gjorde en stor indsats på havet med at holde vagt om riget, under en af deres travle sørøverjagter stødte på syv sørøverskibe, mod deres egne fire. Her var der en frygtløs kæmpe ved navn Mirok der slet ikke kunne holde sin voldsomme tapperhed inden for sit eget skib, så da Vedemans skib styrede hen mod hans, sprang han ene mand over på det i tillid til sine egne evner. Roerne skyndte sig at komme af vejen, feje som de var, og den eneste der turde tage kampen op med ham, var Vedeman. Esbern, som netop sejlede forbi, grinede bare ad dem og kunne hverken finde på at angribe fjenden eller hjælpe sin landsmand, for det ville jo ikke se godt ud at han kom en hel flok til hjælp mod en enkelt mand. Så han fortsatte og fangede i stedet en utrolig modig kraftkarl, der hed Strumik. Mirok kunne man til gengæld ikke tvinge så meget som et skridt tilbage før et andet skib kom til og satte sine styrker ind imod ham. Da han var fanget, og havde fortjent at blive henrettet, viste hans besejrere ham så meget respekt at han i stedet fik lov at købe sig fri, for de ville hellere hylde hans heltemod end straffe hans ugerninger. Han fortjente døden for sine synder, men de skænkede ham livet for hans tapperhed.

50,1  Det var også på denne tid at Eskil, der havde slidt sig op på sine embedsbyrder derhjemme, længtes så inderligt efter fred og ro at han – om end med besvær – opnåede kongens tilladelse til at forlade landet. Han drog så til det fornemme franske kloster der hedder Clairvaux, hvor han levede et stilfærdigt liv som privatmand og kunne lægge den hårde dagligdag derhjemme bag sig til fordel for en fredelig tilværelse i det fremmede, for han mente selv at han kunne finde sig bedre til rette blandt fremmede end blandt sine landsmænd.

51,1  I den samme periode begyndte beboerne i Wolgast, i irritation over deres snærende bymure, at udvide byens temmelig begrænsede areal, og de nøjedes ikke med at lægge nye områder til den, de fandt også på nye former for forsvarsværker: De rammede store mængder af pæle ned i jorden rundt om voldene for at holde fjenderne på afstand, afspærrede de lavvandede områder der lå op til murene, og gjorde de dybere strækninger af floden ufremkommelige for skibe med store stenblokke som de væltede ned i vandet. De øvrige sejlbare vandløb blokerede de også, med stendynger eller med andre midler.

51,2  Disse forhindringer betød at kongen var afskåret fra at gå i land der hvor han gerne ville, og på sit næste togt mod venderne lod han flåden gå op ad floden ved Swinemünde. Her stak han ild til husene i Julin, som stod helt ubeskyttet hen, og gentog således ødelæggelsen af byen netop som den var blevet genopbygget. Derudover hærgede han ikke alene Julins omegn, men også området omkring Kammin, men her lod han byen være, for det gik hurtigere på den måde, og samtidig forestillede han sig at han kunne skabe større problemer for fjenden ved at plyndre bondelandet, hvor rigdommene stod frit fremme, end ved at slå løs på en lukket fæstning uden sikkerhed for udfaldet. Det forholdt sig nemlig sådan at befolkningen i Julin havde indset at deres netop ødelagte by ikke ville være i stand til at modstå en belejring, og derfor, ligesom i afmagt, havde rømmet deres hjem og søgt tilflugt i Kammin. De var søgt ind bag andres volde fordi de ikke stolede på sikkerheden bag deres egne.

51,3  Fra dette område blev vores hær endelig ført videre til egnen omkring byen Osna. De holdt sig fra den befæstede by og overfaldt i stedet omegnen ud fra den tankegang at en udplyndring af markerne, som ikke kunne slå fejl, var at foretrække for en belejring af byen, som kunne. Samtidig mente de at det var både sikrere og nemmere at drive jagt på spredte grupper end at angribe folk i en fæstning. Senere, da de så sig om efter den nemmeste vej hjem, kom de i fællesskab frem til at man skulle genåbne et lukket udløb fra floden, for flodmundingen, der tidligere havde været sejlbar, var nu sandet til, men det måtte være muligt at genskabe den med en gravet rende. Den ide måtte de dog opgive da det ved nærmere eftertanke viste sig at være en særdeles vanskelig opgave, for kongen holdt på at det ville være meget tidskrævende at grave sig igennem de kolossale sandmasser der lå i vejen, og forbød dem at tage fat på et projekt der i hans øjne ikke ville være besværet værd. De vendte så tilbage til Osna, hvor de rejste belejringsmaskiner foran volden og lod som om de ville belejre byen i håb om at synet alene ville få indbyggerne til at overgive sig. Men den slags spilfægteri bed ikke på dem, og felttoget blev så afblæst.

51,4  Da man var kommet forbi næste forår, begyndte kongen at planlægge et nyt felttog, og den nyhed gjorde nabofolkene skrækslagne, så da venderne måtte erkende at det ikke var de store styrker de havde at sætte op mod den danske krigsmagt, hverken af hjemlige tropper eller fremmede hjælpetropper, sendte de Prislav til Danmark for at bede danskerne om ikke at gennemføre krigen. Flåden lå klar til afgang da han nåede frem, men ved at tilbyde penge lykkedes det ham ikke alene at få felttoget afblæst, men også at købe sig fred i en toårig periode. Til gengæld blev der ikke stillet krav om at barbarerne skulle overgå til kristendommen, som størstedelen af deres stormænd bekendte sig til, mens den jævne befolkning ikke ville have noget med den at gøre. På trods af at de officielt blev regnet for kristne, unddrog de sig nu i praksis den betegnelse, for deres gerninger var en hån mod deres erklæringer.

52,1  På det tidspunkt havde Henrik fået ordnet sine sager i Bayern, og da han ikke kunne hjælpe venderne mod danskerne, satsede han i stedet på en venskabspagt med Valdemar, hvilket han først anmodede om gennem udsendinge og senere opnåede på et møde ved Ejderen. Men det var nu mere snedigt end ærligt ment, for nok var han et stædigt menneske, men hans gode sider var ikke stabile, og han formåede aldrig at opretholde et varigt venskab med vores folk. For ham var det en dyd at lyve, uærlighed havde afløst al anstændighed, ordholdenhed var hos ham kun hykleri, og det hæderlige måtte vige for det nyttige – og gang på gang forulempede han vores folk med sine skandaløse aftalebrud. Kongen derimod var en mand med en bemærkelsesværdig retsindighed, en mand man kunne stole på til hver en tid og på alle områder. Kan det undre nogen at det ikke var muligt at knytte nogen stabil alliance eller noget varigt venskab mellem så ærlig en konge og så upålideligt et folk som sachserne?

53,1  Omtrent på samme tid var der en mand ved navn Sverre, en søn af en smed, der nedlagde det præstekald han et stykke tid havde haft på Færøerne, og begav sig til Norge, hvor han benyttede sig af lejligheden da Østen blev dræbt af Erling, til at skifte præstegerningen ud med krigergerningen. Han stødte tilfældigvis ind i Østens tropper, der var på flugt gennem ødemarken, og tilbød at blive deres fører, hvorefter han genoptog krigen mod sejrherrerne. For at skaffe sig en fornem slægt løj han om sin afstamning og påstod at Harald den Irske var hans bedstefar, og han selv søn af Sigurd. Det navn gav han også sin søn, som indtil da havde heddet Unas efter hans far. Og for at rydde ethvert levn fra sin tidligere tilværelse af vejen og få folk til at tro at han var opkaldt efter sin oldefar, var han fræk nok til at selv at tage et nyt, glorværdigt navn der viste hans påståede fornemme byrd, og kalde sig Magnus som bevis på sin afstamning. Denne frække løgn, der fik god hjælp af de forvirrede krigere og de godtroende folkemasser, resulterede i en fuldkommen katastrofe og et gruopvækkende blodbad i hele Norge. Det siges i øvrigt at han engang inden han blev en stor mand, besøgte Birger Jarl i Sverige og her forærede den præst der gav ham husly, en stola af den type der er det særlige embedstegn for en diakon, samt en alterbog.

54,1  Men jeg skal ikke opholde mig længere ved udenlandske forhold, i stedet vil jeg vende tilbage til vores egne, for de forbrydelser der blev begået herhjemme i den samme periode, tillader mig ikke at forfølge dem der foregik i udlandet, længere. Sagen er at Magnus Eriksøn, der var utilfreds med sin daværende position, dannede en sammensværgelse sammen med blandt andre Knud og Karl, som gennem deres far var i slægt med Valdemar mens Eskil var deres bedstefar på mødrene side, og lagde planer om at snigmyrde kongen. Magnus var blevet taget til fange i slaget på Grathe Hede, hvor han kæmpede på Svens side, og ved den lejlighed havde selv samme Valdemar ikke alene sparet hans liv, men også optaget ham blandt sine nærmeste og fortroligste venner og ophøjet ham fra menig borger til en fornem og fremtrædende position. I stedet for den dødsstraf han havde fortjent, havde han mødt denne store hengivenhed hos sejrherren. Og netop fordi det var svært for andre at tro, kunne han i ro og mag forberede sit forræderi. Kongen kunne jo dårligt forestille sig at den mand han havde skænket livet, pønsede på forræderi mod ham. Sagen blev længe holdt skjult, men blev afsløret på følgende måde.

54,2  Nogle tyskere der gjorde tjeneste i Magnus' hird og var indviede i komplottet, var på et tidspunkt på rejse for at ordne nogle forretninger for ham, og på vej gennem Holsten fik de husly hos en eneboer. De var ikke klar over at der kun var en enkelt skillevæg mellem hans rum og deres, så om natten lå de og talte ugenert sammen om hvor besynderligt det var at kongen stadig var i live, i betragtning af alle de kupplaner og hemmelige anslag mod hans liv Magnus havde udpønset sammen med Karls sønner. Men når alle de planer de havde lagt mod ham bag hans ryg, var blevet forpurret, kunne det ikke skyldes almindelige menneskelige tilfældigheder, det måtte være Guds forsyn der til stadighed holdt hånden over ham. Engang da kongen var på vej til Sjælland, havde Magnus for eksempel, bevæbnet med sit sværd og det jagtspyd han brugte til at jage rovdyr med, tilbudt at ledsage ham frem til et bestemt vadested. Dér skulle så Knud og de andre sammensvorne støde til bevæbnet på samme måde – for i et jagtselskab var der ikke noget mistænkeligt ved dens slags våben. Men Knud dukkede aldrig op, og da Magnus ikke turde begå sin ugerning uden sin medsammensvorne, lod han som ingenting, tog afsked med kongen og vendte hjem til sig selv.

54,3  Da han var taget af sted, red kongen over vadestedet, og her mødte han Knud, som i sin forvirring over at hans kammerat ikke var med, lod som om han kom for at følge kongen på vej. Han havde på den anden side været noget mere ivrig end Magnus og stædigt besluttet på at gøre alvor af planerne, og eftersom kongen havde for vane at indskibe rytteriet først mens han selv blev siddende og ventede på stranden midt i klyngen af kvinder og først gik om bord som en af de allersidste, bestemte Knud sig for at gå løs på ham på det tidspunkt. Og han ville da også have ført forbrydelsen ud i livet hvis ikke kongen – uden opfordringer eller advarsler fra noget menneske, kun efter den milde himmels tilskyndelse – havde forladt pigerne hurtigt og stik imod sædvane skyndt sig om bord med det samme. I forvejen havde de sammensvorne sendt Karl over til Skåne for at hente hjælp til at rydde kongens børn af vejen i tilfælde af at hans bror havde held med sine planer.

54,4  Men selv da havde Knud ikke været villig til at opgive sit forehavende, og det der var slået fejl på Fyn, håbede han nu på at få en bedre chance for at gennemføre i Skåne. Han havde tænkt sig at skynde sig i forvejen og komme til Helsingborg inden Valdemar, for så at myrde ham i det øjeblik han intetanende gik fra borde i Skåne. Han vidste nemlig udmærket at når kongen havde været på jagt om dagen, plejede han at sende sine rådgivere i forvejen og så selv sejle derover i en lille båd når mørket faldt på. Men ved et rent tilfælde havde et belejligt uheld spændt ben for den lumske plan. Den båd kongen kom med, blev nemlig fanget i isen og drevet langt væk fra det sted han havde tænkt sig at gå i land. Derfor kom de krigere der havde gået og ventet på ham, i stort tal ud for at tage imod ham, og den styrke, der netop kom for at hjælpe ham ud af en knibe, kom samtidig i vejen for de sammensvornes bagholdsangreb. Knud og Karl havde nu to gange set deres planer løbe ud i sandet, og det var endt med at de havde hængt de brynjer de havde båret under tøjet til overfaldet på kongen, hjem i skabet igen.

54,5  Men det allermest forbløffende var, mente de, at Valdemar havde undgået at blive dræbt af en bestemt af de sammensvorne, en der stod ham meget nær, og som han ikke havde den mindste mistanke til. Når kongen tog på fuglefangst i vogn, plejede han at være kusk for ham og den eneste han tog med sig, og da det nu var slået fejl for komplottets bagmænd, havde han lovet at udføre mordet på egen hånd når høgen på et tidspunkt havde fanget en fugl, og kongen sprang af vognen og bukkede sig ned for at hjælpe den. Men selv ved så gunstig en lejlighed, hvor det burde være så let at overrumple kongen, havde han aldrig haft held til at holde sit løfte og udføre mordet. Så efter disse mirakuløse begivenheder var det tydeligt og klart at kongen ikke kunne dø for menneskehånd, eftersom det ikke var nogen menneskelig indgriben der havde bragt ham frelst igennem alle disse dødelige, skjulte farer – men det himmelske forsyn.

54,6  Denne historie, som hans gæster fortalte med dyb undren, tog eneboeren som en himmelsk åbenbaring. Og da han selv fik besøg af en abbed, refererede han det hele for ham nøjagtig som han havde hørt det, og pålagde ham hurtigst muligt at rejse over til kongen og fortælle ham det hele.

54,7  Kongen fik det forelagt, og da han opdagede at alle de angivne steder og tider og ikke mindst detaljerne i hans egne bevægelser passede, begyndte han at tro på historien og prise sig selv lykkelig over at Gud havde stået ham bi og ikke alene forpurret komplottet, men også afsløret det. Karl, der ikke havde nogen anelse om det og følte sig lige så tryg som han hele tiden havde gjort, opsøgte Absalon og bad ham, i tillid til deres slægtskab, om at hjælpe ham til at få et len af kongen – hvad enten det så var fordi han ville dække over sine mordplaner, eller fordi han havde opgivet dem. Absalon opfyldte sin slægtnings bøn til punkt og prikke, og Valdemar lod som om han intet vidste om komplottet, og lovede at betale Karl af sin egen kasse indtil der viste sig en mulighed for at tildele ham sådan et embede.

54,8  Men da han kom til Roskilde og havde hørt messe i den højhellige Trefoldighedskirke, sendte han sine rådgivere ud og kaldte Absalon hen til sig. Og da denne havde sat sig hen hos ham, kaldte han angiveren frem og gav ham besked på at gentage det han havde fortalt ham. Men manden turde ikke sige noget på grund af familieforbindelsen mellem Absalon og Karls sønner, han rødmede og stod en tid helt fortabt uden at sige et ord. Kongen gættede straks grunden til hans tavshed og sagde: »Den frygt kan du se stort på, dertil er Absalon for loyal mod mig, for hos ham er jeg ikke et øjeblik i tvivl om at hengivenheden over for mig vejer tungere end kærligheden til hans egen familie.« Med de ord fik han den gamles tunge, der var gået i stå af bar forlegenhed og rådvildhed, på gled igen så han åbent kunne fortælle det han fik besked på. Han gennemgik så hele historien om komplottet lige fra begyndelsen og belagde hver eneste detalje med sikre tegn på sandheden i det han fortalte, men gjorde opmærksom på at oplysningerne stammede fra en anden, og han selv kun var blevet bedt om at bringe dem videre til kongen.

54,9  Kongen bad ham nu gå til side, sukkede dybt og begyndte under fire øjne at beklage sig til Absalon over at hverken familieforpligtelser eller gode gerninger nogen sinde havde været i stand til beskytte ham mod ondsindede intriger fra hans slægtninges side. Hvis han lod som ingenting og så igennem fingre med deres forræderi, risikerede han at give dem mulighed for at føre deres lumske planer ud i livet, så magtfulde de var, og så nær de stod ham selv. Men hvis han skyndte sig, inden forbrydelsen var kommet til offentlighedens kendskab, at få dem henrettet uden rettergang, og slog hårdt ned på sine rivaler inden mere end ganske få havde kendskab til deres uærlighed, så ville det se ud som om han gjorde det af med uskyldige mennesker på grundlag af fiktive anklager og var så skinsyg på sine dygtige slægtninge at han forsøgte at udrydde hele slægten med forskellige beskyldninger. Så ville folk sige at han var i færd med at udrydde sin egen slægt og slagte sine egne pårørende. Altså satte han livet på spil hvis han beherskede sig, og navn og rygte hvis han hævnede sig for hurtigt. Derfor anede han ikke hvordan han skulle få hævn, for hastværk var vanærende, og udsættelse var risikabel. Han foretrak ellers at risikere et forræderi og de farer det indebar, frem for at gengælde en forbrydelse med en forbrydelse – hvis det ikke var fordi hans død straks ville rive andre med sig, for hans død ville blive fulgt af et frygteligt blodbad på hans børn og hans venner, og snart efter også borgerkrig, grusomme invasioner fra udlandet og en rædselsvækkende ødelæggelse af hele fædrelandet. Dette og andet lignende fremsagde kongen sukkende og stønnende af bekymring indtil han til sidst bad Absalon afgøre hvad han ville være bedst tjent med at gøre.

54,10  Absalon svarede at han opfattede situationen præcis ligesådan, for som han sagde: en omgående straffeekspedition var en lige så stor trussel for hans anseelse som en udsættelse var for hans sikkerhed. Derfor måtte afstraffelsen overlades til Guds dom, for det forræderi han havde forpurret, stod det også i hans magt at afsløre – og i øvrigt kunne sådan en sag som en mængde mennesker var indviet i, ikke holdes skjult for folket særlig længe. Derpå rådede han ham til at give sine sædvanlige livvagter besked om at intensivere bevogtningen, indskærpe dem at de aldrig måtte gøre tjeneste hos ham ubevæbnet, og sørge for at de holdt lige så omhyggeligt vagt om hans liv om natten som om dagen. På den måde ville nogle af de sammensvorne nok få mistanke om at de var afsløret, og uforvarende komme til at røbe deres hensigter selv.

54,11  Det råd syntes Valdemar godt om. Da han forlod Roskilde, fulgte Absalon med, og nu plagede Karl ham om at gentage den anmodning han for nylig havde forelagt kongen. Det gjorde han så, og han fik det svar af kongen at det ikke var så almindeligt at uddele len til folk der havde tænkt sig at betale tilbage med mord. Og det var da i øvrigt utroligt så stædigt nogle mennesker holdt fast ved deres løgne, og så gode de kunne være til at spille komedie! Men ikke desto mindre ville han, så snart han kom til Jylland, vise sin gavmildhed mod den forræder af en hirdmand, for han var ikke i tvivl om at det især var befolkningen derovre han havde lyst til at få magt over.

Det løfte blev Karl glad for, og han takkede overstrømmende da Absalon kom og forelagde ham det. Han satte et fornøjet ansigt op og viste tydeligt hvor henrykt han var, men det skyldtes ikke så meget udsigten til at modtage lenet som udsigten til at fuldbyrde mordet, for kongens komediespil havde bestyrket hans følelse af at han ikke havde noget at frygte.

54,12  Senere, da deres morfar Eskil lagde ind i Ribe på vej hjem fra Frankrig, benyttede han anledningen til at tage derned sammen med sin bror Knud. De to havde en halvbror ved navn Bent, som deres far havde fået med en elskerinde, og som var kongens hirdmand, men en mere tapper end trofast sådan. En dag, få dage efter at han var kommet til Fyn, sad Valdemar og spiste ude i det fri, og om det nu var fordi han ikke kunne holde forræderiet skjult længere, eller det var ophidselsen over det mord han havde i tankerne, der løb af med ham, er ikke til at sige, men Bent rørte ikke maden: han sad og knugede den kniv han havde taget frem for at spise med, og viftede i alle retninger med den som om han ville øve sig i at bruge den som våben. Fra tid til anden gemte han den ind ved brystet, kun for at finde den frem igen og folde fingrene om den. Under alt dette stirrede han uafbrudt på kongen med øjne der ikke virkede mindre truende end hænderne.

54,13  Manden sad og opførte sig som en vanvittig i en grad så Gertrud, kongens søns forlovede, som den kvinde hun var, brast i gråd ved synet og bad Valdemar se derhen. Han vinkede så ubemærket som muligt Niels, den mand der havde opsynet med kongens bord, hen til sig og hviskede at han skulle kaste et blik på Bents mærkværdige fagter. Og senere, når bordene blev fjernet efter måltidet, skulle han holde sig lige op ad kongen så han kunne afværge et overfald hvis det var det den omtalte ridder pønsede på. Men da Bent så hvordan såvel kongen selv som alle hans egne kammerater sad og stirrede fuldkommen forbløffet på ham, var han nødt til at stikke dolken i skeden igen. Jeg vil tro at det var Gud der vakte denne vildskab i hans indre, og dermed både afværgede og afslørede forbrydelsen.

54,14  Først nu fortrød Valdemar at han ikke havde taget imod Absalons gode råd, og han kaldte sine hirdmænd – deriblandt også Bent – sammen i sit kammer og sagde at han havde noget sørgeligt at fortælle dem, noget som de ikke ville synes spor om at høre, og som det ville være ubehageligt at afsløre, men livsfarligt at skjule. Og han var ikke i tvivl om at det ville virke dybt nedslående på hans venner når det kom frem, og at det ville være et særligt bittert slag for dem i betragtning af den betingelsesløse hengivenhed de omfattede kongen med. Sagen var at der var blevet afsløret et mordkomplot mod ham, og det var ikke usikre gætterier, det byggede på pålidelige oplysninger fra involverede personer og på klare indicier. Og bagmændene var folk som altid havde været hans særligt betroede livvagter. Han ville dog ikke nævne deres navne, for han ville hellere give de skyldige en chance for at komme på bedre tanker end bombardere dem med hidsige anklager. Derpå bad han dem om at holde vagt om ham med endnu større omhu, aldrig at gå uden sværd når de ledsagede ham, og i det hele taget for fremtiden ikke tage så let på deres pligter i hans følge som de plejede, men udføre dem flittigt og ivrigt og med en omhu der viste at hver og en af dem var fuldt forvisset om sin egen troskab – men nødvendigvis måtte tvivle på alle andres. Men det var ikke sådan at de i hans øjne var skurke alle sammen, for han vidste at adskillige af dem var fuldkommen beredt på at gå i døden for hans skyld hvis situationen krævede det.

54,15  Hirdmændene kappedes nu om at vise deres loyalitet: de forlangte at få at vide hvem der var indblandet, lovede at hævne sig på dem der havde forrådt deres konge, og erklærede at hverken slægtskab eller venskaber skulle afholde dem fra at give alle der tørstede efter kongens blod, den straf de fortjente. Dertil svarede kongen at de måtte tage til takke med at vide at de selv var loyale, og ikke kræve at få mere at vide. Og det beherskede svar tvang dem til at afstå fra deres forlangende, som bundede i bevidstheden om selv at være uden skyld.

54,16  Men Bent forestillede sig at nogle af de indviede havde afsløret sammensværgelsen over for kongen, og at det var snedigt komediespil når han sådan lovede dem tilgivelse, netop for at kunne slå ned på dem når de mindst ventede det, så han sendte straks besked til Magnus om at sammensværgelsen var afsløret, hvorefter han efterlod de fleste af sine hirdmandsvåben og skyndte sig til Jylland så hurtigt han overhovedet kunne. Den nagende skyldfølelse gjorde det umuligt for forræderen at stole på kongens velmente løfter. Alt dette resulterede i at Magnus næste nat sejlede til Lübeck og derfra anmodede om lov til at træde i tjeneste hos Henrik. Knud og Karl, som fik samme besked fra Bent, forlod i al stilhed Ribe, gik om bord på et skib i Randers og sejlede over til jarl Birger af Götland i tillid til deres slægtskab med ham. Så voldsomt var deres samvittighedsnag at de mistede al selvtillid og blev slået af panik.

54,17  Eskil blev dybt nedbøjet af sorg over deres bortrejse og klagede sig ynkeligt over sin egen såvel som sine børnebørns skæbne. Sorgen var så voldsom at det lammede hans tunge så han næsten mistede talens brug. Da han så tog til Viborg for at møde kongen, modtog denne ham med en venlig og imødekommende mine for ikke at give indtryk af at han så noget mistænkeligt i at Eskil dukkede op. Men bispen var lige så klog som kongen var besindig, og afholdt sig helt fra at tale sine børnebørns sag for at holde sig fri af enhver mistanke om forræderi og ikke at blive set som medskyldig med dem han gik i forbøn for, for han mente at det var klogere at undgå mistanken om onde hensigter ved at forholde sig tavs end at lægge sig ud med kongen ved at lægge et godt ord ind for de skyldige. Senere, da han var kommet tilbage til Skåne, lykkedes det lægerne med den rette indsats at give ham stemmen igen. Men hans sind var stadig fortumlet af vældige bekymringer, det lod sig ikke helbrede for sorgen over den skæbne der var overgået de børnebørn han elskede højere end sig selv. Det er så meget lettere at overvinde legemlige end sjælelige kriser.

54,18  Magnus skammede sig imidlertid sådan over sin forbrydelse at han ikke turde fortælle Henrik grunden til at han var gået i eksil, men nøjedes med at bede ham om hjælp til at få en forsoning i stand med kongen. Henrik, der holdt på at det ville være forkert at nægte en landflygtig det han bad om, sendte Valdemar et brev hvori han bad ham om at opgive sin vrede mod Magnus. Det mente Valdemar at det var klogere at besvare med en diplomatisk mission end med et brev, så han sendte sin staldmester Henrik, der var temmelig god til tysk, ned til Sachsen for at forelægge hertug Henrik forræderianklagerne mod Magnus.

54,19  Da Magnus hørte det, forvandledes hans skamfuldhed til frækhed: han nægtede så hårdnakket han kunne, at han skulle have noget som helst at gøre med det han blev anklaget for, tilbød at udkæmpe en tvekamp for at bevise sin uskyld og udfoldede i det hele taget lige så stor snedighed i sine bortforklaringer som i sin tid i planlægningen af forbrydelsen. Ambassadøren svarede at han ikke var udsendt for at bevise anklagerne med sværdet i et fremmed land, men for at råde den anklagede til at forelægge sin sag til retslig undersøgelse hos kongen og fremføre sit forsvar sådan som det var foreskrevet i landets lov. Hertugen spurgte så hvilken form for forsvar dansk lov foreskrev til anklager af denne type, og fik det svar at forsvaret traditionelt foregik ved jernbyrd.

54,20  Nu spurgte hertugen Magnus om han var så sikker på sin egen uskyld at han turde betro sit forsvar til denne prøve. Og Magnus svarede at den form var temmelig usikker, og at det ikke var altid miraklerne indfandt sig, så den havde det med at dømme de uskyldige og frikende de skyldige, og i det hele taget falde yderst tilfældigt ud. Den almægtige Gud var nemlig ikke så brændende optaget af menneskene at han ville lave om på naturens orden hver gang nogen af dem bad om det. Det svar fandt de fleste noget mistænkeligt. Og da hertugen så gik ham nærmere på klingen og spurgte hvilken hjælp han forventede fra ham når han ikke var villig til at gendrive disse meget alvorlige anklager efter sit eget lands love, vidste Magnus ikke hvad han skulle gøre, og det varede noget før han kunne svare.

54,21  Men da det gik op for ham at han alligevel ikke kunne opretholde sit eksil længere, erklærede han omsider at han frivilligt ville opsøge kongen hvis han fik løfte om frit lejde uanset hvad udfaldet på sagen blev. Staldmesteren tilbød selv at stå inde for det løfte og bemærkede at de der dømmes til døden, efter vores lands love altid får en frist til at forlade landet, og at man anser det for uretfærdigt at eksekvere en dødsdom med det samme. Men det tilbud afslog Magnus hånligt: det eneste æresord han ville modtage som pant, det var Absalons, erklærede han.

54,22  Da kongen fik den besked fra sin udsending, sendte han et brev til hertugen, hvori han lovede at Magnus frit kunne komme og gå under Absalons beskyttelse. Og resultatet var at Absalon fik besøg af Magnus allerede inden han havde fået besked fra kongen om at han kunne ventes, for i sin overdrevne iver havde Magnus forhastet sig så meget at han nåede frem før det brev der skulle melde hans ankomst. Da Absalon endelig fik sådan et brev fra kongen, gjorde han sig umage med at berolige sin uventede gæst med tillidsvækkende løfter. Det virkede så opløftende på Magnus at hans fortrøstning ved Absalons støtte endte med at være større end frygten for hans egen skyld. Resultatet blev at han for en stor del glemte sin skræk og uden bekymring rejste hjem til sig selv for at foretage de nødvendige forberedelser til sin sejltur over til Jylland. Ordren lød nemlig på at han skulle fremføre sin sag i Århus.

54,23  Men denne sikre følelse af tryghed brød sammen da en forsendelse med hemmelige meddelelser fra ham blev standset. Der skete det at to af hans breve indeholdende forræderiske instrukser blev opsnappet af opsynsmændene på de offentlige veje. Da han hørte fra vejfarende at de var blevet overgivet til kongen, fandt han på den historie at hans egen sekretær havde mistet hans segl, og den løgn brugte han ikke kun over for sine egne folk, men også over for Absalon, i et forsøg på at udsprede det rygte at brevene var forfalskninger som nogle der havde fundet seglet, havde skrevet for at skade ham.

54,24  Da tidspunktet for sagens behandling nærmede sig, drog Magnus af sted med to skibe og mødte Absalon, der kom ledsaget af stormænd fra Sjælland og Skåne. Da Absalon nåede frem, var Magnus så plaget af dårlig samvittighed at hans skræk var meget større end hans selvtillid – og større end man skulle tro, så tapper som han havde været før i tiden. Og han svor på at ingen skulle få ham til at tage til Jylland, uanset hvor meget de pressede på, for som han sagde: kongens vrede var mere skræmmende end andres hjælp var betryggende. Desuden klagede han over at han havde været så uheldig at miste sit segl, og påstod hårdnakket at hans personlige fjender måtte have fundet det og set deres snit til at konstruere falske breve der angreb kongen i hans navn.

54,25  Men Absalon insisterede på at selv hvis han skulle blive presset til at tilstå det han var anklaget for, havde han stadig ikke gjort noget der forhindrede at han kunne gå sin vej uden at der blev krummet et hår på hans hoved, og til sidst valgte Magnus at give efter for sin vens råd snarere end for sin egen frygt, og sejle med ham.

54,25 Kongen opholdt sig i landsbyen Viby, omgivet af alle de danske stormænd, og her førte Absalon Magnus frem for ham. Men Valdemar lod ham ikke deltage i måltidet, for hvis han tog ham til bords kunne det se ud som om han også tog ham til nåde. Den følgende dag blev han indkaldt til forsamlingen, hvor kongen opregnede alt det gode han havde gjort imod ham, sigtede ham for højforræderi og erklærede at hans største ønske havde været at gengælde kærlig omsorg med et hæsligt mord – hvilket også tydeligt fremgik af hans flugt her for nylig, som ikke skyldtes tvang, men udelukkende udsprang af dårlig samvittighed.

54,26  Hertil svarede Magnus at når han havde besluttet at forlade landet, var det ikke fordi han havde gjort noget galt, men fordi han havde modtaget en foruroligende besked fra Bent og ville sidde på betryggende afstand indtil han fandt ud af årsagen til kongens mistanke. Men bortset fra det kunne han da godt undre sig over at kongen på den måde – udelukkede på grundlag af nogle ubegrundede mistanker – kunne finde på at terrorisere en af sine egne slægtninge, som han ellers altid havde behandlet som en fortrolig ven.

54,27  Men kongen erklærede at det netop var hans ligegyldighed over for alt det gode kongen havde gjort for ham, der gjorde ham så utaknemmelig, og som bevis på hans forræderi fremlagde han de to omtalte breve, det ene lukket, det andet åbent, og begge beseglet. Han lod også de tilstedeværende biskopper bære dem rundt og bad dem se nøje efter om det faktisk var Magnus' segl der sad på dem. Da alle havde undersøgt det og afvist at det kunne være en forfalskning, befalede han at de skulle læses op for forsamlingen. Det åbne var til skåningerne: det beskyldte kongen for overgreb mod en lang række personer og opfordrede dem til at gribe til våben imod ham. I Magnus ville de have en fører der kunne hjælpe dem til at genvinde deres frihed. Det lukkede var til Knud og Karl og af samme indhold som det første. Det gav dem instruks om at rejse en opstand i Skåne og lovede så at Magnus selv ville gøre det samme i Jylland. På den måde ville kongen komme til at mangle tropper, fordi det ville forhindre forstærkninger fra de større landsdele i at komme frem til ham.

54,28  Da brevene var læst op, regnede man med at Magnus ville komme med et svar, men han forholdt sig tavs – hvilket viser hvor bange han var. Faktisk var han så lamslået at han ikke kunne få en lyd frem og stod dér med et forvildet udtryk i ansigtet, der afspejlede det oprør der var i hans indre. Hans tavshed var slående, og Absalon greb klogeligt ind og hindrede at den blev tolket som en tilståelse, med en bemærkning om at det ikke var så sært at manden blev usikker på hvordan han skulle forsvare sig når han blev sat over for helt nye anklager. Han var nødt til at tænke sig grundigt om og kunne ikke komme op med et svar lige med det samme. Derfor gav han Magnus besked på straks at forlade mødet og tage dem af sine venner han ville, med på råd for at overveje sit svar.

54,29  De ord stivede Magnus af og gav ham nyt håb om at han kunne imødegå anklagerne, og da han havde fået en frist til konsultation, trak han Absalon og biskop Tyge af Vendsyssel til side. Denne Tyge havde været diakon hos hans far Erik, og yderst værdsat som sådan, og fra tjenesten i hans følge var han blevet kaldet til bispesædet. I taknemmelig erindring om det nærede han stor hengivenhed over for Magnus. Men nu overdængede han ham længe med smertelige bebrejdelser for den afskyelige forbrydelse han havde planlagt, og da Magnus indvendte at brevene var falske, og det var andre der havde skrevet dem, udbrød Tyge at den slags bortforklaringer kunne han spare sig, for han kunne udmærket genkende hans sekretær Lamberts måde at skrive breve på, ikke alene på håndskriften, men også på formuleringerne. Da Absalon bakkede ham fuldkommen op, mistede Magnus helt og aldeles modet og spurgte med bævende stemme om en tilståelse var en mulig udvej. Absalon svarede så at selv om der ikke var nogen fare ved en tilståelse, mente han ikke det var et middel han skulle gribe til før han havde en klar aftale om benådning, og rådede ham til at lade være med at gå i panik og i stedet enten selv eller gennem en ven frejdigt anmode om udsættelse til dagen efter så han kunne tage mod til sig og komme bedre ud af sagen.

54,30  Det fik han lov til, og om aftenen tog kongen hele skaren af tilstedeværende stormænd med sig til den hovedrige Unnes gård. Magnus var meget nervøs og bestormede Absalon med spørgsmål om hvilken form for forsvar der passede bedst til anklagerne, og Absalon svarede at ingen af mulighederne kunne holde ham fri af både vanære og fare. At tilbagevise en anklage der byggede på så håndfaste indicier, var ikke realistisk, og at afvise at rense sig selv var ikke hæderligt, og endelig var tilståelse en usikker udvej fordi han aldrig kunne være helt sikker på at blive benådet. Som den ærlige mand han var, anså han det altså for mere vederhæftigt at dække sig ind under uvidenhed end at love et sikkert svar i en tvivlsom sag.

54,31  Magnus sagde nu at han gerne ville lægge det hele sandfærdigt frem hvis der var håb om at tilståelsen blev belønnet med benådning, og Absalon svarede at han trygt kunne fortælle ham alle de hemmeligheder han ville, ikke et ord af det ville gå videre fra ham til kongen. Men da han så ville afsløre hele forræderiet fra ende til anden, ville Absalon alligevel ikke lade ham fortælle historien, for det måtte ikke se ud som om han hørte den som et skriftemål i sin egenskab af præst. Han rådede ham derfor til at få fat i Sune og Esbern, som han vidste var mænd der kunne holde på en hemmelighed.

54,32  Da de to var kommet derhen og havde givet Absalon deres æresord på at de aldrig uden hans tilladelse ville omtale de hemmeligheder de nu skulle indvies i, tog Magnus fat på at oprulle hele forræderiet lige fra begyndelsen, og ikke alene erkendte han at mistanken mod ham selv og de andre der havde røbet sig selv ved at flygte, havde været helt berettiget, han fremlagde også ganske åbent adskillige andre detaljer der berørte kongens liv og sikkerhed, og som denne endnu ikke havde den ringeste anelse om, såsom at Eskil (det var Assers søn) og Christiern Svensøn var involverede, og at Christierns bror Asser, som næst efter ærkebiskoppen var den præst ved domkirken i Lund der havde den højeste rang, havde vidst besked med de sammensvornes planer, men ikke direkte godkendt dem.

54,33  Da de var nået frem, og der viste sig en passende lejlighed til en samtale, bad Absalon sammen med Sune og Esbern kongen komme til side med dem et øjeblik uden sine rådgivere. Og Absalon rådede ham nu til at overveje hvilket udfald sagen kunne få når det hverken var nemt for anklageren at formulere en anklage eller sikkert for den sigtede at komme med en tilståelse. Hvis Magnus fik lov at gå uden en dom, ville det få mange til at slutte at han var uskyldig, og hvis han tilstod uden at blive benådet, ville hans naivitet være en advarsel til hans medskyldige om at de skulle skjule deres skyld. Så når det nu ikke var muligt at fremlægge vidnesbyrd imod ham, skulle man nok i stedet forsøge at lokke en frivillig tilståelse ud af ham.

54,34  Det gik kongen ind på, og han lovede at lade straffen falde hvis Magnus tilstod, så da han næste dag i forsamlingen spurgte ham hvilket svar han var nået frem til, bed Magnus hovedet af al skam og fortalte den fulde og sande historie om sammensværgelsen lige fra begyndelsen, herunder hvordan hele forræderiet havde været konstrueret, hvor han ikke alene kom ind på hvem der var involveret, men også angav tid og sted for de enkelte begivenheder og endelig erklærede at efter alle disse snedige og stadig tilbagevendende snarer og fælder kunne det ikke være almindelige menneskelige tilfældigheder, men kun Guds hjælp der havde holdt hånden over kongen. Han kunne ikke forestille sig noget mere forbløffende end den måde hvorpå en lykkelig skæbne her havde formået at afværge et forræderi som kongens nære venner havde anvendt så megen opfindsomhed på at udtænke, og redde et menneske uskadt gennem så megen list og svig fra hans landsmænds side. Med de ord så han bønfaldende på kongen mens han grædende sank ned for hans fødder.

54,35  For deres gamle venskabs skyld bad kongen ham rejse sig, men samtidig bebrejdede han ham i skarpe vendinger at han kunne være så utaknemmelig at han absolut ville snigmyrde en mand der lige fra hans tidligste barndom konstant havde været hans hengivne ven, og som efter slaget på Grathe Hede ikke alene havde skænket ham livet, men også endnu større magt og indflydelse. Han havde nemlig ikke bare ladet ham gå fri for straf fordi han var hans slægtning, men også vist ham stor gavmildhed. Men han, der burde have gengældt den udstrakte hånd med troskab, havde svaret med troløshed! Han var dybt forundret over at Magnus på den oprørende måde havde glemt alt det gode han havde gjort for ham, og kunne derfor slet ikke affinde sig med den tilståelse han én gang havde fået, men blev ved med at spørge om han virkelig havde haft i sinde at snigmyrde ham.

54,35 Hertil svarede Magnus at han hverken havde manglet viljen eller våbnene eller noget andet af det der skulle til til sådan en ugerning – lige bortset fra Guds tilladelse. Det åbenhjertige svar blev kongen glad for, og han sagde at nu hvor han havde tilstået, ville han tilgive ham, men ikke tage ham tilbage i sin nærmeste kreds, for han ville ikke risikere at venskabet endnu en gang skulle friste ham til forræderi. Samtidig forbød han ham enhver hemmelig kontakt med Knud og Karl, og han indskærpede ham at han aldrig måtte gentage den forbrydelse som han selv havde set at den almægtige Gud til stadighed havde modsat sig. Magnus erklærede at hvis han nogen sinde gjorde sig skyldig i noget sådant, var han ikke længere berettiget til benådning, og i så fald ville han end ikke vove at bede for sit liv.

54,36  Kongen bad ham nu sætte sig tilbage på sin plads og kastede sig straks ud i harmdirrende anklager mod Christiern Svensøn som tilfældigvis, uden at ane uråd, dukkede op netop som sagen mod Magnus var afsluttet. Da det gik op for ham at hans medsammensvorne havde angivet ham, havde han intet at sige til sit forsvar, så han tilstod, og derved lykkedes det ham at blive tilgivet og ikke alene bevare livet, men også al sin ejendom. Den eneste straf han måtte betale, var landflygtighed så det ikke var for let for ham at gentage sin forbrydelse. Det må kaldes mildhed: at nøjes med at forvise en hirdmand der så åbenlyst var skyldig og fortjente den strengest mulige straf.

54,37  Sådan sluttede tinget, og Magnus vendte tilbage til Fyn mens Valdemar tog over til en ø hvor der var rigeligt med vildt, for at tilbringe tiden på kongelig vis med at gå på jagt. Her sendte ærkebiskop Eskil Absalon og Asser over for at bede ham om nåde for hans børnebørn, hvilket Magnus' eksempel jo tydede på at der var håb om, men de fandt ham ganske ubønhørlig. Det endte med at han spurgte Asser om han ikke selv havde støttet sammensværgelsen, hvortil han svarede at han godt nok havde vidst besked om den, men aldrig sympatiseret med den, og når han havde handlet som han gjorde, var det ikke fordi han havde noget imod kongen, men fordi han skammede sig ved at agere stikker og røbe fortrolige oplysninger. Den indrømmelse skaffede ham senere en lang periode i landflygtighed. Denne hånlige afvisning af hans udsendinge tog Eskil så tungt at han pådrog sig den ene lidelse efter den anden og lå alvorligt syg hele vinteren.

55,1  Da vinteren var ovre, kaldte Valdemar Danmarks og Sveriges stormænd sammen og holdt et kongeligt bryllup for sin søn. Bagefter opsøgte Eskil i hemmelighed Valdemar og sagde at han havde en hemmelighed at betro ham som han indtrængende ville bede ham om ikke at røbe før tiden var inde. Det lovede kongen at han kunne regne med, og han fortalte så at han længe havde haft stor lyst til at nedlægge sit embede som biskop: han var blevet for gammel og svagelig til at kunne overkomme den byrde. Han havde nemlig ikke i sinde at ende sit liv på magtens top, men som et almindeligt menneske, fri for embedsbekymringer, og agtede derfor at udskifte sit hidtidige liv med en tilværelse som munk. Da kongen modsatte sig planen i påtaget venlige vendinger og erklærede at det ikke var noget han havde ret til at gennemføre uden bemyndigelse fra Rom, svarede Eskil at han allerede var i besiddelse af et brev fra paven der ikke alene tillod ham at nedlægge sit embede, men også at overdrage det til hvem han ville. Dertil kom at han i sin egenskab af romersk legat havde ret til selv at sørge for indsættelsen af sin efterfølger, så bispesædet ikke skulle stå ubesat.

55,2  Den bemærkning gjorde kongen mistænksom, for han forestillede sig at det var Asser Eskil ville gøre til biskop, men han var ikke i tvivl om at Knud og Karl ville få stærk støtte fra deres bedstefar hvis de igen prøvede på noget imod ham, så efter en lang og tilsyneladende venskabelig samtale erklærede han sig til sidst indforstået med hans ønske, for som han sagde: han kunne jo ikke modsætte sig en ordre fra Rom, for det var dér retningslinjerne for kirken blev lagt.

55,3  Eskil lagde stor vægt på at der var en stor forsamling af biskopper til stede når hans embedsnedlæggelse blev højtideligholdt, så lige inden kongen rejste fra byen, bad han ham indtrængende om at komme tilbage en måned senere og tage dem alle sammen med, for det var vigtigt at de deltog, ikke kun i hans tilbagetræden, men også i udnævnelsen af den nye biskop. Men at det var det der skulle ske, måtte endelig holdes hemmeligt, for hvis det kom ud, risikerede man at nogen holdt sig borte af frygt for at blive valgt.

Det gik kongen med til, og herefter trådte Eskil frem på det almindelige landsting, som var blevet indkaldt i mellemtiden. Han mindede om hvor stor hengivenhed han havde vist sine undergivne så længe han havde beklædt sit høje embede, og hvordan de havde gengældt det gode han havde gjort for dem, med opmærksomhed og sympati. Men nu havde han så i sinde at nedlægge sit bispeembede, som han her i sin høje alderdom ikke længere så sig i stand til at varetage, og derfor agtede han nu at overlade alle dem han hidtil havde haft ansvaret for og taget sig omhyggeligt og samvittighedfuldt af, i Guds varetægt og løse alle der var bundet til ham ved deres troskabsed som hirdmænd, fra dette bånd. Han tilgav desuden andre deres synder og bad selv om forladelse for sine. Og samtidig bad han dem alle om at følge ham på vej med fromme ønsker og bede flittigt for ham, og lovede at gøre det samme for dem til gengæld. Så bevægende var hans tale på landstinget at han efterlod alle i tårer.

55,4  Da tinget var hævet, sendte Eskil folk med heste ud for at tage imod Absalon, der nu kom tilbage fra Sjælland, og han overtalte ham til at lade sig indkvartere som gæst i hans hus. Absalon spurgte ham så hvorfor han havde budt befolkningen den sorg, og Eskil svarede at han var blevet led og ked af både sit embede og sit fædreland, dels på grund af alderdom, dels på grund af sine børnebørns landflygtighed. Dertil kom at han allerede for længe siden højtideligt havde lovet Bernhard af Clairvaux at give frivilligt afkald på sit bispeembede for at leve et tilbagetrukket liv uden fornemme embeder.

55,5  Næste morgen, da bisperne over alle de enkelte stifter var samlet i Skt. Laurentius' Kirke, gav han besked på at alle kirkens kostbarheder skulle tages ud af skatkammeret og lægges frem til inspektion, for han ville meget gerne fremvise for alle hvor meget han med sin hidtil usete fromme gavmildhed havde forøget det hidtidige altertøj og det pragtudstyr kirken havde haft fra gammel tid. Da det var sket, talte han under stadig sukken og klagen om hvor stor hengivenhed han havde investeret i at holde vagt om sine undergivnes fred og sikkerhed, og hvor mange trængsler og farer han havde måttet gennemleve i sin tid som ærkebiskop. Nu havde han så besluttet at nedlægge sit embede fordi han var så højt oppe i årene at han ikke længere følte sig i stand til varetage det.

55,6  Efter denne tale var det kongens tur til at svare, og han slog fast at selv om Eskil havde haft adskillige sammenstød med kongerne, havde han udført sin gerning som biskop så det fortjente al mulig påskønnelse. Han selv var ikke særlig glad for hans beslutning om at træde tilbage netop nu hvor han havde nået en alder hvor man ikke længere kunne mistænke ham for at have ondt i sinde. Derpå bad han ham sige åbent om det var af egen drift eller under pres fra kongen at han nu nedlagde sit embede. Da strakte Eskil hænderne frem mod alteret og tog helligdommene foran sig til vidne på at det ikke var had til kongen eller nogen form for overgreb eller tvang fra hans side der havde ført ham til denne beslutning, men udelukkende lede ved det forgængelige og stræben efter den evige ære.

55,7  Det svar var kongen meget tilfreds med, for det var vigtigt for ham at få en sandfærdig erklæring fra biskoppen der kunne sikre ham selv mod mistanke om at have behandlet ham uretfærdigt. Derpå spurgte han ham om han nogensinde havde holdt igen på sin kongelige strenghed og undladt at straffe nogen som Eskil i forvejen havde sluppet sit biskoppelige band løs imod. Og da Eskil erklærede at kongen aldrig havde gjort noget sådant, sagde han at det lettede ham for en alvorlig bekymring, for han havde været bange for at mange mennesker i deres stille sind skulle klandre ham for biskoppens pludselige tilbagetræden.

Herefter blev pavens brev bragt frem og læst op for forsamlingen, eftersom kongen holdt på at Eskil ikke kunne nedlægge sit embede uden hans tilladelse. I brevet stod der at paven hidtil havde modsat sig ansøgningerne fra ærkebispen af Lund om at blive fritaget fra sit embede fordi han vidste hvor højt kvalificeret han var til dette hverv, men nu havde han givet efter for hans vedholdende bønner og bevilget ham det han søgte om, af hensyn til hans høje alder og vedblivende svagelighed. Da så kongen erklærede at ingen kunne sætte sig op imod pavens myndighed, rejste Eskil sig fra sit sæde, lagde staven og ringen, de to vigtigste tegn på hans biskoppelige værdighed, på alteret og erklærede at han hermed havde fratrådt sit embede. Den handling kaldte tårerne frem i de omkringståendes øjne, og suk og klage fyldte kirken som en højlydt mumlen.

55,8  Nu bad kongen så Eskil, som jo havde et indgående kendskab til rigets gejstlighed, om at udpege en efterfølger til det sæde han havde forladt, og Eskil roste ham for hans omsorgsfulde opfordring og fremdrog så endnu et brev fra Rom, hvori han i sin egenskab af pavelig legat fik fuldmagt til at udnævne en ny ærkebiskop efter eget valg. Da han havde læst brevet højt, meddelte han at den myndighed som Rom her havde været så nådig at udstyre ham med, ville han videregive til dem der normalt havde retten til at foretage valget: han foretrak frivilligt at afstå fra sin ret frem for at krænke andres ret, for han der altid havde værnet og holdt vagt om kirkens højhed, ville ikke nu stå som den der bedrog den for dens hævdvundne frihed.

55,9  De bad ham til gengæld indtrængende om at sige hvad han selv ville anbefale, og da kongen fulgte gejstlighedens appel op med en tilsvarende bøn i folkets navn, på hvis vegne han sagde at han talte, erklærede Eskil at dette satte ham i et valg mellem Guds kærlighed og menneskenes kærlighed, for hvis han tav, kunne han krænke Gud, men hvis han talte, kunne han krænke menneskene. Han ville påkalde sig Guds vrede hvis han ikke pegede på den mand der var bedst kvalificeret til embedet, men hvis han foreslog en mand der forstod sig på hvervet, og som allerede havde bestridt posten som biskop med held et andet sted, men som også var vant til at påtage sig vanskelige opgaver for fædrelandets skyld, så ville han fornærme en nær ven og slægtning som – det tvivlede han ikke et øjeblik på – slet ikke ville bryde sig om at få den værdighed tilbudt.

55,10  Alle spurgte nu sig selv hvem det kunne være han tænkte på, og forlangte at han i hvert fald gav dem navnet. Hvortil Eskil svarede: »Så udpeger jeg biskoppen af Roskilde, som jeg selv kender som min slægtning, og som I kender som en højt anset mand.« Adskillige råbte at det var et råd kirken var godt tjent med, men Absalon rejste sig og bekendtgjorde at dette var en større byrde end hans skuldre kunne bære. Han kunne på ingen som helst måde overtales til at svigte den kirke han havde overtaget på et tidspunkt hvor Danmark var i dyb krise, og som han med opbydelse af alle sine kræfter, såvel sjælelige som legemlige, havde hjulpet frem til enestående lykke og medgang. For ikke alene havde han med våbenmagt befriet den for udefrakommende fjender, han havde også rettet op på dens gamle, nedarvede fattigdom og med stort held forøget dens rigdomme.

55,11  De der havde valgretten, fik nu en overhaling af Eskil fordi de ikke tog sig sammen til at sige noget, og da han spurgte dem hvem de agtede at overdrage hans embede til, udtalte de alle deres støtte til Absalon. Faktisk var der så stor enighed mellem dem at der ikke var den mindste meningsforskel eller bare tvivl at ane. Og de nøjedes ikke med hvad de kunne udrette med munden, men greb fat i ham med hænderne og forsøgte med magt at trække ham op til det sæde som de havde tildelt ham med deres stemmer. Eskil var selv den første til at lægge hånd på ham, og det så ud til at han med sit eksempel gav de øvrige modet til at forsøge det samme. Samtidig begyndte de, som det er skik og brug, at synge og fejre dette bemærkelsesværdige enstemmige valg med en smuk salme. Også folket jublede højlydt og sang selv en from vise om kap med de gejstliges dybt ærbødige sang: de gjorde deres bedste for at føje deres hyldest i toner til de gejstliges prægtige stemmer, for når andre lod sangen klinge, skammede de sig over selv at tie stille. Hele folkeskaren var altså enig om at give sin fulde støtte til valget af Absalon.

55,12  Men selv strittede han imod af alle kræfter da mængden trak af med ham, han slog voldsomt fra sig og fik sendt adskillige af dem i gulvet. Trods modstanden lykkedes det dog også dem at trække dragten af ham, og det hele udviklede sig til et slagsmål så salmesangen dårligt kunne høres for kamptummelen. Det endte med at det fromme folk med magt fik trukket ham helt hen til ærkebispesædet, men at tage plads på det, dét nægtede han, for ingen skulle tro at han på nogen måde indvilligede i det de ville tvinge ham til. Derfor bad nu først Eskil og straks efter også Valdemar ham om at tage imod den værdighed som himlen tilbød ham – alt andet ville være en hidtil uhørt hån mod den kirke de stod i – men så snart han selv fik ordet, skyndte han sig at appellere spørgsmålet til paven, og derved forstærkede han sin vægring med et kraftigt bolværk netop som det så allermest ud til at han ville give efter for deres bønner. Enhver anden havde grebet til med det samme hvis han fik den værdighed tilbudt, og havde med begejstring taget plads i ærkebispens højsæde.

55,13  Niels, der var dekan ved domkapitlet i Roskilde, var ikke sen til at udstede en tilsvarende klage til paven over det voldelige overgreb hans biskop var blevet udsat for. Eskil var på dette tidspunkt temmelig rystet, men sagde at de der havde valgt Absalon, kunne være sikre på hans støtte. Absalon skulle få at se hvis ord der vejede tungest i Rom, hans eller Eskils! Herefter vendte de deres opmærksomhed mod messen, og da den var overstået, bestemte Eskil at Absalon skulle sige velsignelsen, i et forsøg på ad den vej at få ham til i praksis at modtage valget, med en bemærkning om at nu hvor han havde frasagt sig bispeværdigheden, burde han ikke længere udføre de handlinger der hørte embedet til. Men hertil sagde Absalon at selv om han havde nedlagt sit embede som biskop, var han stadig den nærmeste til at lyse velsignelsen i sin egenskab af pavelig legat, og han burde ikke overlade de opgaver der tilkom hans ophøjede position, til lavere placerede. Denne beskedenhed fra Absalons side tvang Eskil til at huske på sin værdighed som han havde glemt af bar iver efter at få sit ønske igennem.

55,14  Senere ydmygede han også på en anden måde sig selv i et forsøg på at undergrave Absalons hårdnakkede afvisning. Han kaldte ham nemlig ind i sit eget kammer og forsøgte her – når han nu ikke gav efter for bønner – at falde på knæ og lade tårerne få frit løb mens han tiggede og bad for at overtale ham. Heller ikke det kom han nogen vegne med, og han udtænkte så en tredje metode til at lokke den udvalgte biskop til et samtykke – så det endte med at man kunne komme i tvivl om hvem der var mest stædig, den der pressede på, eller den der strittede imod. For nu sendte han sine krigere, en stor og fornem styrke, hen til ham for at sværge ham troskab som hirdmænd. Men Absalon afslog at tage dem i sin tjeneste og erklærede at han ikke havde i sinde at påtage sig en værdighed der ville berettige ham til deres lydighed.

55,15  Til sidst måtte Eskil erkende at Absalon hverken var til at hugge eller stikke i, men nu førte han ham hen til et afsides hjørne af forhallen for at det ikke skulle være helt ukendt hvor det udstyr han havde bestemt sig for at efterlade til kirken, var gemt, og bad ham indtrængende om i det mindste at værdige det et enkelt blik. Men også den fristelse affejede han med en forbløffende foragt, præcis ligesom han var kommet sejrrig fra de foregående, for en mand der havde afvist et lokkende tilbud om ære og berømmelse, skulle ikke bukke under for griskhedens fristelser. Det gjorde, så vidt man forstår, Eskil meget vred, og han erklærede at han nu ville efterlade en mindre del af sin formue end han egentlig havde tænkt sig, til kirken og bispen selv, og så ville Absalons tåbelige stædighed en dag komme til at gå ud over ham selv! Derpå forærede han kongen et bæger af guld, og Absalon et tilsvarende. Og han forlod ikke nogen af sine venner uden at have skænket dem en gave for med sin gavmildhed at rejse et strålende mindesmærke over sig selv i sit fædreland. Han var nu også plaget af forskellige skrøbeligheder i alle lemmer, og da han til sidst fik den såkaldte helvedesild over en del af kroppen, tog han alle disse plager som en straf fra himlen og fremskyndede sin afrejse.

55,16  Da han forlod Skåne, modtog Absalon ham undervejs som gæst på sin borg, og da han hørte Eskil klage over at han frøs sådan om fødderne at han ikke kunne falde i søvn om natten, fik han lagt en opvarmet teglsten i en lille perforeret kasse ind ved hans fødder, og på den måde fik den forfrosne gamle mand varmen tilbage så han igen kunne få noget søvn. Eskil var særligt glad for denne kur fordi den udsprang af kærlig omsorg hos opfinderen, ikke af nogen særlig viden eller professionel indsigt. Absalon sejlede ham selv over til Slesvig i sit eget skib, og da de nåede frem, ville han forære ham et sølvbæger, men Eskil afslog at tage imod det, for som han sagde: for fremtiden ville han ikke få brug for fornemt service. Da han senere mødte kongen på broen i Slesvig, blev han i den grad overmandet af sin svagelighed at mange troede at han var død. Omsider kom han dog til sig selv og krydsede vandet i en båd. Derpå kyssede han alle de tilstedeværende kærligt, og omgivet at sine venners lydelige gråd blev han – selv grædende – sat op i den vogn som Absalon havde skaffet ham for at give ham en blidere transport, for han kunne under ingen omstændigheder tåle at ride. Grædende begav han sig på vej, og skaren af venner der aldrig skulle se ham mere, tog en afsked så tårevædet som var det en begravelse.

55,17  Senere sendte kongen en delegation med deltagelse af lundenserne til Rom for at få lagt pres på Absalon. De rejste først til Clairvaux, hvor de fandt Eskil, der på det tidspunkt havde en ikke uanselig indflydelse ved Kurien, og fik et brev med fra ham til støtte for deres anmodning. Men Absalon og roskildenserne løb Kurien lige så meget på dørene med delegationer der af al magt protesterede mod det valg som lundenserne pressede på for at få stadfæstet.

56,1  Imidlertid fejrede stormændene nu påsken i Roskilde, og midt under gildet mens alle morede sig storartet, fik kongen underretning fra Thord, der var statholder i Lund, om at et sendebud fra Magnus ved navn Thormer for nylig var kommet tilbage fra Götland og havde passeret så hurtigt gennem Skåne at det ikke havde været muligt at fange ham. For at få fat i ham måtte de lægge folk i baghold ved overfarten over Bæltet, som han uden tvivl ville nå frem til meget snart. Da Magnus blev spurgt hvad det betød og prøvede at klare sig ved at nægte alt, lovede kongen at han ikke risikerede noget ved at gå til bekendelse. Men Magnus lagde et tykt røgslør ud: han afviste at der var noget som helst om det han blev beskyldt for, og erklærede at hvis han nogen sinde blev grebet i noget sådant, skulle kongen nægte ham enhver tilgivelse for fremtiden. Kongen troede ikke meget på hans forsikringer og sendte besked til en mand ved navn Adolf, der var særdeles pålidelig og oven i købet tilhørte den gejstlige stand, om at holde øje med Magnus' sendebud – han boede nemlig helt ude ved Bæltet. De livvagter kongen sendte ud til ham, beskrev mandens påklædning og udseende så han kunne kende ham.

56,2  På den måde blev Thormer fanget, og da han blev bragt frem for kongen og sat i forhør om hvad det var for beskeder han bragte med sig, prøvede han længe at nægte alt og tale udenom, men af frygt for tortur røbede han til sidst de hemmeligheder han havde fået betroet, og tilstod at han i stedet for et brev havde en halv træstok af en slags som i Danmark kan fungere ligesom et segl mellem venner. Den anden halvdel opbevarede Knud og Karl som legitimation. Kongen kastede ham i lænker og overgav ham i Absalons varetægt, men anden straf fik slynglen ikke.

56,3  Så udkommanderede han de fynske krigere til at ledsage hans staldmester Niels, som han nu gav besked på at pågribe Magnus eftersom han nu for anden gang havde konspireret imod ham og skulle have sin fortjente straf som forræder. De omringede ham midt om natten mens han lå og sov i sit kammer, og han glemte alt om sin gamle tapperhed og forsøgte bare at redde livet ved at krybe i skjul i stedet for at gribe til våben, men blev fundet og trukket frem fra sit skjul bag et vægtæppe. Så det er svært at sige om ikke den pinagtige tilfangetagelse gjorde ham endnu mere ynkelig end fangenskabet i sig selv. Han blev så udleveret til kongen, men da man afhørte ham om kupplanerne, nægtede han længe enhver forbindelse til det han blev beskyldt for. Oplysningerne fra fangen var på den anden side fældende, og da han til sidst ikke kunne finde på flere udflugter, tilstod han åbent sin forbrydelse. Men om det var skam eller frygt for straf der pinte ham mest, ved jeg ikke. Kongen sendte ham til Søborg og lod Thorbern holde ham i forvaring, for han ville hellere straffe ham med fængsel end med døden.

57,1  Omkring samme tid havde vendiske sørøvere udplyndret nogle af Valdemars diplomater og opsnappet et skib lastet med gaver til ham fra hans svigerfar. Og da han sendte en delegation ned for at forlange dem tilbage, afviste de ham hånligt. Den fornærmelse blev Valdemar rimeligt nok temmelig fortørnet over, så han lagde pres på Henrik for at få ham med til en gengældelsesaktion og mobiliserede rygboerne, som var stedkendte i fjendernes land, hvorefter han sejlede op ad Swine og satte ild til Julin, som stod øde og forladt tilbage fordi indbyggerne var flygtet. Imens lagde Henrik Demmin under belejring. Da det gik op for ham hvor vanskeligt det ville blive at indtage byen, og hvor usikre mulighederne var, ledte han den flod der lå mellem hans egen lejr og bymurene, bort så den løb uden om byen ad et fjernere løb. Men derved gjorde han det netop betydelig nemmere for fjenderne at forsvare murene så han kom til at styrke forsvaret i stedet for angrebet. Resultatet blev det lidet glorværdige at han måtte hæve belejringen om efteråret efter at have opretholdt den hele sommeren. Da han havde forladt stedet, udbrød der ved et tilfælde brand i byen, og derved udførte skæbnen på egen hånd det den ikke havde undt sachserne at udrette.

57,2  Til gengæld så skæbnen med anderledes milde øjne på danskerne og gav dem mulighed for at brænde byen Gützkow ned mens den tvang de forsvarsløse beboere til panisk flugt ud i sumpe og moser. Det hørte Absalon fra en mand der blev fanget sammen med sin yngre bror og kone og børn, og han spurgte ham nu om han havde lyst til at købe friheden for sig selv og sin familie ved at røbe sine bysbørns skjulested. Manden gik begejstret ind på aftalen og tilbød at han selv kunne tage landtropperne og omringe den mose det drejede sig om, mens hans bror viste vej for dem der skulle komme sejlende. På den måde ville venderne nemlig ikke have en chance for at slippe væk, uanset hvilken vej de flygtede.

Dette sumpområde var adskilt fra det allerede nævnte af en smal å der kun var passabel for mindre skibe. Dem brugte Absalon så til at komme derind, men undervejs lod fangen som om han var faret vild, så der måtte trusler til før Absalon fik tvunget ham til at vise den rigtige vej. Og da han også pønsede på at springe over bord, befalede han at der skulle lægges en strikke om halsen på ham. Mange af venderne løb lige i armene på Absalon når de forsøgte at slippe væk i småbåde. Og deres kvæg, som de havde drevet ud i området mellem havet og mosen, blev fanget ind af sjællænderne og fordelt til hele hæren. Men den beslutning skaffede ham nu mere misundelse end ære blandt de andre krigere, der sagde at sjællænderne alene havde beslaglagt alt det bytte som de burde have taget i fællesskab.

57,3  Da Absalon var kommet ud fra mosen igen, var der nogle rapmundede sømænd der i spøg sagde at den vejviser havde fortjent at blive klynget op sådan som han havde spillet uvidende da han skulle vise vej, og løbet om hjørner med dem der stolede på hans løfter, ved at lade som om han for vild. Men manden tog deres spøgefuldheder fuldstændig alvorligt og troede han var på vej til galgen, så da han på et tidspunkt gik hen for at hente vand fra søen for at vaske sig, lod han sig med vilje falde forover og kastede sig i vandet, for han ville hellere komme skæbnen i forkøbet end sidde og vente på den. Efter denne desperate handling var der i første omgang ingen der vidste om han var druknet eller var svømmet væk under vandet og havde bragt sig i sikkerhed. Da han atter kom op til overfladen, som man jo gør, gav han sig til at vikle det reb han havde om halsen, op så de ikke kunne trække ham tilbage med det. Så dykkede han på ny under og efterlod alle dem der stod og så på, i samme uvished som før. Men da de til sidst fandt hans lig, kunne diskussionen høre op.

57,4  Vores hær havde nu taget så vældige flokke af kvæg som bytte at de hver dag måtte have hyrder til at drive dem ud. Der var ingen risiko ved at lade dem gå frit omkring eftersom hele området lå øde hen, hvilket skyldtes brandene, der havde været så voldsomme at selv svalerne havde mistet de tage de plejede at bo under, og i stedet byggede rede under roret og stævnen på skibene – og fandt et nyt hjem hos fjenden.

57,5  Senere ville kongen opsøge Henrik, der stadig var optaget af den langvarige belejring af Demmin, så han drog af sted over land og efterlod Gützkow, som ingen forsvarede, omspændt af flammer. Men da han blev gjort opmærksom på at der var en usædvanligt dyb flod og forskellige andre vanskeligheder undervejs, afbrød han rejsen. Herfra fortsatte han så over til området ved Kammin, hvor han lagde mere vægt på at plyndre bondelandet end på at storme borgene. Kammin selv var den eneste han angreb, om end det mest var for et syns skyld, men her sørgede han for at beslaglægge nogle skibe han kunne fragte det erobrede kvæg i. Området var så rigt på kvæg og så velforsynet med fødevarer at det holdt vores hær forsynet i hele to måneder.

57,6  Herefter sendte han en delegation til Henrik, der gav ham instruks om at afslutte krigshandlingerne for denne gang eftersom han selv inden for kort tid havde tænkt sig at hæve sin belejring, som han ikke var kommet nogen vegne med. Så snart kongen havde fået den besked, gik han løs på det mellemliggende område med ild og sværd og plyndrede og hærgede alt hvad fjenden ejede, helt frem til Wolgast. Da indbyggerne i Wolgast og deres fører Zulister fik øje på ham, gav de sig til at rive den fjerneste ende af deres bro ned for at sikre sig at ingen fjender kunne trænge ind i byen ad den vej. En lille gruppe af vores folk brugte stumperne som stige, og med god hjælp fra deres kammerater havde de held til at nå helt op på broen, men dér gjorde fjenden udfald mod dem inde fra byen. De var for få til at gøre modstand og trak sig tilbage igen, bortset fra én, og det var Hemming.

57,7  Han var Absalons væbner, kun let bevæbnet, men altid rede til at vove livet, og typen der til hver en tid kastede sig ud i de værste farer. Da fjenderne nu trængte ind på ham, trådte han et lille skridt baglæns, snublede over det lange sværd han bar ved bæltet, og faldt bagover. Men det var et fald der bragte ham mere hæder end problemer, for midt i den regn af spyd fjenderne slyngede imod ham, fandt han ly, ikke så meget bag sit eget som bag sin gode skæbnes skjold, og så snart han igen kom op på knæ, trak han sit sværd og huggede ud efter benene på dem der stod nærmest. Det tvang dem til at rykke en smule baglæns, og i et spring var han oppe igen. Først nu skammede hans kammerater sig tilstrækkeligt til at få samlet mod til sig og springe ham til hjælp, og derved lykkedes det ham at drive angriberne tilbage til byen. Da han nåede tilbage til sine landsmænd, viste det sig – til stor forbløffelse for alle der så det – at han ikke havde fået en skramme. Så det var ikke kun hans tapperhed, men også hans heldige skæbne der kaldte på deres respekt.

58,1  Det var i denne periode at det pavelige skisma, som gennem adskillige år havde fundet næring i tyskernes uudryddelige vildfarelser med støtte fra kejser Frederik, blev trådt under fode af den sande pave, Alexander, og endelig gik i sig selv så en katolsk samdrægtighed igen forenede den splittede kirke. På det tidspunkt vendte også både kongens og lundensernes og Absalons delegationer hjem fra Rom og spredte deres glade budskab over fædrelandet. For til trods for at de tilsyneladende havde fremført vidt forskellige, og direkte modstridende anmodninger, havde de fået en så samvittighedsfuld behandling hos paven at begge parter med glæde kunne konstatere at deres ønsker var blevet imødekommet. For Absalon fik på én gang ordre om at overtage ærkesædet i Lund og tilladelse til at bestyre bispesædet i Roskilde. Således blev hele to stifter samtidig lagt under hans magt og myndighed, det ene efter pavens ordre, det andet med hans tilladelse. Hvilken enestående og hidtil uhørt gavmildhed fra Kuriens side! Palliet blev tvunget på ham mod hans vilje – et hæderstegn som de der stræber efter det, kun sjældent opnår, blev hér med magt lagt på en mand der undslog sig. De skuldre var i sandhed værdige til denne ærefulde byrde!

58,2 Nu ankom også den pavelige legat Galand, og han kaldte de gejstlige fra Lund over til Roskilde, hvor han i Absalons nærværelse ikke alene læste det brev op der pålagde ham at tage imod valget, men også truede ham med bandlysning hvis han vedblev med at undslå sig, og derved tvang han ham til at bøje sig for de mænd der havde valgt ham, og højtideligt modtage deres lydighedsed. Senere, i domkirken i Lund, overdrog legaten ham palliet, som han havde med sig, og dagen efter overværede han at Absalon forrettede bispevielsen af Omer, den udvalgte biskop af Ribe. Dermed havde han udført sin mission pålideligt og påpasseligt, og da vinteren var ovre, vendte han tilbage til Rom.