Til min gode ven dr. med. Johannes Pratensis fra Tycho Ottesen Brahe.

Kære vidtberømte dr. Hans, min bedste ven! Jeg har modtaget dit brev, hvori du nu atter en gang, nu på skrift og på afstand, fortsætter med at bede mig om det samme som du og mange andre af vores lærde venner gang på gang opfordrede mig til da vi var sammen i København, nemlig at jeg ikke længere skal undslå mig for at trykke og offentliggøre den astrologiske og meteorologiske kalender som jeg udarbejdede i begyndelsen af sidste vinter. For at overtale mig fremlægger du mange både rimelige og vanskeligt afviselige argumenter. Men hvis jeg anvender min egen målestok, kan jeg stadig kun svare det jeg så ofte har svaret både dig og andre når I forlangte dette af mig: at dette skrift efter min mening ikke er gennemarbejdet så omhyggeligt og ikke har nået en sådan grad af færdiggørelse, at det fortjener at blive offentliggjort og anvendt af forskerne. Jeg har nemlig ikke påtaget mig dette arbejde med henblik på publikation, men udelukkende for at glæde mig selv og mine nærmeste venner med denne astrologiske og meteorologiske beskrivelse af de enkelte dage som den nu foreligger.

Efter hvad jeg har læst, skrev selv kejser Hadrian uden at skamme sig hvert år forudsigelser ud fra stjernerne. Men hvis jeg havde bestemt mig for at udgive den, ville jeg absolut have lagt større omhu i udarbejdelsen og medtaget adskillige ting som nu savnes rundt omkring, og som i al hastværket er forbigået i stilhed, ligesom jeg ville have gjort mig grundigere tanker om meget som uden større overvejelse er kommet med i farten. For at sige sandheden er jeg ikke på alle punkter tilfreds med mit værk, og med alle de andre projekter jeg var optaget af, især mine spagyriske eksperimenter, var det heller ikke så let at præstere noget mere fuldendt og mere gennemarbejdet på så kort tid og om så vanskeligt et materiale, som kun de færreste indtil nu har behandlet korrekt.

Men alt dette ser du anderledes positivt på – enestående venlig som du altid er imod mig: Du fremhæver at mit skrift ganske vist er skrevet uden forberedelse og på grund af andre opgaver ikke er et fuldt færdigt arbejde, men alligevel er af en sådan kvalitet at det med udbytte kan læses af dem der beskæftiger sig med disse studier, og at der er meget i det 4v|som vil være til stor glæde for yngre astronomer hvis det bliver publiceret. Men det vil jeg snarere tilskrive din venlige og oprigtige karakter, der får dig til at fortolke alt positivt, og din velvilje over for mig og min forskning, end jeg for alvor vil anerkende at jeg har præsteret noget sådant i dette skrift.

Men lad os bare sige at det kan læses I.10|af astronomisk interesserede med et vist udbytte, hvad det så end er, og at det indeholder forskelligt der giver nyttige anvisninger med henblik på dybere udforskning af denne videnskab. Så vil jeg ikke af den grund modsætte mig en udgivelse. Men så er spørgsmålet: Hvordan kan man på tryk gengive de mange forskellige afbildninger af ottekantede figurer der er vedføjet på første side, og de komplicerede tegninger af fremskrivninger på anden side? For slet ikke at tale om de øvrige tegn og figurer af forskellig art der på tredje side anvendes til at angive de lysende himmellegemers opgang og nedgang og hvilke fiksstjerner der kommer til syne og forsvinder sammen med dem, eller på den fjerde viser de øvrige planeters og ledsagende fiksstjerners passage af horisonten og deres forhold såvel til hinanden som til fiksstjernerne og til Månen. Hvordan kan alt det uden videre gengives på tryk? Alle billederne skal skæres fra ny, og tegn og tal ordnes efter de forskellige stilarter og størrelser de har, hvilket betyder at der ville gå en betragtelig tid inden hele arbejdet kunne færdiggøres.

Dertil kommer at det indeværende år, som jeg har indrettet kalenderen efter, allerede er halvt gået, så man med en vis ret kan mene at den ville have mistet hele sin berettigelse hvis den blev publiceret nu. Det er, tror jeg, fordi disse vanskeligheder er gået op for dig, at du beder mig om – hvis jeg ikke vil gå med til at trykke hele kalenderen – så i det mindste at trykke det dedikationsbrev hvori jeg dedicerer dette lille værk til dyrkerne af begge former for astronomi. I dette brev er, siger du, hele kalenderens systematik præsenteret, og adskilligt fremstilles anderledes end det har været muligt efter de hidtil anerkendte antagelser.

Det er ganske rigtigt. Og hvad der i selve kalenderen er udformet på en anden måde end det almindeligvis er tilfældet, det har jeg forklaret mere indgående i dette brev, mens jeg er gået let hen over, eller direkte har forbigået det almindeligt vedtagne. Men selve beskrivelsen i kalenderen er så tæt knyttet til brevet at man ikke kan forstå nogen af delene hvis man fjerner den ene. Der er meget af det der i brevet bliver forbigået eller kun kort berørt, som giver sig selv i selve kalenderen, men omvendt er der også meget af det der bliver noteret i kalenderen, som ikke uden videre kan forstås af hvem som helst uden forklaringen i brevet. Så du kan jo nok se, kære Pratensis, hvor meget der står i vejen for at jeg uden videre kan opfylde dine ønsker med hensyn til at publicere denne kalender.

5r|Hvad angår den stjerne som sidste år begyndte at lyse i nærheden af Cassiopeia, beder du mig om – hvis jeg ikke går med til at publicere hele kalenderen – i det mindste at tillade at det jeg har skrevet om denne stjerne og anbragt foran selve kalenderen, bliver offentliggjort. Det er, siger du, et stort ønske som alle deler.

Den opfordring kunne jeg lettere imødekomme, hvis ikke jeg blev holdt tilbage af den samme årsag som jeg har anført som grund til ikke at udgive kalenderen. Det jeg i december har skrevet om denne stjerne, er præcis lige så ufærdigt og hurtigt nedkradset som kalenderen, og derfor mener jeg ikke det er egnet til at blive offentliggjort og anvendt af forskerne. Jeg har nemlig ikke påtaget mig dette arbejde for at I.11|publicere det og for at alle og enhver skal læse det. Men da denne stjerne i november sidste år ganske uventet dukkede op for mit blik mens jeg som sædvanlig betragtede stjernerne, fik denne sensationelle begivenhed mig til at begyndte at måle dens position med astronomiske instrumenter (på samme måde som jeg lige siden min ungdom med stor omhu har observeret de øvrige, velkendte stjerner). Det gjorde jeg dels for at supplere de andre observationer af stjerner jeg havde foretaget, med hvad jeg med mine instrumenter kunne finde ud af om denne stjerne, dels for at nedskrive forskelligt som man kunne konkludere og påvise ud fra observationerne, og anbringe det foran min kalender. Jeg mente at beskrivelsen af stjernen, i den form den nu har, kunne være en nyttig tilføjelse til kalenderen, eftersom stjernens tilsynekomst faldt lige før det indeværende år begyndte.

Men (som jeg allerede har sagt) mindst af alt var det min plan at det på et tidspunkt skulle offentliggøres. I så fald havde jeg skrevet en hel lille bog om stjernen uden kalenderen; og så havde jeg lagt en hel del større omhu i udarbejdelsen, for jeg er ikke i tvivl om at dette mirakel med den hidtil ukendte stjerne har sat lærde mænds hjerner på overarbejde over hele Jorden, og hvis de ser at nogen skriver noget om dette emne, bliver det slugt med begærlighed og bedømt vidt forskelligt alt efter hver enkelts fatteevne.

På den anden side, min kære Pratensis: Hvis du faktisk mener at disse få sider om den nye stjerne er af en art så de kan publiceres og læses af forskere uden at møde stor kritik, så tillader jeg at de bliver trykt og udgivet efter dine anvisninger, for det skal ikke hedde sig at jeg er alt for modstræbende over for dine anmodninger – og måske tærer mere på vores venskab end manglerne i skriftet berettiger mig til.

Men hvad der taler for at jeg på dette punkt omsider indvilliger i din bøn, er ikke kun de mange og rimelige opfordringer du sender mig i dit brev. Hvis jeg skal være ærlig, har også de pjecer om stjernen der er kommet til os fra Tyskland, og som du nu har sendt mig for at jeg også kunne kigge i dem, haft 5v|stor betydning for at jeg nu omsider giver dig lov til at publicere mine observationer og min tolkning af den.

De skrifter om emnet vi indtil nu har fået hertil, som var forfattet af forskellige folk i Tyskland, stemmer (med al respekt) efter min mening ikke med fakta. Lad mig nøjes med et enkelt punkt blandt mange: Når de henregner denne stjerne til kometerne og mener at den befinder sig 12 eller, efter nogles mening, højst 15 jordradier væk fra os, så er det helt hen i vejret. Jeg selv har nemlig med omhyggelige observationer fastslået at den såvel i nærheden af zenit som i nærheden af horisonten opretholder nøjagtig samme afstand til Schedir i Cassiopeia (som passerer meridianen omtrent sammen med stjernen) – som man vil finde det udførligere beskrevet i selve teksten. Det betyder nødvendigvis at der ingen forskel i synsvinkel er mellem dem. Der er altså matematisk bevis for at denne stjerne ikke, som de tror, befinder sig i elementarsfæren, på denne side af Månen, men langt ude på den anden side, i selve himlen.

Denne observation har jeg imidlertid gennemført ved hjælp af et stort og specielt instrument der er fremstillet på en særlig måde sådan at man ved dets hjælp kan undersøge I.12|afstanden mellem stjernerne med langt større sikkerhed og præcision end man kan med en astronomisk radius eller et hvilket som helst andet instrument der hidtil er blevet anvendt til denne opgave. Alt dette har jeg altid haft betænkeligheder over for på grund af forskellige forhindringer, først og fremmest at en præcis ret vinkel er meget vanskelig at konstruere så den kan holde i et stykke tid. Jeg er nemlig ganske klar over at det samme kan opnås ved stjernens højeste og laveste højde hvis man på forhånd har fastlagt polhøjden med en kvadrant. På denne måde begår man dog lettere fejl, både på grund af vanskeligheden ved at fastlægge polhøjden helt præcist og inden for et minut (som det er nødvendigt her) og det nærmest umulige i at erkende den på grund af forskellige krav – og fordi det tidspunkt hvor stjernen passerer meridianen i sin højeste og laveste position, dårligt kan bestemmes så præcist som det er nødvendigt. Hertil kommer at denne observation kræver en helt utrolig stor kvadrant hvis den skal kunne rumme ikke alene enkelte minutter, men også endnu mindre dele, sådan som det var tilfældet med den jeg for tre år siden fik konstrueret i nærheden af Augsburg, i haven hos Paul Hainzel, en betydningsfuld mand, der var sin bys borgmester og en stor elsker af matematiske sager. Den havde en radius på over 14 alen.

Men tilbage til emnet. Man kan altså som sagt på denne måde konstatere med sikkerhed at stjernen befinder sig langt på den anden side af Månens sfære i forhold til os, og at dens position 6r|ikke giver mulighed for nogen som helst variation i synsvinkel til trods for at den, hvis den som de mener, kun havde været 15 jordradier væk, i nærheden af horisonten ville have lavet en parallakse på 3 ⅓ grad i lodret retning. Og ved en afstand på kun 12 jordradier (som andre påstår), 4 ¼ gtrad. Disse store forskelle i stilling fra den største højde til den mindste kunne man også have set uden instrumenter, med det blotte øje, hvis man så godt efter. Hvor kan man være ubegavet! Hvor kan de der betragter himlen, være blinde!

Heraf fremgår det ganske klart hvor gennemtænkt det er når de henregner denne stjerne, som de ikke kan anbringe i elementarsfæren, under kometerne – når nu den også i udseende adskiller sig kraftigt fra alle hidtil kendte kometer, mens den fuldkommen ligner rigtige og ægte stjerner. For når der er en der forestiller sig at dens hale muligvis vender opad så kun det runde hoved er vendt imod os, og at halen på et tidspunkt vil dreje ned så den bliver synlig for os, så har han ikke været opmærksom på det som flere af de gamle, og i vor tid også – og det endnu mere omhyggeligt – de berømte matematikere Peter Apian og Gemma Frisius har opdaget, nemlig at kometers haler altid peger direkte væk fra Solen – hvilket har fået en del til at spørge sig selv om halen overhovedet er andet end solstråler der brydes når de trænger igennem kometens ikke fuldstændig kompakte legeme. Men hvis nogen vil påstå at denne stjerne tilhører den særlige art af kometer uden hale som de gamle kalder behårede kometer, hvor er i så fald de hår der skal omgive den ligeligt på alle sider ligesom en flammekreds? I.13|Og hvis den skal høre til dem der kaldes ‘roser’, hvor er så den store og brede runding der selv er lysende og brændende, men fra sin kant kun udsender få og temmelig mørke stråler? Vores stjerne har intet af alt dette, og den har ingen hale, hverken aflang eller buet. Medmindre man vil kalde de stråler man så i begyndelsen da den var større, for et ‘skæg’ – men så kan man med samme argumentation kalde Sirius, Arcturus, Procyon, Lyra og de øvrige betydelige stjerner for kometer, for de udsender præcis lige så funklende stråler i alle retninger.

Derfor er det min bedømmelse at denne stjerne adskiller sig klart fra kometerne, og jeg mener ikke man har set noget lignende siden Hipparchos’ tid, uanset at der siden da har vist sig nogle enkelte ganske små kometer uden hale – medmindre nogen ud fra observationer der er foretaget på daværende tidspunkt af fagmænd, kan påvise at disse fuldstændig lignede ægte stjerner og ikke befandt sig i elementarsfæren, neden for Månen, men i selve himlen sådan som jeg har bevist at det er tilfældet med denne stjerne.

Heller ikke det faktum at denne 6v|stjerne ændrer sig såvel i farve som størrelse, medfører nødvendigvis at den skal regnes til kometerne. Tværtimod, hvis den bliver ved med at svinde ind for til sidst at ophøre med at være synlig (og hvis svindingstakten fastholdes, forudsiger jeg at det vil ske førstkommende september eller senest oktober) – så vil jeg anse det for et mindre mirakel end hvis den for altid fastholder sin tilstedeværelse på himlen blandt de øvrige stjerner. Hvis der efter universets oprindelige fuldførelse opstår noget mirakuløst i naturen, forekommer det mig mest sandsynligt at det også ophører inden universets kredsløb er fuldendt.

Eftersom nu min opfattelse af denne stjerne afviger betragteligt fra dem der findes i de pjecer der er kommet hertil fra Tyskland, og eftersom jeg bygger mine observationer på sikre beviser, har jeg besluttet at jeg ikke vil snyde de interesserede for det de er så opsatte på, og ikke længere vil modsætte mig dine og andre venners ønsker. Som tidligere nævnt vil jeg nu gå med til at denne lille bog om den nye stjerne, for hvad den nu er værd, bliver publiceret og trykt efter dine anvisninger. Jeg sender dig altså hele kalenderen, som du selv kan tage det afsnit der behandler stjernen, ud af så du kan give det videre til jeres trykker og få det trykt. Jeg har ikke ændret noget i det, bortset fra de ændringer der var sket med stjernen selv siden den først viste sig, og siden jeg skrev dette. De ændringer har jeg kort noteret i marginen så trykkeren kan indsætte det på rette sted, hvor jeg har sat et mærke. Og hvis du stadig holder fast på at bede mig om dedikationsbrevet til kalenderen og stadig mener at det kan være til en eller anden nytte for læseren, også uden kalenderen selv, så vil jeg heller ikke længere sige nej til at den bliver vedføjet afhandlingen om stjernen. Beregningen af måneformørkelsen og betænkningen om dens virkninger giver jeg dig tilladelse til at trykke sammen med de nævnte tekster, og det samme gælder den improviserede Elegi om Urania. Så har du fået alle dine ønsker opfyldt. Men hvis der er noget I.14|i disse enkeltafsnit der ikke er fuldkommen gennemarbejdet og måske kan vække kritik blandt de lærde, så er skylden lige så meget din som min eftersom det er dig der tvinger ufuldbårne børn frem i verdens lys.

Titlen på bogen overlader jeg det til dig at bestemme. Det eneste jeg beder om, er at du enten udelader navnet på forfatteren eller gengiver det som anagram, hvis du altså mener det er klogt. Så dybt er menneskenes opfattelser sunket, så forkvaklet er de blevet, at mange anser det for aldeles vanærende hvis en mand af adelig familie vover at foretage sig noget inden for de frie og ophøjede videnskaber, og især inden for 7r|de videnskaber der er særligt forhadte og latterliggjorte, ikke kun blandt den udannede hob, men også blandt mange ellers højt uddannede mennesker (omend uvidenheden kan tjene som undskyldning for begge parter). Men – for at sige det som det er – jeg lader mig nu ikke afficere af deres ubegavede opfattelser. Det der i sig selv er rigtigt og respektabelt, kan ikke blive urigtigt og urespektabelt på grund af en uvidende pøbels forkvaklede holdninger.

Der en ganske vist en del i det du nu beder om lov til at udgive, som jeg godt kunne have lyst til at rette, supplere, forkorte, flytte om på og give en bedre form. Men lige nu er jeg så overbebyrdet med opgaver at jeg ikke kan overkomme det. På den ene side er der de hjemlige pligter og andet arbejde som jeg skal tage mig af. På den anden side er der selskabelighed med adelige og venner og bekendte, som der går ikke så lidt tid med. Og begge dele trækker i mig så jeg ikke har tid til at rette eller forbedre noget som helst i bogen.

I.15|Men du, min bedste Pratensis, kan være sikker på at hvor i verden jeg end befinder mig, under hvilket himmelstrøg jeg end betragter stjernernes løb på den tavse himmel, vil jeg altid huske dig og holde af dig. For en geografisk adskillelse af kroppene 7v|kan ikke sprænge båndet mellem sjælene – der er ganske uafhængige af geografiens ynkelige petitesser. Det der har slået rod i den indre, den saligere natur, er ikke alene spirer til den lykkelige evighed, men også fuldkommen fri af dette ydre, sidste riges forgængelige love. Og ganske vist er vi bundet af de legemlige elementer, og af den nævenyttige geografi forhindret i at nå hinanden med øjnenes sanselige stråler. Men det ophøjede indre lys kan i sin storhed ikke undertvinges så fuldstændigt at det ikke frit kan trænge frem hvor som helst skønheden og den hellige kærlighed lokker det, og berøre en modsvarende og beslægtet natur med sine bestandigt udsendte og reflekterede stråler. Tværtimod, hvor stor geografisk afstand der end er mellem os, vil vi altid med glæde på samme tid beskue den samme Sol og Måne og de samme stjerner – som bereder os så stor fryd.

Inden jeg rejser, håber jeg dog at jeg kan møde jer i København. I mellemtiden må du skynde på håndværkerne så min kobberglobus kan blive smukt forgyldt og – sådan som jeg har bestilt det – blive så præcis en afbildning af den første bevægede kreds og planeternes modsatrettede baner som muligt. Også hvad de øvrige instrumenter angår, må du være over håndværkerne, så de kan nå frem til præcis den inddeling og den perfektion som jeg har bestilt hos dem. Det hele skulle gerne ligge parat til mig når jeg kommer over til jer i København. Indtil da må du, vidtberømte hr. doktor, have det godt. Eller rettere: Eftersom du er læge, må du sørge for at have det godt. Hils vennerne.

:4r|IOHANNI PRATENSI, DOCTORI MEDICO, AMICO OPTIMO, TYCHO BRAHE OTTHONIDES,
S. D.

RECEPI literas tvas, clarissime Doctor Iohannes, amicorum optime: in quibus, id, quod tu, vnâ cum alijs viris doctis, amicis nostris, toties, Hafniæ coram postulasti, nunc denuo, scriptis, absens non cessas efflagitare: vt nimirum, Diarium illud Astrologicum et Metheorologicum, a me circa elapsæ hyemis initia elaboratum, nunc demum typis mandari et publice edi, amplius non recusem. Multas, vt in tuam descendam sententiam, et eas quidem iustas, nec facile aspernendas, adducis rationes; verum, cum meo me pede metior, id quod sæpius tibi et alijs hæc eadem a me postulantibus respondi, non possum non adhuc respondere: me, non statuere, id scriptum, ea diligentia absolutum, et ad eam maturitatem deductum: vt dignum sit in lucem prodire, ac manibus teri doctorum. Nec enim, eum in finem iste labor a me susceptus est, vt publice edi velim; sed saltem, meipsum et domesticos amicos, hac qualicumque dierum Astrologia et Metheorologica descriptione, oblectandi gratia. Nam, et Adrianum Imperatorem, sibi quotannis prognostica ex astris conscribere, non erubuisse legimus. At, si in publicum emittere decreuissem, maiorem sane in eo conficiendo adhibuissem diligentiam: et multa, quæ passim desiderantur, ac silentio, ob festinationem præterita sunt, suis numeris absoluissem: multa, oscitanter et currentj calamo inserta, deliberatius expendissem. Non enim, vt verum fatear, mihi ipsi in omnibus satisfacio: nec facile erat, tot alijs negotijs, tum præsertim Spagiricis meis exercitijs occupato, quiddam perfectius, magisque enucleatum, pro ea temporis exigua occasione, in tam difficilj, et a paucis hactenus recte tractata materia, præstare. Sed his, tu, pro tuo illo, erga nos, singulari et beneuolo affectu, candide obuias: asserens, scriptum illud, etsi extemporaneum sit, et propter alias occupationes ad perfectam maturitatem non elaboratum: tamen eiusmodi esse, vt non sine fructu ab harum Artium studiosis legi possit: multaque in eo contine:4v|ri, quæ Astronomiæ Candidatis (si ederentur) ingrata non essent futura. Ista potius, beneuolo tuo et sincero animo, quo omnia candide interpretaris, et propenso, erga nos, nostraque studia, fauori, tribuo; quam, quod reuera agnoscam, tale aliquid, a nobis, ea in re præstitum esse. At demus, non sine fructu aliI.10|quo, ab Astronomiæ studiosis legi, id qualecumque est, posse: et nonnulla in eo continerj, quas ad Artis penitiorem inquisitionem vtiliter admonentur; proptereaque edi non recusarem: quï tamen, quæso, multiplices illæ Figurarum octogonicarum delineationes, in priori, vel Directionum intricatæ denotationes, in altera facie, assignatæ, arte impressoria exprimi facile poterint? vt nihil dicam de cœteris diuersimodis figuris et carachteribus, quibus tertia facies, luminarium exortus et occasus, coorientesque et cooccidentes fixas exprimit: aut quarta, reliquorum Planetarum cum Fixis per Horizontem transitum, eorundemque, tum inter se, tum quo ad fixa sydera, ipsamque Lunam, varias configurationes, ob oculos ponit. Quî, inquam, omnia illa, in Typographicum laborem facile cadunt? Sunt enim omnes figuræ de nouo sculpendæ, et carachteres ac numerj, pro varia, quam habent forma et quantitate, varie ordinandi: vt non exiguum temporis interuallum difflueret, antequam is labor absolui posset. Adde, quod hic labens annus, cui Diarium illud adaptauimus, dimidia fere sui parte iam absolutus est: vt si, nunc, tandem ederetur, omnem gratiam amisisse non immerito videatur. Has tu, vt opinor, animaduertens difficultates, si non totum Diarium concessero, saltem Epistolam dedicatoriam, qua illud opusculum vtriusque Astrologiæ cultoribus inscripsi, imprimi postulas. In illa enim asseris totam Diarij rationem explicatam esse, et plurima aliter proponi, quam hactenus receptæ tulerunt sententiæ. Fateor id quidem: et quæ in ipso Diario aliter a nobis elaborata sunt quam communiter fieri solet, illa præsertim, in hac Epistola latius declaraui: vsitata vero et vulgaria, aut obiter attigi, aut prorsus silentio præterij. Sed ipsa Diarij descriptio, ita cum hac Epistola coniunctaA est: vt, si alterum demas, neutrum perfecte intelligi possit. Multa siquidem in Epistola, vel prætermissa, vel breuiter tacta, quæ in ipso Diario sponte sese offerunt: at, econuerso, multa, in hoc assignata, quæ sine Epistolæ declaratione a quouis facile non percipiuntur. Vides nunc, mi Pratensis, quanta me remorentur obstacula, quo minus votis tuis, in publicando Diario, facile assentirj possim.

::1r|De Stella vero, quæ superiori anno prope Cassiopeiam fulgere cœpit, quod expetis: vt si totum Diarium publicari non admiserim, saltem ea, quæ, de hac, a me conscripta sunt, ipsique Diario præfixa, in lucem prodire concedam: id enim votis omnium maximopere a me desiderari affirmas. Huic quidem petitionj facilius annuere possem, ni eadem prorsus ratio me retraheret, qua Diarij editionem iam antea excusabant. Ista etenim, quæ de hac stella, superiori Decembri exarauimus, non minus quam ipsum Diarium, sunt immatura, et festinanti calamo, obiter annotata; vt indigna mihi videantur publicari ac in Eruditorum manus venire. Neque enim, eam ob causam a me suscepta sunt, vt puI.11|blice edi, et a quibusue legi vellem: sed, cum hæc stella, in Nouembrj, superioris Annj, mihi solito more sidera lustranti, ex inopinato apparuisset: rej inaudita nouitate impulsus, cœpi eam organis Astronomicis demetirj (quemadmodum in cœterorum et vsitatorum siderum obseruatione, ab ineunte ætate diligentior fuj) partim, vt ea, quæ in hoc sidere per instrumenta deprehenderem, cœteris, a me factis Astrorum obseruationibus, adiungerem; partim, vt nonnulla, quæ ex obseruationibus concludi et demonstrari poterant, chartis mandata, Diario nostro præfigerem. Vtiliter enim, illud, qualicunque eius Stellæ descriptione, ornari posse iudicaui: cum ipsa etiam Stellæ apparitio, labentem hunc annum proxime antecesserit. Minime autem omnium decreui, ea (vt prius testatus sum) in lucem aliquando prodire: alias, integrum, per se, absque Diario, hac de Stella conscripsissem libellum: maioremque, in eo elaborando, sedulitatem adhibuissem: cum non dubitem, hoc inauditum Stellæ illius miraculum, multorum, per vniuersum orbem Doctorum virorum fatigare ingenia: et, si quæ, hac de re, a quoquam conscripta viderint, auide arripi, et pro vniuscuiusque captu varie dijudicari. Veruntamen si id quicquid est de hac noua Stella pagellarum mi Pratensis, tibi eiusmodi esse videatur, vt sine magna reprehensione publicari, ac ab eruditis legi possit; tuo arbitrio, vt imprimatur ac in lucem prodeat, concedo: ne nimium videar tuis petitionibus resistere; et plus, hic, amicitiæ nostræ detrahere, quam forte in ipso scripto desiderari possit. Vt autem, hac in re, nunc tandem tuæ assentiar petitioni, faciunt, non solum plurimæ et iustæ, quibus in literis tuis me vrges, adhortationes; sed, vt verum fatear, chartæ illæ, de hac Stella, e Germania, ad nos allatæ, quas mihi, nunc, vnâ inspiciendas ::1v|misisti, plurimum me eo impulerunt, vt nostras, de eadem, Obseruationes, et iudicium, publicare tibi nunc tandem concedam. Quæ enim hactenus, hac de re, a diuersis, in Germania conscripta accepimus; ea (saluo tamen vniuscuiusque honore) non satis suis numeris constare arbitror. Nam, vt de cœteris taceam, quod hanc Stellam inter Cometarum species referant, ac 12. saltem, vel, vt quibusdam placet, 15. ad summum, abesse a nobis, terræ semidiametris existiment, plurimum hallucinantur. Nos etenim, Obseruatione diligenti facta, deprehendimus eam, tam vertici quam Horizonti proximam, vnam eandemque, præcise, a Schedir Cassiopeiæ (cum qua, Stella hæc fere Meridianum transit) obtinere distantiam: vt in ipso scripto latius videre licet. Vnde, necessario, nullam habebit aspectus diuersitatem. Ideoque, non in elementari orbe, infra Lunam (vt illi putant) sed longe supra, in ipso cœlo, locum obtinere hanc Stellam, Mathematica certitudo postulat. Perfeci autem hanc Obseruationem, magno et exquisito instrumento, peculiari quadam ratione ita fabrefacto, vt Stellarum inI.12|tercapedines, eius beneficio, longe certius et exactius indagari possint, quam vel per Radium Astronomicum, vel aliud quoduis, huic officio, hactenus deputatum organum. Hæc enim omnia, ob varia impedimenta, præsertim anguli exquisite recti, paratu difficilem, vt aliquamdiu durare possit fabrefactionem, nobis semper suspecta fuêre. Neque enim ignoro, per altitudinem Stellæ maximam et minimam, data prius Poli altitudine, beneficio Quadrantis, idem præstari posse: facilius tamen, error hoc modo committitur: tum propter altitudinis polaris exquisitissimam et in ipso Minuto (vt hîc opus est) difficilem, peneque, ob varia requisita, impossibilem cognitionem: tum, quia temporis momentum, quo Stella ipsa Meridianum transit, et in minima ac maxima existit altitudine, adeo exquisite, vt opus est, vix certo dignoscitur. Adde, quod huic obseruationi, Quadrans miræ magnitudinis necessarius erit, qui sua capacitate non solum singula Minuta: sed etiam Scrupulorum aliquas partes continere possit: qualem ante triennium, prope Augustam Vindelicorum, in horto Pauli Hainzelij, viri Patricij, et eius Reipublicæ Consulis, Mathematicarum rerum amantissimi, extrui curauimus; cuius Semidiameter 14. cubitos exuperat.

Sed quo digredior? hac, inquam, ratione, certo deprehendi, hanc Stellam, longe vltra Sphæram Lunæ a nobis abesse: omnique, eius locum ::2r|carere, visus diuersitate: cum tamen, si 15 saltem remoueretur terræ semidiametris, vt illi sentiunt, in circulo Verticali, Horizonti vicina, paralaxin 3 Grad. plus 1/3 induxisset: sin vero 12. saltem (vt alij volunt) eandem, 4 partium cum 1/4 effecisset. Hæ vero tantæ differentiæ loci illius, a maxima altitudine in minimam, etiam sine instrumento, solis oculis, diligenter consideranti animaduerti poterant. O crassa ingenia. O cœcos cœli spectatores. Ex his insuper manifestum euadit, quam considerate et vere, hanc Stellam inter Cometas numerarint: si negetur ijs, in orbe elementari eam existere: cum, ipsa etiam forma, ab omnibus vlla ætate hactenus visis Cometis, longe differat; et veris ac genuinis Stellis sit quam simillima. Nam, quod quidam possibile extimauit, caudam eius sursum proijci, et solum illud rotundum caput nobis obiectum esse; tandemque futurum, vt caudam ad nos conspiciendam reclinet: is, non satis animaduertit ea, quæ a quibusdam veteribus, et nostro quoque æuo, diligentius a Clariss. Mathematicis Petro Apiano, ac Gemma Frisio, deprehensa sunt: caudam omnium Cometarum, semper directe in oppositam soli partem vergere: adeo quod nonnulli hinc dubitarint, an cauda illa, aliud quiddam sit, nec ne, quam refractio quædam radiorum Solarium, corpus Cometæ densiusculum penetrantium. At si aliquis contendat hanc Stellam esse ex peculiaribus illis Cometarum speciebus, cauda destitutis, quas Veteres, Crinitas appellarunt: vbi igitur crines, instar flammei orbis vndique æqualiter I.13|circumfusi? Si vero inter eas, quæ Rosæ dicuntur, vbi lata et ampla rotunditas, per se quidem fulgens, et ignea, a margine vero raros ac subobscuros diffundens radios? Hæc enim Stella, prorsus his omnibus caret; nullamque caudam vel in longum, vel in rotundum proijcit. Nisi quis, radios illos, qui ab initio, cum maior esset, apparebant, barbam vocare velit; eadem sane ratione et Sirium, Arcturum, Procyonem, Lyram, reliquasque insigniores Fixas, Cometarum nomine appellabimus: cum hæ, non minus scintillantes radios vndiquaque spargant. Quapropter, hanc Stellam longe differre a Cometis iudico; nec similem illi visam a temporibus Hypparchi hactenus existimo: vt vt nonnulliA Cometarum exigui, et sine caudis interea apparuerint: nisi quis per obseruationes tunc temporis ab Artificibus factas, conuincet, eos, veris et genuinis Stellis simillimos fuisse, et non in elementari orbe, infra Lunam; sed in ipso cœlo, vt nos, in hac Stella demonstrauimus, constitisse. Nec id quidem, quod hæc ::2v|ipsa Stella, tam colore, quam magnitudine alteretur, necessario eam inter Cometarum species numerandam esse cogit. Imo vero, si successiue imminuta, tandem (quod Mense Septembri, vel ad summum, Octobri proximo, seruata decrescentiæ proportione, futurum auguror) conspici desinat: minus, miraculi loco ducam, quam si perpetuam in cœlo cum reliquis sideribus sedem sibi vendicet. Quæ enim post absolutam totius Vniuersitatis in Initio completionem, miraculose in Natura aliquando existunt; ea, vt etiam ante Vniuersitatis finitam Periodum, esse aliquando desinant, mihi apprime consentaneum videtur. Cûm itaque nostra, de hoc nouo sidere, sententia, plurimum differat ab ijs, quas in chartis illis e Germania ad vos allatis continentur, et nos, obseruationes nostras certo Demonstrationum robore fulciamus; nolui harum rerum auidos suo fraudare desiderio, tuisque et aliorum amicorum petitionibus diutius resistere: sed vt prius concessi, ita et nunc concedo; vt illud quicquid est de hac noua Stella libelli publicetur, ac typis, tuo arbitrio, mandetur. Mitto tibi itaque totum Diarij opusculum, ex quo partem illam, quæ de hac Stella tractat, excerpere poteris; ac Typographo vestro excudendam tradere. Nihil in ea mutaui, præterquam ea, quæ hactenus in ipsa Stella a prima apparitione, eoque tempore quo ista scripsi, mutata deprehendi: hæc breuiter in margine annotaui; vt debito, et signato loco, a Typographo cœteris interseri possint. Imo vero, si ne nunc quidem cessas Epistolam in Diarium dedicatoriam vnâ efflagitare, et hanc, aliquid vtilitatis, per se, etiamsi Diario priuetur, Lectori adferre posse existimas, non vsque adeo renuo, vt ipsa, Tractatui De Stella subiungatur. Eclipsis etiam Lunaris pragmatian, et iudicium de eius effectibus, admitto vt prioribus adiungas; vnaque extemporaneam illam in Vraniam Elegiam: vt tandem votis tuis in omnibus satisfiet. Sin vero, aliqua in I.14|his singulis reperiuntur, quæ non satis suis numeris absoluta sunt, et in reprehensionem ab eruditis, forte, venire possint: tu, non minus quam ego, culpam mereris, qui immaturos fœtus in lucem prodire cogis. Titulum vero libelli, tuo arbitrio ordinandum relinquo: id saltem expetens, vt nomen autoris, vel supprimas, vel per Anagrammatismon inuertas; modo tibi sic consultum videtur. Eo enim nunc peruersitatis degenerauit iudicium hominum, vt plerique ingens dedecus existiment, si quis nobili genere oriundus, aliquid in liberalibus et sublimioribus Scientijs audeat: præsertim vero in his, quæ præ reli::3r|quis Artibus non solum plebeculæ indoctæ, sed multis alias eruditis (excusante vtrosque ignorantia) exosæ et ridiculæ sunt. Quamuis (vt verum fatear) non multum morer horum insulsum iudicium. Quæ enim per se recta et honesta sunt, non possunt, ob ignari vulgi peruersum opinionem esse non recta et inhonesta.

Optassem autem quædam in his omnibus, quæ edi postulas, nunc tandem emendare, addere, minuere, transponere, et in meliorem formam redigere: sed plurimis nunc obruor negotijs, quo minus id præstare possim. Ab vna enim parte, domesticæ curæ, et alia quædam studia, quæ nunc præ manibus habeo; ab altera, nobilium et amicorum conuersatio, quibus non minimum temporis dispendij debetur, nos ita distrahunt, vt nihil in eo emendare aut restituere nunc vacet:

I.15|Sed tu, optime Pratensis, id tibi persuasum habeas, me, quæ me cunque feret tellus, quocunque sub axe, aspiciam tacito labentia sidera cœlo, semper tui memorem amantemque permansurum: neque enim corporum lo::3v|calis ista separatio, Animorum (qui a locorum miseris angustiis liberrimi sunt) coniunctionem diuellet. Etenim, quæ in Interiore illa et beatiore Natura radices egerunt; vt felicis illius sunt Æternitatis germina: ita quoque Exterioris huius et Postremæ Reipub. euanidis Legibus nequaquam sunt obnoxia. Et, quamuis corporeis hisce Elementis implicati, Sensibili oculorum radio, Locorum improbitate interpellati, alter alterum contingere nequeat: non tamen, ita penitus in arctum cogetur augusta illa Interioris Luminis maiestas; quin, quaquauersum, quo Pulchritudo et sacer Amor, illiciunt, libere permeetA; perrennique Radiorum Emissione et Reflexione, correspondentem sibi et consimilem Naturam, tingat. Quinimo, quantumuis dissita nos habebunt terrarum spacia, eundem tamen Solem, Lunam, eademque sydera (quæ nostra est voluptas) iucunde simul intuebimur:

Spero autem me, ante discessum, Hafniæ vobis affuturum: tu vero interea instiga Artifices, vt globus noster æneus optime inauretur; et exquisite, prout illis iniunxi, primi mobilis luminariumque contrarium cursum, quantum quidem fieri potest, æmuletur. Instrumentorum etiam cœterorum, apud suos Artifices, eam, quam illis demandaui, diuisionem et perfectionem vrge; vt omnia illa parata inueniam, vbi Hafniam ad vos venero. Interim tu, clarissime Domine Doctor, sanus vale: imo vero, Medicus cum sis, tute, fac vt sanus valeas. Saluta Amicos. Datæ Knusdorp die 5. maj, Anno 1573