© 2024 Det Danske Sprog- og Litteraturselskab. Copyright
Dansk Litteratur drives af Hugo v0.119.0
Hosting: Det Danske Sprog- og Litteraturselskab
Den 11. november sidste år da jeg efter solnedgang som sædvanlig betragtede stjernerne på den klare himmel, blev jeg opmærksom på, at der lige over mit hoved strålede en ny og ukendt stjerne som var meget tydelig i forhold til de andre. Lige siden min barndom har jeg været fortrolig med alle himlens stjerner (denne viden er nemlig ikke så vanskelig at opnå), og jeg var helt sikker på, at der aldrig før havde været en stjerne på dette sted på himlen, eller i så fald en meget lille stjerne helt uden denne markante klarhed. Jeg blev i den grad slået af forundring over dette, at jeg såmænd ikke ville tro mine egne øjne. Men da jeg fandt ud af, at også andre kunne se den, når de fik udpeget stedet, var jeg ikke mere i tvivl om, at der virkelig havde vist sig en ny stjerne dér.
Det var i sandhed det største af de mirakler, der er indtruffet i naturen siden verdens skabelse. Det kan i hvert fald sammenlignes med det, som indtraf ifølge de hellige skrifter: Solens gang blev holdt tilbage på Josvas bønner, og på det himmelske slagtoffers tid blev den formørket. A1v|Alle filosoffer er nemlig enige om (og det ligger i selve sagens natur), at der i den himmelske verdens æteriske region ikke foregår nogen forandring i form af tilblivelse eller tilintetgørelse. Derimod kan himlen og de æteriske legemer, der findes i den, ikke øges eller mindskes og ikke ændres i antal, størrelse, lysstyrke eller på nogen anden måde. Himlen er og bliver altid den samme, sig selv lig og i alle henseender upåvirket af tidens tand. Desuden bevidner alle videnskabsmænds observationer foretaget gennem nogle tusind år, at alle stjerner har haft samme antal, position, orden, bevægelse og størrelse, som astronomiens udøvere ved omhyggelige observationer kan se, at stjernerne stadig har. Vi kan ikke læse, at en astronom nogensinde har observeret, at der i den himmelske verden er opstået nogen stjerne – med undtagelse af Hipparchos, hvis man skal tro Plinius. Plinius fortæller nemlig i anden bog af Naturhistorien, at Hipparchos opdagede en stjerne, der afveg fra alle andre før sete stjerner, og som var opstået i hans egen levetid.
Plinius’ ord er som sædvanlig fremragende og storslåede, og jeg finder det på sin plads at citere dem. Han siger: »Samme Hipparchos kan aldrig prises nok, fordi han som ingen anden har lagt vægt på stjernernes slægtskab med mennesket og på, at vore sjæle er en del af himlen. Han opdagede, at der var født en ny og for den tid ukendt stjerne, og på grund af dens bevægelse på den dag, da den lyste, kom han i tvivl om, hvorvidt dette kunne ske flere gange, og om også de stjerner, som vi regner for faste, skulle kunne bevæge sig. Han kastede sig ud i en opgave, der selv for en gud måtte synes voldsom, A2r| nemlig til gavn for eftertiden at opregne stjernerne og at fastsætte himmellegemerne i række og geled med nogle instrumenter, som han opfandt til at angive hver enkelt stjernes placering og størrelse. Herved kunne det let afgøres, ikke blot om de forsvandt eller fødtes, men også om de voksede eller mindskedes. Han gjorde himlen til fælles eje for enhver, der i fremtiden måtte kunne fatte denne viden.« Så vidt Plinius.
Ganske vist bevidner Plinius’ ord utvetydigt, at Hipparchos havde opdaget en ægte stjerne i den æteriske region som var født på hans egen tid, og at han ved den lejlighed med de nødvendige instrumenter havde angivet alle andre stjerners position (hvilket ingen før ham havde præsteret), sådan at eftertiden kunne vide om dette kunne ske flere gange. Ikke desto mindre har Pliniuskommentatoren Milichius ikke betænkt sig på at mistolke dette som en kometforekomst. Han er snarere kommet til det resultat ud fra det usandsynlige i historien og som følge af alle filosoffers afvisning end på grund af forfatterens udsagn. Enhver der nærlæser Plinius’ ord, vil nemlig være enig i, at Milichius har fortolket dette Pliniussted som en komet helt forkert. Ja, det er ligefrem absurd at påstå, at en mand som Hipparchos, der var fremragende i alle videnskaber og var langt foran andre i matematikken, ikke udmærket skulle kunne kende forskel på ægte stjerner i æterregionen og et ildmeteor i luftregionen, som man kalder en komet, når han ved denne lejlighed kunne overlade eftertiden en fortegnelse over og positionerne for alle faste himmellegemer, en kraftanstrengelse der snarere passer sig for en gud end for et menneske. Jeg skal undlade at omtale, hvor latterligt det er, at den samme Pliniuskommentator ud fra citatet frejdigt påstår, at Hipparchos ved denne komets bevægelse har fundet fiksstjernernes placering og bevægelse (han tror nemlig, at denne stjerne var en komet), A2v| når nu alle kometers bane er uregelmæssig, ujævn, hurtig og flakkende, hvorimod fiksstjernernes bevægelse i den ottende kreds er regelmæssig, sikker, ensartet og desuden langsom, så at man næsten ikke kan se, at de bevæger sig i et menneskes levetid. Jeg nævner ikke dette af trang til at kritisere. Et oprigtigt og dannet menneske skal ikke nedgøre andres arbejde. Jeg har blot villet advare andre mod, i tillid til denne lærde fortolkers autoritet, at fordreje Plinius’ ord i retning af en tilfældig komets tilsynekomst og ikke en rigtig stjernes. Jeg er overhovedet ikke i tvivl om, at Plinius med sine ord har sagt, at Hipparchos har opdaget en virkelig og ægte stjerne på himlen der var opstået på hans egen tid. Ellers ville han nemlig ikke have refereret denne store mand for en epokegørende eller forunderlig opdagelse, idet kometer ofte bliver observeret og kan registreres af enhver uden forstand på astronomi. Vi lader stå hen, hvilken og hvilken slags stjerne der var tale om, og om den forsvandt igen eller ej, fordi det ikke kan læses ud af Plinius’ ord.
Som sagt: Hverken før eller efter Hipparchos kan vi læse, at der i de forløbne 1700 år er blevet observeret noget lignende af nogen astronom førend i vor tid, da den stjerne, som vi nu taler om, begyndte at kunne ses. Vi skal senere føre bevis for, at den ikke er et ildmeteor, som viser sig i verdens elementar- og luftregion, men har sin plads blandt himmelkredsene. A3r| Det er derfor klart, at der er tale om noget ukendt, forunderligt og for alle filosoffer utroligt: at der netop nu er fremkommet en stjerne på himlen, som er ny og anderledes end de hidtidige. Jeg tror heller ikke, at teologerne (som i øvrigt kan forklare mange mirakuløse hændelser i den jordiske kreds med guddommelige mysterier) vil kunne give tilfredsstillende forklaringer på denne sag. De er nemlig ud fra Moses’ historie om verdens skabelse sikre på, at Gud er universets skaber, og at han efter at have udskilt himlene og elementerne med alle de tilhørende skønne ting indstillede enhver form for arbejde og ikke senere har skabt nye ting.
Jeg er ganske klar over, at der er nogle tilhængere af en hemmelig filosofi, som er opstået i vor tid, som vil hævde, at denne stjerne muligvis ‘hidtil har skjult sig i den gamle Iliadus’ (jeg må her citere deres udtryk), ‘men at dens modning nu er fuldbyrdet, og den derfor fremtræder for de dødelige’. Jeg skal ikke disputere med denne såkaldte nye filosofis sikre eller usikre grundsætninger, og jeg er ikke blind for, at man ud fra den kan forklare årsag og udvikling for mange af naturens hemmeligheder, som er ukendte for eller kun mindre rigtigt forstået af de almindelige filosoffer. Jeg kan dog ikke overbevises om sandsynligheden af, at dette mirakel kan forklares på denne måde. Hvis nemlig noget sådant kan opstå i himlen (som de efter deres beregninger ikke tøver med at kalde det fjerde og ildagtige element), hvorfor har man så ikke i løbet af så mange århundreders forløb og i det enorme himmelrum oftere observeret, at der opstod nye stjerner? Og hvorfor har de stjerner, A3v| der har vist sig siden verdens begyndelse, aldrig undergået nogen forandring i størrelse, lysstyrke, farve eller orden? Dette burde nemlig ske i et så stort tidsrum og i en så stor stjernemængde, hvis tilblivelsens og ophørets nødvendighed skulle angå en sådan himmel.
Derfor bør alle filosoffer tie, gamle som nye; også fortolkerne af de guddommelige mysterier, teologerne, bør tie; de som spekulerer over de himmelske legemer, matematikerne, bør tie og lade være med at tro, at de med nogen sikkerhed kan fastslå noget om denne stjernes tilblivelsesmåde eller komme med en forklaring på dette mirakel. Ingen skal heller bilde sig ind, at denne stjerne er lig med den som viste sig for østens magere, da verdens frelser skulle fødes. Denne stjerne havde nemlig ikke sin position på himlen blandt de andre stjerner, men i den nederste luftregion ikke langt fra Jordens overflade. Ellers ville den nemlig ikke med sin bevægelse have vist vej for dem, som ledte efter Frelseren, og heller ikke ved at stå stille have vist huset, hvor han skulle findes. Hvis den var drejet rundt sammen med hele himlen, ville den ikke have kunnet tage hensyn til en så lillebitte afstand på Jorden, når nu hele Jorden sammenlignet med himlen ikke har en størrelse, der kan registreres med sanserne. Hertil skal man føje, at denne stjerne kun viste sig for magerne, som var kommet fra Østerland for at tilbede Herren og ofre gaver, guld, røgelse og myrra til ham som Konge, Gud og Menneske. Endvidere, at Gud havde oplyst deres sind og øjne på en særlig måde, så at de på lang afstand og i en ukendt egn kunne forstå, at han, som har skabt alle ting, havde antaget menneskelig natur, og at de rigtige jøder, som han var blevet født iblandt, ikke kendte ham. A4r| Endvidere, at disse vise mennesker gennem deres indsigt i den hemmelige magi, som forstår sig på det ukendte, havde set og indset, hvad der var skjult for andre mennesker uden forstand på denne videnskab. Derfor har de med rette fået betegnelsen ‘de vise mænd’ i de hellige skrifter. Det er imidlertid ikke her stedet nærmere at undersøge, hvilken slags stjerne der viste sig for dem, da det heller ikke er klart for teologerne på grund af deres manglende viden om magien. Det må være nok at have bevist, at denne nye og ukendte stjerne som for nylig viste sig, ikke har nogen forbindelse med den, som magerne så.
Heller ikke dens tilblivelsesmåde kan forklares, hverken af teologer eller af filosoffer, og heller ikke af matematikerne selv. Vi må følgelig slå fast, at det er en vidunderlig åbenbaring uden for naturens orden stammende fra Gud, hele universets skaber, som han selv har skabt i begyndelsen og nu endelig har vist for verden i dens tusmørketime. Den guddommelige højhed handler nemlig helt frit og er ikke bundet i nogen af naturens lænker, men kan, når den vil, standse vandet i floderne og få stjernerne til at gå baglæns.
Selvom jeg har besluttet at fremlægge forskelligt om dette nye og først nu fødte himmellegeme, A4v| indrømmer jeg dog ærligt, at jeg ikke kan forklare noget om dens tilblivelse, eller hvorfor det er opstået. Jeg vil kun undersøge den matematiske side af sagen nærmere og tale om stjernens længde- og breddeposition i forhold til fiksstjernerne og Dyrekredsen og om dens afstand til Jorden, Universets centrum, endvidere om dens størrelse, lys og farve. Desuden vil jeg anføre nogle fra astrologien hentede formodninger om denne stjernes indflydelse.
ANNO præcedente, Mense Nouembrj, die eiusdem vndecimo, vesperi post Solis occasum, cum meo more sidera cœlo sereno contemplarer, nouam quandam et inusitatam, præque alijs admodum conspicuam, iuxta capitis verticem, animaduerti fulgere Stellam: cumque mihi, qui inde fere a pueritia, omnia cœlj sidera perfecte (non enim magna huic scientiæ inest difficultas) cognita haberem, satis euidenter constaret, nullam in eo cœlj loco vnquam antea extitisse, vel minimam, nedum tam conspicuæ claritatis stellam: in tantam rei istius admirationem sum adductus, vt de fide, proprijs oculis adhibenda, dubitare, non puduerit. Cum vero et ab alijs loco monstrato conspici posse animaduertissem, stellam reuera illic apparere, nullum mihi amplius mouebatur dubium. Miraculum sane inter omnia, quæ a mundi exordio, in tota rerum natura extiterunt, aut maximum, aut illi certe æquiparandum, quod in Solaris cursus retentione, Iosuæ precibus impetrata: vel eiusdem obscuratione, tempore Victimæ cœlestis facta, contigisse sacra teA1v|stantur oracula. Omnibus enim Philosophis constat, et res ipsa non obscure declarat, in ætherea cœlestis mundi regione, nullam fierj alterationem generationis vel corruptionis: sed cœlum et quæ in eo continentur ætherea corpora, non augerj, non imminuj, non variari aut numero, aut magnitudine, aut lumine, aut quauis alia ratione : sed semper idem, sibique in omnibus simile, nullis terentibus annis permanere. Testantur insuper omnium artificum, millenis aliquot ab hinc elapsis annis, factæ obseruationes, stellas omnes, eundem numerum, situm, ordinem, motum, et quantitatem, semper retinuisse, qualem nostra etiam ætate, ab ijs quos cœlestium rerum capit delectatio, obseruatione diligentj facta, seruare conspiciuntur. Nec vnquam ab vllo artifice antea obseruatum legimus, nouam aliquam in cœlesti mundo extitisse stellam, nisi a solo Hipparcho, si Plinio adhibenda est fides. Hipparchum enim aliam a reliquis omnibus prius conspectis, sua ætate genitam animaduertisse stellam, autor est Plinius, Naturalis historiæ libro secundo: Cuius verba, cum vt in cœteris, ita et hoc in loco sint illustria et magnifica, non abs re duxi hic annotanda. Idem (inquit) Hipparchus, nunquam satis laudatus, vt quo nemo magis approI.17|bauerit cognationem cum homine siderum, Animasque nostras partem esse cœli, nouam Stellam et aliam æuo suo genitam depræhendit, eiusque motu, qua die fulsit, ad dubitationem est adductus, anne hoc sæpius fieret, mouerenturque et eæ, quas putamus affixas. Idemque ausus rem etiam Deo improbam, A2r| annumerare posteris stellas, ac sidera ad normam expangere, organis excogitatis per quæ singularum loca et magnitudines signaret, vt facile ex eo discerni posset, non modo an obirent, nascerenturue, item an crescerent, minuerenturue. Cœlo in hæreditate cunctis relicto, si quispiam qui rationem eam caperet, inuentus esset. Hæc Plinius. Licet vero illa Plinij verba non obscure testentur, Hipparchum veram stellam in ætherea regione, suo æuo genitam depræhendisse, et hac occasione reliquarum omnium loca, instrumentis debitis (quod nullus ante ipsum præstitit) signasse, vt posteri scirent an sæpius hoc fierj posset: tamen non dubitauit interpres Plinij Milichius, illa in Cometæ alicuius apparitionem detorquere, rei potius incredibilitate, et omnium Philosophorum refragante iudicio, quam autoris sententia eo perductus. Quam enim perperam, de Cometa, hunc locum Plinij interpretatus sit, nemo refragabitur, qui penitius citata Plinij verba introspexerit. Et quam quæso absurdum est affirmare Hipparchum, virum in omni scientiarum genere excellentem, præque alijs in Mathematicis summum artificem, non sciuisse melius inter veras æthereæ regionis stellas, et aëris igneum Meteoron, quod Cometam vocant, discernere, quam vt per hanc occasionem omnium affixorum siderum catalogum et situm, diuino potius quam humano labore, posteris relinqueret. Vt taceam, quam ridiculum sit, quod idem Plinij commentator, ex verbis prædictis asserat, Hipparchum per istius Cometæ motum (Cometam enim fuisse hanc stellam opinaA2v|tur) stellarum fixarum situs, et motum, deprehendisse, cum omnium Cometarum cursus sit enormis, instabilis, celer, et vagabundus: stellarum vero in octauo orbe affixarum motus regularis, certus, vniformis, adeoque lentus, vt Vnius hominis ætate vix progredi animaduertantur. Hæc non vllo carpendi studio commemoro. Non enim est candidj et ingenui ingenij, aliorum labores deprauando calumniarj: sed monere saltem volui, ne alij, huius interpretis, viri docti autoritate freti, ad Cometæ alicuius, et non veræ stellæ apparitionem, Plinium detorquerent. Mihi sane dubium non est, Plinium per hæc verba significasse, Hipparchum veram stellam et genuinam in cœlo, suis temporibus primum natam, deprehendisse: Alias enim nec ipse quicquam noui, aut admiratione dignum, de tanto viro retulisset, cum Cometæ crebrius conspiciantur, et a quouis etiam Mathematum imperito animaduertantur. Quæ autem et qualis hæc fuerit, et an rursus euanuerit nec ne, quoniam ex Plinij I.18|verbis colligi non potest, in dubio relinquimus. Nec simile quidpiam, vel ante Hipparchi tempora, vel etiam post, annis iam elapsis mille septingentis, ab vllo artifice (vt dixi) sæpius obseruatum esse legimus, priusquam hac nostra ætate, illa, de qua nunc sermonem instituimus, conspici cœpit. Quod vero illa, neque sit in Elementari et aërea mundi regione apparens igneum aliquod meteoron: sed inter cœlestes orbes locum obtineat, postea demonstrabimus. Apparet itaque quam sit hæc A3r|res inusitata, quam admiranda, quam denique omnibus Philosophis incredibilis, nouam et aliam a prioribus nunc demum in cœlo prodijsse stellam. Nec Theologis, qui alias multa in mundano orbe miraculose contingentia, per diuina mysteria excusare possunt, sufficientes reddere causas eius rej, possibile existimo. Illis enim per Mosis de A3r_2| mundi fabrica historiam, compertum est, Deum autorem Vniuersi, ex quo cœlos et Elementa, cum omnibus suis ornatibus absoluisset, quieuisse ab omni opere, nec vllam postea rerum nouam condidisse speciem. Scio tamen aliquos ex occultiori quadam, et nostro sæculo primum in lucem producta Philosophia asserturos, possibile esse hanc stellam in veteri Iliado (libet enim eorum vocabulis vti) hactenus latitasse, et nunc demum maturatione sui absoluta, mortalibus conspiciendam prodijsse. Etsi vero nunc non disputem de huius nouæ (vt putatur) Philosophiæ certis vel ambiguis fundamentis: et non ignorem, ex illa, multarum in Natura abstrusarum rerum, et a vulgaribus Philosophis vel incognitarum, vel minus recte intellectarum, causas et progressus explicari posse: tamen mihi verosimile esse, vt hoc miraculum ea ratione sufficienter saluetur, vix persuadebitur. Nam si huiusmodi in cœlo (quod illi quartum et igneum Elementum, non dubitant, suis ducti rationibus, appellare) fierent generationes, cur non sæpius tot elapsis seculis, in tanta cœlj vastitate, animaduersum est noua prodire sidera? Et cur illa quæ hactenus apparuA3v|erunt nullam inde a mundi exordio, magnitudinis, luminis, coloris, vel ordinis perpessa sunt alterationem? Id enim in tanto temporis interuallo, et tanta stellarum copia, fieri oportebat, si cœlo eiusmodi competeret generationis et corruptionis necessitas. Taceant igitur omnes Philosophi, seu veteres, seu noui: taceant ipsi quoque Diuinorum Mysteriorum interpretes Theologi: taceant cœlestium corporum contemplatores Mathematici, nec de modo generationis huius stellæ et tanti miraculi excusatione, se aliquid certi constituere posse existiment. Nec est quod aliquis sibi persuadeat, hanc stellam similem esse illi, quæ Magis Orientalibus, cum Saluator mundj nasceretur, apparuit. Illa enim non in cœlo inter reliquas stellas: sed in ima aëris regione, non procul a superficie terræ locum obtinebat. Alias enim nec motu suo, iter, Saluatorem quærentibus, nec quiete, domum in qua inueniretur, ostendisset. Sed cum toto I.19|cœlo circumuoluta, nullum habuisset tam exigui spacij in orbe terreno respectum: cum tota terra, cœlo collata, non habeat sensibus incurrentem magnitudinem. Adde quod illa stella solis Magis ab oriente profectis, vt Dominum adorarent, illique tanquam Regi, Deo, et Hominj, munera, Aurum, Thus, Myrrham offerrent, apparuit: siue quod Deus peculiariter eorum mentes et oculos illustrauerit, vt illi a longinqua et ignota regione venientes, eum agnoscerent, per quem omnia facta sunt, humanam induisse naturam, quem proprij Iudæj, inter quos nascebatur ignoA4r|rabant: siue quod hi sapientes homines, per occultioris et incognitarum rerum indagatricis Magiæ cognitionem, ea viderint et intellexerint, quæ reliquis hominibus, huius scientiæ ignaris, occulta erant: vnde etiam non immerito Magorum appellationem in sacris literis sortitj erant. Sed qualis ea fuerit stella, quæ illis apparuit, non est huius loci scrupulosius indagare, cum ipsis etiam Theologis, ob Magiæ ignorantiam, nihil in hac re certj constet. Sufficit enim demonstrasse hanc nouam et inusitatam stellam, quæ nuper apparuit, nullam habere cognationem cum illa, quæ Magis conspiciebatur: nec posse eius generationis modum saluarj, vel a Theologis, vel a Philosophis, nec ab ipsis etiam Mathematicis. Reliquum igitur est, vt statuamus Dei totius Machinæ mundanæ opificis, admirandum hoc esse Ostentum, præter omnem naturæ ordinem, a seipso in initio constitutum: nunc demum aduesperascenti mundo exhibitum. Diuina enim maiestas liberrime agit, nec vllis obstricta est Naturæ vinculis, sed cum vult, sistit aquam fluuijs et vertit sidera retro.
Quapropter etsi de hoc nouo et nunc primum nato sidere, aliqua in medium adferre constituerim: tamen de A4v|eius generatione, et quibus rationibus extiterit, me nihil affirmare posse, ingenue fateor: sed solum ea, quæ ad Mathematicam considerationem spectant, excutiam. Dicam enim de eius, quo ad fixas et Zodiacj longitudinem, latitudinemque positu: de ipsius a Terra, centro Vniuersi, remotione: nec non de eiusdem magnitudine, lumine, et colore: quibus etiam de huius stellæ effectibus, ab Astrologia petitas coniecturas subiungam.