Alexander, biskop, Guds tjeneres tjener, til sine ærværdige brødre Absalon, biskop af Roskilde, og Tyge, biskop af Børglum, samt sine elskede sønner Radulf, udvalgt biskop af Ribe, og Svend, udvalgt biskop af Århus, hilsen og apostolisk velsignelse.

Vi har fornylig ved brev fra Eder og fra vor såre kære søn i Kristus Valdemar, Danernes berømmelige konge, erfaret, hvorledes han som en rettroende — opflammet af den himmelske kærlighed og beåndet af Guds nåde — har lagt mærke til, hvordan klostret i Veng, som hans forgængere har grundlagt til frelse for deres sjæle og udstyret med store og rige begunstigelser og besiddelser, i høj grad var kommet i forfald i såvel åndelig som timelig henseende, og på fordelagtig måde og med brændende iver har givet sig i lag med dets nyordning efter at have indhentet Eders råd; og efter at klostrets abbed var blevet lærling efter at have været lærer, overdrog han klostret til brødre af cistercienserordenen, for at de kunde genoprette gudsfrygt og sømmelig tugt i klostret. Hvis dette er rigtigt, er det os kært og velkomment, da vi stoler på, at ændringen stammer fra den Højestes højre håndN; og hvad der desangående vides at være fastsat af Eder med fornævnte konges bifald og gunst ved en helsebringende anordning, holder vi for gyldigt og uomstødeligt, idet vi beder og formaner Eder, indsigtsfulde brødre, at I indgiver samme konge og indtrængende overtaler ham til, at han med kongelig fromhed tager sig af klostrets vækst og fremgang, og at han, idet han forbliver fast og urokkelig i sin hengivenhed mod St. Petrus og os, ærbødigt og fromt kalder vor ærværdige broder Eskil, ærkebiskop af Lund, det apostoliske sædes legat, en from mand, elsket af Gud, tilbage til sin egen kirke og viser ham den hæder og yndest, han fortjener. Thi vi tror og håber i Herren, at han med rent sind og af et fuldt hjerte vil virke for kongens ære, arbejde for hans magtforøgelse og for opretholdelse af troskaben mod ham, og at han vil være hele riget til nytte og gavn.

Desuden pålægger vi Eder endvidere, at de, som er kaldede til det biskoppelige hverv, men endnu ikke har opnået det ydre hæderstegn, ydmygt og fromt begiver sig til samme ærkebiskop, ifald han ikke snart vender tilbage, og af hans hånd modtager rang og bispevielsens gave. Thi det er farligt, hvis Guds kirker i længere tid skal savne hyrdens trøst.