Til Absalon, ærkebiskop af Lund, og dem af hans efterfølgere, der på kanonisk vis efterfølger ham, helse i al evighed.

Da vi efter Herrens bestemmelse er sat på det apostoliske sædes høje tinde, efterkommer vi på helsebringende måde den os pålagte pligt, når vi med vor tilslutning styrker det, som vides at være fastsat af vore forgængere til frelse for de troende, og anvender al flid og omhu på, at dette ikke bliver bragt i ulave ved et eller andet dumdristigt overgreb. Thi da Herren har givet sin kirke et løfte ved at sige: Der er født dig sønner i dine fædres sted, du skal gøre dem til fyrster over hele jordenN, ses sønnerne at have efterfulgt fædrene på ret vis og at udøve den dem givne førsteret på formålstjenlig måde, og de nyder ikke selve magten, men under frygt og bævenN udøver de den dem betroede magt og myndighed til frelse for dem, der er undergivet dem, idet de altid stræber efter at forme sig efter deres forgængeres forbillede hvad angår gode gerninger, og at de, hvad dem selv angår, holder det i hævd, som disse forgængere har gennemført af prisværdige handlinger, og ligeledes fremholder for andre, at de bør holdes i hævd. Vi har derfor, tilskyndet af dette syn på det embede, vi har modtaget, og trædende i vor salige forgænger pave Hadrians fodspor anordnet, at det, som han med sine brødresN råd og vilje har bestemt vedrørende bekræftelsen på Sveriges rige, også fra vor side skal have fast og urokkelig gyldighed til evige tider. Thi han anordnede, at den til enhver tid fungerende ærkebiskop af Lund altid skal have primatet over dette rige og skal stå i spidsen for det efter følgende synspunkt: Den kan mere hyppigt og med større nytte betjene det land til sjælenes frelse, som til fulde fra nabolaget kan overskue de troendes trang og mangler. Thi overlod han din forgængerN palliet, for at han skulde ordinere en ærkebiskop i Sveriges rige, så snart lejlighed bød sig, og give ham palliet, og det på vore vegne under overholdelse af denne retsorden, nemlig, at den, som sammesteds måtte blive indsat som metropolit af ærkebispen af Lund, efter at have modtaget indvielsens nådegave af den lundensiske ærkebiskops hånd edeligt skal love ham og den lundensiske kirke troskab og lydighed, dog med forbehold af troskaben mod den romerske kirke. Han skal da have palliet til delt på denne måde: En udsending for kirken i Lund skal sammen med en udsending for den svenske kirke drage til den romerske kirke for at ansøge om palliet; og når de har opnået det af den romerske pave, skal de bringe det til kirken i Lund. Og når ærkebispen af Lund modtager det, skal han give det til ærkebispen af Sverige, og denne skal under ed love den romerske kirke troskab og lydighed. Men når metropolitten er blevet indsat sammesteds, Gud til ære, til pryd for hans husN og til frelse for de troende, skal ærkebispen af Lund i kraft af sin primatværdighed til evig tid være hans foresatte, og denne skal lægge sig på sinde ydmygt at vise ham lydighed og ærbødighed som sin primas. Dette vides bestemt at være overholdt med hensyn til Stefan - salig ihukommelse - forhen ærkebiskop af Uppsala, der på grund af nysnævnte ordning modtog indvielsens nådegave i Sens af din salige forgænger ærkebiskop Eskil på salig pave Alexanders tid og i hans nærværelse, og også under vore salige forgængere Lucius og Clemens er der anvendt den beskrevne fremgangsmåde med hensyn til Jöns og Peter, bisper ved fornævnte kirke, hvem du, broder, har viet til ærkebisper og overdraget palliet i vore forgængeres sted. Eftersom dette altså har fundet sted under dig og din forgænger i overensstemmelse med, hvad der er fastsat af vor fornævnte forgænger Hadrian, og idet vi i en så prisværdig sag træder i omtalte pave HadriansN og i de salige romerske paver AlexandersN, Lucius'N, UrbansN, ClemensN og CølestinsN fodspor, billiger vi det med vor og vore brødres gunst og bestemmer, at det til evige tider skal have bestandighed og forblive urokkeligt, dog med forbehold af det apostoliske sædes myndighed. Aldeles intet menneske må bryde dette vort stadfæstelsesbrev eller dumdristigt gå imod det. Hvis nogen gejstlig eller verdslig person i fremtiden formaster sig til at prøve på bevidst at gå imod bestemmelserne i dette vort brev, skal han, medmindre han efter anden og tredie gang at være formanet ved en passende bod har gjort sin forseelse god igen, være berøvet sin magt og ære og vide, at han for Guds domstol skal stå til svar for den uret, han har øvet, og være udelukket fra vor Guds og genløsers den herre Jesu Kristi allerhelligste legeme og blod og på den yderste dommens dag være hjemfalden til Guds strenge straf. Vor herre Jesu Kristi fred være med alle, der bevarer rettighederne for dette sæde, så de både her må nyde frugten af deres gode gerninger og hos den strenge dommer modtage den evige fred som løn. AmenN. Givet i Lateranet ved Rainaldus' hånd, notar hos den herre pave og stedfortræder for kansleren, den 23. november, i den anden indiktion, år 1198 for Herrens menneskevorden og i herr pave Innocens 3.s første pontifikatsår.