© 2024 Det Danske Sprog- og Litteraturselskab. Copyright
Dansk Litteratur drives af Hugo v0.119.0
Hosting: Det Danske Sprog- og Litteraturselskab
Textgrundlag: a.
Kanutus dei gracia. Danorum Sclauorumque rex. omnibus iustis hominibus Scaniam inhabitantibus. salutem et dilectionem.
Ministerium nobis diuina gracia traditum attendentes. uniuersis uobis iusticiam diligentibus. nos cognoscimus debitores. profectum singulariter. et omnium generaliter affectantes. Super utilitate uero et pace uestra solliciti ut tenemur. querimoniis meliorum terre uestre et wlgari pariter testimonio. didicimus euidenter. terram uestram. pre ceteris regni nostri. homicidii sceleribus aggrauatam. Quippe cum nemini deberet sua malicia suffragari. in homicidium corruentes. efficiuntur unde depauperari debuerant. locupletes. quos sibi consanguineos annumerant. licet extraneos. rapinis et depredacionibus uiolentis. ad satisfaciendum secum quantum exigunt. compellentes. Super huiusmodi uestro grauamine uobis misericordie uisceribus condolentes. quoniam plurimos nouimus impunitate delinquendi. et tam detestando questu ad tantum et tam graue facinus incitari. huic morbo. prouidere curauimus medicinam. Quia itaque iustis lex non est posita sed iniustis cupientes. quantum aspirante domino possumus. homicidia prohibere. in huiusmodi crimine legem hanc auctoritate regia decernimus promulgare.
<1>. Si quis in homicidium inciderit. de cognatis. ethebot. non accipiat. antequam terciam partem satisfactionis. uidelicet unum sal de proprio emendauerit. postea congregatis cognatis paternis. cum ipsis computet. quantum unusquisque cum suo satisfacere teneatur. Dumque omnia fuerint congregata. non tradent inde aliquid homicide. priusquam eodem die et momento. quo debet satisfacere. hiis que satisfactionem recipientibus. traditis*. de cognatis maternis idem fiat quod ideo sic ordinatur. ne homicida. satisfactionem a cognatis acceptam. sibi retine<nt>e. uel minus prouide dissipante. cognati cum ipso compellantur iterum emendare.
<2>. Si cognatus aliquis/ cum cognato suo satisfacere noluerit. alii cognati. ipsum ut emendet. ammoneant et inducant sed homicida nichil iuris habeat. ut uel per nâm uel alio quocunque modo ipsum ad hoc compellat. sed a cognatis ad hoc compellatur. nostro ipsis si defecerint. auxilio suffragante. Si homicida contra hoc facere presurnens et res cognati sui per nâm acci piens. manifeste subterfugere potuerit cum acceptis. iii marcas regi satisfaciat pro rapina. et iii cui iniuriam irrogauit. Si furtiue accipere uolens fuerit comprehensus. ductus ad placitum. sicut pro furto. suspendio condempnetur. Si aufugere poterit. super hoc accusatus. expurget se ut pro furto.
<3>. In quamcunque autem causam uel delictum homo inciderit nisi in homicidium. cognati cum eo satisfacere non tenentur.
<4>. Si quis conuenitur. quod fuerit in comitatu homicidium perpetrantis. si sit cognatus siue extraneus. innocenciam suam probet. xii hominum testimonio. scilicet cum tulftereth. Si conuictus fuerit uel confessus. emendet regi iii marcas. iii cognatis.
<5>. Si quis accusatus fuerit de societate et adiutorio. et quod hominem wlnerauerit. ubi idem homo occisus fuerit. testimonio duorum hominum conuictus. candenti ferro se expurget. Si testimonium ad hoc non fuerit. ter duodeno hominum testimonio. scilicet. cum trenne tulftereth se expurget. Si reus fuerit. iii marcas regi. nouem marcas satisfaciat actori.
<6>. Si quis alium in domo sua/ manu impecierit uiolenta. uel arantem. uel ubi fixa lancea uel posito clipeo*. se in hospicium constituerit. quia hec tria ad paria iudicantur si homo interfectus fuerit. plena satisfactio persoluatur. et pro herwirki. homicida. de proprio suo. cognatis xl marcas satisfaciat. et xl regi. et quilibet qui in comitatu fuit. cognatis iii marcas et regi iii marcas satisfaciat.
<7>. Si quis. quinque socios et quinque fol<c>wapn. secum habens. a domo alterius aliqua. fracto hostio abstulerit uiolenter. si testimonio duorum hominum conuincatur. expurg<e>t se ferro ignito. Si conuictus fuerit uel confessus. soluat xl marcas regi et xl marcas actori emendet. Et quilibet sociorum suorum iii marcas regi. iii marcas actori emendet.
<8>. Si quis probare poterit duorum hominum testimonio se ab alio wlnera tum. ille ferro candenti si negauerit. se expurget. *uel secundum wlneris qualitatem *si fuerit wathwa sâr. quod ubique fit in carne. pro quo reus. manu duodena se expurget. Si fuerit holsar. quod fit in capite tangens cerebrum. uel in uentre siue in pectore. quod wlgo dicitur. øfra uel nethre hol. bis duodena manu se expurget. Si reus fuerit actori iii uel vi marcas emendet secundum wineris qualitatem. et iii marcas regi.
<9>. Si quis hominem interfecerit. suscepta satisfactione frithløz erit. et omnia ipsius mobilia sunt iure regio confiscanda. Reus eciam non est pacem in perpetuum recepturus. Quamuis autem regie sit potestatis leges condere uel mutare. legem hanc ex nouo non condimus. sed ab antiquis temporibus constitutam. et annorum multitudine. que obliuionis mater est. ignorancie nebulis obfuscatam. ad humanam a qua laps<a> est memoriam reuocamus. Ceteros uero nostre legis articulos parati sumus ubi necessitas postulauerit. emendare. Si quis autem. temeritatis sue presumpcione animatus. huic nostre constitucioni se exhibuerit repungnantem. animaduersione debita puniendus regiam se offendisse non ambigat maiestatem.
Actum in ciuitate Lundensi. anno incarnati uerbi. moccoi. anno coronacionis Kanuti regis. xxxi. monarchie eius. xix. quinto kalendas ianuarii assidente domino Absolone Lundensi archiepiscopo et Petro. eiusdem ciuitatis prefecto. cum multis nobilibus eiusdem terre.
18-19 Statutum indtil contingentibus] hele overskriften på rasur a.
33 profectum] herefter mangler vistnok uniuscuiusque DGL., sandsynligvis en rigtig iagttagelse.
8 misericordie] en streg for meget i m a, misericordie b.
9 quoniam] qm med forkortelsesstreg a,b, læst quam DGL.
10 detestando] detestandi b.
21 traditis*] herefter mangler et stykke, jf. indledningen.
22 retine<nt>e] retinere a,b.
23 emendare] omendare med e skrevet over o og emendare i marginen herudfor med Bo Jonsens hånd a.
25 emendet] emendat b.
26 nâm] nam rettet til uim med lysere blæk og med anden hånd end texten b.
— modo] herefter en vinkel i liniens afslutning henvisende til en vinkel under m i nâm a.
27 compellatur] efter non i linien med samme hånd som texten, senere delvis udraderet b.
28 nâm) nam rettet over linien til uim med lysere blæk og anden hånd end texten b.
1 manifeste] herefter en vinkel i liniens afslutning henvisende til en streg under m i nâm a.
— iii] tres b.
2 iii] tres b.
4 poterit] potuerit b.
— se] mangler b.
7 cognati cum eo] cum eo cognati b.
10 tulftereth] tulfftereth b.
12 et (første et)] tilføjet over understreget uel i linien a, et uel i linien b.
15 trenne tulftereth] trennæ tylther eed b.
18 clipeo*] her er muligvis sprunget et par ord over, jf. indledningen.
20 pro] per b.
— herwirki] herwyrckæ b.
21 fuit] fuerit b.
23 folk<c>wapn] DGL., folewapn a, fele wapen b.
24 alterius] alterni b.
25 expurg<e>t] DGL., expurgat a,b.
27 regi] regi et b.
— iii] tres b.
— emendet] emendat b.
1-2 *uel secundum wlneris qualitatem] man venter her den forudsætning udtalt, at der ikke er ført bevis ved to mænds vidnesbyrd, og at renselsen i så fald skal ske efter sårets art. Vanskeligheden er søgt overvundet i DGL., idet texten med støtte i §5 foreslås udbedret til: uel <secundum wlneris qualitatem emendet. Si testimonium ad hoc non fuerit expurget se> secundum wlneris qualitatem. Bortset fra den mindre logiske forbindelse, der herved (som påpeget i DGL.) opnås med eftersætningen pro quo etc., og som næppe lader sig bringe af vejen, må det betones, at den foreslåede løsning rummer en svaghed. § 8 falder i to dele. Det første stykke omhandler befrielsesbevisets karakter, dels under hensyn til, om der foreligger vidnesbyrd eller ej, dels med henblik på arten af såret. Andet stykke, der begynder Si reus fuerit, tager derefter stilling til bødespørgsmålet. Ganske samme leddeling findes i §§ 4-5 og 7. Det er derfor et spørgsmål, om bøden har været berørt allerede i første stykke som antaget i DGL., der jo restituerer emendet. En restitution af emendet finder heller ingen støtte i den tilsvarende passus i Skånske lov, se DGL. I:1 68.
2 *si fuerit] gentaget a, b.
— wathwa sâr] vaathe saar b.
3 holsar] hwlsaar b.
4 uentre] efter overstreget w a.
— øfra] øffræ b.
— nethre] efter overstreget na a.
— nethre hol] næthræ hwll b.
5 vi] sex b.
7 frithløz] fredløs b.
12 laps<a>] lapsus a, b.
14 autem] herover tilføjet igitur a.
15 repungnantem (=repugnantem)] expungnantem b.
11-12 1.Tim.1,9: quia lex iusto non est posita, sed iniustis.
17 Jf. Johs. 1,14: Et uerbum caro factum est.
Knud, af Guds nåde de Danskes og Venders konge, sender alle retsindige mænd, der bor i Skåne, sin hilsen i kærlighed.
Når vi holder os den gerning for øje, som Gud i sin nåde har tildelt os, erkender vi os som skyldnere over for alle jer, der elsker retfærdigheden, og ønsker at befordre hver enkelt i særdeleshed og jer alle i almindelighed. Men idet vi, således som vi er forpligtet til, bekymrer os for jeres gavn og fred, har vi igennem klagemål fra de bedste mænd i jeres land og ligeledes gennem almuens vidnesbyrd til fulde erfaret, at jeres land mere end de andre i vort rige hjemsøges af manddrabsforbrydelser. Endskønt ingen burde hente støtte i sin ondskab, bliver de, der forøver manddrab, rige ved det, som burde forarme dem, idet de ved ran, vold og plyndringer tvinger dem, som de regner for deres frænder, selv om de ikke er i slægt med dem, til at bøde sammen med sig, så meget som de kræver. Vi føler med jer i dyb barmhjertighed over denne trykkende byrde, eftersom det er os bekendt, at mange bliver tilskyndet til så stor og alvorlig en misgerning for denne afskyelige vindings skyld, og fordi forbrydelsen ikke straffes, hvorfor vi mod denne sygdom har sørget for at skaffe et lægemiddel tilveje. Da nu loven er sat ikke for de retfærdige, men for de uretfærdige, og vi ønsker, så vidt vi ved Guds hjælp kan, at forhindre manddrab, beslutter vi i kraft af vor kongelige myndighed at kundgøre følgende lov mod forbrydelser af denne art.
<1>. Om nogen begår manddrab, må han ikke modtage ættebod af sine frænder, før han af sit eget har bødet en trediedel af mandeboden, det vil sige een rate. Derefter skal han sammenkalde sine fædrene frænder og sammen med dem beregne, hvor meget hver enkelt skal bøde med ham. Og når alt er blevet samlet, skal de ikke overgive drabsmanden noget før samme dag og stund, hvor han skal bøde, og efter at dette er overgivet til dem, der skal modtage bøden, skal det samme ske med de mødrene frænder. Dette bestemmes således, for at ikke drabsmanden efter at have modtaget bøden af sine frænder skal beholde den selv eller sløse den bort i ubetænksomhed, og frænderne tvinges til påny at bøde med ham.
<2>. Om en frænde ikke vil bøde sammen med sin frænde, skal de andre frænder formane og opfordre ham til at bøde, men drabsmanden skal ikke have ret til enten ved nam eller på nogen som helst anden måde at tvinge ham dertil, men han skal tvinges dertil af frænderne med vor bistand og hjælp, hvis de ikke selv kan. Hvis drabsmanden drister sig til at handle herimod og åbenlyst tager noget fra sin frænde ved nam, og det lykkes ham at slippe bort med det tagne, skal han bøde tre mark til kongen for ran og tre mark til den, han gjorde uret imod. Hvis han vil tage noget på tyvagtig måde og bliver grebet, skal han føres til tinget og dømmes til hængning som for tyveri. Hvis det lykkes ham at flygte, skal han, når han bliver anklaget i denne anledning, rense sig som for tyveri.
<3>. Men i en hvilken som helst anden sag eller forbrydelse, som en mand forvolder, bortset fra manddrab, er frænderne ikke pligtige at bøde med ham.
<4>. Om nogen sigtes for at have været i følge med den, der begik manddrabet, skal han, hvad enten han er frænde eller ubeslægtet, bevise sin uskyld med tolv mænds vidnesbyrd, det vil sige med tylvtered. Hvis han fældes eller tilstår, skal han bøde tre mark til kongen, tre til frænderne.
<5>. Om nogen anklages for følgeskab og hjælp og for at have såret manden, da han blev dræbt, skal han, når han overbevises ved to mænds vidnesbyrd, rense sig med glødende jern. Hvis der ikke er vidnesbyrd derom, skal han rense sig med tre gange tolv mænds vidnesbyrd, det vil sige med tre tylvters ed. Hvis han bliver skyldig, skal han bøde tre mark til kongen, ni til sagsøgeren.
<6>. Om nogen med voldelig hånd anfalder en mand i hans hus, eller mens han pløjer, eller hvor han har taget ophold efter at have sat sit spyd eller lagt sit skjold, skal der, hvis manden bliver dræbt, udredes fuld mandebod — fordi disse tre tilfælde bedømmes ens — og drabsmanden skal for hærværk bøde fyrre mark af sit eget til frænderne og fyrre til kongen, og enhver, som var med i følge, skal bøde tre mark til frænderne og tre mark til kongen.
<7>. Om nogen, der har fem ledsagere og fem folkevåben med sig, bryder døren op i en andens hus og borttager noget med vold, skal han, hvis han overbevises ved to mænds vidnesbyrd, rense sig med gloende jern. Hvis han fældes eller tilstår, skal han betale fyrre mark til kongen og bøde fyrre mark til sagsøgeren. Og enhver af hans ledsagere skal bøde tre mark til kongen, tre mark til sagsøgeren.
<8>. Om nogen kan bevise ved to mænds vidnesbyrd, at han er blevet såret af en anden, skal denne, hvis han nægter, rense sig med glødende jern eller i forhold til sårets art. Hvis det er et kødsår — som tilføjes legemet et eller andet sted — skal han, som er skyld heri, for den forseelse rense sig med tolv mænd. Hvis det er et hulsår — som tilføjes i hovedet og går ind til hjernen eller i maven eller i brystet, hvad der på folkesproget kaldes øvre eller nedre hul — skal han rense sig med to gange tolv mænd. Hvis han bliver skyldig, skal han bøde tre eller seks mark til sagsøgeren i forhold til sårets art og tre mark til kongen.
<9>. Om nogen dræber en mand, efter at der er modtaget bøde, skal han være fredløs, og alt hans løsøre skal inddrages med kongens ret. Og den skyldige skal aldrig få sin fred tilbage. Men omendskønt det er i kongens magt at give eller ændre love, giver vi ikke denne lov fra ny af, da den stod fast fra gammel tid, men vi kalder den frem igen i menneskenes erindring, hvorfra den var forsvundet, fordunklet af uvidenhedens tåger som følge af tidens gang, som er glemslens moder. Men de andre artikler i vor lov er vi rede til at forbedre, når nødvendigheden kræver det. Men hvis nogen opildnet af frækhed og overmod modsætter sig denne vor forordning, skal han ikke være i tvivl om, at han har krænket vor kongelige majestæt og skal lide den straf, han fortjener.
Forhandlet i byen Lund år 1201 efter at ordet blev kød, i det 31. år efter kong Knuds kroning, i hans 19. år som enekonge, den 28. december, i nærværelse af hr. Absalon, ærkebiskop af Lund, og Peder, gældker i samme by, samt mange velbyrdige fra samme land.
Forordningen er dateret 1201 28. december. Men Absalon, der nævnes som nærværende, afgik ved døden 1201 21. marts (nr. 32). Inkarnationsåret må da være beregnet fra juledag, hvorefter udstedelsen falder i år 1200. Om denne beregningsmåde jf. iøvrigt nr. 45.
Hvad angår forordningens tilblivelse har Sigvard Skov søgt at eftervise, at den er dicteret af kong Knuds kansler, Anders Sunesen. Som allerede forud påpeget af Poul Johs. Jørgensen synes denne imidlertid ved udarbejdelsen af sin parafrase ikke at have haft kendskab til forordningen i dens oprindelige form, hvor den forelå på latin, men kun til gengivelsen af den i skånske lovs danske text. Om dette holder stik, taler det afgjort imod at opfatte Anders Sunesen som forordningens dictator. De argumenter, som skulde godtgøre rigtigheden af samme tanke, har endvidere vist sig uholdbare, efter at Stig Iuul har underkastet dem en nærmere prøvelse.
Manddrabsforordningen er optaget i skånske lovs kap. 85-90, 1. punktum. Det er bemærkelsesværdigt, at den latinske text udviser forskellige mangler i forhold til denne lovtext. Det gælder §8, hvor opbygningen er mindre logisk, jf. apparatet. Og navnlig §1, hvor der i forordningen mangler et stykke omhandlende trygdeeden til de fædrene frænder. Måske er der også faldet et par ord ud i § 6. Om disse mangler henvises til Poul Johs. Jørgensen op. cit. 82, 85, 114.