DD nr. 12021231115

[1202-1214]. 60

Kong Valdemar II Sejr stadfæster Lundekirkens besiddelse af de tre herreder på Bornholm.

A: tabt.

a: tabt vidisse af Kong Hans, vistnok fra år 1500, se under Reg.

Reg.: Huitfeldt III 351. Efter a: RA. ÆA. Lundegaardsregistraturen C af 1577 under bogstaverne AP, nr. 4: Item en konning Hanssis vidisse offuer konning Woldemars breff giffuett Lunde domkircke paa thre prouincier paa Boringholm. Sub dato prescripto, trykt ÆA. IV 343, Dipl. dioecesis Lundensis V 448. De sidste ord henviser til den forudgående registratur af et diplom fra 1327, vidimeret 1500. Dette har foranlediget udgiveren af ÆA. til at datere også nærværende regest til 1327. Men der er ingen nødvendighed for at tolke henvisningen således. Den kan meget vel sigte alene til vidissens datum, hvorefter denne er fra 1500. Noget dokument af samme indhold kendes da heller ikke fra 1327. — Rep. Danicum I:1 nr. 131.

Tryk foruden Huitfeldt III: Idem Fol. 440. Monogr.: Nr. 53. Kong Valdemar II Sejr for Lybæk by [1202-1214]. Dipl. Dan. 1. rk. IV nr. 60; DRB. I:4 nr. 60 (i oversættelse).

Huitfeldt anfører 1236 som det år, i hvilket den kongelige stadfæstelse blev udstedt, og denne datering har hidtil stået fast. Men han gengiver tillige kong Valdemars titulatur. Det ses heraf, at diplomet har indeholdt netop de titler, som bruges i kancelliet i den første del af Valdemars regeringstid, nærmere bestemt i årene 1202-1214, og ikke senere, jf. nr. 53. Det synes sikrere ved dateringen at henholde sig til dette forhold, som viser direkte tilbage til den tabte text, end at stole på Huitfeldt, hvis skødesløshed med årstal er noksom bekendt.

Konning Woldemar den Anden/ Dane oc Sclauis konger hertug udi Judland oc <herre offuer> Nordalbingia/ haffuer giffuet Lunde sæde sin confirmatz paa de tre parter oc herreder paa Borringholm/ som de til diss roligen haffue hafft*/

27 <herre offuer>] mangler Reg., restitueret efter kvartudgaven II 75.

29 hafft*/] herefter i Reg.: Aar 1236, hvilket må være forkert, jf. indledningen.

Kong Valdemar II, de Danskes og Venders konge, hertug af Jylland og herre over Nordalbingien, har givet Lunde ærkesæde sin stadfæstelse på de tre parter og herreder på Bornholm, som det havde haft ukæret indtil da.