DD nr. 12021231131
Udgiver:
Niels Skyum-Nielsen
(1958)
Digital version:
Sebastian Møller Bak, Markus Hedemann, Anders Leegaard Knudsen og Andrea Stengaard
(2021)
Oversættelse ved:
Niels Skyum-Nielsen
Data engineer:
Thomas Hansen
Under medvirken af:
Carsten Pape og Niels Grotum
Studentermedhjælper:
Gustav Juhl Mikkelsen
© 2021 Det Danske Sprog- og Litteraturselskab
Udgivet med støtte fra: A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal og Carlsbergfondet
Stephanius bringer regesten i en opregning af kongelige privilegier for kirken i Ribe. Takket være de gode overleveringsforhold for dokumenter, der er indgået hertil, har vi, bortset fra det foreliggende, kendskab til alle disse, enten som originaler eller som kopier gennem håndskriftet »Ribe Oldemoder«. Det er derfor tænkeligt, at Stephanius' regest dækker det bevarede Valdemardiplom af 1206 u. d., nr. 115, der er indført i »Ribe Oldemoder« på den samme plads i diplomrækken, som nærværende Valdemarregest har i opregningen hos Stephanius. I så fald er der blot en fejl i årstallet. Det kan dog ikke udelukkes, at regesten repræsenterer et nu tabt privilegium fra Valdemar Sejr. I dette tilfælde kan det bemærkes, at tidsfæstelsen hos Stephanius vel kan være rigtig, særlig under hensyn til den pålidelighed, der i det store og hele udmærker hans årsangivelser. Men referatet kan dog også tænkes at gå tilbage på et udateret diplom, der blot af en afskriver er sat til Valdemars første regeringsår. Under hensyn hertil synes det sikrest at nøjes med at henføre regesten til Valdemar Sejrs regeringstid [1202-1241]. Det må også understreges, at det ikke — regestens ordlyd til trods — er givet, at diplomet helt har svaret til Svend Grathes af [1146-1157], Dipl. Danicum I:2 nr. 98. De følgende regester af Ribeprivilegier, som Stephanius meddeler, gengiver nemlig ikke indholdet af disse på nogen præcis måde.