Bullen findes ligesom en række andre skrivelser, der er rettet til Danmark eller omhandler danske personer og forhold (nr. 4, 77, 86, 132 og 143), i det særlige register, som Innocens III anlagde over korrespondancen om tronkampen i Tyskland. Den foreliggende stadfæstelsesbulle bærer datoen 18. december, men har alligevel fået plads nogle numre foran en anden bulle til den danske konge af 12. december (nr. 86). For en isoleret betragtning er dette forhold ikke af synderlig interesse, da man jævnlig finder sådanne kronologiske uregelmæssigheder i de pavelige registre. Der er imidlertid af Heinz Zatschek gjort forsøg på at tolke denne og andre lignende afvigelser. Han har sat dem ind i en større sammenhæng og ud fra en palæografisk og diplomatarisk granskning af hele tronregistret samt et studium af andre kopibøger og brevsamlinger villet drage vidtgående slutninger både for bullerne til Danmark, for mange andre pavebreve og for det kuriale og middelalderlige registervæsen overhovedet.

Ifølge W. M. Peitz udgør begge buller sammen med en hel del andre en gruppe af skrivelser, der er indført i registret på eet og samme tidspunkt. Den yngste dato, 18. december, der repræsenteres af nærværende bulle, viser os det tidspunkt, da gruppen lå klar, og følgelig også den dag, den tidligst kan være gået til registrering. Zatschek tager afstand fra disse synspunkter. Efter hans opfattelse er der nok tale om en gruppe for sig, men han søger at godtgøre, at den ikke kan være skrevet ind på samme gang. Penneføring og blækfarve skifter, der er altså gjort ophold under registreringen af brevbundtet, indførslerne er foregået successivt. Videre konstaterer han, at visse dateringselementer i reglen er føjet til senere, og hertil var der fra først af afsat plads. Til exempel har han påpeget, at Anagnie i nærværende nummer er sat til med mørkere blæk. Disse og en række andre iagttagelser på forskellige felter gjorde han til grundlag for en stillingtagen til det meget omstridte spørgsmål om, hvorledes de pavelige registre er blevet til. Zatschek tog afgjort til orde til fordel for konceptteorien, hvorefter det er kancelliets kladder — og ikke de renskrevne originaler — der har været forlæg for registratorerne.

Efter Zatschek må man da opfatte de særegenheder, der gør sig gældende ved den her omhandlede gruppe — såvel som ved så mange andre — omtrent på følgende måde. Kancelliet udarbejdede texterne efterhånden og sendte dem til registrering som koncepter, når disse blev færdige. Efter at være indført her gik brevene til renskrift og forsynedes herunder med datering. Atter sendtes bullerne, nu som originaler, til registret, for at dette kunde suppleres, blandt andet netop med dateringselementer. En dato i registret betegner da ifølge Zatschek kun dagen for renskrivningen af bullen. Skrivelsernes indbyrdes plads fortæller os derimod om den successive færdig gørelse af koncepterne. I et sådant arbejdsbundt angiver den ældste dato den dag, gruppen tidligst er renskrevet, og altså samtidig det seneste tidspunkt for registreringen.

Zatscheks generelle betragtninger får følger også for forståelsen af, hvordan de to buller til Valdemar Sejr i grunden er blevet til. De hører, om man tør tro Zatschek, til i et arbejdsbundt med skrivelser fra december måned med undtagelse af et enkelt stykke, dateret 9. september. Dette er gruppens ældste dato og samtidig terminus ante quem for registreringen af alle bundtets buller. Det vil sige, at de to decemberbuller til den danske konge er blevet udformet mindst to måneder før, nemlig senest 9. september. De skal altså have været højaktuelle i høsten 1203, afspejle den politiske situation netop da, men først være udfærdiget et godt stykke tid senere. Det er indlysende, at det vilde være af betydning for tolkningen af mange pavebuller, om man virkelig ad denne vej kunde skille tilblivelsen fra udfærdigelsen. Det kan endelig bemærkes, at det efter Zatschek kan sluttes, at den anden af bullerne til den danske konge, skrivelsen af 18. december, er blevet færdig før brevet af 12. i samme måned. Datoerne skal nemlig blot angive, hvornår koncepterne blev renskrevet og fremtrådte som originaler, mens bullernes plads i registret skal kunne vise, at den bulle, der expederedes sidst, i virkeligheden var den, der affattedes først.

Heinz Zatschek havde kun en faksimileudgave af registret om tronstriden til rådighed for sig, da han opstillede sin teori. I modsætning hertil havde Friedrich Kempf ved sine studier adgang til originalerne både for dette og de øvrige bevarede Innocensregistre. Han har med dette langt bedre udgangspunkt på overlegen måde kunnet vurdere Zatscheks hypotese. Kempf har måttet afvise den, og sikkert med rette, idet han i det hele indtager en forsigtig og afventende holdning over for det store og meget vanskelige problemkomplex. En hovedforskel imellem de to forskeres synsmåder ligger deri, at Zatschek vil gøre registreringen til et led i fremstillingen af bullen, sætter registratoren ind efter koncipisten, men før skriveren af originalen og atter forudsætter en sluttelig supplering af registret efter originalbullen. Helt på tværs af dette mener Kempf, at registreringen, set fra det pavelige kancellis synsvinkel, jævnlig kom til at ligge uden for den normale forretningsgang ved tilblivelsen af en bulle. Mangfoldige skrivelser blev ikke indtaget i registrene, andre kom ind efter kuriens ønske, men andre igen kun på anmodning af modtagerne. Det blev ved mange buller uvæsentligt for kancellisterne, om det var kladden eller renskriften, der lagdes til grund. Der kan gives exempler på, at både det ene og det andet har været tilfældet. Nogen regel lader sig imidlertid ikke opstille. Da Zatschek går ud fra, at en skrivelse normalt passerede registret hele to gange, og dette til syvende og sidst ikke kan bevises, må resultatet derfor blive, at hans argumentation synker sammen. Det er næppe heller tilrådeligt at følge ham ved den nærmere tolkning af de to buller til den danske konge.