Til ærkebiskop Anders af Lund.

Det er på din foranledning kommet os for øreN, at en kvinde fra dit stift havde taget enkesløret i nærværelse af to abbeder, idet der, som rigtigt var, påfulgte en højtidelig velsignelse tillige med celebrering af messe og litaniN, og at en velbyrdig mand, der, blev det fremstillet, et halvt år forinden ved mellemmænd og fæstegave havde giftet sig med samme kvinde, efter at have hørt, at nævnte kvinde havde taget sløret, sendte bud til hende, for at det stedfundne ægteskab kunde påfølges af en legemlig forening. Men du har, efter at sagen var blevet forebragt dig, sørget for at forbyde, at de havde legemlig omgang med hinanden, før sagen var blevet undersøgt. Men derefter har du udspurgt denne kvinde, der var kommet til stede for dig personligt, om hun havde givet ham sit samtykke, og hvorfor hun søgte at blive skilt fra ham. Hun vedgik, at hun havde givet ham sit samtykke, men sagde, at hun havde hørt, at han var blevet ramt af spedalskhed, og derfor havde hun følt væmmelse ved hans kærtegn. Men da du derefter ved hertil skikkede vidner var blevet fuldstændig overtydet om, at der forelå gensidigt samtykke om indgåelsen af ægteskabet, førend hun havde taget sløret, har du ment at måtte rådspørge det apostoliske sæde, om hvorvidt modtagelsen af sløret forhindrer ægteskabet mellem dem. Men vi svarer dig således, broder, at skønt det kan synes betimeligt, at et ægteskab, når det er indgået i bindende form mellem personer, der kan gøre det med gyldighed, ikke kan opløses under nogen omstændigheder, så længe de er i live — således at den ene part kan gifte sig igen, før den anden er død — selv ikke i det tilfælde, at den ene af et lovformeligt gift og troende ægtepar skulde blive kætter, og (ægtefællen)N ønskede at forlade den pågældende for ikke at krænke Skaberen, med mindre da det bestemtes anderledes ved en guddommelig åbenbaring, som står over alle love, således som vi læserN, at det er sket for nogle helgener, er det dog ikke vor vilje med eet at slå ind på andre veje end vore forgængere i denne henseende. Når de blev adspurgt, svarede de, at det er tilladt den ene af ægtefællerne endog uden at rådføre sig med den anden at gå ind i et kloster, førend ægteskabet er blevet fuldbyrdet ved legemlig forening, således at denne anden da lovmæssigt vil kunne indgå nyt ægteskab. Vi råder dig derfor til at overholde dette samme i anførte sag, selv om førnævnte kvinde er blevet tilskyndet til at anlægge sløret på et falsk grundlag, da hun med et klosterliv for øje havde kunnet gøre det også uden nogen som helst begrundelse af den nævnte art. Hvis fremdeles samme kvinde ønsker at blive i sit hjem, som vilde hun stå fast ved sit løfte om kyskhed midt i denne verden, skønt hun ved at antage sløret synes at have anlagt klosterdragt, bør det allerede indgåede ægteskab ikke desto mindre fuldbyrdes, med mindre hun ved et løfte binder sig til at overholde en klosterregel, i hvilket tilfælde hun kan tvinges til at forlade denne verden og opfylde sit løfte om klosterligt liv.

Givet den 12. januar.