Til Valdemar, de Danskes berømmelige konge.

Vi takker Ham, der er ophav til alle taksigelser, fordi han i dit hjerte, ophøjede konge, har samlet så overvældende mange dyder, at alle kan øse deraf og selv næstekærligheden lære af det. Vi glæder os altså over din ganske særlige kærlighed til os og retter så meget mere fortrøstningsfuldt vore bønner til dig, som vi i det brevN, du, høje konge, for nylig sendte vor pavestol, har vidnesbyrd om den så rene hengivenhed, det er os bekendt, at du nærer for os. Således, vor meget kære søn, er det jo ret og rigtigt, at du ved at mindes det gode, som forud i rigeligt mål er blevet dig og din slægt før dig til del så vel fra vor som fra vore forgængeres side, opmuntrer dig selv til at gå videre, og at dydens modstander, utaknemmeligheden mener vi, ikke — hvad Gud forbyde — vinder indpas hos dig, da den, før den forsvinder, anretter stor skade, hvor den blot een gang vinder frem, hvilket skyldes, at den kalder det onde op og udsletter, hvad godt der er øvet. Vi tager altså i henhold til ordlyden af førnævnte brev til efterretning, at du, skønt biskop Valdemar af Slesvig med tilsidesættelse af bispeembedets værdighed for at forene kongedømme med præsteskab i sin frækhed stiftede en sammensværgelse mod de Danskes konge, din broder Knud, saligt ihukommet, over for hvem han var edeligt forpligtet til troskabN, og i meget forbrød sig nedrigt mod kongemagten, idet han skamløst glemte alle de talrige velgerninger, han havde modtaget både af dig og din slægt før dig, at du til trods herfor som en konge, der er nådig, og en fyrste, der er medlem af den hellige almindelige kirke, og som er bedrøvet, hver gang han tvinges til at være hård, hvor meget nævnte biskop end har krænket dig og dit rige, hvor tungt det end synes dig — umuligt synes det for mange — dog af ærbødighed for Den højeste Konge og efter på passende måde at være påmindet af det apostoliske sæde har besluttet hur tigt, ja med tilsidesættelse af alle overvejelser i ydmyghed at adlyde os, efter at vi uophørligt har opfordret til og bedt om, at han blev sat i frihed, idet du, fordi det er os, der har pålagt dig det, ikke har anset det for vanskeligt, men sat dit faste håb og din fortrøstning til, at vi årvågent og med største omhu arbejder på din nytte og fremgang, og at vi omsigtsfuldt vil bruge sådanne midler til at afværge alle de skader og ulykker i fremtiden — som næsten alle i dit rige holder dig for øje og er bange for truer dig — at du slet ikke behøver at bekymre dig herom for eftertidenN. Idet din rene hengivenhed, konge, er os meget kærkommen, og da vi ønsker med største omhu at tage vare på så vel din frelse som roen i dit rige, har vi efter råd af vore brødreN i fællesskab besluttet at sende vor elskede søn magister P.N, vor klerk, en omsigtsfuld og klog mand, der på grund af sin hæderlighed og retskaffenhed er afholdt af os og vore brødre, til dig, og vi opfordrer og tilskynder dig indstændigt i Herren til, høje konge, i overensstemmelse med vore bønner og opfordringer at overgive ham samme biskop frit og uhindret og videre skaffe ham sikkert lejde, således at han, uden at nogen lider overlast, kan føre samme biskop til vor meget kære søn i Kristus, Andreas, Ungarernes berømmelige kongeN. Vi vil nemlig derefter med Guds hjælp tage vare på og sørge for, at han kan nå sikkert frem til os. Men da samme biskop ikke kan foretage en så lang rejse eller blive hos os i længere tid uden betydelige midler, som vi ikke tror, at han råder over, giv ham da, høje konge, på vor befaling så stor en del af hans bispedømmes indtægter, at han er i stand til at skaffe sig selv og sine folk et passende og sømmeligt underhold under rejsen til og opholdet ved det apostoliske sæde. Idet vi endvidere nærer ønske om som en omhyggelig fader at sikre dig fred og ro, har vi befalet samme magister efter at have sammenkaldt dit riges stormænd, både gejstlige og verdslige, på vor myndighed med ringende klokker og med lys, der bliver slukket, at forkynde højtidelig bandlysning imod ham og mod dem, som fordrister sig til i modstrid med en apostolisk befaling at fortrædige dig og dit rige ved at hjælpe og begunstige førnævnte biskop, og for alles øjne at modtage korporlig ed af samme biskop på, at han af denne grund ikke hverken selv eller gennem andre frækt og forvovent vil optræde på fjendtlig vis mod dig og dit rige eller nogen fra dit rige, og at han i troskab vil drage til det apostoliske sæde for ydmygt at tage imod, hvad det bestemmer. Men med hensyn til det, som vore elskede sønner ... og ... sendebudN på mange måder har anråbt os om, at vi ved apostolisk dispensation og nåde skulde lade vor elskede søn, den udvalgte biskop Niels, efterfølge førnævnte biskop, skal I, kloge konge, vide, at vi ikke har kunnet opfylde denne bøn, da de hellige fædres kanoniske bestemmelserN udtrykkeligt forbyder, at nogen tiltager sig en plads, der tilkommer et menneske, der er i live, førend den pågældende er fjernet derfra gennem en kanonisk dom. Men når samme biskop når frem til os, så vil vi, fordi man da kan se, at han har fået sin frihed tilbage, støttet til Herren ikke undlade at gøre noget i denne sag, som kan tjene til at skaffe sikkerhed til veje. Men sluttelig opfordrer og beder vi dig indtrængende, høje konge, om, at du vil tage imod og behandle nævnte magister på en så sømmelig og passende måde, at din højsindethed som følge heraf med rette kan blive prist.

Givet den 20. januar.