Tekst og udgave
forrige næste

Illustri regi Ottoni in Romanorum imperatorem electo.

Cum uir iniquus et apostata Waldemarus quondam episcopus Slewicensis ad sedem apostolicam accessisset. per eam de durissimo carcere liberatus in quo suis meritis diu fuerat detentus inclusus. et nos ei humanitatem omnimodam ostendere curassemus. exagitatus non diuino spiritu sed maligno. a nobis clamculo illicentiatus abscessit. collate sibi gratie se ostendens ingratum, et amministrationi Bremensis ecclesie nequiter se ingessit. priori ecclesia temere derelicta. non curans aduertere quod secundum canonica instituta quia cathedra priori deserta sine Romani pontificis conniuentia presumpsit ad aliam se transferre. et prima carere debet quam per superbiam spreuit. et repelli nichilominus a secunda quam per auaritiam concupiuit. presertim cum in presentia nostra dilectus filius .. prepositus sancti Lucii Reskildensis ei lese maiestatis. apostasie. periurii. adulterii. dilapidationis. et conspirationis crimina obiecisset. quodque irregularis existeret. utpote de duplici adulterio procreatus. dispensatione ipsius olim ab apostolica sede per subreptionem optenta. suppresso quod esset spurius. et expresso quod existeret naturalis. cum et paterne incontinentie imitator filios habeat post sacros ordines generatos. que omnia idem prepositus contra eum se optulit probaturum. Quamuis ergo durissime animaduertere potuissemus in eum. quia tamen sedes apostolica consueuit mansuetudine temperare rigorem. penam ipsi debitam differentes ad tempus. uenerabilibus fratribus nostris .. Maigdeburgensi archiepiscopo suisque ac Bremensis ecclesie suffraganeis .. Osnaburgensi preterea. et .. Monasteriensi episcopis districte dedimus in preceptis. ut prefato Waldemaro ex parte nostra districte preciperent. qua tinus omni excusatione ac dilatione cessante. infra mensem post commonitionem eorum iter arriperet ad sedem apostolicam ueniendi. ueniam humiliter petiturus. Alioquin extunce sublato cuiuslibet contradictionis et appellationis obstaculo depositum et degradatum ab omni ecclesiastico officio et beneficio auctoritate nostra nuntiarent eundem. et facerent tamquam anathematizatum usque ad satisfactionem condignam arctius euitari. omnibus nichilominus inhibentes ne quis ei communicare presumeret uel fauere, ita quod si qui uenire in contrarium attemptarent. laicos huiuseemodi excommunicationi subiectos. et a Bremensi ecclesia beneficium optinentes eo in perpetuum spoliatos. clericos autem auctoritate nostra nuntiarent omni eccelesiastico beneficio et officio destitutos. Ciuitatem uero. seu castrum. aut hominum quodcunque commune si contra inhibitionem huiusmodi dicto Waldemaro presumerent adherere. supponerent districtissime interdicto, ita quod preter penitentias morientium et paruulorum baptisma nullum ibi diuinum officium nullumque celebraretur ecclesiasticum sacramentum. Quod si quis clericus uiolaret. ab omni ecclesiastico beneficio et officio deponerent uiolantem. Si qui uero super re tam illicita iuramentum ei aliquod prestitissent. denuntiarentur eo penitus non teneri. Sed Waldemarus predictus arcum sic tensum non metuens nec fugiens a sagitta. in sua dampnabiliter pertinacia perseuerat. cum Dathan et Abyron quos terra uiuos absorbuit portionem nisi resipuerit habiturus. Cum igitur factum sit adeo insipiens cor ipsius ut uidens non uideat et auribus non percipiat. nec corde intelligat. ut conuersus sanetur, sed iram in die ire ac reuelationis iusti iudicii dei, sibi thesaurizare non cesset. ut eius ceruix indomita et suorum sequacium fortius ualeat edomari; serenitatem regiam rogandam duximus et monendam. quatinus sicut deum times. et ecclesiam Romanam diligis. et iustitiam amplexaris, taliter in eum et complices suos tue uim exerceas potestatis. eundem. Waldemarum a ciuitate Bremensi et eius finibus potenter expellens. et ubicumque fuerit tamdiu persequens tamquam dei et ecclesie inimicum. donec sibi uexatio tribuat intellectum. illosque quos suos constiterit esse fautores per penas quas uideris infligendas. a tam temeraria presumptione compescens. quod per effectum operis cognoscatur deo te uelle placere. nostramque iniuriam uindicare. ac iustitie sedulo deseruire. Insuper dilectos filios .B. electum .H. scolasticum .G. cellararium. et H. canonicum Bremenses qui propter bonum obedientie suis redditibus hactenus sunt priuati; non permittas eisdem in posterum defraudari.

Datum Viterbii. vi nonas iulii. pontificatus nostri anno duodecimo.

6-7 Slewicensis=Sleswicensis.

16 ..=Petrus.

17 Reskildensis=Roskildensis.

— periurii. adulterii] adulterii. periurii med omflytningstegn a.

25 ..=Alberto.

26 ..=Gerhardo.

27 ..=Ottoni.

9-10 Jf. 1. Reg. 16,14: exagitabat eum spiritus nequam.

12-13 canonica instituta: se citatapparatet til nr. 145.

19-20 dispensatione ipsius olim ab apostolica sede .... optenta: er gået tabt.

25-28 Disse buller er tabte.

20 Jf. Psal. 105,17: aperta est terra et deglutiuit Dathan .... et Abiron.

21 Isat. 44,20: cor insipiens.

21-23 Jf. Isai, 6,10: ne forte uideat oculis suis et auribus suis audiat et corde suo intelligat et conuertatur et sanem eum.

23 Rom, 2,5: thesaurizas tibi iram in die iræ et reuelationis.

Til den berømmelige kong Otto, udvalgt til Romernes kejser.

Selv om Valdemar, fordum biskop af Slesvig, denne uretfærdige og frafaldne, kom til det apostoliske sæde efter at være befriet ved dets hjælp fra et meget hårdt fængsel, som han, således som fortjent, i lang tid holdtes indelukket i, og selv om vi på enhver måde sørgede for at vise ham venlighed, har han uden tilladelse, opægget ikke af den hellige ånd, men af den onde, forladt os og derved vist sig utaknemmelig over for den nåde, der blev ham til del, og nedrigt blandet sig i styrelsen af kirken i Bremen efter frækt at have ladt sin tidligere kirke i stikken og ikke brudt sig om at agte på, at han, fordi han fordristede sig til selv at flytte til et andet bispesæde efter at have forladt det første uden billigelse fra paven i Rom, i henhold til de kanoniske forskrifter både bør miste det første, som han i sin selvophøjelse nærede foragt for, og ikke desto mindre afvises fra det andet, som han i sin havesyge rettede begæret imod, ganske særligt, da vor elskede søn Peder, provst ved Skt. Lucius i Roskilde havde rejst anklager imod ham for majestætsfornærmelse, frafald, mened, hor, ødselhed og sammensværgelse og for irregularitet, eftersom han er kommet til verden ved dobbelt hor, idet hans dispensation tidligere blev udvirket fra det apostoliske sæde ved en tilsnigelse, da det blev meddelt, at han var født uden for ægteskab, men fortiet, at det var usikkert, hvem der var hans fader, også fordi han i efterligning af sin faders løsagtighed har børn, der er kommet til verden, efter at han har modtaget de hellige grader — alt dette vilde nævnte provst fremstå og godtgøre imod ham. Omendskønt vi altså havde kunnet skride ind imod ham på allerhårdeste måde, har vi dog, eftersom det apostoliske sæde har for skik at afdæmpe sin strenghed med mildhed, for øjeblikket udsat den straf, han har fortjent, og givet vore ærværdige brødre, Albertus, ærkebiskop af Magdeburg og hans og Bremerkirkens lydbiskopper, samt Gerhardus, biskop af Osnabrück og Otto, biskop af Münster, strengt påbud om på vore vegne strengt at på byde førnævnte Valdemar uanset nogen undskyldning og uden nogen forhaling inden en måned efter deres påmindelse at bryde op og begive sig til det apostoliske sæde for ydmygt at bede om nåde. I modsat fald skal de fra da af med tilsidesættelse af en hvilken som helst hindrende indsigelse og appel på vor myndighed erklære ham for afsat og degraderet fra ethvert kirkeligt embede og beneficium og drage omsorg for, at han bliver skyet fuldstændigt såsom højtideligt bandlyst, indtil han yder en passende satisfaktion, og videre forbyde nogen at fordriste sig til at omgås eller begunstige ham, således at de på vor myndighed, hvis nogen vover at handle herimod, skal forkynde, at lægfolk, der er ifaldet denne bandlysning og sidder inde med forleninger fra Bremerkirken, for bestandig skal have mistet dem, mens gejstlige skal være afsat fra ethvert kirkeligt embede og beneficium. Men byer eller borge eller noget som helst, der er menneskene til fælles, skal de underlægge det strengeste interdikt, hvis disse imod dette forbud fordrister sig til at tilslutte sig førnævnte Valdemar, så at ingen gudstjenstlig handling må afholdes der, så lidt som noget kirkeligt sakramente, udover barnedåb og skriftemål for de døende. Men hvis nogen gejstlig krænker dette, skal de afsætte den, der volder krænkelsen, fra ethvert kirkeligt embede og beneficium. Men hvis nogen har aflagt ed til ham om denne højst utilbørlige ting, skal de erklære, at de ikke er bundet heraf. Men førnævnte Valdemar nærer ingen frygt for buen, der er spændt så hårdt, så lidt som han flygter for pilen — han fortsætter med sin fordømmelige stivsindethed og får, med mindre han besinder sig, lod med Dathan og Abiron, som jorden opslugte i levende live. Da han altså i sit sind er blevet afsindig i en sådan grad, at han ikke kan se med øjnene og høre med ørene og heller ikke fatter i sit sind, at han vil blive helbredt, om han vender om, men ustandselig opdynger vrede til vredens dag, hvor Guds retfærdige dom skal blive åbenbaret, har vi, for at hans og hans følgesvendes hårdnakkethed kan blive fuldstændigt og dygtigt knækket, ment at burde bede og påminde dig, høje konge, om at du, så sandt som du frygter Gud og elsker Romerkirken og omfatter retfærdigheden med hengivent sind, kraftigt udfolder din magt imod ham og hans medskyldige, med magt fordriver samme Valdemar fra Bremens by og grænser, forfølger ham overalt, hvor han end er, som en fjende af Gud og en fjende af kirken og fortsætter hermed, indtil hjemsøgelsen forlener ham med forståelse, samt rammer dem, som vides at begunstige ham, med de straffe, du finder rigtigt, og tugter dem for en sådan frækhed og forvovenhed, for at det på de handlinger, du udfører, kan kendes, at du ønsker at være Gud til behag og vil hævne den uret, vi har lidt, og ivrigt stå til tjeneste for retfærdigheden. Endvidere bør du ikke tåle, at vore elskede sønner fra Bremen, den udvalgte biskop Burchardus, skolemesteren Hinricus, kældermesteren Gernandus og kanniken H., som indtil nu er blevet berøvet deres indtægter på grund af prisværdig lydighed, for eftertiden lider uret i så henseende.

Givet i Viterbo den 2. juli i vort pavedømmes tolvte år.