Til den berømmelige kong Otto, udvalgt til Romernes kejser.

Selv om Valdemar, fordum biskop af Slesvig, denne uretfærdige og frafaldne, kom til det apostoliske sæde efter at være befriet ved dets hjælp fra et meget hårdt fængsel, som han, således som fortjent, i lang tid holdtes indelukket i, og selv om vi på enhver måde sørgede for at vise ham venlighed, har han uden tilladelse, opægget ikke af den hellige ånd, men af den ondeN, forladt os og derved vist sig utaknemmelig over for den nåde, der blev ham til del, og nedrigt blandet sig i styrelsen af kirken i Bremen efter frækt at have ladt sin tidligere kirke i stikken og ikke brudt sig om at agte på, at han, fordi han fordristede sig til selv at flytte til et andet bispesæde efter at have forladt det første uden billigelse fra paven i Rom, i henhold til de kanoniske forskrifter både bør miste det første, som han i sin selvophøjelse nærede foragt for, og ikke desto mindre afvises fra det andet, som han i sin havesyge rettede begæret imodN, ganske særligt, da vor elskede søn Peder, provst ved Skt. Lucius i Roskilde havde rejst anklager imod ham for majestætsfornærmelse, frafald, mened, hor, ødselhed og sammensværgelse og for irregularitet, eftersom han er kommet til verden ved dobbelt hor, idet hans dispensationN tidligere blev udvirket fra det apostoliske sæde ved en tilsnigelse, da det blev meddelt, at han var født uden for ægteskabN, men fortiet, at det var usikkert, hvem der var hans faderN, også fordi han i efterligning af sin faders løsagtighed har børn, der er kommet til verden, efter at han har modtaget de hellige grader — alt dette vilde nævnte provst fremstå og godtgøre imod ham. Omendskønt vi altså havde kunnet skride ind imod ham på allerhårdeste måde, har vi dog, eftersom det apostoliske sæde har for skik at afdæmpe sin strenghed med mildhed, for øjeblikket udsat den straf, han har fortjent, og givet vore ærværdige brødre, Albertus, ærkebiskop af Magdeburg og hans og Bremerkirkens lydbiskopper, samt Gerhardus, biskop af Osnabrück og Otto, biskop af MünsterN, strengt påbud om på vore vegne strengt at på byde førnævnte Valdemar uanset nogen undskyldning og uden nogen forhaling inden en måned efter deres påmindelse at bryde op og begive sig til det apostoliske sæde for ydmygt at bede om nåde. I modsat fald skal de fra da af med tilsidesættelse af en hvilken som helst hindrende indsigelse og appel på vor myndighed erklære ham for afsat og degraderet fra ethvert kirkeligt embede og beneficium og drage omsorg for, at han bliver skyet fuldstændigt såsom højtideligt bandlyst, indtil han yder en passende satisfaktion, og videre forbyde nogen at fordriste sig til at omgås eller begunstige ham, således at de på vor myndighed, hvis nogen vover at handle herimod, skal forkynde, at lægfolk, der er ifaldet denne bandlysning og sidder inde med forleninger fra Bremerkirken, for bestandig skal have mistet dem, mens gejstlige skal være afsat fra ethvert kirkeligt embede og beneficium. Men byer eller borge eller noget som helst, der er menneskene til fælles, skal de underlægge det strengeste interdikt, hvis disse imod dette forbud fordrister sig til at tilslutte sig førnævnte Valdemar, så at ingen gudstjenstlig handling må afholdes der, så lidt som noget kirkeligt sakramente, udover barnedåb og skriftemål for de døende. Men hvis nogen gejstlig krænker dette, skal de afsætte den, der volder krænkelsen, fra ethvert kirkeligt embede og beneficium. Men hvis nogen har aflagt ed til ham om denne højst utilbørlige ting, skal de erklære, at de ikke er bundet heraf. Men førnævnte Valdemar nærer ingen frygt for buen, der er spændt så hårdt, så lidt som han flygter for pilen — han fortsætter med sin fordømmelige stivsindethed og får, med mindre han besinder sig, lod med Dathan og Abiron, som jorden opslugte i levende liveN. Da han altså i sit sind er blevet afsindigN i en sådan grad, at han ikke kan se med øjnene og høre med ørene og heller ikke fatter i sit sind, at han vil blive helbredt, om han vender omN, men ustandselig opdynger vrede til vredens dagN, hvor Guds retfærdige dom skal blive åbenbaret, har vi, for at hans og hans følgesvendes hårdnakkethed kan blive fuldstændigt og dygtigt knækket, ment at burde bede og påminde dig, høje konge, om at du, så sandt som du frygter Gud og elsker Romerkirken og omfatter retfærdigheden med hengivent sind, kraftigt udfolder din magt imod ham og hans medskyldige, med magt fordriver samme Valdemar fra Bremens by og grænser, forfølger ham overalt, hvor han end er, som en fjende af Gud og en fjende af kirken og fortsætter hermed, indtil hjemsøgelsen forlener ham med forståelse, samt rammer dem, som vides at begunstige ham, med de straffe, du finder rigtigt, og tugter dem for en sådan frækhed og forvovenhed, for at det på de handlinger, du udfører, kan kendes, at du ønsker at være Gud til behag og vil hævne den uret, vi har lidt, og ivrigt stå til tjeneste for retfærdigheden. Endvidere bør du ikke tåle, at vore elskede sønner fra Bremen, den udvalgte biskop Burchardus, skolemesteren Hinricus, kældermesteren Gernandus og kanniken H.N, som indtil nu er blevet berøvet deres indtægter på grund af prisværdig lydighed, for eftertiden lider uret i så henseende.

Givet i Viterbo den 2. juli i vort pavedømmes tolvte år.