Diplomet er skrevet af en ellers ukendt skriverhånd. Dette er dog ikke ensbetydende med, at der behøver at være tale om udfærdigelse ved modtageren. I det foreliggende tilfælde er der tværtimod adskillige tegn på, at skrivelsen hidrører fra kancelliet. For det første kan det påpeges, at skriften i en række træk udviser lighed med en anden original, udstedt af kong Valdemar til en modtager i Danmark 1219 u.d., nr. 160. For det andet peger navneformen Holzætæbryggæ med y og 3 æ'er afgjort mod en skriver af dansk herkomst. Dernæst må man i denne forbindelse mærke sig, at dateringen indeholder et særegent led: Datum .... per manum prepositi Iwari prothonotarii. Denne formel vinder indpas i danske dokumenter fra tiden efter 1150. Forbilledet må søges i udlandet, ved kurien eller i Tyskland og Frankrig. Måske har Tyskland været gennemgangsleddet. I hvert fald har det første danske diplom, der opviser denne datumsformel, således som det fremgår af navneformerne Steinholt og Sedorph, været ført i pennen af en tysk skriver, se Dipl. Danicum I:2 nr. 130 fra [1158-1160] 10. december (jf. den i indledningen til nr. 57 anførte filologiske litteratur samt Johs. Brøndum-Nielsen, Gammeldansk Grammatik, I² § 172 s. 331 Anm. 2 og dær citeret litteratur og Johan Hendrik Gallée, Altsächsische grammatik, § 161 s. 125). I det følgende hundredår finder formlen anvendelse i Danmark, omend kun sporadisk, for at optræde sidste gang i et diplom fra 1248 23. marts (Nielsen, Ribe Oldemoder, 8) og derefter helt forsvinde. Formlen tolkes på to måder. Julius Ficker regner den for en udleveringsformel (Beiträge zur Urkundenlehre, II 211ff., 216-17, 226). Harry Bresslau derimod opfatter den som udtryk for recognosceringen, det vil sige det sidste gennemsyn af dokumentet fra en overordnet kancellists side, førend udleveringen fandt sted til modtageren (Urkundenlehre II² 473-74). Hvad enten den ene eller den anden mulighed har gyldighed for nærværende text, er formlens tilstedeværelse et klart vidnesbyrd om, at kongens kancelli igennem sin protonotar har taget del i udfærdigelsen. Det kan iøvrigt bemærkes, at protonotar som titel på en højerestående embedsmand i kancelliet, i reglen at forstå som vicekansler, ikke findes i noget andet dansk diplom fra 11.—13. århundrede. Ordet, der er af græsk oprindelse, var meget brugt i det tyske rigskancelli (Erben-Schmitz-Redlich, Urkundenlehre, I 80). Det er rimeligt at tænke sig, at Valdemar Sejrs kancelli har lånt betegnelsen derfra.