© 2024 Det Danske Sprog- og Litteraturselskab. Copyright
Dansk Litteratur drives af Hugo v0.119.0
Hosting: Det Danske Sprog- og Litteraturselskab
A. dei gracia dux Iucie uniuersis presens scriptum cernentibus salutem et graciam.
Scire uolumus uniuersos quod religiosos ecclesie beati Kanuti Otthense seruitores quadam prerogatiua caritatis et beniuolencie amplectentes libertatem quam a patre nostro et antecessoribus nostris optinuerant quorum beneficiis et elemosinis monasterium hoc recognoscitur institutum/ nullatenus decernimus minuendam sed secundum tenorem tam patris nostri quam antecessorum nostrorum sigilli et litterarum apicibus consignatum inuiolabiliter conseruandam ita uidelicet ut possessiones et colon<i> ipsorum ab omni seruicio iuri nostro debito liberi permaneant et immunes super hoc nulli exactorum nostrorum sed monachis tantummodo respondentes. Ne ergo alicui exactorum nostrorum huic liceat contradicere uel nostre constitucioni in aliquo contraire. eam litterarum et sigilli nostri testimonio dignum duximus confirmare//
20 eleuato] forkortet som eleuatis a.
1 A. (=Abel)] i marginen F (jf. Rep. Danicum 1:48. 41). 3 Otthense] Otthns med forkortelsesstreg over s a. 5 monasterium) O synes rettet a. 8 colon<i> colonos a. 9 liberi) ser ud som libere a. 10 respondentes] således vist også i diplomforlægget, jf. nr. 148.
6-7 secundum tenorem tam patris nostri quam antecessorum nostrorum: se citatapparatet til nr. 148.
Abel, af Guds nåde hertug af Jylland, til alle, der ser dette brev, hilsen i nåde.
Vi ønsker, at alle skal vide, at vi omfatter de klostergivne, der gør tjeneste ved Skt. Knuds kirke i Odense, med særlig kærlighed og velvilje og bestemmer, at den frihed, som de har opnået af vor fader og vore forgængere — ved hvis velgerninger og almisser dette kloster vides at være oprettet — på ingen måde skal formindskes, men ubrødeligt bevares i overensstemmelse med ordlyden af både vor faders og vore forgængeres beseglede breve, nemlig således, at deres besiddelser og landboer skal forblive frie og immune for al tjeneste, som skyldes vor ret, idet de ikke i så henseende skal svare til nogen af vore ombudsmænd, men kun til munkene. For at det altså ikke skal være tilladt nogen af vore ombudsmænd at modsætte sig dette eller i noget handle mod vor bestemmelse, har vi anset det for rigtigt at bekræfte den med vort brevs og segls vidnesbyrd.
Hertug Abels diplom er tidligere dateret 1232-50, 1240 og ca. 1242.
Abel blev hertug 1232, dengang kun en halvvoksen dreng (Annales Danici 105, 109). Han betegnede sig endnu som hertug af Jylland 1249 28. april (Reg. Danica nr. 882), men inden 1250 20. februar havde han tillige tillagt sig kongetitlen (Dipl. Danicum II:1 nr. 1). Hans diplom må falde inden for tidsgrænserne 1232-50.
Hans ældre broder, Erik Plovpenning, udstedte som konge et privilegium for samme kloster 1232-41 (nr. 148), der i næsten alt er en genudstedelse af faderen, Valdemar Sejrs diplom 1202-14 (Dipl. Danicum I:4 nr. 56). Men dette gentages også i nærværende privilegium fra hertug Abel, blot i beskåret skikkelse. Selv om formularet er moderniseret (jf. nr. 148), tyder den slaviske afhængighed af faderens forlæg på, at det er udstedt i en tid, hvor Abels regering i hertugdømmet stod under et vist tilsyn fra faderens side. Det var tilfældet de første ni år, 1232-41, mens der senere er spor af større selvstændighed (Nielsen, Ribe Oldemoder nr. 15-16 af 1240 3. august, som blev stadfæstet af Valdemar, 1241 12. marts, Nielsen, Ribe Oldemoder nr. 17 — men senere: 1249 16. februar, Reg. Danica nr. 879).
I forlægget udtrykker Valdemar vilje til at fastholde Knudsklostrets privilegier secundum tenorem tam patris quam fratris nostri sigilli et litterarum apicibus consignatum. Disse ord kunne være direkte overført til Abels privilegium. Henvisningerne ville da gælde Valdemar Sejrs og Erik Plovpennings diplomer for klostret (Dipl. Danicum I:4 nr. 56; I:6 nr.148, blot forudsat at Eriks var ældre end Abels). Istedet foretages samme ændring som i teksten fra Erik Plovpenning, så begge henviser til faderens forbillede — samt til andre forgængere under ét. Denne ændring, som er fælles for de to sønner, tyder på en vis samtidighed, yderligere styrket af den ensartede binding til forlægget. Da Eriks privilegium må dateres til hans medkongetid, trækker det formentlig Abels privilegium med sig, så det inden for årene 1232-50 må henvises til faderens levetid [1232-1241).