Til Vilhelm, fordum biskop af Modena, det apostoliske sædes legat.

Det er af vor meget kære søn i Kristus Valdemar, Danmarks berømmelige konge, bragt os for øre, at da der tidligere var opkommet en alvorlig strid mellem ham på den ene side og højmesteren VolquinusN og brødrene, dengang af sværdridderordenen, nu af de tyskes Vor Frue (hospitals)hus i Livland på den anden om borgen Reval og de til samme liggende jorder, og der længe var ført proces for forskellige undersøgelsesdommere, der var indsatte af os, og biskop Iohannes af Sabina, saligt ihukommet, der var bevilget parterne som undersøgelsesdommer af os, omsider trofast havde berettet for os om de retlige skridt, der var taget i samme sag, og om det, som begge parter havde ønsket at fremføre for ham, har vi ment på vore brødres råd at burde fælde slutdom om de fornævnte ting til fordel for samme konge og beskikke dig til at udføre samme dom. Men du holder efter eget forgodtbefindende det brevN, der af os er rettet til dig om denne udførelse, tilbage til gunst for den anden part, skønt samme konge flere gange har forlangt af digN, at du skulle gå frem i samme sag i overensstemmelse med ordlyden af det brev, vi har rettet til dig, og du har ikke sørget for at udføre det, skønt du havde lejlighed dertil. Kongen har selv anmodet om, at det apostoliske sæde ville drage omsorg for ham desangående. Men eftersom stridigheder ville blive afsluttet med dom til ingen nytte, hvis vi ikke sørgede for at påbyde udførelsen af denne, befaler vi, at du på vor myndighed med tilsidesættelse af appel sørger for, at fornævnte dom urokkeligt overholdes i overensstemmelse med det første brevs indhold. I modsat fald giver vi ved vort brev vore ærværdige brødre ærkebiskopperne Gerhardus og Willebrandus af Bremen og Magdeburg og biskop Luderus af Verden befaling til at udføre den apostoliske befaling derom uanset bestemmelsen om de to dagsrejser, der blev bekendtgjort på det almindelige kirkemødeN.

Givet i Lateranet den 13. marts i vort ellevte år.