Tekst og udgave
forrige næste

Archiepiscopo Lundensi.

Prudentiam tuam multipliciter commendantes/ quod super dubiis apostolice sedis oraculo postulas edoceri/ consultationi tue duximus respondendum. quod cum tibi sicut asseris super dispensatione clericorum illegitime genitorum prouincie tue sub certa forma direxerimus scripta nostra/ cum illis clericis illegitime genitis/ qui etsi quando concubinarii sicut parentes eorum fuerint/ concubinis tamen abiectis ante receptas a te litteras apostolicas iniunctam sibi super hoc penitentiam agere inceperunt/ uel peregerunt inceptam/ huiusmodi auctoritate mandati/ poteris dispensare. cum reliquis uero qui tempore receptionis litterarum ipsarum concubinas ipsas nondum abiecerant per dictum mandatum tibi non traditur auctoritas dispensandi. Verum tamen nos uolentes tibi gratiam facere specialem; fraternitati tue ut cum eis qui se postea usque ad hec tempora correxerunt/ seruata dicta forma dispensare ualeas/ auctoritate presentium indulgemus.

Preterea licet concubinarios qui ad concubinas suas post latam ob hoc in eas excommunicationis sententiam <redeuntes> in crimine participant criminosis uinculum maioris excommunicationis inuoluat/ alii tamen clerici qui cum eis sic ligatis scienter dormire presumunt/ maiori<s> excommunicationis sententia non ligantur.

Ceterum tectis et edificiis ligneis ecclesiarum incendio destructis omnino/ parietibus tamen integris et tabula altaris in suo statu remanentibus/ etsi ipsi parietes fuerint decrustati non debet propter hoc ecclesia/ etiam si testudinata non fuerit denuo consecrari. licet de nouo predicta tecta et edificia fuerint reparata.

Salarium quod laici accedentibus uoluntatibus prelatorum/ in dedicationibus ecclesiarum ministris episcoporum pro labore suo statuerunt debere persolui. cum id statuere de iure nequiuerint/ nec exigi ab eisdem laicis/ nec exactum recipi poterit absque uitio symonie.

Clerici quoque uolentes ad ordines promoueri/ qui de sua scientia diffidentes/ clericis litteratis munera paciscuntur/ ut auribus suis latenter in examinatione susurrent/ quid examinantis interrogationes debeant respondere/ remoueri debent ab ordinibus sic susceptis/ et recipientes huiusmodi munera sunt adeo suspendendi/ donec super hoc mereantur gratiam impetrare. Cum uero examinator ordinandorum scolares suos so litterature defectum ad ordinum susceptionem indignos/ nullo dato promisso uel retento/ modum docet sophistice respondendi/ ut sic digni ad ordines reputentur/ idem examinator est ob hoc donec super hiis mereatur gratiam grauiter puniendus. et clerici sic promoti sunt a susceptis taliter ordinibus repellendi.

Sacerdos autem in quem omnes parrochiani unanimiter consenserunt/ ut eum ad parrochialem ecclesiam diocesano episcopo presentarent/ ad ipsum tamen episcopum ob hoc accedere timentes sibi pro nimia temporis et uiarum asperitate recusant/ si primo omnium manente consensu/ duobus ex ipsis dumtaxat/ labores eorum et operas conducendo/ aliquam exoluit pecuniam uel promittit/ ut de mandato omnium procedentes/ eidem episcopo super hoc uota insinuent aliorum/ symonie uitium non committit.

Ad hec metropolitanus in coronatione regis/ benedictionibus abbatum/ seu regalium nuptiarum in missarum celebratione/ alio die quam <qui> in ecclesie sue priuilegio sit expressus/ nequaquam palleo uti debet. uerum tamen fraternitati tue ut si forsan te regem coronare contingat/ eo die/ palleo uti possis/ presentibus indulgemus. dum tamen euidens utilitas uel necessitas id exposcat.

Item ei qui pro mortali crimine occulte commisso penitentiam agere incepit indictam/ si postmodum illud crimen efficiatur publicum nichilominus est sibi publica penitentia iniungenda. cum super occulta eius penitentia/ unius credi debeat testimonio sacerdotis.

Datum. Anagnie .viiii. kalendas. septembris. anno .xiiio.

20 Archiepiscopo (= Uffoni)]…. archiepiscopoa.

34 <redeuntes>] mangler a, men foreslået indsat af Auvray både af hensyn til meningen og sætningsrytmen,.

36 maiori<s>]| således Auvray og Krarup i Bull. Danicum, maiori a.

62 <qui>] mangler a, men foreslået indsat af Auvray og Krarup i Bull. Danicum.

24 scripta nostra: tabt.

33-34: Jf. c. 29 X De sententia excommunicationis V 39.

Til ærkebiskop Uffe af Lund.

Vi priser dig på mangfoldig vis, kloge broder, fordi du i tvivlstilfælde anmoder om at blive belært af udsagn fra det apostoliske sæde, og vi har ment at burde svare på din forespørgsel, at du, da vi, efter hvad du forsikrer, har sendt dig en skrivelse af en bestemt form om dispensation til gejstlige, der er kommet til verden på ulovlig vis i din kirkeprovins, på denne befalings myndighed vil kunne give dispensation til de gejstlige, der er kommet til verden på ulovlig vis, og som, skønt de tidligere har gjort sig skyld i at holde samleverske ligesom deres fædre, dog har skilt sig af med samleverskerne, før du modtog det apostoliske brev, og er begyndt at udføre den bod, der blev pålagt dem for dette, eller har påbegyndt og fuldført den, men der meddeles dig ikke gennem nævnte befaling myndighed til at give dispensation til andre, som endnu ikke på det tidspunkt, da du modtog dette brev, havde skilt sig af med disse samleversker. Men da vi ønsker at vise dig en særlig nåde, bevilger vi dig, broder, ved dette brevs myndighed, at du under overholdelse af nævnte form kan give dispensation til dem, som har forbedret sig senere og indtil dette tidspunkt.

Skønt endvidere den store bandlysning rammer og binder dem, der har gjort sig skyld i at holde samleverske og vender tilbage (til dem), efter at der er fældet bandlysningsdom mod deres samleversker på grund heraf, (idet) de gør sig delagtige i forbrydelsen sammen med forbryderne, bindes dog andre gejstlige, som i viden herom fordrister sig til at sove sammen med disse, der således er bandlyste, ikke af den store bandlysningsdom.

Men selv om kirkernes bygningsværk og tage af træ er fuldstændigt ødelagt ved ildebrand, men væggene dog uskadte og urørte og alterpladen på sin plads, bør kirken ikke, skønt væggene selv er skallet af og kirken uden tag, indvies igen på grund heraf, omendskønt fornævnte tag og bygningsværk bliver udbedret fra grunden af.

Den aflønning, som lægfolk med bifald af prælaterne har bestemt bør udredes til biskoppernes tjenere for deres møje ved indvielsen af kirker, vil hverken kunne kræves af samme lægfolk eller indkræves og oppebæres uden skændig simoni, da de ikke med rette har kunnet bestemme dette.

De gejstlige, der endvidere ønsker at blive forfremmet til graderne, og som mistvivler om deres egen viden og lover gaver til belæste gejstlige, for at disse under eksaminationen hemmeligt kan hviske dem i øret, hvad de skal svare på eksaminators spørgsmål, bør fratages de grader, de har modtaget på denne måde, og de, der tager imod sådanne gaver, bør være suspenderet så længe, indtil de har gjort sig fortjent til at opnå tilgivelse herfor. Men når eksaminatoren for dem, der skal ordineres, lærer dem af sine peblinge, der på grund af mangel på belæsthed er uværdige til at modtage graderne, hvorledes de skal give et spidsfindigt svar, for at de på denne vis kan blive anset for værdige til graderne, bør samme eksaminator, selv om der ikke er afgivet, lovet eller modtaget noget, straffes strengt herfor, indtil han kan opnå tilgivelse for dette, og de gejstlige, der er forfremmet på denne måde, bør afsættes fra de således modtagne grader.

Men hvis en præst, som alle sogneboere i enighed har samtykket i at præsentere til sognekirken for stiftsbiskoppen - mens de alligevel holder sig tilbage fra at drage til biskoppen på grund heraf og undslår sig med, at vejret og vejene er alt for slette — betaler eller lover kun to af dem nogle penge for at dække deres møje og arbejde, for at de på alles befaling kan drage af sted og give samme biskop meddelelse om de andres ønsker i denne henseende, begår han, om blot alles første samtykke står ved magt, ikke skændig simoni.

Endvidere må en ærkebiskop ingenlunde bruge palliet under fejringen af messen ved en kongekroning, ved velsignelser af abbeder eller kongelige bryllupper på andre dage, end det er kommet til udtryk i hans kirkes privilegium. Men vi bevilger dig dog, broder, ved dette brev, at du, om det muligvis sker, at du kroner en konge, kan bruge palliet på den dag, for så vidt som indlysende nytte eller nødvendighed gør det påkrævet.

Fremdeles bør der ikke desto mindre lægges offentlig bod på den, som er begyndt at gøre den bod, der er pålagt ham for en hemmeligt begået dødssynd, hvis denne senere bliver offentligt bekendt, eftersom en enkelt præsts vidnesbyrd ikke kan stå til troende med hensyn til hans hemmelige bod.

Givet i Anagni den 24. august i vort trettende år.