Til magister HumbaldN, provst i Gamtofte, klerk hos vor meget kære søn i Kristus Erik, Danmarks berømmelige konge.

Det apostoliske sædes sædvanlige velvilje kendetegner i fremsynet kyndighed fortjenstfulde personer, således at det med sin omfattende nåde og gunst ophøjer dem, som udmærker sig ved boglig viden og ædle sæder, og virker for at hædre dem med større velgerninger, eftersom det er rimeligt ved en særlig forsorg at bevilge een enkelt, hvad der ville slå til til flere i det tilfælde, hvor han alene med hensyn til de dyder, han har fået, vides at have, hvad man finder delt op mellem flere. Da vi derfor på grund af din fortjenstfulde retskaffenhed og med henblik på vor meget kære søn i Kristus Erik, Danmarks berømmelige konge, i hvis tjeneste du står, ønsker at vise dig en særlig nåde, bøjer vi os for dine bønner og bevilger dig, hengivne søn, ved dette brevs myndighed, at du foruden de beneficier, du sidder inde med, selv om disse har sjælesorg, uhindret kan modtage endnu eet beneficium, der på samme måde har sjælesorg, hvis det tildeles dig på kanonisk vis, og frit beholde det sammen med dem, du sidder inde med, uanset bestemmelsen fra det almindelige konciliumN. Det skal altså overhovedet ikke være tilladt noget menneske at antaste dette vort bevillingsbrev eller i dumdristig forvovenhed handle derimod. Men hvis nogen drister sig til at prøve herpå, skal han vide, at han pådrager sig den almægtige Guds og hans apostle sankt Peders og sankt Paulus' vrede.

Givet i Lyon den 23. december i vort andet år.