Herrens Navn Amen. I det Herrens Aar 1326, Lørdagen før Martyrerne Primus' og Felicianus' Dag, kom Rigets bedste Mænd sammen i Viborg tillige med Almuen, for at vælge en ny Konge, og følgende blev vedtaget og i Enighed fastsat:

§ 1. For det første skal Ærkebiskoppen, Biskopperne og de gejstlige frit nyde deres Rettigheder, Retsplejebeføjelser og Friheder over deres Gods og Undergivne, saaledes som de frit plejer fra gammel Tid.

§ 2. Fremdeles maa KirketienderneN ikke opkræves og modtages af Kongen eller nogen anden, og hverken Ærkebiskoppen eller nogen anden har Myndighed til at afhænde Tienderne.

§ 3. Fremdeles maa Klerke og Gejstlige ikke stævnes til eller føres for et verdsligt Ting eller en verdslig Dommer, og de maa ikke beskattes, og der maa ikke erhverves Kongebreve imod dem i nogensomhelst Sag, men enhver, der skal føre Proces mod dem, maa procedere for vedkommende gejstlige Dommer ved en gejstlig Ret.

§ 4. Fremdeles maa ingen fremmed, der taler et fremmed Sprog eller mangler den kanoniske AlderN, præsenteres til nogen Kirke, og Kongen maa ikke præsentere nogen Klerk ved nogen Kirke, medmindre han fra gammel Tid har fuld PatronatsretN til den.

§ 5. Fremdeles maa ingen Biskop eller Gejstlig fængsles, sendes i Landflygtighed eller berøves sit Gods undtagen efter særlig Ordre fra Paven, hvis det drejer sig om en Biskop, men hvis det drejer sig om en Gejstlig af lavere Rang, efter Ordre af hans ordinæreN gejstlige Dommer, forudsat at han forinden af denne fældes efter den kanoniske Ret.

§ 6. Fremdeles maa der ikke kræves nogen Tjeneste til Kongen af Sognepræsterne for den Jord, der hører til deres Gaard.

§ 7. Fremdeles maa Klostre og Gejstlighed ikke besværes med at føde Kongens Heste og Hunde.

§ 8. Fremdeles skal Kongen efter bedste Evne arbejde troligt paa og drage Omsorg for, at Borgen paa Landet Bornholm tillige med de andre ærkebiskoppelige Godser saa vidt det staar til ham kan vende tilbage til Lundekirken.N

§ 9. Fremdeles skal alle Riddere og Væbnere af deres egne Undergivne frit oppebære Tremarksbøder eller Nimarksbøder efter hvert Lands Sædvane, paa hvilket verdsligt Ting de end fældes, og derudover, hvis de har Privilegium derpaa, ogsaa Fredkøb for ManddrabN, saaledes som Kongens Mænd bruger det paa Sjælland.

§ 10. Fremdeles maa Kongens MændN ikke tvinges til at drage i Leding eller Udbud udenfor Kongerigets Grænser og Omraader, med mindre deres frivillige Samtykke dertil er indhentet,N og naar som helst de drager i Kongens Udbud for at føre Krig, indenfor Riget eller udenfor, skal Kongen sørge for deres Fornødenheder, og hvis de falder i Fangenskab, skal han befri dem og omgaaende løskøbe dem, i det mindste inden et Aar, og han skal erstatte dem deres Tab, førend de en anden Gang faar Ordre til at rykke ud med ham til Leding eller Krig, idet deres gamle Friheder dog skal bevares, selvom de ikke rykker ud.

§ 11. Fremdeles maa ingen tvinges til paa egen Regning og Bekostning at ligge i Kongens Borge.

§ 12. Fremdeles maa Kongen ikke begynde Krig mod nogen undtagen med Raad og Samtykke af Prælaterne og Rigets Stormænd.

§ 13. Fremdeles skal alle kongelige Borge i Skaane og Halland nedrives til Grunden med Undtagelse af Helsingborg, Skanør og Falkenberg, og de maa ingenlunde bygges op igen.

§ 14. Fremdeles skal de for Mordet paa Kong Erik anklagede, som ikke ved Handling eller i Gerning personligt deltog i Mordet, og som ikke er blevet lovligt fældede, samt de andre forviste og deres Arvinger og enhver, der ellers uretfærdigt har mistet deres Ejendom, have deres Ejendom frit tilbage, i den Stand de forefindes.

§ 15. Fremdeles skal den regerende Konge holde dem skadesløse, der har paadraget sig Fangenskab eller Tab eller Gæld for den danske Krones Skyld, hvis Kronen er forpligtet til at løskøbe dem eller betale for dem.

§ 16. Fremdeles kan Borgere og Købmænd frit drive deres Købmandsskab uden Byrder eller nye Toldafgifter, og de kan uden nogen Procentafgift paa deres Varer udføre, hvad de har at sælge eller købe, med mindre Kongen af skellig Grund og tvingende Nødvendighed med fælles Samtykke af Rigets bedste Mænd mener at maatte udstede Forbud mod Udførsel af visse Varer.

§ 17. Fremdeles skal alle nye Byrder og Toldafgifter, der uretmæssigt er indført paa Trods af Lovene, og særlig Tolden i Aarhus og Kalundborg, nemlig en Trediedel af Fragten, tilbagekaldes og helt og holdent ophæves og maa for Fremtiden ikke opkræves af Fogederne.

§ 18. Fremdeles skal Kongen og hans Embedsmænd betale, hvad de modtager som Laan af Købmændene.

§ 19. Fremdeles maa Bønderne og Rigets andre Indbyggere ikke imod Lands Lov paalægges Byrder af Kongens Fogeder, og de maa ikke uretmæssigt beskattes uden Barmhjertighed, saaledes som det hidtil vides at være sket.

§ 20. Fremdeles maa Bønderne ikke tvinges til føre Kongens Kost udenfor deres Herreds Grænser.

§ 21. Fremdeles skal der hvert Aar afholdes Hof i Nyborg 14 Dage før St. Hans.

§ 22. Fremdeles skal Kongen ubetinget overholde Kong Valdemars LoveN, og hvis der forefindes Mangler ved dem, skal de udfyldes af Rigets kyndige og gode Mænd paa Hoffet.

§ 23. Fremdeles maa ingen stævnes umiddelbart til Kongens Retterting, men først til sit Herredsting, og hvis han derfra stævnes til Landstinget og ikke vil staa til Rette der, kan han stævnes til eller appellereN til Kongen, og hans Sag undersøges da hos Kongen eller hans RettereN, og hvis han heller ikke faar sin Ret dér, kan der appelleres til Hoffet.

§ 24. Fremdeles maa ingen sættes i Fængsel, dømmes til Døden eller berøves sin Ejendom, med mindre han forinden retmæssigt og betryggende er stævnet, offentligt anklaget og lovligt fældet, saaledes som Lands Lov kræver det. Men hvis Kongen i Kraft af sin Magt og Ophøjethed overtræder denne Bestemmelse og lader en Mand sætte i Fængsel uden Dom, skal de, som har adlydt denne hans Befaling og fængslet en Mand, der ikke var dømt, ved selve deres Handling være fredløse, med mindre det drejer sig om en, der er paagrebet i en vitterlig Misgerning, for hvilken han med Rette bør bøde med Liv eller med Lemmer.

§ 25. Naar fremdeles en Foged eller en anden udplyndrer skibbrudne eller hindrer dem i at leje Mænd til at redde deres Gods fra Skibbruddet, og han paa lovlig Vis bliver fældet herfor, skal han bøde Klageren 40 Mark og Kongen lige saa meget. Hvis han er Foged, skal han miste sit Embede og kan aldrig senere faa et kongeligt Fogedembede, og en Sag af den Art skal forfølges paa Tinge som Hærværk, og det skal være de skibbrudne tilladt at tage en Værge efter Loven til at føre deres Sag.

§ 26. Fremdeles maa ingen anden Konge vælges i Danmark, saalænge Kongen er i Live og forbliver i Landet, og der maa ikke stilles nogen Sikkerhed eller aflægges noget Løfte om den fremtidige Konge.

§ 27. Fremdeles skal enhver Ridder eller Væbner eller enhver anden have fri Ret til at opføre Bygninger af Træ eller Sten paa deres egen Gaard og Borgerne ligeledes i deres ByerN.

§ 28. Fremdeles skal de dømte for Kongebreve bøde ligesaa meget til Kongen som til Bonden og ikke derudover, nemlig for første Brev 1 Mark Penge, for andet lige saa meget, for tredie ligesaa meget og for fjerde 3 Mark PengeN.

§ 29. Fremdeles hvis Kongen uretmæssigt berøver nogen hans Gods, skal den følgende Konge give ham passende Erstatning.

§ 30. Fremdeles maa Kongen ikke tilegne sig nogen Dyrehave til sin Jagt, undtagen de Dyrehaver som fandtes paa Kong Valdemars Tid.

§ 31. Fremdeles skal de Gejstliges, Riddernes, Væbnernes, Klostrenes, Købstædernes og Torvekøbingernes Privilegier og deres Love, som kaldes BirkN og alle andre Privilegier fornys uden Vederlag og Betaling, dog med Undtagelse af det fra gammel Tid sædvanlige Skriversalær.

§ 32. Fremdeles maa ingen Gejstlig. der har modtaget de hellige Vielser, paa nogen Maade have verdsligt Ombud, hvis han ikke vil miste sit Embede og sit Beneficium som Straf.

§ 33. Fremdeles maa hverken Kongen eller nogen anden, uanset hans Stilling, Grad eller Stand, fiske i nogens Vand undtagen i sit eget eller lade hugge i nogens Skov undtagen i sin egen uden den rette Besidders Vilje og Samtykke.

§ 34. Fremdeles maa Kongen ikke harmes paa nogen, fordi han taler for Lands Ret og Rigets Tarv, og han maa ikke af den Grund forfølge ham eller hans.

§ 35. Fremdeles maa ingen ansættes som Foged i noget Land eller som Høvedsmand undtagen en, der er indført i det Land, og samme Foged eller Høvedsmand skal som sin Stedfortræder i hvert Herred kun indsætte en Bonde fra det Herred, som har tilstrækkeligt Gods til at betale Bøden, hvis han forser sig. Ligeledes skal en Foged eller en Høvedsmand eller deres Stedfortræder fældes som de andre Bønder, hvis de gaar frem mod Ret og Lov og gør nogen Uret, og de skal give Bøde til enhver, der klager over dem, saaledes som Retsordenen kræver det.

§ 36. Fremdeles skal Kongen, naar han befaler at holde sit Retterting i noget Land, indsætte som sine HørereN og Rettere Folk fra samme Land, der er kyndige i det Lands Love og Ret, og Sagsøgte og Sagvoldere skal bruge ovennævnte Lands Love, og ingen maa i nogen Sag stævnes til Retterting udenfor sit Lands Grænser.

§ 37. Fremdeles maa hverken Kongens eller Biskoppernes eller nogen andens Foged eller Ombudsmand paa nogen Maade lægge Haand paa

afdøde Præsters eller Gejstliges Gods, hvad enten de har gjort Testamente eller ej, men deres Gods skal frit bevares for deres rette Arvinger.

§ 38. Fremdeles maa alle nyligt paalagte Byrder, nemlig Havnegæld, Plovpenning, Told, Saltgæld, Stavnsgæld og alle de andre, der er opfundet efter Kong Valdemars Død, fra nu af ikke opkræves.

§ 39. Fremdeles maa Kongens Fogeder eller andre ikke paa noget Marked paa nogen Maade hindre nogen i at købe eller sælge det, som er til Købs eller til Salg dér.

§ 40. Fremdeles skal Borgerne i Lund og de andre Bymænd fra Torvekøbingerne have fuld Myndighed og fri Lejlighed til at befæste deres Stad og Byer med Palisader, Voldgrave, Mure og Forsvarsværker til hele Rigets og deres eget Tarv og Forsvar, saa godt de kan.

§ 41. Fremdeles maa ingen, der har Grunde og Besiddelser indenfor Rigets Grænser, paa Skanør eller paa noget andet Marked blive hindrede af Fogeder eller nogen anden for nogen Sag, med mindre man kan paavise, at de forinden er blevet fældet efter Loven paa deres Herredsting eller Landsting, eller at de sammesteds er blevet paagrebet i en vitterlig Misgerning.

§ 42. Fremdeles skal alle aabne Breve, hvad enten det er Gældsbreve eller andre, der af Kongen eller i hans Navn er afpresset nogen med Vold, Trudsel eller Tvang, overhovedet ikke have nogen Gyldighed, men helt og holdent tilintetgøres og ophæves.

§ 43. Fremdeles skal der ikke for Fremtiden betales Arvekøb, saaledes som det gennem Fogederne kræves af nogle.

§ 44. Fremdeles maa Søleding paa ingen Maade udbydes, med mindre bydende og aabenbar Nødvendighed gør det paakrævet, og den bliver forordnet med Raad af Biskopperne og Rigets bedste Mænd.

§ 45. Fremdeles maa det aldrig forbydes Riddere, Gejstlige, Væbnere og alle Rigets andre Indbyggere at føre deres Gods ind eller ud af Riget, saaledes som det synes dem hensigtsmæssigt.

§ 46. Fremdeles maa der ikke opfindes nye LoveN undtagen med hele Rigets Samtykke paa det Hof, som næste Gang skal afholdes, paa hvilket Hof det skal være Kongen tilladt med Samtykke af Prælaterne og Rigets bedste Mænd at forandre, formindske eller forøge, skærpe eller ogsaa mildne ovennævnte Paragraffer, efter hvad de synes at tjene Kronens og Rigets Velfærd og Ære og Statens Tarv.

Vi Valdemar, af Guds Naade de Danskes og Venders Konge, og Ger hard, af samme Naade Greve af Holsten og Stormarn, lover fast paa vor Tro og forpligter os med dette Brev varigt til, at vi Valdemar, fornævnte Konge, fast og ubrødeligt til evig Tid skal overholde fornævnte Løfter, alle og ethvert, samt de Paragraffer, alle og enhver, som Hr. Kristoffer, fordum de Danskes Konge, lovede paa Landstinget i Viborg, dengang han blev valgt til de Danskes Konge, saaledes som det staar at læse i hans derom affattede aabne BrevN under hans og Rigets bedste Mænds Segl. Desuden lover vi ovennævnte Kong Valdemar og Grev Gerhard paa vor Tro, at vi paa det almindelige Hof, som næste Gang skal afholdes, vil give en større Sikkerhed for den faste Overholdelse af alt det ovenfor anførte, som ovenfor skrevet staar, efter Raad af Rigets bedste Mænd, saaledes som det synes dem hensigtsmæssigt. Til Vidnesbyrd om dette og til sikrere Bevis herfor er vore Segl hængt under dette Brev tilligemed Segl af de ærværdige Fædre og Herrer Niels af Børglum, Peder af Odense, Jens af Ribe og Tyge af Viborg, Biskopper, Svend, udvalgt og stadfæstet Biskop af Aarhus, Lars Jonsen, fordum Drost, Albert Albertsen, Ludvig Albertsen, Niels Brok den Ældre, Niels Skaaning, Marsken Erik, Abel Valdemarsen, Ove Iversen, Povl Pedersen, Jakob Grubbe, Jakob Roost, Povl Mogensen, Peder Pedersen, Niels Brok den Yngre, Ove Eskildsen, Lars Larsen, Ebbe Galt, Peder Bonde, Torkild Ebbesen, Peder Grubbe, Strange Esgesen, Peder Vædder, Peder Gødesen og Jakob Nielsen.

Handlet og givet ovennævnte Sted, Aar og Dag.

Den Valdemarske Forordning?N.

Fremdeles maa Hertugdømmet Sønderjylland ikke forenes med og sammenlægges med Danmarks Rige og Krone, saaledes at den samme hersker over begge.