Til vor elskede søn Niels Drukken fra Danmark, kannik i Worms, magister artium, hilsen (og apostolisk velsignelse).

Idet vi med faderlig velvilje tænker på Din boglige lærdom, Dit sædelige liv, Din vandel og de andre mangfoldige dyder, hvormed Din person, efter hvad vi har erfaret ved troværdige mænds vidnesbyrd, er begavet, tilstår vi Dig gerne, hvad vi indser vil være til gavn for Dig. Vi bøjer os derfor for Dine bønner, og hvad enten Du dyrker de videnskabelige fag ved et blomstrende lærdomssæde, eller Du residerer i et af de kir kelige beneficier, som Du nu besidder og i fremtiden kommer i besiddelse af, uanset i hvilke kirker og uanset om de er digniteter, personater eller officier og har sjælesorg, blot forudsat, at disse digniteter i domkirkerne ikke er de største efter de biskoppelige og i kollegiatkirkerneN ikke er hoveddigniteter, bevilger vi Dig ved dette brevs vidnesbyrd, at Du frit i tre år kan oppebære frugterne, indtægterne og indkomsterne af fornævnte beneficier, dog med undtagelse af de daglige uddelinger, lige så fuldstændigt, som Du vilde oppebære dem, hvis Du residerede personligt i nævnte kirker, og at Du i mellemtiden slet ikke skal være forpligtet til at residere i samme, og at Du ikke mod Din vilje kan tvinges dertil af nogen, uanset om Du ikke i samme kirker eller nogen af dem har holdt den sædvanlige første residens, og uanset alle andre bestemmelser og sædvaner i disse kirker, der strider herimod, selv om de er bekræftede ved ed, apostolisk stadfæstelse eller hvilken som helst anden bekræftelse, og selv om Du eller Din befuldmægtigede har aflagt eller Du muligvis i fremtiden måtte aflægge ed på at overholde dem og ikke opnå apostoliske breve imod dem og ikke bruge de breve, som Du eller en anden måtte opnå eller på enhver måde få tilstået, eller uanset om de pågældende steders biskopper har fået eller i fremtiden måtte få bevilget af det apostoliske sæde, at de kan tvinge kanniker og gejstlige personer ved disse kirker i stad og stift, også hvis de er indsatte i digniteter, personater eller officier, til at residere personligt i samme under straf af unddragelse af deres kirkelige indkomster eller på anden vis, eller uanset om samme stiftsbiskopper og vore elskede sønner i kapitlerne ved samme kirker eller hvilke som helst andre i fællesskab eller hver for sig har fået bevilget eller i fremtiden måtte få bevilget af samme sæde, at de ikke skal være pligtige til at forvalte frugter, indtægter og indkomster af disse beneficier ved fornævnte kirker for kanniker og personer ved disse kirker og heller ikke for dem, der er indsatte i digniteter, personater eller officier, såfremt de ikke residerer i samme, eller såfremt de ikke holder den første sædvanlige personlige residens i dem, og at de ikke skal kunne tvinges dertil ved apostolisk brev, som ikke fuldstændigt, tydeligt og ord til andet omtaler den bevilling, og uanset alle apostoliske privilegier, bevillinger og breve, almindelige eller særlige, hvilken ordlyd de så har, hvorved virkningen af nærværende nådesbevisning på nogen som helst måde kan hindres eller blot opsættes, hvis nævnte begunstigelse ikke tydeligt omtales eller i fuld udstrækning optages i dette brev, og hvorom og om hvis fulde ordlyd der i vort brev skal finde særlig omtale sted, dog forud sat, at disse beneficier i mellemtiden ikke svigagtigt unddrages de tilbørlige gudstjenester, og at sjælesorgen i de beneficier, som har sjælesorg, på ingen måde forsømmes, men omhyggeligt udøves af gode og fyldestgørende vikarer, der skal have deres passende underhold af disse beneficiers indkomster, og som sammesteds på rosværdig vis skal forestå de gudstjenstlige handlinger. Intet menneske må bryde dette vort bevillingsbrev (— — —)N. Givet i Avignon den 4. juli i vort ellevte pontifikatsår.