Bemærk, at mine herrer, rådmændene i Rostock, kom over til København på selve de hellige martyrer Johannes' og Paulus' dagN og traf de herrer rådmænd fra Wismar sammesteds. Samme dag kom også de herrer rådmænd fra Stralsund og Greifswald dertil.

Næste morgen mødtes omtalte herrer rådmænd fra fornævnte stæder hos franciskanerne på fornævnte sted og lod fogeden på borgen sammesteds ved navn Eggert Alderstorp tilkalde, og spurgte ham, om der var givet ham noget hverv i hans herre kongen af Danmarks navn med hensyn til fornævnte stæder og samme stæders sager. Han svarede, at der ikke var givet ham noget. Men efter at nævnte rådmænd havde forsamlet sig og havde holdt råd om, hvad de skulde gøre, og hvorledes de skulde gå frem i deres sag, blev de omsider enige om, at de vilde sende et brev, som skulde sendes efter kongen eller ham i møde, af det indhold, at de i overensstemmelse med hans begæring, der var blevet fremsat af hans ridder herr Kristoffer, var kommet over havet did, og at han skriftligt skulde meddele dem, hvad der var hans vilje angående dem. Da det brev var skrevet, bad de herrer rådmænd fra de omtalte stæder Eggert, fornævnte foged, om han vilde overlade dem et sendebud med en hest, for at denne kunde bringe fornævnte brev til Næstved til omtalte konge. Fogeden tilstod dem en sådan, idet han sagde, at alt hvad han kunde gøre for at være til behag, vilde han på ingen måde undlade at gøre. Oftnævnte konge skrev det svar, som indeholdes i hans brevN.

Og efter otte dages forløbN kom de lybske rådmænd til København, men kongen befandt sig stadig ikke sammesteds.

Tirsdagen efter ottendedagen efter apostlene St. Peter og St. Paulus' dagN kom omtalte konge af Danmark til København og lod rådmændene fra fornævnte stæder kalde til sig hos franciskanerne og takkede dem højligt for, at de velvilligt havde besøgt ham; og under samtalen sagde han, at han havde meget at drøfte med dem på god vis, men manglede tid, og han bad dem om at rejse med sig til Helsingborg, hvilket de enstemmigt samtykkede i.

Den umiddelbart følgende torsdagN indbød herr kongen nævnte rådmænd til sit taffel. Men efter taflet sagde fornævnte konge, at de skulde råde ham med hensyn til en fælles mønt i sit rige, som han vilde slå til gavn for hansekøbmanden. Iøvrigt blev vort ærinde med hensyn til ejendoms-N og frihedsbrevet berørt i overensstemmelse med det (indhold af) samme, som I har kendskab tilN.

FredagN mødtes ovennævnte herrer rådmænd i fornævnte kloster og drøftede det fornævnte. Om mønten sagde de, at det ikke stod til dem, hvilken mønt han vilde slå eller anordne i sit rige, dog syntes det dem tilrådeligt, at han slog en fælles møntN, som kunde vare og ikke steg eller faldt i værdi. Men om frihedsbrevet kom de enstemmigt overens om, at de vilde give 1000 mark lybske penninge for det, men hvis han ikke vilde lade sig nøje hermed, men vilde have mere, vilde de føje 200 mark lybsk dertil. Samtidig berørte man ligeledes et nyt og usædvanligt krav, der blev pålagt nye købmænd, der første gang kom til Bergen, af de købmænd, der befandt sig sammesteds; herom blev man ligeledes enige om, at rådmændene i Lübeck skal sende deres udkast til andre stæder, og de andre stæder skal udforme deres breve i overensstemmelse med det, idet enhver skal pålægge sine medborgere, der tager længere ophold sammesteds, at de skal afstå fra et sådant krav.

Men samme dag sendte kongen efter taflet sine sendemænd til fornævnte rådmænd og bad dem om ikke at ville tage det unådigt eller ilde op; thi han vilde ride på jagt og vilde vende tilbage til København til dem den følgende dag, nemlig lørdag, ved taffeltid.

Men efter vesperen selvsamme dag gik oftnævnte rådmænd til herr biskoppen af Lübeck og overgav ham fornævnte udkast, idet de bad ham om, at han ville værdiges at tilstille dem et godt og kort svar, og nævnte ligeledes for ham deres foranførte svar om fornævnte mønt. Ved mørkets frembrud kom væbneren Peder Dene og sagde til fornævnte rådmænd, at de ufortøvet skulde følge herr kongen af Danmark til Helsingør. De talte i Helsingør med biskoppen om svaret på frihedsbrevetN; han svarede, at kongen ikke havde sine råder hos sig.

TirsdagN, dagen efter den hellige jomfru Margretes dag, kom kongen af Danmark først til Helsingør ved taffeltid. Men efter taflet lod samme konge omtalte rådmænd kalde til sig. Da de kom til ham, fremlagde han et lejdebrev, der var beseglet officielt, nemlig med segl tilhørende kongen af Sverige, Norge og Skåne og med hans råders segl. Efter at det var blevet læst op af herr biskoppen af Vendsyssel, spurgte herr kongen af Danmark hertugen af Mecklenburg, om han vilde love for denne lejde. Han svarede, at dette ikke var betroet ham, men kongen af Sverige sendte sine riddere med ham for at gøre det, og disse riddere lovede ham for lejdet.

På dagen for apostlenes delingN lod kongen af Danmark efter taflet fornævnte rådmænd kalde til klostretN gennem Gerhard Ketelhot, hans svend. Da de gav møde der, takkede fornævnte konge dem først meget, fordi de havde fulgt ham, og bad de omtalte rådmænd deltage med ham i hans dagtingninger og påhøre hans ret og billige krav og råde ham godt i hans sag. Herr Didrik Warendorp svarede, at de på deres stads vegne havde våbenstilstand med kongen af SverigeN og ikke kunde tage vare på deres ære, hvis de skulde dagtinge om noget fjendtligt, hadefuldt eller ondt mod nævnte konge af Sverige. Men de sagde, at de vilde tale indbyrdes om, hvorledes de venskabeligt kunde samtykke i hans anmodning. Mens de talte sammen indbyrdes, sendte kongen de herrer biskoppen af Lübeck og Eggert v. Krummesse, ridder, til nævnte rådmænd, idet de skulde spørge omtalte rådmænd, om de vilde deltage i hans dagtingning. Herr Didrik Warendorp gentog sine fornævnte ord for dem. Tilsidst sagde fornævnte herr biskop bl. a. til nævnte rådmænd, at den herre konge ikke bad dem om at dagtinge med ondskab, fjendtligheder og krig til mål, men blot for at hjælpe til fred. Disse ord gentog ligeledes omtalte konge for dem med egen mund. Og fornævnte rådmænd enedes om, at de gerne vilde deltage i hans dagtingning. Men da de sad der, lod kongen af Danmark en papirbog bringe af sin notar, hvori der indeholdtes mange kopier af åbne breve; denne bog overgav nævnte notar til herr Johan, notar hos de herrer rådmænd fra Lübeck, idet han viste ham en kopi af et privilegium om den fred og endrægtighed, der var garanteret og svoret mellem dem, i hvilken kopi der indeholdtes mange artikler, nemlig, at ingen skulde begunstige den andens mænd, og at de ikke skulde foretage sig noget over for hansekøbmændene imod retfærdigheden o. s. v. Da det brev var læst, sagde kongen af Danmark: 'Se, nu har I hørt den fred, der er svoret og forhandlet mellem os'N. Og således gav han rådmændene tilladelse (til at gå) for den tid og tilføjede, at de, hvis de ønskede, at han skulde gøre noget, skulde finde ham rede dertil.

Torsdagen efter dagen for apostlenes deling lod kongen af Damnark atter om morgenen rådmændene kalde til fornævnte kloster. Da de alle indfandt sig hos ham med undtagelse af dem fra Stralsund og Greifswald, takkede kongen dem atter for besøget og sagde: 'Mine kære venner. Jeg takker Eder meget, fordi I har været så velvilligt indstillet over for mig, og fordi I altid har villet mit vel, og fordi I netop i denne stund er kommet til mig. I skal vide, at jeg gennem mine forhandlere har anklaget den stormægtige mand herr kong Magnus af Sverige med hensyn til nogle punkter og artikler, som han benægtede over for dem. Men nævnte konge af Sverige, der blev bragt i erindring om og ledet til sandheden angående nævnte punkter og artikler af herr hertugen af Mecklenburg og af nogle andre, for hvem sandheden i de artikler, der blev foreholdt ham af os, stod klar, kom fra borgen her til klostret til mig og indrømmede, at de punkter og artikler, der blev foreholdt ham, var sande. Men jeg, der tog i betragtning, at der på dette punkt var mere varighed i hans brød end i mitN, betroede voldgiftsdommere at afgøre vore sager. Jeg betroede min sag til de herrer biskoppen af Vendsyssel, Erik, hertug af Sachsen, min fætterN, Stig Andersen og Bo Falk, riddere; men kongen af Sverige betroede sin sag til hertugen af Mecklenburg, Nils AbjörnssonN, Anders Nielsen, riddere, og Jon Kristinesson'.

FredagN svarede Danmarks konge på klager og artikler.

SøndagN sejlede kongen af Danmark til Helsingør, idet han sagde, at rådmændene skulle følge ham, og det gjorde de. Kongen svarede dem angående (friheds)brevet, hvilket hændte dagen før St. Maria Magdalenas dagN, at han skulde samle sit råd på Olavs dag.