Valdemar, af Guds nåde de Danskes og Venders konge, til alle, hvem dette brev når, hilsen evindelig med Gud.

Den oprigtige velvilje, som borgerne i stæderne Lübeck, Wismar, Rostock, Stralsund og Greifswald ofte har beflittet sig på at lægge for dagen over for os og vore forgængere, Danmarks konger, indgiver og tilskynder os til at tildele dem en særlig nådegave. Alle skal derfor vide, at vi tilstår vore elskede venner, de hæderværdige mænd rådmændene og alle borgerne i fornævnte stæder og deres udsendinge og ligeledes hansekøbmændene, der ønsker at rejse gennem alle vort riges og højhedsområdes lande til Flandern eller andetsteds hen, fri og fuld adgang til under vort, vore arvingers og efterfølgeres sikre lejde at rejse frem og tilbage fra alle lande med alle deres ejendele og købmandsvarer, hvorhen og så ofte det behager dem, såvel til vands som til lands, og til overalt i vort rige og højhedsområde at gøre ophold eller forblive der, når og så længe som de vil, og til sammesteds at udøve deres købmandskab efter sædvane og skik. <2> Vi lover desuden med dette brev, at vi, hvis nævnte borgere eller deres udsendinge eller nogen hansekøbmand inden for vort riges og højhedsområdes lande — det ske ikke — mister noget gods ved plyndring eller røveri, eller hvis deres gods måske skulde blive plyndret på havet eller andetsteds og blive ført til vort rige og højhedsområde, med rettens hele strenghed skarpt vil skride ind over for dem, der øver uret mod dem eller bemægtiger sig nævnte gods, indtil fuldstændig tilbagegivelse og passende erstatning er opnået, på samme måde som om disse havde røvet vore ejendele og vort eget gods; og vi vil efter al vor evne forsvare disse fornævnte borgere og hansekøbmænd såvel til vands som i vort rige og højhedsområde eller i vore lande mod angreb fra sørøvere og røvere, idet vi forpligter os, vore arvinger og efterfølgere hertil med dette brev. <3> Ligeledes er det vor vilje, at samme borgere og deres sendemænd i og inden for vort riges og vore højhedsområders grænser med dette brev skal være fri og fuldstændig fritaget for enhver sædvanemæssig eller retslig pligt til at købe gravsted, som på folkesproget kaldes 'arvekøb'N, således at hvis nogen eller nogle af dem sammesteds afgår ved døden, skal deres arvinger eller testamentseksekutorer frit kunne befatte sig med alle de afdødes gods og føre det, hvorhen de vil, uanset fornævnte retslige eller enhver anden sædvanemæssig pligt. <4> Vi vil desuden på enhver måde, at hvis nogen af nævnte borgere eller deres udsendinge eller en hvilken som helst hansekøbmand ved en ulykkelig hændelse skulde lide skibbrud, skal han og hans arvinger, uden at vi eller vore på nogen måde lægger dem hindringer i vejen, frit have deres gods og ejendele tilbage og ukæret og fredeligt besidde det, der var hans eller deres før skibbruddet; (og det gælder) såvel for det, som vedkommende selv eller ved andres hjælp vil kunne bjerge i tilfælde af, at skibbruddet finder sted på strandbred eller ved landemærker inden for vort riges og højhedsområdes grænser, som også for det gods og de ejendele, som tilfældigvis måtte drive i land på vore landemærker og strandbredder inden for vort rige og højhedsområde, i tilfælde af, at skibbruddet finder sted uden for vort riges og højhedsområdes grænser. Og hvis nogen eller nogle eller endog alle, hvem dette gods tilhørte, da det led skibbrud og blev slået ind på vort riges og højhedsområdes kyster, hvor som helst det end skete, skulde drukne eller på anden måde dø, skal vi eller vore fogeder og officialer i de lande alligevel redde og i troskab opbevare dette gods og give det tilbage til arvingerne efter de fornævnte druknede eller døde, hvem det tilhørte før skibbruddet, hvis der i løbet af år og dag kommer nogen med brev fra den stad, fra hvilken det skibbrudne gods eller den afdøde person kom, der bevidner, at de er lovlige arvinger til foran bemeldte gods, idet vi strengt forbyder vore fogeder og andre embedsmænd, med hvilket navn de end benævnes, at de vover eller drister sig til at foretage sig noget i modstrid med ordlyden af dette brev, såfremt de vil undgå vor kongelige straf. Men for at fornævnte o. s. v.