Vi Albrecht, af Guds nåde hertug af Mecklenburg, greve af Schwerin, herre til Stargard og Rostock, erkender og bevidner, at kong Albrecht af Sverige og vi og vore sønner Henrik og Magnus eller den af os, som indtager borgene i Skåne, hvis vi erobrer nogle sammesteds i den tid, dette forbund med Lübeck, Rostock, Stralsund, Wismar og Greifswald og deres hjælpere varer, skal besegle disse efterskrevne friheder for dem og for alle dem, som er disse stæder behjælpelige i denne krig, og for alle dem, som er med i den tyske Hanse. <1> For det første, at deres borgere, købmænd og tyende må søge til riget Danmark og til landet Skåne, hvis vi eller vore mænd inden for den omtalte tid erobrer fornævnte rige og land; og de må til lands og til vands drage til og fra alle egne med deres gods og købmandsskab, uden at der lægges hindringer i vejen for brugen af, hvad de har, og for udøvelsen af deres købmandsskab. <2> Endvidere skal de allesammen for evigt have kysten i Danmarks rige og landet Skåne fri for alt skibbrudent gods, det være sig vrag eller søfund eller hvad det ellers kaldes, på følgende vis: Hvis nogen fra disse fornævnte stæder eller deres hjælpere lider skibbrud noget sted i dette fornævnte rige eller land, eller hvis deres skibbrudne gods, vrag eller hvad det ellers kaldes, driver eller kommer til noget sted i det fornævnte rige eller land, må de selv bjærge det gods eller lade bjærge ved andres hjælp og uden hindring råde over det efter deres forgodtbefindende. Og skulde de have behov for arbejdsfolk, kan de fæste dem for egne penge, hvor de kan få dem, uden at begå retsbrud eller uden at der lægges hindringer i vejen. Og det skal ikke være gjort imod os eller vore fogeder. Hvis sligt skibbrudent gods bliver slået mod eller driver ind på dette fornævnte riges og lands kyster, og hvis folkene er druknet eller omkommet, skal den nærmeste foged eller den, der har magten der, lade det gods bjærge. Og hvad der bliver bjærget af det, skal han med retskafne mænds vidende lade bringe til den nærmeste kirke og lade optegne, hvad der findes af gods, og han skal i troskab opbevare det for arvingerne eller for dem, som med rette kan kræve det, hvis de inden år og dag kan hidbringe bevis ved brev fra deres stad, hvor de er borgere, at de er de rette arvinger til samme gods, eller at de med rette kan kræve det; dem skal man frit overdrage det, og de skal give arbejdsfolkene den rette løn. Og er det så, at nogen i dette fornævnte rige eller land på uret vis tilvender sig sådant skibbrudent gods, skal man idømme højeste straf herfor, og man skal give godset til den, som har ret til det. <2> Fremdeles så kan de foran skrevne stæder indsætte deres egne fogeder på deres fed i Skanør og Falsterbo, og der, hvor det er dem belejligt i hele landet Skåne. Og fogederne må dømme over dem, som ligger sammen med dem på feddene, og endvidere over alle deres borgere og tyende, hvor de end ligger; og de må dømme i alle retssager og lovovertrædelser, undtagen i de retssager eller lovovertrædelser, som efter lybsk ret går på hånd eller hals. <4> Fremdeles så må sådanne ligge sammen med dem på feddene, hvilke de giver lov dertil blandt dem, som fra gammel tid har ligget sammen med dem. <5> Fremdeles skal man ikke stævne nogen, hvad der hedder »kalde« i dansk ret. Men vil man anklage nogen, skal man anklage ham for hans tyske foged. Han skal dømme ham efter sin stads ret. <6> Og vil man anklage nogen for falsk beskyldning, skal man anklage ham for hans tyske foged; han skal dømme ham efter sin stads ret. <7> Fremdeles må de på deres fed have egne kroer og må i dem tappe mjød, vin og øl og ikke være afgiftspligtige heraf. <8> Fremdeles hvis en stads fed er blevet ulovligt bebygget, og den kan bevise det med breve eller ved sine ældre borgere, som kommer til landet, skal man nedbryde den bygning. Hvis man ikke godvilligt vil nedbryde den, så må fogeden, på hvis fed den ligger, eller hans borgere nedbryde den uden at begå retsbrud. Ligeledes skal deres fed have og beholde sine skel, som de har været, og som de kan bevise med brev eller ved deres ældste borgere, som kommer til landet. <9> Fremdeles må de allesammen på deres fed sælge klæde og lærred i lagenN eller i rebN eller i rester uden retsbrud. <10> Fremdeles må de i klædeboderne skære klæde og lærred i alen og er ikke afgiftspligtige heraf. <11> Fremdeles må skomagerne, kræmmerne og slagterne og alle slags håndværkere udøve deres handel og deres håndværk og er ikke afgiftspligtige heraf. <12> Fremdeles må alle de foran skrevne købmænd have egne skuder og fiskere i Skåne og må benytte dem og fiske efter deres eget forgodtbefindende; og de skal herfor give en halv mark skånsk for en skude og ikke mere, så længe de vil være der. <13> Fremdeles må alle købmændene have egne vogne dér og skal give en halv mark skånsk af hver vogn og ikke mere, så længe de er i Skanør og Falsterbo, og skal i sikkerhed kunne benytte deres køretøj. <14> Fremdeles, hvis nogen vogn vælter og volder skade, må man tilbageholde den vogn sammen med hestene og godset, indtil købmanden har fået erstatning for den skade. <15> Fremdeles skal man af så meget klæde og vin, som fire heste kan trække, give en halv mark skånsk til den, som bliver sat til at køre det. Hvis den, der kører med godset, forvolder skade på det, skal han erstatte købmanden den skade. Hvad to heste kan trække, det må enhver transportere, som han bedst kan. <16> Fremdeles så må enhver købmand lade ind- og udskibe, når han vil, hvis det er ved dag. <17> Endvidere må enhver købmand bære sine våben indtil sit herberg, når han kommer i land, ligeledes når han igen går til skibet, uden at begå retsbrud. Hvis han begår retsbrud ved, at han bærer sine våben derudover, skal han bøde det med en mark skånsk. <18> Fremdeles må enhver købmand losse fra bord til bord, fra det ene skib til det andet i det foran skrevne riges og lands havne uden retsbrud. <19> Fremdeles så må de have egne pramme og lægterskuder og skal give en halv mark skånsk af prammen og af skuden 2 øre; dermed må de ind- og udføre, når det er dem belejligt. <20> Fremdeles skal ingen bøde for en anden, men den som forser sig, skal bøde for sig selv; ingen skal ej heller betale for en anden. <21> Ej heller skal nogen erlægge torveørtug. <22> Ej heller skal nogen svend underslå eller forvirke sin herres gods. <23> Fremdeles skal kongens ny mønt ikke udgå før otte dage før St. Mikkelsdag. Og enhver købmand skal købe med kongens mønt. Hvis nogen forbryder sig herimod og gribes heri på fersk gerning, skal han bøde for det med fem mark skånsk. <24> Endvidere skal bondemarkedet, som holdes i Falsterbo, holdes på det stralsundske fed, hvor det altid har været holdt, og intet andet sted. <25> Fremdeles er dette tolden, som skal gives af al slags gods: for det første for sild inden for landet 20 skånske penninge for lasten. Den sild, som man gennem Øresund sejler »vmmeland«N, er ikke toldpligtig, men for det skib, i hvilket man fragter silden, skal man betale 11 skilling grot minus 4 grot; dermed er silden fri. For en last salt 20 penning skånsk i told. For ti stykker oksehuder eller kohuder 10 skånske penning. For et pund flæsk 10 skånske penning. For en tønde oksekød 2 penning. For en tønde smør 10 skånske. For et levende stykke hornkvæg, som man vil føre over havet, 10 skånske penning. For »schimmese«N 20 skånske penning. For en hest, som har kostet over 20 mark, 2 øre. For en hest, som har kostet under 20 mark, 2 ørtug. For et stykke klæde på 20 lagen eller derover 2 øre told. For et stykke klæde under 20 lagen 1 øre. <26> Fremdeles skal alle de tyske købmænd, som har egen jord i Skanør og Falsterbo, bruge den frit og uhindret. <27> Fremdeles hvis nogen dør i det foran skrevne rige og land, så må deres tyske foged, eller den, der har mest myndighed hos dem, overgive den døde mands gods til de rette arvtagere. Eller hvis der ikke er nogen arvtagere til stede, så kan han føre det til hjemlandet og overgive det til dem, som har ret til det. <28> Fremdeles den af os, som indtager borgene og landet Skåne, skal besegle den frihed med sit riges råds samtykke, og derhos skal otte eller ni rigsråder medbesegle det til vidnesbyrd. <29> Fremdeles når man skal give brev på og besegle disse friheder, skal man indskrive dem af disse fornævnte stæder, som er i den tyske hanse og som er de fornævnte stæders hjælpere i denne krig, med navns nævnelse i denne frihed, og de skal nyde disse friheder i lighed med disse fornævnte stæder. <30> Fremdeles skal dette brev ikke være til skade for alle deres andre breve og friheder, som de har fået af konger; disse skal de nyde. Og alle disse foran skrevne friheder skal vare til evig tid. Og til vidnesbyrd om alt dette er vort hemmelige segl trykt på dette brev, som er givet i Rostock i det Herrens år 1368 om lørdagen før den søndag, da man synger Lætare Jerusalem.