I herrer rådmænd fra stæderne. Det, som nedenfor formuleres, er vort svar på de artikler, der er fremsat og foreholdt os af Eder.

<1> For det første, at da vor kære herre og fader kong Magnus forstod, at kongen af Danmark havde krænket stæderne, sendte han sine udsendinge og gesandter til Tyskland for at slutte aftale og forhandle med fyrster og landsherrer og ligeledes med stæderne om at opnå hjælp mod kongen af Danmark, som da havde underkastet sig landet Skåne; og han gav sine udsendinge og gesandter i opdrag, at de skulde forhandle på en sådan måde med søstæderne, at disse stæder vilde gå i forbund og slutte overenskomst med denne vor herre og fader og ligeledes med os mod denne konge, dog på den udtrykkelige betingelse, at stæderne skulde yde ham og os hjælp mod kongen, og vor herre og fader og vi skulde efter evne yde disse stæder den bedst mulige hjælp.

<2> Men til det, som stæderne har fremført i deres brev om overgivelsen af borgene Bohus og Varberg til dem, svarer vi således: At denne vor herre og fader overlod sine udsendinge og gesandter, som da drog i hans sendefærd, alle artikler og punkter skriftligt; ud over disse kunde de på ingen måde forpligte ham eller hans rige, således som vi noksom efter sted og lejlighed er villig til at føre bevis for, nemlig at der i nærværelse af vor herre og fader og hele riget Sveriges råd blev bestemt — førend de drog af sted — at de ikke skulde gå ind på nogen forpligtelse om at stille borge eller lande i pant eller som sikkerhed, at de ikke havde fuldmagt til at gå videre, og at vor herre og fader i tillid til ærlighed og troskab overlod disse sine udsendinge og gesandter sine beseglede membraner, desværre også beseglet med vort segl, fordi vi da var uerfaren og ikke havde nået de modne år; dette skete, som vi ovenfor har sagt, med det slutmål for øje, at når de kunde træffe en ordning, forhandle sig til eller udvirke hos fyrster og landherrer og også hos stæderne en aftale om gensidig kærlighed, venskab og hjælpeydelse, skulde de forene vor herre fader og også os i et forbund med disse fyrster og landsherrer og ligeledes med stæderne mod kongen af Danmark; og de skulde lade disse membraner i denne sag udfylde i diplomform og på ingen måde under en eller anden form eller betingelse give dem fra sig. Men nu viser det sig, at de gav disse membraner fra sig, opsat og formuleret efter deres vilje, og de har givet dem (stæderne) i hænde, men stædernes breveN deponerede og forvarede de, så at vi ikke har set dem før nu. Af dette fremgår, at de snarere indlod sig i disse forhandlinger til vor faders og vor skade end til fordel eller gavn.

<3> Fremdeles angående de tab, som stæderne har lidt i krigen, svarer vi lige som før: at alt, hvad de har forhandlet ud over den dem givne fuldmagt, var sket efter deres egen plan for at volde vor fader skade og udsætte ham for had.

<4> Fremdeles angående det, at vi ikke stødte til stæderne ved Helsingborg, svarer vi således: at vi ventede på deres komme og på hjælp fra dem, som førte disse forhandlinger; og da vi forstod, at de nærmede sig, drog vi med den magt, vi havde, mod Halmstad, hvor stædernes udsendinge traf os og fortalte, at krigen var sluttet med våbentilstand. Og kongen af Danmarks søn, som da var der, vilde ikke over for os bekræfte den godtagne våbenstilstand. Og derfor sendte kongen af Danmark ikke længe efter sine mænd og sin hærmagt ind i landet Finnveden for at bygge borge der; og han underlagde sig da også landet.

<5> Fremdeles angående det, at de siger, at de er blevet tvangsbeskattet af vore gælkere og officialer i modstrid med de friheder, der er tilstået dem, er vi fuldstændigt uvidende herom; men de gælkere og officialer, hvem de anklager herfor, skal de udpege i deres dokumenter angående dette og lade os det høre.

<6> Fremdeles angående det, at vi aldrig skulde slutte overenskomst med eller gå på forlig med kongen af Danmark, førend der var ydet dem fyldest for deres tab, svarer vi som før: at det var aftalt uden vor viden, og at stæderne er gået ind på en våbenstilstand med ham og også sluttede overenskomst med ham førend vi.

<7> Fremdeles kommer til alt dette, at da stædernes udsendinge kom til Söderköping til vor herre og fader og til os, lod vi, selv om det stod klart for os, at vore mænd i vid udstrækning havde ført disse forhandlinger mod vor faders og vor vilje og uden hans og vor viden, dog med det mål for øje, at alt skulde vende sig til det gode i forholdet mellem vor fader og herre og mellem os og disse hans mænd, borgen Borgholm overgive til stæderne sammen med landet Öland, dog på den betingelse, at der derfra skulde vises os og vore venskab, og at vore mænd og tjenere skulde nyde deres gods. Men da de havde fået den borg, fordrev de vore mænd og tjenere fra den, således som vi vil bevise med vidnesbyrd og klare dokumenter herom. Fremdeles at sønnen af mecklenburgeren gav vore mænds og tjeneres gods og besiddelser på Öland til sine tjenere, idet vore i medfør af deres løfteN blev fjernet fra og berøvet deres gods. Fremdeles beskærmedes vore fjender og deres gods på nævnte borg. Fremdeles dengang da kongen af Danmarks hærmagt belejrede Kalmar og os i den, kom høvedsmanden på Borgholm Frederik Suderland sammestedshen under vort og kongen af Danmarks høvedsmænds lejde; da han kom til os, forsikrede han i vor nærværelse, at hertugen af Sachsen havde bedt om den ovennævnte borg af ham; hvis han ikke godvilligt vilde overgive ham den, vilde han i så fald forskaffe sig den med magt, og derfor vilde han først forhandle med os, førend han overgav omtalte borg til nogen andens hånd; og på den måde førte vi forhandling med ham, som vi mundtligt vil uddybe nærmere.

<8> Fremdeles, I herrer rådmænd, svarer vi således angående det gods, som Godskalk Skarpenberg, herr Porse og Absalon Kjeldsen eller Torkil Barun har frataget Eders medborgere eller hanseborgerne: Vi har ikke haft nogen magt over borgene Bohus, Elfsborg og Varberg, som disse på det tidspunkt havde i hænde, ej heller tog disse noget hensyn til vore påbud, således som vi ligeledes klart vil påvise, nemlig at vi ikke kunde få borgen Bohus igen, førend vi overgav borgen Varberg i stedet, ja, Godskalk Skarpenberg plyndrede fra borgen Bohus endog både os og andre og brændte vore områder, hvilket vi også gerne så vidt muligt vil have drejet og vendt mod ham. Borgen Elfsborg kunde heller ikke komme tilbage i vor magt, førend vi fuldt ud havde indløst den med vore penge. I Torkils tid kunde vi ligeledes ikke få adgang til borgen Varberg, undtagen når det passede i Torkils kram; og til tider, når det passede ham, jog han os og vore ud af borgen. Og eftersom disse borge ikke var på vore hænder, synes det ikke os, at vi skal svare for det, som skete ud fra dem, især da vi har haft tab og ikke vinding af dem.

<9> Fremdeles angående det skib, som herr Narve tog i Marstrand, og som tilhørte Nicolaus Drivot, svarer vi således: Vore høvedsmænd gengav skipperen skibet, fordi han var fra Lübeck, men eftersom det var lastet i staden Wismar i hertugen af Mecklenburgs herredømme, han, som var sammen med sine mænd er vor fjende, lod vi godset i dem beslaglægge; men hvis andre fra Lübeck kan bevise, at noget af det gods tilhørte deres medborgere, da vil vi gerne angående det gøre for dem, hvad der er retfærdigt, således at der ydes os retfærdighed til gengæld.

<10> Fremdeles angående det skib, som herr Narve og herr Peter Fleming tog i Marstrand, og som kom fra Ålborg, måtte vi gøre kongen af Danmark fyldest, fordi han dagtingede for dem og værnede dem som sine borgere og undersåtter.

<11-13> .....N

<14> Fremdeles angående den safran, som de siger, at de har mistet i Øresund, har vi ikke beskæftiget os med det, men vi har nok hørt, at der tyvagtigt blev taget safran der, og at de, som vi har hørt, vil få en del tilbage.