Angående de svar der af Eder, berømmelige fyrste herr Håkon, konge af Sverige og Norge, er fremført på vore artikler, fremsætter vi rådmænd i stæderne dette som replik:

<1> Først angående det, som I skriver, at I på grund af de overgreb, der i sin tid blev tilføjet stæderne af kongen af Danmark, havde sendt Eders udsendinge til Tyskland for at forhandle med dem, om de vilde slutte forbund med Eders herr fader og med Eder mod de Danskes konge o.s.v., replicerer vi således: Udsendingene kom til stæderne medbringende akkreditivbrev, som var beseglet med segl tilhørende Eders riger, og indeholdt den realitet, at Eders fader og I og Eders riger urokkeligt vilde overholde alt og hvert, hvad de dagtingede om med stæderne eller indgik på; og angående alt dette gav I dem i Eders nævnte brev Eders uindskrænkede fuldmagt, som om I personligt måtte være til stede, således som vi vil bevise og godtgøre dette med samme Eders brev, så ofte som og når vi bliver opfordret dertil. Derfor blev der i anledning af dette og i overensstemmelse med hint brev forhandlet sådan på Eders faders, Eders egne og Eders riges vegne, at vi skulde slå os sammen med Eder mod kongen af Danmark og på grund af den Eder og os tilføjede uret indgå et forbund. Idet vi derfor ikke uberettiget nærede tillid til Eders nævnte brev og Eders nævnte udsendinges forhandlinger og tilsagn, indgik vi en klar overenskomst med Eder mod de Danskes konge på grundlag af de forhandlinger, der artikel for artikel er indeholdt i Eders brev. Vi efterkom altså disse forhandlinger og kom til farvandet Øresund med det for os fastlagte antal krigsfolkN, ud over hvilke vi endda førte godt 1000 væbnede mænd i marken, og vi skulde have været stærke nok til at belejre borgen København. Men da I ved Eders udsendinge og breve havde ladet os anmode om, at vi skulde vende os mod Helsingborg, handlede vi efter Eders opfordring og lagde os foran Helsingborg og ventede næsten 12 uger under store udgifter på Eders komme; og fordi I ikke kom, løb vi ind i den modgang, som vi tidligere har omtalt, eftersom vi ikke var stærke nok i alle henseender til at gennemføre en belejring til lands og til at forsvare os til vands.

<2-4> .....N

<5> Fremdeles dette: At Eders udsendinge ikke tilstrækkeligt omgående sluttede sig til Eder, kan ikke undskylde Eder i dette, at I ikke kom til os ved Helsingborg. Thi vi ventede længe på Eder, og selv om de aldrig sluttede sig til Eder, havde I alligevel skullet komme til stede med Eders andre mænd, således som I havde tilbudt og lovet os. Men eftersom I slet ikke gjorde det, var I årsag til de tab, der påførtes os. Men at kongens søn ikke vilde beedige våbenstilstanden med Eder, og at han undertvang Finnveden, var, som det synes os, Eders egen skyld og forseelse.

<6> Fremdeles, at I i Eders sjette svar beder om at få dokumenter vedrørende den uret og tvangsbeskatning, der er påført vore af Eders mænd, vil de overrække Eder notater og optegnelser herom.

<7> Mod det syvende, hvor I siger, at disse artikler er blevet forhandlet uden Eders viden, indvender vi som tidligere, at disse blev for handlet af Eders råder, der havde Eders fuldmagt, hvorfor I med rette, som det synes, skal opfylde dem. Men angående dette, at I siger, at stæderne indgik et forbund og en våbenstilstand med de Danskes konge, førend I gjorde det, svarer vi på den måde: At vi ingen overenskomst havde indgået med ham. Men eftersom stæderne i medfør af Eders fravær af deres fjender blev slagne, fangne og frarøvet deres skibe, gods og ejendele og i den grad svækket, at de ikke kunde gøre yderligere modstand, fordi kongen af Danmark lå i farvandet Øresund med en såre stor og talrig styrke, således at hverken fødevarer eller mænd kunde tilføres dem til undsætning, og eftersom de ikke uden fare på livet kunde trække sig tilbage, var det nødvendigt, at de — omend ugerne — indgik våbenstilstand med kongen, under hvilken de dog holdt fast ved forhandlingerne med Eder og Eders, således som de straks efter underrettede Eder om ved deres udsendinge. Hvis I ikke har bekræftet den våbenstilstand med kongen, var dette ikke vor skyld, da vi havde gjort alt og hvert, hvad vi helt og fuldt skulde og kunde gøre.

<8> .....N

<9> Iøvrigt forekommer det os, at den af Eder fremsatte undskyldning vedrørende tilbagegivelse af det gods, der blev frataget vore af Godskalk Skarpenberg, herr Porse, Absalon Kjeldsen og Torkil Barun, er mindre fyldestgørende, dels fordi de var Eders mænd og vasaller, dels fordi I havde indsat dem som høvedsmænd på Eders borge og i Eders lande; og selv om de skulde have været ulydige mod Eder, burde I dog, eftersom de borge, de vogtede, var Eders og stod under Eders ansvar, tage hensyn til, hvem I indsatte som høvedsmand på Eders borge, da det gods er blevet røvet uden for og i Eders jurisdiktionsområder, mens der herskede fred og tilsikret lejde.

<10> På de andre tilbageværende artikler vil vi svare mundtligt.

Ifølge det fornævnte beder vi altså Eder, herre, så indtrængende som muligt, at I sørger for at udlevere alt det fornævnte gods og andet, der under fred og venskabelige forhold er frataget os og vore af Eder og Eders i Eders områder, sammen med erstatning for de tab og udgifter, vi har påtaget og sat os i for Eders skyld under den forrige strid mod de Danskes konge, og med godtgørelse for udgifter og tab i anledning af borgen Borgholm; og som I således viser os en rimelig billighed i dette og i andet, som I er forpligtet til, således kan vi under sådanne omstændigheder både opnå Eders nåde og skabe venskabets gensidige kærlighed, og det tidligere påbegyndte forbund kan afsluttes med et endeligt og fuldkomment forbund. Og vi fra Lübeck beder særskilt om, at I uden længere tøven betaler de 2000 mark lybske penninge minus 36 skilling, som vi i år (N62 lånte Eder til Eders brug til køb af forskellige fødevarer, og som blev skaffet Eder og Eders mænd gennem herr Herman v. Vitzen, og at I skal beflitte Eder på at give os de penge tilbage, som vi med henblik på Eder har udredet til udrustning af fem skibe, der blev stillet til rådighed for de herrer grever af Holsten, således som Eders åbne brev — hvoraf vi havde tilbudt Eder en transsumpt — der blev givet os derom, klart beviser I skal.