DD nr. 13770814001

1377. 14. august. Arneburg 282

Konrad Moltke, væbner, høvedsmand i Vordingborg, lover på sin søn Evert Moltkes og egne vegne hertugerne Albrecht 2. og Albrecht 4. at rejse til Danmark og forhandle med rigets råd om hertug Albrecht 4.s arvekrav.

A: Schwerinarkivet (p.t. Bundesarchiv Koblenz). Verträge mit Dänemark nr. 50. Perg. 29 × 18, ingen plica. Konrad Moltkes vokssegl i perg.rem, DAS. 757.

Tryk: Mekl. UB. XIX 240 nr. 11040. Dipl. Dan. 4. rk. I nr. 282; DRB. IV:1 nr. 282 (i oversættelse).

Tekst efter A:

Ik Curd Moltike knape houetman to Werdenborg bekenne vnd betuge openbar an dessem breue dat ik desse nagescreuen degedinge van myner wegene vnd van Euerd Moltiken mines sones wegene hebbe gedegedinget mid den dorluchtigen forsten hertogen Albrechte deme iungeren hertogen Hinrikes sone konig Woldemars dochterkind/ to Denemarken vnd van siner wegene mid hertogen Albrechte van Meklenborg syme elderuadere vnd mid hertogen Hinrike sinem vadere also dat ik Curd Moltike vorbenomert scal vnd* wil van staden an ouer varen to Denemarken to des rikes rade to Denemarken vnd spreken mid en eft se dat kynt laten willen bi syme rechte dar id recht to heft ♦ Kan ik dat mid mynnen degedingen des wil ik vors{ov}ken mid allen truwen als ik best kan ♦ Were dat ik des nicht don kůnde so wil ik sunder vortoch to suntte Michels dage nů negest tokomende wesen to Rostok vnd wil van staden an riden mid minen heren edder mid eren ratgeuen de se dar to schicken na deme markgreuen van Myczen markgreuen Frederik vnd bidden ene mid minen heren edder mid eren ratgeuen de se dar to senden in guden trůwen dat he dat recht to sik nemen vnd entscheden dat na der breue lude als de vtwisen ♦ Were dat he id to sik nemen wil. wes he mi Cůrde vor recht secht van miner wegene vnd van mines sones wegene dar scolen vnd willen wy vs ane n{ov}gen laten vnd willen dat holden ♦ Were dat markgreue Frederik van Myczen dyt recht nicht to sik nemen wolde so hebbe wy koren hern Wedekin dem voget van dem Berge to beyden syden dat he vs scal. entscheden mid eneme vtganden rechte na vser breue lude lykerwys als de anderen heren dar wy des vore to gan hadden vnd wes he vs secht dar scole wy vs ane nogen laten vnd willen dat holden ♦ Were dat desse vorbenome de her Wedekyn here to dem Berge storue dat god vorbede so scole wy vses rechtes to beyden siden vnvorsumet syn men ik Curd Moltike scal vnd wil io komen to Rostok to suntte Michels dage als vorscreuen is vnd don minen vorgescreuen heren denne dat sulue dat ik em nů don scolde ♦ Vortmer so scal desse bref den anderen breuen de ik vnd des rikes rade to Denemarken dessen vorbenomeden heren vore gegeuen hebben nynerleye wys to hindere noch to scaden komen vnd de breue dessem breue. men se scolen an beyden syden. by aller macht bliuen. ♦ Alle desse vorscreuen dink stede vnd vast to holdende loue ik Curd Moltike vorbenomet vor mi vnd vor mynen sone Euerd dessen vorgescreuen heren hertogen to Meklenborg in guden trůwen sunder argelist. in wo dessem breue dar ik to tůge hebbe myn ingesegel vore henget laten de gescreuen is to Arneborg na godes bort drutteynhundert iar in dem in dem vii vnd vnd souentigesten iare. in deme auende vser vrowen hemmelvart.

Jeg Konrad Moltke, væbner, høvedsmand i Vordingborg, erkender og bevidner åbent med dette brev, at jeg har plejet disse efterskrevne dagtingninger på mine vegne og på min søn Evert Moltkes vegne med den høje fyrste, hertug Albrecht den yngre, hertug Henriks søn, kong Valdemar af Danmarks datterbarn, og på hans vegne med hertug Albrecht af Mecklenburg, hans bedstefader, og med hertug Henrik, hans fader, på den måde at jeg fornævnte Konrad Moltke straks skal og vil sejle over til Danmark til rigets råd i Danmark og tale med dem, om de vil lade barnet blive ved sin ret, som det har ret til. Kan jeg pleje dagtingning om det i almindelighed, det vil jeg forsøge med al troskab, som jeg bedst kan. Hvis jeg ikke kan gøre det, så vil jeg uden opsættelse til nu førstkommende sankt Mikkelsdag være i Rostock og vil straks sammen med mine herrer eller sammen med deres rådgivere, som de sender dertil, ride til markgreven af Meissen, markgreve Frederik, og sammen med mine herrer eller sammen med deres rådgivere, som de sender dertil, på vor tro bede ham om, at han tager sig retskendelsen på og træffer afgørelse om den efter ordlyden af brevene, således som de udviser den. Hvis han vil påtage sig den, hvad han da over for mig Konrad kender for ret på mine og på min søns vegne, det skal og vil vi stille os tilfreds med og vil overholde det. Hvis markgrev Frederik af Meissen ikke vil tage sig retskendelsen på, så har vi valgt herr Wedekind, fogeden af Berge, på begge sider til, at han skal forlige os med en endelig retskendelse efter vore breves ordlyd ligesom de andre herrer, som vi tidligere havde henvendt os til desangående, og hvad han afsiger som kendelse for os, det skal vi stille os tilfreds med og vil overholde det. Hvis denne fornævnte herr Wedekind, herre til Berge, afgår ved døden, hvad Gud forbyde, så skal vi på begge sider være uskadt i vor ret, men jeg Konrad skal og vil alligevel komme til Rostock på sankt Mikkelsdag, således som det er skrevet foran, og da gøre det samme over for mine forskrevne herrer, som jeg nu skulde gøre over for dem. Fremdeles så skal dette brev ikke på nogen måde blive til hindring eller skade for de andre breve, som jeg og Danmarks riges råd tidligere har givet disse fornævnte herrer, og de breve ej heller for dette brev, men de skal på begge si der forblive ved deres fulde magt. At overholde alle disse fornævnte punkter stadigt og fast lover jeg fornævnte Konrad Moltke for mig og min søn Evert over for disse forskrevne herrer hertuger af Mecklenburg på min tro uden argelist med dette brev, som jeg har hængt mit segl under til vidnesbyrd, og som er skrevet i Arneburg år 1377 efter Guds byrd dagen før Vor Frues himmelfartsdag.