Det skal være klart og åbenbart for alle og enhver, der får dette brevs tekst at se, at vi Henrik, af guddommelig fromheds nåde biskop af Ermland, år 1386 efter Herrens fødsel i den 9. indiktion den 5. juli i den højhellige fader i Kristus og vor herre hr. Urban den 6., ved Guds forsyn paves niende pontifikatsår, ifølge vilje og forudbestemmelse af den velbyrdige og mægtige mand, der tilhører en hellig orden, herre og højmester i Preussen for Marieordenen og det tyske hus med samtykke og efter anmodning af de gode mænd rådmændene i Preussens hansestæder, nemlig Kulm, Toruń, Elbing, Danzig, Königsberg og Braunsberg har modtaget et privilegiebrev af den navnkundige kong Valdemar af Danmark — salig ihukommelse — i nærværelse af nedenfor anførte vidner og på indtrængende henstilling af fornævnte tydeligt mærket os nævnte konges brev, som vi har set og gennemløbet, med dets rette hængende segl, friskt og helt, ustunget og uskrabet ved gennemlæsningen og berøringen og overhovedet savnende enhver mistanke, hvis ordlyd følger med disse ord. Vi Valdemar, af Guds nåde, de Danskes, Venders og Goters konge (o.s.v. = DRB. III 8 nr. 412). Vi har altså holdt det brev, der som fornævnt er overgivet os, og dets segl i vore hænder, omhyggeligt undersøgt det i nærværelse af de hæderværdige mænd Henrik, provst ved vor kirke i Ermland, Arnold, provst ved Vor Frelsers og Allehelgens kirke i Guttstadt i vort stift og official i vor gård, og Arnold Lang, kannik ved samme kirke i Guttstadt, forvalter i vor gård, tilkaldt som vidner hertil, ladet det transsumere på opfordring og efter indtrængende henstilling af ovenfor anførte personer og ladet vort segl hænge under denne transsumpt til vidnesbyrd om det fornævnte. Dette er forhandlet på vor borg Heilsberg år og dag som ovenfor.