39|III

Der gik et Par Uger, i hvilke Anders bildte sig ind at kunne mærke en Forandring i hans Faders hele Optræden imod ham. Men ganske uventet, en Dag i Begyndelsen af Høhøsten, brød hans gamle Væsen løs igjen. Han slog vel ikke Anders, men skjældte ham i de andre Folks Nærværelse saaledes ud, saa ikke den ringeste Gaasedreng vilde have taget derimod. Anders skammede sig og rasede uden Ord. Og dét Gode havde han da opnaaet nu, at han i sit stille Sind kunde trodse og haane sin Fader frit og uhindret; der fandt ikke længer nogen forvirrende Sammenblanding Sted mellem hans Faders Gammelmands-Arrigskab og saa Guds Vilje. Tværtimod, der var den bredeste Adskillelse: den ene var Tvang, Fornedrelse; det andet Frihed, Stolthed, Herlighed.

Og saa disse taabelige Drømme, Faderen havde! – Det var meget vanskeligt Bjærgningsvejr i Høsten. Men andre Folk havde saa da kun Vejret, at slaas med. Paa Tanggaarden havde de den Gamles Drømme. Han lavede det saa broget for dem, saaat Rugen raadnede op i Traverne og kom sletikke i Hus. Byggen maatte de kjøre ud af Laden igjen, fordi den bræmmede. Den endte paa Møddingen. Det eneste, der blev nogenlunde ordenligt bjærget, var Havren og Kartoflerne. Men af Havre havde de kun lige, hvad der skulde bruges til Hestene.

Og havde man saa endda kunnet haabe paa, at Gaarden, paa Grund af den vanvittige Driftsmaade, til sidst kunde falde ned over Hovederne paa dem, saa havde der dog været en Udgang at øjne. Men nej! Den Gamle tjente Penge som Græs ved sine Gaardhandeler og Udskiftninger; hvorledes hans egen Gaard blev dreven, kunde derfor, økonomisk seet, være ham temmelig ligegyldigt.

Alligevel gjorde Uheldene ham naturligvis meget gnaven, og det gik saa ud over Anders. – 40| Et Par Dage efter at de havde holdt Opskiver paa Tanggaarden, i Midten af September, var Anders kjørende af By med sin Fader. Den Gamle skulde ud paa Handelens Vegne.

Henimod Aften kom de kjørende hjemad og var ikke langt fra den store Banke paa Landevejen, en halv Mil østen for Tanggaard. De kalder den Kjeldbanken. – Per Hjarmsted havde været i daarligt Humør paa hele Turen, for Handelen var ikke gaaet efter hans Hoved, og nu sad han som saa ofte og lod sin Gnavenhed faa Luft overfor Anders. – Han havde haft mange forskjellige Ting at anke over, men nu havde han da tilsidst slaaet sig paa det, som det gjerne endte med, naar han ikke selv var Kudsk: Han var begyndt at kritisere og rette paa selve Kjørselen. – Nu var Anders en god Kudsk, og det var den Gamle for saa vidt ikke, som han aldrig vilde give Hestene Frihed nok. Men desuden har enhver jo sin særegne Maade at kjøre et Par Heste paa, saa der kan sagtens blive Uenighed. Per Hjarmsted ansaa selvfølgelig den, han brugte, for den ene rette.

De havde to Agestole i Vognen og sad hver i sin. – I nogen Tid havde det været Anders's Maade at holde Pidsken paa, som den Gamle havde dadlet.

»Du skal æt sidde og stritte med Pidsken lige i Vejret. Tu Du er da ingen Herskabskudsk.«

»Hvordant skal A saa holde den,« spurgte Anders, helt grødet i Stemmen af undertrykt Harme.

»Hvordant Du skal holde den? det veed Du vel nok. Du skal pege efter Rump-Remmen paa den Nærmer. Helles kan Du jo sidde og daske Folk i Hovedet, hvis Du har nogen ved Siden af Dig i Agestolen.«

Anders forandrede Pidskens Stilling.

»Nej, nej! – æt saa lavt!« raabte den Gamle hidsig, og stødte ham haardt med Knoerne mellem Ribbenene, »saa kan jo Skraldet tage i Hammelrebet, naar Du skal til at bruge Pidsken. Saa sidder Du dér

- hvad! og trækker Fisk i Land, i Stedet for at kjøre.«

Atter et Puf i Siden, der helt fik Karakteren af Straf, fordi det kom efter Formaningen.

41|Ved slige Lejligheder lagde Anders altid Mærke til, naar hans Fader sagde »æt« og »Æ«. Det blandede Foragt i hans Forbitrelse. Thi det kom af, at hans Fader var født Thybo, og slet ikke Vendelbo, hvad Anders først havde opdaget for et Par Aar siden. Han havde tidligere troet, at hans Fader og Moder beggeto stammede fra Vrejby.

De var nu lige paa Randen af den meget stejle Kjeldbanke. »Her kommer han da vel til at holde Kjæft,« tænkte Anders ved sig selv.

»Han skal bedre ud med Røven fra Stangen, den Nærmer!« raabte hans Fader i det samme, og kneb Anders i Armen. Anders var ret haardfør, men hans Fader havde Fingre som Jærn. Han kunde næsten ligesaa godt have brugt en Knibtang.

»Saa, – prik ham en Krumme i Lysken med Svøbeskaftet, saa kommer han!«

Anders gjorde det, men ikke til Tilfredshed.

Den Gamle kastede sig frem over Ryglænet paa den forreste Agestol, greb, med begge sine, om Anders's Hænder med Tømmerne samt Pidsken, og stak nu med denne efter den Nærmer, forat faa den ud fra Stangen. – Dette lykkedes vel ogsaa, men baade Heste og Vogn var under denne Manøvre komne foruroligende nær til den venstre Vejbrink, da Per Hjarmsted atter slap Tømmerne. Anders foretog da en hurtig og kraftig Drejning til højre, men derved kom Hestene et Øjeblik beggeto nær ind til Stangen.

»Hvordan er det, Du ligger og kjører!« raabte den Gamle og kneb atter Anders i Armen, saa denne følte en pludselig Svimmelhed af Smerte og Raseri.

»Det skal I faa at see!« sagde Anders sagte og dirrende, stemmede Fødderne mod Forsmækken og lod i næste Øjeblik Pidsken hvine ned over Hestene, Slag i Slag. De foer i strakt Karriere ned ad den lange, stejle Bakke. Faa Sekunder efter var de løbske, – og Lyden af Vognen skiftede helt Art for Anders's Øren, han kjendte sletikke den Lyd, al Ujævnhed i den svandt bort, det var een sammenhængende, ligesom tonende, Bragen. Hestene blev ganske lave under det strakte Løb. Anders svang stadig Pidsken, skjønt Farten ikke kunde blive vildere. Han var i en Henrykkelse. I disse Øjeblikke, hvor Døden var langt sandsynligere for dem begge end Livet, følte han sig første Gang fri, – fri for sin Faders Tvang, og dermed 42| uafhængig af Alverdens Mennesker, fri, fri, fri! – der var kun Guds blaa Himmel, som var højere end han! –

For Enden af Bakken var en Bro, saa steg Vejen igjen.

»Broen, Anders, Broen!« sagde det bag ham med en Stemme, der var ham ligesaa ny og mærkværdig som Vognens Raslen. Saa foer de over Broen med en metalagtig Lyd som af et enkelt Strøg paa en Kjæmpe-Lee.

Straks efter vidste Anders, at han skulde leve, – – – og at han ikke et Øjeblik længere vilde være hjemme.

Inden de naaede op til Randen af Bakken, havde han helt faaet Magten igjen over Hestene. – – –

De drejede nu om ad Vejen ind til Tanggaard. Anders saae sig selv holdende for Døren derhjemme – sin Fader i Færd med at staa af. Og han følte – nu – Faderen siddende der bag i Vognen uden at give en Lyd fra sig.

Men før skulde han slaas for Livet med den Gamle, før han atter skulde bøje sig for ham! – Hvorfor ogsaa saadan en gammel arrig og ondsindet Mand – fordi han var Ens Fader – skulde have Lov til altid at hundse En og have En til Træl! – Hvor han hadede disse ærværdige, hidsige, halvfjollede, herskesyge Oldinge, – de fortjente ikke bedre, end at Ungdommen skulde benytte sig af sine Kræfter og give dem deres Bekomst! – – Som saa ofte før gav han sin Harme Luft i Tanker, der betydelig oversteg, hvad han i Alvor kunde mene. Han følte det selv og blev bange: han havde saa ofte været stor paa det i Tanker og ydmyg i Handling. Men denne Gang skulde han ikke vige, – han skulde ikke vige! sagde han ved sig selv og bed Tænderne sammen, – og havde samtidig en besynderlig – ubehageligt kildrende, ligesom bagvendt, vrang Følelse af, at det var hans Faders Blod, der kogte i ham; at han i denne sin hidsige Vrede netop var sin Faders ægte Søn.

Da de holdt hjemme i Gaarden, sprang han hurtig af Vognen, og saae nu sin Fader første Gang efter hint Øjeblik paa Kjeldbanken.

Den Gamles Bevægelser var rolige, og Ansigtet bogstavelig lukket; man kunde ikke see Øjnene. Anders syntes ogsaa, han var noget bleg, men maaske det var Indbildning.

Per Hjarmsted var kommen ned paa Jorden og vilde øjensynlig gaa ind uden at sige et Ord, men Anders turde ikke vente med sit.

43|Han var mere exalteret nu, end egentlig forbitret, men han havde alligevel Mod i dette Øjeblik til at sige alt.

»A vil int længer være hjemme, Fa'er. A vil rejse i Morgen.«

Faderen saae hurtig til ham, men fortsatte sin Gang mod Døren.

»A vil int være her længere, Fa'er. Vil I int snakke med mig nu, saa gaar A min Vej i Nat.«

»Du er jo taabelig. Gaa i Din Seng, Knægt!«

Der var noget i Tonen, hvori disse Ord blev sagt, der bibragte Anders Følelsen af, at han vist alligevel havde sejret. – Den Gamle stod stille paa Trappen et Øjeblik og saae paa sin Søn. Idet han saa gik ind ad Døren, vendte han sig halvt og sagde: »Æ vil æt have Dig gaaende hjemme. Du kan komme væk, naar Du tykkes.« –

Anders satte Hestene paa Stald. Saa gik han ind for at spise sin Nadver.

Faderen sad for Enden af Bordet og sagde ingen Ting under Maaltidet. Moderen og Kirstine var der ogsaa, men de forholdt sig ligeledes tavse. Alligevel kunde Anders godt see paa dem, at Faderen intet havde meddelt dem om det passerede.

Anders var meget trykket. Hans Sind var i den Grad væbnet og kampberedt, saa det næsten var uudholdeligt at sidde stilfærdigt i denne Rustning og spise Mælk og Grød. – Saa kunde han hellerikke værge sig mod en vis Følelse af Skam – ved at see sin Fader overvunden; thi skjønt hans Tanker stadig foregøglede ham en kommende Kamp, saa var for hans Følelse Sejren nu afgjort vunden.

Efter Bordet gik Per Hjarmsted en Tur ind i sit Kammer, som han plejede. –

»Aa, tu hvad er der ved det?« spurgte Moderen straks.

»A vil int blive hjemme længere. Det har A sagt til Fa'er.«

»Men vil han lade Dig rejse?«

»Ja.«

»Det er saamænd ogsaa det bedste. Det var int skjønt, saaen som det gik.«

»A er bestemt kjed af, Du rejser, Anders!« sagde hans Søster med Graaden i Halsen. Hun stod ved Bordet og saae nedad. De sorte Pupiller løb saa uroligt under Randen af Øjelaagene, og hendes Overlæbe krusedes mer end sædvanlig.

44|»Ja, det er ogsaa snart Synd for Dig, bitte Kirstine,« sagde Moderen – og klappede hende paa Kinden, – paa en Maade kejtet, og dog saa yndefuldt, saa rørende naturligt. »A kan jo int værge jer imod ham, omendskjønt A seer vel, te han er altfor haard imod jer.«

Der var en længere Tavshed.

Saa kom den Gamle ind fra Kammeret. Han var i gul Skindtrøje og gule Skindunderbukser og Hosesokker. Han passerede blot Dagligstuen paa Vejen til Sovekamret.

»Ja, Du kan rejse, naar Du vil, Anders. Men Penge faar Du ingen af. – Lad os saa gaa i Seng, Margrethe,« sagde han med et Blik hen til sin Kone.

»Ja, tu det er vel paa Tiden,« sagde hun og gik ud af Stuen uden at sige Godnat, – men det sagde Familiens Medlemmer aldrig til hinanden her i Gaarden.

De to Søskende sad endnu en Stund og snakkede. Kirstine mente, at han skulde tage hen til Morbro'er Hans først, og saa blive færdig med Kongens Tjeneste. – Ja, og hvis han saa kunde faa en Gaard, sagde Anders, saa skulde Kirstine flytte hen til ham og holde Hus for ham.

»A kan da int lade vor Mo'er være ene hjemme med Fa'er,« svarede hun. »Det var da altfor sært.«

»Ja, det var det vel ogsaa,« indrømmede Anders.

Næste Morgen stod Anders, rejseklædt, indenfor Døren i sin Faders Kammer.

»A gaar paa Sessionen om et Aar, og i Mellemtiden vil A tjene,« sagde han, ligesom naar han ellers aflagde Rapport om Arbejdet paa Gaarden.

»Kommer Du efter Penge?« sagde den Gamle, der sad ved Bordet og vendte Ryggen til Sønnen.

»Nej.«

»Du kan nok alligevel æt klare Dig foruden.«

»A kan vist ligesaa godt klare mig uden jer Hjælp nu, som I kan klare jer uden min Hjælp om nogle Aar.«

»Hm. – Du kan jo skrive, naar Du trænger.«

»Tak!« sagde Anders, og der var nogen Dirren i Klangen af hans Stemme. – Saa gik der et Par Minuter i den Stilling.

45|»Ja, saa vil A give jer Farvel!« sagde han endelig.

»Farvel, Anders!« Den Gamle vendte sig halvt om i Stolen, dog ikke saa langt, at hans Blik mødte Sønnens.

Anders aabnede Døren – og lukkede den ganske sagte efter sig. Saa gik han ind forat tage Afsked med sin Moder og Søster.

Da Anders havde været et Par Dage hos sin Morbro'er Hans, kom der Brev til denne fra Per Hjarmsted med en Anvisning paa 500 Rdl. Han bad Hans sige til Anders, at hans Fader syntes, det var bedre for ham at drive Handel, til han blev Soldat, end ligefrem at være Tjenestekarl. Det lærte han mere ved. Anders fulgte Opfordringen og tjente i det følgende Aar ved Kvæghandel c. 400 Rdl. netto, hvad der ikke kunde kaldes saa daarligt for en Begynder. Men han syntes ikke rigtig om Bestillingen. Om Efteraaret gik han saa paa Sessionen.

Takket være gamle Per Hjarmsteds Beskrivelse af Verden og Menneskene, som Anders havde modtaget som Barn, var det næppe muligt, at nogen Uretfærdighed eller Lumpenhed ude blandt Fremmede skulde kunne overraske ham. Hvad Officererne i Aalborg angik, da nærede han ikke ringeste Tvivl om, at de var Forbrydere alle til Hobe. Men det var hans faste Beslutning at udholde deres Ondskab uden at kny, – og for Resten gjøre sin Pligt. Hans Fader havde nemlig – netop med Militærtjenesten for Øje – for et Par Aar siden udførlig udviklet for ham, at den militære Ret var om muligt endnu uretfærdigere end baade Overretten og Højesteret. Og medens man aldrig paa Forhaand kunde vide, hvilken af Parterne disse højere, borgerlige Instanser vilde lade sig smøre af; saa kunde man derimod altid være sikker paa, at den militære Ret vilde frikjende Officererne. At tage sig selv til Rette i Kongens Tjeneste gik hellerikke an; saaledes som det dog undertiden lod sig gjøre i det borgerlige Liv. Thi Officererne var altfor indbyrdes enige, Militæret hang sammen som Ærtehalm; det var det, der kaldtes Disciplin, og den var man nødt til at bøje sig for.

Anders blev straks taget paa Sessionen. Der fandtes ikke en Fejl 46| paa hans Krop fra Isse til Fodsaal. Tilmed havde han i det sidste Aar rakt sig betydelig; han var over Middelhøjde og vel bygget, men stadig noget spinkel. – En af Sessionsherrerne var saa venlig at sige ham, at han skulde skabe sig rent forbandet, hvis han ikke ogsaa blev taget til Underkorporal med Tiden. – Han fik en Sergeant, som den første Tid var temmelig brøsig mod de unge Rekrutter. Men Anders var den mest punktlige Lydighed, samtidig med at han i Stilhed lovede sig selv, at blev det for galt, saa tog han nu alligevel – ihvad saa Disciplinen sagde – og gjorde en Ulykke paa den Sergeant. Det kunde jo umuligt være nogen Synd at straffe Uretfærdighed, – og hvad andre Mennesker mente derom, var ham fuldkommen ligekjært, nu da han ikke længer regnede den eneste jordiske Autoritet, han nogensinde havde kjendt, – sin Fader.

Det varede dog ikke ret mange Dage, inden Sergeanten var ligesaa høflig mod Anders, som denne mod ham. En Dag sagde han til Anders efter Øvelsen: »De er jo en flink Fyr i Grunden, 68; hvorfor seer De saa vild ud af Øjnene?« – Anders svarede undskyldende, med Haanden til Huen: at det maatte han vel sagtens være født med. –

Officererne gjorde ham egentlig hellerikke noget. Han saae undertiden, at Kammeraterne fik Straf; men han fandt i Almindelighed, at de havde saa inderlig vel fortjent den. Han havde saa ofte hjemme ærgret sig over Tjenestefolkenes Dovenskab og dumme Streger, og over, at man ikke ordenlig kunde faa Ram til dem derfor. Saa det var helt skjønt engang at see saadanne Karle faa dét, de med Rimelighed kunde tilkomme. – Men alligevel regnede han sin Militærtid som en Trældomsstand, man jo nu skulde døje, en retsløs Tilstand, man maatte igjennem. Der var jo dog ingen Mening i, at han her skulde gaa og krybe og slege, staa krum og staa ret for disse Officerer og Befalingsmænd, blot forat faa Lov at være i Fred for dem. – Uden at nogen i mindste Maade kom ham for nær, gik han dog i disse lange Maaneder og længtes efter den Tid, da han ikke mere skulde taale noget; da han kunde gjøre Ret og kræve sin Ret, uden at skulle takke nogen derfor. – Han kunde egenlig saa godt forstaa meget af sin Faders Væsen, og han kunde blive ganske rørt, naar han tænkte paa det sidste Døgn, han var hjemme – efter Kjeldbakke-Turen. Men han vilde ikke til at gaa hjemme igjen, 47| naar han kom ud af Tjenesten. Nej! – nej, det skulde blive Løgn, saa kunde hans Fader stille sig an, som han vilde.

Da den regelmæssige Tjenestetid var til Ende, skrev han til sin Fader, om ikke denne vilde see at skaffe ham en Gaard; vilde han ikke dette, saa maatte Anders see sig om efter Plads som Tjenestekarl eller maaske som Forvalter. Handelen havde han nemlig ingen Lyst til, og han vilde under ingen Omstændigheder være hjemme. Han tilføjede, at han ikke syntes det var klogt af hans Fader, om denne vilde søge at staa hans Planer imod, hvad denne Sag angik.

Han fik Brev fra sin Fader fjorten Dage efter, – ikke med Posten, men overbragt af Butiksdrengen i den Forretning, hvor hans Fader handlede, naar han undertiden kom til Aalborg; der havde man modtaget det sammen med en Sending tomme Sække; det var skrevet paa Bagsiden af et Brev til Per Hjarmsted fra en Ejendomskommissionær i Thy. – Per Hjarmsted skrev – uden nogen Indledning:

Jeg er kommen i Tanker om, det er bedre, Du nu kommer hjem. Du kan være min Forvalter paa Tanggaarden.

Din Fader Peder Andersen.

Men Dagen før Ankomsten af denne Skrivelse, var Anders allerede bleven taget til Korporal. – Han tænkte noget paa at desertere, – dog, da han under Haanden havde erkyndiget sig om, at selv om – det lykkedes for ham at komme bort, saa kunde han i hvert Fald aldrig vende tilbage til Danmark, – opgav han det. Men han lovede sig selv med om muligt endnu større Inderlighed end før, at naar Tiden var til Ende, saa han kunde komme udenfor »Disciplinen«, da skulde han ogsaa forsvare sin Selvstændighed, saa ingen skulde vove blot at nærme sig dens Grænser. – Han begyndte nu paa den ny Tjenestetid, og saa snart den Tanke havde fæstnet sig hos ham, at det var uundgaaeligt, – tog han energisk fat, uden at fantasere over, hvordan det ellers kunde have været.

En Dag i det andet Efteraar af hans Soldatertid kom der ridende Bud til ham hjemmefra, at hans Moder var bleven meget syg. – Da han kom hjem, var hun død. – Han var saa sært forundret over sig selv i de Dage, som fulgte – (han var hjemme en Dag, tog til 48| Aalborg igjen, og kom saa atter hjem til Begravelsen) – for han kunde ikke rigtig komme til at sørge; det var, ligesom hans Sorg vendte forkeert, saa den ikke kunde blive født til Verden. Men han havde den pinligste Fornemmelse af nu for bestandig at være gaaet Glip af saa meget, som han kunde have faaet, om han blot havde søgt det; han syntes, han havde kjendt sin Moder alt, alt for lidt. – Kirstine derimod kunde baade sørge og græde, og han blev greben af en stor Ømhed for sin Søster. Det var for ham, som om han hos hende skulde kunne finde noget af det, han ikke havde søgt og derfor hellerikke fundet hos sin Moder.

Hvormeget hans Fader sørgede, kunde han ikke saadan tydelig see. Den Gamles Udseende var jo egentlig altid meget trist og alvorligt, og Øjnene var det saa vanskeligt at faa fat paa. Det eneste, Børnene bestemt kunde iagttage, var, at han snød sin Næse tiere og voldsommere i denne Tid end ellers.

Anders sagde atter ved denne Lejlighed, at han paa ingen Maade vilde være hjemme, naar han kom af Tjenesten. Og han føjede til, at Kirstine ogsaa vilde ud. – Hvor hun saa vilde hen? – Ja, fik Anders Gaard, saa vilde hun holde Hus for ham. – Saa kunde Anders jo blive Forpagter af Tanggaarden. – Nej, han vilde være selvstændig. – Saa kunde han jo ogsaa faa Gaarden, og den Gamle vilde saa gaa paa Aftægt hos ham. – Nej, han vilde nok have sin Fader paa Aftægt, men ikke paa Tanggaard.

»Hvadfor saa æt det, Du?« spurgte Per Hjarmsted.

»Nej, for dér kan A int redde mig for jer alligevel. A vil have jer hen paa en fremmed Gaard. Saa kan vi blive der alle tre. – Men I maa int komme lige straks. A vil selv have den sat i Gang først.«

Hertil svarede den Gamle slet ingen Ting. Men Anders havde den bestemte Fornemmelse, at han i Virkeligheden indvilgede. – Det varede ogsaa kun et Par Uger, saa fik Anders Brev fra sin Morbro'er Hans, at nu var den Gamle begyndt at see sig ud om en Gaard til sin Søn. – Det kom ikke Anders overraskende. Men samtidig med at han saaledes følte Faderens Vilje mere og mere forsvinde i sin, var det for ham, som om han nu ogsaa arvede, – ligesom lovformelig overtog i sig sin Faders hele stridbare, mistroiske Stilling til den øvrige Verden. Han følte, hvor Faderens Vrede vilde ligge paa Spring i ham ved alle gamle Lejligheder, hvor den før plejede at 49| rejse sig: overfor Tjenestefolks Ulydighed og Utroskab, overfor Naboers Drilleri og Ondskabsfuldhed, – men fremfor alt overfor den Uret, der gav sig ud for Ret og optraadte med Myndighed, den Uret, som kom fra oven, fra Øvrigheden, eller som de Mange slog sig sammen om at øve. Og han syntes, det stod for ham, at den Gamle dog i mange Tilfælde havde været for hurtig til at bøje sig; at han skulde naa videre end sin Fader, – han havde jo dog overvundet gamle Per Hjarmsted selv, saa maatte han vel ogsaa kunne magte nogle af de Vanskeligheder, som hans Fader var gaaet af Vejen for.-

Da Anders kom hjem fra Tjenesten, havde han dog kort forinden besluttet at tage en Plads som Forvalter paa en større Gaard paa Randersegnen, for at lære noget mere, inden han selv blev Gaardejer. Og det blev da ikke til noget med en Gaard i Vendsyssel, som hans Fader havde tænkt paa til ham. – Men et Aarstid derefter fik han Brev fra den Gamle, at nu maatte han endelig komme hjem. Nu var der en Gaard ovre i Harreby Sogn paa Søndersiden af Fjorden, som skulde sælges ved Tvangsauktion i April Maaned. – Den var paa fjorten Td. Hartkorn, og i alle Maader vistnok en god Gaard. Og Anders havde jo ikke fæstet sig længere end til April.

Anders sagde Ja uden Tøven til sin Faders Forslag og kom hjem allerede den første. – Han var nu 21 Aar. – Han havde aldrig været i Harreby eller Sognene deromkring; men han vidste nok, at naar man fra Tanggaarden saae ud i syd-sydøst, imellem de to Højdedrag paa Nordsiden af Fjorden, som kaldes »Halderne« mod vest og »Forlandet« mod øst, – saa var det Harreby Sogn, det Stykke af Landet søndenfjords, som man da kunde see. – Han syntes for Resten, han engang havde seet og talt med en Mand fra Harreby Sogn, men kunde en Stund ikke komme paa, hvem det skulde være. Endelig mindedes han Pastor Steffensen, som havde været paa Tanggaarden sammen med disse Mænd fra Kolding-Egnen. – Saa kjendte han da eet Menneske derovre, tænkte han ved sig selv.