III

Jeg var ofte syg som lille, eller rettere sagt: jeg laa ofte til Sengs. Syg var jeg i Grunden altid; til jeg blev nær op imod fyrre, tror jeg ikke jeg har været helt rask én Dag af mit Liv. Men de første otte Aar var det helt galt; den lille Organisme hade ondt ved at tilpasse sig. Jeg led meget af Kirtler, der brød ud som Saar overalt i mit Ansigt; kun Øjnene gik fri. Desuden led jeg meget af Forkølelsessygdomme, Bronkitis og Hoste; Feber fik jeg for et godt Ord. Jeg maatte drikke Levertran, som dengang var en harsk gul Væske, der ikke let vilde glide ned. Far hade ogsaa jævnlig Søvand med hjem fra Kalkbrænderihavnen; det smagte om muligt endnu værre.

Sengen hade jeg ingen Uvilje imod, saadan som sunde Børn, der pludselig fejler noget, gærne har det. Jeg kom i Reglen selv og forlangte at komme i Seng. Dette skete forresten ogsaa, selv om jeg ikke var egenlig syg – naar Tilværelsen gik mig paa og jeg følte den som fjendtligt Øde til alle Sider. Saa blev jeg først tryg til Mode, naar Sengen sluttede sig blødt om mig og jeg laa puttet som Barn i Moders Liv. Det er sikkert i Almindelighed et svært Spring, det fra den sluttede lune Tilværelse i Moders Skød til den kolde, uafgrænsede Verden udenfor. Børns hyppige Anfald af Savn gælder nok tiest Hold og Varme; de bliver rolige, naar de kan hygge sig ind i Blødhed, faa Dynen over Hodet.

Om det svage Barn gælder dette endnu mere, og det er ingen Løsning at prøve paa at hærde det – Tilværelsen har Haardhed nok i Behold for det endda!

Mor var flink til at putte mig i Seng ved saadanne Lejligheder; og der laa jeg saa og hyggede mig og fulgte hende med Øjnene. En Gang imellem kom hun hen til mig og saa mig ind i Øjnene. »Naa dit lille Fæ, tror du saa snart du tør træde paa Jorden igen?« spurgte hun med et eget Smil. »Nu skulde du se at komme op, inden der kommer nogen; ellers tror de, du har faaet den sællandske Syge.«

Men som Regel var det alvorligt nok.

Et enkelt Sygeleje har prentet sig særlig i min Erindring. Jeg laa i vort Soverum ud mod Olufsvej, hvis Husrækker netop dengang blev byggede. Fra Dag til Dag fulgte jeg Arbejdet derude, hørte først Boligernes Drenge tumle sig i Udgravningerne og saa derefter Stilladsstængerne blive rejst. En Dag dukkede Murernes Kasketter op over Plankeværket der afgrænsede Boligerne, Muren voksede i Vejret, Arbejdsmændene kom stigende op i Luften med vældige Nakkebyrder af Sten og Mørtel, som de styrtede fra sig saa det drønede. Man raabte og sang derovre under Arbejdet, jævnlig gik en lille Flaske efterfulgt af en stor fra Haand til Haand. Det skete ogsaa, at der var Ufred derovre; saa skreg jeg op i Angst, og Mor kom styrtende ind fra Køkkenet og lagde mig ned. Der sad altid bunden Angst i mig – og brød løs naar voksne Mennesker begyndte at blive højrøstede. Det var rimeligvis et Efterladenskab fra oprivende Scener i Hjemmet, naar Far kom hjem og hade faaet noget at drikke.

Under dette Sygeleje, som maa have været ret langvarigt, hade jeg jævnlig Feber og fantaserede uhyggelige Ting. Det var altid Tyskerne, der var efter mig og vilde tage mig. Mor hade hængt et Lagen for Vinduet for at skaane mig for det stærke Lys udefra, og paa det flimrede de op og ned. De tog Skikkelse af Udyr og Djævle med Knivtænger til Klør og en lang Saks til Hale, jog rundt paa det hvide Forhæng og skar Grimasser ad mig. Saa maatte jeg igen skrige, og Mor kom og lagde Haanden paa min Pande og vendte Puden. »Du skal ikke være bange for Tyskerne, for de gør os saamænd ikke noget, bare vi passer os selv,« sagde hun beroligende. »Min Bedstefar var indvandret fra Tyskland, saa der kan du selv se, at det er gode Mennesker!« Det lød fuldt ud overbevisende, men Angsten for Tyskerne kunde ingen nok saa gode Ord tale ud af mit Sind. Den sad i alle os Børn dengang – vel en Eftervirkning fra 64.

Særlig beroligende virkede Omgivelserne ikke paa en ængstelig Barnesjæl. Liremandens, som vi boede Dør om Dør med, hade begge Sønnerne gaaende hjemme og drive – to lange Døgenigte kaldte Mor dem. Dagen lang skændtes man derinde, og naar Datteren kom hjem, gav det gærne Ballade. Hun var kun taalt, naar hun bragte Penge hjem; ellers kaldte Brødrene hende med de værste Navne. Hun boede inde i en Kælder i Landemærket og bagte Æbleskiver til Soldaterne paa Sølvgadens Kaserne; forfærdelig tyk var hun – og hade hele Dagen Haaret fuldt af Papilotter, ogsaa naar hun kom hjem paa Besøg. Jeg spurgte Mor, hvorfor hun hade det Papir i Haaret. »Det sætter Smag paa Æbleskiverne,« sagde Mor gaadefuldt.

Nielsen selv var mest ude at rejse med Lirekassen; han hade været med i Treaarskrigen og hade Træben. Benet selv var dog ikke væk, men gjorde en Drejning og stak bagud. Jeg efterlignede ham ved at lægge Knæet i Udsnittet paa Fars Støvleknægt og humpe om med den som Træben. »Ja, nu er du saamænd lige saa meget Invalid som visse Folk,« sae Mor, hun troede ikke paa Nabo Nielsens Invaliditet. »Men der tjenes i al Fald tykt med Penge paa den,« sagde hun. – – Men ingenting forslog derinde. Naar de hade noget, aad og drak de det op med det samme, og levede saa videre paa Nass og Tyveri.

Mor kunde ikke fordrage dem, og jeg følgelig heller ikke. Men jeg var mere konsekvent end hun, for jeg gik af Vejen for dem. Det undrede og skuffede mig, saa tidt Mor, naar jeg kaldte, kom farende ind fra Gangen mellem de to Køkkener, fra en Passiar med den ækle tykke Madam Nielsen. Hun maa ha kunnet mærke, at jeg ikke syntes om det, for hun saa mig ikke i Øjnene.

»Det er en væmmelig én!« sagde jeg en Dag muggent.

Mor gav sig noget at bestille. »Ja ja, min Dreng; der kan være noget at udsætte paa os allesammen,« svarede hun lidt efter. »Og hun ser da til jer, naar jeg er ude paa Arbejde.«

»Næ, for hun stjæler bare din Mad i Køkkenskabet, og saa faar vi Skyld for det.«

Mor stod et Øjeblik og stirrede ud, saa bøjede hun sig ned til mig og lagde sit Ansigt til mit. »Om Forladelse!« hviskede hun, »det var Synd af mig at mistro dig.« Pludselig rettede hun sig op. »Det skal hun faa betalt, den Kælling,« sagde hun truende. »Jeg skal ordenlig sige hende Sandheden.«

Ja, en rigtig Kælling var det. Men Nielsen kunde jeg ret godt lide; han var en gemytlig Svend og lod mig dreje paa Lirekassen, især naar han hade lidt i Hodet. Og Sønnerne beundrede jeg i mit stille Sind, selv om jeg gik af Vejen for dem; Politiet var bestandig ude efter dem, og jeg hade en Forestilling om, at de levede paa Krigsfod med Samfundet. Det tilfredsstillede noget i mig! Der var blot for megen Larm og Ufred derinde hos Naboens for min ængstelige Natur.

Bedre stod det nu ikke til inde hos Bigums, som boede i den anden Husgang, men Væg om Væg med os. Jeg hade aldrig været derinde, hade knap nok nogen Forestilling om, hvordan de to Døtre saa ud. De var Fabriksarbejdersker og var borte om Dagen for at tjene Føden til sig og Faderen, der var Dranker og Delirist. Naar han hade sine Anfald, bandt de to Døtre ham fast til Bænken, før de gik hjemmefra; der laa han saa og rasede Dagen lang. Bænken stod lige paa den anden Side Væggen, og jeg kunde gennem den tynde Væg høre alt hvad han foretog sig.

Maaske af Oprevethed hade jeg ligget og kradset et Hul i Væggens Puds; og nu bagefter laa jeg og gruede for, at den Gale derinde skulde foretage sig et eller andet gennem Hullet (der forresten kun naaede ind til Stenene), kanske komme ind til mig. »Er du rigtig klog! Selv om der var et Hul, kunde han jo umulig komme igennem det,« sae Mor. Men saadan en Bagatel klarede min opskræmte Fantasi med Lethed; han behøvede jo bare at gøre sig tilstrækkelig tynd!

En Dag hade der samlet sig nogle Dyr i Hullet, og Mor kom og dækkede det til med grøn Sæbe. »Se saa, nu har de skam faaet, hvad de har godt af,« sae hun. »Nu kan de værsgod kravle ind, hvor de er kommet fra og sutte Brændevinen af Kroppen paa Deliristen derinde. – Hvad det er for nogen væmmelige Dyr? det er saamænd Fattigfolks Vækkere; dem gav Vorherre os med, da han jog os ud af Paradiset – for at vi ikke skulde forsove os om Morgenen. Derfor hedder de ogsaa Vækketøj.«

Forklaringen var jeg meget tilfreds med; men Dyrene selv var jeg bange for.

»Det skal du slet ikke være, for dig gør de ikke noget,« trøstede Mor. »Du har alt for fin Hud; Tante Lassen siger, at de smaa Prinser værsgod ikke har nær saa fin Hud som du.«

Og sandt er det, at Væggedyrene ikke gjorde mig noget hverken dengang eller senere. Jeg har, særlig i mine unge Dage, boet i Logihuse af den allerbilligste Slags, sovet i Druknekasser og Huler fyldte med Væggetøj i mange Lande. Om Morgenen, naar vi blev purret ud, kunde min Slof være rød og betændt af Bid over hele Kroppen; mig hade de ikke rørt. Maaske er jeg allerede som ganske lille paa Kristianshavn blevet saa grundigt hjemsøgt, at mit Blod har maattet lægge sig baade en Modgift og en eller anden Art Afskrækker til. Det er forøvrigt blandt Snylterne ikke blot Væggetøjet, der gaar langt uden om mig. – – Lang Tid græmmede det mig imidlertid, at Utøj, der gladelig tog til Takke med den mest opløste Sut, kastede Vrag paa mig; jeg følte det, som blev jeg vraget af selve det levende Liv. Men til syvende og sidst er der jo en væsenlig Fordel ved at være urørlig.

Om det nu var min Angst for Bigum – som timevis kunde ligge derinde og skære Tænder og rase for at komme løs, saa Væggen var ved at vælte – en Dag har Mor flyttet mig over paa Sofaen i den pæne Stue. Far mukker lidt, for Sofaen er polstret, og der maa ikke engang siddes i den til daglig. Men det maa være alvorligt med mig, for han lader det ske; og herinde ligger jeg og hygger mig. Her er ogsaa Kakkelovn, og imidlertid maa det være blevet Vinter. Naar Mor har Penge til lidt Brændsel, lægger hun i allerede midt paa Dagen, før min Broder kommer hjem fra Asylet med Tavle og ABC og Næse, der løber. Han skal have det lidt varmt, inden han maa afsted ud paa Kalkbrænderiet med en Flaske varm Kaffe til Far. Han hiver Tavle og ABC over paa min Seng og gaar straks i Gang med at lære fra sig; han kan allerede de første seks Bogstaver og er ved at revne af Lærdom; mig behandler han som en haabløs Idiot. Jeg er glad, han snart skal afsted igen; jeg har det bedst alene med Mor.

Men han selv er ikke glad. »Der er saa koldt derude ved Vandet,« siger han og tuder og trykker sig ind i Krogen ved Kakkelovnen. Han maa hver Eftermiddag hjælpe til derude, lægge Æmner til Brosten frem og skaffe Stenaffaldet afvejen, der hober sig op neden for Fars Arbejdsstade, en Tønde fyldt med Skærver og Stenstøv. Han er altfor lille til det, og hver Eftermiddag har Mor den samme Scene: han hugger sin Haand i Væggen, truer Mor og Far og os alle paa Livet – og tuder! Men naar Mor stille ser paa ham med Øjne, der begynder at sløres, snupper han Kurven med Kaffen og styrter afsted.

Men om Aftenen, naar han kommer hjem, sommetider sammen med Far, sommetider alene, er han glad og god imod mig. Altid har han noget med til mig, en køn Sten, Skaller af store Muslinger, som hænger paa de vældige Sten, Stenfiskerne henter fra Bunden af Kattegat og Øresund og bringer ind til Huggerierne. Indmaden, der præcis lignede en Æggeblomme, hade de selv spist derude.

»Saa har I ved Gud ogsaa været paa Værtshus – midt paa Eftermiddagen!« sae Mor harsk. »Og nu sidder han der naturligvis igen; saa kan én vente ham fuld hjem som sædvanlig!« Hun smed vredt Stoppestrømpen til Side og støttede Hodet i Hænderne. Min Bror sae ingenting; man kunde se paa hans Mine, at Far hade forbudt ham at fortælle noget hjemme.

Pludselig sae han, lyst som kun han kunde sige det, og med et Ansigt som blev al Misstemning nu klaret af Vejen: »Jeg skal nok tage en hel Huefuld Muslinger med hjem til jer – jeg skal nok! Og jeg skal tjene mange Penge til dig, Mor – og aldrig gaa paa Værtshus – naar jeg bliver stor!« Mor maatte smile.

Far kom ganske rigtig drukken hjem, men var i godt Lune. Fuld af Sne stampede han ind i Stuen, der laa Sne i hans kraftige sorte Haar og hang Sne paa Sejldugspjækkerten. Han hade været i Klammeri med en Betjent; han fortalte det leende, mens han stod og sejlede – en skægget Bjørn – i Døraabningen. Hans Pande blødte. Huen hade han sat overstyr undervejs.

»Skidt med det,« sae han, da Mor kom med Vand og vilde bade hans Pande – »men her skal I bare se, hvad Far har til jer.« Frem under Sejldugspjækkerten, der var foret med en islandsk Trøje og tjente som en Slags kort Pels, halede han en forkommen Maage, der kun kunde støtte paa det ene Ben; det andet hang slapt og vissent. »Det er vel nok en Søfugl, hva?« sae Far glædestraalende. »Den er ligesom den kunde være kommet over fra Bornholm.« Den hade drevet om paa en Isflage uden for Kalkbrænderihavnen, med Fødderne frosset fast til Isen; Far var saa staget ud paa en anden Isflage og hade befriet den. »Jeg maatte hakke den løs med min Træsko – akkurat som derhjemme paa Stranden dengang én var Dreng.« – Politiet hade saa antastet ham paa Hjemvejen, maaske fordi han skjulte noget under Pjækkerten. »Vi væltede rundt i Grøften, men han blev ligegodt den lille,« fortalte Far og lo. »Han sku haft noget mer, men een maatte jo passe paa Fuglen. Og vil I bare se, den er ikke kommet Spor til.«

Far sad paa Kanten af mit Leje og fortalte, og Maagen stod paa eet Ben paa mit Bryst, med hvide, lukkede Øjne. Den Aften var vi stolte af Far; vi t alle af ham trods Værtshuslugten, der stod om ham. Mor laa hen over Bordet og lyttede, med Øjne der ligesom lukkede sig om ham, og Georg knyttede Haanden. »Jeg skal nok tæve Politiet, naar jeg blir lidt større,« sae han ildevarslende.

»Du,« sae Mor og lo rigtig godt. »Du er jo kun seks Aar!«

»Han er god nok,« mente Far nikkende. »Han kan allerede lægge en Brosten frem.« Hvor hungrede jeg efter en lignende Ros fra min Far. Men han, der aldrig selv hade været syg een Dag tilende, betragtede mig nærmest som en »Tøsedreng.«

Der blev redt til Georg, som ellers sov paa Stole inde hos Far og Mor, i Benenden af min Sofa, og Døren blev skubbet næsten til. Far og Mor lignede Mennesker, der har Fødselsdagshemmeligheder for, da de sagde Godnat; saa inderlig godt syntes jeg aldrig, de hade set paa hinanden før. Det var nok den hvide Fugl, der gjorde det; den stod paa eet Ben paa en Tørv nede foran Kakkelovnen. Mor hade flottet sig og lagt endnu et Par Tørv paa, og Skæret fra Kakkelovnsdørens Ventil flakkede hen over den. Længe laa jeg og saa paa den, før dens Billede gled ud; min Bror, der nok kunde have Grund til at være træt, var faldet i Søvn straks.

Da jeg vaagnede næste Morgen, hade Udslettet lukket min Mund fuldstændig; Mor maatte bløde Saarene med varmt Vand, hvorpaa Far klippede Læberne fra hinanden med Saksen. Han var hjemme! var ikke paa Arbejde, skønt det var næsten højlys Dag! – der var endnu Rester af Festen i Gaar Aftes i Luften! Henne paa Kakkelovnen stod Kaffekanden og duftede, og min Bror var afsted til Brødhandleren efter rigtigt Kaffebrød. Dejligt var det alt at vaagne op til!

Op paa Formiddagen slagtede Far Maagen, og Mor stegte den til ham i en Gryde; det duftede herligt, men tog alligevel noget af Glæden. Den hvide Lykkefugl knasede saa underligt mellem Fars altfor kraftige Tænder.

Hen paa Eftermiddagen klædte han sig paa og gik ud. Mor sukkede. Hverdagen var igen sat ind.