IV

Min Nlille Søster saa jeg ikke ret meget til det halve Aar eller mere jeg laa syg. Mor maa have holdt hende borte fra mig. At jeg heller ikke savnede hende, tager jeg som et Bevis for, at det maa have staaet daarligt til med mig. Samtidig med at jeg begynder at komme mig træder hun tydeligt og haandfast ind i min Tilværelse igen; jeg har endnu tydelig hendes: op, op! i Øret, hun vilde helst sidde i Sengen hos mig og lege. Og Mor hade ikke noget imod det; min Sygdom hade sat Hjemmet tilbage paa alle Omraader; der var meget for hende at indhente.

Der er for saa vidt god Mening i, at Smaafolk faar mange Børn, som Søskendesindet hos Almuen er stærkere end opefter i Samfundet. I Underklassen opdrager Børnene for en væsenlig Del hinanden; det Barn, der ingen Søskende har, er ringere stillet, end det, der har en hel Flok. Mad skulde der jo for saa vidt blive mere af, jo mindre Børneflokken er; men heller ikke det holder altid Stik. Forsørgersindet er oftere ringere hos de ufrugtbare Forældre; og Smaafolks Børn sørger som Regel tidlig for sig selv. Da Søskendesindet navnlig ytrer sig i Forholdet nedad, som Omsorg for de mindre Søskende, bliver det af sig selv Kærnen i en senere social Indstilling.

Da jeg igen var oppe, fik vi til Gengæld rigeligt med hinanden at gøre, min lille Søster og jeg. Mor maatte tage sit udendørs Arbejde op igen, og Georg fik Plads som Bydreng; vi to smaa maatte se at slaa os igennem Dagen som vi kunde. Let var det ikke; denne Tid staar for mig som den strængeste i mit Liv.

Det maa have været Sommer, for jeg frøs ikke; og Ild i Kakkelovnen var der ikke, ellers skulde jeg nok have husket det. Af alt svært var det, at passe paa at Søster ikke kom Kakkelovnen for nær, det sværeste. Blot man et eneste Øjeblik saa til en anden Side eller tænkte paa ingenting, kunde Ulykken være sket og Søster staa i lys Lue! Man vidste fra Aviserne om smaa Børn, som var brændt forfærdeligt op, fordi de, der skulde passe paa, var tankeløse og ligeglade; og disse Historier kunde nok gøre Ansvaret byrdefuldt, om ikke det var det i Forvejen.

Men det vejede godt nok til af sig selv. Ofte senere har jeg undredes paa, hvor en lille, ikke særlig robust Knægt, der nok selv kunde trænge til en værnende Haand, tog Kræfter og Udholdenhed fra til Dag ud Dag ind at passe en lille Søster. Det blev jo derefter – men at det overhodet gik! Meningsløst kan det forekomme een, at Ansvarsfølelsen ofte synes stærkere hos Mennesker, jo mindre de har at takke Tilværelsen for, og navnlig at den – som den mest irrationelle af alle Livets Understrømme – skal sætte op i en 4-5 Aars Purk og gøre ham en Tilværelse, der i sig selv ikke var let, endnu mere byrdefuld. Men maaske er der alligevel en dyb Mening i, at netop de, der har mindst at takke for, tager altings Opretholdelse paa sig, at det bliver de tomme Hænder, der holder Verden oppe. – – –

Ja, naturligvis var det Sommer! Far var paa Arbejde langt borte fra Hjemmet, og det hændte aldrig om Vinteren. Helt ovre i Jylland laa han og byggede NBro over et stort Vand – og Mor var ude og solgte fra Trækkevogn. Hun arbejdede sammen med NMadam Sandru igen, skønt det lige for nylig var revet grundigt ud mellem dem og de var skiltes i dødeligt Fjendskab. Hvor var der meget, man hade svært ved at faa ind i sit Barnehode! Aldrig – hade Mor sagt – aldrig i Livet skulde hun ha noget med den tyvebrændte Kælling at gøre mere. Og Madam Sandru hade spyttet og sagt: Føj for den Lede! Og nu sang de omkap; jeg kunde nu og da høre deres Stemmer, naar de trak forbi, henne fra Strandvejen:

Der var smældende Humør over Sangen; for et Øjeblik tændte den Lys i min brydsomme Tilværelse, og jeg slæbte lille Søster hen til Vinduet eller helt ud i den lille Forhave, for at hun ogsaa skulde faa Del i Mors Stemme. Men det førte blot til, at hun blev desperat og gav sig til at brøle. Hun var overhodet ikke nem.

Men naar jeg beklagede mig, lo Mor blot: »Pyt, er det noget for en stor Dreng at snakke om? Da jeg var i din Alder, hade jeg Nmistet baade Far og Mor, og maatte gaa i Dyrehaven og samle Brænde.«

Saa gøs jeg og undredes paa, hvordan hun hade baaret sig ad med ikke at blive ædt af Ulven; og jeg begreb vel, hvor meget bedre jeg hade det, som hade en Mor. At hun ingen Far hade haft, syntes jeg derimod ikke, der var nogen særlig Grund for hende til at være ked af.

»Jo, for han var en flittig Mand og drak aldrig; Folk paa hele Falster syntes saa godt om ham. Han var ogsaa den dygtigste NSmed i Nykøbing. Men saa kom NKoleraen og tog baade ham og Mor med hendes ufødte Barn og to Brødre af mig; Mor døde først, og Far gav hende Sytraad og Naal med i Graven, saa hun kunde sy Barnetøj til den Lille. Han var en god Far, som tænkte paa sine.« Mor kom til at græde og kunde ikke fortælle videre; men jeg kendte Resten af Beretningen fra tidligere: om de tre forældreløse, som var tilbage og blev spredt for alle Vinde; og om Paarørende og Venner, som plyndrede Hjemmet, saa der intet blev til Børnene. Mor, der var syv-otte Aar dengang, kom til NSlægtninge i Taarbæk, hendes mindre Søskende, Georg og Maria, kom i Pleje langt borte fra hende. Nu var de i Amerika; Georg hade man ikke hørt fra i mange Aar, Tante Maria derimod lod det til at gaa godt; hun skrev nu og da. – – Mor hade alligevel haft det sværere end jeg!

Far var som sagt i Jylland og arbejdede, og naar Sandheden skal siges, savnede ingen af os ham. Det skulde da være den Lille; for mod den Spæde i Vuggen var han helt anderledes end mod os andre. Med den kunde han lege og tumle, saa den blev helt ellevild, og han kunde faa den til at kurre som en forelsket Fugl. Men naar vi andre samledes om dem og vilde tage Del i Legen, lagde han den Lille tilbage i Vuggen og tog sin Avis. Vores Glæde kunde han ikke rigtig taale; jeg har ofte syntes, at den skar i ham.

Vi aandede op, nu han var borte saa vi kunde indstille os paa lidt længere Sigt; og vi lagde ingen Skjul paa over for hinanden, at vi var glade for at være af med ham. Noget af det ny, der kendetegner vor Tid, var allerede paa Trapperne dengang; Smaafolk var begyndt at frigøre sig fra NFatalismen. At Forholdene var daarlige, pillede man endnu ikke ved, de var, som de nu engang maatte og kunde være; Fattigdommen var skabt af Vorherre saa vel som Rigdommen. Men naar Manden, Forsørgeren, gjorde Kaarene i Hjemmet endnu daarligere, kom det ikke længer ind under det skæbnebestemte; Far kunde ikke skyde sig ind under Vorherres Orden, naar han paa vor Bekostning brugte mere end der tilkom ham. Han var ingen NPatriark, der kunde skalte og valte med alting, som han vilde, uden at møde Kritik fra vi andres Side; han maatte staa til Regnskab som enhver anden i Familien. Han var den stærkeste, vi skulde nok vogte os for aabent at gaa i Rette med ham. Men vi dømte ham for hans Handlinger alligevel, ved at lukke os af og leve vort Liv uden ham. Far var ikke Skæbne i sit Forhold til os – de Tider var forbi. Han var Skyld!

Og nu var han saa dejlig af Vejen.

Det medførte den Ulæmpe, at der slet ingenting blev; han glæmte helt at sende os noget af Nsin Fortjeneste. »Det ligner ham grangivelig,« sagde Mor, da hun hade ventet forgæves et Par Uger. »Nu kan han rigtig gie Greven!« Hun tog saa selv fat, med hele sit Overskud af Energi og Ævne til at finde paa Udveje. Der kom dobbelt Skub i Trækkevognen; Mor selv gav sig ud fra tidlig Morgen. Og til min Bror fandt hun en Plads som Bydreng hos en NUrtekræmmer henne paa Trianglen. Jeg fik den Opgave tildelt, at klare Tingene derhjemme.

Det var som sagt drøjt Arbejde, og mange Gange var jeg ved at bryde sammen; men naar Mor hen paa Eftermiddagen kom hjem og fik snakket lidt med mig, var det glæmt. Hun hade en egen spøgende Maade at behandle mig paa, naar jeg var tung i det; ingen Byrde kunde staa for hendes gode Humør. Og desuden stod NDyrehavsbakken som en gylden Forjættelse bag alting. Mor hade lovet os, at naar vi var rigtig flinke til at hjælpe hende, skulde vi komme derud en Søndag allesammen.

»Er det endnu morsommere end »NDe Fattiges Dyrehave«?« spurgte jeg spændt.

»End »NRhinen«? er du tosset Dreng! Paa den rigtige Dyrehavsbakke maa selv de Kongelige hen, naar de skal more sig ordenlig!« raabte min Bror.

»Ja, og der kommer saamænd ogsaa andre pæne Folk,« sae Mor. »NEtatsraadens hvor jeg tjente, tog paa Bakken en Gang hver Sommer; og de tog altid mig med.«

I »De Fattiges Dyrehave«, et Forlystelsessted med Karruseller, Gynger, Skydebane o. s. v. som laa nede for NEnden af Gammel Kalkbrænderivej, hade jeg været tidt nok. Næsten hver Søndag Eftermiddag fik Georg og jeg hver en NSkilling og Lov at gaa derud; der betaltes ingen Entré til Haven, og for Enskillingen kunde man faa enten en Karruseltur eller en stor Honningkage – desværre ikke begge Dele. Vi forsøgte det med; min Bror, som var god til at hitte paa, foreslog engang: »Nu kører jeg paa Karrusel, saa køber du en Honningkage, og saa deler vi. Paa den Maade faar man dobbelt saa meget ud af det.« Jeg syntes godt om Forslaget, men det svarede alligevel ikke til Forventningerne – for mit Vedkommende. Men en Form for Deling var det jo; jeg har senere været ude for den adskillige Gange. – Der var Lysthuse rundt langs Havens Udkanter; og nu og da var Mor med og vi hade Madkurv og spiste i Lysthuset. Det var spændende, for saa maatte der nydes noget.

Men paa den rigtige Dyrehavsbakke hade ingen af os Drenge været, og naar Mor om Aftenen sad og talte Dagens Fortjeneste sammen, stod vi hos. Hun snakkede hele Tiden om Pengene – egenlig mere til Pengene – og hvad de skulde bruges til. »I dér er til Huslejen, og I maa hen og forny NFars Lotteriseddel inden den første. Det maa vi huske, ellers blir der Hus i Helvede, naar han kommer hjem og Sedlen er røget. Og selv tænker han saamænd ikke saa langt! – Jer her skal vi købe Mad for; og lad mig se – –« der var Penge til overs.

»Dyrehavsbakken, Mor, aa hva! paa Søndag, hva!« Min Brors Øjne var over hende, ladede med besværgende Overtalelser.

Mor vaklede; hun hade svært ved at staa for Georgs brune Øjne, der var Fars op ad Dage. Men omsider sejrede Fornuften. »Nej, vi maa se at Nfaa den gode Dyne hjem først, nu Fortjenesten er der. Men paa næste Søndag, Børn!«

»Aa, lad den bare staa – du sætter den jo bare igen. Hvad skal vi ogsaa med den gode Dyne nu det er Sommer?« ivrede min Bror. Men Mor var standhaftig.

Jeg vaagnede ved, at Mor stod bøjet over mig og kyssede mig. »Farvel, min Dreng, kan I saa have det godt,« hviskede hun ned i Øret paa mig. »Jeg har sat Sukker og Fløde af i en Kop paa Køkkenbordet, og Kaffekanden staar paa NApparatet; men vær forsigtig naar du tænder! Der er varm Flaske til Søster i Fodenden af Sengen, og hvis hun blir sulten, kan du købe to Krydder og bløde op i Vand; jeg har lagt en Enskilling i Tallerkenrækken. Men pas paa at den Skurk til Bager ikke gir dig to Overkrydder! Du kan nok stikke hen til ham, mens Søster sover. – – Og lad mig nu se, du er en stor Dreng; jeg skal nok skynde mig at komme hjem igen.« Mor tog mig om Hodet med begge Hænder og saa mig ind i Øjnene, hendes Ansigt kom nærmere og nærmere, til hun støttede Panden mod min og jeg syntes, hun kun hade ét Øje – et stort et – midt i Panden. Mine Øjne sank i. Og da jeg aabnede dem igen, var der vist gaaet lang Tid, for Solen stod helt ind ad Vinduet.

Det var i første Omgang, som Mor slet ikke var borte, men blot var gaaet ind i den anden Stue; hun hade smilet Genvordighederne ud af Tilværelsen som saa ofte før, og endnu hang Smilet i Luften om mig og gjorde mig tapper. Søster var ogsaa skikkelig og blev ved at sove; der var Tid til at komme i Tøjet og faa et og andet lagt til Rette, inden hun meldte sig.

Hvert Øjeblik var jeg ude i Køkkenet for at se til Kaffekoppen. Den stod henne ved Nedløbsrøret fra Lejligheden ovenpaa, ved Siden af den stod en Tallerken med Fedtebrød og en pillet, røget Sild. Jeg kiggede i Koppen, bare kiggede; Mor hade ikke sparet, og det smagte saa fortvivlet godt: Sukker og Fløde. Jeg maatte slikke lidt, bare lige dyppe Spidsen af Teskeen. Naar man bar sig ad paa den rigtige Maade, saa at sige listede sig ind paa Tingen bagfra, maatte det kunne lade sig gøre at slikke, uden at der gik Svind i Herligheden.

Men ak, det gjorde der alligevel, pludselig var der ikke mere. Det var kedeligt, for dermed røg selve Morgenkaffen; sort Kaffe – uden Sukker tilmed – var ikke til at faa ned. Og jeg var endnu ikke durkdreven nok til at gaa i Skabet – det faldt mig overhodet ikke ind.

Lykkeligvis vaagnede lille Søster. Hun meldte sig med et pludseligt Vræl, der gled over i et langstrakt Raserianfald. Maaske var hun gal over, at hun hade forsovet sig; hun dannede Bro, blev blaarød i Hodet og var lige ved at vælte ud af Vuggen. Flasken vilde hun ikke røre.

Bære hende kunde jeg ikke, men naar jeg skød Maven godt frem, kunde jeg slæbe hende foran mig hen over Gulvet; saadan fik jeg hende efterhaanden med stort Mas ind i den anden Stue og op i Sofaen. Der lod hun til godt at ville være; jeg asede og masede, til jeg fik hende anbragt i Hjørnet og Bordet skubbet hen foran hende. Men aldrig saa snart var jeg færdig, saa var hun ked af at være der og begyndte forfra med sit evige: Op, op! Saa kunde jeg gaa i Gang med at faa hende slæbt ned igen, og imens hade hun faaet Tid til at grise Mors pæne Sofa, som vi slet ikke maatte komme i Nærheden af, dygtig til. Jeg masede rundt med hende i Lejligheden, fra Ting til Ting, lod hende rasle med Beslagene paa Kommoden, til det blev kedeligt, og slæbte hende videre. Men det var ligegyldigt, hvad jeg hittede paa, ingenting fandt Naade for hendes Øjne ud over et stakket Øjeblik. Hun kunde tilsyneladende være fuldstændig væk af Optagethed, og jeg aandede allerede op ved Udsigten til en rolig Stund – i samme Nu gav hun sit Vræl fra sig, Signalet til at hun vilde videre. Jeg begriber i Dag ikke, at jeg holdt det ud og bøjede mig for hendes tyraniske Luner uden at værge for mig. Maaske hade et lille Klaps faaet hende til at vræle sig ordenlig læns og skaffet Plads for godt Humør; Mor greb sommetider – om end kun sjælden – til denne Løsning over for os Børn. Men jeg kunde ikke faa mig selv til det, skønt jeg ved given Lejlighed baade bed og slog min ældre Bror. Hun var jo saa lille!

Saa slæbte jeg videre med hende, til vi havnede ved Sandkassen ude i Køkkenet. Den var fuld af dejlig hvidt NGulvsand, og i Sandet gæmte Mor Gulerødder. Her lod det endelig til, at Søster vilde falde til Ro. Men saa fik hun Sand i Øjnene; hun borede rundt i dem med Hænderne og skreg vanvittigt, og jeg kunde ikke faa de smaa Hænder bort fra Ansigtet, mens jeg vaskede Sandet ud af hendes Øjne; hvergang jeg vilde hjælpe hende, borede hun endnu mere Sand ind i Øjnene. Jeg slog hende over Fingrene, og i det samme gik det rigtig op for mig, hvor fortvivlet hjælpeløs jeg var. Jeg brølede op, endnu højere end hun, og forsøgte at kysse hende til Omforladelse, fordi jeg hade slaaet hende. Søster var lige saa ulykkelig over det skete som jeg; der var slet ingen Vrede i hendes Graad mere. Hun spærrede Munden højt op og savlede mig i Ansigtet til Tilgivelse. Men hun græd fremdeles, helt hjærteskærende nu; der klang den forfærdeligste Anklage over min Handling i Graaden: jeg hade slaaet hende, slaaet hende! Jeg selv syntes heller aldrig noget som helst kunde blive godt mere; og saadan sad vi med aabne Munde og brølede hinanden vor Fortvivlelse ind i de vaade, grimede Ansigter, da min Bror uventet traadte ind.

Han var ude et Ærende for Urtekræmmeren, hade bragt nogle Varer hen paa Strandvejen og var saa lige stukket hjem om for at – – »naa, for at gie dig en Haand, dit Fjols. Der var noget inden i mig, som sae, at du brølede.«

Jeg ved ikke, om jeg fuldt og fast troede paa hans Forklaring, men i al Fald kom han virkelig som en frelsende Engel. Han hade flere Kræfter til at tumle lille Søster end jeg; i en Haandevending hade han givet hende tørt paa og gik nu med hende paa Armen og sludrede. Han var akkurat lige saa barneglad for ikke at sige børnetosset som jeg; vi har været det alle vi Søskende, og er det fremdeles de af os der lever – skønt der tidlig gik rigeligt Slid paa denne Side af vort Gemyt. Dertil hade han en lykkelig Ævne til at kunne Nsnakke sine Medmennesker Hodet fuldt, som jeg desværre alle Dage har manglet; selv lille Søster svarede med glad Pludren, skønt hun intet forstod af hans fagre Ord og Løfter. Hun var som en kvidrende Fugl paa hans Arm.

Men han hade det med at være ustadig, han fik hurtig nok af alting. Meget snart satte han lille Søster fra sig og gav sig til at snuse rundt, i Madskabet og overalt. Mor hade imidlertid laaset alting inde, som kunde tænkes at smage en Dreng, der led af kronisk Sult. »Har du allerede drukket Kaffe? Nej – vel?« spurgte han og rystede Kaffekanden, der klukkede nok saa velfyldt. »Men du har slikket, din Rad!« Han var henne ved Kaffekoppen.

»Nej, for det slap bare op,« indvendte jeg, flov og alligevel glad over, at jeg var kommet først.

»Slap op? Ja, for du slikkede det op, gjorde du!« han lo medlidende. »Du tror, man kan slikke, uden at det mærkes – akkurat som Pattebørnene. Men det kan man bare ikke.« Han saa fuld af Foragt paa mig.

»Næ, det tror jeg slet ikke,« mukkede jeg, hed i Hodet af Skamfuldhed.

»Jo du gør,« vedblev han, irriterende overlegent og stirrede ned i den tomme Kop med et Udtryk, der trods sin staaende Godmodighed ikke lovede mig noget godt. »Du slikker, gør Du! – bare en lille Smule, og saa lidt til, og bare lidt til – – til der ikke er mere. Men det kan du ikke selv gøre for, for ser du, det er fordi du er et Fjols, og Fjolserne kan bare ikke la vær med at være dumme!«

Han blev ved med at snakke, godmodigt, med Øjnene nede i den tomme Kop som var han tryllebundet af det, der hade været i den. Hver Sætning var som et Piskeslag; aa, hvor han gjorde mig lille! Og jeg arbejdede dog, lige saa fuldt som han, og passede min lille Søster hver Dag! Det var nok bare ingen Engel, som hade ledet hans Fod hjem i Dag! Jeg krympede mig under hans Ngodlidende Tale og overbærende Smil, der begge Dele gennemskinnedes af noget, som kunde faa mig til at gaa ud af mit gode Skind. Jeg hade Lyst til at sparke ham over Skinnebenene – og saa sætte i med et skærende skarpt Skrig som gjorde han en Ulykke paa mig, saadan saa Folk kom styrtende til, inden han fik naaet at hævne sig; bagefter glæmte han det altid. Jeg hade med Held anvendt Metoden over for ham før i Dag! Men saa glæmte han pludselig det hele og gav sig til at snuse omkring igen.

Paa Køkkenvæggen hang en stor Cigarkasse, som Far hade lavet om til Krydderiskab og lakeret sort. »Du, her er stødt Kanel,« lød det pludselig fra ham. »Det smager forresten slet ikke saa skeløjet i Kaffe.« Han fik i en Fart tændt under Apparatet, lidt efter stod Kaffen paa Køkkenbordet.

Men Søster lod os ikke i Ro. »Op, op!« lød det i det uendelige fra hende, nede fra Gulvet hvor hun laa og rodede. Hvergang hun klynkede, skar Georg en Grimasse. »Det lille Fæ! – Tag og tyg hende en Sut, saa vi kan blive fri for hendes Plagen.«

»Det maa jeg bare ikke for Mor!«

»Aa Skidt, det gør man alle andre Steder. Man gir dem ogsaa Brændevin, saa sover de saa storartet. Bare vi hade haft noget.« Han fik fat i en gennemsigtig Klud, tyggede lidt af mit Fedtebrød og kom i, og knyttede for det. »En ordenlig én, hva?« sae han stolt og stak Søster Sutten i Munden. »Men du maa holde godt fast i Enden af Snoren; ellers kan hun komme til at synke det hele, og saa – –« Han gjorde en vældig, beskrivende Bevægelse med Armen.

»Hvad saa?« spurgte jeg spændt.

»Hvad saa? Saa blir hun en Engel, dit Kvaj; og saa faar du Klø af Mor.«

Der var noget her, jeg ikke kunde faa til at stemme; men jeg holdt trolig i Snoren, mens Søster laa paa Ryggen paa Gulvet og suttede af et godt Hjærte. »Kan du saa se, det smager hende,« sagde Georg. »Det er bare Mor, som er dum.«

»Nej, for det kan du selv være,« svarede jeg og holdt Albuen op for Hodet for at afbøde en Lussing. »Mor er meget klogere end alle andre Mennesker.«

Men min Bror saa blot medlidende paa mig. »Naa ja, saa siger vi det,« sae han overlegent. »Men du kan da nok begribe, at det bare ikke er fint med Sut; det er NTante Lassen, forstaar du for Pokker nok. – Ved Hoffet bruger vi nu aldrig Sut!« Han forvrængede Stemmen og vrikkede fornemt med Hodet; det var Far, han hade det efter. Far kunde ikke fordrage Tante Lassen, han paastod, at hun lugtede af kongelig Stald.

Kaffen vilde mærkværdig nok ikke smage. Til en Begyndelse lod min Bror vel, som den smagte ham storartet; »man skal bare ta store Mundfulder,« sae han og skar Grimasser. Men pludselig spyttede han det hele ud i Vasken. Kanelen maatte have været for gammel, mente han. Han fik fat i en Kop med sur Sennep og begyndte paa en ny Bryg.

»Dette her maa du da for Pokker ku li,« sae han da Bryggen var færdig, og skubbede den hen til mig med en Mine, som var jeg det urimeligste Menneske paa Jorden. Herregud, han kunde jo faa mig til hvad det skulde være – dengang saa vel som senere; naar han satte sit Snakketøj løs paa mig, var jeg spundet ind i Løbet af et Øjeblik. Jeg skulde jo være tilstrækkelig advaret – gennem talrige bitre Erfaringer; men hvad nytter Erfaringen et stakkels Menneskekræ? Der paastaas, at visse Dyrs Blik virker lammende paa Byttet. Min Brors Stemme hade det paa denne Maade; saa snart den satte løs paa mig, sneg Hjælpeløsheden sig ind over mig, og jeg var redningsløst prisgivet hans ofte fantastiske Planer.

Selv rørte han ikke det nye Brygsammen; noget i hans flakkende Blik fortalte, at han hade opgivet Slaget og blot pønsede paa et Paaskud til at knibe ud. »Nu maa jeg afsted, ellers faar jeg Tæv af Urtekræmmeren,« sagde han pludselig og gled ned af Stolen. »Jeg hugger lige en Bid af din Mad; du spiser jo alligevel aldrig noget.«

»Du kunde godt hjælpe mig Søster op i Vuggen,« sae jeg; det var hendes Sovetid, og jeg skulde afsted efter Krydder til hendes Middagsmaaltid. Men han hade ingen Stunder. Med Munden fuld af Mad brokkede han fra Dørtrinet nogle Anvisninger af sig, forsvarligt spækkede med »Fjols« og »Kvajhode«, og stak af.

Han tog al Maden, og jeg var selv sulten – blev det i al Fald nu der ingenting var mere! Med den bedste Samvittighed af Verden tog han den, skønt han selv hade Frokostpakke med og Mor hade sat den af til mig! Min lille Forstand stod stille over for dette, at han kunde paastaa jeg aldrig spiste Mad – saa sulten som jeg var! Aa, hvor var jeg skrupsulten nu; jeg syntes, jeg maatte dø af Sult, inden Mor naaede at komme! Jeg lagde mig ned ved Siden af Søster – for ikke at falde omkuld og slaa mig, naar Døden indfandt sig. Hun var faldet i Søvn paa Gulvet, laa og trak Sutten ud og ind i Søvne. Jeg faldt i Søvn ved Siden af hende.

Jeg vaagnede ved, at hun trak mig i Haaret og skreg. Vi maatte have sovet længe; Lyset i Køkkenet hade helt forandret sig. Hun var edderspændt gal, maaske fordi Georg ikke var her længer – det bildte jeg mig i al Fald ind. Det var med hende akkurat som med alle andre – der var ikke andet end ham der duede! Det vilde ikke lykkes mig at faa hende læmpet op i Vuggen; det var som vidste hun, at jeg ikke kunde magte Forholdene, og derfor gjorde dem rigtig brogede. Naar bare hun selv hjalp til, kunde jeg flytte hende; og hun kunde saa flinkt strække Armene i Vejret, saa jeg fik fat om hende bagfra. Men i Dag gjorde hun sig stiv og stædig; hvergang jeg forsøgte, gled hun fra mig og slog Hodet mod Gulvet. Dèr laa hun og spændte Bro og sparkede; hvine gjorde hun som hade hun en Kniv i Halsen.

Naar hun rigtig satte i, blev der banket i Væggen inde hos Bigums. Han hade Delirium i denne Tid; naar Døtrene ikke var til Stede og kunde passe paa ham, løb han om med Kniv og Økse i Hænderne. Og i Dag maatte de have glæmt at binde ham til Bænken; han bankede helt andre Steder end dér, hvor Bænken efter min Beregning skulde staa. Rædslen krøb igennem mig; jeg smed mig klynkende ned over den Lille og holdt hende for Munden, saa hendes Skrigen ikke skulde tilkalde den Gale og forlede ham til at slaa os ihjæl. Men hun skreg blot endnu værre. Inde fra Liremandens lod ingen sig se, skønt jeg kunde høre dem skændes derinde; og laase Døren kunde jeg ikke. Mor hade taget Nøglen, for at jeg ikke saa lille jeg var skulde komme til at laase os inde.

I min Nød gav jeg mig til at bede, ikke til Vorherre, men til NFru Fredriksen, den skønne unge Kone, som boede ovenpaa, lige over os, og som altid smilede saa venligt til mig, naar vi mødtes. Hendes NMand var Herskabskusk og drak ikke, skændtes gjorde de aldrig; det ene med det andet gjorde, at hun ikke kaldtes NMadam som de andre Koner men Frue – Fru Fredriksen! Et lille Barn hade hun, som lignede en Engel, og som hun kørte Tur med i rigtig Barnevogn. Og selv lignede hun en Engel, og – –. Hende anraabte jeg i mine Tanker, bare hun dog vilde komme og tage os op til sig, bare hun dog vilde! Jeg raabte ikke, vovede ikke at skrige af Hensyn til den Gale, men jeg var saa vis paa, at hun hørte min Bøn.

Pludselig skyggede det i Stuen. Jeg løftede Hodet, allerede fuld af Haab – og saa Bigums blaa, udbulnede Ansigt trække sig tilbage fra Vinduet. I næste Øjeblik stod han og ravede i Døren. Hade han Mordvaaben i Hænderne? Jeg ved det ikke; alting drejede og hvirvlede som i en Karrusel, hvert Øjeblik kom han gyngende forbi i Dørkarmen, svingende med tykke Ballonarme; hans uhyre, opdunstede Ansigt bølgede som en Teltflade i Blæst. Jeg skreg i vanvittig Rædsel, skreg saa alting omkring mig brast og blev til bundløst Mørke.

Jeg kom langsomt til mig selv ved en fjærn Klynken under mig, som kom nærmere og nærmere; jeg turde ikke aabne Øjnene, men vidste at det var lille Søster. Paa Trappen fra Lejligheden ovenpaa lød hastige lette Trin, som en Forjættelse sivede Lyden ind i mig. Nogen bøjede sig over os, en velsignet Stemme brød Forbandelsen; ind i alle Kroge lyste Stemmen og jog Uhyggen bort. Nænsomme Arme tog om os og løftede os op, begge paa én Gang. Det var Fru Fredriksen, jeg vidste det uden at aabne Øjnene.

Hvorfor skulde jeg aabne dem – jeg blev jo baaret! baaret paa den tryggeste og dejligste Maade, som Barn paa Moders Arm. Paa den anden Arm sad lille Søster, som tog mig i Ansigtet med sine smaa Hænder og vilde skubbe mig væk. »Ned,« gentog hun, »ned« – jeg hade ikke noget paa Arm at gøre. Det var ikke frit for, at jeg selv følte noget lignende, da jeg først blev mig Situationen bevidst; jeg følte mig genert af den og vilde ned paa Gulvet.

»Aa, lad vær!« sae Fru Fredriksen leende og knugede mig ind til sig. »Du kan saamænd godt lade dig bære paa Arm, dit lille Skind; du er da ikke andet end en god lille femaars Knægt.«

Hendes Ord virkede mærkelig udløsende paa Barnet i mig; det gik op for mig, at jeg jo selv var lille; Pligterne faldt af mig som bristede Lænker – og den altfor byrdefulde Ansvarsfølelse! Jeg borede Panden ind ved hendes Hals og gled saligt over i det at være lille og hjælpeløs. Der var ikke noget mere, der hed at skulle, al Last var taget af mine Barneskuldre. Søster og jeg var paa fuldstændig lige Barnefod, som vi sad i Fru Fredriksens Sofa og legede og spiste Kage.

Sjælden, maaske aldrig, har jeg været stedt i større Nød, bagefter laa mit spæde Sind hen som hærget efter et Uvejr. Men sjælden heller har Livet lyst sin uudtømmelige Godhed over mig som dengang – af den unge Moders Øjne. Hendes Skikkelse har jeg ikke længer noget Indtryk af, heller ikke af Stuen og hendes lille Barn. Men den hvide Pande med det fine lyse Haar omkring, de sart røde, lidt indfaldne Kinder, den fine Hage og Øjnene – – jeg ser hende for mig, som var det igaar hendes algode Blik hade dvælet paa mig.

Ingen Brand er at ligne ved Blodets, naar det hæftigt vækkes, og ingen nok saa sammentrængt Kraft kommer op mod den fortættede Styrke i et Menneskeblik, der brændemærker eller kærtegner. Et brændemærkende Blik kan til Nød udslettes af Erindringen; jeg har haft Lykke til at glæmme et og andet i den Retning. Et Ansigt, der lyser Hjærtets Ømhed over én, naar man er stedt i Nød, glæmmer man aldrig.