XI

En Dag hen paa Vinteren kom Georg hjem og var i stort Humør. »Nu faar vi det godt,« raabte han, »for nu er Far raget uklar med Tykke Mads, og de kom op at slaas. De skal for Retten! Men Far vinder, for han holdt med Kongen.«

Far selv nævnede ikke noget om det, men fra anden Side fik vi at vide, at Værtshusholderen, der var gal i Hodet over, at Far holdt sig borte fra Værtshuset, hade standset ham paa Gaden og kaldt ham en Storborger, som holdt sig for god til at drikke et Glas med sine Lige. Maaske fortrød Far de Penge, han hade lagt hos Værtshusholderen; han hade givet raat for usødet og bebrejdet Værtshusholderen, at han kun holdt med Smaafolk for at plyndre dem.

Tykke Mads var Venstremand, og Venstremænd blev dengang betragtet som Samfundsomstyrtere, saa Far hade for en Gangs Skyld Stemningen paa sin Side. Og naturligvis ogsaa Retfærdigheden. Ulykken vilde, at nogle af Byens finere Borgere, af Glæde over Udfaldet, inviterede Far hen paa Korups Hotel efter Retsforhandlingerne; Georg og jeg fik at vide paa Gaden af nogle andre Drenge, at Far sad paa Hotellet og drak med de Fine. Vi hade vænnet os til, at han ikke gik til Kros mere, og vel trods alt ogsaa haabet paa, at det skulde vare; saa det var en kedelig Meddelelse at faa. Noget plastrede det jo paa det, at det var paa Hotellet, han sad og i pænt Selskab. De Fine drak sig ikke saadan fulde som Fattigfolk men passede paa. Men alligevel –!

Mor blev heller ikke glad ved Meddelelsen. Hun hade bestemt regnet med, at Far kom lige hjem fra Retten, og hade lidt ekstra til ham til Middag; nu stod Maden der og snærrede i Kakkelovnen, og vi sad om Bordet og tyggede, med en knugende Følelse af det Uafvendelige over vore Hoder – af Ondt, der hang i Luften og naar som helst kunde slaa ned paa os. Det hade været altfor hyggeligt i den senere Tid, naar Far kom lige hjem fra Arbejdet, spiste og saa sad i Sofaen i Skjorteærmer og læste Avisen. Bagefter legede han med de Smaa, eller han spillede for os paa den gamle Træfløjte. Den var revnet og skulde ligge i Blød først for at kunne give Tone; og vi var blevet saa sikre paa ham, at vi lagde Fløjten i Vand uden at afvente hans Opfordring.

Nu var det, ligesom nogen hade meddelt os, at alt dette skulde være forbi igen. Der var jo ikke sket noget; en Reder og en Agent hade inviteret Far ind paa Hotellet – det var det hele. Men vi var altfor vant til at blive dukkede; vi kendte Ulykken paa Gangen, længe før den naaede os.

Vi hade Skole om Eftermiddagen den Dag og sad i Frikvarteret inde i Klassen, Georg og jeg; vi var i daarligt Humør og hade ingen Lyst til at lege med de andre ude ved Stranden. Nogle Drenge kom styrtende ind og kaldte paa os; vi skulde komme ud og se noget morsomt. Ude paa Strandstien var der stort Postyr; Drengeflokken var i Færd med at bombardere en fuld Mand med Sne, og han ravede rundt for at fange de mest nærgaaende under vild Jubel. Det var Far!

Hos mig slog det sig indad som altid og blev til haabløs Fortvivlelse; men Georg blev ubændig af Raseri. Han sprang løs paa Far og ruskede i ham. »Far, er du da tosset!« brølede han. Saa gik han løs paa Drengene med Slag og Spark. Far blev helt forfjamsket og dinglede hjem.

Det varede noget, inden de andre Drenge glemte Begivenheden. Hvergang nogen hentydede til den for at faa Ram paa os, blev Georg ude af sig selv og gik løs paa ham. »Jeg kunde godt slaa dem ihjel,« sa'e han, naar jeg hjalp ham at ordne Tøjet bagefter. »Og Far, ham skal jeg ordenlig tæve igennem engang. Han kan bare vente!« Venlige mod Far var vi ikke mer, og lydige heller ikke. De andre Gange han var kommet hjem i den Tilstand, hade det været mørkt og sent paa Aftenen; Folk gik tidlig i Seng. Men her var han løbet Spidsrod gennem Gaderne, ved højlys Dag hade han udstillet sin Skam og gjort sig til Grin for alle. Vi var krænkede i vort Inderste og viste ham ubarmhjertigt vor Foragt; selv de Smaa vilde ikke ha noget med ham at gøre, de skreg, naar han tog dem paa Skødet.

Lang Tid saa Far os ikke i Øjnene. Han kom stadig lige hjem fra Arbejdet, spiste saa og gik stille i Seng. Forfærdelig ensom saa han ud, og det var tydeligt at se paa Mor, at hun led under det.

Det blev en stræng Vinter; Havet var lagt til saa langt ud, man kunde øjne. Det var Skrueis, løbe paa Skøjter paa den kunde man ikke. Men Georg og jeg tog lange Ture til Havs – ud hvor ellers de store Skuder gik. Der var kildrende Spænding i Bevidstheden om, at dybt under én gik Fiskene, og nede paa Havbunden laa Resterne af sunkne Skibe, kanske endnu med Bugen fuld af Rigdomme. Her og der var der en blank Vaage, hvor Vandet af en eller anden Grund ikke vilde fryse til; og langt ude kom man til en Vold af opskruede Isstykker. Uden for den igen laa det tunge Vintervand og arbejdede i lange Dønninger af Grødis og Kulde.

Far hade bygget sig et Læ af Isblokke ved en Vaage herude. Der laa han om Natten og skød Vildænder – af en egen duftende Slags. De skulde ikke sælges men kom i Mors Stegegryde med den tykke Bund; der laa de og spruttede og mættede alle Kroge af Hjemmet med Vellugt.

Det var alligevel kommet anderledes, end vi hade frygtet. Far vendte en helt ny Side ud, han begyndte at interessere sig for vore Sorger og tog sig af os. Han snedkrede os en Kælke og købte et Par gamle Drengestøvler hos Marskandiseren og satte dem i Stand, saa Georg og jeg kunde skiftes til at løbe paa Skøjter. Saa det var alligevel godt, at Isen ikke tog ham med, da den en Nat brød op.

En Tid gik han og saa hemmelighedsfuld ud; det var tydeligt, at han hade en glædelig Overraskelse i Baghaanden til os. Og en Aften vi sad og spiste, smed han et Papir paa Bordet til Mor; det var et Dokument; han hade købt Grund af Kommunen ude ved Færskesjø. Ah, saa skulde vi ha vort eget Hus ligesom andre bosiddende Folk! »Det kunde du godt ha snakket om,« sa'e Mor bebrejdende. Men Far hade ikke for Vane at tage nogen med paa Raad.

Saa snart Frosten var af Jorden, begyndte Far at grave Grunden ud; Georg og jeg hjalp til, og aldrig var vi gaaet til noget Arbejde med saa stor Lyst, vi lo og fjantede. Ogsaa Far var glad; han lo ikke, men det kendtes paa hans Iver. Ofte snød han sig fra at gaa i Stenværket for at kunne arbejde paa Grunden, og hver Helligdag blev taget med; han udlignede det ved at arbejde ved Lygte, de Dage han var i Værket. Det blev lange Dage for ham, og naar han gik i Seng, kunde jeg høre det knage i hans Lemmer, saa stiv var han. Vi brød Sten i Stranden til Fodmuren og til Gærdet omkring Ejendommen. Solidt skulde det være, og Far gravede helt ned til Klippen, saa Huset kunde staa paa fast Grund. Naar Mor kom ud med Kaffe til os, lo hun over hele Ansigtet og saa forelsket paa Far. »Det blir skam grundigt, som alt hvad Hans Jørgen Andersen laver,« sa'e hun. Naar hun var rigtig stolt af Far, nævnte hun ham altid ved hans fulde Navn.

Far kunde i Hovedsagen bygge Huset selv, men manglede Penge til Materialer. Nogen Pengeinstitution, hvor man kunde faa Laan mod Pant i Huset, var der ikke i Byen; men en Aften kom den gamle halte Slagter Henrik Legan ned til os. Han hade Penge paa Kistebunden og gav Laan mod Renter til Folk, han ikke var i Familie med; han tog ikke mere end 4-5 Procent, men blev alligevel betragtet som lidt af en Aagerkarl. Det var ikke ansét for helt i sin Orden at tage Renter af Penge; Laan var en Haandsrækning, man midlertidigt gav Slægt og Venner! Far fik 500 Kroner, vistnok til 4 %, men den gamle Slagter vilde ikke have Papir paa Pengene; Far maatte love ham ikke at tale om til nogen, at han hade faaet dem til Laans.

Saa begyndte Vognmand Lau at køre Mursten til. Endnu mente Far, det var vel tidlig at begynde at mure; der kunde komme Nattefrost endnu, og der var nok af andet at gøre. Naar Lavvandet afdækkede Flakket, rykkede vi derud med Hakker og Jærnstænger, skovlede Havbunden ren for Smaasten og gav os til at bryde den blaa Sandsten. Far tog den op i hele Flader, der skulde bruges til Gulv i Udhuset og til Gaardsplads og Fortov. Havet hade pudset den blaa Overflade blødt til; ofte var den riflet som et Vaskebræt. Far brød en Flade saa stor som et Bord og fem-seks Tommer tyk, rettede den firkantet til og huggede et rundt Hul i Midten. Det var Brønddækslet. En Blok blev taget ud til Grisetrug; Georg fik Lov at hugge den hul. »Ah, jeg skal hugge noget, som skal høre til Huset!« sagde han triumferende. Far maa have fanget mit Udtryk, for pludselig kom han med en mindre Blok. »Den skal være til Hønsetrug, og den maa du hugge til,« sa'e han kært. Saadan hade jeg aldrig kendt ham, og jeg stak i at tudbrøle. Far saa forundret paa mig.

»Det er jo bare, fordi han er glad,« sagde min Bror forklarende.

Materialet skulde saa vidt mulig hugges til hernede for ikke at slæbe unødigt Gods op fra Stranden; vi trillede det hele op og over til Byggepladsen paa Bør for at spare Vognmanden. Men det galdt ogsaa om at faa det op, inden Højvandet kom og spærrede for Adgangen til det; saa vi hade nok at tage i. Vi tog i med godt Humør; Far styrede Børen, og Georg og jeg gik foran og trak med Reb over Skulderen. Over den stenede Havbund gik det, saa op over Tangvolden og op ad den stenede Kystskrænt, saa det sved i Skulderen og sortnede for Øjnene. Men oppe paa den flade Mark mødte der én det skønneste Syn; blot et Par Hundrede Alen henne laa en Plet og lyste paa samme Maade, som Pletter kan ligge og lyse paa et ellers uroligt Hav. Alt laa rodet mellem hinanden paa den Plet, Jord og Sten og Træ, men hvor den lyste!

Vi byggede! Det var som om Pulsene og Hjærtet sang det hele Tiden; saadan dunkede de Ord allevegne inden i én: vi bygger, vi bygger! Georg og jeg hade tit svoret hinanden ikke at falde i Søvn; naar man sov, snød man sig bare for Glæden. Vi faldt hurtig fra, dødtrætte som vi var; men midt om Natten trak Georg mig i Næsen, lidt haardhændet som det var hans Art. »Du, vi bygger!« raabte han og sov straks igen.

Ja, vi byggede; det kunde mærkes paa alting. Folk gjorde sig Ærende ud til Stedet, løb forbi som tilfældigt, standsede og gav sig i Snak. Byfogden med Damer lagde sin Promenade den Vej ud, standsede ovre paa Volden og tog Rundskue; ligesom tilfældigt opdagede de os, Byfogden viste med Stokken, og Damerne kiggede gennem Briller, som de holdt op for Næsen med noget der lignede en Tang. Saa kom de over, og Far maatte slippe Murskeen og vise rundt.

Det tog længere Tid, end Far syntes om; Byfogden var bekendt for sine ubegavede Spørgsmaal og skulde ha alting forklaret to Gange. »Se, det er saa Spisekamret set bag fra,« sagde Far, da de var naaet til Udhuset; jeg kunde se paa hans Udtryk, at nu vilde han af med de fine Gæster, saa han kunde faa Arbejdet fat igen. Damerne holdt sig lidt tilbage, men Byfogden stak Hodet indenfor. »Jeg synes saagar, De har malet Sædet, Brolægger Andersen,« sagde han.

»Ja, det er, for at man ikke skal faa Røvmatisme under Afbenyttelsen,« svarede Far rask. Saa forsvandt Damerne, og Byfogden trippede i Hælene paa dem som altid.

Fars Hjælpere lo og godtede sig over, at han hade langet en saa mægtig Mand én ud. By- og Herredsfogden delte Skæbne med alle andre Embedsmænd paa Øen, daarlige som gode: han var ilde lidt. De kom ovre fra, Embedsmændene, talte et fint Sprog og var sat til at regere; en stor Løn fik de for dette unyttige Arbejde; der sagdes, at By- og Herredsfoged J. F. Petersen – Jomfru Petersen hed han i Folkemunde – hade over ti Kroner om Dagen. Man undte de hjemlige Storkøbmænd og Redere alt, hvad de kunde skrabe til sig; men disse Penge, givet ud til fremmed Herskab ovre fra, smærtede alle Sind. By- og Herredsfogden var vistnok en ejegod Mand. Jeg hade en Ugestid haft Lugearbejde i hans Have, og han interesserede sig mere for mig, end de stedlige Beboere hade for Skik, naar jeg arbejdede for dem – passede paa, at jeg ikke blev overanstrængt, og sørgede for, at jeg kom ind i Køkkenet og fik Kaffe. Men al personlig Godhed vejede ikke den Omstændighed op, at han var lønnet Embedsmand – og tilmed ovrefra. Dertil hade han et Skær af Komik over sig, og der gik mange Historier om hans Indskrænkethed. Da Byens Savskæreri brændte som Følge af en Kedelsprængning og han ledte de undersøgende Forhør, spurgte han Arbejderne, hvorfor de ikke i Tide hade taget Laaget af Kedlen. Det var en Himmerigs Mundfuld for Byen; store og smaa godtede sig over denne høje Dommer, der hade brugt mange Aar af sit Liv til at studere og hvis Begreber om Damptryk indskrænkede sig til det klaprende Laag paa Kaffekedlen.

Men kun i Smug. Han var den højeste Øvrighedsperson paa Stedet, og den guldtressede Kasket gjorde ogsaa hans ubegavede Hode frygtindgydende. Med den høje Øvrighed lagde man sig ikke ud; det var kun Brolægger Andersen, der kunde tillade sig noget saadant. Det baade tiltrak og frastødte. Alle Folk skulde ud og se vort Hus og ikke mindst den lille Udbygning, hvor Øvrigheden i egen høje Person var blevet dyppet. Men de kom helst, naar Far ikke var der – for at være paa den sikre Side, i hvad der saa skete.

Men alt i alt steg vore Aktier. En Dag vi laa oppe og lagde Tag paa, stod et stort firskaarent Kvindfolk nede paa Vejen og gloede. »Naa, her bygges nok Slot,« raabte hun op til Far og grinede op over begge Øren. Hun var barbenet, Strømper og Sko hade hun i Haanden; den anden Haand holdt om Stjærten paa en lille tohjulet Vogn, der var fyldt med Varer, Smør og Æg, som hun var paa Vej ind til Købmanden med.

Det var Ane Mikkelsen, Fars Kusine, hende der drak Brændevin som Vand og søbede den med Ske. Vi hade hørt meget om hende; hun hade Penge, derfor faldt Talen ofte paa hende, naar vi var ude hos Bedstefars eller hade Fremmede. Rødnæset var hun nu ikke; hendes Ansigt var en stor hvidlig Kødmaske indrammet af en Kyse. Naar hun lo, rykkede det i hele Fladen, og det var, som om der blev trukket i Snore forskellige Steder under den paa én Gang, for at trække den i Folder.

Far var krøbet ned og hade faaet hende ind i Bygningen; han kaldte paa os, vi skulde komme ned og hilse paa. Ane Mikkelsen sad og trak Strømper og Sko paa for at være fin, nu Staden begyndte. Hun slog Skørtet helt op over Knæene.

»Du har nogen ordenlige Stolper at gaa paa,« sa'e Far.

»Ja føl; her er vel nok Muskler, her! Drengene maa ogsaa gærne føle, saa har de et Maal at vokse efter.« Hun strakte Benet frem, men Georg og jeg trak os ind i et andet Rum; derinde stod vi og betragtede hende nysgærrigt. Vi var ikke fri for at være bange for hende, for det hed om hende, at hun kunde være Kvindfolk eller Mandfolk efter Forgodtbefindende, og at hun snart var det ene snart det andet. Nu i Øjeblikket var hun vel et Kvindfolk, men hvis hun nu pludselig hittede paa at ville skabe sig om til Mandfolk lige for vore Øjne!

Ane Mikkelsen sad bred og drøj paa en Bunke Mursten og pakkede Mellemmad ud, og Georg og jeg stod og ventede paa, at hun skulde tabe noget ned i Skødet, saa skulde vi nemt afgøre, hvad hun var. For Kvindfolk slaar Benene fra hinanden, naar de taber noget; Mandfolk derimod slaar dem sammen. Det var Georgs Visdom, og vi hade forlængst aftalt, at naar vi engang fik hende at se, skulde vi holde Øje med hende netop med Henblik paa dette. Men saa kaldte Far paa os. Vi maatte afsted efter Brændevin til Ane Mikkelsen til hendes Mellemmad. »Saa er hun nok alligevel et Mandfolk,« sa'e Georg, mens vi løb. »For Kvindfolk tørster ikke saadan.«

Da Ane Mikkelsen skulde videre, indbød Far hende til at se hjem, naar hun var færdig med sine Ærender. »Saa kan du ogsaa lære min Kone at kende, og hun laver dig nok en Taar god Kaffe,« mente han.

Men Ane Mikkelsen slog fra sig med bægge Hænder og lo højt. »Lære din Kone at kende – ih Gud Fader! Det er jo saadan en, der faar Unger hvert Aar; og saa skal de ikke engang være levedygtige, siges der. Hvor mange har I nu?«

»Ja, nogen er der jo døde,« sa'e Far, »men nogen Stykker har vi da i Behold.«

»Og dem skal der saa lægges til paa. Stor Stads synes der nu ikke at være ved dem!« Ane betragtede os nøje. »Det er lidt til smaat – som man siger.«

»Ja, han dèr er et Skræld« – Far pegede paa mig. »Men den anden er god nok.«

Det vilde jeg ikke ha siddende paa mig; jeg snuppede Georgs Hue og satte ud paa Udmarken, saa kunde de jo selv se, hvem der løb bedst af os. Georg satte efter mig; han vidste, at han ikke kunde indhente mig med det gode og udstødte en Mængde Trusler, mens han løb. Men jeg lod blot, som jeg blev forskrækket; hvergang han var nær ved mig, satte jeg væk i et Spring, slog med Hodet og galopperede som en kaad Hest. Far og Ane Mikkelsen stod uden for Huset og morede sig over os, og det gav mig Mod; jeg løb langsomt, som kunde jeg ikke mere; og naar Georg sprang frem for at snuppe mig, var jeg væk under hans Arm. Saa opgav han det og tøflede tilbage, mumlende de forfærdeligste Ting, som altsammen skulde ske mig, naar – –; men jeg fulgte ham drillende lige i Hælene.

»Det var forladiet godt gjort,« raabte Ane Mikkelsen mig imøde. »Det skal du ha en Femøre for.«

»Aa, det er bare, fordi han er en Kryster,« sa'e Georg mukkent. »De løber altid godt.«

»Naa er det derfor – saa beholder jeg skam min Femøre.« Ane Mikkelsen puttede Pengestykket ned i sin store Lomme igen. – Saa var ogsaa den Fjer plukket af mig! Lige meget hvad jeg saa præsterede, i de andres Øjne var og blev jeg et Pjok.